Monday, July 19, 2021

L'anomalie - Hervé Le Tellier

 


  • Fransk
  • 17.-19. juli
  • 336 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg var faktisk startet på Rosens navn - og ikke for første gang! Det irriterer mig, at jeg ikke kan få den læst; men der er bare noget, der ikke fænger mig. Jeg nåede vel omkring 40 sider denne gang, da der pludselig kom en besked fra biblioteket, at min reservation var klar. Og det ville jeg meget hellere læse! 

L'Anomalie er sidste års vinder af den franske Goncourt-pris, og som sådan allerede en garant for kvalitet. Men jeg var også klar over, at den var speciel - ikke en vinder i den typisk franske Goncourt-stil. Første oplag blev da også kun trykt i 12.500 eksemplarer - men nu er der solgt mere end 820.000 eksemplarer! Det er det næststørste oplag for en Goncourt-vinder siden Duras vandt med Elskeren i 1984.

Forfatteren er medlem af og præsident for den litterære bevægelse OuLiPo, som er en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle; mere ordret er det en klub for eksperimenterende litteratur, og en af grundlæggerne er Raymond Queneau, som er en sand virtuos udi det franske sprog.

Solgte L'Anomalie så godt på grund af sin titel - den udkom midt i en anormal tid, og det appellerede til mange. Den modtog prisen lige inden jul, og om muligt læste franskmændene endnu flere bøger under coronanedlukningen end før.

Bogen er delt op i tre dele; i den første del følger vi en række personer vidt forskellige steder i verden. En lille amerikansk pige, en rapper i Lagos, et par i Paris, en advokat i New York - og nogle videnskabsfolk, der indkaldes til en amerikansk militærbase for at arbejde på et tophemmeligt projekt.

De fleste af ovenstående personer har kun én ting til fælles - de var alle ombord på et fly fra Paris til New York i marts måned 2021 (så forfatteren har altså fremskrevet sin historie). Den flytur var temmelig turbulent, der var lufthuller og flyet foretog et stort fald - men fysisk var alle fine efter landingen. Dog er det en tur, de alle husker af forskellige årsager.

I juni 2021 kommer et Air France fly fra Paris til New York ud for turbulens, haglstorm og lufthuller præcis som marts-flyet. Da de er ude i solen igen beder de om tilladelse til at lande hurtigt; og de giver sig til kende viser det sig, at det er samme fly. Ikke bare er det samme maskine, der bare flyver samme rute igen - det er den samme pilot, de samme passagerer.... det er en trop kopu af flyet fra marts måned.

De amerikanske myndigheder går i panik, og omdirigerer flyet til militærbasen. Nu indledes en procedure, hvor der skal tages stilling til både de fysiske spørgsmål - hvordan kan dette ske? Men også de etiske - er disse mennesker kloner, robotter eller ganske simpelt blot en anden udgave af dem, som landede i marts. Men juni-udgaven af alle disse mennesker tror, at de har taget et fly i marts måned - og de har dermed mistet 106 dage i deres liv.

For nogle har de 106 dage været skelsættende; og spørgsmålet er jo ligeledes, hvad man skal stille op med dem - for hvem er mest ægte?

Det er en postmodernistisk lettere dystopisk roman, men samtidig humoristisk og med en del satire over blandt andet Trump og Macron. Det er tankevækkende på samme måde som man jo altid kan tænke over, hvad der ville være sket hvis man gjorde noget andet; var et andet sted på et andet tidspunkt osv.
Det er lidt grufuldt fordi de observerer selv sig udefra i form af deres dobbeltgænger; et klassisk dilemma, hvor de pludselig føler både had og jalousi overfor den anden version af dem selv.

Det var en speciel Goncourt; men jeg håber virkelig, at den oversættes til dansk!

Wednesday, July 14, 2021

Aftentid og morgengry - Ken Follett

 













  • Engelsk
  • 7.-14. juli
  • 912 sider
  • Originaltitel: The Evening and the Morning

Folletts kæmpesucces med de to Kingsbridge-romaner blev for nogle år siden fulgt op af en roman, der foregik i det 16. århundrede; altså noget senere end de to første, der foregik henholdsvis i det 12. og det 14. århundrede. Den fokuserede langt mindre på bygning af katedraler - for de var jo bygget, og mere på religionskrigene i Europa på denne tid. Jeg var ikke nær så begejstret for den desværre.

Men han har jo alligevel fat i noget, for historier om middelalderen er i vælten for tiden - ofte i den mere fantasifulde genre som Outlander-serien, som ikke var noget for mig. Jeg læste to af dem, og smed så dem samt de næste indkøbte direkte i skraldespanden.

I den nyeste roman går Follett endnu længere tilbage - vi starter i 997; og som han selv skriver i efterordet er der jo langt færre skriftlige overleveringer fra den tid. Der er jo levn i form af vidnesbyrd om, hvordan vi levede - klæder, mad, våben, huse, .... men færre når det gælder vidnesbyrd fra jævne folk. Stort set ingen uden for kirken og de allerhøjest stående kunne læse og skrive; det var ikke en egenskab man mente var nyttig - og det chokerede ingen, at en konge var analfabet. Han havde jo folk til den slags!

I 997 er vikingerne ofte på besøg i England; og det ender tit med død og ødelæggelse - således også for Edgars familie, hvis livsværk ødelægges og faderen myrdes. Deres by regeres af en magtfuld familie - Wilwulf er de facto regent; halvbroderen Wynstan er byens biskop og den sidste halvbror ligeledes embedsmand. Det er en flok skruppelløse brutale mennesker; men den unge Ragna fra Normandiet gifter sig med Wilwulf og kommer til den lille by Shiring.

En anden prominent karakter er Aldred, som er munk i Shiring men tit og ofte kommer på kant med sine øverste for sine evner til altid at blande sig i alting.

Således er der den samme opbygning som i de tidligere romaner, hvor alle samfundets lag er repræsnteret fra fattig til rig; fra religiøs til tyran og der er grobund for både kærlighedsintriger og krige. 

Romanen er en forløber for den første Kingsbridge-roman; og det vil nok tage læseren et stykke tid at genkende den lille samling huse i Drengs Ferry, som er et af de centrale steder i historien. Det bliver nemlig med tiden til det Kingsbridge, hvor katedralen bygges. Her er byggeriet dog i langt mindre skala - fuldt på linje med den historiske udvikling, hvor man gik fra basale træhuse til stenbyggeri og langt mere komplekse konstruktioner. Det er noget så simpelt som et lille stenhus eller en bro - men alt dette er med til at illustrere den udvikling, der skete i disse år. En bro over en flod i stedet for at sejle alle over i en pram, var pludselig medvirkende til, at en samling huse kunne få et marked, og med tiden udvikle sig til en reel by. Den bro, som bygges her i Drengs Ferry sker med kongens opbakning, da han vil kunne flytte tropper over vandet - og får således navnet The King's Bridge - og så er resten jo historie!

Tidsmæssigt spænder den kun over ti år, hvilket er langt mindre end de to senere romaner - men der er rigelig med spænding, og de gode vinder og de onde taber som altid. Men man er så fantastisk godt underholdt undervejs. Follett gjorde klogt i at gå tilbage i tiden efter sit spring fremad sidst!

Tuesday, July 6, 2021

Eventyr-Almanak Fortalt af Naturen - H. C. Andersen

 

  • Dansk
  • 6. juli
  • 101 sider

Da jeg i maj var på miniferie i Odense besøgte jeg H. C. Andersens museer, og udover den smukke bog om hans kunst, købte jeg også denne lille eventyrbog. H. C. Andersens eventyr er noget helt særligt; og i min bogsamling er det nok de bøger, jeg ville tage under armen, hvis huset brændte. Jeg fik den nemlig i gave som teenager i en udgave fra før hans død - stadig med gotisk skrift; og uden tvivl de mest dyrebare bøger jeg ejer både i økonomisk og sentimental værdi.

Denne lille bog opbygget som en almanak er udgivet Odense Bys Museer; der er lagt vægt på gammeldags håndværk i indbinding, papirkvalitet - og skriver de selv i forordet af de mest professionelle typografer etc. Det omfatter så tydeligvis ikke korrekturlæsning, eftersom der konsekvent henvises til eventyrerne  i forordet - hvilket jo er noget helt andet. Ganske skuffende må man sige!

Men ellers er det lække bogkvalitet; med tolv små eventyr for hver af årets måneder og visse med illustrationer - desværre heller ikke af forfatteren selv, hvilket jo ville have været oplagt.

Der er nogle mere kendte eventyr - for december er det således Grantræet; men også flere jeg ikke kendte. Måske fordi jeg ikke slavisk har læst min fem-binds udgave.

De handler alle om naturen, og passer dermed fint til almanaktemaet; der er Snemanden i januar og Solskinhistorier i april. Mange af eventyrene kredser om H. C. Andersens universelle tema om at drømme om noget andet og uopnåeligt; men også noget, der ikke vil være gavn for en selv.

Som Snemanden, der drømmer om at kunne gå og komme ind og sidde foran kaminen! Men der er jo også den lille vintergæk, som lige så stolt som Grantræet frydes over at komme ind i en vase - selvom det jo er den visse død. Men som den senere er presset og hviler i siderne på en digtsamling, er den stolt over at være havnet så dejligt et sted og minde ejeren om en smuk tid.

De er alle skønne at læse; det talent H. C. Andersen havde til at levendegøre objekter er unikt; og de går aldrig af mode. Så som et supplement til min helt unikke udgave, og som et rejseminde er det en fin bog. 


Monday, July 5, 2021

Frère d'âme - David Diop

 

  • Fransk
  • 5. juli
  • 176 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den franske litterære Goncourt-pris findes siden 1988 også i en udgave for gymnasieelever - og vinderen vælges ikke af professionelle som tilfældet er for "voksen"-prisen, men af ca. 50 skoleklasser i aldersgruppen 15-18 år. De har halvanden måned til at læse de nominerede romaner, og vælger derudfra en vinder. I mange tilfælde er det også romaner, som vinder andre priser; for det er langtfra børnebøger, der vinder. Af de 33 vindere indtil videre har jeg læst 14, og et par stykker er absolut nogle jeg skal læse, når de kommer i paperback-udgave.

Diop vandt prisen i 2018, og den er i paperback nu - men også tilgængelig på danske biblioteker i den lækre store udgave. Den er oversat til engelsk, og var således den første franske roman til at vinde Man Booker-prisen.

De senegalesiske skytter var en særlig enhed i det franske militær fra 1857 til 1958 - og kort efter var det slut med europæisk kolonialisme på det afrikanske kontinent.

Under 2. Verdenskrig var det således en halv million mobiliserede soldater fra Afrika ud af en hær på 5 millioner - 10% af det totale antal; og tabene ligger ligeledes omkring de 10%. Det var mange menneskeliv for en krig, der ikke vedkom dem og som primært foregik langt væk hjemmefra.

Under 1. Verdenskrig, hvor vi er i denne bog, var der alene fra Senegal omkring 28.000 soldater, der mistede livet i skyttegravene i Belgien og Frankrig.

Alfa Ndiaye er kun tyve år gammel, da han ser sin ven Mademba Diop blive ramt i no mands land; i timer ligger han derude i mudderet sammen med vennen, der har maven åben og tarmene flydende omkring ham. Mademda tigger og beder ham om at gøre en ende på det; men Alfa vil ikke være en morder i forhold til vennen. Han ender dog med at gøre det; men mest af alt sætter det gang i noget i ham.

Efter Madembas død ændrer han sig; han vil finde den soldat, der har dræbt vennen - og som trofæer skærer han deres arme af og bringer den tilbage mens den afskårede arm stadig har deres våben i hånden.
I starten griner de andre lidt af det; men pludselig bliver de bange for ham og hans såkaldte afrikanske troldkræfter.

Der er ingen tvivl om, at Alfa er ramt af akut og massiv PTSD - som vel stort alle, der var i en skyttegrav; men det kendte ingen til dengang.

Og værre må det have været for disse senegalesere, som endte i et land, hvor de ikke talte sproget men skulle ofre deres liv. De vidste jo, at de var kanonføde og at man ikke anså dem for rigtige mennesker på mange andre punkter. Da Alfa bliver taget ud af skyttegraven, og indlagt på et psykiatrisk hospital kan han således ikke tale med nogle, Og det leder blot til flere misforståelser, og total galskab.

Det er en lille og intens roman; hændelserne på hospitalet beskrives ikke i detaljer - men alligevel forstår man al den gru, der overgår Alfa. En sørgelig og vigtig roman; som vinder af en litterær pris til gymnasieelever kan jeg fint forestille mig, hvordan den kan indgå i en vigtig debat om det kapitel i fransk historie.

Sunday, July 4, 2021

Det der skiller os - Brit Bennett

 

  • Engelsk
  • 1.-4. juli
  • 366 sider
  • Originaltitel: The Vanishing Half

Obama er altid en ypperlig kilde til bogidéer, og denne bog var på hans liste over favoritbøger fra 2020 - så den købte jeg. Desuden anbefales den af Bernardine Evaristo, som jo har skrevet en lang række bøger om sortes historie, kultur og arv - alle fremragende!

Desiree og Stella er tvillinger og vokser op i den lille by Mallard, som er speciel ved, at samtlige indbyggere er afro-amerikanere - men meget lyse i huden. De er tilmed lidt racistiske og bryder sig ikke om dem, der er mørkere end dem selv. Men tvillingerne er som de skal være ifølge lokale kutymer; alligevel ser de på, da deres far lynches af hvide mænd. De vokser op med moderen Adele, som gør rent for at tjene til dagen og vejen - og da de er seksten år gamle, tager hun dem ud af skolen for at kunne tjene penge. Men de vil ikke være som deres mor, og stikker af til storbyen New Orleans.

Her skilles de ad efter et år, da Stella en dag pludselig er væk. Desiree møder en mand, gifter sig og får et meget mørkt barn - blueblack, som det hedder i bogen. Da manden begynder at slå hende, rejser hun hjem til moderen med Jude; det mørke barn, som absolut ikke får det nemt i den lille by.

Stella er forsvundet; men de ved, at hun muligvis lever "som hvid"- hvilket jo virker utopisk i vores ører; men vi er i slutningen af 1960'erne. Tiden, hvor Martin Luther King blev dræbt og kun nogle år efter, at præsident Johnson tog det første store skridt til at ende raceadskillelsen. 

Hele konceptet med racial passing var en reel ting; og hvor det i dag ville virke som en forkastelig fornægtelse af ens rødder, så var det dengang en mulighed for et helt andet liv. Jobs, som ikke blev givet til sorte - og til lønninger, som var markant anderledes. Det liv griber Stella, men hun må samtidig acceptere, at hendes nye familie aldrig må få sandheden at vide. Hun lever sit hele liv på en løgn; men i 1980'erne møder hendes datter, Kennedy, som er indbegrebet af en hvid amerikansk skønhed Desirees datter, Jude. De er kusiner; men ingen vil tro det.

Jude finder sandheden, og konfronterer både Stella og Kennedy; og spørgsmålet er jo så, om Stella vil indrømme og genforenes med familien.

Der er mange komplekse ting på spil; og Bennett når langt fra til bunds i dem alle. Samtlige karakterer i bogen har nogle traumer eller problemstillinger at forholde sig til; desværre er nogle af dem blot staffage synes jeg, og visse steder bliver det lidt stereotypt og mangler afrunding.

Men det er en spændende historie og interessant problemstilling - og minder os blot igen om, hvor meget race definerede et helt land i så mange år. Og stadig gør det; for nok er der i dag love mod den slags racisme - men der er jo også en helt anden virkelighed, som BLM viste os.


Sunday, June 27, 2021

Ærlighedsprojektet - Clare Pooley

 


  • Engelsk
  • 24.-27. juni
  • 405 sider
  • Originaltitel: The Authenticity Project

En rigtig sommerlig feel-good roman, som man allerede kan se castet i Hollywood; og mon ikke den kommer på det store lærred på et tidspunkt?

Bogen starter med Julian, en 79-årig (eller noget....) ensom mand, hvis kone har været død i femten år (eller noget....). Nu sidder han tilbage i sit hus med minderne om et fantastisk liv levet i overhalingsbanen med alle de kendte, og med masser af elskerinder. Sex, drugs & rock'n'roll ganske enkelt. Men det er slut, og nu kommer ingen på besøg og han får derfor idéen til ærlighedsprojektet. Det starter som en lille grøn notesbog, hvori han beskriver sin virkelighed som den reelt er - ensom, aldrende og glemt. 

Han efterlader notesbogen i Monicas lille café, og hun bliver ansporet til at skrive sin historie i den. En kvinde i slutningen af 30'erne, som bare vil have det perfekte liv med mand, børn, hund og hus. I stedet kæmper hun lidt for at få økonomien til at hænge sammen i den lille café; og er vel også lidt ensom - i hvert fald lidt desperat.

Bogen begynder at leve sit eget liv, som den nu kommer i hænderne på Hazard, som er indbegrebet af en idiot. Børsmægler, smart og alkoholiker (og narkoman); som endelig indser, at det må stoppe.
Han tager bogen med til Thailand, hvor han gemmer sig for flasker og kvinder.

Og sådan begynder cirklen at dannes mellem alle disse mennesker, som sandsynligvis aldrig ville have mødt hinanden ellers. De opfører sig anderledes med den viden om folks inderste sårbare sandheder; men det kan også medføre uheldige episoder og fejltrin; for hvor er ærligheden henne i den interesse for et andet menneske? Er det oprigtigt eller bunder det i sympati, fordi du har læst min historie og kender nogle detaljer fra mit liv? Det spørgsmål krydser også deres veje!

Den excentriske Julian er måske lidt for excentrisk til at det kan være hele sandheden? Og Monica er måske for anspændt til, at hun tør lade nogen komme ind i sit liv? 

Historien ender med at skifte mellem seks personer; men de er alle forbundne og derudover er der nogle statister om man må sige, som skaber et helhedsbillede af et hyggeligt lille kvarter i London, hvor man pludselig begynder at komme hinanden ved. 

Det er hyggelig og let læsning; men baggrunden er måske lidt tungere end som så. Forfatteren selv skrev nemlig en blog under pseudonym, som hed Mummy was a secret drinker; og hendes første bog handler om, hvordan hun kom ud af alkoholismen. Men det gav hende idéen til denne roman, hvor hovedtemaet og moralen jo er, at du kommer langt længere ved at blotte din sjæl en smule for andre; også selvom de er fremmede.

Det er jo en rigtig fin tanke; og jeg tror alle kan relatere til, hvordan vi per automatik siger "det går fint" når nogen spørger. For det modsatte er jo utænkeligt - eller....?

Feel-good romaner kan til tider også lidt mere; og det kan denne!

Monday, June 21, 2021

Den forsvundne søster - Lucinda Riley

 


  • Engelsk
  • 18.-21. juni
  • 816 sider
  • Originaltitel: The Missing Sister

Serien om de syv søstre har konstant været præget af cliffhangers!

Jeg læste den første i efteråret 2017, og startede dermed nok senere end mange andre. Andet bind blev læst i direkte forlængelse, og tredje bind et par uger senere. Så måtte jeg vente et halvt år på fjerde bind, yderligere et år på femte bind og ti måneder på sjette bind. Nu seksten måneder senere er syvende bind ude - det, der skulle være afslutningen på historien.

Desværre blev det også en anden slutning, da det ugen efter udgivelsen blev offentliggjort, at Lucinda Riley var gået bort efter nogle års sygdom med kræft. En sygdom, som var holdt meget hemmelig - men ikke desto mindre har hun formået at skrive flere af romanerne i den periode; virkelig utroligt imponerende. 

Syvende bind skulle jo handle om den søster, som aldrig blev adopteret og som Pa Salt - pigernes adoptivfar - havde ledt efter i årevis. Vi skulle efter al sandsynlighed også få afklaring på en lang række løse tråde - og få samlet alle protagonisterne en sidste gang. Anledningen skulle være en sejltur ud til det sted, hvor Pa Salt menes at være blevet stedt til hvile i havet. Men også det sted, hvor den mystiske Eszu-families store yacht også befandt sig.

Den forsvundne søster viser sig at kunne være flere personer, og ligesom i de tidligere romaner trækker den historie også tråde tilbage til en parallel historie i fortiden. Denne gang er vi i 1920'ernes Irland, som var under britisk styre og en blodig krig for uafhængighed. I forbindelse med de tidligere romaner har Riley rejst til de steder, hvor historierne er foregået - så langt væk som Australien og Kenya. Men udover, at hun jo nok har været mere syg, så er denne roman skrevet under Covid-19 og en historie i Irland viste sig at være et godt valg, som hun selv skriver i efterordet.

Der bliver svaret på en del af de løse tråde; og de giver absolut alle mening - og selvfølgelig har man i løbet af de seks bind gættet sig til nogle af dem. Men den slutter stadig med en enorm cliffhanger, da der nu skal være et ottende bind, som skal være Pa Salts historie. Elle skulle være, skal man måske sige?

Det ville give god mening set i lyset af afslutningen, som igen åbner en lille ny Pandoras boks - men hvordan en udgivelse i efteråret 2022 nu skal kunne ske. Måske er der et udkast - et skelet til historien, som kan gøres færdig af en anden? Men spørgsmålet er om det kan blive det samme? Jeg vil selvfølgelig virkelig gerne se det ske, og få de allersidste mysterier opklaret. Men hvor er det synd, at Riley selv ikke skulle se det ske og skulle dø i en så ung alder af 55 år.

Det har været en ret imponerende serie; med fantastisk grundarbejde og en storyline, som har været konsekvent og troværdig. De - og andre af hendes romaner - har virkelig holdt mig underholdt på mange ferier eller bare hjemme i sofaen med den dejlige fornemmelse af at synke ned i en stor tung bog; selvom de generelt er hurtigt læst.

Wednesday, June 16, 2021

Running the Rift - Naomi Benaron

 


  • Engelsk
  • 11.-16. juni
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog bekræfter igen min strategi om aldrig at skille sig af med bøger! Jeg købte den for syv år siden; det må være en af de sidste bøger jeg købte inden jeg flyttede til Danmark. Der har den stået og ventet lige siden. Og med god grund! Hver gang den har været fremme, har jeg været irriteret over den vanvittige lille skrift og der var også et problem med kontrasten mellem skrift og papir. Det var der sådan set stadig - det var ikke en udsøgt fornøjelse rent "teknisk" at læse den; men historien var spændende.

Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda; men det forbliver en vigtig historie, der jo kan fortælles på mange måder.

  • Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
  • Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
  • Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
  • Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.

 
I denne bog skrevet af en hvid engelsk forfatter er det sporten, der er scenen omkring historien.
Jean Patrick er ti år gammel i 1984, da hans far dør i en trafikulykke. Familien må flytte fra skolens tjenestebolig, hvor faderen underviste, til onklens hus uden elektricitet og den komfort de var vant til. Jean Patricks store passion er løb, men han er også i en prekær situation som tutsi i et land med en historie af rivalisering mellem hutuer og tutsier.

Han kommer tilbage til skolen som topelev senere - og med alt betalt; og han kommer på det nationale hold anført af en hutu-træner, som dog forsøger at beskytte ham. 

Som situationen spidser til op gennem 1980'erne rejser Jean Patricks bror til rebelhæren RPF; og på et tidspunkt får Jean Patrick et hutu identitetskort for at kunne konkurrere. Men han bliver en politisk brik i en kompliceret stammekonflikt, og tvinges til at stå frem som tutsi. Selv forsøger han at forblive neutral, og forstår ikke, hvorfor han konstant bliver overfaldet og bestjålet - men mon ikke størstedelen af befolkningen har haft det således? Hvorfor kunne de ikke fortsætte med at leve i fordragelighed i det smukke land?

Da folkemordene virkelig bryder ud i april 1994 kommer han til at bruge sine evner som løber til at flygte. Han løber og løber; han ender som flygtning i nabolandet Burundi mens hans familie er i Rwanda.

Der er ikke meget happy end - det er der ikke i mange af de fiktive eller virkelige historier om denne grufulde episode i verdenshistorien. Men der er en historie om en dreng, der tror og håber, at sport vil samle nationen og at han en dag kan vinde en olympisk medalje for at bevise dette. Dette sker ikke - men rejsen til denne konklusion er fængende. 

Det er ikke den bedste bog, jeg har læst om folkemordene; hvor barske de end må være, så er de historier de overlevende har skrevet langt de bedste. Fordi de forklarer det uforklarlige - at en nabo pludselig vil myrde dig; at du mister familiemedlemmer i dusinvis, at verdenssamfundet lod det ske uden at gribe ind. 

Og så var den irriterende med den skrifttype, så det tog mig en evighed at læse.

Thursday, June 10, 2021

Nogle og fyrre - Marie Trappaud

 


  • ANMELDEREKSEMPLAR
  • Dansk
  • 10. juni
  • 316 sider

Jeg har tidligere modtaget romaner fra Skriveforlaget, og jeg synes jeg begynder at se et mønster i de bøger. Det er ofte historier om selvrealisering, selvindsigt, og voksne, der skal bearbejde det 21. århundredes hverdagstraumer som skilsmisser, karriere, børn etc.

Det specielle ved denne roman er, at den er i chatform - en dialog mellem to mennesker Alex og Mia; det vil sige, at hvert "indlæg" er toppet med tidspunkt og afsendernavn, og der er passende afstand mellem hver kommentar. Det gør selvfølgelig teksten langt mindre kompakt, og jeg læste den på en aften. 

Alex ser Mia på Facebook en sen aften i december 2012; de kender hinanden fra mange år tilbage - men nu er hun separeret kan han se, og han inviterer hende ud. Mia takker i første omgang nej; men efter nogle uger mødes de hjemme hos Alex en aften mellem jul og nytår. Her forsøger Alex at kysse hende - og det er fot meget og for hurtigt, mener Mia.

Alligevel fortsætter de deres chat - oftest til langt ud på natten; og nogle ganske få gange ses de.

Alex er fraskilt, bitter og i konstant konflikt med sin ekskone; en tilsyneladende vag og karakterløs person, som udelukkende lever for sine børn. Han er faktisk ret irriterende i al sin svaghed.

Mia er nyligt separeret med to børn, der lider af ADHD, autisme, ... men heldigvis med et bedre forhold til eksmanden.

Så hun ser sig ikke bleg for konstant at bebrejde Alex hans svaghed og bitterhed; det bliver desværre ret repetetivt i længden. Alex vender sig til hende for at få råd til at udvikle sig til den drømmemand alle kvinder vil have - og så bliver det lidt lummert à la 50 shades of grey, som jeg ikke har læst; men der refereres meget til den.

Mia antyder hurtigt, at hun har nogle skumle og mørke hemmeligheder; de viser sig dog ikke at være så mystiske som læseren kunne ønske sig for at få lidt dynamik i historien.

Jeg ved ikke, om undertitlen Begyndelsen skal antyde, at der kommer en opfølgning? Det tror jeg dog ikke, at hverken historie eller protagonister kan bære. Der er for mange gentagelser; og pludselig en yderst usandsynlig udvikling - og endelig synes jeg den er utroværdig. En kvinde med to udfordrede børn, som hver nat chatter til kl. 2-3 med en mand, som hun dybest set ikke vil have noget med at gøre? 

Det bliver også lidt for banaliserende, at vi som mand og kvinde åbenbart ikke kan diskutere ret længe uden at ende i sengekantssporet. Jeg tror og håber, at vi ikke er så banale som mennesker!

En lille opstramning af trykfejl ville også være nyttigt; i starten springes der pludselig et år frem i tiden til 2013 - men det er forkert; og generelt er der en del småfejl, der burde være blevet fanget.

Wednesday, June 9, 2021

Les veilleurs de Sangomar - Fatou Diome

 


  • Fransk
  • 7.-9. juni
  • 360 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome bor i dag i Frankrig; men hun glemmer ikke sit fødeland Senegal - et land, der jo også står mit hjerte meget nær. Hun har flere gange skrevet om emner, som er tæt forbundne til den senegalesiske kultur - mødrene, der venter på at høre nyt fra de sønner, der er sejlet i en plimsoller til Europa; drengen, der gennem fjernsynets magt drømmer sig til et liv i Europa; kvinden, der ender som prostitueret i Europa og hvis historie fortælles af hendes ejendele efter hun er død af AIDS.

Den sidste er nok den, der mest minder om Diomes nyeste roman med dens mere fantasifulde verden; selvom Diome her tager udgangspunkt i en særdeles reel hændelse.

Joola er en færge, som sejler fra Senegals hovedstad Dakar til landets sydligste del; Senegal er geografisk specielt i den forstand, at Gambia ligger lige nidt i som et kæmpe indhug - eller som munden i løvehovedet, som de ynder at sige. Derfor er færgetrafik vigtig - men sikkerhedsprocedurer var - og er - ikke i top. Færgen transporterede nok mere end 2.000 personer, selvom den var godkendt til 536 - og 1863 mennesker døde i forliset i september 2002. Det er mere end Titanic - men en hændelse, der i Vesten går langt mere uberørt hen. Det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor desværre.

Coumbas mand Bouba er en af de omkomne; og som enke forventes hun at udføre de gængse ritualer. Hun skal overholde en isolationsperiode, og derefter forventes det, at hun gifter sig med sin svoger - det for nogen skal tage sig af hende, og hendes spæde datter.

Coumba tager derfor til Sangomar - en lille sandbanke ud for Senegal, som mange mener er hjemsted for de animistiske 'guder',og benyttes som offersted. Her isolerer hun sig, og taler til - og med - sin afdøde mand. For her hører hun ham, og ser tilbage på det liv, de havde sammen - et liv præget af den rolle en kvinde har i det senegalesiske samfund, hvor flerkoneri stadig findes. Hun skriver sig ud af sorgen hver nat; mens hendes familie og svigerfamilie antager, at hun er blevet mentalt nedbrudt af tabet af manden. Men hun vil overlevere historien til den lille datter.

Der er mange næsten liturgiske passager, hvor Coumba beder, synger og går i et med guderne på Sangomar. Det var en anelse anstrengende og langsommeligt til mit temperament - men det er med til at bygge karakteren omkring Coumba.

Jeg havde glædet mig enormt til denne udgivelse; desværre er jeg lidt skuffet i forhold til hendes tidligere romaner. Men hun formår altid at skildre mit elskede Senegal så jeg længes og længes tilbage!