Ecoutez nos défaites - Laurent Gaudé

• Fransk
• 11.-12. november
• 285 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde helt glemt, hvor længe jeg egentlig har ventet på den seneste Gaudé i mere prisvenligt format; men den sidste læste jeg i foråret 2015. Det er utroligt, for den står stadig soleklart i min erindring, som faktisk alle hans bøger gør. Jeg er betaget af hans dystre fortællinger, som måske kan virke lidt skræmmende med deres fascination af døden. Ikke én af hans romaner er sprudlende livsbekræftende - men alligevel er de det jo på en anden måde. Fordi døden er en præmis for livet.

Flere gange har han skrevet om døden i forbindelse med naturkatastrofer; et par gange har han skrevet om døden i forbindelse med krig. Et par gange har han rørt ved de antikke helte som Alexander den Store - og midt igennem det hele flyder en italiensk indflydelse direkte fra Dantes Inferno.

Denne gang kaster han sig over den moderne død - terrorismen. Det er barsk! 

De første par sider greb mig med Gaudés sædvanlige poetiske stil, hvor ordene lægger sig om min sjæl, og jeg synker tilbage og glemmer alt andet. Men det viste sig hurtigt, at denne gang ville jeg blive lidt omtumlet.

Assem er hemmelig agent, og venter på ordrer til en ny mission et sted i Mellemøsten. Mariam er en irakisk arkæolog med speciale i at redde kunstskatte fra museer i Mellemøsten som destrueres af talebanerne. De mødes en aften på et hotel i Zürich og tilbringer natten sammen. Denne ene oase af ømhed i kaotiske liv, der er præget af vold. Næste morgen skilles de vel vidende, at de aldrig vil mødes igen.

Hver især skal de ud i verden. Assem skal til Mellemøsten for at observere en amerikansk soldat, der var med i Seal Team Six, der var med til at dræbe Bin Laden i Pakistan i 2011. Assem selv var med til at fange Gaddafi i Libyen i 2011. Den amerikanske soldat lever nu som rebelleder, og amerikanerne er nervøse for, at han skulle være i besiddelse af knogler fra Bin Laden. 

De to mødes, og konfronterer sig selv og hinanden med de versioner af dem selv, som de er blevet. Er de stadig mennesker, der kan leve videre? Er de vindere fordi de dræbte de to mænd? Eller er de taberne, fordi de ikke føler nogen sejrsfølelse?

Parallelt med de tre personers fortælling følger vi Ulysses Grant, som han kæmper i den Amerikanske Borgerkrig; Hannibal på turen over Alperne og forsøget på at tvinge Romerriget i knæ - og Hailé Selassie, som kæmper for sit Etiopien mod de fascistiske styrker i tiden lige før 2. Verdenskrig.

Så vi følger altså seks personer, der alle fortæller fra deres synsvinkel. Det er faktisk lige lidt for polyfonisk for mig. De er hver for sig stærke historier, som understreger Gaudés pointe; men det er meget.

Selve princippet med at tage personer ind i to så absolut afgørende begivenheder som Gaddafis og Bin Ladens mord har jeg det dog svært med. Han skriver samtidig om Kyle og Maddox - to kontroversielle amerikanske personer, som var med til den del af verdenshistorien. Det generer mig desværre. Fordi det er historier, som er kendte - og alligevel ikke. Vi ved ikke, hvad der skete i det hus i Pakistan den dag. Men det ved netop de personer, som han namedropper.

Det er et irritationsmoment for mig; jeg foretrækker hans poetiske dans med døden, som han har gjort til sin egen. Det er derfor ikke hans bedste roman, men der er særdeles markante passager som altid. Men han mestrer så absolut det dystre - ingen tvivl om det!

Maigret og den ensomme (Maigret LXXIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 9.-10. november
• 221 sider
• Originaltitel: Maigret et l'homme tout seul

Det må være dejligt at ældes som Maigret! Han kører sin helt egen tidslinje her i universet. Vi er nemlig i 1965 - én af de få gange, hvor Simenon præcist tidsfæster en roman - og Maigret er "næsten 55 år". Dermed falder historien tidsmæssigt tidligere end de seneste romaner, hvilket blandt andet ses ved, at Hallerne i Paris er flyttet ud til Rungis - det var inden området blev transformeret til det shoppingcenter, der fungerede fantastisk i 1980'erne og 1990'erne, men nu ligger dødt hen.

Så det er i Paris' mave i et mylder af snævre gyder og ludere og lommetyve, at en mand findes myrdet i et forladt hus. Han har tilsyneladende boet der, og samlet alverdens skrammel sammen. Men han er velsoigneret; pæne hænder og negle, og nyfriseret rent hår og overskæg - ikke helt almindeligt for en vagabond. Men han har altså tre skud i kroppen.

Maigret skal finde ud af, hvem han er - og snedigt nok finder han en frisørskole i området, som benytter kvarterets udskud til at øve sig på. Deraf den fine fremtoning.

Han undrer sig dog over, hvorfor denne mand er endt således? Og hurtigt efter at have publiceret et foto, får han henvendelser - fra det der engang var hans familie. Han havde jo et helt almindeligt borgerligt liv engang - lige efter krigen. Men en dag forlad han alt tilsyneladende på grund af en kvinde. En ganske ung kvinde, som Maigret nu også skal finde.

Han blev for en tid set i forskellige barer og restauranter med den unge kvinde; men en dag forsvandt han helt - og så dukker han op som vagabond i Hallerne. Noget er sket!

Det er en finurlig opklaring, som faktisk kun løses ved en anonym telefonopringning med et navn. Det sender Maigret på sporet af en anden mand, som også blev den unge kvindes elsker. Vores vagabond kvæler hende i jalousi - i august 1946 - og går i hundene. Den anden mand elskede den unge kvinde og kommer sig aldrig over det. Så da tilfældet gør, at han en aften ser ham udenfor en fin restaurant i Hallerne, vil han have hævn - nitten år senere.

Det er jo egentlig en banal historie; men alligevel er der så mange lag - jalousien, kærligheden, vreden, hævntørsten... det er jo Simenons styrke at tage disse helt basale menneskelige følelser, som ofte lægger til grund for en kriminel handling, og portrættere dem gennem hans helt almindelige protagonister.

Jeg er sikker på, at der er en tidligere krimi med en lidt samme mønster - en mand, der forlader det etablerede samfund og flytter sammen med vagabonderne. Men hvor skal man finde den imellem de efterhånden mange krimier, der er læst?

Den engelske kvinde (Outlander I) - Diana Gabaldon

• Engelsk
• 2.-8. november
• 864 sider
• Originaltitel: Outlander

Jeg har aldrig - som i absolut aldrig - læst Fantasy-genren; og spørgsmålet er vel reelt om denne hører under denne kategori. Jeg kan dog også godt lide store tykke bøger, da der jo bliver læst en del - og de tager lidt længere tid. Gabaldon har haft kæmpe succes med sin Outlander-serie, som nu er filmatiseret, og jeg har et par gange haft dem i hænderne for igen at slippe dem.

Det er jo faktisk bemærkelsesværdigt, at den første roman udkom allerede i 1991 - men det ser ud til, at successen er meget større nu end dengang? Folletts første bog om katedralerne udkom jo også i 1989, men opfølgeren kom først mange år senere. Jeg erindrer ikke, at den periode var særlig gunstig for at udgive romaner med så historisk indhold - det var Easton Ellis, Wolfe, King osv. Men jeg læste nok også primært fransk litteratur på den tid.

Men som sagt udkom denne første af en lang serie for snart mange år siden, og der er nu snart ni bind. Om det var tiltænkt fra starten ved jeg ikke; men måske fornemmer man det som det skrider frem om forfatteren lukker dem helt eller lader det stå som en mulighed at fortsætte?

I første bind er vi i 1946, hvor den unge engelske kvinde Claire er på en ny bryllupsrejse med sin mand Frank. Krigen er netop slut, og de har fundet hinanden igen efter seks års adskillelse - det skal fejres med en lille ferie for at komme tæt på hinanden igen. Det foregår i Skotland, hvor Frank blandt andet bruger tiden på slægtsforskning. Hans rødder går langt tilbage til Randall-familien, som har beboet området i århundreder.

En dag besøger Claire en gammel stenformation ikke ulig Stonehenge, hvor hun bliver fanget i en underlig stemning. Inden hun ved af det er hun forsvundet i et hul igennem tiden - og vågner op i 1743 midt i en kamp mellem skotske og engelske soldater. På den engelske side er der Franks forfader, Jonathan Randall, og på den anden rebellen Jamie Fraser. Skotterne fanger hende og mistænker hende for at være spion. I det hele taget havner hun i en meget dum situation - alle tror hun er noget andet end det hun siger; men ingen kan jo forestill sig den fulde sandhed.

Det er til tider en meget langtrukken fortælling; og jeg har aldrig været fan af alenlange sider med beskrivelser af slagsmål eller elskov for den sags skyld. Det er der unægteligt noget af her - men der er også dilemmaet i Claires situation, og hele den historiske kontekst. Det er nok klogt at forfatteren starter i 1946 i vor tid - og ikke meget længere fremme. Selvfølgelig så en 1991-verden også meget forskellig ud set fra 2018. Men specielt Claires rolle som sygeplejerske under krigen, bliver et nyttigt element i fortællingen,

Der er det hele - krig jalousi, hekse og kærlighed! Der er cliffhangere til de næste bøger, og selvom jeg allerede ved, at nogle af dem vil irritere mig så vil jeg jo læse dem. Jeg ved, at de bliver tykkere og tykkere - og dermed en øget risiko for alt for lange beskrivelser. Men man vil også gerne vide, hvordan hun lige fikser det problem med tidshullet! Så jeg vil ikke kalde det for egentlig Fantasy - men interessant historisk læsning med et twist.

La première phrase - Elsa Delachair

• Fransk
• 1. november
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg købte denne bog - men sådan er det tit med en pludselig indskydelse. Den var også finurlig og interessant; men det er jo mere et opslagsværk end reel læsning.

Forfatteren har samlet incipit fra 599 forskellige værker - i denne forstand forstået som den første linje i en bog. Selvfølgelig har den første linje stor betydning; den sætter forventningerne, tempoet, stemningen... den skal give os lyst til at komme videre,

Der er de kultagtige første linjer som den fra Anna Karenina selvfølgelig; men også Dickens' "It was the best times, it was the worst of times....". Der er de meget korte og præcise - og de mere kryptiske.

Der er dem, der indleder med vind og vejr eller dem, der henvender sig direkte til læseren.

Men mange gange læser vi jo hele den første tekst i et stræk. Når man isolerer den enkelte ene sætning, der markerer begyndelsen ser teksten tit helt anderledes ud. Moby Dick starter fx med denne enkle sætning: Call me Ishmael. Når man læser det i dag er det jo indlysende for alle, at det er Moby Dick, der refereres til og således bliver nogle sætninger kult på samme vis som replikker i film!

Forfatteren har opdelt alle disse sætninger i teamer omkring døden, tidspunkter, de håbløse indledninger og de mere underholdende. Hvordan de er udvalgt meldes der derimod intet om - og lige her kunne jeg godt savne lidt mere indhold. Der mangler lidt "kød" omkring de lange sider med citater - måske noget, der gav os indblik i forfatterens eget forhold til bøger og de citater?

Hvorom alting er - hvis hun har læst dem alle, så er det imponerende - der var en hel del meget gamle franske klassikere imellem, som kræver virkeligt tålmod. Jeg gik listen igennem til sidst, og kan desværre kun prale med at have læst 89 af dem.

Rejse i blåt - Stig Dalager

• Dansk
• 29.-31. oktober
• 342 sider

Efter at have læst den græske mytologi blev jeg inspireret af eventyrerne. Dette blev så til eventyret om, hvordan jeg endelig fik læst en ebog.... dog lidt mod min vilje! Jeg har aldrig været tiltrukket af ideen om en ebog - eller nogen form for apparater, der fungerer som en ersatz for den dejlige fornemmelse, det er at sidde med en papirbog mellem hænderne.

Jeg købte denne roman om H. C. Andersen i juli måned på et loppemarked i Roskilde. Den var i fantastisk stand - stort set urørt kan man godt sige; og til den symbolske pris af tredive kroner. Se det var jo et rigtigt eventyr at finde så fin en skat.

Romanen fortælles af H. C. Andersen; som han ligger på sit dødsleje i sommeren 1875, og er delvist omtåget af morfin. Hans liv passerer revy og der er skiftende passager af medicintågede tanker og drømme, og klare erindringsglimt fra hans lange liv.

Tilbage til barndommen under fattige kår i Odense. Kampen for at blive anerkendt af de andre drenge på trods af drillerierne over hans kejtethed. Og så er der familien med den sindssyge bedstefar, der både skræmmer ham og gør ham nervøs for selv at have arvet sygdommen. 

Kampen for at komme væk. Til København for at blive skuespiller, sanger, ..... kunstner ganske enkelt. Han forsøger sig med lidt af hvert - selv balletskolen. Men talenterne ligger ikke der, og da man roser hans digterevner skynder han sig at forfølge det spor; ivrig som han var efter anerkendelse og berømmelse.

Han begynder sine udlandsrejser, som der igennem årene skulle komme mange af og hvor han mødte udlandets store forfattere som Hugo, Dickens, etc.

Og så gik det helt galt ....

Denne udgave var en hæftet version; og fra side 160 sprang vi direkte til side 193! Efter side 224 sprang vi så tilbage til 193 og derefter derudaf igen. Med andre ord var et af hæfterne i indbindingen blevet placeret der to gange, og jeg manglede dermed fuldstændig en stor del af historien. Min første indskydelse var at skrive til forlaget - måske havde de en pdf version eller kunne kopiere de manglende sider og sende til mig; men bogen udkom jo i 2004. Det kunne de så heller ikke.

Pludselig fik jeg ideen at konsultere vores sikkert glimrende offentlige biblioteksvæsen. På trods af, at jeg bor kun et par stenkast fra det københavnske Hovedbikliotek har jeg ikke været der siden jeg flyttede tilbage til Danmark. Jeg vil eje mine bøger! Men jeg kan også godt se det fornuftige i konceptet - især fordi mine bogreoler er fyldte, og jeg snart ikke ved, hvor der kan være flere bøger i huset. 

Så således skete det, at jeg hentede bogen og fandt frem til de manglende sider - ikke uden besvær, da siderne ikke er nummererede? Men de blev læst på en skærm og jeg kunne trygt vende tilbage til min elskede papirversion.

H. C. Andersens feberdrømme er til tider ganske korte genfortællinger af nogle af hans mest kendte eventyr - og hvordan de kom ud af hans eget livs hændelser. Det er drmmeagtigt og det er blåt! Ja, det er det - det er en blå stemning, hvis man kan sige det om ord. Jeg ved ikke, om eventyrdigteren havde et specielt forhold til blåt eller hvorfor denne titel er valgt. Men det passer finurligt smukt til teksten.

Jeg er glad for, at jeg overvandt min elektroniske skræk og ikke blot opgav, da jeg mødte muren på side 160. For det er en smuk bog med en ganske særlig version af den store mands liv.

Mythos - Stephen Fry

• Engelsk
• 23.-28. oktober
• 474 sider
• Dansk titel: Mythos

Nogle bøger skal have tid til at vokse - sådan har jeg det tit med stof, der er lidt anderledes end en let roman. Og ikke mindst når jeg føler, at jeg er lidt tilbage på skolebænken. Præcis således var det med den engelske komikers genfortælling af den græske mytologi, som også er udkommet på dansk under samme titel.

I starten af ugen blev det til ganske få sider hver dag; og der var et tidspunkt, hvor jeg synes det blev lidt for tørt og næsten gav op. Starten er da også lidt tung - de første knap hundrede sider er en opremsning af guddommelige stamtræer - og familierelationerne på Olympus er afgjort ikke af de nemmeste. Men måske skal man abstrahere lidt fra dette, og ikke forsøge at huske, hvem der fik børn med hvem. For ikke alene er der en del incestuøse forhold - de får også børn med vind og vejr, naturen og elementerne. Og elementerne får dødelige og gudelige børn imellem dem.

Det er lidt noget rod! Men det er baggrunden for alle de græske myter. Og da vi først kommer over denne indledende tungere fase, så starter det sjove!

Det er ligesom at vende tilbage til sin barndoms eventyr. Jeg erindrer dog ikke at have lært græske myter i skolen - heller ikke i min latinundervisning, hvor vi ellers studerede gamle vaser i timevis.

Men måske er det bare fordi det nu er tabt i tågerne?

Nu fordybede jeg mig i de fantastiske historier om Amor og Psyche, Heras brændende jalousi over manden Zeus' evige utroskab, Persephones opdeling af verden i sommer og vinter.... og jeg kunne blive ved.

Nok kendte jeg historien om Narcissus - men ikke den smukke historie om Pyramus og Thisbe; eller Cadmus og Harmonia. Der er utallige myter, som jo også minder os om, hvorledes verden i bund og grund er opbygget over de samme temaer på tværs af historien. Der er treenigheder og andre mytiske talkombinationer, som er gennemgående selv i de monoteistiske religioner. Der er prinser, der antager dyreformer og gamle hekse, der viser sig at være forklædninger - præcis som hos brødrene Grimm eller vores egen H. C. Andersen.

Verden er opbygget omkring arketyper og mange er ganske enkelt omskrivninger af gamle myter. Da kristendommen vandt ind, var romerne jo kloge nok til at etablere visse historier på de hedenske guder, så befolkningen nemmere kunne acceptere de nye doktriner. Derfor ser vi historier, hvor man forvandles til træer - i Bibelen er det saltstøtter! 

Hvorfor skal man læse så gamle historier? Primært fordi de er fantastisk gode - og man bliver vel aldrig for gammel til eventyr? 

For mig handler det også om symboltolkningen! Ser man kunst fra renæssancen og opefter er der selvfølgelig mange referencer til Bibelen og helgerne. Men der er mindst lige så mange malerier af Zeus, Aphrodite (Botticellis klassiker fx) og alle de andre. Kender man historierne bag, giver det bare det mere mening at stå foran et maleri og vide, hvorfor Heras krigsvogn har påfuglemønster - eller hvorfor Hermes har sine specielle "flyvende støvler".

Fry genfortæller historierne i et moderne sprog baseret på Ovids Metamorfoser; men han bringer et lille tvist ind i dem ved at komme med sine meget moderne kommentarer - og til tider humoristiske indslag.

Det er virkelig guddommelig læsning!

Maigret kommer for sent (Maigret LXXII) - Georges Simenon

• Fransk
• 22. oktober
• 191 sider
• Originaltitel: La folle de Maigret

Den danske titel er noget anderledes end originaltitlen, som jo betyder "Maigrets gale kvinde" - men den danske er mere sigende. Og mindre stødende selvfølgelig!

Maigret får endnu engang uopfordret besøg af en sød gammel dame; hun har været forbi nogle gange men tøvet med at gå ind. Maigret har heller ikke rigtig tid til hende, så han sender hende ind til én af de yngre betjente. Det er hun ikke tilfreds med, da det er et spørgsmål om liv eller død ifølge hende. Der er nemlig ting, der skifter plads når hun ikke er hjemme! Det tager de jo allesammen blot for at være en lidt senil gammel dame.

En dag venter hun på Maigret udenfor Politigården, og han lover at kigge forbi hendes lejlighed - mest for bare at få fred. Han diskuterer lidt med fru Maigret - blandt andet om det at sætte sig på en bænk i en park, som den gamle dame bruger hver dag på. Han spørger fru Maigret om hun også gør det - og snakker med nogle? Og her ser vi, hvordan Simenon ikke skrev bøgerne med noter bagud - eller måske med den intention, at man ville læse dem alle. Hun svarer nemlig, at det sker - men sjældent; men for eksempel har en dame engang bedt hende holde opsyn med et lille barn. Det uddybes ikke nærmere - men det er jo faktisk handlingen i 34. bind, hvor damen forsvinder og barnet kommer hjem til Maigret-parret for at bo. Det er jo interessant, fordi det virkelig belyser, hvordan Simenon flytter sine personer med i tiden uden, at de selv ældes tilsvarende. Den historie er skrevet tyve år tidligere - og mange protagonister er stadig fuldstændig ens.

Men Maigret kommer jo aldrig hen til den gamle dame - og så bliver hun myrdet. Kvalt med en sofapude netop som hun er kommet hjem fra parken - og bænken.

Der er ikke mange suspekte - men Maigret finder en gammel kending i Marcel. Han er niecens elsker - og noget yngre end hende. Hun er lidt panisk og vil gøre alt for at holde på denne yngre mand. Det indebærer også at tale om den gamle tante med arven - og ikke mindst den "skat", der gemmer sig i lejligheden: En revolver opfundet af tantens afdøde mand, som har en indbygget dæmper. En revolver, der ikke larmer!!! 

Elskeren er en småkriminel svækling, som ser sin chance for at komme ind i inderkredsen hos mafiaen i Sydfrankrig. Han tager afsted for at sælge våbenet; men Maigret er lige i hælene på ham. Mafiabossen smider revolveren i Middelhavet og skyder Marcel - og således er morderen væk, og kan ikke dømmes.

Så hvad er moralen? Den midaldrende kvinde som i forfængelighed og ensomhedsangst lokker Marcel med historien om revolveren - og nu sidder alene tilbage; og helt sikkert ender som sådan!