Saturday, April 13, 2019

Légende d'un dormeur éveillé - Gaëlle Nohant



























  • Fransk
  • 7.-13. april
  • 624 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg burde måske have fået nok surrealisme i Roegiers fantastisk vanvittige belgiske odyssé; men jeg kastede mig straks ud i en fiktiv biografi af en fransk digter, Robert Desnos.

Indrømmet kendte jeg ikke meget til hans poesi, da det absolut ikke er en genre, jeg læser. Men da jeg købte den i Bruxelles i julen, kunne jeg på omslaget læse, at han var samtidig med Picasso, Hemingway, Man Ray og hele Montparnasse-slænget fra de glade tider i mellemkrigsårene. Det var egentligt nok til at sælge den til mig - og jeg anede ikke, at det ville udvikle sig så tragisk.

Desnos har muligvis - uden tvivl - optrådt i Man Rays selvbiografi; men det er trods alt mere end fem år siden, jeg læste den. Men omgangskredsen var jo den samme, og Desnos var sammen med Breton én af medstifterne af den litterære surrealisme. De var begge ekstremt krævende mennesker, og deres filosofier magtede ikke at harmonere i længden.

Desnos var ludfattig, og skrev for de borgerlige aviser - for spise skulle han jo; men det pirrede Bretons ekstreme tro på surrealismen som en total fornægtelse af borgerlige værdier, og de to mænd brød med hinanden. Det skabte jo lidt sociale problemer, da de færdedes i de samme kredse  - endnu engang kan jeg kun fortryde ikke at kunne tilbringe en enkelt eftermiddag på Deux Magots i 1930'erne!

Desnos forelsker sig i den japanske maler Foujitas kone, som ganske vist var ærkefransk - men blev kaldt Youki. Hun var indbegrebet af 1930'ernes bohème; evig fest og champagne og en lang række elskere. På et tidspunkt lever de en underlig ménage à trois, men Foujita får nok, og Desnos og Youki flytter sammen. Det ændrer ikke hendes adfærd, og Desnos lider under det - men affinder sig også med, at sådan må hun være. 

Da nazismen begynder at gøre sit indtog i verden, rammer den også kunstnerne. Der er en stigende gruppe jøder i byen - Chagall og Max Ernst var blot nogle af dem, der var i Paris i de år, inden de måtte flygte videre til USA. Og så var der den Spanske Borgerkrig, som Desnos også fik ind på livet gennem sit venskab med Alejo Carpentier - og selvfølgelig Hemingway, som oplevede krigen på første hold.

Igen blev det til stridigheder om ideologier; og man måtte vælge side - ikke mindst da krigen brød ud, og Frankrig blev skåret midt over i en fri og besat del. Desnos kunne bare ikke gå på kompromis, og han var forfærdelig temperamentsfuld og endte tit i slagsmål. Han ville ikke holde sin mund, og kritiserede åbenlyst nazisterne og alle franskmænd, der omgikkes dem. Så hellere sulte end spise kaviar med tyskerne!

Han fortsatte sin poesi, men begyndte at skrive mere mellem linjerne, som jo var måden at få kritiseret systemet. Han hjalp, hvor han kunne og beskyttede en lang række jøder i Paris - eller med at få dem ud af byen. Og endelig i 1942 gik han aktivt ind i modstandsbevægelsen, og nu handler det konkret om sabotage og ikke længere blot om spydigheder på papiret. Han var særligt udsat fordi mange mistænkte ham for at være jøde og skjule det; og han havde jo som sagt ikke mange venner de rigtige steder til at beskytte ham.

Det var sandsynligvis også én af de gamle ideologiske fjender, der angav ham og i februar 1944 bliver han arresteret og efter nogle måneder i fransk fængsel ender han i en tysk lejr. 

Romanen skifter på dette punkt fortæller, og den sidste del fortælles af Youki, som desperat forsøger alt for at finde ham, få ham ud... og samtidig overleve det sidste hårde år af besættelsen i Paris.

Desnos "overlever" krigen; tyskerne tager dem med til Therezin-lejren og efterlader dem syge og sultende - men Desnos er hårdt medtaget af sygdom. Nogle uger senere gennemgår en ung tjekke listerne i lejren, og ser hans navn. Han genkender navnet og begynder at lede efter ham; Desnos er nu meget hårdt medtaget. men når at bekræfte, at det er ham. Nogle dage senere går han i koma, og dør i lejren i juni 1945. Han kunne sikkert have overlevet med hurtig og rigtig hjælp lige ved frigivelsen af lejren - men sådan gik det jo for ufatteligt mange mennesker i de dage.

Det var barsk læsning; jeg var virkelig mærket af de sidste mange sider - og samtidig følte jeg et enormt behov for at verificere, hvad der skete med så mange af de venner, han omtalte. Heldigvis overlevede mange, og døde år senere mætte af dage. Desnos som uden tvivl kunne have skrevet fantastisk om den tid, var kun 44 år gammel! 

Det var en underlig roman på sin vis; lige så højtflyvende den var i starten med konflikten mellem surrealisme og dadaisme; lige så basalt håndgribelig bliver det i de sidste dage, hvor det kun handler om liv eller død.
Men sådan var det sikkert for mange af de intellektuelle, der i 1930'erne brugte al deres energi på at diskutere deres idéer, idealer og ideologier - i sidste ende var det overlevelsen og verden kom aldrig rigtigt mere til at ligne Montparnasse i 1930'erne.

Som en yderligere bonus er teksten rigt supplementeret med hans digte, så jeg nu kender dem ganske godt - nok til min smag for poesi i hvert fald. Men indrømmet er der nogle vanvittigt smukke strofer imellem. Men det var en barsk omgang - jeg kommer mig aldrig over at læse de beskrivelser af den krig. Aldrig.

Saturday, April 6, 2019

Le bonheur des belges - Patrick Roegiers



























  • Fransk
  • 1.-6. april
  • 480 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mine to første romaner af Roegiers læste jeg i henholdsvis 2008 og 2009; og denne har stået i ventereolen i flere år; for man skal altså være mentalt klar til en af hans litterære udfordringer.

Roegiers selv har boet i Frankrig siden 1980'erne - og man kunne roligt anslå, at han ikke elsker sit fædreland særlig højt. Det tror jeg faktisk, at han gør - men han påpeger konstant absurditeten i det, der i snart 200 år har været et selvstændigt land som følge af Napoleonskrigene. Belgien opstod jo lidt ligesom mange afrikanske stater kom til verden under Scramble for Africa, og siden da har den lingvistiske krig huseret mellem den wallonske og den flamske del.

Den surrealisme udpegede Roegiers allerede i sin første bog; og nu kommer han så med denne optimistiske titel - Belgiens lykke. Ironien heri ligger jo i titlen, som er en omskrivning af en af det 20. århundredes største belgiske romaner af forfatteren Hugo Claus - Belgiens sorg.
Den var også nyskabende i sin form og Roegiers må være en stor fan af Claus.

Her tager Roegiers os med på en rejse gennem Belgien; anført af en navnløs, forældreløs 11-årig dreng, som på skift besøger forskellige steder, personer og symboler i en hæsblæsende anakronisme.

Det er værd at bemærke, at Tintin også var forældreløs og den eventyrer, vi jo ved.
Så der er måske en parallel her! I hvert fald drager den lille dreng afsted ud i verden - og besøger Waterloo sammen med Victor Hugo, som jo beskrev slagmarkerne i detaljer i De Elendige. Han synger sammen med Jacques Brel og er på Verdensudstillingen i 1958, hvor Atomium åbnede, og hvor man også udstillede congolesere i indhegninger. 

Han møder Brueghel, hvis maleri pryder forsiden; Dutroux - Belgiens mest forhadte mand; Simenon - som jeg jo tilbragte det meste af 2017 og 2018 i selskab med; og kommer ud at cykle Flandern Rundt. Han kommer i skyttegravene i 1. Verdenskrig, og tager på druktur med Verlaine...

Det er meget meget specielt! Til tider et hektisk tempo, og til tider med Roegiers sædvanlige flair for at opremse adjektiver uafbrudt over flere sider.

Til sidst ved man ikke, om det var godt eller skidt?

Det er selvironisk og karikaturalt; og det er om noget essensen af Belgien kan jeg roligt sige efter mine mange år i landet. Det er også kærligt - og ærligt! Ikke mange ville turde bringe Dutroux op med vilje.

Men det er også mentalt voldsomt at læse noget så ustruktureret, hvor der principielt ingen historie er. Det går fint i starten; men hen mod slutningen er man udmattet som efter selv at have kørt Flandern Rundt eller besteget toppen Waterloo for at sidde overskrævs på løven stirrende mod Frankrig til den ene side, og Holland til den anden. De to lande, som er skyld i, at Belgien er så kompliceret, komplekst, kaotisk og dejligt som det er i dag.

Sunday, March 31, 2019

Le tour du monde du roi Zibeline - Jean-Christophe Rufin


























  • Fransk
  • 25.-31. marts
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rufin er en klassiker i mine reoler, jeg altid vender tilbage til; jeg er ikke ubetinget og har således ikke læst alle hans romaner. Men de historiske har altid været blændende gode.

Maurice (Auguste) Benyovszky var en polsk-ungarsk eventyrer; en soldat, en forfatter, en rejsende - og muligvis en fantastisk lystløgner.  

I romanen møder vi en træt gammel Benjamin Franklin, som sidder og venter på at dø mens han dagligt kæmper med horden af besøgende, som vil bede om hjælp til alt muligt. Denne dag kommer et par ind af døren, og fortæller ham, at de har behov for hans hjælp. Manden - Benyovszky - hævder at være konge af Madagascar, og hans hustru er russer. Dette pirrer den gamle mands nysgerrighed, og dag efter dag kommer de og fortæller ham deres vanvittige historie.

Auguste - som er det navn, han benytter i bogen - og hustruen, Aphanasia, fortæller på skift om deres liv og rejser. Han var som ung soldat i den polske hær, og blev taget til fange - herfra kom han til Siberien, hvor han mødte Anaphasia. Hun var datter af den lokale fangevogter, og efter et mytteri stak de sammen med næsten hundrede andre til søs og væk fra Rusland.

Rejsen gik ned mod Formosa (Taiwan), Japan, Kina etc. for endelig at bringe dem til Madagascar efter en tid i Paris ved kongens hof. Her skulle Auguste efter sigende have løst samtlige interne stammekonflikter, således at de udråbtre ham til konge. Det passede ikke kongens udsendte på Mauritius, som gerne ville kontrollere handlen med øen og fange potentielle slaver.

Derfor rejste Auguste væk, og endte dermed hos Franklin, hvor han også mødte Washington. Han forsøgte at skaffe midler til at armeret revolution på øen,m og rejste tilbage, hvor han i 1786 blev dræbt af de franske tropper.

Anaphasias parallelle historie er noget mere "tøset", når hun fortæller om al den kvindelist, hun har måttet benytte for at få ham til virkelig at elske hende oprigtigt. Hun er den kloge og poserede, og han er kamphanen.

Rufin skriver selv i efterordet, at han har broderet hist og her. Ja! Han gengiver selv kort med årstallene for rejserne; men respekterer dem ikke selv i historien.

Benyovszky udgav selv sine memoirer og pralede af alle sine bedrifter; men der er ganske få reelle tegn på, at det skulle være sandt. Ikke desto mindre kæmper flere lande om rettighederne til ham; men verdenskortet så jo anderledes ud i det 18. århundrede. Er han så ungarer, polsk eller slovaker? 

Var han konge af Madagascar eller bare smågal?

Det er svært at vide; og Rufins gengivelse er hans version af "sandheden". Men for mig er den blot endnu en fantasifuld idé, hvor han kommer endnu længere væk fra en sandhed. Det gjorde det ikke til en god læseoplevelse for mig, og jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem den sidste halvdel efter jeg havde mistet troen på helten. Og heltinden irriterede mig med hendes selvretfærdige jamren! Men Rufin kommer uden tvivl stærkt tilbage!

Sunday, March 24, 2019

The Africa House - Christina Lamb


























  • Engelsk
  • 18.-24. marts
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Et indkøb til min sidste tur til Afrika - selvom jeg var i Kenya, og ikke Zambia; men den blev ikke læst under ferien. Så kunne jeg i stedet forestille mig, at solen varmede lidt længere, da jeg læste den hjemme med en god vinterforkølelse.

Ligesom mig var bogens hovedperson nemlig heller ikke glad for de nordlige vintre!

Forfatteren er Christina Lamb, som er journalist og særdeles vidende indenfor sit felt med især fokus på Mellemøsten. Faktisk opdagede jeg ret hurtigt, at hun også står bag om den noget så populære bog om den pakistanske pige Malala, som jeg faktisk ikke var særligt begejstret for. Jeg synes den journalistiske del var god - omend meget teknisk - men ikke helheden. Måske egner hun sig ikke til at være ghostwriter - men som biograf for en afdød person er hun eminent. 

Lamb faldt ved et tilfælde over Stewart Gore-Browns barnebarn på en bar i Lusaka; og han tog hende med til Shiwa Ngandu, som The Africa House også hed. Efter at have set det imponerende hus fik hun lov til at tilbringe mere end et år på at gennemgå samtlige papirer og dagbøger, som ejeren efterlod.

Det er en fascinerende livshistorie om en mand, der allerede ret ung besluttede sig for, at han ikke orkede det engelske aristokratiske liv. På den anden side havde han heller ikke råd til den levestandard, som han satte så stor pris på - han var lidt af en snob, men med en middelmådig karriere i hæren var der ikke udsigt til nogen formue.

Han led også af ulykkelig kærlighed; hans store ungdomskærlighed, Lorna, havde giftet sig med en anden og han var også forelsket i sin tante, Ethel Locke King, som var næsten tyve åt ældre end ham. Hun var gift, men han blev parrets kæledægge og det var stort set deres fortjeneste, at han kunne slå sig ned i Afrika.

I 1914 fandt han så stedet i det, der dengang hed Nordrhodesia; men krigen var netop brudt ud og han rejste retur til England for at melde sig under fanerne. Efter skyttegravene i Frankrig og med et noget sortere livssyn i bagagen tog han endelig tilbage og begyndte sit eventyr. Planen var et selvforsynende minisamfund ude midt på savannen. Han havde dog intet begreb om landbrug, og allierede sig med to partnere, som dog ikke var de verdensmænd han normalt omgav sig med.

Gore-Brown holdt på, at Union Jack skulle hejses hver morgen til en mønstring. Han var ikke bange for at slå de indfødte, som skræmte kaldte ham for Chipembele for hans berygtede temperament. Efter dagens dont fik han sin cocktail, og satte sig til bords når gongen lød - og forventede en gourmetmiddag med fine importerede vine. 

Det lyder jo som den ultimative kolonialist - men han var netop alt andet! Han gik i forfronten for at forsvare de indfødte i deres kamp for selvstændighed. Han mente, at det skulle være under ansvar - men som årene gik, blev han mere og mere liberal. Han vakte gru blandt sine landsfæller ved at køre rundt med sine ansatte og endog spise på restaurant sammen med dem. Han gik ind i politik, og var med til at finde talenter blandt de unge lokale - blandt andet en hvis Kenneth Kaunda, som endte med at blive den første præsident i det frie Zambia.

Han holdt stædigt fast i sin fantasi om Shiwa og dets mikrosamfund; han giftede sig som 44-årig med den meget yngre Lorna, som var datter af hans ungdomskærlighed. Det kunne man nok sige sig selv ikke var en god idé - der var aldersforskellen, og ikke mindst det lidt morbide i det. Og den unge Lorna viste sig jo at være alt for ung til at finde det morsomt at leve isoleret midt på savannen. De fik dog to døtre - og Gore-Brown var selvfølgelig skuffet over, at der ingen sønner kom. Han var en pudsig blanding af total reaktionær og visionær må man sige. De blev da også skilt, og han forblev alene de sidste femogtyve år af sit liv - Afrika betød mere for ham!

Og hele livet håbede han på, at tanten ville komme ned og bo hos ham! Han håbede også på at kunne leve af sin farm; men det skete heller aldrig i de knap 50 år han nåede at bo der. Han nåede dog at blive et samlingspunkt i landet; et symbol på kampen for frihed og et fadersymbol for mange.
Han døde som 84-årig i 1967, og fik som den eneste hvide i landets historie både en statsbegravelse men også en ceremoniel stammechefsbegravelse.

Christina Lamb har skrevet biografen så den til tider minder om en roman; i den forstand, at det ikke er tør opremsning af fakta. Hun krydrer historien med uddrag af hans breve og dagbogsnotater, hvor man virkelig ser hvilken person han var. Det er en enestående historie om et sammensat menneske; lige så entuasistisk og elskelig han kunne være om plantagen eller tanten - lige så stædig og uempatisk kunne han være når det gjaldt konen eller en genstridig medarbejder.

Stedet er heldigvis blevet reddet af hans barnebarn - ENDELIG EN SØN!!! - og drives nu som landbrug med lidt hotel. Man kan se huset på Google Earth - og der forstår man virkelig, hvor isoleret det er - selv i dag! Og der kom han i 1914, kiggede ud over dalen, og forelskede sig i stedet! Man kan godt forstå de mennesker, der dengang rejste ned for at udleve deres drømme - som Blixen; man kan også forstå, hvor hårdt det var og hvor (for) lidt de sikkert vidste om det... men Gore-Brown viste sig at være et helt igennem sympatisk og spændende menneske, som gjorde det lige så meget for at bedre verden som for at leve sit eget komfortable liv.

Monday, March 18, 2019

Paris by the Book - Liam Callanan

























  • Engelsk
  • 16.-17. marts
  • 368 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Paris. Bøger. Boghandel. 

Hvad kan gå galt? Det kunne det selvfølgelig - det kunne nemt have vist sig at være en chick-lit lyserød fortælling - eller så faktuelt forkert, at det bliver en vittighed som i denne Pariser-roman.

Det gjorde det ikke! Måske fordi forfatteren er en mand, og dermed naturligt vaccineret mod at gå i selvsving over fransk pseudo-romantik? Eller fordi temaet slet ikke er spirende romantik men derimod en voksen bildungsroman, hvor hovedpersonen som jeg-fortæller skal igennem tabet af sin mand gennem tyve år.

Robert og Leah mødes, da hun en dag stjæler en bog fra en boghandel i Wisconsin - og de bliver kærester. De har hver deres bogfetich, og begge spiller prominente roller i romanen og deres liv. Den ene er Den røde ballon af den franske instruktør Lamorisse; det er primært en kortfilm (som vandt en Oscar i 1956), men er også udgivet som bog. Det er Leahs leitmotiv, og hendes helt store drøm er at se Lamorisses Paris.
Roberts favorit er den østrigske forfatter Bemelmans' historier om den lille Madeline, som bor på et pigepensionat i Paris. Jeg ved ikke, om Madeline er oversat til dansk - men enhver franskmand kender i hvert fald de historier.

Robert er børnebogsforfatter, og Leah opgiver sin karriere for at skrive taler for andre - og tjene penge til familien. De får to piger, Daphne og Ellis, og lever et gennemsnitligt liv i en stille forstad. Til tider forsvinder Robert i timer, dage eller mere - for at få fred til at skrive. Men en dag er han helt væk - og de hører intet i ugevis.

Da de finder en reservationskode til flybilletter til Paris i en müslikrukke, beslutter de sig for at tage afsted - det er muligvis et tegn.

I Paris ender Leah med at erhverve sig en andel i en boghandel, og pigerne forsøger at finde sig selv i dette nye liv. Hver især har de forskellige opfattelser af, hvor deres far og mand er. Pigerne kigger efter ham på hvert gadehjørne. Leah mener, at han nok er død - indtil hun tror, at han observerer dem.

Det er ikke en krimi. Det er ikke en komedie. Det er en benhård og ærlig historie om en familie, der brydes op og hvordan hver person bearbejder denne proces. Kan man gå på dates igen? Hvorfor leder min mor ikke mere efter min far? Gjorde vi noget galt inden han rejste?

Samtidig er der den kollektive bevidsthed i familien, som er forældrenes to versioner af Paris - den sort-hvide ballonfilm og den naive søde børnebogsversion. De tre forfølger begge versioner for at se, om der er tegn gemt der.

Skrivestilen er virkelig speciel; der er mange indskudte parenteser, som til tider sprøjter en anelse lethed og humor ind - men som også gør Leah så levende for os. Hun fortæller i jeg-form; og det er efterhånden ret sjældent, at forfattere benytter denne form. Det fungerer eminent, hvis personen kan bygges op og bære det; og det kan Leah i høj grad.

Og det er befriende, at det ikke skal ende i rosenrød romantik med en hjertelås på en bro.

Jeg kendte ikke selv denne kortfilm; men den findes på YouTube og varer ca. 35 minutter - og den er virkelig se-værdig selv så mange år senere. Både som opfølgning til romanen men også selvstændigt.

Saturday, March 16, 2019

Omkring Martin - Ann Carina Schødt

























  • ANMELDEREKSEMPLAR
  • Dansk
  • 15. marts
  • 198 sider

I efteråret læste jeg den første roman i den planlagte trilogi om Martin og hans familie; venligst foræret af forfatteren selv. Derfor sagde jeg heller ikke nej til at læse anden del, som skal udkomme om nogle få dage.

Et af mine 'klagepunkter' efter den første roman var længden; forløbet er relativt kort og jeg manglede at komme nok i dybden med personerne. Derfor opfattede jeg slutningen som en cliffhanger, som skulle føres videre i anden del.

Stor er derfor min overraskelse, da vi starter flere år frem i tiden - i 2014, hvor landet plages af problemerne med skolereformen og Martins to døtre nu er blevet pre-teens med dertil hørende problemer med selvopfattelse og selvtillid. Men hvis vi er i 2014 er de to piger ni og tolv år (da vi er sprunget fire år frem i tiden), og det kan jeg altså dårligt få til at harmonere med Kathrines begyndende menstruation - men det er muligvis mig, der ikke er med på den fysiske udvikling hos teenagepiger?

Den første roman hed måske meget passende "Fra et hjørne af Martin", fordi vi kom med ham tilbage til den del af hans sind, hvor en ungdomsflirt stadig gemte sig. Bogen var opdelt i tidsbilleder skiftende fra nutidens familiære problemer til ungdomsforelskelsen.

På samme måde giver det selvfølgelig mening, at anden del hedder "Omkring Martin" - da bogen nu er opdelt i kapitler, som fortæller historien fra de forskellige vinkler - Martin, konen Fay og døtrene Amanda og Kathrine. Men det betyder jo samtidig, at der ingen forbindelse er til historien fra første bind.

Martin er muligvis mere velbegavet end gennemsnittet; men han er også en svækling - i mine øjne.
Han konfronterer ikke sine indre og ydre dæmoner mere nu end han gjorde i første bind. Hans samarbejdspartner gennem mange år bliver pludselig sygemeldt, og Martin finder først til sidst ud af, hvor alvorligt det var - da er 'vennen' død. For man kan jo undre sig over, hvilke personlige relationer han kan få til at fungere, hvis han ikke er tættere på en, han har kendt i så mange år?

Jeg bliver ikke fascineret af nogle af personerne her; og det skyldes desværre igen, at det er for kort.
Jeg forventede absolut en kobling til første del og i stedet fik jeg en nærmest isoleret kort historie et andet tid og sted både fysisk og psykisk i et menneskes liv. 
Jeg forstår ganske enkelt ikke trilogien, hvis man ikke sørger for en vis rød tråd igennem det hele - og den fandt jeg ikke. Tværtimod savner jeg en lukning på første del - og en total mangel på empati for Martin, som jeg finder så svag, at han bliver usympatisk som protagonist. Desværre. 

Thursday, March 14, 2019

Bakhita - Véronique Olmi

























  • Fransk
  • 9.-14. marts
  • 480 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet uendelige tider på, at denne skulle udkomme i mit foretrukne format - og endelig under min mellemlanding i Bruxelles på vej hjem fra Kenya, var den der.

Jeg vidste faktisk ikke meget om historien; jeg havde læst, at det var historien om en pige, der stjæles af slavehandlere og kommer til Europa senere. Det var først, da jeg havde den i hænderne, at det gik op for mig, at denne lille pige har levet.

Hendes fulde navn som voksen blev Giuseppina Margherita Fortunata Maria Bakhita - hendes dåbsnavn var et noget andet. Det var et navn, hendes far havde sagt højt tre gange, mens han holdt hende løftet mod månen. Det navn har hun glemt, og hun brugte resten af sit liv på at prøve at huske det.

Bakhita var fra en lille landsby i Darfur-området og er sikkert født omkring 1869. Hendes far var bror til landsbyhøvdingen, og hun havde en tvillingesøster - blandt andre søskende. Hendes storesøster Kishmet blev fanget af slavehandlere, da Bakhita var kun 5 år gammel og moderen udstedte strenge ordrer til børnene om at holde sig tæt ved husene. Alligevel går det galt en dag, da hun er lidt for langt væk sammen med en veninde - der er hun omkring syv år gammel.

Hendes rejse væk fra familien og ind i slavelivet er en lang række af vold, misbrug, ydmygelse, scarification (og ikke i den moderne goth-populære form), underkastelse - og ikke mindst fysisk udmattelse efter at vandre hundreder af kilometer op gennem Sudan til Khartoum.
Det lykkes hende på et tidspunkt at slippe væk sammen med veninden Bitah - de tilbringer en grufuld nat i toppen af et træ for at undslippe de vilde dyr. Næste dag møder de en tilsyneladende flink mand, som dog viser sig også at sælge dem.

Hun er så lille, da alt dette sker - og kendte kun til en meget isoleret verden i en lille landsby med lerhytter. Pludselig skal hun forholde sig til et helt nyt verdensbillede, og hendes psyke knækkes gang på gang. Da hun endelig møder den italienske konsul i Khartoum, er det første gang, at hun møder et menneske, der "respekterer" hende - og ikke tvinger hende i en fodlænke. Man skal dog ikke tage fejl; dette er stadig omkring 1883, og en ung sort kvinde er stadig et tyende - og som afrikaner anses hun racemæssigt for at være den hvide mand langt underlegen. Men det er stadig et stort skridt frem for hende. Hun har sit eget værelse, og bliver ikke pisket længere.

Da han skal hjem til Italien, har hun fået så meget selvtillid, at hun tør spørge - trygle og bede faktisk - om at komme med; og i 1884 lander hun i Norditalien i en mindre by. Her skaber hun furore; de lokale er skiftevis fascinerede og bange for hende - de tror hun er selve inkarnationen af Satan, og vil ikke røre hende. En enkelt mand gør hele forskellen ved at invitere hende ind i sin familie, og inkludere hende - han er også meget opsat på at redde hendes sjæl selvfølgelig; men han har strenge forbud om at instruere hende i katolicismen eller tage hende med i kirke. Nok er hun behandlet bedre - men for gode idéer skal hun jo heller ikke få!

Men det er netop hvad der sker et par år senere. Hendes italienske familie skal tilbage til Afrika, og i ventetiden har hun boet et år i et kloster i Venedig. Og nu gør hun oprør - hun vil ikke tilbage til Afrika; det skræmmer hende dybt og inderligt. Hun vil have fred og leve i klosteret. Det bliver til en spektakulær sag, som gør hende endnu mere berømt - men udkommet er, at hun ikke kan klassificeres som slave, da intet menneske på italiensk jord kan ejes af en anden.

Hun ender med at blive nonne, og trives i det stille liv i klosteret, hvor hun kan tage sig især af børnene - alle dem, der lider som hun selv gjorde. 

To verdenskrige kommer på tværs af hendes liv; men mest makabert er uden tvivl starten på fascismen i Italien ledet an af Mussolini.

I 1931 har hun fortalt sin historie til en ung kvinde, der vil offentliggøre den i nonneordenens interne 'nyhedsbrev'. Det bliver selvfølgelig ikke ved det, og mod hendes vilje bliver hun pludselig til et fænomen. De fromme søstre ser jo også muligheden for lidt nemme penge, og flytter hende til klosterets modtagelse - så kan lægmand nemmere komme og se hende (og gerne lægge en skilling for det). Da Italien i 1935 beslutter sig for at invadere Ethiopien, (mis)bruger de Bakhita til at retfærdiggøre deres handlinger; hun bruges som beviset på det dyriske og uciviliserede Afrika, som Europa - og Italien - skal kolonisere for at hjælpe. I den forbindelse møder hun blandt andet Mussolini men også den daværende pave.

Den ultimative hæder kommer posthumt, da hun bliver udnævnt til Sudans skytshelgeninde; og i 2000 bliver hun helgenkåret af Johannes Paul II, som den første afrikanske kvinde, der ikke var martyr.

Historien er en roman; den er opbygget på de historiske fakta, der findes såvel som på bogen fra 1931, hvor hun har delt sine tanker parallelt med fakta. Men der skal selvfølgelig stadig "broderes" en person med tanker og følelser op - og det gør forfatteren helt sublimt. Jeg levede mig dybt ind i hendes utrolige liv, og drømte om historien om natten. 

Jeg endte med at sidde i metroen om morgenen med tårer i øjnene; så lukkede jeg ned og gemte de sidste sider til jeg var alene hjemme om aftenen, og kunne sige smukt farvel til hende.

Det er både en tragisk skæbnebeskrivelse og en samfundshistorie om den skamplet slavetiden for altid vil være. Nok blev hun fanget af afrikanere; men menneskesynet, da hun kon til Italien i slutningen af det 19. århundrede var stadig horribel.

Den er endnu ikke oversat til engelsk eller dansk for den sags skyld; men jeg kan se i de italienske medier, at den har fået kæmpe opmærksomhed - så man kan håbe, at den udkommer på andre sprog.