Hvor rejsen ender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. oktober
• 350 sider

Tredje og sidste bind i serien om Johanne og hendes familie, der udvandrer til Amerika i slutningen af 1800-tallet er endelig kommet. Det tager selvfølgelig en vis tid at skrive en trilogi - og jeg burde nok have ventet med at starte. Det er knao to år siden jeg læste første bind, og dermed fortaber visse detaljer sig altså desværre. Det er ofte problemet med serier, selvom forfatteren gør sit til at genopfriske hukommelsen for læseren uden, at det bliver en gentagelse.

Tredje bind foregår i langt størstedelen af bogen i perioden 1888-1897, hvor Johannes børn er blevet voksne. Hun vil giftes med Anders, for det passer sig ikke at "leve på polsk' og der ses ned på og tales om hende i den lille indbyggerkoloni ude på prærien. Hendes søn, Anton, er dog blevet en rabiat præst, der mener, at man er gift for livet og nægter at vie hende selvom hun er enke. 

Her dækker forfatteren forskellen mellem vores grundtvigske lutherske traditioner og de forskellige versioner af kirken, der udsprang i Amerika, og stadig findes i dag. Dommedagsprædikanter, der opfordrer til total afholdenhed og streng bibellæsning. Hans fortolkning stemmer ikke overens med Johannes livssyn - eller ret mange andre i menighedens for den sags skyld. Men Anton mener, at han må sone den kriminelle handling, som er Johannes og hans hemmelighed.

De andre børn skal også finde deres vej i livet i det nye store land - og især Helga, som Johanne tog til sig, kæmper for at finde sine rødder i overført og bogstavelig forstand. Når man kender USA i dag, er det voldsomt at forestille sig, at for under 150 år siden var det vildt land mange steder. Helga rejser rundt alene i grusspor, der udgør det for veje, og spørger sig ganske enkelt for, om nogen kender hendes far! Det minder os jo også om, at uanset hvor fjernt vi måtte føle os i dag fra amerikanere (i den nuværende politiske situation), så er det et land bygget af og på europæisk kultur for en stor del.

Det var svære kår, og for mange - som Johanne - blev det en livslang kamp at dyrke jorden og overleve fra et år til det næste. 

Den sidste lille del springer frem til 1918, hvor 1. Verdenskrig slutter, og Johanne kan se tilbage på et langt liv. Der rundes af med børnene, der nu virkelig er voksne mennesker men der mangler i mine øjne især en afrunding på forholdet til familien hjemme i Danmark, som var konfliktfyldt. Jeg ved ikke helt, om det giver mening pludselig at springe mere end tyve år frem i tiden - det kunne være gjort bedre.

Men overordnet set er det en god historie i sammenhæng med de to første bind, der fortæller os om de livsvilkår mange valgte for at få bedre chancer for dem selv og deres familier.

Blå timer - Joan Didion

 

• Engelsk
• 12. oktober
• 208 sider
• Originaltitel: Blue Nights

Blå timer er på mange måder opfølgningen og afslutningen på den historie Joan Didion startede i 2005 med Et år med magisk tænkning efter hendes mands pludselige død. Det var derfor oplagt hurtigt at læse den, da hele forløbet nærmest er en sammenhængende historie. 

Joan Didions mand døde den 30. december 2003. Deres datter, Quintana Roo, lå på det tidspunkt i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Hun kom sig til dels, men faldt om nogle måneder senere med en hjerneblødning, og kom sig aldrig fuldstændig. Hun var inde og ude af hospitaler, gennemgik et utal af operationer men døde i august 2005 blot 39 år gammel. 

Didion skrev den første bog i løbet af den periode op til datterens død, og det indgår i den første bog. Den udkom umiddelbart efter datterens død, men det indgår ikke i bogen. Denne anden bog er skrevet i 2011 - altså med lidt mere afstand til tabet end det var tilfældet for mandens død.

Det har uden tvivl noget at sige, men mest af alt er det forskellen mellem at miste en mand og at miste et barn.

Quintana Roo var adopteret, og Didion og hendes mand forsøgte aldrig at skjule den hsitorie. Men nu reflekterer hun over, hvad det gjorde ved datteren, som kæmpede med psykologiske problemer. Didion går tilbage i tiden til de rejste rundt for deres arbejde, og altid havde hende med som en del af det. Et barn, der tilbragte meget tid på hoteller og i deres voksne verden. Et barn, der tidligt ville blive noget - som ledte efter en identitet.

At miste en mand og en livspartner så pludseligt er chokerende. Men Didion og Dunne havde et meget fusionelt forhold, og hun vidste at hun kendte ham inderilgt og intimt. Med Quintana føler hun nu, at hun måske aldrig kendte Quintanas inderste tanker? Hun blev frataget den tid, hvor hun skulle se sin datter blive mor selv - hun var blevet gift blot fem måneder inden mandens død. Det er unaturligt at miste et barn - og mister man sit eneste barn, så mister man sin rolle og identitet som mor. Didion forblev alene efter mandens død, men det kunne potentielt have været anderledes. Man kan blive en andens livspartner. Man bliver ikke en andens mor.

Didion var 71 år gammel, da datteren døde og da hun skriver bogen nogle år senere, begynder hun at mærke alderen. Der er episoder med besvimelser og diagnoser, der skal stilles. Der er indlæggelser, hvor hun skal tage stilling til hvem, der skal underrettes som nærmeste pårørende - og nu er der pludselig ikke nogen. Hvem er hun nu, hvor dem, der husker hende som ung og frisk ikke længere er her? 

Det er en barsk og trist svanesang for datteren, deres forhold men også hendes egen alder og dødelighed. De blå timer er de sommeraftener, hvor lyset aldrig helt forsvinder men bliver en dyb blå, som holder på dagen og forhindrer det totale mørke. Det var det lys hun så fra hospitalet de sidste måneder inden datterens død. Men det hjalp jo ikke. Mørket kom. Som hun ved, at hendes egen rejse nu kun går én vej - og nu er de andre livsvidner væk.

Didion døde i 2021 af Parkinson, da hun var 87 år gammel. Efter udgivelsen af Blå timer trak hun sig mere tilbage fra det offentlige liv, men udgav små essays. De to bøger er hendes testamente til hendes to store kærligheder i livet - manden og datteren. 

Den logerende - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.

Et år med magisk tænkning - Joan Didion

 

• Engelsk
• 7.-9. oktober
• 240 sider
• Originaltitel: The Year of Magical Thinking

Jeg har aldrig læst nogle bøger af Joan Didion, men denne meget personlige beretning er med rette anerkendt for sin beskrivelse af sorg.

Joan Didion var gift med John Dunne - også forfatter og manuskriptforfatter, og de to arbejdede tit sammen. Eller de arbejdede på hver deres projekt, men sammen i deres hus eller lejlighed. Et ægteskab, der i høj grad også var et partnerskab og meget fusionelt fornemmer man. I julen 2003 ligger deres datter, Quintana, i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og en blodforgiftning oveni. De besøger hende hver dag i denne juletid, der bliver så anderledes.

Således også den 30. december, hvorefter de tager hjem til deres lejlighed for at spise aftensmad. Og mens de får en drink inden maden, falder han pludselig om med et hjerteanfald.

“Life changes fast. Life changes in the instant.  

You sit down to dinner and life as you know it ends.”

Didion beskriver chokket ved den pludselige død midt på stuegulvet. Samtidig med, at hendes eneste barn ligger i koma. Hun må vente flere uger på at fortælle datteren, hvad der er sket. Der er heller ikke meget tid til at fokusere på sorgen, da der er nye komplikationer med datteren, som igen falder om i en lufthavn i Los Angelse i marts 2004.

Didion går til beskrivelsen af sorgen som en analyse af hendes tanker og handlingsmønstre. Hvorfor er døden nu mere tabu, hvor der før var ritualer og en langt større åbenhed omkring sorgen. Men hun lever også dette første år i den utopiske tanke - magiske tænkning - at han jo må komme tilbage. Hun skal blot forstå, hvad der skete og så kan det repareres!

Alle, der har mistet, ved at det første år er svært med alle de første gange. Højtider, fødselsdage, minder om hvad man foretog sig præcis et år tidligere. Og så pludselig det hele kan stoppe uden, at man havde et forvarsel. Dog forsøger hun at læse ind i ord og handlinger fra den sidste tid som en helt naturlig reaktion for at se, om hun havde overset nogle tegn. Måske læser hun også for meget ind i de tegn, hun ser?

Hun forsøger at komme igennem dette år samtidig med datterens sygdom, og den historie ender desværre heller ikke godt - en historie, hun fortalte i erindringer i 2011, som jeg jo må have fat i nu. Måske er hendes navn med til at give bogen den succes den fik - men uanset er det en rå og følsom beskrivelse af noget, vi alle kommer til at gennemgå i vores liv. Måske ikke så pludseligt, og måske ikke med det ekstra lag af kompleksitet som datterens sygdom giver - men sorg er vi jo ikke forskånet for. At livet, som vi kender det, slutter.

D'autres printemps - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5.-6. oktober
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sommerferien læste jeg én af Grimaldis tidlige romaner, og hef var mildest talt ikke begejstret. 

Det er pudsigt nok én af dem, der er oversat til dansk, hvorimod nogle af de absolut bedre romaner ikke er det. Måske gjorde man en fejl ved at udgive disse, som ikke fængede nok an til at fortsætte. Det er en skam for nogle af hendes romaner rører ved noget interessant og de er relaterbare med deres fortællinger om almindelige mennesker i helt almindelige liv.

Hendes seneste roman udkom i maj måned og var på biblioteket i sin franske form; og det er jo heldigvis uforpligtende og gratis. Jeg ville have ærgret mig, hvis der var givet penge for den!

Flora er en kvinde i fyrrerne, hvis mormor netop har haft et hjerteanfald. På hospitalet er den 90-årige omgivet af sine tre børn, men det er Flora hun beder om hjælp til at opfylde sin sidste drøm. Hun til til Toscana og ikke tilbage til plejehjemmet, hvor hun ellers bor. De to kvinder stikker af og i Floras bil begynder de køreturen mod Italien, mens mormoderen fortæller sin livshistorie.

Floras liv har ikke været uden problemer. Hun mistede sin mor som 12-årig og som voksen kvinde har hun kæmpet i årevis for at blive gravid med sin partner. En drøm, der nu er endegyldigt slukket. I stedet er hun åbenbart blevet en kynisk, bitter og ikke særlig empatisk kvinde - kun mormoderen kan prikke lidt til hende.

Mormoderen fortæller hende nu om sit liv, hvor hun som 12-årig også mistede sin mor, da faderen tog hende og søsteren med til Frankrig lige efter krigen. De besluttede at fortie deres fortid - hvilket absolut ingen mening giver - og nu skal de tilbage til den lille toscanske landsby, hvor hun vil besøge sin mors grav.

Så der er åbenlyse temaer som forholdet mellem generationer og hvordan vi skal lytte til vores ældres historier; ufrivillig barnløshed og hvordan man skaber sig et andet liv end det man forestillede sig. Der er historien om denne sidste rejse, som skal få Flora til at mildnes og give mormoderen fred i sindet.

Men det er proppet med stereotyper og klichéer. Flora som person er ganske uudholdelig og det er knap troværdigt, at den 90 år gamle Line et par dage efter et hjerteanfald hopper rundt på brostenene i en italiensk bjerglandsby! Jeg købte faktisk intet af denne historie.

I epilogen takker forfatteren sine læsere, som "hvert år" tager så godt imod hendes bøger - og det er måske kernen i problemet? For skriver man en roman om året, der skal ud med en form for kadence, så bliver det jo en form for bestillingsarbejde, der skal overstås. Jeg savner i allerhøjeste grad den kvalitet, der var i nogle af de tidligere romaner, og jeg skal nok blot holde mig fra hendes bøger fremover. For jeg ved jo, at der kommer en ny næste forår!

The Loves of My Life - Edmund White

 

• Engelsk
• 4. oktober
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er en del år siden jeg læste en af Edmund Whites bøger, selvom han har haft en yderst produktiv karriere og for mange står som en pater familias for queer-litteratur. Det er omdrejningspunktet i mage af hans romaner, hvoraf nogle er inspireret af hans eget liv - og så er der biografierne af berømte homoseksuelle som fx Rimbaud eller Genet. Men han har også skrevet en af de smukkeste bøger om Paris, som jeg læste for mange mange år siden.

White døde i sommeren 2025 i den høje ærværdige alder af 85 år og efter at have levet i fyrre år med HIV-virus. Hans sidste bog er disse erindringer - om hans sexliv! Når titlen indeholder loves skal man absolut ikke forstå som kærlighed af en romantisk karakter; det er udelukkende den fysiske kærlighed eller akten i sig selv, der er emnet. Så er man advaret!

Vi føres igennem en til tider kronologisk beskrivelse fra hans første seksuelle oplevelser i teenageårene til hans sidste relation med en halvtreds år yngre mand, som primært fortæller om sit sexliv over videoopkald, da White selv er for gammel og impotent. 

White siger selv, at han har haft sex med over 3.000 mænd; i tiden inden AIDS-epidemien var det i de saunaer og dunkle rum i New York eller hvor som helst det kunne lade sig gøre. Det er så eksplicit, at man hurtigt føler, at nu er det nok. Der er vel trods alt kun så mange faconer at gengive en seksuel akt på? Men White kommer omkring emnet på hundredvis af måder.

Det man dog savner er netop følelserne. For jeg sad til sidst med fornemmelse af en mand, der havde levet i sine instinkters vold uagtet, at der var AIDS og andre kønssygdomme eller blot andre menneskers følelser at tage hensyn til. Han levede de sidste mange år i et åbent forhold og ægteskab, men også her hører vi om scener, hvor manden kommer hjem og overrasker ham med en anden - eller flere andre.

Jeg er ikke sippet - synes jeg - men jeg har heller ikke behov for en udpensling i det detaljeniveau. Omvendt lyver undertitlen jo ikke, men jeg havde måske håbet, at der var nogle flere reflektioner over hvordan tingene udviklede og ændrede sig med netop AIDS-epidemien, men udover sporadisk at nævne et par elskere, der er døde, så omhandles det ikke. Det virker som om White distancerer sig totalt fra det faktum, at han selv blev ramt af den virus, og jo har måttet tage nogle forholdsregler. Tilsyneladende ændrede det ikke hans levevis synligt i form af hans enorme forbrug af mænd, og det efterlader et temmelig bittert aftryk af en overfladisk person, der aldrig elskede.

Grand Hotel Europa - Ilja Leonard Pfeijffer

 

• Dansk
• 28. september - 3. oktober
• 704 sider
• Originaltitel: Grand Hotel Europa

Dette er uden tvivl en af de mere komplekse bøger jeg har læst i lang tid, og det er virkelig svært at kondensere det ned i en kort beskrivelse for der er så mange forskellige historier og temaer.

Hovedpersonen, Ilja, som jo er forfatteren - men alligevel ikke er det - indlogerer sig på Grand Hotel Europa; et majestætisk hotel, der dog har mistet lidt af fordums glans, hvor det blev besøgt af kronede hoveder og berømtheder fra hele verden. Han har valgt det for at kunne fordybe sig i skrivningen af sin historie om Clio - hans italienske ekskæreste - og deres fallerede kærlighedshistorie.

Der er tilsyneladende mange elementer, der passer på forfatterens eget liv. Han har boet i Genova og Venedig; han er kunst- og historieinteresseret, men også meget optaget af europæisk identitet og politik. Men Clio er fiktiv ligesom det maleri, de leder efter. Men det giver en helt særlig oplevelse for læseren fordi han taler direkte til os, og fortæller i bogen om den bog, han skriver om Clios og hans forhold.

De to mødes i Genova, hvor han bor, og hun arbejder som kunsthistoriker. De flytter til Venedig, hvor hun får arbejde, og samtidig leder de efter det sidste maleri som Caravaggio skulle have malet i Valletta inden han drog mod Italien og som bekendt døde på en strand. Denne søgen er en intellektuel leg for dem begge, hvor de forsøger at opfinde årsager til, at maleriet skulle findes et bestemt sted. Og så drager de ud for at lede efter det! Det handler nok mere om legen og søgen end om maleriet selv - og det bliver et symbol på deres forholds dynamik.

I tiden for deres forhold arbejder Ilja også på en dokumentar om masseturisme, som han arbejder på med et hold fra hans hjemland Holland. I deres research møder de forskellige typer turister, og det bliver til små historier inden i den store historie.

Men hotellet er metaforen for det hele - navnet alene vidner om den storhed Europa havde, og som vi i Iljas øjne har tabt. Det bebos af en række personer, som lever i en forsvunden tid - en fransk digter, en græsk finansmand, mens det overses af den gamle majordomus og den unge piccolo, Abdul, som er bådflygtning fra Afrika. Ilja fortaber sig i de lange snørklede gange i jagten på den mystiske ejer af hotellet, der nu bor i et værelse han ikke kan finde.

Hotellet opkøbes af en kinesisk investor, hr. Wang, der erstatter gamle lysekroner med moderne bling-bling og gør det kinesiske værelse til en pseudo-engelsk pub. Hotellet er symbolet på Europa som en forlystelsespark for turister, der kommer for at se historie, og som i den større aktuelle kontekst er det kinesiske investorer, der kommer til vores redning. Globaliseringen har ændret magtbalancen, men vi er stadig ude af stand til at se og erkende det mener forfatteren.

Der er vitterligt mange historier, og mange synspunkter at forholde sig til. Der er uden tvivl en del af hans egne holdninger og synspunkter på Europas historie og kultur, som den udvikler sig nu og der er nogle interessante betragtninger, der rammer plet hos alle, der elsker at rejse. Han spidder vores opførsel som turister i en præcis satire - for der er også meget humor i al alvoren med hans beskrivelser af turister, der søger autenticitet men dermed ødelægger netop denne, og fremprovokerer en falsk autenticitet hos de lokale. Vi vil alle gerne se steder, hvor der ikke er mange turister - og dermed er vi med at til at åbne for turismen netop disse steder.

Som europæere mener vi jo, at vi har ret til at rejse hvor vi vil og besøge de lokale kulturer; men vi vil ikke lade hvem som helst besøge os i det indemurede Europa, hvor emigranter holdes ude som fx Abdul, hvis historie viser sig måske ikke at være helt som han fortæller den.

Der er en rød tråd igennem det hele; men den kan være svær at se og beskrive. Ilja ser tilbage på sin historie med Clio og jagten på Caravaggio-maleriet, mens han interagerer med gæsterne på hotellet, og fører lange samtaler om Europa som en døende civilisation. Alt imens kineserne indtager hotellet og invaderer vores kultur, og han reflekterer over turismen. Nogle anmeldelser anklager den derfor også for at være for lang og usammenhængende - som det ses her, er det da også umådeligt svært at give en konkret logisk beskrivelse af alle de temaer og historier. Men der er en finurlig krølle til sidst, som måske binder det hele sammen for hans egen historie. 

Det var en virkelig intens læseoplevelse, men jeg var fascineret af alle historierne i historien. Rejsen til Abu Dhabi, hvor de besøger det nye Louvre ude i ørkenen er endnu et glimrende eksempel på ironien. Europas historie er til salg for højestbydende, og hvad er konsekvensen for Europas tiltrækningskraft så som kulturelt nervecenter for hele verden? 

Man skal ikke læse den som en historie med mange twists og plots, men som et kritisk blik på Europa, dets historie og os selv som europæere.

Den perfekte søn - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 26.-27. september
• 320 sider
• Originaltitel: The Perfect Son

Erika er en hjemmegående mor med to teenagebørn og en succesfuld mand. Datteren, Hannah, er i den rebelske alder, hvor moderen er pinlig, irriterende og en forhindring for hendes personlige lykke. Drengen, Liam, er til gengæld dygtig i skolen, roser hendes madlavning og er den perfekte søn. Men Erika ved også, at noget ikke er som det skal være.

Siden Liam var lille, har der været episoder, hvor hans personlighed har chokeret hende. Hændelser, hvor han har gjort ting, der indikerer, at han er sociopat og ude af stand til at føle empati. Erika er konstant på vagt for at beskytte ham - men i lige så høj grad dem omkring ham. For Liam er nu seksten år gammel, og begynder at interessere sig for pigerne - og de skal beskyttes! 

Da en ung pige fra hans skole forsvinder, og Liam viser sig at være den sidste, der har set hende, er Erika derfor ikke i tvivl. Hun frygter absolut det værste og er slet ikke overrasket, da politiet dukker op hjemme hos dem.

Historien fortælles for det meste af Erika, men også i kapitler af den unge pige, der er fanget i et hul uden mad og drikke. Overlever hun? For hun kan fortælle, hvem der gjorde det!

Samtidig udsættes Erika og familien for chikane fra stort set alle i byen, som i årevis har ment, at hendes søn var afvigende og psykopatisk. Liam er dømt på forhånd af folkedomstolen, og Erika er jo tilbøjelig til at give dem ret.

Sandheden er selvfølgelig ikke så ligetil, og der er et twist hen mod slutningen af bogen - måske endda flere! Det kører efter den samme skabelon som flere af hendes andre krimier, og det fungerer ganke fint. Jeg synes dog, at der i denne historie manglede visse elementer af forklaring på Liams opførsel; men det er en af hendes tidligere krimier inden det store gennembrud med serien om hushjælpen.

Glimrende og meget let læst underholdning dog!

Det skulle jo nødigt blive kedeligt - Lene Beier

 

• Dansk
• 23.-24. september
• 208 sider 

Jeg har det lidt svært med denne anmeldelse, for jeg kan virkelig godt lide tv-værten Lene Beier, som jeg vel nok primært stiftede bekendtskab med i landmandsprogrammerne. Jeg synes hun er ægte, ovenud positiv, og virker som et skønt menneske. Jeg har som sikkert mange andre også set bidder af hendes andre programmer - blandt andet om renoveringen af deres hus i Danmark, og alpehotellet - og set opslag på Instagram.

Nu har hun så skrevet en bog om det liv, der har ført hende til Tyrol. Eller rettere, så er det fortalt til en journalist, der har omsat det til en fortælling i en del korte kapitler. Det er her svagheden indtræder for mig. Det bærer tydeligt præg af, at det er en journalist og ikke en forfatter, der står bag. Stilistisk er det mere refererende, og går stramt kronologisk frem med en passende appetizer i slutningen af hvert kapitel for at komme videre. Men jeg fornemmer slet ikke Lene Beiers stemme i fortællingen, og selvom der er tanker, der stikker lidt dybere så forbliver det en person, der har fortalt om sit liv til en anden person. Ganske små episoder kommer med, og fylder unødigt fordi det åbenbart passer ind i kronologien. Det virker som er hun blevet bedt om at fortælle, hvad der skete år for år i hendes liv - men ikke alting er relevant nok til at optræde i en bog. Slet ikke på bekostning af dybere refleksioner, og det er nok her den journalistiske tilgang overtager.

Hvis man så også har fulgt hendes tv-karriere og endog set med på sociale medier, er der ikke meget nyt under solen. Det ærgrer mig oprigtigt fordi jeg synes så godt om hende, og er sikker på, at der ville være langt mere at byde ind med. Men jeg tror absolut ikke metoden var den rigtige - desværre!

Sale gosse - Mathieu Palain

 

• Fransk
• 21.-22. september
• 349 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sale gosse  kan oversættes til noget i retning af møgunge - eller en skidt knægt. som man tidligere ville have sagt. Bogen vandt flere priser i 2019-2021. og især priser uddelt af gymnasieelever, som er en særskilt pris i Frankrig. 

Det kan jeg godt forstå og det gør mig faktisk også glad! For emnet er relevant for unge mennesker, og de kan uden tvivl spejle sig i både historien og sproget. 

Det er en historie om de unge, der vokser op i en ustabil eller ikke-eksisterende familiestruktur. Wilfrieds mor er teenager med problemer med stofmisbrug, da hun bliver gravid - og barnet tages fra hende, da han er otte måneder gammel. Wilfried kommer i en plejefamilie, og lever en relativ tryg barndom. Som 15-årig er han på en fodboldskole - han har talent, og drømmer om en professionel karriere. Men han er også vred! En masse uforløst vrede, der bobler over en dag og så smides han ud af fodboldskolen.

Tilbage i plejeforældrenes lejlighed i en slumforstad til Paris kommer han hurtigt i uføre og pludseliig beslutter hans biologiske mor sig for at de skal genoptage forholdet. Det er for sent - ligesom det er for sent for plejeforældrene at adoptere ham for at give den tryghed, han så desperat mangler.

Historien handler om Wilfrieds vej gennem systemet til han bliver myndig. En vej gennem socialforsorgen, hvor han møder andre unge med problemer, men også dem, der arbejder med de unge. Det er dog også det svage punkt - for alt for mange bipersoner kommer ind og ud, og beskrives for detaljeret i forhold til deres rolle i bogen. Det springer for meget rundt, og der kommer først en reel tråd i historien hen mod slutningen. 

Det bliver svært at skabe personerne, når man både vil beskrive de unges miljø og de voksne pædagoger - to forskellige verdener. Sprogligt er et interessant og her kan man se, hvordan det appellerer til et yngre publikum. Der er en del verlan, som jeg heldigvis sagtens forstår - men også en del ny slang, som jeg lige skulle lære.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig døjer med store problemer af denne slags - en stor befolkning af anden- eller tredjegenerationsindvandrere fra tidligere kolonier, som er rodløse og kæmper med uddannelse og jobsituation. Det skrives der sjældent bøger om, og i den forstand fylder denne bog et hul - men det kunne være gjort bedre!