Sicilianerne forklaret for turister - Augusto Cavadi

 

• Dansk
• 28. februar
• 84 sider

Jeg nåede lige en bog mere i februar, da jeg under min tur på biblioteket fandt denne "guide" til sicilianerne. Jeg skal for første gang til Sicilien snart, og det kræver jo lidt forberedelse Rejseguides er gode, men det er endnu bedre at læse noget kulturhistorie skrevet af lokale. 

Jeg forventede derfor en humoristisk og interessant indførsel i den lokale kultur, men blev desværre skuffet.

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor denne bog er udgivet med denne titel - for som udenforstående får man ikke meget mere viden om Sicilien. 

En del af de mange små kapitler er kronikker, der tidligere er udgivet i den italienske presse og handler om samfundsrelevante emner. Det er jo fint, men giver ingen mening for en turist og der er meget lidt, der reelt gav mig en fornemmelse af at "opdage" den sicilianske kultur. Jeg lærte dog lidt om øens helgeninde, Rosalia, og selvfølgelig om deres konfliktuelle forhold til fordommene om siciliansk mafia.

Men det blev ved det desværre. Heldigvis har jeg andre bøger i baghånden - og ikke mindst muligheden for at danne mig mine egne indtryk!

La manche - Max De Paz

 

• Fransk
• 28. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maz De Paz var blot 22 år gammel, da han udgav sin første lille roman for to år siden. Jeg havde ventet på paperback-udgaven, da det netop er en meget lille roman, og den var læst på et par timer. 

Hvis H. C. Andersen havde levet og skrevet Den lille pige med svovlstikkerne i dag, kunne det meget nemt have taget denne form.

Jonas er en ung mand med en hård familiehistorie; ingen far og han bor i et socialt boligbyggeri med sin mor og bror indtil de smides ud af fogeden. Broren er blevet narkoman, og han hører aldrig mere fra dem. I starten bor han hos en kammerat, men nu bor han på gaden. La manche betyder tiggeri, og Jonas' hjem er nu ovenpå en metroskakt i det 5. arrondissement, hvor udsugningen fra metroen holder ham varm, men han vækkes hver morgen af de studerende på vej til Sorbonne.

Livet på gaden er hårdt men Jonas finder nogle få ligesindede. Den ældre Philippe, som har en fin plads, og læser bøger - det giver ham en højere status end fx Tamas, som er roma. Gadens hierarki er således opdelt, og Moussa, som er senegaleser, rangerer igen et helt andet sted i hierarkiet.

Jonas fortæller selv om det hårde liv, men også anekdoterne og absurditeterne så disse skæbner humaniseres for os. Det er barsk læsning for man ser for sig de tiggende skikkelser i Paris' gader (eller andre storbyer), og vi ved jo godt, at vi haster forbi. Vi giver sjældent en mønt - "for de drikker det alligevel bare op".

En dag møder han Élise - en hjemløs pige, der er martret af gadens liv og nu forklæder sig som dreng. Hun er uden tvivl blevet både chikaneret og voldtaget, og Jonas må gå stille frem for at nærme sig hende. Det hele ender i et kakofonisk brag, hvor man som læser kan vælge flere udgange. Den mest åbenlyse er også den mest tragiske - men de går den i møde sammen. Ikke helt som vores lille pige med svovlstikkerne, og med fuld styrke. Men ikke desto mindre dybt tragisk.

Absolut velfortjent med den enorme succes Max De Paz fik for denne debutroman. Jeg var i gaderne i Paris - og så savnede jeg byen på trods af dens triste skæbner. Jeg lovede måske mig selv at være mere opmærksom og hjælpende næste gang, jeg krydser en SDF, som de hedder.

The Rest of Our Lives - Ben Markovits

 

• Engelsk
• 26.-27. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tom er en 55 år gammel universitetsprofessor. Hans karriere er i et ståsted efter han er blevet bedt om at holde et semester fri efter, og hans datter skal nu forlade hjemmet for at studere på universitetet. Toms kone, Amy, vil ikke med på den emotionelle tur og man mærker de er lidt ude af takt med hinanden.

Da Tom har afleveret datteren burde han jo køre hjem. Men i stedet fortsætter han med at køre. Han havde faktisk lovet sig selv at han ville forlade Amy netop nu, hvor der ikke længere var børn at tage hensyn til. Han har ikke tilgivet hende, at hun havde en affære tolv år tidligere - men datteren var stadig lille. Nu kører han så. I starten uden en plan men for at få tankerne på plads.

Toms tur igennem USA tager ham til broderen, som han ser alt for sjældent. Til ungdomskæresten, som nu er singlemor. Til kolleger. Men mest nyder han tiden undervejs, hvor han reflekterer over sit liv. En vaskeægte intens midlife crisis.

Tom taler direkte til læseren, men giver måske ikke så meget. Sådan er det nok for os alle - det er svært at definere sig selv med andre ord. Men i hans interaktioner med andre, ser vi ham som menneske. Det hele foregår uden de store krumspring, men i et stille og roligt tempo, hvor Tom blot tager os med i bilen. Der er dog det problem, at han i et stykke tid har haft det skidt. Han afviser det som alderssymptomer, men man aner jo, at det er værre end det. Tom er syg, og det hele udmunder i en diagnose mens han er hos sønnen i Los Angeles.

Der sker faktisk intet dramatisk - heller ikke med sygdommen. Det er ikke formålet. Det er den still refleksion over et liv med alt, hvad det indebærer og erkendelsen af, at det ikke kan og skal være fyrværkeri hver dag. Når vi står som midaldrende er det måske netop den stille tryghed ved mennesker, der kender os, der er det vigtigste. 

Det var måske lidt for fladt til min smag, og der var nogle uendelige beskrivelser af basketballkampe på diverse baner undervejs. Jeg var ikke helt overvundet må jeg sige, men stil og stemning var perfekt afstemt.

Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

La vie heureuse - David Foenkinos

 

• Fransk
• 19.-21. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos skriver samfundsrelevante små finurlige romaner, som desværre ikke appellerer til et dansk publikum. De er som regel hurtigt læste og med lige dele melankoli og humor.

Således også her, hvor vi følger Éric Kherson, en mand i starten af fyrrerne, der arbejder i den franske regering med udenlandske investeringer i Frankrig. Han er fraskilt, og har kun sin søn hver anden weekend. Han har tidligere haft en god karriere i Décathlon (stor fransk kæde af sportsudstyr), men er nu blevet hentet til regeringen af Amélie - en skolekammerat, der fandt ham via en Facebook-gruppe.

De arbejder godt sammen, Han laver de finansielle analyser, og hun sælger koncepterne til kunderne. På en rejse til Sydkorea skal de overbevise Samsung om at investere i Frankrig, men det tager en uventet drejning, da Éric pludselig får et ildebefindende. Samme aften tilbringer de en hyggelig aften sammen, og begynder at lære hinanden at kende mere personligt, Næste dag går Éric en tur inden møderne, og falder over en butik, der tilbyder en simulation af begravelser. Han kan lægge sig i en kiste og opleve, hvordan det ville være at se en slutdato for sit liv. Det bliver en øjenåbner for ham, og han dukker ikke op til mødet. Amélie - ydmyget, vred og skuffet - fyrer ham, og han sendes retur til Paris.

I Paris begynder Éric under pandemien at åbne lignende forretninger, og ved at følge sine egne drømme får han et helt nyt liv. Et byt forhold til både sønnen og ekskonen. 

Der er en del humor men også skrøbelighed i Foenkinos' personer, som får læseren til at reflektere. Det samme gør sig gældende for Amélie, som konfronteres med den barske politiske virkelighed, og også må se sit liv omlagt. De to mødes endelig igen - til en falsk begravelse selvfølgelig.

Hans romaner er letlæste med dybde - det flyder hurtigt og fint hele vejen igennem, og man kan visuelt se det hele for sig. Stort set altid en garanteret succes med Foenkinos!

Flesh - David Szalay

 

• Engelsk
• 17.-18. februar
• 368 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne ungarske roman - muligvis blot fordi den vandt Booker Prize i 2025, for det var en forfatter, jeg ikke kendte.

Jeg blev til gengæld fanget af den fra første side trods den noget anderledes stil.

Istvan flytter som teenager til en lille ungarsk by sammen med sin mor; der er ingen far i familien. De er absolut ikke rige, og Ungarn er stadig i Østeuropa. Istvan kæmper med at få venner, og denne mangel på følelsesmæssig tilknytning kommer til at definere ham livet igennem. Vi følger ham nemlig til han som midaldrende mand har gennemlevet en hel del.

Istvan lader til at gå igennem livet ved at reagere på ting, og ikke proaktivt opsøge mulighederne. Han er tilskuer til det meste, og alligevel ændrer hans liv sig markant. Han kommer til penge, og lever et liv langt fra den østeuropæiske barndom, men han har ikke arbejdet for det. Han gør heller ikke meget for at fremtidssikre sig selv.

Hans eneste drift synes at være hans seksualitet, som fremprovokerer nogle af de største ændringer i hans livsbane. Men det er heller ikke et aktivt valg fra hans side. Så man kan godt blive lidt irriteret på ham som hovedperson. Få lyst til at ruske op i ham! Alligevel fornemmer man konstant, at noget vil ændre sig markant - og det gør det også. Selv denne ultimative katastrofe lader ikke til at ryste ham synderligt. 

Bogen er bygget op i ti kapitler, der springer frem igennem Istvans liv, så vi nogle gange selv må fylde hullerne ud - det er dog ikke et problem. Der er meget dialog, og her er det skåret helt ind til benet i modsætning til den svulstige titel. Istvan ynder at udtrykke sig med Yeah og It's okay - ikke e mand af mange ord, og tit er det personerne omkring ham, der åbner mere op. Derfor er den også meget hurtig at læse; men mest var jeg drevet af nysgerrigheden om, hvad der ville få det hele til at eksplodere og hvornår? 

Det ender jo trist, men Istvan er på en måde så apatisk, at han også overkommer dette - på sin facon. Der er ingen stor morale i hans liv - men som læser undrer man sig over, hvad der definerer ham. Er det kødets lyster, der skabte ham? Det er svært ikke at afsløre for meget, men jeg er sikker på, at den vil blive oversat til dansk, da der åbenbart allerede er intentioner om at filmatisere den. 

Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.

Un couple - Eliette Abécassis

 

• Fransk
• 15. februar
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En forfatter, jeg aldrig tidligere har læst, men som fangede mig i en boghandel i Belgien over nytåret.

Det er en lille intens roman, der virkelig gjorde indtryk på mig.

Alice er næsten 90 år gammel, da hun går tur i Luxembourg-haven i centrum af Paris. Hun sætter sig på en bænk - altid den samme bænk. For her har hun minder fra. Jules er lige så gammel som Alice, og finder hende på bænken. De taler lidt. Om fortiden og deres minder. Om deres ægtefæller, som de savner. Men de er ægtefæller. Jules kan bare ikke huske det.

Derfra rykkes vi i trin tilbage i deres historie. I små ryk først nogle år tilbage og så videre ned gennem et helt liv. Et ægteskab, der havde dets kriser. Utroskab, træthed, arbejde, skænderier. Men også troen på kærligheden, familien og lykken.

Ved at arbejde sig baglæns i deres historie skrælles lagene af stille og roligt. Der er overraskelser, som den dedikation i en bog, som Alice mener er fra en af Jules' elskerinder. Det viser sig at være til hende selv fra en kvinde i de hektiske tider omkring maj 1968-oprøret. 

Der refereres fra starten til et brev Jules skrev til hende efter deres første møde - på en bænk i Luxembourg-haven i 1955. Han vidste ikke, hvordan han skulle finde hende igen. Men dagen efter møder han hende - til sit eget bryllup. Derefter skriver han brevet, hvori han lover hende, at de skal elske hinanden, blive gift, men også opleve mindre lykkelige tider. Uoverensstemmelser over oprydning og børneopdragelse. Utroskab måske. Og med alderen sygdom og måske demens. Men at igennem alt det vil de have hinanden.

Det lyder lidt pladderromantisk, og det er det ikke. Det er måske bare billedet på et temmelig almindeligt forhold - men ét, hvor man står tingene igennem. På trods. Og som de sidder på bænken efter tres år sammen er det kærligheden, der har sejret i sidste ende.  

Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord. 

Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.