Den skjulte skønhed - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 1. - 2. august
• 565 sider
• Originaltitel: The Hidden Girl

Dette må vel være den sidste roman af Lucinda Riley! Ligesom Den sidste kærlighedssang er denne en opdateret udgave af en roman fra 1992, som hendes søn har arbejdet med. Hvor forskellig er denne udgave så fra originalen? Det er svært at vide. Selvom der jo er en kærlighedshistorie - eller flere - så er der også en lidt mere barsk kant i den. Der er overgreb, en seriemorder, stoffer.... en anelse mere råt end hendes eget univers ville jeg mene. Der er i hvert fald rigeligt at tage fat på, da der er mange historier i historien.

Vi er i en lille landsby i Nordengland i 1976. Rose er en kvinde i fyrrerne, der er ved at få sit comeback som kunstmaler efter en selvvalgt pause på tyve år. Hun bor i et lidt faldefærdigt hus med sin søn, Miles, og adoptivdatter Miranda. I huset får de hjælp af en kvinde fra landsbyen - Doreen - og hendes teenagedatter, Leah, som er den skjulte skønhed. 

Pludselig får hun et telegram fra sin bror, David, som hun ikke har talt med i tyve år - samtidig som hun forlod kunstscenen, og det hektiske London. Han er nu en af verdens rigeste mænd - men som nylig enkemand vil han bede hende tage sig af sønnen Brett over sommeren.

Så her har vi to unge mænd og to unge piger med hormoner i fuld flor, og intrigerne starter hurtigt.

Man fornemmer jo som altid hurtigt, hvem der er the bad guy - og hvem, der skal ende med at få hinanden. Men udover disse historier, som i sig selv er nok, er der fortiden. Rose og Davids fortid, hvor vi er tilbage i Polen under krigen med to børn, der ender alene i Treblinka.

Vi tages med i modelverdenen i London, Milano og New York fra slutningen af 1970'erne til starten af 1980'erne. Vi ser tilbageblik fra krigen og hvordan de to søskende kom igennem den. Der er grumme historier om udnyttelse af kvinder og et spøgelse fra fortiden i Treblinka. Der er usædvanligt mange døde for en Riley-roman, og her tænker jeg sønnen har haft en indflydelse. Eller måske var hendes tidilge romaner mere blanding af krimi og romance?

Det er som altid i højt tempo, og virkelig letlæst. Jeg troede jeg ville tage den over et par dage, men det er som en god film, man sætter sig til rette med og pludselig er man færdig når man kan læse omkring 75 sider i timen. Det er altid ukompliceret underholdning, og her var der da lidt mere fart over det. Men mon ikke sønnen nu er nået til bunds i hendes gemmer? 

Grâces lui soient rendues - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er journalist og har skrevet både romaner og biografier - og en form for selvbiografi.

Han er en oprigtig fransk intellektuel, der er velbevandret i fransk kultur, og lige så begejstret jeg var for hans roman om et maleri, lige så forvirret kan jeg være over andre af hans bøger.

Men han kender sin kunstverden, og derfor har jeg nu købt to biografier af to af Frankrigs mest kendte kunsthandlere - altså agenterne, der handler for og repræsenterer kunstnerne. 

Paul Durand-Ruel var én af de første og var vel nærmest med til at skabe denne jobtitel i slutningen af det 19. århundrede, da impressionisterne skabte furore i den franske kunstverden ved at bryde med de traditionelle regler for, hvordan et maleri skulle se ud for at blive godkendt til den årlige salon.

Men lige et skridt tilbage...

Durand-Ruel er født i 1831, og hans forældre har en forretning på venstre Seine-bred, der sælger papirvarer. Det udvider de til at omfatte akvarelfarver og pensler blandt andet. Når de fattige kunstnere ikke har penge til at købe nye varer for, sker det, at de efterlader et maleri i pant i forretningen. Dermed skabes der langsomt grobund for at sælge disse videre for kunstnerne - og så rykker familien til den højre Seine-bred, hvor det købekraftige publikum bor.

I 1860'erne begynder de at samle værker af Corot, Millet, Rousseau  - so allerede var banebrydende. Et årti senere er det Monet og Pissarro, og er den første til at samle en udstilling med det, der skulle blive impressionismens malere. En bevægelse, som blev udvidet med Cézanne og Renoir - og senere pointillisterne Seurat og Sisley. 

Men tiden var ikke kun gunstig - i hans første mange år gennemlevede Frankrig flere kriser. Revolutionen i 1848, krigen i 1870 og han måtte flere gange lukke sit galleri og søge flugt i blandt andet England. Det påvirkede jo også salget, og selvom han arbejdede med eksklusivitet havde han tit ikke oenge til at betale sine kunstnere. I 1880'erne forsøger han sig i Amerika, som han mener er mere åbne overfor den nye kunst end de forstokkede franskmænd. Især fordi museerne ikke vil købe impressionisterne, og håndhæver reglen om, at en nulevende kunstner ikke kan udstilles på Louvre, som reelt er det eneste museum på den tid.

Han ender med at få succes - ligesom impressionisterne - og dør i 1922 med en betydelig formue, og ikke mindst en kunstsamling, der i dag ville være mange formuer værd som fx nogle af Monets åkandemalerier. De værker er siden blevet solgt til museer og private samlinger rundt omkring, og eksisterer ikke som sådan som én samling desværre.

Det er absolut en biografi af kunsthandleren og lidt mindre mennesket Paul Durand-Ruel. Han giftede sig i 1862 og fik fem børn med sin hustru inden hun døde ung i 1871. Han giftede sig aldrig igen, og nåede også at miste to børn inden sin egen død. Vi ved dog, at han var inkarneret royalist og født i 1831 havde han jo ældre familiemedlemmer, der kunne huske revolutionen i 1789. Han mente stadig, at det var den rette vej frem for Frankrig, og var udpræget konservativ og katolik. Det var et chok for ham, da Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat, og som et mindre attraktivt karaktertræk var han højst sandsynligt også om ikke antisemitisk så anti-dreyfussard, som man kaldte dem, der ikke forsvarede den fransk-jødiske officer. Alligevel samarbejdede han i årevis med Pissarro, så det er svært at udpege ham som decideret antisemitisk - men han var traditionel og nok lidt forstokket. 

Hans kunstnere så dog op til ham. Der var tider, hvor de brokkede sig over forholdene - men overordnet vidste de, at han ville deres bedste, og hvis de ikke fik penge, var det fordi han ingen havde til sig selv.

En interessant biografi, der dog er lidt kringlet og tung i stilen - ligesom nogle andre af Assoulines bøger.

Hele vejen til floden - Elizabeth Gilbert

 

• Engelsk
• 27.-28. juli
• 400 sider
• Originaltitel: All the Way to the River

Jeg fandt en bog af Elizabeth Gilbert, da jeg i maj var i Tallinn - og det fik mig til at tænke på, at hun vist havde udgivet nogle bøger om sit liv efter den enorme succes med Spis, bed, elsk. Ganske rigtigt - selvom denne foregår langt senere og er af en anden og langt mere voldsom og alvorlig karakter.

Mange forbinder måske Spis, bed, elsk med filmen af samme navn, som romantiserer det hele på vanlig Hollywood-maner. Den nyligt fraskilte kvinde, der frigør sig under et års rejse med mad, meditation og mænd - det er ligesom essensen af Julia Roberts-udgaven. Men har man læst bogen, ved man, at der var langt dybere og mere alvorlige emner på spil for forfatteren. Nemlig en indre dæmon i hendes forhold, som stammede fra hendes ageren med sig selv og i forholdet til andre mennesker. 

Det finder hun langt senere ud af, er en form for afhængighed - som narko eller alkohol. Hendes er en sex and love addiction - det ved jeg ikke, om der er et ord for på dansk. Men i sin enkelthed går det ud på at være afhængig af at blive bekræftet af andre gennem kærlighed (og sex), men primært følelsen en forelskelse giver og som den nok primært giver i sin første ekstatiske fase. Men det ses også ved at give og hjælpe andre med alt fra sin tid til sine penge. Blot de tilkendegiver deres kærlighed til hende i retur. Det er farligt!

I 2000 møder hun Rayya Elias - en tidligere junkie - og de bliver igennem årene tættere og tættere veninder. I foråret 2016 bliver Rayya diagnosticeret med kræft i både lever og bugspytkirtel; uden tvivl et resultat af mange års misbrug. Det bliver udslagsgivende for Gilbert, der indser, at hun er forelsket i hende og forlader sin mand for at være sammen med Rayya i dennes sidste tid. Men er det ikke også den ultimative udfordring til hendes addiction? Det er i hvert fald to mennesker med indre dæmoner, der nu kastes sammen ud i en ekstremt følsom situation. The perfect storm!

Det er først eufori. Over erkendelsen af kærligheden sammenholdt med intensiteten, der er forstærket af en udløbsdato på seks måneder. Men Rayya klarer det længere - men prisen er høj. Misbruget starter igen. Først som smertestillende, men det udløser jo alle mekanismer i en tidligere misbruger og snart er hun på kokain, alkohol, medicin - alt er gangbart. Næppe en anbefalet adfærd for en terminalpatient.

Deres forhold kan selvfølgelig ikke holde til dette. De er ganske enkelt to skrøbelige sjæle kastet ud i den ultimative livskrise. 

Det er meget barsk læsning. 

Det er barsk fordi jeg mistede min far til pancreascancer, og jeg ved, hvor modbydelig den død er. 

Det er barsk fordi jeg selv har haft kræft, og jeg ved, hvad det vil sige at gå igennem kemoterapi og dødsangsten selvom jeg på intet tidspunkt var terminal.

Det er barsk fordi det er så åbenlyst, hvor meget ondt de gør på sig selv og hinanden i en tid, som burde bruges helt anderledes.

Det er barsk fordi Gilbert virkelig er selvdestruktiv både under og efter forløbet med Rayya og man tænker, at erfaringerne fra Spis, bed, elsk aldrig har været fjernere fra Julia Roberts-billedet.

Imellem fortællingen om Rayya og tiden efter, er der tegninger og digte. Tegningerne er ikke særlig gode, og digtene er absolut heller ikke min stil. Det er ikke hendes force.

Men når hun skriver om sit liv og sine dæmoner rammer det noget i én. Det er en barsk virkelighed, som også handler om en alt for stor succes måske? Fordi mange ser Julia Roberts-versionen og ikke den barske sandhed bag. Hendes rejse er livet sat på spidsen; alligevel er der elementer, vi kan forholde os til i vores eget liv og hvordan vi tager vare på os selv både fysisk og psykisk. Men det var en høj pris at betale!

Rugemoren - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 320 sider
• 26. juli
• Originaltitel: The Surrogate Mother

Efter en så intens læseoplevelse som den sidste bog var, skulle der noget andet til. Jeg ser jo sjældent (næsten aldrig) fjernsyn - så aftenen blev brugt på at læse denne lille krimi af Freida McFadden, og de tager aldrig lang tid. Det er sprogligt meget nemt, og det kører i et højt tempo med mange korte kapitler.

Abby arbejder på et reklamebureau og er midt i trediverne; hun er succesfuld og lykkeligt gift med Sam, der er matematikprofessor. De har prøvet at få et barn i årevis, men det lykkes ikke, og nu har de prøvet adoption. Men i sidste øjeblik beslutter den unge kommende mor selv at beholde barnet, og de står igen tilbage ved startpunktet.

Men så tilbyder Abbys personlige assistent, Monica, at hjælpe dem. Hun vil bære barnet, og de vil få det efter fødslen mod at hjælpe hende økonomisk til en videreuddannelse. Der er dog den hage, at det skal være Monicas æg befrugtet af Sam - en idé, der potentielt kan blive farlig, og en solid kontrakt er derfor nødvendig.

Men Abby finder hurtigt ud af, at kontrakten er det mindste problem hun har. Stille og roligt sniger Monica sig ind i deres liv og deres forhold, og man aner jo hurtigt, at noget ikke er som det skal være.

Som i hendes romaner om hushjælpen er der dog et mysterie om Sams rolle i det hele, og vi kommer igennem flere scenarier inden en dramatisk afslutning. Det er en krimi lige efter bogen med opbygning af spænding for at kulminere i et par hurtige twists og plots, der får læseren til at blive overrasket til en vis grad. Jeg kunne dog ikke helt forstå formålet med en relativ lang epilog, hvor jeg virkelig ventede på et sidste twist, der aldrig kom.

Men som sagt er det hurtigt og nemt læst - lidt som at have set en film. Eller måske to film for det er den tid, det tog mig at læse den. Jeg kan hurtigt blive træt af denne genre, men en gang imellem er det rart med lidt afveksling og noget totalt uforpligtende.  

La maison vide - Laurent Mauvignier

 

• Fransk
• 21.-26. juli
• 752 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske Goncourt-pris uddeles hvert år i november, og så skal man jo som regel vente lidt længere på en paperback-udgave, da den får større succes. Det er det jeg plejer at gøre; jeg har læst størstedelen af vinderne fra dette århundrede og forsøger at læse nogle af de tidligere som fx denne fra 1959, som jeg læste i maj. Den tidligste, jeg har læst, er fra 1916 og er en barsk fortælling om 1. Verdenskrig og det er altid en interessant udfordring at kaste sig over de ældre vindere. Da denne vandt sidste år besluttede jeg mig dog for, at det ikke kunne vente til en paperback-udgave, som heller ikke er planlagt endnu - men så endte den alligevel på reolen i alt for lang tid. Nu er der ikke lang tid til en ny vinder skal findes, så det måtte være på tide at komme i gang.

Jeg havde læst en roman af Mauvignier i 2014, så jeg var bekendt med hans komplekse stil - og han skuffer bestemt heller ikke her.

Titlen - Det tomme hus - refererer til hans families hus på landet i det vestlige Frankrig. Et hus, der stod tomt i mange år indtil hans forældre besluttede at genåbne det i 1976, da han var ni år gammel. Det er kernen i hans families historie - en historie, der er fyldt med tragiske skæbner helt indtil hans far begår selvmord i 1983, da Mauvignier er 16 år. Et selvmord, han ikke forsøger at finde en årsag til men snarere mener stammer fra tidligere generationers traumer.

Han springer tilbage til tipoldeforældrene - Firmin og Jeanne-Marie; huset er på den tid en driftig gård med jorder, smedjer og andre små indtægtskilder. De er ikke borgerskab, men rige bønder, der giver kost og logi til mange i lokalområdet. Firmin er en hård mand, der ikke går af vejen for en håndfast behandling af hustruen - både fysisk og seksuel vold. En kendsgerning, som er fortalt videre i familien til Mauvignier selv som chokeret teenager hører om det.

De får to sønner og en datter, men sønnerne viser sig snart ikke at ville fortsætte på gården. Den ene bliver præst og den anden flytter til Paris (man fornemmer, at han er homoseksuel), så nu sættes alle håb til datteren, Marie-Ernestine, som er født i 1885. Hun kommer derfor i skole hos nonnerne, hvor hun lærer at spille klaver - og det bliver hendes livs bedste eller værste beslutning, for nu drømmer hun om at komme på konservatoriet og er mere end naturligt begejstret for sin klaverlærer - den elegante Florentin, som dog er gift.

Men familiens fremtid er vigtigere, og da hun jo "kun" er en kvinde, finder Firmin en solid arbejdsmand som hendes kommende ægtemand. Det afstedkommer det første drama i familien, da hun forsøger at begå selvmord - men overlever, og bliver tvunget ind i et ulykkeligt ægteskab, hvor kun klaveret bliver hendes frirum.

Et klaver, der stadig står i huset, og er langt mere end blot et objekt. Det er symbolet på Marie-Ernestines knuste drømme. Det er der, huset gemmer sine minder. Det er symbolet på den manglende moderkærlighed mellem Marie-Ernestine og hendes eneste datter, Marguerite, som får forbud mod at være i rummet, når moderen spiller. Klaveret, som får en uendelig tragisk hovedrolle i familiens opbrud i 1945.

Vi følger primært kvinderne i familien - Jeanne-Marie, Marie-Ernestine og Marguerite - i deres liv og deres forhold. Til hinanden, til deres ægtemænd og deres børn. Og til huset. Sidste led i historien er en mand - hans egen far - der fylder næsten ingenting i historien; men den tomhed er som det tomme hus. Den fylder alligevel alt!

Der er ingen dialoger i de tætpakkede sider, hvor de fleste sætninger fylder 10-20 linjer. Det er virkelig intenst, introspektivt og baseret på det implicitte i handlingen. I starten måtte jeg mange gange starte en sætning forfra ganske enkelt for at få hele meningen og alle nuancerne med. Jeg tænkte, at det ville blive et langt sejt træk at komme igennem mere end 700 sider i denne stil. Men så kommer man ind i rytmen, og historien fanger - man bevæger sig mod en uafvigelig afgrund, men det foregår i et uendeligt langsomt tempo med tid til hver en følelse. 

Marguerite, som jo er forfatterens farmor, sendes som 13-årig i tjeneste i en butik. Hun udsættes for seksuelle overgreb af ejeren, og al den kærlighed hun aldrig fik fra moderen søger hun nu i tilfældige mænds arme - og en enkelt kvinde. Men de mænd er desværre ikke altid hendes egen mand - og da denne tages til fange under 2. Verdenskrig er det pludselig en tysk mand, der formår at opfylde hendes behov for ømhed. Det kan kun ende galt og det gør det.

Er det så generationers forbandelse, der i sidste ende fører til faderens selvmord? Mauvignier graver ned i familiehusets historie; han finder gamle fotos i skuffer og skabe og han digter lidt omkring de fakta han kender for at genskabe situationer, som han forestiller sig, det er foregået. Der er faktuelle data, men selvfølgelig er følelser og omstændigheder fiktive netop fordi det hele foregår i lagene under personerne og ikke i deres dialoger. Men den teknik mestrer han eksemplarisk - når man først giver sig tid til at komme ind i en virkelig anderledes stil og rytme.

Den sidste kærlighedssang - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 18.-19. juli
• 496 sider
• Originaltitel: The Last Love Song

Selvom Lucinda Riley gik bort i 2021, er der stadig "nye" udgivelser. Først fuldførte hendes søn serien om de syv søstre baseret på moderens skitser til historien, og nu giver han sig i kast med bøger, der udkom under hendes første forfatternavn, og fik en mere lunken modtagelse. Denne udkom oprindeligt i 1997, men forskellige omstændigheder gjorde, at Riley stoppede med at skrive i et årti inden successen endelig kom under hendes nye navn. Den er nu opdateret af hendes søn, og det er derfor svært at vide, hvor meget der er ændret. Dog er den langt mindre pladderromantisk end visse andre af hendes bøger, og det er måske her man ser den mandlige indflydelse?

Historien foregår primært i 1960'erne og har mere karakter af en krimi end en reel kærlighedshistorie.

Sorcha og Con er unge i et katolsk og puritansk Irland i 1964. De forelsker sig, men Con er fattig og landsbyens outcast. Sorchas far er en af byens spidser, og varetager samtidig arven for Helen, som er Sorchas kusine og hvis forældre er døde. Helen er ikke byens populære pige, og hendes hemmelige crush på Con fører ingen vegne. Så en dag afslører hun de to unges hemmelighed for Sorchas far, og hun udstødes af familien.

Sorcha og Con tager til London i håbet om at blive berømte. Con er musiker, og Sorcha er smuk. Con bliver optaget i et band og en dag bliver de opdaget - deres gruppe The Fisherman bliver berømte. Det er en ganske fin beskrivelse af 1960'ernes pop- og rockmiljø med alt, hvad det indebærer af sex, drigs and rock'n'roll. Et liv med mange frsitelser, og i beskrivelsen af gruppen er der klare paralleller til The Beatles synes jeg. Con begynder at interessere sig for politisk aktivisme, mens forholdet til Sorcha begynder at skride - og det ender helt galt.

Bogen starter med en kvinde i fængsel, som vi ikke ved, hvem er. Men Helen er også kommet til London og i erkendelse af, at hun ikke vil finde lykken i kærligheden kaster hun sig over en karriere, der kan få hende i kontakt med Con og Sorcha igen. Hævn? Det ender i hvert fald ikke lykkeligt, og det er jo en stor forskel på de traditionelle Riley-historier.

Det er virkelig hurtigt læst - til dens fordel vil jeg sige, at krimimysteriet holdt mig fanget og overraskede mig. Men om det er en langtidsholdbar karrierevej at omskrive sin mors romaner er en anden historie! 

The Prisoner's Wife - Maggie Brookes

 

• Engelsk
• 15.-17. juli
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ikke helt et biblioteksfund - faktisk et fund i en af de bogbyttekasser, der findes rundt omkring. I mit tilfælde på en S-togsstation, jeg kommer forbi på vej til familiebesøg og der kan man til tider være heldig.

Det er en historie, der læner sig op af andre som fx dem skrevet af Heather Morris. Hendes bøger var i starten baseret på reelle personers historie, men antog så en mere fiktiv form. Der er mange historier fra den forfærdelige krig. Der er i sagens natur mange, der minder om hinanden - men der er også et stort antal forskellige historier, som denne bog viser.

Maggie Brookes fik "historien" fortalt i 2007 af en ældre mand - han havde været britisk krigsfange i en tysk lejr, og fortalte, at der i lejren havde været en tjekkisk kvinde forklædt som mand. Hun var gift med en britisk krigsfange, og nu skjulte de sig sammen i håbet om at overleve. Det lykkedes hende aldrig at finde mere information som navnene på parret eller endsige verificere historien. Men tanken om muligheden satte sig fast i hende, og hun skrev denne fiktive historie baseret på idéen.

Vi er i 1944, og Bill er britisk krigsfange i en tysk lejr i Tjekkiet. Der sendte man de britiske soldater, der var omfattet af Genève-konventionen, og derfor skulle formodes at få en nogenlunde human behandling. Det fik de selvfølgelig ikke - men de havde i det mindste et håb om overlevelse, hvis fysikken magtede det. Til gengæld blev de brugt som arbejdskraft, og Bill sendes således til en bondegård for at hjælpe med praktisk arbejde sammen med en grupper fanger.

Der møder og forelsker han sig i husets datter, Izabella, på trods af, at de kan knap kan tale sammen. Men Izabella lærer sig mere engelsk, og kærligheden vokser. Da krigen begynder at vende for tyskerne, og russerne nærmer sig, ved de, at de må gøre noget. De gifter sig i skjul, og flygter så i håbet om at finde partisanerne i bjergene. Men de tages til fange af tyskerne, og Izabella, der allerede er forklædt som en ung dreng, foregiver at være stum på grund af granatchok. 

Nu skal de overleve i en lejr, hvor der ingen intimitet eller privatliv er - og de indvier en lille gruppe mænd i deres hemmelighed. Mænd, som hjælper med at dække over hendes fysiske utilstrækkelighed og hjælper med at give hende lidt privatliv til intime behov.

Historien følger Bill og Izabella og deres gruppe af venner igennem lejren, og videre til som arbejdsfanger i et stenbrud. Krigen nærmer sig sin slutning, og de må bevæge sig ud på dødsmarchen sammen med tusinder af andre. Undervejs mister de flere i gruppen - eller må efterlade dem i håbet om et gensyn senere. Det er desværre bogens svaghed synes jeg.

Der er nogle utroligt detaljerede beskrivelser af tiden i lejren og under marchen. Der er alt for mange øjeblikke, hvor Izabella mener, at hun nu vil blive opdaget og det hele slutte. Selvfølgelig ville det have været legitimt for planen og idéen er jo vanvittig under de forhold - men at gentage det så mange gange bliver trættende for læseren. Deres ultimative mål er jo at overleve og komme til England, men bogen slutter uden at vi får lukket alle de ender. Selvom det er fiktion ville det have været fint at afrunde med nogle opklaringer om Izabellas familie, som hun forlod i hemmelighed eller de venner, som var så vigtige for deres overlevelse. 

Måske ville historien have stået stærkere, hvis der var mere reel viden - som i tilfældet med de bedste af Heather Morris' bøger, hvor der er en epilog.

Maskefald - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

 

• Dansk
• 13.-14. juli
• 448 sider

Man skal være tålmodig når man giver sig i kast med serier! Jeg læste første bind af denne planlagte trilogi, der åbenbart også skal filmatiseres. Men de venter nok på sidste og tredje bind for at kunne binde det sammen til en sammenhængende historie. Dog ses det, som jeg allerede skrev om første bind, at det er tiltænkt den store skærm. Manuskriptet er stort set klart i bogen, og det fjerner lidt af magien ved litteraturen.

Vi starter i 1875 i Paris, hvor Jessie er på bryllupsrejse men samtidig møder præstesønnen Johannes hjemmefra, som hun havde et godt øje til inden hun blev forlovet. Det skaber visse problemer - men derudover er det lidt svært at se, hvad denne parentes i Paris skal gøre for historien.

Dernæst springer vi tre år til optakten til det store maskebal, hvor både den danske og den svenske konge skal deltage. Her får man jo virkelig associationer til den første Downton Abbey-film, hvor den engelske konge besøger godset. Der er tydelig temmelig meget inspiration - lidt for meget kan man fristes til at synes. Der er intrigerne i køkkenregionerne om måltidet til de fine gæster og her møder vi igen kokkepigen Oda, der stadig vil frem i verden. 

Samtidig kæmper Jessie med forældrene om at få lov til selv at passe sit barn og få frihed til at udføre sine idéer til maskeballet som skal baseres på Elverhøj. Hendes mand kæmper for at blive anerkendt af svigerfaderen, men hans moderne idéer om landbrug er ikke velsete - og hans eneste ven synes at være Oda. 

Der er andre intriger på spil, som staldkarlen Stig, der vender tilbage efter nogle år i storbyen - Odense!!! - for at genvinde sin elskede, men stadig må kæmpe mod godsforvalteren. Så sceneskiftene er hyppige og giver en god rytme i historien, som er virkelig hurtigt læst. Det er hyggeligt men jeg forstyrres noget af hele tiden at kunne se filmmanuskriptet i bogen, og mangler dybde i personerne. 

Der er dog ingen tvivl om, at det er god og nem hyggelæsning, og hvis det bliver filmet på Egeskov kan man glæde sig til en god tv-serie. 

Rose - Tatiana de Rosnay

 

• Fransk
• 12. juli
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er rigtig mange år siden jeg sidst læste noget af Tatiana de Rosnay. Jeg har set mindre til hendes romaner synes jeg - og jeg var ikke helt overbevist af den sidste. Men jeg faldt over denne på biblioteket, og emnet virkede interessant.

Rose bor i en gammel ejendom ved Saint-Germain-des-Près i en lille gade, der hedder Rue Childebert. Den findes ikke længere - ligesom de andre små gader, der nok snarere var gyder i området omkring kirken. Men det gør den stadig her i 1867, hvor Rose ejer en hel ejendom og har boet i årtier. Hun flyttede ind, da hun blev gift med Armand og lever blandt andet af lejeindtægten fra de to butikker i stueetagen. Hun er enke, og hendes eneste datter bor langt fra Paris.

Men nu skal gaden destrueres og alle beboere skal fraflytte deres hjem som led i baron Haussmanns renovering af Paris. Rose vil dog ikke flytte fra huset - hun lovede manden inden hans død at hun ville bevare deres hus. En håbløs plan, men Rose gemmer sig i det tomme hus i den tomme gade og venter på, at det falder ned om ørene på hende. Mens hun venter skriver hun til sin afdøde mand for at fortælle ham, hvad der er sket siden hans død ti år tidligere. Men hun kommer også ind på deres første forelskelse, deres familieliv og en masse detaljer som man objektivt set burde mene, at manden kendte til. Hvis han da overhovedet skulle læse det!

For det er jo blot en kulisse for at fortælle historien, og det kunne være gjort langt bedre på andre måder. Man tror i lang tid, at Rose gemmer på en stor hemmelighed i huset - en fysisk hemmelighed, der skal holdes skjult. Det handler dog i al sin enkelthed kun om at holde løftet til manden - hvilket ikke virker plausibelt for en kvinde på tres år at lade sig dræbe af murbrokker. Og oven i købet trække andre med i sin død.

Indimellem Roses brev til manden, er der gengivelser af breve hun har modtaget og gemt fra sit liv. De virker desværre heller ikke troværdige for tiden, hvis de var skrevet fra 1830 og frem.

Historien om renoveringen er interessant. I dag ser vi Haussmanns Paris. Det er det Paris, der har gjort Paris så berømt og man glemmer, at der inden da var en anden by, som Victor Hugo blandt andet lovpriste. Han var enig i behovet for bedre hygiejne, flere træer og grønne områder, men han var inderligt imod nedlæggelsen af det historiske Paris som fx hele området omkring Notre-Dame som var tæt bebygget med små huse og smalle gyder. 

Det er jo ikke svært at forstå, hvor traumatisk og dramatisk det har været for alle dem, der blev smidt ud af deres huse for st skabe de store smukke boulevarder, der i dag er kendetegnet for Paris. Det var en så intens og voldsom forandring koncentreret over femten år og i konstant byggerod. I dag nyder vi det, det blev til og de fleste af de huse, der forsvandt havde næppe stået i dag. Men derfor kan man jo godt have lyst til at opleve det andet middelalderlige Paris.

Et interessant emne som sagt - men der var en del irritationsmomenter for mig også. 

Theo af Golden - Allen Levi

 

• Engelsk
• 10.-11. juli
• 400 sider
• Originaltitel: Theo of Golden

Nogle gange tjekker jeg bestseller-listen for New York Times, og så lader jeg mig friste. Jeg trængte også til noget engelsk litteratur efter mit franske maraton. Måske også noget lidt lettere - men her endte jeg måske i lidt for meget af en kliché?

Theo er en ældre elegant herre på 86 år, der en forårsdag pludselig dukker op i den lille by Golden. Han besøger den lokale café i jagt på en rigtig god kop kaffe, og på caféens vægge ser han de blyantsportrætter en lokal kunstner har lavet af byens indbyggere. Der er 92 portrætter og Theo beslutter sig for at blive i byen, og gøre dem til sin mission. Han vil købe dem et efter et for at give dem videre til den portrætterede person, som han mener er den rigtige ejer.

De lokale ser først på ham med en vis mistro. For hvem er denne ældre mand, som ikke vil give sit efternavn og nødigt fortæller om sig selv. Vi ved blot, at han er fra Portugal. Han har engang været gift og haft en datter. Men han har nu boet i New York i mange år. Men alle andre spørgsmål undgår han behændigt.

Han skriver til personerne, og beder dem møde ham på en bænk i byens park for at modtage deres portræt. Således møder han folk fra alle byens samfundslag og hver gang stiller ham dem det samme spørgsmål: "Fortæl mig din historie".

Hans projekt bringer ham i kontakt med mennesker, der har behov for hjælp og han bliver den anonyme velgører for en del af dem. Men hans projekt begynder også at ændre folk og bringe dem sammen på en ny måde. Folk i byen begynder at lægge mærke til og tage sig af hinanden med en ny iver. 

Der er en del bibliske referencer hele vejen igennem. Navnet alene - Theo. Gud. Hans evne til at få folk til at folk til at føle sig set, hørt og elskede. Hans uselviskhed. Hans anonymitet. 

Vi får Theos fulde identitet i slutningen af bogen. Vi finder ud af, hvorfor han kom til Golden - og ikke en anden by. Det hele var nøje planlagt - måske bortset fra projektet med portrætterne, som dog viste sig at være perfekt til hans formål. Så mystikken opklares til sidst og det er for det meste en meget happy ending.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Coelhos Alkymisten. Det er selvfølgelig en helt anden historie - men idéen og effekten virker til at være den samme. Nogle gange har verden åbenbart behov for denne slags bøger, hvor vi hylder det gode i mennesket. Et behov for at blive mindet om, at vi alle kan gøre en forskel for andre, hvis vi blot interesserer os for vore medmennesker.

Det er jo en åbenlys og fin tanke. Men jeg synes det bliver lidt for prædikende og overlæsset med simpel symbolik. Desuden fratages vi tit muligheden for selv at gætte; Theos tanker og handlinger udpensles for læseren, så den mystik, der jo angiveligt skal være, forsvinder.

Den er virkelig hurtigt læst, og jeg er nok ikke helt modtagelig overfor denne slags moderne spiritualitet, som er så karikeret.