Løvinden - Tom Buk-Swienty

• Dansk
• 5.-12. januar
• 756 sider

Da jeg fik denne i forsinket fødselsdagsgave sad jeg og bladrede i den sammen med min lille niece. Vi kiggede mest på billederne; men jeg fortalte hende også lidt om, hvem Karen Blixen var - og hvad bogen handlede om. Til sidst kiggede hun på mig, og spurgte hvorfor jeg havde ønsket mig den, når jeg nu kendte hele historien? Det er jo et meget fair spørgsmål set med et barns øjne; men der er jo mere at sige om Blixens liv.

For mange år siden læste jeg Judith Thurmans meget berømte biografi; og som mange andre, har jeg siddet med en stak Kleenex foran Meryl Streeps kraftpræstation. Jeg har læst Den afrikanske farm; jeg har læst nogle af fortællingerne - men ikke meget af hendes fiktion, indrømmet. Og nu er der så kommet endnu en biografi af Tom Buk-Swienty, som tidligere har fået stor ros for sine bøger om krigen i 1864. Dem har jeg ikke læst, da jeg er bange for, at det bliver for teknisk og tørt til mig - men efter at have læst denne, vil jeg måske kigge nærmere på dem.

Omdrejningspunktet er her igen primært årene 1914-1931, hvor Blixen var i Kenya. Men hvor hun ho storladent siger i Den afrikanske farm, at hun havde en farm ved foden af Ngong Hills - så viser den netop tilgængelige korrespondance mellem Blixen og hendes morbror, at der stod et tungt maskineri bag. 

Da Blixen blev gift med Bror, og de skulle finde en levevej kom Kenya op som en mulighed; og familien stiftede det aktieselskab, som drev farmen. Og som pumpede så mange millioner i den, at man i dag nok havde stoppet lækagen langt tidligere. Det var det rene galimatias men Blixen var god til at dramatisere og spille den forurettede og misforståede; så man blev bløde i knæene derhjemme og investerede lige lidt flere penge.

Udover historien om aktieselskabet og trængslerne med at få kaffen til at gro, er der også historien om Blixens ægteskab; om affæren med Denys - og den triste afslutning på denne. Der er stemningsbilleder fra hele livet i 1920'ernes koloniale Afrika med blandt andet slænget fra Happy Valley, som jeg læste om sidste år, da jeg selv var i Kenya.

For det er jo også det, der er i hver side af bogen.... Afrika! Jeg bleb helt nostalgisk ved læsningen; selvom der er sket meget i de år siden, så læste jeg om steder, jeg var i Tsavo-parkerne fx hvor man ser Denys Finch-Hattons landingsbane, som stadig er et langt stykke jord. Jeg mindedes den overvældende følelse det er, når man ser dyrene i frihed - løverne, der stolt promenerer deres manker velvidende, at de bestemmer her. Blixens tilgang var lidt vildere på de mange jagter, hun var på især i de tidlige år. Der var jo ingen skrupler ved at skyde de smukke dyr - og i visse tilfælde var det også for at redde kvæget.

Buk-Swientys biografi beskriver en kvinde, der fandt sin plads i Afrika; hun elskede de lokale, og var langt mere involveret i deres velbefindende end mange andre samtidige. Bevares - der var en grænse; men det var mere ud fra den betragtning, at de var tjenestefolk (Blixen var håbløst snobbet). Hun lærte sig swahili, og tog sig af dem både med sit lille infirmeri og ved at bygge en skole.

Det gjorde hende til tider upopulær blandt de andre udlændinge, som i realiteten betragtede landet som deres - de var i hvert fald ikke gæster.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog - i alle henseender! Stor og tung så den skal læses vel anbragt i en stol; og ikke er til at tage med på farten. Men bestemt også stor i indhold - jeg måtte sætte restriktioner for, hvor meget jeg læste for at få den til at holde lidt længere.

Jeg ville ikke rigtigt til det forfærdelige øjeblik, hvor Blixen må sætte sig i toget til Mombasa og påbegynde rejsen mod Danmark. Det virker så urimeligt hårdt - men var hun ikke kommet hjem, havde vi næppe fået alle historierne fra hende. 

Et absolut mesterværk, og de mange mange smukke illustrationer er med til at gøre det hele så uendeligt perfekt!

La Cène

• Fransk
• 6.-9. januar
• 80 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle i gang med det store mesterværk Løvinden; men den egner sig bestemt ikke til transport i metro og bus og måtte læses derhjemme. Så jeg ledte i bunkerne af ulæste bøger, og fandt denne lille bog, jeg købte i maj 2017 da jeg var i Milano for at se da Vincis Sidste nadver. Det er jo en "museumsbog"- ikke en traditionel guide, da den er for omfattende til at læse i den korte tid billetten giver adgang til maleriet. Og selvfølgelig køber man den ved udslusningen, og tager med hjem som en souvenir.

Jeg læste den dog ikke på italiensk; men det var det bedste billede jeg kunne finde.

Muligvis er det godt, at jeg ikke læste den inden jeg besøgte kirken og stod med tårer i øjnene foran maleriet, som er kendt verden over. Det var en vanvittig stærk oplevelse, og én man absolut skal give sig selv, hvis man kommer til Milano - selvom det er besværligt at skaffe billetter, og man skal vente osv. Det er det hele værd!

Mit foto fra maj 2017 set fra midten af salen

Bogen er skrevet af en dem, der var med under den store restaurering, der fandt sted fra 1977-1999; jeg var selv i Milano en del gange i 1997 netop - og kunne dengang jo ikke se maleriet.

Der beskrives noget af historien bag maleriet, og hvordan arbejdet foregik i slutningen af det 15. århundrede, da Leonardo malede det direkte på væggen i munkenes spisesal. Der fortælles om rummets skæbne i de efterfølgende århundreder, hvor revolutioner til tider omdannede det til soldaterlejr inklusive hest og andet fæ.

Og så får man en del information om de mange retoucheringer, det har været udsat for. Allerede tyve år efter, at det var malet, var det så ødelagt, at malingen skallede af eller muren hævede op i bobler  på grund af fugt. Muligvis havde Leonardo ikke helt styr på vejrforholdene her - hvorfor malede han noget, han vidste ikke ville holde? Han var jo ikke ligefrem en mand uden ego - og har nok været interesseret i, at det skulle holde?

Som hovedkonklusion tænker man dog til sidst, at der ikke er meget af det originale tilbage - og det er jeg måske glad for, at jeg ikke vidste den dag jeg stod der. På den anden side set er det en ubeskrivelig oplevelse - og man ser jo uanset hvad, hvordan dynamikken i maleriet er så markant anderledes fra datidens kompositioner.

De heldige - Georgia Hunter

• Engelsk
• 1.-4. januar
• 448 sider
• Originaltitel: We Were the Lucky Ones

Georgia Hunter har tidligere udgivet børne- og fantasybøger; som jeg af gode grunde ikke har læst.

Men noget i den engelske titel, og omslaget fangede mig for nogle måneder siden, og i forbindelse med en julegavebytning kom denne med hjem.

Da jeg startede min læsning troede jeg jo kun, at det var en roman. Men efter under hundrede sider skulle jeg lige tjekke noget i noterne bagerst, og kommer til at læse ... lidt for meget? I hvert fald opdagede jeg hurtigt, at det var en virkelig fortælling om forfatterens familie - hendes morfar og hans søskende og forældre. Jeg opdagede også, at de alle overlevede Holocaust. Det skulle titlen måske have fortalt mig - men at alle i en så stor familie overlevede, er jo alligevel utroligt.

Så nu var lidt af overraskelsen måske ødelagt; på den anden side kunne jeg nyde læsningen mere fordi jeg vidste, at det ikke var fiktion - og fordi jeg ikke sad på nåle hver gang nye faretruende situationer opstod. 

Georgias morfar, Addy, kommer fra en polsk-jødisk familien fra Radom - en mellemstor by ca. 100 km fra Warszawa. De er forholdsvist velstående, og bor ikke i det traditionelle jødiske kvarter.

Familien består af forældrene Sol og Nechuma, og de fem børn: Sønnerne Genek (gift med Herta), Addy og Jakob og døtrene Mila og Halina.

Da krigen nærmer sig er Addy i Frankrig, hvor han bor og arbejder som ingeniør. Resten af familien er i Polen - men de spredes snart for alle vinde.

Milas mand Selim forsvinder sporløst og hun efterlades alene med sit lille barn Felicia. De andre må fraflytte lejligheden, og tage tvungent arbejde. Men snart forsvinder de også - Genek og Herta sendes til Siberien. Halinas mand Adam arbejder i modstandsbevægelsen og de har falske papirer, så de kan bo udenfor ghettoerne, og dermed tjene lidt penge til at hjælpe familien. Jakob and hans kone Bella får arbejde på en fabrik, men alle skilles og mødes de over årene, og mister andre familiemedlemmer.

I mellemtiden forsøger Addy at komme ud af det nu besatte Frankrig; han kommer på et skib til Brasilien, men strander i månedsvis i Dakar. Han lykkes at komme til Sydamerika, men kan ikke finde ro før han ved om familien har overlevet. Og det må han vente næsten ni år på.

Man kan argumentere, at den rent sprogligt nogle steder har tendens til at bruge lidt for mange floskler, og en særdeles irriterende tendens til at starte hvert kapitel med lidt nutid, for derefter at lade det kapitels fortæller tænke tilbage. Således skabes forbindelsen tilbage til, der, hvor vi sidst slap den person - men hvorfor ikke bare tage det i kronologisk orden?

Men når man tænker på, at det er en virkelig historie er det som med alle andre Holocaust-fortællinger. Det er så uvirkeligt med den planlagte, metodiske ondskab - og at disse mennesker ikke alene overlevede fysisk; men også psykisk var i stand til at leve et fuldt liv efter krigen, er virkelig utroligt.

Jeg havde lommetørklædet fremme nogle gange; ikke mindst i efterordet, hvor forfatteren afslører, at hun først lærte historien, da hun selv var voksen. Da var hendes morfar død - han havde aldrig talt om det. Men det er måske netop nøglen til at kunne leve videre... 

Steder du skal se før de forsvinder - Jasmina Trifoni

• Dansk
• 25.-29. december
• 271 sider
• Originaltitel: Places to visit before they disappear

Nogle gange får jeg nogle pudsige bøger i julegave; fordi man ikke rigtigt ved, hvad man skal købe til mig - men det skal være en bog! Og med min rejselyst er det jo en reel god idé - selvom jeg næppe selv ville have investeret i denne.

Det er oppe i tiden - med klimaforandringer og naturkatastrofer, er der steder som ikke vil findes om hundrede år. Der er steder som Venedig, som netop er oversvømmet igen og kæmper for at bevare deres fantastiske kulturmonumenter. Der er selvfølgelig kultur, som ødelægges af religion som Bamiyan-dalens store skulpturer og der er de mange små øsamfund, som trues af de stigende vandmasser som havets niveau stiger.

Bogen tager os til tyve forskellige steder verden over - det hele smukt illustreret med fantastiske billeder af rejsejournalisten, som står bag bogen.

Man kan diskutere dens faktuelle værdi; det er snarere en coffee table-bog med smukke billeder; men selvfølgelig med stof til eftertanke. Men en decideret rejsebog er det næppe, da den jo opfordrer til rejse - som er selvsamme årsag til klimaforandringer og nedbrydelse af netop disse steder.

Flere af stederne er truet af massive mængder turister; for andre gælder det blot, at rejsen dertil vil være så Co2-tung, at det strider imod bogens budskab - som dermed bliver temmelig selvmodsigende.

Men man kan jo nøjes med at beundre stederne via de smukke billeder!

Les dernier jours de rois - Patrice Gueniffey

• Fransk
• 23.-29. december
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I slutningen af november læste jeg historierne om diverse dronningers sidste dage; den omfattede såvel franske som udenlandske dronninger, og kom vidt omkring.

Kongernes udgave er udelukkende fokuseret på de franske konger - fra Charlemagne til Frankrigs sidste kejser, som jo var i familie med Napoléon. Der er mange franske konger igennem historien, og der er ikke plads til dem alle. Nogle er jo også døde på en mere naturlig og stilfærdig vis end andre.

Nogle er til gengæld døde i kamp eller er blevet myrdet. Andre er døde gamle og mætte af dage; men har været så markante i historien, at deres død betød et stort skifte i den politiske styring af landet eller arvefølgen, der blev rokeret om, når en linje uddøde.

Bogen beskriver også de særlige kutymer, der har været omkring kongernes død. I mange år var det normalt at udføre en voksdukke af den afdøde konge, som man placerede på en stol. Der fik vedkommende serveret mad og drikke, som var han levende, indtil selve jordfæstelsen havde fundet sted og først der overtog den nye konge. Det kunne tage tid, da der skulle planlægges begravelse og mange skulle komme langvejs fra.

Så var der atter andre, som døde langt væk hjemmefra som Ludvig IX, som døde i Tunesien i forbindelse med et korstog. Hans legeme blev opdelt i indtil flere dele, som det også var kutyme; men noget skulle hjem til Frankrig og på den ni måneder lange rejse døde så mange andre i følget af kongelig byrd, at det var en hel kortege af kister, da de nåede Paris i 1271.

Det var sædvane at begrave hjerter et sted, og resten et andet sted. Mange blev selvfølgelig begravet i Sankt Denis-katedralen nord for Paris, som er franskmændenes svar på vor Roskilde Domkirke. Men den blev udsat for omfattende hærværk under Revolutionen, og der er sikkert ikke mange intakte lig tilbage i de smukke kister, man dog stadig kan beundre. Det er en utrolig smuk kirke at besøge med de mange sarkofager - men hvad der er indeni er jo svært at sige.

En interessant bog, selvom mange af "historierne" jo var mig velkendte; men jeg kan godt lide metoden, hvor det udelukkende er den sidste tid inden døden, som beskrives. Mange biografier beskæftiger sig jo mere med deres livsværk - men her ser vi, hvor vigtigt det også var for en konge at fremstå forsonende og mægtig i døden. Ikke noget med at ligge og vride sig af smerte; man var omgivet af kurtisaner og skulle jo forsone sig med den Gud, som var den eneste, der stod over Kongen. 

Og nogle har virkelig haft noget at skrifte i de sidste stunder!!!!

Min historie - Michelle Obama

• Engelsk
• 15.-22. december
• 448 sider
• Originaltitel: Becoming

Jeg var umiddelbart lidt i tvivl om dette var et overhypet forsøg på at trække lidt ussel mammon ud af tiden i det Hvide Hus; ikke, at de selvfølgelig mangler det. Dernæst ventede jeg på, at den skulle udkomme i paperback til en fornuftig pris - og i et mere håndterligt format. 

Endelig fik jeg den så i gave - i det store tunge format, som jeg altså virkelig ikke bryder mig om. Det havde måske den ene fordel, at jeg fjernede omslaget for ikke at ødelægge det - og det blev dermed lidt nemmere at skjule i metroen, hvad der fik tårerne frem i øjnene på mig. For jeg må indrømme, at jeg mange gange var meget rørt under læsningen.

Hvor meget hendes mand har været inde over, ved jeg ikke - men han er jo en fænomenal orator; og lige så god med ord er Michelle Obama. Selvfølgelig er der til tider det lidt for svungne amerikanske selvhøjtidelighed; men det rangerer jeg under kulturelle forskelle.

Bogen er på engelsk inddelt i tre hovedkapitler - Becoming Me, hvor vi får historien om hendes barndom og ungdom i Chicagos mindre favorable nabolag. En stærk historie om familiesammenhold, kampgejst for at klare sig godt i skolen, og komme videre til en længeregående uddannelse. Jeg kendte ikke så detaljeret til fru Obamas baggrund, og det var interessant læsning.

Anden del er Becoming Us, som selvfølgelig handler om mødet med Barack Obama, og hans græsrodsfilosofi i starten af deres forhold. Her kan man blot ved læsningen forestille sig manden tale med sin karakteristiske dybe stemme - og også føle med Michelle over alle de frustrationer, der har været ved at indlede et forhold til så kompleks en mand.

Sidste store del er Becoming More - om tiden i det Hvide Hus, og den er selvfølgelig fyldt med anekdoter om det praktiske i det liv. Problemerne med Secret Service, når man har to små piger og gerne vil leve et nogenlunde normalt liv. Men også de politiske udfordringer i de to mandater, som familien var igennem.

Parallelt med læsningen - og næsepudsningen - så jeg en del videoer på YouTube; så det trak læsningen noget ud. Men for mange af os i Europa poppede Obama jo op som en trold af en æske i sommeren 2008. Jeg havde fx aldrig set hans tale til konventionen i 2004, hvor han var fuldstændig ukendt også i USA; og hvor han ikke var i spil som kandidat. Men det var her USA for første gang så, at der var en derude, der havde et talent. Det var glimrende supplementer til selve læsningen.

Jeg så videoer fra taler af både Barack og Michelle over årene, som gav lidt ekstra liv til de i forvejen levende beskrivelser i bogen.

Og jeg må sige, at det ikke er uden grund, at den bog har fået så enorm opmærksomhed - det er virkelig en god historie. Endelig maner hun jo fuldstændig rygterne i jorden om eventuelt selv at stille op i 2020 - og efter at have læst bogen, forstår man hende.

Sur les chemins noirs - Sylvain Tesson

• Fransk
• 12.-14. december
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er første gang jeg læser noget af Sylvain Tesson; men han er en gammel kending fra fransk fjernsyn, hvor man har kunnet beundre hans rejseskildringer.

Tesson er en rejsende - en eventyrer! Han har rejst siden han var i starten af tyverne, og er selvfinansierende. Han rejser primitivt uden store sponsorer, og kommer så hjem for at holde foredrag, skrive og lave udsendelser om rejserne. Tjene nye penge til nye rejser!

Som ung rejste han jorden rundt med sin barndomsven Alexandre Poussin, hvis fantastiske rejsebøger, jeg læste for nogle år siden. En anden af hans gode venner er Jean-Christophe Rufin, som er en af mine absolutte favoritter i fransk litteratur; altså når han ikke skriver krimier!

Tesson er især fascineret af Rusland og de store øde stepper i Siberien; han er desuden en ivrig forsvarer af Tibet, og klatrer jævnligt rundt på Paris tage for at hejse det tibetanske flag. Hans seneste roman, som vandt en stor pris i Frankrig i 2019, omhandler hans rejse i Tibets bjerge for at se snepanteren. En anden af hans rejser var en motorcykeltur fra Moskva til Invalides i Paris - en kopi af Napoleons tilbagetog 200 år tidligere - og sluttende ved hans grav.

I 2014 dør hans mor, og det er en traumatisk oplevelse for ham. Han er ude af balance i den periode, og under et ophold hos netop Rufin, vil han klatre på en mur - en øvelse, der ikke anbefales med alkohol i blodet. Det går helt galt, og han bruger flere måneder på et hospital efter et kraniebrud. Han er nu delvist lammet i ansigtet, og har mistet hørelsen på det ene øre. Det generer ham ikke synderligt - for som han selv siger, så er der for meget larm i verden. På et tidspunkt boede han et halvt år som eremit i Siberien, og ensomhed afskrækker ham ikke!

Mens han rekonvalescerer efter sin ulykke, beslutter han sig for at næste rejse skal være i Frankrig. Han vil vandre fra det sydøstlige hjørne af Frankrig ved den italienske grænse til det nordvestlige hjørne i Normandiet. Det er både en fysisk genoptræning og en mental rekonstitution oven på ulykken og tabet af moderen.

Rejsen tager 2½ måned, og undervejs skriver han denne lille filosofiske rejseberetning.

Det er både en observation over hans rejse; men også en filosoferen over det franske "bagland" - de sorte veje, som titlen indikerer, som er stier og veje, som er i det rurale Frankrig, som politikerne arbejder på at få gjort "civiliserede".

Til tider får han selskab i nogle dage af venner; men primært vandrer han alene for at bruge ensomheden og stilheden til at få gjort rent indvendigt. Der er mange (geo)politiske betragtninger; mange litterære henvisninger og refleksioner over verdens tilstand.

Det er rejse for ham, og som læser kommer man med på rejsen både fysisk og metaforisk.

Vuggesang - Leïla Slimani

• Fransk
• 9.-10. december
• 256 sider
• Originaltitel: Chanson douce

I samtlige danske anmeldelser og omtaler jeg kan finde, omtales denne roman som en thriller. Det gør den ikke i Frankrig - hvor det allerede tydeligt ses af omslaget. Romaner, der indgår i den kategori har aldrig de hvide omslag, men derimod meget farvede og er som regel del af en særlig kollektion i forlagets portefølje.

Men det er nok en meget typisk forskel på dansk og fransk litteratur; det er nok også "nemmere" at sælge en fransk roman, hvis man putter thriller-etiketten på den. Men en fransk thriller ville ikke vinde Goncourt-prisen, som denne jo gjorde i 2016. Den er nu blevet filmatiseret, og lå derfor øverst i bunkerne, da jeg for nogle uger siden var i Paris.

Vi starter hårdt ud med slutningen - en lille dreng er død, og hans søster kæmper (forgæves) for livet. Barnepigen overlever på trods af de skader hun har påført sig selv - og børnenes mor, der opdagede massakren i lejligheden, er i choktilstand.

Derfor intet overraskelsesmoment; men derfra går vi tilbage til hvordan og hvorfor det kan ende så vidt.

Under min uge i Paris så jeg dem hele tiden. De fremmede kvinder, der triller klapvogne med helt lyse børn. De trasker rundt i parkerne om dagen, henter børn fra institutioner sent på dagen - efter danske forhold. Jeg så dem trætte vandre hjem mellem 18 og 19 om aftenen med lige så trætte børn. Der har de været i gang hele dagen; gjort rent, handlet, lavet mad, taget sig af børn - og så overlevere de dem sent til lige så trætte forældre, der aldrig er sammen med deres børn. Barnepigerne kan så begive sig hjem til et usselt hummer i forstæderne, og måske er deres egne børn hos bedsteforældrene på et andet kontinent. 

Paul og Myriam i romanen er unge, og med to små børn er det svært at få karrieren til at hænge sammen - og en økonomi med bopæl i centrum af Paris. De leder efter en nounou til at passe børnene derhjemme, og da de finder Louise er de ovenud lykkelige. Hun er fransk - og det er også vigtigt for Myriam med hendes maghrebinske baggrund. For hun er integreret, og vil ikke have, at hendes egne børn skal tale hendes modersmål. Hun er kommet videre i det store sociale spil - og ved at ansætte en nounou vil hun hæve sig op i en anden social klasse.

De ved ikke meget om Louise; og de forsøger heller ikke at lære hende bedre at kende. Men de er glade nok, da hun udover sine barnepigepligter også gør rent, laver mad - omorganiserer deres lejlighed... og deres liv! De roser hende for familie og venner; det er det perfekte menneske, som kan give dem lov til at leve deres egen karriereliv - og de ser stort på arbejdstimerne, som selvfølgelig ikke aflønnes.

Det er nemlig ikke en thriller; det er snarere en samfundskritik - for det er et typisk billede af mange franske familier, ikke mindst i de store byer, som må ofre tid med børnene for at få en karriere, der kan betale den lejlighed eller hus, de vil have. Det er den onde spiral!

Og selvom Paul og Myriam selv synes, at de er søde og rare, så opfører de sig jo som arbejdsgivere. Moderne slaveejere! De ser ikke Louise som personen hun er; med en kompleks fortid, som læseren får fortalt i bidder. De ser ikke, at Louise begynder at overtage familierollen - fordi hun er der, og fordi hun med tiden synes det er urimeligt, at forældrene skal have de børn, når de nu ikke vil tilbringe tid med dem.

Så der er ingen drastiske voldelige handlinger - før den sidste akt; men en stille og rolig proces, hvor Louise bliver psykisk presset af situationen, som jo er samfundsskabt. Derfor er det synd - og alt alt for nemt - at kategorisere den som en thriller. Det er barsk læsning om et samfund med stigende sociale forskelle, og en racisme bundet op i kolonial fortid.

Jeg er sikker på, at filmen vil være fremragende og fremstille denne stille kamp med finesse.

La nouvelle vie de Paul Sneijder - Jean-Paul Dubois

• Fransk
• 3.-8. december
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg når ikke at få læst nær nok i år; det kommer til at ende et sørgeligt sted under 75 bøger - blandt andet fordi et nyt job levner langt mindre tid til læsning. Men den seneste tid også fordi jeg slet ikke kan finde entusiasmen frem.

Denne gang overgik jeg virkelig mig selv! 

Jeg havde købt denne lille roman i Paris, hvor den figurerede under nyudgivelserne. Jeg brugte hele seks dage på at læse så få sider. Da jeg endelig - frustreret - var færdig, skulle jeg lige tjekke, hvad jeg havde syntes om hans tidligere romaner.

Og der opdager jeg så, at jeg læste denne selv samme roman i efteråret 2012!!!!

Der hed den noget andet; nu er den blevet filmatiseret og fået en anden titel - og derfor figurerede den under nyudgivelser. Men det er absolut den samme! Der var INTET undervejs, som gav genklang - og jeg var faktisk slet ikke særligt begejstret. Det var jeg jo heller ikke for syv år siden - dobbelt spild. Øv!

Les derniers jours des reines - Jean-Christophe Buisson / Jean Sévillia

• Fransk
• 25.-30. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kunne mærke, at det ikke blev til meget mere tung læsning i november - og så må man jo erkende sit nederlag!

I min uge i Paris besøgte jeg kapellet, der er bygget, hvor ligene af Ludvig XVI og Marie-Antoinette blev smidt efter de blev halshugget. De blev senere gravet op og overført til Saint Denis-katedralen, hvor andre franske kongelige ligger begravet. På stedet blev der i stedet opført et forsoningskapel til minde om dem.

I den lille butik i museet købte jeg denne bog om dronningers sidste dage og en tilsvarende om kongernes. For kongerne handler det udelukkende om de franske; men for dronninger strækker det over Kleopatra til den unge svenske prinsesse Astrid, der blev belgisk dronning og døde i en trafikulykke i 1935 - og deriblandt Victoria af England, Marie-Antoinette, Aliénor af Frankrig.

Der er tyve historier, som primært tager udgangspunkt i deres livs sidste dage - men med et tilbageblik for nogle for at forklare, hvorfor de er endt, hvor de er - eksilerede, dræbte, sindssyge, .... mange havde ikke et nemt liv trods pomp og pragt.

Langt de fleste historier var kendte for mig; men måske ikke den så detaljerede udgave af deres endeligt. Og der var et par stykker, der var helt nye - som den serbiske dronning Draga, der brutalt blev myrdet i sit soveværelse i 1903 - og på en måde var det startskuddet til de konflikter, der kulminerede med et andet mord i Sarajevo elleve år senere; og en verdenskrig.

Det var informativt, men samtidig tilpas opbrudt til at at man kan tage et par historier om dagen. Særdeles nyttigt, når man er inde i en så voldsom læseblokade, som jeg er med al det sygdom, der udmatter mig.