Rose - Tatiana de Rosnay

 

• Fransk
• 12. juli
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er rigtig mange år siden jeg sidst læste noget af Tatiana de Rosnay. Jeg har set mindre til hendes romaner synes jeg - og jeg var ikke helt overbevist af den sidste. Men jeg faldt over denne på biblioteket, og emnet virkede interessant.

Rose bor i en gammel ejendom ved Saint-Germain-des-Près i en lille gade, der hedder Rue Childebert. Den findes ikke længere - ligesom de andre små gader, der nok snarere var gyder i området omkring kirken. Men det gør den stadig her i 1867, hvor Rose ejer en hel ejendom og har boet i årtier. Hun flyttede ind, da hun blev gift med Armand og lever blandt andet af lejeindtægten fra de to butikker i stueetagen. Hun er enke, og hendes eneste datter bor langt fra Paris.

Men nu skal gaden destrueres og alle beboere skal fraflytte deres hjem som led i baron Haussmanns renovering af Paris. Rose vil dog ikke flytte fra huset - hun lovede manden inden hans død at hun ville bevare deres hus. En håbløs plan, men Rose gemmer sig i det tomme hus i den tomme gade og venter på, at det falder ned om ørene på hende. Mens hun venter skriver hun til sin afdøde mand for at fortælle ham, hvad der er sket siden hans død ti år tidligere. Men hun kommer også ind på deres første forelskelse, deres familieliv og en masse detaljer som man objektivt set burde mene, at manden kendte til. Hvis han da overhovedet skulle læse det!

For det er jo blot en kulisse for at fortælle historien, og det kunne være gjort langt bedre på andre måder. Man tror i lang tid, at Rose gemmer på en stor hemmelighed i huset - en fysisk hemmelighed, der skal holdes skjult. Det handler dog i al sin enkelthed kun om at holde løftet til manden - hvilket ikke virker plausibelt for en kvinde på tres år at lade sig dræbe af murbrokker. Og oven i købet trække andre med i sin død.

Indimellem Roses brev til manden, er der gengivelser af breve hun har modtaget og gemt fra sit liv. De virker desværre heller ikke troværdige for tiden, hvis de var skrevet fra 1830 og frem.

Historien om renoveringen er interessant. I dag ser vi Haussmanns Paris. Det er det Paris, der har gjort Paris så berømt og man glemmer, at der inden da var en anden by, som Victor Hugo blandt andet lovpriste. Han var enig i behovet for bedre hygiejne, flere træer og grønne områder, men han var inderligt imod nedlæggelsen af det historiske Paris som fx hele området omkring Notre-Dame som var tæt bebygget med små huse og smalle gyder. 

Det er jo ikke svært at forstå, hvor traumatisk og dramatisk det har været for alle dem, der blev smidt ud af deres huse for st skabe de store smukke boulevarder, der i dag er kendetegnet for Paris. Det var en så intens og voldsom forandring koncentreret over femten år og i konstant byggerod. I dag nyder vi det, det blev til og de fleste af de huse, der forsvandt havde næppe stået i dag. Men derfor kan man jo godt have lyst til at opleve det andet middelalderlige Paris.

Et interessant emne som sagt - men der var en del irritationsmomenter for mig også. 

Theo af Golden - Allen Levi

 

• Engelsk
• 10.-11. juli
• 400 sider
• Originaltitel: Theo of Golden

Nogle gange tjekker jeg bestseller-listen for New York Times, og så lader jeg mig friste. Jeg trængte også til noget engelsk litteratur efter mit franske maraton. Måske også noget lidt lettere - men her endte jeg måske i lidt for meget af en kliché?

Theo er en ældre elegant herre på 86 år, der en forårsdag pludselig dukker op i den lille by Golden. Han besøger den lokale café i jagt på en rigtig god kop kaffe, og på caféens vægge ser han de blyantsportrætter en lokal kunstner har lavet af byens indbyggere. Der er 92 portrætter og Theo beslutter sig for at blive i byen, og gøre dem til sin mission. Han vil købe dem et efter et for at give dem videre til den portrætterede person, som han mener er den rigtige ejer.

De lokale ser først på ham med en vis mistro. For hvem er denne ældre mand, som ikke vil give sit efternavn og nødigt fortæller om sig selv. Vi ved blot, at han er fra Portugal. Han har engang været gift og haft en datter. Men han har nu boet i New York i mange år. Men alle andre spørgsmål undgår han behændigt.

Han skriver til personerne, og beder dem møde ham på en bænk i byens park for at modtage deres portræt. Således møder han folk fra alle byens samfundslag og hver gang stiller ham dem det samme spørgsmål: "Fortæl mig din historie".

Hans projekt bringer ham i kontakt med mennesker, der har behov for hjælp og han bliver den anonyme velgører for en del af dem. Men hans projekt begynder også at ændre folk og bringe dem sammen på en ny måde. Folk i byen begynder at lægge mærke til og tage sig af hinanden med en ny iver. 

Der er en del bibliske referencer hele vejen igennem. Navnet alene - Theo. Gud. Hans evne til at få folk til at folk til at føle sig set, hørt og elskede. Hans uselviskhed. Hans anonymitet. 

Vi får Theos fulde identitet i slutningen af bogen. Vi finder ud af, hvorfor han kom til Golden - og ikke en anden by. Det hele var nøje planlagt - måske bortset fra projektet med portrætterne, som dog viste sig at være perfekt til hans formål. Så mystikken opklares til sidst og det er for det meste en meget happy ending.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Coelhos Alkymisten. Det er selvfølgelig en helt anden historie - men idéen og effekten virker til at være den samme. Nogle gange har verden åbenbart behov for denne slags bøger, hvor vi hylder det gode i mennesket. Et behov for at blive mindet om, at vi alle kan gøre en forskel for andre, hvis vi blot interesserer os for vore medmennesker.

Det er jo en åbenlys og fin tanke. Men jeg synes det bliver lidt for prædikende og overlæsset med simpel symbolik. Desuden fratages vi tit muligheden for selv at gætte; Theos tanker og handlinger udpensles for læseren, så den mystik, der jo angiveligt skal være, forsvinder.

Den er virkelig hurtigt læst, og jeg er nok ikke helt modtagelig overfor denne slags moderne spiritualitet, som er så karikeret.

Familien Thibault III - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 3.-9. juli
• 639 sider
• Originaltitel: Les Thibault III

Sidste bind i den snart et hundrede år gamle trilogi om de to Thibault-brødre indeholder sidste del af  det oprindelige syvende bind - Sommeren 1914 - og Epilogen udgivet i 1940, som i sig selv er en roman og udgjorde ottende bind.

De første 300 sider - med slutningen af Sommeren 1914 - foregår fra 31. juli til 10. august, og er lige så detaljerede som syvende bind var. Man får her et helt unikt indblik i de politiske forsøg på at forhindre en krig, der skulle blive den sidste store krig. De imperialistiske rænkespil mellem stormagterne og de uundgåelige konsekvenser, når en nation begynder at mobilisere tropperne. For nu er der pludselig ingen vej tilbage og alle venter spændt på, hvem der først udsteder en officiel krigserklæring. 

Antoine ved jo, at han vil blive mobiliseret som læge men Jacques mener stadig, at socialisterne har en chance for at afværge krigen, hvis blot arbejderne går i generalstrejke. Ikke kun i Frankrig men i en international bevægelse. Da den franske leder Jaurès bliver dræbt på en restaurant i Paris mister partiet dog sin vigtigste figur, og da krigserklæringerne begynder at komme fra de europæiske magter, ændrer tonen sig.

Pludselig er klassekampen ikke uopsættelig, for nationalfølelsen overtager. Mange socialister mener, at krigen i sig selv vil bane vej for en ny verdensorden - hvilket den jo gjorde - men at det nu handler om at stå sammen trods politiske overbevisninger for at beskytte det franske territorie. Jacques er slet ikke enig, og vil ikke mobiliseres. De to brødre skilles således ikke som venner, da Jacques returnerer til Schweiz for at fortsætte kampen derfra. Han vælger en sidste desperat handling for at råbe kammeraterne op - og dør i forsøget.

Epilogen foregår fra foråret 1918 til krigens slutning i november. Antoine er blevet såret ved at inhalere den farlige sennepsgas, og er på en klinik i Sydfrankrig. Han tror selv på en bedring, selvom han ved, at han aldrig bliver som før. Men over sommeren forværres hans tilstand, og et besøg i Paris, hvor han ser Jacques' forlovede Jenny, hendes bror, Daniel, og Gise bliver skelsættende. Daniel har mistet et ben - og livslysten. De unge kvinder har omdannet familiens hus til hospital, og entusiasmen for krigen er forsvundet. Da han møder sin gamle læremester Philip, ser han i dennes øjne, at han ikke vil overleve.

Trilogien slutter med Antoines dagbogsnotater fra juli til november, hvor han afventer døden og filosoferer over meningen med det hele. Han var den succesrige - og rige - læge, der levede et privilegeret liv. Han havde elskerinder, men blev aldrig gift. Han satte æren og familien over alt andet. Men nu ændrer hans synspunkter sig, og han forstår Jacques. Hans lyspunkt er Jennys søn, Jean-Paul, født efter Jacques' død og uægte barn. Men han ser i ham håbet for en ny æra for Frankrig og Europa - og man tænker jo, at dette barn vil være en ung mand, når den næste verdenskrig rammer.

Dette sidste bind er skrevet i 1940 netop som 2. Verdenskrig startede. Du Gard fik Nobels litteraturpris i 1937, hvor Sommeren 1914 netop var udkommet og man kan sagtens se symbolværdien i dette. Hans politiske og pacifistiske holdninger er en advarsel om, hvor galt det kan gå og der er vel nok en politisk symbolik i at give netop ham denne pris for at kaste lys på den fare, man i slutningen af 1930'erne måske stadig håbede at kunne stoppe.

Det har været en intens læsning over knap tre uger og næsten 2.400 sider. Udgivelsen strækker sig over næsten tyve år, og det mærkes også i stilen, der bliver mere moderne som den skrider frem. Der er ikke mange lyspunkter i denne dommedagsfortælling om undergangen af en familie, et samfund og en verdensorden - men det er et helt fantastisk indblik i historien skrevet næsten som den udfoldede sig.

Familien Thibault II - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 26. juni - 2. juli
• 862 sider
• Originaltitel: Les Thibault II

I andet bind af Roger Martin du Gards episke værk om begyndelsen af det 20. århundrede fortsætter vi med det sjette bind af de oprindelige udgivelser og en stor del af syvende bind, som er langt det største af dem alle.

Sjette bind er La mort du Père (1929) - Faderens død, og fylder et par hundrede sider. Vi sluttede, da den ældste bror Antoine rejste til Schweiz for at hente sin revolutionære bror, Jacques, hjem til faderens dødsleje. Faderen forstår endelig, at enden er nær og gribes nu af moralske skrupler som den stærkt troende katolik han er. Jacques konfronteres med følelserne for den far, han har hadet i så mange år. Da Antoine ender faderens lidelser med en overdosis morfin, er Jacques den mest ramte af dem. 

Antoine har behandlet faderen i længere tid, og anskuer sygdommen med sine pragmatiske medicinske øjne hvilket fører til en længere filosofisk diskussion om tro med faderens sjælesørger, abbeden Vécard. Det er passager som disse, der kan være lidt lange at komme igennem - samtidig er de blandt de mest spektakulære fordi vi her får et indblik i tidsånden, og vi her ser den dualitet, som er toneangivende i hele værket. Katolicismen mod protestantismen; tro mod videnskab; borgerskabet mod proletariatet - og krig mod fred.

For syvende bind handler om optakten til og starten på 1. Verdenskrig. Skrevet i 1936 under titlen Été 1914 - Sommeren 1914 - er det en nærmest minutiøs gennemgang af dagene fra slut juni til midt august, hvor den generelle mobilisering finder sted.

Jacques er tilbage i Schweiz efter faderens begravelse, og er aktiv i den socialistiske bevægelse som vokser i Europa som modvægt til det gamle system, hvor overklassen og borgerskabet bestemte og regerede. Sin egen borgerlige baggrund til trods arbejder han for en klasserevolution, men der er vidt forskellige meninger om metoden. Helliger målet midlet? De revolutionære kan ikke blive enige. Er en voldelig overtagelse af magten vejen frem? Nogle argumenterer for, at det blot vil føre til, at den nye styrende magt selv vil blive enevældige - og det er jo rent faktisk, hvad der skete i Rusland efter 1917, og generelt mange steder i verden til alle tider. Stort set samtlige kommunistiske eller afrikanske styreformer opstod på den måde med triste resultater til følge.

Jacques er fra tid til anden tilbage i Paris, nu hvor faderen er død og forholdet til broren forbedret. Da Jenny og Daniels far begår selvmord, møder han den unge pige igen og endelig finder de hinanden. Men hun skal forstå hans revolutionære tanker! At han vil give sin arv til klassekampen og hun skal være hans kammerat i kampen for retfærdighed for verdens arbejderklasse. Et synspunkt Antoine jo ikke deler, som han lever sit komfortable liv som læge og samtidig har an affære med en barndomsvens hustru.

De private hændelser fra de to brødres liv fylder noget; men langt størstedelen er en virkelig grundig gennemgang af de politiske hændelser fra mordet i Sarajevo til starten på 1. Verdenskrig. Mere end 600 sider, hvor vi tages igennem samtlige diskussioner, mæglinger og forhandlinger mellem stormagterne i Europa på tværs af alliancer, der brydes. Det er om noget den mest grundige gennemgang, jeg har læst og er anerkendt som værende faktuelt historisk korrekt. 

Roger Martin du Gard var ikke alene pacifist; han mente også, at socialisterne havde en reel chance for at stoppe krigen ved at gå i generalstrejke. Arbejderbevægelsen var for alvor brudt frem, men den nationalistiske propaganda vinder til sidst til Jacques' store ærgrelse - han forstår ikke, at patriotismen i sidste ende er stærkere end det revolutionære ideal. For da det endelig gælder vil individet forsvare sit land, og selv de mest indædte revolutionære vil nu gå i krig for Frankrig.

Da dette bind blev skrevet i 1936 stod vi foran en ny potentiel katastrofe. Du Gard kunne ikke dengang vide, hvor nazismen ville føre hen, men han så alle faresignalerne i horisonten og bruger analogien fra 1914 som advarsel. Det hjalp som bekendt ikke, men historien om sommeren 1914 er et skræmmebillede på, hvordan national stolthed, politisk spil og demagogi kan føre til en situation hvorfra der ingen vej tilbage er.

Det er bestemt ikke nem læsning, men perspektivet fra en næsten samtidig kilde er eminent og samtidig tankevækkende fordi man indser, hvor lidt har ændret sig.

Syvende bind i den oprindelig udgivelse er brudt i to dele i den moderne version, så tredje og sidste bind indeholder slutningen af Sommeren 1914 og ottende bind. Det skal læses direkte i forlængelse af denne selvfølgelig!  

Familien Thibault I - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 19.-25. juni
• 875 sider
• Originaltitel: Les Thibault I

Denne franske mammutserie har stået på min læseliste i nogle år, men jeg var også i tvivl om den stadig var tidssvarende. 

Den udkom oprindeligt i otte bind over en årrække fra 1922 til 1940, og forfatteren fik tildelt Nobels litteraturpris i 1937, da syv bind var udkommet. I den moderne franske version er de otte bind samlet i tre bind, så første del indeholder de første fem bind: Le cahier gris (1922) - Det grå stilehæfte; Le Pénitencier (1922) - Straffeanstalten; La Belle Saison (1923) - Den smukke årstid; La Consultation (1928) - Konsultationen og La Sorellina (1928) - Sorellina. 

Vi følger - som titlen siger - Thibault-familien; en fransk katolsk familie bestående af faderen, den strenge industrimand, der er enkemand og familiens despot. Han forventer store ting af de to sønner - en god uddannelse, et retskaffent liv og ikke mindst lydighed overfor hans vilje. Den ældste søn, Antoine, er født i 1881 og læser medicin. Han opfylder fint faderens forventninger. Den yngste søn, Jacques, er født i 1880 og moderen døde i barselsseng. Han er rebellen, der som 14-årig stikker af hjemmefra for at undvige faderens strenge husorden og de krav, der stilles til ham.

Ikke mindst er han oprørt over faderens modstand mod hans venskab med Daniel de Fontanin - en jævnaldrende skolekammerat, hvis familie har den store fejl at være protestanter. Hos Thibault-familien bor også en ældre guvernante, kaldet Mademoiselle, og hendes forældreløse niece Gise. I Fontanin-familien har Daniel en søster, Jenny, mens forældrene lever adskilt. Moderen Thérèse indser undervejs langt om længe, at hun ikke kan leve med mandens eskapader.

Rundt om disse to familier er der selvfølgelig en række mindre væsentlige personer. Antoine og Jacques er unge, og har nogle romantiske eventyr helt i tidens ånd. Bekendtskaber med letlevende kvinder inden de slår sig til ro i et godt kristent ægteskab, hvilket ikke sker i første bind - og flirts med korrekte unge kvinder, som foregår som det gjorde dengang. Det er med overdrevne hjertesuk hos kvinderne, og svedige håndflader og lignende hos mændene.

De første tre bind er noget tunge at komme igennem, da stilen er så anderledes fra moderne litteratur. Vi er ikke tilbage i Victor Hugo-stilen, som er overraskende tidssvarende men snarere hos Balzac, Zola eller Tolstoi. Der er en vis form for realisme men også uendeligt meget introspektion, hvor deres moralske indre kampe kan virke lidt for dramatiske for vores tankegang.

Fra tredje bind, der er skrevet i 1928, sker der dog en ændring i stilen, som bliver mere handlekraftig med flere dialoger. Men der er stadig intet hastværk for at komme videre i historien. Hele fjerde bind - Konsultationen - som fylder knap 150 sider er således en beskrivelse af en dag i Antoines liv som læge. Det er beskrivelser af hans patientbesøg, som jo giver en indsigt i tidens dårligdomme. Romanen starter i 1904, og i dette bind er vi omkring 1910 - så det er inden penicillinen, hvor en mellemørebetændelse kunne slå én ihjel. Det giver gode øjebliksbilleder af et Paris i starten af århundredet, men mange hovedpersoner mangler fra dette bind.

Der er selvfølgelig også udvikling i familien omend meget ubalanceret. Fontanin-familien går ind og ud af hsitorien, mens de to Thibault-brødre kæmper med kærligheden og karrieren. Jacques flygter endnu engang fra faderen, og i sidste bind rejser Antoine til Schweiz for at finde ham, og bringe ham hjem til faderens dødsleje. Så efter 875 sider ender vi med en reel cliffhanger!

Jeg var lige ved at give op efter 100-200 sider må jeg indrømme. Men det vokser på én, og nu vi er i 1913, ved jeg jo, at der venter store ting forude med 1. Verdenskrig. Jeg kan dog også sagtens forstå, hvorfor den er blevet så berømt på sin tid, for uanset hvordan vi i dag betragter det, så har det været banebrydende for 100 år siden med emner som familieopgør, religionsfrihed, seksualitet og slutningen på en verdensorden. 

Vous parler de mon fils - Philippe Besson

 

• Fransk
• 17.-18. juni
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så fik jeg afsluttet min Besson-serie, som jo ikke er en serie - men jeg havde tømt biblioteket for hans bøger. Denne fra 2025 stod faktisk på min liste til sommerferielæsning i paperback, men fra biblioteket er det endnu bedre. Især da den som alle hans bøger er relativt kort.

Læsningen var dog lidt sværere, og jeg måtte lægge den fra mig og tage den over to dage, da den virkelig går lige i én.

Historien fortælles af Vincent; en far til to drenge på 9 og 14 år og gift med Juliette. Men Hugo, den ældste dreng, er død og familien er ved at gøre sig klar til en hvid march i deres hjemby for at mindes drengen, og protestere mod den mobning han var udsat for.

Så vi ved hurtigt, at Hugo er død. Men hvordan? Og hvordan kom det dertil?

Historien er Vincents indre dialog om forløbet op til denne march. Om Hugo, der ikke ville fortælle sine forældre, at han blev mobbet i skolen. Om slagene. Om tekstbeskederne. Om ydmygelserne. Om presset. Men også om angsten for at fortælle det til de voksne, fordi en konfrontation kun ville gøre det værre.

Og det er det Vincent og Juliette gør. De kontakter skolen, de mødes med mobbernes forældre. De opsøger en psykolog. Hugo får det værre og for at undgå yderligere eskalering, siger han, at det er blevet bedre. Men de tvivler, og fortsætter deres kamp for sønnen. Indtil han tager sit liv.

Ligesom i en af sine tidligere romaner bearbejder Besson her et af de traumer, vi læser og hører om i medierne. Mobning af børn er desværre udbredt, og har nok altid eksisteret. Jeg blev drillet meget som barn indtil jeg skiftede skole, og det har uden tvivl præget mig. Men i dag er tonen langt hårdere ligesom metoderne er mere veludviklede og langtrækkende med sociale medier som en modbydelig katalysator for børns ondskab. En ondskab, som i sidste ende er en refleksion af den opførsel de ser fra voksne. 

Vincents fortælling skrider stille frem i al sin gru mens de forbereder sig til marchen, og kommer igennem dem. Fordi de skal, og fordi der er en lillebror og et liv, der skal gå videre. Men man rammes hårdt igennem læsningen netop på graund af den dystre stille fortælling, der skræller lag efter lag af historien om magtesløshed hos forældrene. 

Desværre kommer der jo heller ingen forklaring eller forløsning - andet end at skrive om det måske kan opfordre til debat og oplysning. En bog, som jo ville være glimrende til en skoledebat, selvom den undervisningsmetode ikke er typisk i det franske skolesystem. 

Besson mestrer dog som altid kunsten at få en stor historie ind i et kompakt format.

Nu er det dog tid til noget andet, og nogle mursten af bøger som jeg endelig har fået hjem.

De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.

Lázár - Nelio Biedermann

 

• Dansk
• 14.-15. juni
• 360 sider

Det er måske farligt at blive udråbt som et geni som blot 23-årig; ikke desto mindre er det, hvad der er sket for den unge schweiziske forfatter Nelio Biedermann med hans internationale debutroman Lazar.  

Det starter i en udefinerbar tid på et slot langt ude i en skov. Her fødes Lajos von Lázár som søn af baronen og baronessen, og er et underligt gennemsigtigt barn. Slottet ligger i det østrig-ungarske rige, så vi ved, at vi er inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Baronen mistænker barnet for ikke at være hans eget, og baronessen lever i sin egen verden. Det gør baronens bror også - eller rettere han lever i en bogs verden lukket inde i et tårnværelse på slottet for ikke at bringe skam over familien.

Skoven omkring slottet både beskytter dem og opsluger dem; som Lajos' søster Ilona, der forsvinder derud den dag hun får sin menstruation og vender forandret tilbage. Hele stemningen er gotisk og magisk, og sætningerne konstrueret med uendelige indskudte sætninger, så man flere gange må læse forfra for at følge med i dens oprindelige hensigt. Her fornemmer man måske mest tydeligt, at det er oversat fra tysk og man kan glimrende forestille sig den virkelig komplekse tyske sætningskonstruktion. Det giver frygtelige minder fra skoletiden, hvis man ikke var begejstret for det sprog!

Som historien skrider frem bliver den dog mere konkret og tidsbestemt. Der er 1. Verdenskrig med opløsningen af imperiet og fødslen af den ungarske stat. Fascisterne kommer, og baronen må deltage i udryddelsen af jøderne, som Ungarn var særdeles effektiv og brutal i. Ethvert besøg til Budapest vidner om de rædsler regeringen og befolkningen sanktionerede under krigen. 

Efter krigen bliver Ungarn en del af det russiske kommunistiske styre indtil de skæbnesvangre dage i efteråret 1956, hvor oprøret sender Lajos' børn Pista og Eva på flugt til Schweiz. Så der har vi forbindelsen til Neilo Biedermann, der selv stammer fra en adelig ungarsk familie, der flygtede i samme periode.

Mændene i familien - Lajos, hans far Sandor og onklen Imre - er ikke stærke nok til at klare den omvæltning historien byder dem. De bliver sindssyge; de drikker; de er utro. Kvinderne, Lajos' mor Maria og hans hustru Lilly, er indbegrebet af adelig ynde, der ikke helt synes det er rimeligt, at verdenshistorien sådan skal gribe ind i deres privilegerede liv. Men Pista og Eva formår at forstå den nye verdensorden, acceptere nederlaget og komme væk.

Rundt om familien er der en skare af skæve skikkelser, der også er med til at illustrere, hvad der skete i Ungarn i de år. En katolsk præst, der kritiserer Hitler. Pistas ungdomskærlighed, Matilda, som han slet ikke havde forstået var jøde. Diverse elskere og elskerinder, tjenestefolk, huslærere og endog Stalin.

Jeg troede i starten, at det ville blive en kompleks læsning på grund af de lange komplicerede sætningskonstruktioner. Men så kom jeg ind i universet, og flød igennem uden at kunne stoppe. Den ændrede dog mærkbart karakter i slutningen, hvor det blev langt mere konkret, og magien forsvandt desværre en anelse. Desuden synes jeg han forlader et par vigtige personer - Lajos, Lilly og Imre - lidt brat og uafklaret.

Men ingen tvivl om, at det er en storslået roman, hvor man tages med til et univers, der minder om Allende men sat i en østeuropæisk kontekst. Det bliver spændende at se, hvad han kan blive til! 

Hold op med at lyve - Philippe Besson

 

• Fransk
• 13.-14. juni
• 198 sider
• Originaltitel: Arrête avec tes mensonges

Jeg har endelig fået øjnene op for Philippe Besson, og selvom jeg netop havde læst en af hans sidste romaner, så fandt jeg straks tre andre på biblioteket. De er alle relativt korte, og jeg læste denne i nærmest et stræk - ikke mindst fordi den var hjertegribende fængslende.

Jeg er faktisk glad for, at jeg læste den umiddelbart efter historien om Bessons morfars livshistorie - for her får vi en anden version af samme problematik. Evnen og viljen til at leve sit eget liv, som man føler det er rigtigt.

I sommeren 1984 er Besson sytten år gammel, og han er endnu ikke kommet ud, men er ikke i tvivl om sin identitet som homoseksuel. Det er ikke nemt i en lille by i Sydvestfrankrig, hvor alle kender alle. Så han kaster kun skjulte blikke efter Thomas, som fascinerer og tiltrækker ham. De har aldrig talt sammen indtil den dag Thomas opsøger ham, og siger de skal mødes på en café i byens udkant.

Det indleder et forhold, der varer til skoleåret er omme. Et forhold, der præges af intense elskovsscener, men mindre ømhed og slet ingen offentlig fremtræden. Besson forstår instinktivt, at Thomas ikke er klar til at stå ved sig selv, og accepterer spillereglerne. Men han er forelsket, og da sommeren kommer og de hver især rejser på sommerferie, er han knust af ulykkelig kærlighed. Han fortsætter sine studier i Bordeaux efter sommeren, og hører aldrig mere fra Thomas.

Indtil han i 2007 pludselig møder en ung mand, der ligner Thomas. Det er hans søn. Så Thomas har giftet sig, og lever nu et liv efter de normer, samfundet og hans familie satte for ham. Den unge mand hedder Lucas. Besson fortæller, at han selvfølgelig flere gange i sine romaner har brugt navnet Thomas til en af sine personer; men mere urovækkende er det, at han ofte også har brugt navnene Lucas/Luca. Uden at kende til Thomas' søn. Nu får han Thomas' telefonnummer, men vælger ikke at kontakte ham, da han har en fast partner, og ikke mener det nytter at åbne gamle sår.

Den sidste del foregår i 2016, da Lucas kontakter ham med henblik på at mødes. Det bliver til den triste slutning på en fortælling om en mand, der aldrig turde stå ved sig selv. Han har forsøgt - ironisk nok i nogenlunde samme alder som Bessons morfar, og i en tid, hvor samfundet havde ændret sig markant fra 1964 i den italienske historie. I sidste ende svigter modet ham.

Det er en smuk, men sørgelig historie. Besson valgte at skrive om den. Han dedikerer bogen til Thomas med fuldt navn og hans fødselsår og dødsår. Forsiden prydes af et foto af Thomas. Der er ingen hemmeligheder længere. Men Lucas havde allerede i 2007 forstået sammenhængen og giver implicit sin tilladelse til at Besson skriver om det. Hvad ville Thomas have tænkt om det? Det ved vi ikke, men kan jo gætte - og er det modigt eller overmodigt at udlevere ham? Måske er det en form for oprejsning for Lucas, som endelig kan forstå den far, han aldrig syntes at kunne nå?

Besson skriver tit om temaet om tilfældigheder, der ændrer liv. Det er temaet i fire af de fem romaner, jeg har læst af ham. Han mestrer det, så læseren gribes af historien - og som regel kniber jeg en tåre til sidst. Men mange af hans romaner har været fiktion, indtil hans mor sagde til ham, at han skulle holde op med at lyve (!) og skrive om sit eget liv. De historier er kommet i flere romaner, og viser blot, at virkeligheden absolut ikke står tilbage for fiktionen. Desværre kan man sige.

Oliva Denaro - Viola Ardone

 

• Dansk
• 12.-13. juni
• 308 sider

Jeg havde set denne flere gange på biblioteket, men normalt læser jeg helst italienske romaner i fransk oversættelse. Sproget er tættere på og oversættelserne derfor tit mere melodiøse synes jeg. Men anmeldelsen på Peters Verden overbeviste mig, og det fortrød jeg ikke - så meget desto mere som jeg jo var på Sicilien i april.

Oliva er seksten år i 1960 i en lille siciliansk landsby, der stadig lever efter århundreders gamle regler om kvinders og pigers opførsel. Hun kender alle reglerne - og hun er smerteligt bevidst om, at de adskiller sig fra de regler, der gælder for hendes tvillingebror Cosimino. Oliva elsker at løbe, hun elsker at samle snegle og frøer sammen med faderen, som de sælger på markedet sammen med den indtægt de får fra det, de dyrker på jorden. Men nu er hun ved at blive voksen, og pludselig ændrer reglerne sig.

Olivas far er fåmælt og moderen brokker sig konstant over hans apati. I virkeligheden er han feminist før sin tid, og respekterer hendes selvstændighed. 

Da Oliva får en beundrer i bagerens søn, Paternò, er hun først flatteret - moderen har aldrig syntes hun er en køn pige. Men nu står Paternò og fløjter udenfor deres hus hver aften. Oliva ved hun skal overholde reglerne, selvom hendes kommunistiske veninde Liliana fortæller hende, at kvinder kan blive politikere og i det hele taget andet end blot at gifte sig, føde børn og blive hjemme i huset. Da hun en dag møder Paternò på gaden, giver han hende en appelsin, som hun tager imod. Vi er på Sicilien - så det er ikke et æble; men betydningen er den samme. Det er syndefaldet, som det senere udlægges af folkedomstolen i landsbyen.

Historien er baseret på en virkelig historie fra perioden, hvor begrebet fuitina - den lille flugt - var en accepteret skik på Sicilien. Det var unge, der stak af fra familien og fuldbyrdede deres forhold for at opnå retten til at gifte sig. Men det var også unge mænd, der bortførte unge piger, voldtog dem - og måtte gifte sig med dem for at genoprette pigens ære og selv slippe for straf. En straf, der ansås for at være hypotetisk i folks øjne - for det var som regel pigens skyld. Hun havde nok ikke overholdt reglerne!

Olivas liv og fremtidsmuligheder ændres på et øjeblik, men hun nægter at give efter. Hun kæmper mod traditionerne og kvindens lod. I sin kamp viser faderen sig pludselig at træde i karakter og stå ved hendes side, og selv den traditionsbundne mor overgiver sig. Men det har fatale konsekvenser for hele familien og deres liv i det lille samfund.

Anden del af historien foregår tyve år senere, hvor kapitlerne fortælles på skift af Oliva og faderen. Vi får et tilbageblik på, hvad der skete i årene efter og hvordan det formede familien lige til brorens livsvalg. 

Det er en stærk feministisk roman om traditioner og personlig frihed. Det er Olivas kamp for at blive fri for traditionerne, og skabe sit eget liv på trods af omkostningerne for alle omkring hende. Men det er også et stykke kulturhistorie om den praksis, der først i 1981 ophørte med at fritage voldtægtsmanden for straf ved giftermål. Det virker absurd i vores verden - ikke desto mindre er det kort tid siden i en kultur, der nok var præget af mafiametoder, men alligevel i et moderne civiliseret samfund ... på papiret.