Twentieth Century Paris (1900-1950) - Marie-José Gransard

 

• Engelsk
• 14.-17. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det endelig blevet tid til tre ugers sommerferie - og jeg har en smuk stak af ni nyere franske romaner liggende, som kun venter på at komme i kufferten. Indtil da havde jeg lige tid til en lille perle fra biblioteket - en "biografi" af de mange forfattere og kunstnere, der fandt deres inspiration eller deres nye hjemland i Paris i det 20. århundrede.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg har læst meget faglitteratur om disse personer og hvad, der reelt skete i Paris i disse skelsættende år for kunsten uanset om det var maleri, skulptur, musik, litteratur eller dans! Hele verden mødtes i Montparnasse. Så måske var der ikke så meget nyt i det - men jeg har tidligere fokuseret en del på malerkunst, som er min passion. Men litteratur er jo også min passion, og her fik jeg hurtigt føjet en del titler til huskelisten. Selvom det er romaner, der er omkring de hundrede år gamle, er mange blevet klassikere, som sagtens kan findes endnu.

Den nok mest kendte roman om dette Paris er Hemingways beskrivelse, men jeg skal også have læst romanen om hans hustru skrevet af Paula McLain. Tidligere i år læste jeg biografien af Giacometti, som havde et tæt samarbejde med forfatteren Samuel Beckett - mange kunstformer i netop denne periode interagerede på måder, man aldrig tidligere havde set. Dan Franck har skrevet den fantastiske biografi af Bohème-miljøet, hvor også mange forfattere optræder. Han har forsøgt at romantisere det i en roman, der dog ikke er særlig vellykket. Hvis man vil læse vellykkede romaner er der fx den romantiserede biografi af Robert Desnos eller Françoise Gilots erindringsbog om livet med Picasso, hvor mange andre kunstnere også optræder.

Her er de alle samlet, og krydser hinandens liv - det er ikke kronologisk, men snarere samlet i tematiske kapitler. Der er dem i eksil. Der er mæcenerne. Der er de honoseksuelle, især en gruppe lesbiske forfattere, som i Paris fandt det frirum til at leve som de ville. Paris - og Frankrig - var langt mere tolerant end England eller USA. Nogle skikkelser træder tydeligt frem; det helt store ikon var jo den amerikanske kunstmæcen Gertrude Stein, som var tæt med Picasso og ses i Woody Allens film Midnight in Paris. En anden prominent udlænding i Paris var Sylvia Beach, som åbnede boghandlen Shakespeare and Company, som man kan læse om her, og som selvfølgelig er selvskreven på enhver bibliofils rejse til Paris på trods af de massive horder af turister, man nu finder der. Jeg opdagede Djuna Barnes - ikke den danske forfatter, men den originale amerikanske forfatter, som inspirerede hendes pseudonym. Hendes mest kendte værk er nu på listen.

Forfatteren giver os alle de adresser, de boede på samt de steder, de spiste, drak, horede og morede sig. Hvis man vil i deres fodspor i byen er det bare at tjekke listerne i slutningen af bogen. Forbløffende mange caféer og restauranter findes stadig, mens det nok er mere tvivlsomt med bordellerne - jeg har ikke tænkt mig at tjekke dem, men der er mange steder jeg lige vil slå forbi næste gang jeg er i Paris. Forhåbentlig i slutningen af året!

Hemingway sagde, der er ingen ende på Paris, og det er nok derfor, der stadig er bøger at skrive om byen og de mennesker, der levede der. Og derfor jeg bliver ved med at opsøge dem!