Friday, November 29, 2013

Ce qu'il advint du sauvage blanc - François Garde

























  • Fransk
  • 27.-29. november
  • 381 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En imponerende dejlig bog - måske også fordi min seneste læseoplevelse var så rædsom! Og så var der oven i købet lidt rejseri i den ...

Narcisse Pelletier var en ung fransk sømand, som i midten af det 19. århundrede stod ud på sin første store rejse. Narcisse eksisterede og levede fra 1844-1894, men Garde gør ham lidt ældre ligesom han ellers laver lidt om på historien; men det gør den jo ikke dårlig, når man ikke kender den oprindelige historie.

Narcisse strander på en øde ø - tror han - og venter naivt på, at hans skib vender tilbage for at samle ham op på hjemturen. Det sker aldrig - men han bevarer håbet i temmelig lang tid. Faktisk bliver han der i 17 år, indtil et engelsk skib samler ham op. Han bliver i Sydney overdraget til en franskmand, da det tilsyneladende er det eneste sprog han forstår en smule af. Men i det hele taget er han totalt uforstående overfor alt, der omgiver ham. Han skal vænne sig til klæder igen; han vil ikke spise det mad, han får serveret - og opfører sig som om, ingen følelser eksisterer.

Historien beskrives i skift - hvert andet kapitel fortæller hans historie om tiden på øen; i starten, da han kæmper for at forstå, hvordan han skal skabe sig en plads i den stamme, der lader til at have adopteret ham. Hvert andet kapitel er fortællingen fra den franske greve, som bliver hans formynder. Han skriver breve til præsidenten for Geografiselskabet for at fortælle om Narcisses fremskridt. Om turen hjem over Atlanten og mødet med familien i Frankrig, som selvfølgelig har opgivet ham for længst.

Det er en rørende fortælling, selvom den ikke kan verificeres fra start til slut. Men mange elementer er overensstemmende med det, man i dag ved om ham. Han endte sine dage som fyrtårnsbevogter - og det var måske en smuk gestus. Han kunne kigge ud over havet, og se imod den australske ø, som han uden tvivl savnede.

Jeg var i hvert fald godt underholdt, og levede mig fint i Narcisses historie og følelser.

Wednesday, November 27, 2013

Jeg vil give dig verden - Chufo Llorens
























  • Dansk
  • 23.-25. november
  • 861 sider

Puuuhhaaa! Den bliver altså lidt svær!

Jeg trængte til et totalt sceneskift efter de fire bøger i rap af eller om Anne Frank; og jeg trængte til lidt fiktion. For noget tid siden købte jeg denne spanske roman i lufthavnen i Kastrup. Jeg var begejstret for Folletts middelalderromaner, men også især for Falcones roman om katedralbygningen i Barcelona i det 14. århundrede. Så det kunne jo ikke være helt skævt, tænkte jeg.

Det var det muligvis heller ikke; men jeg må indrømme, at der er en årsag til, at jeg foretrækker at læse på originalsproget - der er alt for mange for dårlige oversættelser ganske enkelt.

Jeg kender ikke forlaget Jentas, men et hurtigt blik på deres hjemmeside, og jeg kan se, at de ikke er repræsentanter for de tunge drenge. Det hænger så igen måske sammen med, at deres ressourcer er begrænsede, og det går ud over kvaliteten. Der var så mange fejl, at det i stor udstrækning ødelagde min læseglæde. Blot et par eksempler:

- En højttravende mand giver nogle helt andre associationer med et t for meget
- Til gengæld er det bedre med et ekstra r i årene, når man er ude at ro
- Hvis man i starten af bogen er 10-12 år gammel, bør man ældes hurtigere end at være 13 år gammel 6 år senere!
- Facinerende har det også bedre med et s et sted
- En af hovedpersonerne har et sted 2 børn, et andet sted 3 børn - og da vedkommende samtidig er en reel historisk person, burde det være muligt at få styr på
- .....

Jeg giver op! Der var trykfejl, oversættelsesfejl, forfatterfejl (sådan forklarer jeg de mange årstalsproblemer), sjuskefejl - det er ganske enkelt alt for ringe; man burde få sine penge retur for en bog i den kvalitet til 169 DKK! Det undrer mig såre, at ingen af de anmeldelser jeg kan finde på nettet, påpeger den ringe kvalitet?

Men historien så? Jooo, det var vel OK. Det var kraftigt inspireret af diverse modefænomener indenfor litteraturen, og personerne manglede dybde. Der var passager med floskler om solnedgange, kærlighed og sol og måne og stjerner, så det ikke var Kleenex, men en pille mod kvalme man skulle bruge. Der var underholdning til et par dage - men det var absolut ikke en nydelse i hverken teknisk eller kunstnerisk udførelse. Men så er jeg advaret, hvis jeg møder forlaget Jentas igen.


Friday, November 22, 2013

Tales from the Secret Annexe - Anne Frank

























  • Engelsk
  • 21.-22. november
  • 207 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som aflsutning på en nu temmelig komplet tur rundt om Anne Frank læste jeg hendes fiktive udgivelser. Det er en ukomplet samling af hendes skriverier, som hun arbejdede på parallelt med skrivningen af dagbogen under deres tid i skjul fra 1942-44.

Den første del indeholder en række små historier, som er optimerede udgaver af hendes dagbogsskriverier. De fleste af dem finde i små sætninger i dagbogen, men her bruger hun dem til at arbejde på sin skrivestil og arbejde med vinkler og personligheder.

Der er ligeledes et par små filosofiske betragtninger over livet - hvordan man skal være som menneske; opføre sig mod andre osv . - i bestræbelserne på at blive et godt menneske. Det var emner, som man også i dagbogen ser optage Anne Frank ikke mindst i hendes modvilje og konflikter med moderen,.

Den anden halvdel er små historier og noveller med fiktivt indhold; den sidste af dem om pigen Cady er langt mere gennemarbejdet, og i slutningen af dagbogen løfter hun selv sløret for sine videre planer med den historie. Anne Frank lagde i dagbogen ikke skjul på, at hun gerne ville være forfatter efter krigen - men hun var jo frygtelig ung, da hun begyndte at skrive, og det bærer det selvfølgelig præg af.

Nogle gange er det temmelig melodramatisk og naivt, som man kan forvente det af en teenager; men man ser også tydeligt, at hun arbejder med stilen i sine fortællinger. Og der er en del gennemgående temaer, som tydeligt afspejler hendes egne indre kriser.

Det er tit rollemodelsøde små piger eller det er elfe - hun lægger vægt på at tillægge dem nærmest helgenagtige karakterer. Er der forældre i historierne er det altid den perfekte far, og en mor, der ikke forstå sin datter. Igen lærer man næsten mere om pigen Anne Franks indre tanker ved at læse disse historier end selve dagbogen. En psykolog ville nyde det - og der er givetvis også flere af slagsen, der har fordybet sig i disse afslørende historier om hendes eget indre.

Derudover er de som regel meget ariske - altid blå øjne; som indespærret jøde er det en åbenlys måde at ønske sig ud i friheden. Ligesom historierne ofte handler om eksklusion eller aflukkethed. Historien om pigen Cady foregår på et hospital - men der er ikke langt til at forestille sig Annekset. Det er historier om personer, der vil ud i verden. Der vil sidde og nyde naturen. Der vil fjerne alt det onde i verden. Og selv være perfekte.

Det er måske naivt; men jeg synes, at det er flot skrevet af en så ung pige og selvfølgelig influeret af tidens mode indenfor litteratur til kvinder - og måske ville hun virkelig være blevet forfatter. Hun havde jo få referencerammer inden eksilet, og dermed er det hele udsprunget af hendes hånd, selvom historierne ligger tæt op ad de personer, hun lever med i Annekset.

Det er et perfekt supplement til dagbogen - og en glimrende afslutning på en uge, hvor jeg til sidst drømte om nazister efter at have læst fire bøger om den betømte pige!

Thursday, November 21, 2013

Journal d'Anne Frank - Anne Frank



























Jeg troede helt bestemt, at jeg havde læst Anne Fransk dagbog - jeg havde en fransk kopi i biblioteket; men den er indkøbt langt senere. Jeg tror faktisk, at jeg vist kun har læst uddrag af den i gymnasiet muligvis. Men nu var - er - jeg jo i gang med min Anne Frank-cyklus, så jeg fandt den franske udgave frem fra bogreolen.

"Jeg vil ikke som de fleste mennesker have levet for ingenting. [....] 
jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død."

Ovenstående er frit oversat af undertegnede fra den franske udgave; men det forklarer måske faderens valg at offentliggøre hendes dagbog efter hendes død. Det var ikke en åbenlys beslutning, da han stadig betragtede det som hendes private tanker - og flere steder tydeliggør hun endda, at den ikke skal læses af andre. Men nu er den her - og trods mange kontroverser om dens ægthed, er det et stykke historie. Og Anne Frank lever efter sin død - ja.

Dagbogen starter ret naivt - hun var kun 13 år gammel, da hun fik den foræret, og begyndte sine skriblerier. Men en lille måned senere, starter deres liv i Annekset, som hun kalder det. Og dagbogen fortsætter indtil den 1. august 1944 - et par dage inden de otte skjulte personer bliver hentet af tyskerne. 

I de mere end to år beskriver hun de store og små problemer, der er ved at leve så tæt op ad hinanden og med mennesker, der ikke er vant til at være spærret inde. Hun beskriver sine egne tanker - og man følger jo en tydelig udvikling i hendes forvandling fra barn til teenager - og en mere moden en af slagsen som følge af omstændighederne. Men også hendes spydige og til tider onde iagttagelser af de voksne i Annekset - hendes forældre, det andet voksne par samt den enlige herre. Især moderen får ikke en kærlig behandling - og det kan chokere læseren, at hun er så direkte i sin kritik af moderen.

Men man skal nok hele tiden have for øje, at enhver teenagepige identificerer sig med sin mor på godt og ondt. Anne gør meget ud af at forklare, at hun ikke vil ende som sin mor - hjemmegående husmor. Og moderen er jo hendes kvindelige spejling i de år; hvorimod en far for en teenagedatter er noget anderledes ophøjet. 

Samtidig lever de under et enormt pres, og jeg tror absolut ikke, at en teenagepige overhovedet kan forestille sig, hvad det må gøre ved et voksent ægtepar at måtte opgive enhver form for intimitet. Anne ser kun de negative sider - og bebrejder moderen, at der er en dårlilg stemning. Hun er for ung til at vide, at det for forældrene betyder afkald på enhver form for privatliv - end ikke at kunne snakke sammen i fred og ro; så småt og trangt var der i Annekset.

Der er passager, hvor hun bruger meget tid på at reflektere over sin egen personlighed - og man kan måske godt finde hende en anelse selvhøjtidelig; men igen er det jo et barns tanker; og med tiden en ung piges, der finder en første spæd kærlighed i den unge Peter. Den eneste dreng i huset - ellers var det næppe blevet ham, som hun også selv skriver. Hendes pompøse stil skyldes uden tvivl hendes drøm om at blive forfatter senere - og hun når efter D-day til at drømme mange drømme om at komme tilbage til skolen i efteråret. 

Men det nåede hun ikke. Da sad hun i Auschwitz. Det er måske  med til at gøre hendes berømmelse. Der fandtes mange skjulte jøder - men der findes ikke lige så mange dagbøger.
Der var mange toge til lejrene - men Anne var på den absolut sidste jødetransport ud af Holland.
Der var alt for mange døde - men Annes far kom mirakuløst tilbage for at kunne give hendes lille liv en stemme. Og den stemme forklarer os blandt alle hendes andre tanker også om det helt dagligdags liv i Annekset.

Jeg var mindre rørt end ved læsningen af Miep Gies' udgave af historien - eller ved at læse de skes kvinders udlægning af deres møder med Anne og efterkrigstiden. Det skyldes uden tvivl den gru, de fortæller om med erfaringens bagklogskab. Anne nåede at se den gru, men aldrig at skrive om den. Så på visse punkter - og hun er selv klar over det - er dagbogen en fortælling om et relativt beskyttet liv, mens mange andre var ved at dø. Hun gør sig forbløffende få tanker om selve døden - det var ikke en option for hende, mens de var skjult. Igen en ung piges opfattelse af tingene, hvor de voksne, som hun kritiserede, må have haft nogle meget tungere tanker at kæmpe med.

Men det er et værdifuldt stykke historie, som absolut har en fortjent plads i litteraturen. Det er endnu mere trykkende at læse, når man netop har gået i de små værelser - i bogen lyder det meget større end det i virkeligheden er!

Sunday, November 17, 2013

Anne Frank Remembered - Miep Gies
























  • Engelsk
  • 16.-17. november
  • 326 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En anden af de tre bøger, jeg købte i sidste uge i Anne Franks hus i Amsterdam fortæller historien fortalt af den kvinde, der nok var tættest på Frank-familien - Miep Gies. Hun var østriger, men blev sendt til Holland som barn for at få god mad og blive fedet op, da hendes egen fattige familie ikke kunne sørge ordentligt for hende. Hun kom aldrig tilbage til dem - men måske var det med til at udvikle hendes omsorg for de svage. Hun var selv blevet frataget en mor og far i en ung alder, selvom hun endte med at blive lykkelig i sit nye hollandske liv.

Hun kom til at arbejde for Annes far i hans firma i starten af 1930'erne, og begyndte hurtigt at se familien privat, og lærte dermed Anne at kende, da Anne blot var fire år gammel. Miep var ikke jøde, men forstod hurtigt den fascistiske fare, og kæmpede imod den. Så da Otto Frank, Annes far, spørger om hun kan magte at bære hemmeligheden af deres skjulested lige midt på hendes arbejdsplads, siger hun ja. Og hun accepterer også at være budbringer for dem - sørge for mad, livsnødvendigheder, men også ganske enkelt en livline til verden udenfor.

Hendes beskrivelse er voldsom. Den er om livet i Amsterdam under krigen, og især den fare hun gennemgik ved at hjælpe de efterhånden otte personer i annekset, som Anne kaldte det. Problemerne ved at skaffe mad; angsten for sygdom og behovet for en læge - og selvfølgelig gruen den dag, de bliver arresteret i august 1944. Det var Miep, der sørgede for at fjerne Annes dagbog fra skjulestedet, da nazisterne var kørt med dem. Hun læste den aldrig, men gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage.

Det gjorde hun ikke - men Miep gav den til Annes far, som jo som bekendt udgav den. Miep selv læste den faktisk først mange mange år senere, da hun følte sig klar til det.

Jeg græd en del tårer undervejs, må jeg indrømme. Det er en meget stærk historie, og Miep Gies levede til hun var 100 år gammel. Hun havde måske alt for mange år til at tænke tilbage og savne, da alle andre jo var døde før hende. I denne udgave er der et smukt interview med hende i forbindelse med hendes 100-års fødselsdag; et fint punktum for et utroligt liv og årsagen til Annes berømthed.

Efter at have læst beskrivelserne fra de andre piger og kvinder, der mødte Anne i lejrene, og nu denne, er det vist tid til at genlæse dagbogen, og få cirklen sluttet derefter med den sidste bog fra Annekset - Anne Franks fiktive historier, som jeg ikke anede også var udgivede.

Saturday, November 16, 2013

The Last Seven Months of Anne Frank - Willy Lindwer
























  • Engelsk
  • 15.-16. november 
  • 243 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste weekend var jeg i Amsterdam, og et af de mange museumsbesøg var til Anne Franks hus. Jeg har selvfølgelig hendes dagbog, selvom det er rigtigt mange år siden, at jeg læste den. Så i stedet købte jeg tre andre bøger - det var bestemt et sted, der skulle minder med hjem fra.

Der er lavet flere dokumentarfilm om Anne Frank, hendes familie og alt, der overgik dem. En af dem er den hollandske forfatter Willy Lindwer, selv af jødisk afstamning, som lavede en dokumentarfilm om de kvinder, Anne mødte på sin rejse til Auschwitz eller fra de tidlige barneår i Amsterdam inden de gik i skjul. Han har skrevet en bog med minderne fra seks af disse kvinder, da de alle selvfølgelig var godt oppe i alderen mere end 40 år efter krigens slutning.

De kendte Anne i mere eller mindre personlig grad. En kendte hende særdeles godt fra tiden før krigen, mens andre mødte hende i enten Auschwitz eller Bergen-Belsen, hvor hun døde blot et par uger inden freden kom.

Men det er lige så meget deres personlige historie om, hvordan tingene foregik i lejrene. Primo Levi har beskrevet dem så grufuldt - men tilstandene var helt anderledes i mændenes lejr end i kvindernes. Der var måske mindre råhed hos kvinderne; men der var til gengæld kvinder, der var sammen med deres små børn - som måtte skilles fra dem eller se dem dø af tyfus, som især i Bergen-Belsen var den største dødsfaktor, da der ikke var gaskamre.

Kvinder oplever uden tvivl også tingene på en anden måde, og håndterer stresssituationerne anderledes. Begge sider var jo lige grusomme, men vinklen og anskuelsen er anderledes.

Ikke alle de jøder, der endte i lejrene var jo ortodokse - ikke mere end du og jeg er troende. Den religiøse tro og deres religion får derfor en betydning for dem. Enten opgiver de eller holder fast i højtiderne. Andre igen begynder pludselig at vende sig mere mod religionen - eller også bliver de bitre og tvivlende på, om der reelt kan være en Gud, der kan acceptere, hvad de ser ske inden for lejrens mure.

Den fortæller også om frigivelsen; om de mange måneder, de blot vandrede på tværs af Europa for at komme hjem til Holland uden at nogle tog sig af dem. Det er på mange måder afslutningen på Annes dagbog, som hun efterlod i Amsterdam, da de blev stukket og anholdt. Det er måske den fortælling hun ville have skrevet i toget, i Auschwitz, i Bergen-Belsen - men desværre ikke efter krigen.

Et smukt vidnesbyrd ikke kun om Anne Frank men om de millioner af skæbner, der blev ødelagt.

Friday, November 15, 2013

Zoo Time - Howard Jacobson

























  • Engelsk
  • 12.-15. november
  • 80 sider ud af 479 sider
  • Dansk titel: Det kan vist ikke betale sig at oversætte

Nå, jeg gav op! Jeg har forsøgt i fire dage at få en fornemmelse af, at forfatteren ville noget med sin historie. Skulle det være tragisk, komisk - eller tragikomisk ganske enkelt? Så læste jeg nogle anmeldelser på nettet og bladrede lidt frem og tilbage i den; og jeg fandt stadig ikke et spor af de rosende kommentarer, der er på forsiden og inderomslaget. Nu bliver den lagt til side, for jeg kan ikke overbevise mig selv om at lide yderligere firehundrede sider.

Historien skulle handle om en forfatter, som begynder at stjæle sine egne bøger og mener, at bogudgivelser som sådan er slut for verden. Ikke i den forstand, at det er overtaget af elektroniske bøger - blot, at menneskeheden ikke længere vil læse. Så svæver han rundt i historien om sin første roman, hans forelskelse i svigermoderen - og igen kommer det ingen vegne.

Hans pointe er blandt andet, at forfattere, der mangler inspiration skriver romaner, hvor hovedpersonen er en forfatter uden inspiration. Han siger det jo selv! Han skulle ikke have skrevet denne roman og mit liv er for kort til den slags. Måske kommer den frem igen en dag - men det må så være, når der reelt ikke skrives flere bøger.

Men hvis nogle har læst den, og fundet den interessant, hører jeg meget gerne.

Friday, November 8, 2013

Le dîner - Herman Koch
































  • Fransk
  • 7.-8. november
  • 356 sider
  • Dansk titel: Middagen

"Alle lykkelige familier ligner hinanden, 
men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."

Sådan indledes Anna Karenina - en mytisk litterær sætning, men som selvfølgelig gør sig gældende for mange romaner med familien som tema. Det er også temaet i den hollandske forfatters roman, som har fået en enorm succes og nu skal filmatiseres - en spændende udfordring, når man tænker på bogens opbygning.

Jeg er ikke meget bekendt med hollandsk litteratur; men jeg fandt til gengæld mange træk fra hollandsk kultur og mentalitet i romanen. Det er jo ikke langt fra min dagligdag som boende i Belgien. Og visse emner er også blevet vendt grundigt i medierne i de senere års hollandske historie.

Romanen er historien om en middag, som titlen naturligvis angiver - den er opdelt i aperitif, forret, hovedret, dessert, digestif og drikkepenge; præcis som historiens plot også opbygges mod et momentum i hovedretten efter en tilnærmelse i forretten og med apoteosen i drikkepengene. Afregningen. Konklusionen. Efterveerne.

For der er bestemt ikke tale om en hyggelig familiemiddag, da Paul og hans kone Claire skal mødes med Pauls bror, Serge, som er topkandidat som den næste hollandske premierminister og hans kone Babette. Aftalen er lavet så de sammen kan diskutere, hvordan de skal håndtere et problem, som implicerer deres to teenagesønner men også Serge og Babettes adopterede afrikanske søn. Problemet er, at ingen ved præcist, hvor meget de andre ved. De to unge har uden tvivl begået noget kriminelt - men problemet er for den enkelte i familien at vurdere, hvor kriminelt det er set i lyset af de konsekvenser det vil have for både drengene men også for deres individuelle liv - Serges politiske karriere, Pauls tidligere karriere - og for familiernes lykke i helhed.

Som middagen skrider frem - fortalt af Paul - skrælles lagene af stille og roligt. Andre ting dukker op under overfladen - alle årsagerne til, hvorfor de befinder sig, hvor de gør. Adfærdsmønstre og familiære forhold som definerer deres relationer til hinanden og den forhåndenværende situation. Gerningen skal ikke afsløres her - men den afspejler et fænomen, som er yderst velrepræsenteret i medier ikke kun i Holland. Der røres ved fundamentale ideologier om, hvor meget et menneske er værd og om der er forskel på menneskers værdi? Er et ondt eller et ynkeligt menneskeliv mindre værd? Hvor meget skal man gøre i en familie for at dække over hinanden - og kan man hele efter sådan en hændelse?

Jeg slugte den ganske enkelt uden at kunne lægge den fra mig; det var både en krimi, en psykologisk thriller og et enestående samfundsportræt. Det er faktisk en bog, jeg kunne tænke mig at se i filmudgaven for at se ikke mindst, hvordan de vil gribe det an. Der er så meget usagt, som alligevel bliver klargjort i kraft af Pauls tanker - og hvordan overfører man det til den store skærm. En virkelig stærk roman. 


Thursday, November 7, 2013

Dandy - Jan Guillou

























  • Dansk
  • 4.-6. november
  • 357 sider

Andet bind i Jan Guillous serie om Det Store Århundrede kom med hjem fra Danmark i weekenden. Tredje bind er allerede udkommet; men endnu ikke i paperback, så den må vente lidt endnu - og der er jo også planlagt hele ti bind.

Første bind startede jo med historien om de tre brødre, Lauritz, Oscar og Sverre - men ganske hurtigt forsvandt Sverre ud af billedet, da han lod brødrene i stikken i Dresden i skam over sin homoseksualitet og selvfølgelig også for at følge sin elskede, den engelske lord Albie.
Så det er der vi starter - i 1901, hvor de to unge mænd ankommer til England, til familiens gods og til en verden, hvor Oscar Wilde havde været fængslet for sin afvigende seksualitet.

Familien er næppe naiv; men med den velkendte engelske koldsindighed accepterer  man, at der ikke skal tales om det. Sverre falder ind og de to mænd lever et relativt almindeligt herregårdsliv afbrudt af de lidt vildere aftener i London, hvor de har en form for diskussionsklub. Her er der løssluppent, og det er her de mødes med deres homoseksuelle åndsfæller - kunstnersjæle og bohèmer, der ikke kan indfinde sig i det stive klassemiljø. Visse af dem gifter sig med en kvinde - det bliver skalkeskjulet, som gør, at de kan udleve deres andet liv i kulisserne.

Der er få tråde tilbage til den oprindelige slægtshistorie, som jo er de tre brødres historie - blandt andet da Albie og Sverre sammen med Albies søster, Margie, rejser til Norge og møder moderen. Det er rejsen, der skal give Sverre syndsforladelse. De er ligeledes på et tidspunkt i Afrika - hvor broderen Oscar jo bor; men uden at møde denne. De cirkler således lige uden om hinanden, men mødes aldrig.

Historien kulminerer med 1. Verdenskrig, hvor dilemmaet spidser til, da Albie ikke har meldt sig under fanerne. Det er med til at understrege deres homoseksualitet og betyder en heksekrig i engelske medier - han er jo trods alt lord. Så han ender med at vælge den lette løsning, og tager til Afrika - mens Sverre som neutral nordmand kan blive derhjemme.

Det ender selvfølgelig galt; Sverre forlader England og rejser til Berlin. Her møder han tilfældigt de to brødre i den afsluttende scene og trådene samles. Det er stort set den samme afsluttende scene som i Brobyggerne blot udvidet med Sverres ankomst. Så nu er der lagt op til, at de tre brødres historie kan fortsætte parallelt i tredje bind - og sikkert i Tyskland?

Overordnet set er det en glimrende historie. Jeg synes, at det fungerede perfekt med et bind helliget England og Sverres eventyr der. Men det irriterer mig med al den name dropping! Ken Follett gør faktisk præcis det samme i hans trilogi om det 20. århundrede - de helt almindelige opdigtede personer skal absolut altid i nærkontakt med de personer vi kender.

I Dandy er der meget malerkunst involveret; og de bliver nærmest venner med fx Matisse. De møder Denys Finch-Hatton; Lytton Strachey, Virginia Woolf, etc. Det er næsten for meget - og hvorfor kan man ikke fortælle familiens historie uden at iscenesætte den i en historisk kendis-kontekst?

Men det er stadig en god sproglig historie - skrivestilen er tilpasset tiden; det bliver så spændende at se om den kan følge med udviklingen i de næste bind?


Sunday, November 3, 2013

La Chambre des Dames - Jeanne Bourin

























  • Fransk
  • 26. oktober - 3. november
  • 634 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

La Chambre des Dames er en historisk roman fra 1979, som blev filmatiseret af fransk fjernsyn i 1983. Det var inden jeg flyttede til Frankrig første gang, men titlen er kendt, så da jeg fandt den til 2 Euros i Paris langs Seinens bredder, så var der ingen tvivl. Den er anerkendt for at være historisk veldokumenteret for den periode, den beskriver - midten af det 13. århundrede i Paris.

Det er anderledes at læse romaner fra den periode; man bruger ikke paragraffer eller afsnit, men skriver bare derudaf! Det kan virke lidt bastant til tider - især hos Bourin, som bruger en sætning til et sceneskift eller et skift i vinkel fra en person. En dør åbnes, og vi har historien fra en ny vinkel; i stedet for at indskyde en lille linie som pause.

Men historisk er det veldokumenteret. Måske for meget til tider. Det er tydeligt, at forfatteren vil vise, at hun har dokumenteret perioden - hvad man spiser, hvordan man klæder sig ... og det bliver lidt pedantisk. Hvis det er en historisk roman skal man netop fornemme, at det er personernes historie man kommer ind i; og personerne vil ikke stille et spørgsmål med alle svarene i spørgsmålet, som når en karakter spørger om maden er klar - og er lavet med de og de ingredienser. Eller turene igennem Paris, hvor hvert gadenavn nævnes. Det irriterede mig i starten, og det tog mig næsten 200 sider at komme ordentligt ind i personerne og abstrahere fra dokumentationen.

Men der er en god historie bag om livet i middelalderen især set fra kvindernes vinkel. Vi følger ægteparret Brunel - Etienne og Mathilde - som er guldsmede. De har seks børn; fire piger og to drenge. Den ældste datter, Florie, skal giftes med den unge troubadour, Philippe, men på bryllupsdagen dukker en lækker ungersvend op. Han bliver håbløst forelsket i Florie - men det er Mathilde, der bliver forelsket i ham. Hun er kun 34 år gammel, men efter tidens traditioner gift med en meget ældre mand, som ikke længere kan give hende fysisk glæde. Hun er for ung til at opgive den del af sit liv og så dukker Guillaume op.

Man følger de to kvinders livsbane - mor og datter. Florie, der ender med at give efter, og bliver udstødt af mand og familie. Men også søsteren, Clarence, der bortføres og voldtages af unge ballademagere - en anden slags end i dag; men efter tidens ånd.

Bogen er opdelt i to store tidsafsnit - 1246 og 1253; imellem de to perioder er Florie taget fra Paris for at udleve sin skam i ensomhed. Men Guillaume finder hende igen, og hun falder igen i. Sat op mod hendes seksualitet er Mathildes ensomhed i et ægteskab, hvor det udelukkende er ømheden, der er tilbage; men også bekymringen over at skulle passe på sine børn. Og nu er turen kommet til de yngre døtre, der skal i vej.

Den anden del samler historien med de hjemvendte sønner fra korstog; med episoder fra fransk historie og med udviklingen som familiens kvinder skal igennem. Der bliver det reelt, og man fornemmer personerne bag navnene bedre.

Dog er jeg overordnet lidt skuffet; selvom der er en masse viden om middelalderen at hente. Ikke et dårligt køb, men en bog, der ikke er ældet så godt som andre.