Friday, February 17, 2017

La Nuit de feu - Eric-Emmanuel Schmitt




























  • Fransk
  • 15.-17. februar
  • 187 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Eric-Emmanuel Schmitts bøger er enten fantastiske eller irriterende i mine øjne; jeg var ikke helt overbevist af den sidste, jeg læste - men så ved jeg jo, hvad han kan med historien om fx Oscar eller Ibrahim, som også begge er omsat til film og teater. Andre gange er det for flydende, og han får mig ikke rigtig med på rejsen. 

I 1988 tog Eric-Emmanuel Schmitt, som relativt nyuddannet doktor i filosofi,til Algeriet for at undersøge locations til en film. Det betød samtidig en ti dages vandring igennem ørkenen - til fods, og ledsaget af en beduin og et par kameler. Schmitt er den pragmatiske type, der gør lidt grin med de andre i gruppen - den overdrevne botaniker, der slet ikke ser ørkenen som andet end en indsamlingsplads af specimen. Eller den kristne kvinde, der til dels forsøger at omvende sine medrejsende.

Han mener selv, at det med Gud er lidt for fjollet - der er ingen beviser, og beviser må der til for at påvise noget. Langt størstedelen af bogen handler om disse indledende dage af rejsen, og hans rumlen over verdens tilstand - alt dette jo set i bagklogskabens lys, da bogen er skrevet 25 år efter hændelserne.

Men en dag kommer han væk fra gruppen, og må tilbringe en nat alene i ørkenen - uden vand og mad. Uden ret meget tøj også. Det bliver et vendepunkt i hans liv, da han udsættes for en nærmest paranormal fornemmelse af, at nogen passer på ham. Denne lille hændelse fylder knap et par sider. Næste morgen går han videre; bliver fundet og kommer helskindet hjem.

Det bliver dog starten på et helt andet forhold til Gud. Nu kalder han sig religiøs - og mange af hans senere bøger har da også religion som tema. Ikke mindst trilogien over de tre store monoteistiske religioner. Han pådutter ikke nogen noget - men vil fortælle om dette vendepunkt.

Det bliver dog for kedeligt for mig. Efter en voldsom lang opbygning til hændelsen, gik det for brat ned af bakke, og konklusionen kom hurtigt og skulle vel blot afvikles. Der manglede absolut substans i den sidste del af bogen. Jeg tænkte snarere, at han var løbet tør for inspiration, og lige skulle skrive en hurtig bog, der kunne give lidt omsætning? Så det tog mig virkelig lang tid at komme til vejs ende.
Men forhåbentlig bliver han igen bedre!

Wednesday, February 15, 2017

Et skud i tågen (Maigret XV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14- februar
  • 223 sider
  • Originaltitel: Le Port des Brumes

Simenon bryder på nogle punkter her - med 223 sider fordelt over 13 kapitler; men der er også lidt mere dybde i hans tankepauser undervejs. Ikke fordi man lærer så meget mere om ham som person; og fru Maigret hører vi ikke om. Men han tager sin tid derude på en skibskaj i tågen.

For vi er tilbage ved vandet, som åbenbart står ham nær. Men ikke på en kanal denne gang, men helt ude ved det barske hav i den lille by Ouistreham i Normandiet. I dag bor der knap 10.000 mennesker, men Wikipedia oplyser, at der i 1931 boede 2.584 personer - da Maigret altså var der. Det er en lille by, der lever af havneindustrien, som er så gammel, at den har givet navn til byen - Ouistre kommer af ordet østers! Derudover er den kendt som en vigtig brik i D-day-aktionerne; men alt det var jo også langt ude i fremtiden i 1931, hvor ingen kunne forestillesig, hvor meget der ville ske i det næste årti.

Men Maigret ankommer altså med tog fra Paris sammen med byens havnefoged og hans husholderske. Havnefogeden, Joris, er blevet opereret efter et skud i hovedet, og har nærmest mistet forstanden. Selv samme nat som de fører ham hjem, bliver han forgiftet i sin seng med stryknin, som var i hans vandglas. Den unge husholderske står pludselig til at skulle arve en masse penge - penge, som hun slet ikke mener, at Joris kan have ejet.

Havnen ligger indhyllet i tyk tåge, og sømændene er ikke meget for at tale med denne fremmede. Byens borgmester opfører sig mystisk, og mere og mere går det op for Maigret, at ingen vil tale - nogen skal beskyttes; eller også er det bare hele landsbyens omdømme, der skal bevares.

En anden fremmed dukker også op, og han viser sig at være nøglen til mysteriet. Men heller ikke han er meget for at tale. Faktisk roder alle de implicerede sig - skyldige som uskyldige - ud i endnu mere ballade undervejs. 

For der er faktisk kun en enkelt skyldig, og han begår selvmord til sidst - som så ofte formår Maigret at komme ud af det uden at sende nogen i fængsel. Man kunne efter nutidens principper argumentere, at indtil flere skulle anklages for diverse ting såsom at manipulere med beviser eller tilbageholde dem. Men Maigrets verden er jo grundlæggende en god og ordentlig én; og han knytter sig hver gang til stedet og de mennesker han møder ... særligt altid den lokale kromutter eller -fatter.

Jeg synes der var en lille snert af vemod i denne bog; Maigret reflekterer over, hvordan han føler tristhed, når han forlader et sted efter en opklaring. I den oprindelige kronologi stoppede Simenon efter den nittende roman. Men allerede efter nummer sytten faldt kadencen voldsomt fra den første produktivitet. Måske er han allerede her ved at fase Maigret ud - uden at vide, at han skulle leve med ham fyrre år endnu?

Jeg er nu nået gennem en femtedel af serien; det er virkelig en fornøjelse, og især at læse den kronologisk. Det sætter mig i lidt af et dilemma snart! For da han stopper med at skrive første gang i 1934, kunne han alligevel ikke slippe Maigret, og udgav en række noveller. De findes samlet i et bind, hvoraf 21 af de 28 noveller er skrevet i pausen fra 1934 til 1939. Spørgsmålet er nu, om de ikke skal puttes ind der i min kronologi? Selvom jeg faktisk allerede har de næste ti krimier stående i venteposition. Til gengæld ville jeg så skulle gemme de sidste syv noveller, som skal ind imellem bind 25 til 32. Store problemer!!!

Monday, February 13, 2017

Journal de ce qui s'est passé à la tour du Temple



























  • Fransk
  • 12. februar
  • 287 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er ingen forfatter til denne historiske øjenberetning - eller snarere er der tre!

I 1792 bliver den franske kongefamilie overført fra Louvre-slottet til fængslet i Temple; en fæstning, som nu er destrueret. Familien består af Ludvig XVI, Marie-Antoinette, kongens søster Madame Elisabeth og deres to børn - arvingen Ludvig (XVII), som var syv år gammel, og hans søster Marie-Thérèse på tretten år.

De skulle forblive derinde i måneder; den første, der kom ud var kongen - men kun for at blive ført til guillotinen den 21. januar 1793. Knap seks måneder senere blev Marie-Antoinette fjernet, og tilbragte en kort tid i Conciergeriet, hvor man stadig kan besøge hendes celle - og som i øvrigt er et af de smukkeste steder at besøge i Paris. Hun blev henrettet 16. oktober 1793.

Kongens søster var så alene med de to børn, indtil hun selv blev ført til Conciergeret i maj 1794, og henrettet den efterfølgende dag.
Den unge arving - som royalisterne nu kaldte Ludvig XVII - var blevet skilt fra sin søster; og han døde i juni 1795 af voldsom misrøgt. Der har været mange spekulationer om drengen i fængslet; man troede, at han var blevet forbyttet og selv levede et sted. Men DNA-prøver har senere påvist, at det altså var kronprinsen, der døde af tuberkulose, isolation, underernæring - voldsom misrøgt af et lille barn. 

Endelig var prinsessen tilbage som den eneste fange, og hun blev i december 1795 udleveret til Østrig som betaling for fanger, som var holdt fanget der. På trods af disse barske år i fængsel, blev hun gift og levede både i og udenfor Frankrig, og døde først som 72-årig uden børn.

Så der var altså én person, der undslap fængslet og kunne fortælle om det! Bogen er en sammenstykning af tre forskellige personers version af primært det første år og kongeparrets henrettelser.

Den første er Jean-Baptiste de Cléry, som var kongens kammertjener - men i realiteten fungerede han også som kammerpige for kvinderne i fængslet. Alle andre tjenestefolk var blevet fjernet fra dem;og de skulle have hjælp til påklædning, frisering osv. Men primært boede og sov han sammen med kongen, som boede på sin eget etage i fængslet. Da kongen blev isoleret fra resten af familien, fungerede han som bindeled og budbringer mellem de to etager - med fare for selv at blive henrettet.

Hans beskrivelse er derfor ret nøjagtig og han fortæller om deres daglige liv og forhold; men også i detaljer om retssagen, og kongens sindstilstand op til henrettelsen.Selvfølgelig var han stadig royalist, og hans loyalitet lå hos kongefamilien - men teksten fremstår for det meste objektiv og beskrivende. Der er nogle mere rørstrømske passager, da han skal tage afsked med kongen - men han var ikke med til kongens afsked med familien.

Den anden fortæller er den præst kongen fik lov til at have hos sig den sidste nat for at skrifte og afholde en sidste messe nogle timer inden henrettelsen. Hans fortælling er derfor udelukkende centreret omkring de sidste knap tolv timer - men han er det eneste vidne, der ved, hvad kongen gjorde og sagde i de timer, de var alene.

Endelig er der datteren, Marie-Thérèse, som efter sin frigivelse kunne berette om tiden i fængslet - hendes version er til tider præget af fejl, da de blev separeret fra kongen. Men hun og familien fik knap to timer alene med kongen aftenen inden henrettelsen - og her er hendes overlevering den eneste beskrivelse, der findes.

De tre beretninger tilsammen giver således et vigtigt historisk vidnesbyrd; og selv for den moderne læser (med historisk interesse vel at mærke) er det interessant. Der er ydermere mere end 70 siders fodnoter; de er placeret sidst i bogen, hvilket jeg virkelig hader. Det bliver så afbrudt hele tiden at skulle bladre frem og tilbage; men noterne fungerer som vigtig baggrundsinformation til det, der foregik inde i fængslet. 

Man skal måske være lidt af en historie-nørd for at kunne lide denne slags gamle historier; men jeg synes personligt, at det er langt mere interessant at læse end en fiktiv version med risiko for fejl!

Saturday, February 11, 2017

Botticelli


























  • Engelsk
  • 11. februar
  • 96 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat?

Reformationen har jo desværre gjort Danmark til en kunstnerisk ødemark for os, der gerne vil se en Madonna med barn en gang imellem! Der er nogle få på Statens Museum for Kunst - men man kan ikke bare vade ind i hvilken som helst kirke, og nyde en hel bunke af dem - selvom det selvfølgelig ikke ville være de store mestres værker. Det savner jeg virkelig! 

Derfor har jeg bestilt en uges ferie i Milano til maj - og der bliver det Madonnaer og renæssancemalerier for fuld udblæsning! Deriblandt nogle af Botticelli, hvis malerier ellers for det meste hænger på Uffizi i Firenze. Der kunne man jo også godt planlægge en tur til igen - jeg var der i 2002; men man kan jo mageligt bruge to fulde dage derinde.

Nå, men nu bliver det Milano - og jeg begyndte forberedelsen med at nyde denne bog om Botticelli som lørdags aftens underholdning; langt bedre end fjernsyn!

Botticelli er jo skøn - med de karakteristiske ansigter, hvor konturerne er tegnet op med den fineste sorte streg. Hans måde at male øjne og hårets bølgende krøller er universelt genkendelige; der er den fineste snert af manierisme, der senere prægede Caravaggio og El Greco - især i hans sekulære malerier fra 1480'erne. Men så blev han ramt af de samme samvittighedskvaler, som mange andre florentinere - ansporet af Savonarola. 

Nogle mener at vide, at han brændte flere af sine malerier på Forfængelighedens Bål; jeg har læst det flere steder - men der er vist ikke nogle tydelige beviser for, hvilke malerier, det skulle være. Og hans nøgne kvinder eksisterer jo også stadig! Men sikkert er det, at han i sine sidste år malede langt mere sobre malerier. Der var ikke længere guld i overflod, og prægtige dragter - i stedet var det ydmyge klæder til samtlige personer i hans nu udelukkende religiøse motiver.

Bogen er selvfølgelig rigt illustreret med malerier, og detaljer fra dem - ellers er det jo altid godt med den lup, jeg benytter til læsning af denne slags bøger. Og helt sikkert en smukkere oplevelse end en lørdag aften foran skærmen!

Nu glæder jeg mig virkelig til at se nogle af dem i al deres pragt ... om nogle måneder!

Solopgang - Victoria Hislop




























  • Engelsk
  • 9.-11. februar
  • 410 sider
  • Originaltitel: The Sunrise

Dette er nu den tredje af Hislops bøger, jeg læser. Historien om øen for de spedalske var så interessant, at jeg lod mig rive med til den næste, som handlede om den Spanske Borgerkrig- og der var jeg lidt mere irriteret over kærlighedshistorien i dem. Men denne handlede om den cypriotiske by, Famagusta, som jeg så på afstand - som alle andre - for snart mange år siden på en ferie på øen. Men det gjorde et stort indtryk på mig, at der lå denne spøgelsesby med hoteller og hjem, hvor folk var gået fra en gryde på komfuret for aldrig at vende tilbage.

Jeg var faktisk heller ikke klar over, om der var sket nogle ændringer i byens status siden dengang.

Denne er ikke en rammehistorie som de to andre, jeg har læst af Hislop. Den åbner som en film med et bredt panorama over protagonisterne, som alle er involverede i åbningen af et nyt luksushotel ved den cypriotiske strand, som var jet-settets legeplads i starten af 1970'erne. Der er det græske ejerpar, Savvas og Aphroditi; barchefen Marcos og strandhjælperen Hüseyin - de er henholdsvis græske og tyrkiske, men deres mødre er veninder på trods af den ulmende konflikt mellem øens to befolkningsgrupper.

Åbningen af hotellet placerer personerne i deres roller i det sociale hierarki, mens vi introduceres til de politiske aktioner, der foregår fra 1972 og frem til krisen indtræffer. Samtidig indleder Aphroditi et forhold til barchefen, da hendes mand har for travlt med at tjene flere penge.

Da invasionen kommer, forlader de fleste byen - men nogle forventer naivt at alting vil ordne sig. Således ender de to familier i byen bag pigtråden, mens Aphroditi og hendes mand slipper væk til Nicosia. Historien handler om deres overlevelse i byen - dereskamp for at finde mad i de forladte forretninger; men også i stigende grad den konflikt, som ikke kan undgå at skabe splid mellem dem med deres forskellige religioner og holdninger. En konflikt, som kommer fra de unge i familierne - der er lidt alfahan-kamp over det!

Sideløbende er der historien om Aphroditi, som vil finde sin Marcos og til sidst bestikker sin vej tilbage til den belejrede by; det ender selvfølgelig ikke godt!

Men spørgsmålet er jo gennemgående - i mine øjne - om det er plausibelt? Kunne nogen overleve i måneder i skjul i et no mans-land bevogtet af fjendtlige soldater? Jeg ved ikke, om der er eksempler på den slags skæbner - fra forfatterens side er det jo tydeligt en lektion i medmenneskelighed; historien om de to familier, der overkommer religionsforskelle for at overleve. Politisk korrekt og en solstrålehistorie vi kan bruge i disse tider.

Desværre synes jeg ikke personerne fungerede som hele mennesker; der manglede dybde, og det endte ret pludseligt med lidt for mange løse politiske ender, hvorimod sødsuppen tog rigeligt over.

Men jeg fik da undervejs undersøgt, at byen stadig står som i 1974, da folk flygtede. At genåbne og genopbygge ville uden tvivl rive op i nogle sår, og en svær beslutning om, hvem der skulle bo der - nu hvor øen er så markant opdelt. Men det er stadig fascinerende, og jeg tror mange er fascineret af tanken om at kunne bevæge sig ind i gaderne - i dag er det jo som et museum fra 1970'erne, der er uberørt af menneskehånd. En tidsboble, der aldrig vil springe!

Thursday, February 9, 2017

I, Juan de Pareja - Elizabeth Borton de Treviño



























  • Fransk
  • 7.-8. februar
  • 279 sider
  • Dansk titel:Ikke oversat
  • Fransk titel: Je suis Juan de Pareja

Bøger om malerier, malere og renæssancekunst er jo en sikker vinder hos mig!

Denne historie handler om Diego Velazquez - en af mine absolutte favoritter - og det forhold han havde til sin sorte slave, Juan de Pareja. Historien er ganske sand; i denne form er den selvfølgelig romantiseret, og fortælles af Juan de Pareja selv som hans livshistorie.

Hvert kapitel har en titel, som med det samme fik smilet frem hos mig! De hedder alle noget, der starter med "Hvor ....". Den opmærksomme læser vil jo med det samme se, at det er inspireret af Cervantes titler til kapitlerne i Don Quijote. Det er en fin lille hyldest til en anden stor spansk kunstner, som jo var samtidig med Velazquez, der er født i 1599.

Juan de Pareja er født slave, og vokser op i et rigt hus i Sevilla, hvor han bor indtil han er en stor dreng. Det er lidt svært at tidsfæste mange af disse begivenheder, da meget lidt selvfølgelig findes nedskrevet. Men hans ejere dør, og han overgår i testamentet til Velazquez i Madrid. Han er stadig slave, men arbejder direkte for maleren som hans assistent i atelieret og derigennem får vi også indblik i kunstnerens måde at arbejde på; og nogle af de store malerier, han har efterladt sig.

Historien udvikler sig heldigvis for den unge slave, og som voksen ender han med at blive sat fri. Det giver han muligheden for at male - som han har gjort i skjul i mange år. Det var nemlig forbudt for slaver at udføre kunst; arbejde måtte de selvfølgelig - men ikke udøve ædel kunst.

Juan de Pareja ledsager også Velazquez på hans rejser til Italien, og følger ham på slottet, hvor Velazquez jo i mange år arbejdede som hofmaler for Filip 4. og der malede mesterværket Las Meninas.

Jeg forsøgte oprigtigt at koncentrere mig om Juans historie; men jeg kan ganske enkelt ikke læse biografier uden at verificere visse ting. Desuden har jeg læst en del om Velazquez, som gjorde, at jeg hurtigt undrede mig. For der er nogle fundamentale historiske fejl!

Bogen er jo skrevet i 1965 - men jeg kan ikke forestille mig, at viden om Velazquez har ændret sig radikalt siden da; så hvorfor snyder forfatteren så med så mange fakta? Velazquez dør i 1660 og hans hustru blot nogle dage senere - i bogen dør hun flere år inden. Ligeledes stemmer visse ting slet ikke overens i forbindelse med de meget veldokumenterede rejser til Italien. Jeg forsøgte hele tiden at regne deres respektive aldre ud i forhold til begivenhederne, og så stemte det slet ikke med den anerkendte kronologi.

Principielt ville det jo ikke have gjort historien ringere; så hvorfor ændre fakta?

Selvfølgelig er det en forfatters frihed at digte lidt, når man skriver biografier århundreder efter, at protagonisterne er døde. Hun skriver fx historien om, at det er Filip 4., der med Juans hjælp posthumt maler en orden på Velazquez' selvportræt i Las Meninas. Det er helt i orden med mig, fordi ingen ved, hvem der har gjort det! Men alle kan læse sig til, hvor og hvordan han og hans familie døde.

Det ødelægger desværre mit helhedsindtryk; men det var en ellers poetisk og smuk historie om en stor kunstner, som samtidig var human. Han frisatte virkelig sin slave, så det karaktertræk kan vi jo anerkende - og det var en sjældenhed på den tid.

Tuesday, February 7, 2017

Maigret og mordet ved grænsen (Maigret XIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6. februar
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret chez les Flamands

Maigret ankommer til den lille stationsby Givet, som ligger i en lille lomme af Frankrig, der er omsluttet af Belgien. Dengang var der jo reelle grænseposter, og i nogle grænseområder levede man i to landerent juridisk - men rent praktisk i samme landsby. Sådan er det også hos Peeters-familien, hvis hus er halvt i Frankrig og halvt i Belgien .... hvilket muliggøre visse handler i deres lille købmandsbutik/beværtning.

Husets datter henter Maigret på stationen, da de har en forbindelse til ham gennem en fjern fætter, der bor i Nancy. De skal have hjælp til at rense familiens navn efter, at en af landsbyens unge piger er forsvundet. Hun er ikke af en pæn familie, men hun har et uægte barn med Peeters-familiens søn; hvilket har ødelagt familiens planer for et godt ægteskab med den mere respektable Marguerite.

Og nu er den unge Germaine væk! Alle anser familien Peeters for at stå bag mordet, da hun generer familiens planer. Den unge Anna bedyrer dog broderens uskyld, og Maigret får hele landsbyen på nakken, da han dukker op. Men liget er der ikke - så hvem skal man anklage?

Maigret selv kan sagtens se, at denne familie minder ham om en mordsag i Holland (nummer VIII i serien) - overfladen er så fin og poleret; men det ender selvfølgelig med, at morderen skal findes netop der, hvor man forsøger at fralede hans opmærksomhed.

Meget mod sin sædvane er der kun 156 sider - men stadig 11 kapitler; og Maigret er lidt mere i baggrunden ligesom i nummer XIII. Men han er stadig den gode gamle detektiv, der lige tager sig en lille én til morgenkaffen!