Et forjættet land - Barack Obama

 

• Engelsk
• 768 sider
• 20.-30. november
• Originaltitel: A Promised Land

Hans hustru overhalede ham jo lige med hendes bog, der udkom sidste år - men der er vi altså i en lidt anden kaliber end her. Den var eminent - ingen tvivl om det; men det er vist et anderledes stykke arbejder, der ligger bag denne monumentale erindringsbog.

For det første skriver Obama i hånden; senere er der uden tvivl finskrivninger osv. - men han starter med et stykke papir og en blyant. For det andet fungerer hans hjerne uden tvivl på sin helt egen måde - for han kan ikke lade være med at forklare et problem uden at gå tilbage til Adam og Eva hver gang. Er det krigen i Afghanistan, skal vi lige have en temmelig lang geopolitisk forhistorie - og han siger selv i begyndelsen af bogen, at det var hans svaghed under valgkampen. Han taler ganske enkelt for meget og mister tilhørernes koncentration undervejs.

Det er ikke en erfaring han har gjort brug af her; for det er intenst på et niveau, jeg sjældent har set. Mange fremtrædende aviser som The Guardian, NY Times etc. har påpeget netop længden og kompleksiteten - og det er ikke uden grund! For reelt set dækker dette første bind "kun" optakten til præsidentembedet og de første lidt mere end to år i det Hvide Hus.

Han starter ikke så langt tilbage som Michelle; men jeg formoder, at hans barndom og ungdom dækkes i nogle af hans tidligere bøger, som jeg ikke har læst. Han starter snarere da han beslutter sig for at stille op til valget som senator i 2004. Næste del omhandler så præsidentvalgkampen - og de næste dele tiden som præsident frem til foråret 2011, hvor man fanger og dræber bin Laden; en symbolsk afslutning, hvor amerikanerne jubler over nyheden mens han selv undrer sig over, hvorfor den samme entusiasme ikke fænger befolkningen, når det handler om at stemme for hans Healthcare eller at redde landet fra en finanskrise?

Obama overtog ikke landet i fin form; faktisk var den store finanskrise lige brudt ud - og selv om han var blevet valgt på præmisser om forandring og håb, blev det pludselig mere relevant at håndtere finanskrisen og dens globale implikationer. Han må gå på kompromis med sine egne idealer, og som erindringerne skrider frem fornemmer man også et skift i hans ideologi og karakter.

Han må fremstå som en stærk Commander in Chief - øverste leder for verdens eneste supermagts militær; ham som er mere pacifistisk anlagt. Han må kæmpe med at skaffe flertal til sine mærkesager om Healthcare og miljø - og for ikke-amerikanere er det en temmelig langsommelig gennemgang af detaljer om procedurer, valgmænd og lovprocedurer.

Der er perifære beskrivelser af det private liv med familien og alle de ændringer hans karriere betyder for dem. Han tilføjer også passende patos til visse episoder; og som læser bliver man grebet af hans sejre og nederlag. Hans beskrivelse af COP-15 forhandlingerne i København i 2009 er en fortælling af Superman, der på en enkelt dag flyver ind og ud af byen med sin Air Force One for at redde verden (og Lars Løkke Rasmussen). 

Dertil skal lægges, at der er nogle interessante beskrivelser af andre statsledere som Merkel, Sarkozy men også de mange mellemøstlige ledere han møder. Man er ikke et sekund i tvivl om hans personlige mening om alle disse personligheder; og visse beskrivelser er virkelig rammende og morsomme (Sarkozy tager dog prisen!).

Den ER lang! Jeg betragter mig selv som en rimelig hurtig læser; men her måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne nå mere end 25 sider i timen. Derfor satte jeg nogle dage et delmål for mig selv - et kapitel, et afsnit (dem er der dog ikke mange af) eller en større milepæl. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke nød det - for det var spændende det meste af tiden, og jeg vil uden tvivl læse anden del, som efter planen udkommer i 2022. Men kunne han dog ikke bare kondensere det en anelse?

Endelig vil jeg varmt anbefale at læse den på engelsk; så meget går tabt i en oversættelse - specielt med hans ord, hvor man kan høre hans stemme som baggrundstæppe til sin læsning.

Vaniljehuset - Mich Vraa

 

• Dansk
• 17.-19. november
• 446 sider

Mich Vraa fik kæmpe succes med sin trilogi om Danmarks rolle i slavehandlen i Vestindien; det var en af mine helt store læseoplevelser i 2018 og jeg slugte de tre bind på to uger. Siden har jeg faktisk ikke undersøgt, om der var andre romaner - men i min nyfundne kærlighed til de offentlige danske biblioteker så jeg så, at der var en ny roman. 

Denne gang har Vraa skrevet om sin egen families historie. Han bruger andre navne, da han jo ikke kan tillægge de for længst afdøde personer alle ord og handlinger. Men som han skriver i epilogen, så er tidslinie og årstal sammenfaldende - og den overordnede historie er den samme.

Vraas forfader hed Lauritz Duch - i historien møder vi Dusinius Dick; som navnet antyder er han det tolvte barn i familien. En skomagerfamilie i Odense, hvor nogle af de ældste børn er udvandret til Amerika mens andre er blevet hjemme og det er indlysende, at de skal overtage faderens forretning eller gå i lære som håndværkere indenfor andre fag. For faderen er der nemlig ikke rigtigt andre muligheder - som ordsproget siger, så bliver man ved sin læst - og man forsøger ikke at bryde klasseskellene.

Det ser Dusinius dog stort på, og allerede som 8-årig tjener han sine første penge ved at sælge nissesprællemænd på torvet, hvor han møder byens herreekviperingshandler. Ja, der er da lidt Matador over det - men Dusinius er dygtig; han forstår hurtigt principperne i moderne kapitalisme - selvom hans succes flere gange skyldes hændelser, som måske er lidt ufine.

Alt det sidder han nu og filosoferer over - i 1929 på Hareskov Kuranstalt efter nogle hjerteproblemer. For det har altid handlet om arbejde; der har dog været tid til kærlighed, og dele af historien fortælles af hustruen Jonna. Om de første spændende dage som nyforelskede - men også hvordan hun blev til husmoderen hjemme med børnene; og den stigende utilfredshed i ægteskabet. Det var selvfølgelig ikke noget man som kvinde kunne lufte der i starten af det tyvende århundrede.

Dick må dog også fundere over, om det var det hele værd? Ja, han har penge. Men han aner knap nok, hvad de yngste børn hedder - og den eneste søskende han har kontakt til er en bror, som gerne snyder og bedrager sig til rigdom. Han er kun knap 50 år gammel - men allerede ved at gøre sit liv op; og det viser sig at være en god idé.

Historien fortælles ligesom i Vestindien-trilogien af flere stemmer: Dusinius i 1929 men også i den kronologiske historie, Jonnas historie og endelig historien om den spanske soldat, der havner i Odense under Napoleonskrigene, hvor mange tropper pludselig var fanget i landet, mens det bølgede frem og tilbage på den internationale politiske scene. Det er både en eminent slægtsroman - men også et stykke Danmarkshistorie (igen) og fremragende personportrætter. 

The Confession - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 9.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har haft det lidt ambivalent med Jessie Burtons romaner; den første interesserede mig på grund af historien i Amsterdam og det dukkehus, som man i dag kan beundre på Rijksmuseum. Der var jeg hjemme både i perioden og i byens gader, som jeg kender så godt. 

Hendes anden roman havde jeg det anderledes svært med; igen skulle kunsten væves ind i historien - men det blev for rodet. Så der var ingen tvivl om, at jeg ikke ville investere i endnu en roman - men da den nu var på biblioteket, så gav jeg den en chance.

Vi er stadig i en rammefortælling - i 2018 og i 1980-82, og det er stadig kunstnere, der er omdrejningspunktet.

Rose er midt i trediverne, og bor sammen med sin kæreste gennem ni år, som har en lidt håbløs fremtidsplan om en food truck, som ikke rigtigt bliver til noget. Hun har aldrig kendt sin mor, men ved blot, at denne forsvandt mange år tidligere, da hun var spæd. Men en dag fortæller hendes far pludselig lidt mere. At moderen var kæreste med Constance Holden; en berømt forfatter, der ikke har udgivet noget siden starten af 1980'erne og lever isoleret og uden for mediernes søgelys.

Rose får ved snyd skaffet sig et job som assistent for Constance - under et falsk navn: Laura Brown.

Hun kommer meget tæt på Constance, som er ved at skrive en ny roman - men Constance holder hele tilbage, hvis Rose/Laura bliver for personlig i sine spørgsmål om fortiden og hendes privatliv.

Parallelt med dette følger vi historien om Elise - Roses mor - som i 1980 er ganske ung, da hun møder Constance. Da hendes debutroman bliver solgt til filmatisering flytter de til USA under optagelserne; men Elise synker dybere og dybere ned i en depression. Hun trives ikke i det overfladiske filmmiljø og er jaloux på den kvindelige skuespiller, der spiller hovedrollen og som er lidt for interesseret i Constance.

Det bliver til et trekantsdrama - eller flere endda... da Elise indleder et forhold til Roses far; men inderst inde stadig længes efter Constance. Elise er en neurotisk usikker ung kvinde; og på mage måder ender Rose med at ligne moderen i sin ubestemmelighed i og over tilværelsen.

Der er en temmelig lang opbygning til klimaks her synes jeg; det er absolut en bedre historie end den sidste roman - men hun mangler stadig helt at mestre kunsten at være koncis. Slutningen er desuden temmelig diffus, hvilket jo er i hendes fulde ret - og det kan fungere fint, hvis resten står helt skarpt, Det er underholdende, bevares - men så er det heller ikke mere. 

Faster Hildas testamente - Jeanne Goldschmidt

 

• Dansk
• 8. november
• 263 sider

Ernst Goldschmidt var en dansk maler og kunstkritiker, der blev født i København i 1879; og som navnet antyder var han af jødisk familie. Han studerede ved Kunstakademiet, og tog på flere studierejser i udlandet; men talentet forblev dog en anelse middelmådigt og i stedet kastede han sig over en karriere som kunstkritiker, og udgav flere bøger om fransk malerkunst i den periode i starten af det 20. århundrede, som var en brydningstid. Han mødte blandt andet Matisse, og kom en overgang i inderkredsen af jødiske kunstnere i Paris, som selvfølgelig talte Modigliani, Chagall og Soutine for blot at nævne nogle.

Privat var han en forfløjen fugl! Han blev gift første gang med Augusta, og de fik en søn, Ervin - selvom hendes moderlige instinkt var temmelig fraværende. Da de blev skilt, fik han således forældremyndigheden over sønnen. Hans andet ægteskab var med den ligeledes jødiske Karen Levysohn, og de fik sønnen Herman. Deres ægteskab gik også i stykker - ikke mindst fordi Goldschmidt havde behov for sine månedlange rejser til Paris og Karen ville ikke blot sidde hjemme i København og vente. Hun forelskede sig ganske enkelt i sin svoger!

Goldschmidt giftede sig ikke igen; men bekendtskaber skortede det ikke på! Han tilbragte somrene i sommerhuset ved Gilleleje, hvor Karens tante Hilda blev hans faste hjælper med det praktiske. Hun var gammeljomfru - men en enkelt gang glippede det, og under indflydelse af Goldschmidts gode cognac endte de i hans soveværelse.

Goldschmidts skæbne bliver dog også forholdet til sønnerne; forholdet til den anden ekshustru har aldrig været godt og Herman slår som ung mand hånden af sin far. Ikke mindre tragisk bliver det, da Ervin i 1936 dør mens Goldschmidt er i Paris. Det bliver en lang togrejse hjem, hvor han møder den unge Meyer, som ivrigt forsøger at få hans opmærksomhed.

Da krigen kommer må Goldschmidt flygte til Sverige i 1943, da situationen i Danmark bliver for farlig; og lige præcis den del er måske en af de mest interessante dele af bogen. Muligvis også den første så detaljerede beskrivelse jeg har læst?

Da Hilda blot nogle år senere dør, efterlader hun et testamente, som fortæller Goldschmidt, at der kom et barn ud af deres ene besøg i soveværelset. Men hun bortadopterede det ved fødslen i 1907; og har lovet aldrig at tage kontakt eller give sig til kende. 

Som Goldschmidt efter krigen sidder alene og ensom tilbage i København, bliver det en tanke han vender tilbage til - den mulighed for at have gjort noget rigtigt i forhold til sine børn. Men han finder ham aldrig; selvom det mere end antydes, at Meyer - som gennem tiden besøger ham - kunne være denne mystiske søn.

Det hele bygger på breve, dagbogsnotater osv. og er skrevet af hans barnebarn; i dag en moden dame.

Så hun har jo nok en interesse i at fremstille ham i et lidt flatterende lys. Der bliver ikke lagt skjul på hans svaghed for kvinder; men i forholdet til de to forliste ægteskaber bliver det meget ensidigt, og mange andre end Goldschmidt selv får meget svært var at træde i karakter. Men måske det passer på en mand med et ego som hans?

Det er en lille bog; og det er fint nok - mere ville have været for meget. Som sagt er det et farvet billede set fra en enkelt vinkel - og flere steder virker det for konstrueret.

An American Marriage - Tayari Jones

 

• Engelsk
• 2.-5. november
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den tidligere præsident Obamas læselister er altid god inspiration. Der er selvfølgelig en del politisk non-fiction, og i romangenren er der ofte afroamerikanske forfattere - men det passer mig fint! Ikke mindst er jeg ret sikker på, at det altid er et sikkert valg for min smag.

An American Marriage var på hans 2018-liste; og jeg vil da håbe, at den snart udkommer på dansk for de, som ikke læser på originalsproget.

Intensiveringen af BLM-bevægelsen i 2020 har bestemt ikke gjort den mindre relevant!

Celestial og Roy er et afroamerikansk ungt ægtepar. Han kommer fra fattige kår, mens hendes professorfar kom til penge, da han solgte en opfindelse. De er ikke vanvittigt velhavende men bestemt i den øvre middelklasse. Roy er ung dygtig forretningsmand, der vil frem i verden mens Celestial er kunstner - med et talent, der lægges mere og mere mærke til. 

Deres forhold er præget af deres fortid; Roys fornemmelse af utilstrækkelighed på grund af hans anderledes familiebaggrund. Situationen har heller aldrig været helt nem mellem Celestial og svigermoderen; den ældre kvinde synes nok, at den unge kunstner er lidt for snobbet til deres familie.

Det skaber konflikter i det unge ægteskab; Roy kan heller ikke helt droppe flirteriet. Han er jo ikke utro; men han skal bare lige afprøve om han stadig kan udøve sin magi på andre kvinder. Så der er mange skænderier selvom de kun har været gift et et og et halvt år.

Da de en dag besøger Roys familie går det galt. Roy har booket et hotelværelse fordi han vil fortælle Celestial, at hans far faktisk ikke er hans biologiske far. Svigermoderen bliver sur over, at de er for fine til at sove i huset - og anklager Celestial. Tilbage på hotellet ender det i et stort skænderi, da Roy fortæller hende, at moderen blev gravid som 16-årig, og han ikke aner, hvem hans far er. Celestial tager det som en mangel på tiltro til hende - og for at få luft tager de en 15-minutters pause, som er deres aftalte signal under disse skænderier.

Men det bliver skæbnesvangre 15 minutter! Roy henter isterninger, og undervejs møder han en dame, som han falder i snak med. Næste morgen vækkes de, da politiet stormer værelset - damen fra aftenen før er blevet voldtaget og Roy er den oplagte unge sorte kriminelle.

Han bliver idømt tolv års fængsel uden den store retssag; det virker jo som en åbenlys sag for alle. 

Men hvordan kommer man igennem sådan en adskillelse? Tolv år er lang tid at pendle frem og tilbage på fængselsbesøg, selvom Celestial ved han er uskyldig. Deres ægteskab var meget ungt - og ikke uden problemer - og nu skal det stå distancen med fængselsstraf; alt imens Celestial forsøger at skabe en karriere som kunstner.

Igennem deres breve ser man hvordan deres forhold udvikler sig; man får tilbageblik i deres fælles men også individuelle historie; og alt det, der sker i og uden for fænglset for dem begge.

På et tidspunkt var jeg simpelthen så nervøs for, hvor det ville ende - alt det, det gør ved folk at være uskyldigt dømt; men også efterladt uden manden. Og man skal begge leve i alle de år og måske er det i hver sin retning....

Det store plot skal ikke afsløres her; det var en hjerteskærende historie om, hvad fængelslivet gør ved en - men også det etiske spørgsmål, om hvor lang tid man skal vente på den, der sidder inde.

Selvfølgelig er det ikke kun en sort historie; hvide bliver også uskyldigt dømt - men måske ikke i lige så høj grad! Så jo, det er en også en form for BLM-roman.

Pigen på flyet - Michel Bussi

 

• Fransk
• 25.-28. oktober
• 576 sider
• Originaltitel: Un avion sans elle

Hvad er chancen for at falde over to romaner, der handler om et flystyrt, hvor kun en enkelt person overlever? For lidt mere end en måned siden læste jeg nemlig denne roman; og det var ikke en fantastisk oplevelse vil jeg sige.

I flere år har jeg vægret mig ved at investere i Michel Bussis romaner; jeg havde en skarp mistanke om, at de nærmede sig det (lave) litterære niveau som Marc Lévy og Guillaume Musso. Det er bøger jeg ikke engang ville købe til en flyrejse.... I ved, dengang man satte sig ind i et fly for at forlade sit eget land for en kortere periode! Men nu hvor jeg kunne få den på biblioteket, og oven i købet på fransk, så skete der jo ikke meget ved det.

Som sagt handler det igen om et flystyrt! Lillejuleaften 1980 styrter et fly ned i et bjerg tær ved den fransk-schweiziske grænse; et bjerg som oven i købet hedder Mont Terrible. Det minder faktisk lidt om er meget berømt flystyrt i 1992, hvor et fly fløj direkte ind i et bjerg i samme region - dog overlevede ni personer dette styrt.

Men tilbage til vores fly... da redningsfolkene kommer frem efter et par timer, finder de et spædbarn uden for flyet. Den lille pige er knap 3 måneder gammel - og identificeringen er derfor besværlig. Der var to små piger ombord - født med et par dages mellemrum. De to par bedsteforældre indleder nu en sej kamp for at få barnet; og selvfølgelig er den ene stenrig og den anden en arbejderfamilie i en fattig østlig region af landet.

I 1998 fylder pigen 18 år; hun kaldes Lylie som en kombination af de to spædbørns navne - Emilie og Lyse-Rose. Hun er vokset op i den fattige familie sammen med sin bror - men som voksne er de forelskede i hinanden. I de 18 år har en privatdetektiv arbejdet på sagen - betalt af den anden part.

Hans arbejde skulle stoppe, da pigen fylder 18 - men et par minutter inden denne deadline kommer, ser han pludselig tingene i et helt nyt lys!

Størstedelen af romanen foregår på en enkelt oktoberdag, hvor hvert kapitel er tidsstemplet. 

Men jeg var igen ikke imponeret.... det er alt for langtrukkent på næsten sekshundrede sider.

Jeg læste den til sidst relativt hurtigt fordi jeg bare skulle til enden - og den var slet ikke overraskende eller spændende. Det er bestemt ikke en forfatter, jeg skal læse mere af - og kun glad for den var gratis!

The Mistress of the Ritz - Melanie Benjamin

 

• Engelsk
• 20.-24. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange er det som en pudsig forbindelse i underbevidstheden, der leder en fra en bog til den næste; i Hellebergs slægtsroman var en af de centrale scener Hotel d'Angleterre i København, som var nazisternes hovedkvarter under krigen. Så faldt jeg over denne roman på biblioteket, som viste sig at være baseret på reelle personer - og foregår på hotel Ritz i Paris, som selvfølgelig også var blevet rekvisitioneret som indkvartering for de tyske højtstående militærfolk - de havde i hvert fald god smag!

Historien handler om Claude Auzello og hans kone Blanche; de mødes i Paris i 1923, hvor hun er rejst til i håbet om en strålende filmkarriere. Hun har en elsker - en arabisk prins - som selvfølgelig ingen intentioner har om at gifte sig med hende. Da det endelig går op for hende, gifter hun sig med Claude. Kort efter får han stillingen som manager på Ritz, som på den tid var mødestedet for folk som Capa, Hemingway, Scott Fitzgerald - hele den Lost Generation, som levede det vilde liv i Paris i 1920'erne.

Deres ægteskab viser sig hurtigt at blive ret svært. Claude mener, at Blanche skal være den typiske franske hustru, der styrer hjemmet - men hun kan ikke koge et æg. Han informerer hende ganske høfligt om, at torsdage afterner er han hos sin elskerinde - som enhver franskmand med respekt for sig selv. Blanche får derimod gennemført, at de flytter permanent ind på Ritz - og tit flyver vaserne igennem deres suite under skænderierne.

Og så kommer krigen, og tyskerne overtager hotellet.

Blanche bebrejder Claude, at han fedter for tyskerne og opvarter dem. Claude mener, at han dermed gør sit bedste for, at de er i godt humør og ikke dræber tilfældige franskmænd. 

Claude bebrejder Blanche, at hun bare sidder i baren og drikker dagen lang - og ofte også med tyskerne. Blanche mener, at der jo er nogle iblandt som ikke er nazister og som også vil have denne krig til at slutte.

Men som krigen skrider frem, begynder de begge at arbejde for modstandsbevægelsen. Dog uden, at den anden ved det. Det er en misforstået beskyttelse af hinanden, for ægteskabet har aldrig været dårligere. Til gengæld ved ingen af dem noget, som kan presses ud af dem ved et forhør.

De når dog at betro hinanden alle deres hemmeligheder inden Blanche tages til fange af tyskerne og sendes til en lejr udenfor Paris. Deres helt store hemmelighed var nemlig også, at Blanche var jøde. Da hun giftede sig med Claude fik hun et nyt falsk pas, og fremstod som katolik - selv i 1920'erne var der en underforstået aftale blandt byens luksushoteller om at begrænse antallet af jødiske gæster. En antisemitisme, som ulmede lang tid før nazisterne kom - og i kølvandet på Dreyfus-affæren, som havde rystet hele Frankrig,

Krigen sluttede, og Auzello-parret blev genforenet - men det var ikke en nem tid for Ritz; luksushoteller var der ikke råd eller plads til i efterkrigsårene. Claude Auzello blev også ældre, og havde svært ved at omstille sig til en ny verden - krigen havde ændret så mange ting.

Det er på sin vis en meget tragisk historie; for da han blev pensioneret i 1969 - under tvang - tog parret til deres nye lejlighed. Claude skød Blanche inden han begik selvmord! Han magtede ikke faldet fra tinderne, og kollapset af den perfekte verden, som han også forsøgte at opretholde for tyskerne. 

Var det kollaboration at fortsætte som før på Ritz? Man havde nok ikke noget valg - og hotellet var jo også centrum for handlinger i begge retninger. Coco Chanel boeder der permanent, og havde en tysk elsker. Men der var helt sikkert modstandsbevægelse - og blandt andet en plan om at dræbe Hitler, skulle være udtænkt i hotellets bar.

Det lignede virkelig en absolut chick-lit roman på omslaget; men det viste sig at være spændende historisk og med to personer, som virkelig kom til live med alle deres svagheder og kampe.

Efterladt - Jean-Louis Fournier

 

• Fransk
• 18. oktober
• 160 sider
• Originaltitel: Veuf

I 2008 udgav Fournier den kontroversielle lille roman om sine to multihandicappede sønner; i 2010 dør hans partner, som han havde været sammen med i 40 år. Hun faldt pludselig om af et hjerteanfald som 65-årig, og så var han enkemand - som er den franske titel på bogen. Lidt mere korrekt end den danske titel, synes jeg.

Formatet er det samme som i den tidligere bog - små korte epistler oftest kun på en enkelt side, hvor han nedfælder sine tanker om hende, dem, sin enkestand... anekdoter, morsomme og triste tanker om livet og døden. 

Det er også en smuk hyldest til en kvinde, han elskede, beundrede - og måske var utro - hvis man læser lidt mellem linierne. Men et ægteskab på godt og ondt, som slutter brat. 

Det er meget hurtigt læst på grund af den lille smule tekst på hver side; men jeg kan godt lide hans små betragtninger og finurligheder.

Søstrene fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 14.-17. oktober
• 430 sider

Det krævede et par læsefri dage at komme sig oven på den intense oplevelse af sidste bog, men så var jeg også klar til at fortsætte Maria Hellebergs slægtshistorie. I første bind var vi knapt kommet ind i det 20. århundrede med Maria Hellebergs bedsteforældres generation. Nu er vi ved 2. Verdenskrig, og Maria Hellebergs mor er en meget ung pige.

Ud af de mange børn som Maria Hellebergs mormor, Marie Dusine, fik, er det primært de to døtre Ruth og Gerda vi følger her. Ruth er i huset i København - i Charlottenlund - og Gerda skal på besøg hos hende og broderen, Thomas, som også bor i København med sine fine hustru, Lizzie. 

Dagen efter hendes ankomst lige fra den jyske muld, besættes Danmark af tyskerne.

Ruth synes måske det er lidt spændende, og hiver Gerda med på Strøget, hvor de promenerer. Men Ruth er også livlig, selskabssyg, pyntesyg - og først og fremmest ung! S hun flirter med de unge mænd - og heldet (eller snarere uheldet) vil, at en tysker får kig på hende.

Det får fatale konsekvenser; for han er ikke en gemen menig soldat, men SS-officer, der er indkvaretret på hotel d'Angleterre. De er forelskede, men han er også magtfuld og familien er forfærdede, da de opdager forholdet. Der er dermed nogle fantastiske tidsbilleder af København fra krigstiden; også ting, jeg ikke vidste om - naziflaget på d'Angleterre, eller den organiserede måde, hvorpå tyskerne klarede deres danske elskerinder (ikke mindst, hvis der opstod ubelejlige problemer som graviditeter).

Gerda - som skal blive Hellebergs mor - er den yngste; og nu er hun ung i en krigstid. Familien stiller hende konstant i en håbløs situation. Hun skal være hjemme i Thisted for at passe den gamle og syge mor. Hun skal rejse til København, da Thomas og Lizzie får deres første barn for at passe ham. Hun skal agere mellemmånd for søsterens breve til tyskeren - og dække over løgnehistorier. Men der er ikke mange, der reelt tænker over, hvad hun vil i og med livet.

Det får hun endelig en lille del af, da hun får job hos den lokale boghandler i Thisted og tilmed bliver involveret i modstandsbevægelsen. Men hun begynder også at se en ung mand - og han er dansker fra Slesvig-Holsten. Nok så dansk i sindet; det eneste folk ser, er den tyske uniform.

Bogen strækker sig over en kortere periode - fra 1940-47 - men der lægges op til en efterfølger i de sidste par linier; det ville være dejligt for det er spændende Danmarkshistorie iblandet en god slægtsroman.

The Great Believers - Rebecca Makkai

 

• Engelsk
• 5.-10. oktober
• 528 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Selvom jeg nu har opdaget fordelen ved de danske offentlige biblioteker, så skal jeg jo stadig opbygge biblioteket derhjemme. Det gør jeg så primært ved at investere i bøger, som jeg er sikker på er ud over det sædvanlige. Det er jo svært at vide - men man må sige, at jeg ramte plet med dette køb.

For ca. 30 år siden, da jeg netop var flyttet til Paris som au pair, læste jeg And the Band Played On, som snerre blev filmatiseret. Det var i slutningen af 1980'erne og for os unge var HIV/AIDS en reel ting. Der var skræmmekampagner allevegne, og vi skulle tænke os godt om i mange henseender. Det var i årene efter, at fx Freddie Mercury døde og verden var i chok over at opdage, at han havde AIDS.

Men det var også efter de allerførste skrækkelige år, hvor en bestemt befolkningsgruppe blev stigmatiseret - og måske endnu mere i USA, hvor Reagan var nyvalgt republikansk præsident, som var deicderet homofob. And the Band Played On er i mine øjne den absolut bedste bog nogensinde skrevet om emnet; det er for en stor del non-fiction, og der er nogle temmelig tunge afsnit, hvor de medicinske aspekter beskrives. Men det er også en 360-graders beskrivelse af sygdommens opdagelse og udbredelse på verdensplan. Den er skrevet af en amerikansk forkæmper for LGBT-rettigheder, som selv døde af sygdommen nogle år efter udgivelsen.

Men nu er vi i 2020, og det er mange år siden det var en sygdom, man var så bange for - i Europa i hvert fald, hvor medicinen er tilgængelig, og man nu kan leve et langt og normalt liv med HIV. Jeg har faktisk selv venner, der lever med den og tager deres medicin hver dag. Venner, hvor jeg ikke vidste det fra starten, og aldrig ville have overvejet det. Det er ikke de homoseksuelle med store plamager af Kaposis Sarcoma, som dem i min generation husker fra 1980'erne.

Så kan man spørge sig selv, om der stadig er et publikum til en roman om emnet? Der skrives stadig bøger om alle mulige historiske begivenheder, og AIDS-udbruddet i USA's homoseksuelle miljø må jo siges at være en historisk begivenhed nu.

Makkais historie foregår i to tempi. I 1985 i Chicago begynder man at gå til begravelser for alt for unge mænd, der er døde af sygdommen. Oftest er det blot en mindehøjtidelighed, da familien skammer sig og foregiver andre årsager - og de vil slet ikke have den afdødes homoseksuelle venner tilstede ved ceremonien. Det er unge mænd, som er døde på hospitaler, hvor man ikke ville røre dem og hvor vennerne oftest er dem, der plejer dem i deres sidste timer.

Yale og Richard er i modsætning til mange af deres venner monogame; de har været sammen i fem år og bor og lever som et etableret ægtepar. Deres ven Nico er nu død ganske ung, og hans lillesøster, Fiona, er en del af venneslænget, der passer og plejer vennerne efterhånden som de bliver syge.

Mange vil slet ikke testes, da de er bange for, at deres data opbevares og overvåges af regeringen. Men Yale og Charlie har taget testen, og er helt rolige efter et negativt resultat. Yale arbejder som kunstkurator på universitetets museum, hvor han nu får tilbudt en usædvanlig samling tegninger af Nora, som er 90 år gammel. Hun fortæller om sin ungdom i Paris i 1920'erne, hvor hun stod model for blandt andet Modigliani; men Yale skal overbevises og ikke mindst bevise kunstens ægthed.

I den parallelle historie følger vi Fiona, som i 2015 rejser til Paris for at finde sin datter Claire, Hun har været forsvundet i tre år, siden hun blev involveret i en sekt - men Fiona mener at have set hende i en video fra Paris. Her indlogerer hun sig hos en gammel ven, Richard, som er fotograf og en del af den gamle klike.

Fionas historie er historien om et liv, der gjorde hende ansvarlig for at beskytte de unge mænds minde og værne om det. Måske på bekostning af hendes eget liv og personlige forhold - som til datteren. 

De to historier udfolder sig skiftevis i kapitlerne; til tider må man tro, at lineære historier ikke længere skrives overhovedet. Men det fungerer fint her, da Fiona er det bindende led.

Yales og Charlies forhold er præget af Charlies sygelige jalousi; han mistænker konstant Yale for at have affærer - men i sidste ende viser det sig, at han var den utro af de to. Det ødelægger deres forhold; og senere testes de begge positivt. Men spørgsmålet er jo, om det sidespring var årsagen?

Ligesom for Fiona er der meget selvbebrejdelse, selvransagelse og skyldfølelse involveret. Men også Noras historie fra 1920'erne lægger sig op ad de andre - det er også historien om en periode, der slutter, da alle de unge talentfulde mænd drager ud i 1. Verdenskrig. Da Fiona er i Paris i 2015 er det præcis i november, hvor terrorattentaterne sker - endnu en tragisk historisk begivenhed, der dræber uskyldige mennesker. I en krigslignende situation som 1. Verdenskrig, og som den fart, hvormed AIDS udsletter hele Yales og Fionas omgangskreds.

Hele bogen indledes med nedenstående citat af F. Scott Fitzgerald fra 1918; som medlem af det, der kaldes The Lost Generation er det et symbol på den generation, der oplevede 1. Verdenskrig ændre verdensbilledet - men det passer lige så godt på Yales verden i 1985; og på Fionas og vores moderne verden med terror. Hver generation mister en form for jomfruelighed med den generations rædsler:

We were the great believers. 

I have never cared for any men as much as for these who felt the first springs when I did, and saw death ahead, and were reprieved - and who now walk the long stormy summer.

HIV/AIDS var så grufuld markant netop fordi det var en tid, hvor man endelig begyndte at nærme sig en accept af miljøet - og så kom denne sygdom, som alle associerede med homoseksuelle. De blev beskyldt for spredningen - og fordi det var en minoritet tog ingen forskning eller helbredelse alvorligt i lang tid. Desværre som det stadig sker i mange lande verden over, hvor det stadig er dødeligt.

Men Makkai minder os om, at det var en frygtelig tid for en bestemt befolkningsgruppe. Romanen udkom inden Corona - men er vi nu en ny Lost Generation? Den generation, der husker, hvordan det var at rejse, feste og gå rundt uden restriktioner og mundmasker? Meget muligt....