Sunday, July 14, 2019

Men der kommer en time (Clifton-krøniken VI)


























  • Engelsk
  • 12.-14. juli
  • 528 sider
  • Originaltitel: Cometh the Hour

Jeg var ikke særlig glad for femte bind i Archers familiekrønike; men nu havde jeg jo de to sidste stående - og nysgerrrig er man jo om ikke andet. Sjette og næstsidste bind er da også noget mere interessant - der er færre bestyrelsesmøder, valgkampe og aktiekurser. Og lidt mere humanitet!

Præcis som alle de andre bind starter det lige, hvor vi slap personerne sidst - nemlig i injuriesagen mod Lady Virginia, hvor Emma Clifton sidder på anklagebænken. Det ser meget skidt ud - men som altid sejrer de gode, og vi bliver af med en af de onde.

Da dette forsøg på at komme familien til ivs mislykkes, satser 'de onde' nu på at få skovlen under bankens store investor, Hakim Bishara - og så er vi tilbage i retssalen. Men midt i alt dette fremstår Harry og Emmas søn, Sebastian, pludselig som en lidt mere fuldstøbt person, da han forelsker sig i en indiske pige. Det passer ikke hendes forældre; og det eskalerer hurtigt - for Sebastian er jo ikke sine forældres barn for ingenting.

Harry kæmper stadig for sin russiske forfatterven, der sidder i en sibirisk arbejdslejr. Han kender også sandheden om Giles Barringtons østtyske hustru - og muligvis er det hende, der har en finger med i spillet, da Babakov tildeles Nobels litteraturpris. Men denne del går desværre virkelig skævt for Archer; jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan research i den grad kan mislykkes?

Der var allerede et lille fortilfælde med en dansk kvinde, der skulle hedde Kristina Bergström? I Noble-komiteen er der så en svensk herre ved navn Hans Christiansen? Eller måske de to nationaliteter skulle have være byttet rundt?

Nå, men Babakov vinder - vi er nu i 1978; så det minder jo unægteligt om Solsjenitsyn, som vandt  prisen i 1970 efter at have været statsløs i 16 år. Dernæst får Emma og Harry et personligt opkald fra den svenske konge, som inviterer dem til at bo på slottet. Det finder jeg desværre ret urealistisk - ligesom den noget afslappede protokol næppe ville være foregået ved et hof. Som da Emma og Harry er på deres værelse (på slottet), og får at vide, at kongen venter på dem nede ved bilen. Det er fuldstændigt utænkeligt.

Men det absolut værste er vel, da kortegen sætter af mod Nobel-overrækkelsen. Først en bil med kongen og dronningen; dernæst en bil med Prins Philip og de to prinsesser.

Den lader vi lige stå et sekund ......

Prins Philip må antages at være Carl Philip; som jo i øvrigt ikke er den ældste, ikke tronfølger - og nok vigtigst af alt slet ikke født! Nobel-overrækkelsen er altid i Stockholm den 10. december - og eftersom vi er i 1978, er Kronprinsesse Victoria kanp 17 måneder gammel, og dronningen var gravid med prinsen. Den sidste prinsesse skulle først komme 4 år senere. Men selv Victoria var næppe med som spædbarn. Det er en så eklatant brøler, at man ikke fatter det.

Men derudover må jeg sige, at dette bind var noget mere energisk - som sgat var femte bind udelukkende proppet ind i serien for at tjene lette penge. Nu slutter vi til gengæld i 1978, og der skal pludselig samles en del tråde i det sidste bind vil jeg mene.

Thursday, July 11, 2019

Mægtigere end sværdet (Clifton-krøniken V) - Jeffrey Archer


























  • Engelsk
  • 9.-11. juli
  • 512 sider
  • Originaltitel: Mightier than the Sword

Det går hurtigere og hurtigere for mig - og langsommere og langsommere for Archer og hans to familier!

I femte bind af krøniken er vi nået til 1965; den starter ombord på Barrington-rederiets skib, som under sin jomfrurejse er forsøgt bombet af IRA. Men hvem står bag? Hvem har betalt for denne operation?

Hævntørsten er absolut ikke blevet mindre; og det fylder efterhånden ret meget synes jeg. Vi følger de to familier i perioden 1965-70, hvor den kolde krig er i fuld flor. Men vi mister lidt grebet med personerne i familien; således nævnes det som en bibemærkning, at Giles Barrington og hans kone har mistet deres 3-årige søn. Uden yderligere forklaring! Ligeledes er Harrys mor, Maisie, som spillede en markant rolle i de første par bind nu helt ude af billedet. Man ved reelt set ikke om hun stadig lever. Det synes jeg er lidt synd.

For til gengæld er der stadig uendeligt meget politik; det havde ikke været nødvendigt med en så detaljeret gennemgang af valgprocedurer, som blot er en gentagelse fra tidligere bind.

Jeg synes desværre Archer virkelig er faldet i money milking-fælden nu, og trækker tingene lidt for meget i langdrag for at udnytte de gode salgstal.

Det drejer sig om aktier, spekulationer i køb og salg for at ødelægge firmaer og bestyrelser. Der er en injuriesag med den notoriske Lady Virginia - men endelig kommer vi da af med en af de absolutte ærkefjender i hele dette spil. Og så er der bihistorien om Harry, som bliver valgt til præsident for forfatterforeningen, og tager som mærkesag at forsvare en russisk forfatter, som sidder fængslet i Siberien.

Harry skriver selv krimier; og i et tidligere bind har man set små uddrag af dem - det vidner ikke om stor litteratur. Derfor kan det undre, at han vælges til en sådan post - og ydermere, at han selv drømmer om en Nobelpris i litteratur! Det er meget utroværdigt desværre; men selvfølgelig passer hans krimigen til kampen for russeren - som dog ikke ender særligt godt for Harry.

Men der er jo to bind endnu - så man kan jo nok regne ud, at han ikke dør lige med det samme... der skal vist et par rutchebaneintriger til endnu!

Jeg må indrømme, at dette bind var langtrukkent at komme igennem. For meget intrige, gentagelser og intetsigende personer.

Tuesday, July 9, 2019

Pas på, hvad du ønsker dig (Clifton-krøniken IV) - Jeffrey Archer




























  • Engelsk
  • 7.-8. juli
  • 480 sider
  • Originaltitel: Be Careful What You Wish For

Nu går det hurtigt! Jeg var færdig med tredje bind lørdag aften, hvor det endte med en alvorlig trafikulykke, og læseren ved ikke om det Sebastian Clifton eller mafiabossen Don Pedros søn, der er dræbt. Så jeg fortsatte fluks med fjerde bind - og det gik søndagen så med. Havde jeg ikke haft en 7 timers udflugt på programmet også, havde den været færdiglæst søndag aften - men det blev for sent!

Det viser sig at være Sebastian, der vågner op. Det passer jo bedre til historien om Clifton-familien; men Archer har også tendens til at aflive de meget sympatiske bedste venner til vores primære protagonister. Det skete for Giles' soldaterkammerat, for Harrys fængsels- og soldaterkammerat - og nu for næste generation af familien, som også har den der bedste ven i livet.

Uheldigt er det dog, at Don Pedro først fik fortalt, at det var Sebastian - målet for hans hævnakt - og nu er han rigtigt på krigsstien! Det bliver en kamp, der udspilles i bestyrelseslokaler, hvor han får stråmænd til at agere bad cop på hans vegne. Han bruger sin formue af forfalskede pundsedler til at handle på børsen, og spekulere i Barrington-rederiets forfald.

Samtidig er Giles ved at opbygge sin politiske karriere; det er en spændende tid fra 1957-64, hvor England skal beslutte om de vil i EEC (det EU de nu så gerne vil ud af). Det er også perioden, hvor irske IRA er særdeles aktiv - og nu har de i historien her jo adgang til Don Pedros finansiering. Det skal primært gå ud på at sabotere bygningen af Barrington-rederiets store nye krydstogtsskib Buckingham.

Jeg synes man mærker en forskel, som nok vil gøre sig gældende serien ud. Archer har tidligere skrevet en del spændingsromaner, og det er ovre i den genre vi er nu. Det har hele tiden været ret så hektisk; men det var på et mindre voldeligt plan og med langt større dybde i personerne. Nu er galleriet på plads, og introduktionen af nye bipersoner - som Don Pedro - er primært for at tilføje en konflikt og spændingshistorie. 

Det ændrer historiens karakter desværre; og selvom jeg stadig læste den hurtigt, var det måske også netop af samme grund - der gik lidt for meget detektivroman i det, der tidligere var en familiekrønike med facetterede menneskelige relationer. Så fyldte hele aktiespekulationen også en hel del mere end nødvendigt var. og man begynder at fornemme en vis modvilje mod at ende sagaen. Det lugter mere af money milking nu. Desværre!

Saturday, July 6, 2019

En velbevaret hemmelighed (Clifton-krøniken III) - Jeffrey Archer



























  • Engelsk
  • 3.-6. juli
  • 480 sider
  • Originaltitel: Best Kept Secret

Det er altså dejligt at kunne lægge den ene, og fortsætte med den næste i denne serie - især med den spænding, som hver enkelt bog afsluttes med. Netop derfor er det også lidt svært at skrive en fyldestgørende anmeldelse, da der vist er mange, der læser serien nu. Det er ikke helt så sjovt, hvis hele handlingen er afsløret.

Det er stadig i et hæsblæsende tempo, at vi fortsætter lige efter 2. Verdenskrig. Harry og Giles - de to barndomsvenner - er begge retur fra krigen med hver deres psykologiske og fysiske bagage. Der er også en ny generation undervejs med den unge Sebastian Clifton, som er søn af Harry og Emma, som er Giles' søster fra Barrington-familien.

Barrington-familien ejer jo det store rederi, som styrer livet for høje og lave i Bristol; men Harry vil intet have med forretningen at gøre, og slår sig i stedet ned som forfatter efter krigen.

Men såvel Barrington- som Clifton-grenen er under luppen fra dem, der vil dem det ondt. Sebastian bliver den næste i rækken, da han kommer i klemme med en skolekammerats far. Pedro Martinez er en ægte mafioso - nok prøver han at spille respektabel overklasse ved at uddanne sønnen Bruno på de bedste skoler; men pengene stammer fra lyssky forretninger i Argentina og bruges i pomp og pragt i England.

Sebastian kommer i uføre i skolen, og pludselig er han på vej til Argentina for at løse en lille opgave for Don Pedro, som er begejstret for sin naive kurer. Men familierne bag står sammen - og samarbejder tilmed med efterretningstjenesten for at få sønnen hjem uden, at han samtidig bliver kriminel. Det sætter en kæp i hjulet for Don Pedros forretninger - og fører til endnu en spændende afslutning, hvor Sebastian og Bruno ender i en trafikulykke arrangeret af Don Pedro.

Det er højdramatisk, og på sin vis enkelt, da man ikke er i tvivl om, hvem der er de gode eller de onde. Det kunne blive trivielt, men Archer forstår at fortælle hverdagshistorierne såsom det engelske valg, eller personernes små problemer lige så godt som han parallelt kører mafiakrige og intriger - og som læser vender man side efter side.

Hver bog har et stamtræ i begyndelsen; men snedigt nok viser det familien, som den ser ud i starten af romanen - så han afslører intet. 

Tuesday, July 2, 2019

Faderens synder (Clifton-krøniken II) - Jeffrey Archer



























  • Engelsk
  • 28. juni - 2. juli
  • 448 sider
  • Originaltitel: The Sins of the Father

Første bind af Clifton-krøniken sluttede med en virkelig cliffhanger midt i en kirkevielse. 

Netop derfor var det skønt, at andet bind stod klar - og det fortsatte fuldstændigt, hvor det første slap. Det virkede blot som næste kapitel i en tykkere bog, selvom der var en snert af forklaring til læsere som først kommer ind i historien her. Jeg vil dog virkelig ikke anbefale at læse dem i anden end den kronologiske rækkefølge! Man vil komme til at mangle den forståelse for personerne, som man har fået ved at følge dem fra barnsben.

Vi er nu ved 2. Verdenskrigs udbrud, og den kommer jo unægteligt til at påvirke alle protagonisterne. Enten i aktiv handling eller blot som en sideeffekt, hvor de venter og lider.

Der er ikke mange scener fra selve krigen; men det gør intet.

Archer fortsætter til gengæld i stilen med at skifte vinkel fra del til del; der er en del flere overordnede dele i denne end i første bind, og det giver igen den samme historie set fra flere vinkler. Jeg synes det fungerer virkelig fint - og samtidig er det anderledes.

Det hjælper også til at trække spændingen, da kronologien altid lige rykkes lidt bagud for så at indhentes igen. Så man læser og læser for at komme videre.

Der er mange interessante intriger; men de er stadig troværdige. Dog synes jeg det er synd, at nogle af de virkelig interessante bipersoner forsvinder fra historien. Der er nogle exceptionelle gode karakterer imellem, som jeg gerne havde set fortsætte.

Men den primære historie handler jo om Barrington og Clifton-familierne; og igen efterlades man på sidste side midt i en sindsoprivende scene. Det mestrer han absolut! 

Friday, June 28, 2019

Hvor der er vilje (Clifton-krøniken I) - Jeffrey Archer


























  • Engelsk
  • 24.-27. juni
  • 464 sider
  • Originaltitel: Only Time Will Tell

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne serie - og endog af en forfatter, jeg aldrig har læst. Navnet var mig ikke ubekendt; men ikke en eneste gang har jeg tænkt, at det ville interessere mig. Muligvis fordi jeg følte en vis tidsforskydelse i hans forfatterskab i forhold til mine læseinteresser; det er enten de gamle klassikere eller nyudgivelser. Men sjældent litteratur fra 1980'erne.

Det kan vise sig at være mit held; for dette er den første i en stor familiesaga, som strækker sig over syv bind. Den fælde er jeg faldet i nogle gange; og jeg synes det er svært at holde gejsten, hvis det skal trækkes over flere år. Jeg startede på Jan Guillous serie om det 20. århundrede i 2013, og nåede fire bind - det var udelukkende fordi jeg startede sent, da det første udkom i 2011 allerede. Så gik der lang tid inden det femte udkom, og det står stadig ulæst i reolen. Nu er tråden vist tabt, og jeg tænker ikke, at jeg kommer til at læse resten - og i øvrigt er serien kun nået til ottende bind. Potentielt kan det tage ti år at komme igennem serien - og så er min interesse vist svunden.

Nu anede jeg jo intet; og har kunnet købe alle syv bind på én gang.

Historien drejer sig om de to engelske familier Clifton og Barrington. Clifton-familien er de fattige; den unge Maisie skal netop giftes med sin udkårne Arthur efter, at 1. Verdenskrig er slut. Men under en firmaudflugt et par uger inden brylluppet, lader hun sig forføre af chefens søn. Hun tænker, at lidt erfaring jo ikke kan skade - og meget lidt på de vidtrækkende konsekvenser dette får.

Sønnen, Harry, vokser op uden sin far - denne er død under krigen fortæller man ham. Men virkeligheden er måske en noget anden?

Unge Harrys veje krydser hurtigt Giles Barringtons; han er den rige dreng fra byens skibshandel, som Clifton-familien arbejder for. Og især Giles' far ser sig ond på sønnens kammerat. Han vil end ikke give ham hånden, og kun Harrys mor kan forestille sig, hvor det dybe had kan komme fra.

Vi følger de to knægtes liv op gennem barndommen og ungdommen; Harrys kamp for at få karakterer, der garanterer fri skoleadgang. Morens kamp for at tjene penge nok til at skaffe tøj til Harrys skolegang - og Giles' fars kamp for at ødelægge det hele.

Historien fortælles i skift set fra de forskellige protagonisters synsvinkel. Det giver en virkelig interessant vinkel, hvor det faktisk bliver til et skridt tilbage og to skridt frem hele tiden, og man skal således ret langt frem i historien før visse brikker falder på plads. Det fungerer glimrende, og ikke mindst holder det en konstant spænding og iver efter at komme videre.

Det er et godt drama uden at være for højspændt; men med en tilpas blanding af modsætninger mellem høj og lav, had og kærlighed - og det hele sat ind i en tidshistorisk ramme med 2. Verdenskrig, som lurer rundt om hjørnet.

Det hele ender ret dramatisk midt under en vielse - og det skaber en naturlig overgang og lyst til straks at komme videre med næste bind. Som jo heldigvis nu var klar i reolen!

Sunday, June 23, 2019

Ministeriet for den ypperste lykke - Arundhati Roy



























  • Engelsk
  • 20.-23. juni
  • 464 sider
  • Originaltitel: The Ministry of Utmost Happiness

Det er snart otte år siden, jeg læste Arundhati Roys berømmede roman om tvillingerne Rahel og Estha. Det var virkelig en fantastisk bog og læseoplevelse, og generelt er indisk litteratur alt for overset - for der er nogle mesterværker iblandt. 

Der skulle mange år før Roy fik skrevet sin næste roman, som udkom tyve år efter den enorme succes. Og der er selvfølgelig et pres! Vikram Seth har i årevis skullet udgive sin efterfølger til En passende ung mand; men Seth lider af skriveblokering - muligvis også grundet de enorme forventninger, der vil være til en efterfølger.

På samme måde havde jeg store forventninger til Roys bog, og den har modnet i reolen i et godt stykke tid. Den har været i hænderne nogle gange, men det var ikke kærlighed ved første blik. Endelig besluttede jeg mig for, at nu skulle den altså læses. Jeg laver måske lidt for mange impulskøb til tider, og det er mange penge, der forsvinder i det hul - så ligegyldigt hvad så måtte jeg igennem den.

Det var også med besvær må jeg nok sige; så var der passager, hvor det hele gled lidt - og så ramte jeg en mur, som jeg måtte læse mig igennem med møje.

En af de manger hovedpersoner er Anjum, som er født som hermafrodit. Hendes forældre forsøger at fremtvinge det maskuline i hende; men hun beslutter selv at flytte ind i et hus med transkønnede og transseksuelle. Her finder hun sine ligesindede, og lever i mange år uden konflikter. 

Hun bliver endog mor, da hun en dag finder et forældreløst barn på markedet; og alt er lutter lykke indtil hun under en rejse til Gujarat bliver fanget i Indiens politiske problemer. Da hun vender hjem derfra er hun forandret, og kan ikke længere trives i huset.

Hun tager sine ting, og flytter hen på en kirkegård, hvor hun slår sig ned. Det er det første store indledende kapitel i bogen, og jeg var nærmest lettet over at være nået dertil! Herefter bliver det nemlig virkelig forvirrende. Der er så mange mange personer, hvis livshistorie skal udpensles i styore hurtige træk - hvorfor??? - og det får historien til fuldstændig at stikke af.

Der er vigtige samfundskritiske budskaber; der er samfundssatire - og hjerteskærende skæbner fra det indiske kastesystem. Men der er desværre også en roman med en struktur, der skifter konstant og eksperimenterer helt derud, hvor læserne mister tråden. Det er virkelig synd for historien; men jeg foretrak langt hendes første roman

Wednesday, June 19, 2019

Meurtre à Tombouctou - Moussa Konaté



























  • Fransk
  • 17.-19. juni
  • 216 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst en eneste krimi siden jeg blev færdig med Maigret-serien i november. Inden da havde jeg stort set ikke læst andre i de to år, det tog mig at komme igennem de 76 bøger af Simenon om hans helt Maigret.

Jeg havde et par stykker stående i reolen, som måtte vente på, at piberøgen var lettet - deriblandt de to sidste bind af den maliske forfatters miniserie om kommissær Habib og hans assistent Sosso.

Jeg læste de første to for 7-8 år siden; og Konaté døde faktisk i 2013. De to sidste bind er således udkommet posthumt i henholdsvis 2014 og 2015; og jeg ved ikke, om det er skrivebordsfund, der ikke er blevet fuldt ud korrigeret? Nogle steder kunne det tyde på det.

Som i hans andre krimier er vi selvfølgelig i hjemlandet Mali, som er et enormt geografisk område med mange foskellige stammer og kulturer. I Timbuktu - den mytiske by - lever mange af tuareg-folket i lejre uden for byens mure; midt ude i sandørkenen. En dag tager en af familiens unge ind til Timbuktu for at mødes med venner, men hans bror finder ham senere lidt uden for byen. Hans dromedar står alene, og Ibrahim ligger død med kvæstelser i hovedet efter slag med stor sten.

Senere samme eftermiddag skydes der mod et hotel i byen; og direkte mod det værelse, hvor Gérard - en ung franskmand - bor. Skuddene affyres af en mand ridende på en sort hingst, og som råber de forbandelser og ord mod europæere, som vi i dag er begyndt at forbinde med terrorismen.

Det får jo alle alarmklokker til at ringe, og i Bamako beslutter man, at Habib, Sosso og en ung franskmand fra et antiterrorkorps skal afsted til Timbuktu. Tuareg-folket lever dog efter deres helt eget moralkodeks, og da de mener at vide, hvem morderen er, er de allerede på vej for at hævne sig.

Habib får manet sindene i bero; men hvordan forklare, at den unge Ibrahim havde spor af narko i sit blod? Eller at han kendte den unge franskmand, og tilsyneladende også er set drikke alkohol sammen med ham? Det er det ultimative brud på familiens ære; en tuareg drikker ikke, ryger ikke, og overholder i øvrigt islam til punkt og prikke.

Man skal absolut huske på, at historien er skrevet i en geopolitisk kontekst, hvor vi allerede var udsat for terrorangreb. 2014 var et særdeles blodigt år i netop Mali; men det er lige inden de store angreb i Europa, som i dag står som rædselseksemplerne - Paris, Bruxelles, Nice. Konaté bruger også den situation til at understrege, at terrorismen ikke er et afrikansk eller mellemøstligt fænomen; men at det kan ske alle steder - noget vi jo i dag ved alt for godt.

Det er derfor naturligt at bruge denne situation til at tænke i potentielle islamistiske baner, men vores politifolk finder hurtigt ud af, at det er mere et personligt opgør enkeltpersoner imellem end et principielt opgør mellem religioner.

Dog er den sociale pagt vigtig; tuareg-folkets ære skal ikke krænkes - og det er den blevet igennem Ibrahims forfald til vestlige traditioner - drikkeriet, rygning og nu viser det sig også, at han har gjort en pige gravid udenfor ægteskab. Der er mulige hævnakter i spil - men alle har deres alibier i orden. 

Mens de efterforsker sagen, er der også en række morsomme episoder, når de unge kommissærer er ude i byen. De bliver komikerparret, som venter på den satte Habibs næste træk. Det er til tider lidt for pedantisk og flyder ikke helt så godt som i de første romaner. Måske fordi det var et ufærdigt manuskript, da han døde?

Løsningen er dog enkel; dog grusom for en vestlig sjæl - det er Ibrahims egen mor, der har givet ham det stof, der har fået ham til at hallucinere og begå selvmord. Det er barsk kost; men absolut overens med tuareggernes kultur, som Habib også forstår. Der ligner han jo Maigret - ingen skal i fængsel, for moderen dør af alderdom nogle dage senere. 

Sunday, June 16, 2019

Le soleil des rebelles - Luca Di Fulvio



























  • Fransk
  • 11.-16. juni
  • 860 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Hvorfor ingen danske forlag har købt rettighederne til Di Fulvios bøger er mig virkelig en gåde!
Som det franske omslag siger, så er han nemlig Italiens svar på Dickens - som jeg også selv skrev i min anmeldelse af hans anden roman udgivet på fransk. 
Men det tog også franskmændene lidt tid at få øjnene op for ham; lige nu udkommer de i rask rækkefølge - men romanen om gangsteren Christmas udkom på italiensk allerede i 2008.

Det tager jo noget tid at skrive romaner i den kategori Di Fulvio gør; og nu hvor de franske oversættelser har indhentet de italienske udgivelser, venter vi på den næste roman. Den udkommer så heldigvis simultant på italiensk og fransk; selvom jeg jo nok vil vente til det mindre format kommer.

Når man ser tilbage på de tre romaner tegner der sig et billede. De foregår på vidt forskellige tidspunkter - i 1900-tallets begyndelse i New York; i 1515 i Venedig og nu helt tilbage i 1407 i det sydlige Tyskland i et imaginært lille kongedømme i Sachsen.

Men det er alle tre Coming of Age-romaner - dannelsesromaner, hvor den mandlige hovedperson fra barn til voksen skal grueligt meget igennem; ikke mindst lære, hvem han er i en verden, der skal forstås. Det er selve præmissen for dannelsesromanen, og Di Fulvios tre (anti)helte er eminente eksempler på den rejse.

Christmas som gangster, der omvendes fra en kriminel løbebane. Mercurio, der starter som lommetyv i en børnebande. Og nu Marcus - eller Mikael, som vi også kommer til at kende ham som.

I 1407 er Marcus syv år gammel, da han lever et trygt liv bag slottets mure i en lille landsby. Bevares - det er ikke Versailles! Det var den middelalder, hvor der var et utal af vassaler, som styrede et mindre område og underlagde sig en overordnet fyrste - men de var den lokale magt, og indbyggerne var livegne, som ikke kunne rejse derfra, gifte sig eller foretage sig noget som helst uden dennes accept.

Marcus fars slot angribes af banditten Agomar, som er håndlanger for Ojsternig, som vil være fyrste.
Hele familien slagtes foran øjnene på ham, men han leger gemmeleg med sin guvernante, og dermed reddes han. En lille pige fra landsbyen, Eloisa, redder ham ud af det brændede slot, og i månedsvis gemmer hende og hendes mor, Agnete, det skræmte barn i et lille kælderrum.

Det er unægteligt et stort skifte. Marcus omdøbes til Mikael, og skal nu være livegen - de skal hærde ham, så han glemmer alt om sin fortid, som kun tre mennesker kender til. Han kan selvfølgelig ikke følge med de andre i det daglige arbejde; knap nok med pigerne. Men stille og roligt udvikler han sig; ikke mindst mentalt, da han konstant stiller spørgsmålstegn ved retfærdigheden i det hele.

Han er ikke bange for Ojsternig, som til gengæld pirres af knægtens frygtløshed. Han ser, at der ingen angst er i drengen - men derimod et ubeskriveligt had, som han er for dum til at undersøge nærmere.
Han sætter ham til at skovle afføring på slottet; han ydmyger ham gang på gang - men han knækker ham aldrig/ Og Mikael venter kun på at vokse og tage sin hævn.

Der er rigtig mange slåskampe undervejs! Jeg har aldrig været fan af langtrukne beskrivelser af den slags, og det er jeg heller ikke nødvendigvis her. Men der er stadig den enorme forskel med eksempelvis Outlander-bøgerne, hvor det har kappet helt over, at det giver os et mere fuldstændigt billede af personerne.

Di Fulvio skaber personer med så stor dybde og relief, at jeg kan se og høre dem for mig.
Det gælder såvel hovedpersoner som bipersoner, og man elsker eller hader dem alle.

Der er selvfølgelig også kærlighed iblandet; og nu med det tvist, at han jo er en rigtig prins... men det ender alligevel ikke som et eventyr. Det er i sandched en historie om at komme overens med, hvem man er og hvilke værdier man har.

Nogle franske kritikere har sammenlignet netop denne af hans romaner med Game of Thrones, som jo er vældig populær. Jeg har aldrig set den serie, men hvis man er fan er det muligvis også interessant at læse Di Fulvio. Jeg gør det primært fordi han er en eminent historisk historiefortæller - og jeg glæder mig allerede til den næste roman, som kommer til at foregå mellem Sicilien og Buenos Aires i begyndelsen af 1900-tallet.

Sunday, June 9, 2019

The Burning Chambers - Kate Mosse



























  • Engelsk
  • 4.-9. juni
  • 608 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne blev løsningen på mit sidste dilemma i Prags lufthavn med tjekkiske kroner i overskud; pengene skulle passe og der var ikke mange andre muligheder. Så med historien om tatovøren og denne havde jeg præcis 1 tjekkisk krone tilbage. 

Men så havde jeg jo købt en bog jeg intet anede om! Det er snart fire år siden jeg læste den sidste roman af Mosse; og det var let og underholdende flylæsning. Inden da havde jeg læst hendes trilogi om katarerne, som af temmelig vekslende karakter. Men det skyldes nok mest, at den genre blev så utroligt populær på det tidspunkt - spring mellem fortid og nutid, og jagten på en mystisk genstand, som skal redde menneskeheden eller kan ødelægge den. Og gerne med lidt religion oveni!

Jeg blev derfor lidt ærgerlig, da jeg hurtigt opdagede, at dette var endnu en trilogi. Dette er første bind, som starter perifært i 1862 for derefter at hoppe tilbage til 1562, da Frankrig er midt i religionskrigene.

Det foregår stadig i Carcassonne og Toulouse; det er et område Mosse er meget begejstret for. Vi følger den protestantiske Piet - eller huguenotten, som de jo blev kaldt i Frankrig, som er med i den protestantiske hær. Hans barndomsven Vidal er nu katolsk præst, og de to er ikke just på talefod.

Så er der den unge Minou - Marguerite - som bor med sin far og to søskende efter moderens død. Hun får en dag et mystisk brev med en kryptisk besked; men byen kastes ud i kampe mellem de to fraktioner, og hun glemmer alt om det. Men der er en mystisk kvinde - hvis tanker findes som mystiske indlæg imellem handlingen. Hun er Vidals elskerinde, og slotsfrue - og tilsyneladende ret opsat på at udrydde Minou.

Det bliver en kamp om både religion på et mere overordnet plan, da man følger den franske historie med den svage konge Charles IX, som styres af sin mor Catherine de Medici. Men også den lokale historie i Languedoc-området, og de forskellige familiers kamp. Der er kidnapning og kærdlig, mord og mystik - og en happy ending!

Jeg synes dog ikke, at karaktererne var dybe nok; en enkelt biperson trådte godt frem - men hovedpersonerne kunne jeg slet ikke se for mig som mennesker. Og så var der en uendelig lang passage mod slutningen, hvor alle tråde skal udredes - men det kan altså gøres nemmere og hurtigere; og uden helt så meget melodrama.

Epilogen foregår ti år senere; i 1572, hvor de to hovedpersoner har fået hinanden - og et barn. Nu er de på vej til Paris til bryllup for Henri IV og kongens søster.... og så er det jo nemt at forestille sig, hvad andet bind skal handle om. Bartolomæus-natten i august 1572, hvor alle hovedstadens protestanter blev myrdet.

Hvor tredje bind skal føre os hen, er svært at vide - men det bliver jo tidligst i 2021. Deraf min irritation - for jeg orker ikke flere serier, hvor jeg skal vente i årevis på at kunne komme til vejs ende.