Saturday, January 16, 2021

Hildegard II - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 


  • Dansk
  • 12.-16. januar
  • 482 sider
Sagaen om middelaldernonnen Hildegard fortsatte - heldgivis!

I første bind forlader vi hende, da hun er knap 50 år gammel, og netop har fået Pavens ord for at være Guds talerør; en gave hun skal bruge, mener Paven.

I 1148 er Hildegard stadig i munkeklostret Disibodenberg, og det er ikke altid nemt for abbeden og prioren at samarbejde. Hildegard har for det første sine visioner, for det andet sine meningers mod. Er hun reelt en meget udspekuleret kvinde - eller rablende gal? Det finder eftertiden jo næppe aldrig ud af, selvom tanken om at fungere som Guds talerør i dag nok ville medføre andre kommentarer og konsekvenser. I middelalderen var det ikke noget, man tog let på.

Derfor er det et kæmpe dilemma, da Hildegards seneste vision siger, at hun skal rejse ned ad floden for at bygge et nyt kloster. En moderne kyniker kunne måske tænke, at det var belejligt at få det syn, for i munkeklostret kan hun ikke bestemme meget selv. Abbeden forstår at ramme hende, hvor det gør mest ondt, som fx da han som straf forbyder dem at synge i længere tid. Ofte sker det, at disse visioner gør hende syg - og faktisk endnu mere, hver gang abbeden afviser at følge hendes ønsker.

Men det bliver en lang og sej kamp at komme væk; endelig rejser nonnerne og bygger et nyt kloster Rupertsberg op fra bunden. Nu vil hun have en præst, og det skal selvfølgelig være hendes elskede Volmar. Nok er det en platonisk kærlighed; men det er vist udelukkende fordi intet andet er muligt, for i alle andre henseender er de jo som et ægtepar.

Hildegard begynder at skrive mere musik; hendes værk Ordo Virtutum betegnes af nogle som en meget tidlig form for opera. Det er slående moderne og behageligt, selvom jeg ikke forstod hele handlingen i den version jeg fandt på Youtube. Men den måtte jeg se og høre som supplement til bogen.

Hun får en vision om en nyt alfabet, Lingua Ignota, det ukendte sprog - på trods af at hun ikke var særlig stærk i grammatik på latin. Eller måske netop derfor - så kunne hun jo passende bruge et sprog og et alfabet, som var noget nemmere at håndtere for hende. Altså - man kan jo kun konkludere, at hun enten var umådelig intelligent eller umådelig snu.

Andet bind giver også et større indblik i den store verden; da hun bygger sit eget kloster, begynder hun at også at bevæge sig mere udenfor murene. I denne periode strides paverne jo - den ene i Rom og den anden i Avignon; og Hildegard blander sig også i politik. 

Andet bind er absolut spændende; måske mere omfattende end det første med en større række aktører og impulser, der giver et fantastisk indblik i både middelalder- og klosterliv. Jeg har altid været fascineret af klostre - som af katolske kirker; det er skønt at bevæge sig rundt i de gamle klostre og forestille sig, hvordan de levede i en egen lukket verden. Da jeg boede i Belgien, holdt jeg weekender ho venner ned i den sydlige del af landet. Det var en fast tradition at vi tog til det nærliggende kloster til vesper. Når munkene gik tilbage til klostret, var det til en aften i absolut stilhed mens vi tog hjem til en god middag og snak - men stemningen var så gribende, at vi oftest var meget stille i bilen hjem. 

Hildegards klostre lå jo i Tyskland, og kun nogle ruiner er tilbage efter Reformationen strøg gennem landet. Det er synd! Dog står klostret i Eibingen endnu, og nonnerne er vendt tilbage efter først at være blevet smidt ud i 1804, og senere af nazisterne. Nu er der 44 boende nonner, der stadig viderefører Hildegards arv og filosofi - om den så er udsprunget af snuhed eller galskab... eller ægte visioner?

En fantastisk biografi i to bind, der er skrevet så en nutidig lever sig ind i historien og personerne. Jeg havde lidt ondt af Volmar og Hildegard; de var en form for Héloïse og Abélard, som aldrig nåede at udleve deres kærlighed.

Endnu en historisk biografi af denne forfatter venter på mig; men nu skal guldet gemmes lidt til senere!

Monday, January 11, 2021

Hildegard I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 


  • Dansk
  • 9.-11. januar
  • 400 sider

Da jeg havde færdiggjort Margrete I fik jeg pludselig og endelig lyst til at læse de to bind om Hildegard af Bingen af samme forfatter. Jeg har altid et lille lager af bøger i venteposition; det svinger i antal, men er typisk omkring 40-50 stykker. Nogle kan stå i meget lang tid; nogle kan også ryge direkte videre i et genbrugssystem uden at blive læse - men oftest bliver de læst, selvom det kan være meget lang tid efter erhvervelse.

De to bøger om middelaldernonnen Hildegard anskaffede jeg mig i marts 2013 kan jeg se; så de har været igennem et par internationale flytninger - men jeg havde ikke givet op.

Det første bind blev da også slugt fra start til slut!

Ligesom jeg skrev om Margrete I-romanen er det hele kunsten jo at skabe en levende figur; men også at respektere historien. Jo længere tilbage denne historie foregår, jo sværere kan det være.

Anne Lise Marstrand Jørgensen er dog eminent til at skabe de rammer; selvom denne roman fra 2009 har et par fejl, som burde have være fanget undervejs. 

Hildegard af Bingen er født i slutningen af det 11. århundrede; helt præcist vides ikke - men i romanen er det i 1098 og allerede som foster optræder hun i historien. Man fornemmer, at det er et særligt væsen, der skal ind i en svær verden. Hun er det tiende barn i familien - men de to tvillingebrødre, der kom lige før hende var dødfødte. Måske derfor er hun speciel for moderen, som våger over det meget skrøbelige barn. Moderen vil have hende i kloster - det er datidens måde at takke Gud for, at barnet overlever de første år. Og en praktisk foranstaltning med så mange børn at skulle dele arv imellem, og skaffe medgift til.

Som hun vokser op begynder hun at få syner, og ser et specielt lys, når Gud taler til hende. Familien kan ikke beslutte med sig selv om hun er halvskør eller særligt udvalgt. Men hun er helt sikkert ikek egnet til det sædvanlige liv, hvor hun skulle bortgiftes som teenager og føde mange børn. Så hun kommer i kloster som ti-årig sammen med en lidt ældre kvinde, Jutta, som lader sig mure inde som eremit. 

Det var den ultimative selvopofrelse i middelalderen - og i portrættet af Jutta kunne man måske mistro, at hun ikke er helt psykisk stabil; eller ikke ville være det i vores moderne verden. Anoreksi og en frygt for egen seksualitet og selvtillid som udmønter sig i selvpinsel. Det er hård kost for et lille barn at være vidne til; men nu var middelalderen jo heller ikke ligefrem et nemt liv for de fleste.

Historien fortæller lige så meget om det daglige liv i klosteret som om forholdet mellem Jutta og Hildegard, og om Hildegards spirituelle udvikling.

Opdelingen er fra barndommen til Hildegard er en ung pige, og begynder at søge væk fra Jutta og udfolde sig selvstændigt. Hun begynder at arbejder i klostrets hospital sammen med munken Volmar; og deres forhold ville udenfor klostret uden tvivl være et kærlighedsforhold. De skal bevæge sig forsigtigt på den knivskarpe linje mellem spirituel konversation og trangen til at være sammen; de kæmper mod den fysiske tiltrækning selvom Hildegard er langt mere pragmatisk og måske i bund og grund oprigtigt kun interesseret i Guds budskaber til hende.

Det er en lang kamp mod munkene, og abbeden, som er bange for hendes rygte som synsk. På den ene side vil han gerne have alle de penge, der følger med pilgrimmene - men han vil ikke indrømme, at en kvinde kan besidde de egenskaber og den magt, det giver. Hildegard fortsætter dog ufortrødent, og Volmar bakker hende op i al sin blinde fascination - indtil Paven i slutningen af bogen, hvor Hildegard er 50 år gammel, giver sin velsignelse til at tale offentligt om synerne.

Det er fantastisk læsning; men dog med at par småfejl. En af Hildegards søstre hedder Irmengard, hvilket fortælles i starten, da alle børnene opremses. Men pludselig langt senere i bogen bliver hun til en kusine. Ligeledes får Jutta en dødsdom af en synsk kvinde, da de indtræder i klostret. Hun skal dø i sit 25. år i klostret, hvor de indtræder i 1108. Men i 1140 tænker Hildegard tilbage på Juttas død fire år tidligere (1136), som passede med profetien? Det er lidt irriterende sjuskefejl, selvom der er mange fakta at holde styr på. 

Det er selvfølgelig også en roman med meget religiøst indhold; er man ikke så meget til religion og bibelske citater vil det nok være langtrukkent. Som relativt aktiv kirkegænger og ikke mindst total aficionado for religiøs kunst, generer det mig dog ikke. Jeg glæder mig blot til at komme videre i Hildegards historie.

Friday, January 8, 2021

Margrete I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

  • Dansk
  • 2.-.8. januar
  • 598 sider

Jeg får generelt læst flere danske bøger nu; for det første fordi jeg jo ikke kan komme "hjem" til mine fransksprogede lande - og fordi jeg jo i 2020 opdagede bibliotekerne. Men jeg plejer også at ønske mig de dyrere nyudgivelser til jul, og sidste jul var ingen undtagelse.

Da nytåret havde lagt sig kastede jeg mig over den fint anmeldte historiske roman om Margrete I.

Der er primært to problemer for en forfatter at løse, når man giver sig i kast med sådan et projekt, synes jeg.
For det første at få skabt et troværdigt univers; at overholde samtlige tidsplaceringer men også holde alle de billeder, læseren får, i den tidslomme, det udspiller sig i. At gå tilbage til 1300-tallet er ikke umiddelbart let, når man skal have alt korrekt fra mad og påkldning til de faktuelle data.

Den anden er at skabe en person ud af den, som man kender fra historiebøgerne. Der skal vokse et menneske ud af siderne, og i en roman med dialog er der jo den svære balance, at det ikke er sagt således - men det skal bære de faktuelle data og afspejle både det, vi ved om personen og den person, som forfatteren vil bringe til live for os.

Begge dele løses jo forrygende i denne roman; jeg har aldrig tidligere læst noget af Anne Lise Marstrand Jørgensen - men jeg var imponeret.

Hun formår at skabe personen Margrete, som ikke altid er den mest elskværdige i romanen. Hun har temperament og voldsomme udbrud af utålmodighed og det afspejler vel nok, hvordan man som kvinde må have været i det 14. århundrede for at opnå, hvad Margrete gjorde. Men hun skaber også et lidt eventyragtigt univers omkring hende, hvor natur, blomster, elfer og trolddom er tilstede - og det fungerer jo glimrende som underbygning til en kvindelig hovedperson. Margrete var jo ikke en blodtørstig krigerisk konge - hun var stærk, magtsyg måske - men hun var jo først og fremmest kvinde og beskyttede sin eneste søn Oluf konstant. 

Margrete er grusomt bange for Guds straf, og selvom det løber af med hende, så frygter hun den og gør bod ved konstant at holde kirken tilfreds. Hendes regeringstid var i et katolsk Danmark (og Norden), hvilket er ret pudsigt at tænke på nu med vores triste protestantiske kirker.

Vi følger Margrete fra hun 10 år gammel sendes til Norge for at møde sin ægtemand, kong Håkon. Med sig har hun en tjenestepige Kerstin, som der er meget mystik om. Er hun Margretes fars, kong Valdemars, uægte barn? Er hun fra den underjordiske verden, som Margrete og befolkningen i helhed, jo tror meget på? Eller er hun same fra Lapland, som fastholder hedenske traditioner, som det antydes i bogens slutning?

Hun har nok ikke eksisteret; men forfatteren har behov for en protagonist,m som vi kan se Margrete igennem. Det bagtæppe og den kikkert er Kerstin ! Men jeg ser hende også som den del af Margrete, som hun må skjule for at komme til magten. I de få perioder, hvor Margrete er allermest Kvinde - og allermindst dronning, hersker osv., da er Kersting bortsendt. Det skete til tider, da man anklagede hende for at have trolddomsagtig indflydelse på Margrete. Men hun vender altid tilbage. Hun er væk, da Margrete fx ligger i fødesengen og er så langt fra det selvkontrollerede magtmenneske som hun kan være. Hun fungerer på en måde som Margretes skygge eller alter ego; den kvinde, hun kunne være blevet til, hvis alt det andet ikke var på spil. Kerstin udlever sine drømme om fysisk kontakt til mænd - ikke ægteskab, men nok mere basalt fysisk. Hun er i stand til at vise den empati, som Margrete ofte savner.

Men hun forsvinder også i slutningen, som er i 1397 og ikke ved Margretes død i 1412. Måske fordi Margrete nu er rolig og afklaret? Kalmarunionen er på plads, og Margrete har fået det, som hun vil. Hun styrer det hele til sit livs ende, og har fundet en passende arving til at erstatte den afdøde Oluf. Så det er jo meget symbolsk, at Kerstin forsvinder netop, da Margrete forlader Kalmar efter ceremonien.

Man kunne måske godt have ønsket sig, at den sluttede med hendes død - men ligesom den ikke starter med hendes fødsel, så er rammen hendes officielle år som en spillebrik i de nordiske dynastier. Nok er der 15 år tilbage, men de foregående var langt mere handlingsmættede end de sidste, hvor det gjaldt om at bevare og konsolidere magten; en magt, som jo hurtigt forsvandt efter hendes død.

Man skal nok have en historisk interesse for at kunne lide denne slags romaner; men man behøves ikke at være ekspert eller kunne kongerækken på fingerspidserne, for det er jo også en historie om en kvinde og hendes tid. I 2012 læste jeg denne mere faktuelle bog om Margrete I, som virkelig ikke var vellykket.

Det understøtter netop de punkter, jeg indledningsvis skrev - at man skal kunne skabe en historie og ikke mindst en troværdig person ud af det somme tider sparsomme materiale, der er til rådighed. Dette lykkes til fulde her.

Thursday, December 31, 2020

Dødens store billedbog - Stefan Pajung / Søren Hein Rasmussen

 

  • Dansk
  • 30.-31. december
  • 355 sider

Da jeg hørte om denne bog, måtte jeg jo eje den - og med det samme! Det var heldigvis lige før jul, og jeg skyndte mig at proklamere til alle og enhver, at denne altså måtte ligge under træet. Det blev til den sidste læseoplevelse i 2020; et underligt læseår!

Det startede rimelig normalt; men i marts, da coronaen ramte gik jeg helt i baglås. Det stressede mig, og der var så mange dårlige nyheder hele tiden. Jeg havde endda tre ugers ferie - men det var virkelig umuligt for mig at finde lysten frem. Dette varede for en stor del af 2020; jeg læste langt færre bøger end tidligere år på trods af mere tid hjemme. Det må og skal der laves om på i 2021!

Men det var en smuk afslutning på året med billedbogen om døden. For en kunstaficionado som jeg var der selvfølgelig en del gammel lærdom, men opbygningen var interessant og de valgte illustrationer var smukke og for det meste godt forklaret med de tilhørende noter.

Døden er i kunsten (og i Bibelen) en påmindelse om vores perifære besøg på jorden, og i tidligere tider en løftet pegefinger om, at vi kunne ende et forfærdeligt sted. Malerier i kirker osv. tjente jo det glimrende formål at instruere de folk, der ikke kunne læse - og mens Bibelen stadig kun fandtes på latin.

Men døden som koncept holder ikke op med at fascinere os; det viser den sidste del af bogen, hvor der interessant nok tillige er højaktuelle illustrationer, hvor Covid-19 optræder. Der er altid ydre faktorer, som bidrager til at højne vores forskrækkelse for vores egen dødelighed. 2020 blev bestemt et år, hvor vi alle pludselig måtte erkende vores utilstrækkelighed overfor denne slags hændelser således som pesten i middelalderen skræmte folk. Den tilfældige rasering er en udfordring for vores intellekt.

Dermed er det både interessant læsning, men også smukke billeder - det er altid godt med en god lup til denne slags bøger, så man kan suge alle detaljer til sig. 

Illustrationerne er virkelig smukke - ikke mindst på grund af den fantastiske papirkvalitet; der er virkelig kræset for det her. Derfor er det også lidt ærgerligt, at et par grumme fejl har sneget sig ind.

Side 95 omtales den franske kunstner Gamelin (1738-1803), som levede som fattig kunstner indtil den franske revolution - hvorefter han i 1996 fik et professorat. 1996!!

Side 147 vises en illustration af Holbein, men i teksten står der, at dette arbejde har krævet stor præcision af Dürer!

Endelig på side 247 vises en fransk illustration med titlen Délivré par la mort, som oversættes til Leveret af døden. I denne sammenhæng er den korrekte oversættelse snarere tættere på det engelske ord relieved og skal ikke anses for en fysisk levering. Det franske sprog er mere facetteret - så det kan man måske forstå. 

Det ændrer dog ikke ved bogens overordnede fine kvalitet; det er en bog, man vil vende tilbage til blot for at beundre illustrationerne.

Tuesday, December 29, 2020

Og solen går sin gang - Ernest Hemingway

 


  • Engelsk
  • 27.-29. december
  • 320 sider
  • Originaltitel: The Sun Also Rises

Juledagene er ovre, og der kom selvfølgelig nye bøger til samlingen - men der blev også holdt lidt fri fra læsningen. 

Mine køb hos Shakespeare & Co. for nylig var ikke helt tilfældige bøger; der var bogen om vandringer i Paris skrevet af en forfatter, der bor i Sylvia Beachs hus. Og så var den denne meget smukke særdugave af Hemingways debutroman fra 1926. Det medfølgende digt her var et af Shakespeare - igen et passende valg!

Det var Gertrude Stein, der efter sigende først bragte udtrykket The Lost Generation på banen. Hun var ude at køre og stoppede for at få fyldt tanken op, og spurgte således mekanikeren om det ikke var svært at finde ordentlige folk her efter krigen. Hans svar var, at det gik udmærket, hvis man tog de helt unge mennesker. Dem, der ikke havde været i skyttegravene - og dermed var født i slutningen af det 20. århundredes første årti. De andre var "den tabte generation". Det blev så til the lost generation - primært dem som var født omkring 1883-1900, og dermed havde været voksne og aktive i 1. Verdenskrig.

Gertrude Stein og Hemingway havde et særpræget venskab; Hemingway beundrede hende, og så hende lidt som en mentor. Men hun var også hård i kritikken, da han viste hende udkastet til denne første roman. Et tidligere forsøg var gået tabt i en kuffert i et tog - men nu ville han altså skrive en hel roman i stedet for de noveller, han ellers udgav. I Woody Allens film Midnight in Paris, der jo er essensen af denne generation i Paris og dækker nogle af de begivenheder Hemingway senere beskrev i Der er ingen på Paris, ser man ham vise Stein manuskriptet. 

Romanen foregår i tre store dele; første del i og omkring Paris' fortovscafeer, hvor hovedpersonen Jake Barnes bruger det meste af sin vågne tid på at drikke. Han har godt nok et journalistjob - men primært mødes han med vennerne, og de har deres stamsteder omkring Montparnasse. I de første skitser, som er gengivet i slutningen af denne særlige udgave, er denne person Hemingway selv. Og der er virkelig også mange lighedspunkter! Barnes refererer til en skade i krigen, som ikke har gjort ham impotent - men på den anden side er hans libido ikke som det har været. Der har været mange spekulationer om Hemingway selv var impotent. Nok omgav han sig med mange kvinder, og var gift hele fire gange - men han havde også mangeårige venskaber med kvinder, fx Marlene Dietrich, som var helt platonisk - eller usynkroniseret lidenskab, som Hemingway sagde.

Han fik udløb for sin maskulinitet ved at jage i Afrika, fiske - eller se tyrefægtning i Spanien; dette er også scenen for den midterste del af bogen. En flok på fire mænd og en kvinde tager til Pamplona - Jake, hans amerikanske ven, Bill, hans jødiske ven, Cohn og den fraskilte smukke Brett med hendes seneste erobring Mike. Jake er håbløst forelsker i Brett; men det er Cohn også - og Bill bliver det selvfølgelig. Mike er en falleret alkoholiker; men Brett vil gifte sig med ham, fordi de er lige ustabile. Brett er symbolet på den nye generation af kvinder efter krigen, der ikke lader sig putte i bås i et ægteskab med børn. Hun er frigjort, seksuel og sensuel - og derfor en modsætning til Jakes manglende evne til at have sex. Det bliver destruktivt! Under en uges fest og druk i Pamplona ødelægges venskaber og Brett - den tankeløse egoistiske karakter - rejser væk med en ung tyrefægter; som jo er indbegrebet af maskulinitet og modsætningen til Jake. 

I det sidste kapitel, da alle er rejst hver sin vej delvist mærket af ugens interne og eksterne strabadser, beder Brett alligevel Jake om hjælp. Og det ender lidt tragisk med deres konklusion af alt, der kunne have været. 

Romanen er snart hundrede år gammel; og det mærkes i for eksempel ordvalg og dialog. Men det er også en del af Hemingway-stilen. Man finder mange af de samme temaer som hos Scott Fitzgerald - i fx Tender is the night - de er rundet af den samme tid, og de to mænd var tætte venner. Der er nogle fantastiske beskrivelser af tyrefægtningen, som dengang var en ypperlig sport - men også fiskeriet, som jo var en af Hemingways store passioner. 

Selve romanen er relativt kort på knap tohundrede sider; derudover er der endnu hundrede sider med virkelig interessante skitser, udkast etc., hvor man kan se Hemingways udstregninger og korrektioner. En stor klassiker, som sagtens tåler læsning i dag!

Wednesday, December 23, 2020

Abens år - Patti Smith

 


  • Engelsk
  • 21.-23. december
  • 224 sider
  • Originaltitel: Year of the Monkey

Patti Smith-fan bliver jeg aldrig - af hendes musik! Men hendes ord - de går lige ind.

Jeg har læst to bøger af hende tidligere; den første om hendes liv og venskab med Mapplethorpe, og den anden mere filosofiske med betragtninger over livet. I Abens år er vi i denne sidste genre; og til tider kan man virkelig have hende mistænkt for at være påvirket af ikke helt legale substanser. Dem har der sikkert også været nogle af i hendes ungdom i New York; men nu er hun vist mest på kaffetrip.

Alligevel er der mange underlige passage, hvor hun fortæller levende om sine drømme og de bliver meget virkelige for hende.

Abens år i den kinesiske astrologi er 2016, som viser sig at være et meget skelsættende år for hende - men også for verden.

Ved årets begyndelse rammes en af hendes ældste og tætteste venner af en hjerneblødning, og ligger i koma. Hun fylder 70 år i 2016, og det er også en milepæl hun har behov for at tilegne sig. Det amerikanske præsidentvalg er selvsagt et mareridt for en gammel hippie som hende. Og endelig er der skuespilleren Sam Shepard - en tidligere partner - som nu er ved at dø af ALS.

Et rent ud sagt skrækkeligt år på alle mulige måder. 

Hendes fortælling om året alt imens hun rejser lidt rundt på må og få, og møder pudsige personligheder på tværs af USA, er en reflektion over tiden, der går. Selv ældes hun, men hun er nu også i den alder, hvor vennerne begynder at falde fra. Det er ligesom i M Train meget magisk på en lidt syret måde.

I denne paperback udgave er der tilmed en epilog til epilogen, som er tilføjet i 2020. Smith er kommet ud af abens år; Sam er død i 2017 - men 2020 bliver et lige så dramatisk år. Der er selvfølgelig Covid-19 men også det kommende præsidentvalg, som hun håber vil ende mere opløftende end sidst. Dertil når vi ikke - men hun når at reflektere over dette nye årtis begyndelse, som ikke umiddelbart er særlig optimistisk.

Det er som altid smukt beskrevet med hendes referencer til kunst, litteratur, musik - og ledsaget af hendes sort-hvide Polaroidbilleder. Det er også specielt; og jeg måtte finde en stund, hvor jeg var i stand til at gå med hende for at kunne fordybe mig i bogen.

Sunday, December 20, 2020

The Most Beautiful Walk in the World - John Baxter

 


  • Engelsk
  • 18.-20. december
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de absolut mest spændende boghandler ligger i Paris - selvfølgelig vil man næsten sige! Ikke alene med en spektakulær udsigt til Notre Dame, men også på grund af dens historie. Det læste jeg meget mere om i denne bog i foråret. Da de primært sælger engelsksprogede bøger, og da Paris har været meget hårdt ramt af lock-downs, har det knebet med kunderne. I efteråret kom de derfor med en appel på Instagram for at overleve; og jeg bestilte straks tre bøger, og nogle af deres noteshæfter.

Det var dog sin sag at få dem tilsendt; de kom i torsdags efter mere end 1½ måned. Det er jo svært at komme til forretningen for at pakke dem, hvis reglerne siger man kun må være 1 km fra sit hjem i en time! Men de kom - og de sikkert lidt dyrere end hos Amazon; men de redder en unik boghandler og så kommer de med særlige kendetegn.

For det første stempler de bøgerne med deres eget stempel, som bærer deres navn og indskriften KILOMETER ZERO PARIS; det er fordi alle afstande i Frankrig måles ud fra Notre Dame - og de bor som sagt lige ved siden af. Derudover kan man få et et lille digt med i sin bog; det skrives på en gammeldags skrivemaskine, og vælges tilfældigt. I denne bog fik jeg et digt af Walt Whitman. Begge dele koster 1 euro stykket - men det er sådan en skøn ting. Det betaler jeg gerne for!

Bogen er skrevet af en australier, der har boet i mere end 30 år i Paris; han bor desuden i det samme hus, som den første ejer af Shakespeare & Co. - Sylvia Beach - boede. Han skriver om sine vandreture i Paris, og anekdoter om de folk, der har boet i Paris. Ikke mindst den tabte generation - Hemingway, Scott Fitzgerald, ....

Jeg savner Paris så umådeligt under denne rejselock-down; så at læse sig tilbage i gaderne er ren fryd for mig. Desuden var der et par enkelte anekdoter om gader og stræder, jeg ikke kendte. Og der var et par gader, jeg aldrig har besøgt og nu står højt på min liste til når jeg kan komme tilbage.

Det er først og fremmest en bog for de, som kender Paris vil jeg mene. Ellers bliver det nok for uinteressant med gadenavne, man ikke kan placere eller forholde sig til. Men er man lige så forelsket i byen, som jeg er, og har boet der, som jeg har, er det ren nostalgi og tiltrængt rejse hjemme fra corona-sofaen. 

Thursday, December 17, 2020

Den rødhårede kvinde - Orhan Pamuk

 


  • Fransk
  • 15.-17. december
  • 352 sider
  • Fransk titel: La femme aux cheveux roux

Min ottende roman af Pamuk; og det er mange år siden sidst - da jeg ikke var overbevist efter at have læst anmeldelserne af nogle af hans seneste romaner. Han skriver sædvanligvis meget intenst, men også til tider noget kryptisk. Man skal nok være i den rette stemning for fuldstændigt at kunne påskønne det og leve sig ind i hans historier.

Denne roman er fra 2016, men det tog noget tid inden den blev oversat og tilmed udkom i billigudgaven, som jeg foretrækker.

Den er mindre end andre af hans romaner; men vi forbliver i hans univers af lidt mystik og den evige kontrast mellem øst og vest. I religion og i kultur - og i denne roman også af myter, overtro og opdragelse.

Cems far er apoteker, men også politisk aktiv i Istanbul i midten af 1980'erne. En dag forsvinder han, og dermed familiens mulighed for en fast indtægt. Cem skal på universitetet, men må tage et sommerjob for at tjene penge til det, og får job som brøndgraver. Sammen med den ældre Mahmut leder de efter vand på en grund udenfor Istanbul; den ældre mand bliver symbolet på den faderskikkelse Cem savner i sit liv.

Om aftenen rundt om bålet fortæller de hinanden historier, og Mahmut genopliver de gamle koraniske vers, som får Cem til at fundere over deres betydning og hvordan han skal fortolke dem i sin moderne verden.

Men så kommer trup kunstnere til den nærliggende landsby, og Cem falder for en meget ældre rødhårede kvinde. En aften ender de i hinandens arme; og næste morgen sker en tragedie, som Cem bebrejder sig selv for og som markerer et skæringspunkt i hans liv.

Som voksen genser han sin egen far; men forholdet er ødelagt og det bliver omdrejningspunktet for hans liv. Forholdet til faderen som en idoliseret skikkelse eller som en man skal tage sit opgør med. Dette funderes på de forskellige myter - den vestlige græske myte om Ødipus, som dræber sin far for at være sammen med moderen .... men ingen skyld føler. Og på den anden side den arabiske traidtion med Kongebogen, hvor helten Rostam slår sin egen søn ihjel - som Cems far forlod, og forkastede ham.

Der er en del symbolik i historien; og det kan anbefales at tjekke nogle af myterne, der refereres til, hvis man ikke kender dem indgående. Men samlet set er der langt mere dialog end i hans tidligere bøger, hvilket gør dem mere tilgængelige måske. Det var dejligt igen at dykke ned i hans smukke tyrkiske verden, som altid er lidt mere krøllet end man forestiller sig det.

Monday, December 14, 2020

Det gode menneske - Rutger Bregman

 


  • Engelsk
  • 7.-14. december
  • 496 sider
  • Originaltitel: Humankind - A Hopeful History

Jeg tror, at mennesket i det 21. århundrede har behov for opløftende og positive historier; ikke mindst om os selv! Verden ser ud som om den er værre for hver dag, der går, som vi bombarderes med nyhedsindslag om ulykker og katastrofer. Vi er dårlige mennesker, skulle man tro - for vi passer dårligt på vores planet, og vi passer ikke på hinanden. Hvad konklusionen for 2020 ender med at blive er svært at sige nu - hvordan vil man om nogle årtier se tilbage på, hvad der skete i år, og hvordan vi alle opførte os? 

Den hollandske historiker, Rutger Bregman, forsøger i denne bog at gøre op med myten om, at vi grundlæggende er dårlige mennesker. Han fremfører eksempler fra virkelighedens verden og sammenligner dem med nogle af de teser berømte filosoffer som Hobbes, Rousseau og Machiavelli har bygget deres værker på.

En berømt klassiker er Fluernes herre, hvor det opholdet på øen bliver en barsk afslutning på de unge drenges sorgløse tilværelse. Men i virkeligheden var der en anden historie, hvor det gik langt bedre. I 1965 havnede seks drenge nemlig på en øde ø midt i Stillehavet, og boede der i femten måneder inden de blev reddet. De klarede sig ved at samarbejde og fordele arbejdsopgaverne; og forblev livslange venner.

I 1964 blev en ung kvinde dræbt i New York; hun blev stukket med en kniv og mens hun skreg og kæmpede for sit liv, kunne op til 38 vidner høre hende - uden at nogen gjorde noget. Det var en sag, som fik stor opmærksomhed ikke mindst i sociologiske studier; men i virkeligheden var der nogle, der handlede. Ikke mindst var der en nabo, der løb ned på gaden og holdt den unge kvinde i armene, da hun døde.

Så er vi så basalt dårlige mennesker? Det er hvad, Bregman forsøger at modbevise i sin bog. Der er en del referencer til bestselleren Sapiens af Yuval Noah Harari; ikke mindst i beskrivelserne af hvordan vores jægersamfund var opbygget - og hvordan konceptet af konflikt og krig primært opstod, da vi begyndte at slå os ned og eje land. Vi havde pludselig noget at skændes over og kæmpe for.

Alligevel er der mange krige, hvor soldaterne ikke selv ønskede at slås - eller dræbe! Mange studier viser, at hvor vi troede der var blodige slag, så undgik de menige soldater så vidt muligt at affyre deres våben. Langt de fleste døde af bomber, granater osv. som kan styres på afstand - hvor målet er ukendt og diffust; i modsætning til et menneske i kød og blod, som står lige overfor os.

Og medierne gør deres for at piske en stemning op; det beviste Hans Rosling allerede i hans fænomenale bog Factfulness. Der må jeg sige, at det virkelig undrer mig, hvordan Bregman overhovedet ikke nævner Rosling - en så markant forfatter indenfor netop dette felt indenfor de sidste par år. Han må da have læst Rosling, hvis han har læst Noah Harari? Det perspektiv mangler i mine øjne i bogen.

Derudover er det interessant læsning med beskrivelser af eksperimenter; en del af dem er i sagens natur fra 1960'erne, hvor der var stor fokus på adfærdsændring i et større kulturskifte efter verdenskrigene. Men der er også mere moderne eksperimenter med fx skoler, fængsler, medbestemmende samfund, politi osv. - og en del fra de nordiske lande ... selvfølgelig vil man måske sige?

Det er interessant at læse denne slags bøger for at lære noget grundlæggende nyt; men også for at modarbejde den pessimistiske dystopiske verden, vi ser beskrevet i nyhederne!

Sunday, December 6, 2020

Kniv - Jo Nesbø

 


  • Dansk
  • 1.-6. december
  • 503 sider

Det er mere end tre år siden, at jeg læste den sidste Nesbø-krimi! Jeg er nok lidt sent ude - men pludselig opdagede jeg, at der var kommet en tolvte krimi i 2019; og nu var den i paperback.

Harry Hole skuffer aldrig - og jeg er glad for, at Nesbø har fundet tilbage til ham. Men det spørgsmål man stiller sig selv hver eneste gang er jo, om det er den sidste? Han udgiver flere og flere uafhængige krimier - men stadig vender han tilbage til helten og antihelten Harry.

I Tørst levede han et langt mere stille liv, og var endelig lykkelig med sin Rakel. Men han kommer igen og igen tilbage til faget som kriminalefterforsker ude i marken; og det er altid barsk.

I Kniv kommer han om muligt længere ud og ned end nogensinde før; han kommer til at konfrontere alle sine indre og ydre dæmoner, og det trækker tråde tilbage til en del af de historier og personer, vi har stiftet bekendtskab med tidligere.

Jeg tror sagtens, jeg en dag ville kunne læse dem alle igen - netop fordi der er en kronologi, og en parallel historie om Harrys liv og alle de andre personer omkring ham. Man skal nemlig læse dem kronologisk.

Det er svært at skrive noget som helst uden at afsløre for meget. Det ville være synd.

Men man kan konkludere, at Harry er som en meget gammel hankat - han har været i masser af slagsmål; han har ar på sjæl og krop - men ligesom en kat har han mere end et liv!