A House Divided - Catherine Cookson

• Engelsk
• 13.-14. marts
• 478 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik jo købt to romaner af den for mig ukendte Cookson, som åbenbart sprøjtede dem ud på samlebånd - næsten 100 bøger på 50 år, hvoraf en del udkom efter hendes død i 1998.

Alt det anede jeg jo intet om; og selvom jeg ikke brød om den moralske lærdom i den sidste bog, så havde jeg jo den anden stående.

Det er jo lidt engelsk socialrealisme indhyldet i lyserødt tyl - eller noget.

En klassisk historie om soldaten, der bliver blind under 2. verdenskrig, men forelsker sig i sin sygeplejerske, som redder ham fra selvmord, vanvid og sikkert alt muligt andet.

Sygeplejersken er dog halvt forlovet med en ung mand hjemme fra landsbyen, som tager hendes nej temmelig tungt; så meget, at han banker hende og hendes bror, og hun flygter skræmt tilbage til byen og genforenes med sin elskede. Men tyrannen følger efter, og hun må nu rykke ind i den nye forlovedes hus. Det er et mindre herresæde med tyende - med en bestemt bedstemor, som minder om Maggie Smith i Downton Abbey samt en syg far og en mor, der lider under et kærlighedsløst ægteskab. Og så er der broderen, der altid har været jaloux på sin bror, og nu mener, at han er et bedre parti for den unge smækre kvinde eftersom han er seende. Derudover er der den nye chauffør, som er fra en anden social klasse, hvilket han til tider glemmer - og fungerer som hofnarren i hele opsætningen.

Der er jo alle de klassiske ingredienser, som har fungeret siden ... altid! Rig og fattig; heldig og uheldig; kærlighed, had - sex, drugs & rock'n'roll  i en eller anden form har fungeret siden Biblen og op gennem tiderne med Molière, Holberg men også Danielle Steel og Barbara Cartland. Ingredienserne er universelle og når de koges sammen af nogle - som Molière eller Holberg - er det stor kunst; og når det er af andre, så er det jo ikke helt fint nok.

Og det er da bestemt heller ikke litteratur, der vil gå over i verdenshistorien - men mennesket har jo brug for den slags historier indimellem.

Det er hurtigt læst; det er beroligende fordi man ved, hvordan det ender. I går fik jeg en meget trist besked om en tidligere kollega og vens død; og jeg var selvsagt lidt rystet. Jeg gik i seng og læste de sidste sider - ukompliceret comfort reading på en dag, hvor jeg bestemt ikke havde kunnet klare andet. Og det skal der jo også være plads til - til hendes forsvar må man sige, at de slet ikke er dårligt skrevne; plottet er blot ufatteligt klassisk.