Den sidste kærlighedssang - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 18.-19. juli
• 496 sider
• Originaltitel: The Last Love Song

Selvom Lucinda Riley gik bort i 2021, er der stadig "nye" udgivelser. Først fuldførte hendes søn serien om de syv søstre baseret på moderens skitser til historien, og nu giver han sig i kast med bøger, der udkom under hendes første forfatternavn, og fik en mere lunken modtagelse. Denne udkom oprindeligt i 1997, men forskellige omstændigheder gjorde, at Riley stoppede med at skrive i et årti inden successen endelig kom under hendes nye navn. Den er nu opdateret af hendes søn, og det er derfor svært at vide, hvor meget der er ændret. Dog er den langt mindre pladderromantisk end visse andre af hendes bøger, og det er måske her man ser den mandlige indflydelse?

Historien foregår primært i 1960'erne og har mere karakter af en krimi end en reel kærlighedshistorie.

Sorcha og Con er unge i et katolsk og puritansk Irland i 1964. De forelsker sig, men Con er fattig og landsbyens outcast. Sorchas far er en af byens spidser, og varetager samtidig arven for Helen, som er Sorchas kusine og hvis forældre er døde. Helen er ikke byens populære pige, og hendes hemmelige crush på Con fører ingen vegne. Så en dag afslører hun de to unges hemmelighed for Sorchas far, og hun udstødes af familien.

Sorcha og Con tager til London i håbet om at blive berømte. Con er musiker, og Sorcha er smuk. Con bliver optaget i et band og en dag bliver de opdaget - deres gruppe The Fisherman bliver berømte. Det er en ganske fin beskrivelse af 1960'ernes pop- og rockmiljø med alt, hvad det indebærer af sex, drigs and rock'n'roll. Et liv med mange frsitelser, og i beskrivelsen af gruppen er der klare paralleller til The Beatles synes jeg. Con begynder at interessere sig for politisk aktivisme, mens forholdet til Sorcha begynder at skride - og det ender helt galt.

Bogen starter med en kvinde i fængsel, som vi ikke ved, hvem er. Men Helen er også kommet til London og i erkendelse af, at hun ikke vil finde lykken i kærligheden kaster hun sig over en karriere, der kan få hende i kontakt med Con og Sorcha igen. Hævn? Det ender i hvert fald ikke lykkeligt, og det er jo en stor forskel på de traditionelle Riley-historier.

Det er virkelig hurtigt læst - til dens fordel vil jeg sige, at krimimysteriet holdt mig fanget og overraskede mig. Men om det er en langtidsholdbar karrierevej at omskrive sin mors romaner er en anden historie! 

The Prisoner's Wife - Maggie Brookes

 

• Engelsk
• 15.-17. juli
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ikke helt et biblioteksfund - faktisk et fund i en af de bogbyttekasser, der findes rundt omkring. I mit tilfælde på en S-togsstation, jeg kommer forbi på vej til familiebesøg og der kan man til tider være heldig.

Det er en historie, der læner sig op af andre som fx dem skrevet af Heather Morris. Hendes bøger var i starten baseret på reelle personers historie, men antog så en mere fiktiv form. Der er mange historier fra den forfærdelige krig. Der er i sagens natur mange, der minder om hinanden - men der er også et stort antal forskellige historier, som denne bog viser.

Maggie Brookes fik "historien" fortalt i 2007 af en ældre mand - han havde været britisk krigsfange i en tysk lejr, og fortalte, at der i lejren havde været en tjekkisk kvinde forklædt som mand. Hun var gift med en britisk krigsfange, og nu skjulte de sig sammen i håbet om at overleve. Det lykkedes hende aldrig at finde mere information som navnene på parret eller endsige verificere historien. Men tanken om muligheden satte sig fast i hende, og hun skrev denne fiktive historie baseret på idéen.

Vi er i 1944, og Bill er britisk krigsfange i en tysk lejr i Tjekkiet. Der sendte man de britiske soldater, der var omfattet af Genève-konventionen, og derfor skulle formodes at få en nogenlunde human behandling. Det fik de selvfølgelig ikke - men de havde i det mindste et håb om overlevelse, hvis fysikken magtede det. Til gengæld blev de brugt som arbejdskraft, og Bill sendes således til en bondegård for at hjælpe med praktisk arbejde sammen med en grupper fanger.

Der møder og forelsker han sig i husets datter, Izabella, på trods af, at de kan knap kan tale sammen. Men Izabella lærer sig mere engelsk, og kærligheden vokser. Da krigen begynder at vende for tyskerne, og russerne nærmer sig, ved de, at de må gøre noget. De gifter sig i skjul, og flygter så i håbet om at finde partisanerne i bjergene. Men de tages til fange af tyskerne, og Izabella, der allerede er forklædt som en ung dreng, foregiver at være stum på grund af granatchok. 

Nu skal de overleve i en lejr, hvor der ingen intimitet eller privatliv er - og de indvier en lille gruppe mænd i deres hemmelighed. Mænd, som hjælper med at dække over hendes fysiske utilstrækkelighed og hjælper med at give hende lidt privatliv til intime behov.

Historien følger Bill og Izabella og deres gruppe af venner igennem lejren, og videre til som arbejdsfanger i et stenbrud. Krigen nærmer sig sin slutning, og de må bevæge sig ud på dødsmarchen sammen med tusinder af andre. Undervejs mister de flere i gruppen - eller må efterlade dem i håbet om et gensyn senere. Det er desværre bogens svaghed synes jeg.

Der er nogle utroligt detaljerede beskrivelser af tiden i lejren og under marchen. Der er alt for mange øjeblikke, hvor Izabella mener, at hun nu vil blive opdaget og det hele slutte. Selvfølgelig ville det have været legitimt for planen og idéen er jo vanvittig under de forhold - men at gentage det så mange gange bliver trættende for læseren. Deres ultimative mål er jo at overleve og komme til England, men bogen slutter uden at vi får lukket alle de ender. Selvom det er fiktion ville det have været fint at afrunde med nogle opklaringer om Izabellas familie, som hun forlod i hemmelighed eller de venner, som var så vigtige for deres overlevelse. 

Måske ville historien have stået stærkere, hvis der var mere reel viden - som i tilfældet med de bedste af Heather Morris' bøger, hvor der er en epilog.

Maskefald - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

 

• Dansk
• 13.-14. juli
• 448 sider

Man skal være tålmodig når man giver sig i kast med serier! Jeg læste første bind af denne planlagte trilogi, der åbenbart også skal filmatiseres. Men de venter nok på sidste og tredje bind for at kunne binde det sammen til en sammenhængende historie. Dog ses det, som jeg allerede skrev om første bind, at det er tiltænkt den store skærm. Manuskriptet er stort set klart i bogen, og det fjerner lidt af magien ved litteraturen.

Vi starter i 1875 i Paris, hvor Jessie er på bryllupsrejse men samtidig møder præstesønnen Johannes hjemmefra, som hun havde et godt øje til inden hun blev forlovet. Det skaber visse problemer - men derudover er det lidt svært at se, hvad denne parentes i Paris skal gøre for historien.

Dernæst springer vi tre år til optakten til det store maskebal, hvor både den danske og den svenske konge skal deltage. Her får man jo virkelig associationer til den første Downton Abbey-film, hvor den engelske konge besøger godset. Der er tydelig temmelig meget inspiration - lidt for meget kan man fristes til at synes. Der er intrigerne i køkkenregionerne om måltidet til de fine gæster og her møder vi igen kokkepigen Oda, der stadig vil frem i verden. 

Samtidig kæmper Jessie med forældrene om at få lov til selv at passe sit barn og få frihed til at udføre sine idéer til maskeballet som skal baseres på Elverhøj. Hendes mand kæmper for at blive anerkendt af svigerfaderen, men hans moderne idéer om landbrug er ikke velsete - og hans eneste ven synes at være Oda. 

Der er andre intriger på spil, som staldkarlen Stig, der vender tilbage efter nogle år i storbyen - Odense!!! - for at genvinde sin elskede, men stadig må kæmpe mod godsforvalteren. Så sceneskiftene er hyppige og giver en god rytme i historien, som er virkelig hurtigt læst. Det er hyggeligt men jeg forstyrres noget af hele tiden at kunne se filmmanuskriptet i bogen, og mangler dybde i personerne. 

Der er dog ingen tvivl om, at det er god og nem hyggelæsning, og hvis det bliver filmet på Egeskov kan man glæde sig til en god tv-serie. 

Rose - Tatiana de Rosnay

 

• Fransk
• 12. juli
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er rigtig mange år siden jeg sidst læste noget af Tatiana de Rosnay. Jeg har set mindre til hendes romaner synes jeg - og jeg var ikke helt overbevist af den sidste. Men jeg faldt over denne på biblioteket, og emnet virkede interessant.

Rose bor i en gammel ejendom ved Saint-Germain-des-Près i en lille gade, der hedder Rue Childebert. Den findes ikke længere - ligesom de andre små gader, der nok snarere var gyder i området omkring kirken. Men det gør den stadig her i 1867, hvor Rose ejer en hel ejendom og har boet i årtier. Hun flyttede ind, da hun blev gift med Armand og lever blandt andet af lejeindtægten fra de to butikker i stueetagen. Hun er enke, og hendes eneste datter bor langt fra Paris.

Men nu skal gaden destrueres og alle beboere skal fraflytte deres hjem som led i baron Haussmanns renovering af Paris. Rose vil dog ikke flytte fra huset - hun lovede manden inden hans død at hun ville bevare deres hus. En håbløs plan, men Rose gemmer sig i det tomme hus i den tomme gade og venter på, at det falder ned om ørene på hende. Mens hun venter skriver hun til sin afdøde mand for at fortælle ham, hvad der er sket siden hans død ti år tidligere. Men hun kommer også ind på deres første forelskelse, deres familieliv og en masse detaljer som man objektivt set burde mene, at manden kendte til. Hvis han da overhovedet skulle læse det!

For det er jo blot en kulisse for at fortælle historien, og det kunne være gjort langt bedre på andre måder. Man tror i lang tid, at Rose gemmer på en stor hemmelighed i huset - en fysisk hemmelighed, der skal holdes skjult. Det handler dog i al sin enkelthed kun om at holde løftet til manden - hvilket ikke virker plausibelt for en kvinde på tres år at lade sig dræbe af murbrokker. Og oven i købet trække andre med i sin død.

Indimellem Roses brev til manden, er der gengivelser af breve hun har modtaget og gemt fra sit liv. De virker desværre heller ikke troværdige for tiden, hvis de var skrevet fra 1830 og frem.

Historien om renoveringen er interessant. I dag ser vi Haussmanns Paris. Det er det Paris, der har gjort Paris så berømt og man glemmer, at der inden da var en anden by, som Victor Hugo blandt andet lovpriste. Han var enig i behovet for bedre hygiejne, flere træer og grønne områder, men han var inderligt imod nedlæggelsen af det historiske Paris som fx hele området omkring Notre-Dame som var tæt bebygget med små huse og smalle gyder. 

Det er jo ikke svært at forstå, hvor traumatisk og dramatisk det har været for alle dem, der blev smidt ud af deres huse for st skabe de store smukke boulevarder, der i dag er kendetegnet for Paris. Det var en så intens og voldsom forandring koncentreret over femten år og i konstant byggerod. I dag nyder vi det, det blev til og de fleste af de huse, der forsvandt havde næppe stået i dag. Men derfor kan man jo godt have lyst til at opleve det andet middelalderlige Paris.

Et interessant emne som sagt - men der var en del irritationsmomenter for mig også. 

Theo af Golden - Allen Levi

 

• Engelsk
• 10.-11. juli
• 400 sider
• Originaltitel: Theo of Golden

Nogle gange tjekker jeg bestseller-listen for New York Times, og så lader jeg mig friste. Jeg trængte også til noget engelsk litteratur efter mit franske maraton. Måske også noget lidt lettere - men her endte jeg måske i lidt for meget af en kliché?

Theo er en ældre elegant herre på 86 år, der en forårsdag pludselig dukker op i den lille by Golden. Han besøger den lokale café i jagt på en rigtig god kop kaffe, og på caféens vægge ser han de blyantsportrætter en lokal kunstner har lavet af byens indbyggere. Der er 92 portrætter og Theo beslutter sig for at blive i byen, og gøre dem til sin mission. Han vil købe dem et efter et for at give dem videre til den portrætterede person, som han mener er den rigtige ejer.

De lokale ser først på ham med en vis mistro. For hvem er denne ældre mand, som ikke vil give sit efternavn og nødigt fortæller om sig selv. Vi ved blot, at han er fra Portugal. Han har engang været gift og haft en datter. Men han har nu boet i New York i mange år. Men alle andre spørgsmål undgår han behændigt.

Han skriver til personerne, og beder dem møde ham på en bænk i byens park for at modtage deres portræt. Således møder han folk fra alle byens samfundslag og hver gang stiller ham dem det samme spørgsmål: "Fortæl mig din historie".

Hans projekt bringer ham i kontakt med mennesker, der har behov for hjælp og han bliver den anonyme velgører for en del af dem. Men hans projekt begynder også at ændre folk og bringe dem sammen på en ny måde. Folk i byen begynder at lægge mærke til og tage sig af hinanden med en ny iver. 

Der er en del bibliske referencer hele vejen igennem. Navnet alene - Theo. Gud. Hans evne til at få folk til at folk til at føle sig set, hørt og elskede. Hans uselviskhed. Hans anonymitet. 

Vi får Theos fulde identitet i slutningen af bogen. Vi finder ud af, hvorfor han kom til Golden - og ikke en anden by. Det hele var nøje planlagt - måske bortset fra projektet med portrætterne, som dog viste sig at være perfekt til hans formål. Så mystikken opklares til sidst og det er for det meste en meget happy ending.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Coelhos Alkymisten. Det er selvfølgelig en helt anden historie - men idéen og effekten virker til at være den samme. Nogle gange har verden åbenbart behov for denne slags bøger, hvor vi hylder det gode i mennesket. Et behov for at blive mindet om, at vi alle kan gøre en forskel for andre, hvis vi blot interesserer os for vore medmennesker.

Det er jo en åbenlys og fin tanke. Men jeg synes det bliver lidt for prædikende og overlæsset med simpel symbolik. Desuden fratages vi tit muligheden for selv at gætte; Theos tanker og handlinger udpensles for læseren, så den mystik, der jo angiveligt skal være, forsvinder.

Den er virkelig hurtigt læst, og jeg er nok ikke helt modtagelig overfor denne slags moderne spiritualitet, som er så karikeret.

Familien Thibault III - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 3.-9. juli
• 639 sider
• Originaltitel: Les Thibault III

Sidste bind i den snart et hundrede år gamle trilogi om de to Thibault-brødre indeholder sidste del af  det oprindelige syvende bind - Sommeren 1914 - og Epilogen udgivet i 1940, som i sig selv er en roman og udgjorde ottende bind.

De første 300 sider - med slutningen af Sommeren 1914 - foregår fra 31. juli til 10. august, og er lige så detaljerede som syvende bind var. Man får her et helt unikt indblik i de politiske forsøg på at forhindre en krig, der skulle blive den sidste store krig. De imperialistiske rænkespil mellem stormagterne og de uundgåelige konsekvenser, når en nation begynder at mobilisere tropperne. For nu er der pludselig ingen vej tilbage og alle venter spændt på, hvem der først udsteder en officiel krigserklæring. 

Antoine ved jo, at han vil blive mobiliseret som læge men Jacques mener stadig, at socialisterne har en chance for at afværge krigen, hvis blot arbejderne går i generalstrejke. Ikke kun i Frankrig men i en international bevægelse. Da den franske leder Jaurès bliver dræbt på en restaurant i Paris mister partiet dog sin vigtigste figur, og da krigserklæringerne begynder at komme fra de europæiske magter, ændrer tonen sig.

Pludselig er klassekampen ikke uopsættelig, for nationalfølelsen overtager. Mange socialister mener, at krigen i sig selv vil bane vej for en ny verdensorden - hvilket den jo gjorde - men at det nu handler om at stå sammen trods politiske overbevisninger for at beskytte det franske territorie. Jacques er slet ikke enig, og vil ikke mobiliseres. De to brødre skilles således ikke som venner, da Jacques returnerer til Schweiz for at fortsætte kampen derfra. Han vælger en sidste desperat handling for at råbe kammeraterne op - og dør i forsøget.

Epilogen foregår fra foråret 1918 til krigens slutning i november. Antoine er blevet såret ved at inhalere den farlige sennepsgas, og er på en klinik i Sydfrankrig. Han tror selv på en bedring, selvom han ved, at han aldrig bliver som før. Men over sommeren forværres hans tilstand, og et besøg i Paris, hvor han ser Jacques' forlovede Jenny, hendes bror, Daniel, og Gise bliver skelsættende. Daniel har mistet et ben - og livslysten. De unge kvinder har omdannet familiens hus til hospital, og entusiasmen for krigen er forsvundet. Da han møder sin gamle læremester Philip, ser han i dennes øjne, at han ikke vil overleve.

Trilogien slutter med Antoines dagbogsnotater fra juli til november, hvor han afventer døden og filosoferer over meningen med det hele. Han var den succesrige - og rige - læge, der levede et privilegeret liv. Han havde elskerinder, men blev aldrig gift. Han satte æren og familien over alt andet. Men nu ændrer hans synspunkter sig, og han forstår Jacques. Hans lyspunkt er Jennys søn, Jean-Paul, født efter Jacques' død og uægte barn. Men han ser i ham håbet for en ny æra for Frankrig og Europa - og man tænker jo, at dette barn vil være en ung mand, når den næste verdenskrig rammer.

Dette sidste bind er skrevet i 1940 netop som 2. Verdenskrig startede. Du Gard fik Nobels litteraturpris i 1937, hvor Sommeren 1914 netop var udkommet og man kan sagtens se symbolværdien i dette. Hans politiske og pacifistiske holdninger er en advarsel om, hvor galt det kan gå og der er vel nok en politisk symbolik i at give netop ham denne pris for at kaste lys på den fare, man i slutningen af 1930'erne måske stadig håbede at kunne stoppe.

Det har været en intens læsning over knap tre uger og næsten 2.400 sider. Udgivelsen strækker sig over næsten tyve år, og det mærkes også i stilen, der bliver mere moderne som den skrider frem. Der er ikke mange lyspunkter i denne dommedagsfortælling om undergangen af en familie, et samfund og en verdensorden - men det er et helt fantastisk indblik i historien skrevet næsten som den udfoldede sig.

Familien Thibault II - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 26. juni - 2. juli
• 862 sider
• Originaltitel: Les Thibault II

I andet bind af Roger Martin du Gards episke værk om begyndelsen af det 20. århundrede fortsætter vi med det sjette bind af de oprindelige udgivelser og en stor del af syvende bind, som er langt det største af dem alle.

Sjette bind er La mort du Père (1929) - Faderens død, og fylder et par hundrede sider. Vi sluttede, da den ældste bror Antoine rejste til Schweiz for at hente sin revolutionære bror, Jacques, hjem til faderens dødsleje. Faderen forstår endelig, at enden er nær og gribes nu af moralske skrupler som den stærkt troende katolik han er. Jacques konfronteres med følelserne for den far, han har hadet i så mange år. Da Antoine ender faderens lidelser med en overdosis morfin, er Jacques den mest ramte af dem. 

Antoine har behandlet faderen i længere tid, og anskuer sygdommen med sine pragmatiske medicinske øjne hvilket fører til en længere filosofisk diskussion om tro med faderens sjælesørger, abbeden Vécard. Det er passager som disse, der kan være lidt lange at komme igennem - samtidig er de blandt de mest spektakulære fordi vi her får et indblik i tidsånden, og vi her ser den dualitet, som er toneangivende i hele værket. Katolicismen mod protestantismen; tro mod videnskab; borgerskabet mod proletariatet - og krig mod fred.

For syvende bind handler om optakten til og starten på 1. Verdenskrig. Skrevet i 1936 under titlen Été 1914 - Sommeren 1914 - er det en nærmest minutiøs gennemgang af dagene fra slut juni til midt august, hvor den generelle mobilisering finder sted.

Jacques er tilbage i Schweiz efter faderens begravelse, og er aktiv i den socialistiske bevægelse som vokser i Europa som modvægt til det gamle system, hvor overklassen og borgerskabet bestemte og regerede. Sin egen borgerlige baggrund til trods arbejder han for en klasserevolution, men der er vidt forskellige meninger om metoden. Helliger målet midlet? De revolutionære kan ikke blive enige. Er en voldelig overtagelse af magten vejen frem? Nogle argumenterer for, at det blot vil føre til, at den nye styrende magt selv vil blive enevældige - og det er jo rent faktisk, hvad der skete i Rusland efter 1917, og generelt mange steder i verden til alle tider. Stort set samtlige kommunistiske eller afrikanske styreformer opstod på den måde med triste resultater til følge.

Jacques er fra tid til anden tilbage i Paris, nu hvor faderen er død og forholdet til broren forbedret. Da Jenny og Daniels far begår selvmord, møder han den unge pige igen og endelig finder de hinanden. Men hun skal forstå hans revolutionære tanker! At han vil give sin arv til klassekampen og hun skal være hans kammerat i kampen for retfærdighed for verdens arbejderklasse. Et synspunkt Antoine jo ikke deler, som han lever sit komfortable liv som læge og samtidig har an affære med en barndomsvens hustru.

De private hændelser fra de to brødres liv fylder noget; men langt størstedelen er en virkelig grundig gennemgang af de politiske hændelser fra mordet i Sarajevo til starten på 1. Verdenskrig. Mere end 600 sider, hvor vi tages igennem samtlige diskussioner, mæglinger og forhandlinger mellem stormagterne i Europa på tværs af alliancer, der brydes. Det er om noget den mest grundige gennemgang, jeg har læst og er anerkendt som værende faktuelt historisk korrekt. 

Roger Martin du Gard var ikke alene pacifist; han mente også, at socialisterne havde en reel chance for at stoppe krigen ved at gå i generalstrejke. Arbejderbevægelsen var for alvor brudt frem, men den nationalistiske propaganda vinder til sidst til Jacques' store ærgrelse - han forstår ikke, at patriotismen i sidste ende er stærkere end det revolutionære ideal. For da det endelig gælder vil individet forsvare sit land, og selv de mest indædte revolutionære vil nu gå i krig for Frankrig.

Da dette bind blev skrevet i 1936 stod vi foran en ny potentiel katastrofe. Du Gard kunne ikke dengang vide, hvor nazismen ville føre hen, men han så alle faresignalerne i horisonten og bruger analogien fra 1914 som advarsel. Det hjalp som bekendt ikke, men historien om sommeren 1914 er et skræmmebillede på, hvordan national stolthed, politisk spil og demagogi kan føre til en situation hvorfra der ingen vej tilbage er.

Det er bestemt ikke nem læsning, men perspektivet fra en næsten samtidig kilde er eminent og samtidig tankevækkende fordi man indser, hvor lidt har ændret sig.

Syvende bind i den oprindelig udgivelse er brudt i to dele i den moderne version, så tredje og sidste bind indeholder slutningen af Sommeren 1914 og ottende bind. Det skal læses direkte i forlængelse af denne selvfølgelig!  

Familien Thibault I - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 19.-25. juni
• 875 sider
• Originaltitel: Les Thibault I

Denne franske mammutserie har stået på min læseliste i nogle år, men jeg var også i tvivl om den stadig var tidssvarende. 

Den udkom oprindeligt i otte bind over en årrække fra 1922 til 1940, og forfatteren fik tildelt Nobels litteraturpris i 1937, da syv bind var udkommet. I den moderne franske version er de otte bind samlet i tre bind, så første del indeholder de første fem bind: Le cahier gris (1922) - Det grå stilehæfte; Le Pénitencier (1922) - Straffeanstalten; La Belle Saison (1923) - Den smukke årstid; La Consultation (1928) - Konsultationen og La Sorellina (1928) - Sorellina. 

Vi følger - som titlen siger - Thibault-familien; en fransk katolsk familie bestående af faderen, den strenge industrimand, der er enkemand og familiens despot. Han forventer store ting af de to sønner - en god uddannelse, et retskaffent liv og ikke mindst lydighed overfor hans vilje. Den ældste søn, Antoine, er født i 1881 og læser medicin. Han opfylder fint faderens forventninger. Den yngste søn, Jacques, er født i 1880 og moderen døde i barselsseng. Han er rebellen, der som 14-årig stikker af hjemmefra for at undvige faderens strenge husorden og de krav, der stilles til ham.

Ikke mindst er han oprørt over faderens modstand mod hans venskab med Daniel de Fontanin - en jævnaldrende skolekammerat, hvis familie har den store fejl at være protestanter. Hos Thibault-familien bor også en ældre guvernante, kaldet Mademoiselle, og hendes forældreløse niece Gise. I Fontanin-familien har Daniel en søster, Jenny, mens forældrene lever adskilt. Moderen Thérèse indser undervejs langt om længe, at hun ikke kan leve med mandens eskapader.

Rundt om disse to familier er der selvfølgelig en række mindre væsentlige personer. Antoine og Jacques er unge, og har nogle romantiske eventyr helt i tidens ånd. Bekendtskaber med letlevende kvinder inden de slår sig til ro i et godt kristent ægteskab, hvilket ikke sker i første bind - og flirts med korrekte unge kvinder, som foregår som det gjorde dengang. Det er med overdrevne hjertesuk hos kvinderne, og svedige håndflader og lignende hos mændene.

De første tre bind er noget tunge at komme igennem, da stilen er så anderledes fra moderne litteratur. Vi er ikke tilbage i Victor Hugo-stilen, som er overraskende tidssvarende men snarere hos Balzac, Zola eller Tolstoi. Der er en vis form for realisme men også uendeligt meget introspektion, hvor deres moralske indre kampe kan virke lidt for dramatiske for vores tankegang.

Fra tredje bind, der er skrevet i 1928, sker der dog en ændring i stilen, som bliver mere handlekraftig med flere dialoger. Men der er stadig intet hastværk for at komme videre i historien. Hele fjerde bind - Konsultationen - som fylder knap 150 sider er således en beskrivelse af en dag i Antoines liv som læge. Det er beskrivelser af hans patientbesøg, som jo giver en indsigt i tidens dårligdomme. Romanen starter i 1904, og i dette bind er vi omkring 1910 - så det er inden penicillinen, hvor en mellemørebetændelse kunne slå én ihjel. Det giver gode øjebliksbilleder af et Paris i starten af århundredet, men mange hovedpersoner mangler fra dette bind.

Der er selvfølgelig også udvikling i familien omend meget ubalanceret. Fontanin-familien går ind og ud af hsitorien, mens de to Thibault-brødre kæmper med kærligheden og karrieren. Jacques flygter endnu engang fra faderen, og i sidste bind rejser Antoine til Schweiz for at finde ham, og bringe ham hjem til faderens dødsleje. Så efter 875 sider ender vi med en reel cliffhanger!

Jeg var lige ved at give op efter 100-200 sider må jeg indrømme. Men det vokser på én, og nu vi er i 1913, ved jeg jo, at der venter store ting forude med 1. Verdenskrig. Jeg kan dog også sagtens forstå, hvorfor den er blevet så berømt på sin tid, for uanset hvordan vi i dag betragter det, så har det været banebrydende for 100 år siden med emner som familieopgør, religionsfrihed, seksualitet og slutningen på en verdensorden. 

Vous parler de mon fils - Philippe Besson

 

• Fransk
• 17.-18. juni
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så fik jeg afsluttet min Besson-serie, som jo ikke er en serie - men jeg havde tømt biblioteket for hans bøger. Denne fra 2025 stod faktisk på min liste til sommerferielæsning i paperback, men fra biblioteket er det endnu bedre. Især da den som alle hans bøger er relativt kort.

Læsningen var dog lidt sværere, og jeg måtte lægge den fra mig og tage den over to dage, da den virkelig går lige i én.

Historien fortælles af Vincent; en far til to drenge på 9 og 14 år og gift med Juliette. Men Hugo, den ældste dreng, er død og familien er ved at gøre sig klar til en hvid march i deres hjemby for at mindes drengen, og protestere mod den mobning han var udsat for.

Så vi ved hurtigt, at Hugo er død. Men hvordan? Og hvordan kom det dertil?

Historien er Vincents indre dialog om forløbet op til denne march. Om Hugo, der ikke ville fortælle sine forældre, at han blev mobbet i skolen. Om slagene. Om tekstbeskederne. Om ydmygelserne. Om presset. Men også om angsten for at fortælle det til de voksne, fordi en konfrontation kun ville gøre det værre.

Og det er det Vincent og Juliette gør. De kontakter skolen, de mødes med mobbernes forældre. De opsøger en psykolog. Hugo får det værre og for at undgå yderligere eskalering, siger han, at det er blevet bedre. Men de tvivler, og fortsætter deres kamp for sønnen. Indtil han tager sit liv.

Ligesom i en af sine tidligere romaner bearbejder Besson her et af de traumer, vi læser og hører om i medierne. Mobning af børn er desværre udbredt, og har nok altid eksisteret. Jeg blev drillet meget som barn indtil jeg skiftede skole, og det har uden tvivl præget mig. Men i dag er tonen langt hårdere ligesom metoderne er mere veludviklede og langtrækkende med sociale medier som en modbydelig katalysator for børns ondskab. En ondskab, som i sidste ende er en refleksion af den opførsel de ser fra voksne. 

Vincents fortælling skrider stille frem i al sin gru mens de forbereder sig til marchen, og kommer igennem dem. Fordi de skal, og fordi der er en lillebror og et liv, der skal gå videre. Men man rammes hårdt igennem læsningen netop på graund af den dystre stille fortælling, der skræller lag efter lag af historien om magtesløshed hos forældrene. 

Desværre kommer der jo heller ingen forklaring eller forløsning - andet end at skrive om det måske kan opfordre til debat og oplysning. En bog, som jo ville være glimrende til en skoledebat, selvom den undervisningsmetode ikke er typisk i det franske skolesystem. 

Besson mestrer dog som altid kunsten at få en stor historie ind i et kompakt format.

Nu er det dog tid til noget andet, og nogle mursten af bøger som jeg endelig har fået hjem.

De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.