Fra Libanon til Lærkevej - Abdel Aziz Mahmoud/Souad Taha

• Dansk
• 21. oktober
• 296 sider

For en måned siden læste jeg den første bog af Abdel Mahmoud; netop som promoveringen af hans nye bog tog fat. Men jeg ville vente til prisen faldt en anelse. Og så fandt jeg den pludselig til en rigtig god pris og slog til! Det er synd, at det betyder så meget når man køber danske bøger - men det bliver det desværre nødt til, når en ny bog koster 299 DKK. Denne læste jeg jo på ca. fire timer - og så er det ganske enkelt for dyrt. Det er jo ikke forfatterens skyld - men ganske enkelt sådan markedet er i Danmark.

Denne bog er på nogle måder helt anderledes - og på nogle områder berører vi de samme emner. For det er historien om Abdel og ikke mindst hans forældre. En samtalebog mellem mor og søn, hvor moderen fortæller om sin ungdom, og flugten fra Libanon til Emiraterne og videre til Danmark. Det er ikke den ultimative forfærdelige flugt; men alle mennesker, der skal forlade noget kendt og trygt, udsættes jo for nogle enorme omvæltninger. 

Hele den periode, der omhandler de første år i Danmark, har derfor også en del overlapning med den første og en del anekdoter er de samme, som man har læst allerede.

Nuancerne her er samtaleformen, hvor man samtidig føler varmen, humoren og tristheden, når historierne fortælles.

Ligeledes er der en del illustrationer og ikke mindst nogle gode indslag, hvor Danmarks udlændingepolitik beskrives i perioden fra 1980'erne til i dag. Det hjælper til at sætte tingene i rette perspektiv og hele integrationsdebatten behandles også virkelig godt. Det fik mig til at tænke på ét af principperne i Roslings bog, som jeg jo også lige har læst: Elefanten, der skal illustrere proportionerne.

Abdel Mahmoud beskriver jo netop det, som Rosling understreger. Der er ingen, der laver en historie i nyhederne om den velintegreret familie, hvor alle bare står op om morgenen og går på arbejde! Vi hører om de ganske få, der er kriminelle - eller på overførselsindkomst eller ....

Vi fokuserer på de dårlige historier, og de vokser sig store som elefanter i folks bevidsthed.

Jeg nød bogen; og fik tårer i øjnene af både glæde og tristhed undervejs. Jeg kunne godt have ønsket, at der havde været lidt mere variation i fx billedmateriale som ofte er de samme som i den første bog. Alt i alt dog en rørende bog, som man kun kan forestille sig har været en intens oplevelse for de medvirkende.

The Zanzibar Chest - Aidan Hartley

• Engelsk
• 15.-20. oktober
• 476 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg til tider synes, at jeg ikke kan få nok af rejsebeskrivelser - så kunne jeg i dette tilfælde godt undervejs overveje, om det altid er en god idé. For det var barsk læsning denne gang!

Aidan Hartley er født i Kenya i 1965 af engelske forældre; og har siden levet størstedelen af sit liv i Afrika. Han er uden tvivl et af den slags mennesker, der aldrig kommer til at forlade kontinentet - fordi det sidder så dybt i ham ... på godt og ondt! 

Hans familie var i generationer inden ham selv tilstede i Afrika og andre engelske kronkolonier, og den historie starter han med at fortælle. Han introducerer også kort Peter Davey - hans fars gode ven, som blev dræbt i 1947 i Aden. Den historie vender han tilbage til i små kapitler vævet ind i hans egen historie.

Men primært er det jo skildringen af hans begivenhedsrige liv. Bogen er far 2003, og siden har han trukket sig tilbage fra det aktive krigsreporterliv, som han startede som ganske ung. Efter uddannelsen i England kunne han ikke rigtigt finde sin hylde - og det engelske klima passede ham bestemt ikke. Han ville retur til Afrika og hutlede sig i nogle år igennem livet ved at lave lidt småhistorier og ikke mindst snylte lidt på venner og bekendte.

Når man læser en stor del af hans livsbeskrivelse med stoffer, sprut og skiftende forhold minder det til tider om Bourdains oplevelser i kokkebranchen; med den enorme forskel selvfølgelig, at Hartley står i alvorlige krisesituationer. 

Dem var der jo rigeligt af i Afrika i 1980'erne og 1990'erne - og til dels stadig den dag i dag. Han dækkede primært krigen i Somalia; og med sin baggrund har han en helt speciel forståelse af den afrikanske virkelighed, som en tilflyvende journalist ikke umiddelbart har. 

Han bevæger sig samme steder som fx Kapuściński og Kessel - men der er en verden til forskel, da de rejste rundt nogle årtier tidligere. Men det var spændende at læse beskrivelserne fra "Den tomme fjerdedel", hvor hans far og vennen Davey arbejdede - det var lidt inden Thesiger rejste rundt og beskrev det i sine fantastiske rejsebøger. Han rejser i sporene på faderens ven for at forstå, hvordan han døde - hvordan en mand, der omvendte sig til islam og giftede sig med en indfødt, kunne ende med at blive dræbt af selvsamme. 

Men mest grusomt er hans beskrivelse af krigen i Somalia, hvor han mistede en god ven, fotografen Dan Eldon - en ung mand, han selv havde været med til at hjælpe igang. En ung mand, som begyndte at få succes - men også brændte ud. De skulle ud af landet og have lidt ro; men der var lige en sidste ting, der skulle dækkes - og der bliver han dræbt sammen med tre kolleger, da de skal dække FN-troppernes anholdelse af den rebelske leder i landet. En forfærdelig død, som om noget viser, hvor brutale forhold man arbejder under i den branche.

Ligeledes er beskrivelsen fra Rwanda jo hjerteskærende. Den er på mange måder anderledes end al den anden litteratur, jeg har læst om folkemordene - fx nævner han slet ikke ordet 'kakerlakker', som jo var hutuernes beskrivelse af tutsierne. Men hans vandring ind i Kigali sammen med rebeltropper, og konfrontationen med mængderne af myrdede børn, kvinder, mænd og ældre er barsk læsning. 

Man kan bruge Jan Grarups billeder som baggrundstæppe til mange af de hændelser, der beskrives - men jeg tror ikke, at man ville være i stand til at se billeder sammen med teksten. Jeg havde flere perioder, hvor det næsten blev for meget ... hvor jeg lige måtte trække vejret.

Det bliver det også til sidst for Hartley; han har set for meget og er ude af stand til at have normale humane relationer. Han rejser tilbage til Kenya og møder sin kommende kone. Han lever nu langt mere roligt - og med en del spøgelser.

Maigret og vinhandleren (Maigret LXXI) - Georges Simenon

• Fransk
• 13.-14. oktober
• 191 sider
• Originaltitel: Maigret et le marchand de vin

Simenon er nået til slutningen af 1960'erne - og nu bliver han lige pludselig lidt feminist??? Altså fru Maigret gør stadig rent, og hopper og springer ved hans mindste ordre. Men Maigret ser, at mænd kan være nogle rigtig dumme .....!

Maigret sidder egentlig med en ung knægt, der har slået sin mormor ihjel for et par håndører; desperation over arbejdsløshed - men ingen reel fortrydelse. Da får han at vide, at en prominent herre er blevet skudt på åben gade, da han forlod et bordel. Det drejer sig om en stor vingrossist med tusinder af forhandlere landet over. 

Hans hustru er ikke særligt påvirket af det; hun har i mange år vidst, at han var hende utro. Men det var han til gengæld i en grad, så man må lade sig imponere. Alle hans kvindelige medarbejdere samt hustruerne i deres private omgangskreds har været en del af hans harem. Hurtige ture på kanten af skrivebordet eller som her på et betalt sted, hvor man selv medbringer sin kvinde. Lige så mange fortørnede mænd må der jo findes derude, tænker Maigret!

Han er ramt af influenza og nu skal han trækkes med en chauvinistisk klovn som denne døde mand er. Mens han slæber sit feberramte legeme rundt i Paris på jagt efter en morder, observerer han en lidt ussel mand, som holder øje med ham. En mand. som tilsyneladende gerne vil i kontakt med ham - men ikke tør. Han modtager telefonopringninger og breve, som alle siger det samme - at den myrdede var et forfærdeligt menneske. 

Vingrossisten var nemlig ikke kun modbydelig overfor kvinder; alle hans mandlige ansatte var undselige mænd, som han kunne undertrykke med psykisk terror. Den usle mand er en af dem; en mand, der blev fyret og heller ikke turde sige det derhjemme - et pragteksemplar af en tøffelhelt! Hans kone efterlyser ham efter nogle måneder og får så lige en tur på skrivebordskanten hos vingrossisten..... og det bliver måske dråben. 

Så nu skal Maigret bare have lokket manden i nettet; herved er det lidt usædvanligt, da mordet opklares relativt hurtigt. Men det giver moralske skrupler til Maigret - her sidder han med en morder, der er psykisk nedbrudt og er blevet presset ud i den situation. På den anden side har han den unge knægt, som ingen skrupler viser. Det er paradokserne i hans job, men det er ikke hver gang, at Simenon lader os se den side af sin helt.

Factfulness - Hans Rosling

• Engelsk
• 8.-12. oktober
• 352 sider
• Dansk titel: Factfulness

Jeg var til et møde i Sverige i forrige uge, og en del af de tilstedeværende talte rosende om denne bog udgivet af den kendte svenske TED-taler, Hans Rosling. som nu desværre er gået bort. Men hans bog er udkommet, og går sin sejrsgang verden over. Lørdag styrtede jeg derfor ned til boghandleren, og her er jo et klassisk eksempel på, hvorfor jeg køber så få dansksprogede bøger! Jeg var lige ved at købe den på dansk - titlen er den samme; den er i stort fint format og koster 299 DKK. Pludselig ser jeg den mindre version ved siden af, som viser sig at være den engelske - til 169 DKK. Der er ikke meget at fundere over i min verden.

Men bortset fra det så er Roslings bog måske til en undtagelse én, man vil give flere penge for - for man bliver jo glad af at læse den! Man bliver klogere - og det er aldrig skidt; men man bliver først og fremmest meget mere positiv overfor verden vi lever i.

Jeg ser ikke nyheder hver dag; jeg skimmer dem på telefonen, hvor jeg nemmere kan sortere, hvad jeg vil fordybe mig i. Men ellers er det jo forfærdeligt deprimerende at bruge en halv time på at høre om krig, stormflode, sygdomme og alle de andre dommedagshistorier, de serverer for os. Det var da i det mindste lidt mere positivt i sommers, hvor de kunne vise strandbilleder i ugevis - men det endte jo også med at blive en historie om tørke og alle de skrækkelige konsekvenser, det havde.

Roslings bog er opdelt i ti kapitler, som hver især beskriver de instinkter, der gør at vi ser verden som et grusomt sted - eller det er jo det, man forsøger at bilde os ind. At det står skidt til - og oven i købet værre og værre. Det er instinkter som at generalisere (ex. afrikanske lande kommer aldrig videre - men de ER allerede langt videre end for 20 år siden); at vi fokuserer på mindretallet (ex. et par enkelte dødsfald af en meget sjælden årsag - men vi ser ikke de banale dødsfald, som vi kan gøre noget ved); vi misforstår tendenser - fordi en kurve er stigende, betyder det ikke, at det vil fortsætte eksponentielt i samme hast - ex. befolkningstal.

Rosling stiller i starten af bogen tretten spørgsmå, som alle omhandler tingenes tilstand - og jeg fik kun otte rigtige. Fordi vi lader os farve af det billede, vi ser i medierne og vælger det mest pessimistiske svar. Roslings argument er, at samme resultat fik han fra alverdens politiske ledere, erhvervsledere og andre influente personer - altså dem, som sidder med vores verden mellem hænderne. Og alle er fastlåst i et verdensbilleder, der er præget af overtro eller fejlinformation - eller ganske enkelt forældet data.

Det er berigende, opløftende, morsomt og interessant! Det er en øjenåbner for os, som sidder i vores veltilpasse Level 4-verden (jvf. Roslings inddeling) og er komfortabelt langt fra de værste katastrofer. Men Rosling stiller os nogle redskaber til rådighed - et yderst interessant værktøj er hans Gapminder websted, hvor man selv kan lege med data. Der kan jeg jo se, at jeg lever i den absolut bedste del af verden - den højeste indkomst og blandt den længst forventede levetid. Men da min far blev født var Danmark et Level 3-land - en status, der var blot ca. 10 år gammel og den gennemsnitlige levetid var 65 år. Danmark var dengang på det niveau, hvor Namibia er i dag. Ville jeg nogensinde have troet det, hvis jeg ikke havde læst denne bog? Nej!

Et andet interessant projekt er den grafiske del Dollar Street, som er udviklet i samarbejde med hans svigerdatter. Her ser man verden præsenteret som en lang gade med stigende indkomst - udelukkende med fotos og det beløb, de lever for. Man kan filtrere på eksempelvis deres kæreste eje (fra et stykke stof til et dyrt møbel) eller hvilken type stol man har. Det er så alt fra en vakkelvorn pindestol til de dyreste designermøbler.

Jeg har vist sjældent læst en så fascinerende bog i sammenslutning med webstedet, som man kan bruge lang tid på at lege med for at lære mere. Derfor læser man lidt - og så må man lige undersøge mere; og sådan gik en fantastisk uge i selskab med Rosling. 

Nok den vigtigste bog jeg har læst i 2018 - og alle burde læse den! 

Je te vois reine des quatre parties du monde - Alexandra Lapierre

• Fransk
• 5.-7. oktober
• 639 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg startede med en moderne biografi af Alexandra Lapierre; så bevægede jeg mid et par århundreder tilbage - og nu endnu længere tilbage. Jeg havde bestilt de to historiske biografier samtidigt - og måske har jeg ladet mig rive lidt for meget med.

Historien og personen er fascinerende nok - Isabel Barreto de Castro var absolut en særpræget dame med et eventyrligt liv. Hun var den første kvinde, der i slutningen af det 16. århundrede stod i spidsen for en sejlads over Stillehavet. Dog drog hun jo ikke ud på denne rejse alene - det ville have været uhørt på den tid. Men hun fik overtalt sin første mand til at være en del af ekspeditionen, da det var hendes medgift, der i høj grad havde finansieret projektet.

Hendes mand, Alvaro de Mendana, rejste i 1567 fra Peru ud over Stillehavet for at lede efter det guld, som Incaerne havde fortalt dem om. De var sikre på at finde det forsvundne Eldorado et sted derude - men også Terra Australis. Det var en almen overbevisning, at der måtte være en stor landmasse sydpå for at balancere vægten af kontinenterne i den nordlige hemisfære. Det havde de jo i og for sig også ret i - men det blev ikke Australien han opdagede. Til gengæld fandt han Tuvalu og Solomon Islands - men ikke guldet!

Så nu ville han afsted igen; og hans hustru, som da var ca. 30 år gammel, var med. Kaptajnen døde undervejs og nu tog hun over. Det var jo ikke sædvanligt, og hun kæmpede da også en brav kamp mod mytterier, sygdom og død. 378 mennesker sejlede ud i april 1595, og da Isabel nåede Manila i februar året efter var kun knap hundrede tilbage.

Derfor må hun jo med rette siges at være en fascinerende person; problemet er bare, at der findes uendeligt lidt information om hende. Det gør det problematisk i forhold til en biografi, og her har forfatteren også virkelig kæmpet for at få en historie spundet sammen.

Vi starter således i et kloster i Peru, hvor Isabel er gået i hi. Da nonnerne truer med at bortvise hende, får de hendes søster til at fortælle hendes historie for at gå i forbøn for hende. Det bliver altså lidt klodset - og det bliver i særdeleshed langtrukkent. Jeg må indrømme, at jeg læste lidt diagonalt til tider - men det blev penslet ud i detaljer, som reelt set muligvis er forkerte.

Eksempelvis er der flere forskellige historier om, hvem hendes far var? I bogen skrives der om de 11 søskende, men man kender kun et par stykker? Hvor døde hun reelt - og hvor ligger hun begravet?

Der er meget uvished og det er svært at bygge en plausibel biografi op omkring; så kan man vælge totalt at digte sig ud af det - men så ville jeg foretrække en helt fiktiv figur.

Det er lidt med blandede følelser; for jeg kunne faktisk godt lide hendes andre biografier - men hun kan godt lide stærke kvinder, og beslutter sig for at finde dem, der indtil nu ikke er skrevet meget om. Nogle gange kan man så konkludere, at det er der en grund til!

Midnight Blue - Simone van der Vlugt

• Engelsk
• 3.-5. oktober
• 332 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en skrækkelig vane med at altid at læse de sidst indkøbte romaner, der ligger øverst i stakken. Således også her, hvor jeg kastede mig over denne, som blev købt i lufthavnen i Amsterdam for kun en uge siden. 

Jeg har også en forkærlighed for hollandsk litteratur; især når det omhandler tidligere århundreder. Måske fordi der er en tæt forbindelse mellem Hollands og Belgiens historie på netop dette punkt, og jeg genfinder en del af den flamske kultur, jeg levede blandt i mine mange år i udlandet.

Midnight Blue er navnet på den specielle blå farve, som Delft-porcelæn er berømt for, og baggrunden for dens opfindelse spiller en central rolle i denne historiske roman om en stærk hollandsk kvinde. Så er der måske lidt rigeligt mange associationer til andre berømte hollændere; men det må man jo tage med.

Catrin bliver enke i en ung alder, da hendes fordrukne og voldelige mand dør. Hun arver ham; men vil væk fra den lille landsby og søger til Alkmaar, som er en større by. Men der går rygter om mandens død - at hun skulle have en finger med i spillet, og i stedet søger hun mod Amsterdam, hvor hun kan få en stilling som husholderske. Stillingen er i en fint hus, og skyldes hendes møde med den rige handelsrejsende Mattias - det er nemlig hos hans bror Adriaan hun skal arbejde.

Det går også glimrende, og Catrin kommer fint ud af det med husets frue, Birgitta, som maler dagen lang. I den forbindelse får Catrin mulighed for at besøge datidens hotteste kunstner - Rembrandt. Denne del var ret pudsig, hvis selv har besøgt hans hus i Amsterdam, da det stadig står præcist som beskrevet i bogen.

Grundet hendes problematiske fortid må hun endnu engang "flygte" - denne gang til Delft, som endnu ikke er kendt for sit blå-hvide porcelæn. Men der er krig i Kina og det afskærer forsyningerne til Europa. Catrin får nu et nyt job, og hendes liv begynder at falde til ro. Og så kommer pesten til landet i 1655...

Der er i det hele taget er ret højt tempo i de 48 små kapitler, som stort set alle ender med lidt af en cliffhanger. Set i det lys er det jo ikke en traditional tung historisk roman, men det fungerer ret fint. Der er historiske detaljer, som man selvfølgelig kan diskutere - som da Catrin i Delft lærer kunstneren Johannes Vermeer at kende, og han en dag betragter hende i en gul dragt ved et vindue og får en idé!?!?! Ligeledes ser hun maleriet The Goldfinch, som ganske rigtigt er malet i Amsterdam i 1654 - men jo nu er mest kendt forsin hovedrolle i Donna Tartts roman. Det bliver sådan lidt name-dropping - men på den anden side hjælper det også læseren til at tidsfæste handlingen bedre set i en kontekst.

En hyggelig lille roman, som er hurtigt læst! Hun har skrevet yderligere et par historiske romaner, som foregår i Holland - men endnu ikke oversat. Denne er oversat til en del sprog - spansk, fransk, tysk, osv. - så mon ikke de andre kommer på et tidspunkt?

Maigret og dræberen (Maigret LXX) - Georges Simenon

• Fransk
• 1.-2. oktober
• 191 sider
• Originaltitel: Maigret et le tueur

Det er jo lidt pudsigt, at en krimiforfatter i en hel lang serie bruger 'dræberen' i en titel - når han er nået til bind nummer 70. Så er 'dræberen' jo også et lidt voldsomt ord; i en moderne oversættelse ville man uden tvivl have benyttet 'morderen'?

Simenon er tilbage i storform efter et lidt mere tamt bind 69; det starter hos den gode ven, lægen Pardon, som vi genfinder. De to herrer sidder stille og roligt med et glas efter middagen, da de forstyrres af en af gadens handlende. Denne og fruen har netop overværet et knivoverfald på gaden; overfaldsmanden er væk, og kort efter ånder det unge offer ud. Det viser sig at være en rigmandssøn, som bruger sine aftener i Paris' arbejderkvarterer, hvor han optager stemmer på en båndoptager.

Vi er virkelig ved at komme med op i tiden - for offeret har langt hår, og man kunne mistage ham for at være hippie! En af de samtaler man finder på båndene viser sig at være en planlægning af et røveri i en rigmandsvilla udenfor byen; og hurtigt finder Maigret frem til de fire banditter. De står sandsynligvis bag en lang række kunsttyverier; men er én af dem morderen? Så de, at deres samtale blev optaget? Men hvorfor er båndoptageren så ikke fjernet fra offeret?

Maigret stagnerer som så ofte før - men anholdelsen af de fire røvere får morderen ud af busken. Han er tilsyneladende en nidkær mand, som ikke vil forveksles med en simpel gadebandit. Maigret starter en regulær katten-og-musen-leg med morderen, som foregår gennem telefonsamtaler og breve sendt til byens avisredaktioner. Maigret begynder still og roligt at spore sig ind på manden; og selvom han kunne anholde ham hurtigt ved at publicere fotos fra offerets begravelse, så venter han. Det er Maigret, når han virkelig er allerbedst.

Og selvfølgelig ender han med at få fat på ham. Men helt stille og roligt ved, at manden en aften sidder i hans stue - og de symbolsk deler et måltid mad og en flaske vin inden han køres i kachotten. Man må sige, at Maigret ikke er nervøs for sin kones sikkerhed.

Det var virkelig en god Maigret - eller også er jeg også ved at være lidt sentimental ved tanken om, at der kun er fem tilbage?