Farlig sommer - Ernest Hemingway

 

• Engelsk
• 25. - 26. august
• 192 sider
• Originaltitel: The Dangerous Summer

Jeg havde medbragt ti bøger til de knap tre ugers ferie; men kiggede også lidt i reolerne i vores feriehus, som dog mest var fyldt med intetsigende engelske og amerikanske krimier. Men så fandt jeg denne lille perle, som er Hemingways sidste roman.

Det er faktisk ikke en roman, men en rejsereportage fra sommeren 1959, hvor Hemingway rejser rundt i Spanien sammen med sin hustru, Mary, for at følge tyrefægtningssæsonen. Datidens to helt store stjerner var Antonio Ordóñez og Luis Miguel Dominguin - de var svogre, og stod nu for at konfrontere hinanden i det, der endte med at blive kaldt den farlige sommer. Hemingway var overbevist om, at det ville få et fatalt udfald for i hvert fald én af dem, hvilket dog ikke skete.

Hemingway havde oprindelig fået til opgave at skrive reportagen til Life, men det blev for omfattende og uddrag blev derfor udgivet over tre numre i 1960. Fra det oprindelige manuskript blev bogen endelig udgivet i sin helhed i 1985.

Hemingway elskede jo livet. Maden, kvinderne, vinen, tyrefægtningen, fiskeriet, osv. Men måske elskede han det også så meget, at tanken om døden blev mere presserende, da han fornemmede sin egen dødelighed og begyndende svækkelse. Hvad årsagen til hans selvmord end var, så fornemmer man her hans tanker om døden - om mod, om stolthed, om alderdom. Tanker som tyrefægterne hver gang tog med sig ind i arenaen.

Der er beskrivelser af deres rejser på kryds og tværs af Spanien den sommer; en bil om natten med stop ved små restauranter med rigelig vin og lidt søvn. Der er yderst detaljerede beskrivelser af kampene - hvor man måske skal være langt mere entusiast end det er tilfældet for mig, der aldrig har set en tyrefægtning. Men man rives med af stemningen og Hemingways viden om og fascination af sporten, hvis man kan kalde den det. Det er også en del af handlingen i hans roman Og solen går sin gang, og man kan se, at der ikke er langt fra fiktionen i den roman til virkeligheden i Hemingways eget liv og rejserne i sommeren 1959.

Hemingway er tætte venner med de to konkurrenter, men hans favorit er uden tvivl Ordóňez, som han gør alt for at beskytte mod Dominguin, som er den etablerede helt i Spanien. Denne sommer bliver gennembruddet for Ordóňez, og Hemingway beskriver det som den bedste kamp han nogensinde har set.

Stilen er typisk Hemingway - kort og konkret uden for mange falbelader. Han beskriver tyrekampene i detaljer, hvor de fysiske detaljer tager frontplads i modsætning til følelserne. Men man er med ham på de støvede landeveje og igennem de spanske bjerge. Han har ikke behov for at fortælle os følelserne; de er der mellem linjerne.

C'est l'histoire d'un amour - Isabelle Lagarrigue

 

• Fransk
• 24. - 25. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var muligvis en af mine favoritter fra ferien - en både trist og hjertevarm historie, der samtidig vakte minder fra min ungdom.

Historien fortælles i tre perioder. I 2010 skal Charlie og Côme giftes, og i den anledning fortæller Charlie til et videokamera om deres kærlighedshistorie, der startede da de begge var fjorten år gamle i 1993. Vi ved ikke i starten, hvem hun fortæller til men i tilbageblik får vi deres historie.

Charlies mor er veninde med Cômes mor, og da ægteskabet med Charlies far er på sammenbruddets rand holder hun nytår sammen med veninden. Således møder de to teenagere hinanden, og sammen med Cômes ven Adam, der er kronisk syg, tilbringer de timer med at se film. De to drenge, Côme og Adam, er især fascineret af Top Gun, og bruger flittigt replikkerne fra filmen i deres egne liv. Det var en absolut nostalgisk oplevelse!

Charlie og Côme mødes igen og igen - men kun nytårsaften; indtil hendes forældre endelig bliver skilt, og hendes far flytter til New York... med Charlie. Nu skal de holde kontakten gennem breve - den håndskrevne slags inden emails - og sjældne og dyre langdistancetelefonopkald. De er forelskede og meget unge, og det udtrykker sig igennem at sende kassettebånd til hinanden - vi er med i historien om 1990'erne og det tidlige nye årtusinde. Vi er med i deres udvikling som på et tidspunkt går i forskellige retninger, og de beslutter kun at kontakte hinanden nytårsaften.

I en anden tidslinje er vi i 2025, hvor Côme endelig ser denne video fra 2010 med Charlies optagelser. Han er også sammen med en person, der stiller ham spørgsmål undervejs - uden at vi i starten ved, hvem det er.

Jeg anede dog omkring halvvejs inde i romanen, hvem denne person var - og jeg fik ret. Hvad jeg ikke vidste var, hvordan vi ville nå frem til den slutning selvom jeg anede, at det ikke var en happy ending. Det var det absolut heller ikke - men det var rørende og meget memory lane med musik og film, der er bagtæppet til deres historie. Den mindede mig en del om Samme dag næste år i en fransk version - og jeg var lige så rørt ved slutningen.

Le secret de Van Gogh - Éric Mercier

 

• Fransk
• 22. - 23. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange krimier, men min rejsekammerat er stor fan. Da det oftest er mig, der medbringer en stak bøger sørger jeg derfor altid for at have nogle med. Da vi samtidig begge er store kunstfans, så er en blanding af krimi og kunst jo oplagt.

Den franske forfatter Éric Mercier er kunsthistoriker af profession, og har nu skrevet en mindre serie af krimier, hvor han bruger sin viden til at skabe disse intriger. Hans hovedperson er en politikommissæren Vicaux, hvis kæreste er kunsthistoriker.

I denne intrige findes en mand myrdet i sin seng med et øre skåret af; og et maleri af Van Gogh mangler. Men maleriet viser sig muligvis at være malet af både Van Gogh og Gauguin - i så fald er det helt unikt, og et minde om den sommer, de tilbragte sammen i Arles i 1888. De to blev bekendt rygende uvenner, og Gauguin rejste i vrede - og året efter begik Van Gogh selvmord.

Der er ingen tvivl om, at krimien på mange måder er "undskyldningen" for at iscenesætte intrigen. Merciers viden om kunstnerne og malerierne, der omtales er stor, og det fører nogle gange til nogle sideveje, som virker unødvendige for intrigen - men vigtige for ham. Personligt kunne jeg godt lide den del, da det interesserer mig mere end en mordhistorie - men der var mange cirkler inden vi kom til en overraskende slutning, som blev lidt hurtigt udført.

Maleriet findes ikke. De to malere har aldrig samarbejdet om et kunstværk, og det sætter jeg pris på. Jeg læste sidste år den virkelig omtalte roman om et maleri af Klimt, som findes og har været stjålet. Men forfatteren har her opdigtet en historie om, hvor det var henne inden det blev fundet igen. Det irriterede mig grænseløst indrømmer jeg gerne. Mercier bruger sin viden til at skabe et maleri, der kunne have været - men vi får også forklaringen på hvorfor det aldrig har fandtes.

Soleil d'or - Jacky Durand

 

• Fransk
• 20. - 21. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt denne - sikkert i en artikel om gode bøger til ferien; og både min rejsemakker og jeg var da også enige om, at den var perfekt til dette formål.

Det hele starter på en banegård i Frankrig i 1944, hvor togene holder stille på grund af krigen. Her mødes François og Anna tilfældigt. Anna er amerikaner og frivillig sygeplejerske, mens François er soldat og på vej tilbage til fronten. Hun kommer fra en velstående familie, og han er forældreløs og fattig. Men de rammes af lynet, og tilbringer denne ene nat sammen i en øde togremise. Anna fortæller ham om den lille ø ved kysten syd for Frankrig, hvor hun holdt ferie med sin familie inden krigen og de lover hinanden at mødes efter krigen.

Da Anna nogle måneder senere opdager, at hun er gravid, rejser hun hjem - men skandalen er stor, og barnet bortadopteres mens hun får at vide, at det er dødfødt. François derimod rejser til den lille ø, og venter. Han skriver breve. Hun skriver breve. Men de bliver alle destrueret af hendes familie, og hun gifter sig af pligt med en anden mand. François venter stadig, og bygger på det hus, han vil bo i sammen med Anna, når hun kommer. De fleste på øen synes han er sær - eller direkte sindssyg - at tro på det.

Historien strækker sig fra 1944 til 1990. Det er mange år at vente! François har aldrig andre kvinder, og den ene nat er nok til, at de begge længes i 45 år. Det kan virke lidt urealistisk, og det er det jo ret beste også. Men historien beskrives med ømhed overfor de to hovedpersoner og en stor dose sentimentalitet, som virker uden for tid og sted. Det kan man godt have brug for til tider.

De to mødes endelig igen. De er ikke længere unge og nyforelskede, men François' stædighed giver pote og en ukendt mand dukker også op som et lille post scriptum ... den "fortabte" søn....

Det var en fin poetisk kærlighedshistorie, som samtidig ruller over årtiers verdenshistorie for Anna og François i hver sin verdensdel. 

Lad os tænde stjernerne - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 18. - 20. august
• 384 sider
• Originaltitel: Il est grand temps de rallumer les étoiles 

Jeg har nu læst en del af Grimaldis romaner, og det er let og underholdende med et lille twist, som lige giver det et løft. Det virkede som perfekt ferielæsning!

Denne viste sig dog at være en af hendes "ældre" romaner, og nok fra inden hun virkelig fandt den formel, der virker.

Anna er enlig mor, der kæmper med arbejde og de to døtre på tolv og sytten år. Da hun mister sit arbejde, beslutter hun sig for at tage alt, hun ejer og begive sig mod nord for at se nordlyset. De tager bedstefaderens autocamper, og med en tvær teenager og en noget mere entusiastisk 12-årig drager de afsted. Pengene skulle være brugt på at afdrage en enorm gæld - men Anna mener, at forholdet til børnene er vigtigere lige nu.

Undervejs møder de en anden gruppe franskmænd, der rejser på samme måde, og de slår følge. Det giver Grimaldi muligheden for at iscenesætte protagonister, der perfekt opfylder kravene til lidt af hvert - der er de rige forældre, der vil lære deres børn om penge og livet. Der er det unge nygifte par. Den enlige far med den autistiske søn og de to ældre herrer, der har mistet deres hustruer. Det bliver for iscenesat!

Jeg blev også voldsomt irriteret, da hun refererer til rejsen til Skandinavien og vi så pludselig er i Finland. Nej! Det er ikke Skandinavien - heller ikke for en franskmand. Kapitlerne skifter mellem de tre hovedpersoners perspektiv, og den 12-årige datters observationer skal sikkert være morsomme, men de virker ikke tidssvarende for hendes alder men snarere som et langt yngre barns tanker. Det fungerede ikke for mig, og det var et absolut fejlkøb i bunken af feriebøger desværre.

Det hele har selvfølgelig en happy ending - vi er i klichéer fra start til slut.  

 

Violences en cuisine - Nora Bouazzouni

 

• Fransk
• 16. - 17. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg startede ferien med en non fiction, som var som den bedste thriller man kan forestille sig - men som altid, når det er virkelighed, er det så meget værre!

Jeg elsker mad. God mad. Gode restauranter. Jeg jagter Michelin-stjerner, når jeg rejser - eller når lejligheden byder sig herhjemme. Men jeg ved også, at det er e hård branche. Præcis hvor brutal afdækker journalisten Nora Bouazzouni i denne afslørende bog, som primært handler om franske restauranter.

Hun har indsamlet vidnesbyrd over fire år og mange af dem optræder i bogen i anonymiseret form, da konsekvenserne for de implicerede ikke blot ville påvirke deres nuværende jobs, men også deres karriere indenfor branchen. Men inden vi når til den grumme del, indledes det med en historisk gennemgang af, hvordan myten om den franske gastronomi blev til som et resultat af den franske revolution. En myte, de i dag har svært ved at bibeholde og som selv fra politisk hold har højeste prioritet. Det er ikke overraskende. Lande som Danmark har også i høj grad arbejdet med gastrodiplomati, som hun kalder det, for at forbedre vores evner og tiltrække turister. Og det er jo lykkes!

Men bag kulissen er der i mange tilfælde en historie om misbrug af alle arter. Ydmygelser, verbal og fysisk vold, sexistiske overgreb, underbetaling og slavelignende arbejdsforhold, racisme, homofobi, og listen kunne fortsætte!

I foråret vakte det røre i den gastronomiske andedam, da Nomas frontfigur måtte trække sig efter vidtrækkende anklager fra tidligere medarbejdere. Selvom stjerner tildeles en restaurant, og ikke køkkenchefen, så er det dem, der tegner restauranten. Deres omdømme bliver til restaurantens ry. Et særligt interessant kapitel i bogen handler netop om kommunikationsstrategien på sociale medier, hvor disse restauranter og kokke promoverer sig og skaber den myte, der gør, at vi andre dødelige kæmper for at få et bord - men igen er det én chef, der ofte render med æren. Mange Michelin-kokke - specielt i Frankrig - har så mange restauranter (og stjerner), at de sjældent selv står med en grydeske i hånden. De dukker op for et fint billede mens ansatte slider sig selv op i kulisserne, som ofte er et overophedet kælderlokale. 

Det er skræmmende historier, og det giver absolut stof til eftertanke, når man lægger så mange penge i et restaurantbesøg. I sommers var jeg for første gang på Alchemist efter at have ventet i årevis på at få et bord. Men jeg var heldigvis også temmelig overbevist om, at det er en ordentlig arbejdsplads - og den etik vil kun være endnu vigtigere for mig fremover.

Uvaner - Alana S. Portero

 

• Engelsk
• 15. august
• 240 sider
• Originaltitel: Bad Habit

Da jeg alligevel skulle på biblioteket for at aflevere bøger inden ferien, fandt jeg lige én, der kunne klare mig igennem weekenden. Hvad var så mere passende end denne til at fejre Pride-ugen i København! Jeg læste den dog nærmest i et stræk på en dag, da jeg blev uendeligt grebet af historien og stemningen. 

Alana Portero er selv transkønnet, og der er vist en stor del selvbiografi i denne roman; dog er hendes udfald noget mere lykkeligt end for Alejandro, bogens hovedperson.

Som Alejandro er hun født i 1978 i et fattigt arbejderkvarter i Madrid - San Blas. Et kvarter, hvor mødrene er nedslidte som fyrreårige; hvor mændene arbejder hårdt og overlader følelser til kvinderne. Et kvarter, hvor vold i hjemmet ikke er usædvanligt og man skruer op for musikken, mens det står på og kommer med trøstende ord og mad til offeret, når manden er gået tilbage til baren.

Men i dette kvarter er der også nogle, der stikker ud. Som Margarita, der bor med sin gamle mor og promenerer rundt i kvarteret med pailletter og smukke kjoler. Margarita, som skræmmer Alejandro fordi det vækker de forbudte følelser.

Alejandro finder sin første forbudte kærlighed som 14-årig, hvor AIDS-epidemien hærger. Han må klæde sig om i toiletter på barer, inden han opsøger de steder i natten, hvor man kan være den, man vil. Hvor man kan møde eksistenser som Caramel, Cartier og andre transkønnede, som forsøger at hjælpe. For det er også en indre kamp, der truer med at æde ham op. At være pige i en drengekrop og ikke turde stå ved det. At væmmes ved sin krop og ikke kunne finde sin seksualitet eller kønsidentitet.

Det har aldrig været en nem rejse. Men i et katolsk Spanien i 1990'erne, hvor maskulinitet hyldes som idealet, er det umuligt. 

Jeg husker fra min barndom, at der kom en skærsliber til vores lille by en gang imellem. Hun boede i en ramponeret varevogn, og havde en barnevogn med sit udstyr på. Byens kvinder kom med deres knive, men var sandelig også mistroiske og advarede os børn mod Yrsa, som hun hed. En stor mand med skægstubbe, farvestrålende kjoler og det sødeste menneske. Men det var uvant i en lille dansk by i 1980'erne.

Porteros roman bragte de minder tilbage om vores manglende forståelse og anerkendelse. Det er en barsk roman, der fortæller om psykiske konsekvenser af en undertrykkelse af sit sande jeg. Det er også en poetisk roman, der trækker tråde til mytologiens kvinder, min ungdoms popmusik og ikoniske transidoler i kunst og litteratur. En absolut perle!

Man kan kun håbe, at vi er kommet længere i dag. At Pride-bevægelsen er med til at skabe accept. Samtidig ved vi, at der er - mange - lande og steder, hvor det ikke er tilfældet. 

I morgen og i morgen og i morgen - Gabrielle Zevin

 

• Engelsk
• 11.-14. august
• 496 sider
• Originaltitel: Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow

Jeg troede jeg havde planlagt min læsning inden ferien helt perfekt - med bøger fra biblioteket, der kunne holde til afrejse. For jeg er ikke god til ikke at have gang i en bog. De er med mig overalt, og er der transporttid, ventetid - alle små pauser er læsepauser. 

Så jeg måtte i reolbunkerne, der er forsvindende små efterhånden og faldt over denne jeg købte for et år siden. Jeg faldt for den hype, der var omkring den men blev så klar over, at det handlede meget om computerspil og tænkte, at det var for meget Young Adult til min smag. Jeg overvejede at give den væk - men nu fyldte den pludselig et hul. Jeg var solgt fra første side!

Det er en fantastisk smuk historie om venskab på godt og ondt. Om venskab mellem to børn, der mødes på et hospital, hvor den ene er indlagt og den anden besøger sin syge søster. Sam har været ude for en trafikulykke, der har dræbt hans mor og ødelagt hans fod. Sadies søster har leukæmi. De begynder at spille sammen, og det bliver en terapi for Sam til at komme ud af sorgen. Men han bliver også såret, da han opdager, at Sadie får en form for samfundstjeneste opfyldt ved disse besøg. At han er et projekt og ikke en ægte ven.

År senere mødes de igen, og nu skaber de deres egne computerspil. Vi er i starten af 1990'erne inden internettet for alvor tager fart, og hvor den digitale verden var en anden. Jeg har aldrig været en gamer, men alligevel fascinerede historien mig fordi deres spil er en fortælling om dem selv. Deres svagheder og styrker. Deres største drømme og deres indre dæmoner. 

De bliver berømte og rige. De flytter til Californien, hvor Silicon Valley starter. De bliver voksne og kæmper med jalousi. Sams ven, Marx, er forretningsmanden bag deres succes, men da han pludselig også bliver mere involveret i deres liv skaber det problemer.

Deres spil tager også mere nutidige emner op som samkønnet ægteskab og kønsidentitet; det bliver fatalt i en tid og et sted, der endnu ikke var klar til dette.

Personerne er helstøbte, elskelige og sårbare - men det er også dynamikken mellem spilverdenen og den virkelige verden, der giver historien dens dybde. Den illusion og drøm om at kunne skabe den perfekte verden, hvor ingen dør og venskab er for evigt. I stærk kontrast til deres egne liv, som igennem flere årtier udvikler sig side om side eller væk fra hinanden.

Det er ikke en kærlighedshistorie - med mindre man kan sige, at et venskab er den ultimative form for kærlighed. 

Jeg er glad for, at jeg gav den en chance! Nu vil jeg nødtvungent holde en lille pause, da feriebøgerne ligger klar og ikke skal læses før jeg sætter mig i et fly mandag morgen.

Brevene - Virginia Evans

 

• Engelsk
• 9.-10. august
• 285 sider
• Originaltitel: The Correspondent

Lige så forkert jeg ramte med denne bog fra New York Times bestsellerliste, lige så perfekt var denne!

Et absolut lille mesterværk, som heldigvis også allerede er oversat til dansk.

Sybil er 73 år gammel og bor alene i et lille hus. Hun er - selvfølgelig - pensioneret fra sit job som tæt medarbejder til en dommer, og dagene er nok lidt lange. Men hun fylder dem med sin brevskrivning, som er systematiseret. Tre formiddage om ugen - mandag, onsdag og fredag - sætter hun sig et par timer foran papiret og får tingene fra hånden. Det er brevudveksling med gamle venner - fx Rosalie, som er gift med hendes eksmands bror. Det er breve til forfattere, hun beundrer eller hvor hun føler hun har noget at sige efter at have læst deres bøger. Det er de lidt emsige breve til universitetet, hvor hun vil have lov til at oversidde forelæsninger uden at være studerende. Men hun vil gerne lære og fylde sin tid med noget.

Så er der de små noter til naboen længere nede af vejen, der kommer med blomster til hende. Eller Harry, en tidligere kollegas teenagedreng, der har nogle sociale udfordringer.  Der er broderen, Felix, der bor i Frankrig med sin partner Steve. Og til tider en form for dagbog hun skriver til en ukendt modtager - epistler fra hendes liv.

Men man fornemmer det liv, der leves inde i huset foran brevpapiret. Det er blevet lidt trist og børnene kommer måske ikke længere så ofte - og forholdet til datteren er heller ikke det bedste.

Vi følger udelukkende Sybils liv gennem brevene. Hendes breve og de svar hun får tilbage. Men de brudstykker af kontekst er nok til at beskrive et helt liv og tegne personer, man føler er helstøbte og levende. Det er formidabelt lavet.

Brevene dækker en periode på ni år i Sybils alderdom, og pludselig sker der en masse ting i hendes liv. Hendes søn giver hende en DNA-test i julegave, da hun er adopteret og måske kan finde nogle oplysninger om sin baggrund - det bliver til en korrespondance med en medarbejder i kundeservice, som er både lidt morsom og rørende. Det fik mig til at tænke på min egen ældre mor, som tit opfatter den slags kontakt som meget personlig.

Det interessante ved nogle af brevene til forfattere er, at de er reelle forfattere, og Sybil refererer til bøger, vi kender. Nogle svarer tilbage, men disse svar er jo fiktive så grænserne mellem fiktion og virkelighed flyder ud. 

Sybil er gennem sine breve forbundet til mange mennesker, men hun er alligevel ikke dybt forbundet med dem og bærer på en sorg og skyldfølelse, som har isoleret hende. Dog sker der pludselig en masse ting for hende i disse sidste ni år, som løser op for de ar på sjælen hun har, og hun gør en række ting, hun aldrig tidligere ville have overvejet.

Det er en livsbekræftende og smuk fortælling om menneskelige relationer; om modet til at ændre ting selv når man ikke længere er ung. Men det er også en smuk beskrivelse af kunsten at skrive breve men at det aldrig erstatter den intimitet man har i et fysisk møde med andre mennesker. Sybils breve er hendes livs arkiv, og de fortæller os om hende selvom hun ikke vil have sine hemmeligheder ud. Men de bliver også hendes vej ud af ensomheden til sidst.

Jeg var virkelig fascineret af, hvor meget man kan fortælle om en persons liv og fortid blot gennem disse linier i breve, hvor vi selv stykker resterne sammen. Så de ni år i brevene bliver til et liv levet på godt og ondt.

Bogklubben på Martha's Vineyard - Martha Hall Kelly

 

• Engelsk
• 7. - 8. august
• 336 sider
• Originaltitel: The Marta's Vineyard Book Club

Nogle gange lader jeg mig forføre af New York Times bestsellerliste - og det kan være risikofyldt. Den er selvfølgelig præget af salgstal i USA, hvor litterær smag nok er noget anderledes end min. 

Det er igen en af de historier, der foregår i to parallelle spor mellem nutid og fortid, som synes at være temmelig standard - i hvert fald, når det handler om historier, der skal fortælle om "fortiden". Det skal åbenbart polstres ind i en nutidig karakters relation for at vi kan finde det relevant? I denne historie fylder den overraskende lidt, og så kan man argumentere for om den overhovedet er relevant? Historien kunne sagtens have stået alene. Det ville ikke have gjort den værre - eller bedre desværre.

Så vi starter i 2016, hvor en ung kvinde rejser til Martha's Vineyard - det forjættede land for rige demokratiske amerikanere, som blev udødeliggjort af blandt andet Kennedy-familien. En ø med smukke træhuse og en blanding af sommergæster og fastboende. 

Hun møder den ældre kvinde, Bess, som bor på en gammel landejendom, og nu fortæller hende historien om huset og den familie, der ejede det.

Så er vi tilbage i 1942, da USA var trådt ind i 2. Verdenskrig, og de to søstre Briar og Cadence sender deres bror, Tom, afsted for at kæmpe. Selv bliver de hjemme på gården sammen med bedstemoderen. Forældrene er døde, da de var børn. I huset bor også Bess - Toms næsten forlovede - som har forladt sin rige familie for kærligheden. Briar er seksten år gammel, og en tomboy, der er voldsomt interesseret i krigen og konstant på udkig efter tyske ubåde langs kysten. Cadence er nitten år gammel, og drømmer om en karriere indenfor forlagsverdenen.

De opretter en bogklub, men den hører man forbavsende lidt om dens formål virker snarere at være skalkeskjul, så pigerne ser beskæftigede ud, når diverse autoriteter dukker op. For der sker mange ting - en tysk soldat vasker op på stranden, og de gemmer ham i huset. Samtidig myrdes en ældre dame, mens en gammel nabo af tysk afstamning er død blot en måned inden. Deres grund overtages til dels af amerikanske tropper, der skal bruge den til at øve landgang fra vandsiden - en form for øvelse til D-day.

Der er selvfølgelig en ung lækker engelsk officer, som bejler til Cadence - og samtidig skal de holde alle deres andre aktiviteter skjult. Det hele virker desværre rodet, og personerne er utroværdige og mangler dybde. Den ældre dame, Bess, er jo i 2016 den ældre udgave af den unge Bess, der skal være omkring tyve år gammel i 1942 - og det virker heller ikke troværdigt i forhold til hendes opførsel.

Det meste af handlingen foregår over en meget kort periode i sommeren 1942 med en lille krølle på historien efter krigens slutning. Men det er forhastet, og dårligt konstrueret.

Jeg var absolut ikke begejstret som det ses - og måske er årsagen til den amerikanske succes snarere at finde i den myte, der er omkring stedet Martha's Vineyard i amerikansk kultur. Endelig er der jo det faktum, at en bestsellerliste indeholder de mest solgte - ikke nødvendigvis de bedst anmeldte bøger.