Sunday, May 14, 2017

Maigret og knivstikkeren (Maigret XXIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14. maj
  • 200 sider
  • Originaltitel: Signé Picpus

Maigret sidder i telefoncentralen,og venter på, at klokken bliver 17. Politiet er blevet tippet om, at en spåkone vil blive myrdet på det tidspunkt. Der er dog hverken navn eller adresse - så de må vente på et alarmopkald. Brevet er underskrevet Picpus - men hvem er det?

Picpus er et kvarter i Paris; det er også en gade, en metrostation, en kirkegård - men kan det også være navnet på en person?

Opkaldet kommer, og det er en ung kvinde, der er myrdet af knivstik i ryggen. Men mere mystisk er det, at de finder en mand låst inde i lejlighedens køkken. Han siger ikke meget, og virker synligt nervøs, da de endelig kører ham hjem til kone og datter i et af byens bedre kvarterer. Her viser det sig, at han tit er låst inde - under påskud af, at han ikke er helt rask i hovedet efter, at han i mange år har sejlet på verdenshavene.

Men familien har penge; manden har nemlig engang reddet en ung pige fra døden - og hendes far betaler dem nu 200.000 francs årligt som tak. Men de penge forudsætter, at han er levende, da de ikke kan gå til familien. 

Maigret står virkelig overfor et dilemma. Han ved, at der er noget loddent ved den gamle, og at han lyver for ham - men samtidig er han overbevist om, at han er uskyldig. Men ringene spreder sig mere og mere - for den mand, der fandt advarslen viser sig selvat have skrevet den - og der findes slet ingen Picpus. Men der er et helt netværk af folk, der har levet af afpresning af rige mennesker, og nu er de pludselig faldet over familien med den mystiske fader. 

Maigret gennemskuer det - selvfølgelig - og det er jo en lidt trist historie om gadetiggeren, der bliver sat ind som erstatning for den myrdede læge, så familien stadig kan få de 200.000 francs årligt.
Maigret nyder dog at have tage hævne over de to kvinder, der har udnyttet den stakkels mand - og selvfølgelig tager han ham med på bistro for at fået solidt måltid mad.

Så han får sat nogle i fængsel denne gang, og kan endelig komme hjem til Madame Maigret, hvor han går i seng uden mad! Det er ikke noget, der sker tit for vores helt.

Friday, May 12, 2017

Maigret og den døde pige (Maigret XXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. maj
  • 204 sider
  • Originaltitel: Cécile est morte

Jeg har fået Maigret-lageret fyldt op, så nu kan jeg roligt fortsætte et stykke tid endnu; men jeg når næppe igennem hele serien i 2017.

Vi er jo tilbage til Maigret efter den længere pause i krimierne, hvor Simenon skifter en anelse stil. Der er flere scener, der lapper over - hvor vi tidligere altid var, hvor Maigret var. Nu bevæger vi os lidt længere væk, og det giver et bedre indblik i de andre protagonister.

Cécile er en ung kvinde, der flere gange har henvendt sig til Maigret for at klage over, at nogle bryder ind i lejligheden om natten. Hun bor alene sammen med sin gamle tante - og Maigret morer sig lidt over vaser, der skifter plads osv. Det bliver en joke på Politigården, at Cécile er forelsket i Maigret siden hun sidder trofast i timevis og venter på ham. En morgen sidder hun der igen, men Maigret har travlt. Da han endelig har tid, er hun væk -men har efterladt et brev, hvor der står, at noget skrækkeligt er sket. 

Da Maigret kommer til bopælen finder de den gamle dame død - og nogle timer senere finder man Cécile i et kosteskab på Politigården.

Det viser sig, at den gamle dame var ganske forfærdelig - men hun var også rig, og pengene kom fra investeringer, hun næppe ville stå ved ... nemlig fra bordeller rundt omkring i byen. Hun har en elsker, som driver pengene ind for hende, og bor i den samme ejendom. 

Maigret får besøg fra Amerika - en ung kommissær, som gerne vil se Maigrets arbejdsmetoder - og de er jo om noget ret uortodokse.
Den unge amerikaner er heller ikke helt vant til, at man spiser og drikker så overdådigt i arbejdstiden. Da Maigret bestiller en rom til ham selv, bestiller amerikaneren et glas mælk - og da Maigret siger, at det skal være et stort glas mener han sandelig rommen - og ikke mælken.

Amerikaneren kommer dog med lidt gode råd til Maigret, og sammen får de løst mysteriet. Endnu engang står vi uden en egentlig skyldig - det er nemlgi Cécile, der dræbte den gamle dame ... og hun er jo selv død nu. Man kan næsten mistænke Maigret for ikke at fortryde, at han havde travlt den morgen - han kan jo ikke lide at putte folk i fængsel!

Og det var faktisk også en rigtig underholdende roman - jeg morede mig kosteligt undervejs.

Thursday, May 11, 2017

La fille du Nil - Gilbert Sinoué


























  • Fransk
  • 7.-11. maj
  • 597 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte fra første bind i historien om den Egypten for ikke at slippe tråden; og muligvis fordi jeg ellers ville være bange for, at jeg ikke ville komme videre.

Det var da en spændende historie - og i andet bind fortsætter vi fra slutningen af 1820'erne med den omtumlede tilværelse landet gennemlever. Vicekongen Muhammad Ali har allerede mistet to sønner, og nu er den tredje konstant i krig for at forsvare Egyptens territorier - men også for at gøre landet selvstændigt; en plan, der absolut ikke behager Vesten, som foretrækker Egypten som en del af det ottomanske rige.

I Schéhérazades familie er hendes mand vendt hjem med hukommelsestab efter et skibsforlis i Middelhavet; og hun kæmper med datteren, der trodser moderen. Sønnen er ingeniør, og arbejder tæt sammen med franskmændene om Suez-projektet, der i årevis skifter udformning. Man er ikke enige om, hvor kanalen skal føres - eller om der i det hele taget er niveauforskelle, som vil kræve sluser undervejs. Det er et omfattende projekt for den tids ingeniører, og det fylder meget i bogen - men det er spændende at læse om.

Det er en blanding af romantisk pladder og seriøs historieskrivning; og til tider irriterede overgangen mig - for det lykkes ikke særlig godt for Sinoué. Et andet kæmpe problem er årstal! Han gør meget ud af kapitler er tidsfæstede nogle gange ned til datoer - men så bør man altså have styr på, hvor gamle ens protagonister er! Det er så sjusket - man kan ikke være 20 år gammel i 1828 - og så kun 23 år 5-6 år senere. Det er blot et eksempel - men både i første og andet bind haltede det gevaldigt, og det tager noget af læseglæden fra mig.

Historien om Egyptens kamp for selvstændighed og Suez-kanalen var dog fascinerende; og familiens saga vel til dels også. Men det hang ikke helt godt sammen, når romanfigurer skal kobles op på verdensbegivenheder og kendte non-fiktive personer. Jeg synes, at han kom noget bedre fra det i sin roman om Gent-maleriet, som er skrevet nogle år senere.

Saturday, May 6, 2017

L'Égyptienne - Gilbert Sinoué



























  • Fransk
  • 1.-6. maj
  • 682 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Gilbert Sinoué er ikke oversat til dansk - muligvis fordi emnerne nok appellerer mere til et fransk publikum end et nordisk? Hans bog om kunstneren Jan van Eyck var ganske glimrende, men allerede for fire år siden havde jeg faktisk en anden af hans bøger stående. Den havde jeg købt billigt på et loppemarked engang - for blot derefter at opdage, at det var andet bind af to. Det tog mig så en del år (nok mest fordi jeg i mellemtiden havde glemt det) at finde første del. Så har det taget mig yderligere noget tid inden den kom i hænderne på mig.

Vi starter i 1790 i Egypten, hvor Napoleon endnu ikke er kejser - men blot en lille (men meget ambitiøs) general, der bruger Egypten som springbræt i sin karriere.
På den tid var Egypten en del af det stærke ottomanskerige styret fra Istanbul men styret lokalt af tyrkiske pachaer og mamelukker, som var tidligere slaver, der nu var frie og regerede landet. 

Egypten var et patchwork af forskellige kulturer og religioner; der var slet ikke de samme spændinger, som vi i dag ser mellem muslimer og kopter. Men der var stadig et socialt hierarki, og den græsk-katolske Chedid-familie hører til overklassen. Familiens yngste, Schéhérazade, opkaldt efter fortælleren i 1001 nats eventyr, er omdrejningspunktet i romanerne. Hun er egypterinden.

Mens Napoleon indtager landet, gifter hendes ældre søster sig med en muslim, og smides ud af familien. Hendes bror involverer sig i de kontrarevolutionære bevægelser i landet - og selv er hun håbløst forelsket i familiens stalddreng, Karim, som vil ud at sejle.

Krigen er ret voldsom og blodig; Egypten skulle vise sig at være mere genstridig end Napoleon havde regnet med - selvom han gør alt for at indynde sig hos muslimerne. Men det koster mange menneskeliv, og til sidst også hele hans flåde.

Schéhérazade er i mellemtiden blevet gift med en ung mand af den rigtige sociale status - men hun elsker ham ikke, og drømmer stadig om sin barndoms kærlighed. Så da manden bliver dræbt, håber hun på at møde ham igen - men han har kun sine krigsskibe i hovedet!

Schéhérazade er helt alene - hele hendes familie er udryddet; hun tager tilbage til familiens gård ude på landet, hvor hun beslutter sig for at dyrke bomuld. Hun kommer på finurlig vis tæt på landets nye vicekonge, Muhammad Ali - og han vil forfærdelig gerne have hende lidt tættere på sig. Men han er ikke den eneste - der er også den venetianske handelsmand Ricardo Mandrino, som irriterer hende grænseløst - indtil hun selvfølgelig overgiver sig helt og holdent.

Der er en del paralleller til 'Borte med blæsten' synes jeg; det er vel den ultimative kærlighedshistorie - og der er vel ikke noget at sige til, at andre forfattere bruger samme plot? De sociale krav, forelskelsen i den forkerte svage mand, krigen, den kvindelige styrke og overlevelsesdrift - og endelig den mystiske eksotiske mand, som render med hende.

Det gør historien lidt banal til tider; til gengæld er den også utroligt spændende, når det handler om Egyptens historie. Jeg har læst masser af bøger om faraoner. Jeg har læst samtlige af El Aswanys fantastiske bøger om det moderne Egypten; men hele denne 'franske' periode, havde jeg endnu ikke berørt - og der er og har siden dengang været et særligt bånd mellem Egypten og fransk kultur. Så kan jeg godt bære over med lidt for lyserød romantik til tider!


Sunday, April 30, 2017

Dommerens hus (Maigret XXI) - Georges Simenon




























  • Fransk
  • 30. april
  • 184 sider
  • Originaltitel: La maison du juge

Maigret er ikke længere på pension - men heller ikke på sin plads i politiets hovedkvarter i Paris i den store bygning langs Seinen. Tværtimod er han i en lille landsby i Loire-dalen, hvor han er sendt til som en form for straf. Hvorfor ved han ikke rigtigt selv - men der er vist noget med noget rod i administrative papirer. Der sker jo ikke meget i sådan en lille by, hvor fru Maigret og han har lejet en lejlighed, mens de venter på, at stormen passerer og de kan vende retur til Paris.

Men en dag får han besøg på sit kontor af en emsig lille kone, Didine, som mener, at hendes nabo - byens dommer - vil forsøge at skaffe sig af med det lig, der har ligget hos ham i to dage. Didine og hendes mand er byens spioner - de ved alt om alle, og vil hellere end gerne indvie Maigret i det.

Og dommeren vil da også af med det lig - men han påstår hårdnakket, at han ikke har dræbt manden. I stedet sætter de to mænd sig ned med lidt alkohol og taler stille og roligt om det hele. Maigret synes godt om denne underlige dommer; men hele situationen er jo bizar - og ingen ved, hvem den dræbtre er. Husets anden beboer er dommerens datter, som lider af en psykisk lidelse - og som har jævnlige natlige besøg af unge herrer, som kravler op af husets mure. Hvad hun præcist fejler får vi ikke at vide - men løssluppen livsførelse var jo en sygdom i sig selv for borgerskabets pæne piger på den tid.

Der er også dommerens søn - som måske ikke er hans biologiske søn; og som ikke bryder sig om dommeren. Og det bliver udslagsgivende; for selvom dommeren ikke vil indrømme mordet, så indrømmer han pludselig et andet, som er femten år gammelt - og således må Maigret til Paris for at grave et lig op. Det er lidt nostalgisk for ham; for hans assistent på landet kan jo ikke måle sig med Lucas, Janvier og de andre trofaste betjente, der kendte ham ud og ind. Den nye betjent kan ikke finde ud af at læse Maigrets mærkværdige handlinger, som ofte skjuler noget helt andet - og han kan slet ikke finde ud af at sørge for sandwich og øl fra den lokale bar. Maigret kan jo ikke opklare mord på tom mave - og mad spiller altid en stor rolle i romanerne.

Det er vist første gang, at Maigret i en krimi konfronteres med to mysterier - men hvor det ene er enkelt, så må han tage alle sine kneb i brug for at få de andre til at gå i fælden. Det indebærer en del uortodokse og sikkert lidet tilladte metoder.

Samtidig kæmper han med Didine, som følger han som en skygge for at udlevere alt og alle. Hun er nyttig for Maigret, men han kan faktisk ikke holde hendes sladren ud. Og så er der damen, der styrer landsbyens telefoncentral, som han må love chokolader for alle de sene telefonopkald han skal have. 

Men indrømmet - det var da snedigt, at man blot kunne spørge nogen, hvor de sidst havde bestilt en samtale til! Ganske vist kan alting også spores i dag - men det kræver tilladelser og teknologi ... Maigret kommer meget langt med at simulere viden, og få den på den ene eller den anden vis.

Det er jo det, der gør ham ret så elskværdig og i denne krimi var han især meget levende som person.

Saturday, April 29, 2017

Maigret i Hotel Majestic (Maigret XX) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 28.-29. april
  • 214 sider
  • Originaltitel: Les caves du Majestic

Jeg læste ikke en eneste Maigret-krimi i april måned - der har været en lang pause siden jeg tog på ferie i midten af marts måned; men jeg skulle følge den kronologiske orden. Da jeg forlod Maigret var han gået på pension, og blev forstyrret en enkelt gang. Men Simenon selv holdt op med at skrive krimierne og begyndte i stedet at skrive noveller. 

I april måned har jeg således læst de 21 noveller, der passer ind i det første tomrum mellem krimi nummer nitten fra 1934 og denne, som han skrev i 1939.

Der refereres ikke til om og hvordan han er retur fra sit "eksil" på landet, så som læser ved man ikke, hvornår den skal situeres i Maigrets overordnede karriere. Men man mærker alligevel en udvikling hos Simenon, siden den sidste var skrevet fem år forinden. Der er stadig de sædvanlige elleve kapitler - men der er lidt flere sider; og nu har kapitlerne titler og ikke kun numre. Muligvis er det også en litterær udvikling, der skete på den tid, hvor stil måske ændrede sig.

Vi starter heller ikke lige på og hårdt med Maigret, der står foran et lig.

Det starter stille og roligt med den hotelansatte, Prosper Donge, der cykler på arbejde igennem Boulogne-skoven. Vi følger hans stille tur på arbejde med et dæk, der punkterer - og det bliver et vigtigt indicie, da samme Prosper et par timer senere finder liget af en af det fine hotels gæster i et skab i kælderen, hvor den tjenende stab huserer.

Derfra indkaldes Maigret, og det begynder at ligne den sædvanlige efterforskning, hvor han tager sig en lille gibbernakker fra morgenstunden, og kalder folk ind til samtaler, der ikke ser ud til at føre nogle vegne. Vi følger de ansatte på det fine hotel og deres liv fjernt fra de fine gemakker oven på; men der er alligevel forbindelser - for den afdøde havde ikke helt så fin en baggrund.

Maigret kommer omkring Nice, hvor han graver nogle skeletter ud af skabene - og til sidst får han hele denne gruppe samlet i Paris. Endnu et lig dukker op under efterforskningen; og det ser skidt ud for Prosper, der uheldigvis også finder dette lig.

Simenon har jo en forkærlighed for den mere skumle del af livet; og også her møder vi småkriminelle, prostituerede og andet godtfolk - nogle som han tidligere har krydset i andre sager. Tilmed undrede jeg mig over et efternavn, han havde givet til en protagonist - men det kom ganske enkelt fra en af de sidste noveller, jeg netop havde læst.

Så selvfølgelig falder det hele på plads til sidst - med en ganske rørende og overraskende slutning selv for Simenon. Der er nemlig et barn involveret, som viser sig at være Prospers - men som altså er vokset op i Amerika. Børn er et ømt punkt for Maigret, som nævnes lidt tiere nu - Maigret-parret har nemlig selv mistet en lille pige. Måske inspireres han af denne slutning fra sit eget liv? Efter seksten års ægteskab bliver Simenon nemlig selv far for første gang i 1939 - og hans eget liv overføres mere end en gang til hans Maigret-personnage, som vel bliver en form for alter ego for forfatteren.

En absolut vellykket retur til bogformat for den kære Maigret!

Monday, April 24, 2017

Tørst - Jo Nesbø


























  • Dansk
  • 22.-23. april
  • 524 sider

Det var totalt gået min næse forbi, at Nesbø var vendt tilbage til Harry Hole - indtil en stor stak fangede mit blik i boghandlens vindue. 

Det er jo næsten tre år siden, at jeg læste tidende bind, Politi, og selvom jeg mente at have skimtet en åbning i afslutningen, så har jeg jo siden udelukkende set helt andre bøger fra hans hånd. Jeg har Sønnen stående i reolen - og der har den stået rigtigt længe uden at kunne friste mig. Jeg var slet ikke vild med Headhunterne og havde derfor ikke meget lyst til at læse de par små romaner, der siden er kommet. Betyder det så nu, at Harry er tilbage i kampen? Ikke nødvendigvis - men der er da noget mere åbning i slutningen af Tørst end tidligere. Nesbø har måske indset, at Harry Hole er hans bedste karakter?

Men som udgangspunkt er han færdig med livet som udefarende kriminalbetjent - og også med sprutten! Han underviser på Politiskolen og lever et lykkeligt liv med sin Rakel - på tredje år. Han har ikke nogen som helst planer om, at dette skal ændre sig. 

Så bliver en kvinde myrdet efter en Tinder-date; og ganske hurtigt følger en anden efter. Metoden er voldsom - de bides ihjel med et jerngebis, som morderen sætter direkte i struben på ofrene - som en anden Dracula. Harry hentes ind - mod sin vilje, og med lidt afpresning fra hans arvefjende Mikael Bellman, som står til at blive landets næste justitsminister.

Selvfølgelig vikles han hurtigt helt ind i efterforskningen, som involverer vampyreksperter og hans stedsøn Oleg. Men Rakel bliver samtidig syg, og lægges i kunstigt koma - lige, hvad der skulle til for at drive Harry helt tilbage til alle dæmonerne. 

Selve plottet skal bestemt ikke afsløres her for de ægte Harry Hole-fans; men det er en fantastisk come back-krimi! Harry er lige så forfærdelig og elskværdig, som han altid har været. Plottet er lige så overraskende og nervepirrende som i de bedste af hans tidligere krimier. Jeg var sikker på noget, som først i sidste øjeblik blev vendt helt på hovedet. Så er det jo en succes!

Med den snarlige filmatisering af Snemanden, kan man jo kun håbe på, at interessen for Harry Hole bredes endnu mere - og at det fremskynder Nesbø til at holde fast i sin antihelt!