Maigret får besøg (Maigret LIX) - Georges Simenon

• Fransk
• 21.-22. maj
• 158 sider
• Originaltitel: Maigret et le client du samedi

Maigret har i et par måneder haft en mand siddende i ventesalen i Politigården; hver lørdag faktisk - deraf bogens franske titel. Men han går hver gang uden at tale med ham. Indtil han en lørdag aften sidder hjemme i hans stue, og fortæller, at han vil dræbe sin kone og hendes elsker.

Manden har et hareskår - og ikke den største selvtillid. Men han blev gift, og fik en datter - og så tog konen en elsker, som nu sover i hans seng mens han selv er fortrængt til en feltseng i stuen, som klappes sammen hver morgen. Han vil ikke skilles på grund af datteren; men situationen er mildest talt uholdbar.

Han lover Maigret, at han vil kontakte ham dagligt og isæ, hvis han forudser at gøre noget drastisk. Det varer kun to dage - så hører Maigret ikke mere fra ham. Alle mener, at han jo bare er forsvundet - langt om længe og ikke for tidligt, hvis man spørger konen. Maigret mener, at han er blevet myrdet.

Konen og elskeren holder sammen; men så dukker liget op i Seinen, og deres forhold krakelerer foran dommeren.

Det er jo en relativ banal historie i Maigret-sammenhænge; men endnu en gang er det alle de små detaljer i hverdagen, der træder frem. Maigret viser sig fra sin bedste arketypiske mandschauvisnistiske side her. Han bliver i sengen til der er gjort rent om morgenen. Han beordrer konen til at lave en bestemt ret - ikke noget med at foreslå eller bede om. Det bliver bare sagt!

Maigret er berørt af mandens skæbne; han synes bestemt ikke, at det er værdigt - for en kone skal jo kende sin plads. 

Det var måske ikke den bedste Maigret; men de har alle deres små skæve situationer.

Engletræet - Lucinda Riley

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 637 sider
• Originaltitel: The Angel Tree

Jeg forsøger at trække tiden indtil jeg skal rejse - og de dejlige specielt indkøbte bøger endelig kan åbnes.

Derfor investerede jeg i en af Lucinda Rileys tidligere romaner; altså inden hun gav sig i kast med serien om de syv søstre. Det er nok typisk den slags, jeg aldrig ville have købt - men med søstrene i mente, gav jeg det et forsøg.

Det er som med så mange af den slags forfattere en historie med en rammefortælling. Mener man, at lige præcis hendes målgruppe bedre kan håndtere historiske fortællinger, hvis de er camoufleret? Det undrer mig! Denne er skrevet i 1995, og derefter omskrevet i 2015, hvor den blev genudgivet for at ride lidt med på bølgen af søster-successen må man formode.

Vi starter i 1985 med Greta, som 58 år gammel vender tilbage til hvor hun levede som ung og nygift. Men hun erindrer intet og har ikke gjort det i 24 år efter en trafikulykke. Så det er jo intet mindre end mirakuløst, da hun under et døgn efter ankomsten nærme4st har genvundet hele sin hukommelse. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor ingen "tvang" hende med lidt tidligere?

Derefter optreveles historien om Greta, der som ung bliver gravid og får hjælp af David - vennen, der er håbløst forelsket i hende; men bruger (spilder) sit liv på at vente på hende. Hun gifter sig nemlig med hans onkel, der er ejeren af det store hus - og her føder hun sine tvillinger af en anden far. Drengen især er mandens stotlhed; men han dør som 3-årig. Den lille pige er ret traumatiseret - og da moderen gør hende til barnestjerne kickstarter det blot en underlæggende psykisk lidelse.

Med spring frem og tilbage fra 1985 til fortiden får vi fortællingen om datteren, Cheska, der er virkelig syg. Hun formår at destruere temmelig meget - inden det hele selvfølgelig ender, så englene synger.

Jeg synes, at den vat ubegribeligt utroværdig desværre. Det hænger ikke sammen, at man lever i 24 år med amnesi for at knipse med fingrene og huske det hele. Det hænger ikke sammen, at datteren er så psykisk uligevægtig uden, at nogen reagerer. Så det var præcis den slags historie, jeg havde forventet - let at læse; ingen store oplevelser - og heldigvis kan den glide ned i min litterære amnesi uden behov for at blive genopfrisket!

En gud i ruiner - Kate Atkinson

• Engelsk
• 14.-17. maj
• 560 sider
• Originaltitel: A God in Ruins

Jeg læste Atkinsons vidunderlige roman Liv efter liv i 2014, som jo er en ret special historie med de forskellige spring i tidsperioderne. I den roman handlede det om, hvad man ville gøre, hvis man vidste, hvad fremtiden ville bringe. Hovedpersonen var Ursula, som vi følger frem til 1967.

I denne historie møder vi så Teddy - Ursulas bror; som er pilot i RAF under 2. Verdenskrig. Hans liv starter i bogen i 1925, og så springer den ellers rundt - i et ellers helt "almindeligt" liv. Men nu handler det mere om, hvad man gør med sit liv, når man faktisk ikke havde regnet med at overleve den krig. Hvad skal man med al den ekstra tid - og hvordan gør man sit liv godt, når man føler afmagt over stadig at være der?

Der springes ikke blot i tidsperioder; selv indenfor kapitlerne er der referencer til, at den og den ikke ved, at deres barn eller barnebarn vil ende i en given situation. Jeg fandt det faktisk virkelig irriterende. Jeg har intet imod romaner, der springer i tid - men her var det et kæmpe gætværk med alle de hints hele tiden. Hvert kapitel uanset tidsperiode refererer til fortid, nutid og fremtid - det er lidt voldsomt.

Romanen er jo en selvstændig pendant til Liv efter liv; og da der er gået fire år siden jeg læste den, kunne jeg sagtens adskille tingene - men jeg syntes bestemt, at den første var bedre.

Denne har vundet et utal af priser, og lovprises alle steder - så det er tydeligvis mig, der ikke forstår genialiteten i den!

Teddys liv efter krigen er heller ikke særligt lykkeligt; han gifter sig med sin barndomskæreste, Nancy, og de får en datter, Viola. Men der sker dramatiske ting i deres liv, og en frygtelig begivenhed skiller far og datter ad. Det bliver startskuddet til en kaotisk ungdom for Viola, som er totalt desillusioneret og med tiden tilmed destruerer forholdet til sine egne børn, Sunny og Bertie. De kommer til at bo sammen med bedstefaderen, og de tre får et harmonisk forhold.

I det sidste kapitel kommer vi tilbage til en eneste nutid; den, hvor Teddys skæbne virkelig blev afgjort. Her sidder man så som læser, og undrer sig over, hvad der var fiktion i fiktionen!

Det gav selvfølgelig mening til sidst; men vejen derhen var temmelig bulet, må jeg nok indrømme.

Det var et impulskøb - jeg har en stak fantastiske bøger liggende, som skal gemmes til sommerferien, som er lige om lidt. Så jeg skal jo holde den gående indtil da; det er så ikke altid med lige stor succes!

Lyset vi mistede - Jill Santopolo

• Engelsk
• 12. - 13. maj
• 352 sider
• Originaltitel: the light we lost

Omslaget beskriver romanen som en værdig "efterfølger" til Jojo Moyes sødsupperoman Mig før dig; hvilket jo ikke er en anbefaling - den roman var en skændsel for papirindustrien. Men også med David Nicholls roman Samme dag næste år, som er den absolut bedste af Nicholls' romaner og i øvrigt glimrende filmatiseret, hvor tidsstemningen og musikken virkelig kommer til sin ret.

Jeg var overbevist om, at det var chick-lit - men jeg ændrede hurtigt mening. Jeg mente heller ikke, at jeg ville få brug for alle de Kleenex omslaget foreskrev - der ændrede jeg også mening!

Hele historien fortælles af Lucy - og er en lang monolog til Gabriel; hendes livs kærlighed. Vi ved ikke rigtigt, hvor han er og hvorfor hun skifter imellem fortid og nutid, når hun taler til ham. Men det er klart, at han ikke kan svare på hendes spørgsmål - og hun formulerer en lang række af sine overvejelser om dem som spørgsmål til sig selv. Vi ved heller ikke præcist, hvor vi er tidsmæssigt - men Lucy starter ved begyndelsen. Den dag hun mødte Gabe. Gabriel. 

Lucy og Gabriel mødes den skæbnesvangre morgen 11. september 2001 i et klasselokale på universitetet i New York til en forelæsning om Shakespeare. De tilbringer dagen sammen, og der er noget imellem dem. Men noget kommer i vejen, og deres veje skilles. De mødes igen, og denne gang er det den store alvorlige altomsluttende kærlighed. De flytter sammen, og er virkelig hinandens sjælevenner. De er også unge endnu - og skal stadig finde ud af, hvor livet skal føre dem hen.

De vil begge gerne gøre en forskel i verden; for Gabe betyder det en karriere som pressefotograf i verdens brændpunkter - men Lucy passer ikke ind i det puslespil. Igen skilles deres veje, og det er knusende for Lucy. 

Hun begynder at date igen. Det er ikke det samme; men hun vænner sig til, at et liv kan leves på en anden og mere stilfærdig måde. Men Gabe er der altid. I baghovedet. Eller på Facebook. Eller i medierne op igennem 00'erne, hvor Mellemøsten er omdrejningspunkt for vores nye verdensbillede med bin Laden, revolutioner og krige som modsvar på 9/11. Nogle gange rejser han gennem New York og de mødes. Eller de mailer eller snakker sammen sporadisk over årene.

Men han er altid målestokken i hendes liv. Hvad der ville være sket, hvis ....? Hvordan hendes børn ville have været, hvis ...? Eller hendes arbejde - eller hendes kærlighedsliv. 

Hun har en mand, der må kæmpe mod fantomet af denne ekskæreste, som står imellem dem. 

I hele hendes monolog fornemmer man fra starten, at der ikke er en happy ending. Jeg læste den med lyst til hele tiden at springe til næste side - men tog mig tiden. Jeg læste den med hjertet oppe i halsen, mens jeg ventede på, hvad den tragiske slutning ville være. Og jeg græd til sidst fordi det er så uretfærdigt, når folk nøjes. Og fordi jeg følte, at jeg var Lucy - så fænomenalt skrevet er den, at man bliver hende.

Niveauet er så utroligt højere end Moyes; jeg forstår slet ikke sammenligningen?

Der er jo også en åbenlys symbolik i parret. Lucy er Luce (latin for lys) eller Luz (spansk for lys). Gabriel er ærkeenglen. De er hinandens modpol og karma. 

Nicholls henlagde sin handling til London i 1990'erne, og vi fulgte Thatcher og popmusik op gennem Em og Dexters forhold. 

Lucy og Gabes tid er post-9/11 med en mere intellektuel tilgang til verden, der ikke længere er så uskyldig eller præget af hurtige penge. De reflekterer over deres liv, og der er mange referencer til litteratur men også fotografi i kraft af Gabes arbejde - og især med Steve McCurry blev jeg jo blødgjort.

Det er også en hurtig bog; men nok ikke mindst fordi jeg bare måtte have slutningen - selvom jeg forsøgte at strække læsenydelsen længst muligt. En smuk markant bog om den generations kvaler.

Maigret og de brave folk (Maigret LVIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. maj
• 189 sider
• Originaltitel: Maigret et les braves gens

Maigret kaldes til en lejlighed i Montparnasse-kvarteret, hvor en mand er fundet skudt siddende i sin lænestol foran et skakspil. Konen og den voksne gifte datter har været i teateret, da de komme hjem og finder ham sådan. Svigersønnen har været der tidligere på aftenen, men som læge er han blevet kaldt ud til et hjemmebesøg. Men han er jo den sidste, der har været sammen med manden - så er han ikke den åbenlyse skyldige? 

Problemet er bare, at det er nogle brave mennesker! Gode og ordentlige. Ingen fjender. Ingen skeletter i skabene. Det irriterer næsten Maigret, hvor ordentlige de er - for ellers bliver man jo ikke bare myrdet i sit eget hjem; og han må tilmed selv have lukket morderen ind.

Men måske gemmer de alligevel på en familiehemmelighed? Maigret snuser rundt i cafeer og bistroer, hvilket jo har den glimrende sideeffekt, at han kan få tygget sig igennem en del choucroute og få drukket en del øl og deslige .... i arbejdstiden!

Men han finder også "skelettet" - en mand, der er set sammen med ægteparret samme dag som mordet sker; men hver for sig. Så havde ægtefællerne også hemmeligheder for hinanden?

Det viser sig, at morderen oven i købet har opholdt sig i ejendommen efter mordet; nemlig i tjenestepigeværelserne oppe under taget. Der kan man "tydeligt" se, at det er en mand - for der findes nemlig cigaretskodder UDEN læbestift på!!!! For det siger jo sig selv, at enhver kvinde i 1961 ville sørge for at være pæn og ordentlig, når hun forlader sit hjem - morderske eller ej!

Han afslører morderen; ikke mindst i kraft af konens tilståelse af, at en bror har afpresset parret for penge igennem nogle år. Men han er pist væk - og det passer Maigret fint. For han fik jo alligevel ret i, at hans brave folk virkelig var det, han troede - nemlig brave. Og igen er det ikke så væsentligt at få en morder dømt.

Maigret og tyven (Maigret LVII) - Georges Simenon

• Fransk
• 11. maj
• 156 sider
• Originaltitel: Maigret et le voleur paresseux

Jeg var egentlig gået i gang med Kingmaker-serien; en fortælling i fire bind om arvestriden mellem Lancaster og York-familierne i 15. århundredes England. Naivt havde jeg tilmed indkøbt alle fire bind inden jeg gik i gang med det første. Jeg kæmpede i tre dage, og var stadig kun nået hundrede sider ind i første bind - og af dem var de fleste lange udpenslede beskrivelser af slagsmål og vold. Jeg måtte simpelthen give op på trods af min forkærlighed for historiske romaner. De røg derfor alle fire i skraldespanden - er der egentligt et sted i København, hvor man kan aflevere brugte (i dette tilfælde helt nye) bøger?

I stedet kastede jeg mig over gode gamle Maigret, og fik læst denne på fredag aften alene - et sikkert tegn på, at de andre ikke var noget for mig!

Maigret er stadig i omstillingsfasen af sit liv; nu er der tilmed kommet nye direktiver indenfor politiet, så han ikke længere kan forhøre og arbejde, som han har været vant til i en menneskealder. Nu skal anklagere tilkaldes et mordsted - men Maigret får alligevel opringningen, da en mand findes død i Boulogne-skoven.

Maigret genkender manden, som er myrdet andetsteds og transporteret ud i skoven. Det er en gammel kending af politiet, selvom man aldrig har formået at sætte ham bag tremmer. Men man ved med ret stor sikkerhed, at han begår indbrud hos de rige - og gerne mens de ligger og sover deres søde søvn lige ved siden af ham. 

Selvom han ikke må blande sig, så tager Maigret sig alligevel af at informere den afdødes gamle mor - og han kan jo ikke holde fingrene væk. Han ved, at der må være penge et sted fra alle de mange tyverier. Han ved, at der må være et dobbeltliv, som moderen ikke kender til. Han skal officielt opklare en sag om en bande, der hærger i Paris - og den opklaring følger vi parallelt med hans indblanding i sagen om den underlige tyv. Tyven lejede sig ind i møblerede værelser i ugevis, hvor han observerede livets gang hos dem, han ville stjæle fra - så hvor har han sidst boet i nogle uger?

Det viser sig også, at han faktisk havde en kvinde i sti liv - som troede, at dobbeltlivet omfattede en familie! Dommeren mener, at det hele er en banal historie om bandeopgør; så selv da Maigret finder sammenhængen, tror ingen ham. Men vi genfinder en typisk Simenon-karakteristik - at tyven faktisk er et lidt tiltalende gemyt, som Maigret har sympati for. Han havde også sit lille stille liv med 'kæresten', og havde sørget for, at moderen ikke skulle lide nød, hvis der skete ham noget. Det er noget Simenon ofte har gjort brug af i denne serie - at tillægge forbryderne de bedste egenskaber.

The House at Bishopsgate - Katie Hickman

• Engelsk
• 30. april - 8. maj
• 430 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg begik så mange fejl med denne bog, at det er et mirakel, at den er blevet læst.

Jeg havde en vild idé om, at jeg ville købe en engelsk bog - da mit reservelager mest bestod af franske bøger. Men det gik helt galt fordi:

• Jeg blev tiltrukket af forsiden, og troede fejlagtigt, at det var af en forfatter, jeg tidligere havde læst - det viste sig jo så, at jeg forvekslede den med Jessie Burtons debutroman. Jeg er sikker på, at det trick er lavet bevidst (for at snyde mig).
• Det stod jo ingen steder på omslaget, at dette faktisk var sidste del af en trilogi! De to tidligere er faktisk udgivet på dansk som Det gyldne bur og Sultanens juvel. Havde jeg vidst det, havde jeg jo ikke købt den!
• Endelig skal man følge sin intuition! Jeg brugte nok en hel time i boghandlen, og havde fat i adskillige romaner, der ikke talte til mig. Udvalget i København er jo også ret begrænset; og i ren frustration endte jeg på vej ud af døren med alligevel at vende om for at tage denne. 

Så det tog virkelig sin tid for de sølle 430 sider; jeg skiftede mellem begejstring og frustration - men fra den ene linje til den næste. Så ville jeg stoppe - og sekundet efter kæmpede jeg mig alligevel videre.

For dem, der kender trilogien, er noget af historien jo kendt. Ægteparret Celia og Paul Pindar tilbage til London i 1611. Sammen med dem rejser den unge enke Frances Sydenham, som de har mødt i Antwerpen, og i stedet for at rejse sin egen vej, får hun hurtigt en fremstående plads i parrets velhaverhus i Bishopsgate.

Celia er svag - eller primært er hun jo bundulykkelig i sit ægteskab med en mand, der ikke tør røre hende efter fødslen af et misskabt barn mange år tidligere - og ikke med ham som far. 

Frances tager over, og får hurtigt gjort Celia til byens seneste sensation med hendes gevandter fra Østen, som chokerer og imponerer de londonske fruer. Samtidig venter de hver især på nogen - Paul på hans halvbror, John Carew, og Celia på hendes veninde, den tidligere nonne Annetta. Og Pauls bror Ralph venter bestemt på ham - og den kænpe diamant, som han ifølge rygter har med hjem.

Det hele bliver en kamp om diamanten; om Ralphs besættelse af John Carew, som ender med at drive ham til vanvid - og parrets indbyrdes forhold selvfølgelig.

Problemet er, at intet hænger ordentligt sammen; hverken rytmen, spændingen, opklaringen af plottet .. det er meget diffust og mærkeligt til tider, for så at dykke ned i ligegyldige detaljer, som fylder for meget.

Jeg kom til vejs ende - efter en opløftende dag, hvor jeg havde klaret tres sider. Men så gik det virkelig galt, og jeg kunne kun prise mig lykkelig for, at jeg ikke skulle igennem en trilogi faktisk!