Efterladt - Jean-Louis Fournier

 

• Fransk
• 18. oktober
• 160 sider
• Originaltitel: Veuf

I 2008 udgav Fournier den kontroversielle lille roman om sine to multihandicappede sønner; i 2010 dør hans partner, som han havde været sammen med i 40 år. Hun faldt pludselig om af et hjerteanfald som 65-årig, og så var han enkemand - som er den franske titel på bogen. Lidt mere korrekt end den danske titel, synes jeg.

Formatet er det samme som i den tidligere bog - små korte epistler oftest kun på en enkelt side, hvor han nedfælder sine tanker om hende, dem, sin enkestand... anekdoter, morsomme og triste tanker om livet og døden. 

Det er også en smuk hyldest til en kvinde, han elskede, beundrede - og måske var utro - hvis man læser lidt mellem linierne. Men et ægteskab på godt og ondt, som slutter brat. 

Det er meget hurtigt læst på grund af den lille smule tekst på hver side; men jeg kan godt lide hans små betragtninger og finurligheder.

Søstrene fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 14.-17. oktober
• 430 sider

Det krævede et par læsefri dage at komme sig oven på den intense oplevelse af sidste bog, men så var jeg også klar til at fortsætte Maria Hellebergs slægtshistorie. I første bind var vi knapt kommet ind i det 20. århundrede med Maria Hellebergs bedsteforældres generation. Nu er vi ved 2. Verdenskrig, og Maria Hellebergs mor er en meget ung pige.

Ud af de mange børn som Maria Hellebergs mormor, Marie Dusine, fik, er det primært de to døtre Ruth og Gerda vi følger her. Ruth er i huset i København - i Charlottenlund - og Gerda skal på besøg hos hende og broderen, Thomas, som også bor i København med sine fine hustru, Lizzie. 

Dagen efter hendes ankomst lige fra den jyske muld, besættes Danmark af tyskerne.

Ruth synes måske det er lidt spændende, og hiver Gerda med på Strøget, hvor de promenerer. Men Ruth er også livlig, selskabssyg, pyntesyg - og først og fremmest ung! S hun flirter med de unge mænd - og heldet (eller snarere uheldet) vil, at en tysker får kig på hende.

Det får fatale konsekvenser; for han er ikke en gemen menig soldat, men SS-officer, der er indkvaretret på hotel d'Angleterre. De er forelskede, men han er også magtfuld og familien er forfærdede, da de opdager forholdet. Der er dermed nogle fantastiske tidsbilleder af København fra krigstiden; også ting, jeg ikke vidste om - naziflaget på d'Angleterre, eller den organiserede måde, hvorpå tyskerne klarede deres danske elskerinder (ikke mindst, hvis der opstod ubelejlige problemer som graviditeter).

Gerda - som skal blive Hellebergs mor - er den yngste; og nu er hun ung i en krigstid. Familien stiller hende konstant i en håbløs situation. Hun skal være hjemme i Thisted for at passe den gamle og syge mor. Hun skal rejse til København, da Thomas og Lizzie får deres første barn for at passe ham. Hun skal agere mellemmånd for søsterens breve til tyskeren - og dække over løgnehistorier. Men der er ikke mange, der reelt tænker over, hvad hun vil i og med livet.

Det får hun endelig en lille del af, da hun får job hos den lokale boghandler i Thisted og tilmed bliver involveret i modstandsbevægelsen. Men hun begynder også at se en ung mand - og han er dansker fra Slesvig-Holsten. Nok så dansk i sindet; det eneste folk ser, er den tyske uniform.

Bogen strækker sig over en kortere periode - fra 1940-47 - men der lægges op til en efterfølger i de sidste par linier; det ville være dejligt for det er spændende Danmarkshistorie iblandet en god slægtsroman.

The Great Believers - Rebecca Makkai

 

• Engelsk
• 5.-10. oktober
• 528 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Selvom jeg nu har opdaget fordelen ved de danske offentlige biblioteker, så skal jeg jo stadig opbygge biblioteket derhjemme. Det gør jeg så primært ved at investere i bøger, som jeg er sikker på er ud over det sædvanlige. Det er jo svært at vide - men man må sige, at jeg ramte plet med dette køb.

For ca. 30 år siden, da jeg netop var flyttet til Paris som au pair, læste jeg And the Band Played On, som snerre blev filmatiseret. Det var i slutningen af 1980'erne og for os unge var HIV/AIDS en reel ting. Der var skræmmekampagner allevegne, og vi skulle tænke os godt om i mange henseender. Det var i årene efter, at fx Freddie Mercury døde og verden var i chok over at opdage, at han havde AIDS.

Men det var også efter de allerførste skrækkelige år, hvor en bestemt befolkningsgruppe blev stigmatiseret - og måske endnu mere i USA, hvor Reagan var nyvalgt republikansk præsident, som var deicderet homofob. And the Band Played On er i mine øjne den absolut bedste bog nogensinde skrevet om emnet; det er for en stor del non-fiction, og der er nogle temmelig tunge afsnit, hvor de medicinske aspekter beskrives. Men det er også en 360-graders beskrivelse af sygdommens opdagelse og udbredelse på verdensplan. Den er skrevet af en amerikansk forkæmper for LGBT-rettigheder, som selv døde af sygdommen nogle år efter udgivelsen.

Men nu er vi i 2020, og det er mange år siden det var en sygdom, man var så bange for - i Europa i hvert fald, hvor medicinen er tilgængelig, og man nu kan leve et langt og normalt liv med HIV. Jeg har faktisk selv venner, der lever med den og tager deres medicin hver dag. Venner, hvor jeg ikke vidste det fra starten, og aldrig ville have overvejet det. Det er ikke de homoseksuelle med store plamager af Kaposis Sarcoma, som dem i min generation husker fra 1980'erne.

Så kan man spørge sig selv, om der stadig er et publikum til en roman om emnet? Der skrives stadig bøger om alle mulige historiske begivenheder, og AIDS-udbruddet i USA's homoseksuelle miljø må jo siges at være en historisk begivenhed nu.

Makkais historie foregår i to tempi. I 1985 i Chicago begynder man at gå til begravelser for alt for unge mænd, der er døde af sygdommen. Oftest er det blot en mindehøjtidelighed, da familien skammer sig og foregiver andre årsager - og de vil slet ikke have den afdødes homoseksuelle venner tilstede ved ceremonien. Det er unge mænd, som er døde på hospitaler, hvor man ikke ville røre dem og hvor vennerne oftest er dem, der plejer dem i deres sidste timer.

Yale og Richard er i modsætning til mange af deres venner monogame; de har været sammen i fem år og bor og lever som et etableret ægtepar. Deres ven Nico er nu død ganske ung, og hans lillesøster, Fiona, er en del af venneslænget, der passer og plejer vennerne efterhånden som de bliver syge.

Mange vil slet ikke testes, da de er bange for, at deres data opbevares og overvåges af regeringen. Men Yale og Charlie har taget testen, og er helt rolige efter et negativt resultat. Yale arbejder som kunstkurator på universitetets museum, hvor han nu får tilbudt en usædvanlig samling tegninger af Nora, som er 90 år gammel. Hun fortæller om sin ungdom i Paris i 1920'erne, hvor hun stod model for blandt andet Modigliani; men Yale skal overbevises og ikke mindst bevise kunstens ægthed.

I den parallelle historie følger vi Fiona, som i 2015 rejser til Paris for at finde sin datter Claire, Hun har været forsvundet i tre år, siden hun blev involveret i en sekt - men Fiona mener at have set hende i en video fra Paris. Her indlogerer hun sig hos en gammel ven, Richard, som er fotograf og en del af den gamle klike.

Fionas historie er historien om et liv, der gjorde hende ansvarlig for at beskytte de unge mænds minde og værne om det. Måske på bekostning af hendes eget liv og personlige forhold - som til datteren. 

De to historier udfolder sig skiftevis i kapitlerne; til tider må man tro, at lineære historier ikke længere skrives overhovedet. Men det fungerer fint her, da Fiona er det bindende led.

Yales og Charlies forhold er præget af Charlies sygelige jalousi; han mistænker konstant Yale for at have affærer - men i sidste ende viser det sig, at han var den utro af de to. Det ødelægger deres forhold; og senere testes de begge positivt. Men spørgsmålet er jo, om det sidespring var årsagen?

Ligesom for Fiona er der meget selvbebrejdelse, selvransagelse og skyldfølelse involveret. Men også Noras historie fra 1920'erne lægger sig op ad de andre - det er også historien om en periode, der slutter, da alle de unge talentfulde mænd drager ud i 1. Verdenskrig. Da Fiona er i Paris i 2015 er det præcis i november, hvor terrorattentaterne sker - endnu en tragisk historisk begivenhed, der dræber uskyldige mennesker. I en krigslignende situation som 1. Verdenskrig, og som den fart, hvormed AIDS udsletter hele Yales og Fionas omgangskreds.

Hele bogen indledes med nedenstående citat af F. Scott Fitzgerald fra 1918; som medlem af det, der kaldes The Lost Generation er det et symbol på den generation, der oplevede 1. Verdenskrig ændre verdensbilledet - men det passer lige så godt på Yales verden i 1985; og på Fionas og vores moderne verden med terror. Hver generation mister en form for jomfruelighed med den generations rædsler:

We were the great believers. 

I have never cared for any men as much as for these who felt the first springs when I did, and saw death ahead, and were reprieved - and who now walk the long stormy summer.

HIV/AIDS var så grufuld markant netop fordi det var en tid, hvor man endelig begyndte at nærme sig en accept af miljøet - og så kom denne sygdom, som alle associerede med homoseksuelle. De blev beskyldt for spredningen - og fordi det var en minoritet tog ingen forskning eller helbredelse alvorligt i lang tid. Desværre som det stadig sker i mange lande verden over, hvor det stadig er dødeligt.

Men Makkai minder os om, at det var en frygtelig tid for en bestemt befolkningsgruppe. Romanen udkom inden Corona - men er vi nu en ny Lost Generation? Den generation, der husker, hvordan det var at rejse, feste og gå rundt uden restriktioner og mundmasker? Meget muligt.... 

Les sept mariages d'Edgar et Ludmilla - Jean-Christophe Rufin

 

• Fransk
• 30. september - 4. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte med endnu en roman af Rufin - én, jeg oven i købet har ventet længe på, da jeg aldrig ville købe i Gallimard-format. De er skønne at læse; fantastisk kvalitet - men 2-3 gange dyrere end paperback-udgaverne. Men biblioteket havde den! Jeg er helt i ekstase over de muligheder, jeg nu har - og alle de penge jeg kan spare.

Dette var endnu bedre, som historien skred frem og jeg gled længere og længere ned i sofaen... af kedsomhed!

Jeg forstår ikke helt, hvordan Rufin udvikler sig som forfatter nu? Det er som om det stikker i alle retninger. Så er det fantastiske romaner, så er det krimier... hvor vil han hen?

Edgar er en ung mand uden de store finansielle midler, der i 1958 kommer med på en reportagerejse til Ukraine og URSS. De er nøje overvåget af en speciel turistguide - men i en landsby ser han pludselig en ung nøgen kvinde oppe i et træ. Det er Ludmilla!

Han kommer tilbage til Paris, men arbejder kun på at komme retur og hente den mystiske kvinde. Det lykkes, og for hende var det også kærlighed ved første blik. Men de kan ikke tale et eneste fælles sprog; de har ingen penge og det bliver en svær start på et liv sammen i Paris.

Så de bliver skilt! Det bliver de faktisk seks gange, for som titlen indikerer er de gift syv gange.

Det specielle ved romanen er, at den fortælles af svigersønnen, som er fascineret af parret, og efter han har mødt deres datter, Ingrid, vil fortælle deres livshistorie. Fra denne persons mund får vi historien om deres op- og nedture samtidig med verdenshistorien, som den udvikler sig i årene fra 1960 og frem til det nye årtusinde. De flytter rundt i verden, og skilles og mødes igen. 

Men jeg kunne aldrig rigtigt komme ind til hverken Edgar eller Ludmilla; måske fordi fortællestilen var som den var - eller ganske enkelt fordi Rufin forvirrer mig.

Der var nogle elementer, som var ret identiske til noget i hans krimi, som er skrevet nærmest parallelt med romanen - jeg er forvirret ganske enkelt. Det var i hvert fald ikke på højde med de bedste af hans romaner fra nogle år tilbage.

Les trois femmes du consul - Jean-Christophe Rufin

 

• Framsk
• 29. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den nye krimi fra en af mine franske yndlingsforfattere - men var ikke helt så begejstret, som jeg har været for andre af hans romaner. Jeg havde derfor besluttet mig for ikke at købe den næste i det, der skal være en serie - i det mindste ikke før den kom i paperback. 

Heldigvis har de danske biblioteker - eller Hovedbiblioteket i København i det mindste - et mindre udvalg af fransksprogede bøger. Jeg ville aldrig selv have betalt 20 EUR for denne krimi i stort format; og slet ikke, når den er læst på en enkelt dag. Jeg startede om eftermiddagen - og lukkede den lige inden sengetid. Den fangede mig dog også!

Rufin har jo en karriere som både læge, diplomat, forfatter og alt muligt andet - en mangfoldig herre!

Han er også meget forelsket i Afrika, hvor han har boet i flere omgange - og hans krimier med antihelten Aurel foregår for første og andet binds vedkommende i Afrika. Fra Guinea er Aurel nu rkket til Mozambique, hvor han stadig plejer sit uudtalte talent for at lave mindst muligt om dagen, og drikke sig sanseløst beruset hver aften.

Men nu er en franskmand blevet dræbt og fundet død i svømmepølen på sit hotel. Han var en absolut usympatisk type - den klassiske mavesure desillusionerede hvide mand, som ender sine dage som alkoholiker i Afrika. 

Hurtigt viser det sig, at der er en del kvinder omkring ham - deraf titlen - og det kunne muligvis være et motiv?

Der er ekskonen fra Frankrig, som stadig får penge af ham; der er hans afrikanske kone - og nu en langt yngre elskerinde, der oven i købet er gravid.

Aurel bliver begejstret; han gider ikke det almindelige administrative ambassadearbejde - men et mysterie, hvor han kan arbejde uden opsyn er lige ham.

Hans antihelt-facon fungerer til at skabe tillid; han virker bestemt hverken farlig eller truende - og specielt disse kvinder betror sig hurtigt til ham.

Årsagen skal dog findes et helt andet sted! Som stor forkæmper for miljøet får Rufin drejet historien over til krybskytter, som smugler elfenben ud af landet. I den første krimi var det narkotrafikken langs de afrikanske kyster, der var i fokus - og selvom det ikke var en kæmpe overraskelse, så bragte det jo lidt flere elementer ind i historien.

Jeg var langt mere begejstret for denne - måske ydermere fordi det var hurtig og graits underholdning!

Kvinderne fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 25.-28. september
• 381 sider

Med mit nye bekendtskab med de offentlige biblioteker, stod danske romaner højt på ønskelisten - de er nemlig for dyre (i mine øjne og med mit forbrug) til jeg får købt dem.

Maria Helleberg har skrevet mange historiske biografier; desværre var jeg ikke begejstret for de sidste jeg læste - den ene blandt andet på grund af det enorme sjusk med korrekturlæsningen. Men historien om hendes egen familie er udkommet på et andet forlag - og det ser faktisk ud til at være en ret god idé!

Maria Hellebergs familie stammer fra Nordjylland - i Thy i et stærkt indremissionsk miljø ude på den barske jyske slette.

Hellebergs oldemor, Mariane, er født i midten af det 19. århundrede i en tid, hvor kvinderne blev hjemme og passede hus, hjem og børn. De fødte mange børn, og brokkede sig ikke, når manden klattede pengene væk på brændevin. 

Mariane havde en bejler i skolelæreren - men han var for fin til hende; og da faderen har spillet gården væk, skal det gå hurtigt med at få hende gift. Det bliver en stille bondemand, som hun ikke kender og hun flytter ud på gården, hvor hun skal leve med svigermoderen. Manden viser sig at være svag i karakter; han formår konstant at gøre hende gravid - men alt andet er der ikke meget succes med. Så en dag rejser han bare til Amerika - og har faktisk ikke tænkt sig at komme tilbage. Det sætter Mariane i en underlig situation, for hun er ikke enke og samtidig er hun jo bare en kvinde. Men hun er stærk, og formår at skabe sig et ry som den bedste jordemoder på egnen.

Det er barske kår for kvinder på den tid; og Helleberg beskriver det virkelig fint og detaljeret.

Ligeledes da Marianes yngste datter, Marie Dusine, forsøger at komme fri af den skæbne, der ellers var stukket ud. Kærlighed og omsorg for børnene rakte ikke meget længere end at forsøge at få dem til at overleve til de kunne hjælpe til med at skaffe penge til husholdningen.

Marie Dusine vælger dog anderledes, og kommer først i huset i Thisted - den farlige storby - inden hun bliver hattemagerske. Hun gifter sig af kærlighed; men er ikke heldigere end moderen virkelig. Hendes mand mangler også karakterstyrke, og de ender i noget ringere kår.

Men trods disse livsvilkår har begge kvinder langt mere i sig; Mariane har et liv, som hendes børn ikke opdager før efter hendes død. Marie skal skabe sig et liv, hvor hun er den stærke for dem alle.

Jeg var helt fortabt i disse kvinders historie; og faktisk også lidt fascineret af, hvor kort tid siden det jo egentlig er! Vi undres i dag over fremmede kulturer, hvor vi mener, at kvinder undertrykkes, holdes i hjemmet, ikke må vise deres kroppe osv. Men i Marianes tid var det uhørt for en kvinde at vise sit hår frem - det var skjult under et tørklæde; og familieforøgelser skete ved at iklæde sig en særlig natkjole med et hul placeret et passende sted. De var hjemme ved gryderne, og havde ingen mening om noget.

Så vi kan have nok så travlt med at mene om andre kulturer, hvad vi vil - men vi skal huske, at alle kulturer principielt kom fra den ideologi - og vi er blot nu et andet sted.

Dear Edward - Ann Napolitano

• Engelsk
• 22.-24. september
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I september havde jeg tre ugers 'sommerferie' - og da udlandsrejser jo var lidt problematisk, blev det til en staycation; altså helt hjemme hos mig selv! Det fik mig så faktisk til endelig at tage et stort skridt! Jeg gik på biblioteket, og fik oprettet en lånerprofil. Det virker jo meget simpelt; men siden jeg flyttede til(bage) til Danmark for seks år siden, har jeg ikke fået taget mig sammen til at finde ud af teknikaliteterne.

Jeg kan godt lidt at eje mine bøger; men det tager meget plads - og nogle sjældne gange sker det jo, at man får købt en bog, som man faktisk ikke kan lide. Desuden læser jeg ikke mange danske romaner, da de ofte koster mindst 300 kroner - og jeg læser dem ganske enkelt for hurtigt. Der er biblioteket jo også en fantastisk mulighed.

Så da jeg var oprettet og klar, gik jeg på opdagelse og kom hjem med et par bøger allerede.

Denne havde jeg for eksempel nok aldrig selv købt; men den virkede som god hyggelæsning til ferien.

Inspireret af det tragiske flystyrt i 2010, hvor en ni-årig hollandsk dreng som den eneste overlevede styrtet, har Napolitano skrevet Edwards historie.

Edward er tolv år gammel, da han sammen med sin familie skal flytte til Los Angeles fra New York.

Forældrene rejser sammen med Edward og hans storebror på femten år; moderen flyver business class mens de tre andre sidder sammen. Ombord på flyet er selvfølgelig en del andre passagerer, og i bogen lærer vi nogle af dem at kende.

Flyet styrter ned, og Edward overlever - han skal bo hos sin moster og onkel; men rejsen tilbage til at blive et helt menneske, og samtidig gå fra teenager til voksen er lang og smertefuld. Han knytter sig tæt til naboens datter, Shay, som også er en lidt skæv person - og sammen kæmper de sig igennem; men også mod deres voksne selv.

Bogen skifter mellem Edwards historie efter styrtet, og dagen for styrtet, hvor kapitlerne er navngivet efter tidspunktet på den seks timer lange flyrejse. I disse kapitler får vi indblik i de andre passagerers liv - hvorfor rejser de, hvor skal de hen, hvem skal de se eller hvem har de forladt? Der er jo altid mange forskellige skæbner ombord på et fly; og når det falder ned, er der lige så mange tragiske historier om dem, der måske ikke skullet have været med og alle de sidste ord, der aldrig blev sagt efter et sidste skænderi måske.

Det var absolut for en stor del en meget gribende roman; men jeg synes det blev til en Young Adult-roman hen mod slutningen, hvor jeg savnede lidt mere dybde i personerne og afrundingen af historien.

Men det er jo netop fordelen ved biblioteket - det var en helt gratis formøjelse!

Det store bogtyveri - Stéphanie Surrgue / Lea Korsgaard

• Dansk
• 21. september
• 224 sider

Jeg så denne bog, da en af forfatterne flashede den på sin IG-profil for et stykke tid siden. Da jeg virkelig godt kunne lide Surrugues bog om Prins Henrik og jeg samtidig blev fascineret af historien, som jeg intet kendte til, så måtte jeg på jagt. Den er ikke længere at finde i handlen - forståeligt nok for at dansk bogpublikum; men heldigvis fandt jeg et antikvarisk eksemplar, der var i fin stand. I øvrigt også en noget bedre økonomisk disposition eftersom den er meget hurtigt læst!

Som sagt så vidste jeg intet om denne sag - de mange, mange sjældne og værdifulde bøger, der igennem en årrække var blevet stjålet fra Det Kongelige Bibliotek. Jeg var selvfølgelig for ung til at være informeret, da der var lidt røre om det i pressen i 1970'erne. Da retssagen kørte i 2004 efter afsløringen af de store boglagre i en villa i Espergærde, boede jeg ikke i Danmark. Der foregik selvsagt mange ting herhjemme i de år, som jeg ikke ved noget om - man følger jo pressen i det land, man bor.

Det er jo en fascinerende historie; på samme vis som vi fascineredes af en Britta Nielsen - disse (offentligt) ansatte, som stjæler fra deres arbejdsplads i årevis uden, at det opdages! Tanken om, at det er muligt undrer os - hvorfor er den ingen, der opdager noget? Hvordan kan en familie ikke undre sig over, hvor alle de penge pludselig kommer fra?

Frede Møller-Kristensen er ligesom Britta Nielsen "blot" en funktionær i et normalt betalt job, som stjæler af kassen! Eller i dette tilfælde af bogreolerne. Alle de bøger - og vi snakker jo mere end tusind - står hulter til bulter i villaen, uden at konen undrer sig. I slutningen af 1990'erne begynder de at sælge dem via auktionshuse - og det foregår på en så fordækt vis, at det er ganske enkelt en lodret løgn, at familien ikke er klar over det. Hustruen Eva, og sønnen Thomas Møller-Kristensen er særdeles involverede ligesom svigerdatteren og en ven af huset. De skovler ind i 'kommission" for at sende bøgerne ud af landet, og sælge dem, hvor det ikke vækker opsigt.

Men man kan da ikke tro, at ens far ved et tilfælde har bøger stående, der pludselig hiver millioner hjem på en auktion? Og da slet ikke, når arbejdspladsen hedder Det Kongelige Bibliotek? Det er ikke god tro i mine øjne! Ingen med det lønniveau ville kunne investere i bøger af den kaliber - men de slipper pudsigt nok meget nemt af med det.

Frede Møller-Kristensen var jo et stakkels menneske; alkoholiker, tyveknægt, og han levede på en livsløgn - hverken kolleger, venner eller familie kan bagefter sige, at de kendte og respekterede den mand. Men ikke desto mindre fortsatte de salget af bøgerne selv efter hans død. I god tro????

Han slap selv for straf; hans familie fik bemærkelsesværdigt lave straffe - og Danmark mistede en uerstattelig bogskat. Det er meget svært at finde opfølgende information siden bogen her udkom i 2005; men det betyder desværre nok, at de bøger aldrig kom tilbage til Danmark. Det burde man straffes langt hårdere for! 

The House of Special Purpose - John Boyne

 

• Engelsk
• 17.-20. september
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

John Boyne er blevet en anden favorit og det er nu den tredje af hans romaner, jeg læser i år. Jeg er gået tilbage til de tidligere romaner, og denne er helt tilbage fra 2009. Titlen er baseret på det navn den russiske regering gav det hus, hvor Romanov-familien den 17. juli 1918 blev myrdet.

Det er en langt mere historisk roman end andre af hans romaner; ikke mindst fordi den giver en af hovedrollerne til fyrstinde Anastasia om hvem der i mange år efter var divergerende historier om, at hun skulle have overlevet. Indtil flere kvinder udgav sig igennem det tyvende århundrede for at være Anastasia; men den historie er endegyldigt lukket efter man i 2007 fandt de sidste grave, og ved hjælp af DNA-tests kunne bekræfte, at hele familien altså døde i 1918 i kælderen i huset.

I 1981 besøger Georgy sin kone, Zoya, på et hospital i London, hvor hun er døende af kræft. Det er et langt livs parforhold, ægteskab og kærlighed, der er ved at ende. Men som bogen skrider frem bliver historien mere nuanceret.

Historien foregår i to tempi; hvert andet kapitel er tiden efter, hvor der fortælles ned fra 1981 til 1970, 1953, 1941, 1935, .... indtil vi er i huset i Rusland i 1918. Hvert andet kapitel tæller op - startende med den usle bondesøn Georgy, som redder tsarens fætter fra et attentatforsøg i 1915, og som belønning tages med til Skt. Petersborg, hvor han får arbejde som personlig vagt for den syge tsarevitch - tronfølgeren, som lider af en blødersygdom, som ingen må vide noget om.

Derfor gætter man jo ret hurtigt, at Zoya i realiteten er Anastasia; og det er her filmen knækker lidt for mig! Jeg bryder mig ikke om de historier, hvor man omskriver virkeligheden, så kendte personer og handlinger pludselig forandres. Nok så meget jeg beundrer Boyne for hans evne til at fortælle en historie på en helt fantastisk måde, så irriterer det mig, at denne Georgy, som i realiteten ville være ingenting i det imperiale hierarki, pludselig er til stede, da Rasputin myrdes og smides i Neva-floden. Det er en begivenhed, som er fyldestgørende dokumenteret med, hvem der var tilstede den nat. Og igen at bringe denne historie om Anastasia, der skulle have overlevet - og endog bliver genkendt et par gange igennem sit liv - er ganske enkelt ikke plausibelt for mig.

Jo, han kan skrive fantastisk gribende og levende; hans emner er altid forskellige og hans protagonister som regel virkelig levende. Altså pånær de to hovedpersoner lige her; bevares som fiktive personer ville de stå skarpt. Men der er noget urealistisk i situationerne, de gennemlever og i hele den præmis, at Anastasia skulle have overlevet og boet i England i mere end tres år efter massakren på resten af familien.

Man kan undre sig over, hvorfor Boyne skriver denne roman netop som der er blevet sat et punktum for spekulationerne? Måske var det den fornyede omtale, der gav ham inspirationen - men havde jeg læst den i 2009 ved udgivelsen, hvor man samtidig havde medieomtalen frisk i erindring, ville den jo ikke have kunnet fænge mig.

Nu tror jeg, at det må være Boynes nye udgivelser, jeg skal fokusere på; jeg kan se, at nogle af dem, jeg mangler er i samme kategori af reelle hændelser, der genfortælles. Det er nok kendetegnet ved hans tidlige romaner - så den skuffelse vil jeg spare mig selv for. 

Blonde Roots - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 14.-16. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Evaristo er nu på listen over mine absolutte favoritter; det er mesterværk efter mesterværk! Det er selvfølgelig præget af hendes feministiske synspunkter - og det er i den grad BLM-litteratur; selvom den altså udkom i 2008. Men bogens tema er - desværre - stadigt aktuelt.

Titlen er allerede et hint til Alex Haleys berømte storroman Rødder; men med omvendt fortegn! For nu er slaverne den hvide race. I indledningen er der et verdenskort; og her er Aphrika, som Evaristo kalder det, på den nordlige halvkugle mens Europa ligger, hvor vi i dag ser Afrika. Mod vest ligger de vestjapanske øer, som en opdagelsesrejsende ved en fejltagelse navngav, da han troede, han havde funet vejen til Japan (!!!). Mere mod vest ligger så Amarika, hvortil slaverne fragtes i stor stil. Lige vest for Aphrika ligger Great Ambossa - som er en kopi af Storbritannien i geografisk form.

Evaristo er født af en engelsk mor, og en nigeriansk far - så hendes referencer er naturligt nok England som holdepunkt for denne spejlvending af verdenshistorien.

For det er det, det handler om - at forestille os, at det hele var omvendt! En temmelig skræmmende tanke for mange hvide mennesker sikkert; men hvad nu hvis...

Evaristo har gennemtænkt hver detalje; de hvide kaldes Whytes eller som skældsord Wigger.... de fjernes med magt fra Europa, og fragtes til Amarika, hvor de betales med rigdomme, som igen fragtes tilbage til Great Ambossa, hvor mange af slavehandlerne bor.

Doris bor i Europa med sine forældre og tre søstre, da hun kidnappes og sendes på et slaveskib til Great Ambossa. Hun er en af de heldige - hun får arbejde som husslave, da hun kan læse og skrive - men nu skal hun hedde Omorenomwara; for de håbløse navne, de har på det Grå Kontinent (Europa) kan ingen jo forstå! I Great Ambossas hovedstad Londolo stræber de hvide slaver efter at komme til at ligne deres ejere. De vil have gjort huden mørkere, have lavet fladere næser og afrohår - for som det forklares i anden halvdel af bogen, så er det jo videnskabeligt bevist, at den aphrikanske hjerne er formet anderledes, og dermed er det den overlegne race. Den hvide mands hovedform indikerer tydeligt, at han er doven, ude af stand til at føle smerte - eller andre humane følelser. Der er fuld knald på satiren her!

Doris/Omorenomwara forsøger dog at flygte; i Londolos undergrund findes resterne af en metro, som nu bruges som flugtvej for slaverne; de hjælpes af nogle aphrikanere, som har medlidenhed med deres sag - her er vi jo direkte inde i Colson Whiteheads The Underground Railroad - som dog udkom næsten ti år senere. Men Evaristo bruger mange af de velkendte historier og klichéer, og vender dem så på hovedet.

Således kan man genkende dele af Rødder, Onkel Toms Hytte og lignende klassikere - og selvom man kan finde det humoristisk - og det ER det sandelig også; så er der en underliggende dybt tragisk satire.

Bogen er opdelt i tre dele; først da Doris forsøger at flygte fra Londolo og samtidig ser tilbage på sit liv som slave. Anden del er fortalt af den sorte slavehandler, som giver sin retfærdiggørelse af, hvorfor de hvide egner sig bedst til slaver - i bedste engelske overklassestil fra det 18. århundrede. Endelig kommer Doris til Amarika, som straf for sit flugtforsøg - og her får historien en finurlig afsløring.

Jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst noget så eminent! Satire kan jo noget helt utroligt her - det groteske bliver mere grotesk; og får os virkelig til at tænke over "tilfældigheden" i, at historien blev som den blev. Og selvfølgelig samtidig uretfærdigheden, grusomheden, skammen... alt det, der gjorde slavetiden til et så grumt kapitel; og som stadig er tilstede i vores verdensbillede, når vi ser fx BLM-bevægelsen. Det er ikke ovre! Desværre...