La fabrique - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 16.-20. september
• 429 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har været meget begejstret for van der Vlugts trilogi om stærke kvinder i hollandsk historie; de foregik alle tre i det 16. og 17. århundrede og var inspireret af hollandsk kultur og historie.

Denne gang bevæger vi os længere frem i tid; i slutningen af det 19. århundrede - men stadig med kvinders lod som omdrejningspunkt.

Lydia bliver forældreløs som ung pige, og da hun finder faderens notater om at etablere en ostefabrik med de helt nye dampmaskiner, beslutter hun sig for at tage udfordringen op. Men kvinder kan ikke eje en virksomhed, så hun associerer sig med en lokal bonde, Huib. Lydia er af det bedre borgerskab, og der er en klar klasseforskel de to imellem - ikke desto mindre udvikler det sig romantisk og hun bliver gravid. En skandaløs situation for den unge kvinde i 1893 - og hun beslutter sig for at acceptere et frieri, som kan redde situationen. Den forelskede mand kender hendes hemmelighed, men han bliver tragisk kørt over af en hestevogn samme dag de forloves.

Så springer vi frem til 1913, hvor Lydias datter Nora er atten år gammel - og lidt af en lille snob! Hun ved jo ikke, at hendes far er den mand, der arbejder sammen med moderen - og hun betragter ham som en ussel bonde. Da hun pludselig får sandheden at vide, rejser hun hjemmefra og gifter sig forhastet med en ung mand hun dårligt kender.

De bor i Belgien, da 1. Verdenskrig bryder ud - og Belgien var hårdt ramt. Den dag i dag kan man se resterne i hver eneste belgiske by. Da jeg boede i Belgien, rørte det mig især at se biblioteket i Louvain, som er genopbygget på ruinerne af det ødelagte bibliotek - men tusinder af gamle bøger gik desværre tabt.

Holland var neutral i den krig; men Nora oplever den fra Belgien, da hun arbejder som sygeplejerske ved fronten. Der er dermed ikke så meget hollandsk historie, og der var anløb til lidt Borte med blæsten-scener nogle steder, som irriterede mig lidt.

Det var for meget romantik og for lidt historie i sammenligning med hendes fabelagtige triogi - og jeg synes ikke historien hang helt så godt sammen. Et fokuspunkt er dog den frigørelse kvinder oplevede i løbet af krigen, hvor klasseskel ophørte og hvor kvinder pludselig kunne arbejde. Men det var ikke nok til at bære hele bogen desværre.

La famille Martin - David Foenkinos

 

• Fransk
• 13.-14. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Foenkinos er en moderne klassiker i fransk litteratur; hans bøger er meget varierende i stil og jeg har ikke været vild med dem alle. Dog vender jeg altid tilbage til ham og det var jeg glad for denne gang.

Det er en meget speciel roman, og hvor meget der er sandt er umuligt at vide!

Foenkinos skriver romanen som forfatteren - ham selv - der mangler inspiration. Han beslutter sig derfor for at skrive en roman om det første menneske han møder på sin vej. Han forlader sin lejlighed i det indre Paris, og møder Madeleine. Så det må blive hendes historie!

Madeleine er en ældre kvinde, og hendes datter er lidt skeptisk overfor projektet, som derfor ender med at inkludere hele familien, så Valérie kan holde lidt øje med moderen. Valérie er skolelærer og lidt træt af det hele; hendes mand Patrick er ved at blive fyret fra sit arbejde og teenagebørnene Jérémie og Lola er bare livstrætte som teenagere nu er.

Og pludselig er hele familien involveret i Foenkinos roman. Men bogen handler mere om processen med at finde stof til romanen - og det bliver til romanen. Det er en meget atypisk metode, men ganske underholdende at følge hans spekulationer i om de er interessante nok som personer. Og da de bliver det, går det også op for ham, at han jo ikke bare kan glemme dem som sine fiktiver personer fra andre romaner.

Foenkinos har givet flere interviews i forbindelse med udgivelsen - men om det er en reel historie vil han ikke sige. Navnet Martin er jo så generelt i Frankrig som det kan blive - og det kunne han jo også have ændret; men måske er det blot inspireret af forskellige mennesker, han har mødt på sin vej? Det får vi aldrig at vide - men det er pudsigt og anderledes. 

Le Serpent majuscule - Pierre Lemaìtre

 

• Fransk
• 11.-12. september
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Lemaìtre startede med at skrive krimier inden han kastede sig over sin trilogi om det 20. århundrede, hvoraf to romaner nu er oversat til dansk. Han er nu startet på en ny trilogi, hvoraf første bind er udkommet, og han har offentliggjort, at der ikke kommer flere krimier. Men en dag gravede han dybt i skufferne, og fandt et manuskript fra 1985 - det blev omarbejdet en anelse og er nu udgivet som den ultimativt sidste "krimi" fra hans hånd.

Og det er faktisk slet ikke en klassisk krimi - det er ligeså vanvittigt som dele af Vi ses deoppe, og virkelig underholdende.

Mathilde er lejemorder - hun udfører et apr jobs om året, og lever komfortabelt af pengene fra de jobs. Men Mathilde er en dame på 63 år; hun er lille, overvægtig - og nu er hun begyndt at blive dement. Hun ved, at hun skal slette alle spor, når hun har udført et job - men det begynder hun at slække på, så huset er proppet med våben. Hun skal smide sedlerne ud med navnet på ofrene - men det smutter også; og da hun pludselig finder en seddel med navnet på en potentiel rengøringsdame, tror hun, at det er et job - og den stakkels uskyldige bliver myrdet. 

Det kører helt af sporet for hende; og der er temmelig mange mord - men tingene tager overhånd, og Mathilde kan ikke klare alle de mennesker, der pludselig gør hende livet besværligt.

Det er selvfølgelig skrækkelig amoralsk - men hylende morsomt! At den er snart 40 år gammel, gør den ikke forældet - tværtimod ville den ikke have kunnet finde sted nu med vores moderne hjælpemidler.

Der er ikke en reel mordgåde at opklare - så det er ikke en klassisk krimi, og muligvis derfor den ikke blev udgivet dengang; men med hans nyere værker kan man sagtens se hans stil. 

Toner i natten - Jojo Moyes

• Engelsk
• 8.-10. september
• 432 sider
• Originaltitel: Night Music

Den næste bog fra feriebiblioteket var noget mere underholdende og decideret let ferielæsning. Jeg har tidligere læst romaner af Jojo Moyes, og ærligt talt ikke været ovenud begejstret; det er indbegrebet af chick-lit - men nu var det ferie, og kunne jeg ikke lide den, var det jo bare at stoppe og finde en ny bog.

Men det viste sig at være en ganske underholdende historie og langt fra det sukkersøde romantiske pladder hun ellers har skrevet. Pudsigt nok er dette en gammel roman - så hun kunne faktisk godt skrive bedre inden hun begyndte på al det chick-lit, der egner sig fortrinligt til elendige Hollywood-filmatiseringer?

Isabel er blevet enke, og sidder nu alene i et hus med to børn; hun er violinist og hat faktisk meget lidt begreb om de virkelig verden udenfor kunsten. Men der er ingen penge, og da hun tilfældigvis arver et gammelt hus bliver det løsningen. Problemet er bare, at huset er totalt faldefærdigt - og det er kun starten!

For der er nogle i landsbyen, der mener, at de burde have arvet huset som tak for at have plejet den sure gamle mand, der boede i det i mange år. Matt McCarthy og hans kone var sikre på, at de skulle bo der - og nu tilbyder Matt sin hjælp til at restaurere huset. Men han har ikke de bedste intentioner.

Det er en virkelig underholdende historie om det lille landsbymiljø med alle dets skæve og pudsige karakterer; og alle uhyrlighederne, der hober sig op ved renovationen af huset. Samtidig skal Isabel kæmpe med de to børn, som vil retur til London og civilisationen - og stadig bearbejder sorgen over deres far.

Selvfølgelig er der også lidt kærlighed i historien; men det er på et voksent og realistisk niveau - og jeg grinte en hel del undervejs; perfekt ferielæsning ved poolen!

I Don't Want To Talk About Home - Suad Aldarra

 

• Engelsk
• 5.-7. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hver gang jeg bor i et lejet hus flyver jeg direkte til bogreolen for at se, om der er nogle interessante ting - som oftest er det bøger, jeg måske ikke selv ville have købt eller lånt. Således også i vores hus i det sydspanske, hvor jeg faldt over flere bøger, som blev til ferielæsning selvom jeg havde pakket rigeligt med bøger selv.

Suad Aldarras bog er helt ny oven i købet; og meget rørende.

Suad er født i Riyadh i Saudi Arabien af syriske forældre; de rejste væk for at kunne give deres børn bedre muligheder. Men som syrere er de også emigranter i et andet land, og til min store overraskelse er der en absolut hakkeorden selv indenfor de arabiske lande. Syrere er langt nede i den hakkeorden!

Suad er den eneste pige i børneflokken, og selvom barndommen er relativt nem og lykkelig, så ændrer det sig drastisk, da hun bliver teenager og forventes at tildække sig og leve langt mere isoleret. Suad vil studere og have en uddannelse, og formår at rejse tilbage til Damascus for at læse - hun bor med sin bror; ellers ville det være uhørt for en pige.

Hun gifter sig med en palæstinensisk flygtning - endnu længere nede i hakkeordenen; og blot tre dage efter brylluppet må de flygte, da krigen i Syrien bryder ud. Deres komplicerede status gør det svært at finde et sted at få ophold og indrejsetilladelse; og de næste mange år bliver en hård kamp for at finde sig til rette et sted og kunne arbejde.

Det er en barsk fortælling om livet som flygtning - men også en historie om kvinders tilværelse i et land som Saudi Arabien. Suad bryder med faderen for at kunne gifte sig med den mand, hun elsker - og hun når aldrig en forsoning. Det er barske vilkår, som mange flygtningen lver under og Suad Aldarra gør det hjerteskærende reelt for os.

Man kan nok aldrig helt forstå det savn et menneske kan have efter sit hjemland, hvis det er umuligt at vende tilbage dertil - men jeg følte mig meget tæt på med hendes livsskildring. En stærk fortælling om uendelig meget modgang, og om de dybe sår, det efterlader på krop og sjæl.

L'Affaire Arnolfini - Jean-Philippe Postel

 

• Fransk
• 4. september
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det tog mig nogle dage at komme ned i ferietempo, og de blev brugt på lige præcis det og intet andet! Så kunne jeg komme i gang med ferielæsningen, og startede med denne spændende lille bog.

Jeg har for mange år siden læst en bog om dette berømte maleri, som jeg stadig mangler at se i live - det var en mere analytisk gennemgang af maleriets historie og analyse af detaljerne. En øvelse, som mange har kastet sig ud i - og det gør Postel også i denne bog.

Hans analyse er uden tvivl alternativ; og virkelig spændende!

Man ved jo ikke med sikkerhed, hvem maleriet skal forestille - selvom legenden (og maleriets navn) er af den rige købmand Arnolfini. Postel får os dog til at tvivle - er det måske i virkeligheden Van Eyck selv? Og hvem er så damen ved hans side? Er det muligvis hans afdøde hustru, som døde i barselsseng måske? Han inddrager elementer som skiller maleriet i to dele - på kvindens side er det døden med den røde farve, det enlige lys over hendes hoved og et udbrændt lys for at symbolisere det døde spædbarn. Og barselssengen i højre side. Mandens side er lysets side - vinduet, hans afværgende gestus ved møeet med hustruens "spøgelse"og de mange bittesmå religiøse symboler i spejlrammen.

Det er jo en historie, som vi aldrig finder en forklaring på - men maleriet er stadig til evig spekulation og beundring; detaljerne er uendelige og selvom jeg gerne vil se det foran mig, så er der så tig mulighed for bedre at studere detaljerne ved at kunne zoome ind og ud på det digitalt.

En virkelig interessant bog for kunstelskere!

La transparence du temps - Leonardo Padura

• Fransk
• 22.-30. august
• 528 sider
•  Dansk titel: Endnu ikke oversat

Mens flere andre af den cubanske forfatters romaner er oversat til dansk, er det endnu ikke tilfældet for denne hans seneste, der er oversat til fransk. Der er ni romaner i serien om den pensionerede politimand Mario Conde, og jeg har nu læst tre - og ikke i kronologisk orden. 

Paduras bøger er specielle - måske er det en cubansk litterær tradition, jeg ikke er vant til - Padura er vist den eneste cubanske forfatter, jeg har læst; men det er kompakt, intenst og langtrukkent. Måske lidt mere langtrukkent i denne end i de to tidligere. Eller også er det en kombination af min kemohjerne og utålmodigheden efter endelig at skulle på ferie igen. Jeg havde svært ved at komme ind i historien og fordybe mig rigtigt - første efter knap 300 sider var jeg endelig der, hvor jeg var i samme tempo som Padura - of Conde!

Conde nærmer sig de 60 år; han er nostalgisk, sentimental og en anelse deprimeret over tidens gang. Så da han kontaktes af en barndomsven, er det både bittersødt og spændende; og som altid lokkende fordi hans økonomiske situation som andre cubaneres ikke er fremragende.

Barndomsvennen, Bobby, er nu endelig kommet ud af skabet og lever som kunsthandler - en forretningsform, der i Cuba betyder illegal eksport af mange kunstværker, der kan indhente langt flere penge i udlandet end blandt de forarmede lokale.

I den forbindelse er Padura tro mod sig selv; han omtaler og kritiserer samfundsstrukturen - og da han stadig bor i Cuba, undrer det mig igen og igen? For han tager bestemt ikke fløjlshandskerne på!

Nå men - Bobby har fået tømt sit hus af sin unge elsker, da han var i Miami. Blandt de mange mere eller mindre værdifulde genstande var en statue af Jomfru Maria, som Bobby har arvet fra sin bedstemor. Den har primært en affektionsværdi påstår han; men hurtigt opdager Conde, at der er langt mere i den historie.

Som i andre af hans romaner flettes en anden historie så ind, og vi tages i skrift tilbage til den Spanske Borgerkrig, hvor statuen blev smuglet ud af Spanien - for så at gå endnu længere tilbage til slutningen af det 13. århundrede og de sidste korstoge. Statuen skulle efter sigende stamme fra Nordafrika, hvilket dens sorte farve også understøtter. 

Conde eftersøger sagen alt imens hans filosoferer over Cuba, religion, alder og sit forhold til Tamara - godt hjulpet på vej af nogle flasker rom, som nedsvælges sammen med de samme gode gamle venner.

Der er nogle ret lange tunge passager, synes jeg - langt mere end i de to andre romaner, jeg har læst. Men slutningen er ligesom i de andre lidt diffus; man skal nok ikke læse dem som gode krimier men fordi man nyder den cubanske atmosfære - jeg var der sidst i 2017, men kan stadig genkalde mig gadebillederne, når jeg læser Paduras beskrivelse af landet. 

Dog nød jeg igen at læse på fransk - og nu der pakket en hel stak dejlige franske bøger til en god lang ferie!

Adam i Paradis - Rakel Haslund-Gjerrild

 

• Dansk
• 19.-21. august
• 304 sider

Kristian Zahrtmann var fascineret af Christian IV's datter Leonora Christina, som han malede mange gange. Jeg har altid været fascineret af hendes person og hendes skæbne - så derfor måtte Zahrtmann jo være oplagt at læse om.

Det er en meget speciel roman; jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet - men ikke dette.

Adam i Paradis er et af Zahrtmanns malerier, som skabte en del furore, da han udstillede det i 1914 - for det er åbenlyst erotisk, og genoplivede rygterne om Zahrtmanns påståede homoseksualitet. Jeg synes forfatteren er ret åben omkring det - men der foreligger - så vidt jeg ved - ikke nogle endegyldige beviser.

Bogen forløber i årene omking 1910-13; ikke mange år efter den store sædelighedsskandale, der rystede nationen i 1906-07. Homoseksualitet ar en forbrydelse, og anset som en sygdom. Zahrtmann i bogen beundrer mænd, men man fornemmer også, at han holder dem på afstand. Måske var han homoseksuel, men holdt det undertrykt i et helt liv, hvilket jo er tragisk at tænke på; men alternativet dengang var tvangsindlæggelse, fængsel, behandlingsdomme eller lignende.

Han rejser i mange år til Italien, og måske var der mere frihed dernede til at leve uden omverdenens årvågne blik? 

Det er en poetisk smuk roman om en kunstner, der uden tvivl har haft sine dæmoner at kæmpe med. I skift med Zahrtmanns stemme er der bilag med breve og notitser fra retssagen, der kørte mod andre mennesker - men deriblandt en bekendt af Zahrtmann - som giver et indblik i den fare han ville står overfor, hvis han levede sit liv som han måske ville.

Det er lidt spøjst, at det fylder så meget i romanen uden, at der er solid evidens for, at Zahrtmann var homoseksuel. Det forbliver jo spekulationer? Ikke desto mindre var det en god anledning til at gense virtuelt Zahrtmanns malerier af Leonora Christina; de er jo desværre spredt ud på flere museer i Danmark - Statens Museum for Kunst, Den Hirschsprungske Samling men også på Bornholms Museum, hvor Zahrtmann jo kom fra. Jeg ville gerne se dem alle i kronologisk sekvens.

De loyale - Delphine de Vigan

 

• Fransk
• 17.-18. august
• 208 sider
• Originaltitel: Les loyautés

Det er sjovt som titler oversættes - den danske titel refererer her til personer, der er loyale; mens den franske originaltitel refererer til loyaliteter. Det er ikke helt det samme, synes jeg.

Det er mange år siden jeg har læst noget af de Vigan; jeg er blevet anbefalet en roman, som jeg endnu ikke har fået læst - men så faldt jeg over denne i bibliotekets ydmyge afdeling for fransk litteratur.

Den sidste roman jeg læste af hende i 2013, er i mellemtiden blevet oversat til dansk - og det er virkelig barske sager; selv ni år efter husker jeg tydeligt, hvotr voldsomt det var. Måske især fordi det var hendes egen historie?

Denne bog bevæger sig også omkring barske emner med personer, der alle er berørt af traumer.

Den centrale person er 12-årige Théo, hvis forædre er skilt og som bor skiftevis en uge hos moderen og faderen. En situation, som påvirker ham voldsomt - og han begynder at drikke. Med sig i sin flugt fra livet tager han kammeraten Mathis, hvis forældre også har problemer og måske ikke evner at samarbejde om drengens teenageproblemer.

Deres klasselærer, Hélène, ser dog hurtigt, at noget er galt - og hun kommer selv fra et alkoholiseret hjem - uden dog straks at se, at det er problemet. Hun bliver bekymret og hun blander sig. Men hun involverer sig også meget personligt i drengens problemer og det får konsekvenser for hende. Men hun er måske den mest loyale af dem alle - for i sin iver og grænseoverskridende adfærd forsøger hun at nå ind til problemernes kerne.

Det er barsk og realistisk; og meget aktuelt med temaer om teenagere, der lever under forældres skilsmisser og private problemer. Teenagere der skal præstere i skolen, men måske bruger for meget tid foran skærmen - er det årsagen til deres træthed? Det mener mange er grunden, men Hélène aner der ligger mere bag.

Det var skønt at læse en fransk bog igen; det er over en måned siden - men jeg rationerer dem jo lidt. Der ligger en lille stak nyindkøbte franske bøger og venter på min meget lange ferie, der snart starter. De skal ikke røres før, så jeg stalker biblioteket indtil ferien starter, og nogle gange er jeg heldig i den franske afdeling!

The Reading List - Sara Nisha Adams

 

• Engelsk
• 13.-16. august
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Bøger om boghandlere. Bøger om biblioteker. Bøger om bøger.

Jeg falder altid for det, når jeg kan se noget lignende i titlen. Det er ikke altid en heldig oplevelse - men der er gode ting imellem. Denne er en af dem. Måske lidt til den "søde" side - men god og rørende underholdning, som absolut også hylder værdien af bøger som kommunikation mellem mennesker.

Aleisha er 17 år gammel, og bor med sin mor Leilah og bror Aidan efter faderen har forladt dem. Moderen lider af svær depression, og forlader ikke huset, som altid er hermetisk lukket og med nedrullede gardiner. Aidan og Aleisha skiftes til at være hjemme for at se efter hende. Men Aleisha har fundet et sommerjob på det lokale kommuncale bibliotek, som trues af lukning, Hun hader det job!

Mukesh er en ældre herre, som har været enkemand i to år. Hans tre døtre er konstant efter ham for at høre om han spiser ordentligt, sover ordentligt, får rørt sig. Men de spørger sjældent til, hvordan han har det! Hans børnebørn ser han sjældent - han kan ligesom ikke finde taget på dem efter deres mormor er væk.

De to forskellige mennesker mødes på biblioteket, og da Aleisha falder over en lap papir med forslag til bøger, beslutter hun sig for at gøre det til en opgave for Mukesh. Men da han vil vide, hvad bøgerne handler om, må hun jo selv læse dem inden. Således begynder deres venskab ud fra en tilfældig liste med bøger skrevet af en tilfældig ukendt person.

Som tiden og læsningen skrider frem, opdager de, hvordan bøgerne og historierne kan hjælpe dem med deres egne problemer. De udveklsler meninger og snart livshistorier. De bliver venner.

Jeg elsker at diskutere bøger med andre; især én veninde med hvem jeg konstant udveksler læseoplevelser og deler gode råd - og advarsler!

Jeg har ikke læst alle bøger på listen i bogen, men det er en meget interessant liste:

• Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
  En absolut klassiker, som er evig aktuel - desværre...ikke mindst i disse BLM-tider
• Rebecca af Daphne du Maurier
  Den har jeg aldrig fået læst; men den bliver ved med at poppe op, så den må læses!
• Drageløberen af Khaled Hosseini
  Den moderne klassiker om Mellemøsten og Afghanistans styre; både bog og film er dybt gribende. Det er 15 år siden, jeg læste den og den står stadig knivskarpt i erindringen.
• Pi's liv af Yann Martel
  Det er også 15 år siden, men jeg faldt aldrig for dens lommefilosofiske vinkel.
• Stolthed og fordom af Jane Austen
  Jeg har aldrig været fristet af Austen eller Brontê-søstrene og deres romaner, så den får jeg nok aldrig læst!
• Pigebørn af Louisa May Alcott
  Jeg har planer om at se filmen, men det stopper sandsynligvis der - selvom det er en klassiker
• Elskede af Toni Morrison
  Den første sorte kvinde, der fik Nobels litteraturpris - det siger ikke så lidt; og selvom det ikke er let tilgængelig læsning, så er det absolut en bog, der bør læses en gang i livet.
• En passende ung mand af Vikram Seth
  Dette er en af de største bøger, jeg har læst - jeg fik en tennisalbue af at gå med den på gaden, mens jeg læste. Deraf fulgte en lidt pinlig oplevelse hos fysioterpeuten, hvor jeg skulle forklare min "sportsskade"! En mammutroman om Indien - og selvom Seth forventede at udgive opfølgeren i 2013, er denne endnu ikke udkommet - han lider af skriveblokade. Det er også meget at leve op til - men bliv ikke skræmt af den tykkelse.

Så jeg blev også inspireret af Aleishas og Mukeshs læseliste, og det er en smuk historie om uventet venskab, der trak lidt tårer til sidst. Det skyldes nok også min mentale post-cancer-tilstand, men det er en smuk lille historie.