Monday, April 24, 2017

Tørst - Jo Nesbø


























  • Dansk
  • 22.-23. april
  • 524 sider

Det var totalt gået min næse forbi, at Nesbø var vendt tilbage til Harry Hole - indtil en stor stak fangede mit blik i boghandlens vindue. 

Det er jo næsten tre år siden, at jeg læste tidende bind, Politi, og selvom jeg mente at have skimtet en åbning i afslutningen, så har jeg jo siden udelukkende set helt andre bøger fra hans hånd. Jeg har Sønnen stående i reolen - og der har den stået rigtigt længe uden at kunne friste mig. Jeg var slet ikke vild med Headhunterne og havde derfor ikke meget lyst til at læse de par små romaner, der siden er kommet. Betyder det så nu, at Harry er tilbage i kampen? Ikke nødvendigvis - men der er da noget mere åbning i slutningen af Tørst end tidligere. Nesbø har måske indset, at Harry Hole er hans bedste karakter?

Men som udgangspunkt er han færdig med livet som udefarende kriminalbetjent - og også med sprutten! Han underviser på Politiskolen og lever et lykkeligt liv med sin Rakel - på tredje år. Han har ikke nogen som helst planer om, at dette skal ændre sig. 

Så bliver en kvinde myrdet efter en Tinder-date; og ganske hurtigt følger en anden efter. Metoden er voldsom - de bides ihjel med et jerngebis, som morderen sætter direkte i struben på ofrene - som en anden Dracula. Harry hentes ind - mod sin vilje, og med lidt afpresning fra hans arvefjende Mikael Bellman, som står til at blive landets næste justitsminister.

Selvfølgelig vikles han hurtigt helt ind i efterforskningen, som involverer vampyreksperter og hans stedsøn Oleg. Men Rakel bliver samtidig syg, og lægges i kunstigt koma - lige, hvad der skulle til for at drive Harry helt tilbage til alle dæmonerne. 

Selve plottet skal bestemt ikke afsløres her for de ægte Harry Hole-fans; men det er en fantastisk come back-krimi! Harry er lige så forfærdelig og elskværdig, som han altid har været. Plottet er lige så overraskende og nervepirrende som i de bedste af hans tidligere krimier. Jeg var sikker på noget, som først i sidste øjeblik blev vendt helt på hovedet. Så er det jo en succes!

Med den snarlige filmatisering af Snemanden, kan man jo kun håbe på, at interessen for Harry Hole bredes endnu mere - og at det fremskynder Nesbø til at holde fast i sin antihelt!

Friday, April 21, 2017

Arabian Sands - Wilfred Thesiger



























  • Engelsk
  • 17.-21. april
  • 380 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg selv rejser, så er nogle af de bedste oplevelser uden tvivl dem, hvor jeg kommer væk fra turisterne og ud blandt de lokale. For en måned siden stod jeg således af en bus i Mexico, hvor jeg var på vej til Chichen Itza ... for det skulle man jo se, når man var der! Men pludselig gjorde alt inde i mig oprør mod at være i en kæmpe gruppe mennesker og blive ført rundt som turistkvæg. Så jeg stod af; klokken var 8 om morgenen - og efter at have siddet lidt i grøftekanten, fandt jeg en lille lokal café og fik mig lidt kaffe en og en morgentaco. Så kom jeg i snak med nogle lokale, som inviterede mig ind i deres hjem - og til sidst kørte mig retur (mod betaling selvfølgelig). Den måde vil jeg langt hellere rejse på!

Derfor er jeg så fascineret af disse rejsebeskrivelser, hvor man kommer helt væk fra det kendte - og Thesiger må siges at have dyrket det ud i ekstremerne. Hans drøm efter at være vokset delvist op i Ethiopien, var at rejse gennem "The Empty Quarter"- også kaldet "Den tomme fjerdedel" - den kæmpe sandørken, der ligger i den sydlige del af den arabiske halvø,på grænserne mellem Saudi- Arabien, Yemen, Oman og Emiraterne.

De første europæere, som tog den tur var englænderne Thomas og Philby i 1930'erne - men det er et barsk landskab; og de lokale beduinfolk var ikke alle lige begejstrede for kristne. I 1940'erne var man stille og roligt ved at opdage olien, og mulighederne for at investere i området - det, der jo i dag har ændret især Emiraterne til ukendelighed. De lokale sheikher var derfor skeptiske ved at lade europæerne rejse rundt derinde alene - de var vel bange for, at man ville stjæle deres naturlige rigdomme - og sikkert ganske begrundet!

Thesinger foretager flere rejser fra 1946 til 1950, og det er basen for hans bog. Han kaldte området for ørkenen - men opdagede snart, at de lokale beduiner kaldte det for "Sandet" - enkelt og logisk!

Han finder sig en del rejsefæller blandt Rashid-stammen, og mange af dem bliver hans tro følgesvende under alle rejserne på kryds og tværs af ørkenen. Desuden har de jo brug for rigtigt mange kameler; og jeg må sige, at jeg ved mere om kameler nu end jeg nogensinde havde drømt om (og måske ønsket)!

Turene er ikke uden farer; der er rivalitet mellem beduinstammerne - og da han officielt er blevet nægtet adgang til "Sandet" skal de konstant være på udkig efter sheikhernes folk, der vil tage dem til fange. De kæmper mod madrationeringen; kamelerne kan kun bære et vist åg, og de lever af meget lidt urent vand, og brød bagt uden gær eller smag. Når de er heldige, kan de skyde et stykke kød - men på mystisk vis dukker der så altid gæster op; og ifølge beduinernes skikke skal de have mad først.

Thesiger må bestemt også selv sluge nogle fiktive kameler undervejs, da han er den eneste europæer blandt beduinerne, og de irriterer ham til tider. Men han har også en enorm respekt for deres levevis, og er ivrig modstander af alle moderne opfindelser, der kan fjerne den civilisation. Det kan jeg jo godt finde lidt dobbeltmoralsk! At man vil fastfryse en befolkning i en tid, som er bagud - blot for at bevare et stykke verden, som han kan tage til og som er urørt. For det er jo i menneskets ånd at søge forbedringer og nemmere levevilkår. Men man forstår ham jo samtidig også - det er et dilemma uden lige.

Thesiger så selv, hvad der senere skete med beduinerne, da han vendte tilbage i slutningen af 1970'erne og blev fløjet ud til beduinerne i helikopter. Der holdt de med store firehjulstrækkere, og levede knapt nok i telte længere. Ørkenen var blevet et rekreativt område for dem og ikke længere deres levebrød.

Selv måtte han da også til sidst tage imod penge fra et olieselskab; han skulle optegne kort og til gengæld fik han finansiering til sine rejser. Der er altid en krølle på historien - uanset hvor mange principper man har.

Det er dog fascinerende læsning; han er bestemt ikke litterært på højde med Kapuscinski - til tider virker det ret barnligtog utrænet, men dét han fortæller er spændende. Den måde de mennesker rejste på, er jo ikke længere mulig - i hver en afkrog af verden er der jo en iPhone i dag nærmest. Derfor er det spændende uanset den litterære kvalitet - og fordi han som menneske har nogle ærværdige principper og tanker om sine medmennesker og sine rejser.

Sunday, April 16, 2017

Michelangelo - Irving Stone



























  • Engelsk
  • 11.-16. april
  • 778 sider
  • Originaltitel: The Agony and the Ecstasy

Jeg tror ikke længere, at det er muligt at opdrive den dnaske udgave af denne biografi - den udkom i 1961; men måske man kan være heldig at finde den i et antikvariat.

Jeg samler jo nærmest på biografier af renæssancemalere; og at den er så gammel gør derfor ikke det helt store i denne sammenhæng. Desuden er Stones værk om Michelangelo internationalt anerkendt som værende en absolut reference.

Stone beskæftigede sig mest med biografier, men han skrev ikke mange igennem sit liv. Til gengæld gjorde han det grundigt! Jeg ved ikke præcist, hvor mange år han brugte på denne - men hans sidste bog blev skrevet syv år inden, så mon ikke den tid er gået med at forberede sig på Michelangelo?

Til formålet levede han i flere år i Italien - i Rom og Firenze, hvor de fleste af Michelangelos værker findes. Han arbejdede i et marmorbrud og uddannede sig som billedhugger for at få den fulde forståelse for kompleksiteten i Michelangelos arbejde og personen bag. Det er virkelig lykkedes! Man hives som læser med ind i hvert hammerslag af de første skulpturer, så man til sidst føler, at man selv kender al teknikken bag denne særlige kunstform.

Michelangelo kom fra en tidligere rig familie; men de lever nu kun af navnet og den smuldrende formue. Faderen er derfor ikke imponeret over drengens lyst til at blive kunstner, men ender med at sende ham i lære hos Ghirlandaio. Men knægten vil have fingrene i sten, og sniger sig rundt i kunstnerhaven ejet af Lorenzo de Medici, indtil denne tager ham under sine vinger. Han er ikke en sædvanlig lærling og får kun til tider lidt lommepenge. Men til gengæld kommer han til at færdes i Medici-kredsen af lærde humanister, som overbeviser ham om, at han som kunstner også må kende sin Bibel men også græsk og romersk historie. Dette bliver til uvurderlig hjælp for ham senere.

Biografien fokuserer derfor en del på disse dannende år inden Lorenzo dør i 1492; men også på tiden lige efter, hvor den kontroversielle munk Savonarola kommer til magten. Det betyder, at Michelangelo flygter til Rom, hvor han allerede som 24-årig laver sin Pietà.

Han forsvarer hele sit liv billedhuggerkunsten - overfor blandt andet da Vinci, som mener, at malerkunst står langt over skulpturer. Men mange af hans skulpturer er virkelig mesterværker - for nogle år siden så jeg en fotoudstilling af netop Pietà'en. Jeg havde selvfølgelig set den i Peterskirken, men der kommer man jo ikke rundt om den. Selvom dette blot var fotografier - og mine billeder dermed fotografier af fotografier, så ser man tydeligt, hvor imponerende billedhuggerkunst kan være, når man fokuserer på detaljerne.

















Vi kommer vidt omkring hans kunstneriske skrupler; hans kampe med diverse paver - han forsøger at modsætte sig at skulle male loftet i det Sixtinske Kapel, som måske er det han er mest berømt for i dag. Han kæmpede en indædt kamp med mange paver, ikke mindst på grund af den årelange fejde mellem Medicier og Borgiaer - og han blev aldrig rig af sin kunst.

Det eneste aspekt, hvor forfatteren kommer lidt til kort er Michelangelos seksualitet. Hvor der i dag jo er udbredt overbevisning om hans homoseksualitet, så har dette måske været for meget for en puritansk amerikaner i 1950'erne? Det strejfes kort, at han har et tæt forhold til Tommaso dei Cavalieri - men det fremstilles nok langt mere platonisk end virkeligheden var.

Jeg havde heldigvis påskens dårlige vejr til at fordybe mig i teksten på den ene side og diverse opslagsværker på den anden. Detaljerne om de religiøse symboler i statuer men ikke mindst loftet i Vatikanet, er så detaljerede, at jeg måtte have mine kæmpe renæssancekunstbøger frem og til tider også min lup.

Stone formår at give os et billede af mennesket bag kunstneren; det er bestemt ikke uden grund, at dette er den ultimative biografi af Michelangelo. Men man skal nok også interessere sig voldsomt for perioden og kunsten for at nyde den til fulde. Det kræver et vis forudgående kendskab til Firenze og Medicierne - men den litteratur har jeg jo for længst udtømt. 

Jeg lærte dog også nyt - selvfølgelig via indblikket i personen - men også i alle kontroverserne omkring byggeriet af Peterskirken, da den skulle bygges om i starten af det 16. århundrede. Det var som at grave sig ud af et skjul, da jeg nåede til vejs ende - og med en tåre i øjet. Jeg fik en hel ny forstærket fascination af billedhuggerkunsten, som ellers i sin gamle religiøse form altid har interesseret mig. Men der er mange flere facetter end jeg anede.

Og så er det jo lidt pudsigt, at forfatteren hed Stone... 

Monday, April 10, 2017

Bogen om Baltimore-familien - Joël Dicker



























  • Fransk
  • 3.-9. april
  • 592 sider
  • Originaltitel: Le Livre des Baltimore

Aprils læsemåned startede med, at jeg boardede et fly i Mexico klokken 2 om natten dansk tid - så jeg forsøgte ikke at læse men sove mest muligt undervejs. Vel hjemme igen var jeg lidt jetlagsramt - og så har jeg jo Maigrets noveller, som skal passes ind i kronologisk rækkefølge inden jeg kan fortsætte med krimiromanerne.

Så der gik nogle dage inden jeg kom i gang med den længe ventede nye roman fra Joël Dicker, som endelig er udkommet i pocketudgave, og som jeg fik overdraget i Mexico. Bøger må nogle gange rejse langt!

Forventningerne var jo store; ikke mindst efter hans første store internationale succes, men også efter den anden roman, som ikke er oversat til dansk endnu. Modtagelsen af denne nye roman, som oprindelig var tiltænkt som en del af en trilogi sammen med Harry Quebert-bogen, har da også fået fine anmeldelser internationalt. 

Jeg havde virkelig svært ved begyndelsen; jeg kom kun igennem knap tyve sider om dagen, og troede til tider, at jeg havde fat i en Marc Levy-roman ... hvilket absolut ikke er et kvalitetsstempel! I weekenden tvang jeg mig selv til at fokusere og komme videre; og efter 300-350 sider begyndte historien endelig at få grebet i mig. Men det var bestemt ikke nemt, og mine følelser er noget blandede.

Familien er den samme som i Harry Quebert; forfatteren er forfatteren Marcus Goldman, som otte år efter et stort "Drama" i sin familie føler trang til at skrive familiens historie ned. Der var to grene af familien - hans egen med faderen og moderen, som boede i Montclair og levede et relativt middelklasseliv. Så er der faderens bror, Saul, der bor i Baltimore med tanten Anita og fætteren Hillel. De er objektet for al Marcus' beundring og også lidt jalousi - som ikke mindskes, da de tager en ung forældreløs dreng, Woody, til sig.

Baltimore-familien bor i et kæmpe hus. De har sommerhuse de rigtige steder. De har flotte jobs og mange penge. Og de er tydeligt bedsteforældrenes foretrukne del af familien. 

De tre drenge - Marcus, Hillel og Woody - ender dog med at blive tætte venner; de bliver Goldman-banden, som holder sammen i tykt og tyndt. Alligevel pines Marcus når han må tage hjem, og ved, at Woody og Hillel er sammen tilbage hos familien.

Allerede i indledningen får vi datoen for "Dramaet" - oktober 2004. Men vi starter i 2012, hvor Marcus er tilbage i Miami for at rydde op efter onkel Sauls død - og samtidig forsøger at genskabe et forhold til sin forliste kærlighed Alexandra. I tidsspring er vi derfra tilbage ved starten - deres barndom, pubertet og op til tiden for "Dramaet".

Men det bliver altså til tider for flyvsk og for klichéagtigt; og det tager alt alt for lang tid. Hen mod slutningen undrede jeg mig over om forløsningen overhovedet kunne nå at komme på de få antal sider, der var tilbage? Det gjorde den - sammen med en "sødsuppekærlighedsslutning". Men det var for abrupt i forhold til de 550 sider, der var gået forud i den franske udgave.

Dicker har dog stadig nogle forcer - og det er pudsigt nok de samme, som gjorde historien om 2. Verdenskrig så stærk. Han formår at beskrive familierelationer - især de maskuline - på en enestående måde. Det er forholdet mellem far og søn - og i dette tilfælde surrogatsønnerne, som Marcus og Woody ender med at blive i forhold til Saul. De sætter alt ind på at få hans accept, og det bliver kimen til "Dramaet" - og det er først som voksen, at Marcus endelig får pillet Saul ned fra piedestalen. Det er dog også en af bogens svagheder, for hvor er Marcus' egen far i hele denne problematik? Er han for svag til at se, hvad der vil ske? Eller er det også konkurrencen mellem de to ældre brødre, der afgør børnenes forhold?

Den sidste halvdel var bestemt mere læseværdig - men niveauet var desværre i mine øjne ikke som i Harry Quebert; og slet ikke som i den anden roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.