Last Voyage of the Valentina - Santa Montefiore

• Engelsk
• 13.-14. juli
• 404 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kigger altid forbi bogudsalget i Arnold Busck; men jeg synes efterhånden, at det er en sørgelig affære. Der er intet tilbage af de gode kup, man kunne gøre ved tidligere bogudsalg. Der er altid stakke af engelske bøger, hvor man kan få tre for hundrede kroner. Men det er de samme, de hiver op af kælderen år efter år - så de fleste har jeg allerede læst. Det endte med to gode kup, og for at komplettere smed jeg denne efter - lidt hurtig chick-lit, som nær var endt i skraldespanden efter ganske få sider.

Det er virkelig ikke imponerende litteratur; men jeg endte med at abstrahere fra det komiske romantiske og fokusere på historien bag.

Alba er en ung kvinde i London i 1971, som fordriver sin tid med at være sur på sin far og stedmor, shoppe og forføre mænd på stribe. Hun bor på en husbåd på Themsen - hendes fars gamle båd fra krigen. Hendes mor var italiener, men døde i et biluheld, da hun var spæd. Eller - det er jo hvad man har fortalt hende. En dag finder hun et portræt af moderen under sin seng - tegnet af faderen, da de var unge og nyforelskede.

Hun kan dog ikke få sandheden ud af faderen, og ender med at "hyre" en til art spille hendes kæreste for derefter at udfritte faderen. Således lærer hun, hvor i Italien hun kom fra.

Parallelt med denne historie følger vi faderen, der i 1945 ansejler den lille søvnige italienske landsby, hvor han forelsker sig i Valentina - og gør hende gravid. Han vender tilbage efter krigen for at hente hende hjem til England og gifte sig med hende. Der er Alba blot spædbanr - men moderen dør natten inden brylluppet.

Det er italiensk drama i Hollywood-forklædning; dog er der lidt interessant historie i fortællingerne om Italien i efterkrigstiden og især Syditalien omkring Napoli, hvor overtro og mafia er vigtigere end verdenspolitik.

Der er en del absolut usandsynlighed i det hele - den unge egocentriske Alba, der pludselig forvanndler sig til en dydens engel; kærlighedshistorierne, der er ren sødsuppe. Men det er jo også hurtig og let underholdning, som man kan have brug for til tider - og især hvis den principielt kun har koster en tyver!

Maigrets tålmodighed (Maigret LXIV) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. juli
• 187 sider
• Originaltitel: La patience de Maigret

Denne krimi er en hurtig fortsættelse af Maigret forsvarer sig i tid, men også med samme persongalleri.

Maigret er blevet frikendt i sagen om blufærdighedskrænkelse, men næppe er det ovre før hans stikker, som hjalp ham, findes myrdet. Manuel Palmari er tres år gammel, og sidder i kørestol. Maigret har i tyve år været overbevist om, at han står bag alle de indbrud i smykkeforretninger over hele Paris, som han ikke kan opklare. Palmari dækker sig ind under indtægter fra en restaurant - men Maigret ved, at der er mere!

Hans telefon er aflyttet, og hans unge elskerinde overvåges konstant af politiet - så hvordan foregår kommunikationen? Aline - den unge elskerinde - spiller fornærmet og forarget hver gang, han dukker op; men da Palmari ligger død i lejligheden, er Maigret endnu mere overbevist om, at hans mysterie snart er opklaret.

Bygningen, de bor i, er ejet af den unge elskerinde og således finder Maigret flere tegn på, at formuen var ved at blive overført til hende. Men ingen ved endnu, at han er myrdet - og dog ved de det i hans restaurant! Så der er et hul fra ejendommen ud til den virkelige verden... som så kun kan komme fra en af de andre lejligheder. Maigret finder naboen - en smuk mand, som arbejder indenfor smykkeindustrien; det er et første bindeled. Men nogle skal bearbejde de stjålne sten, og det kan kun en rigtig diamantskærer - og dem er der ikke mange af i Paris.

Indtil Maigret finder det sidste missing link, fristes man til at sige! En døvstum mand, der bor i et loftsrum - en jøde, der kom ind i Frankrig under krigen og tog et flamsk navn. Men da Maigret finder denne forbindelse, hænger manden allerede død i et kælderrum, hvor han havde sit atelier.

Efter tyve år får han således lukket det, der er hans længste opklaringssag. Maigret havde en vis sympati for forbryderen Palmari, så det er jo passende, at denne er død, da hans skyld bevises. Nu kan det hele hældes over på den unge kvinde - men hun har jo ikke været involveret længe; men det er typisk Simenon/Maigret!

Det er også interessant, hvordan Simenon pludselig i midten af 1960'erne i flere krimier skriver om krigen. Hans rolle er bestemt ikke tydelig - mange beskylder ham for at være anti-semit. Jøder optræder i tretten af hans krimier; i 1930'erne som absolut stereotype suspekte typer, der er karikaturerede med høgenæser osv. Kan man undskylde det med, at sådan så man på verden dengang? Ligesom Tintin i Congo skulle ændres - eller Pippi Langstrømpe - skal man så ændre Maigret-historierne?

Og det er da heller ikke for at få 'syndsforladelse", for det er stadig en karikatur! Simenon forlod Europa i 1945, og opholdt sig i ti år i USA. Han fik et fem-årigt forbud mod at udgive i Frankrig; men i dag sælges hans bøger jo stadig - som de er. Nogle mener, at der skal påtrykkes en advarsel på forsiderne til de krimier, hvor jøder optræder, med ord som racistisk indhold osv. 

Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Skal vi til det - præcis som i tilfældet med Tintin - så stopper det aldrig. Céline var erklæret anti-semit; og således er listen jo uendelig. Man bør nok snarere håbe på, at læsere er fornuftigt og kan sætte tingene i et historisk perspektiv.

De der gik forud - Aminatta Forna

• Dansk
• 10.-11. juli
• 381 sider
• Originaltitel: Ancestor Stones
• ANMELDEREKSEMPLAR

For nogle år siden mellemlandede jeg i lufthavnen i Freetown i Sierra Leone; jeg husker mest, at det slog mig, at en hovedstad kunne have et så smukt og lovende navn, når landet i årevis havde været i borgerkrig. Det var jo heller ikke et land man tog på ferie til; og vi fløj videre. 

Men det er et vestafrikansk land, som på mange punkter minder meget i kultur om Senegal, som jo står mit hjerte nært. I Senegal er Aminata et meget almindeligt pigenavn, så jeg studsede lidt, da jeg fik tilbudt et eksemplar af denne roman, som foregår i Sierra Leone - men forfatterens navn er lidt anderledes.

Den er faktisk skrevet i 2006, men er udkommet på dansk nu. Det gør den dog ikke uaktuel - det er en helt fantastisk læseoplevelse.

Abie er halvt engelsk og halvt afrikansk; hun bor i London men har en kæmpe familie i Sierra Leone, hvortil hun rejser tilbage for at tilse familiens kaffefarm. Denne 'rammehistorie' fylder faktisk ikke noget i bogen, men skaber blot indledningen til hendes familiekrønike. 

I Afrika skriver man ikke mange bøger - eller gjorde; men man fortalte historier. Alt skulle viderefortælles, så næste generation kendte familiens historie. Og naturens historie - animisme er en integreret del af verdensbilledet og det er netop den tro, der får mig til at føle mig så rolig og hjemme i Afrika. Det giver umådelig god mening for mig.

Hvor Abies egne forældre er, ved vi ikke. Men hendes farmor var den tiende hustru i en række af elleve. Det er mange - og vel principielt forbudt i dag; men det var det ikke for næsten hundrede år siden, da historien tager sin begyndelse.

Der fortælles historien om fire tanter - strækkende fra 1926 til 1999; hver del indeholder et kapitel for hver af de fire kvinder - Asana, Mariama, Hawa og Serah. Der er en stor aldersspredning imellem dem, da konerne (deres mødre) jo kom spredt over årene efterhånden som den yngste ikke længere var "ung nok". Men deres historie er alligevel universel.

Selvfølgelig er der førstehustruen - Asanas mor - og hun får en barndom som en prinsesse. Hun er stolt og overmodig, og ser slet ikke, at hun gifter sig med den forkerte mand. Der er de uheldige døtre, hvis mødre dør eller forlader familien. Nogle bliver sindssyge - uden tvivl af presset over at skulle præstere i denne flok af kvinder. Der skal fødes drengebørn og sunde børn, og der skal kæmpes om den interne hakkeorden. Der er Mariama, hvis mor forlader hende, og hun sendes senere til England og får et voldsomt kulturchok. Hun gifter sig aldrig, og bliver den underlige tante. Eller Hawa som forlades af sin mand til fordel for en teenagepige, som ikke respekterer hendes position som førstehustru.

Alle kvinder kommer til at lide under tab; en fast ingrediens i afrikanske mødres liv fristes man til at sige. Tab af børn, mænd, status, ... og for tanterne er det tabet af mødre, der har præget deres liv.

Men historierne om dem og familien er det, der binder dem sammen og skaber den historie og de erfaringer, som skal gives videre. Et afrikansk ordsprog, som jeg bærer indgraveret på mig, lyder: "Hvis du ikke ved, hvor du skal hen; se, hvor du kommer fra."

Den tro på forfædrenes styrke og tilstedeværelse mangler vi i vores kultur; kvinderne her fortæller os, hvordan vi kan og skal bruge den.

Samtidig fortælles historien om Sierra Leone fra engelsk koloni til selvstændigt land med korrupte valg og borgerkrige. Skrækkelige billeder, hvor kvinderne igen spillede en aktiv rolle som de stærke, der kunne foretage sig ting mænd ikke kunne, Fordi kvinder uanset hvad er respekterede i de samfund; de giver liv - de er liv.

Det er en uendelig poetisk, smuk, rørende og barsk historie - jeg lod mig rive helt med, og glemte alt andet - og drømte mig tilbage til mit Vestafrika.

Normalt læser jeg jo sjældent oversættelser; og jeg vil bestemt lede efter flere romaner af Forna på engelsk. Men denne var god - dejligt flydende sprog, hvor man ikke kunne se kildeteksten så tydeligt. Dog undrede jeg mig virkelig over kommasætningen? Der var stort set ingen og det slog mig flere gange, at det ikke kan være korrekt. 

Hvis man kan lide stærke fortællinger om kvinder - og ikke mindst skrevet af en kvinde - er dette en oplagt læseoplevelse!

Maigret forsvarer sig (Maigret LXIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 9.-10. juli
• 187 sider
• Originaltitel: Maigret se défend

Tre dage gik der, hvor jeg ikke fik åbnet en bog. Jeg skulle opereres og tænkte, at en Maigret ville være perfekt - men det viste sig, at narkose etc. tog ret så meget på mig. Men det var til gengæld lige, hvad jeg kunne klare, da jeg begyndte at have det bedre.

Maigret har det dog ikke godt denne gang! Han bliver ringet op midt om natten af en ung pige, der er strandet på en café uden penge, og med en vanvittig historie i ærmet. Maigret henter hende, og installerer hende på et hotel. Dagen efter melder hun ham for at have forsøgt voldtægt, og da hendes onkel er en fremtrædende person, eskalerer det hurtigt. Maigret skal for en gangs skyld opleve systemet fra den anden side - hvor han er på anklagebænken.

Han starter jo med at finde hoved og hale i det hele ved at opsøge alle de personer, der var involveret den nat. Det opdages dog, og han fritstilles med det samme. Men han giver selvfølgelig ikke op!

Han er overbevist om, at nogen har opfundet denne historie for at fjerne ham - fordi han i virkeligheden er på sporet af noget helt andet. Men Maigret ved intet om denne anden affære; det gør ingen faktisk! Men der må være en forbindelse til den unge pige, som har indvilliget i at medvirke i den opdigtede anklage.

Han besøger jævnligt en af sine stikkere, som bor i en nydelig ejendom overfor en tandlæge. Men denne tandlæge har muligvis andre aktiviteter såsom aborter. Simenon skrev denne krimi i 1964 - ti år inden, der var fri abort i Frankrig; og i et katolsk land var denne forbrydelse alvorlig.

Tandlægen risikerer selvfølgelig meget ved denne virksomhed; men i realiteten er det langt værre, da hans impulser har medført, at man ender med at finde tre kvindelig i hans have.

Maigret er således renset - og alle er jo vanvittigt begejstrede for hans opdagelse af seriemorderen. Den var jo tilfældig - og for Maigret var oplevelsen snarere skræmmende; at føle sig anklaget og især for sædelighed tager hårdt på ham.

Som sagt er krimien skrevet i 1964 - og der er et par underfundige informationer undervejs, da Simenon jo stille og roligt tager sin Maigret med gennem historiens udvikling fra den første krimi i 1930'erne.

Maigret får at vide af sin læge, at han skal slappe lidt af med mad og alkohol - og det bekymrer ham jo lidt, for der findes jo endnu ikke reservedele til hans krop. Nej - dette var virkelig i brydningsårene inden Barnard foretog sin første hjertetransplantation i 1967. Inden da var det meget få operationer, der var lykkedes og det var bestemt ikke almen praksis.

Maigret beder på et tidspunkt en detektiv om at følge den unge pige, og tage et foto af hende på gaden. Detektiven forklarer, at det kan han godt - for det begynder jo at blive almindeligt at se folk tage billeder på gader og stræder. Dette er der nok flere forklaringer til: I 1960'erne begyndte fok at have mere økonomisk overskud efter nogle lange krigsår. Der var flere penge i kassen og man kunne tillade sig at købe et fotografiapparat. Dernæst begyndte konceptet fritid jo at vinde ind. Man arbejdede stadig en halv dag om lørdagen; men man begyndte også at more sig. Der var kommet flere maskiner ind i hjemmene, så kvinderne kunne frigøre sig og endog arbejde selv. 

Lige så meget som selve Maigrets mysterier, er det disse små anekdoter, der er fantastiske ved at læse hele serien kronologisk.

Le mystère Henri Pick - David Foenkinos

• Fransk
• 2.-5. juli
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har det lidt ambivalent med Foenkinos; han har vundet ungdommens Goncourt og Renaudot-pris og han skriver mange små romaner. Små! Jeg kan jo godt lide murstene - men det er heller ikke dét, der gør det. Det er snarere det med at finde en rød tråd i hans forfatterskab - ikke, at alle bøger skal handle om det samme; men en forfatter har jo som regel en stil. Foenkinos er svævende og uhåndgribelig.

Men hans seneste roman måtte jo tale til mig, da den handler om et bibliotek, hvor man efterlader bøger. Bøger, der er blevet returneret fra forlag med et høfligt afslag om udgivelse. Idéen er baseret på Brautigans Library i Vancouver, som blev oprettet af en fan af den amerikanske forfatter, som døde i 1984. Foenkinos blander altså facts og fiction, og det destabiliserede mig en anelse i begyndelse af læsningen.

En ung kvinde forelsker sig i en spirende forfatter; hans første bog er en dundrende fiasko - men han kaster sig hurtigt i gang med en ny. Samtidig tager de på ferie i hendes hjemby i Bretagne, hvor de opdager et lignende bibliotek med efterladte manuskripter. Deriblandt finder de en perle - en roman udgivet af en Henri Pick. Men hvem er han?

Det viser sig, at Pick var byens pizzaejer. En stille og rolig mand, der døde to år tidligere og ingen i hans familie har nogensinde forestillet sig, at han skulle have skrevet en roman i al hemmelighed. Han læste jo knapt nok avisen! Men bogen sendes til et forlag - og her benytter Foenkinos sig af reelle personer i den franske forlagsverden - og bliver udgivet med en massiv marketingkampagne. Historien bag "mysteriet" sælger lige så meget som bogen selv, men ikke alle tror på, at det er så uskyldigt.

I realiteten er bogen tyk med ironi; den gør grin med hele mediedækningen omkring en bogudgivelse - hvordan et forlag, tv og sociale medier kan skabe en bogs interesse; uden nødvendigvis at stå med en ny Proust mellem hænderne. Det er et fænomen alle bogelskere kender - en bog, der omtales alle steder, så man føler, at man bør læse den. Og måske bliver man så lidt skuffet?

Foenkinos' persongalleri tæller Picks familie, bibliotekaren, forlagsudgiveren, forfatteren, bogkritikeren - alle får de deres liv ændret af det manuskript. Og der er i sidste ende ikke noget mysterie - for Pick har selvfølgelig ikke skrevet den bog. Det er tværtimod forfatteren med forlagskæresten, der har udtænkt plottet for at få ham i gang igen. Det bringer jo en problematik på banen om vi i virkeligheden kender de personer, der står som forfattere? Foenkinos lader os i hvert fald tvivle med sin tykke satire over forlagsbranchen, som han jo selv er et produkt af.

Maigret og spøgelset (Maigret LXII) - Georges Simenon

• Fransk
• 1. juli
• 185 sider
• Originaltitel: Maigret et le fantôme

Netop dette Maigret-mysterie fandt jeg uhyre interessant, da det berører kunst! 

Maigret bliver vækket en morgen af hans betjent, Lapointe - en af kollegerne er blevet skudt på åben gade, og er nu på operationsbordet. Det drejer sig ikke om en direkte kollega, men derimod Lognon, som er betjent i det 18. arrondissement. Lognon er Paris' mest uheldige betjent! I årevis har han forsøgt at få en stilling i hovedkvarteret - men består aldrig prøven. Så han forsøger sig med at finde en sag, han kan opklare på egen hånd, så han kan få den berømmelse, der kan give ham stillingen. Hans kone er kronisk syg - og han står for alt det huslige (hvilket vores macho-Maigret jo ikke helt kan lade være med at more sig over!).

Og nu er han skudt fordi han var på vej ud fra en ejendom, hvor han besøgte en ung kvinde. Først skaber det røre - havde han virkelig en elskerinde? Eller var det igen sololøb for at opklare en sag? Hans eneste ord var "spøgelset".

Maigret rykker hurtigt og mysteriet er opklaret inden 24 timer. Lognon sad i den unge kvindes lejlighed og observerede lejligheden overfor. Der bor en rig hollænder med sin langt yngre hustru, som tilsyneladende maler i et kæmpe atelier, som vender ud mod gaden - iklædt en lang hvid flagrende gevandt .. som kunne ligne et spøgelse. Hollænderen selv er kunstsamler og investerer i kunst fra anden halvdel af det 20. århundrede - Van Gogh, Gauguin, Picasso etc.

Maigret finder hurtigt en del mysterier i huset, og den unge hustru er desuden kendt af politiet i forvejen. Hun har i mange år haft en affære med en notorisk kriminel. Nu finder Maigret desuden et link til den amerikanske kunstkritiker Ed Gollan, som er i byen. 

Ved at stykke alle bidderne sammen finder Maigret frem til en interessant handel af falske malerier. Hollænderen har selv fået afsløret et falsk van Gogh-maleri - og der fik han ideen til denne form for forretning. Det har til alle tider været fristende for kunstelskere, da der jo er et begrænset antal af disse værdifulde malerier på markedet. 

Der er mange kendte falsknere i historien, og en af de mest berømte er Yves Chaudron, som pudsigt nok kaldes spøgelset, da der er delte meninger om den historie er sand. Han skulle have forfalsket Mona Lisa i 1910. Den historie har Maigret selvfølgelig kendt. En anden berømt falskner er Han van Meegeren, som primært forfalskede Vermeer-malerier i 1930'erne og 1940'erne - og som jeg har læst en roman om. Han blev primært faldet af at sælge en forfalskning til Göring!

Også den historie kendte Maigret selvfølgelig - og han har uden tvivl fundet inspiration i en eller begge af disse mediehistorier?

Under alle omstændigheder opklarer Maigret sagen - mens Lognon er på hospitalet; han er virkelig en uheldig mand, den Lognon!

Kitchen Confidential - Anthony Bourdain

• Engelsk
• 26.-30. juni
• 307 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var i Caribien, da vi en morgen vågende op til nyheden om kokken Anthony Bourdains selvmord; et chok - som det jo altid er når succesfulde og intelligente mennesker vælger den udvej.

Jeg elskede hans programmer, hvor han rejste rundt i verden og opdagede nye steder, mennesker og fødevarer. Især når det var lande, jeg selv har besøgt - men hans program om København var også fantastisk. Da jeg kom hjem, hev jeg hans gamle klassiker fra 200 frem fra reolen - som det ses af omslaget er det virkelig den gamle første udgave af bogen.

Jeg læste den første gang i 2003; og der er sket rigtig mange ting i den gastronomiske verden siden da. Bourdain var stadig kok i den traditionelle forstand. Bogen er et overflødighedshorn af det, der gjorde Bourdain så fantastisk som tv-vært - hans anekdoter om livet i køkkenkulisserne; den grove jargon, alle de tricks kokke bruger - og det meget hårde liv med alkohol og stoffer.

I det indledende kapitel er hans liste over uundværlige ting i et køkken; og med femten års bagklogskab er det lidt pudsigt at læse: 

• Skalotteløg er et hit til at give smag! Det brugte man åbenbart ikke meget i 1990'erne - og slet ikke i kulinarisk underudviklede USA. Men det er næppe nyt i dag
• Forme til at bygge sin tallerkenpræsentation op; pudsigt nok tror jeg, at alle mine også stammer fra den periode - og jeg bruger dem vitterligt ikke meget længere ligesom i hvert fald den nordiske madtrend arbejder med helt andre principper.
• Sprøjteflasker, Global-knive, tandstiksmanøvren til at lave saucemønstre... listen over ting, der er passé nu er lang. Men det var virkelig den åbenbaring, der skete på det tidspunkt, hvor vi alle skulle til at være mesterkokke derhjemme.

Bourdains erindringer fortæller om den første begejstring for mad, og hans vej til køkkenregionerne. Amerikanske restauranter var ikke avancerede i 1970'erne og 1980'erne. Selvfølgelig var der et par enkelte toprestauranter - men overordnet set var det jo ikke den franske stil, der dominerede. Desuden var det en verden præget af illegale arbejdere og temmelig meget hustling. Det lægger han ikke skjul på!

Han levede selv på den hårde måde; konstant pumpet fuld af stoffer - hash, kokain men også heroin. Der var altid en masse sprut involveret i en helt almindelig arbejdsdag - og sproget er et kapitel for sig (som det netop er det i bogen). Bourdain siger da også selv, at han aldrig ville være blevet den store kok med 3 Michelin-stjerner. Han gik efter de hurtige penge. Han var nok heller ikke en NOMA-kok i sjælen; han elskede ærlig no-nonsense mad... gode råvarer og ikke for mange af dem; og så lidt basal fransk teknik oveni.

Hans reelle styrke (og berømthed) kom først med tv-programmerne - ikke mindst No Reservations og Parts Unknown. Han havde en fantastisk dejlig stemme til at formidle sine historier, hvor han blandede kulturen (både den fine og den lokale) med geopolitik og gastronomi. Hans programmer kører stadig på DR2 med mellemrum - og kan varmt anbefales. Især hvis man finder en destination, som man overvejer at rejse til - det giver indsigt i landet eller byen; og en del god bagrrundsinfo.

Men han havde jo sine dæmoner, og når man læser hans bog kan man se, at der har været mange hårde år, hvor han har budt sig selv og sin krop noget særdeles usundt.

Det gør det ikke mindre tragisk, for jeg er sikker på, at der var mange gode historier tilbage i ham!

Og bogen - den er morsom at læse; for så indser man virkelig den enorme revolution gastronomien har gennemgået de sidste tyve år.