L'homme de l'art - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 7.-18. september
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.

Livskræfter - Elisa Lykke m.fl.

 

• Dansk
• 9.-10. september
• 208 sider

Det kan virke lidt makabert at læse denne slags bøger når man selv har været igennem et forløb med kræft. Men selv nogle efter sidste behandling kæmper mange - inklusive mig - stadig med fysiske skavanker. Derudover er der det psykiske - angsten for tilbagefald, og erkendelsen af at livet for altid nu vil være opdelt i et før og efter. For mit vedkommende den 1. november 2021, som morbidt nok også var Allehelgensdag - eller de dødes dag.

Vi kender uden tvivl alle nogen, der har været ramt af kræft og de fleste af os har også mistet nogen til den sygdom. Men hvis man kommer igennem den, er det med en helt ny erfaring og et nyt livssyn. Fælles for alle er nok erindringen om det sekund dommen faldt! For da tænker man uvilkårligt på det værst tænkelige udfald tror jeg.

De ni historier i denne bog handler alle om kvinder med kræft - dog er det ikke alle "kvindekræftsygdomme", selvom en del i sagens natur er. De fleste af historierne er relativt nye, og nogle er endog stadig i behandling. En kræftbehandling stopper nemlig ikke efter operation, kemo eller stråler - min egen tog faktisk tre et halvt år sammenlagt. Selvom de sidste behandlinger ikke er så skræmmende og håret er vokset ud, og livet går videre - så er det en halvårlig retur til en hospitalsafdeling, som vækker alle spøgelser til live.

Derfor rørte det mig at læse disse historier. For at blive bekræftet i, at frygten og de psykiske følger ikke gør mig særlig. I omverdenens øjne kan det tit være trættende, at man ikke kan komme videre. Det gør man - absolut! Men noget er blot for altid forandret, og det har man nok kun til fælles med andre tidligere patienter.

De fleste historier er tilsyneladende skrevet af Elisa Lykke i samarbejde med den pågældende personl derfor syntes jeg faktisk mest om Søs Egelinds historie, som hun selv har skrevet og hvor man fornemmede hendes personlighed bag. Én historie burde i min optik slet ikke have været med mens en især en anden irriterede mig ved samtidig at blive til en personlig promovering af vedkommendes produkter, som ingen relevans havde til sygdomsforløbet. Men det er nok den skulderklappende influencerverden, der tog over her - desværre.

Men der er flere historier, der rammer rent og minder os om gruen i den sygdom - men heldigvis også, at det ikke altid er en dødsdom!

Brevbærersken - Francesca Giannone

 

• Fransk
• 3. - 6. september
• 576 sider
• Fransk titel: La Porteuse de lettres

Jeg synes den danske titel er usandsynlig klodset, må jeg desværre sige. Jeg kan godt se, at man forsøger at ramme den originale italienske titel La portalettere - men det fungerer bare bedre på italiensk (eller fransk), hvor man ikke bruger lange sammensatte ord. 

Uanset hvad, så har den solgt mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og vundet flere priser - så selvom forsiden talte om kærlighedshistorie blev jeg fristet. Det er dog heller ikke en klassisk kærlighedshistorie men snarere en familiesaga, og den er da også inspireret af forfatterens oldemor, der selv var postbud (som jeg nu foretrækker at kalde det).

Anna kommer fra Norditalien, men da hun gifter sig med Carlo, flytter hun med ham og deres søn, Roberto, tilbage til syden. Til den lille landsby Lizzanello helt nede i hælen på støvlen. Her bor Carlos familie og hans bror. Antonio, forelsker sig hovedkulds i Anna i det sekund han ser hende. Men han er gift. Hun er gift - og temmelig lykkeligt endda.

Men Anna skal falde til i den lille by, hvor hun i årevis blot omtales som den fremmede. Her er kvinder ikke så selvstændige som nordpå og slet ikke i 1930'erne.

Vi følger familien frem til 1961, hvor Anna dør og det er også fortællingen om et Italien i en anden tid. Det er historien om udviklingen selvom den kun behandles perifert og om landsbyens beboere - de gamle koner, der sladrer. De gamle mænd, der drikker på den lokale bar.

Og om Anna og Antonio, der i årevis svæver udenom og rundt om en historie.

Jeg var ikke så begejstret, som jeg havde forventet. Jeg synes, der manglede netop en fuldbyrdelse og nogle hemmeligheder kommer aldrig helt til overfladen. Men som stemningsbillede af Italien virker det - man er sulten, når man læser om maden. Og man får straks lyst til at rejse til Italien! 

Det blev den sidste bog fra ferien - en produktiv læse/slappeferie - og nu er det tilbage til arbejde og en noget anden rytme i bøgerne desværre.

L'énigme Modigliani - Éric Mercier

 

• Fransk
• 1. - 2. september
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde købt to krimier i serien om inspektør Vicaux og hans kunsthistorikerkæreste, Anne.

Ligesom i første krimi er krimihistorien nok mere en "undskyldning" for at placere kunsthistorien - men det fungerer fint som ferielæsning.

Historien begynder med et brutalt mord. En berømt kunstforfalsker, netop løsladt fra fængslet, bliver fundet hængt på en losseplads uden for Paris. Kort efter bliver liget af en Modigliani-specialist fundet i en flod. De to dødsfald ser umiddelbart ikke ud til at have noget med hinanden at gøre.

Men samtidig finder Anne et hidtil ukendt Modigliani-maleri, som muligvis er stjålet af nazisterne, og hun begynder jagten på dets ejere eller efterkommere. Det forestiller en ung kvinde, som muligvis hvde en affære med den notoriske skørtejæger Modigliani.

Herfra bevæger vi os frem og tilbage mellem nutidens politiarbejde og Paris i 1918-1919, hvor vi møder den unge Aliza og Modigliani. Det er her man fornemmer Merciers baggund som kunsthistoriker, og det fungerer fint. Samtidig er delen om Annes arbejde med at opspore stjålen kunst interessant fordi det stadig er relevant og der stadig findes indtil flere webportaler, hvor man kan søge efter kunst. Jeg synes selv det er spændende at kigge i fx denne - der er fascinerende historier at finde!

Selve krimimysteriet går ligesom i Van Gogh-krimien frem og tilbage med utallige mulige forbrydere - og her har vi endda flere mord. Pludselig opklares det hele på de sidste par sider - det er lidt brutalt og hurtigt lukket ned. Der er også et identitetsskifte i Auschwitz i 1945, som ikke virker pålideligt - men alt i alt er det underholdende og nem læsning. Især hvis man, som jeg, kan lide at få lidt kunsthistorie med i sin krimi.

Le Secret des mères - Sophie de Baere

 

• Fransk
• 31. august - 1. september
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er et par år siden jeg sidst læste noget af Sophie de Baere; men de to romaner står stadig meget stærkt i min bevidsthed. Det er tunge emner og familiedramaer baseret på hemmeligheder og lig i lasten. 

Præcis samme scenarie har vi her, hvor Colette vender tilbage til sit barndomshjem i 2004, da hendes mor er døende. Det er ikke noget varmt gensyn. Colette har et kompliceret forhold til sin mor, og huset rummer langt mere end minder fra barndommen. Der er især én person, som familien næsten aldrig taler om: Marthe, Colettes storesøster, der forsvandt i 1969. 

Forældrene bor på et lille landbrug sammen med Colettes noget ældre bror, Étienne, der aldrig har forladt hjemmet eller stiftet familie. Under moderens begravelse overhører Colette en bemærkning, der får hende til at indse, at alt måske ikke er, som det ser ud.

Vi bevæger os frem og tilbage mellem 2004 og fortiden, hvor vi lærer Marthe at kende som ung kvinde. Hun vokser op i et samfund, hvor en kvindes liv stadig i høj grad bestemmes af familien, kirken, lokalsamfundet og ikke mindst forestillingen om, hvad en "ordentlig" kvinde bør gøre.

I familien er også Lucien, som kom til dem i 1953. Han er et af de såkaldte petits Paris, børn fra børnehjem, som blev sendt ud til familier på landet. Men Lucien får ikke de trygge familierammer, der var meningen. Hans eneste holdepunkt er Marthe, og da de bliver unge mennesker, forelsker de sig. Det bliver en kærlighed, som omgivelserne ikke accepterer.

Da Marthe bliver gravid, bliver alt endnu mere kompliceret. På dette tidspunkt er en graviditet uden for ægteskab ikke bare et privat problem. Det er en skam, der rammer hele familien. Man forsøger derfor at finde en løsning, der kan skjule sandheden. Marthe bliver sendt væk til et hjem for ugifte mødre.

Og her bliver romanen for alvor brutal.

Man har nok allerede her gættet, at Colette er Marthes barn men blev opdraget til at tro, at hun var hendes søster. Men hvorfor det skete afsløres mere og mere i lag, der skrælles af den barske facade, der blev opretholdt på landbruget. En enkelt relativ uskyldig hændelse i barndommen blev afgørende for Luciens rolle i familien - og dermed for hele familiens fremtid. I generationer! En lille løgn, der bliver fundamentet for så mange andre løgne.

Det er endnu en barsk familiehistorie som de andre af Sophie de Baere; det er ikke en krimi men det løber koldt ned ad ryggen alligevel. Det ville bestemt være romaner, der ville egne sig til et dansk publikum, men de er desværre ikke oversat endnu.

Le roman de Marceau Miller - Marceau Miller

 

• Fransk
• 29. - 30. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En fransk ukendt forfatter, der udgiver sin første roman og sælger mere end 10.000 eksemplarer i de to første uger alene! Det er nok til at skabe et fænomen på det franske bogmarked, og det er godt hjulpet på vej af rygterne om, hvem forfatteren kan være. 

Bogen er udgivet under Marceau Miller som forfatternavn, men titlen hedder også Marceau Millers roman. Denne tvetydighed er jo ønsket, og dele af romanen er da også fortalt i første person. I prologen dør Marceau Miller nemlig - han hænger på en klippekant, da han bliver skubbet ud over den. Han ved, hvem der gør det g han ved, at han vil dø. Derfra springer vi til hans hustrus fortælling afbrudt af nogle kapitler fortalt af dennes bedste veninde. Marceaus hustru, Sarah, tror dog ikke på en klatreulykke, og slet ikke, da hans bankboks afslører eksistensen af et manuskript, der skal forklare det hele.

Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at få politiet til at forfølge sporene som en krimisag; men det viser sig ikke at være så let, da de anser hende for at være lettere hysterisk. Det synes man faktisk også som læser! Hun er temmelig irriterende og det bliver ikke bedre som hun nærmer sig et hysterisk sammenbrud hjulpet godt på vej af de mystiske hændelser omkring hende.

Det er en krimi; men det er også historien om manuskriptet, som gengives og fortæller en parallel historie om tidligere dramaer. Deriblandt Marceaus søsters død tyve år tidligere, som er uopklaret og uforklaret. Men problemet er, at visse ting gætter man meget hurtigt - og selve afsløringen af Marceaus skæbne hænger ikke logisk sammen med mysteriet i manuskriptet. Der var ingen årsag til, at han skulle myrdes på tidspunktet for manuskriptet - så der er en brik jeg slet ikke forstod (ligesom min rejsemakker i øvrigt).

Så det er selvfølgelig polemikken omkring forfatteren, der giver omtalen. Nogle mener, at det kan være Joël Dicker, som i forvejen er en anerkendt og succesfuld forfatter. Man ved, at vedkommende også udgiver under sit eget navn og stilen kan minde om Dickers. Men Dicker er schweizer, og andre indicier peger på en franskmand indenfor mediebranchen. 

Samme mysterie opstod omkring forfatteren bag Bourbon Kid-serien, hvis første bind udkom i 2006. Jeg læste den første i 2012, men stoppede efter tre krimier. Der er nu elleve i serien, og man ved stadig ikke, hvem det er. Der har været rygter om alt fra Tarantino til kong Charles - inklusive David Bowie (men med de seneste udgivelser er den jo udelukket!).

Ligesom for Marceau Miller er lektien nok, at det er bedst at bevare anonymiteten. Marceau Miller har udgivet en opfølgning til denne - men nu set fra en helt anden vinkel. Medierne finder den interessant som et element i jagten på forfatteren; men det er vist ikke nok til at få mig til at købe den.

La route des Indes - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 26. - 28. august
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den hollandske forfatter, Simone van der Vlugt, har specialiseret sig i romaner, hvor kvinder indtager hovedrollen - og også gerne sat i en historisk kontekst. Flere af hendes romaner udspiller sig i Amsterdams storhedsperiode i det 16. og 17. århundrede.

Det er også her vi er i denne roman baseret på Eva Ment, som var blot 18 år gammel, da hun giftede sig med den noget ældre Jan Coen. Der er kilder med informationer om hendes liv; men som altid i denne slags romaner er dialog og følelser jo fiktion. Ikke desto mindre er det interessant læsning - om et interessant liv.

Evas far dør og familien ser nu ind i en usikker fremtid, da forretningen var forgældet. Ægteskabet med Jan Coen kommer belejligt, men Eva er usikker på at forlade sin familie for at følge med ham tilbage til Batavia, hvor han bor. Jan Coen er guvernør og grundlægger af hovedstaden Batavia i Hollandsk Ostindien, som vi i dag kender som Jakarta i Indonesien. Det var et lukrativt og attraktivt område for de europæiske sømagter som fx England, og mange var interesserede i handlen med især krydderier. Så da Jan Coen vender tilbage til Amsterdam i 1623, forsøger englænderne at stoppe hans retur som hævn for en massakre på lokale og englændere.

Hans ophold i Amsterdam trækker derfor ud, og han har tid til at gøre kur til den unge pige. Men i 1627 drager de afsted med deres nyfødte datter, hendes mor, søster og bror. Men en rejse fra Amsterdam til Jakarta tog dengang seks måneder og var ikke uden risici. Beskrivelsen af rejsen fylder en del, men den er absolut interessant!

Undervejs mister de barnet, og ved ankomsten til Batavia opdager Eva en ny verden. Men stadig en verden, hvor hollandske overklassekvinder forventedes at klæde sig og opføre sig som derhjemme. Hun forsøger blandt andet at overtale manden til at droppe pibekraven, som var del af den hollandske tradition men næppe behagelig i et tropisk klima. Hun beskæftiger sig med at få unge kvinder af lav byrd til at uddanne sig - kolonien manglede i høj grad gifteklare og værdige kvinder til de mange mænd.

Men hendes mand dør i 1629 - sandsynligvis af malaria - efter hun også har mistet både sin mor og bror. Så tager hun turen tilbage, og møder undervejs den mand, hun senere gifter sig med. Men hun mister også den datter, hun fødte inden mandens død i Jakarta. 

Bogen handler kun om disse år af hendes liv; nok fordi rejserne var veldokumenterede. Man ved dog, at hun fik fem børn med sin nye mand, men også, at hun giftede sig endnu engang inden sin tidlige død i 1652.

Sådan en bog får jo virkelig værdi, synes jeg, når det ikke er fiktion men baseret på virkelige menneskers liv. Det var fascinerende og hårrejsende at læse om de lange sørejser - som hun endda tilbragte under bedre vilkår end så mange andre.

Farlig sommer - Ernest Hemingway

 

• Engelsk
• 25. - 26. august
• 192 sider
• Originaltitel: The Dangerous Summer

Jeg havde medbragt ti bøger til de knap tre ugers ferie; men kiggede også lidt i reolerne i vores feriehus, som dog mest var fyldt med intetsigende engelske og amerikanske krimier. Men så fandt jeg denne lille perle, som er Hemingways sidste roman.

Det er faktisk ikke en roman, men en rejsereportage fra sommeren 1959, hvor Hemingway rejser rundt i Spanien sammen med sin hustru, Mary, for at følge tyrefægtningssæsonen. Datidens to helt store stjerner var Antonio Ordóñez og Luis Miguel Dominguin - de var svogre, og stod nu for at konfrontere hinanden i det, der endte med at blive kaldt den farlige sommer. Hemingway var overbevist om, at det ville få et fatalt udfald for i hvert fald én af dem, hvilket dog ikke skete.

Hemingway havde oprindelig fået til opgave at skrive reportagen til Life, men det blev for omfattende og uddrag blev derfor udgivet over tre numre i 1960. Fra det oprindelige manuskript blev bogen endelig udgivet i sin helhed i 1985.

Hemingway elskede jo livet. Maden, kvinderne, vinen, tyrefægtningen, fiskeriet, osv. Men måske elskede han det også så meget, at tanken om døden blev mere presserende, da han fornemmede sin egen dødelighed og begyndende svækkelse. Hvad årsagen til hans selvmord end var, så fornemmer man her hans tanker om døden - om mod, om stolthed, om alderdom. Tanker som tyrefægterne hver gang tog med sig ind i arenaen.

Der er beskrivelser af deres rejser på kryds og tværs af Spanien den sommer; en bil om natten med stop ved små restauranter med rigelig vin og lidt søvn. Der er yderst detaljerede beskrivelser af kampene - hvor man måske skal være langt mere entusiast end det er tilfældet for mig, der aldrig har set en tyrefægtning. Men man rives med af stemningen og Hemingways viden om og fascination af sporten, hvis man kan kalde den det. Det er også en del af handlingen i hans roman Og solen går sin gang, og man kan se, at der ikke er langt fra fiktionen i den roman til virkeligheden i Hemingways eget liv og rejserne i sommeren 1959.

Hemingway er tætte venner med de to konkurrenter, men hans favorit er uden tvivl Ordóňez, som han gør alt for at beskytte mod Dominguin, som er den etablerede helt i Spanien. Denne sommer bliver gennembruddet for Ordóňez, og Hemingway beskriver det som den bedste kamp han nogensinde har set.

Stilen er typisk Hemingway - kort og konkret uden for mange falbelader. Han beskriver tyrekampene i detaljer, hvor de fysiske detaljer tager frontplads i modsætning til følelserne. Men man er med ham på de støvede landeveje og igennem de spanske bjerge. Han har ikke behov for at fortælle os følelserne; de er der mellem linjerne.

C'est l'histoire d'un amour - Isabelle Lagarrigue

 

• Fransk
• 24. - 25. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var muligvis en af mine favoritter fra ferien - en både trist og hjertevarm historie, der samtidig vakte minder fra min ungdom.

Historien fortælles i tre perioder. I 2010 skal Charlie og Côme giftes, og i den anledning fortæller Charlie til et videokamera om deres kærlighedshistorie, der startede da de begge var fjorten år gamle i 1993. Vi ved ikke i starten, hvem hun fortæller til men i tilbageblik får vi deres historie.

Charlies mor er veninde med Cômes mor, og da ægteskabet med Charlies far er på sammenbruddets rand holder hun nytår sammen med veninden. Således møder de to teenagere hinanden, og sammen med Cômes ven Adam, der er kronisk syg, tilbringer de timer med at se film. De to drenge, Côme og Adam, er især fascineret af Top Gun, og bruger flittigt replikkerne fra filmen i deres egne liv. Det var en absolut nostalgisk oplevelse!

Charlie og Côme mødes igen og igen - men kun nytårsaften; indtil hendes forældre endelig bliver skilt, og hendes far flytter til New York... med Charlie. Nu skal de holde kontakten gennem breve - den håndskrevne slags inden emails - og sjældne og dyre langdistancetelefonopkald. De er forelskede og meget unge, og det udtrykker sig igennem at sende kassettebånd til hinanden - vi er med i historien om 1990'erne og det tidlige nye årtusinde. Vi er med i deres udvikling som på et tidspunkt går i forskellige retninger, og de beslutter kun at kontakte hinanden nytårsaften.

I en anden tidslinje er vi i 2025, hvor Côme endelig ser denne video fra 2010 med Charlies optagelser. Han er også sammen med en person, der stiller ham spørgsmål undervejs - uden at vi i starten ved, hvem det er.

Jeg anede dog omkring halvvejs inde i romanen, hvem denne person var - og jeg fik ret. Hvad jeg ikke vidste var, hvordan vi ville nå frem til den slutning selvom jeg anede, at det ikke var en happy ending. Det var det absolut heller ikke - men det var rørende og meget memory lane med musik og film, der er bagtæppet til deres historie. Den mindede mig en del om Samme dag næste år i en fransk version - og jeg var lige så rørt ved slutningen.

Le secret de Van Gogh - Éric Mercier

 

• Fransk
• 22. - 23. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange krimier, men min rejsekammerat er stor fan. Da det oftest er mig, der medbringer en stak bøger sørger jeg derfor altid for at have nogle med. Da vi samtidig begge er store kunstfans, så er en blanding af krimi og kunst jo oplagt.

Den franske forfatter Éric Mercier er kunsthistoriker af profession, og har nu skrevet en mindre serie af krimier, hvor han bruger sin viden til at skabe disse intriger. Hans hovedperson er en politikommissæren Vicaux, hvis kæreste er kunsthistoriker.

I denne intrige findes en mand myrdet i sin seng med et øre skåret af; og et maleri af Van Gogh mangler. Men maleriet viser sig muligvis at være malet af både Van Gogh og Gauguin - i så fald er det helt unikt, og et minde om den sommer, de tilbragte sammen i Arles i 1888. De to blev bekendt rygende uvenner, og Gauguin rejste i vrede - og året efter begik Van Gogh selvmord.

Der er ingen tvivl om, at krimien på mange måder er "undskyldningen" for at iscenesætte intrigen. Merciers viden om kunstnerne og malerierne, der omtales er stor, og det fører nogle gange til nogle sideveje, som virker unødvendige for intrigen - men vigtige for ham. Personligt kunne jeg godt lide den del, da det interesserer mig mere end en mordhistorie - men der var mange cirkler inden vi kom til en overraskende slutning, som blev lidt hurtigt udført.

Maleriet findes ikke. De to malere har aldrig samarbejdet om et kunstværk, og det sætter jeg pris på. Jeg læste sidste år den virkelig omtalte roman om et maleri af Klimt, som findes og har været stjålet. Men forfatteren har her opdigtet en historie om, hvor det var henne inden det blev fundet igen. Det irriterede mig grænseløst indrømmer jeg gerne. Mercier bruger sin viden til at skabe et maleri, der kunne have været - men vi får også forklaringen på hvorfor det aldrig har fandtes.