Blanc - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 18.-19. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg glemmer åbenbart hurtigt visse ting - og således kom jeg til at købe endnu en bog i serien om farver af den franske kunsthistoriker Michel Pastoureau. 

Denne - om farven hvid - er en af de nyeste fra 2022; han skrev den første allerede i 2000, men jeg læste først om farven rød i 2024. 

Princippet er det samme - en akademisk tilgang til farvens historie og symbolik. Først og fremmest forsøger han at bevise, at hvid er en farve og ikke en mangel på farve, som man måske skulle tro.

Dernæst går han ind i symbolikken - de klassiske eksempler som fred, renhed, uskyld og hygiejne - men også de forskellige udgaver af hvid, og hvor svære de er at mestre. Vi er langt mere unuancerede i forhold til hvid end vi er til fx blå - kobolt, azur, marine osv.

Det er interessant, men jeg havde jo glemt de ting, der irriterede mig sidst og stadig gør. Det er tørt og alt for akademisk; jeg mangler præcise referencer til fx malerier for at kunne tjekke. Jeg har nu opdaget, at paperback-udgaverne har den store mangel, at de ikke er illustrerede i modsætning til hardcover-udgaverne. Det ville nok have gjort en enorm forskel i læseoplevelsen - men de er stadig gode som opslagsværker i supplement til andre kunsthistoriske bøger.

Une ascension - Stefan Hertmans

 

• Fransk
• 14.-17. marts
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, finder inspiration i pudsige opdagelser, der forbinder ham til fortiden. I Konvertitten er det hans sydfranske hus, der skaber historien om den franske pige, der konverterer til judaismen og lever i bjerglandsbyen i det 11. århundrede.

I Min bedstefars himmel er det hans morfars dagbøger fra 1. Verdenskrig og hans liv, der fik ham til at dykke ned i historien og nærme sig morfaderen derigennem.

Nu er det et endnu et hus - i Ghent i Flandern - som Hertmans købte i 1979, da han var 28 år gammel. Huset var forladt og forfaldent og kæmpe stort. Han sælger senere huset uden at kende dets historie, men lærer den i en bog skrevet i 2000. Der opdager han, at det hus han ejede, tidligere tilhørte en berømt flamsk fascist og kollaboratør under 2. Verdenskrig.

På samme måde som i hans to andre bøger, bliver det en rejse tilbage i tiden blandet sammen med hans egne fortællinger. Huset var ejet af Willem Verhulst, som var proflamsk og antifransk - det proflamske er ikke chokerende i Flandern og specielt Ghent. Men Verhulst går ind for en adskillelse af Belgien i to dele - og engagerer sig tidligt i fascistiske bevægelser. Han gifter sig med en hollandsk protestantisk kvinde, og de flytter til Ghent. 

Da krigen bryder ud ser han sin chance og bevæger sig helt ind i de nazistiske cirkler. Han bliver SS-officer, og er en af drivkræfterne bag de lister, der sender byens befolkning til lejrene. Hans hustru kender ikke omfanget af hans arbejde, men ved, at det strider imod hendes humane principper. Udover, at manden samtidig er notorisk utro og behandler hende virkelig skidt.

Mod krigens slutning flygter han med sin elskerinde til Tyskland i en naiv og vanvittig tro på Tusindårs-riget, men tages til fange og tilbringer otte år i fængsel.

Ægteskabet led selvfølgelig under det, og hans hustru skal leve med skammen hver gang hun færdes ude, men formår at distancere sig fra hans navn. Han fortsætter dog til sin sidste dag i 1975 med at hylde Hitler og nazismen.

Hertmans har interviewet hans overlevende - men temmelig gamle - børn, og fået breve og dagbøger som dokumentation. Derudover tager han os tilbage til sin egen første opdagelse af huset, og han tager ligesom i sine tidligere bøger tilbage til de steder, hvor hans protagonister har færdes.

Jeg var dybt opslugt af historien, der fløj afsted - hans tilgang er engagerende og gør historien virkelig nærværende og levende. Det er nok også grunden til, at hans bøger oversættes til dansk.

Lucias sidste rejse - Vetle Lid Larssen

 

• Dansk
• 9.-13. marts
• 569 sider

Nogle mennesker går på museum - eller i en kirke - og ser kun en masse gammelt bras. Jeg bliver dybt fascineret af, at det i det hele taget har overlevet frem til, at jeg kan beundre det. Så tænker jeg på, hvordan rejsen har været hertil? Hvor mange vægge har et maleri hængt på? Hvem købte det først - og hvorfor? Hvorfor kom det videre ud i verden? Hvem har bragt det til lige dette sted?

Det sidste spørgsmål er der desværre tit en trist forklaring på i form af krige, der har flyttet kunstskatte langt fra deres oprindelsessted. 

Relikvier er om ikke altid kunstskatte, så i hvert fald kulturskatte - og for nogle har de jo en enorm betydning, som illustreret i denne bog, der rejser i sporene på de tolv apostles rester. Der er mange rester af hellige personer. Så mange, at de ville have flere arme og ben mange gange; men Sankt Lucia er hel og intakt... næsten da.

Det er en fantastisk idé at følge hendes rejse fra hun i år 304 dør - anklaget for at være kristen af en forsmået forlovet, og dømt til at arbejde i et bordel, inden hun henrettes. En romersk general fatter alligevel medlidenhed, og hun får en kristen begravelse. Hun stedes til hvile i Siracusa på Sicilien, men snart bliver hendes gravfred forstyrret.

Det første årtusinde var turbulent, og Sicilien lå i farezonen mellem muslimsk og katolsk herredømme hvilket forårsagede flere krige. Hun kommer derfor også til Konstantinopel, inden byen falder og hun igen føres til Italien men denne gang til Venedig. Nogle bortfører hende for vindings skyld - der er mange penge i at have en hel helgen i sin kirke. Andre gør det for at beskytte hende - og nogle forsøger men mislykkes.

Vi møder fiktive og virkelige personer - som Dante, der sendes på en mission til Venedig; eller den danske general Dahlerup, som skal angribe Venedig i 1849. De ti kapitler efter Lucias egen historie strækker sig fra 878 til 1981, hvor hun stjæles fra kirken, og hovedet blev frigjort fra kroppen og  lev tilbage. Ved et mirakel blev hun fundet netop til Lucia-dagen, den 13. december - en dag, vi kender godt til selv i vores protestantiske tradition.

Der er selvfølgelig historier, der er bedre end andre iblandt de ti. Den eneste røde tråd er nemlig Lucia, og alle de andre kommer fra vidt forskellige lande og baggrunde. Men det er netop alt det, der skaber fortællingen - alle de strabadser, hun har været udsat for; og som mange andre kunstværker også har prøvet. Det samme fortæller Pierre Assouline i sin bog om et maleri, der dog pudsigt nok fortælles af maleriet selv. 

Jeg lærte også nyt om fx bombningen af Venedig ved slutningen af 2. Verdenskrig - og så var det jo en interessant indgangsvinkel til min snarlige rejse til Sicilien selvom jeg ikke kommer til Siracusa. Men det var kunst og historie i en skøn blanding, som jeg elsker det.

L'enfant qui mesurait le monde - Metin Arditi

 

• Fransk
• 7.-8. marts
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Arditi opdagede jeg sidste år med historien om jøden Avner, der begynder at male ikoner. Og man må sige, at Arditi kan det med at give sine romaner poetiske titler, der taler til mig. Manden, der malede sjæle hed den - og nu Barnet, der målte verden - det er jo lige til at falde for!

Jeg var dog noget forvirret over bogen, der virker til at stikke i alle retninger.

Vi er på en lille græsk ø i nutiden. Eliot er en pensioneret amerikansk arkitekt, der har slået sig ned på stedet efter hans datter omkom der tolv år tidligere. Han er af græsk afstamning, og fascineret af arkitekturen. 

Maraki er en fraskilt kvinde, der lever af at fiske - og passe sin søn, Yannis, der er autist, og ikke går i skole. I stedet tæller han dagene, og værdiansætter dem efter et sindrigt system, der omfatter rækkefølgen af fiskerbådenes retur til havnen om aftenen; vægten på dagens fangst på fiskemarkedet og antallet af gæster på den lokale café. Hans regnestykke skal helst give dage med en værdi på 75 eller derover - så er verden sådan nogenlunde i vater.

Men nu vil en stor investeringsfond bygge et kæmpe hotel på øen. Et projekt, der først anses for løsningen på alle problemerne efter Grækenlands økonomiske kollaps i slutningen af 00'erne. Dermed vikles vi ind i historierne om en journalist, der dækker projektet i nyhederne; en borgmester, der har personlige interesser i projektet og en del andre mennesker, der er mere eller mindre korrupte.

Præmissen for bogen er jo drengen - og hans forhold til Eliot - men det drukner lidt i alle de andre historier, som der er for mange af til en bog af denne længde. Det bliver for overfladisk på trods af den smukke morale om drengen, der endelig åbner op for arkitekten, der som den eneste forstår Yannis' behov for perfekte tal og sekvenser. Der bruges en del plads på Yannis' udregningssystem til perfekte dage men også kalkulen af det gyldne snit, som bruges i blandt andet arkitekturen.

Den poetiske titel til trods tabte den desværre sin magi under læsningen.

Bartenderen på Hotel Ritz - Philippe Collin

 

• Fransk
• 3.-6. marts
• 480 sider
• Originaltitel: Le Barman du Ritz

En kæmpe succes i Frankrig, som nok derfor er oversat til dansk - og jeg havde ventet længe på paperback-udgaven.

Historien om Paris' nok mest berømte hotel er velkendt - i 2020 læste jeg en roman om direktørparret på hotellet, som begge var involveret i modstandsbevægelsen. Der er derfor en del gengangere i denne franske version af historien, som fortælles fra en anden vinkel - nemlig den ikoniske bartender, Frank Meier.

Frank Meier fødes i 1884 i Østrig i en jødisk familie, der er flygtet fra Polen. Som ung mand emigrerer han som så mange andre til Amerika, hvor han får et job som bartender i New York. Der lærer han kunsten at lave cocktails, og da han i det nye århundrede vender tilbage til Europa er det til Frankrig. 

Han er soldat i 1. Verdenskrig under de franske faner, og efter krigen får han fransk statsborgerskab og job som bartender på Ritz.

Dette er mellemkrigstiden - årene, hvor Paris summer af fest og glade dage. Baren er fyldt med mennesker som F. Scott Fitzgerald, Hemingway, Coco Chanel (som bor permanent på hotellet) og andre kendisser. Den amerikanske jazzånd præger også tiden, og cocktails er lige pludselig in. I 1936 udgiver Frank Meier faktisk en bog med opskrifter - The Artistry of Mixing Drinks - og han var virkelig en stjerne inden for sit felt.

Da krigen bryder ud, overtager nazisterne hotellet og Frank Meier med sin jødiske baggrund er bange. Men måske er strategien med at være hidden in plain sight i virkeligheden den smarteste. Man skal blot sørge for at holde sig under radaren, og yde den service tyskerne forventer. Han tjener gode penge - både på tyskernes drikkepenge, men også ved at udstede falske pas til jøder, der vil ud af landet. I modsætning til store dele af den parisiske befolkning lever han også forholdsvist normalt - på Ritz er der ingen problemer med at skaffe mad.

Men der er den permanente fare for at blive opdaget, og mod slutningen af krigen er der frygten for, hvordan han vil blive opfattet - som kollaboratør eller som én, der blot udførte sit arbejde og ikke havde et valg? 

Bogen er baseret på Meiers liv, men der er selvfølgelig visse fiktive friheder - som den italienske unge jødiske dreng, Luciano, som er opdigtet. Som Frank Meiers forelskelse i Blanche Auzello, direktørens hustru. Men der er også historien om mordforsøget på Hitler, som blev udtænkt i hans bar mellem de tyske officerer. Der er selvfølgelig historien om Hemingway, der ankommer til baren i august 1944 sammen med de amerikanske tropper - og ifølge legenden bestilte 51 Dry Martinis, hvorefter han sov sin brandert ud i en af hotellets suiter.

Jeg havde nok temmelig høje forventninger til bogen efter de franske anmeldelser; og den var god. Men ikke overvældende fantastisk - nok fordi historien er velkendt, og forfatteren har måttet brodere sin egen version af en historie om en mands personlige liv, som han dybest set ikke har noget belæg for. Ikke desto mindre kunne man jo godt have tænkt sig at have været en flue på væggen i den bar!

Bag facaden af glas - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 1.-2. marts
• 527 sider

Jeg læste første bind af den københavnske familietrilogi for næsten to år siden, og ærgrede mig allerede dengang over at være gået i gang inden hele serien var tilgængelig. Nu er andet bind udkommet, og man kunne jo havde håbet på en elegant opsummering af første bind - fx i form af referencer i dialoger - til handlingen fra første bind. Det er der stort set ikke!

Ligesom første bind er det virkelig let læsning, og derfor sidder alle detaljer nok heller ikke så fast i erindringen to år senere. Jeg har trods alt læst 214 bøger siden, og jeg må erkende, at der var nogle huller, som jeg ikke blev hjulpet med som læser. Det er lidt ærgerligt når der er så lang tid mellem udgivelserne.

Men nu er vi altså i 1911 og følger stadig herskab og tjenestefolk i København. Landsdommer Kroghs datter, Dottie, er raget uklar med faderen og har forladt hjemmet. Ikke nok med det søger hun nu også arbejde, og finder et job som altmuligmand på Nordisk Film, som tager sine spæde skridt indenfor filmens verden. Det er endnu ikke en anerkendt kunstart, og der ses ned på film fra kultureliten. Dottie møder nogle af dem, der senere bliver dansk films første stjerne som Asta Nielsen, og på mange måder er det historiens force, at samtidens historie så fint flettes ind. Det gælder også kvindernes kamp for ligeværd og stemmeret, som også hendes veninde Rebecca kæmper med. Hun vil læse medicin som sin bror, der til gengæld hader sit studie, og ikke egner sig til det.

Der er utrolig mange historier, og derfor bliver det også i overfladen selvom personerne fremstår fint. Men nogle af de tungere emner strejfes blot. Der er ellers rigeligt af dem. Tjenestepigen Marie, der voldtages af dommer Krogh, og bliver gravid. Det koster hende pladsen efter en illegal abort. Eller Dotties søster Helene, der kaster sig for fødderne af Dotties forsmåede forlovede for at ende i hvad, man kan se bliver et ulykkeligt ægteskab startet på en løgn. Hele to personer opdager, at de er homoseksuelle, hvilket heller ikke er nemt at håndtere i datidens miljø - men det forbliver uudtalt og også her kunne man godt være gået langt mere i dybden.

Bogens ældre generation af kvinder - Agnete og Caroline - kæmper med deres traumer. Agnetes søn, som blev sat i pleje på et hjem men løjet død, og nu plager hendes samvittighed. Det tærer på ægteskabet og hun indleder en affære med doktor Bergsøe, hvis kone Caroline til gengæld blomstrer op, da en ung medicinstuderende kommer ind i hjemmet. Hun vil til bunds i sin afroamerikanske afstamning, men manden vil gøre alt for at opretholde en facade af normalitet.

Så bag alle disse facader - af glas - nedbrydes normer. Det er en spændende tid her lige inden 1. verdenskrig, hvor kvinders liv for alvor ændres og kvinderne står absolut også stærkest i romanen. Der er måske lidt for mange tråde - ikke at holde styr på; det er ret enkelt. Men til at man kommer et dyk længere ned, hvor det virkelig bliver interessant. Der bliver en del tråde at rede ud i sidste bind, hvis der da ikke kommer flere - og under alle omstændigheder bliver det nok igen med en lang ventetid.

Sicilianerne forklaret for turister - Augusto Cavadi

 

• Dansk
• 28. februar
• 84 sider

Jeg nåede lige en bog mere i februar, da jeg under min tur på biblioteket fandt denne "guide" til sicilianerne. Jeg skal for første gang til Sicilien snart, og det kræver jo lidt forberedelse Rejseguides er gode, men det er endnu bedre at læse noget kulturhistorie skrevet af lokale. 

Jeg forventede derfor en humoristisk og interessant indførsel i den lokale kultur, men blev desværre skuffet.

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor denne bog er udgivet med denne titel - for som udenforstående får man ikke meget mere viden om Sicilien. 

En del af de mange små kapitler er kronikker, der tidligere er udgivet i den italienske presse og handler om samfundsrelevante emner. Det er jo fint, men giver ingen mening for en turist og der er meget lidt, der reelt gav mig en fornemmelse af at "opdage" den sicilianske kultur. Jeg lærte dog lidt om øens helgeninde, Rosalia, og selvfølgelig om deres konfliktuelle forhold til fordommene om siciliansk mafia.

Men det blev ved det desværre. Heldigvis har jeg andre bøger i baghånden - og ikke mindst muligheden for at danne mig mine egne indtryk!

La manche - Max De Paz

 

• Fransk
• 28. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maz De Paz var blot 22 år gammel, da han udgav sin første lille roman for to år siden. Jeg havde ventet på paperback-udgaven, da det netop er en meget lille roman, og den var læst på et par timer. 

Hvis H. C. Andersen havde levet og skrevet Den lille pige med svovlstikkerne i dag, kunne det meget nemt have taget denne form.

Jonas er en ung mand med en hård familiehistorie; ingen far og han bor i et socialt boligbyggeri med sin mor og bror indtil de smides ud af fogeden. Broren er blevet narkoman, og han hører aldrig mere fra dem. I starten bor han hos en kammerat, men nu bor han på gaden. La manche betyder tiggeri, og Jonas' hjem er nu ovenpå en metroskakt i det 5. arrondissement, hvor udsugningen fra metroen holder ham varm, men han vækkes hver morgen af de studerende på vej til Sorbonne.

Livet på gaden er hårdt men Jonas finder nogle få ligesindede. Den ældre Philippe, som har en fin plads, og læser bøger - det giver ham en højere status end fx Tamas, som er roma. Gadens hierarki er således opdelt, og Moussa, som er senegaleser, rangerer igen et helt andet sted i hierarkiet.

Jonas fortæller selv om det hårde liv, men også anekdoterne og absurditeterne så disse skæbner humaniseres for os. Det er barsk læsning for man ser for sig de tiggende skikkelser i Paris' gader (eller andre storbyer), og vi ved jo godt, at vi haster forbi. Vi giver sjældent en mønt - "for de drikker det alligevel bare op".

En dag møder han Élise - en hjemløs pige, der er martret af gadens liv og nu forklæder sig som dreng. Hun er uden tvivl blevet både chikaneret og voldtaget, og Jonas må gå stille frem for at nærme sig hende. Det hele ender i et kakofonisk brag, hvor man som læser kan vælge flere udgange. Den mest åbenlyse er også den mest tragiske - men de går den i møde sammen. Ikke helt som vores lille pige med svovlstikkerne, og med fuld styrke. Men ikke desto mindre dybt tragisk.

Absolut velfortjent med den enorme succes Max De Paz fik for denne debutroman. Jeg var i gaderne i Paris - og så savnede jeg byen på trods af dens triste skæbner. Jeg lovede måske mig selv at være mere opmærksom og hjælpende næste gang, jeg krydser en SDF, som de hedder.

The Rest of Our Lives - Ben Markovits

 

• Engelsk
• 26.-27. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tom er en 55 år gammel universitetsprofessor. Hans karriere er i et ståsted efter han er blevet bedt om at holde et semester fri efter, og hans datter skal nu forlade hjemmet for at studere på universitetet. Toms kone, Amy, vil ikke med på den emotionelle tur og man mærker de er lidt ude af takt med hinanden.

Da Tom har afleveret datteren burde han jo køre hjem. Men i stedet fortsætter han med at køre. Han havde faktisk lovet sig selv at han ville forlade Amy netop nu, hvor der ikke længere var børn at tage hensyn til. Han har ikke tilgivet hende, at hun havde en affære tolv år tidligere - men datteren var stadig lille. Nu kører han så. I starten uden en plan men for at få tankerne på plads.

Toms tur igennem USA tager ham til broderen, som han ser alt for sjældent. Til ungdomskæresten, som nu er singlemor. Til kolleger. Men mest nyder han tiden undervejs, hvor han reflekterer over sit liv. En vaskeægte intens midlife crisis.

Tom taler direkte til læseren, men giver måske ikke så meget. Sådan er det nok for os alle - det er svært at definere sig selv med andre ord. Men i hans interaktioner med andre, ser vi ham som menneske. Det hele foregår uden de store krumspring, men i et stille og roligt tempo, hvor Tom blot tager os med i bilen. Der er dog det problem, at han i et stykke tid har haft det skidt. Han afviser det som alderssymptomer, men man aner jo, at det er værre end det. Tom er syg, og det hele udmunder i en diagnose mens han er hos sønnen i Los Angeles.

Der sker faktisk intet dramatisk - heller ikke med sygdommen. Det er ikke formålet. Det er den still refleksion over et liv med alt, hvad det indebærer og erkendelsen af, at det ikke kan og skal være fyrværkeri hver dag. Når vi står som midaldrende er det måske netop den stille tryghed ved mennesker, der kender os, der er det vigtigste. 

Det var måske lidt for fladt til min smag, og der var nogle uendelige beskrivelser af basketballkampe på diverse baner undervejs. Jeg var ikke helt overvundet må jeg sige, men stil og stemning var perfekt afstemt.

Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!