Laughing All the Way to the Mosque - Zarqa Nawaz

 

• Engelsk
• 25. januar
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Zarqa Nawaz er en canadisk filmproducer, forfatter, stand-up komiker og debattør som blandt andet står bag en komedieserie (Little Mosque on the Prairie), som jeg dog aldrig har set. 

Hendes bog er en selvbiografisk komisk fortælling om at vokse op som muslim i vestlig kultur - i hendes tilfælde Canada, hvor hendes forældre flyttede til med hende og hendes søskende, da hun var lille.

Bogen er inddelt i kapitler, som foregår i nogenlunde kronologisk orden og fortæller først om opvæksten med de pakistanske forældre, der holder på traditionerne. Det betyder, at Farqa som barn falder udenfor i skolegården - hendes madpakke er anderledes, hun må ikke gå i kjole med bare ben som de andre piger og hun må slet ikke barbere sine ben, som hun frygter at vise i omklædningsrummet inden sportstimerne. 

Som teenager starter hun et lille oprør og bliver pludselig meget ortodoks for at provokere forældrene; nu vil hun gå med niqab og overholder alle religiøse bud til punkt og prikke. Men det mislykkes også da hendes mor pludselig gør det samme, og tager hendes oprør fra hende. Vi følger hendes kamp for at finde en mand - den eneste mulighed for at kunne flytte hjemmefra, og også starten på hendes karriere, hvor hun opdager, at det ikke er så simpelt at gøre grin med islam.

Der er interessante passager, hvor jeg lærte mere om ritualer og kultur; der er absolut komiske passager med de kultursammenstød, der uvægerligt opstår. Der er dog også passager, der skurrer i mine ører! Både Farqa og familien refererer konsekvent til deres ikke-muslimske omverden som the whites - og det chokerer mig faktisk. Det understreger i mine øjne manglen på gensidig respekt og integration; de er opvokset i Canada, men barrieren vedligeholdes. Desværre. 

Jeg kan ikke sige, at jeg kender meget til islam, og derfor er det interessant at læse mere for at forstå og der er denne komiske tilgang måske nemmere for mig. Jeg har stadig umådelig svært ved den kvindeundertrykkende del af denne religion, som Farqa selv omtaler når hun beskriver kønsopdelingen i moskéen. Jeg synes ikke det vidner om en inklusiv og moderne religion, og som hun selv indikerer er det en tilbagegang i forhold til den tidlige islam, som i dag i udpræget grad bliver mere og mere arkaisk og ikke formår at forny - eller opdatere - sig i forhold til sin samtid. 

Jeg kan sagtens forstå, at hun kan provokere men det er også vigtigt, at denne debat foregår - og her kan komedien jo netop noget.