Første person ental - Haruki Murakami

 

• Dansk
• 15. februar
• 186 sider
• Læseklub

Jeg måtte midlertidigt afbryde min igangværende læsning, da jeg meldte mig til en læseklub på biblioteket. Det er absolut første gang, jeg prøver den slags - så var meget spændt på det. Klubbens tema er værker af forfattere, der enten har vundet Nobelprisen i litteratur eller har været oppe at vende som mulige kandidater. Så pludselig havde jeg kun en dag til at finde og læse månedens bog for ikke at mde helt uforberedt op. Heldigvis var det ikke verdens tykkeste bog, og jeg nåede stort set den hele aftenen inden.

Murakami har jeg læst før; men det er ved at være en del år siden. En af dem var på engelsk og den anden på fransk; men denne gang blev det nemmeste at finde den danske udgave på biblioteket; med japansk litteratur er det jo knap så vigtigt - og oversættelsen skulle vise sig at være virkelig fremragende. Ikke fordi jeg taler japansk; men fordi man kan se oversætterens brug af ordleg, som må komme fra originalen, og ikke være nemt at få med ind i en oversættelse så flydende som det gøres her.

I modsætning til de to romaner jeg har læst, er dette en novellesamling. I den danske oversættelse er der ni noveller, hvor originalen vist kun har otte noveller. De virker til at være delvis selvbiografiske; men det er altid svært med Murakamis flydende grænser mellem fantasi og virkelighed. Gælder det også mellem hans eget liv og fiktionen?

De fortælles, som titlen antyder, i første person ental - men ved man om det er den samme mand hele vejen igennem? Eller er det otte forskellige mænds tilbageblik på et minde? Den niende novelle er fortalt af en kvinde, og falder dermed lidt udenfor.

Mange af minderne handler om relationer til kvinder; korte forhold eller tilfældige møder og ofte fokuserer Murakami en del på deres fysiske udseende. Han omtaler kvinderne som "grimme" - men så har de andre kvaliteter. Der er et strejf af nostalgi hele vejen igennem; mænd, der tænker tilbage på gode eller markante minder i en ældre alder. I et enkelt tilfælde giver han direkte sit eget navn; men vi ved ikke med sikkerhed om de andre er hans egne minder eller ej?

Stilen er noget mere tilgængelig end jeg husker de to romaner, jeg læste. Man flyder med i et stille tempo, hvor der ikke sker så meget - og så pludselig er det alligevel et element af overraskelse. En lille blanding af noget fantasifuldt, en del jazzmusik og Beatles, som han tidligere har brugt. Og baseball, som han er stor fan af. Det er absolut ikke så imponerende som hans tidligere romaner, og jeg fornemmer en mætning med alderen. En stille reverence, der begyndes.

Norwegian Wood - Haruki Murakami

• Engelsk
• 18.19. juni
• 389 sider
• Dansk titel: Norwegian Wood
• Bogudfordringen 2011

Mit første forsøg udi junis måneds udfordring var ikke en succes! Men da der var ferie, fritid og ganske enkelt læsetid, var der også tid til at forsøge andre forfattere fra 'eksotiske' kontinenter. Murakami kendte jeg kun fra 'Kafka på stranden', som er en temmelig speciel bog. Når man har læst Norwegian Wood kan man så undre sig over, om det er denne stil, der er hans mere 'ægte' - eller den anden? De er så forskellige som overhovedet muligt - men Norwegian Wood er uden tvivl også mere selvbiografisk, selvom Murakami selv skulle nægte det?

Historien starter da den voksne Watanabe lander i Hamburg, og de i flyveren spiller en Beatles-sang (som jeg med skam må melde, at jeg ikke kendte). Den får dog hukommelsen på gled - og han erindrer sit løfte som ung mand til Naoko om aldrig at glemme hende. Naoko var hans barndomsven Kizukis kæreste, da denne begik selvmord som 17-årig, og de to finder sammen i et venskab for at hjælpe dem over tabet. De går i timer igennem byer og landskaber hver søndag, og mindes deres lille trio, hvor Watanabe fungerede som observatøren i Den Store Gatsby - en roman, han selv citerer flere gange i denne bog.

Men Naoko har sine egne problemer at slås med - hendes egen storesøster begik også selvmord som ung; og da Watanabe og Naoko bliver forelsket og tilbringer natten på hendes 20-års fødselsdag sammen, tror Watanabe, at hun er på vej videre. Men hun vælger at tage på et sanatorium langt ude i skovene, hvor hun bor sammen med den excentriske Reiko. Watanabe besøger dem sammen på dette sted, hvor grænsen mellem læger og patienter er tvetydig og mystisk - her kommer noget af mystikken fra universet i Kafka-romanen til syne; men ellers er hele historien mere jordnær omend barsk og tragisk med al sin nostalgi og tab.

Selvmord er oftere forekommende i japansk kultur - men alligevel er hele Watanabes omgangskreds mere end almindeligt hårdt ramt; også vennen Nagasawas kæreste Hatsumi begår selvmord - dog på et senere tidspunkt; men også i relation til dette par er der er en form for Gatsby-opsætning.

Sideløbende med Naokos indlæggelse møder Watanabe den udadvendte og voldsomme Midori; et fyrværkeri af følelser, handlinger og ord, men som også gemmer på sine hemmeligheder. Watanabe er splittet mellem sin ansvarsfølelse og kærlighed til Naoko - men som han også ved muligvis aldrig bliver rask igen - og den 'normale' Midori, som håndterer sine livskriser mere kontant og naturligt.

Hele bogens stemning er så uendelig skrøbelig og trist; der er ikke meget optimisme, og man kan undre sig over, hvor den voksne Watanabe er i sit eget liv efter alle de hændelser. Men bogen slutter, da Naoko også har begået selvmord, og han endelig kan beslutte sig for at overgive sig til Midori - som måske ikke længere vil ham... og vi finder aldrig ud af, om de blev sammen. Irrelevant - for det er en bittersød fortælling om ungdommens sårbarhed; dog lidt mere barsk end den slags, jeg har kendt til!

Kafka på stranden - Haruki Murakami

• Fransk
• 27. marts - 6. april
• 638 sider
• Fransk titel: Kafka sur le rivage

Nogle gange fungerer mine reoler som en vinkælder; bøger kan blive købt og installeret - men de appellerer på ingen måde til mig i det øjeblik. I sidste uge gik jeg som den mest selvfølgelige ting i verden hen og pillede denne frem af reolerne næsten tre år efter, at den er havnet der.

Det er absolut en underlig roman - men også meget fængslende; selvom jeg nu ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal tolke alt det, der sker i den. Jeg var også noget forundret over slutningen.

Bogen starter med den 15-årige Kafka Tamura's flugt hjemmefra. Han vil væk fra sin far, og den forbandelse faderen har udråbt over hans liv: Han vil dræbe sin far, gå i seng med sin mor og sin søster. Kafka har haft en mor og en søster, men de forsvandt fra hans liv, da han var fire år gammel - men han vil alligevel undslippe forbandelsen.

De første kapitler blandes med politirapporter om en mystisk hændelse i en skov i Japan under 2. verdenskrig, hvor en masse børn sov ind og senere vågnede uden at have den ringeste erindring om, hvad der var sket. Bortset fra en enkelt - den lille Nakata, som ikke længere kan læse eller skrive, og betegnes som 'idiot'. Udover at etablere denne forhistorie har disse kapitler ikke megen betydning for bogen - pånær hvis man antager, at det er den samme mystiske metaforiske skov, som Kafka senere drager på rejse ind i.

Kafka's flugt hjemmefra bringer ham langt væk; han finder et bibliotek, hvor han får ansættelse og møder den 50-årige Saeki, som også bliver hans elskerinde. Men der foregår underlige ting - han vågner badet i blod i et tempel; han ser Saeki's unge version, som besøger ham om natten. Samtidig følger man Nakata's liv i Tokyo, hvor han kan tale med katte, men en dag bliver ført af en hund hen til den mystiske kattedræber, som Nakata ender med at dræbe - hvorefter han flygter fra Tokyo. Hans person er meget rørende med hans naive måde at udtrykke sig på - og hans evne til at få mystiske hændelser til at forekomme. Han ender med at få følgeskab af den unge lastvognschauffør, som bliver mere og mere knyttet til den ældre mand.

Det er absolut en underlig roman - på grænsen mellem realitet og fabler; på grænsen mellem to verdener, hvor Nakata's og Kafka's skæbner på underlig vis følges og krydses uden, at de to nogensinde møder hinanden. Det er myterne om Ødipe og Orfeus, om fadermordet og søgningen efter sin egen identitet som ung teenager. Spørgsmålet om vi kan undgå eller ændre vores skæbne - og menneskets evindelige søgen efter deres anden halvdel.

Der er mange ting, som ikke er entydige - og det kan måske virke en anelse frustrerende når man når til slutningen. Men samtidig var jeg så opslugt af dette specielle univers... den skal uden tvivl have lov til at simre lidt længere i mit hovede inden jeg forstår det hele. Men det var absolut en stor læseoplevelse.