Tuesday, January 15, 2019

Le silence des esprits - Wilfried N'Sondé


























  • Fransk
  • 14.-15. januar
  • 176 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra nytårsferien; og ikke just en nyudgivelse - men afrikansk litteratur kan man aldrig få nok af! Eller kan man? For da jeg fik kigget nærmere på den vel hjemme i København, kom jeg i tanke om, at jeg jo tidligere har læst en roman af N'Sondé. Det var tilbage i foråret 2015, og jeg var faktisk ikke begejstret for den. Men denne er en langt tidligere udgivelse fra 2010; og jeg var allerede lidt i gang, da det gik op for mig.

Netop det jeg bebrejdede N'Sondés senere bog har han undgået i denne. Her holder han sig til noget, der står hans kultur og weltschmwerz nærmere - nemlig vilkårene for unge indvandrere efter borgerkrigenes rædsler i Afrika.

Clovis - fantastisk navn i øvrigt - fødes som tvilling i en landsby i Congo; søsteren Marcelline er smuk og lys i huden, mens Clovis er meget mørk og decideret grim (hans egne ord). Moderen dør under fødslen, og de to små bliver plejet af bedstemoderen. De har kun hinanden, og hver nat ligger de tæt sammen. En morgen har de sovet for længe, og bedstemoderen anklager Clovis for at være en seksuel djævel og deslige - og for at undgå lynchning må han flygte fra landsbyen.

Marcelline bliver tilbage, og kommer i skole. Hun er velbegavet og vil studere. Men så kommer borgerkrigen. De har ingen kontakt længere, og nu er de på hver sin side. Clovis som selvbestaltet krigsherre, der plyndrer og slår ihjel - og Marcelline som voldtægtsoffer.

Senere ender de begge i Frankrig; igen på hver sin side. Clovis på gadens bænke og Marcelline finder er arbejde, men bliver udnyttet af en mand, og opsøger et asylcenter for at blive sendt hjem. Her falder hun i hænderne på en hvid mand, som blændes af hende, og udnytter sin magt til at bruge hende seksuelt mod en opholdstilladelse.

Alt dette hører vi i brudstykker, da Clovis fortæller historien til Christelle over de to døgn, de kender hinanden og som udgør fortællingens fysiske ramme.

De to mødes i et tog; Christelle er lidt bulet af livet og mænds svigt, og noget ældre end Clovis. Men da hun ser hans angst, tager hun ham med hjem til sin lejlighed. De taler og er fysisk tætte; han fortæller sin historie, og de elsker. De ser måske begge en lille smule lys for enden af en håbløs tunnel. Og den tredje morgen går Clovis glad til bageren for at hente morgenmad, da han stoppes af en politikontrol.

Uden papirer vil han blive sendt til en flygtningelejr - eller hjem. Det får vi ikke at vide. Christelle gør heller ikke. Hun kan blot sidde og tro, at hun igen er blevet udnyttet af en mand, og se sine desillusioner vokse. Marcelline får heller aldrig at vide, at hendes tvillingebror er i samme by som hende. Alt bliver brat afsluttet i et sekund på et fortov foran en bager.

Det er utroligt poetisk - og intenst. Det refererer til de afrikanske ånder, som især Marcelline mener styrer verdens gang. Det er jo trist. For alle parter. Dem, der bliver udnyttet og dem, der har udnyttet - som Clovis. Og i sidste ende er de alle tabere, og bliver udnyttet af systemet og livet og skæbnen.

Monday, January 14, 2019

4000 ans de mystifications historiques - Gerald Messadié

























  • Fransk
  • 9.-13. januar
  • 502 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog lånte jeg med hjem fra min ferie; den lå strategisk placeret ved natbordet i mit gæsteværelse. Men der var ingen tid til læsning i ferien!

Jeg havde nok ikke selv købt den, men det var fin let underholdning af skiftende karakter.

Bogen er skrevet af en fransk videnskabelig journalist, som har udgivet et hav af forskellige bøger kan jeg se. Det gælder både romaner, men også i særdeleshed værker om historie, religion, esoterisme - men bestemt i den lettere genre.

Således også her, hvor han over femhundrede sider forsøger at komme igennem fire tusinde års myter og forfalskninger i historiebøgerne. Det dækker alt fra de gamle grækeres prædikat som de ypperste demokrater til 9/11 - og hvem der vidste hvad og ikke mødte på arbejde i WTC den morgen.

Som sagt en broget samling anekdoter, hvoraf mange behandles på blot 2-3 sider; deraf føger jo. at det ikke kan være sælig akademisk. Men han har i nogle af historierne fat i den lange ende om velankrede myter, som ingen længere gør noget forsøg på at omstøde.

Et eksempel er Marco Polos opdagelsesrejser, som blev gevaldigt pyntet på i hans egne overleveringer; men også Columbus' opdagelse af Amerika. Det er efterhånden velkendt, at han ikke opdagede Amerika - men der tales langt mindre om de kinesiske ekspeditioner fra 1421 og 1434, som nok er de første, og som Menzies så betagende beskriver i sine to bøger.

Der er også en del historier omkring diverse krige og slag. hvor man jo har tendens til at forskønne sandheder. Det ser bare altid bedre ud end et sviende nederlag!

Jeg kan godt se, at det er videnskabeligt for let - men det er glimrende underholdning, og kan være med til at rokke en anelse til visse fordomme eller overtroiske myter, der bare hænger ved. Han forsøger jo netop også at forklare os, hvorfor det forholder sig således - overleveringer, tidligere tiders kommunikationsformer etc.

Tuesday, January 8, 2019

L'adieu à la femme rouge - Vénus Khoury-Ghata

























  • Fransk
  • 7.-8. januar
  • 192 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Hver gang jeg ser Vénus Khoury-Ghatas navn kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Boutros-Ghali; fjollet, ja - men der er noget i sammensætningen, der minder mig om hinanden. Og de to personer kommer da også begge fra det samme område - forfatteren fra Libanon og diplomaten fra Egypten.

Den sidste roman jeg læste af Khoury-Ghata var i 2010, og den var dybt fascinerende, skræmmende og lidt trist. Da jeg over nytåret var i udlandet kunne jeg samtidig få fyldt op af franske bøger; og en af de elleve, der kom med hjem var af hende. Forfatterens navn og omslaget var nok til at bekræfte mig i, at det ville være en god oplevelse.

Romanen udkom i 2017, da Khoury-Ghata var 80 år gammel! Hendes karriere startede tilbage i 1960'erne og hun er stadig aktiv og har vundet en lang række litterære priser i Frankrig, som er hendes nuværende hjemland.

Historien er forfærdelig aktuel; den lille mauritanske familie, der lever et simpelt liv i en lille ørkensamling af lerklinede huse. Manden passer sit æsel; hendes tvillinger holder øje med verden fra toppen af et figentræ. Og en dag kommer en europæisk fotograf forbi, og fascineres af denne smukke statelige kvinde, som udstråler den stolthed man ser i afrikanske kvinder ... som oftest når de er i deres egen kultur. Men nu ser hun en anden verden; væk fra den manglende komfort - selvom hun jo aldrig har kendt til andet - og rejser med fotografen til Spanien.

Mand og børn beslutter sig for at rejse ud for at finde hende, og bringe hende hjem til figentræet.
De er illegale indvandrere, og stort er deres chok ved ankomsten til Sevilla, hvor moderen hænger på byens plakater og bill-boards iført nærmest ingenting. Manden bruger nætterne på at male tøj på plakaterne for at beskytte sin kones ære. Hun bor ikke længere med fotografen; men en forfatter, der vil beskrive hendes liv.

Men måske falmer hendes eksotisme i de nye omgivelser med ny europæiske frisure og uden den røde ler, som i ørkenen beskyttede hende og var en kulturel udtryksform. Pludselig reklamerer hun for rengøringsmidler og ikke for luksusprodukter. Børnene lever i slummen sammen med de andre afrikanske illegale indvandrere, der konstant er på flugt for myndighederne. Faderen begynder at blive sindssyg.

Det hele frygtelig tragisk, og uden tvivl en glimrende fortælling om. hvad tabet af status og ære kan gøre ved de mennesker, der så brat mister deres kultur og ikke finder en plads i vore samfund.

Pennen føres med hård hånd i små koncise sætninger, hvor ikke et ord er overflødigt. Prosaen er lige så skarp som de slag de alle tilføres; og med den indbyggede sarkasme og livsironi, der er i deres skæbner. Det ender jo ikke godt - en familie er splittet; nogle overlever og andre er forandrede for livet.

Det er en barsk påmindelse til os europæere om, at de flygtninge vi ser forhutlede i Sydeuropas gader (da vi jo er noget forskånet for dem i Danmark) havde et helt andet og værdifuldt liv inden. Nok med færre materialistiske goder; men med de ting, som ikke kan opmåles - men så let fratages et menneske. Et skarpt samfundskritisk syn af en person, som har set lidt af hvert i livet og stadig er så aktuel.

Sunday, January 6, 2019

























  • Fransk
  • 17. december 2018 - 6. januar 2019 
  • 992 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Læseåret 2018 endte på 104 bøger; det var lidt tidligere end jeg havde regnet med - men jeg ved af erfaring, at julemåneden ikke er gunstig for læsning. Det burde den vel være med lange helligdage til at fordybe sig. Men det er jo også de dage, man tilbringer med familien - efter at have brugt dage på at rende rundt i shoppinghelvedet. Derefter rejste jeg på en lille nytårsferie i udlandet, hvor jeg kun havde læst knap 400 sider på to uger, Temmelig usædvanligt - og under ferien blev der ikke læst en side.

Men nu er læseåret 2019 i gang; og endelig kunne jeg fordybe mig i Di Fulvios venetianske mursten.

Jeg læste hans roman fra 1910'ernes New York i foråret, og glædede mig meget til endnu en episk roman fra hans hånd. 

Denne gang er vi i Venedig, og det er 1515. Venedig var jo dengang en selvstændig stat styret af dogen og et råd bestående af ti mænd. Det var en umådelig rig lille verden; og når de blev truet udefra lukkede de bare byens porte. 

I Rom bor svindleren og tyven, Mercurio; han arbejder for en gangster, Scavamorto, sammen med en lille gruppe bestående af den smukke pige Benedetta; den mindre Zolfo - og den tungnemme Ercole. En dag går et røveri galt, da de angriber jøden Shimon og efterlader ham i en gyde. Mercurio er overbevist om, at han er død - og vil væk fra byen.

Under rejsen til Venedig slutter de sig til en lille trop ledet af soldaten Lanzafame, og der møder de en anden svindler Isacoo og dennes datter Giudutta. De er jøder, og Isacco foregiver at være læge - og forbløffende nok slipper han afsted med det og redder nogle af soldaternes liv.

Da de ankommer til Venedig skilles deres veje; men den lille gruppes veje krydses. Mercurio finder en ny mand at arbejde for, Scarabello. Zolfo slutter sig til en fanatisk munk, der vil udrydde jøderne og Benedetta gør som kvinder gør i den situation - hun finder en mand, der vil finansiere hende. Isacco og Giudutta må flytte ind i byens ghetto - den første jødiske ghetto i verden, som blev proklameret i foråret 1516. Bydelen eksisterer stadig og har bevaret træk fra byens århundreder gamle historie med et folk lukket inde i en by i byen.

Mercurio og Giudutta er forelskede; men hun er jøde - og nok er hendes far selv en svindler, men han er ikke villig til at give sin datter til en anden. Så der er lagt op til spektakler mens vi snor os gennem Venedigs kanaler og gyder. Parallelt følger vi Shimon, som kommer sig - men for evigt er blevet stum. Han kæmper sig nu også mod Venedig for at hævne sig - han er ude efter Mercurio.

Isacco arbejder som læge især blandt byens prostituerede, som rammes af en syfilisepidemi - og Giudutta begynder at designe kjoler, som hurtigt sælges også til byens rige kristne kvinder. Men Benedetta vil også have fingrene i Mercurio, og bruger en "heks" til at kaste en forbandelse over Benedetta. Så er vi med kurs mod en heksesag ledet af Inkvisitionen!

Der er mange historier, og det hele skifter i en god blanding mellem de forskellige personer. Der er så mange og alligevel får Di Fulvio dem alle til at komme til live. Han er en eminent fortæller; en nutidig blanding af Dickens og Hugo med hans beskrivelser af underverdenen og de fattiges kår som han gjorde det i sin gangsterroman.

Hans beskrivelser af byen Venedig er imponerende levende, og man både hører og dufter (eller man skulle måske sige lugter) det hele, som han tager læseren med på sin rejse.
Desuden er det historisk interessant med såvel jødeghettoen som Inkvisitionen som konflikten mellem den lokale dogemagt og kirken i Rom.

Et mesterværk præcis som hans første roman; og heldigvis er der netop udkommet endnu en roman, som skal på listen.

Sunday, December 16, 2018

The Travelling Cat Chronicles - Hiro Arikawa


























  • Engelsk
  • 16. december
  • 256 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter tusind siders skotsk højland og til tider lidt boglig kedsomhed, var det en lise at starte på denne smukke lille roman, hvor man det samme er midt i handlingens midtpunkt. En smuk roman både ude og inde - med sit fine forsideprint og den smukke indbinding; det virker næsten som en børnebog - og det har også næsten et lille strejf af St Exupéry i en mere voksen og brutal version. Derudover er der de smukkeste illustrationer til hvert kapitel - et rent lille kunstværk.

Nana er èn omstrejfende hankat, som lever af de småbidder en venlig sjæl hver dag stiller under en bil. Men da han kommer ud for en trafikulykke opsøger han selv denne mand, Satoru, og bliver passet og plejet tilbage til sit gode helbred. Men nu er de jo blevet venner, og de bliver enige om, at de skal fortsætte med at bo sammen.

For Nana og Satoru forstår hinanden trods den sproglige barriere; og deres liv går stille og roligt i flere år med gåture og hjemlig hygge.

Men en dag putter Satoru katten i sin bil, og de begiver sig ud på en rejse. Det viser sig, at Satoru ikke kan beholde Nana længere - og rejsen går ud på at finde et nyt hjem til ham. 

De besøger Satorus barndomsvenner og derigennem får vi indblik i Satorus personlighed og barndom; men også en forudanelse om, hvorfor de er på denne rejse. Satoru vil egentlig ikke af med Nana - men omstændighederne gør, at ...

Nana giver os hele historien fra sit kattesynspunkt; det er ironisk, morsomt, skarpt og underholdende. Og det er rørende fordi vi føler med Nana efterhånden som Satorus kamp for katten udvikler sig. 

Jeg indrømmer blankt, at tårerne trillede til sidst - det var vist godt, at det var søndagslæsning hjemme i sofaen.

Slutningen skal ikke afsløres her; men er man katteelsker, så er dette den smukkeste lille livsbekræftende historie på trods af tårerne. 

Saturday, December 15, 2018

Guldsmed i rav (Outlander II) - Diana Gabaldon

























  • Engelsk
  • 6.-15. december
  • 976 sider
  • Originaltitel: Dragonfly in Amber

Jeg synes lige jeg havde læst første bind i serien; men det er allerede ti bøger siden. Jeg tror, at jeg må sprede dem ud over en ret lang periode - hvis jeg da når til vejs ende.

I andet bind starter vi i 1968, hvor Claire har været tilbage i nutiden i mere end tyve år. Hendes nutids-mand, Frank, er død et par år inden, og de har boet i USA. Nu tager hun datteren, Brianna, med til Skotland for at undersøge, hvad der skete med Jamie - hendes mand fra fortiden.

De møder Roger Wakefield, som er ved at rydde op i sin adoptivfars hus efter dennes død; i øvrigt en mand, man mødte perifært som dreng i starten af første bind. Han bliver øjeblikkelig forelsket i den unge Brianna - og han opdager med det samme, at der er noget mystisk ved Claire. Det er næsten lidt for meget.
Efter nogle ture rundt i højlandet finder de flere grave - blandt andet den onde Jack Randalls (Franks forfader) og Jamies. Det får endelig Claire til at sætte sig ned og fortælle sin historie til datteren og det nye bekendtskab, og det er således en hundrede sider lang indledning til vi er tilbage, hvor vi sluttede i første bind.

Jamie og Claire er flygtet til Frankrig, hvor den skotske tronprætendant befinder sig. Han forsøger at samle midler til at starte et oprør og genvinde Skotland fra den engelske konge. Claire og Jamie ved jo, hvordan det ender - og deres dilemma er derfor om de kan stoppe det. Det undrer mig lidt, at de tror, at man kan ændre historien - nu hvor Claire jo kender det 20. århundredes historiebøger. Men det er uden tvivl min pragmatiske hjerne, der ikke magter den slags fantasy. 

Tiden i Paris en uendelig; nok mere for læseren end for vores to hovedpersoner, for de er konstant i slagsmål, intriger, hede elskovsscener og deslige. Man skulle ikke mene, at nogle mennesker så konsekvent kan havne de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Jeg var virkelig tæt på at give op, og måtte give mig selv nogle delmål hver dag for blot at hive mig gennem siderne.

Endelig - omkring side 600 - rejser de retur til Skotland; og spirerne til de kommende krigshandlinger starter. Heldigvis begynder handlingen at flyde en anelse bedre, og jeg nød faktisk de næste trehundrede sider - en noget bedre balance og lidt mindre sødsuppe i Jamies og Claires kærlighedsscener. 

Vi slutter igen i 1968, da Claire er færdig med sin historie - og hendes datter forståeligt nok ikke er helt overbevist. Din mor fortæller dig pludselig, at din far ikke er din far - men derimod er din far en skotsk soldat/godsejer, som levede for mere end 200 år siden. "Ja mor ... selvfølgelig!"

Så hvor skal historien drejes hen nu - i tredje bind? Claire er tyve år ældre og det er hun vel også, hvis hun rejser tilbage igen/ Hvis hun altså kan komme tilbage - eller vil?

Nu har jeg jo købt de næste to bind, og vil læse dem - på et tidspunkt. Men Gabaldon kunne uden at tøve have skåret halvdelen af det hele væk, og historien ville have været den samme. Mere fokuseret på den reelle handling, og ikke så langtrukken at komme igennem. Det er en kunst at skrive meget lange bøger; i dette tilfælde er det desværre ikke lykkedes.

Wednesday, December 5, 2018

De renes land - Puk Damsgård


























  • Dansk
  • 5. december
  • 240 sider

Jeg har tidligere læst Puk Damgårds fortælling om det danske gidsel, Daniel, der i 2013 blev fanget af IS i Syrien. Puk Damsgård kender jeg jo nu bedre fra nyhederne efter at være flyttet til Danmark.
Hun er dog ikke min foretrukne reporter hvad angår Mellemøst-stoffet; men jeg var rimeligt begejstret for historien om Daniel.

At få et indblik i den arabiske verdens kvinder er dog noget helt andet; og som der selvsagt skal en kvinde til - både af de rent praktiske årsager som forbud med samkvem med mænd, men lige så meget grundet den psykologiske tæthed, der nok nemmere opstår kvinder imellem uanset religion, alder eller nationalitet.

Bogen omhandler tre vidt forskellige pakistanske kvinder, og i tre dele og ni kapitler møder vi således hver af dem tre gange.

Der er den unge Nadia, hvis mand bliver dræbt i et terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad - Pakistans hovedstad - i september 2008. Han arbejdede som rengøringsassistent, og bliver tilfældigt offer for Al-Qaedas vrede over de danske Muhammed-tegninger. Hun er ikke fyldt tredive endnu, og er allerede enke med en lille pige på fire år. Og så er de kristne - så oveni denne tragedie er der alle de daglige problemer ved at være kristen i et land, der arbejder mod at indføre sharia-lovgivning.

Den anden kvinde er Aliya, som er gift med den noget atypiske Aslam - en pakistansk Jim Morrison, der ryger og drikker, og er alternativ kunstner. De to mødtes efter begge at have boet i Australien, og dermed smagt lidt på den vestlige verden. Ingen af dem er fortalere for det konventionelle familieliv indenfor islam, og Aliya arbejder og vil ikke have børn. Hun tilstræber en bedre situation for de pakistanske kvinder, men er ret desillusioneret og vil egentlig gerne væk fra landet. De valgte selv hinanden, og deres historie er om opgør med traditioner og ægte kærlighed i modsætning til de mange arrangerede ægteskaber.

Endelig er der Binte Massood, som er lærer på en koranskole - og kan sammenlignes med en katolsk nonne i den forstand, at hendes ægtemand er Allah; det er hendes overbevisning, og hun siger, at hun elsker ham over alt andet. Hun leder skolen, og kommer aldrig udenfor og slet ikke i nærheden af en mand. Altid tildækket fra top til tå og ud til fingerspidserne lever hun med Koranen som bedste ven.

Puk Damsgård får et tæt forhold til alle tre kvinder, men ikke uden problemer. Da hun vil opmuntre den unge enke, giver det problemer at de spiser offentligt ude. I koranskolen er hun begyndt at iføre sig burka for at sløre sporene, når hun som udenlandsk journalist tager derhen - og nu tror de alle, at hun vil konvertere til islam. 

Det eneste retbyrdige forhold er til den unge Aliya, som kender til Vesten - og det er jo tankevækkende. Binte Massood er slet ikke interesseret i at høre om hendes vantro liv - de spørger ikke engang, hvor hun kommer fra. Det er irrelevant da det er et land udenfor Pakistan og ikke muslimsk. Det giver et lidt indsnævret billede af disse kvinders rummelighed; men de har jo intet at bygge noget andet på - isoleret som de lever.

Den unge enke er bitter, og vil have erstatning fra ambassaden - men da hun får den, er det ikke godt nok! Det er en Catch-22 for alle parter.

Moralen for Puk Damsgård er at man kan knytte venskaber på tværs af alle de forskelle. Det er jeg desværre ikke enig i; som sagt er der kun et enkelt af de tre, der er helt uden forbehold, bagtanker og facade. 

Endelig er der jo det med journalister, at de netop ikke er forfattere. Nogle af de samme problemer som i historien om Daniel gør sig gældende... det bliver for teknisk og reporter-agtigt til tider. Men det var en god handel; hvis jeg altså ikke havde læst den på en enkelt dag.