Le bouffon des rois - Francis Perrin

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsætter i min dejlige indkøbsbunke fra Paris, som dog er ved at svinde gevaldigt! Under mit besøg på Louvre, købte jeg denne bog om hofnarren Triboulet, som er en pudsig historie.

Vi starter i nutiden, hvor en skuespiller og komiker er blevet forladt af sin kone samtidig med, at karrieren halter. Han drukner derfor sin sorg i en flaske whisky, mens han gennemgår de få genstande konen har efterladt. Her finder han en gammel marionetdukke udformet som en hofnar, der er en af hans forfædre - og det er Triboulet, der nu taler til ham og fortæller ham sin livshistorie. 

Triboulet er en reel person, som levede fra 1479 til 1536. Han var - som hofnarre oftest var det - handicappet, og led derfor under samfundets chikane. Som ganske ung præsenterede han sig derfor ved kongens hof, som dengang holdt mere til i Blois end i Paris. Kongen var Ludvig XII, som hurtigt gjorde ham til officiel hofnar, og gav ham navnet Triboulet. Han var ikke den første nar med det tilnavn, og det gik over i historien som symbolet på personnagen og Victor Hugo brugte også navnet i sin roman, som blev til Verdis opera Rigoletto.

Men vores Triboulet underholdt Ludvig XII - hans dronning Anne de Bretagne brød sig ikke om ham, og mange hofkurtisaner var også jaloux på hans tætte forhold til kongen. En hofnar kunne sige stort set alt og undgå den strenge hofetikette; han sov i kongens værelse og gav ham indirekte råd omkring styringen af landet. 

Da Ludvig XII dør i 1515 overtages Triboulet af den nye konge François I, som er en af Frankrigs mest ikoniske konger. Det var ham, der bragte Leonardo da Vinci (og Mona Lisa) til Frankrig, og desuden byggede nogle af de smukkeste slotte i Loire-dalen. 

Historien er derfor lige så meget historien om de to kongers liv set fra Triboulets synvinkel. Den er iblandet nogle af de anekdoter, vers og spilopper, som Triboulet konstant skulle opfinde for at bevare sin position. Der er ikke mange overleveringer af disse, men én har overlevet. Triboulet kunne gøre grin med stort set alt - men kvinder gjorde man ikke grin med. Da Triboulet en dag kommer til at overskride denne grænse, bebuder kongen at han skal dø - men han må selv vælge hvilken måde han vil dø på. Det er et stort privilegie på den tid, men Triboulet svarer, at så vil han helst dø af alderdom. Dette overraskende og næsvise svar redder hans liv.

Triboulet fabulerer dog også over sin skæbne, som minder om den hvide klovns. Hans overlevelse afhænger af at være morsom uden at overtræde kongens grænser, som hurtigt kan føre til en dødsdom. Han er ensom og hans fysiske fremtræden fremkalder kun foragt og ingen kærlighed. Han bliver til sin personage og hans egen personlighed må sættes til side. I bogen forsvinder Triboulet til sidst ud i skoven, hvor han lever sine sidste år i ensomhed men uden at skulle optræde konstant. I virkeligheden ved man ikke, hvor og hvordan hofnarren døde. Kun at han blev efterfulgt af en anden, som underholdt hele fire konger.

Som afslutning vender vi tilbage til nutiden, hvor skuespilleren fabulerer over sin egen skæbne. Jeg var virkelig godt underholdt; de historiske biografier er interessante, og at Triboulet taler direkte til læseren/skuespilleren og iblander moderne betragtninger generer mig faktisk ikke. Tværtimod føler man sig så inddraget i historien om den stakkels triste klovn.