Sunday, February 10, 2019

De dør begge til sidst - Adam Silvera


























  • Engelsk
  • 9.-10. februar
  • 384 sider
  • Originaltitel: They Both Die at the End

Jeg havde vist ikke læst beskrivelsen godt nok, da denne blev bestilt på nettet; det er en Young Adult-roman - og den målgruppe kan jeg næppe siges at tilhøre. Ydermere er der et strejf af Science Fiction, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Alligevel var jeg blæst bagover af denne bog, da jeg helligede mig søndagen til den.

Mateo er 18 år gammel, og bor alene med sin far - men lige nu ligger faderen i kom på hospitalet. Rufus er næsten 18 år gammel, og mistede sine forældre og sin søster fire måneder tidligere; så nu bor han på et børnehjem, hvor han har fået nye venner.

Tidsmæssigt er det svært at vide, hvornår det foregår; dog virker det ret nutidigt - men verden er alligevel lidt anderledes end vi kender det. Der findes nemlig et Death Cast, en telefoncentral, der ringer til dig lige over midnat for at fortælle dig, at i dag er din sidste dag. Både Mateo og Rufus får det opkald midt om natten den 5. september 2017 - og dermed er der ingen overraskelser, hvad slutningen angår. Det kan man jo sige, at titlen heller ikke lagde op til - så hvordan skal en forfatter så skabe det momentum, der skal til?

Det sker netop ved de to fantastiske personer - Mateo og Rufus - og den grad af usikkerhed, der stadig er tilbage. De ced det bliver inden midnat... men der er mange timer endnu. Og hvordan tilbringer man så sin sidste dag? Mateo forsøger først at finde på påskud for at blive inden døre - der kan vel ikke ske noget? Rufus var midt i et slagsmål, da opkaldet kom - men nu vil han bare cykle byen rundt. 

De to mødes dog alligevel gennem en app, der hedder Last Friend; her kan de døende - Deckers som de hedder - få selskab den sidste dag. Det kan være af en rask person; men nu ender de to drenge sammen - og det bliver den bedste dag i deres liv. De to unge taler om døden - og de tab, de allerede har lidt. Døden fylder en del - naturligt nok - men det bliver en fantastisk livsbekræftende historie.

Vinklen skifter fra Mateo til Rufus til alle de andre mennesker, der omgiver dem eller som de blot krydser på deres vej denne dag. Hvert kapitel har klokkeslettet for det skæbnesvangre døgn, og det bliver spænding i sig selv. For man vil jo have, at de lever så meget af dagen som muligt! 

Hver især må de tage stilling til døden og hvad de vil nå denne dag. De er nervøse for at tage elevatoren eller krydse en vej - for ingen ved, hvordan de skal dø. Men samtidig oplever de en masse, og de mødes som mennesker. Forfatteren er selv homoseksuel og de to drenge når også at opleve den store kærlighed sammen - eller det som kunne være blevet til en stor kærlighed; netop beskrivelsen af dette er noget af det smukkeste i bogen. Ikke rosenrød pladderromantik - men reel ærlig erkendelse af det, der er og det, der aldrig når at blive.

SoMe fylder også en del; som forventeligt i en Young Adult-roman; med en sund portion skepsis og sarkasme til Instagram og Facebook - og måske en lille løftet pegefinger om, hvordan vi lever af og med de sociale medier. Rufus foreviger deres dag på Instagram - og mod slutningen får vi adressen: @rufusonpluto. Jeg skulle selvfølgelig se om nogen havde taget det pseudonym; men i stedet ser jeg, at de billeder, der omtales i bogen ligger der. Der er 24 poster - og de følger historien så præcist, at selv datoen er korrekt. I historien hører vi også om Rufus' ekskæreste Aimée, som forsøger at finde ham dagen igennem - og netop skriver til ham på IG. De kommentarer er der også - ligesom hendes profil.

Det er ret nytænkende brug af SoM i forbindelse med en roman synes jeg; det åbner nogle helt nye muligheder - og især for at YA-publikum gør det måske læsning mere interaktivt og interessant?

Det var næsten lidt voldsomt at se de fotos bagefter; det gjorde dem så menneskelige og ægte - og uden at bruge en hel pakke Kleenex, vil jeg gerne indrømme, at der ar lidt vådt i øjnene. Hele historien sidder i hvert fald godt fast i mig og kommer til det et stykke tid; så helt gammel er jeg åbenbart ikke endnu!

No comments: