L'enfant qui mesurait le monde - Metin Arditi

 

• Fransk
• 7.-8. marts
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Arditi opdagede jeg sidste år med historien om jøden Avner, der begynder at male ikoner. Og man må sige, at Arditi kan det med at give sine romaner poetiske titler, der taler til mig. Manden, der malede sjæle hed den - og nu Barnet, der målte verden - det er jo lige til at falde for!

Jeg var dog noget forvirret over bogen, der virker til at stikke i alle retninger.

Vi er på en lille græsk ø i nutiden. Eliot er en pensioneret amerikansk arkitekt, der har slået sig ned på stedet efter hans datter omkom der tolv år tidligere. Han er af græsk afstamning, og fascineret af arkitekturen. 

Maraki er en fraskilt kvinde, der lever af at fiske - og passe sin søn, Yannis, der er autist, og ikke går i skole. I stedet tæller han dagene, og værdiansætter dem efter et sindrigt system, der omfatter rækkefølgen af fiskerbådenes retur til havnen om aftenen; vægten på dagens fangst på fiskemarkedet og antallet af gæster på den lokale café. Hans regnestykke skal helst give dage med en værdi på 75 eller derover - så er verden sådan nogenlunde i vater.

Men nu vil en stor investeringsfond bygge et kæmpe hotel på øen. Et projekt, der først anses for løsningen på alle problemerne efter Grækenlands økonomiske kollaps i slutningen af 00'erne. Dermed vikles vi ind i historierne om en journalist, der dækker projektet i nyhederne; en borgmester, der har personlige interesser i projektet og en del andre mennesker, der er mere eller mindre korrupte.

Præmissen for bogen er jo drengen - og hans forhold til Eliot - men det drukner lidt i alle de andre historier, som der er for mange af til en bog af denne længde. Det bliver for overfladisk på trods af den smukke morale om drengen, der endelig åbner op for arkitekten, der som den eneste forstår Yannis' behov for perfekte tal og sekvenser. Der bruges en del plads på Yannis' udregningssystem til perfekte dage men også kalkulen af det gyldne snit, som bruges i blandt andet arkitekturen.

Den poetiske titel til trods tabte den desværre sin magi under læsningen.

Bartenderen på Hotel Ritz - Philippe Collin

 

• Fransk
• 3.-6. marts
• 480 sider
• Originaltitel: Le Barman du Ritz

En kæmpe succes i Frankrig, som nok derfor er oversat til dansk - og jeg havde ventet længe på paperback-udgaven.

Historien om Paris' nok mest berømte hotel er velkendt - i 2020 læste jeg en roman om direktørparret på hotellet, som begge var involveret i modstandsbevægelsen. Der er derfor en del gengangere i denne franske version af historien, som fortælles fra en anden vinkel - nemlig den ikoniske bartender, Frank Meier.

Frank Meier fødes i 1884 i Østrig i en jødisk familie, der er flygtet fra Polen. Som ung mand emigrerer han som så mange andre til Amerika, hvor han får et job som bartender i New York. Der lærer han kunsten at lave cocktails, og da han i det nye århundrede vender tilbage til Europa er det til Frankrig. 

Han er soldat i 1. Verdenskrig under de franske faner, og efter krigen får han fransk statsborgerskab og job som bartender på Ritz.

Dette er mellemkrigstiden - årene, hvor Paris summer af fest og glade dage. Baren er fyldt med mennesker som F. Scott Fitzgerald, Hemingway, Coco Chanel (som bor permanent på hotellet) og andre kendisser. Den amerikanske jazzånd præger også tiden, og cocktails er lige pludselig in. I 1936 udgiver Frank Meier faktisk en bog med opskrifter - The Artistry of Mixing Drinks - og han var virkelig en stjerne inden for sit felt.

Da krigen bryder ud, overtager nazisterne hotellet og Frank Meier med sin jødiske baggrund er bange. Men måske er strategien med at være hidden in plain sight i virkeligheden den smarteste. Man skal blot sørge for at holde sig under radaren, og yde den service tyskerne forventer. Han tjener gode penge - både på tyskernes drikkepenge, men også ved at udstede falske pas til jøder, der vil ud af landet. I modsætning til store dele af den parisiske befolkning lever han også forholdsvist normalt - på Ritz er der ingen problemer med at skaffe mad.

Men der er den permanente fare for at blive opdaget, og mod slutningen af krigen er der frygten for, hvordan han vil blive opfattet - som kollaboratør eller som én, der blot udførte sit arbejde og ikke havde et valg? 

Bogen er baseret på Meiers liv, men der er selvfølgelig visse fiktive friheder - som den italienske unge jødiske dreng, Luciano, som er opdigtet. Som Frank Meiers forelskelse i Blanche Auzello, direktørens hustru. Men der er også historien om mordforsøget på Hitler, som blev udtænkt i hans bar mellem de tyske officerer. Der er selvfølgelig historien om Hemingway, der ankommer til baren i august 1944 sammen med de amerikanske tropper - og ifølge legenden bestilte 51 Dry Martinis, hvorefter han sov sin brandert ud i en af hotellets suiter.

Jeg havde nok temmelig høje forventninger til bogen efter de franske anmeldelser; og den var god. Men ikke overvældende fantastisk - nok fordi historien er velkendt, og forfatteren har måttet brodere sin egen version af en historie om en mands personlige liv, som han dybest set ikke har noget belæg for. Ikke desto mindre kunne man jo godt have tænkt sig at have været en flue på væggen i den bar!

Bag facaden af glas - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 1.-2. marts
• 527 sider

Jeg læste første bind af den københavnske familietrilogi for næsten to år siden, og ærgrede mig allerede dengang over at være gået i gang inden hele serien var tilgængelig. Nu er andet bind udkommet, og man kunne jo havde håbet på en elegant opsummering af første bind - fx i form af referencer i dialoger - til handlingen fra første bind. Det er der stort set ikke!

Ligesom første bind er det virkelig let læsning, og derfor sidder alle detaljer nok heller ikke så fast i erindringen to år senere. Jeg har trods alt læst 214 bøger siden, og jeg må erkende, at der var nogle huller, som jeg ikke blev hjulpet med som læser. Det er lidt ærgerligt når der er så lang tid mellem udgivelserne.

Men nu er vi altså i 1911 og følger stadig herskab og tjenestefolk i København. Landsdommer Kroghs datter, Dottie, er raget uklar med faderen og har forladt hjemmet. Ikke nok med det søger hun nu også arbejde, og finder et job som altmuligmand på Nordisk Film, som tager sine spæde skridt indenfor filmens verden. Det er endnu ikke en anerkendt kunstart, og der ses ned på film fra kultureliten. Dottie møder nogle af dem, der senere bliver dansk films første stjerne som Asta Nielsen, og på mange måder er det historiens force, at samtidens historie så fint flettes ind. Det gælder også kvindernes kamp for ligeværd og stemmeret, som også hendes veninde Rebecca kæmper med. Hun vil læse medicin som sin bror, der til gengæld hader sit studie, og ikke egner sig til det.

Der er utrolig mange historier, og derfor bliver det også i overfladen selvom personerne fremstår fint. Men nogle af de tungere emner strejfes blot. Der er ellers rigeligt af dem. Tjenestepigen Marie, der voldtages af dommer Krogh, og bliver gravid. Det koster hende pladsen efter en illegal abort. Eller Dotties søster Helene, der kaster sig for fødderne af Dotties forsmåede forlovede for at ende i hvad, man kan se bliver et ulykkeligt ægteskab startet på en løgn. Hele to personer opdager, at de er homoseksuelle, hvilket heller ikke er nemt at håndtere i datidens miljø - men det forbliver uudtalt og også her kunne man godt være gået langt mere i dybden.

Bogens ældre generation af kvinder - Agnete og Caroline - kæmper med deres traumer. Agnetes søn, som blev sat i pleje på et hjem men løjet død, og nu plager hendes samvittighed. Det tærer på ægteskabet og hun indleder en affære med doktor Bergsøe, hvis kone Caroline til gengæld blomstrer op, da en ung medicinstuderende kommer ind i hjemmet. Hun vil til bunds i sin afroamerikanske afstamning, men manden vil gøre alt for at opretholde en facade af normalitet.

Så bag alle disse facader - af glas - nedbrydes normer. Det er en spændende tid her lige inden 1. verdenskrig, hvor kvinders liv for alvor ændres og kvinderne står absolut også stærkest i romanen. Der er måske lidt for mange tråde - ikke at holde styr på; det er ret enkelt. Men til at man kommer et dyk længere ned, hvor det virkelig bliver interessant. Der bliver en del tråde at rede ud i sidste bind, hvis der da ikke kommer flere - og under alle omstændigheder bliver det nok igen med en lang ventetid.

Sicilianerne forklaret for turister - Augusto Cavadi

 

• Dansk
• 28. februar
• 84 sider

Jeg nåede lige en bog mere i februar, da jeg under min tur på biblioteket fandt denne "guide" til sicilianerne. Jeg skal for første gang til Sicilien snart, og det kræver jo lidt forberedelse Rejseguides er gode, men det er endnu bedre at læse noget kulturhistorie skrevet af lokale. 

Jeg forventede derfor en humoristisk og interessant indførsel i den lokale kultur, men blev desværre skuffet.

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor denne bog er udgivet med denne titel - for som udenforstående får man ikke meget mere viden om Sicilien. 

En del af de mange små kapitler er kronikker, der tidligere er udgivet i den italienske presse og handler om samfundsrelevante emner. Det er jo fint, men giver ingen mening for en turist og der er meget lidt, der reelt gav mig en fornemmelse af at "opdage" den sicilianske kultur. Jeg lærte dog lidt om øens helgeninde, Rosalia, og selvfølgelig om deres konfliktuelle forhold til fordommene om siciliansk mafia.

Men det blev ved det desværre. Heldigvis har jeg andre bøger i baghånden - og ikke mindst muligheden for at danne mig mine egne indtryk!

La manche - Max De Paz

 

• Fransk
• 28. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maz De Paz var blot 22 år gammel, da han udgav sin første lille roman for to år siden. Jeg havde ventet på paperback-udgaven, da det netop er en meget lille roman, og den var læst på et par timer. 

Hvis H. C. Andersen havde levet og skrevet Den lille pige med svovlstikkerne i dag, kunne det meget nemt have taget denne form.

Jonas er en ung mand med en hård familiehistorie; ingen far og han bor i et socialt boligbyggeri med sin mor og bror indtil de smides ud af fogeden. Broren er blevet narkoman, og han hører aldrig mere fra dem. I starten bor han hos en kammerat, men nu bor han på gaden. La manche betyder tiggeri, og Jonas' hjem er nu ovenpå en metroskakt i det 5. arrondissement, hvor udsugningen fra metroen holder ham varm, men han vækkes hver morgen af de studerende på vej til Sorbonne.

Livet på gaden er hårdt men Jonas finder nogle få ligesindede. Den ældre Philippe, som har en fin plads, og læser bøger - det giver ham en højere status end fx Tamas, som er roma. Gadens hierarki er således opdelt, og Moussa, som er senegaleser, rangerer igen et helt andet sted i hierarkiet.

Jonas fortæller selv om det hårde liv, men også anekdoterne og absurditeterne så disse skæbner humaniseres for os. Det er barsk læsning for man ser for sig de tiggende skikkelser i Paris' gader (eller andre storbyer), og vi ved jo godt, at vi haster forbi. Vi giver sjældent en mønt - "for de drikker det alligevel bare op".

En dag møder han Élise - en hjemløs pige, der er martret af gadens liv og nu forklæder sig som dreng. Hun er uden tvivl blevet både chikaneret og voldtaget, og Jonas må gå stille frem for at nærme sig hende. Det hele ender i et kakofonisk brag, hvor man som læser kan vælge flere udgange. Den mest åbenlyse er også den mest tragiske - men de går den i møde sammen. Ikke helt som vores lille pige med svovlstikkerne, og med fuld styrke. Men ikke desto mindre dybt tragisk.

Absolut velfortjent med den enorme succes Max De Paz fik for denne debutroman. Jeg var i gaderne i Paris - og så savnede jeg byen på trods af dens triste skæbner. Jeg lovede måske mig selv at være mere opmærksom og hjælpende næste gang, jeg krydser en SDF, som de hedder.

The Rest of Our Lives - Ben Markovits

 

• Engelsk
• 26.-27. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tom er en 55 år gammel universitetsprofessor. Hans karriere er i et ståsted efter han er blevet bedt om at holde et semester fri efter, og hans datter skal nu forlade hjemmet for at studere på universitetet. Toms kone, Amy, vil ikke med på den emotionelle tur og man mærker de er lidt ude af takt med hinanden.

Da Tom har afleveret datteren burde han jo køre hjem. Men i stedet fortsætter han med at køre. Han havde faktisk lovet sig selv at han ville forlade Amy netop nu, hvor der ikke længere var børn at tage hensyn til. Han har ikke tilgivet hende, at hun havde en affære tolv år tidligere - men datteren var stadig lille. Nu kører han så. I starten uden en plan men for at få tankerne på plads.

Toms tur igennem USA tager ham til broderen, som han ser alt for sjældent. Til ungdomskæresten, som nu er singlemor. Til kolleger. Men mest nyder han tiden undervejs, hvor han reflekterer over sit liv. En vaskeægte intens midlife crisis.

Tom taler direkte til læseren, men giver måske ikke så meget. Sådan er det nok for os alle - det er svært at definere sig selv med andre ord. Men i hans interaktioner med andre, ser vi ham som menneske. Det hele foregår uden de store krumspring, men i et stille og roligt tempo, hvor Tom blot tager os med i bilen. Der er dog det problem, at han i et stykke tid har haft det skidt. Han afviser det som alderssymptomer, men man aner jo, at det er værre end det. Tom er syg, og det hele udmunder i en diagnose mens han er hos sønnen i Los Angeles.

Der sker faktisk intet dramatisk - heller ikke med sygdommen. Det er ikke formålet. Det er den still refleksion over et liv med alt, hvad det indebærer og erkendelsen af, at det ikke kan og skal være fyrværkeri hver dag. Når vi står som midaldrende er det måske netop den stille tryghed ved mennesker, der kender os, der er det vigtigste. 

Det var måske lidt for fladt til min smag, og der var nogle uendelige beskrivelser af basketballkampe på diverse baner undervejs. Jeg var ikke helt overvundet må jeg sige, men stil og stemning var perfekt afstemt.

Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

La vie heureuse - David Foenkinos

 

• Fransk
• 19.-21. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos skriver samfundsrelevante små finurlige romaner, som desværre ikke appellerer til et dansk publikum. De er som regel hurtigt læste og med lige dele melankoli og humor.

Således også her, hvor vi følger Éric Kherson, en mand i starten af fyrrerne, der arbejder i den franske regering med udenlandske investeringer i Frankrig. Han er fraskilt, og har kun sin søn hver anden weekend. Han har tidligere haft en god karriere i Décathlon (stor fransk kæde af sportsudstyr), men er nu blevet hentet til regeringen af Amélie - en skolekammerat, der fandt ham via en Facebook-gruppe.

De arbejder godt sammen, Han laver de finansielle analyser, og hun sælger koncepterne til kunderne. På en rejse til Sydkorea skal de overbevise Samsung om at investere i Frankrig, men det tager en uventet drejning, da Éric pludselig får et ildebefindende. Samme aften tilbringer de en hyggelig aften sammen, og begynder at lære hinanden at kende mere personligt, Næste dag går Éric en tur inden møderne, og falder over en butik, der tilbyder en simulation af begravelser. Han kan lægge sig i en kiste og opleve, hvordan det ville være at se en slutdato for sit liv. Det bliver en øjenåbner for ham, og han dukker ikke op til mødet. Amélie - ydmyget, vred og skuffet - fyrer ham, og han sendes retur til Paris.

I Paris begynder Éric under pandemien at åbne lignende forretninger, og ved at følge sine egne drømme får han et helt nyt liv. Et byt forhold til både sønnen og ekskonen. 

Der er en del humor men også skrøbelighed i Foenkinos' personer, som får læseren til at reflektere. Det samme gør sig gældende for Amélie, som konfronteres med den barske politiske virkelighed, og også må se sit liv omlagt. De to mødes endelig igen - til en falsk begravelse selvfølgelig.

Hans romaner er letlæste med dybde - det flyder hurtigt og fint hele vejen igennem, og man kan visuelt se det hele for sig. Stort set altid en garanteret succes med Foenkinos!

Flesh - David Szalay

 

• Engelsk
• 17.-18. februar
• 368 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne ungarske roman - muligvis blot fordi den vandt Booker Prize i 2025, for det var en forfatter, jeg ikke kendte.

Jeg blev til gengæld fanget af den fra første side trods den noget anderledes stil.

Istvan flytter som teenager til en lille ungarsk by sammen med sin mor; der er ingen far i familien. De er absolut ikke rige, og Ungarn er stadig i Østeuropa. Istvan kæmper med at få venner, og denne mangel på følelsesmæssig tilknytning kommer til at definere ham livet igennem. Vi følger ham nemlig til han som midaldrende mand har gennemlevet en hel del.

Istvan lader til at gå igennem livet ved at reagere på ting, og ikke proaktivt opsøge mulighederne. Han er tilskuer til det meste, og alligevel ændrer hans liv sig markant. Han kommer til penge, og lever et liv langt fra den østeuropæiske barndom, men han har ikke arbejdet for det. Han gør heller ikke meget for at fremtidssikre sig selv.

Hans eneste drift synes at være hans seksualitet, som fremprovokerer nogle af de største ændringer i hans livsbane. Men det er heller ikke et aktivt valg fra hans side. Så man kan godt blive lidt irriteret på ham som hovedperson. Få lyst til at ruske op i ham! Alligevel fornemmer man konstant, at noget vil ændre sig markant - og det gør det også. Selv denne ultimative katastrofe lader ikke til at ryste ham synderligt. 

Bogen er bygget op i ti kapitler, der springer frem igennem Istvans liv, så vi nogle gange selv må fylde hullerne ud - det er dog ikke et problem. Der er meget dialog, og her er det skåret helt ind til benet i modsætning til den svulstige titel. Istvan ynder at udtrykke sig med Yeah og It's okay - ikke e mand af mange ord, og tit er det personerne omkring ham, der åbner mere op. Derfor er den også meget hurtig at læse; men mest var jeg drevet af nysgerrigheden om, hvad der ville få det hele til at eksplodere og hvornår? 

Det ender jo trist, men Istvan er på en måde så apatisk, at han også overkommer dette - på sin facon. Der er ingen stor morale i hans liv - men som læser undrer man sig over, hvad der definerer ham. Er det kødets lyster, der skabte ham? Det er svært ikke at afsløre for meget, men jeg er sikker på, at den vil blive oversat til dansk, da der åbenbart allerede er intentioner om at filmatisere den. 

Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.