Belle Greene - Alexandra Lapierre

 

• Fransk
• 10.-15. april 
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg nåede hurtigt igennem min krimi i Palermo, og skulle også have læsning til hjemturen. Så da jeg fandt en boghandel med franske bøger faldt jeg over Alexandra Lapierre, som jeg ellers var blevet lidt træt af for snart otte år siden. Et hurtigt tjek online viste dog, at denne biografi havde fået virkelig gode anmeldelser - og min erfaring viste mig jo sidst, at de mere nutidige biografier fungerede godt.

Denne biografi i romanform var da også særdeles veldokumenteret og absolut fængslende.

Belle da Costa Greene, som hun kendes i offentligheden i dag, fødtes i 1879 som datter af en forkæmper for sortes rettigheder og den første sorte mand, der studerede ved Harvard. Men hverken forældrene eller Belles søskende så ud til at have afrikanske rødder. De nedstammede fra afrikanske slaver, men som det jo tit skete under slavetiden, var de genetisk blevet blandet mange gange i løbet af årene så de nu var lyse i huden og flere søskende med lyst hår og blå ojne. Det hjalp dog ikke i datidens USA, hvor deres personlige papirer stadig bar et C under race for Colored. Det skyldtes one-drop-reglen, hvor bare en enkelt forfader med afrikansk afstamning afgjorde ens race.

Da faderen efterlader familien til sig selv, tager de en drastisk beslutning - at ændre race. De opfinder nye forfædre med portugisiske adelige aner, hvilket forklarer Belles og hendes brors mørkere hud og farver, og får nye papirer. Nu kan de flytte ind i kvarterer beboet af hvide, studere og arbejde steder, som ellers ville være lukket land for dem. Til gengæld er de rædselsslagne for, at eventuelle børn kan blive født med mørkere hudfarve og træk, der vil afsløre deres gener. Så de laver en pagt om aldrig selv at få børn - det ville afsløre deres løgn og sætte alt på spil.

Belle bliver bibliotekar, og får arbejde på det fornemme Princeton bibliotek, hvor hun møder Junius Spencer Morgan - en rig amerikansk filantrop og bogelsker. Han lærer hende alt om sjældne bøger og introducerer hende til sin onkel, J. P. Morgan, som dengang var en af landets rigeste. Hun begynder at arbejde for ham i 1905. Hendes job er at organisere og katalogisere hans bibliotek, men hurtigt bliver hun hans højre hånd og repræsenterer ham ved auktioner, og gør Morgan Library berømt for dets samlinger.

Privat er livet dog mere besværligt på grund af den løgn, hun lever på. Hun bor sammen med sin mor og søskende for at have en moralsk præsentabel situation, men hun lever det vilde liv i New York. Hun gifter sig aldrig, men har en del elskere - ikke mindst den anerkendte kunsthistoriker Bernard Berenson.

De sås kun sporadisk men bibeholdt en livslang brevkorrespondance, der blandt andet har lagt bund til denne bog.

Belle Green blev en af de højst betalte arbejdende kvinder i USA på sin tid; hun arvede en stor sum penge fra J. P. Morgan, og forsatte med at arbejde for hans søn og senere som direktør for biblioteket, da denne overgav det til staten. På mange måder et succesfuldt liv - men altid baseret på en løgn. Hendes ene søster får faktisk to børn og Belle opdrager sin nevø som sin egen søn. Denne er udstationeret i England i 1943 som pilot, da han begår selvmord. Årsagen? Hans forlovedes familie har opdaget familiens hemmelighed, og afviser et ægteskab. Han efterlader et brev, der forbliver forseglet i mange år og Belle selv læser det aldrig. Hun dør i 1950 - officielt 56 år gammel selvom hun reelt er 71 år gammel - en del af løgnen var at ændre fødselsattesten, men derudover gjorde hun sig alligevel yngre og yngre. Måske af forfængelighed?

Hendes historie blev først rigtigt kendt mere end 50 år efter hendes død og det er jo en tragisk historie. At man måtte skjule så meget på graund af racelovene og afholde sig fra ægteskab og kontakt med familien, der kunne afsløre én. Belle Greene er senere blevet behørigt hædret af biblioteket, som hun gjorde til det, det er i dag - men prisen var høj!

Jeg var virkelig fascineret af denne historie, og Lapierre har her en masse materiale at arbejde med. Belle Greene brændte alle sine breve og dokumenter inden hun døde - men de breve hun havde sendt livet igennem fandtes stadig, og har været uvurderlige for forfatteren.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Leoparden - Giuseppe Tomasi di Lampedusa

 

• Dansk
• 4.-6. april
• 253 sider

Dette er måske min rekord i at gemme bøger - den havde stået i reolen siden 1999; men man skal aldrig smide ud eller give op! Nu skulle jeg en uge til Palermo, og hvis der er en roman, der definerer Palermo er det vel denne. Måske lige med undtagelse af Godfather - men det er jo mere Sicilien i sin helhed.

Måske er det den sædvanlige ærefrygt overfor de store klassikere, der har afholdt mig fra at gå i lag med den - men som så ofte før finder man ud af, at det er pjat! Leoparden er ikke mere eller mindre svær end andre bøger af nyere dato. 

Lampedusa skrev sin roman sent i livet, og den aristokratiske historie inspireret af hans egen familie passede ikke ind i tidens kommunistiske ånd i Italien. Han fik flere afslag på en udgivelse, og døde inden den endelig udkom i 1958.

Historien er centreret om den sicilianske adelsfamilie Salina, som er del af øens absolutte elite. De er landbesiddere af den gamle skole, og hele familier og landsbyer afhænger af dem. Men vinden er begyndt at vende i Italien, da den revolutionære Garibaldi er gået i land med sine tropper for at kæmpe for et samlet Italien under en ny konge. Fyrst Salina ser til mens den verden han kender ændrer sig - og der er en vis nostalgi at spore mens han erkender de nu berømte ord - "alting må forandres, så alting kan blive det samme".

Hans nevø, Tancredi, som han sætter højere end sine egne børn, går helhjertet ind for de nye tider og forelsker sig endog i en borgerlig pige. Adelen, der blander sig med det nyrige borgerskab. 

Historien følger familien primært i årene 1860-1862, hvor deres liv ændres samtidig med, at de stadig afholder baller og besøger deres paladser uden for Palermo. Vi springer til 1883, hvor den gamle fyrste - leoparden - dør; og endelig til 1910, hvor alt, der er tilbage er hans tre ugifte døtre som nu er gamle enlige kvinder, der holder fast i en levestil og traditioner, der ikke længere findes. 

Det er absolut ikke en svær bog at læse; men man skal uden tvivl kende en smule til italiensk historie for at kunne følge det politiske spil. Leoparden - den gamle fyrste - er symbolet på en tid, der svinder med ham og han ser til uden at kunne ændre noget. Der var selvfølgelig mange referencer til Palermo og steder i byen, som jeg så ved selvsyn nogle dage senere - helt perfekt timing!

Unruly - David Mitchell

 

• Engelsk
• 1.-3. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Mitchell er en engelsk komiker, som jeg absolut ikke kendte - heller ikke, at han var komiker. Men jeg tænkte, at lidt historie iblandet humor ikke kunne gå helt galt.

Det var for det meste også underholdende, men måske er det bare for meget at fortsætte 400 sider igennem med indskudte vittigheder og paralleller til vor tids problemer.

Præmissen er ellers glimrende - at gøre lidt tung og kedelig historie mere spiselig for et moderne publikum; for her er vi helt tilbage i kristendommens tidligste alder, og de første konger, der herskede over England.

Dengang var det jo ikke England, som vi kender det. Det var mindre dele, der skiftede hænder mange gange i de første århundreder og i dag kendetegnes for mange ved kong Arthur, som højst sandsynligt aldrig har eksisteret. Der var noget godt dansk blod iblandet med vikingernes ankomst i slutningen af det første årtusinde. Mitchell tager os frem til Elizabeth I's død i 1603, og når således også over den nok mest berømte af alle engelske konger - Henry VIII.

Men der er lige fokus på alle de andre mindre kendte. Dem med sindssyge navne som Aethelwulf, Aethelred og Aethelstan. De krigeriske som William Erobreren og alle de andre.

Det er meget forfriskende at gøre det lidt mere humoristisk; men indrømmet efter 300 sider var jeg kørt træt i vittigheder, og det var kun fordi regenternes biografier var mere velkendte for mig at jeg kom til vejs ende. Ikke desto mindre lærte jeg da noget om det første årtusindes konger!

L'enfant dans le taxi - Sylvain Prudhomme

 

• Fransk
• 30.-31. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Simon er i starten af fyrrerne, da hans bedstefar dør og han samtidig er gået fra sin partner gennem tyve år. Han kommer fra en stor solidt fasttømret familie, der holder årlige fester sammen og i det hele taget deler alt med hinanden. Troede han. Til morfaderens begravelse bliver han opsøgt af en onkel, der fortæller ham, at morfaderen har et barn. I Tyskland. Fra den tid, hvor han var ugift og udstationeret i Tyskland i slutningen af krigen. En søn.

Altså nu en særdeles voksen mand i 70'erne, som ikke var med til begravelsen. Det gør noget ved ham, og han vil vide mere. Måske er det den nye skrøbelige situation han er i, hvor samlivet med hans to drenge skal koordineres med deres mor. Måske er det tabet af morfaderen - det første dødsfald i familien. 

Han finder hurtigt flere informationer, og spørger også mormoderen, som dog ikke vil tale om det. De døde skal være i fred, og det hjælper ikke noget nu. Man kan jo også forestille sig, at det er prekært for hende at kende til denne kvinde og det barn, der var der før hun kom til.

Men med hjælp fra onklen finder Simon adressen, og ender med at rejse dertil med sine to sønner. Han har brugt timer på Google Streetview, og det bliver meget reelt. Indtil han står foran døren og det ikke er den mand. Men han finder ham til sidst; hvordan det går får læseren ikke at vide.

Til gengæld er vi med på hans rejse dertil og videre ud i hans eget nye liv. Han er forfatter og vi er meget inde i hans tanker, som konstant kredser om ting og skaber ord og billeder. Der er ingen direkte dialog men gengivelser af de dialoger han har. Så man forstår hvordan denne opdagelse rækker ind i alt det andet - smerten over bruddet, morfaderen osv.

I juli 2002 boede jeg i Bruxelles med min franske kæreste, da hans morfader døde. Han havde været tysk krigsfange i fem år og havde altså allerede en hustru derhjemme. Men ikke desto mindre lærte jeg også dér, at han havde et barn i Tyskland. En person som jo ville være tæt på 60 år. En person, der aldrig var blevet snakket om, men hvis eksistens var en slet skjult hemmelighed. Det gjorde et enormt indtryk på mig - denne tunge hemmelighed, der blev hvisket om i krogene. Der er ingen tvivl om, at disse børn har haft det svært uanset hvordan det hang sammen - en tysk soldat i Frankrig som besættelsesmagt eller en fransk soldat i Tyskland som befrielsesmagt. Eller de mange amerikanske soldater, der var og er i Tyskland; der efterlader spor i form af børn som man kigger lidt skævt til. Den slags foregår nok stadig rundt omkring i verden, hvor soldater udstationeres!

Selve historien om morfaderens møde med den unge tyske pige fortælles allerede i indledningen, og er igen resultatet af Simons fantasi. For han ved jo ikke, hvordan det reelt skete. Overraskelsesmomentet er dermed afsløret allerede der, men alligevel blev jeg så rørt over historien at jeg havde gåsehud flere gange mod slutningen.

Sylvain Prudhomme er stor i fransk litteratur, og alligevel er det den første roman jeg læser af ham. Men nok ikke den sidste!

Jeanne du Barry - Emmanuel de Waresquiel

 

• Fransk
• 24.-29. marts
• 706 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst flere biografier af franske kongers elskerinder - der er jo en del at tage af, da de fleste nåede igennem et par stykker af de mere officielle relationer udover det løse. Faktisk var det vel nok kun den sidste konge inden revolutionen, Ludvig XVI, der aldrig havde elskerinder. 

Henri IV var dybt forelsket i sin Gabrielle d' Estrées, som muligvis blev forgiftet af deres fjender. Solkongen Ludvig XIV havde et livslangt forhold til Madame de Maintenon selvom hun langt fra var den eneste af hans elskerinder. Hans oldebarn som jo blev den næste konge, Ludvig XV, havde et etableret forhold til Madame de Pompadour, som fortsatte efter deres elskovsaffære var slut og blev til et reelt partnerskab.

Men i 1764 dør Madame de Pompadour. Året efter dør tronarvingen, og i 1768 hans dronning. Det er en aldrende og ensom konge, der derefter får skubbet den purunge Jeanne i armene. Men de forelsker sig på trods, og hun bliver præsenteret ved hoffet som er blåstemplingen som officiel elskerinde.

Emmanuel de Waresquiels biografi handler dog meget lidt om deres intime forhold; der eksisterer faktisk ingen breve længere. Men han går i dybden med flere mysterier omkring elskerinden. Hun kom fra helt almindelige kår - men som alle andre må hun have en far, som forfatteren sætter sig for at finde og måske lykkes med. Han mener også at have opklaret, at en ung pige i hendes kreds faktisk er hendes datter.

Madame du Barry fik kun seks år med kongen inden denne dør. Vanen tro sendes hun væk, da det står klart, at enden er nær og kongen skal have sin sidste syndsforladelse. Hans barnebarn overtager tronen som Ludvig XVI, og hans dronning Marie-Antoinette hadede Madame du Barry af et godt hjerte.

Så hun bliver sat i husarrest i et kloster inden hun langt om længe kan trække sig tilbage til sit hus udenfor Paris.

Hun havde helt sikkert indflydelse på kongens beslutninger, men deres forhold til trods, fik hun ikke store slotte og domæner. Til gengæld elskede hun diamanter, men var også god til at bruge penge. Det bliver et problem, da hun nu skal stå på egne ben. Afhængig af hvilken "officiel" fødselsdato man forholder sig til, er hun kun knap tredive år gammel, da kongen dør. Så der er også et liv "efter".

Hun engagerer sig i kunst og musik, og får andre elskere. Men revolutionen kommer, og selvom hun er af den mest ydnyge borgerlige baggrund, så lever hun stadig som en adelig og var "tyrannens luder" som de så poetisk refererer til hendes og kongens forhold. Det virker som om hun slet ikke formår at estimere faren. Hun kunne være rejst ud af landet - i sikkerhed et andet sted i Europa. Men hun bliver, og det ender fatalt under guillotinen i december 1793.

Emmanuel de Waresquiel er en dygtig historiker, der formidler sit stof sagligt og veldokumenteret. Så kan man måske til tider savne det er lidt mere personligt, men Madame du Barry nåede også at brænde stort set alle breve, så han baserer sig på arkiver og den politiske aktualitet omkring hendes tid. Han har specialiseret sig i perioden omkring revolutionen, og det emne mestrer han. En tung men interessant biografi.

Min sidste tak - Glenn Vindfeldt

 

• Dansk
• 25. marts
• 104 sider

Jeg er i gang med en tung historisk bog, men så blev det min tur i køen på biblioteket til denne. Det er en meget lille bog, så den kunne læses på en time om aftenen som et lille afbræk i fransk historie.

At den er lille, gør den dog ikke ubetydningsfuld. Hvis man så programmerne i DR's serie Min sidste gave vil man genkende denne unge mand, der fik konstateret brystkræft som 29-årig. Det er uhyre sjældent mænd får brystkræft. Jeg har jo selv været igennem den sygdom, og erindrer tydeligt den nærmest chokbølge, der gik igennem venteværelset på Rigshospitalet, da en mand trådte ind blandt gruppen af skaldede kvinder. Ikke som pårørende - men som patient.

I dette tilfælde er det dog meget alvorligt, og opdages alt for sent. Det har spredt sig til lymfer, knogler, hud og senere hjerne. Det er et tragisk kort forløb for en alt for ung mand, der netop skulle til at starte et nyt stort kapitel i livet - parforholdet og fremtiden.

Bogen er skrevet som en refleksion over hans liv, der var langt mere barsk end man ser i tv-udsendelsen. Det er en tak til de mennesker, der betød noget og dem, der stod ved hans side i de få intense måneder han fik efter diagnosen.

Man kan nok vurdere om denne bog havde fået samme brede resonans uden tv-programmet og det offentlige kendskab. Men man skal også huske, at den er skrevet af en person, der ikke er forfatter og som var uhelbredeligt syg. Hans første præmis om at skrive bogen til sine nære og kære er smuk, og det er nok den, man skal huske på. Som tidligere kræftpatient eller blot som menneske kan det dog ikke undgå at røre ved noget i én.

The Lives & Deaths of the Princesses of Hesse - Frances Welch

 

• Engelsk
• 22. marts
• 317 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne på bogudsalg til 100 kroner; det skulle jo være til et par dages læsning - men jeg slugte den på en søndag. Jeg kan jo godt lide historiske biografier, og her er vi da virkelig midt i en familiekonstellation, der får den værste soap opera til at blegne.

Den engelske dronning Victorias datter, Alice, blev gift med en tysk storhertug i 1862 som blot 19-årig. De fik sammen syv børn, men to døde som små. Den ene - sønnen - døde af hæmofili; den sygdom, som tsarfamilien senere forsøgte at holde hemmelig, da deres søn blev syg.

Så var der fire døtre og en søn tilbage; sønnen var jo selvskrevet i arvefølgen, men der skulle findes passende ægtemænd til de fire piger. Pigernes mor døde, da de stadig var børn og nu satte mormor Victoria sig for at finde disse mænd. Hun var ikke begejstret for at sende dem til Rusland - for langt væk og de var jo lidt nogle barbarer. Ikke desto mindre ender to søstre i Rusland - Ella gifter sig med en storfyrste og lillesøster Alix bliver den sidste tsarinde gennem sit ægteskab med tsar Nicholas II.

De to andre søstre giftes med henholdsvis en tysk og en engelsk prins. Biografien fortæller levende om deres forhold - de mange breve, de sendte til hinanden; de mange rejser til store festlige begivenheder - men også kontroverserne.

De tog til da Alix kom i kontakt med Rasputin, og da 1. Verdenskrig brød ud var de pludselig ude af stand til at kommunikere, og var endog på forskellige sider af politiske alliancer. Som bekendt endte det jo tragisk, og de to russiske søstre dør. Victoria og Irene lever dog op til 1950'erne, men skal kæmpe med en ung pige, der foregiver sig for at være Alix' datter Anastasia og en ny verdensorden.

Det er nok svært at forestille sig, hvordan man omstiller sig fra et liv i overdådig luksus ved ikke mindst det russiske hof (selv som gæster) til en verden i mellemkrigstiden eller under nazisterne. En tid, hvor titler mistes og fordums glans er væk. Bogen giver et glimrende indblik i disse fire søstres vanvittige skæbner ikke mindst grundet de mange bevarede breve. Men man skal nok interessere sig for historiske biografier som jeg og lide at rode rundt i stamtavler og familieforhold!

Sort hjerte - Silvia Avallone

 

• Dansk
• 20.-21. marts
• 424 sider

En vanvittig stærk samtidsroman fra den for mig ukendte italienske forfatter Silvia Avallone - men med denne succes er der måske håb for at flere af hendes tidligere romaner bliver oversat; ellers findes de på engelsk eller fransk.

Historien foregår i en øde landsby langt oppe i bjergene i Norditalien - Sassaia. En dag i november ankommer Emilia for at installere sig i sin afdøde tantes hus i den forladte by, der kun har to andre beboere. Den ene er den gamle kunstmaler, Basilio, og den anden er Bruno - en 36-årig skolelærer med en smertefuld fortid. 

De indleder hurtigt et forhold, men Emilia vil intet sige om sig selv. Den gamle Basilio kender sandheden, men som læser får vi kun bidder ad gangen i tilbageblok fra et ungdomsfængsel, hvor Emilia tilbragte så lang tid, at hun nu som 31-årig er jomfru, og ikke kender til fx Google. Det lægger et pres på deres forhold, da Bruno er forelsket og åbner op sin tragedie. 

Han er offeret - men Emilias hemmelighed gør hende til en bøddel. Hun har sonet sin straf, men spørgsmålet er om man kan få et normalt liv igen? Kan man indlede et forhold til en person, man ved rummer en så kompleks fortid?

Til tider kan man synes det bliver lige lovlig svulstigt i følelserne og personlighederne; men samtidig er der en helt utrolig tæthed i stemningen i den lille bjerglandsby, så man ser den for sig. Jeg var oprigtigt forberedt på en forfærdelig slutning, da gruen virkelig er intens for Emilia. Men også i deres forhold, hvor de skal blotlægge sig.

Jeg synes de italienske romaner, jeg har læst de senere år (selvom det ikke er mange) alle er baseret på samfundskritiske voldsomme scenarier - det gælder Elena Ferrante men også Niccolo Ammaniti. Det reflekterer måske den politiske desillusion og en social voldsomhed, der præger landet mere end hos os. Det mærkes i hvert fald tydeligt og det giver en anderledes og meget stærk litteratur.

Jeg var så opslugt af den, at jeg slugte den på to dage - selvom det dog heller ikke er en tung bog at læse.

Blanc - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 18.-19. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg glemmer åbenbart hurtigt visse ting - og således kom jeg til at købe endnu en bog i serien om farver af den franske kunsthistoriker Michel Pastoureau. 

Denne - om farven hvid - er en af de nyeste fra 2022; han skrev den første allerede i 2000, men jeg læste først om farven rød i 2024. 

Princippet er det samme - en akademisk tilgang til farvens historie og symbolik. Først og fremmest forsøger han at bevise, at hvid er en farve og ikke en mangel på farve, som man måske skulle tro.

Dernæst går han ind i symbolikken - de klassiske eksempler som fred, renhed, uskyld og hygiejne - men også de forskellige udgaver af hvid, og hvor svære de er at mestre. Vi er langt mere unuancerede i forhold til hvid end vi er til fx blå - kobolt, azur, marine osv.

Det er interessant, men jeg havde jo glemt de ting, der irriterede mig sidst og stadig gør. Det er tørt og alt for akademisk; jeg mangler præcise referencer til fx malerier for at kunne tjekke. Jeg har nu opdaget, at paperback-udgaverne har den store mangel, at de ikke er illustrerede i modsætning til hardcover-udgaverne. Det ville nok have gjort en enorm forskel i læseoplevelsen - men de er stadig gode som opslagsværker i supplement til andre kunsthistoriske bøger.