Hvor taler du flot dansk - Abdel Aziz Mahmoud

• Dansk
• 22. september
• 200 sider

Jeg må vist straks indrømme, at alle mine fordomme er gjort til skamme. Og her mener jeg IKKE fordomme overfor muslimer - man skal jo passe på sine ord!

Men jeg har det til tider lidt svært med de ret mange kendte og semi-kendte personer, der skal udgive bøger om deres liv og meninger. Der er rigtig mange af dem - og måske er jeg så fordomsfuld; men jeg tror ikke, at alle kan have så mange spændende ting at dele med verden, som en bog jo faktisk skal berettige til.

Jeg kendte heller ikke Abdel Mahmoud før for relativt kort tid siden; jeg kom jo trods alt først (retur) til Danmark for fire år siden, og dermed er der en del kendisser, som ikke siger mig noget. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvem de er. Men i februar 2017 var jeg på Bremen Teater for at opleve afskedsforedraget med vores tidligere amerikanske ambassadør, Rufus Gifford. Det var her jeg første gang så Abdel - og han var jo morsom, begavet, dygtig ...

Nu har jeg så set en del omtale af hans nyeste samtalebog med moderen; men jeg har ikke set tv-programmerne. Jeg vil gerne læse den bog; men jeg ville lige starte med starten - og så er der lige det med prisen. 300 kroner er stadig mange penge, hvis man - som jeg gjorde i går - læser den på en enkelt dag. Men vigtigst var også at tage tingene i rækkefølge.

Og jeg tilbragte en lørdag eftermiddag og aften med smil gennem tårer; det var en ret bittersød fortælling - for vi kan alle lære noget af den. Det er nemt at lade sig farve af alle de negative historier, der florerer i medierne om alle dem, der ikke er danskere. Der er som Abdel jo ganske rigtigt påpeger langt færre af de positive historier. Og danskere er meget kritiske - og møgforkælede! Jeg har boet i så mange år i lande, hvor man har en helt anden relation til folk med muslimsk baggrund og religion; fordi de var en del af landets historie som kolonimagt. Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor det er ganske naturligt, at medarbejdere tilpasser deres arbejdsrytme under Ramadan - og ingen undrer sig. Men danskere er et indelukket folkefærd, som Abdels mor må sande, da hun stemmer dørklokker for at invitere på kaffe.

Heldigvis er vi jo ikke alle sådan; og Abdels familie er heldige, som han selv erkender, at der var nogle dejlige mennesker, der ville dem. Det er en sund lærestreg for alle - og der var så mange situationer, jeg har oplevet i min dagligdag - som da flygtninge skulle huses i min søsters lille hyggelige parcelhuskvarter, og en kollektiv frygt satte ind. Ingen gik hen til dem - præcis som eksemplet med sognepræsten i bogen; og jeg tænkte på, hvor ensomme de dog måtte være derinde bag murene. Og måske lidt bange?

Bogen er illustreret med underholdende grafikker - der er en god portion selvironi; og dejlige billeder fra hans og familiens liv - og ikke mindst tweets og Facebook-opslag, som illustrerer hvordan vi agerer socialt, når vi er sure, vrede eller bange for det fremmede.

Det er jo nemt at sige, at dette er en succeshistorie - men Abdels familie gjorde vel ikke mere eller mindre end det er muligt for alle andre at gøre? Da jeg i sin tid flyttede til Belgien, måtte jeg også lære kulturen at kende. For at kunne følge med i samtalerne i kantinen, så jeg de tv-progammer, der var oppe i tiden. Jeg satte mig ind i landets politik - og jeg så faktisk ingen danskere! Det er lige så meget en pligt at integrere sig, hvis man bare flytter indenfor Europa - eller indenfor landsdele. 

Det er en tankevækkende bog; jeg blev forelsket i den skønne familie - og lo og græd med dem.

Så nu er jeg klar til den nye bog - når den lige er faldet lidt i pris altså.

Men hvis I ikke har læst denne - så skynd jer at gøre det!

Fra et hjørne af Martin - Ann Carina Schødt

• ANMELDEREKSEMPLAR
• Dansk
• 19.-20. september
• 201 sider

Fra et hjørne af Martin er første del i en planlagt trilogi, hvor næste bind skal udkomme i foråret 2019. Det er der selvfølgelig lidt lang tid til, hvis man er den utålmodige type og gerne vil videre i og med historien.

Omtalen og bogens omslag gør en del ud af at fremhæve Martins intelligens, som værende over gennemsnittet - og det burde jo så influere personen i romanen. Jeg synes personligt ikke, at dette var et så fremtrædende træk i historien - ikke, at det gør noget; men man kan undre sig over, hvorfor det understreges så meget?

Bogen er skrevet i to perioder - den første i 1987, da Martin er 17 år gammel - og den anden i 2010, da han jo så er 40 år gammel og gift med to børn.

I den voksne periode er Martin arkitekt, gift med Fay og de har to piger på fem og otte år. En aften forlader Fay dog hjemmet, og den lidt handlingslammede Martin ved ikke hvorfor - eller hvordan han skal reagere. Han forsøger at håndtere situationen alene med børnene, og reflekterer over deres liv sammen. Læseren får dog ikke i dette bind meget indsigt i deres historie ligesom deres forhold ikke kommer helt tydeligt frem. Dog skyldes konens reaktion jalousi over en tidligere kæreste, Nina.

I den yngre version af historien er Martin skilsmissebarn, og faderen har fundet sig en ny kone. Hun har en lillesøster, Nina. Det er denne Nina, der skaber problemer 22 år senere; men i realiteten er de kun sammen i nogle få måneder, og der er en aldersforskel på ti år mellem dem. Men det er Martins første forhold - og bruddet tager hårdt på ham.

Jeg vil ikke her afsløre hele handlingen; der er selvfølgelig en cliffhanger til sidst - og så er det jo, at det med en så kort roman, som 200 sider jo er, gør det svært at skulle holde spændingen kørende i måske et år indtil sidste bind udkommer. Hvorfor ikke skrive hele historien sammen, da den sikkert sagtens kunne bære det i "volumen"?

Skiftene mellem tiderne fungerer virkelig fint, og det er en meget letlæselig bog. Der er hist og her nogle lidt irriterende metaforer - og desværre en del sjuskefejl. Den kunne have haft godt af endnu en korrekturlæsning for manglende ord eller stavefejl. Det hedder nu engang stadig ikke en patriciavilla... og således er der nogle irritationsmomenter.

Hen mod slutningen fik jeg langt mere indsigt i personerne, og de trådte i karakter så man blev nysgerrig på fortsættelsen. Netop derfor er det lidt ærgerligt at den skal skæres op i tre romaner, synes jeg.

Maigrets barndomsven (Maigret LXIX) - Georges Simenon

• Fransk
• 17.-18. september
• 189 sider
• Originaltitel: L'ami d'enfance de Maigret

Denne Maigret-krimi fik jeg faktisk i fødselsdagsgave - i slutningen af november 2017! Det var der en lille gimmick ved; men under alle omstændigheder fortalte jeg giveren, at jeg jo fulgte min kronologiske orden - og at jeg nok ville nå til den omkring maj 2018. Jeg ved ikke lige, hvad der skete - men den plan er noget forsinket. Muligvis også fordi det i længden bliver sværere og sværere at afveksle måder at begå mord på.

Denne gang opsøges Maigret dog af en barndomskammerat. De gik i skole sammen, hvor den anden - Léon - var klassens klovn. Muligvis for at skjule, at der ikke ellers var meget at byde på - en lidt svag sjæl, der kom til at lege sig gennem livet ved at finde på historier og lyve om alt og alle.

Nu er han i knibe, da hans samleverske er blevet myrdet. Hun var en del yngre end ham, og levede af andres mænds besøg hos hende. Der måtte Léon forlade lejligheden - men denne gang nåede han det ikke, og gemte sig i skabet, da hun blev skudt. Der var nemlig fire herrer med hver deres faste besøgstidspunkt - og lige den dag blev det ikke overholdt. Hans alibi er tvivlsomt, og hans generelle pålidelighed lidt ulden, og Maigret bliver hurtigt ret træt af ham.

Men først skal han finde de fire herrer, som ikke alle er interesseret i offentlighedens viden om deres parallelle liv. Her erfarer han, hvorledes Léon har en ny personnages historie hos hver af dem - ligesom kvinden også har bildt dem alt muligt forskelligt ind. Et kønt par!

Maigret raser over Léons facon at gøre grin med ham på; intet rører manden, der står til en lang fængselsstraf. Men han tror samtidig på hans uskyld - mod sin vilje - selvom det ender med, at han afslører endnu en kæmpe løgn fra ham. Han var ikke i klædeskabet og han var ikke morder; men han var særdeles skyldig i at afpresse en af kunderne, som fik nok og kom for at gøre ham ondt. Men en usling er en usling - og således gemte han sig bag kvinden, som tog kuglen i stedet.

Maigret er bestemt ikke glad for at blive mindet om barndommen, som han berører forskellige steder igennem årene; men dette var virkelig alt for meget for ham!

Den udskilte sig ikke på nogen særlig vis udover, at det er den første roman i lang tid, hvor hans ven Pardon ikke optræder. Og at den er skrevet i juni 1968, hvor Paris stod i flammer... men Simenon fortsætter som om verden står stille!

Walking the Nile - Levison Wood

• Engelsk
• 9.-16. september
• 373 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når man ikke selv har tid til at rejse - og det har man jo af gode grunde ikke året rundt - hvad er så bedre end at læse rejseskildringer? Desuden er der jo selvfølgelig rejser, man aldrig selv ville indlade sig på - eller lande, man nok ville holde sig fra! 

Så for nylig var jeg så heldig at falde over et par rejsebøger i den helt fantastiske Tranquebar boghandel i indre København; og da jeg opdagede, at Levison Wood havde skrevet indtil flere vandrebøger, var jeg i min sædvanlige iver allerede ved at bestille de andre.

Efter at have brugt den sidste uge sammen med Levison op langs Nilen, er det nok lige noget jeg skal revurdere! 

Jeg går ud fra, at Wood har fundet titlen som et sjovt ordspil på "Walking the Mile" - men der er langt fra Nilens udspring i Rwanda til man når Middelhavet. Ikke desto mindre er det hans plan - og det er vist idéen, at han skal holde sig så tæt på floden som muligt? Der synes at være nogle "regler" for hans rejse; desværre beskriver ham dem ikke særligt tydeligt - og undervejs må han jo også bøje en del af dem. Det er dog ikke hans skyld, men man kan måske vurdere, om hjemmearbejdet var lavet godt nok?

Men han starter altså i Rwanda, hvor den engelske opdagelsesrejsende, Speke, i 1862 fandt Nilens kilde - en kilde man i årevis havde troet lå langt nordligere i Lake Victoria. Der er 6.853 km til man står med fødderne i Middelhavet efter at have vandret fra Rwanda gennem Tanzania, Uganda, Sydsudan, Sudan og selvfølgelig Egypten. 

Undervejs har han lokale guider, som skal hjælpe ham med at bære mad, vand og udstyr og på den første del af turen er det en ret morsom congolesisk personlighed Boston, der har sine meninger om det afrikanske kontinents fremtid. Ikke mindst i Rwanda, hvor de møder både hutuer og tutsier, som i dag skal leve sammen - nogle med deres familiers bødler. Ikke en nem situation, og Wood kommer desværre heller ikke helt til at forstå de vanskelige følelser.

I Uganda får han besøg af nogle venner, som skal filme hans tur og gå med ham. Temperaturerne er vanvittige; de er ude i åbent landskab og det er omkring 50 grader varmt. Det går grueligt galt, da en af deltagerne, Matt Power, får hedeslag og dør et par timer senere. Det fylder faktisk ikke mere end 7-8 sider i bogen, vil jeg tro - men det var hårdt at læse, da jeg i august fik at vide, at en kollega i udlandet var død under lignende omstændigheder i USA under en ferie.

Efter Uganda og denne forfærdelige hændelse fortsætter de til Sydsudan; og der hærger borgerkrigen jo. Wood ender med at måtte flyve til Khartoum i Sudan og fortsætte videre derfra. Dermed brydes hans vandretur jo, og han kan ikke blive den første person til at gå hele turen til fods.

Det samme gentager sig, da han når det nordlige Sudan, hvor han nægtes indrejse i Egypten ved Aswan-dæmningen; og må tage en båd op langs Nilen. Det er ikke helt klart, hvor mange kilometer han således skræller af turen til fods; det ville have været informativt!

Desuden læser man så i efterordet, at han undervejs har haft besøg af en del venner, familie, filmhold etc., som har vandret sammen med ham. Det er vel også fint nok - men jeg synes bare, at det ændrer præmisserne for de hårde strabadser med at vandre alene, som han beskriver. Hvorfor 'skjule' det i en tilfældig kort sætning i takketalen? Han sammenligner sig selv med datidens store opdagelsesrejsende; men fakta edr, at han under en stor del af rejsen har haft biler til at transportere alting - han sov i bygninger, og havde en helt anden komfort (samt mobiltelefon etc.) Sådan må det jo være i det 21. århundrede - men så forklar dog, hvordan det er organiseret!

Samtidig kan jeg undre mig over, hvordan man kan forberede sig på en sådan tur vel vidende, at der er er borgerkrig; at man vil ramme en periode med ekstrem hede (som jo kostede et menneskeliv).

Jeg er selvsagt ikke 'opdagelsesrejsende', og tænker, at han vel har haft rådgivere - men jeg undrer mig alligevel.

Disse sidste punkter rører desværre lidt ved hans troværdighed og elskværdighed i mine øjne; jeg ved ikke, om jeg vil læse flere af hans eventyr? Ikke hvis det kun er for ussel mammon og fulgt at tv-hold. som står klar med varm mad om aftenen. 

The Lightkeeper's Daughters - Jean Pendziwol

• Engelsk
• 6.-8. september
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da jeg i foråret 2017 fløj til Mexico, var det en lang flyvetur på 11 timer. Vi fløj op over Island og sydspidsen af Grønland - og så drejede vi hen over den nordligste del af Canada og fløj i en lige linje hele vejen ned til Mexico. Det var en af de smukkeste flyveture jeg nogensinde har været på; og hele vejen var vejret klart og smukt. Jeg var fascineret af det nordlige Canada, som jeg kunne betragte ud af vinduet - øde og barske områder, hvor man hist og pist kunne ane, at der boede trods alt mennesker. Et helt specielt landskab, som nok også kræver og skaber helt specielle mennesker.

Det landskab oplevede jeg igen i denne roman; som jeg først regnede med ville være lidt let chick-lit - visse titler giver bare det indtryk synes jeg. Der er da også en snert af det - men der er mindst lige så meget overraskende udvikling og stærke personer.

Morgan er en problematisk teenager; hun bliver taget i graffitimaling - og hendes tvivlsomme dealer-kæreste stikker af. Hun dømmes til samfundstjeneste på byens plejehjem; en opgave hun ikke har meget til overs for - "gamle halvdøde fjolser" er hendes syn på det. Hun er bitter og indelukket efter en række fosterhjem, hvortil hun blev sendt efter hendes bedstefader døde. Hun kender ikke sine forældre - og det kan da også bare være lige meget!

På plejehjemmet møder hun den meget gamle Elizabeth, der er blind - men en skarp og skrap ældre dame. Da Elizabeths bror forsvinder på havet, dukker en række dagbøger op fra hendes barndom; og hun beder Morgan læse dem højt for hende. Det er faderens dagbøger fra 1917 til midt i 2. Verdenskrig; og Elizabeth håber at kunne finde svar på nogle gåder.

Elizabeth og hendes familie boede netop i det øde Canada, hvor faderen bestyrede et fyrtårn. I måneder hver vinter var de helt alene derude, når vandene frøs til og søfarten var indstillet. Så var de blot forældrene, de to brødre Peter og Charlie - og Emily, Elizabeths tvillingesøster. Emily er anderledes - hun taler ikke; men udtrykker sig gennem sine tegninger. Elizabeth er beskytteren og de to er uadskillelige som tvillinger kan være det.

Men der mangler nogle dagbøger; netop i perioden 1925-30, hvor pigerne var små - og det er den periode, der bekymrer Elizabeth efter hun en dag som barn fandt et gravsted med hendes eget navn på og en dødsdato i 1926.

De to yderst forskellige kvinder, Morgan og Elizabeth, fortæller hver deres livshistorie - som jo krydser hinanden; der kommer chick-lit-fænomenet ind. Men det er stadig en dejlig barsk historie; og der er meget overraskende elementer helt til slutningen. Noget af msyteriet gætter man selvfølgelig undervejs - sværere er det ikke; men der var et par små ting, der alligvel først faldt på plads for mig helt til sidst - og som sådan var det en ren fornøjelse.

Det var dog især også beskrivelserne af livet derude i naturen, der fascinerede mig - og jeg havde mine indre billeder med mig.

Maigret tøver (Maigret LXVIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 5. september
• 190 sider
• Originaltitel: Maigret hésite

Netop denne Maigret har holdt mig lidt i skak; den var nemlig umulig at opdrive - indtil det endelig lykkedes mig at finde en gammel velbevaret udgave hos en antikvar. Kronologien skulle jo ikke brydes!

Jeg er helt sikker på, at Simenon en gang tidligere har benyttet sig af samme type plot. Han modtager et anonymt brev, der varsler et kommende mord. Brevpapirets hoved med initialer etc. er skåret af; men papiret er af en så god kvalitet, at han hurtigt finder forretningen, der forhandler det. Og derigennem den eneste potentielle kunde - en advokat Parendon. Det er jo en af de finurligheder, der virker absurde i dag - om ikke andet så fordi internethandel har ødelagt al form for lokale specialiserede butikker.

Maigret begiver sig straks til Parendon, som er en lille uanselig mand - Maigret sammenligner ham med en gnom! Han er gift, og hans sekretær er hans elskerinde. 

Næste morgen modtager Maigret endnu et brev, der anklager ham for at have fremskyndet tingene ved at besøge huset. Og dernæst kommer et telefonopkald. Nu sætter Maigret selvfølgelig en betjent foran huset - men det sker alligevel. Det er dog den unge sekretær, der får halsen skåret over.

Det interessante er jo som sædvanlig den relativt lange tid Maigret bruger på at opbygge finalen; når han når dertil - både Maigret og Simenon - så lukkes sagen rimelig hurtigt, og Maigret er videre til den næste.

Simenon skrev denne i januar 1968 - altså blot nogle måneder inden Paris befandt sig midt i en brydningstid; og det bemærkes her ved husets søns lange hår. Men derudover forbliver det vidunderligt tidsløst. Der er en stille udvikling men alverdens store hændelser påvirker ellers ikke Maigret - eller Simenon!

The President's Gardens - Muhsin Al-Ramli

• Engelsk
• 2.-4. september
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er begejstret for anderledes litteratur end main-stream amerikansk eller engelsk af slagsen; og der er så meget interessant fra andre lande, som dog sjældent oversættes til dansk. Khaled Hosseini er nok den bedst kendte i den brede kreds indenfor arabisk litteratur; ikke mindst takket være blockbuster-filmen Drageløberen. Men der er også forfattere som Tahar Ben Jelloun og El Aswany.

Mellemøsten byder på en rig fortællekunst, som er tidsløs tilbage fra 1001 Nats Eventyr; og mange fortællinger følger stadig denne samme konceptuelle og arkaiske form.

Muhsin Al-Ramli har udgivet flere bøger, som nu begynder at blive oversat til engelsk; han bor i Spanien - og er som sådan uden tvivl influeret af den spanske tradition, som jo går tilbage til Cervantes. Hvad jeg ikke havde set, da jeg købte bogen var referencen på forsiden til Marquez' Hundrede års ensomhed - en anden spansksproget klassiker; men absolut ikke én af mine favoritter. Jeg elskede Kærlighed i koleraens tid; hvorimod den anden var alt for langtrukken til mig.

Det burde have advaret mig - hvis jeg havde set det; for der er tydelige sammenfaldende træk uden, at det dog er så abstrakt som hos Marquez.

Vi er dog i en unavngiven irakisk landsby, hvor vi følger historien over ca. halvtreds år. I 1959 fødes tre drenge - Tariq, Abdullah og Ibrahim; de bliver tætte venner og er omdrejningspunktet i de mange år fremover.

En dag i 2006 findes ni hoveder i en banankasse langs vejen; kroppene mangler men man kan identificere Ibrahim. Ifølge muslimsk skik skal de begraves indenfor et døgn - selvom de tydeligvis har været døde længere; og det bringer konflikter og historie op til overfladen.

Derfra springes vi tilbage til starten af de tre knægtes barndom og ungdom; deres forskellige familieforhold - socialt og økonomisk. Da Irak i 1980 invaderer Iran er Ibrahim og Abdullah næsten færdige med deres militærtjeneste - men sendes i krig; den varer otte år. Ikke lang tid efter følger Golfkrigen - og Abdullah er krigsfange, hvor han ender med at sidde i knap tyve år.

Men de finder alle tilbage til landsbyen med deres forandrede livssyn; Abdullah, som allerede havde tilnavnet Kafka er nihilisten, der blot vil ryge cigaretter og være i fred. Tariq er byens playboy, og selvom de er barndomsvenner er han ikke loyal. Endelig er der Ibrahim - den myrdede - som bliver steril efter krigens gasangreb. Han har kun en datter, Qisma, men nægter at gifte sig igen - han er fatalisten.

Der springes tilbage og frem og tilbage igen til Abdullahs fortælling fra årene under Khomeini; og så følger vi styret i Irak med Saddam Hossein. Der er nogle få kvindelige protagonister; men de fylder ikke rigtigt deres karakterer ud.

Jeg fandt den desværre umådeligt langtrukken til tider; jeg javde svært ved at se, hvor Al-Ramli ville tage mig hen - og jeg kunne uden tvivl have undværet hundrede sider. Den ender temmelig brat - midt i en sætning nærmest, og det forklares med, at der kommer en opfølger i 2019. Om den skal læses er jeg dog virkelig i tvivl om?

Der er ingen tvivl om, at Al-Ramli har skævet til de spanske traditioner. Han har blandt andet oversat Don Quixote - men netop parallellen til Marquez ødelagde det lidt for mig.