Monday, August 29, 2016

Luk øjnene - John Verdon



























  • Engelsk
  • 23.-27. august
  • 583 sider
  • Originaltitel: Shut Your Eyes Tight

Efter min opdagelse af John Verdon fik jeg hurtigt investeret i et par flere fra hans hånd. Men der skulle jo læses noget andet ind i mellem for ikke at køre træt i krimigenren, som jeg så nemt gør.
Nu har jeg dog fundet en forfatter, som nok kan underholde mig lidt endnu med passende pauser.

Dave Gurney underviser igen et par gange om ugen i kriminologi, og ægteskabets sår er ved at hele efter hans engagement i den tidligere seriemordersag. Men der er jo det med cirkusheste, når lugter savsmuldet ...

Jack Hardwick, som også var involveret i den tidligere sag, kontakte Dave omkring en fire måneder gammel mordsag om en brud, der fik hovedet hugget af midt i sin bryllupsfest og tilsyneladende af mandens mexicanske gartner i hans lille hytte midt på grunden, hvor alle gæsterne festede. Fire måneder senere er alle spor kolde, og gartneren er stadig forsvundet - og nu vil brudens mor have gang i sagerne. Han lover at bruge to uger på det - hverken mere eller mindre - selvom hans kone, Madeleine, jo allerede ser, hvor det bærer hen.

Det viser sig hurtigt, at efterforskningen har fokuseret ene og alene på det faktum, at det foregik så åbenlyst og med den gartner i hovedrollen, som enkemanden måske har iscenesat lidt for grundigt. Alle andre spor eller motiver er aldrig blevet undersøgt, og det emmer af dårligt politiarbejde. Ikke just noget, der fremmer Daves popularitet hos politiadvokatens folk, som stadig er bitre over hans succes fra den sidste sag. 

Dave Gurney er dog et naturtalent - men ikke mere mand end, at han selv smigres da en berømt kunstsamler vil betale mange penge for et af hans portrætter af seriemordere. Og totalt intetanende bliver han draget ind i sagen fra en helt anden vinkel, og kan ikke først se, at han bliver grundigt manipuleret.

Det er hårrejsende spændende og stadig med den lidt gammeldags Holmes-tilgang, som er en skøn luftforandring fra en tendens til ekstremt voldelige og blodige krimier de senere år. Det er mentalt udfordrende og ikke blot splatterscener; og Dave Gurney og de andre bliver reelle personer i et broget galleri, hvor man som læser begynder at finde sine yndlinge.

Det er selvfølgelig en smagssag, hvor blodige man kan lide sine krimier og nogle anmeldelser finder denne lidt tam i sammenligning med debutromanen. Nu er jeg jo år bagud siden den udkom i 2012 - men den falder bestemt i min smag, og jeg er sikker på, at jeg vil fortsætte med serien i roligt tempo.

Tuesday, August 23, 2016

Another Day of Life - Ryszard Kapuściński



























  • Engelsk
  • 22. august
  • 159 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Kapuscinski er en af mine helt store helte indenfor rejsebeskrivelser; men han døde desværre i 2007, og mange af hans rejsebøger var da for længst udgivet. Jeg havde læst fire af dem, og troede, at det måtte blive ved det - men under læsningen af Therouxs bog om blandt andet hans rejse ind i Angola, refererede han til en bog af netop Kapuscinski. Derfor opdagede jeg til min store glæde, at der var endnu et par stykker - deraf en posthum udgivelse. De blev alle tre straks bestilt!

Another Day of Life handler nemlig om borgerkrigen i Angola, hvortil Kapuscinski ankommer i september 1975, da landet ellers er ved at blive tømt for udlændinge. Dette skete selvfølgelig som følge af revolutionen i Portugal i 1974, og dermed gik Angola imod frihed som et af de senere lande på kontinentet efter bølgen af løsrivelser i starten af 1960'erne.

Kapuscinski lever i landet i flere måneder; først i Luanda, hvor han er vidne til den hvide kolonimagts afrejse, og her er det jo interessant at se, at det ikke var en hvid velstående elite. Angola blev også benyttet som udskibningsdestination for kriminelle - eller blot for fattige arbejdere, der naivt håbede på en højere social status i det "mørke Afrika"- og så var der endelig en portugisisk hær på 70.000 mand. Det foregik derfor kaotisk, og meget gik tabt undervejs. Samtidig var byen jo lammet, da alle ressourcer som skraldemænd, brandmænd men også slagtere, bagere osv. ganske enkelt forsvandt fra den ene dag til den anden.

Men han rejser også mod fronten og tager læseren igennem nogle hårrejsende situationer og beskrivelser af denne guerillakrig, som bestod af et utal af partisangrupper baseret på religion, stammeforhold etc. Han slutter sin bog med en ABC, som giver læseren et glimrende indblik i landets historie - men meget skræmmende er det jo, at den krig først stoppede årtier efter hans afrejse i 1975 - og det bevirkede, at stort set alt dyreliv forsvandt fra landet, som Theroux beskriver så mange år senere. Da Kapuscinski var der, var processen knap begyndt og den skulle ende med at koste mange menneskeliv.

Kapuscinski er flere gange blevet anklaget for at snyde med sine historiske detaljer, og pynte på sandheden. Han var rejsereporter - og han skrev en god historie; så god, at han blev valgt til det 20. århundredes bedste rejsereporter. Muligvis - som jeg har skrevet om tidligere - er der så pyntet lidt her og der; men jeg tror ikke, at det er pure opspind ... og det er ganske enkelt enestående læsning. Og en vigtig historie for eftertiden.

Monday, August 22, 2016

Den sidste kejserinde - Anchee Min



























  • Engelsk
  • 18.-21. august
  • 415 sider
  • Originaltitel: The Last Empress

Jeg fortsatte jo selvfølgelig med det samme med andet bind af Anchee Mins skildring af den kinesiske kejserinde Tzu Hsi - eller Orkidé, som var hendes oprindelige navn.

Den starter ikke lang tid efter, at hendes mand, kejseren, er død og med hendes egen mors død. Nu skal hun sammen med storkejserinden udpege en efterfølger til tronen. Det bliver en lille dreng - hendes egen nevø; hendes søster Rong lider af en psykisk sygdom, og har dræbt tre andre små drengebørn. Så ved at adoptere ham, redder hun sandsynligvis også hans liv. Med den lille Guangxu forsøger hun at undgå de fejl, hun begik med sin egen søn ved at lade ham lære engelsk, og i det hele taget være mere åben overfor vesterlandsk kultur.

Men Kina er et besværligt land, og konstant beskyldes hun for at være en despot, der styrer landet som en diktator. Om hun var værre eller bedre end andre enevældige er nok svært at bedømme? Anchee Min virker til at være på hendes side, og fremstiller hende mere som offer - hun kunne bestemt godt lide at blande sig i politik. Men forfatteren giver indtryk af, at det kun var fordi der ikke var andre kompetente kandidater. Kina var stadig et lukket land med en kultur, der var så forankret i fortiden og i symboler - hvor Vesten var begyndt at industrialisere sig, og republikker florerede overalt. 

Tzu Hsi regerer sammen med nevøen; men også han viser sig at have en svag karakter - spørgsmålet er jo så, om det er fordi hun er for dominerende? Men gang på gang kommer de i konflikt med vestlige lande, og da Bokseropstanden bryder ud i 1898 må de flygte fra Den Forbudte By. Især her fremstår det hvor virkelighedsfjern og nedbrudt den unge kejser er; han lider desuden af en fysisk skavank, som gør det umuligt for ham at få arvinger. 

Jeg synes, at denne anden bog var lidt for langtrukken og der manglede den flydende fortælling fra den første bog. Der springes hele tiden nogle år frem - til den næste konflikt; og hele bogen dækker de sidste næsten 50 år af hendes liv, hvor den første dækkede knap et årti. Det bliver lidt for centreret om enkelte hændelser; og måske er det svært for forfatteren at få et indblik i Tzu Hsis tanker, da ingen overleveringer findes.

Men jeg havde lidt svært ved ikke at kede mig, indrømmer jeg. Overordnet set er de to bøger sammenhængende, men styrken ligger afgjort i den første bog.

Thursday, August 18, 2016

Kejserinde Orkidé - Anchee Min



























  • Engelsk
  • 14.-17. august
  • 336 sider
  • Originaltitel: Empress Orchid

For noget tid siden fandt jeg en bog af Anchee Min på udsalg til en rigtig god pris; men jeg kunne virkelig ikke huske, om jeg havde læst den for mange år siden. Jeg har læst nogle af hendes bøger - men ikke den, skulle det vise sig. Men så opdagede jeg, at det faktisk var nummer to i en serie - og så måtte jeg jo bestille nummer et først. Det fortrød jeg ikke!

Vi er tilbage i Kinas storhedstid - det sidste åndedrag af den! Dengang den Forbudte By var lukket område, og hvor man levede i en luksus, som virkelig må have været ufattelig - ikke mindst for de mange millioner fattige i landet. Men kejseren var jo hævet over alt andet - den himmelske kejser er ikke en titel at spøge med. 

Den unge Orkidé er på vej tilbage til Peking med faderens kiste; familien er nu umådelig fattig, og moderen må sælge sit sidste smykke, så de kan overleve. I Peking får de logi hos en onkel, også må de ud at arbejde. Her hører Orkidé en dag om udvælgelsen af nye konkubiner til kejseren - og da han gerne vil have dem af Manchu-afstamning, som hendes familie er, så melder hun sig. Det er en skarp udvælgelsesproces - men endelig ender hun som en af 7 nye hustruer. En dråbe i havet blandt de mange hundreder han holder sig inde i paladserne.

Kampen handler nu om at få hans gunst, og kunne give ham en arving. De første mange måneder ser hun ham end ikke; hun lever afsondret med sine eunukker - og selv om der er overdådig luksus overalt, er det et liv uden reel menneskelig kontakt. Hendes chef-eunuk bestikker og udspionerer, og manipulerer hende hele vejen til kejserens seng - og så sker det umulige .... de får et reelt forhold med kærlighed og respekt, og han indvier hende mere og mere i landets politiske sager.

Men da hun bliver gravid stopper det stort set lige så brat som det startede; og det genoptages ikke inden han dør som allerede 30-årig i 1861. Da er deres lille søn kun fem år gammel, og kejserens første kejserinde og Orkidé bliver medregenter for den lille dreng. Det er ikke uden kamp i en tid og en verden, hvor kvinder ikke skulle andet end pynte.

Det er en enestående beretning om livet indenfor murene; hvor historisk akkurat det er, har jeg meget svært ved at gennemskue - og kan ikke finde mange oplysninger om det nogle steder. For de havde ingen kontakt til vesterlændinge - og deres tjenestefolk var så ræd for dem, at de næppe ville have nedskrevet oplysninger. Selv indbyrdes var deres forhold så tynget af protokol, at man ikke kan forestille sig, at de har udvekslet tanker og nedskrevet dagbøger?

Bogen er skrevet med Orkidé som fortæller, og derfor er der en tendens til at hun glorificerer sine egne handlinger; eftertiden har dog vist, at hun vist nok var temmelig ambitiøs og nådesløs - men det kommer i den anden bog, som starter i tiden lige efter kejserens død.

Saturday, August 13, 2016

Læserne i Broken Wheel anbefaler - Katarina Bivald



























  • Fransk
  • 12.-13. august
  • 508 sider
  • Fransk titel: La bibliothèque des coeurs cabossés

Jeg opdagede først, da jeg modtog bogen, at det faktisk var en oversættelse fra svensk. Jeg havde nu nok alligevel ikke læst den på dansk, da det er for dyrt at købe danske bøger. Og især en gang chick-lit som denne, som jeg læste på to dage.

Historien starter med den 28-årige Sara, der ankommer til en søvnig lille amerikansk by for at holde en forlænget ferie hos den 75-årige Amy, som hun udelukkende kender fra deres pennebreve. Deres fælles forkærlighed for bøger har bragt dem sammen - desværre får man aldrig at vide, hvorledes dette umage venskab startede. Men nu er hun der - og Amy er desværre afgået ved døden, og selv samme dag holder de begravelse.

Det lille landsbymiljø beslutter, at hun da må blive boende i Amys hus - men de regner nok alle med, at hun snart rejser igen. For der er intet at se, og byen er ved at dø en langsom død. Byen har en broget skare af indbyggere som alle er rene karikaturer af midtamerikansk provinsmiljø - den alkoholiserede Grace (Stegte grnne tomater), der styrer byens snack med hård hånd og et gevær. Bøsseparret (Brokeback Mountain), der styrer baren og er byens farverige indslag.

Husmoderen Jen, som regner det for sin pligt at beslutte, hvordan hele byen skal styres - sammen med den religiøse gammeljomfru Caroline, der går meget op i hvad folk mener om hende. Der er George, alkoholikeren og Tom, den lækre ungkarl, der er lidt sky. Og John - den sorte mand, som var lidt mere end en god ven til Amy.

Sara bliver selvfølgelig, og beslutter sig for at åbne en boghandel i byen, hvor alle andre forretninger ellers er gået konkurs. De lokale er noget skeptiske - for de er ikke store læsere; men nogle i byen sætter sig hurtigt for at lave et projekt ud af, at få Sara og Tom gift. Og de vil da heller ikke have, at indbyggerne i den finere naboby, Hope, gør grin af deres nye boghandel - så de sætter diverse plots i gang for at skabe opmærksomhed omkring den.

Bogen er blandet op med Amys breve til Sara - mens læseren ikke ser et eneste af hendes til Amy; og med hendes boglige referencer, som absolut hører til i den lette genre. Hendes store heltinde er Bridget Jones, men ellers er det forfattere som Marian Keyes, der af Bivald regnes for litteratur. Skræmmende!

Hun refererer pudsigt nok selv til det i romanen - om en bog, der var så god, at man kunne se filmversionen med Meg Ryan! Det er jo så nogle år siden, at det ville være muligt - men man har desværre fornemmelsen af, at denne er skrevet i håbet om en filmatisering. Det er den klokkerene recept på en dårlig Hollywood-film. Der er en absolut længe ventet happy end - og ikke mange overraskelser. Havde jeg ikke været så sløj af influenza, var den heller ikke blevet læst - det er et af de tilfælde, hvor man oprigtigt har ondt af de træer, der har måttet lade livet.

Thursday, August 11, 2016

Tænk på et tal - John Verdon



























  • Engelsk
  • 10.-11. august
  • 502 sider
  • Originaltitel: Think of a Number

Jeg var kørt totalt træt i krimigenren, og har faktisk ikke læst én siden maj måned. Jeg er kræsen med krimier, og de skal helst være skrevet af mænd - og mit tidligere idol, Jo Nesbø, har jeg opgivet efter, at han lod Harry få et liv udenfor papirsiderne.

Så jeg ved ikke helt, hvad der fik mig til at putte denne i min virtuelle indkøbskurv - men det viste sig at være et perfekt planlagt køb, da jeg pludselig lagde mig med en grim forkølelse og feber. Det var perfekt sygesengslæsning!

Verdons debutroman er ikke helt ny - den er faktisk fra 2010; men så er jeg da i det mindste startet fra begyndelsen med hans karakter i form af den pensionerede politibetjent Dave Gurney, som har et lettere problematisk forhold til sin hustru Madeleine, som havde håbet på en mere disponibel mand i sit otium - på trods af hans kun 47 år.

Gurney var i sin tid som politibetjent berygtet for at fange massemordere, og det er derfor nærliggende for hans tidligere studiekammerat Mark at bede ham om hjælp, da han bliver nervøs over nogle mystiske breve han modtager. Afsenderen skriver til ham, at han ved, hvilket uvilkårligt tal mellem et og tusind - og han rammer selvfølgelig rigtigt, da Mark tænker på 658. Mark er en form for moderne guru, der har et retreat center, hvor folk kommer for at lære sig selv at kende og flere af patienterne er ikke just helt normale.

Så da Mark findes myrdet, virker det umiddelbart som en nem sag, hvor morderen skal findes i nærmiljøet.

Men tingene tager fart, og Gurney bliver ansat som konsulent på opgaven - og pludselig står de med en seriemorder, som myrder geografisk sporadisk og uden noget mønster i udvælgelse af ofre. Det er her tallegen kommer til at blive nøglen til gåden, som Gurney skal løse. 

Det involverer whiskyflasker, Sherlock Holmes-adfærd og selvfølgelig tallegene - men også Gurneys egen private historie om sønnens tragiske død, så forfatteren opbygger et troværdigt portræt af manden og ikke mindst årsagen til det anstrengte familieliv.

Plottet er godt - virkelig godt! Der var endda en lille krølle, som jeg stadig ikke helt forstår - bevis på, at forfatteren har en god historie. Og nu ved jeg da, hvor jeg kan få lidt mere god krimiunderholdning, hvis jeg trænger.

Wednesday, August 10, 2016

Min mors slot - Marcel Pagnol



























  • Fransk
  • 8.-9. august
  • 280 sider
  • Originaltitel: Le château de ma mère

Pagnol fortsætter sine barndomsminder i dette andet bind, som tilegnes moderen ligesom første bind var tilegnet faderen. 

Efter at have lært jagtens glæder at kende, går sommeren på hæld - og den lille Marcel vil under ingen omstændigheder tilbage til byen, skolen og hverdagen. Han beslutter sig for at blive eremit, og leve ude i skoven. Projektet planlægges sammen med Lili - hans medsammensvorne ven fra landet; og midt om natten drager de afsted. Men når man er 8 år gammel er man alligevel ikke så kæphøj - og da han ser et spøgelse, vender han hurtigt tilbage. Afskedsbrevet ligger stadig på hovedpuden, men dagen efter nævner faderen nu alligevel, hvor vigtigt det er at gå i skole og kommer med nogle konkrete eksempler på stavefejl - fra brevet. Det er en fin måde at skærme sine børn og alligevel give dem rum til at udforske. Men selv finde ud af, at det nok ikke går alligevel.

Pagnol starter igen i skolen - men nu tager de oftere ud til huset; og han fortæller om den lange rejse derud, og glæden ved at se Lili igen hele tiden. De to drenges venskab er intenst og uendeligt; men som en rigtig dreng vil man jo ikke vise så feminine følelser - men Pagnol gør det på sin egen måde ved fx at lave en masse stavefejl i et brev til Lili. Han vil ikke have, at 'bondedrengen' skammer sig overfor 'bydrengen'. 

De to bøger foregår samlet over en ret koncentreret periode med en kort prolog og en kort epilog for at ramme det tidsmæssigt ind i hans liv. Men det er de somre, der lagde bunden for hans liv og karriere men også venskabet med Lili, som bliver dræbt i 1917 i en skyttegrav.

Han fortæller levende om den tur over privat ejendom, som de begynder at tage for at forkorte turen ud til huset. Med tiden opdages de, men får for det meste kun hjælp til at fortsætte - bortset fra det sidste mystiske slot, hvor en ond vagt opdager dem, og truer med en retssag. Det bliver en traumatiserende oplevelse for den lille familie, som ikke har mange penge - og dengang var den offentlige ydmygelse jo nok til at ødelægge alle chancer fremover. Det slutter heldigvis godt - og mange år senere køber Pagnol ubeset en grund i området, hvor han vil bygge filmstudier.

Vel fremme opdager han, at det er præcis der, hvor den onde vagt stoppede dem - og det lukker ringen. Men der er både moderen, vennen og lillebroderen ikke længere.

Overordnet set var det så smuk en læseoplevelse; rørende, morsom, livlig og smukke beskrivelser af venskab og familie. Jeg forstår så glimrende, at det er en klassiker i franske skoler - og man genfinder absolut stemningen fra hans film.