Sunday, November 15, 2026

Mit år i Paris med Gertrude Stein - Deborah Levy

 


  • Engelsk
  • 14.-15. november
  • 240 sider
  •  Originaltitel: My Year In Paris With Gertrude Stein


Titlen skreg jo på, at jeg skulle læse denne roman. Paris, Gertrude Stein....  det kunne der ikke herske tvivl om. Jeg kendte intet til denne sydafrikanske forfatter inden, men det var underordnet.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den efter nu at have læst den. Det går hurtigt! 33 små kapitler på 240 sider skrevet med en del mellemrum, og stor skrift. 

Først og fremmest kan man ikke sige den handler om et år - for nu at være pedantisk. Den handler snarere om en måned - nemlig november 2024. Fortælleren, som ikke er Levy selv, men en fiktiv udgave af hende kunne man fristes til at tro, er i Paris for at skrive en biografi om Gertrude Stein. Det 20. århundredes store kunstsamler og mæcen, der opdagede og fremmede en lang række malere som Picasso og var venner med alt og alle. En kvinde, der levede et uortodoks liv for sin tid i sit offentlige forhold med Alice B. Toklas, og selv forsøgte sig som forfatter i en litterær version af abstrakt kunst.

Fortælleren kan dog ikke rigtigt komme ind til kernen af personen, fordi tiden bruges sammen med de to veninder, Fanny og Eva. Den ene, Fanny, er fransk og arbejder inden for finansverdenen og samler på kærester uden at kunne bestemme sig for hvilken kvinde hun helst vil have. Eva er halvt dansk og halvt spansk, og hendes mand bor i USA og deres forhold foregår over ugentlige videokald. Derudover fylder Evas kat en del - uden nogensinde at optræde i bogen, da den er forsvundet allerede på første side.

Måske er disse tre kvinders måde at anskue livet på langt tættere på Stein end de selv ser? Dermed kan fortælleren ikke adskille tingene, men bruger sin energi på at fundere over deres kampe i det 21. århundrede.

Det er absolut ikke uinteressant. Konteksten med den november måned 2024, som jo var da amerikanerne valgte ny præsident og verden var lidt i chok, sætter et perspektiv man kan forholde sig til. Mødet med den excentriske ældre herre giver også et lag til historien om katten, som dog forbliver uforløst, men krydrer pariserhistorien som vi forestiller os livet som bohemer. 

Man skal måske kende mere af Levys forfatterskab for fuldt at værdsætte historien. Som sagt nød jeg den, men var også perpleks til tider. Vi får et godt indblik i Steins liv uden, at det er en fuldstændig biografi - men så springer den rundt til citater af andre forfattere, som ikke alle har en umiddelbar klar forbindelse til Stein. Det er et interessant eksperiment tror jeg må være konklusionen.

Friday, November 13, 2026

Nous qui avons connu Solange - Marie Vareille

 


  • Fransk
  • 10.-13 november
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde glædet mig meget til Marie Vareilles nyeste roman, som da også kom på de danske biblioteker meget hurtigt. Hun har haft enorm succes med de to tidligere romaner, som endda er oversat til dansk og varmt kan anbefales. Jeg kunne godt lide tempoet i dem begge, og det faktum, at det ikke var rigtige krimier - men goe historier, der bød på spænding. I begge tilfælde holdes læseren hen, og hvis man ikke når at gætte det inden, så er der et overraskelsesmoment til sidst.

I denne roman bevæger vi os over i en lidt anden genre synes jeg. 

Célestine er 107 år gammel, og inden det er for sent, er der nogle ting hun vil gerne have af sin samvittighed. Hun nedskriver sin historie til en person hun kalder Biquette - et fransk kælenavn, der refererer til et gedekid. Hendes historie begynder i 1917, da hun fødes mens faderen er draget i krig og ikke vender tilbage. Moderen gifter sig igen med en noget ældre mand, og får flere børn - tre drenge og i 1930 efternøleren Solange. Célestine drømmer om en uddannelse og studerer i en større by, da moderen dør under fødslen af Solange. Det sætter en stopper for Célestines drømme og nu bliver hun som 13-årig hjemmegående husmor for en despotisk stedfader, tre halvbrødre og den spæde halvsøster.

Parallelt med Célestines historie er der brevene, som Solange skriver som ung pige fra en institution for unge piger. Hun er blevet lukket inde der lige efter krigen, og kan kun forvente at komme ud som 21-årig. Hendes breve er stilet til Jeannette som hendes livs kærlighed - men hvem er Jeanette?

I disse skiftende perspektiver får vi historien om de to halvsøstres forhold til hinanden, men også deres indbyrdes liv med stedfaderen, der udnytter dem som gratis arbejdskraft. Om de to brødre, der bliver Célestines kærlighed og Solanges sind, der plages af tvangforestillinger om blandt andet Jeanne d'Arc og hører stemmer.

Det er selvfølgelig en barsk historie om kvinders vilkår i det 20. århundrede, hvor de stadig var underlagt en mands vilje. Til at blive gift. Til at blive spærret inde på en institution. Til at have penge og arbejde. Til at have et selvstændigt liv ganske enkelt.

Men stilen er langsommelig og alt for tung synes jeg. Sætningerne er uendelige i beskrivelser, som for det meste er unødvendige og udpensler for meget. Samtidig synes jeg ikke selve spændingsmomentet, som der trods alt var lagt op til, var udløsende. Historien er forudsigelig og jeg var overordnet skuffet, når jeg sammenligner med de to forrige fremragende romaner. 

Monday, November 9, 2026

Le fardeau - Matthieu Niango

 


  • Fransk
  • 1.-9. november
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde en uges ferie med en intensiv kulturel citytrip i kalenderen, og optimistisk havde jeg pakket tre bøger, som jeg sejlede lidt rundt i inden det endte med, at jeg kun fik læst en enkelt - og primært i flyet ud og hjem. Der var ganske enkelt ikke overskud efter lange dage med besøg i kirker og klostre, katakomber og museer og mange kilometer i benene.

Ikke desto mindre er dette en fascinerende og tung historie, som også titlen - Byrden - antyder.
Matthieu Niango er forfatter og filosof - og så er hans ophav blandet. Hans mor er "fransk" og hans far fra Elfenbenskysten. Han er vokset op på landet i Frankrig, hvor blandede ægteskaber i 1970'erne og 1980'erne stadig var en sjældenhed. Men det viser sig, at hans rødder er langt mere komplekse end den virkelighed han nu har lært at jonglere i.

Da hans mormor dør i 2004 er han 23 år gammel, og nu fortæller hans mor de fire børn, at hun er adopteret. Hun fik det selv at vide som 10-årig, men i raseri brændte hun de papirer, der viste hvordan hun kom til Frankrig i 1945. Matthieu vil dog grave dybere i historien, da han fornemmer det er vigtigt for moderen at kende historien. 

Det bliver et detektivarbejde, der kommer til at strække sig over tyve år - for jo mere de opdager, jo mere er der at søge efter. En historie i så mange lag for at forstå, hvorfor hans mor, Gizela, endte hvor hun gjorde.

Da hun ankom til Frankrig lige efter krigen, hed det sig, at hun var fransk og katolik. Men i virkeligheden kom hun fra et Lebensborn-hjem i Belgien. Lebensborn var Himmlers opfindelse - en måde at opfostre gode tyskere, der skulle vokse op til at føre tusindårsriget videre. De børn, der blev født der var enten af højtstående SS-hustruer - men også kvinder, der fik børn med tyske SS-soldater ud fra en etnisk ideologi. Norge var i øvrigt det besatte land, der havde flest af disse hjem, da de levede perfekt op til idéen om den ariske arketype. Man anslår, at ca. 15-17.000 børn blev født i disse hjem og for mange var det et stigma, der fulgte dem resten af livet stemplet som tyskerbørn efter krigen.

Niango vil finde sin biologiske mormor, og i Belgien finder han først navnet på en kvinde, der viser sig at være hans tante. Hun er ikke længere i live, men han finder fætre. De fortæller ham, at han har en onkel - hans mor fik en søn med en anden mand senere. Men mormoderen, Margit, og hendes søster, Vera, var ikke belgiere - de kom oprindeligt fra Ungarn, men var rejst til Belgien i slutningen af 1920'erne, da tiderne blev trange. Dybere og dybere ned i sine rødder finder han oldeforældrene og deres ungarske historie, og det viser sig, at de var jøder.

I Belgien trivedes Margit ikke, og kom tit i uføre. Hun var kendt for at stikke af hjemmefra, hvilket for en mindreårig (under 21 år dengang) var ulovligt, og hun prostituerede sig. Måske fandt hun lykken med den tyske officer, som blev far til Gizela - men han blev sendt til fronten, og hun opgav barnet på Lebensborn-hjemmet efter fødslen.

Niango rejser rundt i Europa for at se alle de steder hans mormor og hendes familie har levet. Han opsøger alle de steder moderen som spæd blev kastet rundt imellem - da tyskerne mærkede krigens ende, tog de børnene fra hjemmet på en lang rejse fra sted til sted inden de endte i Frankrig. Nogle børn blev ikke adopteret og led af traumer hele livet igennem; som Walter, som de møder, og som bliver en vigtig brik i opklaringen.

Niangos mor er i starten af tresserne, da de starter dette arbejde og over firs år nu. Hun skal forholde sig til en historie og en sandhed, der er svær at bearbejde. Hendes far er SS-officer - men hvorfor forlod moderen hende? Samtidig skal Niango selv forstå sine rødder som nu er afrikanske, ungarske. Han er både jøde - og nazitysk. Der er jo en barsk ironi i dette, men Niangos formål er primært at forstå disse kvinder for hvem livet ikke var nemt, og hvor valgene ikke altid var deres egne. Han vil give en stemme til den mormor, som forlod hans mor og give moderen mulighed for at tilgive.

Det er en kompleks historie, som springer i tid og sted fra starten af det 20. århundrede og frem til 2024. Men det er også et imponerende genealogisk arbejde, og et vidnesbyrd om, hvor langt trådene fra krigen stadig rækker. Det krævede fokus og alvor, og man forlader bogen med en dyb respekt for såvel ham me også i særdeleshed de kvinder, der kom før ham.

Friday, October 30, 2026

Les Renaissances - Agnès Martin-Lugand

 


  • Fransk
  • 27.-30. oktober
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mit andet forsøg med Agnès Martin-Lugand i de senere år - og den endelige konklusion er, at det absolut ikke er for mig. Jeg blev fristet af de virkelig positive anmeldelser i fransk presse, hvor hun tydeligvis er en darling. Men jeg kom aldrig helt ind i hendes personer eller den historie, hun ville have til at handle om noget langt dybere end den fremstod på siderne.

Rebecca er en psyholog, som er blevet forfatter - pudsigt nok som forfatteren selv. Hun er gift med Esteban, en spanier, der nu skal retur til Spanien for at arbejde i et par måneder. Det virker som et kærkomment afbræk i et lidt stillestående ægteskab med dagligdag og to halvvoksne børn.

I sin græsenkeperiode møder Rebecca en dag en mand i en bar i Paris. Lino. En kunstner, der i løbet af en aften fortæller hende sin livshistorie for derefter at forsvinde ud i natten. Men Rebecca bliver besat af tanken om ham, og vil finde ham igen for at bruge ham i sin næste roman.

Linos mor har en tvillingesøster og han er vokset op med sin fætter Alban. Som voksen forelsker han sig i Albans hustru, Constance. De har et forhold - og Alban som hele livet har lidt af mindreværd i forhold til fætteren, må nu også se sig slået i sit eget ægteskab. Lino på den anden side kan ikke komme over denne store umulige kærlighed - indtil han møder Rebecca.

Parallelt med historien om deres liv, følger vi den roman Rebecca skriver med Lino som omdrejningspunkt. Det giver selvfølgelig et andet perspektiv på historien og personerne, men det bliver også alt for repetitivt og langtrukkent. Samtidig mangler protagonisterne dybde, og at Lino og Rebecca ender med at forelske sig i hinanden virker jo uundgåeligt og alt for forudsigeligt. 

En stor del af romanen foregår i Venedig og titlen om renæssancen refererer på en måde både til byen, og til den genfødsel Rebecca og Lino gennemgår. Men det er ikke en nem fødsel - for læseren!

Det er vel nok hendes længste roman, og hvor hendes gennembrudsroman var kortere var der stadig det samme element af rosenrød glans, som irriterede mig her. Tilsyneladende havde jeg glemt det - men ved nu, at jeg skal holde mig fra hendes romaner.

I stedet tager jeg fat på november med en uges ferie og et par forskellige bøger i kufferten, som der muligvis bliver tid til - eller ikke. Men de tegner dog langt bedre.

Monday, October 26, 2026

En knude i brystet - Vigdis Hjorth / Line Norman Hjorth

 


  • Dansk
  • 25.-26. oktober
  • 393 sider

Der er noget med mærkedage, der kryber ind i kroppen på én og vækker noget til live i tide op til. Sådan har jeg i mange år haft det med datoen for min fars død og en traumatisk returrejse fra udlandet for at nå hjem i tide. Sådan har jeg det med den 1. november - de dødes dag - som også er dagen jeg fik min kræftdaignose for fem år siden. Det kan virke som lang tid siden nu - men fornemmelsen er der stadig, og den kommer altid igen på denne tid af året.

Skal man så opsøge den litteratur, der minder én om en ikke særlig positiv livsperiode eller forsøge at glemme det? Jeg opsøger det ikke direkte; men der er måske også stadig et behov for at bearbejde det, fordi det er en ensom følelse at stå midt i det. Nok så mange kan man have omkring sig - men det er svært for andre helt at forstå, hvad det vil sige at have det ord påklistret ens krop. Det ved jeg jo fra blandt andet min fars sygdom.

Line og Vigdis Hjorth er begge forfattere - jeg kendte dog ingen af dem. De er nordmænd, men datteren Line bor i København mens mor Vigdis bor i Oslo. I foråret 2023 rammes Line af brystkræft og skal igennem forløbet med operation og kemo som alenemor til to børn. Moderen tager tit og ofte turen til København for at være der for hende, men det er heller ikke altid helt nemt. Moderen er objektivt set nok, hvad man vil kalde for alkoholiker. Det lyder barsk, men i mine øjne må det være ordet, når dagen går med at se frem til den tid, hvor man kan drikke og det så er mindst en flaske vin.

Da datteren er ved at være færdig med kemoen, og skal igang med sin rekonstruktion, rammes så moderen af brystkræft. Der var blevet påvist genetiske tendenser i familien, så som udgangspunkt er det måske ikke så rystende. Men at samme familie indenfor samme år rammes af den sygdom er barsk. Ikke mindst når de samtidig er hinandens nære netværk. Hvordan kan man passe på et andet menneske, når man selv er ramt?

Det er denne historie de to kvinder fortæller om i skift og set fra hver deres perspektiv. Det betyder, at historien skrider frem for så at springe tilbage, når vinklen skifter. Deres perspektiv er selvfølgelig ikke det samme - der er forskel på at blive ramt som 39-årig single mor end som 64-årig fraskilt kvinde.

Jeg var ikke begejstret for skrivestilen især hos moderen. Det er den meget nordiske facon med korte brudte sætninger, som mangler melodi for mine frankofile ører. Men følelserne var genkendelige. Dog kan man også blive både forarget og irriteret på en kvinde, som aftenen inden sin operation tænker mere på om hun kan have en flaske vin med på hospitalet og drikke inden operationen tidligt næste morgen. En diagnose, der tilsyneladenden ikke fik hende til at revurdere sin levevis - og en datter, som accepterer, at det er og altid har været moderens selvmedicinering.

Overordnet set en ærlig og ligetil historie om en familie, der sættes på prøve.

Friday, October 23, 2026

La part des flammes - Gaëlle Nohant

 


  • Fransk
  • 19.-23. oktober
  • 552 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg beholder min fascination for Nohants roman om Robert Desnos og måske skal jeg indse, at det ikke er en holdbar ledetråd for alt, hun har skrevet! Jeg kunne lide store dele af romanen om Aroisen-arkivet, men irriteret over den lidt usammenhængende historie.

Denne roman er tidligere end de to andre, men har også en tragedie som omdrejningspunkt. Denne gang branden i Bazar de la Charité, som markerede Paris i maj 1897. Markedet for velgørenhed startede i 1885, og var især kendetegnet ved, at det var Paris' overklasse, der betjente standene. Det var adelige - prinsesser, grevinder og deslignende, der i nogle dage solgte varer til borgerskabet og andre nysgerrige. Ret beset kom mange fattigere borgere mere for at iagttage disse kvinder, som de ellers aldrig ville komme i nærheden af end fordi de havde råd til at købe noget. Men man kunne jo beundre overklassens tøj, smykker og frisurer.

Ved begivenheden i 1897 skulle der vises film, og på andendagen af bazaren brød der brand udløst af den væske, der blev brugt til filmapparatet. Bygningen var af træ - og de mange parykker og krinoliner fik ilden til at rasere med lynende hast. Samtidig var det ikke praktiske klæder at bevæge sig hurtigt i en nødsituation. Resultatet blev katastrofalt - mere end 125 ofre, hvoraf langt de fleste var kvinder; deriblandt komtesser, grevinder og prinsesser. En af de mest berømte var prinsesse Sophie d'Alençon, søster til den legendariske kejserinde Sissi i Østrig og hun er en af hovedpersonerne i romanen.

Romanen er bygget op omkring Sophie d'Alençon og to fiktive kvinder - Constance og Violaine. Constance er en ung adelig kvinde, der har tilbragt sine teenageår i et kloster og netop har brudt sin forlovelse med en lovende ung adelig journalist. Hun er splittet mellem sin religion og hans brændende kærlighedsdeklarationer. Violaine er en ung enke, hvis adelige mand netop er død. Hendes fortid er blakket, og hendes to voksne stedbørn gør intet for at bevare forholdet til hende. Hun har svært ved at finde sin plads i overklassen, nu mandens navn ikke længere skaffer hende invitationer til inderkredsen. Så arbejdet i bazaren er en velkommen anledning - især under Sophie Alencons beskyttelse.

Vi kommer ret hurtigt til selve branden, hvor Sophie jo dør mens de to andre kvinder bliver hårdt forbrændt. Constances lettere revolutionære forlovede skriver maleriske artikler om gruen i lighusene, som chokerer med sin ærlighed. Ikke mindst understreger han ulykken for de fattigere ofre, der ingen hjælp får i modsætning til overklassen.

I deres rekonstruktion efter ulykken - både fysisk og psykisk - kæmper kvinderne med minderne om branden; men også med spørgsmål om fremtiden. De har mistet den fysiske skønhed, der var deres eneste valuta i en mandsdomineret verden, hvor de blot skulle være hustruer til pynt.
Men de finder også en vis solidaritet i hinanden.

Jeg synes det havde været mere interessant med to kvinder fra hver sin verden. Det er de på sin vis - men de er stadig overklasse, og deres forskelle ligger i religionen og deres civilstand. Samtidig er der Sophie d'Alençon som jo er en reel person, og tillægges en del reaktioner, som må siges at være taget ud af fri fantasi. Denne kombination irriterer mig lidt - ligesom det meget rosenrøde naive kærlighedsdrama mellem Constance og hendes forlovede. 

Det var en absolut frygtelig tragedie- af den slags man ikke havde mange af på den tid, og selvfølgelig mere bemærkelsesværdig i kraft af ofrenes titler. Det kunne have givet en virkelig stærk historie, der i stedet blev for banal.

Sunday, October 18, 2026

Kære Debbie - Freida McFadden

 


  • Engelsk
  • 17.-18. oktober
  • 384 sider
  • Originaltitel: Dear Debbie

Nu har jeg læst syv krimier af Freida McFadden, og det er tid til en pause! Jeg er i forvejen ikke den store krimilæser, men kunne egentligt godt lide nogle af dem, da det spiller mere på det psykologiske end drabelige blodige historier. Men hvis man formår at skrive og udgive op til tre krimier om året kan man muligvis konkludere, at det på et tidspunkt bliver lidt svært at holde momentum. Det føler jeg i hvert fald sker her.

Debbie Mullen er en hjemmegående husmor i fyrrerne, der udover at passe mand og børn, skriver for den lokale avis i en brevkasse, hvor hun besvarer læsernes spørgsmål om stort og småt i livet. Hun er dog tiltagende utilfreds med livet. De to teenagedøtre er ikke længere så afhængige af hende, og manden får ikke den forfremmelse hun mener han fortjener. Desuden er hun sikker på han har hemmeligheder for hende, når han forsvinder flere timer uden at hun ved, hvor han er.

Heldigvis har Debbie andre talenter. Som ung havde hun en lovende karriere foran sig indenfor IT, men en hændelse i hendes universitetsår fik hende til at droppe studierne. Det betyder dog ikke, at hun ikke har evnerne. 

Dem bruger hun nu til at tage hævn. Alle, der på en måde er kommet på tværs af hende eller hendes familie er i fare. Naboen, der med sin rosenhave får den bladartikel hun havde drømt om. Fodboldtræneren, der smider hendes datter af holdet. Datterens uduelige kæreste. 

Men det eskalerer og metoderne bliver hurtigt mere brutale, og vil hun plante beviset hos manden?

Historien udruller sig over ganske få dage, hvilket desværre i sig selv virker usandsynligt. Dernæst virker personerne hule, og plottet, som selvfølgelig skal overraske, er mildest talt lidt underligt. Det virker ikke på nogen måde sandsynligt, og det er nok den største svaghed.

Det virker som en lidt ny tilgang fra forfatterens side, men i min optik er den ikke vellykket. De er hurtigt læste, og tempoet er højt. Men derfor må det jo stadig gerne være godt skruet sammen. Jeg skal nok bare have en pause efter atr have læst fire af hendes krimier i år alene.

Thursday, October 15, 2026

Hvor rejsen ender - Jesper Bugge Kold

 


  • Dansk
  • 13.-15. oktober
  • 350 sider

Tredje og sidste bind i serien om Johanne og hendes familie, der udvandrer til Amerika i slutningen af 1800-tallet er endelig kommet. Det tager selvfølgelig en vis tid at skrive en trilogi - og jeg burde nok have ventet med at starte. Det er knao to år siden jeg læste første bind, og dermed fortaber visse detaljer sig altså desværre. Det er ofte problemet med serier, selvom forfatteren gør sit til at genopfriske hukommelsen for læseren uden, at det bliver en gentagelse.

Tredje bind foregår i langt størstedelen af bogen i perioden 1888-1897, hvor Johannes børn er blevet voksne. Hun vil giftes med Anders, for det passer sig ikke at "leve på polsk' og der ses ned på og tales om hende i den lille indbyggerkoloni ude på prærien. Hendes søn, Anton, er dog blevet en rabiat præst, der mener, at man er gift for livet og nægter at vie hende selvom hun er enke. 

Her dækker forfatteren forskellen mellem vores grundtvigske lutherske traditioner og de forskellige versioner af kirken, der udsprang i Amerika, og stadig findes i dag. Dommedagsprædikanter, der opfordrer til total afholdenhed og streng bibellæsning. Hans fortolkning stemmer ikke overens med Johannes livssyn - eller ret mange andre i menighedens for den sags skyld. Men Anton mener, at han må sone den kriminelle handling, som er Johannes og hans hemmelighed.

De andre børn skal også finde deres vej i livet i det nye store land - og især Helga, som Johanne tog til sig, kæmper for at finde sine rødder i overført og bogstavelig forstand. Når man kender USA i dag, er det voldsomt at forestille sig, at for under 150 år siden var det vildt land mange steder. Helga rejser rundt alene i grusspor, der udgør det for veje, og spørger sig ganske enkelt for, om nogen kender hendes far! Det minder os jo også om, at uanset hvor fjernt vi måtte føle os i dag fra amerikanere (i den nuværende politiske situation), så er det et land bygget af og på europæisk kultur for en stor del.

Det var svære kår, og for mange - som Johanne - blev det en livslang kamp at dyrke jorden og overleve fra et år til det næste. 

Den sidste lille del springer frem til 1918, hvor 1. Verdenskrig slutter, og Johanne kan se tilbage på et langt liv. Der rundes af med børnene, der nu virkelig er voksne mennesker men der mangler i mine øjne især en afrunding på forholdet til familien hjemme i Danmark, som var konfliktfyldt. Jeg ved ikke helt, om det giver mening pludselig at springe mere end tyve år frem i tiden - det kunne være gjort bedre.
Men overordnet set er det en god historie i sammenhæng med de to første bind, der fortæller os om de livsvilkår mange valgte for at få bedre chancer for dem selv og deres familier.

Monday, October 12, 2026

Blå timer - Joan Didion

 


  • Engelsk
  • 12. oktober
  • 208 sider
  • Originaltitel: Blue Nights

Blå timer er på mange måder opfølgningen og afslutningen på den historie Joan Didion startede i 2005 med Et år med magisk tænkning efter hendes mands pludselige død. Det var derfor oplagt hurtigt at læse den, da hele forløbet nærmest er en sammenhængende historie. 

Joan Didions mand døde den 30. december 2003. Deres datter, Quintana Roo, lå på det tidspunkt i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Hun kom sig til dels, men faldt om nogle måneder senere med en hjerneblødning, og kom sig aldrig fuldstændig. Hun var inde og ude af hospitaler, gennemgik et utal af operationer men døde i august 2005 blot 39 år gammel. 

Didion skrev den første bog i løbet af den periode op til datterens død, og det indgår i den første bog. Den udkom umiddelbart efter datterens død, men det indgår ikke i bogen. Denne anden bog er skrevet i 2011 - altså med lidt mere afstand til tabet end det var tilfældet for mandens død.

Det har uden tvivl noget at sige, men mest af alt er det forskellen mellem at miste en mand og at miste et barn.

Quintana Roo var adopteret, og Didion og hendes mand forsøgte aldrig at skjule den hsitorie. Men nu reflekterer hun over, hvad det gjorde ved datteren, som kæmpede med psykologiske problemer. Didion går tilbage i tiden til de rejste rundt for deres arbejde, og altid havde hende med som en del af det. Et barn, der tilbragte meget tid på hoteller og i deres voksne verden. Et barn, der tidligt ville blive noget - som ledte efter en identitet.

At miste en mand og en livspartner så pludseligt er chokerende. Men Didion og Dunne havde et meget fusionelt forhold, og hun vidste at hun kendte ham inderilgt og intimt. Med Quintana føler hun nu, at hun måske aldrig kendte Quintanas inderste tanker? Hun blev frataget den tid, hvor hun skulle se sin datter blive mor selv - hun var blevet gift blot fem måneder inden mandens død. Det er unaturligt at miste et barn - og mister man sit eneste barn, så mister man sin rolle og identitet som mor. Didion forblev alene efter mandens død, men det kunne potentielt have været anderledes. Man kan blive en andens livspartner. Man bliver ikke en andens mor.

Didion var 71 år gammel, da datteren døde og da hun skriver bogen nogle år senere, begynder hun at mærke alderen. Der er episoder med besvimelser og diagnoser, der skal stilles. Der er indlæggelser, hvor hun skal tage stilling til hvem, der skal underrettes som nærmeste pårørende - og nu er der pludselig ikke nogen. Hvem er hun nu, hvor dem, der husker hende som ung og frisk ikke længere er her? 

Det er en barsk og trist svanesang for datteren, deres forhold men også hendes egen alder og dødelighed. De blå timer er de sommeraftener, hvor lyset aldrig helt forsvinder men bliver en dyb blå, som holder på dagen og forhindrer det totale mørke. Det var det lys hun så fra hospitalet de sidste måneder inden datterens død. Men det hjalp jo ikke. Mørket kom. Som hun ved, at hendes egen rejse nu kun går én vej - og nu er de andre livsvidner væk.

Didion døde i 2021 af Parkinson, da hun var 87 år gammel. Efter udgivelsen af Blå timer trak hun sig mere tilbage fra det offentlige liv, men udgav små essays. De to bøger er hendes testamente til hendes to store kærligheder i livet - manden og datteren. 

Sunday, October 11, 2026

Den logerende - Freida McFadden

 


  • Engelsk
  • 10.-11. oktober
  • 368 sider
  • Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.