En sommeraften - Philippe Besson

 

• Fransk
• 7. juli
• 208 sider
• Originaltitel: Un soir d'été

Endelig en fransk roman, der er oversat til dansk! Flere af Bessons romaner er inspireret af hans eget liv uden at være direkte selvbiografiske, og således også denne, som er baseret på en hændelse fra den sommer, han fyldte atten.

Forfatteren er selv en af hovedpersonerne i historien under sit eget navn, mens de andre personer optræder under andre navne eller er fiktive. Besson indleder historien med at fortælle os, hvordan han mere end tredive år senere stadig tror han ser den forsvundne i et flygtigt møde på gaden; men det er aldrig ham. Ingen ved, hvad der skete med ham. Den forsvundne unge mand.

Men vi skal tilbage til sommeren 1985, hvor Philippe sammen med sine forældre tager på ferie på Ile de Ré - en ø ud for den franske kyst ved Atlanterhavskysten. I dag er yderst mondænt sted, men dengang lidt mere lokalt og uspoleret. De er kommet der i mange år og bor hos nogle lokale venner, hvor sønnen François er Philippes sommerferiekammerat. François arbejder sammen med sin far i dennes slagterforretning, og lever et noget andet liv end Philippes småborgerlige tilværelse med studier planlagt. I gruppen af drengevenner er også Christophe, der fisker sammen med sin far og den nytilkomne Nicolas, der flyttede dertil i løbet af vinteren.

De fire drenge bader, drikker nogle øl og hygger sig sammen. Philippe og Nicolas finder hinanden i et spirende venskab i de varme sommerdage, mens de andre to drenge arbejder. Så møder de Alice og Marc - et søskendepar fra Paris på ferie med forældrene. François falder hovedkulds for den unge pige, men hun er mere interesseret i Nicolas. Marc viser sig at være interesseret i Philippe, og sommerflirts opstår på kryds og tværs.

Blot ti dage inde i denne uskyldige sommer, hvor de er atten år, forsvinder en af dem en sen aften fra et diskotek. Det bliver enden på deres uskyld. Det bliver enden på sommeren.

Det er en smuk nostalgisk historie om sommer og venskaber. Om den første kærlighed. Om en tid uden mobiltelefoner, hvor man måtte håbe på et møde. Om sommerens musikhits, der virkelig ramte en nostalgisk åre hos mig, der flyttede til Frankrig i 1987.

Man kan måske gisne om, hvad der skete - men det er ikke en krimi, og det er ikke præmissen. Besson tager os med på en rejse til den sommer, der blev en streg i sandet mellem det ubekymrede teenageliv og voksenlivet, hvor grufulde ting sker. En virkelig intens lille roman, man læser ud i et.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.

Les possibles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29.-30. juni
• 378 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu opdagede jeg jo den franske forfatter Virginie Grimaldi med en af hendes nyere romaner, og det var bedre end jeg forventede. Som sagt i min anmeldelse er det nok litteratur, der bliver lidt ensformig i længden, men det er også god sommerunderholdning. Selvom jeg endnu ikke er på ferie, så kan man jo godt nyde lidt lettere underholdning. Denne historie var dog absolut også alvorlig og tankevækkende.

Juliane er 39 år gammel, gift med Gaëtan og sammen har de Charlie på syv år, som lider af nogle mindre udviklingshæmninger. Hendes forældre har været skilt i mange år, og faderen bor alene i et lille hus. Han er og har altid været en original. Den type, man elsker som mindre barn, når der er skøre påfund og sjove lege - men som man skammer sig over som teenager. Han er fascineret af indianere, motorcykler og sin hund - og Charlie synes han er en fantastisk morfar selvfølgelig.

En dag brænder hans hus, og Juliane må huse ham mens huset bliver genopbygget. Det bliver en øvelse i tålmodighed, for faderen har en del skøre idéer - men hurtigt bliver hun nervøs for, at det bunder i noget helt andet. Han er glemsom, han er irritabel, han overspiser og shopper løs af ubrugelig ting, der hurtigt fylder huset op. Han vil sove i en tipi i haven. Han vil beskytte kirsebærtræet mod fugle midt om vinteren - og alle mulige andre små tegn, der foruroliger hende.

En udredning begynder, som faderen tager med stoisk ro, mens Juliane opdager, at hendes far er ved at forsvinde for hende. Hendes søster bor i USA, og ser derfor ikke de daglige udfordringer. Men diagnosen om demens er et hårdt slag for dem alle. Først insisterer hun på at minde han om ting; hun hidser sig op, når han stiller det samme spørgsmål for tiende gang. Så erkender hun, at det ikke hjælper og beslutter sig for at gå ind i hans verden, som hun siger. Hun spiller med på hans nye spilleregler, og pludselig bliver sameksistensen mindre problematisk - men selvfølgelig ikke mindre trist og tragisk.

Jeg ved ikke, hvor meget erfaring, der er i historien fra hendes eget liv. Hendes egen far døde af Alzheimer, men efter denne romans udgivelse. Han var muligvis allerede syg, og at nedskrive historien kan være en del af ventesorgens proces. Den sorg er hård at bære uanset hvad. At vide, at tiden rinder ud men ikke hvor meget tid, der er tilbage, er barsk. Jeg husker det fra min egen fars død af kræft, da jeg var ung. Men det ræsonnerer også med mig nu med en ældre mor, som ganske vist ikke er syg - men følelsen af konstant at være opmærksom på tegn på svaghed. Man er til stede på en anden måde og det fjerner den uskyld og lethed, der tidligere var i en relation.

Det var absolut ikke en nem feel-good roman; der var morsomme passager, men der var også gribende melankolske momenter, der greb mig og forhindrede mig at slippe den. Præcis som jeg havde det med Stadig Alice, som jeg læste for ti år siden. Jeg har ingen personlige erfaringer med Alzheimer, men det er ikke svært at forestille sig, hvor voldsomt og smertefuldt det må være.

The World of Downton Abbey

 

• Engelsk
• 28.-29. juni
• 303 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når der er tv-serier, jeg "ønsker" jeg ikke havde set endnu, er det fordi glæden ved dem nu er ovre. Det gælder i høj grad The Crown men også i en anden stil Schitts Creek. Men det gælder absolut Downton Abbey - og måske tåler den en dag et gensyn inden den sidste film kommer til os i slutningen af året, hvis jeg ikke tager fejl.

Så faldt jeg over denne bog på biblioteket, som tager udgangspunkt i tiden, hvor Downton Abbey starter i 1912. Den er skrevet efter de to første sæsoner var lavet - dvs. med afslutningen af 1. Verdenskrig, og den forklarer ganske glimrende, hvorfor netop 1912 skulle være starten.

Den er opdelt i hovedafsnit som fx Krig, Kærlighed, Tjenestefolk og andre emner, som alle er fundamentet i denne hitserie. Ikke udelukkende omkring handlingen i serien, men med seriens hovedpersoner som aktører og eksempler på netop denne type mennesker i perioden.

Der er ingen tvivl om, at Julian Fellowes - skaberen af serien - har lagt et kæmpe arbejde i at udtænke sine personer, så de alle repræsenterer en type, man typisk ville støde på i et samfund, der stadig var strengt hierarkisk opbygget. Mange havde det ganske fint med den orden, for det var ganske normalt - indtil 1. Verdenskrig vendte op og ned på verdensbilledet. Mændene forsvandt fra arbejdsmarkedet og kvinderne kunne opdage det. Mange mænd kom ikke tilbage, og det påvirkede i høj grad overklassens mulighed for at fortsætte en arkaisk livsstil. Tiderne ændrede sig ganske enkelt dramatisk på en måde, der havde taget langt længere tid uden en krig som katalysator.

Vi får indblik i nogle af tankerne omkring personerne, og eksempler fra serien bruges til at illustrere de samfundssociale sammenhænge. Desuden er der citater fra tiden - fra både upstairs og downstairs.

Det er smukt illustreret med dokumentation fra perioden som aviser, plakater og lignende, men også billeder fra serien. Det giver et fantastisk indblik i arbejdet omkring at skabe en sådan fortælling men også i tidsbilledet og hvordan verdenshistoriske hændelser forandrer os. Det giver selvfølgelig virkelig lyst til at gense især de tidlige sæsoner. 

Æblehaven - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 27.-28. juni
• 304 sider
• Originaltitel: At the Edge of the Orchard

Et fund fra en kasse med gratis aflagte biblioteksbøger på stationen - og så kan man tillade sig at være mindre kræsen! Det er rigtigt mange år siden jeg sidst har læst noget af Tracy Chevalier, men huskede det som historiske romaner, som jeg godt kan lide. Denne gang var jeg dog ikke begejstret.

James og Sadie bor i Ohio i et område, der også kaldes Black Swamp på grund af jorden, klimaet og forholdene. De har fået ti børn men i 1836 er kun fem stadig i live. De er tilflyttere, der som mange andre på den tid forsøgte at finde et bedre sted at dyrke deres egen jord.

Jamie er besat af æbler - faktisk så meget, at jeg hurtigt blev træt af det. Det er hans kone mildest talt også - og hun drikker i stedet for at glemme hele situationen. Deres ægteskab er voldeligt - men det er gensidigt. Den ene mishandler den anden og omvendt.

Pludselig springer vi til en række breve skrevet af én af sønnerne, som hvert år i femten år skriver hjem. Det underlige er, at han tilsyneladende har forladt hjemmet som ni-årig, som selv for den tid synes meget tidligt. Hvorfor får vi først at vide langt senere.

Nu finder den unge Robert forskellige mere eller mindre legale jobs, inden han slår sig på dyrkning af træer. Han bliver lige så besat af træer, som hans far var af æbler.

Jeg var virkelig ikke begejstret; botanikken fyldte alt for meget i en underlig historie, der ikke hang sammen for mig. Personerne er ikke helstøbte og man stikker i alle retninger uden at lukke trådene til sidst. Selvfølgelig en historie om det barske liv for nybyggere - men både historie og personer manglede karakter.

Den kom med tilbage i sin hylde på stationen!

The Lives of the Artists - Giorgio Vasari

 

• Engelsk
• Juni
• 624 sider
• Dansk titel: Berømte Renæssancekunstneres Levned

I juni kastede jeg mig over en absolut klassiker indenfor kunsthistorie; den italienske maler Giorgio Vasaris biografi af de største malere han kendte.

For at forstå, hvad det indebærer er det jo vigtigt at huske, at Vasari levede i Firenze fra 1511 til 1574. Han kom i lære under Andrea del Sarto, og blev ven med Michelangelo. Han opholdt sig i perioder også i Rom og Napoli, hvor han malede i blandt andet Vatikanet og diverse kirker. Derudover var han som mange renæssancekunstnere også arkitekt, og arbejdede som både arkitekt og maler i Palazzo Vecchio i Firenze.

Ikke mindst er han ophavsmanden til begrebet renæssance ifølge mange historikere. I 1550 udgav han sin første udgave af biografierne, som senere blev opdateret og revideret i den endelige udgave fra 1568. Den sidste udgave udkom i tre bind, hvor det første primært omtaler kunstnere fra det 13. til det tidlige 15. århundrede som fx Giotto, Cimabue og Gaddi. Det var de malere, der som ifølge Vasari ophøjede kunsten fra den mørke middelalder ikke mindst ved at bryde med de byzantinske traditioner.

Andet bind indeholder primært kunstnere fra det 15. århundrede som Masaccio, Fra Angelico, Lippi, Ghirlandaio og Uccello. Disse kunstnere byggede videre på de tidligere, og introducerede perspektiv og en forbedret gengivelse af følelser i deres portrætter af mennesker.

Endelig i tredje bind når vi apoteosen med renæssancens absolutte mestre ifølge Vasari - det er primært den kunstnerisk hellige treenighed af da Vinci, Raphael og Michelangelo. De er de ultimative genier, og især Michelangelo, som Vasari var samtidig med og kendte personligt, får hele 75 sider i bogen.

De omtalte kunstnere er ikke alle lige kendte i dag; og den udgave fra 1991, som nok er den mest gængse indeholder langt fra hele den oprindelige tekst med mere end 160 biograifer. Jeg tror faktisk ikke denne findes tilgængelig i dag andet end i digitalt format på fx gutenberg.org. Jeg tør ikke rigtigt forestille mig, hvordan man kommer igennem hele værket - og de to kunsthistorikere bag denne udgave har foretaget en stram udvælgelse af 36 kunstnere, som hver har mellem 6-8 og op til 75 sider. De fleste biografier fylder omkring 10-20 sider, og så er der over 100 sider noter skrevet af Bondanella-duoen. Bogen dækker alle de vigtigste set med vore øjne - den eneste jeg savnede var Andrea del Sarto, hvis udsmykning af Chiostro dello Scalzo var et af højdepunkterne for mig i Firenze i april.

Biografierne er selvfølgelig opdateret sprogligt fra 1568; men det er stadig kompakt tekst, der i mange tilfælde opremser samtlige store værker af den pågældende kunstner. Hvem bestilte det? Hvad forestiller det? Hvor hænger det? Der er detaljerede beskrivelser af de værker Vasari fandt vigtige - og her ser man virkelig forskellen på vores opfattelse og datidens.

Vasari bruger fx knap fire linier på at beskrive Primavera og Venus' fødsel, som vi i dag hylder som det ypperste indenfor renaissancekunst. Men han går i uendelige detaljer om hvilke helgener, der optræder i andre malerier - og jeg brugte meget tid på at tjekke dem online. Da han ikke bruger de titler, vi i dag bruger til at referere til værkerne, nogle er gået tabt og stort set ingen hænger i dag, hvor de dengang gjorde er det først ved at tjekke dem, at jeg rigtigt kunne placere dem. 

Selvom Vasari rejste en del, var det dog stadig kun i Italien og langt de fleste kunstnere i bogen er florentinere. Han havde ikke meget tilovers for den hollandske renæssance (udover, at de selvfølgelig introducerede oliemaleriet) og de omtales konsekvent som "den tyske kunst" - og som klodset, tung, grim. Det er det, vi i dag kalder for gotisk kunst - også en betegnelse "opfundet" af Vasari. Det er også pudsigt, når han taler om "den moderne kunst" - det er den fra hans tid i 1500-tallet! Men selvfølgelig er der klare forbedringer i netop de 200 år mellem fx Giotto og Michelangelo, og Vasari hædrer dem alle ved netop at understrege, at de sidste ikke ville være store malere uden de første.

Det er absolut den vigtigste bog at læse, hvis man vil forstå renæssancens kunstnere. Har man besøgt især Firenze er det en rejse ned af memory lane - mange malerier kan i dag ses i byens kirker og museer, som jeg gjorde det i april. Jeg ved nu, at jeg må til Bologna for at se de "sidste" af de kunstværker i Italien jeg endnu ikke har set efter Milano, Rom, Napoli, Firenze og diverse mindre byer.

Vasari krydrer sine historier med personlige beretninger om personerne; de er dog ikke alle sandfærdige og han har ikke styr på alle årstal heller. Her hjælper både noter og internet til at opklare visse mysterier - men det er altid underholdende og farverigt.

Man forstår også virkelig betydningen af kunsten set med religionens øjne. Han forstår ikke helt, hvorfor Tizian malede så mange portrætter, når den "ægte" kunst jo var at gengive bibelske historier, så de kunne genkendes. Nogle malere mislykkes også, hvis han ikke forstår den historie. Man arbejdede jo med tydelig symbolik og en helgen med en forkert attribut kunne således slet ikke læses af den samtidige beskuer.

Jeg var ovenud begejstret, og glad for at have den nu som opslagsværk. Jeg læste den i bidder mellem andre bøger - både fordi det ellers var lidt for intenst, men sandelig også for at strække glæden.

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.

One Life - Barbara Winton

 

• Engelsk
• 22.-23. juni
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Filmen One Life er fra 2023, og fortæller den heroiske historie om Nicholas Winton, der i 1939 reddede 669 tjekkiske børn ud af et krigstruet land og i sikkerhed i primært Storbritannien. Langt de fleste af disse børn var jødiske og havde de ikke forladt deres forældre for at rejse, var de uden tvivl døde i et gaskammer i Auschwitz. Det er - endnu - en historie om et af de mange mennesker, der tog sagen i egen hånd og aktivt gjorde noget for at redde nogle få. 

Wintons historie var ikke hemmelig, men han gjorde heller ikke et stort nummer ud af det i årene efter. Men i 1988 blev den scrapbog, han havde brugt til notater fem i lyset, og flere tv-programmer lavet, hvor nogle af disse nu voksne børn stod frem. Det kan fx ses i dette originale klip.

Filmen er jo en Hollywood-produktion, der fokuserer på den enkelte handling og ikke på 'hele' manden. Jeg har ikke set den, men havde fået den anbefalet, da jeg pludselig så bogen på biblioteket. Den udkom først i 2014 under titlen "If it's not impossible...", men med filmens succes er den nu genudgivet med filmens titel i stedet.

Biografien er skrevet af hans datter, Barbara; så man kunne forestille sig, at den er lettere farvet. Det er bestemt ikke tilfældet!

Med hjælp fra faderen, som da var 104 år gammel samt alle hans dagbøger, breve og notater, har hun skrevet en bog om hele hans liv. Et liv, hvor disse ni måneder jo ikke er det altafgørende. Hvert kapitel indledes med en kort introduktion kørende kronologisk op fra "opdagelsen" i 1988 til bogens udgivelse. Derefter følger historien om den heltemodige aktion inden den fortæller historien om hele hans liv.

Winton kom af en jødisk familie, der var emigreret til England allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, men stadig havde mange familierelationer i Tyskland. De var dog ikke ortodokse, og Nicholas og hans søskende blev døbt som små. Dette var ikke ulig mange andre jødiske familier, som blot forsøgte at integrere sig bedst muligt i en ny kultur og for hvem religion ikke var afgørende. Dog havde de et jødisk efternavn, som de endelig besluttede sig for at ændre da 2. Verdenskrig var på trapperne. De havde flygtigt ændret det under 1. Verdenskrig, men nu blev det endeligt.

Winton var i bund og grund et helt almindeligt menneske. Han var venstreorienteret uden at være kommunist, men stadig rundet af den gamle victorianske skole. Han havde en bankuddannelse, men blev også tændt af ideen om at hjælpe - først som sagt børnene i Tjekkoslovakiet, og efter krigen i diverse administrative organisationer, der skulle genopbygge Europa. En opgave var fx at samle alt det guld og alle de smykker, tyskerne havde konfiskeret og som nu ikke kunne spores tilbage. De blev solgt og omsmeltet til rede penge, der skulle hjælpe til blandt andet at opbygge den nye israelske stat.

Men det var også blot et helt almindeligt familieliv med et kontorjob, en hjemmegående hustru og tre børn. Den yngste søn var dog født med Downs syndrom, hvilket igen fik Winton på banen med frivilligt arbejde. Så hans primus motor var ikke nødvendigvis religion eller politik; det var det ægte ønske om at hjælpe, når han så behovet og han havde talentet til at styre projekter.

Selvfølgelig blev hans alderdom pludselig præget af striber af interviews, hædre og priser, da man begyndte at få øjnene op for disse heltehistorier. Det var ikke i årene lige efter krigen, da man stadig havde travlt med at hele de fysiske og psykiske ar. Men han var også en pragmatisk mand, der ikke svælgede i sentimentalitet - hans datter anerkender blankt, at han ikke var god til at vise følelser eller forstå andres. Det bliver dermed et meget ærligt billede af en ikke fejlfri mand, som gjorde nogle fantastiske ting men også bare levede et relativt almindeligt liv. 

Kvinderne - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 480 sider
• Originaltitel: The Women

Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere, Wild fra 2006 og Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman. 

Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.

Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.

Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.

Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet. 

Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!