Monday, March 9, 2020

Around the World in 80 Trains - Monisha Rajesh




























  • Engelsk
  • 1.-9. marts
  • 336 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Schiphol lufthavn er for nogle et absolut mareridt; for denne forfatter er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville være det - men ved udgangen til alle B-gates ligger den mest fantastiske lille boghandler. Der er ikke mange bøger; alligevel formår jeg hver eneste gang at købe flere styks. I denne omgang blev det til tre bøger, og en lidt atypisk bog for en lufthavn - da den promoverer den langsomme rejse med tog.

Forfatteren er af indisk oprindelse, men opvokset i England og har tidligere skrevet en bog om togrejser rundt Indien. Nu sætter hun sig for at tage verden rundt sammen med sin kæreste - og selvfølgelig skal det være præcis 80 togrejser for at drage en parallel til Jules Vernes bog.

Der er indledningsvis et kort, der viser rejserne - men det er desværre så uendeligt småt, at man intet kan se. Alexandre Poussin lavede dejlige klare oversigter til hvert kapitel i sine bøger om vandreturen fra syd til nord i Afrika - det kunne man snildt have gjort. Jeg bliver virkelig lavpraktisk med sådan nogle rejsebøger - jeg vil have tekniske og praktiske detaljer! Det savnede jeg virkelig her.

Turen går lidt på kryds og tværs; de kommer igennem Rusland, Kina, Mongoliet, Kina (igen), Vietnam, Thailand, Malaysia, Singapore og Japan. Derfra må de i sagens natur flyve til Canada, hvor de fortsætter til New York, sydpå og tværs over USA og op igen til Seattle. Derfra flyver de igen - til Nordkorea, retur til Kina, Tibet (hvis man altså forudsætter, at det ikke er Kina!), Kina (igen-igen-igen), Kazakhstan, Rusland, Polen, Tyskland, Italien - og endelig den sidste tur hjem med den berømte Orientekspres fra Venedig.

Det er en tur på syv måneder; og mange strabadser både fysisk og psykisk. For det første er togene jo af temmelig varierende kvalitet; det er også sin sag at være så intenst sammen med kun et par stykker tøj, og manglende daglig komfort.

Undervejs møder de mennesker af alle slags - og det er netop det, der tiltrækker Rajesh ved togrejserne. De besøger ikke nødvendigvis mange seværdigheder - og slet ikke de største - men rejser hurtigt videre, da de til tider er afhængige af forbindelser. Deres rejse foregår primært i togene og langt mindre udenfor i de byer, de stopper i.

Et interessant indslag var dog turen til Nordkorea, som er en rundrejse i tog, hvor de konstant er guidede af statsligt ansatte, som jo er totalt hjernevaskede - men som også er en fantastisk indsigt i det lukkede land. Det lykkes dem dog ikke - sikkert forventeligt - at komme helt ind under huden på dem. Det formår de langt bedre i Kazakhstan, som pludselig virker som et fantastisk spændende land at besøge - hvis der ikke lige var det problem med den ekstreme kulde, som nok ikke er noget for mig!

Jeg var lige dele nysgerrig og irriteret; det var virkelig også en langsommelig rejse for mig at komme igennem den. Der manglede nogle praktiske detaljer, og så svingede kvaliteten i dialog og beskrivelser gevaldigt undervejs. 

Men nu har jeg i længere tid overvejet bare en lille togrejse i Europa; jeg er sikker på, at det er en af fremtidens rejsemål - og der er noget charmerende ved at kunne læne sig tilbage og kigge ud. I modsætning til at stå i lange køer i Security osv. - nu fik jeg faktisk blod på tanden igen.

Saturday, February 29, 2020

Les cigognes sont immortelles - Alain Mabanckou




























  • Fransk
  • 20.-29. februar
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg troede lige, at jeg skulle have en nem lille bog læst inden en forretningsrejse; men der var for meget arbejde - og da jeg først var afsted i Amsterdam. var der knap et minut om dagen til os selv.

Så det endte med to læsesessioner over hele denne lange periode, hvor jeg endelig havde tid til at fordybe mig i Mabanckou

Det er den 12. bog jeg har læst af ham siden jeg startede bloggen her; så i realiteten er det vel 14-15 styks. Denne gang er han tilbage i fiktionen men med et kraftigt selvbiografisk islæt. Han dedikerer bogen til sine forældre, Pauline og Roger, og det er da også navnene på bogens forældre, selvom den lille dreng hedder Michel og ikke Alain. Man kan undre sig over, hvorfor han tager dem lige for lige, og så benytter sig af et andet navn til drengen? For det er uden tvivl hans egne erindringer om mordet på landets præsident Marien Ngouabi i marts 1977, da han var elleve år gammel.

Michel og forældrene bor i Pointe-Noire langt syd i landet og mange hundrede kilometer fra hovedstaden Brazzaville. Faderen får derfor alle sine informationer fra den lille transistorradio; men pludselig spiller den udelukkende russiske sørgemusik.

Republikken Congo var indtil 1991 en marxistisk-leninistisk stat, og såvel beundringen for som tilknytningen til USSR var stor. Men nu virker det hele meget kaotisk - Michels lille hund forsvinder, men han må ikke forlade huset for at lede efter den. Der er militærkøretøjer i gaderne, og pludselig dukker onklen René op med to onkler, Michel aldrig før har set. 

De to onkler har i hast forladt hovedstaden efter mordet på et andet familiemedlem, og er nu kommet for at advare familien. Igennem deres forklaring af situationen genfortæller Mabanckou hele landets historie fra de første lykkelige dage efter kolonitidens endeligt til den uundgåelige situation med afrikanske diktatorer, og interne stammekrige.

Det er et tidsbillede af Afrika i 1970'erne men med en forbindelse til Frankrig, som jo stadig lidt er moderlandt - og hvor Jacques Chirac vælges som borgmester i Paris, og dermed får vi historien om Giscard d'Estaing, Pompidou - og de andre faderfigurer som var de franske præsidenter.

Pauline - moderen - vil sørge over tabet af den dræbte bror, men det kræver, at hun barberer sig skaldet - og så vil alle jo spørge, hvem der er død. En begravelse er ikke en intim affære - og da de skal holde familieforbindelsen hemmelig, skaber det konflikter i det lille hjem.

Det hele fortælles med barnets logik - og til tider lidt mange gentagelser af den samme sætning for at give os barneperspektivet; og det giver et yderst troværdigt billede af stemningen i en provinsby i Afrika i 1970'erne. Det er ikke hans bedste roman synes jeg; der manglede lidt dybde - og pludselig sluttede den lidt brat. Men han forstår at give os Afrika i litteraturen.


Thursday, February 20, 2020

Englene i Avignon - Bjarne Reuter



























  • Dansk
  • 16.-19. februar
  • 430 sider

Jeg kan ikke helt forstå, at det er otte år siden, at jeg læste Reuters middelalderroman om løgnhalsen Pagamino. Under vinterens bogudsalg faldt jeg over en billig version af en af hans senere romaner, som på mange måder mindede om den tidligere. Middelalder og eventyrlige historier!

Vi er i 1313-14; og paven Clemens V bor i den periode i Avignong - ikke grundet det store skisma, som først startede i 1378; men han arbejdede først og fremmest sammen med den franske konge Filip IV for at udrydde katarerne. Og han havde ikke meget lyst til at bo i Rom.

Men det er en anden historie!

Nu er Clemens V angrebet af en dårligdom, som han selv mener er Djævlen - og den skal udrenses ved en pilgrimsrejse til en bro i Italien - Ponte di Luce - lysets bro. Han hidkalder fidusmageren Pieter van Dreusen, som lever af at sælge pulvere og drikke for at kurere folk. Det rene humbug selvfølgelig og manden er da også den komiske ingrediens; lille og undselig af figur, hvilket både pave og menigmand konstant minder ham om.

Derudover er der munken Enzo, som er temmelig ubegavet - men i besiddelse af et markeret afsporet libido, som gælder alt fra dyr til kvinder. Så er der pavens livlæge, Cobus, som lever for at spise og spiser for at dø. Endelig ledsages de af englene - fem unge drenge, som paven omtaler som sine keruber. De bliver taget fra deres familier for at følge paven - og holde ham med selskab om natten; man kan kun gisne om, hvor vidt den omsorg strækker.

Ovenover hele dette sceneri sidder universets marionetførere og styrer slagets gang; det er Leopold og Angelo - Gud og Satan, som har indgået et væddemål. 

Undervejs kommer de ud for mange hændelser, og flere af dem omkommer så rejsen slutter noget anderledes end den begyndte. Det hele ledsages af pudserløjelige udvekslinger mellem de forskellige protagonister, om det godes kamp mod det onde. Om livets fortrædeligheder, religion - og lange beskrivelser af, hvad de ser på deres rejse.

Jeg havde virkelig svært at finde begejstringen frem; på trods af min store glæde over historien om Pagamino, så fungerede det ikke her. Personerne var detaljeret beskrevet, men alligevel kom de ikke til live for mig - ingen af dem formåede at rejse sig ud af bogens sider.

Jeg synes den for det meste var langtrukken, og kedelig desværre. Heldigvis var det jo et udsalgskøb, og fejlkøb skal der jo være plads til!

Sunday, February 16, 2020

Solsøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 15.-16. februar
  • 848 sider
  • Originaltitel: The Sun Sister

Jeg har jo læst de første fem bind i sagaen om de syv søstre; og alle i den mindre paperback-udgave, som er billigere (og passer bedre til højden på mine bogreoler!).
Derfor havde jeg besluttet mig for at vente med sjette bind til samme format udkom; det stod først til begyndelsen af april - men pludselig er den rykket til slut juli! 

Og i fredags fik jeg fjernet en visdomstand, og havde derfor forfærdeligt ondt af mig selv ved udsigten til en stille weekend med flydende føde og smertestillende medicin. Jeg besluttede mig for, at denne slags chick-lit var helt perfekt til lejligheden. Men det er jo en dyr belønning, da denne udgave stod mig i 170 kroner, og var læst på to dage.

Electra er den rebelske søster - den berømte fotomodel, som er fuld og skæv det meste af tiden. Hun er blevet forladt af sin rockmusikerkæreste, og er helt nede at ramme bunden, da hun tilmed bliver kontaktet af sin påståede mormor. I modsætning til de andre søstre har hun været mindre ivrig efter at kende sin historie; men nu kommer den til hende, som hun kæmper med sit stofmisbrug.

Den nutidige historie er noget mere barsk - også sprogligt (!) end de andre mere finpolerede historier synes jeg.

Den anden historie, der som altid foregår i fortiden, er ikke så langt tilbage som det har været tilfældet andre gange. Vi starter i New York i 1938,  hvor den unge Cecily er blevet forladt af sin forlovede. Hun møder sin gudmoder, Kiki Preston, som overtaler hende til at rejse med hende til Kenya for at komme sig.

Som det ses er Kiki Preston en reel person; som i tidligere romaner blander Riley historie med fakta - og netop her, hvor vi ender i Happy Valley i slutningen af dets storhedstid er der mange referencer til personer, der har levet. En af hendes kilder er da også netop Juliet Barnes' roman om Happy Valley, som jeg læste sidste år - da jeg selv var i Kenya.

På vejen til Kenya stopper Cecily i England, og resultatet deraf opdager hun i Kenya - en uønsket graviditet med en mand, der har forført og bedraget hende. Hjælpen kommer i form af en særpræget personnage, som virker inspireret af Denys Finch-Hatton - storvildtjæger, pilot og inkarneret ungkarl. Denys selv var jo død på dette tidspunkt - men mange andre fortsatte deres vilde liv i luksus, fråds og barnlighed midt i kolonialismens svanesang.

Jeg kan dog ikke læse noget som helst om Kenya nu, uden at længes tilbage - og mærke duftene fra savannen. Så jeg var lykkelig for, at Riley nåede omkring Afrika også.

I nutiden følger vi Electras kamp for at blive clean - og ender med at flette Obama politisk korrekt ind i en historie, som kommer til at handle om afroamerikaneres rettigheder i 1960'ernes USA.

Slutningen er som sædvanlig enigmatisk; jeg har hele tiden haft mine tvivl om Pa Salts reelle død - men det virker ret fastlagt her. Til gengæld åbnes der op for en ny Pandoras æske i de sidste linjer - så alt er som det skal være. Men nu måtte den afsluttende bog gerne komme, synes jeg!

Det er god chick-lit - to dages læsning til de mange sider; men hun forstår også at skrive en cliffhanger-kompakt historie.

Thursday, February 13, 2020

Artist Quarter - Charles Douglas



























  • Engelsk
  • 9.-13. februar
  • 354 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Et helt fantastisk fund gjort i museumsbutikken på SMK, da jeg besøgte Anna Ancher-udstillingen (som i øvrigt også kan anbefales).

Jeg faldt selvfølgelig over den på grund af forsidens undertitel - Modigliani, Montmartre & Montparnasse! Jeg tænkte straks, at der jo måtte være lidt af historierne fra Hemingways klassiker om en utrolig del af Paris' historie som centrum for kunstnere.

Det viser sig dog at være endnu bedre; bogen er nemlig en genudgivelse af romanen, som den udkom i 1941 - og tilsyneladende ikke genoptrykt siden. Bogen er skrevet mens "forfatteren" boede i Paris, og frekventerede mange af de mennesker, som et par årtier forinden havde været en del af den dynamiske, excentriske og kunstneriske kerne i først Montmartre og siden Montparnasse.

Den er nemlig skrevet under pseudonym; Charles Douglas er to personer - den ene er Charles Beadle, som flyttede til byernes by omkring 1920, og blev der til sin død under 2. Verdenskrig. Den anden var Douglas Goldring, som tilsyneladende boede kortere tid i byen.

Historien er mange steder skrevet i første person, hvilket jo er fiktivt - for hvem af de to taler så/ Til tider kan man se det, da der refereres til Afrika, hvor Beadle opholdt sig i en årrække. Men det er nok et sammenkog af de to herrers oplevelser i byen, hvor de kendte den hårde kerne af kunstnere.

De kom oprindeligt til Montmartre i slutningen af det 19. århundrede, og de førende var selvfølgelig Toulouse-Lautrec, Degas, Matisse, Renoir, van Gogh osv. Som de blev ældre - eller var borte - tiltrak de den næste generation - Picasso, Modigliani, Utrillo... som hærgede de lokale cabareter, og levede af billig vin og ofte ved at sælge deres tegninger for en bid mad. Som forfatterne så rigtigt beskriver, har der været mange kroejere, der har fortrudt, at de smed de tegninger ud.

Omkring 1910 rykkede bohème-livet fra Montmartre til Montparnasse. Det var besværligt at komme op på toppen af bjerget, og den nye intellektuelle klike samledes nede ved de nye store boulevarder - der var kommet en del tyske jøder, som havde penge til at investere i deres kunst. Da salget ofte foregik ved dør-til-dør-metoden (eller fra cafébord til afébord) måtte man jo være, hvor køberne var.

Måske handlede det også om, at de nu var så kendte, at de ville have deres eget, og ikke leve i skyggerne af legender fra Montmartre?

Modigliani var en af de håbefulde kunstnere, der flyttede til Paris. Han kom i 1906 direkte fra Italien og inkarnerede den italienske elegance. Det varede dog ikke længe og han blev snart kaldt for Prinsen af bohème; han fandt sin plads mellem vinflaskerne og hashtågerne, og blev kendt for sin skandaløse optræden. Når han var i sine dæmoners vold, smed han tøjet; han råbte og skreg og kom ofte forbi detentionen på trods af vennernes kamp for at holde ham i kort snor.

Hans kunst solgte ikke; som mange andre byttede han skitser for mad - eller snarere for stærk spiritus og narko. Hans signaturkunst var ikke i tråd med tidens kubisme, og hans personnager med de karakteristiske lange halse blev først for alvor berømte - og penge værd - efter hans død. Et klassisk eksempel selvfølgelig.

Charles Douglas - eller Beadle og Goldring - var som sagt i Paris, og kendte Modi, som han blev kaldt, personligt. Som sagt er det svært at vide, hvem af dem det var - men bogen indeholder mange samtaler med store personligheder fra tiden som Kiki de Montparnasse, poeten Zborovski, som blev Modiglianis mæcen og beskytter. Det er også interessant at læse nu så mange år efter, da forfatteren udtrykker sin store nostalgi og tristhed over den forandring, der sker med byens cabareter og stemningen generelt. Den er jo skrevet netop som 2. Verdenskrig er brudt ud - og hvis man sammenligner med i dag, er det jo soleklart, at den æra sluttede dengang.

Netop derfor er disse tidsbilleder så fantastiske; ikke mindst her, hvor det er skrevet af en samtidig, som var tæt på det hele.

Det er en tragisk historie om en kunstner, der bliver mere og mere sindssyg - og da han dør af druk og narko, kaster hans samleverske sig ud af vinduet. 

I 2015 blev et af hans malerier solgt for 170 millioner dollars. 

Saturday, February 8, 2020

How to be a better Tourist - Johan Idema



























  • Engelsk
  • 8. februar
  • 128 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Museumsbutikker er ideelle steder at finde interessante bøger, som er mindre mainstream end, hvad man finder hos de traditionelle boghandlere. Under dagens besøg på Statens Museum for Kunst fandt jeg blandt andet denne, som jeg tænkte måtte være oplagt læsestof til at forbedre mig som rejsende - eller turist, som det jo populært kaldes, selvom mange kvier sig ved den pådutning.

Bogen er ikke stor, og i et sjovt nærmest kvadratisk format; den er rigt illustreret og således en hurtig læsning. Men den kan sagtens bruges som "opslagsværk" senere, hvor man kan dykke ned i de 28 råd, som forfatteren giver os til at forbedre vores ferier og rejser.

Er jeg så en god turist? 

Jeg kigger på Idemas råd og kan reflektere over, hvordan jeg er som rejsende.
Her er nogle udvalgte råd fra bogen.

1. Hold ferie derhjemme
Det gør jeg ikke meget; men jeg er flittig til at besøge museer og komme omkring i min by - men ikke nok i mit land. Det kan forbedres.

2. Før-ferie-lykke - forberedelsen
Jeg forberede altid temmelig meget inden jeg rejser. Det fraråder Idema i nogle tilfælde, da det kan lede til skuffelser og for høje forventninger. På den anden side anbefaler han også, at man sætter sig ind i det sted eller land, man skal besøge.

Når jeg skal på citytrip er det en stående joke, at jeg forbereder Excel-regneark med informationer om alt muligt - transpormiddel, åbningstider, priser, specielle forhold. Jeg har en overordnet plan for, hvad jeg vil besøge på hvilke dage - mange storbyer opererer jo med princippet om faste lukkedge for museer. Ved at forberede mig, undgår jeg at troppe foran en lukket dør. Og det giver mig rig mulighed for at improvisere.

Sidste år stod vi i Prag i silende regn på en dag, hvor vi havde tænkt os at besøge de fem jødiske kirkegårde i byen. Det var ikke optimalt i det vejr; i stedet kunne min Excel-liste hurtigt vise mig, at lige rundt om hjørnet lå et kloster/museum, der var åbent og hvor jeg havde anslået et par timers besøg. Det var en hurtig løsning, og vi havde en glimrende dag indenfor. Havde jeg ikke haft min liste, var vi måske vandret forvirrede rundt?

9. Airbnb eller hotel?
Jeg benytter mig af begge løsninger; det afhænger af, hvad formålet med rejsen er. Til citytrips er Airbnb genialt. Man går tit mange km om dagen, og det er skønt at kunne lave mad hjemme og have lidt mere plads til at slappe af på. Man får et andet indblik i kulturen ved at bo i et privat hjem.

Idema anbefaler især at leje hjem, der er private og ikke de mange, der er anonyme udlejningsboliger Det foretrækker jeg også - og jeg tager altid en dansk specialitet med som en lille værtsgave - pudsigt nok også noget, han anbefaler.

10. En dag alene
Idema anbefaler, at man tager sig en alenedag, hvis man rejser med andre. Jeg rejser både som par og alene. Og jeg elsker begge dele.

Rejser man alene kommer man nemmere i kontakt med de lokale, som han også taler om i sit 8. råd.
Min største aleneoplevelse var uden tvivl, da jeg i 2011 tog 2 måneder ud af kalenderen, og rejste til en lille landsby syd for Dakar i Senegal. Jeg lejede et lille hus uden meget elektricitet; slet ingen internet, fjernsyn eller radio - men til gengæld mange naboer.

Jeg spiste i gadekøkkener, eller fik mad fra naboen for 1€ eller jeg købte mælkepulver til deres børn, og fik en skål mad til gengæld. I to måneder var jeg alene, og helt afhængig af lokalsamfundet for at finde ud af, hvor jeg skulle handle og samtidig få dækket mine basale behov for lidt socialt samvær. Det er en genial måde at rejse på - men bedst, hvis man mestrer sproget selvfølgelig.

12. Vær seriøs med dine souvenirs
Idema har intet til overs for plastic-Eiffeltårn og deslignende; men anbefaler, at vi bringer souvenirs med hjem, der giver mening og skaber minder for os, når vi er tilbage i vante rammer.

Jeg køber altid et par ting med hjem; men de skal give mening for mig, og ikke stå og samle støv på en hylde. Jeg køber tit bøger skrevet af en lokal forfatter; mange små museer har udgaver, som aldrig vil kunne findes på Amazon eller i boghandlere; især hvis man rejser til andre mere eksotiske kontinenter, Det er bøger, som uddyber mit kendskab til landet og bliver til et minde i sig selv.

Men det kan også være brugsgenstande. Jeg har et skakspil fra Nicaragua; mit saltkar i ben fra Kenya; mine tofarvede plastictallerkner fra et lokalt marked i Banjul, som jeg spiser frokost af på arbejde - til stor moro for mine kolleger. Mine sofapuder er syet af batikstof hjembragt fra Senegal og jeg køber tit et lille smykke - et spraglet armbånd eller halskæde til et par Euro, som minder om steder, hver gang jeg har dem på.

Det er ting, jeg ikke kunne finde herhjemme men som indgår som dagligdagsting for mig nu.

15. Supermarkedssafari
Intet er bedre end at besøge et lokalt supermarked siger Idema. Selv kan jeg også godt lide at tænde for fjernsynet - hvis det er et land med elektricitet og komfort - det giver hurtigt en idé om kulturen at se fx reklamer. Er man i Egypten (eller Mellemøsten) ser man fx vaskepulverreklamer, hvor det er mænd, der er stolte af deres kridhvide turbaner. Det siger jo meget om en kultur, at kvinderne er væk fra skærmen!

Men supermarkeder er også gode; især hvis man er i en Airbnb og selv vil lave mad. Det er en oplagt mulighed til at prøve ting - nogle gange aner man jo knap, hvad man køber!

16. Nummer 2-byer
Vi rejser alle til hovedstæder, og for mange byer er dette et stigende problem. Der er ganske enkelt for mange mennesker.

Idema anbefaler, at man rejser til landets nummer 2-byer; som ofte er sammenlignelige med hovedstaden men måske med knap så mange seværdigheder. 

I nogle lande er nummer 2-byer dog mindst lige så interessante; min næste citytrip går fx til Napoli, hvor der ikke er vanvittigt mange turister (frygt for sikkerhed?) - men alle muligheder for at se noget helt andet; selv sammenlignet med Rom.

Det er blot nogle af de råd, Idema giver. Andre er at lave humanitært arbejde eller i det mindste give til folk i fattige lande. Det gør jeg også! 

Jeg er sikkert ikke god til at lave for lidt i min ferie; min citytrip til Prag sidste sommer resulterede i 80 anmeldelser på Tripadvisor af kirker, museer, pladser, parker etc. I øvrig en kilde jeg selv bruger meget - og er god til at sortere i, da der er en del falske anmeldelser desværre.

Men jeg kan se efter at have læst bogen, at jeg er en rigtig god turist. Jeg er god til at rejse - hvilket jo ikke overraskede mig, Jeg lander hurtigt et nyt sted; jeg opsøger både kendte og mindre kendte kroge af stedet - og jeg har brugbare minder med hjem, som dagligt minder mig om, at der er andre horisonter udenfor andedammen.

Wednesday, February 5, 2020

African psycho - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 3.-5. februar 
  • 240 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alt, hvad Alain Mabanckou skriver er det pure litterære guld; og dette er den 11. bog jeg læser af ham. Der står en ny på hylden, og venter - men inden den udkom havde jeg nået at indkøbe den eneste ældre roman, jeg aldrig havde læst.

Måske fordi jeg stadig erindrer læsningen af American Psycho tilbage i 1990'erne; det var virkelig barske sager - og jeg kunne kun forestille mig, hvor voldsom en afrikansk version kunne blive. Mabanckou har jo tidligere skrevet om krige og opgør i bl.a. Congo; et land, der har været præget ar ekstrem vold i mange år.

På den anden side ejer Mabanckou også talentet til at gøre tingene usandsynligt ironiske og morsomme. Her møder vi Batemans antitese; antihelten, der ikke bliver seriemorder selvom det er hans højeste ønske.

Grégoire Nakobomayo blev som nyfødt efterladt af sine forældre; og hele sin barndom blev han kastet rundt mellem plejefamilier, der prøvede at få ham til at blive en overklassedreng. Men Greg havde det bedst med ballade og snyd; og sin sidste plejefamilie forlader han efter at have stukket øjet ud på sin stedbror, da denne vil overgribe sig seksuelt på ham.

Som ung mand fascineres han af massemorderen Angoualima, som hærger i byen og efterlader sine ofre med hovedet separeret fra kroppen; storsmilende med cubanske cigarer i munden. Alle, der forsøger at provokere morderen - journalister, politifolk etc. - bliver hurtigt myrdet. Greg tager ham i forsvar, og da Angoualima begår selvmord bliver hans gravsted hans pilgrimssted.

Han mener bestemt at kunne både se og høre sit idol, når han står ved graven - og han vil så forfærdelig gerne imponere ham - og hvorfor ikke også blive den nye Angoualima?

Men i virkeligheden er han jo en lidt stakkels fyr; han er ikke smuk - og det nager ham. Han har ikke en kæreste men gør brug af de lokale ludere, som kommer fra 'landet på den anden side af floden' - dvs. fra Congo og hovedstaden Kinshasa. Han reparerer biler og lever isoleret i sit lille hus, han selv har bygget.

Han planlægger hele tiden det perfekte mord; men det går virkelig galt hver gang - han bliver forstyrret; han bliver dårlig ved synet af sit eget blod, da han øver sig derhjemme... en reel antihelt!

Da han møder luderen Germaine, ser han den oplagte mulighed. Han bileder sig selv ind, at hun flytter ind hos ham for at blive opfedet som en slagtegris. At han i hvert fald ikke knytter sig til hende, og at hun bestemt skal myrdes den 29. december - det er der jo ikke meget impulsion over.

Og helt galt går det, da vi når den 29. december - for samme nat myrdes hun af en gal kunde; endnu en gang har han forpasset sin chance.

Det er Mabanckous satire over Ellis' værk nærmest; den udkom 12 år efter American Psycho og er fuld af Mabanckous afrikanske rødder, og satiren som vi kender den fra hans tidlige romaner. Jeg havde slet ikke behøvet være nervøs for min nattesøvn!

Friday, January 31, 2020

Gå-bogen - Bente Klarlund Pedersen



























  • Dansk
  • 27.-30. januar
  • 217 sider

For nogle år siden, da jeg boede et andet sted; i en anden by i et andet land - da gik jeg tit hjem fra arbejde. Det var en tur på 4,5 eller 5 km afhængig af, hvilken rute jeg tog. Det var igennem en storby og med en del stigninger i terræn; nogle hovedstæder er bygget på høje. Det var en tur med liv i gaden, og jeg havde nogle pejlepunkter undervejs. Jeg brugte dem næsten som mellemtider, og gjorde det til en sport at udfordre mig selv på dem. Det var skøn motion. og en fantastisk måde at få luftet hoved og krop efter en dag bag computeren.

Så flyttede jeg hjem til Danmark, og nu er min dagligdag noget anderledes. Jeg bor i byen; faktisk så centralt, at det er irriterende fordi der er for mange mennesker. Arbejdsturen indebærer en kort metrotur, og derefter en bustur de sidste knap 4 km. Dem kunne jeg vel principielt tilbagelægge til fods - men her er det en lang kedelig tur uden pejlepunkter. Det er ligeud hele vejen, og det er åbent og blæsende terræn. Jeg har ikke lyst til at gå den tur; og jeg går også sjældent langt i min by.

Denne bog måtte jo være oplagt til at få nogle tips til at komme igang igen. 

Bogen er opdelt i kapitler omhandlende gangs effekt på blodtryk, sukkersyge, kræft og en lang række andre (livsstils)sygdomme. Hvert kapitel indledes med 1 side, hvor det beskrives, hvad kapitlet skal handle om - og det irriterer mig. For der er meget lidt tekst generelt; mange billeder og citater eller blot sider uden tekst; det minimerer indholdet så meget, at en sådan introduktion ikke er nødvendig - og det bliver til temmelig mange gentagelser.

Der er et par gode interviews med ex Jørgen Leth, Søren Ryge og Ritt Bjerregaard - og så pirrer det jo til ens dårlige samvittighed.

Men jeg fik ikke information, jeg ikke kunne have fundet på 5 minutter på Google - eller allerede viddste; og slet ingen redskaber til at lægge en selvmotiverende plan for at komme i gang... med gang.

Jeg havde ventet længe med at købe den, da jeg fandt nyprisen temmelig høj - og det er den altså også; der er alt for lidt kød og for meget pynt. Men jeg fik da lidt dårlig samvittighed; om det er nok er tvivlsomt.

Charlotte - David Foenkinos



























  • Fransk
  • 27.-30. januar
  • 257 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I efteråret læste jeg en mærkværdigt rørende roman af Foenkinos; deri refererer han en del til den tysk-jødiske maler Charlotte Salomon, og det gjorde mig nysgerrig, da jeg opdagede, at han havde skrevet en roman om hendes liv. 

Forsiden er præget af et af hendes selvportrætter fra 1940, da hun var i Frankrig. Det var ikke en kunstner, jeg kendte - men hendes historie er spændende; og hendes kunst ligeså.

Foenkinos har grebet det meget specielt an; det er ikke en roman eller biografi i den traditionelle forstand; men derimod sætninger ofte på en enkelt linje - eller mindre. Det er snarere prosa.

Det fungerer utroligt stærkt, fordi han skærer helt til benet, og der er ikke et overflødigt ord. Til gengæld er der en hel masse mellem linjerne; alt det usagte, som gør historien dybere og bredere.

Charlotte blev født i 1917 i Berlin; af en jødisk familie, som var præget af mentale helbredsproblemer. Hendes tante, som også hed Charlotte begik selvmord inden hun kom til verden. På bedstemoderens side var der mange selvmord i familien, og i 1926 sprang hendes egen mor ud af et vindue. Det skjulte man for den lille pige, og sagde det var en influenza.

Hendes far gifter sig igen med en berømt operasangerinde; men med Hitlers indtog må faderen opgive sin lægegerning, og stedmoderen at optræde. Charlotte begynder at tegne, og opnår på trods at studere på Kunstakademiet. Men da hun vinder prisen for årest bedste værk - som kåres anonymt - er det hendes tyske ariske veninde, der henter trofæet på scenen. 

I januar 1939 rejser hun til Sydfrankrig, hvor bedsteforældrene har opholdt sig siden 1934, og nogle måneder senere lykkes det forældrene at flygte til Amsterdam. De ses aldrig igen.

Charlotte bor sammen med bedsteforældrene i et stort hus ejet af Ottilie Moore, en amerikaner, der vil redde så mange jøder som muligt. Men i marts 1940 begår også bedstemoderen selvmord - og bedstefaderen udviser over flere gange tiltag til at ville have intimt samvær med hende. Var hun selv også psykisk syg - ellers ville man nemt kunne blive det under lignende omstændigheder?

Hendes værker er knyttet til musik, og fortæller en historie igennem billeder. Det er historien om familien, hendes opvækst og hendes affære med en ældre mand, der fortælles i kompositionen Leben? Oder Theater? 

I 2015 fandt man et langt brev, der beskriver hvordan hun i februar 1943 forgiftede bedstefaderen, der døde. Nu havde hun fred! 

Hun levede skjult i Moores hus efter at have boet en periode i et pensionat ved kysten; her bor en anden jøde, og de finder sammen på trods af alt, der adskiller dem. De gifter sig i juli 1943, da de opdager, at Charlotte er gravid. Hun forsøgte ikke at skjule sin eksistens eller tro - hun mente naivt, at de var i sikkerhed i Frankrig, som på det tidspunkt var under italienernes overvågning.

Men i september 1943 bliver de meldt. En ussel stikker som Anne Frank og så mange andre også var ofre for. Hun kom kun lige ud af toget i Auschwitz og direkte i gaskammeret.

Sunday, January 26, 2020

Min muse - Jessie Burton



























  • Engelsk
  • 23.-26. januar
  • 464 sider
  • Originaltitel: The Muse

For fem år siden læste jeg Burtons debutroman om dukkehuset i Amsterdam; en historie, der appellerede til mig på grund af byen, tidsperioden og temaet... så da jeg læste omslaget til hendes anden roman, og opdagede, at der var malerkunst involveret - så var jeg allerede solgt. Eller måske for tidligt?

Som det er blevet så populært er denne historie også en rammefortælling; distancen er dog relativt lille, da vi kun skifter mellem 1967 og 1936.

I 1967 i London bor Odelle, som er kommet fra Trinidad & Tobago til det, hun regnede med var det forjættede land. Det var hele familiens drøm, at den lærde unge kvinde skulle til Dronningens hovedstad og blive til noget stort. Dog må hun først arbejde i en skobutik i mange år, og leve med den uudtalte racisme og nysgerrighed, hun mødes med, inden hun får et job i et kunstgalleri som assistent/sekretær.

Til sin venindes bryllup møder hun den unge Lawrie Scott, som for at forføre hende, bruger sit arvestykke fra moderen. Det viser sig at være et maleri signeret af en I.R., som muligvis er penge værd. Da Odelle arbejder på et galleri, bliver det nærliggende at vise det til en kurator.

Parallelt med denne historie starter vi i Andalusien i starten af 1936, hvor den østrigsk-jødiske galleriejer Harold Schloss har lejet et hus sammen med sin skrøbelige hustru Sarah, og deres 19-årige datter, Olive. 

Olive vil være maler, men kæmper med faderens mistro til kvinders formåen; så hun maler i skjul. Til huset kommer et ungt søskendepar, Isaac og Teresa, for at tilbyde deres praktiske hjælp - men den spanske Adonis får også sat sindene i kog hos mor og datter. Og så er han maler! Isaac Robles. I.R.

Det er en brydningstid i Spanien - året hvor selvfølgelig den Spanske Borgerkrig bryder ud; og Isaac er aktiv på venstrefløjen. Da Harold og familien er jøder, er de også i en prekær situation, da en retur til Wien ikke synes mulig lige nu.

Maleriet, som findes i 1967, blev malet i 1936 i Andalusien. Men var det Isaac Robles, der malede det? Og hvordan er det endt hos den unge Lawrie Scott, som ikke har meget spansk blod i årerne - eller...?

Desværre er der flere problemer i denne historie.

Forfatteren forsøger at behandle et alt alt for stort antal emner; der er Odelles integraiton i det engelske samfund; hendes spirende forfatterkarriere med tvivlen om succes som kvinde; den underliggende racisme i London grundet hendes hudfarve. 

I den spanske historie er der Olives kamp for anerkendelse som maler og det problematiske forhold til faderen; der er Isaacs og landets politik; der er Teresa, som er sigøjner og på sin vis også underlagt racisme.

Og i forhold til maleriet er der en masse sammenligning med Picasso, og sågar Bosch, Cranach (som forfatteren lidt lemfældigt synes jeg kategoriserer som renæssancemalere?) - og historierne om nazisternes kunstplyndringer.

Det bliver for mange løse tråde, som aldrig kan bindes sammen på så få sider. Det er som om Burton vil det hele, og ikke kan gemme lidt materiale til en anden roman. I forhold til plottet opdager man desværre temmeligt hurtigt sammenhængen, og der er indtil flere pinagtigt lange udredelser, hvor man blot beder til, at de kommer videre.

Jeg kedede mig; og jeg fandt en del af intrigerne og de historiske indspark alt for søgte; det var desværre en bog præget af opfølgersyndromet, hvor det ikke helt lykkes at komme på højde med debuten. Men der holdt Burton sig langt bedre til sit emne.