Friday, January 28, 2011

Afkørsel 12 mod Caribien - Lise Bidstrup


  • Danish
  • January 26-27
  • 223 pages
  • Titre français: Pas traduit

En finurlig betragtning over hverdagen - alle de ting man som kvinde, kone, mor, elskerinde og arbejdende kan køre træt i. Måske bliver man en dag så træt, at man i stedet for at køre hjem til de vante omgivelser, tager en helt anden vej.

Det er Julies situation; hun er træt af manden, Morten, og hverdagen med de to børn, Astrid og Max. En dag beslutter hun sig for at tage flyet til Antigua, hvor hun møder den mystiske Owen, som tilbyder sig som hendes guide. Hun oplever lidt af hvert - allerede fra starten ved man, at Owen ikke 'bare' er en turistguide, men som i en del amerikanske film en slags guardian angel sendt for at overbringe hende et budskab og lede hende.

Imellem historien om Julies tid på Antigua, optræder det samme kapitel om hendes tur i bilen hjem fra arbejde, hvor de første afsnit er identiske - men hvert kapitel har en ny mulig afslutning på dagen. Hun kommer hjem, og alt ånder fryd og gammen. Eller hun kommer hjem til frustrerede børn og mand, og er ikke selv i bedre humør... og så videre. Det giver bogen et skær af drømmeri - for er Julie virkelig rejst til Antigua eller er alt dette blot et produkt af hendes ønsketænkning om, hvad der kan ske, hvis man pludselig ændrer retning.

Derfor er bogen måske på mange måder ret forudsigelig - og især hen imod slutningen; men der var da morsomme momenter i den. Jeg er til gengæld ikke så begejstret for skrivestilen - det er utroligt korte sætninger; og personligt er jeg ikke glad for en sprogstil, hvor de fleste sætninger starter med et verbum bøjet i datid. Jeg elsker at læse bøger, hvor der er kælet for sproget, og det er en lige så stor del af læseglæden. Lise Bidstrup går konsekvent til handlingen, og det er snarere i talestil end i prosa.

Derudover er der i udgivelsen en del fjollede stavefejl eller trykfejl - som Whitney Huston... og ikke Houston. Den slags generer mine øjne som læser, og jeg forventer, at man i en lille bog af denne tykkelse kan sikre sig en korrekt korrekturlæsning.

Jeg skal ikke afsløre her, om det var drøm eller virkelighed - måske vil hver enkelt læser også opfatte den del forskelligt; det er sikkert en tanke, der har strejfet os alle... hvad sker der hvis??? Set fra det perspektiv var det en underholdende bog, omend ikke uforglemmelig og især generede sproget mig faktisk en del desværre.

Thursday, January 27, 2011

Le goût du Sénégal


  • French
  • January 25-26
  • 143 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Un petit livret sympa trouvé dans le rayon guides de voyage; ni un roman ni un guide c'est plutôt un recueil des textes traitant du Sénégal avec différentes approches - les quartiers de ville, la culture..
Les contributions viennent des gens ayant écrit sur ce pays depuis des centaines d'années - depuis que les français débarquaient à Saint-Louis au 17ème siècle jusqu'au Pierre Loti, Malraux etc. Mais aussi pimenté par des poèmes du président-poète Senghor et d'autres d'origine sénégalaise.
Chaque petit extrait est suivi par un commentaire récent expliquant ou mettant à jour le thème de ce chapitre... on y apprend notamment que Bush a fait évaquer toute l'île de Gorée pour y faire une visite. On n'est guère étonné - juste triste pour lui qu'il n'a alors rien ressenti du charme de l'endroit!
Une bonne petite mise en bouche avant le départ - et j'ai constaté avec joie que dans la liste de romans à lire sur le pays j'ai une bonne partie. Faut juste les lire aussi en effet... et pour la musique il y a évidemment mon chèr Ismaël Lo! Il existe pour bien d'autres ville aussi - peut-être à lire pour Bruxelles ou Paris...

Tuesday, January 25, 2011

Zeitoun - Dave Eggers


  • English
  • January 23-24
  • 347 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke udkommet på dansk
  • Titre français: Pas encore sorti (?)
Der er non-fiction bøger, som er så grusomme, at man dårligt kan forestille sig, at nogen forfatter ville kunne opdigte lignende historier. Zeitoun er bestemt én af disse bøger; og jeg slugte den i rekordfart alt imens jeg væmmedes, havde gåsehud og nærmest kvalme - det er så barsk læsning, at man aldrig glemmer denne historie og denne familie.
Baggrunden er Katrina-orkanen i New Orleans i 2005, hvor man følger den sande historie om en enkelt familie. Zeitoun er oprindeligt fra Syrien, men har boet i USA i mange år - han er gift med en amerikansk kvinde omvendt til islam og sammen har de tre børn udover Kathys dreng fra første ægteskab. Zeitoun er en succesrig forretningsmand - han har et bygge/malerfirma, og er vellidt af alle i lokalmiljøet. Dog kan han som andre mærke den ændrede stemning og holdning til muslimer efter 9/11; men han tror på det bedste i alle mennesker.
Da varslerne om Katrina begynder at komme, vil Kathy straks forlade byen; Zeitoun mener, at det er overdrevet og selv da varslerne bliver mere reelle og hun forlader byen med børnene, bliver han tilbage i troen på, at han kan passe på deres huse. Udover deres eget hjem ejer de en del ejendomme, som de udlejer.
Hvad der reelt skete, ved vi alle. Imens byen oversvømmes af syndfloden, sejler Zeitoun rundt i sin lille kano - han hjælper nødstedte naboer; han fodrer efterladte hunde og finder sammen med en syrisk bekendt og to amerikanske venner. De har en telefon til rådighed, og han kan holde kontakt til Kathy og sin familie i udlandet. Men den 6. september - knap en uge efter orkanen - bliver de alle arresteret. Ikke stille og roligt - men brutalt, voldeligt og med en usandsynlig menneskelig foragt.
De bliver ført til et interimistisk fængsel udenfor banegården, hvor de stuves i udendørs celler som på Guantanamo. De får ikke ret til et telefonopkald, og bliver ydmyget, tortureret... behandlet som de terrorister, som de jo må være i kraft af deres nationalitet og tilstedeværelse i en øde by.
Zeitoun bliver overført til et rigtigt fængsel, men stadig i isolation - uden nogen form for advokatbistand eller andre elementære menneskeretlige ting. Især morer man sig vist næsten ved konsekvent at servere svinekød for ham, så han også fysisk bliver mere og mere syg. Kathy er ved at forberede sig på, at han er død - da hun endelig får beskeden. De får ham langt om længe ud - men kun efter en kafkask procedure og uden nogen form for rejsning eller erstatning.
Det er skræmmende læsning om Bush-administrationens prioriteter; hvordan der fx blev bygget et midlertidigt fængsel allerede dagen efter orkanen, mens uskyldige mennesker døde i deres hjem. Hvordan Bush-administrationen ser sig blind på USA's fjender - terroristerne - og totalt tilsidesætter al fornuft ved fx at tillade lejesoldater i stor stil i byen. Det er måske ikke overraskende, når man nu ved, hvad der foregik på Guantanamo; men det er kvalmende at læse om mennesker med et så primitivt menneskesyn.
Tre år efter udviser Kathy alle tegn på voldsom stress og psykose efter alt, de har været igennem. Uanset, at USA bestemte sig for at gøre tingene 'gode' igen - så er de mennesker lidt ødelagte og vil være det for livstid. Desværre afspejler dette menneskesyn ikke blot lederne, der udstikker reglerne - men også den menige amerikaner om det være sig en politibetjent eller anden borger; det gjorde mig næsten fysisk dårlig at læse - og jeg er endnu en gang overbevist om, at det er et land jeg aldrig vil sætte mine ben i!
-----------------------------------------------------------------
Il y a de ces livres qui dépassent de loin tout ce qu'on peut imaginer et ils parlent des histoires réelles. Des histoires qui sont plus cruelles que n'importe quel aventure inventé. Zeitoun en fait partie et tout en le lisant en toute vitesse j'étais en même dégoûtée et avait hâte de le terminer, et en même curieuse de cette façon morbide qu'est le comportement humain. C'est une des pires histoires que je n'ai jamais lu relatant de la vraie vie.
L'histoire tourne autour de l'ouragan Katrina à Nouvelle Orléans en 2005; on suit l'histoire vraie d'une famille. Zeitoun est originaire de Syrie, mais a veçu beaucoup d'années aux Etats-Unis. Il est marié à Kathy -une américaine convertie à l'islam et voilée. Ils ont trois enfants et Kathy a un fils de son premier mariage. Zeitoun est un homme d'affaires - ils ont une société de construction/peinture et ils sont aimés par tout le monde dans la ville même si les deux ont senti un changement dans certains comportements depuis le 11 septembre. Néanmoins Zeitoun croit que tout le monde est fondamentalement de bonne foi.
Quand les premiers avertissements sur l'ouragan arrivent Kathy veut quitter la ville; son mari pense que ce n'est rien - et même quand cela se précise et elle part avec les enfants, il reste en voulant s'occuper de leurs maisons. A part leur propre maison ils sont proprios des plusieurs maisons qu'ils souslouent.
Nous connaissons tous la suite. Et pendant que l'eau submerge la ville Zeitoun se déplace dans son canoë pour sauver des personnes en problèmes. Il nourrit des chiens abandonnés sur place. Il trouve une connaissance syrienne et deux amis américains et les quatre essaient de s'entreaider. Notamment en utilisant le seul téléphone qui fonctionne encore et grâce auquel il peut donner des infos à sa femme et sa famille à l'étranger.
Mais le 6 septembre ils sont arrêtés; pas paisiblement mais par la police et des mercenaires et avec une violence outrée. On les amène à une prison intermédiaire construite derrière la gare; là ils sont torturés, humiliés et évidemment on ne leur donne ni droit à un coup de fil ni des informations sur leurs droits. On les considère comme des terroristes parce qu'ils sont arabes et restés dans la ville déserte.
Ensuite ils sont transférés dans une vraie prison mais en isolement; on s'amuse presque à ne leur donner que de la viande de porc aux repas et les tortures continuent. Ils ne voient ni avocat ni téléphone et les droits de l'homme semblent un concept inconnu. Kathy commence à s'imaginer sa mort quand finalement elle apprends la realité. Au bout d'une procédure kafkaeienne il en sort - affaibli, malade et détruit comme homme. Il n'y a ni procès, ni dédommagement ni excuses!
C'est une histoire terrifiante sur l'administration Bush; comment on a mis la priorité sur la construction de la prison temporaire alors que des gens mouraient en ville. On a permis l'accès à la ville à des mercenaires barbares en se préoccupant avant et toujours de cet ennemi devenu une obsession pour Bush - les terroristes!
En sachant avec le récul ce qui se passait à Guantanamo on ne peut guère être étonné, mais ça choque quand même - j'en étais presque aux nausées de le lire. Car malheureusement ceci n'
est pas uniquement les avis des leaders mais aussi du citoyen américain lambda. Ces gens seront en partie détruits à vie - Kathy a tous les symptomes d'un stress profond causé par le psychose de ce qu'elle a veçu pendant ces 3 semaines sans nouvelles de son mari. Mais l'état ne s'excuse pas!
C'est tout le pire des Etats-Unis décrit dans cette histoire qui m'a encore une fois confirmé que je n'y mettrais jamais les pieds!

Sunday, January 23, 2011

Pieter fra Letland (Maigret I) - Georges Simenon




























I år har jeg tilmeldt mig Bogudfordringen 2011 - og den første udfordring bestod i en krimi fra før år 2000; nu læser jeg ikke krimier i vanvittig stor stil må jeg nok indrømme. Jeg har læst alle Nesbøs krimier - men de svenske femikrimier synes jeg ganske enkelt er ulidelige - så måske var der håb om at få smag for genren ved at gå længere tilbage i tiden.

Derfor valgte jeg at gå rigtigt langt tilbage - og samtidig hædre mit nye fædreland ved at læse en belgisk krimi. Maigret-serien er jo en klassiker, og jeg har læst en del af dem som teenager; dengang troede jeg sikkert, at han var franskmand - men på trods af, at de alle foregår i Paris, så er Simenon født og opvokset i Liège i Belgien. Jeg købte den absolut første Maigret-krimi, som udkom første gang i 1931 og på dansk to år senere.

Det er selvfølgelig noget andet end moderne krimier, men det er absolut ikke forældet. Det er en anden skrivestil, hvor man ikke skal holdes i spænding til sidste sekund - men i stil med Agatha Christie følger detektivens intuitioner undervejs i opdagelsesarbejdet.

Historien starter lige på og hårdt med Maigret, som informeres om en berygtet forbryders ankomst til Paris med toget fra Bruxelles; han begiver sig til banegården, og opdager, at der i det ankomne tog er et lig på toilettet. Men han har tydeligt set den eftersøgte ud fra det signalement han har modtaget - tiden taget i betragtning kun ud fra ord... ingen fotos eller anden elektronisk overført information.

De næste par dage følger han i hælene på den berygtede Pieter fra Letland, mens denne farer rundt i Paris - både med en amerikansk millionær og på suspekte sidegadehoteller eller på skumle barer, hvor han indtager imponerende mængder absint. Undervejs ryger der en del personer - myrdet af den ene eller den anden; men især mordet på en af Maigrets kolleger berører ham meget.

Hele intrigen bunder i Pieters familiebaggrund; han var nemlig tvilling - og den jaloux og desperate tvillingebror var togmorderen, hvorefter han tog sin brors plads. Maigret - som den gode detektiv han er - opdager fupnummeret, da den falske tvillings personlighed begynder at krakelere. Han kan ikke opretholde komedien, og Maigret får til sidst hele historien - hvorefter han lader morderen begå selvmord.

Jeg kan ikke huske Maigrets andre krimier godt nok til at huske om dette er symptomatisk - at han sympatiserede til sidst med sine forbrydere, og på denne måde lod dem 'slippe'. Men det var absolut en underholdende krimi - i den gode gammeldags stil uden for mange fantastiske krumspring. Godt gammeldags detektivarbejde udført af helten med flair for spøjse sammenhæng - og jeg er faktisk ikke i tvivl om, at denne udfordring har givet mig lyst til at genlæse nogle af de gamle klassiske krimier... det må da også være den ultimative ferielæsning!

Saturday, January 22, 2011

La cathédrale de la mer - Ildefonso Falcones



























Jeg har ikke læst den berømte 'Jordens søjler' af Follett; og umiddelbart tror jeg ikke, at jeg kommer til det - selvom mange drager lighedspunkter mellem hans roman og denne. Begge drejer de rundt om konstruktionen af en katedral - men denne appellerede til mig efter just at være vendt hjem fra Barcelona, hvor vi havde besøgt Santa Maria del Mar-kirken... og den er enestående smuk.

Falcones' roman er også en mastodont, der strækker sig over 63 år - fra hovedpersonen Arnaus far gifter sig til den aldrende Arnau har været igennem et helt liv med usædvanlige oplevelser. Ikke noget overnaturligt - men alligevel en særpræget skæbne for en, som fødes som søn af en livegen. Men Arnaus far, Bernat, har måske et lille skær af rebel i sig - da godsejeren voldtager hans unge hustru på bryllupsnatten, og senere tager hende til sig for at amme sin egen søn, tager Bernat den spæde søn og flygter til Barcelona.

Her lever de i fattigdom - indtil faderen en dag starter en tumult, som ender med at koste ham livet. Den unge Arnau brænder faderens lig, der hænger til offentligt skue efter hængningen. Han må igen gemme sig, og søger jævnligt tilflugt i kirken, som er under konstruktion - her taler han med Jomfru Maria, som bliver hans erstatning for en mor.

Der overgår ham uendeligt meget - fra den største fattigdom bliver han gift med en af kongefamiliens uægte døtre; han overlever pesten - men mister sin første kone, Maria; han sympatiserer med jøderne og ender dermed i Inkvisitionens fangarme... og hele vejen igennem sætter han sin lid til Santa Maria del Mar.

Det specielle ved denne kirke i modsætning til den store Eulalia-katedral, som blev bygget samtidig, er nemlig, at den blev bygget og finansieret af folket - ikke mindst bastaixerne, som Arnau hører til. I sin ungdom bærer han de tunge sten fra bruddet udenfor byen indtil kirken, og han glemmer aldrig sit bånd til folket. Det lyder selvfølgelig meget heltemodigt - og lidt usandsynligt ligesom hans hurtige stigning i rangordnerne for en mand, der kommer af ingenting. Men jeg synes, at Falcones personer virker meget troværdige set i den historiske kontekst.

Samtidig er det ikke udelukkende en roman; der ligger et fantastisk arbejde bag - og det er lige så vel en historie om Barcelona i det 14. århundrede; de katalonske krige, da Barcelona hører til Aragon og ligger i krig med Frankrig og Spanien. Der er fantastiske beskrivelser af livet på den tid - ikke mindst med alle de love, der gjorde klasseskel som tykke mure, det var umuligt at trænge igennem. Kvindernes plads var som mandens ejendom, og samtlige af bogens kvindelige hovedpersoner har en grum skæbne - men de er ikke desto mindre stærke personligheder.

Det er glimrende underholdning - og samtidig interessant historisk; og det gjorde absolut kun bedre lige at have været der, og kunne se gaderne for sig. Kirken gjorde et kæmpe indtryk på mig, da jeg stod i den - og den fortjener bestemt at være centrum for en så smuk roman, som jeg vitterligt slugte - 820 sider på fem dage!

-----------------------------------------------------------------------------

Le roman de Falcones reprend le thème de 'Piliers de la terre' - la construction d'une cathédrale et son impact sur tous les gens qui vivent dans l'ombre de cette grande construction. Les constructions de l'époque s'étiraient sur des décennies - voire plus... et nous suivons donc Arnau de sa naissance en 1320 jusqu'à l'inauguration de la cathédrale en 1384.

Il est le fils d'un serf, et l'histoire débute le jour du mariage de ses parents ou le comte viole la jeune femme le jour des noces pour ensuite la ramèner au château pour qu'elle allaite son fils à lui. Le père, Bernat, ne l'entend pas de cette oreille et il enlève le fils et part à Barcelone pour se cacher dans la grande ville - à l'époque il y avait 40.000 habitants.

Ils travaillent comme ils peuvent mais les guerres menacent souvent la population de la famine; un jour Bernat déclenche une tumulte et il sera pendu - quand le petit Arnau voit son père mort et pendu, il le brûle... un sacrilège dans l'église catholique.

Se trouvant seul il commence à travailler comme bastaix - ceux qui chargent et déchargent les bâteaux de marchands, mais ce sont surtout eux qui contribuent à la construction de l'église du peuple. Ils peuvent gratuitement chercher les pierres à la carrière en dehors de la ville - mais ils doivent les porter sur leur dos. Arnau se débrouille tant bien que mal - il se marie; mais sa femme meurt de la grande peste de 1348.

Il sympathise aussi avec des juifs, ce qui lui permets de faire fortune et finalement se marier contre son gré avec la pupille du roi. Barcelone à l'époque était dans le royaume de l'Aragon, et l'histoire de l'époque y est magnifiquement bien décrite. Il lui arrive bien des malheurs dans la vie - et il finit devant l'Inquisition en partie mené par son propre 'frère' Joan - un gamin orphelin qu'il a connu enfant. Ils étaient inséparables mais maintenant Joan doit le faire avouer, en sachant que ce dont on l'accuse est faux et qu'il est lui-même coupable de ses malheurs à cause de sa jalousie.

Les conditions de vie - et surtout celle des femmes étant considérées comme la propriété de l'homme - sont décrits avec beaucoup de détails; tout comme toutes les lois de l'époque qui rendait la vie magnifique pour certains et pourrie pour d'autres - et quasiment sans possiblité de passer les murs perméables de lois de la société. Les faits historiques sont corrects et très intéressants; et ça fait un portrait de tout un siècle dominé par les guerres, les problèmes de réligion, peste, famine etc.

Un magnifique portrait de la ville Barcelone - on s'y sent en lisant les noms des rues qui existent toujours; et un bel hommage à cette église qui est vraiment particulière de par ses origines populaires... un très beau roman historique!

Tuesday, January 18, 2011

Vi, de druknede - Carsten Jensen


















Første gang, jeg gik i gang med Carsten Jensens mastodont af en roman, gik jeg i stå. Midt på et skibsdæk i en krig i 1848 med kanonerne, der eksploderede om hovedet på mig - og der var temmelig meget krig i det, synes jeg.

Det var sølle 42 sider inde i en bog på næsten 700 sider, så efter jul fik den en ny chance - og der skulle ikke meget mere end et par linier udover de allerede læste sider før jeg ikke kunne slippe den igen. Jeg var trukket ind i historierne om Marstal - om landsbymiljøets altid klassiske karikaturer af personligheder; af historien om danske sømænd og byer, der som Marstal har levet i årtier af netop havet.

Der er eksotiske rejser ud i den store verden - med beskrivelser af livet om bord på et skib, men også hvad, der får sømænd til at leve det liv, som fjerner dem i lange perioder fra deres familie. Kan man sammenligne det med profesionnelle soldater i dag? Det er et kald og et behov for at være derude - også med et element af fare og en viden om, at nogle ikke vender hjem. Men Marstal-sømændene er robuste; det er deres koner og børn derhjemme også - ikke mindst hjulpet på vej af lærer Isagers tamp.

Det er måske det, der er bogens enorme force - den giver et billede af en by, et miljø, nogle mennesker, nogle situationer - som nok er særlige, fordi hele samfundet lever af livet på havet. Men det handler ikke udelukkende om skibe og sømænd; det handler også om kvinderne derhjemme, om sorg, kærlighed, had, ære...

Det er universelt, hvilket vel også understreges af det faktum, at Carsten Jensens bog er oversat til så mange andre sprog - sikkert også til lande, som ikke har en kyst!

Man ved ikke rigtigt, hvem bogens fortæller 'vi' er - men jeg ser det som værende Marstal. Der observerer. Over næsten 100 år følger man fantastiske skæbner, som uden at være direkte i familie med hinanden bliver til en historie om fire generationer. De er bundet sammen af havet - på godt og på ondt.

De sidste sider læste jeg med gåsehud, i spænding, med tårerne i øjenkrogen... og en stor tristhed over, at det var slut. Det er absolut et mesterværk - og hvis alle hans bøger er som denne, så skal de indkøbes meget hurtigt!

-----------------------------------------------------------------------------

Je pourrais évidemment vanter ce livre parce qu'il me parle en tant que danoise - je reconnais non pas la ville exacte où se déroule une partie de l'histoire, mais le type de ville à la campagne profonde (sauf que c'est au bord de la mer). Mais avec la mentalité des paysans - ou dans ce cas précis - des marins... qui vivent parmi les paysans. Mais il faut surtout le récommander parce qu'il est tout simplement fantastique.

Tout se passe dans une petite ville danoise, Marstal, qui se trouve en effet au bord de la mer. L'auteur est lui-même fils de marin de cette ville, et le livre devient en quelque sorte un hommage, une déclaration d'amour et un témoignage d'un destin qui est propre à bien d'autres villes d'un pays qui dépendait de la mer comme source de vie; et pas seulement au Danemark.

On suit quatre générations de 1848 à la fin de la deuxième guerre mondiale; ils ne sont pas tous liés par le sang - mais ils sont liés par la mer. Le danger de sentir les vagues déferler sur le bâteau; l'envie de voyager et découvrir des nouveaux pays - mais aussi le fait qu'ils sont connus comme des bons marins. Ceux du Marstal sont réputés sur les océans du monde - ils sont robustes, travailleurs, dûrs... et ils ne peuvent vivre sur terre.

Donc quand le monde change et que les bâteaux à voile sont remplacés par ceux à vapeur, ils continuent sur les routes les plus dangéreuses que personne d'autre ne veut emprunter. Ils n'ont pas le choix, et une femme à Marstal fait tout pour fermer la mer et empêcher les hommes de partir. C'est le combat de la nature de tous contre tous - la mer contre terre; les hommes contre les femmes et les enfants; les hommes contre la mer aussi. Car la mer prends et ils savent que les noyés laissent une trace plus profonde encore que cette tombe au cimétière qu'ils n'auront jamais.

Il ne faut pas connaître le Danemark pour le comprendre ou l'aimer. Il faut juste le lire - car nous connaissons tous des sociétés pareilles - avec les mêmes personnes, les mêmes destins et les mêmes histoires. Mais dans les mots de Carsten Jensen, qui est lui-même un globetrotter depuis des années, on est ému, transporté, ébloui... les dernières pages étaient avec des larmes aux yeux à cause de la beauté du récit et la tristesse que cela soit terminé!

Monday, January 17, 2011

Gaudi - la vie d'un visionnaire - Joan Castellar-Gassol


  • French
  • January 15
  • 136 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Under sidste uges besøg i Barcelona - og ikke mindst La Sagrada Familia - faldt jeg over en lille bog om Gaudi; den var oplagt at tage med hjem for at få et lidt mere uddybende indblik i den særprægede arkitekts liv. Dagen efter fandt jeg en engelsk biografi, som var noget mere omfattende - og derfor også noget dyrere.

Jeg holdt mig desværre til denne lille billige udgave; den kommer ikke langt med nogle ting - og oversættelsen fra den originale spanske udgave er hårrejsende elendig. Jeg tror ganske enkelt aldrig jeg har læst en så dårlig oversættelse. Franske bøjninger er ikke enkle - det ved alle, der har været igennem det i gymnasiet... men hvis man er profesionnel oversætter, så er der ingen undskyldning.

Ligeledes irriterede det mig, at der konsekvent stod Barcelona - når det på fransk hedder Barcelone!

Rent indholdsmæssigt bruges der alt, alt for meget plads på de ganske få sider til at komme ud af sideveje, som ingen relevans har for historien. De ville have haft sin plads i en dybdegående biografi på 500 sider, som den jeg så tilsyneladende skulle have købt. Men ikke i et hæfte som dette, som vist udelukkende er skrevet (og "oversat") til salg i museumsbutikker.

-------------------------------------------------------------------------------

Un desastre!!! J'ai été tenté en le voyant à Barcelone entourée des monuments de Gaudi - un homme que je me dis doit avoir une personnalité intéressante et une histoire de vie passionnante.
Il est tout petit et je l'ai pris même si après j'ai vu un autre plus complet en anglais. Comme quoi il ne faut pas faire des compromis sur des livres - et surtout pas des biographies; car je soupçonne cet auteur de ne pas être doué pour les biographies.

Cela demande un travail - et énorme en plus. Dans la facilité il se perd à chaque fois dans des histoires de famille et des grand-parents des clients de Gaudi - cela n'a aucune importance et aucun intérêt pour cette histoire; surtout quand on n'écrit que 136 pages minuscules.

Mais le pire est le grammaire et l'orthographe. Même sans être francophone de naissance ça me faisait de la peine de lire. Partout c'est Barcelona et non pas Barcelone; ça pourrait encore passer... mais les conjugaisons en français semble être un mystère obscur pour le traducteur - où il n'a pas été payé pour livrer un travail convenable. C'est honteux tout simplement.

Au final - sans un grand intérêt et une torture de le lire aussi! Visiblement destiné aux magasins des musées. J'aurais mieux fait de prendre la vraie biographie en anglais - payer un peu plus; mais avoir quelque chose de correcte dans tous les sens du terme!

Sunday, January 2, 2011

De Ti Herskere - Christian Mørk























  • Danish
  • January 1-2
  • 498 pages
Årets første bog kan uden tvivl vinde prisen om årets dårligste - det tør jeg næsten allerede sige med garanti! Den kom i indkøbsposen i juleferien i Danmark udløst af en pris på 69 kroner, og et håb om at læse noget god dansk litteratur midt i al det fransk- og engelsksprogede, jeg læser. Sådan skulle det ikke blive!

Min første undren var blot et par sider inde i bogen, hvor jeg tænkte, at den sprogmæssigt virkede som en meget dårlig oversættelse fra engelsk. Det kunne jeg dog ikke få til at hænge sammen med en dansk forfatter; men da det endelig irriterede mig for meget, bladrede jeg til slutningen, hvor der ganske rigtigt står, at den oprindeligt er udgivet på engelsk. Det ses tydeligt!!! Fx. i sætninger som 'hun fik lavet sit hår' - totalt forkert på dansk, men en ordret oversættelse af det engelske begreb 'to get your hair done'.

Det var desværre blot et enkelt af mange eksempler, hvortil skal lægges grufulde stavefejl på dansk, sjusket korrekturlæsning og simple faktuelle fejl.

Jeg blev nok fanget af forsiden, og invitationen til læsning om Venedig i middelalderen - men måske skulle jeg have tænkt mere over, at de fem stjerner var givet af Ekstrabladet; det siger temmelig meget om niveauet desværre.

Om jeg forstår, hvornår dillen med at skrive romaner om okkulte hemmeligheder, som kan vælte den moderne verdensorden stadig kan sælge efter Dan Brown, Steve Berry og alt for mange andre dillettanter, som har forsøgt sig ud i genren? Det kan de åbenbart, selvom jeg kun mistede 69 kroner og nogle timer af mit liv, imens jeg trods alt kæmpede mig igennem endeløse sider af gentagelser og sødsuppekærlighedsscener på linie med, hvad Barbara Cartland sikkert skrev i sine skolehæfter som første håbløse udkast.

Ganske vist foregår historien i Venedig - men ikke i middelalderen, som man fejlagtigt forledes til at tro. Det er de første tyve sider; hvorefter vi bliver hevet ind i denne groteske historie om De Ti Herskere og moderne ris-DNA. De Ti Herskere har eksisteret - de eksisterer heller ikke længere; men principielt kan Mørk jo sagtens tage sig nogle friheder og forlænge deres eksistens med 200 år. Men så skal det gøres ordentligt, og ikke med side efter side med lejemordere, som tydeligt er inspireret af Lisbeth Salander & Co.

De sidste mange sider læste jeg virkelig diagonalt for at få den overstået - og der var da også et uendeligt skønt moment... da sidste side var vendt, og jeg lettet kunne rejse mig og smide den i skraldespanden, hvor den hører hjemme.