Samliv med Picasso - Françoise Gilot

 

• Fransk
• 6.-10. januar
• 384 sider
• Originaltitel: Vivre avec Picasso

For snart fire år siden læste jeg den grumme beretning skrevet af Picassos barnebarn, Marina, om forholdet til Picasso. Det var barsk læsning og ikke flatterende for hans omdømme. I november købte jeg denne erindringsbog fra 1964 skrevet af hans ekspartner Françoise knap ti år efter de gik fra hinanden. Det er en anden vinkel på historien, og desværre heller ikke flatterende - uden at det kun er en ekskones bitterhed.

Françoise Gilot er blot 21 år gammel, da hun møder den da 61 år gamle kunstner i Paris, Hun hommer fra en borgerlig familie med penge på lommen, og da hun afbryder sine jurastudier for kunstmaleriet, afbryder faderen al kontakt til hende. På det tidspunkt er Picasso stadig i et forhold med Dora Maar, og officielt stadig gift med Olga Khoklova - moderen til hans to ældste børn. Præcist hvornår de to indleder et romantisk forhold er lidt svært at vurdere - der er en vis form for blufærdighed i bogen; og det var tilsyneladende en længere kurtisering - Gilot var ikke nem. Men i 1944 flytter hun definitivt ind hos Picasso, og bliver hans inspiration men også hans hjælper i alt det daglige sammen med de andre tjenestefolk. De andre? Ja, for Picasso betragter alle omkring sig som hans tjenende ånder.

Hun føder deres første barn i 1947, og året efter begynder de at tilbringe mere permanent tid i Sydfrankrig, hvor han faktisk tilbragte resten af sit liv. I 1949 fødes datteren Paloma - navngivet efter den fredsdue Picasso tegnede til plakaten for en fredskongres, som åbnede samme dag. Faktisk var Françoise i fødsel og bad Picasso (og chaufføren) tage hende til hospitalet - men det var vigtigere, at han ikke kom for sent til kongressen! 

Det siger en del om Picassos ego. Det drejede sig altid om ham - og Françoise blev den eneste kvinde, der forlod ham og han kaldte hende derefter "kvinden, der siger nej".

Bogen giver ikke blot indblik i deres privatliv. Gilot var selv kunstner, og en stor inspiration og sparringspartner for Picasso. Der er gengivelser af mange samtaler om eksisterende værker og deres tilblivelse - ikke mindst hans første forsøg på keramik i Vallauris - og jeg brugte virkelig meget tid på at tjekke disse værker online parallelt med læsningen, hvilket gav en endnu bedre forståelse af Picasso som kunstner.

Om mennesket Picasso bliver man dog ikke imponeret. Præcis som i barnebarnets skildring fremstår han som et egocentreret krakilsk menneske uden nogen empati for andre. Det gjaldt venner, der ikke inviterede ham på frokost eller ikke støttede hans kommunistiske synspunkter - eller livspartnere, børn, ansatte - og som set også børnebørn. 

Det ændrer muligvis ikke på synet af hans kunst; og alligevel ser man jo, at den kun var mulig fordi hele hans liv var organiseret omkring hans mulighed for at udøve den - på bekostning af alt andet.