Sunday, November 18, 2018

Maigret og stikkeren (Maigret LXXIV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 18. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'indicateur

Det begynder at blive vemodigt at åbne en Maigret; nu er bunken snart væk - ja, det er vel slet ikke en bunke længere. Men måske er det også på tide, at den gode kommissær går på pension - selvom jeg jo ikke ved, hvordan det sidste bind vil udspille sig.

Igen vækkes Maigret af en telefonopringning midt om natten. Igen er det efter en middag med vennen Pardon - og lidt rigeligt af de våde varer. Igen er det et mord - et lig smidt i gaden efter mordet, som har forbindelse til det jeg snart vil kalde den franske mafia. De huserede åbenbart omkring Pigalle/Montnartre-kvarteret og med lange tråde ned til sydfranske byer omkring Marseille og Toulouse.

Den afdøde var restaurantejer med en blakket baggrund. Hans kone er tredive år yngre, og knap er han kold før hendes elsker er på plads i dobbeltsengen. Elskeren er en af to brødre, som man mistænker for at stå bag en række indbrud på godser og andre rige ejendomme. Maigret fornemmer hurtigt, at det er her det hele skal findes.

Men historiens absolutte hovedperson er faktisk stikkeren! En ydmyg politibetjent på Montmartre har i årevis været hjulpet af en anonym person, som ringer med oplysninger, hver gang der sker noget i "miljøet". Selvfølgelig finder Maigret hurtigt ud af, hvem denne stikker er - ikke uden ærgrelse fra betjenten, der i årevis har levet med, at han var anonym.

Stikkeren er nu nervøs - hans identitet er kendt; de to brødre ved, at han samarbejder med politiet og han må gå under jorden. Så nu skal Maigret jagte en stikker samtidig med en morder!

Der er visse elementer af gentagelse nu; men der er vel også grænser for, hvor mange måder man kan dø på - og med hvilke motiver. Efter så mange krimier ser man Simenon fiske i sin egen inspiration fra tidligere krimier - og det er jo også i orden. Hans krimier udkom fra 1929 til 1972 - treogfyrre år! Og jeg læser dem over en periode på knap to år. Så størsteparten af hans læsere har sikkert kun læst nogle af dem - og i hvert fald mere spredt; så disse småting bemærkede han ikke. Og Maigret er stadig en elskelig, stædig, besværlig, intelligent person man kun kan elske som personnage.

Saturday, November 17, 2018

Amsterdam - Russell Shorto

























  • Engelsk
  • 13.-17. november
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et lufthavnskøb - og selvfølgelig fra Amsterdam selv; ellers ville jeg nok aldrig være faldet over denne bog. Forfatteren er amerikaner, men har boet i Amsterdam i en del år efterhånden. Han har tidligere skrevet en bog om New York, som jo hed New Amsterdam i begyndelsen - og denne gang kaster han sig så over sin nye hjemby. Jeg kommer der jo en del i forbindelse med arbejde, og da jeg boede i Bruxelles kom jeg en del for fornøjelsens skyld. 

Som bogens anden titel angiver har forfatteren antaget en speciel vinkel, så det ikke er en traditionel skildring af byens historie. Shorto betegner byen i dag som værende verdens mest liberale by; og ikke mindst på grund af dens historie, som en by, der blev bygget op i et fællesskab, hvor det handlede om at tæmme vandet.

Amsterdam er ikke en gammel by som Paris, Rom eller for den sags skyld København. Naturen gjorde, at det ikke umiddelbart var et sted, man slog sig ned. Men tingene tog fat i 1345, da der skete et mirakel i byen - en døende mand kastede den oblat op, som han havde fået som en del af den sidste nadver. Man smed den i ilden, men den brændte ikke, og kunne hives hel ud af flammerne. Det bragte pilgrimmene til byen - og således blev grunden lagt til det multietniske og multikulturelle samfund, som stadig kendetegner byen. Det er den by i verden med den største etniske diversitet!

Kongerne var jo ikke i Amsterdam - eller i Holland; for det var en del af det tysk-romerske rige, og de sad i Bruxelles eller i Madrid. Til gengæld blev byen hurtigt styret af et form for råd - ikke mindst da de store oversøiske ekspeditioner begyndte, og gjorde byen til utroligt velstående. Byens første absolutte storhedstid var fra slutningen af det 16. til slutningen af det 17. århundrede - perioden med ostindiske selskaber, Rembrandt-malerier osv.

Parallelt med disse historiske begivenheder skriver Shorto en del om de politiske strømninger, der var igennem tiden - anabaptisterne, Spinoza, Locke, .... det kan godt være lidt tungt at jonglere med de begreber, men overordnet set giver denne tilnærmelse en rød tråd gennem hele historien. 

Selvfølgelig kommer han også omkring den lidt mørkere periode af byens historie - 2. Verdenskrig. Amsterdams mest berømte offer er uden tvivl Anne Frank; men faktisk er historien umådelig trist. Amsterdam - og Holland i det hele taget - havde en af de laveste overlevelsesrater for jøder. Man spekulerer stadig over, hvem der stak Frank-familien - men fakta er, at der var mange jøder i skjul... og rigtig mange blev angivet af venner, naboer og lignende. Blot 27% overlevede - i modsætning til hele 75% i nabolandet Frankrig, som jo også var besat.

Det var interessant læsning; men ikke just hygge kan man godt sige. Jeg lærte en del om byen; ikke mindst om den kultur, der har præget dens indbyggere i århundreder og stadig gør den hollandske mentalitet til helt sin egen.

Tuesday, November 13, 2018

Ecoutez nos défaites - Laurent Gaudé

























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 285 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde helt glemt, hvor længe jeg egentlig har ventet på den seneste Gaudé i mere prisvenligt format; men den sidste læste jeg i foråret 2015. Det er utroligt, for den står stadig soleklart i min erindring, som faktisk alle hans bøger gør. Jeg er betaget af hans dystre fortællinger, som måske kan virke lidt skræmmende med deres fascination af døden. Ikke én af hans romaner er sprudlende livsbekræftende - men alligevel er de det jo på en anden måde. Fordi døden er en præmis for livet.

Flere gange har han skrevet om døden i forbindelse med naturkatastrofer; et par gange har han skrevet om døden i forbindelse med krig. Et par gange har han rørt ved de antikke helte som Alexander den Store - og midt igennem det hele flyder en italiensk indflydelse direkte fra Dantes Inferno.

Denne gang kaster han sig over den moderne død - terrorismen. Det er barsk! 

De første par sider greb mig med Gaudés sædvanlige poetiske stil, hvor ordene lægger sig om min sjæl, og jeg synker tilbage og glemmer alt andet. Men det viste sig hurtigt, at denne gang ville jeg blive lidt omtumlet.

Assem er hemmelig agent, og venter på ordrer til en ny mission et sted i Mellemøsten. Mariam er en irakisk arkæolog med speciale i at redde kunstskatte fra museer i Mellemøsten som destrueres af talebanerne. De mødes en aften på et hotel i Zürich og tilbringer natten sammen. Denne ene oase af ømhed i kaotiske liv, der er præget af vold. Næste morgen skilles de vel vidende, at de aldrig vil mødes igen.

Hver især skal de ud i verden. Assem skal til Mellemøsten for at observere en amerikansk soldat, der var med i Seal Team Six, der var med til at dræbe Bin Laden i Pakistan i 2011. Assem selv var med til at fange Gaddafi i Libyen i 2011. Den amerikanske soldat lever nu som rebelleder, og amerikanerne er nervøse for, at han skulle være i besiddelse af knogler fra Bin Laden. 

De to mødes, og konfronterer sig selv og hinanden med de versioner af dem selv, som de er blevet. Er de stadig mennesker, der kan leve videre? Er de vindere fordi de dræbte de to mænd? Eller er de taberne, fordi de ikke føler nogen sejrsfølelse?

Parallelt med de tre personers fortælling følger vi Ulysses Grant, som han kæmper i den Amerikanske Borgerkrig; Hannibal på turen over Alperne og forsøget på at tvinge Romerriget i knæ - og Hailé Selassie, som kæmper for sit Etiopien mod de fascistiske styrker i tiden lige før 2. Verdenskrig.

Så vi følger altså seks personer, der alle fortæller fra deres synsvinkel. Det er faktisk lige lidt for polyfonisk for mig. De er hver for sig stærke historier, som understreger Gaudés pointe; men det er meget.

Selve princippet med at tage personer ind i to så absolut afgørende begivenheder som Gaddafis og Bin Ladens mord har jeg det dog svært med. Han skriver samtidig om Kyle og Maddox - to kontroversielle amerikanske personer, som var med til den del af verdenshistorien. Det generer mig desværre. Fordi det er historier, som er kendte - og alligevel ikke. Vi ved ikke, hvad der skete i det hus i Pakistan den dag. Men det ved netop de personer, som han namedropper.

Det er et irritationsmoment for mig; jeg foretrækker hans poetiske dans med døden, som han har gjort til sin egen. Det er derfor ikke hans bedste roman, men der er særdeles markante passager som altid. Men han mestrer så absolut det dystre - ingen tvivl om det!

Monday, November 12, 2018

Maigret og den ensomme (Maigret LXXIII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 9.-10. november
  • 221 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme tout seul

Det må være dejligt at ældes som Maigret! Han kører sin helt egen tidslinje her i universet. Vi er nemlig i 1965 - én af de få gange, hvor Simenon præcist tidsfæster en roman - og Maigret er "næsten 55 år". Dermed falder historien tidsmæssigt tidligere end de seneste romaner, hvilket blandt andet ses ved, at Hallerne i Paris er flyttet ud til Rungis - det var inden området blev transformeret til det shoppingcenter, der fungerede fantastisk i 1980'erne og 1990'erne, men nu ligger dødt hen.

Så det er i Paris' mave i et mylder af snævre gyder og ludere og lommetyve, at en mand findes myrdet i et forladt hus. Han har tilsyneladende boet der, og samlet alverdens skrammel sammen. Men han er velsoigneret; pæne hænder og negle, og nyfriseret rent hår og overskæg - ikke helt almindeligt for en vagabond. Men han har altså tre skud i kroppen.

Maigret skal finde ud af, hvem han er - og snedigt nok finder han en frisørskole i området, som benytter kvarterets udskud til at øve sig på. Deraf den fine fremtoning.

Han undrer sig dog over, hvorfor denne mand er endt således? Og hurtigt efter at have publiceret et foto, får han henvendelser - fra det der engang var hans familie. Han havde jo et helt almindeligt borgerligt liv engang - lige efter krigen. Men en dag forlad han alt tilsyneladende på grund af en kvinde. En ganske ung kvinde, som Maigret nu også skal finde.

Han blev for en tid set i forskellige barer og restauranter med den unge kvinde; men en dag forsvandt han helt - og så dukker han op som vagabond i Hallerne. Noget er sket!

Det er en finurlig opklaring, som faktisk kun løses ved en anonym telefonopringning med et navn. Det sender Maigret på sporet af en anden mand, som også blev den unge kvindes elsker. Vores vagabond kvæler hende i jalousi - i august 1946 - og går i hundene. Den anden mand elskede den unge kvinde og kommer sig aldrig over det. Så da tilfældet gør, at han en aften ser ham udenfor en fin restaurant i Hallerne, vil han have hævn - nitten år senere.

Det er jo egentlig en banal historie; men alligevel er der så mange lag - jalousien, kærligheden, vreden, hævntørsten... det er jo Simenons styrke at tage disse helt basale menneskelige følelser, som ofte lægger til grund for en kriminel handling, og portrættere dem gennem hans helt almindelige protagonister.

Jeg er sikker på, at der er en tidligere krimi med en lidt samme mønster - en mand, der forlader det etablerede samfund og flytter sammen med vagabonderne. Men hvor skal man finde den imellem de efterhånden mange krimier, der er læst?

Thursday, November 8, 2018

Den engelske kvinde (Outlander I) - Diana Gabaldon


























  • Engelsk
  • 2.-8. november
  • 864 sider
  • Originaltitel: Outlander

Jeg har aldrig - som i absolut aldrig - læst Fantasy-genren; og spørgsmålet er vel reelt om denne hører under denne kategori. Jeg kan dog også godt lide store tykke bøger, da der jo bliver læst en del - og de tager lidt længere tid. Gabaldon har haft kæmpe succes med sin Outlander-serie, som nu er filmatiseret, og jeg har et par gange haft dem i hænderne for igen at slippe dem.

Det er jo faktisk bemærkelsesværdigt, at den første roman udkom allerede i 1991 - men det ser ud til, at successen er meget større nu end dengang? Folletts første bog om katedralerne udkom jo også i 1989, men opfølgeren kom først mange år senere. Jeg erindrer ikke, at den periode var særlig gunstig for at udgive romaner med så historisk indhold - det var Easton Ellis, Wolfe, King osv. Men jeg læste nok også primært fransk litteratur på den tid.

Men som sagt udkom denne første af en lang serie for snart mange år siden, og der er nu snart ni bind. Om det var tiltænkt fra starten ved jeg ikke; men måske fornemmer man det som det skrider frem om forfatteren lukker dem helt eller lader det stå som en mulighed at fortsætte?

I første bind er vi i 1946, hvor den unge engelske kvinde Claire er på en ny bryllupsrejse med sin mand Frank. Krigen er netop slut, og de har fundet hinanden igen efter seks års adskillelse - det skal fejres med en lille ferie for at komme tæt på hinanden igen. Det foregår i Skotland, hvor Frank blandt andet bruger tiden på slægtsforskning. Hans rødder går langt tilbage til Randall-familien, som har beboet området i århundreder.

En dag besøger Claire en gammel stenformation ikke ulig Stonehenge, hvor hun bliver fanget i en underlig stemning. Inden hun ved af det er hun forsvundet i et hul igennem tiden - og vågner op i 1743 midt i en kamp mellem skotske og engelske soldater. På den engelske side er der Franks forfader, Jonathan Randall, og på den anden rebellen Jamie Fraser. Skotterne fanger hende og mistænker hende for at være spion. I det hele taget havner hun i en meget dum situation - alle tror hun er noget andet end det hun siger; men ingen kan jo forestill sig den fulde sandhed.

Det er til tider en meget langtrukken fortælling; og jeg har aldrig været fan af alenlange sider med beskrivelser af slagsmål eller elskov for den sags skyld. Det er der unægteligt noget af her - men der er også dilemmaet i Claires situation, og hele den historiske kontekst. Det er nok klogt at forfatteren starter i 1946 i vor tid - og ikke meget længere fremme. Selvfølgelig så en 1991-verden også meget forskellig ud set fra 2018. Men specielt Claires rolle som sygeplejerske under krigen, bliver et nyttigt element i fortællingen,

Der er det hele - krig jalousi, hekse og kærlighed! Der er cliffhangere til de næste bøger, og selvom jeg allerede ved, at nogle af dem vil irritere mig så vil jeg jo læse dem. Jeg ved, at de bliver tykkere og tykkere - og dermed en øget risiko for alt for lange beskrivelser. Men man vil også gerne vide, hvordan hun lige fikser det problem med tidshullet! Så jeg vil ikke kalde det for egentlig Fantasy - men interessant historisk læsning med et twist.

Thursday, November 1, 2018

La première phrase - Elsa Delachair

























  • Fransk
  • 1. november
  • 272 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg købte denne bog - men sådan er det tit med en pludselig indskydelse. Den var også finurlig og interessant; men det er jo mere et opslagsværk end reel læsning.

Forfatteren har samlet incipit fra 599 forskellige værker - i denne forstand forstået som den første linje i en bog. Selvfølgelig har den første linje stor betydning; den sætter forventningerne, tempoet, stemningen... den skal give os lyst til at komme videre,

Der er de kultagtige første linjer som den fra Anna Karenina selvfølgelig; men også Dickens' "It was the best times, it was the worst of times....". Der er de meget korte og præcise - og de mere kryptiske.
Der er dem, der indleder med vind og vejr eller dem, der henvender sig direkte til læseren.

Men mange gange læser vi jo hele den første tekst i et stræk. Når man isolerer den enkelte ene sætning, der markerer begyndelsen ser teksten tit helt anderledes ud. Moby Dick starter fx med denne enkle sætning: Call me Ishmael. Når man læser det i dag er det jo indlysende for alle, at det er Moby Dick, der refereres til og således bliver nogle sætninger kult på samme vis som replikker i film!

Forfatteren har opdelt alle disse sætninger i teamer omkring døden, tidspunkter, de håbløse indledninger og de mere underholdende. Hvordan de er udvalgt meldes der derimod intet om - og lige her kunne jeg godt savne lidt mere indhold. Der mangler lidt "kød" omkring de lange sider med citater - måske noget, der gav os indblik i forfatterens eget forhold til bøger og de citater?

Hvorom alting er - hvis hun har læst dem alle, så er det imponerende - der var en hel del meget gamle franske klassikere imellem, som kræver virkeligt tålmod. Jeg gik listen igennem til sidst, og kan desværre kun prale med at have læst 89 af dem.

Wednesday, October 31, 2018

Rejse i blåt - Stig Dalager


























  • Dansk
  • 29.-31. oktober
  • 342 sider

Efter at have læst den græske mytologi blev jeg inspireret af eventyrerne. Dette blev så til eventyret om, hvordan jeg endelig fik læst en ebog.... dog lidt mod min vilje! Jeg har aldrig været tiltrukket af ideen om en ebog - eller nogen form for apparater, der fungerer som en ersatz for den dejlige fornemmelse, det er at sidde med en papirbog mellem hænderne.

Jeg købte denne roman om H. C. Andersen i juli måned på et loppemarked i Roskilde. Den var i fantastisk stand - stort set urørt kan man godt sige; og til den symbolske pris af tredive kroner. Se det var jo et rigtigt eventyr at finde så fin en skat.

Romanen fortælles af H. C. Andersen; som han ligger på sit dødsleje i sommeren 1875, og er delvist omtåget af morfin. Hans liv passerer revy og der er skiftende passager af medicintågede tanker og drømme, og klare erindringsglimt fra hans lange liv.

Tilbage til barndommen under fattige kår i Odense. Kampen for at blive anerkendt af de andre drenge på trods af drillerierne over hans kejtethed. Og så er der familien med den sindssyge bedstefar, der både skræmmer ham og gør ham nervøs for selv at have arvet sygdommen. 

Kampen for at komme væk. Til København for at blive skuespiller, sanger, ..... kunstner ganske enkelt. Han forsøger sig med lidt af hvert - selv balletskolen. Men talenterne ligger ikke der, og da man roser hans digterevner skynder han sig at forfølge det spor; ivrig som han var efter anerkendelse og berømmelse.

Han begynder sine udlandsrejser, som der igennem årene skulle komme mange af og hvor han mødte udlandets store forfattere som Hugo, Dickens, etc.

Og så gik det helt galt ....

Denne udgave var en hæftet version; og fra side 160 sprang vi direkte til side 193! Efter side 224 sprang vi så tilbage til 193 og derefter derudaf igen. Med andre ord var et af hæfterne i indbindingen blevet placeret der to gange, og jeg manglede dermed fuldstændig en stor del af historien. Min første indskydelse var at skrive til forlaget - måske havde de en pdf version eller kunne kopiere de manglende sider og sende til mig; men bogen udkom jo i 2004. Det kunne de så heller ikke.

Pludselig fik jeg ideen at konsultere vores sikkert glimrende offentlige biblioteksvæsen. På trods af, at jeg bor kun et par stenkast fra det københavnske Hovedbikliotek har jeg ikke været der siden jeg flyttede tilbage til Danmark. Jeg vil eje mine bøger! Men jeg kan også godt se det fornuftige i konceptet - især fordi mine bogreoler er fyldte, og jeg snart ikke ved, hvor der kan være flere bøger i huset. 

Så således skete det, at jeg hentede bogen og fandt frem til de manglende sider - ikke uden besvær, da siderne ikke er nummererede? Men de blev læst på en skærm og jeg kunne trygt vende tilbage til min elskede papirversion.

H. C. Andersens feberdrømme er til tider ganske korte genfortællinger af nogle af hans mest kendte eventyr - og hvordan de kom ud af hans eget livs hændelser. Det er drmmeagtigt og det er blåt! Ja, det er det - det er en blå stemning, hvis man kan sige det om ord. Jeg ved ikke, om eventyrdigteren havde et specielt forhold til blåt eller hvorfor denne titel er valgt. Men det passer finurligt smukt til teksten.

Jeg er glad for, at jeg overvandt min elektroniske skræk og ikke blot opgav, da jeg mødte muren på side 160. For det er en smuk bog med en ganske særlig version af den store mands liv.