- Engelsk
- 18.-21. februar
- 336 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Min vinterrejse gik i år til Kenya - og jeg havde vilde forestillinger om alt det, jeg skulle læse om landet - og i landet ikke mindst! Jeg havde købt ind af flere relevante biografier, som passede perfekt til lejligheden.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at min hjerne var helt overvældet af alle de indtryk man får på en safari - når jeg endelig læste skulle det bare være ren hyggelæsning. Dernæst var nogle af biografierne for komplicerede til hyggelæsning, da der skal slås op i fodnoter, referencer osv. Det er langt bedre at læse dem nu jeg er hjemme - og med minderne om en fantastisk rejse intakt.
Den ene jeg dog fik læst var denne non-fiktive journalistiske eftersøgning af Happy Valleys beboere og deres efterladte huse. Personligt kendte jeg ikke til denne historie og gruppe af mennesker - selvom jeg nok vidste, at der var en konsekvent gruppe af hedonistiske livsnydere blandt de gamle koloniale beboere i landet. Men tilsyneladende var dette noget helt ud over det sædvanlige, og ikke mindst udødeliggjort pår grund af skandalerne.
De levede vildt og voldsomt med utroskab på kryds og tværs af alle ægteskaber; det hele skyllet grundigt ned med sprut og tilsat en solid dosis kokain og heroin.
Det skulle jo ende galt! Ikke alene var de ildesete af de mere seriøse plantagefarmere, der bosatte sig i området - de var jo også selvdestruktive i deres livsstil.
Nogle døde af overdosis - eller skød sig selv; nogle blev ganske enkelt myrdet som Lord Erroll - som havde stjålet en anden mands kone. Men den dag i dag er morderen aldrig fundet.
Historien fortælles af journalisten Juliet Barnes, en hvid kvinde bosat i Kenya, sammen med hendes lokale guide Solomon, som primært er kendt for at kæmpe for overlevelsen af de truede colobus-aber.
De to rejser sammen rundt for at finde ruinerne af nogle af de notoriske huse, hvor festerne blev holdt - eller overlevende fra perioden. De finder nogle få, der var meget unge, da festen sluttede (så at sige) - men også tidligere tjenestefolk, da disse jo sædvanligvis startede med at arbejde som børn.
De fleste huse er kun ruiner; jordstykkerne blev ved landets frihed udloddet til kenyanerne og de store plantager ophørte med at eksistere. De er på sporet af en tabt verden - og desværre bliver de selv ret fortabte.
Selve ideen er glimrende; det lød spændende. Men det bliver alt for rodet, når man begynder at blande dyrebeskyttelse og 'skattejagt' sammen. Desuden er der alt for mange navne, der ikke giver meget mening - den tids engelske overklasse havde en tendens til at bruge de samme få fornavne; og det bliver ret uoverskueligt til tider. Jeg var lige dele irriteret og fascineret faktisk - hvilket er synd, for deres historie er jo virkelig interessant og et unikt tidsbillede. Men den slags kræver en langt mere stringent struktur i fortællingen end det var tilfældet.
No comments:
Post a Comment