De savnede hjerter - Celeste Ng

 

• Engelsk
• 18.-20. oktober
• 352 sider
• Originaltitel: Our Missing Hearts

Jeg var meget begesjstret for Celeste Ng allerede fra hendes debutroman, og den efterfølgende jeg læste i sommeren 2018 skuffede bestemt heller ikke. Det er pludselig nogle år siden, men i 2022 udgav hun denne, som nok er den mest markante af hendes tre romaner. Den rører også ved nogle meget følsomme emner, og er tydeligt inspireret af den tid, hvor den blev skrevet.

Vi er stasig i USA - sandsynligvis omkring 2022 også; men det er et dystert Amerika nu. Der har været en stor Krise - så stor, at den omtales med stort K. Inflationen steg voldsomt, folk mistede deres arbejde og forretninger og firmaer lukkede på stribe. Som urolighederne tog til blev det nødvendigt at finde en syndebuk, og med Kinas stigende rigdom var det lige for at anklage Kina (og Asien generelt) for at stå bag problemerne. Da man vedtager en ny lov begynder det endelig at vende, men konsekvenserne er vidtrækkende og grusomme.

PACT (Preserving of American Cultures and Traditions Act) er intet mindre end et protektionistisk terrorregime. Produkter af asiatisk oprindelse forbydes; bøger, der anses for at være kontroversielle forbydes og bibliotekerne står tomme. Almindelige borgere overvåges i et system, der opfordrer almindelige mennesker til at melde naboen - og ikke mindst så fjerner man børn i familier, der ikke støtter regimet; selvfølgelig primært af asiatisk afstamning. Ingen ved, hvor de børn ender og de bliver de savnede hjerter.

Bird er født under Krisen; hans far, Ethan, er bibliotekar og hans mor, Margaret er digter. Margaret er af asiatisk oprindelse, og familiens problemer starter, da Bird er 9 år gammel og hans mors digt De savnede hjerter pludselig får en renæssance som kampråb for modstandere af regimet. Derfor må hun forlade familien og de frasiger sig enhver kontakt eller kendskab til hende. De har heller ingen kontakt - men efter tre år finder Bird pludselig en seddel, der måske kan forklare ham, hvor hans mor er og han drager ud for at finde hende.

Det er en voldsom dystopisk roman og så er der alligevel så mange ting, som slet ikke chokerer. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor det meste af verden kom ud af en lock-down, der absolut var en krise både humanitært og økonomisk. Racisme er jo heller ikke et ukendt begreb i amerikansk historie med dertil hørende uroligheder. mange gange er det den sorte befolkning med BLM-bevægelsen for eksempel. Men allerede under 2. Verdenskrig var der internering af japanere i USA efter Pear Harbor-angrebet, og antipatien mod asiater steg voldsomt i starten af pandemien, da man beskyldte Kina for at have "opfundet" Covid-19. Det er slet ikke så urealistisk som det kan virke, når man læser historien.

I Europa forsøger vi at beskytte vore grænser mod indvandring fra afrikanske og mellemøstlige lande; i USA ville Trump bygge en mur mod Mexico. Og sådan fortsætter mistroen og mistilliden til det fremmede.

Her er der yderligere et element af terror med den totale kontrol staten har over mennesket; de bestemmer, hvad man skal læse fx - men som til alle tider og alle steder opstår der græsrodsbevægelser, der forsøger at omgå systemet. Her er det blandt andet bibliotekarer, der smugler papirer rundt i de få bøger, der cirkulerer endnu. 

I hjertet af historien er Bird og hans mor; men også Birds veninde, Sadie, som er et tvangsfjernet barn - og man er grebet fra første side. Jeg er absolut ikke til science-fiction - men det synes jeg heller ikke dette er. Det er tværtimod skræmmende realistisk og troværdigt. Og slet ikke så usandsynligt.

Den mystiske gæst - Nita Prose

 

• Engelsk
• 16.-17. oktober
• 336 sider
• Originaltitel: The Mystery Guest

Jeg læste den første krimi om stuepigen Molly sidste år og havde lånt den på biblioteket; det er nok en meget god idé da jeg synes 150 kroner for en bog, der holder to dage er lidt meget! Den er meget hurtigt læst og det er god og let underholdning; men ikke mere end det.

Molly er kommet sig oven på forskrækkelsen fire år tidligere, da hun blev anklaget for mordet på en hotelgæst. Hun har forbedret sine sociale færdigheder og er nu chef for stuepigerne. Hun har en ny stuepige i træning, Lily, som minder meget om de tavse forsigtige pige hun selv var. Hun har også fået en kæreste - så det hele går jo ret godt.

Indtil en gæst falder død om midt i hotellets restaurant, da han skal holde en tale. Det er en berømt forfatter, som vil komme med en afgørende afsløring - det når han desværre ikke; og det står ret hurtigt klar, at han er blevet forgiftet.

Molly kommer igen under luppen ligesom alle andre ansatte på hotellet; men nu opdager den kvindelige politibetjent, at Mollys særlige evner måske kan hjælpe dem med at opklare mysteriet. Det er absolut hyggekrimi - der er ingen vold, og plottet er mere Maigret og underfundighed end blodige historier. Det er også den parallelle historie om Molly og hendes lidt skæve vinkel på livet - og hvis der skal komme en opfølger kan man måske se Molly i en ny og anderledes rolle kunne jeg forestille mig.

Men jeg vil stadig argumentere, at det er bedre at tage den på biblioteket, hvis man læser i et godt almindeligt tempo. 

Love is Blind - William Boyd

 

• Engelsk
• 13.-15. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent. 

Lysets våben - Ken Follett

 

• Engelsk
• 5.-12. oktober
• 752 sider
• Originaltitel: The Armor of Light

Folletts serie om katedralen i Kingsbridge spænder vidt; han startede i den tidlige middelalder, fortsatte til det 14. århundrede for at springe til det 17. århundrede inden han skrev en forløber der foregik i slutningen af vikingetiden. Denne vel nok sidste i serien foregår fra 1792 til 1824, og der er ikke mange referencer til katedralen længere.

Vi er stadig i Kingsbridge, men nu er den industrielle revolution nået til England, som har en tung tekstilindustri. England er i krig med Frankrig efter revolutionen, og Bonaparte er på vej op i systemet som den kommende kejser.

Som altid er der en blanding af over- og underklasse; men man kan vel reelt set heller ikke skrive en roman, der foregår før 2. Verdenskrig uden at disse forskelle er markante. Her har vi den lokale adel, som ejer fabrikker og jorder og på den anden side arbejderne, som uden at være slaver ikke har meget bedre forhold. De lever fra dagen til vejen med syv dages arbejdsuger, og det er hårdt fysisk arbejde. De kan ikke modsætte sig fabriksejernes regler og et simpelt tyveri bliver ofte belønnet med piskeslag eller i værste fald hængning.

Der er en række protagonister fra de forskellige samfundslag og som altid i Folletts romaner er der de gode og de onde; de er ikke svære at spotte! Og der er lidt af hvert alle steder - kvinden, der ikke vil gifte sig med den hæderlige Amos fordi han ikke er rig nok. Spinderiejeren, der mistænker alle arbejdere for at lyve og stjæle fra ham. Der er den lettere alkoholiserede Jarge, som ser slagsmål som løsningen på alt, mens hans kone, Sal, arbejder sig op fra en rolle som bondekone til arbejder til chef og spirende politiker.

Det er nemlig også tiden, hvor maskinerne begynder at overtage menneskets arbejde og for disse fattige er det fatalt; de har ikke lov at strejke eller protestere. De har ingen fagforening men stritter alligevel imod med store omkostninger til følge. 

Det er langt mere en historie om begyndelsen på industri og Napoleons-tiden end det er en historie om Kingsbridge og katedralen. Det eneste vi hører til den er et par lidt malplacerede henvisninger til tidligere tiders karakterer. Det virker næsten lidt ligegyldigt, da det står som en selvstændig historie.

Der er masser af krig og kærlighed af alle slags; ikke mindst i slutningen, hvor vi detaljeret følger slaget ved Waterloo, hvor Napoleon jo så sit endeligt. Det var lidt pudsigt for en eks-belgier som mig; for nogle år siden var jeg ude at se den årlige rekonstruktion af slaget, som er en imponerende affære - tusinder af mennesker i kostumer fra tiden, og endda en Napoleon. 

Follett forstår at skrive sine historiske romaner; der er godt styr på detaljer og en god rytme i historien med gode skift mellem de mange personer. Det kommer dog aldrig til at nå højderne fra de middelalderlige katedralromaner for mig.

For tæt på solen - Paula McLain

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 384 sider
• Originaltitel: Circling the Sun

I 2019 var jeg i Kenya, og læste denne historie om nogle af de mennesker, der gjorde stedet berømt og tiltrækkende for tilflyttere i de glade 1920'ere. Nogle af de mennesker man som læser også kender fra Karen Blixens breve fra Afrika.

Beryl Markham svæver rundt i periferien af begge - både Happy Valley og Blixen. Hun voksede op i Kenya med sin far, der var hesteopdrætter. Moderen var rejst hjem til England med broderen, og faderen havde ikke helt styr på at opdrage en ung pige efter tidens normer. Beryl blev lidt af en tomboy, der skabte venskaber med de lokale og var mere tilpas i bukser og bare fødder end fine selskabskjoler.

Hun mødte Denys Finch-Hatton som helt ung, og var som så mange andre kvinder betaget af ham. Så giftede hun sig som 16-årig for at blive i Kenya, da faderens farm gik fallit og han rejste til Sydafrika. Det gik jo selvsagt ikke, og hun fik hurtigt et ry i kolonien.

Senere giftede hun sig med en rig englænder, og skabte sig et navn som den første kvindelige certificerede hestetræner. Hun vandt en del løb, men var også konstant udsat for sladder. Da de to engelske prinser besøger Kenya i 1928 hed det sig, at hun havde en affære med en eller begge prinser, og da hun fødte en søn gik sladderen igen. Om det er sandt vides vist ikke helt - men derimod er det korrekt, at hun allerede der havde et forhold til Finch-Hatton. Hans forhold til Blixen var jo præget af hendes ønske om at blive gift - som man ser det i Mit Afrika var han ikke indstillet på at opgive sit behagelige ungkarleliv.

Beryl Markham og Blixen kendte hinanden ganske glimrende; de to kvinder kæmpede om den samme mand. Finch-Hatton lærte hende at flyve, og da han døde i en flyulykke fortsatte hun. I 1936 satte hun rekorden som den første kvinde til at flyve alene over Atlanterhavet. Bogen starter og slutter med netop denne flyvning.

Markham skrev selv sin historie i en bog, der dog ikke fik den store succes. Hun flyttede til USA, men vendte retur til Kenya i 1952 hvor hun levede til sin død i 1986. På det tidspunkt var hun faktisk fattig, men en genopdagelse af hendes bog i 1982 gav hende lidt penge til at klare sig for.

Denne bog handler kun om tiden op til flyvningen i 1936, hvor hun jo faktisk har haft et meget interessant liv i 50 år efter. Men hun var også præget af alt sladderen - og selvom den sikkert var berettiget, så udtalte hun sig ikke selv om det. Hun må dog have været en karakterfast kvinde og hun elskede helt givet Kenya mere end noget andet sted. Det er jo svært ikke at føle sig hensat til Blixens Afrika under læsningen - for det var en helt speciel periode for disse kolonialister, der på godt og ondt havde en legeplads i solen. For nogle betød det også som Ikaros, at de kom for tæt på solen.

Ulykkens år - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

• Dansk
• 29. september - 1. oktober
• 448 sider

Det er lidt uvirkeligt, at det er ti år siden jeg Thomas Rydahls debutroman, som var en spændingsroman - og hans medforfatter her kender jeg faktisk kun fra TV. Men bogen har fået god mediedækning og jeg skal jo øve mig i at læse flere dansksproget litteratur.

Jeg har utroligt nok aldrig været på Egeskov Slot; ikke, at jeg ikke vil - men det virker som et lidt håbløst projekt uden eget transportmiddel. Jeg håber stadig det lykkes en dag.

Derfor er det svært at vide, hvor korrekt det er - men det er mit indtryk, at der har været et temmelig grundigt forarbejde ikke mindst i samarbejde med slottets to nuværende ejere. Der er dog også et element af fiktion, så jeg havde lidt svært ved at gennemskue, hvor historisk korrekte personernes historier er. Der er et persongalleri i indledningen, men jeg synes ikke at kunne "finde" alle i virkelighedens verden - som fx den unge Adele, der skal forloves med Egeskov-arvngen.

Det er dog ganske vist, at den unge Frederik Bille-Brahe dør alt for tidligt som 21-årig; men det er i 1872 og ikke i 1874, som skulle være ulykkens år i bogen. Han skulle også være død i København og ikke hjemme på slottet. Det er den kunstneriske frihed forfatterne tager sig.

Men det er ikke kun en historie om herskabet og deres kvaler; det er en blanding af Downton Abbey og Matador - herskab og tjenestefolk, som lever i den form for et mikrokosmos som en herregård jo er.

Der er ganske mange personer at holde styr på, men der kommer hurtigt et godt flow i skiftet mellem personerne. Der er dog et særligt fokus på den unge Jessie, hvis bror dør lige inden sin forlovelsesfest - nu hænger familiens videreførsel på hende. En anden hovedperson bliver den unge Oda, der kommer fra Odense for at være stuepige, men i virkeligheden drømmer langt større og vil lave finere fransk madlavning. Endelig er der den evigt uheldgie Stig; staldkarlen, som forsørger sine syge gamle forældre men kæmper mod slotsforvalteren, der ubetinget har et horn i siden på ham.

Jeg kan se, at serien er en form for bestillingsarbejde, og der kommer ydeligere to bind. Ligeledes skal bøgerne filmatiseres til en tv-serie; hvornår denne får premiere kan jeg dog ikke se. 

Det ses dog i bogen, der allerede steder bærer lidt præg af et manuskript - det er skrevet med filmatiseringen i baghovedet. Det ses ud af kulisseskiftene, og den relativt lange tid, der bruges på at beskrive detaljer i hver scene. Det ville ikke du med for meget indre monolog eller for mange sceneskift. 

Det er derfor virkelig let læst og jeg savnede lidt dybde; men filmatiseringen forklarer jo årsagen ganske fint!

Min ven vil dø - Freja Polonius

 

• Dansk
• 28. september
• 250 sider

Mit bibliotek har en udstilling af biografier / personlige fortællinger lige ved indgangen, og der stopper jeg tit op for at blive inspireret til at læse bøger jeg nok ikke ellers ville have fundet. Det er her, jeg fandt historien om den lille William og de to bøger af Mette Bording Nybo om hendes mands sygdom og død. Det kan man hurtigt se er lidt barske historier, der har et fællestræk - nemlig døden. Men den er der jo - altid; som et grundvilkår i vore liv.

For Preben blev det pludselig en form for levende død, da han en julidag i 2019 blev ramt af en palle i hovedet og blev lam fra nakken og ned. Nogle har måske set udsendelsen På tirsdag skal jeg dø, som er den visuelle version af denne historie. Udsendelsen var lavet sammen med Anders Lund Madsen, som er eminent til at formidle den slags, synes jeg.

Bogen er skrevet af en af Prebens nære venner, som også bliver én af hans plejere og som er med til det sidste åndedræt bogstaveligt talt.  

Preben valgte efter et års genoptræning og med den kontante besked, at der aldrig ville være mulig for bedring, at han ville dø. Men det kan man jo ikke bare i Danmark. Slet ikke hvis man er lammet, og end ikke kan bruge sine arme. Man kan ikke selv gøre noget for at afslutte livet - det som jo ville være selvmord. Man skal uvilkårligt have hjælp til at foretage handlingen, og så er det eutanasi eller aktiv dødshjælp.

Jeg synes etisk det er et virkelig svært dilemma, og muligvis noget, man slet ikke kan forholde sig til, hvis man ikke selv er i situationen. Jeg har som mange andre haft terminalt syge i familien, men det kom ikke på tale - måske fordi man der ved, at der er en desværre overskuelig tidshorisont? I Prebens tilfælde kunne han potentielt leve i årtier på denne måde - totalt afhængig af andre døgnet rundt. Det kan man nok heller ikke forestille sig? Er det så nok at have sit hoved og intellektuelle evner?

Det spørgsmål stiller Freja ham flere gange - kan han bruge det til noget, der kan give mening? Men det er stadig med præmissen om konstante smerter og mest af alt afhængigheden.

Det bliver så en rejse i at finde mulighederne for at dø; det kan man blandt andet i Schweiz og Belgien og valget falder her på Belgien. Man så den rejse i dokumentaren, og det var hårdt at se synes jeg. Der var så meget unødvendig fysisk smerte og uværdighed i at skulle transporteres på den måde i de sidste timer af sit liv. Jeg kunne næsten ikke bære at se det, og der ønskede man jo virkelig, at Preben kunne have fået lov til at afslutte det hjemme i sommerhuset med familien omkring sig.

I bogen kommer man også rundt om de etiske dilemmaer i møderne med præsten, folk fra det Etiske Råd eller andre handicappede. Men det bliver aldrig en nem diskussion, og jeg kan også sagtens se de faldgruber, der er ved at acceptere det som en mulig afslutning på livet før tid.

For Preben var det dog den helt rigtige beslutning; det er jeg ikke i tvivl om. Man kan kun ønske og håbe at hans efterladte stadig har den overbevisning.

Har du selv haft en familie - Bill Clegg

 

• Engelsk
• 26.-27. september
• 304 sider
• Originaltitel: Did You Ever Have A Family

Hvordan definerer man familie? Det er nok kernen i denne fine roman om sorg og om at finde sig selv igen?

Der er mange stemmer til at fortælle historien, og hver især har de deres version af familie. Det er ikke en kliché, når man siger, at sin familie kan man selv vælge og nogle gange er det ikke dem, man er blodsbeslægtede med.

June er en midaldrende fraskilt kvinde, der er flyttet til den lille by, hvor der bor relativt få mennesker året rundt men som befolkes af byfolket i weekender og ferier. Hun har fundet sammen med den tyve år yngre Luke, hvis mor Lydia var byens sladderemne, da han blev født. Lydia var gift men Luke var med al tydelighed ikke mandens barn, da han var halvt sort. 

Nu er Junes datter kommet hjem for at fejre sit bryllup, og aftenen inden festen sover datteren, brudgommen, Luke, June og hendes eksmand i huset, da noget kortslutter og huset brænder ned til grunden. Den eneste overlevende er June. Snakken går hurtigt - Luke havde en fortid med stoffer - måske? Er det hans skyld?

June selv flygter blot fra byen og indlogerer sig på et hotel langt fra alting med udsigt over havet. Her holder hun sig for sig selv, og taler kun med Cissy, som kommer for at gøre værelset rent. Hotellets ejere, et lesbisk par, kender ikke hendes historie - men fornemmer, at der er noget, der skal bearbejdes.

Historien fortælles som sagt af alle disse forskellige stemmer samt en ung dreng, der viser sig at spille en rolle i branden. Vi hører også versionen fra Lukes biologiske far om mødet med Lydia tredive år tidligere; alle små bidder, der svæver omkring dem for at stykke et billede sammen. Bid for bid får vi deres livshistorier og smerter, men også historien om, hvad der virkelig skete den nat.

Det er en lille hurtig læst roman, men som vinder ved hvert kapitel. Jeg var lidt skeptisk i starten; men den ramte noget i mig - netop det, at familierelationer kan være komplicerede. At vi skal tilgive og elske. At vi kan vælge vores relationer - og kalde dem for venner eller familie. Det er vores valg at finde de mennesker, der er gode for os. 

L'ambition (Les trafiquants d'éternité I) - Amélie de Bourbon Parme

 

• Fransk
• 22.-25. september
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For nogle år siden læste jeg Hilary Mantels biografi af Cromwell; den magtfulde engelske minister under Henry VIII; det var en fængslende renæssanceberetning lige som jeg elsker dem. Det tog mig dog også en del år at komme igennem den, da sidste bind var meget længe om at udkomme. 

Alligevel har jeg nu kastet mig ud i en lignende trilogi med fare for at skulle vente i evigheder!

Denne biografi handler om den italienske kardinal Alessandro Farnese, der senere bliver pave under navnet Paul III i 1534. I første bind møder vi ham i 1486, hvor han smides i det berygtede Engelsborg-fængsel i Rom som gidsel for broderens støtte til den forkerte side i krigene, der hærger de italienske stater. Han formår dog at flygte og skjuler sig i nogle år i Firenze, som dengang var en selvstændig bystat under styre af Lorenzo Medici.

Men hans ambition er at komme op i magtsystemet i kirken, og her bliver søsteren Giulia pludselig et betydeligt strategisk våben, da den langt ældre pave Alexander VI - den spanske kardinal Rodrigo Borgia - forelsker sig i hende. Det er en noget anderledes katolsk kirke i renæssancen - paverne var ikke gift, men de levede et så løssluppent liv, at det overstiger alle moralske grænser. Det var ikke unormalt, at både kardinaler og paver levede sammen med deres elskerinder, og anerkendte de børn, der blev født.

Alexander VI overgik dog langt de fleste og hans børn blev ikke alene anerkendt; han arbejdede også åbenlyst på at give dem magtfulde positioner i samfundet. Farneses søster bliver dermed hans vej til at blive valgt til kardinal uden dog at have taget præstevejen til rollen, selvom hans liv er noget mere seriøst. 

Det er et politisk rænkespil som involverer europæiske magtkonstellationer og alliancer, og herredømmet over italienske stater. Det er Rom i en absolut depraveret udgave, hvor der ydermere er stor modstand mod at have en spansk pave.

Farnese kommer til live i denne biografi om ham og hans tid; første bind slutter med Alexander VI's død og ikke mindst enden på Borgia-familiens styrke. Samtidig har han selv indledt et forhold til Silvia Ruffini, som han nu installerer i sit palæ midt i Rom. Det er stadig langt fra det smukke palæ, vi kender i dag - med tiden og pengene begynder han at dekorere det med hjælp fra tidens største kunstnere og i dag er det kendt som Palazzo Farnese - eller den franske ambassade i Rom på Campo dei Fiori.

Jeg var helt opslugt af denne historie; og nu skal jeg så vente på næste bind, som dog udkommer til oktober - men ikke i paperback.    

A Travel Guide to the Middle Ages - Anthony Bale

 

• Engelsk
• 16.-21. september
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Turisme er ikke en ny opfindelse - man har altid rejst; selvom formålet konstant har forandret sig. Først rejste man for at udforske, besejre, vinde territorier - og for at se, hvad der lå på den anden side af det vand eller det bjerg. Senere rejste man som del af den store dannelsesrejse rundt i Europa til kongelige og kloge. Det var forbeholdt eliten - alle andre havde hverken tilladelse eller midlerne til blot at rejse for fornøjelsens skyld, som vi gør det i dag.

I middelalderen rejste man dog ofte af religiøse grunde - man drog på pilgrimsrejser til de helligste steder. Det kunne være en lokal kirke eller katedral, som ejede relikvier, der kunne kurere barnløshed eller sygdomme. Det kunne være længere væk som til Santiago de Compostela eller Jerusalem - de helt store attraktioner på den tid. Men det var også både farlige og krævende rejser, og langt fra alle kom hjem.

I denne bog tages vi med på skildringer af disse rejser, skrevet af dem, der var af sted. Det var ofte rige, der søgte helbredelse eller tilgivelse til det evige liv; eller munke, som samtidig havde en mission. Det kunne være religiøse ambassadører udsendt af paven for at udbrede det kristne budskab eller etablere forbindelser med de andre verdensreligioner.

Uanset formålet var det fyldt med strabadser, og derfor skrev man fyldestgørende om det ved hjemkomsten. Måske var man ikke altid nået helt dertil, hvor man siger man har været og historierne bliver så fulde af beskrivelser af mærkelige skabninger med tre ben, et øje og deslignende.

Men det er også gode råd om, hvordan man klarer sig igennem den voldsomme varme sydpå eller hvilke farer, man skal være opmærksom på. Bogen citerer en del rejsendes historier samt gode tips til den rejsende, som er temmelig underholdende set i vores moderne kontekst.

Vi kommer med ned gennem Europa til de store valfartssteder, som pudsigt nok stadig tiltrækker horder af mennesker - Santiago, Rom, Venedig, Jerusalem, Istanbul (Konstantinopel) og endelig helt ud over de mongolske stepper. De så de samme ting, vi ser i dag - jeg genopdagede fx Gravkirken i Jerusalem gennem middelalderens øjne. Samme monumenter og følelser, når man står et så historisk sted. Fornemmelsen af at se et kongeligt hjerte i katedralen i Saint Denis i Frankrig - og alle de relikvier, der tilsammen ville gøre Jesus til et menneske med mindst tyve ben og arme, hvis man samlede samtlige knogler i verden.

Omslaget minder en del om det på bogen om middelalderens kvinder, som jeg læste i februar; samme forlag og tilsyneladende en form for serie af historisk faglitteratur. Jeg mødte da også nogle af de samme mennesker, da der bestemt også var kvindelige rejsende som fx Margery Kempe, som foretog tre pilgrimsrejser.

Jeg var derfor fantastisk underholdt - min yndlingsperiode, og en rød tråd til andre bøger jeg har læst. Alt sammen et overordnet billede, der konstant lærer mig mere om denne periode.