Wednesday, November 30, 2016

Det gælder et liv (Maigret V) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 30. november
  • 187 sider
  • Originaltitel: La tête d'un homme

Dette er bestemt den bedste - indtil videre - i Maigret-serien.

De er jo ret nemme; og efter at have læst fem stykker, ser jeg nu, at der virkelig er et mønster i dem.
Der er konsekvent altid 11 kapitler, og de er typisk 187-189 sider lange. Simenon må have arbejdet ret struktureret med sine bøger - han skrev dem jo også meget hurtigt. Men jeg synes, at det er pudsigt, at man kan holde sig så stringent indenfor nogle rammer. Ligesom klassiske tegneserier - Tintin, Asterix etc. - der altid er på samme sideantal. Det har også altid undret mig - er der en slags konvention omkring det?

Denne krimigåde starter hårdt og hurtigt ud med en fange, der sidder på dødsgangen. En sen aften flygter han fra fængslet, men da han når ud i gården og skalfinde udgangen til friheden, er han overvåget af Maigret og nogle betjente. Det er en flugt arrangeret af Maigret, som mener, at manden er uskyldig, og vil følge efter ham i håbet om at finde gerningsmanden. Den stakkels flugtfange gemmer sig på et skummelt hotel, og sover og sover. Der sker ikke meget, mens Maigret sidder i et hus overfor og holder øje med hvert åndedrag manden tager.

Sagen fører ham til det fine klassiske Coupole-brasserie i midten af Paris, og til luksushotellet George V - begge stadig institutioner i Paris. Den myrdede var nemlig en ældre rig kvinde og hendes selskabsdame - og arvingen er en ung forarmet mand, der dog lever som var han millionær. 

Maigret opsøges af en mystisk tjekkisk mand, som bevidst provokerer ham med små bidder af information. En mand, der viser sig at være central i mysteriet - og selvfølgelig morderen. Men vejen dertil er underholdende og mere psykologisk konstrueret end i de tidligere. Så morer det mig også stadig med datidens kommentarer, som da kommissæren konstaterer, at en kvinde må være noget oprørt eftersom hun går ud 'uden hat' .... en skrækkelig ting, som viser alle tegn på uligevægt i 1931.

Og endelig får en morder sin straf! 

Som sagt så er det meget let læsning; jeg starter om morgenen og når som regel 35-50 sider frem og tilbage til arbejde afhængig af vind og vejr. Og så er der lige to timers læsning om aftenen - hvilket er perfekt for mig, som jo ikke ser meget fjernsyn.

Men nu fik jeg læst 12 bøger i november, og en del af dem var ganske små. Kun to af dem var omkring de 500 sider. December er generelt en dårligere læsemåned - der er for mange sociale distraktioner. Men den skal startes op med en god mursten - jeg skal jo også have fyldt mit Maigret-lager op snart.

Forladte dage - Elena Ferrante



























  • Fransk
  • 28.-29. november
  • 275 sider
  • Fransk titel: Les jours de mon l'abandon


Elena Ferrante fik jo sit helt store internationale gennembrud med den napolitanske kvartet om to kvinders venskab et langt liv igennem. En serie, som jeg var meget begejstret for, selvom den bestemt ikke var let tilgængelig. Men det er uden tvivl historier, jeg vil have lyst til at genlæse en gang.

Men Ferrante havde jo skrevet i mange år inden denne succes; faktisk udkom Forladte dage allerede i 2003 på dansk; men nu hvor jeg havde lært hende at kende, købte jeg den på fransk. 

Ferrantes verden er meget italiensk; det er traditionelle familiemønstre, hvor kvinden er hjemmegående og passer hus og børn. Hvor det ikke er usædvanligt, at manden har en affære. 
Sådan er det også her, hvor Olga som 38-årig helt har droppet en karriere for at passe børnene Gianni og Ilaria, mens manden Marco tjener pengene. Men en dag vil han ikke længere - han er kommet ud i et stort tomrum, siger han til hende. Han kan intet føle længere, og femten års ægteskab er ovre.

Hurtigt viser det sig dog, at han dog føler særdeles meget - for en kollegas datter, som er blot tyve år gammel. En pige, som Olga allerede nogle år tidligere havde følt som en Lolita-trussel.

Olga kastes ud i et reelt tomrum til gengæld. En tilstand, hvor hun skifter mellem raseri, obskønitet, fysisk vold - men sjældent tårer og sorg. Hun overfalder Marco på gaden, da hun ser ham med den nye kvinde. Hun kaster sig i armene på den midaldrende underbo, og det ender fysisk set selvfølgelig katastrofalt. Hun skammer sig, men kan slet ikke styre afmagten.

En dag går det helt galt; denne ene dag fylder nok en tredjedel af bogen. En morgen, hvor hun vågner til en syg søn - og en syg hund. Hvor hun ikke kan se klart - og slet ikke tænke rationelt. Så galt går det, at hun ikke kan få hoveddøren åbnet - og ender med at sidde med en død hund i armene. Denne dag bliver for hende symbolet på, hvor langt ud hun er kommet.

Og som læser fristes man også til at irritere sig over hende. At hun ikke kan tage sig sammen; at hun lader der gå ud over børnene. At hun ikke forlanger noget fra manden i forhold til hjælp til børn og økonomi. Det bliver måske en anelse for meget ynk; men alligevel genkender man jo den følelse af hel og fuldstændig afmagt, når noget stort og voldsomt sker. 

Det klogeste Olga som person siger, er nok, da hun endelig får sagt fra overfor eksmanden - og siger til ham, at han intet ved om tomrum. Mænd kommer vist heller ikke derud på samme måde som kvinder; de mister ikke sig selv, som Olga gør - og det er en malerisk beskrivelse. Men måske lige lang nok i sidste ende. 

Dette var Ferrantes anden roman; og hvis man skal læse hende, vil jeg nok især anbefale Napoli-romanerne. 

Monday, November 28, 2016

Congo Inc. - In Koli Jean Bofane


























  • Fransk
  • 25.-27. november
  • 297 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er nogle måneder siden jeg sidst har læst om Afrika - og det var helt tilbage i juni, at jeg sidst læste en afrikansk forfatter. Glæden er derfor desto større; især når det er så positivt som denne roman. Fredag morgen sad jeg både med meget rynkede øjenbryn i metroen - for derefter at smile, og holde et godt grin tilbage.

Isookanga er en 25-årig pygmæ af ekonda-stammen - men han er faktisk lidt for høj, fordi hans mor har været uden for stammen i hendes jagt efter mænd. Noget hun har haft så travlt med, at hun også glemte at få omskåret sin søn - og nu griner pigerne af ham, når han klæder sig af. For hvor pinligt er det ikke at vise sig frem uden en omskæring?

Vi er ude i sort afrikansk humor, som måske ikke er specielt nemt at forstå for en europæer; ikke desto mindre er det et effektivt middel til at angribe nogle af Afrikas eller Congos problemer. Isookanga bor nemlig langt ude i junglen i Congo - men nu har de sat en mobiltelefonmast op, og han har stjålet en bærbar PC fra en belgisk dame - og nu har han opdaget internettet. Verden udenfor hans lille landsby virker pludselig betydeligt mere tillokkende end at blive hjemme i lændeklæde og passe geder. Han vil være 'mondialist' - en verdensborger, der tjener penge og er en del af det store spil om magt og dollars og olie osv.

Derfor tager Isookanga til Kinshasa; men ender jo selvfølgelig hurtigt på gaden sammen med en flok børn, som er højere end ham selv. De ernærer sig ved at sælge vand eller prostituere sig. Isookanga møder også den unge kineser, Zhang Xia, som ligeledes er blevet snydt, og nu sælger vand i gaderne for at tjene til sin flybillet hjem.

Omkring Isookanga og Zhang Xia er der en række andre farverige personer, som alle er nærmest klassiske i historien om det post-koloniale Afrika - præsten, der snyder folk, så det driver og iklæder sig det dyreste mærketøj, mens han lover menigheden evig frelse. Den tidligere guerilla-chef, som nu er en del af regeringen. Den litauiske FN-udsendte, som selvfølgelig falder i korruptionens fælde, og sælger våben til guerillaerne. Og i en uheldig transaktion får dræbt seks soldater af den førnævnte guerillachef/politiker - et sammenfald, som de hos FN i New York er meget interesserede i at opklare.
Der er også Lomoma - Isookangas onkel - som til sidst tager ind til hovedstaden for at finde sin søn, og for at protestere mod telefonmasten, som har fået vendt op og ned på dyrelivet i skoven. Nu er der fx vildsvin, der har dræbt deres bedste leopard. Verden er af lave!

Så mens Isookanga og nogle drømmer om at blive rige og vestlige, så udspilles alle de arketypiske tragedier i og omkring dem. Det er underholdende, det er tragikomisk og det er jo også ramme alvor. Bofane berører her på humoristisk vis de samme alvorlige emner, som Dowden beskriver i sin fantastiske bog, som stadig står soleklart for mig her mere end fire år senere. Når han beskriver gaderne og markedet, ser jeg Dakar for mig - på nogle måder er Afrika jo ens over hele det store kontinent på en måde som Europa ikke er. Og forfattere som Bofane og Mabanckou er der heldigvis til at bringe det Afrika til os med godt og ondt.

Det er måske tit den samme og den samme historie, vi får fra afrikanske forfattere - altid fra nye vinkler; men det er jo den sandhed, de lever med. På samme måde som mellemøstlige forfattere også har deres temaer. Men det gør det bestemt ikke trivielt - tværtimod får jeg måske aldrig nok af det!

Friday, November 25, 2016

Everything I Never told You - Celeste Ng



























  • Engelsk
  • 22.-24. november
  • 297 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En nyudgivelse, som uden tvivl kommer på dansk inden længe og dermed har mine varmeste anbefalinger.

En tidlig sommerdag i 1977 vågner familien Lee op; de samles om morgenbordet - moderen Marilyn, faderen James, den store søn Nath og lillesøster Hannah. Men Lydia - familiens mellemste 16-årige datter mangler. Da de tjekker hendes værelse, er det tomt og forældrene mener først, at hun må være blevet kidnappet. Men et par dage senere hiver politiet hende op af den nærliggende sø - en lille robåd ude midt på søen er det sidste spor af hende.

Familien er ellers en mønsterfamilie med faderen som lærer, moderen, der er hjemmegående - og Lydia var familiens stolthed; den dygtige skolepige, som studerede hårdt for at komme på universitetet og blive læge.

Men de er også en mixed family; James er førstegenerationsindvandrer af kinesisk afstamning, og da Marilyn giftede sig med ham, var det i 1950'ernes USA var det meget usædvanligt. Det var en tid, hvor der stadig var stater, der ikke tillod interracial ægteskaber - og det gjaldt ikke kun den afro-amerikanske befolkning. Desuden var følelserne overfor den asiatiske befolkning stadig noget kølig efter Pearl Harbor og 2. Verdenskrig. Men James og Marilyn er ligeglade - på trods af moderens advarsler.

Hurtigt bliver Marilyn dog gravid, og hendes drømme om en lægekarriere må droppes. Da de to ældste børn er 5-7 år gamle, dør Marilyns mor - og det får hende til at tænke over alt det, hun har opgivet. Så forlader hun hjemmet og familien. Det varer dog kun nogle måneder - så opdager hun, at hun er gravid med lille Hannah og vender hjem igen.

Men skaden er sket. Det er historien om en familie, hvor de altid må forholde sig til at være anderledes. Hvor børnene efter moderens lille krise vil gøre alt for, at hun bliver og er glad  - selvom det betyder at forstille sig, og ikke sige fra.

Hele familiens dynamik forandres - selvom den stadig præges af deres forskellighed.

I tilbageblik ser vi, hvordan forældrenes fortid påvirker børnene og i sidste ende fører til Lydias død.

Det er jo i og for sig en thriller; det er en krimi - for der er mordere. Men det er ikke med et våben i hænderne. Det er den stille langsomme påvirkning, der kan ødelægge alting indefra. Det bliver faktisk mere og mere hjerteskærende, som det skrider frem og man ser, hvor mange livsløgne den unge pige har - blot for at bevare familiens balance. Hvor stort et ansvar man kan lægge på et barns skuldre.

Absolut så fantastisk som den er blevet udråbt til i blandt andet NYT og som Book of the Year på Amazon. Den kommer uden tvivl på dansk - derfor skal der ikke afsløres mere her.

Tuesday, November 22, 2016

Den hængte fra Saint-Pholien (Maigret IV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 21. november
  • 187 sider
  • Originaltitel: Le pendu de Saint-Pholien

Der er jo det sjove ved disse gamle Maigret-krimier, at der intet står på omslaget. I dag er omslag tilklistrede med ros fra aviser og blogge; og der er altid et kortere resumé af handlingen for at lokke køberen til. Men her er der ganske enkelt genskrevet den første side (eller lidt mindre) af bogen. Ingen forventninger skabes der!

Min næste observation nu, hvor jeg begynder at fylde en hylde med de læstebøger, er at de ikke er ens. Selvom de indtil videre alle er fra Livre de Poche-forlaget, så er der åbenbart flere bølger af udgivelser. Jeg kunne faktisk bedst lide de sorte forsider med skrivemaskinebogstaver som i de to første. Men eftersom jeg jo vil have alle 75 krimier, må jeg nok indstille mig på, at det bliver en blanding, da de ikke alle er nemme at finde.

Men derudover er alt ved det gamle! Maigret får rodet sig ud i nogle eventyr - denne gang dog helt selvforskyldt, da han ser en mand opføre sig underligt. Han følger efter ham fra Bruxelles til Bremen - helt normalt på trods af den besværlige rejsefacon. Men på den anden side var det vel nemmere at skygge folk i et tog end på motorvejen. Han er nysgerrig over indholdet af mandens kuffert, og forbytter den derfor på en jernbanerestaurant, hvorefter han indlogerer sig på samme hotel, og bruger nøglehullet til at spionere. Da manden opdager, at hans kuffert nu kun indeholder gamle papirer, skyder han sig selv. Det er jo ikke smart for en politibetjent!

Maigret lider da også lidt af skyldfølelse; den overtages dog hurtigt af nysgerrighed efter at opklare mordet. Hurtigt tager det ham til Reims i Frankrig og Liège i Belgien; det var faktisk lidt hyggeligt at læse om de steder, jeg kender. Ligesom når han omtaler Paris - i denne historie er vi i det 11. arrondissement, som var en ren ghetto dengang. Nu er det byens hippe gå-i-byen-kvarter; men det er jo nogle årtier senere.

Denne gang regnede jeg virkelig med, at Maigret ville anholde nogle - men han lod dem gå .... igen!
Teknisk set var de jo heller ikke ansvarlige for selvmordet; men det viser sig, at der er et andet mord, som er tæt på at falde for forældelsesfristen, som dengang kun var 10 år. Og der er en gruppe af venner, som samme med den afdøde var ansvarlige for det mord - og som siden har udviklet sig vidt forskelligt. Skal de så straffes eller har de fået straf nok? Maigret mener tilsyneladende det sidste.

Nu bliver det jo en hel sport at se, hvor langt hen i serien jeg skal før der kommer en bag lås og slå!

Monday, November 21, 2016

Afdøde Monsieur Gallet (Maigret III) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. november
  • 190 sider
  • Originaltitel: Monsieur Gallet, décédé

En lille hurtig søndagskrimi i Maigret-serien. De er meget hurtige at læse; det er næsten som at sætte sig foran en film - man stopper når man når slutningen.

I denne krimi hentes Maigret til et hotel udenfor Paris, hvor en mand er fundet død af et skud i hovedet, og dernæst et dybt knivstik i hjertet. Han er en midaldrende mand, der ernærer sig som omrejsende sælger af bestik og andet metalskrammel. Det er i hvert fald, hvad konen tror! Men på hotellet er han indskrevet under et helt andet navn, og har tilsyneladende levet et dobbeltliv i mange år - hans arbejdsgiver har i hvert fald ikke hørt til ham i atten år.

Men Maigret kan ikke finde nogle motiver - og selvom der er flere mystiske personer i omkredsen af den myrdede, så lyver de alle af helt andre årsager. Sønnen, som har en elskerinde, der er noget ældre end ham - hvilket ikke ville passe ind i det småborgerlige miljø Monsieur Gallet kommer fra. Eller naboen til hotellet, den lavadelige Saint-Hilaire, som har skændtes med ham flere gange. 

Det er lidt pudsigt ved disse romaner, at den store stjerne Maigret rejser frem og tilbage mellem gerningssted, ofrets familie og Paris i tog. Det er absolut en anden tid, han beskriver - men det er autentisk om noget.

Og jeg blev overrasket over slutningen; et par gange undrede jegmig over, hvorfor Simenon gjorde så meget ud af at understrege ofrets dårlige helbred, da det intet med mordsagen havde at gøre. Men alle tråde væves fint sammen til sidst.

Det er også i denne roman, at man begynder at få lidt mere information om Maigret - nu ved vi, at han er 45 år gammel. Vi opdager, at der er en Madame Maigret - omend meget perifært, da han en aften kommer sent hjem. Og som i de to første er han meget forstående overfor sine kriminelle - uden at han derved overskrider sit embeds etiske grænser, kan man vel nok sige.

Christine de Suède - Bernard Quilliet



























  • Fransk
  • 14.-19. november
  • 450 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den svenske historie er absolut ikke én, jeg har fordybet mig i. Jeg har læst så uendelig mange biografier om danske, engelske, belgiske, tyske, franske, russiske eller franske monarker - men Sverige er pudsigt nok sluppet helt fri. Selvfølgelig optræder deres personligheder rundt omkring i andre bøger, da deres konger og dronninger jo havde en indflydelse på resten af verdenshistorien - i hvert den europæiske del af den. 

Dronning Kristina af Sverige møder man jo mest som hende, der abdikerede og rejste til Rom. Men i min verden var det altid blevet til en forestilling om den fromme gudsfrygtige kvinde, der ikke magtede det politiske spil, og ville hellige sig Gud. Jeg kunne vist ikke være fjernere fra sandheden!

Det første, der slår læseren er nok historien om hendes fødsel på kongeslottet i 1626; hvor man først fortæller kongen, at han har fået en søn - som pludselig bliver til en datter. Hvordan kan en seriøs jordemoder tage så meget fejl? Det viser sig, at der er en endog ganske logisk men 'fantastisk' forklaring på dette. Barnet var meget behåret, og havde en dyb stemme ... og teorierne har siden været mange: Var Kristina i virkeligheden en hermafrodit - eller en transkønnet, som man ville kalde det i dag?

Der er ingen tvivl om, at hendes far valgte at opdrage hende som en prins - da hun var hans eneste arving. Hun gik derfor maskulint klædt, og interesserede sig mere for at læse og studere end at lege med dukker. Og da hun som 6-årig blev dronning tog denne side mere og mere over. Hun kæmpede imod et giftermål - og muligvis var dette fordi hun selv vidste, at der ville hun ikke kunne skjule visse deformiteter. Måske var dette blot en undskyldning for at skjule hendes homoseksualitet, da der også er en del spekulationer om lesbiske forhold?

I 1965 åbnede man hendes grav for at undersøge hende; men med kun et skelet var det dengang ikke muligt at konkludere noget. Om ikke andet så var hun en farverig person!

Hun var umådelig belæst og intelligent; og hun bekymrede sig ganske lidt om, hvad man tænkte om hende. På hendes rejser rundt i Europa chokerede hun mere end en gang - selv da hun ankom til Rom, og højlydt grinte og spolerede kardinalernes messer. Men hun mente uden tvivl, at katolicismen var den rigtige for hende. Samtidig kunne hun dog heller ikke helt droppe tanken om magten - og forsøgte først at blive dronning af Napoli, og senere af Polen. Dette hang muligvis også sammen med de penge, hun aldrig fik nok af fra Sverige - og hendes levestil var vanvittig ekstravagant, og førte tit til store gælde problemer.

Men hun var også en monark, der satte fred højere end krig - stort set for enhver pris. hvilket jo var usædvanligt på en tid med krige hele tiden og ustandseligt. 

Hun var samtidig en beleven løgner når det kom til hendes egen fremstilling af tingene; hendes selvbiografi som er skrevet som et brev til Gud fordrejer på smukkeste vis en del fakta, som kan modbevises igennem andre tekster og breve. En interessant kvinde!

Jeg må sige, at her fik jeg da overraskelse for alle pengene - alle mine forestillinger om den lidt kedelige dronning, der bare ville til Rom for at bede .... intet passede! Det er jo en fantastisk læseoplevelse så.