Saturday, February 17, 2018

Maigret har fiasko (Maigret XLIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 16.-17. februar
  • 190 sider
  • Originaltitel: Un échec de Maigret

Maigret bliver opsøgt af en barndomskammerat. Eller - nej; de var slet ikke kammerater. Ferdinand Fumal var slagterens søn, og Maigret var lidt finere i landsbyens hierarki. De to drenges fædre kunne heller ikke lide hinanden, så Maigret er ikke just begejstret, da Fumal dukker op. Slet ikke fordi han er blevet bedt om at beskytte Fumal, efter at han har modtaget trusselsbreve.

Fumal er nu en indflydelsesrig forretningsmand, der ejer slagterforretninger svarende til 10% af Paris' leverancer af kød. Derudover har han forretninger over hele landet, og han styrer sit imperie med hård hånd. Ikke en eneste af hans ansatte kan lide ham - og det samme gælder konen, og til en vis grad hans elskerinde. Så der burde være mange mistænkte. Men Maigret får at vide selvsamme dag, at Fumal selv har skrevet brevene - og gør måske ikke helt så meget ud af det, som han burde.

Næste morgen er Fumal død. Det er lidt irriterende for Maigret; har han ikke taget situationen alvorligt nok? Og vil det nu få betydning for hans karriere? Det er en fiasko for den ellers så pertentlige Maigret, som har ladet personlige følelser dominere i denne sag.

Men så bliver han så desto mere indædt, og vil finde den skyldige. Mens han navigerer rundt i denne triste og dårlige atmosfære har han svært ved at føle sympati for offeret, og begår faktisk et par småfejl undervejs. Så da han ved, hvem morderen er, er denne over alle bjerge. Heldigvis findes han ... efter fem år.

Det er ret nyt for Maigret, og man ser her en anden side af hans personlighed. En mand, der bærer nag og ikke er upartisk. Det er igen det fascinerende ved Simenon; hvordan han efter så mange romaner stadig formår at forny sin helt, som så også bliver en anti-helt.

Thursday, February 15, 2018

Cyril Averys hjerte - John Boyne



























  • Engelsk
  • 9.-15. februar
  • 720 sider
  • Originaltitel: The Heart's Invisible Furies

Nogle dage efter at have lukket denne bog, sidder jeg stadig med en følelse af at have været igennem noget stort. Noget udmattende på en måde; men også noget rørende, noget morsomt og noget helt særligt. Jeg har kun læst tretten bøger i år (endnu) - men jeg ved allerede, at denne vil komme til at stå som en af de absolut største læseoplevelser.

Jeg har set filmen om drengen i den stribede pyjamas, som er baseret på en anden af Boynes bøger, som betegnes som en børnebog. Det er selvfølgelig en ganske fin måde at lære børn om krigens gru; men jeg vil bestemt mene, at det også er en voksenbog. For seks år siden læste jeg en anden af Boynes romaner, som bestemt også gjorde et stort indtryk - men det var gledet lidt i baggrunden, da jeg lod mig friste af denne kryptiske titel - som jo er langt smukkere i sin originale form end den danske platte oversættelse,

Cyril Averys mor er seksten år gammel og gravid, da hun i fuld offentlighed smides på porten under gudstjenesten i den lokale kirke. Med besked om aldrig at vise sig i landsbyen igen. Hun tager bussen til Dublin, hvor hun møder en ung mand - som viser sig at være homoseksuel. Det er 1945, og det er et stærkt katolsk Irland - hverken ugifte gravide piger eller homoseksuelle er velsete!

Det er Cyrils mor - men der skal gå mange år inden han bliver bevidst om det. Han bliver bortadopteret til en pudsig familie, hvor ægteparret ikke virker synderligt interesseret i ham. Han bliver hele tiden mindet om, at han jo ikke er en rigtig Avery; og skal som sådan ikke regne med familiens formue til at leve af. 

Bogen er opdelt i tre store dele - Skam, Eksil og Fred. Hver del er opdelt i kapitler med syv års mellemrum - fra 1945 frem til 2015. Nu er dette jo næppe et tilfælde - tallet syv er et skæbnesvangert og symbolladet tal i den katolske kirke: De syv dage hvori Gud skabte Verden; Jesus syv mirakler; Bibelens syv store hoveddele - men selvfølgelig også de syv magre og de syv fede år .

Således er Cyril Averys liv også opdelt i samme cyklus, og der er både gode og dårlige årrækker iblandt. Han vokser op med en stigende erkendelse af sin homoseksualitet, som især er rettet mod barndomsvennen Julian. Denne er dog en overbevist skørtejæger, som slet ikke ænser Cyrils forelskelse - før Cyril står ved alteret for at gifte sig med hans søster. Den eneste person, som perifært giver ham lidt opbakning er kvinden, der leder tesalonen i parlamentet, hvor han arbejder. Deres veje krydses igen og igen - og ingen af dem ved, hvor tæt forbundet de i virkeligheden er.

Vi følger derefter Cyril i hans rejser væk fra Irland; til steder, hvor det er nemmere at leve - som fx Amsterdam i slutningen af 1970'erne. Der konfronteres han med prostitution - men møder også endelig lidt rigtig kærlighed. Som en moderne regnbuefamilie rykker de videre til New York, hvor AIDS-epidemien hærger i slutningen af 1980'erne - og hvor man konsekvent forbandt sygdommen med homoseksuelle. Det er gruvækkende igen at læse om den tid, hvor Reagan nægtede at udtale ordet - og endnu mindre at allokere budgetresourcer til forskning. 

Det er umådeligt svært ikke at fortælle for meget; for det vil være synd og skam, hvis man selv vil læse denne episke roman. Jeg skiftevis smilede og grinte helt alene i metroen - eller jeg sad med tårerne i øjnene ved visse passager. Jeg vil dog indrømme, at slutningen var lidt skuffende - ikke fordi jeg vil have happy endings; men Boyne tabte pusten en anelse efter at have holdt et flot tempo hele vejen igennem.

Enderne bliver knyttet sammen; og man føler så oprigtigt med Cyril, som jeg følte sad ved siden af mig. Når jeg læste, var jeg helt inde i historiens DNA, og det var lidt enten-eller med læsningen. Jeg kunne ikke tage et par sider i metroen, fordi jeg skulle hengive mig så helt og holdent.
En rørende og tankevækkende historie.

Thursday, February 8, 2018

Maigret stiller en fælde (Maigret XLVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. februar
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret tend un piège

Jeg har kun læst en enkelt Maigret i 2018; planen er jo ellers, at jeg skal være færdig med serien i år. Men så skal der vist lidt mere gang i dem, da jeg endnu mangler 27 krimier.

Principielt er det jo nemt; de fleste starter jeg om morgenen, og slutter om aftenen. Men når jeg rejser, er det irriterende at skulle tage så "mange" bøger med - der vil jeg hellere have nogle lidt større.
Så nu må målet være minimum to styks om måneden.

Denne gang starter Maigret kontant med en "anholdelse", der skal sætte gang i rygterne. Der er en seriemorder løs i Paris' 18. arrondissement; og fem kvinder har mistet livet på knap et halvt år.
Der er ingen åbninger i sagen overhovedet, og byens kvinder er nervøse, og politiet er ved at miste modet. Ved at simulere en afhøring, håber Maigret at pirre seriemorderen til at begå endnu et drab. Det burde irritere ham, at en anden får æren - da mange seriemordere jo netop er folk med lavt selvværd, som higer efter anerkendelse.

Derfor propper Maigret civile politifolk i hele området; alt er dækket - og der sker ganske rigtigt også et forsøg. Heldigvis er det på en kvindelig politiansat, som får slået manden væk. Han flygter - men hun fik fat i en af hans jakkeknapper med lidt stof hængende ved.

Det er jo fantastisk som det var nemt at løse en sag dengang! Så tager man jo bare knappen, besøger knappefabrikanterne, som fortæller, hvem de har solgt den knap til. Så finder man skrædderen, som har syet jakkesæt på bestilling - og så har man navnet. Da de først har knappen, har de manden inden frokost samme dag!

Manden nægter dog at tale - men siger, at hans jakkesæt er givet væk til en hjemløs. Så tager Maigrets folk turen rundt til de hjemløse, for - som Simenon skriver - dem var der jo ikke flere af end, at politiet kendte dem alle. Det er sandelig andre tider! Jeg ved ikke, hvor mange hjemløse, der bor i Paris nu - men det er bestemt flere end politiet kender - eller endog har overblik over.

Med den mistænkte i fængsel skulle den sag jo være klaret; men samme aften sker der så et mord! Denne gang var politiet ikke massivt til stede, og det bliver en ydmygende affære for vores Maigret. Men han løser jo selvfølgelig sagen selv med den ekstra krølle - brillant som altid!  Og seriemordere mener jeg ikke, at der har været mange krimier om.

Tuesday, February 6, 2018

Postkort fra Grækenland - Victoria Hislop



























  • Engelsk
  • 4.-6. februar
  • 438 sider
  • Originaltitel: Cartes Postales from Greece

Jeg har læst fire romaner af Victoria Hislop - og der har været stor variation i kvaliteten. Det er jo chick-lit i høj grad; men også uforpligtende og underholdende let læsning. Jeg havde dog ikke intentionen om at læse flere - men stod jo der i lufthavnen, hvor der var noget med to bøger til en speciel pris. Da jeg bladrede i denne, så jeg smukke sort-hvide fotografier, som straks pirrede min nysgerrighed.

Flere af Hislops romaner er rammefortællinger, som jeg egentligt aldrig rigtigt ser formålet med - men i denne trækker hun det virkelig ud i ekstremerne. Efter ganskje få siders læsning, var jeg lidt forvirret over, hvor hun ville hen med det hele - og jeg søgte lidt information. Der viser det sig så, at man af hendes trofaste læsere absolut ikke brød sig om netop denne roman. Det var lige ved at få mig til at droppe den - men heldigvis fortsatte jeg, og ignorerede de kommentarer.

Den første rammehistorie er om en ung kvinde, som er træt af sit underbetalte arbejde i London. Da hun begynder at få postkort fra Grækenland blot underskrevet A., bliver hun nysgerrig og får lige det ekstra krydderi hun manglede. Det ender med, at hun bestiller en rejse til Grækenland udelukkende baseret på de postkort og deres løfter om sol, sommer og et bedre liv. Det er den absolut dårlige del af historien, som sagtens kunne undværes!

Netop som hun skal afsted til lufthavnen, modtager hun så med posten en hel dagbog; der jo tydeligvis ikke er til hende - men hun læser den. Her opdager hun historien om en mand, der ventede på sin elskede i lufthavnen - hun kom dog aldrig med det fly fra London, som han troede. For at dulme sine kærlighedssorger drager han på må og få rundt i Grækenland. Det er så det næste lag i romanen, hvor man lag for lag arbejder sig ind til det, det virkelig handler om - nemlig de små historier.

Det er nemlig snarere en række noveller - skrevet som fortællinger den triste mand får fortalt undervejs af mennesker, han møder. Og de er illustreret med de mest poetiske og smukke sort-hvide fotografier - ofte lidt slørede; aldrig præcise genkendelige ansigter - men som passer perfekt til historien.

Jeg talte ikke, hvor mange historier, der var; men hver især er de et lille stykke Grækenland. De er små græske tragedier i sig selv, og man genkender uden problem de arkaiske karaktertræk fra de velkendte historier fra oldtiden. Sagnsomspundne figurer i universelle situationer, der gentager sig selv igen og igen i historien; og i vores egne små hverdagssituationer.

Der er historier om kærlighed, død, savn, nye møder, relationer mellem alle typer mennesker i alle forhold af livet - og de er alle evigt aktuelle. Samtidig er de græske og giver tilmed et lille stykke lokalkolorit fra de steder A. besøger. Hislop er meget glad for Grækenland, og det virker snarere som hendes egen kærlighedserklæring til landet, som hun måske ikke vidste, hvordan hun skulle få nedskrevet i romanform. Her opnår hun præcis det samme med de små mesterværker af historier, som pudsigt nok er skrevet i en helt anden og mere kompliceret stil end hendes chick-lit-romaner.

Det er bestemt ikke hendes normale målgruppe. Jeg var begejstret for dem; de var unikke og fotografierne gjorde det hele endnu bedre. Men for at blive ved sin læst, har hun så pakket historierne ind i først den ulykkelige kærlighedshistorie - med den udvikling vores protagonist undergår på rejsen. Tiden læger alle sår!

Derudover er der den ligegyldige engelske pige, som optræder på nogle sider i starten og i slutningen. Det er uendeligt kort - men nok til, at hele hendes liv skal ændres. Det er for urealistisk; og det er især fuldstændig overflødigt for alt det andet. Hvorfor ikke bare forfølge ens egen skrivelyst i stedet for at tænke i potentielle læsere og salgstal?

Når man ind til kernen af bogen, er den nemlig det hele værd!

Saturday, February 3, 2018

Hieronymus Bosch / Visions and Nightmares - Nils Büttner



























  • Engelsk
  • 1.-3. februar
  • 208 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


En af de ting, jeg elsker ved at rejse er jo museerne - timevis og kilometervis af primitiv eller renæssancekunst, og så bliver jeg ikke lykkeligere. Måske lige bortset fra museumsbutikkerne - som jo udover at sælge plakater og kaffekruse meget ofte også sælger bøger. Fordelen er ofte, at det er bøger, som henvender sig et relativt snævert publikum - og det er derfor umuligt at finde dem andre steder. Ulempen er så, at de måske ikke altid er billige - men det er kaffekopperne jo heller ikke!

Denne bog måtte jeg således give 20 EUR for; og min smertegrænse for ikke-danske bøger er på mystisk vis omkring 15 EUR. Det er jo lidt absurd, når man sammenligner med alt det ragelse man får i Danmark for 299 DKK (40 EUR). Men det er jo en anden snak!

Bosch er en kompleks kunstner; jeg har tidligere læst en af de smukke Taschen-bøger om hans malerier - de er dog lidt 'overfladiske' i den forstand, at de skal være let tilgængelige for et bredt publikum. Senere har jeg læst en fiktiv historie om Boschs liv, som i øvrigt også er købt i en musemsforretning.

Denne bog er skrevet af en ekspert i flamsk kunst fra det 15. til 17. århundrede ved universitetet i Stuttgart, og det mærkes selvfølgelig.

Man ved faktisk ikke meget om Bosch; at han er født nogenlunde omkring 1450 - men med sikkerhed døde i 1516. Det er jo en anselig alder for den tid, og Bosch levede da også et relativt komfortabelt liv. Vi ved, at han var gift, og hans hustru havde penge - det bliver også Büttners argument for nogle af de mere mærkværdige malerier, Bosch malede. Han var ikke afhængig af købere, da han havde penge.

Det er jo dog svært at vide - da vi heller ikke ved, hvor mange malerier han egentlig malede. Der findes i dag ikke mere end tyve malerier i verden, som man mener er malet af Bosch. Muligvis er tallet lavere, da der er tvivl om nogle af dem - Büttner udtrykker selv tvivl om netop nogle af dem, jeg stod målløs foran i på Prado i sidste uge!

Jeg har set omkring halvdelen af dem - i Madrid, Ghent, Brugge, Bruxelles eller Wien - og måske er det ikke hans alligevel.

Hvad der er sikkert er dog, at Lysternes Have er hans. Det er måske et værk, der i virkeligheden ses bedst i en stor bog med en lup i hånden - men det står jo alligevel ikke mål med den overvældende følelse man får, når man træder ind i salen på Prado. Der er så utalligt mange detaljer, at man ikke når at se det hele - for der er mange mennesker.

Men netop alle disse grusomme skikkelser i Boschs univers er grundstenen i Büttners bog. Han analyserer Bosch ud fra samtidens tro og viden. Ganske rigtigt forstår vi ikke meget af de mange symboler i et renæssancemaleri i dag - hvorfor er der får og geder? Hvorfor ses Johannes Døberen altid med et lam? Hvad symboliserer de forskellige planter og blomster?

For en samtidig var det jo nærliggende; man læste Bibelen - eller hvis man ikke kunne læse, så fik man det at vide dag efter dag i kirken. Denne videnskab er uvurderlig for at kunne forstå og nyde disse malerier; og netop derfor læser jeg bøger som denne - som en slags uddannelse i kunsthistorie på amatørplan. Det gør det så meget mere spændende at gå på museum.

Büttner arbejder med forskellige temaer igennem bogen - helgenbillederne, triptykon (altertavlerne) og andre allegoriske malerier; der er utroligt mange illustrationer i bogen. De er dog tit mindre billeder af store malerier, og de er desværre også meget mørke. Det gør det svært at se de detaljer, han omtaler - derfor er Wikipedia en god læsekammerat her. Og en lup skal man altid have ved hånden, når man læser denne slags bøger!

Disse kunstbøger er altid et godt minde om disse store museumsoplevelser; jeg kommer måske ikke til Prado igen - der er andre steder at se. 

Wednesday, January 31, 2018

How To Stop Time - Matt Haig



























  • Engelsk
  • 26.-31. januar
  • 336 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg skulle flyve til Madrid fredag eftermiddag - et par dages fritid og fornøjelser, og derefter tre dages arbejde. Så jeg besluttede mig for at shoppe lidt let underholdning i lufthavnen til flyveturen og de lange aftener på et hotel. Der var bare ikke så mange lange aftener - sightseeing i Madrid kan udmatte én temmelig grundigt; så jeg brugte i stedet tiden på at fordøje de mange indtryk af al den fantastiske kunst, jeg nåede at se.

Jeg vidste ikke mere om denne bog (eller forfatteren) end, hvad der stod på omslaget. Matt Haig skriver dog både fiction og non-fiction - og jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg vil købe nogle af hans marketingbøger. Men nu var det fiction - og hurtigt tænkte jeg, at det emne mindede mig en del om Audrey Niffeneggers "The Time Traveler's Wife", som senere blev filmatiseret.

Endnu mere minder den dog om Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", som er en af de bøger, jeg har læst mange gange - og som står for mig som en af de helt store klassikere. Jeg elsker den ganske enkelt, og føler med såvel grev Fosca som den unge narcissistiske Régine. Men de Beauvoir er oppe i en helt anden eksistentialistisk metafysisk liga end denne easy-read selvfølgelig. Det er også fint nok; der skal være plads til det hele - og Matt Haig leverer i det store hele en underholdende roman.

Tom Hazard er født i Frankrig i 1581; hans far er protestant og bliver dræbt i de franske religionskrige. Tom og moderen flygter til England, men da drengen vokser op indser de, at han ikke ældes. Dette bemærkes, og da han er 18 år gammel, anklages moderen for heksekraft. Hun dør druknedøden i forsøget på at bevise sin uskyld - det er beviset, at hun drukner; men belønningen er jo tvivlsom!

Tom flygter; han ender i London, og forelsker sig i en ung pige - de bliver gift og får en datter. Men Tom ser stadig ud som en teenager, og må forlade kone og barn for at redde dem. Han vender tilbage i 1623, da hans kone ligger for døden med pest - og her fortæller hun ham, at datteren Marion lider af samme 'sygdom', og også er flygtet.

400 år senere har Tom levet i adskillige lande med adskillelige navne og professioner. Men i 1891 bliver han træt af det hele - altid at skulle flygte, når det bliver for mistænkeligt. Altid at skulle genopfinde sig selv. Han lever kun for at finde datteren derude et sted; men nu henvender han sig til en læge, der dog ikke tror ham. Da denne mange år senere endelig indser, at Tom ikke er bindegal, bliver han myrdet og Tom "kidnappes" af et medlem af Albatross-klubben. Det er en klub af mennesker med samme syndrom, og lederen Hendrich styrer det med hård hånd. Tom kan flytte rundt som han vil og leve i fred i 8 år; så skal han hjælpe klubben inden han igen kan få fred. Alt dette accepterer han fordi datteren er der et sted!

Det er skrevet i hurtige skift mellem nutiden og de mange tidsaldre og steder, hvor Tom har levet - historien om hans opvækst og ægteskab kommer kun gradvist mens vi følger ham i kampen for at finde datteren, og selv finde mening med livet. Men nu - i nutiden - møder han en kvinde, som han forelsker sig i; men hvordan skal han forklare hende, at det er lidt kompliceret?

Det er ikke en lang - eller kompliceret - roman; den ender dog desværre lidt for Dan Brown/James Bond-agtigt - og så lige med en ordentlig gang sødsuppe til sidst. Det er her man ser den enorme forskel mellem Haig og en forfatter som de Beauvoir, som mestrer psykologien og symbolikken. Hendes roman er jo dybest set komplet pessimistisk; men den efterlader et evigt indtryk.

Så læs denne - eller se filmen, for den bliver jo selvfølgelig filmatiseret sikkert med endnu mere sødsuppe ... men læs så også de Beauvoir!

De omhandler jo begge det, der er menneskets største drøm - ikke at ældes. Det viser sig også (faktisk i begge romaner), at det også ville være vores største forbandelse!

Friday, January 26, 2018

Petit pays - Gaël Faye



























  • Fransk
  • 22.-25. januar
  • 221 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda i 1994; set fra mange forskellige vinkler.

  • Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
  • Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
  • Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
  • Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.

Og nu har den unge franske rapper Gaël Faye skrevet sin delvist selvbiografiske version af barndommen i Bujumbura - Burundis hovedstad. Hans far var franskmand, og hans mor fra Rwanda - som mange andre tutsier var dele af familien allerede flygtet til Burundi, grundet de stigende spændinger mellem de to etniske grupper. 

Hans barndom er relativt ubekymret, indtil forældrene går fra hinanden. Moderen er i stigende grad irriteret over faderens hvide synspunkt på Afrika; den overlegenhed europæerne udviser, når de samtidig ikke rigtigt forstår nuancerne i kulturen. Gaby, som drengen i bogen hedder, bliver boende i Bujumbura sammen med faderen og lillesøsteren Ana.

Han har en gruppe venner, som er tutsier som ham selv - af blandede ægteskaber eller ej; de morer sig som drenge på 10-12 år gør - spiller bold, stjæler mangoer fra naboernes træer og har deres gemmesteder. Men så kommer der valg i Burundi i 1993, som udløser racekriser, og det bliver sværere og sværere at være tutsi. Da de rejser til et familiebryllup i Rwanda, udsættes de for ydmygende oplevelser - det var hér Gaby første gang hørte betegnelsen 'kakerlak', som senere blev hutuernes signal til at starte massakren.

Faderen mener ikke, at børn skal blande sig i politik - det bliver dog svært, da de hører om nedskydningen af præsidentens fly i Rwanda. Moderen tager tilbage for at finde sin familie - og finder dem alle myrdede på den mest bestialske måde. Da en ven finder hende vandrende på landevejene, er hun blevet sindssyg af alt det, hun har set. Hun vender tilbage til familien - men lever i et evigt tilbagevendende mareridt, hvor hun igen og igen ser familien for sig.

Da det hele bryder løs forsvinder moderen; kammeraternes forældre bliver dræbt og Gaby bliver tvunget til at dræbe en hutu som hævnakt. Han ser familiens tjenestefolk vælge side afhængig af deres racetilhørsforhold - og verdens grusommelige virkelighed går virkelig op for ham. Endelig evakueres han med søsteren, og kommer til Frankrig, Faderen bliver dræbt nogle dage senere, og moderen er væk.

Mange år senere får han et telefonopkald, der får ham til at vende tilbage. Han mødes med den eneste tilbageværende ven; de sidder og får et par øl i den gamle beværtning i deres nabolag. Og der hører han moderens stemme. Der igen og igen fortæller den samme historie om de myrdede familiemedlemmer, hun fandt. Om blodet hun aldrig kunne få vasket af gulvet. Om deres kroppe hun ikke kunne løfte, fordi de faldt fra hinanden.

Det tog mig faktisk lidt tid at tage mod til mig. Til at sætte mig ned, og læse den voldsomste del af historien efter den indledende sorgfrie barndom. Det er måske mange bøger at læse om det emne; men det er stadig så uhyrlig og uforståelig en ting. En skamplet på Europa og verdenssamfundet, og en situation, der potentielt kan genopstå - i Rwanda eller andre steder, hvor folk af forskellig oprindelse er tvunget til at leve sammen, da nogle har trukket nogle grænser ved et skrivebord i Europe. Se blot Sudan - eller Nigeria!

Bogen har i Frankrig vundet ungdoms-Goncourt-prisen, og det er virkelig fuldt ud fortjent. Man ville nok ikke forestille sig et så smukt og poetisk sprog af en rapper. Ikke desto mindre er det hjerteskærende gribende at læse.