The Upstairs Wife - Rafia Zakaria

 

• Engelsk
• 28.-30. april
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om denne fortælling om kvinders vilkår i Pakistan. Det er jo en vigtig historie, men jeg føler ikke, at den fungerede i denne opbygning.

Rafia Zakaria er en pakistansk journalist, som har baseret sin fortælling om Pakistans kvinder til dels på sin egen familie (især tanten Amina) og til dels på landets politiske historie og Benazir Bhutto, der som kvindelig politisk leder blev dræbt.

Historien følger tre forskellige spor. Vi starter med forfatterens oplevelse som barn af tantens retur til forældrenes hjem, hvor hun også selv bor med flere generationer under samme tag. Men gifte kvinder flytter ikke tilbage uden grund. Aminas mand har besluttet at tage sig en hustru nummer to, da Amina efter ti års ægteskab ikke har givet ham nogle børn. Hun protesterer - men i længden giver hun op, og flytter tilbage til det nye arrangement. Hun flytter ind i en lejlighed på første sal, og den nye hustru i underetagen, og så deles de om manden en uge ad gangen.

Derfra rykker vi tilbage til bedstemoderens historie som fortæller om den arkaiske rolle kvinder havde i tiden inden delingen af Indien og Pakistan, og livet som flygtning til et nyt land, hvor de kunne leve med deres religion men frataget alt de kendte til. 

Og så fortælles en del af Pakistans historie gennem politiske og sociologiske hændelser som Bhutto-familiens vej til magten i et land præget af etniske uroligheder. 

Det bliver til temmelig mange overlappende historier, som fortælles af en tredjepart. Især i forholdet til tanten og hendes ægteskab præger det historien til Aminas fordel, for vi får aldrig mandens perspektiv eller endog blot hele Aminas synes jeg.

Khaled Hosseini beskrev denne leveform virkelig gribende i Under en strålende sol - og endda skrevet af en mand. Her forsøger man måske at gabe over for meget og for mange historier til at en enkelt står stærkt nok frem.

Af læsningens historie - Alberto Manguel

 

• Fransk
• April
• 528 sider
• Fransk titel: Une histoire de la lecture

I 2022 læste jeg den fascinerende bog af Alberto Manguel om biblioteker - primært personlige bogsamlinger, men også berømte offentlige biblioteker gennem historien. En bog, der varmt kan anbefales til alle bogelskere. Under nytårsferien i Belgien fandt jeg så denne brugt men i fornem stand til 3 Euro - det kunne jeg ikke stå for. Til gengæld læste jeg den lidt spredt mellem andre bøger i april måned, da den krævede at man fordybede sig i hans oprulning af læsningens historie, som er langt mere kompleks end man umiddelbart tror.

Vi starter helt fra de første skriflige overleveringer fra før vor tidsregning over opfindelsen af trykkunsten til vores moderne paperbacks - det hele krydret med Manguels egne erfaringer som læser.

I århundreder var læsning ikke en enlig beskæftigelse - man læste højt for andre. For hvis man læste alene og indenad var det måske suspekt - hvad læste man egentlig? Manguel arbejdede som ung for den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, netop som højtlæser da denne var blevet blind. Fordi denne ikke kunne leve uden at læse selvom det nu blev på en anden måde.

Det er denne kærlighed til bogen og ordet, som præger Manguels bog. Han analyserer litteraturens magt, som den er blevet udøvet gennem årtusinder. Man afholdt kvinder fra at læse fordi det var magt. Man afholdt sorte slaver fra at lære at læse - lige så farligt synes man. Man har lavet lister over censurerede bøger flere gange gennem historien - læsning kan være farligt, hvis man vil bevare sin magt over andre.

Der er også pudsige historier om bogtyve. Der er livsbekræftende historier om mennesker, der i de sværeste situationer alligevel kæmper for deres ret til bøger. Han citerer utroligt mange forfattere - en del fra oldtiden, som nok ikke er så bekendte for de fleste. Det valgte jeg blot at læse uden at bruge for meget tid på at søge oplysninger andre steder. Men også nyere forfattere som Kafka, Hemingway, Rilke osv. En guldgrube af information om læsningens historie, som jeg aldrig havde forestillet mig så interessant.

Som i hans bog om biblioteker er der illustrationer, der krydrer det hele - og selvom det ikke er særlig nem læsning, er det spændende og tankevækkende.

The Glass Maker - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 21.-26. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var slet ikke begejstret for den sidste roman jeg læste af Tracy Chevalier; jeg følte jeg var ved at tage en uddannelse som æbledyrker og det fyldte alt for meget.

For mange år siden læste jeg en anden af hendes romaner, hvor en teknik også fyldte en del men med kunsten og den historiske periode som omdrejningspunkt, og jeg var vild med den.

Denne roman har glaskunst og historie som centrum, så det burde have været en vinder. Men vi var igen ovre i alt for meget teknik omkring kunsten at blæse glas, eller lave glasperler. Den historiske periode var mildest talt også lidt anderledes.

Vi starter i 1486 i Venedig, hvor tiden beskrives som værende anderledes og ikke bevæger sig på samme lineære facon som på fastlandet, som dengang virkelig var en anden verden for beboerne ude i lagunen. Faktisk er det snarere på øen Murano, som jo er kendt for sin glaskunst, at vi befinder os.

Den unge Orsola er datter af en glasmager og på denne tid holdt man sig til sin læst. Den ældste søn overtog værkstedet og deres varer blev solgt gennem en tysk handelsmand, der havde kontorer i Venedig. Men da faderen dør, begynder hun at producere glasperler for at hjælpe familien økonomisk. Det er ellers ikke et job for kvinder, og hun må især holde det skjult for broderen, Bruno. Samtidig forelsker hun sig i fiskersønnen, Antonio, som har fået arbejde hos dem - på trods af, at han er fra Venedig og ikke af en glasmagerfamilie. 

Så kommer vi til det interessante eller i hvert fald anderledes i romanen; for tiden springer frem så vi pludselig er i 1574, men vores glasfamilie er kun blevet et par få år ældre. Nu kommer pesten til byen, og flere dør. Antonio ender med at forlade Murano, da Orsolas bror vil have hende gift med en ægte glasmager. Han rejser til Prag, hvor glasindustrien nu begynder at blomstre og hvorfra han gennem årene sender små glasdelfiner til hende. Eller er det ham?

Fra 1574 rykker vi os i hvert af kapitler op igennem Venedigs og Orsolas historie til 1631, 1755 (hvor Venedig endegyldigt har mistet sin plads på verdenskortet), 1797 (med Napoleons indtog), 1915 (1. Verdenskrig), 2019 (og Covid-pandemien) og endelig nutiden, hvor Orsola endelig er i slutningen af tresserne.

Det giver selvfølgelig muligheden for at beskrive udviklingen i Venedigs historie men også den udvikling, der præger glaskunsten frem til industriel fremstilling af souvenirs fra Kina, som nu sælges i byens forretninger. Men Rosso-familien lever stadig af at lave glas, og de ældes langsomt i modsætning til dem udenfor øen og Venedig.

Det er måske en poetisk måde at illustrere den tidløshed man jo sagtens kan forbinde med en by, der stadig forundrer ved at være bygget på pæle midt i vandet. Springet frem til pandemien giver igen et billeder af Venedig som den så ud inden masseturismen, og minder os om de billeder vi så af delfiner, der vendte tilbage til lagunen. De delfiner, som Orsola har modtaget i mere end femhundrede år - og her bliver symbolikken måske lidt for søgt til min smag!

Generelt synes jeg glaskunsten og teknikken fyldte for meget ligesom konstruktionen af tid, der konstant skal forklares for, at Chevalier føler læseren er med hende. Hvis det er nødvendigt er det fordi historien ikke står stærkt nok i sig selv, føler jeg. Under overfladen er der så hendes historie med Antonio (og delfinerne), som heller ikke virker troværdig til sidst. I middelalderen kunne hun jo ikke finde ham - men vi ender i 2022, hvor at finde Antonio eller hans familie i Prag ville være nemt. Men Orsola virker fastlåst i 1486 ikke kun i tid men også i mentalitet, og så virker præmissen desværre ikke.

Caravaggio - En rejse i tid og sted - Lis Nielsen

 

• Dansk
• 19. april
• 268 sider

I modsætning til forfatterens påstand om, at Caravaggio er meget lidt kendt i Danmark, så er han blandt mine absolut yndlingsmalere. Det er ikke uden grund jeg siger min interesse for kunst stopper i 1610 - et er nemlig året for hans død. Så kom barokken, rokoko, romantikken og alt muligt indtil jeg igen har et lille vindue åbent i perioden 1865-1930.

Så jeg kender altså Caravaggio med alle hans skavanker! Jeg har læst den franske historiker Dominique Fernandezs helt fantastiske roman om ham, men også flere faglitterære værker. Jeg har set hans malerier i Paris, Madrid, Milano, Firenze, Rom, Napoli, Wien og Malta er på rejselisten udelukkende for at kunne se hans malerier i Valletta.

Så jeg forventede jo ikke at lære noget nyt, men fandt det interessant, at en dansker havde skrevet en bog om ham. Forfatteren er åbenbart blevet kunstelsker i en sen alder, og startet på kunsthistoriestudiet som voksen netop på grund af opdagelsen af Caravaggio.

Den passion vil hun så gerne dele med os andre - og det er jo dejligt at være så begejstret. Men det gør desværre ikke én til forfatter.

Bogen er opbygget kronologisk far Caravaggio fødes i 1571 med fotos af de steder, han har boet eller har kunnet færdes. Noget forbliver jo gætteri for os alle med nogle hundrede års afstand.

Samtidig ser vi hans malerier med forfatterens kommentarer til fortolking, hvilket jo altid vil være subjektivt. Det er ikke sikkert jeg ser et angrende blik i en bøddels øjne, hvor andre gør det - men det er jo kunstens ret at vi hver især kan tolke den anderledes.

Det er selvfølgelig dejligt med en bog med stort set alle hans malerier samlet i en flot gengivelse. Men er der masser af andre bøger, der også tilbyder. Her var det desuden et par ting, er irriterede mig.

For det første måden vi belæres om fortiden på - det er tilsyneladende ikke skrevet for folk, der ved blot det mindste om tiden før det 21. århundrede - som fx når hun nævner"at dengang var det de voksne, der bestemte" i forbindelse med Caravaggios læreplads som maler. For det første er det en infantil formulering, for det andet forudsætter det, at læseren virkelig intet ved.

Men det næste punkt er for mig faktisk mere irriterende. Teknikken chiaroscuro opstod i Italien anført af fx da Vinci, men blev om noget Caravaggios kendetegn, da han skubbede grænserne længere end nogen andre før ham. Den franske oversættelse clair-obscur er senere oversat fra italiensk, men det er den, der bruges i bogen, hvor chiaroscuro jo for mig ville være det oplagte valg.

Så måske ved danskerne ikke meget om Caravaggio. Der er sikkert mange emner, vi ikke ved meget om. Men jeg håber ikke, at vi skal belæres om dem alle af selvudgivende entusiaster.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.

Nous traverserons des orages - Anne-Laure Bondoux

 

• Fransk
• 16.-18. april
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra Palermo, som jeg ikke forventede det helt store af - det virkede som lidt let litteratur. Men jeg blev så opslugt af den, at jeg slugte den på tre dage og blev overrasket til sidste side.

Bondoux har primært skrevet romaner for et yngre publikum - men her kaster hun sig ud i en saga, der dækker hele det 20. århundrede. Mere præcist 1914 til 2022.

Indledningsvis er der en fortæller, der taler til en person kaldet Saule (et fransk maskulint fornavn). Fortælleren siger, at familiens gård har set fire generationer af mænd komme og gå. Elske og dø. Leve. Men med deres dæmoner og successer i livet som vi jo alle har. Alle mændene bærer et traditionelt navn samt et fornavn, som er navnet på et træ - som Saule - og knytter dem til jorden og gården.

Så springer vi tilbage til 1914, hvor Anzème skal i krig og efterlade sin unge hustru hjemme. På gården er også hans lillebror, Marty, men da Anzème vender hjem nogle måneder senere såret er Marty væk og hans hustru endelig gravid efter flere års forsøg. Det er den første store hemmelighed, der følger dem i generationer.

Den næste søn, Charme, fødes i 1915 - så han kommer til at drage afsted til 2. Verdenskrig. Hans søn Aloès kommer til at kæmpe for Frankrig i Algeriet i starten af 1960'erne. 

Næste generation er fortælleren, Olivier, som ikke kommer i krig i traditionel forstand, men som bærer flere generationers byrde på sine skuldre. 

Der er temperamentet og volden. Der er alkoholisme. Der er også kærlighed - den forbudte, den skjulte, den farlige og den rigtige store kærlighed.

Indimellem familiens historie er der den store historie uden om familien - verdenshistorien og Frankrigs historie, der sætter tingene i perspektiv. Det aftager som vi bevæger os op mod nutiden, som Saule jo kender, men det giver en fantastisk scene for familiens lille plet i verden.

Vi begynder med en krig, og vi ender med 9/11 og til sidst Covid19-pandemien, som på mange måder blev vores generations krige.

Jeg blev overrasket lige til sidste side, som jeg vendte med vemod - for det var eminent skrevet og fortalt. Flere af Bondouxs ungdomsbøger er oversat til dansk - og man kan kun håbe, at denne også bliver det selvom det er til et lidt ældre publikum.

Belle Greene - Alexandra Lapierre

 

• Fransk
• 10.-15. april 
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg nåede hurtigt igennem min krimi i Palermo, og skulle også have læsning til hjemturen. Så da jeg fandt en boghandel med franske bøger faldt jeg over Alexandra Lapierre, som jeg ellers var blevet lidt træt af for snart otte år siden. Et hurtigt tjek online viste dog, at denne biografi havde fået virkelig gode anmeldelser - og min erfaring viste mig jo sidst, at de mere nutidige biografier fungerede godt.

Denne biografi i romanform var da også særdeles veldokumenteret og absolut fængslende.

Belle da Costa Greene, som hun kendes i offentligheden i dag, fødtes i 1879 som datter af en forkæmper for sortes rettigheder og den første sorte mand, der studerede ved Harvard. Men hverken forældrene eller Belles søskende så ud til at have afrikanske rødder. De nedstammede fra afrikanske slaver, men som det jo tit skete under slavetiden, var de genetisk blevet blandet mange gange i løbet af årene så de nu var lyse i huden og flere søskende med lyst hår og blå ojne. Det hjalp dog ikke i datidens USA, hvor deres personlige papirer stadig bar et C under race for Colored. Det skyldtes one-drop-reglen, hvor bare en enkelt forfader med afrikansk afstamning afgjorde ens race.

Da faderen efterlader familien til sig selv, tager de en drastisk beslutning - at ændre race. De opfinder nye forfædre med portugisiske adelige aner, hvilket forklarer Belles og hendes brors mørkere hud og farver, og får nye papirer. Nu kan de flytte ind i kvarterer beboet af hvide, studere og arbejde steder, som ellers ville være lukket land for dem. Til gengæld er de rædselsslagne for, at eventuelle børn kan blive født med mørkere hudfarve og træk, der vil afsløre deres gener. Så de laver en pagt om aldrig selv at få børn - det ville afsløre deres løgn og sætte alt på spil.

Belle bliver bibliotekar, og får arbejde på det fornemme Princeton bibliotek, hvor hun møder Junius Spencer Morgan - en rig amerikansk filantrop og bogelsker. Han lærer hende alt om sjældne bøger og introducerer hende til sin onkel, J. P. Morgan, som dengang var en af landets rigeste. Hun begynder at arbejde for ham i 1905. Hendes job er at organisere og katalogisere hans bibliotek, men hurtigt bliver hun hans højre hånd og repræsenterer ham ved auktioner, og gør Morgan Library berømt for dets samlinger.

Privat er livet dog mere besværligt på grund af den løgn, hun lever på. Hun bor sammen med sin mor og søskende for at have en moralsk præsentabel situation, men hun lever det vilde liv i New York. Hun gifter sig aldrig, men har en del elskere - ikke mindst den anerkendte kunsthistoriker Bernard Berenson.

De sås kun sporadisk men bibeholdt en livslang brevkorrespondance, der blandt andet har lagt bund til denne bog.

Belle Green blev en af de højst betalte arbejdende kvinder i USA på sin tid; hun arvede en stor sum penge fra J. P. Morgan, og forsatte med at arbejde for hans søn og senere som direktør for biblioteket, da denne overgav det til staten. På mange måder et succesfuldt liv - men altid baseret på en løgn. Hendes ene søster får faktisk to børn og Belle opdrager sin nevø som sin egen søn. Denne er udstationeret i England i 1943 som pilot, da han begår selvmord. Årsagen? Hans forlovedes familie har opdaget familiens hemmelighed, og afviser et ægteskab. Han efterlader et brev, der forbliver forseglet i mange år og Belle selv læser det aldrig. Hun dør i 1950 - officielt 56 år gammel selvom hun reelt er 71 år gammel - en del af løgnen var at ændre fødselsattesten, men derudover gjorde hun sig alligevel yngre og yngre. Måske af forfængelighed?

Hendes historie blev først rigtigt kendt mere end 50 år efter hendes død og det er jo en tragisk historie. At man måtte skjule så meget på graund af racelovene og afholde sig fra ægteskab og kontakt med familien, der kunne afsløre én. Belle Greene er senere blevet behørigt hædret af biblioteket, som hun gjorde til det, det er i dag - men prisen var høj!

Jeg var virkelig fascineret af denne historie, og Lapierre har her en masse materiale at arbejde med. Belle Greene brændte alle sine breve og dokumenter inden hun døde - men de breve hun havde sendt livet igennem fandtes stadig, og har været uvurderlige for forfatteren.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Leoparden - Giuseppe Tomasi di Lampedusa

 

• Dansk
• 4.-6. april
• 253 sider

Dette er måske min rekord i at gemme bøger - den havde stået i reolen siden 1999; men man skal aldrig smide ud eller give op! Nu skulle jeg en uge til Palermo, og hvis der er en roman, der definerer Palermo er det vel denne. Måske lige med undtagelse af Godfather - men det er jo mere Sicilien i sin helhed.

Måske er det den sædvanlige ærefrygt overfor de store klassikere, der har afholdt mig fra at gå i lag med den - men som så ofte før finder man ud af, at det er pjat! Leoparden er ikke mere eller mindre svær end andre bøger af nyere dato. 

Lampedusa skrev sin roman sent i livet, og den aristokratiske historie inspireret af hans egen familie passede ikke ind i tidens kommunistiske ånd i Italien. Han fik flere afslag på en udgivelse, og døde inden den endelig udkom i 1958.

Historien er centreret om den sicilianske adelsfamilie Salina, som er del af øens absolutte elite. De er landbesiddere af den gamle skole, og hele familier og landsbyer afhænger af dem. Men vinden er begyndt at vende i Italien, da den revolutionære Garibaldi er gået i land med sine tropper for at kæmpe for et samlet Italien under en ny konge. Fyrst Salina ser til mens den verden han kender ændrer sig - og der er en vis nostalgi at spore mens han erkender de nu berømte ord - "alting må forandres, så alting kan blive det samme".

Hans nevø, Tancredi, som han sætter højere end sine egne børn, går helhjertet ind for de nye tider og forelsker sig endog i en borgerlig pige. Adelen, der blander sig med det nyrige borgerskab. 

Historien følger familien primært i årene 1860-1862, hvor deres liv ændres samtidig med, at de stadig afholder baller og besøger deres paladser uden for Palermo. Vi springer til 1883, hvor den gamle fyrste - leoparden - dør; og endelig til 1910, hvor alt, der er tilbage er hans tre ugifte døtre som nu er gamle enlige kvinder, der holder fast i en levestil og traditioner, der ikke længere findes. 

Det er absolut ikke en svær bog at læse; men man skal uden tvivl kende en smule til italiensk historie for at kunne følge det politiske spil. Leoparden - den gamle fyrste - er symbolet på en tid, der svinder med ham og han ser til uden at kunne ændre noget. Der var selvfølgelig mange referencer til Palermo og steder i byen, som jeg så ved selvsyn nogle dage senere - helt perfekt timing!

Unruly - David Mitchell

 

• Engelsk
• 1.-3. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Mitchell er en engelsk komiker, som jeg absolut ikke kendte - heller ikke, at han var komiker. Men jeg tænkte, at lidt historie iblandet humor ikke kunne gå helt galt.

Det var for det meste også underholdende, men måske er det bare for meget at fortsætte 400 sider igennem med indskudte vittigheder og paralleller til vor tids problemer.

Præmissen er ellers glimrende - at gøre lidt tung og kedelig historie mere spiselig for et moderne publikum; for her er vi helt tilbage i kristendommens tidligste alder, og de første konger, der herskede over England.

Dengang var det jo ikke England, som vi kender det. Det var mindre dele, der skiftede hænder mange gange i de første århundreder og i dag kendetegnes for mange ved kong Arthur, som højst sandsynligt aldrig har eksisteret. Der var noget godt dansk blod iblandet med vikingernes ankomst i slutningen af det første årtusinde. Mitchell tager os frem til Elizabeth I's død i 1603, og når således også over den nok mest berømte af alle engelske konger - Henry VIII.

Men der er lige fokus på alle de andre mindre kendte. Dem med sindssyge navne som Aethelwulf, Aethelred og Aethelstan. De krigeriske som William Erobreren og alle de andre.

Det er meget forfriskende at gøre det lidt mere humoristisk; men indrømmet efter 300 sider var jeg kørt træt i vittigheder, og det var kun fordi regenternes biografier var mere velkendte for mig at jeg kom til vejs ende. Ikke desto mindre lærte jeg da noget om det første årtusindes konger!