Kuglen der ikke ramte - Richard Osman

 

• Engelsk
• 27.-28. februar
• 432 sider
• Originaltitel: The Bullet That Missed

Det tredje bind i serien om pensionistdetektiverne er udkommet - og man må sige, at Osman absolut har fat i noget. Det kører i et højt tempo lige fra starten, og man har jo efterhånden knyttet sig lidt til de skæve karakterer. Den tidligere spion Elizabeth, som altid har en god historie fra fortiden; den blide Joyce, som er lidt naiv, gerne vil finde en mand og som altid opdager noget, de andre har overset. Ikke mindst så hun kan imponere Elizabeth lidt! Så er der den tidligere fagforeningsarbejder Ron, som er langt blødere indeni end han vil give udtryk for - og Ibrahim, den pensionerede psykolog, som sætter pris på ordentlighed, men også er med på utraditionelle metoder, når det er nødvendigt.

Derudover er der makkerparret af politibetjente; Donna, som kæmper med kærligheden og at blive taget seriøst i politiet - og Chris, som har været igennem en livsstilsændring efter han er begyndt at date ... Donnas mor. 

De bor stadig i pensionistkomplekset, og denne gang har de besluttet at kaste sig over en uopklaret mordsag, der er ti år gammel. En journalist, der har fundet en god historie om hvidvaskning af penge og nu truer med at offentliggøre den. Hun forsvinder, og alle tror, at hendes bil, der kørte ud over klippen indeholdt hende eller hendes lig, som aldrig er blevet fundet.

De ældre mennesker giver sig i kast med mysteriet; men samtidig indhentes de af konsekvenserne af deres sidste sag. Nogle mener, at de penge, der forsvandt tilkommer dem - og de mener det alvorligt. Men de ældre mennesker er desværre ikke så skræmte ved tanken om at dø; tværtimod giver det dem den spænding, der er nødvendig for at leve.

Det giver absolut bedst mening at læse dem kronologisk - der er alle de små historier udenom; Elizabeths mand, Stephen, og hans demens; de forskellige romantiske forhold og ikke mindst trådene tilbage til de tidligere sager. 

Det er hurtigt læst og fin underholdning; men igen var der er en lille men meget irriterende fejl som i andet bind. De møder en svensker, som hedder Henrik Hansen. Det vil jeg mene er ret usandsynligt! En svensker ville hedde Henrik Hansson - det er lidt sjusket, at man ikke får den slags detaljer på plads, for han har jo bevidst valgt et typisk navn. Det er bare mere dansk/norsk end svensk.

Derudover bare underholdende - og der kommer uden tvivl et fjerde bind; jeg ville nok ikke kunne lide at læse dem alle lige efter hinanden. Men spredt ud over tid er det fine afbræk til anden læsning.

Reserven - Prins Harry

• Engelsk
• 20.-26. februar
• 416 sider
• Originaltitel: Spare
  
  

Jeg havde oprindeligt besluttet mig for ikke at investere i denne bog - af mange årsager!

Jeg tænkte, at langt størstedelen hurtigt ville blive lækket i pressen og nyhedsværdien dermed ville være minimal. Der var også en del i pressen lige, da den kom på gaden; men nu er der gået nogle uger, og hans salgstal faldt efter sigende hurtigt.

Salgstallene - netop! Jeg var ikke sikker på, at jeg finansielt ville støtte hans projekt. Det er en ekstrem selvmodsigende proces han er inde i - og dermed hiver alle os andre ind i. Hans foragt for sladderpressen er notorisk; alligevel fodrer han den nu selv, og ved at sælge sin historie opfordrer han læseren til at blive nysgerrig. 

Selvfølgelig kalder han det for sine erindringer; men ærligt talt er det jo offentlig udstillelse af nogle meget private situationer med meget offentlige personer! 

Indledningen foregår umiddelbart efter hans farfars begravelse, hvor han venter i en park på et privat møde med sin bror og far for at klinke skårene. Mens han går der, tænker han på, hvordan de måtte flygte fra selvsamme sted blot nogle måneder inden. Flygte for deres fysiske sikkerhed skriver han ligefrem. Jeg har hørt om mennesker, der flygter fra Syrien på grund af deres fysiske sikkerhed - men virkelig ikke fra Buckingham Palace eller noget lignende.

Så man ved allerede fra start, at dette her vil blive svært. Fordi han har sin virkelighed og den harmonerer ikke med den virkelighed andre i familien har; og nu udspilles krisen for fulde gardiner i offentligheden. Harry mener selv, at hvis de ikke ville høre på under det private møde i parken, så vil han nu nedskrive det for dem. Det er nok usikkert, hvor meget de læser bogen - og primært er det alle os andre, der læser den og skal forventes at få medlidenhed med ham.

Helt fundamentalt er der jo altid to sider af samme sag; og her får vi kun den ene meget ensporede version. Samtidig er han vred og frustreret - og det er mange års vrede, der lader til at eskplodere i peioden efter brylluppet og den håndtering hans hustru og han fik i pressen.

Jeg har også set hans interviews med Oprah, og Netflix-serien - og lige meget, hvor meget han ønsker at fremstå som den helt normale fyr, han mener han er - så er og bliver han af en anden støbning. Desværre fremstår de begge - for mig - også privilegieblinde og selvcentrerede.

Efter prologen starter vi tilbage i august 1997 - absolut en definerende periode i hans liv. da hans mor dør i en bilulykke i Paris. Han og hans bror har tydeligvis ikke fået den hjælp de skulle have haft til at komme igennem det enorme traume. Som en psykolog siger til ham, så sidder han fast i 1997. Det gør han! Hans version er totlt unuanceret, og pressen og samtlige fotografer er og bliver skurke. De var skyld i hans mors død (uagtet diverse retssager og en døddrukken chauffør) og de er nu ude efter at få skovlen under ham og hans familie - endog med døden til følge skal vi forstå. Det er tydeligt, at han ikke har fået bearbejdet det. 

Men det er jo også sørgeligt tydeligt, at han ikke har fået hjælp. Det er sørgeligt, at hans bror (ifølge ham) er blevet til en træmand, der blot følger familiedoktrinen om Never complain, never explain.

Det er også sørgeligt, at to brødre, som i bund og grund burde holde sammen, fordi ikke mange andre kan forstå deres verden, ender med at blive uvenner. Igen har vi jo kun hans ord for det - hans side af sagen; og William virker opsat på, at det skal forblive således. Han er jo desuden nu endnu tættere på tronen - men også meget fjernt fra sin bror. Er det en "sidegevinst" ved at være kongelig? Så er det en sørgelig en af slagsen - som vi også ser det herhjemme. At være nummer to er altid svært. I de fleste familiere vokser man fra det, og det udligner sig med årene. Men for nogle familier er det et livsvilkår, som kommer til at fylde for meget - og lagt sammen med de andre traumer, han har været ude for, er det et kompliceret menneske man ender ud med.

Så jeg er på den ene side glad for at have læst den; på den anden side frustreret over. at man kun får hans sandhed - og over, at jeg faldt for tricket og nu også er en del af den nysgerrige befolking. Men desværre også en lille del frustreret over, at min nysgerrighed fnansierer hans livsførelse - og modparten kan ikke forsvare sig. Det forbliver et uetisk dillema for mig!

Stuepigen - Nita Prose

 

• Engelsk
• 19. februar
• 320 sider
• Originaltitel: The Maid

Jeg havde skrevet mig i den lange kø til denne nye whodunnit-krimi, som er endt på diverse hitlister - men pludselig lå den frit fremme på biblioteket, og jeg kunne springe en del ventetid over. Jeg var lige ved at købe den i sidste uge, men det er jeg virkelig glad for nu, at jeg ikke gjorde. Det er nemlig en meget hurtig affære - jeg vil skyde på fem timers læsning. Det passer meget godt med cirka en side i minuttet og spredt over min søndag var det glimrende underholdning.

Molly er stuepige på et boutiquehotel - højst sandsynligt i en canadisk by, da forfatteren er canadisk - og fordi der er et afgjort britisk element, som ikke ville passe til USA. Men vi får det ikke præcist at vide. Molly er 25 år gammel, og bor alene i en lille lejlighed efter hendes mormor døde nogle måneder inden af kræft. Hun elsker sit stuepigejob - hun kan lide ORDEN! Hun stræber efter at gøre så godt rent som muligt; alting skal være perfekt og ens hver eneste gang, En lille smule uorden får lidt tingene til at vælte for hende, og hendes kolleger synes da også, at hun er en underlig snegl.

Molly har helt sikkert en form for diagnose à la Aspergers; hun er ikke god til at forstå sociale sammenhænge og små hints; hun kan ikke aflæse situationer helt korrekt og det har resulteret i en uheldig kærlighedshistorie med en fyr, der tømte hendes og mormoderens bankkonto. Nu er hun forelsket i Rodney, som er barmand på hotellet. Men mest prøver hun bare at gøre sit job godt, tjene penge til huslejen og ikke gøre sig bemærket.

Det bliver lidt svært, da hun står med en død mand i hotellets luksussuite. Endog en af hotellets stamgæster, og gift med en yngre kvinde, som Molly er begyndt at se lidt som en veninde trods deres vidt forskellige livssituationer.

Molly har overset alle de faresignaler, der har været. Nok har hun set ting - men hun ser tingene på sin facon, og den er lidt mere naiv end mange andres. Så inden hun ved af det er hun selv sigtet for mordet og en langt række andre farlige ting.

Man knytter sig jo lidt til Mollys enfoldighed, og griner lidt af hende - noget hun ville hade! Man må gerne grine med hende; men ikke af hende. Hun ved godt, at hun er anderledes - men hun har også den skarpe fotografiske hukommelse, der nu kommer hende til hjælp. Især da hun får hjælp til at tyde det hun har set.

Hele historien foregår primært over fem dage mens opklaringen finder sted; og der er overraskelser nærmest til sidste side. Det er jo ikke verdensforandrende litteratur - men en sjov og underholdende krimi til hurtig hyggelæsning.

Den første der dør til sidst - Adam Silvera

 

• Engelsk
• 13.-18. februar
• 576 sider
• Originaltitel: The First to Die at the End

I 2019 kom jeg jo til at bestille denne bog, som viste sig at være i YA-genren - men som jeg også var meget berørt af. Det var en fin historie om de to drenge, Rufus og Mateo, som lever deres sidste dag sammen. Det blev en kæmpe succes, og det har uden tvivl været medvirkende til, at forfatteren fik ideen til denne forløber for historien.

Ideen er jo den samme, som titlen også viser. Men nu er vi i sommeren 2010, da Death Cast opfindes af Joaquin Rosa. Det er den 30. juli lige inden midnat i New York, og folk samles her som de senere vil gøre i andre amerikanske byer til lanceringen af Death Cast; den service, der ringer folk op for at fortælle dem, at de vil dø inden døgnet er ovre. Ingen ved, hvordan de opnår disse oplysninger og der er meget uro i landet om, hvad det vil betyde.

På Times Square er Orion taget med sin stedsøster Dalma for at overvære lanceringen. Orion er 18 år gammel, og forventer at få et opkald lige efter midnat, da han lider af et dårligt hjerte. Hans forældre døde under 9/11 - og han bor nu med Dalma og hendes familie.

Valentino Prince er også 18-19 år gammel og fra Arizona; da han fortalte sine forældre, at han var homoseksuel smed de ham ud af familien og nu er han ankommet til New York, hvor han dagen efter skal til sit første fotoshoot som model. Hans tvillingesøster Scarlette skal ankomme dagen efter - og de skal sammen indtage the big apple! For enten Orion eller Valentino bliver det dog deres sidste dag i live - men de møder hinanden på Times Square, og kommer til at leve den sammen. Faktisk bliver den fuldstændigt revolutionerende for dem begge.

Parallelt med historien om Orion og Valentino går forfatteren i denne roman lidt længere end i den forrige. Vi møder perifært en række andre mennesker; stifteren Joaquin Rosa, der kæmper med medierne og reaktionerne på nogle uforudsete hændelser i forbindelse med lanceringen. Men vi øder også Rufus og Mateo som har en slags cameo-optrædener i denne roman; de er stadig børn - men der er små indikationer, der trækker tråde til den fremtid, der venter dem.

Orion og Valentino dokumenterer også deres dag sammen med fotos; i den første bog var det måske det, der rørte mig mest, da jeg mod slutningen opdagede, at den Instagram-konto de bruger rent faktisk er oprettet. Det var ganske enkelt genialt! Men i 2010, hvor vi er nu, findes Instagram ikke og dermed får vi ikke billederne at se. Måske ville den gimmick heller ikke virke to gange - men det er nok ligesom hele konceptet om en forløber. Det er svært; ligeså svært som det er at lave en opfølger uanset hvor fristende det kan være for forfatteren. 

Første person ental - Haruki Murakami

 

• Dansk
• 15. februar
• 186 sider
• Læseklub

Jeg måtte midlertidigt afbryde min igangværende læsning, da jeg meldte mig til en læseklub på biblioteket. Det er absolut første gang, jeg prøver den slags - så var meget spændt på det. Klubbens tema er værker af forfattere, der enten har vundet Nobelprisen i litteratur eller har været oppe at vende som mulige kandidater. Så pludselig havde jeg kun en dag til at finde og læse månedens bog for ikke at mde helt uforberedt op. Heldigvis var det ikke verdens tykkeste bog, og jeg nåede stort set den hele aftenen inden.

Murakami har jeg læst før; men det er ved at være en del år siden. En af dem var på engelsk og den anden på fransk; men denne gang blev det nemmeste at finde den danske udgave på biblioteket; med japansk litteratur er det jo knap så vigtigt - og oversættelsen skulle vise sig at være virkelig fremragende. Ikke fordi jeg taler japansk; men fordi man kan se oversætterens brug af ordleg, som må komme fra originalen, og ikke være nemt at få med ind i en oversættelse så flydende som det gøres her.

I modsætning til de to romaner jeg har læst, er dette en novellesamling. I den danske oversættelse er der ni noveller, hvor originalen vist kun har otte noveller. De virker til at være delvis selvbiografiske; men det er altid svært med Murakamis flydende grænser mellem fantasi og virkelighed. Gælder det også mellem hans eget liv og fiktionen?

De fortælles, som titlen antyder, i første person ental - men ved man om det er den samme mand hele vejen igennem? Eller er det otte forskellige mænds tilbageblik på et minde? Den niende novelle er fortalt af en kvinde, og falder dermed lidt udenfor.

Mange af minderne handler om relationer til kvinder; korte forhold eller tilfældige møder og ofte fokuserer Murakami en del på deres fysiske udseende. Han omtaler kvinderne som "grimme" - men så har de andre kvaliteter. Der er et strejf af nostalgi hele vejen igennem; mænd, der tænker tilbage på gode eller markante minder i en ældre alder. I et enkelt tilfælde giver han direkte sit eget navn; men vi ved ikke med sikkerhed om de andre er hans egne minder eller ej?

Stilen er noget mere tilgængelig end jeg husker de to romaner, jeg læste. Man flyder med i et stille tempo, hvor der ikke sker så meget - og så pludselig er det alligevel et element af overraskelse. En lille blanding af noget fantasifuldt, en del jazzmusik og Beatles, som han tidligere har brugt. Og baseball, som han er stor fan af. Det er absolut ikke så imponerende som hans tidligere romaner, og jeg fornemmer en mætning med alderen. En stille reverence, der begyndes.

Fanget af geografien - Tim Marshall

 

• Engelsk
• 11.-12. februar
• 320 sider
• Originaltitel: Prisoners of Geography

Jeg læser en del non-fiction - men det er ofte indenfor genren af kunst og historie; og allerhelst en kombination af begge dele. Eller rejselitteraur, som er med til at sætte gang i drømmene - men også lære nyt om andre lande og kulturer. Men den mere politiske non-fiction begrænser sig som regel til biografier - som fx Obamas mursten. Alligevel blev jeg fristet, da jeg så denne som også allerede har en opfølger - Geografiens magt.

Tim Marshall er journalist med speciale i udenrigsstof og diplomati; han har været udstationeret i en række af verdens brændpunkter på kritiske tidspunket som under krigen i Balkan, det arabiske forår og kriserne i Mellemøsten. Han har med andre ord et temmelig solidt fundament i ryggen.

Bogens udgangspunkt er geopolitikken, og hvordan den påvirker såvel inderigs- som udenrigspolitk. Opdelt i ti kapitler tager han os gennem forskellige hotspots - Rusland, Kina, USA, Afrika, Mellemøsten, Latinamerika, Korea og Japan, Europa og ikke mindst Arktis.

For hvert område gennemgår han en smule historie og geografi, som forklarer os, hvorfor landegrænser er som de er. I visse tilfælde logiske og definerede af bjerge og have, som sætter en naturlig barriere for, hvor et land begynder og/eller ophører. Men der er også mange eksempler på lande, hvis grænser er blevet defineret på et landkort langt fra åstedet. Det mest kendte er nok Scramble for Africa, hvor de kolonimagterne under en konference i Berlin i 1885 tegnede grænserne ud fra deres koloniale ønsker; men uden hensyntagen til de lokale folk - deres stammer, sprog og kultur. Grænser som stadig består og er grobund for indbyrdes konflikter grundet fx religion som i Nigeria, som har ført til Boko Haram eller folkemordene i Rwanda i 1994.

Uanset hvordan grænserne er opstået, sætter de en dagsorden for en nation. Nogle lande kan vide sig i relativ sikkerhed, hvis der er en enorm bjergkæde mellem dem og et fjendtligt naboland. Andre har have, der giver dem en relativ sikkerhed, da et angreb skal komme maritimt.

Alle disse zoner har dog potentielle konflikter, der kan blusse op - og ikke mindst er det interessant at se, hvordan stormagterne flytter deres magtspil til andre regioner. Kina, der investerer heftigt i Afrika eller Sydamerika for at binde alliancer, der kan styrke dem hjemme. Selvfølgelig kommer Marshall også ind på Rusland-Ukraine konflikten, som jo nu er i fuldt udbrud. Bogen er fra 2015, men den engelske udgave opdateret til 2019 - dog stadig inden båre corona og Ruslands invasion. 

Den sidste om Arktis var virkelig interessant; det er vores baghave, da vi har interesser i området. For mange af de kampe, der udspiller sig nu er ikke krige på jorden mand til mand - men derimod handelskrige, der skaber kontrol. Og magt!

Jeg skal afgjort have fat i hans opfølgende bog; for selvom meget jo er almen viden præsenterer han det på en ny og interessant måde så man får et helt andet overblik. Bare den seneste uges nyheder om amerikanernes nedskydninger af uidentificerede objekter giver jo basis for eftertænksomhed, når man læser Marshalls udlægning af Kinas strategi på verdensscenen.

Cry of the Kalahari - Mark and Delia Owens

 

• Engelsk
• 6.-.10. februar
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Delia Owens er nok mest kendt for sin debutroman fra 2018; historien om en ung pige, som lever ensomt langt ude i sumpene i North Carolina.  En virkelig stærk roman, der gjorde stort indtryk på mig. Delia Owens satte sig virkelig ind i karakterens oplevelse af denne selvvalgte eremittilværelse - måske fordi hun havde prøvet det selv?

Jeg opdagede ved den læsning, at Owens selv havde boet i årevis i Afrika med sin daværende mand; under primitive og ensomme forhold. Bogen fra 1984 har da også fået en renæssance nu, og selv med så mange år på bagen er den ikke uaktuel. Den er måske mere spændende netop fordi den er skrevet på et tidspunkt, hvor denne del af verden stadig var mere uberørt end i dag.

Delia og hendes mand Mark tager til Botswana i 1974; der er de knap 25 år gamle, og vil supplere deres biologistudier med feltarbejde. Det er selvsagt en anden tid - på alle måder; teknologisk er der ingen muligheder for at holde sig i god kontakt med omverdenen, og de sætter lejr op midt ude i Kalahari-ørkenen. De har ikke som udgangspunkt et mål; de vil finde en dyreart, som der ikke er forsket meget i - det skal hjælpe dem til at få sponsorater til at fortsætte arbejdet. 

Det ender med at blive den brune hyæne; nok ikke det mest elskværdige dyr på savannen. De er grimme - ja, hyæner er virkelig grimme dyr. De lever af ådsler, hvilket jo ikke gør dem mere elskværdige. Måske derfor var der ikke mange studier af dem; og Owens-parret opdager da også en lang række opsigtsvækkende ting om de modbydelige dyr. De har et kompliceret socialt system, hvor de opdrager ungerne sammen og adopterer dem, når og hvis en mor bliver dræbt. De får et tæt forhold til de flokke de følger, og navngiver dem endda.

Mark og Delia bor i primitive telte i et barsk område; de udsættes for ørkenbrande og storme; for årelang tørke og så er der jo det evindelige problem med overlevelse. Der er en ny i "nærheden" - mange timers kørsel i jeep med forbrug af kostbar benzin. Men den by var jo ikke pakket med supermarkeder og forsyninger for 40 år siden. Der var knap elektricitet!

De formår i løbet af de syv år at opbygge en del forskning; de får et lille fly og midler til at forske og holde sig i gang. De observerer selvfølgelig hyænerne; men også løvefamilier, som de følger og knytter sig til. De lever meget tæt med dyrene, og man får jo ondt i hjertet, når de "mister" et af deres dyr.

Der er mindre fokus på, hvordan de som mennesker klarer denne isolation - og det savner jeg lidt. De har i nogle år en ung lokal mand boende i lejren, og det nævnes sporadisk men ikke dybdegående, hvordan det forløber. Samtidig er de jo langt fra familie og venner, og som de naturbevarere de er, får de ikke mange venner blandt de hvide i byen, som primært driver safarijagt for turister - og derfor slår ihjel. De kan faktisk kun tale med dem selv - og selv for det mest idylliske parforhold må det være en enorm psykisk belastning; men det hører vi ikke meget om desværre.

Det er en fængende fortælling; jeg skulle lige ind i den, men så var jeg hensat til min safari i Kenya i 2019 og alle de dyr (inklusive grimme hyæner), vi så. Det er samtidig en interessant observation af, hvordan man allerede dengang kæmpede hårdt for at beskytte naturen og lade dyrene leve i deres naturlige miljø. Hvor det kan synes åbenlyst for os, er det ikke så ligetil i en verden, hvor din føde kommer fra husdyr, som kan blive spist af vilde dyr. En hårfin balance for disse landes regeringer at håndtere!

Renaud ou la malédiction (Les chevaliers II) - Juliette Benzoni

 

• Fransk
• 30. januar - 5. februar
• 514 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Andel del af trilogien om korsriddere og tempelriddere fortsætter der, hvor vi slap den unge Renaud i første bind. Hans forfader Thibaut har fortalt ham, hvor det "ægte kors" er begravet i det Hellige Land - det, der i dag er Israel. Han skal finde det, og bringe det til den franske konge Louis IX, som allerede mens han levede blev betragtet som den helgen han blev kåret til i 1297 kun 27 år efter sin død. Men først skal han tæt på kongen.

Renaud vil ikke være tempelridder, da det indebærer et kyskhedsløfte, som han ikke umiddelbart finder tiltrækkende. Men Louis IX har netop været meget syg, og da den meget troende konge kommer sig, beslutter han sig for at drage på korstog. Det bliver det syvende korstog på knap 150 år, og det første af de to, som kongen står i spidsen for. 

Men han skal også kæmpe for at blive anerkendt for sit navn og sin titel; som vi så i første bind er han jo et uægte barn af kongelig slægt, og får derfor en plads hos en adelig i Paris tæt på kongens hof. Men der sker mange uheldige ting inden han kommer i kongens brors tjeneste, og dermed tættere på hoffet. Der forelsker han sig hovedkulds i dronningen, hvilket selvfølgelig er upraktisk - men det bliver ved en tåbelig beundring på afstand. Mens han venter på, at de drager afsted mod Jerusalem - men at forberede et korstog tager årevis. Der skal bygges en ny havn, der skal samles soldater og de skal lige en tur omkring paven Innocent IV, så vores lille uægte ridder kommer hurtigt tæt på de kendte.

Det er jo den model Benzoni skriver sine romaner efter. Hun tager en fiktiv protagonist og placerer dem midt i historien. Dermed kompromitterer hun ikke faktuelle data, og kan skabe den personlige dramatiske historie midt i en korrekt kontekst. 

Renaud kommer nemlig ud for lidt af hvert; vi kommer med på korstoget, som først overvintrer på Cypern inden kongen beslutter sig for at sejle til Egypten i 1249 for derigennem at komme til Israel. Men kongen bliver taget til fange, og hæren lider enorme tab. Louis IX må betale enorme summer for at blive frigivet - og overlade det nyerobrede land til egypterne igen. 

Renaud kommer dog til Israel, og han finder også det ægte kors, hvilket selvfølgelig er pure opspind, da man aldrig har fundet det - og han får det da heller ikke med sig hjem. Han bliver taget til fange og frigivet igen; han kommer ud for en skrækkelig masse forviklinger - ikke mindst amorøse - inden kongen beordrer ham at gifte sig med den adelige Sancie og sender han tilbage til Frankrig.

Renaud har dog stadig et mellemværende med Tempelridderne, som var en tvivlsom organisation, som nægtede at underkaste sig kongens styre - men mente, at de kun skulle adlyde paven i Rom. 

Det er ikke altid nemt for mig at læse denne slags romaner, hvor fiktion og historie blandes sammen. Jeg har virkelig behov for at tjekke, hvilke fakta er reelle - og selvom det ofte er indlysende, så ska jeg også lige sikre mig, at de historiske fakta er korrekte. Så jeg bruger en masse tid på at krydstjekke navne, steder og årstal inden jeg rigtigt kan overgive mig til historien. Der er også mange personer at holde styr på og så havde de jo den irriterende tradition med altid at bruge de samme få fornavne. Men det er interessant at læse om disse korstog, selvom jeg for mange år siden har læst en biografi om Louis IX, som franskmændene jo stadig hædrer som en stor konge - ikke mindst på grund af det smukke kapel midt i Paris, som han byggede som et kæmpe relikvieskrin, der skulle huse de berømte relikiver han havde indkøbt.