Åh William! -

 

• Engelsk
• 19.-20. juni
• 256 sider
• Originaltitel: Oh William!

Det var jo faktisk denne, jeg faldt over i sektionen for anbefalinger på biblioteket - men klog af skade huskede jeg at tjekke, og fik dermed læst første bind inden. Ikke, at de ikke kan læses uafhængigt af hinanden - men man får størst udbytte af at læse denne til at starte med.

Hvor den første bog tog udgangspunkt i Lucys hopsitalsophold og hendes minder med moderen, er denne centreret omkring hendes forhold til eksmanden William. 

Lucy er 63 år gammel, og hendes anden mand, David, er død året inden af kræft. Da William fylder 70, forlader hans tredje kone ham kort efter. I fødselsdagsgave havde hun givet ham et abonnement til at undersøge sin familiehistorie; og William har i perioden inden haft nogle voldsomme drømme om sin mor, som har været død i mange år.

Catherine Cole - Williams mor og Lucys svigermor - var en fin dame; hun spillede golf og gik i fine kjoler, og Lucy følte sig med sin ydmyge familiebaggrund altid lidt akavet sammen med hende. Catherine havde giftet sig med en tysk mand, der under krigen havde været krigsfange og arbejdet på den kartoffelfarm, hvor hun boede med sin første mand. Det ved William og Lucy - og det er årsagen til, at Lucys familie ikke billigede ægteskabet.

Hvad de ikke vidste - og William opdager i familiehistorien på nettet - er, at Catherine havde en lille datter med eksmanden. Hun forlod barnet på et år for at gifte sig med Williams far.

William og Lucy rejser tilbage til Maine for at se, hvor moren kom fra - og Lucy møder Williams halvsøster. Men de ser også den fattigdom, der var Catherines barndom og som er værre end, hvad Lucy kom fra. Det sætter nogle nye ting i gang i deres forhold og det bringer minder frem om deres ægteskab og forhold igennem årene. De har jo bibeholdt et venskabeligt forhold efter skilsmissen, og ses med deres voksne døtre.

Det er igen en meget stille og eftertænksom historie om forhold mellem mennesker; det er skrevet i dagbogsform næsten i et enkelt sprog i små afsnit. Der er en sød nostalgi i deres forhold, som de nu ældes og er mere tolerante overfor deres forskelligheder.

Det var fint at læse de to små bøger i forlængelse af hinanden; og nu har jeg nok lyst til at læse hendes andre romaner på et tidspunkt.

Mit navn er Lucy Barton - Elizabeth Strout

 

• Engelsk
• 18.-19. juni
• 208 sider
• Originaltitel: My Name is Lucy Barton

Indrømmet har jeg set denne lille roman mange gange - i boghandlere, i anmeldelser online og på bestsellerlister; men titlen virkede lidt naiv på mig - og jeg var i tvivl om det var en "voksenbog".

Det er det absolut!

Lucy Barton er en ung kvinde, gift og med to små piger, da hun pludselig tilbringer ni uger på hospitalet efter en blindtarmsbetændelse, som går lidt galt. Hendes mand tager si g af børnene, og er ikke meget for at besøge hende - han har dårlige minder med hospitaler. I stedet får han Lucys mor til at flyve til New York for at besøge hende; selvom de ikke har set hinanden i årevis.

Lucys mor er hos hende i fem dage, hvor hun sidder i en stol stort set uden at sove; og de taler endelig sammen. Men Lucy bringer minderne frem, som de kommer til hende i små bidder. Minderne om en barndom i fattigdom - og muligvis noget andet og mørkere, som hun ikke vil i detaljer med. 

Men i små allusioner lærer vi om barndommens traumer, som har gjort hende til en lidt skræmt voksen, som ikke tør favne sin karriere som forfatter. En barndom med en mor, der ikke holdt om hende eller fortalte hende, at hun elskede hende. Det gør hun heller ikke på hospitalet; men igennem deres samtaler forstår Lucy, at moderen elsker hende.

Det er skrøbelig fint og underspillet; og alligevel bygges personerne op som helstøbte uperfekte mennesker, man kommer til at holde af. En fin lille roman om alle de usagte ting i forholdet mellem mennesker.

Anna of Kleve (Six Tudor Queens IV) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 13.-17. juni
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min rejse gennem Weirs serie bliver lang; fjerde bind måtte også reserveres, og det tog virkelig lang tid for den at komme til biblioteket. Men så når man at nulstille hjernen lidt, og nyde historien igen. Der er jo som sagt mange vinkler på samme historie!

Jeg tror nok historien om Katherine af Aragon og denne biografi vil være de mest "rene" i historierne. For det første fordi Katherine af Aragon jo var den første, og Anne Boleyn og Jane Seymour jo allerede var ved hoffet, da hun blev skilt fra kongen. På samme måde starter vi en ny cyklus med Anna af Kleve; endnu en dronning, som blev skilt fra kongen i rækken af divorced, beheaded, died - divorced, neheaded, survived. Men Anna af Kleve overlevede også den sidste dronning, selvom denne overlevede Henry VIII - så denne historie rækker udover slutningen på serien, og vi vil igen få forskellige vinkler på samme historie.

Weir skal jo også her bygge en historie og persona op omkring en kvinde, hvor vi måske ikke har mange reelle overleveringer, der er faktuelt troværdige. Datidens brevveksling med hofsprog er næppe pålidelig. 

Anna af Kleve kom til kongen efter denne var blevet enkemand efter Jane Seymour, som han faktisk elskede - og som jo fødte ham den længe ventede søn inden hun døde i barselsseng. Han skulle giftes igen og der var stor entusiasme for en rigtig prinsesse denne gang; og sunde politiske interesser i at alliere sig med et af de tyske fyrstedømmer mod den tysk-romerske kejser og den franske konge.

Anna var 24 år gammel, da hun rejste til England for at blive gift med den 48-årige konge; men allerede det første møde mellem de to gik galt. Bryllupsnatten var ikke en succes - Henry VIII kunne ikke lide hendes udseende, og syntes, at hun lugtede! Det er overleveret ligesom han skulle have sagt, at han ikke var sikker på, at hun var jomfru. Det er jo noget af en påstand for en prinsesses som efter tidens skik har levet under klosterlignende tilstande.

Weir bruger dog denne vinkel til historien; Anna skulle have haft en flirt med en ung mand, da hun var 16 år gammel og i dølgsmål have født en dreng, som var blevet placeret i en familie uden at kende sit ophav. Ligeledes var hun jo heller ikke imponeret over kongen, som på dette tidspunkt var stærkt overvægtig og led frygteligt af sine sår på benene. Men ingen tænkte jo, at en kvinde også skulle føle fysisk tiltrækning for manden. 

Om Anna havde født et barn inden ægteskabet er naturligvis umuligt at bevise; men i romanen får Weir hende også til at føde et barn med den samme mand fra hendes ungdom, som dog døde ved fødslen. Hun blev skilt blot seks måneder efter brylluppet, men blev i England og fik fine godser og fik et rigtigt godt venskab med Henry VIII. Men det erstatter selvfølgelig ikke en mand i hendes liv og som alle andre unge kvinder har hun vel haft lyst til et parforhold?

Der var rygter om denne anden graviditet og kongens råd afhørte forskellige personer fra hendes husholdning uden at kunne bevise det. Der er stadig vidtgående historier om dette; vi får aldrig sandheden selvfølgelig - men det giver en absolut plausibel vinkel på Annas historie; og inderst inde kunne man jo godt unde hende lidt lykke!

Et glimrende bind i serien, som viser en helt anden Henry VIII - og deres venskab efter skilsmissen er almindeligt kendt i hvert fald! 

De sidste to bind stod klar - troede jeg - men pludselig har en anden besluttet sig for at læse hele serien, så nu er det retur til ventetiden.

TASTE: My Life Through Food - Stanley Tucci

 

• Engelsk
• 11.-12. juni
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg faldt først over den flotte forside; grafisk og enkelt - og så kunne jeg jo genkende ansigtet af skuespilleren kendt fra fx Julie og Julia, en film om mad; men også en del komedier, og så selvfølgelig nogle tunge kommercielle successer som Hunger Games, som jeg dog ikke har set.

Tucci er, som navnet antyder, af italiensk afstamning - og hans familie har altid været glade for mad. Der er lange familietraditioner for at værne om familiens opskrifter, og potter og pander går i arv fra generation til generation. Tucci interesserer sig mere og mere for mad, som han bliver voksen og rejser mere ud i verden for at indspille film. 

Da han se Babettes gæstebud er det virkelig en øjenåbner for ham, hvor betagende mad kan være, og han laver selv en film i 1996, Big Night, som handler om en italiensk restaurant i USA. Den har jeg heller ikke set! Men hans kærlighed til mad er åbenlys; han værdsætter gode produkter og fryden ved en ret med ganske få ingredienser - om noget det italiensk madlavning kan!

Hans historie er til dels kronologisk men med små spring med anekdoter; hvert kapitel ledsages af en eller flere opskrifter. Det er enten hans egne eller fra noge af hans italienske yndlingsrestauranter; og så er der dejlige opskrifter på cocktails ligeledes - en dag skal jeg i hvert fald prøve hans version af en Dry Martini!

Men det, der rørte mig allermest var faktisk de to sidste kapitler, hvor han fortæller om sin kamp med kræft i tungen, som blev konstateret i 2017. Alene at skrive kræft i tungen er voldsomt! Og for en mand, der i den grad elsker mad var det da også den værst tænkelige dom. 

Nu er der jo ingen kræftdiagnose, der er positiv; det ved jeg desværre selv efter min vrystkræftdiagnose for 8 måneder siden. Tucci får strålebahandling og kemoterapi; strålerne selvfølgelig direkte rettet mod svulsten i bagenden af tungen. Konsekvenserne er hurtigt fatale, da det ødelægger hans smagsløg og alting lugter og smager forfærdeligt. Selvom jeg startede med kemoterapi, var det nøjagtig, hvad der skete for mig. Man får at vide, at man skal være ligeglade med kalorier, og blot forkæle sig selv - men alting smagte råddent (eller af ekskrementer, som Tucci skriver!) - og hvis jeg kunne få lidt røræg ned, var det en god dag. Jeg levede i måneder faktisk af det samme som ham - og kød var helt umuligt; det fører til tab af muskelmasse og en helt enorm træthed.

Men mest af alt, så er det også en ganske mærkbar nedsættelse af livskvalitet. Vi tænker måske over, at vi ikke har råd til at spise på Michelin-restauranter - og kaviar kan man ikke spise hver dag; eller hvad der nu måtte være topmålet af luksus for én. Men når man pludselig heller ikke kan spise noget så banalt som en skål veltilberedt Pasta Carbonara (uden fløde!!!), så føler man sig også endnu mere syg.

Ingen forstår det nok, og man får konsekvent at vide, at man jo bare skal prøve at spise. Men det er jo ikke appetitten, der er noget galt med - men uden spyt, og med den rædsomme bismag bliver alting frastødende; og så kan man ikke tvinge noget ned selvom man ved, at man bør.

Det trøstede mig derfor, at han til sidst fortæller, at han nu kan spise næsten normalt. At han igen kan nyde den gode mad, han elsker så højt. Jeg er der ikke endnu - og når jeg er ovre det, er det nemmere fordi jeg trods alt ikke har fået fjernet et stykke af tungen. Men jeg glæder mig så usigeligt til den dag jeg kan værdsætte god man - og jeg skal afgjort på den bedste restaurant (for mig) jeg kan finde! Og måske kan jeg lave en hel side blot af retter jeg glæder mig til at smage igen.

Tucci slutter sin bog med netop denne liste - blot en opremsning af ting, som er ganske enkle. Tomatsalat, tunsandwich, suppe, bagel, lammekotelet, ..... osv. En hyldest til gode produkter, der ikke behøver en kæmpe anretning for at være delikatesser i sig selv. En hyldest til det italienske køkken!

En smuk bog om madens rolle i vores liv; som børn, men også under sygdom eller som forførelsesteknik.

Torsdagsmordklubben - Richard Osman

 

• Engelsk
• 8.-10. juni
• 400 sider
• Originaltitel: The Thursday Murder Club

En lille let og underholdende krimi - bevares; ikke af den tunge slags med masser af blod og drama. Næh, snarere en meget hyggelig krimi med portvin og småkager.

Et sted i England er der en lille landsby, som udelukkende bebos af pensionister. Her hygger de sig i hver sin lejlighed, men kan også deltage i forskellige aktiviteter - strikning, japanskkurser og andet tidsfordriv udover at spise deres piller og holde øje med hvem, der har flest skavanker. Nogle er blevet alene og der er da også tilløb til nogle romancer; for i bund og grund keder de sig jo en lille smule.

Et par af pensionisterne har derfor dannet en lille klub, hvor de forsøger at opklare gamle mordsager. En Et af klubbens medlemmer var tidligere politibetjent, men nu ligger hun i koma, og hendes plads er overtaget af Joyce, Derudover er der Elizabeth, som kan få alt til at ske fordi hun på mystisk vis har forbindelser alle steder uden at man helt præcist ved, hvad hun tidligere lavede. De to mænd er Ron - tidligere fagforeningsboss - og Ibrahim, pensioneret psykiater.

En dag bliver deres lille klub dog langt mere aktuel, da en af partnerne i seniorejendommene slås ihjel; og pludselig sidder de med tre mord på hænderne, som nok på en måde hører sammen. De tager temmelig uortodokse metoder i brug - og især Joyce med hendes pudsige naivitet er et festligt indslag.

De to politibetjente, Donna og Chris, er også fine personbeskrivelser - men deres arbejdsmetoder ville nok ikke være helt efter bogen. 

Det er glimrende og hurtigt læst underholdning, og man får sig nogle gode grin - jeg skal helt sikkert læse opfølgeren; for nu er det blevet til en lille serie på indtil videre tre krimier.

I, Mona Lisa - Natasha Solomons

 

• Engelsk
• 6.-7. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min læserytme tog igen et dyk - de sidste kemobehandlinger medførte konstant feber og ubehag, og juni startede på den gode side med den absolut sidste behandling - men også en enorm træthed. Der blev ikke læst - men endelig kom jeg igang med den lidt specielle roman om Mona Lisa. Om maleriet!

Den franske forfatter, Pierre Assouline, gjorde det samme i 2007, da han skrev en roman set fra et maleris synspunkt. Dengang var det Ingres' portræt af Betty Rothschild, som blev konfiskeret af nazisterne og først fundet i saltminen i Altaussee efter krigen. I bogen fortæller Betty os sin livshistorie op til i dag - eller da bogen blev skrevet i 2007.

I, Mona Lisa er noget anderledes! Historisk springer den frem og tilbage men med et stort fokus på det 16. århundrede startende i 1504, da hun var helt ny og ikke færdigmalet. Mona Lisa er allerede meget levende, og når hun taler hører da Vinci hende. Det samme gør Raphael - men ikke Salai (da Vincis notoriske partner i forretninger og privatliv). Kun de store genier kan høre hende; men her tager Solomons jo præmissen videre end i Assoulines roman. For der er en reel dialog mellem visse personer i bogen og Mona Lisa. Det er endog en meget lidenskabelig dialog mellem maleri og kunstner; Mona Lisa er forelsket i sin skaber - men han interesserer sig som kendt ikke meget for kvinder.

Derfra dækkes da Vincis rejse til Firenze og Rom, og hans eksil i Frankrig, hvor han dør hos den franske konge Frans I.

Lidt senere springer vi til de år hun hang på Fontainebleau, og så Louvre, hvor Marie Antoinette beundrede hende. Inden hun af de revolutionære blev ført til det nyoprettede Louvre-museum i det tidligere kongeslot. 

Flere gange er hun ved at blive ødelagt, solgt - og i 1911 bliver hun stjålet fra Louvre af en halvgal italiener, der vil hente hende hjem til Italien. I disse år på Louvre får hun besøg af Picasso - og han er selvfølgelig endnu én af dem, der kan høre og tale med hende. Under krigen bliver hun fjernet fra Louvre, og kommer ud på en rejse rundt i Frankrig for hele tiden at sløre sporene og undgå at blive taget af tyskerne. Eller gjorde hun? 

Nogle mener, at de mange kopier, der blev brugt til at forvirre nazisterne blev blandet sammen - og, at det måske ikke er den originale Mona Lisa, vi i dag ser bag glas. Måske bruger man stadig en kopi for at holde hende i sikkerhed? På et tidspunkt hævdede Louvre, at Mona Lisa havde været i saltminen - så ændrede de mening, og sagde det var en kopi. Det stemmer ikke overens med historien i bogen - eller andre kilder; og vi får næppe aldrig svaret. Hvis tyskerne virkelig havde haft fingrene i Mona Lisa virker det utænkeligt, at de skulle have gemt hende i saltminen, når så mange andre kunstværker af langt mindre værdi hang på væggene hos fx Göring, som var en kendt kunsttyv.

Der var ikke meget nyt under solen for mig; efter at have læst adskillige biografier om da Vinci - senest denne - samt flere bøger om The Monuments Men, så er der intet at lære. Så det skulle mere være for underholdningsværdien i kraft af den specielle vinkel på historien. Det var lidt for overdrevet for min smag; måske heller ikke så originalt efter at have læst Assouline i 2013.

Voksnes løgnagtige liv - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 24.-31. maj
• 448 sider
• Fransk titel: La vie mensongère des adultes

Elena Ferrante har samme forhold til Napoli som Orhan Pamuk har til Istanbul! De skriver begge romaner, der foregår i deres by - og hvor man forestiller sig begge byer badet i sydens sol og eksotisme, så er det mest den mere dystre side vi ser. Pamuks Istanbul er oftest mørk, grå og dækket afg sne; Ferrantes Napoli er befolket af intellektuelle mellemklassefamilier, der kæmper med livets eksistentialistiske spørgsmål.

Det er komplekse forhold mellem mennesker, som vi så det i Napoli-kvartetten om Elena og Lina. Det er coming of age-romaner, der er feministiske. Hvilket jo igen leder os tilbage til det evindelige spørgsmål om, hvem forfatteren er! På et tidspunkt var der en del polemi, da man vist mente, at have "fundet" hende. Personligt læste jeg det faktisk ikke. Jeg har fuld respekt for, at forfatteren vil være anonym, og mener ikke, at man skal gøre alt for at finde vedkommende. 

Den franske forfatter Romain Gary skrev flere gange under pseudonym; han udgav romaner under sit eget navn og vandt blandt andet Goncourt-prisen i 1956 og igen i 1975 for en roman skrevet under pseudonymet Emile Ajar. Han begik selvmord i 1980, og blandt hans ting fandt man et brev, der forklarede, at han var manden bag de andre romaner. Der har været spekulationer omkring, at en mulig afsløring skulle have skubbet ham til selvmordet. Så lad dog de kunstnere være i fred - og skrive som de vil, og som hvem de vil!

I hendes seneste oversatte roman er vi altså i Napoli i starten af 1990'erne. Giovanna er teenager og skal finde sig selv; men da hun overhører faderen sige, at hun ligner sin tante Vittoria er det ikke en kompliment. For Vittoria er familiens sorte får - eller i hvert fald så anderledes fra hendes egne intellektuelle forældre, der er lærere. Giovanna beslutter sig for at finde denne tante; og dermed åbner hun op for en Pandoras æske af familiehemmeligheder, men hun konfronteres også selv med Napolis arbejderklasse. Hun møder selvfølgelig Vittoria, men også en hel ny "familie", som denne har og samtidig går hun i flud blomst ind i fasen med at udforske sin seksualitet.

Men det er langt mere dystert end Napoli-kvartetten; det er jo barsk for en teenager at blive overladt til sig selv, og ikke mindst føle at faderens familieproblemer overføres til hende. Hun har hele sit liv set op til forældrene, og pludselig svigter de hende ved at vise en helt anden side af sig selv. Så det er også hendes egen vej til at blive voksen med alle de løgne, det kan indebære, som er på spil her.

Det var derfor en lidt tung sag at komme igennem; men man fanges af hendes ord præcis som med Pamuks også ret komplekse romaner. Flere gange har jeg planlagt en rejse til Napoli - men pandemi osv. Nu skal det på planen igen, når kræften er overstået - for jeg må virkelig se det Napoli, som Ferrante så levende beskriver.

My Place at the Table - Alexander Lobrano

 

• Engelsk
• 22.-23. maj
• 238 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror aldrig jeg har været så desperat for at komme ud at rejse! Først Corona - og så nåede jeg heldigvis lige en ydmyg tur til Sydspanien, inden jeg fik konstateret brystkræft. Nu er jeg også desperat for at få noget god mad - eller bare noget helt almindelig mad ville være godt til at starte med. Men jeg er også begyndt at fantasere om alle de ting jeg skal spise, når jeg er færdig med kemo og har fået mine almindelige smagsløg igen.

Jeg skulle have været til Paris netop den uge jeg blev opereret, og der var bestemt nogle gode restauranter på programmet. Det må vente!

Alexander Lobrano er navnet til trods amerikaner; men allerede som barn havde han en interesse for gastronomi, som undrede hans familie. Hans første besøg i Paris som teenager overbeviste ham om, at det var hér, han skulle bo. I 1986, da han var i starten af trediverne, flyttede han til Paris som journalist på et herremodeblad - ikke noget han havde forstand på; men det var jo en adgangsbillet til Paris.

Han opdager hurtigt, at mad i Frankrig er en hel anden oplevelse end i USA - måden, man behandler mad på; måden, man taler om det på og vigtigheden af alle de forskellige produkter med deres regionale stoltheder. Han opdager, at champignon ikke bare en den almindelige version han kendte på dåse (!!!) fra sin mors madlavning, men at de findes i et utal af versioner og friske fra jorden med sæsonbetoning.

Han beslutter sig for at forfølge denne drøm, og begynder at lære om mad på en meget pragmatisk måde ved at spise sig igennem Paris. Han noterer restauranttips fra alle han møder - damen på posthuset, apotekeren, naboen, osv.

Han opdager glæden ved mad som en sensuel oplevelse; og bliver med tiden mindre og mindre "bange" for at smage nye ting. En særlig oplevelse morede mig en del - da han besøgte restauranten La Maison Blanche, som åbnede i slutningen af 1980'erne. Det var her, jeg selv for nok første gang fik en virkelig gastronomisk oplevelse, da en ven inviterede mig. Jeg var knap 20 år - og havde bestemt ikke råd til den slags extravagance. Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det kostede - for det var første gang, jeg oplevede et menukort til den inviterede uden priser. Jeg faldt over noget, der hed ris de veau - og spurgte tjeneren, hvad det var. Noget med kalv, jo! Men tjeneren mente ikke, at jeg skulle have mere forklaring inden - og jeg det var således jeg opdagede kalvebrisler. Det er absolut ikke hverdagskost i Danmark - men er en af mange meget franske ting, jeg elsker ... sammen med snegle, frølår og oste, som aldrig ville blive tilladt i Danmark med vores hysteriske regler.

Så det var jo en underlig form for tortur at læse en hel bog om fantastiske madoplevelser; han beskriver nemlig i detaljer de retter, der har gjort stort indtryk på ham. Men det var også dejligt og der er morsomme anekdoter iblandt - ikke nemt for en amerikaner at havne i et gastronomisk mekka!

I slutningen af bogen giver han sine tips til de 30 bedste restauranter i Paris (2019), og det er ikke udelukkende 3-stjernede Michelin-restauranter; der var flere, som jeg har besøgt og flere, der var/er på min liste til næste rejse. For der kommer jo en ende på dette!

Jane Seymour (Six Tudor Queens III) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 16.-21. maj
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var ikke meningen, at der skulle gå så lang tid inden jeg fortsatte i serien om Henry VIII's dronninger; men den skulle åbenbart findes frem på et fjernlager et sted ude i verden. Men det er måske også fint, da der specielt i de tre første romaner er et næsten totalt overlap i tidshorisont. Katherine af Aragon døde blot fire måneder inden Anne Boleyn mistede hovedet på skafottet. 

Da Henry VIII begyndte at brygge på tankerne om at slippe af med Anne Boleyn, var han allerede videre i sit kærlighedsliv. Det skulle efterfølgende hedde sig, at han var udmattet af alle de ægteskaber men som den allernådigste fyrste han jo var, så ofrede han sig for sit land - for en kongesøn og arving skulle der jo til.

Hvor nobel en handling det var, er nok tvivlsomt! Men hvordan Jane Seymour skal gå over i historien er måske mere komplekst. Hun blev beskrevet som en lille grå mus - og ikke den femme fatale som hendes forgænger havde været. De to kunne i øvrigt ikke udstå hinanden!

Men var hun offer for hans ihærdige forførelseskunst og turde ikke sige nej? Eller var det et nøje planlagt move at forføre kongen og samtidig spille så kostbar, at han ikke havde anden mulighed end at skille sig af med Anne Boleyn?

Måske var det lidt af det hele og midt imellem? Jane Seymour var stadig ugift - og dermed formodes jomfru, da Henry VIII fik ideen om at forføre hende. Han forførte jo en del unge piger ved hoffet. Men hendes adelige familie så måske hurtigt fidusen i at spille kostbar med jomfrueligheden - måske var det dem, der agerede i baggrunden og vejledte den unge Jane?

Alison Weir skriver selv i epilogen, at der er flere muligheder og vi får jo aldrig svaret. Selv om der skulle findes overleveringer i form af dagbøger eller breve, er de næppe pålidelige, da netop den slags også var et politisk redskab.

Som forfatter har hun valgt en semi-proaktiv Jane; men som primært skulle gøre det af hengivenhed til den første dronning, Katherine af Aragon, og trofasthed overfor den katolske kirke i Rom. Hun troede at hendes mødom kunne skaffe paven tilbage! Det skete ikke.

Der skete jo faktisk ikke meget - primært skulle hun fremskaffe den prins, og da hun endelig gjorde det knap 17 måneder efter brylluppet, døde hun i barselsseng. Muligvis af en kombination af barselsfeber og madforgiftning. Ingen ved, hvordan tingene havde udviklet sig, var det ikke sket?

Var Henry VIII blevet træt af hende af andre årsager? Var der kommet flere børn - hvilket ville have ændret verdenshistorien fuldstændig, da det kunne have betydet, at hverken Mary eller Elizabeth var blevet dronninger. 

Et kort liv og en hurtig tid på tronen; på under to år i 1536-37 mister Henry VIII tre hustruer, selvom han havde været skilt fra den første i et stykke tid.

Men han skal videre med at opofre sig for landet - for en enkelt søn er for skrøbeligt et grundlag at regere på!

Trois - Valérie Perrin

 

• Fransk
• 9.-15. maj
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig ventet længe på denne paperback-udgave, og havde endda sat en påmindelse i min kalender, så jeg kunne bestille den lige så snart den udkom. Jeg slugte hendes to tidligere romaner, og den ene er heldigvis oversat til dansk nu - den kan jeg kun varmt anbefale!

Man bliver bestemt ikke skuffet med hendes tredje roman, selvom den måske ikke vil egne sig så godt til oversættelse. Det mente jeg muligvis også om Vand til blomster med alle citaterne af franske digtere og forfattere - og det er jo lykkedes. 

Historien fortælles af Virginie. Vi er i 2017 i en lille frank landsby, hvor man netop har trukket en bil op af søen. Inde i bilen finder man resterne af et lig. Men hvem er det?

Virginie siger, at ud af tre barndomsvenner - Nina, Etienne og Adrien - er det i dag kun Adrien, der taler til hende. Så man undrer sig i meget lang tid over, hvem denne Virginie er. For vi skal helt tilbage til 1986, hvor de tre venner mødes den første dag i skolegården til den franske mellemskole - der starter, når man er 10 år gammel. Fra det øjeblik blev de uadskillelige.

Historien skifter mellem julen 2017 og fortiden - til dels krnonologisk byggende op til at falde sammen med nutiden.

De tre venner er født i 1976 - lidt yngre end mig; men de sange, der følger deres teenageår er dem, jeg lyttede til, da jeg flyttede til Frankrig i 1987 - og der er også internationale kunstnere; så ikke helt umuligt for ikke-franske.

Jeg havde først en lille smule svært ved at komme i gang - men det skulle nok snarere min kemohjerne lige nu; da der kom hul, kunne jeg dårligt sove. Jeg ved ikke om jeg er dummere end gennemsnittet - men jeg var mere end 500 sider henne, før jeg pludselig forstod, hvem Virginie var. Og det er et genitalt plot.

Til gengæld er jeg noget frustreret over en manglende slutning for en af hovedpersonerne; der mangler jeg lidt viden. Det er svært at sige for meget uden at afsløre handlingen - men man kan håbe, at danske forlag nu får øjnene op og oversætter denne også.