Lavendelhaven - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 7.-9. juni
• 544 sider
• Originaltitel: The Light Behind the Window

Jeg synes jeg trængte til noget meget let fordøjeligt - selvom jeg havnede tilbage i historien om 2. Verdenskrig. Jeg har læst stort set alle Lucinda Rileys romaner, tror jeg. Hendes helt store gennembrud kom jo med serien om de syv søstre, men mens jeg ventede på næste bind i serien, læste jeg nogle af de andre romaner, som udkom inden eller parallelt med søster-serien. 

Denne roman er fra 2012, og følger den skabelon, hun har brugt mange gange med en rammefortælling, hvor nutid og fortid bindes sammen af historien.

I 1999 mister Émilie de la Martinières sin mor, og er nu arving til familiens slot i Sydfrankrig. Hun havde et komplekst forhold til moderen, efter at have mistet sin far som teenager, og har gjort alt for at distancere sig fra sin velhavende baggrund. Alene i det store hus er der hurtigt problemer, men som en ridder på den hvide hest dukker den engelske Sebastian helt tilfældigt op og hjælper hende.

Som læser kan man jo med det samme gennemskue, at han er skurken. Samtidig virker Émilie håbløst naiv, som hun kaster sig i armene på ham uden at undersøge hans baggrund. Men han fortæller hende, at hans mormor havde opholdt sig på slottet under krigen. Da hun er død, ved han desværre ikke meget om detaljerne. Men slottets vinbonde, Jacques, er en gammel mand, der kender hele historien.

Bogen springer mellem den fortælling fra 1943-44, hvor Constance (Sebastians mormor) hyres af SOE, og sendes til Frankrig som hemmelig agent til Émilie og Sebastians hurtigt eskalerende forhold.

Historien om Constance er af en helt anden karakter. En viljefast velbeskrevet protagonist i modsætning til Émilie, som irriterer ved sin naivitet. 

Der er mange åbenlyse arketyper i historien; og mange paralleller. Der er de to hold brødre - en fra hver periode - som i begge tilfælde hader hinanden. Under krigen er der Émilies tante, som er blind og i nutiden Sebastians bror, der sidder i kørestol. Der er de gode og de onde - nazister, der tror (eller ej) på ideologien. Tjenestefolkene før og nu, der er trofaste støtter, der vil gå i døden for deres arbejdsgivere... og der er selvfølgelig kærlighed og konflikter.

Dog vil jeg sige, at der var flere overraskelser helt til slutningen. Som altid med denne slags bøger, når man jo at regne slutningen ud, men Riley formåede alligevel at overraske mig en smule.

Det er virkelig let læsning - men det skal jo også til!

Aryennes d'honneur - Damien Roger

 

• Fransk
• 6.-7. juni
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet et par år nu på, at denne skulle udkomme i paperback-udgave, men det ser ikke ud til at ske og til sidst lod jeg mig rive med af den "dyre" udgave. Jeg læste den i et stræk i weekenden - endnu et argument for udelukkende at købe paperback. Men historien var fascinerende, og selvom det er romantiseret, er det baseret på personer og hændelser, der har fundet sted.

I slutningen af det 19. århundrede var der en større gruppe aristokratiske og rige jødiske familier i Frankrig - især i Paris. Det kan man læse om i fx bogen om Camondo-familien eller historien om portrættet af Betty Rothschild. Det var et liv i en anden verden med enorme rigdomme, og meget lukkede cirkler, hvor man var en del af begrebet "De 200 familier", som betegnede den elite, der styrede Frankrigs industri, finans og handel - og dermed også kulturen og den selskabelige elite. Disse familier var ikke kun jødiske - det var adelen og borgerskabet, der havde den største indflydelse og magt i samfundet.

Derfor handlede det også om dynastiske alliancer og det skete, at døtrene i de jødiske familier blev gift med katolske mænd. Det modsatte skete sjældent, da det var vigtigt, at de jødiske mænd giftede sig indenfor religionen, da en jødisk mor jo er nødvendig for at bibeholde den genetiske arvelinje. 

Bogen følger tre af disse kvinder. Søstrene Marie-Louise og Lucie Stern fødes i 1879 og 1882, og bliver i begyndelsen af det nye århundrede gift med franke adelige. Det samme gør deres kusine Suzanne Stern, som er lidt yngre. De bliver markiser og konverterer til katolicismen i forbindelse med deres bryllupper. Deres børn opdrages og døbes i den katolske tro, og mødrenes oprindelse er irrelevant. Godt nok ses der nogle gange lidt skævt til dem - en blanding af "nye penge" og efterdønningerne af Dreyfus-affæren spiller en rolle.

Men da krigen bryder ud, ændrer alt sig. Pludselig er de igen jøder i henhold til Nürnberg-lovene, der statuerede, at personer med tre jødiske bedsteforældre var jøde. Deres mænd og børn er jo ikke omfattet af disse blodsbåndregler, og deres børn var ofte slet ikke klar over familiehistorien.

Især Marie-Louise (nu Chasseloup-Laubat) er tæt veninde med marskal Pétains hustru - lederen af den franske Vichy-regering, som arbejdede tæt sammen med den besættelsesmagten. I krigens første år lever de som alle andre med frygten for krigen, men også for deres personlige situation. Da loven om at bære en gul stjerne indføres i 1942 er de dog berørte. Marie-Louise sættes i fængsel, men familierne bruger deres bindeled til Pétain, som trods sin antisemitiske holdninger, skaffer dem den æresbetegnelse, som har givet bogen dens titel: Æresariere. Det er skræmmende i dag, og det må have været skrækkeligt for disse kvinder.

De rejser rundt mellem deres slotte eller fra den frie til den besatte zone indtil det også ophører. Lucie er dog enke, og måske mindre beskyttet end de to andre kvinder, og tages til fange i 1944. Familien gør alt for at få hende ud, men breve krydser hinanden, og da det opdages er hun allerede på et tog til Auschwitz, hvor hun kommer direkte i gaskammeret på grund af sin alder (61 år) og dårlige helbred.

Det er et helt særligt kapitel i fransk historie, hvor disse familier måtte bruge deres forbindelser til at overleve på trods af moralske skrupler. Det sætter spor i ægteskaberne, hvor mænd pludselig skal forholde sig til en etiket på deres hustruer, de slet ikke tænkte over. Der fortælles ligeledes en del om Pétains politik, som stadig er en skamplet på den periode. 

Der er ingen skæbner, der er mere forfærdelige end andre i nazismens uhyrligheder. Disse kvinder giftede sig ikke for at fjerne et stigma fra deres person; det er blot en barsk fortælling set fra en anden vinkel end mange af de andre forfærdelige skæbner.

How I Stopped Being a Jew - Shlomo Sand

 

• Engelsk
• 5. juni
• 102 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En provokerende titel - og en bog, som jeg gladeligt læste alene derhjemme og næppe ville have taget med i metroen. Desværre er det jo sådan og med eksisterende geopolitiske kriser endnu mere relevant.

Shlomo Sand er en israelsk historiker, født i Østrig af jødiske forældre flygtet fra Polen. Han har boet og arbejdet i Paris, men siden undervist ved universitetet i Tel Aviv. Dette essay er fra 2014, og det giver jo et andet perspektiv end det ville have gjort i dag - skrevet i dag ville den have set meget anderledes ud.

Sand definerer sig selv som sekulær israeler, og altså ikke som jøde. Han anerkender sin families historie, men anfægter den status som jøde, der automatisk følger med israelsk statsborgerskab. Israelske statsborgere defineres ud fra en religion, hvilket ifølge Sand ikke har nogen mening i et demokratisk samfund. En stat eller en nation er ikke en race. Det er ikke en religiøs etiket.

Han kommer med flere eksempler på den forskelsbehandling, der foregår ligesom han beskriver, hvorfor og hvordan denne etnocentriske kultur opstod på baggrund af historien og ikke mindst Holocaust.

Jeg læste den primært fordi jeg synes det er vigtigt at anskue disse emner fra flere sider; præcis som da jeg læste fortællingen om den palæstinensiske konvertit og spion. Vi bombarderes med informationer i nyhederne; men de er præsenteret af vestlige journalister med et livssyn, der er præget af vores arv og kultur. Det er vigtigt at supplere dette med andre synspunkter. Det gør mig ikke partisan for det ene eller det andet, men det hjælper mig til at forstå verden en anelse bedre!

L'ascension (Les trafiquants d'éternité II) - Amélie de Bourbon Parme

 

• Fransk
• 1.-4. juni
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var præcis så begejstret for andet bind i denne serie som jeg var for første bind, som jeg læste for sbart to år siden. Det er den slags bøger, hvor man ville ønske man havde tålmodighed til at vente - for tredje og sidste bind er slet ikke udkommet endnu, og så skal jeg vente på paperback-udgaven. Det bliver næppe før 2028.

Vi sluttede i 1503 med pave Alexander VI's død, da Alessandro Farnese er blot 35 år gammel og endnu for ung til at tænke seriøst på sin egen plads på tronen. Men ambitionerne er der, og hans strategi er at køre sig selv i stilling til en position i toppen af hierarkiet. Efter en pave, der blot levede i 26 dage, vælges Julius II til posten, og Alessandro får et tæt og fortroligt samarbejde med den krigeriske pave, der flere gange leder Vatikanets tropper i krig - en kontroversiel opførsel for en pave, men han vil genvinde de italienske bystater.

Da han dør i 1513 vælges en Medici - Leo X - på trods af Julius II's henstilling om at udpege Farnese. Leo X er syv år yngre end Farnese, og denne indser, at det nu kan betyde, at hans mulighed er forpasset. Samtidig hærges Europa af konflikterne mellem nogle af de mest karismatiske konger måske nogensinde! Dette århundrede er jo for mig det mest fascinerende i vores historie. Der var Henry VIII i England, som brød med Vatikanet (for at opnå sin skilsmisse), og skabte Church of England. I Spanien sad Karl V, som samtidig var kejser over store dele af katolsk Europa - og i Frankrig var François I blevet konge. Så her var tre alfahanner - alle unge og ude efter magt og rigdom, og i konstant konflikt med og mod hinanden med Vatikanet som modvægt i deres alliancer.

Samtidig ulmer reformationer med Martin Luther, og Leo X er ude af stand til at dæmme op for den gennem ændringer i kirken. Da han dør i 1521, tror Farnese, at han har en reel chance - men i stedet vælges en ældre ufarlig kandidat, Hadrian VI, som dog dør efter knap to år. Men endnu engang vælges en Medici - Klemens VII - som Farnese kæmper for at få indflydelse hos. Det er perioden for plyndringen af Rom i 1527, hvor Karl V's tropper ødelægger byen og en stor del af byggeriet af Peterskirken, som Julius II havde påbegyndt i 1506.

Farnese kæmper med sin familiesituation. Det går ikke ubemærket hen, at han lever i et forhold med en kvinde og tolerancen er ved at ændre sig. Han mister en søn i krigen mod Karl V, mens den anden skifter side til fjenden for at få den hæder, han ikke mener at kunne få som uægte barn af en kardinal.

Karrieren går dog bedre, og da Klemens VII indser, at han har brug for ham, bliver han den åbenlyse nye tronfølger. Bogen slutter med pavens død i 1534, og et nyt konklave. Det bliver et hurtigt konklave på trods af de tre faktioner - Medici (italiensk), Kejserriget og Frankrig - hvor Farnese bliver valgt på blot to dage med alle 46 stemmer for sig. I bogen fremstilles det som, at han overdriver sin fysiske tilstand. Han er på det tidspunkt 66 år gammel, og det ville jo være god grund til at tro, at det ville blive et kort pavedømme. Så han halter lidt mere, og hoster lidt mere så de tror han er svagere end han er. Men han har ventet i årtier på denne chance, og er mere end klar - og frisk! 

Det kommer med personlige konsekvenser; Silvia og han bor ikke længere sammen, og kirken er i en krise som aldrig tidligere set.

Det er et fascinerende portræt af manden, af perioden, af de politiske og dynastiske spændinger, der præger alt for alle i renæssancen. Det er virkelig ærgerligt, at jeg skal vente nogle år på sidste bind, som kommer til at handle om perioden 1534-1549 - hans pavedømme.

Den første drøm - Martin Møller Geertsen

 

• Dansk
• 31. maj
• 180 sider
• Anmeldereksemplar

I sidste uge læste jeg to noveller, og måtte igen forholde mig til mit forhold til denne genre. Det er komplekst. Hvis forfatteren formår at skabe et rum indenfor ganske få sider, som fremstår helstøbt og med en handling ag afslutning, der afrunder historien, så kan jeg overbevises. Når jeg kigger tilbage i anmeldelserne af novellesamlinger, jeg har skrevet, er det dog nærmest umuligt at begejstre mig.

De femten noveller i denne lille samling varierer fra fire sider til lidt mere end tyve sider, men gennemsnitligt er de på lidt mere end ti sider. Det er nok også den største forskel; for indholdsmæssigt er variationen langt mindre.

Der er en så tyk rød tråd igennem alle historierne, at jeg til sidst følte jeg læste den samme persons historie. Det er øl, whisky, cigaretter, dunkle værtshuse og deraf følgende triste menneskeskæbner. En hverdagsrealisme, der på omslaget beskrives som "mennesker, der er på vej gennem et liv, de ikke genkender". 

Det er historier om fraskilte mennesker, der ikke kan finde deres nye ståsted og drukner sorger og usikkerhed i spiritus. Det er historier om korte møder, der ikke fører nogen vegne. Og det gør novellerne heller ikke rigtig synes jeg. Der er sjældent en morale eller klar afslutning på de små historier, og når man har læst størstedelen af dem, bliver man lidt deprimeret ved tanken om, at resten fortsætter i samme spor. Det virker desværre alt for fastlåst i én fortælling set fra forskellige vinkler; hvor det ville have været en reel styrke, hvis forfatteren var i stand til at variere sine historier og perspektiver.

Det foregår i en tid - 1980'erne vil jeg sige - hvor alle ryger indenfor (og hele tiden), og alligevel er der en del anakronismer. Der er desværre også en del sjuskefejl i korrekturen. Man "tykker" ikke mad. Man holder sig ikke i "skinnet". Og man er ikke på "afvending". For blot at nævne nogle eksempler. Det er irritationsmomenter for mig desværre. Det, sammenholdt med den overordnede pessimistiske deprimerende stemning, der mangler variation i perspektiv og afslutning af novellerne overbeviste mig ikke. 

Le rêve du jaguar - Miguel Bonnefoy

 

• Fransk
• 29.-30. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ti år siden jeg sidst læste noget af Bonnefoy, og den er stadig ikke oversat til dansk ser det ud til. Jeg kan forstå det, da hans stil og univers er temmelig langt fra dansk - eller skandinavisk - litterær kultur. Denne roman fra 2024 har dog modtaget indtil flere franske priser, og jeg havde ventet i spænding på dens udgivelse i paperback-version.

Bonnefoys forældre er fra henholdsvis Chile og Venezuela; han er opvokset i blandt andet Portugal, men altid gået på franske skoler. Han bor i dag i Paris og skriver på fransk fremfor spansk eller portugisisk.

Men hans arv fornægter sig ikke! Som jeg skrev for ti år siden, er vi i det finurlige grænseland mellem virkelighed og poesi, som kendetegner meget sydamerikansk litteratur fra Allende til Marquez. 

Jaguarens drøm har ikke nogen fysisk jaguar i handlingen. En overtro siger dog, at hvert kuld kattekillinger har en jaguar iblandt sig. Denne unge vokser op udskudt fra flokken, men vokser op til at blive til noget helt særligt. Således sker det for den lille Antonio, der som spæd efterlades på kirketrappen og tages ind af den stumme Teresa, der ser ham som en mulighed for at tjene flere penge.

Antonio vokser op, og tjener penge som altmuligmand på et bordel, cigaretsælger og i havnen inden han finder frem til sin biologiske familie og kommer i skole i en sen alder. Her møder han Ana Maria, og de bliver begge læger - hun som den første kvindelige læge i Maracaibo, hvor de kommer fra.

De bliver gift, og starter deres virke som læger - og får datteren Venezuela, som de også udser til at blive læge. Men Venezuela vil til Paris, og her færdes hun i kredsene af andre eksilerede og får sønnen Cristobal.

Bogen er opdelt i de fire dele, som fokuserer på hver af disse personer - Antonio, Ana Maria, Venezuela og Cristobal - men vi følger hele slægtens gang undervejs. Der er referencer til historiske begivenheder som militærkup eller flystyrt - men de passer aldrig rigtigt sammen med protagonisternes alder. De ældes hurtig, langsomt - eller slet ikke. De tilbringer årevis i deres senge eller beslutter sig en dag for at dø for så at gøre det. Det er det magiske univers, Bonnefoy også brugte i sin tidligere roman og flere navne går da også igen. Ikke mindst Venezuela som symbolet på hans andet hjemland.

Det er svært at udpege en egentlig intrige for der er så mange enkeltstående pudsige historier og mindst lige så mange personnager. Der er uden tvivl noget af forfatteren selv i Cristobal, der er født i 1986 som han selv, og som ung mand kommer til Venezuela med en idé om, hvad Sydamerika er. Indtil han møder sin familie der, og rejser rundt i landet. Først der begynder han at forstå sjælen i kulturen, og kan begynde at skrive om sin kærlighed til dette land - præcis som Bonnefoy selv har gjort det.

Man ved ikke rigtigt, hvad man skal vente sig af næste side for alt kan ske i dette univers. Man får lyst til at genlæse Marquez - eller flere af Bonnefoys romaner, der cirkler rundt om den dualitet han bærer i sig og formidler på smukkeste vis.

El Greco maler storinkvisitoren & Vi er Utopia - Stefan Andres

 

• Dansk
• 27.-28. maj
• 148 sider

Nogle gange lader jeg mig nok rive med lidt for hurtigt uden at undersøge sagerne til bunds! Da jeg så en forside med El Grecos maleri af kardinal Guevara måtte jeg læse den. El Greco er uden tvivl én af mine yndlingsmalere, og jeg nåede slet ikke at tænke at det kunne handle om andet end ham. Det gjorde det jo også - men det viste sig at være to noveller af den tyske forfatter, der levede fra 1906 til 1970.

Den ene handlede således om situationen, hvor El Greco i Sevilla bliver bedt om at male portrættet af kardinalen, der var en stor fortaler for den spanske inkvisition. El Greco er langt mere humanistisk i sin filosofi, men man siger jo ikke nej til en kardinal - og slet ikke én, der kan bruge det imod én.

Det er en kort novelle på knap fyrre sider, og selvom vi tages med på rejsen i El Grecos overvejelser omkring maleriet, så var jeg ikke overbevist. Det var for overfladisk for mig - og hvor grundet i virkelighed er det reelt? Det handler selvfølgelig om dualiteten mellem magten, og set i lyset af novellens udgivelse i 1936 er det nemt at drage paralleller til den virkelighed han så i Tyskland. Ved at placere historien i en reel historisk kontekst har det været svært at censurere den - og det er nok i denne symbolik vi skal læse den i dag.

Den anden novelle - Vi er Utopia - er noget længere på knap hundrede sider, og foregår under den Spanske Borgerkrig. Den udkom i 1942 - altså midt under krigen - og da Andres boede i eksil i Italien med sin jødiske hustru.

I novellen følger vi Paco, der er tidligere munk, som blev sømand, da de spanske klostre blev lukket af Franco. Nu er han tilbage i klostret, som nu bruges som fængsel for krigsfanger som ham. Han beder om at få sin gamle munkecelle som fængselscelle - der havde han nemlig allerede forberedt en mulig flugt fra fængslet. Nu har han reelt den mulighed og kan samtidig redde alle de andre fanger.

Fangevogteren, Gutierrez, er en skruppelløs morder, der stod bag udryddelsen af klostrest munke. Men overfor den tidligere munk har han nu behov for at skrifte, og Paco bliver fanget i et moralsk dilemma. Skal han dræbe Gutierrez for at redde mange flere mennesker og dermed også handle mod sin kristne overbevisning - eller skal han give ham syndsforladelse fordi han blot er en soldat, der følger ordrer.

Hele handlingen foregår i et kompakt tidsrum, hvor tanker om skyld, tro, frihed og menneskets frie vilje tages op. Paco troede i sine unge dage på et Utopia, hvor alle levede lykkeligt og i harmoni; men hans gamle læremester sagde til ham, at verden ikke kan eksistere uden lidelse. 

Der er jo klare paralleller til det tyske regime, og pudsigt nok blev denne heller ikke censureret midt under krigen. Den er i dag et integreret del af tysk kultur og er genskabt på teater og i film. 

Jeg er ikke stor fan af noveller, men den sidste fungerede for mig, da den var længere og man nåede mere ned i personernes karakter. 

After I Do - Taylor Jenkins Reid

 

• Engelsk
• 25.-26. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min fejlvurdering af læsestof til min citytrip endte jeg med en del timers ventetid i Tallinn lufthavn - og ingen bog! Så jeg måtte finde en boghandler, og i netop denne lufthavn var der kun én med et nærmest ikke-eksisterende udvalg - og jeg endte med en virkelig chick-lit. Jeg vidste jo godt, at min seneste erfaring med denne forfatter ikke var endt så heldigt, og efter halvanden dags nem læsning (knap fem timer) kan jeg kun ærgre mig over de spildte penge.

Lauren og Ryan er i slutningen af tyverne, men har allerede været et par i elleve år. Nu skændes de om stort set alt fra indkøb til hvilken restaurant, de skal spise på. De er endt med at gå hinanden på nerverne over alt og intet, og beslutter at holde en pause. De skal være adskilt i et år, hvor de ingen kontakt må have.

Bogen følger Laurens perspektiv, men vi får Ryans tanker gennem de emails, han skriver til Lauren men aldrig sender. Begge parter har åbenbart adgang til den andens mailkonto, så de logger ind og læser den andens tanker. Det virker temmelig usandsynligt og konstrueret. 

Lauren bruger nu tiden på at være mere sammen med sin søster og vi drages ind i familiens historier - moderen og hendes nye kæreste; lillebroderen, der pludselig skal være far efter et one night stand i et fly og søsteren - den evindelige single. Så er der mormoderen, der er enke efter et langt og lykkeligt ægteskab og den homoseksuelle kollega, der brokker sig over manglen på intimitet efter der er kommet to børn til. Således fremvises flere facetter af moderne kærlighedsliv må have været tanken bag.

Men det er blot ulideligt naivt og det kammer helt over, da Lauren stifter bekendtskab med en brevkasse for livets store problemer. Så jeg skyndte mig igennem for at nå til den slutning, jeg jo vidste ville komme - og så røg den i skraldespanden knap tredive timer efter den var indkøbt.

Big Magic - Elizabeth Gilbert

 

• Engelsk
• 23.-24. maj
• 305 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var for optimistisk med min ferielæsning til en lang weekend i Tallinn, så jeg gik på jagt i reolerne i min lille lejede lejlighed. Jeg læste Elizabeth Gilberts succesroman i 2010, og har aldrig læst noget af hende senere. Jeg havde nok lidt svært ved at se hende som fiktionsforfatter, da hun havde skrevet en opfølgning til Spis, bed, elsk, som også handlede om hendes eget liv. Denne er da heller ikke fiktion - men handler om hendes livsvision om kreativitet kan man måske sige.

Det er igen skrevet med en humoristisk sans, som jeg virkelig værdsatte i Spis, bed, elsk og så med de små gode råd som vi alle kender indtil nogen skriver dem ned.

Her handler det primært om at kaste sig ud i sine drømme - mest de kunstneriske, og der er nok lidt mere fokus på at blive forfatter end kunstmaler. Men ifølge Gilbert er principperne de samme.

Bogen er opdelt i seks dele - mod, fortryllelse, tilladelse, vedholdenhed, tillid og guddommelighed. Det lyder lidt højtravende for nogle afsnit måske, men igen er det med humor i ordene.

Det er som med mange andre af den slags bøger - inklusive hendes egne - altid nemt at genkende, når først man ser det på skrift. Det er måske sværere at hive den slags peptalk til én selv op af hatten, hvis man sidder foran et blankt stykke papir og drømmer om at blive Hemingway eller Dickens. Ikke at det er i mine aspirationer overhovedet, men visse idéer gælder jo i mange af livets emner. Tag mod til dig, og gør det - hvis det er din største drøm.

Det er hurtigt og let læst og man får sig også et godt grin til tider. Endnu en perfekt læseoplevelse midt i en citytrip med nogle pauser i solen i en park.

Det var altid dig - Colleen Hoover

 

• Engelsk
• 21.-23. maj
• 381 sider
• Originaltitel: Regretting You

Colleen Hoover er i chick-lit genren - men i den bedre ende. Hun formår også at skrive romaner, der er nemt omsættelige til fjernsyn som fx Det ender med os, som blev til en fremragende film. Det var også en teaser for en kommende filmatisering af denne roman, der fik mig til at låne den til lidt let ferielæsning.

Vi starter tilbage da Morgan og Chris er helt unge og studerende - og nyforelskede. Morgans søster, Jenny, dater Chris' bedste ven Jonah og de fire nyder livet sammen. Indtil Morgan opdager hun er gravid, og de beslutter sig for at få barnet, gifte sig og dermed ændre alle Morgans fremtidsplaner.

Så springer vi sytten år frem i tiden. Morgan og Chris er stadig gift, og deres datter Clara er seksten år gammel. De har aldrig fået andre børn, og Morgan er hjemmegående husmor. Jenny er nybagt mor - og faderen er overraskende nok Jonah, som ellers forsvandt ud af deres liv og til en anden by sytten år tidligere. Men de mødtes igen til hans fars begravelse og et one-night-stand senere er han nu tilbage og de planlægger bryllup. Morgan er ikke vild med det hele - hun er mistroisk over for Jonah; eller der er i hvert fald noget, der forhindrer hende i helhjertet at være glad på søsterens vegne.

Men da Chris og Jenny kommer ud for en trafikulykke, og begge dør, ser tingene pludselig anderledes ud. For hvorfor var de sammen i hendes bil, som han kørte? Hvorfor stod Chris' bil parkeret ved et hotel? Hvem er egentlig far til Jonahs og Jennys søn Elijah?

Clara kæmper med sine egne problemer med teenagealderen, sorgen over tabet af faderen og forholdet til moderen. Desuden tror hun, at hun muligvis kan have forårsaget bilulykken. 

Vi følger de efterladte i en periode på knap et år efter ulykken, hvor de skal igennem chok, opdagelser om dem, de troede de kendte - og dem selv. Der er selvfølgelig et par twists tilbage til deres ungdom - og der er en happy ending. Det er forudsigeligt - selvfølgelig... det er denne slags bøger. Det er måske også lidt for meget til sidst, hvor man bare gerne vil den vejs ende, man ved kommer. Men det er glimrende ferielæsning og jeg kunne også sagtens finde på at se filmen en mørk vinteraften.