Thursday, May 6, 2021

Notes of a Native Son - James Baldwin

 

  • Engelsk
  • 3.-6. maj
  • 208 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er absolut et af mine personlige mål at sørge for at læse nogle af klassikerne; jeg har behov for også at give noget energi til min hjerne udover det arbejdsrelaterede. Det skaber også en fin balance mellem det lette og det tunge; ligesom jeg jo skifter mellem sprog, når jeg læser.

James Baldwin kom uvægerligt op, da jeg sidste sommer læste James McBride og igen fornylig med Ocean Vuong; begge forfattere trækker linjer tilbage til Baldwins arbejde, og erklærer sig inspireret af ham.

Baldwin er født i 1924 i Harlem som barn af en enlig mor, der gifter sig igen og får yderligere otte børn. Det var en fattig barndom i mellemkrigstidens USA, og med raceadskillelse stadig en stor altafgørende del af livet som afroamerikaner. Men som 24-årig flytter han til Paris; det er lige efter krigen, og et langt nemmere sted at være både sort og homoseksuel.

Han døde i Frankrig i 1987; men forbliver en stærk stemme i sort aktivisme.

Han har skrevet alt - teaterstykker, noveller, romaner og essays; det var meget vanskeligt at beslutte, hvor i hans omfattende forfatterskab jeg skule starte. Der var nogle oplagte klassikere - og alligevel valget jeg at starte tidligere med hans samling af essays, der udkom under titlen Notes of a Native Son med reference til en af de helt store sorte protestromaner Native Son af Richard Wright.

Disse essays udkom i 1955, da han var knap 30 år gammel, og var vel hvad man kald en form for bestillingsarbejde. I hvert fald blev han bedt om at levere ti essays omhandlende racespørgsmål.

Den er opdelt i tre hovedddele; den første med tre essays, der primært omhandler kunst, Baldwin "anmelder" Onkel Toms Hytte, Native Son omtalt ovenfor og en filmversion af Carmen med et udelukkene sort hold af skuespillere. Det er virkelig kritisk og barsk, især når man tænker på det renommé de to romaner har.

Anden del omhandler hans opvækst i Harlem igennem tre essays; den voldelige paranoide far, der dør. Hele bydelen der er domineret af hvide beslutningstagere i sidste ende, og den antisemitisme, der også florerede der.

Den sidste del relaterer sig til hans tid i udlandet - Paris og Schweiz. På et tidspunkt bliver han arresteret i Paris efter et simpelt tyveri på et hotel (som ikke var ham, men en ven). Han opdager, hvor svært han har ved at navigere i det, fordi hans opvækst er præget af dårlige erfaringer med politiet, Her opfører de sig anderledes; han er kriminel (muligvis) men ikke en sort kriminel! 

I en lille schweizisk landsby, hvor han slår sig ned, er han den første sorte, de fleste af indbyggerne ser. Her er vi jo stadig lige efter krigen, og da Schweiz var neutral har de end ikke set de amerikanske soldater, der kom til Europa ved freden. Selvom mange europæiske lande jo stadig havde kolonier i Afrika i 1950'erne, så var der en skarpere adskillelse. De blev i Afrika, og kolonimagten var primært hjemme i Europa. I USA blev de jo tvunget til, og må nu leve med den nedværdigende status som raceadskillelsesregler betyder.

Det er jo en relativ lille bog; knap et par hundrede sider og en del blanke imellem. Alligevel kæmpede jeg noget med den; den var meget akademisk og skolastisk, og til tider ret arrogant og belærende. Nogle gange følte jeg det som betragtede han den sorte mand udefra og oppefra som et laboratiedyr?!

Jeg har dog ikke givet op; jeg vil bestemt læse nogle af hans romaner - der er vel en grund til berømmelsen!

Sunday, May 2, 2021

who did you tell ? - Lesley Kara

 


  • Engelsk
  • 2. maj
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I sensommeren læste jeg den virkelig gode psykologiske thriller, som var Karas debutroman. Men inden den udkom havde hun skrevet et udkast til denne roman, som dog blev finpudset og i stedet udkom senere.

Vi er stadig i den lille søvnige engelske by ved kysten; faktisk refererer hovedpersonen i en bisætning til den hændelse, som finder sted i den anden roman. Der sker nemlig normalt ikke meget her.

Det er også derfor Astrid er flyttet hertil efter hun er kommet ud af et afvænningshjem. Hun er 32 år - men retur hos sin mor, som holder et skarpt øje med, at hun ikke falder tilbage til de gamle synder... flasken. Hun holder øje med, at Astrid gåt regelmæssigt til AA-møder, og det er ikke altid nemt for den unge kvinde pludeslig at være "barn" igen.

Men hun ved, at hun skal ud af det en gang for alle. Der er gået for mange år med druk og aftener, hvor hun ikke kan huske, hvor hun sov eller hvad hun lavede.

Astrid får nu chancen for at starte lidt forfra; hun begynder at lave de ting, hun elskede i sin ungdom. Hun møder en dejlig fyr, og hun overholder sine AA-møder.

Men pludselig dukker der beskeder op fra fortiden. Nogle ved, hvad hun har gjort. Endog de ting, som Astrid selv er i tvivl om i sin omtågede tilstand. Så hun er nem at skræmme, og det kan sætte hele hendes nye liv og afholdenhed over styr.

Der er - heldigvis - ikke noget blod, mord og vold; der er faktisk langt mindre af det end i den første krimi jeg læste af Kara. Men der er det menneskelige aspekt af at komme ud af sådan et misbrug, som må være forfærdeligt netop fordi man nok ikke altid ved, hvad man har lavet. Man kan jo bildes alt ind!

Kara kan det der med at holde spændingen fast til sidste side; det er knap så overrumplende som i The Rumour - men jeg var klistret til bigen; og da den er yderst nem at læse, så tog det mig vel 5-6 timer. Det kan jeg så godt ærgre mig lidt over bagefter - når man har betalt 120 kroner; men sådan er det jo når man ikke kan slippe den.

Jeg kan godt lide denne slags krimier; og jeg vil helt sikkert også læse den næste. Måske hellere fra biblioteket dog.

Saturday, May 1, 2021

The Midnight Library - Matt Haig

 


  • Engelsk
  • 30. april - 1. maj
  • 304 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Matt Haig er både forfatter af romaner, børnebøger og non-fiction indenfor marketing, men også psykologi. Han led selv af en depression og sammenbrud, da han var ung, og måske det påvirker emnerne i hans romaner?

I hans sidste roman var det udødeligheden, der var i centrum - i denne er det fortrydelser og muligheder.

Nora Seed er 35 år gammel og single, da hun samme dag mister sit job og hendes kat dør. Hun har ikke kontakt til sin bror, og er håbløst alene og depressiv. Så hun sluger en overdosis af de antidepressive piller, hun i forvejen tager uden stort held.

Men hun dør ikke! Præcis ved midnat vågner hun i et bibliotek, hvor den eneste anden person er Mrs Elm - skolebibliotekaren hun elskede som barn. Der er tusinder af bøger, men først skal hun læse den tungeste af dem alle. Den indeholder en liste over alle de ting, hun fortryder. 

Da hun nu er i dette limbo, skal hun vælge en bog. Hver bog giver hende muligheden for at leve en anden version af hendes liv. Den version, hvor hun måske fortsatte med at svømme - eller spille musik. 

Jeg tror vi alle nogle gange har tænkt over, hvordan vores liv ville se ud HVIS.... det kan være de helt store ting i livet; hvis jeg havde taget en anden uddannelse. Hvis jeg havde taget et andet job i en anden virksomhed. Hvis jeg var blevet født et helt andet sted på jorden. Men i virkeligheden er det også bare de helt bitte små ting, der kan vise sig at være udslagsgivende. 

I 2006 rejste jeg fx til Senegal for første gang. Da jeg steg ud af flyet og skulle finde til hotellet, kom jeg i snak med en belgisk pige (jeg boede på det tidspunkt i Bruxelles). Tilfældigvis skulle vi bo på samme hotel, og vi faldt i snak sporadisk over de næste par uger. I dag er det min allertætteste - det nærmeste jeg kommer en soul mate, og siden da har vi rejst til utallige lande og steder. Men hvis jeg havde taget flyet dagen inden. Eller dagen efter.

Vi kan jo drive os selv til vanvid ved at tænke den slags tanker; og vi ville jo heller ikke vide, havd vi var gået glip af. Var jeg fløjet dagen efter havde jeg måske mødt en anden. Eller ingen.

Nora prøver derfor de åbenlyse valg, som relaterer sig til fritidsinteresser eller uddannelse; men opdager også, at der for hver variant er andre ting, der ændrer sig. Fordi den ultimative og perfekte variant ikke findes. 

Det er åbenbart et emne, der optager Matt Haig - de eksistentialiske tanker om livet. Og indrømmet var det faktisk lidt deprimerende i starten, da jeg selv lige blev fanget i hvad-nu-hvis-legen. Men det er også en easy-read bog med en nærmest lykkelig slutning; i hvert fald den moralsk og etisk korrekte, hvor man ikke ender som milliardær men i stedet indser livert virkelige værdier. Det lyder lidt kliché-agtig, og det er den selvfølgelig også på en måde. Men samtidig hænger man hurtigt fast i historien, og vil vide om Nora falder for fristelsen til det "lette" liv. God hurtig underholdning - men ikke mere!

Thursday, April 29, 2021

Les prisonniers de la liberté - Luca di Fulvio

 


  • Fransk
  • 21.-29. april
  • 784 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er stadig ingen af Luca di Fulvios romaner, der er oversat til dansk - jeg ville ellers mene, at der er et publikum til dem. Jeg opdagede dem dog på fransk, og det passer glimrende til mig at læse dem på fransk fremfor fx engelsk. I sommeren 2019 skrev jeg, at jeg ventede på den næste, som skulle foregå i Buenos Aires - og samme dag den udkom i paperback bestilte jeg den.

Ligesom hans andre romaner er det historisk - men i nyere tid end de to sidste; denne gang er vi i 1912-13. Det er stadig historier om den lilles kamp mod den store; om de gode mod de onde - og de gode, der til tider må være lidt onde for at overvinde livets fortræffeligheder. 

Ligesom i den første roman starter det til dels i Italien; den unge Rosetta er blevet forældreløs - men det betyder blot, at hun har mistet en fordrukken og voldelig far. Dog er hun nu alene, og passer sin lille gård med jord og dyr. Den lokale adelsmand vil have fingrene i jorden, og i det hele taget provokerer det landsbyens beboere, at en ung smuk kvinde lever alene. Hendes dyr bliver dræbt, og hun bliver voldtaget - da hun endelig overgiver sig og sælger sin jord, vil baronen også forgribe sig på hende - og hun flygter ud af landet efter at have overfaldet ham.

I en siciliansk landsby kæmper Rocco for at undgå at komme i mafiaens kløer. Hans far døde, da han tog en kugle for den lokale mafiaboss, men Rocco vil ikke være en del af det - og kæmper for sin frihed og selvstændighed. Mafiabossen ender med at indse, at han er for farlig at have rendende som "løsgænger", og sender ham til Buenos Aires på en båd.

I Rusland lever den 13-årige jødiske Raechel med sin far og stedmor, da en pogrom dræber faderen. Lige inden har landsbyen haft besøg af en flok rejsende, der vil rekruttere unge piger til at være tjenestepiger i Argentina - et løfte om en bedre fremtid, som mange forældre med alt for mange sultne munde ikke kan stå for. Raechel stikker af fra stedmoderen, og indhenter vognen selvom hun umiddelbart ikke interesserer mændene - hun er ikke køn nok!

De tre skæbner mødes i Buenos Aires; Rosetta er undervejs blevet efterlyst, og anholdes ved ankomsten. Rocco foranstalter lidt tumult, så hun kan flygte - men aner ikke andet om hende end hendes fornavn. Raechel har under overfarten opdaget, hvad det i virkeligheden handler om - prostitution!

Nu starter deres kamp for at blive fri - som den franske titel siger... Frihedens fanger. De troede jo alle, at Buenos Aires ville gøre dem fri af fattigdom, vold, mafia og alt det andet onde. I stedet er de nu i en meget værre situation. Rocco må også her kæmpe for at klare sig uden mafiaen, som har arme helt til Argentina. Raechel slipper fri af bordellet; men må gå i skjul som dreng - og Rosetta lever godt men skjult efter sin flugt. Men så kommer baronen til Buenos Aires og det hele accelerer i en ret så hæsblæsende tempo.

Man er jo ikke i tvivl om, at de alle nok skal finde hinanden til sidst. Det starter som individuelle kapitler men som tiden skrider frem krydses deres fortællinger, og de tre hovedpersoner er til sidst en treenighed. Den er måske også lidt mere sukkersød end de tidligere romaner? Der var nogle steder, hvor jeg fik lidt anløb til kvalme - jeg overvejede faktisk om det er en anden oversætter; men det er det ikke. 

Historiens essens er dog interessant og universel ligesom i hans andre historier. Slaveri i en eller anden form har eksisteret siden vi for 11.000 år siden gik over til et jæger-samler-samfund. Det tog selvfølgelig en helt anden drejning med slavehandlen fra Afrika, som de lokale jo selv aktivt tog del i. Nazisterne holdt ild i ideen med deres teori om Untermenschen, og selvom det i dag er forbudt i hele verden florerer det jo stadig. 

I dag eksisterer det mere under begrebet Human trafficking - eller menneskehandel; og en stor del af denne handel er sexslaver. Fulvios roman bygger også i høj grad på et sådant netværk, som jeg aldrig havde hørt om - og som er uhørt afskyeligt. Zwi Migdal-organisationen blev grundlagt i 1906 af polske jøder; og i bogen er det den gruppe, der får Raechel og de andre unge piger til at følge med. Under dække af religion og velgørenhed lokkede de forældre til at sælge de unge piger - eller betale for deres rejse til et bedre liv, som det hed sig. I realiteten blev de under rejsen allerede misbrugt - det var deres måde at betale for billetten. Ankommet til primært Buenos Aires kom de direkte til et bordel, og mange kom aldrig nogensinde ud af de huse. Organisationen ejede mere end 2.000 bordeller med tusinder af kvinder, der havde op til 350 "kunder" om ugen. De døde ganske enkelt af udmattelse!

Ligesom mafiaen havde de beskyttelse direkte fra politiet og embedsmænd, som til gengæld fik gratis "service"; i virkelighedens verden var det en ung jødisk kvinde, Raquel Liberman (ikke langt fra historiens Raechel), som til sidst fik politiet til at gå  ind i sagen og stoppe dem. Ikke desto mindre fortsatte netværket stadig under det nye navn Zwi Migdal, og den endelig slutning på dette mareridt kom paradoksalt nok med 2. Verdenskrig, da det ikke længere var muligt for dem at "rekruttere" unge piger i Centraleuropa. 

Det er polsk og italiensk mafia op mod hinanden i en hæsblæsende historie, som også har absolut burleske karakterer som den italienske baron, der går amok i en kokainrus. Så til trods for lidt for meget sukker nogle steder, så var det en fantastisk historie som altid.

Monday, April 19, 2021

Une minute quarante-neuf secondes - Riss

 

  • Fransk
  • 15.-19. april
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For en del år siden læste jeg en teori om, hvor lang tid, der skal gå før man "bearbejde" store traumer i kunsten - film, romaner, etc. Det kan være krige, naturkatastrofer - men også voldsomme begivenheder som fx terrorangreb. Den periode er kortere og kortere; fordi vi i forvejen bombarderes med så meget information i reel tid, at vi allerede har fået de voldsomste indtryk. At læse om skyttegravskrigene under 1. Verdenskrig, når man aldrig havde set det live var langt mere problematisk, og det krævede, at sårene var helet. Efter 9/11 gik der også nogle år inden nogen "turde" skrive om det - men ikke så lang tid som tidligere.

Den franske forfatter Philippe Lançon skrev allerede i 2018 sin historie om vejen tilbage til livet efter angrebene på Charlie Hebdo i januar 2015. Han var en af de hårdest sårede, og det var voldsom læsning fordi de reelle nyhedsdækninger var så friske i erindringen - og ikke mindst fordi der var en vis sammensmeltning med angrebene senere samme år også i Paris.

I slutningen af 2019 udkom så en anden førstehåndsberetning fra den dag januardag i redaktionslokalet; denne gang skrevet af Riss, som i mange år havde arbejdet på Charlie Hebdo. Han var med til redaktionsmødet som aktionr og nøgleperson på redaktionen - men det var ikke ham, de primært var ude efter. Målet var Charb; chefredaktøren, som terroristerne specifikt sikrede sig var tilstede. Og død.

Riss kastede sig på gulvet, og ventede. I et minut og niogfyrre sekunder, som den franske titel siger. Han spillede død; og da det var ovre forsøgte han med hjælp at komme ud af lokalet uden at se sig omkring. Han var meget bevidst om, at de otte andre var døde og han besluttede med sig selv, at han ikke ville se på dem. Selv var han såret i skulderen af en kugle direkte igennem; og måtte igennem flere måneders hospitalsophold og genoptræning. 

Men han skulle også finde tilbage til en helt ny verden. Uden de mennesker, der havde været hans nærmeste venner i årevis. Med reduceret mobilitet i armen. Uden at kunne færdes frit længere - nu var det under konstant overvågning. Med interne stridigheder omkring genstarten af avisen, da nogle forsøgte at udnytte den bølge af velstand, der momentant fulgte i kølvandet på angrebet.

I bogen beskriver han til dels, hvad der skete - men ikke i modbydelige detaljer; men også hans tidligere møder med døden, som var begrænset og selvfølgelig langt mere fredelig. Der er et kapitel omhandlende hver af de kolleger, han mistede, som er vikrelig hjerteskærende.

Riss mener ikke selv, at han lider af PTSD i overdreven grad; alligevel er det tydeligt, hvor voldsomt dette har været. Han gentager datoen mange, mange gange - det er ikke nok at referere til 'angrebet' fx; nej, han har behov for at skrive det. 7. januar 2015. 7. januar 2015. 7. januar 2015. Han vil ikke glemme dagen, kollegerne, hadet, kampen, uretfærdigheden, ideologien....

Det var hård læsning; jeg måtte tage det i små bidder fordi det ganske enkelt gjorde ondt ned i maven at læse om det. Det er måske her tesen om, hvor lang tid, der skal gå, er relevant? På den anden side kan vi ikke fornægte det - og endelig så er jeg jo ikke berørt. Blot en læser, der ikke skal leve med det daglige mareridt at have overlevet.

Lançons bog udkommer snart på dansk; og måske med tiden kommer denne også. Jeg vil ikke sige den ene er bedre end den anden; for de to personer havde to vidt forskellige skader men var selvfølgelig også inden angrebet to vidt forskellige mennesker. De havde hver deres 7. januar 2015.

Tuesday, April 13, 2021

Offer 2117 - Jussi Adler-Olsen

 

  • Dansk
  • 11.-13. april
  • 488 sider

Niende bind om Afdeling Q - som vist udkom for lidt tid siden; men først kom på min radar. Det er jo typisk garanti for god og underholdende spænding, selvom man måske kunne ønske en lidt højere kadence. Ikke mindst for at følge baggrundshistorierne om Rose, Carl og Assad lidt bedre. 

Dette bind var ingen undtagelse fra reglen; faktisk synes jeg næsten det er den absolut bedste i hele serien. De første bind var lidt mere famlende; Specielt Fasandræberne var virkelig ikke vellykket med dens imitation af reelle personer. 

Senere har Adler-Olsen bevæget sig mere mod højaktuelle emner, og i dette niende bind er det virkelig relevant og dermed også interessant. Ligesom ottende bind fokuserede mere på Roses liv og historie, så er det her - endelig - mysteriet om Assad, der opklares. Det er en barsk historie om krig, Abu Ghraib-fængslet (eller et anneks deraf) og flygtninge.

Dem, som hver dag skyller op på strande i Sydeuropa - og offer 2117 er netop en kvinde med en forbindelse til Assads fortid. Denne kvinde bliver for to andre protagonister et symbol - den ene er den lidt patetiske spanske journalist Joan, som leder efter sit store gennembrud. Den anden er den unge Alexander, som lever i en fiktiv gamer-verden. De to sætter sig mål for at offer 2117 ikke forbliver et nummer i statistikken; og Assad, Carl og Rose skal finde den danske dreng - mens hele Europa pludselig fanges i jagten på Joan.

Journalisten er nemlig uforvarende kommet i meget forkerte hænder på nogle terrorister, som planlægger angreb i større europæiske byer. Den slags aktioner, som vi har set i de senere år med selvmordsbomber i folkemængder - og som jo også rejser spørgsmålet om, hvem der kommer over grænserne. For de er ikke alle nødvendigvis blot flygtninge!

Assads historie er gribende og voldsom; mod slutningen kan man så spekulere over, om han kommer tilbage i det, der lader til at skulle være to afsluttende bind? Det virker som en god plan for Adler-Olsen - to bind mere vil strække sig nogle år ud i fremtiden; og så har Afdelign Q fyldt meget. Man kan sagtens forstå, at han vil lukke den ned nu.

Jeg kunne sagtens læse de to bind lige nu; for dette var virkelig en sjælden fornøjelse i en genre, jeg gør mig mindre i!

Saturday, April 10, 2021

Den tavse patient - Alex Michaelides

 

  • Engelsk
  • 9.-10. april
  • 352 sider
  • Originaltitel: The Silent Patient

Der var en enorm venteliste til denne krimi på biblioteket; hvorfor jeg selvfølgelig antog, at den måtte være virkelig god! Jeg læser jo ikke mange krimier, men hvis den er virkelig spændende, så er det en fornøjelse.

Alicia Berenson er kunstner og i begyndelsen af 30'erne, da hun dræber sin mand. Hun bliver fundet med pistolen i hånden, blod over det hele og mandens hoved skudt sønder og sammen. Det burde jo være en nem tilståelsessag. Men problemet er, at hun ikke taler. Ikke et ord siger hun i årevis. Da man mener hun er mentalt syg kommer hun ikke i fængsel, men modtager en forvaringsdom på en sikret institution.

Theo Faber er psykoterapeut, og fascineret af Alicias historie. Så da der er et ledigt job på selvsamme institution vil han absolut have det. Han mener, at han kan få hende til at tale. Allerede der fornemmer man jo, at der må være grunde til denne iver.

Institutionen viser sig at være fyldt af mennesker med en mystisk forbindelse til Alicias fortid; alle nogle, som måske ikke er interesseret i, at hun begynder at tale? Ligesom hendes svoger, som bestyrer boet efter Alicias mand - og vennen Jean-Félix, som var hendes gallerist, og nu lever højt på, at hendes malerier er efterspurgte på grund af dramaet omkring dem.

Theo har selv en broget fortid med en voldelig far, og et psykisk belastet barndomshjem. Alligevel er han psykoterapeut for stærkt syge mennesker; det virker jo lidt for utroligt for mig. Vi følger ham i hans privatliv, hvor hans alt for perfekte hustru begynder at være ham utro - og det får alle barndommens dæmoner til at gro frem igen.

Det er ret freudiansk! Din barndoms traumer vil uundgåetligt komme tilbage - og Alicias barndom var også tragisk, da hendes mor døde i en trafikulykke og faderen senere ønskede, at det var hende, der var død i stedet. Koblet op med en klassisk græsk tragedie, som spiller en rolle for Alicia bliver det detonatoren....

Det hele foregår i høj hast; man blæses fra det ene kapitel til det næste; med skift til Alicias dagbog, hvor man kronologisk følger dagene op til mordet.

Jeg vil bestemt ikke sige, at slutningen var overraskende. Faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor den skulle være så populær? Men det er uden tvivl fordi krimier ikke er min foretrukne genre. Det er rigtig god og meget letlæselig underholdning - helt bestemt.

Thursday, April 8, 2021

Mit livs mottoer - Karen Blixen

 

  • Dansk
  • 5.-8. april
  • 337 sider

Gode danske klassikere læser jeg ikke mange af - men det skulle der gøres noget ved, da jeg så denne meget smukke bog. Som undertitlen siger, er det ikke en roman - men en samling af essays fra en længere årrække, og omhandlende vidt forskellige emner.

De første essays er fra starten af 1920'erne - altså knap hundrede år gamle - og er en længere filosofisk betragtning over ægteskabet. Dette var jo blot nogle år efter, at Blixen var blevet gift med Bror Blixen, ar ankommet til Afrika og havde opdaget hans utroskab, hans syfilis etc. Hendes opfattelse af ægteskaber var ikke længere specielt positivt! Det mærkes tydeligt i teksterne.

Andre er fx betragtninger over forskellen mellem hvide og sorte; der har gennem tiden været diskussioner om Blixen vra racist i sin tid i Afrika; eller om hun behandlede de lokale som laverestående.
På den ene side er det jo bevist, at Blixen gjorde uendeligt meget for de folk, der arbejdede for hende. Hun oprettede skoler for dem og også deres børn; og behandlede dem uden tvivl langt bedre end mange andre hvide i perioden. På den anden side kan det ikke undgås, at hun var farvet af sin tid. Ligesom det ikke giver mening - i mine øjne - at omskrive Tintin i Congo; ligeledes må vi i dag acceptere at holdninger heldigvis ændrer sig. Men vi kan stadig læse de originale tekster, se de gamle malerier og lære af det i stedet for at forarges.

Denne del lærte mig tværtimod langt mere om hendes "moderne" holdning til kolonialismen; Blixen var klar over, at hun var gæst og at de hvide europæere tog fra de lokale og ødelagde deres land. Men at de også hjalp med at skaffe dem arbejde. Alt dette var jo ydermere årtier inden de blev frie - hvilket Blixen jo næppe kan kunne stå til ansvar for, at de ikke var.

Andre essays er radiotaler Blixen holdt til nationen; der er én fra London nogle år efter 2. Verdenskrig; en anden tale er en pudsig historie om hendes hjems Rungstedlundshistorie fra slutningen af 1950'erne. Her fortæller hun om sine planer om at oprette en fond og lave et fuglereservat så stedet kan bevares. Heldigvis findes huset jo i dag som museum; men dengang kunne hun næppe forestill sig, at hun skulle tiltrække turister fra hele verden. Til slut beder hun lytterne om at støtte med 1 krone hver - det var sandelig andre tider!

Den måske mest interessante del er hendes rejse til Tyskland i foråret 1940 som en del af en rejseplan til også London og Paris. Den blev ikke til mere, da Danmark blev invaderet i april 1940 - men hun nåede at være en måned i nazi-Tyskland med ledsagelse af Propagandaministeriet. Igen skal man jo huske på, at dette er skrevet mens tingene skete - og krigen var ung. Der var endnu ikke rygter om gaskamre osv. - og ikke mindst skal hun jo passe lidt på, hvad hun skriver som gæst i landet. Ogs hjemvendt til Danmark, som jo var besat og med censur; men der er nogle interessante - nærmest komiske - betragtninger over ligheden mellem islam og nazisme! Jeg er ikke sikker på, hvad Adolf ville have sgat til det!

Den er til tider særdeles kringlet i sproget; det er tiden - men man ser også en forskel i teksterne fra begyndelsen af 1920'erne til dem 40 år senere.
Men det er jo charmen ved at læse ældre litteratur.

Der, hvor det virkelig er beskæmmende er Gyldendals sdvanlige sjusk, som jo ikke kan undskyldes med alderen. Bogen er så utrolig lækker at have i hænderne; smuk forside og tryk i inderomslaget.
Men.... i starten er sidetallet trykt i den forkerte side; indholdsfortegnelsen er konsekvent forkert, da den er forrykket hele bogen igennem.
I slutningen af bogen finder man forklaringer på, hvorfra hvert kapitel stammer - det ville jo være mere belejligt at have i hvert kapitel! Det er relevant at vide, at det er en nedskrevet radiotale fx.

Det er så irriterende, at man altid skal ærgre sig over at investere i Gyldendals produkter; men tilsyneladende er kvalitet ikke del af deres strategi.

Sunday, April 4, 2021

Miroir de nos peines - Pierre Lemaître

 

  • Fransk
  • 1.-4. april
  • 576 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Endelig kom sidste bind i Lemaîtres trilogi, som har den franske titel Katastrofens børn; dette skal jo ses overført - vi er alle børn af en tid. I trilogien er det 1. Verdenskrig med de to venner og soldater, der fusker med krigsmonumenter. I anden del var det mellemkrigsårene med børskrak og kvinders frigørelse; hvor vi følger søsteren til en af de to soldater fra første bind.

Tredje og sidste del foregår i starten af 2. Verdenskrig; den slutter faktisk i sommeren 1940 og Lemaître gør derfor her det samme som i første bind. Det er ikke hele krigen vi følger, men snarere enkelte dele, som summerer helheden i sig selv.

Louise er tredive år gammel og arbejder både som skolelærerinde og servitrice på Mr. Jules' lille restaurant i Paris. Umiddebart virker hun som en helt ny person; men hun viser sig at være den lille pige, som legede med de to soldater og deres masker, da de boede i hendes mors hus efter 1. Verdenskrig. Nu er hendes mor død, og hun opsøges af en stamgæst i restauranten, som vil betale hende en uhyrlig sum for at hun viser sig nøgen for ham. Da hun accepterer, skyder han sig en kugle i hovedet!

Samtidig møder vi Raoul og Gabriel; to soldater, som skal i krigen for at forsvare Frankrig - man afventer tyskernes invasion; men ingen ved, hvilken vej de har tænkt sig at tage ind i Frankrig. 
Raoul er en lurendrejer - han snyder med hærens midler, og har en lukrativ sortbørsforretning kørende. Men da tyskerne kommer, viser det sig at Raoul virkelig træder i karakter og vil kæmpe. De to mænd ender sammen på en flugt fra først tyskerne, så som desertører fra den franske hær - og endelig fra fængslet under en transport fra et fængsel til det andet som franskmændene erkender, at tyskerne nærmer sig.

Historien er til tidwer absurd, burlesk og utrolig præcis som i første bind - langt mere end i andet bind, synes jeg. Som fx denne Désiré, som er en mester udi forvandlingens kunst. Han skifter efternavn og profession for underholdningens skyld; han optræder som pilot, læge - og ender som højt betroet medarbejder i det franske Informationsministerium. Når han mærker jorden brænde, forsvinder han brat og finder en ny identitet. I sommerne 1940 finder man ham således igen som præst i et lille kapel, der modtager flygtninge. Her arbejder han sammen med Alice, som er gift med Fernand. Fernand er fangevogter for Raoul og Gabriel.

Man følger de forskellige protagonister separat i hvert kapitel; men de færdes hurtigt alle på de franske landeveje ned mod Loire-dalen. Det var her den store exodus fandt sted, da millioner af mennesker nordfra søgte mod syd i sikkerhed væk fra de fremmarcherende tyskere.

Der er elementer af sandhed i nogle af de historier Lemaître bruger; som fx exodus; men også Informationsministeriet, og de halvhjertede forsøg og successer med at forsvare Frankrig, som jo bekendt blev invaderet af tyskerne. 

Hans karakterer er fantastiske; levende og personlige og alle med et gran af originalitet i sig; og som historien skrider frem opdager vi, at der er mere, der binder dem sammen end blot krigen.

Det er overordnet et mesterværk - det er syv års arbejde lagt i de tre storslåede romaner; som måske ikke går over i verdenslitteraturen, men er et skævt og underfundigt blik på en katastrofal periode i historien. De to første bind er oversat til dansk, og det bliver denne uden tvivl også - med fordel kan man så læse alle tre bind selvom de ikke er sammenhængende.

Wednesday, March 31, 2021

Hvor flodkrebsene synger - Delia Owens

 

  • Engelsk
  • 29.-31. marts
  • 370 sider
  • Originaltitel: Where the Crawdads Sing

En enorm succes fra efteråret 2019 - og jeg var lidt afventende og tøvende; jeg ved ikke helt hvorfor. Men med bibliotekernes delvise genåbning fik jeg den hentet, og det blev til en intens og hyggelig før-påskelæsning. For det er absolut en velfortjent succes!

I 1950'ernes North Carolinas sump bor den lille Kya med sin familie; en fattig familie med en fordrukken og voldelig far, der stille og roligt går i opløsning. De ældre søskende rejser først. Så forlader moderen dem. Og til sidst rejser storebroderen Jodie. Kya er kun 6 år gammel, og faderen er ikke meget bevendt som forsørger. Desuden fornemmer den lille pige hurtigt, at familien ude i sumpen er allernederst i det sociale hierarki i samfundet. Selv landsbyen, hvor de sorte bor, rangerer over hende - de lever da trods alt i ordnede familieforhold og passer på hinanden. Perioden og denne sociale konstellation minder lidt om Dræb ikke en sangfugl, som foregår lidt tidligere historisk.

Parallelt med historien om Kyas opvækst følger man opklaringen af mordet på Chase Andrews; byens sportsstjerne men også en playboy, som åbenlyst var sin kone utro.

Fra 1952 må Kya stort set klare sig selv; hun må lære at finde brænde, penge, mad.... og den sorte Jumpin' og hans kone hjælper til fra sidelinien. De ved godt, hvor galt det står til - men respekterer også hendes stolthed. Kya kommer i skole en enkelt dag; mobbet af de andre børn, vender hun aldrig tilbage  og lærer hverken at læse eller skrive.

Ude i sumpen bliver hun hurtigt et med naturen, og lærer den at kende som sin egen lomme. Man drages fuldstændigt ind i billedet af Kya, der sejler rundt i kringelkrogene af vandområderne og lever i pagt med naturen og dyrene. Jeg så for mig scenerne, hvor hun fodrer fuglene og sover med dem på stranden. Owens får skabt et helstøbt billede af stedet og ånden. Kya bliver jo en særling; men mødet med drengen Tate forandrer hende. Han lærer hende at læse og skrive, og da de bliver voksne starter de et forhold.

Tate skal væk på high school - og så svigtes Kya igen; nogle år senere indleder hun dog et forhold til Chase - og hun tror på, at han vil gifte sig med hende. Hun tror på, at hun kan komme ind til den nærliggende by og leve blandt mennesker. Men hun er et cirkusfænomen for dem - for Chase er hun på den ene side den vilde pige, han kan udleve seksuelle fantasier med; i hvert fald når han praler overfor vennerne. Men dybest inde er hun langt mere for ham; noget han ikke vil indrømme - men ved hans død bar han den halskæde hun havde lavet til ham. Den er dog væk fra liget - så hvem har fjernet den?

Det er ikke en traditionel krimi; selvom mordgåden opklares i de allersidste sætninger. Om det var en overraskende slutning ved jeg ikke helt? 

Men forcen ligger i stemningen i hele bogen; der er et par steder, hvor det bliver lidt pladderromantisk - og der er en happy ending alligevel - eller måske heldigvis! Men det er jo også historien om at blive og leve som udstødt af et samfund, og stadig finde sig selv og en vej gennem livet. Det er en ode til naturen og det enkle liv; fx bruger Kya dyrenes adfærd til at afkode og lære, hvordan hun skal håndtere forskellige situationer i sit eget liv.

Det er en sen debutroman -= Delia Owens er født i 1949; men hun har tidligere udgivet bøger om netop dyreadfærd efter at have levet med sin mand i flere afrikanske lande. Men så tænker man jo umiddelbart, at der ikke kommer utallige andre romaner fra hendes hånd - og om man kan klare en opfølgning til så voldsom en succes? Vi får se!