Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.

Un couple - Eliette Abécassis

 

• Fransk
• 15. februar
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En forfatter, jeg aldrig tidligere har læst, men som fangede mig i en boghandel i Belgien over nytåret.

Det er en lille intens roman, der virkelig gjorde indtryk på mig.

Alice er næsten 90 år gammel, da hun går tur i Luxembourg-haven i centrum af Paris. Hun sætter sig på en bænk - altid den samme bænk. For her har hun minder fra. Jules er lige så gammel som Alice, og finder hende på bænken. De taler lidt. Om fortiden og deres minder. Om deres ægtefæller, som de savner. Men de er ægtefæller. Jules kan bare ikke huske det.

Derfra rykkes vi i trin tilbage i deres historie. I små ryk først nogle år tilbage og så videre ned gennem et helt liv. Et ægteskab, der havde dets kriser. Utroskab, træthed, arbejde, skænderier. Men også troen på kærligheden, familien og lykken.

Ved at arbejde sig baglæns i deres historie skrælles lagene af stille og roligt. Der er overraskelser, som den dedikation i en bog, som Alice mener er fra en af Jules' elskerinder. Det viser sig at være til hende selv fra en kvinde i de hektiske tider omkring maj 1968-oprøret. 

Der refereres fra starten til et brev Jules skrev til hende efter deres første møde - på en bænk i Luxembourg-haven i 1955. Han vidste ikke, hvordan han skulle finde hende igen. Men dagen efter møder han hende - til sit eget bryllup. Derefter skriver han brevet, hvori han lover hende, at de skal elske hinanden, blive gift, men også opleve mindre lykkelige tider. Uoverensstemmelser over oprydning og børneopdragelse. Utroskab måske. Og med alderen sygdom og måske demens. Men at igennem alt det vil de have hinanden.

Det lyder lidt pladderromantisk, og det er det ikke. Det er måske bare billedet på et temmelig almindeligt forhold - men ét, hvor man står tingene igennem. På trods. Og som de sidder på bænken efter tres år sammen er det kærligheden, der har sejret i sidste ende.  

Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord. 

Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.

Minuit - Dan Franck

 

• Fransk
• 2.-7. februar
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tredje og sidste bind i trilogien om moderne kunst, som startede med perioden 1900-1930, hvor der trods en verdenskrig var optimisme, kreativitet og fest og farver over Paris. Andet bind dækker perioden 1931-1939 med den spanske borgerkrig, kommunismens fremstorm og optakten til 2. Verdenskrig.

Så nu er vi nået til krigens år - perioden 1940-1944 - hvor besættelse og censur dominerer kunsten som alt andet.

Paris var allerede fra midten af 1930'erne et yndet tilflugtssted for jødiske kunstnere, som ikke længere var velsete i deres hjemland. Naivt og optimistisk troede de, at Frankrig ville beskytte dem. Frankrig, som var kunstens hjemland og især Paris, som havde plads til alle slags skæve eksistenser.

Men Frankrig overgav sig, landet blev delt i to og Pétain dannede regering i Vichy, som samarbejdede med tyskerne. Nogle af vores protagonister fra andet bind fortsætter deres mere aktive roller - som Malraux, der stadig var ved fronten. Eller Saint-Exupéry, der sin alder til trods stadig ville flyve.

Manden, der efter at være strandet i den libyske ørken i 1935, og nu i New York, skrev Den Lille Prins for at indgyde en smule poesi og skønhed i en brutal verden. Saint-Exupéry, der trods sine 44 år insisterede på at flyve, og forsvandt over Middelhavet den 31. juli 1944 - blot nogle uger inden Frankrig blev befriet. Hans fly blev først fundet i 2000 og vi finder nok aldrig ud af årsagen til ulykken.

Malerkunsten havde ikke sin stærkeste periode i krigsårene i sammenligning med de tidligere årtier. Censuren var intens, og frygten stor - men kunstnere som Picasso, Dali og Matisse malede dog værker inspireret af krigens gru. 

Mest opsigtsvækkende er dog nazisternes destruktion af kunstværker og kampen for at redde dem. På den ene side eksporterede nazisterne kunstværker i stor stil til det museum, der skulle bygges i Linz eller til Görings private hjem, Carinhall. På den anden side brændte de utallige uerstattelige kunstværker efter at have udstillet dem som degenereret kunst. Der var enkeltpersoner, der gjorde en kæmpe indsats for at redde, hvad reddes kunne - som Rose Valland, hvis historie er veldokumenteret.

Men krigen blev dog det skrevne ords kamp. Kampen for at overvinde censuren, der ville overtage og arisere de mange forlag ejet af jøder. Kampen for at skrive sin utilfredshed med krigen, besættelsen og holocaust. Vi kommer i dette sidste bind langt tættere på forfatterne - som duoen Sartre/Beauvoir, der havde en enorm indflydelse, men ikke brugte den meget aktivt. Eller som Gide, der starter med at støtte Pétain for siden at trække sig helt tilbage.

Der var mange forfattere, jeg ikke kender særlig godt (eller overhovedet), fordi de ikke er relevante i dag - men som spillede en markant rolle i det stille oprør. Et par stykker stikker dog ud - Robert Desnos, som døde i en koncentrationslejr efter befrielsen efter at have været fange for modstandsarbejde. Eller Vercors, som under pseudonym skrev sine noveller om krigen.

Bogen slutter med den episke historie om Hemingways indtog i Paris i august 1944, hvor han indtager hotelbaren på Ritz og tømmer vinkælderen. En passende afslutning på en kraftpræstation af en trilogi.

Franck er nu i gang med en serie på fire bind, som skal dække perioden 1820-1885, hvoraf kun to er udkommet. Jeg vil vente til alle fire bind er der - men jeg kan næsten ikke vente!

Månen i min kuffert - Roxana Kia

 

• Dansk
• 31. januar - 1. februar
• 400 sider

Jeg var så heldig at få en bog i gave af nogle gæster - og jeg slugte den i weekenden, da den var umulig at lægge fra mig!

I sommeren 2022 opstod bevægelsen Kvinde! Liv! Frihed! i Iran efter drabet på den blot 22-årige Jina Amini, der nægtede at bære slør. Demonstrationer og protester bredte sig til store dele af verden - og hendes død blev desværre ikke den eneste. Nu er vi mere end tre år senere og muligvis på kanten af en ny konflikt, som kan vise sig at være afgørende for landets præstestyre.

Hver gang konflikter opstår i et land, man er flygtet fra, konfronteres de flygtede med den virkelighed igen. Således også Roxana Kia, som har boet i Danmark siden hun var 29 år. Men hun flygtede fra Iran efter shah-styrets fald i 1979, og boede i mange år i Sverige, hvor hendes mor stammer fra.

Nu sidder hun dér og ser og hører, hvad der foregår i Iran, og kæmper med at sove om natten. Hun finder en gammel kuffert frem, hvor nogle af familiens minder overlever. Hun ser tilbage på en barndom men også på forældrenes ungdom og første møde.

Vi springer rundt i tid og sted, men uden at det bliver forvirrende. Nedslag i hendes barndomsminder i et Iran, hvor hendes farfar var en af shahens tætteste rådgivere og familien tilhørte den absolutte overklasse i landet. Hendes far var endda udset til at blive gift med shahens søster, men han havde læst i Sverige og da han som ung vendte tilbage mødte han Amy, hendes mor. Hun blev gravid, og hurtigt måtte de gifte sig, og senere flyttede de til Teheran og ind hos svigerfamilien.

Det er også en historie om kulturchok for Amy. Både i forhold til, at flytningen til et så fremmed land i 1960'erne, men også den magt og rigdom, der er og som hun forventes at repræsentere sammen med Roxanas far, Freddy. En mand, som ligesom sin egen far, lever et dobbeltliv kvinderne forventes at acceptere. Der er utroskab - og halvsøskende - og spillegæld. Der er vold og jalousi. Men Amy bliver alligevel.

For den voksne Roxana er der også tvivlen og dualiteten i at være flygtning men repræsentere et styre, som muligvis har blod på hænderne. De fleste flygter jo fordi et nyt regime indebærer en politisk fare for dem fordi de var knyttet til det gamle. I dette tilfælde er hendes familie dog fra den absolutte top af dette tidligere regime, og kufferten bugner af fotos af bedsteforældrene sammen med præsidenter og statsledere. Roxana finder sammen med andre iranske kvinder i Danmark, og genopdager sine iranske rødder men hvor meget skal hun sige om sin egen familie?

Historien følger familien særligt fra forældrene mødes og til starten af 1980'erne, da de er flygtet. Det går lidt hurtigere med de efterfølgende år og hvorfor hun præcis landede i Danmark står ikke klart. Der mangler måske nogle detaljer, men historierne om den familie og deres liv i Iran er ganske fængslende.

Så hvorfor er det - igen - at danske forlag ikke kan gøre tingene helt korrekt? Der var mindst én grov faktuel fejl i årstal og en hel del sjuskefejl i korrekturen. Det skurrer virkelig, når man ellers nyder en virkelig god og stærk personlig fortælling. Ydermere når det er så åbenlyse fejl, at en hurtig gennemlæsning ville have været nok. 

Sprogligt er den ellers fantastisk poetisk med et islæt af mellemøstligt eventyr - med månen som ledetråd igennem historien, og som pejlemærke for den voksne Roxana, som skal slutte fred med en del familiedæmoner.

Libertad! - Dan Franck

 

• Fransk
• 26.-29. januar
• 446 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg første bind i trilogien om moderne kunst af den franske forfatter og historiker Dan Franck. Jeg havde fundet den på engelsk på biblioteket, men de følgende to bind er enten ikke oversat eller ikke tilgængelige i Danmark. Jeg købte derfor alle tre bind på fransk, så jeg efterfølgende har dem hjemme - for udover at læse dem en første gang, er det helt fantastiske bøger at bruge som inspiration.

Andet bind foregår i perioden 1931-39 - fra efterkrigsårene til årene før en ny krig. En periode, hvor surrealismen vinder frem i kunstmiljøet og kunstnere som Aragon, Breton, Gide, Malraux, Saint-Exupéry, Picasso, Dali og mange andre hælder til kommunismen, men også slås med deres ideologi i forhold til Stalins styre. Der er flere facetter af kommunismen - anarkismen, trotskismen og stalinismen, som flere ser på egen hånd på rejser til USSR. Nogle kommer desillusionerede hjem og Frankrig bliver eksil for mange russiske kunstnere, som ikke længere er i favør hos regimet. Det fører også til brudte venskaber og stærkt optrukne ideologiske linjer. Surrealismen og kommunismen kan ikke forenes!

Da den spanske borgerkrig bryder ud drager de sydpå for at hjælpe republikanerne i krigen mod Franco. Det er en konflikt, jeg ikke er så velbevandret i - og jeg finder den kompleks. Men jeg blev en hel del klogere på den her! En tid, hvor nye navne træder frem på scenen som fx Capa, hvis fotografi af den faldende soldat gjorde ham til en stjerne - om det så er iscenesat eller ej, som senere debatter hævder. Det blev starten på en helt ny profession - krigsreportere - og Hemingway var en ivrig deltager, som han senere skulle blive det i 2. Verdenskrig. Men selvfølgelig også en tid, der gav os Guernica af Picasso, som i vanlig stil først trådte ind på scenen, da han følte sig indigneret nok - for hurtigt efter at fortrække tilbage til sit liv i luksus. Han var bestemt ikke typen, der som Hemingway sov på jorden sammen med soldaterne!

Vi følger ligesom i første bind også deres privatliv, som ikke var kedeligt. Affærer på kryds og tværs af ægteskaber, en løssluppen seksualitet som nok kan ændre ens syn på perioden. Den var bestemt ikke kedelig omend kunstnerne næppe repræsenterer gennemsnitsbefolkningen.

Dybt fascinerende fortælling om en brydningstid på mange måder - kunstnerisk selvfølgelig; men det var jo blot en reaktion på geopolitiske spændinger. Tyskerne var stærkt involveret i den spanske borgerkrig, hvor de hjalp Franco og samtidig øvede sig militært - de forberedte det, der skulle komme nogle få år senere.

Der er overraskende elementer som fx den indgående fortælling om André Malraux - en fransk forfatter, nok mest kendt for sin roman Menneskets lod - men som i sin ungdom tog til Indokina for at stjæle statuer. Disse skulle han sælge i Paris for at tjene penge. Han var desuden særdeles aktiv i Spanien, men er i dag nok mest kendt for at have været Frankrigs kulturminister under de Gaulle. Han var en flamboyant personlighed, som inderligt brændte for sine idéer men samtidig var mytoman og umulig at leve sammen med.

Dan Franck får det hele flettet sammen i en fantastisk fortælling, hvor kunst og politik går op i en højere enhed. 

Kongeligt queer - Lars Oskan-Henriksen

 

• Dansk
• 20.-25. januar
• 592 sider

Historiske biografier er altid et hit - og denne har et twist!

Forfatteren er selv aktivist indenfor LGBTI+-bevægelsen, og har sat sig for at kortlægge de kongelige personer gennem historien, der bekræftet eller ej var queer. I denne forstand skal udtrykket måske tolkes lidt bredere - nemlig i betydningen, at de trådte ved siden af den opfattelse man havde til deres opførsel som kongelige personer. 

De 39 personer kommer fra hele Europa - fra Rusland, Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland, Bayern, Osmannerriget, Rumænien, Bulgarien, Danmark, Sverige, Holland, Spanien, Monaco og England. Den ældste biografi er af Edward II af England, der levede fra 1284 til 1327 og den yngste af den nulevende Lord Mountbatten i England, som er født i 1962. 

Der er en del regenter iblandt, men som ses af tilfældet Lord Mountbatten også andre personer i kongelige familier, som ikke er direkte magthavere. Det er nogle gange kronprinser eller hustruer - eller andre i den royale indercirkel.

Som sagt er det svært at kende de intime detaljer om folks seksualitet - især når de har været døde i århundreder. Det gøres ikke mindre besværligt af, at der i fx middelalderen og renæssancen var helt andre normer for seksualitet. Andre kulturer - som Osmannerriget - havde igen andre acceptable regler og homoseksualitet var ikke en identitet, som vi anser det i dag.

I nogle tider og nogle kulturer var det acceptabelt og anerkendt med homoerotiske forhold i ungdommen - så længe en tronarving i sidste ende gjorde det en tronarving skal: Sikre den næste i rækken! For andre var dette et nødvendigt onde og man giftede sig for at sikre arvefølgen og opretholde facaden, mens man levede sit liv i det private med elskere eller elskerinder.

For nogle er det dog uomtvisteligt, at de havde en homoseksuel identitet - uden måske selv at tænke i de baner - mens det for andre mere handler om at stikke ud fra mængden, og udfordre vores tankegang. Det er sådan man skal se fx afsnittet om prinsgemalen Henrik, som i sin levetid blev mere kritiseret for sin franske væremåde og først fik sin oprejsning efter sin død i 2018.

Der var en del overraskende biografier af personer, jeg kendte men med en helt anden tilgang til deres biografi. Der var andre, hvis liv og levned er velkendt som værende homoseksuelt - og det handler absolut ikke kun om deres privatliv. Vi får samtidig en fortælling om deres samtid med krige og alliancer, der var med til at sætte dagsordenen for royale ægteskaber.

Det er også en smuk bog; dejligt illustreret og med en god inddeling i kronologiske geografiske afsnit. Derfor er det desto mere ærgerligt med de fejl, der altså har sneget sig ind, og som virker til at tage til som den tykke bog skrider frem. Faktuelle fejl som forkerte årstal - hvis man er født i 1566 er man ikke 12 år gammel i 1568 - men også navne, der blandes sammen udover de vanlige sjuskefejl i korrekturen, som danske forlag er mestre i.

Bogen stiller dog også nogle væsentlige spørgsmål i det afsluttende kapitel. Er kongehusene af i dag gearet til at håndtere et eventuelt homoseksuelt regentpar og hvordan skal en arvefølge så sikres? De fleste kongehuse optræder i en eller anden form som protektorer for LGBTI+-projekter - men er det politisk korrekthed eller en reel intention om at integrere en ny identitet i en oldgammel institution?

Det bringer interessante debatter til bords set i lyset af de mange liv, der blev ulykkelige eller forkortede fordi man ikke kunne håndtere, at der blev trådt uden for de royale etikettegrænser.

Soumise - Christine Orban

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske filosof, opfinder, matematiker - og geni - Blaise Pascal er født i Clermont-Ferrand midt inde i Frankrig, hvor jeg selv har boet. Hans karriere udspillede sig dog i Paris, hvor familien flyttede til da han og hans to søstre var børn. Pascal var allerede som barn et geni, der imponerede alle - men han havde faktisk en søster, der på sin tid oplevede temmelig stor berømmelse omend kortvarigt.

Christine Orban er en fransk forfatter, der har skrevet en del biografier og også teaterstykker; jeg har dog aldrig tidligere læst noget af hende, men kender hende mest fra tv-udsendelser. Men denne biografi af Blaise Pascals søster vandt prisen for bedste biografi i Frankrig i 2023.

Jacqueline Pascal fødtes i 1625, og allerede som barn var hun dygtig i skolen. Det var dengang det primært handlede om udenadslære og hun kunne huske lange digte udenad. Men hun komponerede også selv digte, og blev inviteret til hoffet og i teatret. Børnenes mor var død så hun tog sig også meget af broderen, Blaise, der livet igennem led af et utal af lidelser. Måske led han i virkeligheden af manglende moderlig omsorg?

Deres forhold var komplekst. Utroligt tætte uden at det var upassende; men de var uadskillelige og arbejdede sammen om filosofiske og religiøse spørgsmål. Da Jacqueline bliver ramt af kopper ændres hendes liv. Det er slut med rampelyset, og hun søger mere spirituelle retninger. De to søskende vender sig i ungdommen mod jansenismen, som var en ekstrem streng afart af katolicismen, der blev bandlyst af paven og nu er uddød.

Jacqueline beslutter sig for, at det er hendes kald og vil gå i kloster. Men det kræver tilladelse fra faderen, der ikke vil give den. Det bliver til den første splid mellem de to søskende - men hun får sin vilje i 1652, og ser nu kun broderen bag et jerngitter og uden at må have personlige konversationer med ham. Blaise Pascal vender sig dog også mod jansenismen inden sin død i 1662 - ti måneder efter søsterens tidlige død.

Bogens titel Underlagt refererer både til hendes rolle som nonne, men i det hele taget til hendes liv, hvor hun enten var underlagt broderens geni og luner og senere kirken. Hun stoppede med at digte, men der findes mere end 300 digte fra hendes hånd hvoraf nogle bruges i bogen. Jeg kendte intet til denne søster - og mit kendskab til Pascal selv var mere fokuseret på hans opfindelser (den første regnemaskine!!!) end hans filosofiske og religiøse tanker. Så det var en god opdagelse, og jeg kunne virkelig godt lide Orbans stil, som bringer ind tæt ind i det 17. århundrede i de to søskendes underligt symbiose forhold.

De elskende i Casablanca - Tahar Ben Jelloun

• Fransk
• 13.-16. januar
• 352 sider
• Originaltitel: Les amants de Casablanca

Den marokkanske forfatter, Tahar Ben Jelloun, beskæftiger sig jævnligt med parforhold og ægteskab i sine romaner - og gerne med de problemer, der opstår.

Denne roman er nutidig og foregår i Casablanca i Marokko, hvor Nabile og Lamia lever med deres to børn. De mødtes som unge i Paris, hvor de begge læste og blev forelskede. Tilbage i Marokko er Nabile læge, mens Lamia styrer et apotek foræret til hende af hendes velstående forældre. De lever et moderne liv i den lokale overklasse - fester, hvor der drikkes alkohol og danses; ferier i udlandet og et stort hus med tjenestefolk. 

Men en dag møder Lamia en kollega, Daniel, og indleder en passioneret affære. Han er en skørtejæger og efter seks måneder ender han forholder lige så hurtigt som det startede. Lamia var hovedkulds forelsket i Daniel - og havde genoplevet en erotisk flamme hun nok aldrig havde haft med Nabile. Måske fordi det var forbuden frugt! Så i sine følelsers vold fortæller hun Nabile om affæren og at hun derfor må forlade ham. 

Historien skifter mellem Nabile og Lamias version af historien. Historien om deres ungdom og første møde. Historien om deres ægteskab og stigende uenigheder om værdier. Historien om deres sexliv, som mister den første gnist efter ti års ægteskab. Og ikke mindst historien om, hvordan de kommer videre derfra? Var det forhastet, at Lamia fortalte Nabile om affæren - for rollen som fraskilt kvinde er ikke ligetil i et Marokko, der er muslimsk og præget af ældgamle ritualer og regler. Hun befinder sig pludselig i en situation, hvor samfundet fordømmer hende - og må finde en ny mand, som er alt andet end både Daniel og Nabile.

Ben Jelloun kommer med mange betragtninger over det marokkanske samfunds normer, og hans tilgang er langt mere moderat. Han blotter den dobbeltmoral, der hersker i overklassen, som favoriserer en "fransk" levevis og som kan drikke alkohol "med måde" og kvinderne have elskere. Men han udforsker også normerne for skilsmisse og rettigheder for kvinder i et patriarkalsk samfund, hvor Lamia som den mere velstående af de to pludselig indtager den dominerende rolle.

Det var en smuk roman - og jeg er begejstret for, at han har skrevet en opfølgning, hvor de to mødes år efter skilsmissen.