Tuesday, November 29, 2022

De taknemmelige - Delphine de Vigan
















  • Fransk
  • 29. december
  • 192 sider
  • Originalitel: Les gratitudes 

Delphine de Vigans romaner er som oftest ganske små, hvilket ikke gør dem mindre intense; men denne kunne snildt læses på en dag. Den endte om aftenen på sidste side med tårer på kinderne, må jeg indrømme.

Michka er en ældre dame, som hele sit liv har arbejdet med ord. Hun har altid boet alene, men tog sig meget af overboens lille datter, Marie, da dennes mor sank dybere og dybere ned i et misbrug.
Nu mister Michka ordene - de forsvinder om natten, mens hun sover synes hun. Det ender med en plejehjemsplads, hvor Michka tilses af talepædagogen Jérôme.

Historien fortælles af de tre personer. Marie, som besøger Michka og derigennem får vi glimtene af deres fælles fortid. Jérôme, som lærer den ældre dame at kende, og når ind til den Michka, der er derinde endnu. Hun gider nemlig ikke øvelserne, men vil meget gerne snakke om livet.

Den er lidt pudsigt skrevet efterhånden som Michkas ord forsvinder, og hun bytter rundt på ord, der lyder ens - men man forstår glimrende, hvad forfatteren vil sige.

Man fornemmer hendes fortid og barndom bliver mere reel for her nu; og man lærer selvfølgelig nogle ting, som forklarer hendes adfærd som ældre.

Men det er også en rørende historie om, hvornår og måske hvorfor ældre pludselig giver op når de ender på et plejehjem. En historie om at vi skal huske at sige tak mens tid er. At vi skal huske at bruge ordene, mens vi har dem!

Monday, November 28, 2022

After the Romanovs - Helen Rappaport

 

  • Engelsk
  • 27.-28. november
  • 336 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Min fødselsdagsgave til mig selv - mens jeg ventede på de absolut forventede boggaver - var en mindre, men virkelig interessant roman, som hurtigt blev fortæret.

I kølvandet på den russiske revolution i 1917, flygtede titusinder af mennesker ud af landet. Der var både de adelige - prinser og prinsesser, storfyrster og storfyrstinder i hobetal - men også soldater fra den hvide hær; og selvfølgelig en del ansatte ved hoffet, som i kraft af deres relationer til den tidligere tsarfamilie nu ikke følte sig trygge.

Allerede inden revolutionen var Paris et yndet rejsemål for tsarfamiliens medlemmer; de skulle jo shoppe Fabergé-æg og kjoler; de skulle på cabaret og drikke fransk champagne. Nogle ejede endda ejendomme i Paris som deres andet hjem; og det var derfor naturligt at søge den vej. I Paris kunne de også nemmere komme af med diamanter og juveler, hvis de havde været heldige nok til at få dem med. Og alle de andre fulgte med, og Paris blev en russisk antirevolutionær enklave i Europa.

For de mange helt almindelige mennesker betød det en tilværelse med sult og fattigdom; men den skæbne ramte også de adelige. Nogle tog sig gevaldigt sammen, og fik et arbejde - og nogle var ikke bange for at skrubbe toiletter eller blive syersker. Andre forsøgte i årevis at leve højt på tidligere tiders venskaber og deres forældede titler. Der var hele industrier, hvor russerne begyndte at dominere - som fx taxachauffører og syersker; men også i hotelbranchen. Mange havde enten et indgående kendskab til luksushotellerne som gæster eller var som russisk tyende vant til at yde service til samfundets øverste.

Derfor kunne man sagtens tage en taxa i Paris i 1920'erne ført af en storfyrste! De var velkomne langt hen ad vejen; men der kom også skår i glæden, da en russer dræbte den franske præsident i 1932 og da verdensøkonomien var i recession efter krakket i 1929.

Mange kunstnere flygtede; men ikke alle fandt genhør i udlandet og de savnede Rusland så forfærdeligt. De fandt ikke alle den samme inspiration som derude på de russiske stepper, selvom kunstnere som Chagall selvfølgelig fik skabt sig et stort navn.

Da 2. verdenskrig kom måtte mange med jødisk oprindelse igen på flugt; det må have virket umenneskeligt på dem! Og interessant nok var der i den forgangne weekend en minifestival i Paris organiseret af russiske kunstnere, der nu er rejst til byen i protest mod krigen i Ukraine. Verdenshistorien gentager sig blot!

Det var ikke som sådan nyt stof for mig; men jeg havde læst om det i bidder hist og pist; denne organiserede tilgang til emnet lærte mig derfor en del nyt - og jeg var virkelig opslugt af emnet. Der var så mange tragiske skæbner; man kan vel næppe forestille sig, hvordan man går fra at leve i overdådig luksus i et russisk palads til pludselig at tigge på gaden i Paris. Men der var også mange modige mennesker, som slugte kamelerne og kom videre. Og Paris bærer den dag i dag spor af deres passage. Deres efterkommere er nu mere franske end russiske; men der er russiske kirker, restauranter etc. som fortæller historien. 

Saturday, November 26, 2022

Rød nat - Philip Khokhar

 

  • Dansk
  • 24.-26. november
  • 360 sider

Det er bestemt ikke alle bøger, der er blevet til under coronakrisen, som burde være blevet det! Det er heller ikke givet, at man er en god forfatter blot fordi man er en god journalist - det har jeg tidligere set eksempler på. Alligevel måtte jeg læse denne bog om Kina, da Khokhar er en journalist, jeg virkelig beundrer fagligt. Jeg blev ikke skuffet - tværtimod!

Det er en interssant og øjenåbnende bog om hans otte år som udsendt korrespondent i et land, som man slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan fungerer "indefra". Jeg har aldrig været i Kina - og de sidste par år har det i medierne primært fyldt på grund af Covid-19 - som Khokhar i øvrigt rapporterede fænomenalt fra uanset om det var ude på gaden eller isoleret hjemme eller på et hotelværelse.

Bogen tager os med på en kronologisk rejse i tiden i Kina fra Covid-19-udbruddet og frem til sensommeren 2022; men med afstikkere tilbage i tiden for at forklare landets komplekse historie og politik; men også for at se tilbage på hans egen tid i Kina siden han ankom i 2014.

Det kræver en del tålmodighed at bo i et land, hvor man konstant skal kæmpe mod vindmøllerne - her i form af det enorme kinesiske bureaukrati og sikkerhedsapparat. Det kommunistiske styre har en nærmest paranoid frygt for udenlandske journalister, og dagligdagen som udenlandsk journalist er blandt andet overvågning. Khokhar beskriver både, hvordan hans telefonsamtaler aflyttes; de konstnte skygger i gaderne, der faktisk er så dovne, at de knao gider skjule, at de følger ham. Eller måske er det det yderst bevidst for at vise ham, at de altså er der og mener det - ligesom når de "besøger" hans lejlighed i hans fravær.

Men Khokhar nærer også kærlighed til landet og møder mennesker, som han knytter tætte venskaber til på trods af de store kulturforskelle, som i starten står i vejen. Man fornemmer, at det er at had-kærlighedsforhold; men den slags har det med at være opslidende, som det også bliver for ham til sidst.

Som læser får man også en dyb indsigt i arbejdet som udstationeret korrespondent; det er absolut ikke et job for svage sjæle. Det er liv med uendelige rejser og lange dage; reportager hjem til os danskere i direkte tv, når det er midt om natten i en anden tidszone. Det er adskillelsen fra familie og venner derhjemme, og umuligheden af at kunne planlægge meget - for der kan altid opstå en krise, man skal dække.

Jeg havde om muligt endnu mere respekt efter at have læst bogen. Jeg har stadig ikke et udtalt ønske om at besøge Kina desværre - jeg ville jo ikke være interessant for dem; men det virker bare skræmmende med et så totalitært system.

Khokhars fortælling er ærlig, personlig og vedkommende - det er også historien om hans eget liv, og han giver meget af sig selv. Derfor kan det virkelig ærgre mig, at der er så relativt mange sjuskefejl i korrekturlæsningen (det er jo Politikens Forlag så selvfølgelig er der det!). Det er jo ikke forfatterens skyld; men det skæmmer en bog, at man hos forlaget ikke lige tager sig tiden til at gennemlæse den ordentligt og rette de mange fejl. 

Det skal dog ikke afholde en fra at læse den; det vil bestemt være oplysende og berigende!


Wednesday, November 23, 2022

Guerre et térébenthine - Stefan Hertmans

















  • Fransk
  • 20.-23. november
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat 

I januar læste jeg den virkelig fantastiske roman Konvertitten af den belgiske forfatter Stefan Hertmans; og så kiggede jeg efter andre af hans bøger, og fandt denne om hans egen morfar.

Hertmans er født i 1951, da hans morfar Urbain var 60 år gammel. Denne var altså født i 1891 i Gand i Flandern. Faderen var kunstmaler, og arbejdede primært med at restaurere kirkemalerier, og moderen havde forefaldende arbejde - mans hun altså passede hus og fem børn! Men faderen dør ung - sikkert af tuberkulose; og moderen, som Urbain forguder, gifter sig igen. Det ser Urbain ikke med milde øjne på - og han vil væk fra barndomshjemmet og kommer på militærskole.

Men uanset uddannelse så endte alle unge mænd jo med at blive mobiliseret i 1. Verdenskrig; den Store Krig, som den blev kaldt - den krig, der skulle afslutte alle krige; hvilket jo var et umuligt og naivt ønske.

Urbain dør i 1981 som 90-årig; og nogle år senere finder Hertmans nogle dagbøber, han har skrevet mange år efter krigen. Den første handler primært om banrdommen og det fattige liv i Gand; familien var absolut ikke velstående, og faderens død hjalp næppe. At moderen giftede sig igen, var en praktisk forsikring mod fattigdom mere end vild passion.

Hele den anden dagbog handler primært om krigen i skyttegravene; han fortæller detaljeret om kampene og de tre gange han blev hårdt såret. Men også om tiden efter krigen, hvor han forelskede sig og blev forlovet med Maria Emelia. De var lykkelige, og glædede sig til brylluppet, da hun rammes ad den spanske syge og dør ganske ung. I stedet opfordres han til at gifte sig med Gabrielle; den ældre ugifte søster - hun var endda 30 år gammel, hvilket var ret uhørt på den tid. En lappeløsning, der nok gav dem et godt ægteskab men ikke den passion, han havde med den afdøde søster.

Hertmans gengiver morfaderens historie ud fra dagbøgerne; til tider ordret, andre gange som genfortællinger. Ligesom i Konvertitten ynder han at besøge de steder morfaderen omtaler.

Det var ikke den bedste historie om 1. Verdenskrig jeg har læst; men den var interessant på andre områder. Det er et rørende portræt af et elsket familiemedlem, hvor man som barnebarn måske "kun" ser den ældre person - Hertmans opdager pludselig hele den (u)lykkelige kærlighedshistorie, og forstår morfaderen på en ne helt ny måde. Han opdager hans malerier, og ser pludselig at han livet igennem malede hende i de kopier han lavede af berømte malerier. Han placerede hendes ansigtstræk hos alle kvinderne.

Jeg har boet 14 år i Belgien, og dermed er sporene af 1. Verdenskrig i Belgien selvsagt noget, jeg kender yderst godt - men jeg opdagede mere her om forholdet mellem de flamske og wallonske soldater, og det skarpe hierarki. Fransk var stadig de dominerende sprog, og dermed fik de wallonske soldater de højere poster - de flamske soldater var oftest blot kanonføde. Det giver jo stof til eftertanke, når man kender til den evigt ulmende konflikt de to landsdele imellem.

Så interessant for mig, men det er nok et begrænset publikum udenfor Belgien, der vil finde den ligeså spændende.

Saturday, November 19, 2022

Hemingway's Widow - Timothy Christian

 

  • Engelsk
  • 11.-19. november
  • 565 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst alle Hemingways bøger; eksempelvis ikke de to helt store klassikere om den spanske borgerkrig - og selvfølgelig historien om Santiagos kamp mod fisken. Jeg elsker hans historie om Paris for knap hundrede år siden, hvor han hang ud med Picasso, Gertrude Stein, Capa og gænget.

Sidste gang jeg var i Cuba skulle vi have besøgt hans hus dér, som efter revolutionen blev givet til det cubanske folk og nu er et museum. Men et par uger inden vi skulle rejse, kom hurricane Irma og Cuba var hårdt ramt - og Hemingways hus usikkert på grund af de nedfaldne træer. Det var virkelig ærgerligt - og efter at have læst hans enkes biografi, kan jeg kun ærgre mig endnu mere! 

Hemingway var en skørtejæger; men da han møder journalisten Mary Welsh i 1944, har han også været ude for flere hjernerystelser - alt sammen noget, der senere fører til hans depression og selvmord. Men lige der, betyder det, at han er impotent - og Mary er en attraktiv kvinde med mange bejlere, og ikke helt med på ideen om et forhold på de præmisser. Hun giver ham seks måneder - og hun bliver da også hans sidste af fire hustruer; selvom det ikke altid var nemt.

Mary Welsh kommer af en middelklassefamilie i USA'hun rejser til London lige før krigen og bliver en anerkendt journalist, og dækker krigen derfra. Hun var gift en gang som helt ung, men da hun møder Hemingway er de begge gift til anden side. Marys mand er også journalist, og dækker krigen i noget fjernere egne - og Martha Gellhorn, Hemingways tredje hustru, rejste også rundt for at dække krigen. 
Men Hemingway blev konstant forelsket i ideen om det perfekte forhold - men var også temperamentsfuld og kolerisk; og så havde hans ego behov for en ny - og ofte yngre - kvinde til at beundre ham.

Mary og Hemingway holder dog sammen i 15 års ægteskab; det er ikke uden kvaler, og Mary giver afkald på sin karriere for at værne om Hemingway. Det bliver ligeledes hendes "sikkerhed"- for han kan ikke undvære hende til at styre hans korrespondance, korrekturlæsning og agere som manager. Langt bedre end de yngre kvinder, han igennem årene forsøger at forføre. Men han er blevet for gammel og i stigende grad syg og deprimeret.

Bogen fortæller om Marys liv - men hendes liv bliver Hemingwasy liv på godt og ondt. Hun er altid i anden række i forhold til hans kvinder, bøger, jagter - men da han dør, arver hun det hele inklusive forvaltningen af hans forfatterskab. Måske får hun en følelse af endelig at have fået anerkendelse og oprejsning for de mange år, hvor hun "blot" var hustruen. Nu kan hun bestemme, hvad der skrives om Hemingway. Blandt andet forsøgte hun i 1961 efter hans selvmord at holde fast i historien om en ulykke - først fem år senere medgav hun, at det var selvmord; da diverse bøger havde afsløret det.

Det er til tider lidt tung læsning; der er mange detaljer at forholde sig til - men det er også emiment research, og kaster et helt nyt lys over Der er ingen ende på Paris, hvor hun manipulerer den første udgave til hendes foretrukne virkelighed. 

På mange måder er det en tragisk historie; hun lever sine sidste 25 år alene; og dør dement og alkoholiseret i en Hemingway-kult, hvor hun gør alt for at beskytte hans image og samtidig fremstå som hustruen over dem alle.

Thursday, November 10, 2022

Danmark før os - Rane Willerslev (m.fl)


 















  • Dansk
  • 8.-10. november
  • 350 sider
Ønsker mig sig en virkelig smuk coffee table-bog, som samtidig er fuld af interessant viden, så er denne sagen!

Det er et samarbejde med en række ledende forskere i Danmark, der har sat sig for at udvælge halvtreds klenodier fra danmarkshistorien spredt over ni overordnede perioder - fra stenalderen til 2. Verdeksnkrigs afslutning over renæssance og enevældet blandt andet. Bogen er smukt og symmetrisk opbygget; hver periode indledes med et to-siders opslag med en kort introduktion. Derefter følger et to-siders opslag med en tidslinje for perioden med de vigtigste begivenheder og fotos af de udvalgte genstande for perioden placeret i deres historiske kronologi.

Hver genstand beskrives over fire sider både som en lille historie, hvor den indgår i den situation eller sammenhæng, hvor den er blevet brugt - men også mere overordnet i kædningen til vores udvikling som land. Det er heller ikke kun Danmarks historie; for ydre begivenheder har jo påvirket vores udvikling - vi er ikke kun danmarkshistorie, men også en del af en verdenshistorie.

Der er utroligt smukke fotos hele vejen igennem, og genstandene bliver levende og relaterbare sat ind i den kontekst. Man kunne ønske sig, at museer havde en ligeså uddybende tilgang til udstillede objekter, selvom det selvfølgelig er pladskrævende. Eller måske er det bare alt for lang tid siden jeg har besøgt fx Nationalmuseet?

Bogen afsluttes med en rundbordssamtale mellem forskerne om vigtigheden af objekter som vidnesbyrd om vores historie. Hvilke objekter har vi i dag, som man i fremtiden vil se tilbage på som tidstypiske - og hvordan vil man tolke og forstå dem?

Det er selvfølgelig ikke lige en bog, man sidder i tasken til læsning i bussen; men det er et smukt opslagsværk, man uden tvivl vil vende tilbage til. Der er lidt kludder med korrekturlæsningen til tider - dumme fejl; men mest af alt kunne jeg have ønsket mig, at det var anført på hvilke museer man i dag kan se de viste genstande. Objekternes findesteder er angivet, men hvor de befinder sig i dag er ikke klart. Måske er de alle på Nationalmuseet - men jeg er faktisk ikke sikker; og der er nogle, jeg meget gerne vil se mere i detalje og i 3D. 

Monday, November 7, 2022

The World That We Knew - Alice Hoffmann

 


  • Engelsk
  • 6.-7. november
  • 384 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg er ikke til fantasy-bøger; men elsker eventyr - for deres symbolik og arketyper, der er universelle fortolkninger af temaer, som er urgamle. De varierer fra religioner til kulturer til lande og endog regioner - vi har alle vores folkesagn og myter.

Alice Hoffmann er af jødisk oprindelse, og i denne roman tager hun os med til Berlin i begyndelsen af 2. Verdenskrig, hvor Lea bor med sin mor Hanni, og bedstemoderen, der ikke kan komme ud af sengen. De er jøder, og faderen er blevet dræbt af nazisterne. Hanni vil have sin datter i sikkerhed, men skal også passe på sin gamle mor.  Så får hun den idé at henvende sig til rabbien for at bede ham skabe en golem - men det bliver rabbiens datter, Ettie, der udfører den opgave som traditionelt skal udføres af mænd - og skabe en mandlig skikkelse. 

Princippet i en golem, som den kendes fra myterne, er at den beskytter jøderne - og har man nogensinde været i Prag, kan man ikke undgå at se dem omtalt og visualiseret alle steder. Ettie fremstiller Ava, som bliver Leas golem. Men en golem har en begrænset levetid; de kan ikke føle menneskelige følelser - for de har ikke en sjæl. Tiden vil dog gøre dem stærkere og stærkere, og til sidst kan de føle sig menneskelige og uovervindelige. Derfor skal Lea destruere Ava, når hun er kommet i sikkerhed.

Flugten går til Frankrig sammen med Ettie og hendes lillesøster; men deres veje skilles. Lea og Ava kommer til Paris, hvor de bor hos familie deriblandt de to brødre Julien og Victor, og deres protestantiske tjenestepige Marianne. Paris er ikke sikkert længere, og selvom Ava har beskytteren i sig, så er de konstant på vejen for at komme ud af Frnakrig.

Det fører alle vores protagonister på rejser rundt i landet - Marianne og Victor går ind i modstandsbevægelsen. Julien kommer på et tidspunkt til at bo i landsbyen Izieu, som desværre blev kendt, da Gestapo stormede huset og deporterede 44 børn i alderen fem til sytten år, som døde i gaskamrene. Hoffmann får på fin vis flettet store dele af franske jøders historie ind i historien om Lea og Ava.

En anden vigtig komponent er hejren, som Ava udvikler et specielt forhold til og som fungerer som budbringer mellem Lea og Julien; de to unge mennesker i historien, som knytter et helt specielt bånd. Avas følelser kommer til live i mødet med hejren, og hun ved også, at hendes dage er talte - ligeså faktuelt og brutalt som mange jøder vidste, hvor farligt livet var for dem i de dage.

Lea ved, hvad hun skal gøre - men moderens ønske var mere end blot en beskytter; hun ville have én til at våge over pigen, som var det pigens egen mor. Da tiden kommer, er det et moralsk dilemma - hvor alle eventyrs moraler kommer i spil.

Jeg var lidt i tvivl om det fantasifulde element i historien; men jeg var så fanget af historien, at den blev slugt på to dage. En smuk og barsk og rørende fortælling om mennesker i modgang.

Saturday, November 5, 2022

Vivian - Christina Hesselholdt

 

  • Dansk
  • 5. november
  • 200 sider

I sidste uge startede jeg aftenskole på Folkeuniversitetet i København - en kortere række forelæsninger om portrætter; i maleri men også i andre former for media deribalndt fotografi. Underviseren benyttede der et foto taget af den amerikanske fotograf Vivian Maier - og så erindrede jeg jo, at den store udstilling med hendes fotos var på min liste over udstillinger, der skulle besøges i Paris sidste år. Men den rejse blev aflyst, da jeg fik cancer - og så glemte jeg lige Vivian Maier.

Men hun er jo virkelig et kuriosum - og et mysterie vi aldrig får svaret på! I årevis arbejdede hun som barnepige i New York og Chicago; mens hun "luftede" sine børn, havde hun sit kamera om halsen og tog billeder af hverdagslivet og selvportrætter i vinduesrefleksioner og lignende. De fleste af hendes film blev aldrig fremkaldt, og et par år inden hendes død blev mange af hendes opmagasinerede kasser bortauktioneret, da hun ikke havde råd til at betale lejen for opmagasineringen. 

Det var dog først efter hendes død i 2009, at hun for alvor blev kendt - og nu udstilles hendes fotos på de største museer i verden - som på Luxembourg-museet i Paris sidste vinter. Personen er dog stadig fyldt med mysterier! Hun blev aldrig gift og boede altid hos sine arbejdsgivere; da hun blev gammel, tog nogle tidligere "børn" sig af hende. Men hun døde fattig og uden at nogen kendte til hendes talent som fotograf.

Hun var nærmest sky, og ville helst ikke sige sit navn. Hun fik fremkaldt film forskellige steder for at undgå for meget opmærksomhed; og kunne sige, at hun var spion, hvis adspurgt om sin profession.
Hun var halvt fransk, og boede i en periode i Frankrig - men rejste også verden rundt i 1959-60; sandsynligvis finansieret af en arv. Da den var opbrugt måtte hun så passe børn - selvom hun nok ikke havde et udpræget moderinstinkt.

Hesselholdts bog er genial; en samtale mellem flere parter - fortælleren, Vivian, hendes skiftende arbejdsgivere og plejebørn, moderen, broderen, ....
Vi får indblik i en kompleks persons tanker og der refereres til kendte fotografier alt imens forfatteren forsøger at forstå, hvad der motiverede hende til at leve som hun gjorde. Var det et resultat af en kaotisk barndom med en fordrukken far og en luddoven mor? Havde hun været udsat for overgreb som barn?

Det er en lille bog, som kører i højt tempo - men man kan samtidig lede efter de fotos, der refereres til og undre sig over, hvad denne mystiske kvinde indeholdt. Og ikke mindst, hvad det kunne være blevet til, hvis omstændighederne havde været anderledes - hvis nogen havde vidst, hvad hun lavede og anerkendte det? Hendes fotos er primært sort-hvide - da hun var ældre i 1980'erne og 1990'erne tog hun nogle farvefotos, men måske forsandt interessen, da det sort-hvide tema gik af mode for en tid.

Under alle omstændigheder er det en fantastisk livsskæbne, og Hesselholdt formår at indkapsle både mystikken men også den smerte, som jeg tror, Maier må have båret på.

Friday, November 4, 2022

Le parfum de l'exil - Ondine Khayat

 

  • Fransk
  • 1.-4. november
  • 524 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og lære nyt historisk; så for nogle måneder siden bestilte jeg denne bog om de armenske folkedrab uden at kende noget til forfatteren eller selve historien. Fejl!

Det er en rammefortælling om den 37-årige Taline, som bor i Paris og arbeder med parfumer. Hun udvikler parfumer i firmaet, som hendes mormor har stiftet - men nu dør Nona, hendes mormor, i den respektable alder af 102 år. Samtidig er Taline i et særdeles skidt parforhold med den arrogante og usympatiske Mathias, som ikke anerkender hendes talenter på jobbet.

Da Taline vender tilbage til mormoderens hus i Sydfrankrig finder hun tre dagbøger, der er stilet til hende. Det er fortællingen om familiens historie nedskrevet af hendes oldemor, Louise, som er født i 1901 i Tyrkiet. Familien var velstående, og levede et sorgløst liv i Marach i det sydlige Tyrkiet; bedstefaderen finansierer børnehjem, og Louise og hendes søskende involveres tidligt i arbejdet med at gøre godt for andre. Men i 1909 rammes den nærliggende by Adana af optakterne til de enorme folkedrab, der ender med at dræbe hundredetusider af armeniere boende i Tyrkiet. Tallet anslås at være så højt som 1,5 million.

I 1915 begynder det dog for alvor at gå galt, og familien splittes op og spredes for alle vinde.
Louise og hendes lillesøster må nu klare sig uden forældrenes beskyttelse, og det er barske historier.
Det er hele historien om folkedrabene jo - alt andet er umuligt; det er grumme skæbner, der beskrives.

Men historien indeholder så meget andet - der er nutidens historie om Taline og hendes forliste forhold. Der er historien om familiens parfumeforretning og det bliver alt alt for detaljeret. Der er oldemoderens digte, som hun er ret stolt af - men de er ærligt talt lidt for meget 'Roser er røde, violer er blå" til min smag. I det hele taget er sproget slet ikke min stil; alt for meget florvundenhed og endeløse sætninger om dufte.

Taline møder også en armensk mand; og det er alt for hurtigt alt for let at se, hvor det bærer hen - hun skal lære om sin familie og sin oprindelse alt imens hun skal ud af et skidt forhold og nu tilegner sig sin armenske kultur - og dermed den nye mand.

Jeg ville meget gerne læse mere om de armenske folkedrab; men det skal være i en langt mere faktuel form end dette pladderromantik desværre.

Monday, October 31, 2022

PORTRÆT - fortællinger fra en pandemi - Therese Vadum - Sidsel Lauge West


 














  • Dansk
  • 31. oktober
  • 264 sider

Man kan måske synes, at Corona har fyldt rigeligt i vores liv nu og vi skal videre - eller tilbage til normalen? Men jeg fandt denne bog til en rund femmer i et bogudsalg med brugte bøger, og den var i stort set urørt stand. Det kan også blive lidt repetitivt at læse så mange versioner af den samme historie.

Men jeg købte den mere som et "minde" til min bogsamling. Om nogle årtier vil alt dette være glemt eller fordrejet af tidens øjne, der ser anderledes på det, der skete i foråret 2020, da Danmark lukkede ned.

Bogens forfattere har givet muligheden for at give ordet til et bredt udsnit af danskere - alle aldersgrupper, professioner og bosteder i landet. De har indtalt deres oplevelse af de første måneder af pandemien og lockdown, og deres portræt er taget igennem en rude for at illustrere den afstand og isolation, som prægede tiden.

Historierne er så skrevet ned, og hvert opslag har et foto på højresiden og teksten på dansk og engelsk på venstresiden - så der reelt kun er 25% tekst i forhold til bogens sideantal, hvis man vælger at læse den danske version. Det gjorde jeg - især fordi de engelske oversættelser var ret kluntede; det var direkte oversættelser og det fungerer altså ikke.

Måske er den ikke voldsomt interessant lige nu; vi husker allesammen stadig, hvordan det var - men jeg ser det som en "investering" i min bogsamling til senere.

Jeg læste dog alle historierne - og selvfølgelig er der gentagelser, da mange oplevelser er de samme. Men der er også nogle historier, der skiller sig ud og markerer.