Monday, October 31, 2011

Zulu - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 30.-31.oktober
  • 455 sider
  • Dansk titel: Zulu
Som mange andre var afrikanske krimier noget ganske nyt for mig - og forfatteren er også fransk; men handlingen er henlagt til Sydyafrika og som forfatter har han måttet sætte sig ind i zuluernes krigsritualer og sydafrikanske tilstande. Bogen har vundet et utal af priser i Frankrig, men jeg er ikke ekspert i krimier til at vurdere om det er velfortjent eller ej. Men underholdende og nem læsning var det - især i et fly på vej til Afrika!

Det er en utrolig barsk historie - startende med mordet på en ung hvid kvinde i et slumkvarter i Cape Town. Detektiverne, der bliver sat på opgaven, er den sædvanlige blanding af good cop/bad cop med et tvist af Nesbøs Harry-karakter og en PC-nørd, som man kunne mistænke inspireret af Stieg Larssons Salander. Men det er nok efterhånden uundgåeligt ikke at skabe stereotyper - og især PC-genier må høre med til krimier i vores tidsperiode.

En af de mere interessante karakterer er den sorte betjent, Ali Neumann, hvis fortid langsomt afsløres. En historie om apartheid, vold og mord, som har skæmmet ham psykologisk for livet. Desværre dør han i slutningen af bogen - det var ellers en karakter, jeg gerne ville have set en serie bygget op omkring; men det er næppe Féreys intention.

Bogens handling udvides hurtigt fra det aktuelle mord til at blive en samfundsskildring af et samfund med en ekstrem voldsstatistik og med barbariske metoder for overlevelse blandt samfundets laveste. Det er en højspændt bog i fuld fart - måske ikke den perfekte krimi, og ej heller for sarte sjæle. Men det var glimrende flylæsning! Pudsigt nok faldt jeg i flyet over en artikel om afrikanske krimiforfatterer - af afrikansk afstamning - og det er absolut nogen, der skal ses nærmere på!

Saturday, October 29, 2011

Le malentendu - Irène Némirovsky
























  • Fransk
  • 28.-29. oktober
  • 191 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Stadig meget begejstret for Némirovskys skrivning - og stadig lige glad, hver gang jeg finder en bog - det bliver jo sværere og sværere. Heldigvis er hendes genopblussede succes mere and tres år efter hendes henrettelse af nazityskerne medvirkende til en del genudgivelser. Det gælder også denne, som er hendes debutroman fra 1926, da hun var kun 23 år gammel - og inden hun i 1929 skrev David Golder, som blev hendes reelle litterære gennembrud.

Grundtemaet i denne roman bearbejder Némirovsky senere i andre romaner, hvor de bliver mere groteske i detaljerne samtidig med, at hun bevarer finessen i beskrivelserne.

Det er en kort lille historie om to mennesker, der mødes en sommer ved det franske hav. Denise er en rig ung kone, gift med en kedsommelig mand, som vi ikke hører meget til. På feriestedet møder de Yves, som manden kender fra 1. verdenskrig, hvor de delte hospitalsstue efter at være blevet såret. Manden skal på forretningsrejse, og Denise og Yves går ture, morer sig, leger med Denises datter - og ender med at blive elskende.

Forskellen på dem er dog, at Denise er umådeligt rig - via sin mand men også af fødsel - og Yves er fattig. Han kom af en rig familie, og har smagen for den riges verden; da hans forældre døde investerede han sine penge, og under krigen forvaltede hans familie dem så skidt, at han nu er fattig. Han har et almindeligt kontorjob i en bank, og sparer hele året for at give sig selv en fornemmelse af luksus de to måneder om året ved havet. Det tema berører Némirovsky i flere senere romaner, hvor sociale forskelle bliver grundstammen for konflikterne.

Det er uden tvivl et tema, der har beskæftiget hende en del, eftersom hendes egen familie mistede alle rigdomme under den russiske revolution, og måtte flygte via Finland til Frankrig. Hun var dog ikke af fattige kår selv - men har uden tvivl kendt til sin del af fattigdom i perioder.

Denise og Yves bliver elskere, da efteråret kommer og de er tilbage i Paris. Men problemerne opstår, da Yves kører surt i en verden som fuldmægtig, som han ikke føler er hans - og hvor han ikke kan lege med når Denise inviterer han på dyre steder. Denise på den anden side opfører sig som den forkælede rigmandstøs hun er og kan ikke forstå, at Yves ikke forguder hende og altid er henrykt for at se hende. Han vil ikke indrømme sine finansielle problemer - og hun vil ikke indrømme, at hun er ulykkelig med sin mand, men ikke kan affinde sig med at leve under sin standard.

Deraf den franske titel - Misforståelsen!

Måske er denne flirt blot tidsfordriv for dem begge - for der er ikke mange muligheder for reelt at være sammen - eller måske lever de begge i en fantasiverden? Bogen giver ikke et entydigt svar, men lader læseren bedømme ud fra personernes karaktertræk - præcis som Némirovsky gør det i senere romaner. På trods af hendes meget unge alder er det en fænomenal lille bog - ikke så detaljeret i ordenes dobbeltbetydning som i hendes senere værker; men man aner hendes yndlingstemaer og personbeskrivelserne er enestående.

Wednesday, October 26, 2011

Le dernier des Camondo - Pierre Assouline


Enhver, der er velberejst i Paris kender museet Nissim de Camondo i nærheden af Triumfbuen - men måske kender man ikke historien bag? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Selvfølgelig vidste jeg, at det var et privat hjem, som var blevet overdraget til staten med det formål at blive til et museum.

Denne biografi fortæller først og fremmest historien om Camondo-slægten og om huset i Paris; men lige så meget fortæller den om jødernes historie på flugt gennem Europa igennem århundreder. Ikke hvilken som helst jødisk befolkningsgruppe - men de rige bankmænd, som monarker og hof gerne tiltrak; men de kunne ikke opnå statsborgerskab og de kunne ikke blive optaget i det pænere borgerskab.

Camondo-familien var én af den slags familier; de flygtede fra Spanien under Inkvisitionen til Konstantinopel - videre til Venedig og tilbage til Istanbul, som det imellemtiden var blevet til. Endelig kom de til Paris med en grevetitel givet til dem af den italienske konge. De færdedes blandt andre berømte slægter som Rothschild-familien, og var en del af det rigeste miljø i Paris i slutningen af det 19. århundrede.

Camondo-familiens overlevelse er slægten; men familien er lille og omkring 1890 er der kun to fætre tilbage. Den ene vil ikke giftes, og den anden får blot en søn og en datter. Uheldigvis bliver sønnen, Nissim, dræbt ved fronten under 1. Verdenskrig og faderen, Moise, bliver helt slået ud. Derfor testamenterer han sit hus til den franske stat - inden han selv dør i 1935. Måske ville han have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at selvsamme franske stat var med til at udlevere jøder til tyskerne og hans datter, svigersøn og to børnebørn endte gassede i Tyskland nogle år senere? De blev de absolut sidste af en nu udslukt slægt!

Tilbage står huset, der er er perfektionen selv i et forsøg på at genskabe et lille Trianon. På den tid var det moderne at genskabe et nærmest royalt interiør udelukkende med genstande, som havde tilhørt den franske adel og kongehus inden revolutionen i 1789. Moise Camondo brugte stort set al sin tid på at opstøve disse værker, og han byggede huset rundt om kunsten og ikke omvendt. Det er absolut et besøg værd, hvis man er i Paris!

Pierre Assouline har tidligere skrevet en fantastisk biografi af Henri Cartier-Bresson, og jeg havde derfor relativt høje forventninger også til denne biografi. Jeg var faktisk lidt skuffet - der er meget roden rundt i tider, og mellem alle de forskellige jødiske familier. Der er lange forklaringer på konflikterne mellem ashkénaze og serafade jøder - og selvfølgelig Dreyfus-affærens indflydelse på datidens dagsorden. Men det er en anelse for rodet, og Camondo drukner lidt i det hele. Intentionen har afgjort været at skrive om Moise Camondo og hans familie, men der eksisterer tilsyneladende så lidt materiale, at det i stedet har været nødvendigt at fylde op med generelle historier om periodens jødeforfølgelse i franske medier.

Sunday, October 23, 2011

Femme blanche Afrique noire - Marielle Trolet Ndiaye


























  • Fransk
  • 22.-23. oktober
  • 375 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Denne fantastiske fortælling læste jeg første gang, da den udkom for seks år siden. Jeg havde tidligere læst Corinne Hofmanns fortælling om hendes liv i Kenya, da hun blev håbløst forelsket i en masaikriger. Denne historie er den rigtige historie om en fransk kvinde, der desillusioneret rejser til Senegal i håbet om at finde noget andet og mere end vores evindelige jagen efter karriere og materielle goder.

Da jeg læste den første gang havde jeg endnu aldrig sat min ben i Afrika; det gjorde jeg knap et år senere - og jeg følte som Marielle, at der var noget i det kontinents livsfilosofi, som var en del af mig - at jeg hørte til selvom jeg intet kendte til det. Mit første afrikanske land var også Senegal, og det blev også skæbnesvangert.

Bogen har i dag en helt anden betydning for mig; den landsby hun bosætter sig i med sin fiskermand, ligger ikke langt fra den lille landsby, hvor jeg tilbragte en ferie for et år siden. En ferie, der endnu en gang markerede mig så dybt, at jeg i marts tog en måneds orlov og lejede et hus i landsbyen for at leve mere på den afrikanske vis. Jeg vendte tilbage i juni i år, og jeg vender tilbage igen om en uge.

Da jeg var ved at forberede denne sidste forestående rejse, undersøgte jeg på nettet, hvad jeg kunne foretage mig og faldt over hendes hjemmeside. Der stod, at de lejede værelser ud i deres sammensætning af hytter, og jeg kontaktede hende straks. Hun udlejer ikke længere, men skrev til mig, at jeg endelig måtte ringe og komme forbi til den traditionelle tesmagning, når jeg var der. Og så fandt jeg bogen frem igen - for at genopfriske og forberede mig lidt...

Marielle har gennemgået en psykisk forvandling, som om noget gør hende i stand til at leve permanent i Afrika. Hun har ikke haft de samme problemer med at integrere sig i kutymer, religion og familie, som Corinne Hofmann havde i Kenya. Men hun har også været syg af malaria - til sidst så meget, at hun gravid med deres andet barn, vendte tilbage til Frankrig med manden. Den del af historien er ikke med i denne bog - men jeg ved, at de er vendt tilbage jo. Hun har skrevet en opfølger, hvor hun forklarer problemerne med at falde til i Frankrig. For hendes mand, der var vant til at fiske i Atlanterhavet og leve i og med naturen; for hende selv, der havde været væk i flere år - og for deres lille datter, der var vant til et frit liv i sol og varme.

Den bog vil jeg også læse - for det er den klassiske problematik; kan man omplante en afrikaner til vores kultur? Jeg har set, hvordan livet leves i de landsbyer, Marielle også omtaler... hvor langsomt tingene skal gå, hvor meget tålmodighed man skal have.. og jeg levede endda meget luksuriøst i forhold til hendes forhold omend fattigt i forhold til, hvad vi er vant til.

Derfor ved jeg også, at jeg nok aldrig ville kunne give slip på alting, som hun har gjort det. Jeg er nok for knyttet til min komfort i det lange løb - men jeg kan nyde at være i landet, og helt specielt i området, hvor hun bor og hvor der er usædvanligt smukt i naturen, og menneskene er imødekommende og smilende. Der er fupmagere alle vegne, og Marielle fortæller om de seje kampe, hun har haft. De historier er komiske fordi de er universelle for alle, der rejser i Afrika og lader sig besnære af fantasifulde historier - og bliver snydt! Det er en del af spillet!

Jeg håber, at jeg får mødt denne kvinde i virkeligheden i løbet af de næste par uger - det er dårlig timing på grund af en af de største muslimske fester; men jeg vil forsøge. Jeg er fascineret af den slags mennesker, der har så meget mod - og jeg er beæret over invitationen. Jeg ville meget gerne tale i fred og ro med et mennesker, der har prøvet så meget og tilsyneladende har et helt unikt livssyn.

Saturday, October 22, 2011

Les Misérables (3) - Victor Hugo




Tredje og sidste bind er læst; det blev intenst som spændingen steg og som jeg havde sværere og sværere at slippe Jean Valjean, Cosette og Marius. Der var tårer i øjenkrogene de sidste hundrede sider; og da sidste side var vendt kun en erklæret intention om aldrig at se den som film eller musical - men til gengæld at læse den igen!

Det tredje bind i min udgave indeholder den meget store del af fjerde del, Rue Saint-Denis eller Rue Plumet, som har en anden dansk titel. Det er en af de vigtigste store passager i bogen, mener jeg. Den omhandler borgeroprøret i Paris i 1832, hvor de utilfredse bygger barrikader og udkæmper en hård kamp mod myndighederne.

Ved denne barrikade i Rue Saint-Denis samles en stor del af personerne igen - Marius og hans ideologiske politiske kammerater er der selvfølgelig; den lille Gavroche, som så gerne vil være en mand, er der. Politibetjenten Javert dukker op og infiltrerer sig som spion, bliver afsløret og bundet til en pæl med lovning om henrettelse. Jean Valjean dukker op, da han har fundet et brev fra Marius til Cosette, og da han igen planlægger en flugt for at gemme sig men nu også gemme Cosette. Den aldrende mand er jaloux - og giver ikke gerne slip på den eneste kærlighed han har haft - nok så faderlig den end er!

Barrikaden bliver dermed også symbolet på alle de andre kampe, de skal udkæmpe med og mod hinanden. Passagen er langt mere farverig og levende end beskrivelsen af slaget ved Waterloo i første bind; man er med i gaderne og i kampene, og da den lille Gavroche falder for en kugle, er klumpen i halsen helt fremme.

Det er en lang passage, som igen afsluttes med en symbolsk rensning, da Valjean bærer den sårede og bevidstløse Marius gennem Paris' kloakker og hjem til bedstefaderen, som han endelig kan forsone sig med.

Alle trådene løses op til sidst; alle mysterier afklares for protagonisterne og for læseren - men læseren har nu ikke svært ved at følge med dem. Det er snarere et spørgsmål om at få afsluttet konflikter, få dømt de onde som de onde og erkendt de gode som de gode. Alles gode samvittighed har det godt til sidst!

Den skrivestil er selvfølgelig ikke brugt i dag, og kan virke irriterende - det gjorde den ikke på mig. Jeg var nok blevet uendeligt skuffet, hvis der ikke havde været de afgørende opklarende scener selvom de for læseren er unødvendige.

Det får lukket bogen, så man er mæt - man vil faktisk ikke have mere, for det var perfekt doseret lige som det var. Passende mængder af det hele - krig og kærlighed, had og passion, jalousi og ondskab... alle menneskets ansigter vises i denne bog.

Jeg har vitterligt knapt set nyheder i de to uger denne læsning har varet - det har til gengæld været så intenst og betagende læsning. Nu skal den hvile nogle år og læses igen - og til gengæld skal jeg have fat i mere Victor Hugo!

Sunday, October 16, 2011

Les Misérables (2) - Victor Hugo



Andet bind af Les Misérables har holdt mig i endnu større åndeløs spænding end første bind næsten! Jeg har måttet konstatere, at det absolut ikke er bøger, der egner sig til sporvognslæsning - eller 10-20 sider om morgenen inden jeg tager afsted. For det første fordi jeg ganske enkelt ikke læser den lige så hurtigt som en moderne roman - og for det andet fordi det ville være så synd! Den fortjener opmærksomhed - så glad var jeg, da fredag aften kom og jeg kunne hellige mig Victor ubetinget.

Andet bind i min udgave indeholder sjette til ottende bog af anden del, Cosette, derefter hele tredje del, Marius, og vi påbegynder fjerde del, L'idylle Rue Plumet, som hedder Fra Idyl Til Heltefærd på dansk.
Slutningen af Cosette er enestående - Cosette og Jean Valjean var i slutningen af første bind kravlet over muren til et ukendt sted for at gemme sig for den grumme inspektør Javert. Det viser sig at være i et kloster - og der kan de blive... men de må ud igen for at kunne komme lovformeligt ind. Hvordan skal det så foregå?

Her leverer Hugo en fantastisk historie - den er grotesk, den er grinagtigt morsom, den er spændende og den er symbolsk - den har alle elementer i sig med et persongalleri, der er eminent. Men Hugo har også en anden force, der gør, at læseren enten holdes fast i romanen - eller måske det modsatte... slipper den helt?

Der er et mønster i romanens opbygning, som man ser tydeligere efterhånden som den skrider frem. Hver af de store dele indledes med overordnede filosofiske, samfundspolitiske eller på anden vis analyserende og beskrivende tanker. I Cosette var det slaget ved Waterloo - krigen; i Marius er det samfundet - velfærdet men mest fattigdommen og i fjerde del er det 1830-revolutionen. Efter disse lange indledende kompakte sider, hvor ingen af personerne optræder zoomer han ind på den aktuelle scene - men stadig uden personerne. Han visualiserer sine tanker og analyser gennem andre ukendte personer, som blot er statister og ingen navne har - men de er den gennemsnitlige franskmand i den periode af historien, som romanen befinder sig i.

Endelig kommer han tilbage til vores personer, og handlingen fortsætter, hvor den slap og der forekommer igen dialog - ved at zoome ind i personernes historie igen, opbygger han endnu engang spændingsmomentet. For lige så snart et afgørende kapitel slutter med en uafklaret situation, må man tilbage til den overordnede synsvinkel. Det skaber en bølgegang, som gør, at man ikke alene får Hugos tanker om samfundet og dets politik, som jo er grundstenen for romanen - men også med vekselvirkning hans syn på militær, religion, politik... disse passager er så fremragende, at de i sig selv kan læses særskilt som en datidig samfundskritik. Og så fastholder det læseren og øger spændingen i historien.

Men der er jo stadig personerne, og Cosette er vokset til og blevet en ung dame. Hun bliver forelsket på afstand i en ung mand i parken - Marius. Hugo får så alle disse personer - Javert, Valjean, Cosette, Marius, men også værtshusejerne, som adopterede Cosette og en biperson fra slaget ved Waterloo til at flette deres livshistorier sammen. Det er den slags tilfældigheder, som man i en moderne roman ville anse for at være for søgt og usandsynlig - men hos Hugo er det ganske enkelt naturligt og uundgåeligt. Det forklarer samtidig, hvorfor en tilsyneladende uinteressant biperson, som optræder ganske kort, aldrig er det helt tilfældigt - og læseren skal være opmærksom.

Handlingen er nu flyttet til Paris, og det gør den endnu mere levende for mig - at genkende gadenavnene og gå i de samme fodspor, som historiens personer, er så livagtigt; jeg er sikker på, at der i Paris må være guidede ture eller anvisninger til at følge en Misérables-rute - husene nævnes med gadenavne og numre, og selvom de uden tvivl er erstattet af andre i dag, så ville man uden besvær kunne tage på en rejse tilbage til Hugos Paris.

Fortolkningen af personerne, deres handlinger og bevæggrunde er stadig for omfattende - der ville kunne (og er blevet) skrevet bøger alene med analyse, og som tidligere sagt, så vil jeg næppe kunne bidrage med noget mere intelligent. Det er heller ikke skjult på nogen måde - karikaturen er kunstfærdigt drejet, så vi stifter bekendtskab med menneskets bedste og værste sider. Det vil jeg derfor ikke give mig af med - blot anbefale og endnu engang understrege, at der intet 'svært' er i den!


Monday, October 10, 2011

Les Misérables (1) - Victor Hugo


Som en del af Bogudfordringen 2011 blev jeg endelig inspireret af det indledende indlæg til denne måned, og tænkte, at det måske var muligheden for at give Les Misérables en chance. Ikke, at jeg nødvendigvis forventede, at jeg ville blive fanget af den eller endsige blive færdig! Det er jeg heller ikke endnu!

Det er vist om noget en bog, man kan blive skræmt af - ord som 'det 19. århundredes største roman' virker voldsomme. Længden kan virke voldsom - men principielt er det vel ikke værre end at læse tre uafhængige romaner - og når man i forvejen læser meget, er det et sølle argument.

Endelig er der det sproglige. Min udgave købte jeg i 1999, men den er trykt i 1996 - den er så gammel, at listen over forlag bagi stadig giver Zaire og ikke Congo som landenavn. Men for tolv år siden havde jeg været væk fra Frankrig i nogle år, og sproget i denne var for meget for mig. Det er det ikke i dag, selvom min udgave ikke er i nyere fransk - der bliver brugt nogle sjove vendinger og grammatiske konstrutioner, som i dag er helt ude af brug. Det er i det mindste meget autentisk.

Der er sikkert mange måder at opdele denne mursten på; mit første bind af tre indeholder hele Fantine samt første til femte bog af Cosette. Den er sandsynligvis delt ud fra princippet om et ligeværdigt antal sider per bind - eller ganske enkelt ud fra cliffhanger-princippet... for slutningen er så nervepirrende, at man straks må videre til næste bind.

Det er nok for tidligt efter første bind at komme med en gennemgribende analyse af det symbolske; i øvrigt er der så utroligt mange kilder til netop denne roman, at det næppe er mine ord, der kan bibringe noget nyt der. Men jeg har selvfølgelig min mening om indholdet, sproget - og historien.

Fra første side var jeg trukket ind i historien - det starter med den gamle biskop Myriel, og det er netop et eksempel på den specielle stil hele romanen er skrevet i. Hugo bruger de første firs sider (eller den første bog af første del) udelukkende på portrættet af denne biskop. Såvel for at benytte sig af personskildringen - selvom han hurtigt derefter forsvinder helt ud af historien - og for at beskrive betydningen han som person og religiøst symbol får for Jean Valjean. Men uden tvivl også som en beskrivelse af det religiøse samfund i Frankrig en lille generation efter revolutionen, hvor kirken ellers skulle bandlyses.

Jean Valjean gør derefter sin entré. Han er jo i fransk kultur et symbol i sig selv - blot siger man navnene Jean Valjean, Javert eller Cosette, og de står for Hugos personer men også de typer, de repræsenterer. Det samfund og de værdier; de skæbner og de sejre og nederlag, de har repræsenteret i generationer i fransk litteratur. Alene af den grund er det essentielt at læse Les Misérables, når man bor i et fransksproget land - lige så vel som begrebet Den Grimme Ælling for en dansker er universelt, og fremkalder andre billeder og symboler end udelukkende Andersens eventyr.

Valjeans historie er barsk - straffefangen, der flygter; der omvendes og bliver borgmester og forretningsmand - men altid er han på flugt fra den grumme Javert, der vil ham det ondt. Det er meget sort-hvidt, og som det er stilen for den tids romaner, så får vi samtidig forklaret de forskellige moralske dilemmaer, og skal ikke selv gætte os til dem som i meget moderne litteratur. Men det er på ingen måde generende.

Sproget vænnede jeg mig også hurtigt til - selvom jeg til tider måtte grine lidt! På fransk er det nærmest blevet en vittighed at bruge Hugos ord les mornes plaines fra hans beskrivelse af slagmarken ved Waterloo. Ordene i sig selv er absolut ikke benyttede længere; måske derfor er vendingen morsom? Jeg ved ikke, hvordan den er oversat til dansk - triste sletter? Men under alle omstændigheder bruger han begge ord meget ofte - så ofte, at man godt kan forstå, at de hænger ved ham.

Og netop slaget ved Waterloo er måske den tørre passage; springet fra slutningen på Fantine til starten af Cosette er tilbage i tiden - og så er vi pludselig i 1815 ved Napoleons slag ved Waterloo. Første pudsighed! Dernæst kommer knap tres sider med en indgående nærmest militærpræcis beskrivelse af slaget - uden nogen af de protagonister man har kendt fra første del. Næste pudsighed! Jeg er ikke meget for så lange krigsbeskrivelser - den eneste formildende omstændighed var, at det hele foregik blot kilometer fra, hvor jeg i dag bor - og jeg kender landsbynavnene og har set en genopførelse af slaget. Men ellers var det den tunge del - men jeg vidste, at det måtte blive bedre.

Efter slaget indhenter man tiden, og trådene samles.. og historien tager rigtigt fart med Valjeans møde med Fantines stakkels lille datter Cosette; deres flugt til Paris, hvor de må gemme sig for Valjean... og nu er jeg lige der i cliffhanger-øjeblikket, hvor næste bind må startes hurtigst muligt.

Jeg havde absolut ikke forventet den entusiasme - at læse et bind på tre dage, og ønske mig frem til en weekend, hvor jeg blot kan læse videre uden at blive forstyrret. Jeg tror bestemt ikke på, at alle klassikere er læseværdige mange år senere - men denne er uden tvivl; jeg er heller ikke ked af, at jeg først læser den nu - for nu får jeg det fulde udbytte af den franske originaltekst.

Friday, October 7, 2011

Rasputin - Edvard Radzinsky




Oktober måneds udfordring er bøger om historiske begivenheder, og det kan jo fortolkes på flere måder - fiktion eller ej; selvbiografier eller biografier... jeg valgte at starte med en historisk biografi, da det er en genre, som jeg holder meget af; hvis de vel at mærke er velfunderede og virker seriøse.

Jeg har tidligere læst en del om engelsk historie - koncentreret om Henry VIII og hans børn (og mange koner); men også et par stykker om enden på det russiske zardømme. En bog, jeg husker som særlig markant var Robert K. Massies biografi af zarparret og hans fortolkning af deres fascination af Rasputin - han mente, at tronarvingen Alexeis blødersygdom var medvirkende til deres aflukkethed fra folket, deres stærke forhold til Rasputin og dermed enden på historien. Det var en interessant vinkel, som bestemt virkede plausibel.

Men den omhandlede dem og deres synsvinkel; denne biografi omhandler Rasputin selv og er skrevet af en russer, som måske bedre forstår den specielle kultur i et specielt land. Ydermere er den baseret på en lang række dokumenter, som er ikke mindre end fantastiske. Radzinsky havde tidligere skrevet en biografi om zaren, og under arbejdet med den, blev han overbevist om, at der måtte findes filer med forhørene af Rasputins mordere men også fra det hemmelige politi, som i årevis overvågede denne samfundsfjende nummer et. Endelig en dag dukker de op på en auktion hos Sothebys og de er mere end blot præcise - det er reelle arkiver med numre, datoer og vidneforklaringer.

Dette aspekt gør bogen meget faglig - men samtidig undlader forfatteren at falde i en biografiskrivningens fælde... selv at digte en historie uden gode kilder. Det er interessant læsning, som for mig var en helt ny udlægning af en kendt sag - historien om Rasputins baggrund, hans religiøse ideologiske overbevisninger og de strømninger, der rørte sig i den ortodokse kirke inden revolutionen.

Vidnerne kommer fra alle lag - de prostituerede, han omgav sig med; tjenestefolkene; politiet; andre medlemmer af Romanov-familien, som var bange for Rasputins magt over zarfamilien - og en masse breve og telegrammer mellem zarparret, hvor man kan se, hvordan Rasputins magt går fra at være sjælesørgeren og helbrederen af den syge dreng til at være en reel medbestemmende magtfaktor i politiske spørgsmål.

Rasputin blev myrdet af nogle af de unge medlemmer af familien, og de slap afsted med det - og så var grundstenen til revolutionen lagt. Jeg brugte derfor også meget tid under læsningen på at undersøge, hvad der blev af de forskellige personer efter revolutionen. Ikke alle blev dræbt af bolsjevikkerne; en del slap ud af landet og levede i ringe kår - i skærende kontrast til den overflod, de var vant til.

Det var en rejse tilbage i tiden - og jeg er nu helt opsat på at tage en tur til St. Petersburg!