Silken - Alessandro Baricco

• Fransk
• 10. august
• 121 sider
• Fransk titel: Soie

Jeg vendte tilbage til endnu en af mine favoritter; Baricco opdagede jeg med denne roman for mange år siden - den udkom i 1996, og jeg læste den første gang lige efter. Siden har jeg læst den et par gange - og pludselig fik jeg lyst til at genlæse den. Det er perfekt til en aften, og sproget og Bariccos finurlighed er i denne roman på sit højeste.

Efter at have læst stort set alle hans romaner, stoppede jeg til sidst - den sidste kunne jeg slet ikke fordøje; efter ellers at have været i ekstase over fx Mr Gwyn eller Denne historie. Jeg ved ikke, om jeg igen vil kaste mig ud i hans univers; men så kan jeg til gengæld genlæse nogle af favoritterne.

Silken handler om franskmanden Hervé Joncour, som rejser den lange vej til Japan i årene 1861-1865 for at købe larveæg. Dem transporterer han igen den lange vej retur til den lille franske landsby, som lever af at producere silke. Det er en barsk rejse og tager ham flere måneder hvert år. Hver gang frygter hans hustru, at han ikke kommer hjem. Ikke af skræk for, at han dør undervejs - men fordi hun fornemmer ganske tydeligt, at der er sket noget derude i Japan. En anden kvinde har taget pladsen i hans hjerte.

Det er ganske rigtigt; og det får langtrækkende konsekvenser. Mere skal ikke afsløres her! Det er poetisk smukt skrevet; som fx rejsen til Japan. De fire gange den beskrives er den ord for ord identisk... næsten! Man kunne fristes til at springe let hen over det; for det er jo den samme beskrivelse af vogn, sejlads, tog osv, som sidste gang. Men hver gang han skal krydse Baikal-søen ændrer denne navn. "De lokale kalder den..." Og så skifter det far at være 'Havet' til 'Dæmonen' til 'Den sidste' til 'Helgenen'. Fordi Joncour og hele livet forandrer sig hver gang.

Den bedste anbefaling er måske Bariccos egne ord, som forklarer bogen:  

"Dette er ikke en roman, Heller ikke en fortælling. Det er en historie. Den begynder med en mand, som krydser verden og slutter med en sø, som er der, bare sådan, på de blæsende dage. Manden hedder Hervé Joncour. Søen ved man ikke, hvad hedder.

Man kunne sige, at det er en kærlighedshistorie. Men hvis det kun var det, så ville det ikke være værd at fortælle den. Der er også begær og lidelse i denne historie. Den slags som man kender udmærket, men som man aldrig kan finde ord til at beskrive. Og under alle omstændigheder er det ikke kærlighed. (Det er nemlig meget gammelt. Når man ikke har ord til at forklare noget, så bruger man en historie. Sådan har det fungeret i århundreder.)

Alle historier har deres egen musik. Denne har en hvid musik. Det er vigtigt at sige netop dette, fordi de hvide musik er en underlig musik. Foruroligende nogle gange; den spilles sagte og den danses langsomt. Når den spilles godt, er det som at høre stilheden, og dem der danser den guddomeligt; dem kigger man på og synes, at de slet ikke bevæger sig. Det er forfærdeligt svært hvid musik.

Der er ikke meget mere at tilføje. Måske skal man præcisere, at historien foregår i det 19. århundrede: bare så man ikke forventer at finde flyvemaskiner, vaskemaskiner og psykologer, Den slags er der ikke her. Måske en anden gang." 

Last Tango in Paris - Robert Alley

• Engelsk
• 9. august
• 256 sider

Jeg rammer igen og igen bunden af bunkerne; eller jeg kan ikke lige finde den rette bog, der rammer det jeg har lyst til. Så i går gik jeg i reolerne, og fandt denne, som jeg aldrig har læst. Jeg ved ikke, hvor jeg har den fra - som regel skriver jeg navn og dato i mine køb; men det er vel nok fra et loppemarked, da den er fra 1973!

Bogen er i dette tilfælde kommet efter filmen; forsiden er temmelig sigende for perioden - og ikke mindst reflekterer den jo glimrende filmens handling, som chokerede så mange for snart 50 år siden.

Det skulle efter sigende være Bertoluccis erotiske fantasier, der lægger til bund for handlingen; og optagelserne fik vidtrækkende konsekvenser for den unge skuespillerinde, Maria Schneider men også Brandos forhold til instruktøren.

Jeg har kun set små klip fra filmen; jeg ved ikke, om jeg reelt har lyst til at se den hele. Bogen er selvfølgelig noget anderledes, idet man får mere indblik i personernes tanker og følelser. Dog er den skrevet ud fra filmen, og det mærkes - hvert kapitel er tydeligt en scene med åbning og afslutning i et bestemt univers.

Og så er der jo erotikken! Den kommer man ikke udenom; filmen blev bandlyst i Italien og en lang række andre lande, og først tilladt igen i 1987. I dag ville den jo skabe et ramaskrig af indignation med forholdet mellem den ældre mand og den unge kvinde, og ikke mindst den berømte voldtægtsscene.

Men det er jo også et seksuelt eksperiment - en leg mellem to mennesker, hvor pigen i begyndelsen er fascineret af faren; af det ukendte og spændingen ved denne sensuelle ældre mystiske mand, som er så langt fra hendes konventionelle forlovede. Det er også en stærk kvindefigur, som jo i sidste scene selv tager ansvar og dræber ham, da han vil væk fra anonymiteten og kende hendes navn.

At læse det har uden tvivl en anden effekt end at se det på et stort lærred. Scenerne er der selvfølgelig i beskrivelse; og det er voldsomt - men uden billederne kan man det nemmere synes jeg.

Der er dog ingen tvivl om, at filmen havde alvorlige følger for skuespillerne - selv en Brando, som var voksen og nok havde set lidt af hvert allerede. Det kan nok sammenlignes med noget af det vores egen Lars von Trier har præsteret. Den måde instruktøren bruger skuespillerne til at udleve egne fantasier, som han er for svag til at se i øjnene eller udleve selv. Det er dybt perverst netop fordi man benytter og udnytter andre til at agere for en selv. 

Det er ikke en smuk bog at læse; dog er den næppe heller så grum som filmen - og selve præmisset med mødet mellem de to fremmede har en relevans som historie synes jeg. Det er en spænding man absolut kan forholde sig til. 

Byens spor 3 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 4.-8. august
• 535 sider
• Originaltitel: Byens spor 3

Det blev jo desværre hverdag, og der var færre læsetimer i døgnet. Ikke desto mindre væltede jeg ud af sengen om morgenen for om muligt at kunne nå at læse 20-30 sider inden jeg begav ind på Coronahjemmekontoret. Tredje og sidste del af trilogien om Oslo er præcis så vanedannende som de to tidligere.

Vi starter med et kort blik i 1965, hvor fire drenge, som identificerer med Beatles er på narrestreger ude ved havet. Der finder de noget efterladt tøj på en strand, og det viser sig at tilhøre Bjørn Stranger - stedsøn af Margrethe Vik (Hall), som er Majs veninde. Han har begået sevlmord, og de må fiske ham ud af vandet. Bjørn boede en tid i den tomme lejlighed ovenover familien Kristoffersen; og Jespers ven Jostein belsutter sig senere i romanen, at han vil flytte derind. Da han roder rundt i de få efterladte ting, finder han beviser for at Bjørn skulle være Granatmanden, som huserede i Oslo på netop dette tidspunkt.

Og netop denne indledning varsler en anden tone i det afsluttende bind. De fire drenge er protagonister fra en langt tidligere roman fra forfatteren, nemlig Beatles. Den har jeg ikke læst, så jeg ved ikke om præcis denne handling er taget direktre fra denne roman; men forfatteren begynder at lege lidt med os. Han er selvfølgelig stemmen fra prologen, og tredje bind er en del autofiktion.

Lars Saabye blander sig i historien; med sin egen historie om, hvordan han under skriveforløber fik konstateret kræft - og faktisk tror, at dette bliver hans sidste roman. Endog at han måske ikke når at gøre den færdig. Han filosoferer over sin rolle som dukkeholder, og hvorvidt hans personer lever uden for ham og hans vilje, eller om han reelt kan hive dem tilbage i det spor, hvor han gerne så dem. For nogle af dem irriterer ham med deres handlinger! Da vi når frem mod starten af 1970'erne er omdrejningspunktet jo EF-afstemningen, og hippierne er i fuldt flor.

Maj er smådeprimeret og irriterende; datteren Stine er i en oprørsperiode mod moderen og samfundet, og flirter med venstreorienterede fyre, som i sidste ende viser sig ikke at have nogen handlekraft eller holdninger. Jespers ven Jostein kæmper stadig for at blive rig, og drømmer stadig om Stine. Men han bliver også den, der tager hånd om alle de andre. Kvinderne i Oslo, som hver især kæmper med deres - pludselig viser han fornuft, men også livsvisdom.

Og endelig vender Jesper hjem. Det er dog ikke ude foran døren med en buket blomster - og det river op i en masse ar, og de skal alle til at forholde sig til den nye Jesper efter mere end 11 år. Hvem er de i forhold til ham - meget er sket siden da.

Romanen rundes på den smukkeste måde helt tilbage til indledningen fra første bind; og jeg måtte knibe en tåre til sidst indrømmer jeg. Det var virkelig et stort værk - autofiktionen kan man nok enten lide eller ej; det tager dog på intet tidspunkt over og fylder for meget, og det giver en særlig nostalgi og smerte, som passer til netop disse menneskers historie.

Byens Spor 2 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 1.-3. august
• 536 sider
• Originaltitel: Byens Spor 2

Jeg var knapt færdig med første del, før jeg grådigt kastede mig over den næste! Og nu var det også weekend, og jeg kunne fordybe mig helt og holdent i fortsættelsen, hvor vi nu er nået til 1956.

Jesper går i skole og spiller stadig klaver hos italieneren Enzo. Lillesøsteren Stine er hans plageånd og kæledægge. Moderen Maj realiserer virkelig sig selv, da hun får fast arbejde, hvilket hæver nogle øjenbryn hos de satte damer i Røde Kors-foreningen. Det er endnu mere en brydningstid her i 1950'erne end det var lige efter krigen.

Der er mange nye tendenser, og ungdommen er pludselig fristet af helt nye ting. De er ikke længere helt så stavnsbundne i forældrenes valg på deres vegne - men denne frihed giver også mulighed for at miste sig selv.

Jespers ven Jostein forlader således skolen, hvor han ikke bliver ordentligt behandlet - men han vil heller ikke blive på slagterskolen for at følge i faderens fodspor. Han vil være en rig forretningsmand; men det er ikke nemt, når alle stempler han som lidt dum og alle bumserne hjælper heller ikke.

Jesper får en kæreste; men det er heller ikke nemt at finde ud af - den seksuelle frigørelse er endnu et årti væk. Og de unge kæmper i det hele taget; så meget, at en af skolekammeraterne begår selvmord.

Selvom der er frisind og nye toner på vej, opdager Maj, at det langt fra gælder alle. Da hun tager på ferie til Italien med Jespers klaverlærer, bliver hun suspenderet fra Røde Kors. Dette kan moralens vogtere ikke magte. 

Vi er stadig hjemme i Fagerborg og i Oslo; selv rejsen til Italien beskrives kun som bagtanker - og det er så enkelt og genialt, at verden udgår derfra og alligevel bliver så stor for læseren.

Men det bliver også for meget; 1957 ramler med moderens fald fra de moralske tinder; problemer med slåskampe og klaveret - og skuffelsen over, at Enzo har forladt ham (og moderen). Skolekammeratens selvmord og ungdomskæresten bliver for meget, selvom den trofaste Jostein forsøger at give sin nye livsvisdom videre til Jesper. 

Fortællerstemmen fra indledningen i første bind blander sig, og fungerer som den altoverskyggende dommer eller Gud, der ser dem alle ovenfra. Men hvem er det? Det ved vi stadig ikke...

Som kongen dør, og ringen sluttes til starten i første bind, drager Jesper hjemmefra. Følsomheden driver ham ud i angsten, der driver ham væk fra familien.

Jeg var opslugt og det gik meget hurtigt (desværre) at komme igennem de mere end 500 sider; men blot for at kunne komme straks i gang med den afslutning, som jo må byde på nogle overraskelser.

Byens Spor 1 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 27.-31. juli
• 443 sider
• Originaltitel: Byens Spor 1

Jeg læser jo ikke meget skandinavisk litteratur; men under sommerens bogudsalg faldt jeg over denne til den beskedne pris af 60 kroner. Der var selvfølgelig også de efterfølgende bind i trilogien - men nu ville jeg først se, om den første fængede - på trods af de rosende anmeldelser er jeg evigt skeptisk, når det gælder skamdinaviske romaner.

Indledningsvis tager en fortæller os med i sporvognen, der kører fra centrum af Oslo til Fagerborg-kvarteret. Som den bevæger sig gennem byens gader, fortæller stemmen os om, hvad vi ser undervejs. Det bliver mere og mere lokalt, som vi kommer op af Kirkeveien - forbi slagter Melsom, og endelig op til familien Kristoffersens hjem og helt ind i stuerne. Stemmen fortæller os også, at det er en septembermorgen i 1957, og at kongen netop er død. Mens byen gør klar til at sørge, er den unge Jesper Kristoffersen på vej væk fra Kirkeveien i sporvognen, der skal føre ham til det skib, han vil påmønstre. Og således forsvinder en af hovedpersonerne ud af billedet. Men først skal vi helt tilbage og der efterlader stemmen os for nogle år.

Det er efterkrigstid i Norge, og året siger 1947. Jesper er en lille følsom dreng, der opfatter hjemmets stemninger meget intenst. Faderen, Ewald, er syg men vil holde det for sig selv - og moderen, Maj, er gravid med lillesøsteren, Stine. 

Ovenpå deres lille lejlighed bor enkefru Margrethe Vik, som fungerer som babysitter og sjælesørger for familien. Længere nede af vejen er slagter Melsoms søn, Jostein, en genstridig lille dreng, som lokker Jesper i uføre. 

Maj bliver kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, som her i årene efter krigen, er vældig populær. De bidrager til lokalsamfundets ve og vel; og hvert kapitel afsluttes med et måske lidt tørt referat fra deres møder. Men disse forholdsvis korte referater bidrager til at give læseren den samtidssociale kontekst; og ikke mindst den solidaritetsfølelse, der præger denne forstad, som jo er uendeligt provinsiel i efterkrigsårene i en ikke alt for stor hovedstad, som Oslo jo er. Majs historie er jo også historien om kvinderne, der trak ud af hjemmet og væk fra kødgryderne for at være noget andet og mere; det er starten på en feminisme.

Jesper bliver sendt til klaverspil for at kurere sin følsomhed, og således drages den italienske barpianist, Enzo Zanetti, ind i historien. Det er et lille persongalleri, men hver især fremstår de umådeligt tydeligt og nuanceret med deres drømme, svagheder, kampe og dæmoner.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at noget litteratur er udpræget norsk?

Som sagt er det ikke noget, jeg læser meget af. Alligevel slår det mig som værende kvintessensen af en norsk stemme og en norsk stemning. Selvom Wassmos Dinas bog vat noget mere slagkraftig, og Nesbøs krimier jo er krimier - så er det stadig en meget norsk måde at skrive på. Og én, jeg nok langt foretrækker fremfor den danske, som er mere staccato.

Der gives tid til de små detaljer, og historien og perspektivet flyder lige så umærkeligt fra den ene person til den anden - nærmest i samme sætning. Det er meget let, og alligevel foregår der jo en hel masse nede under overfladen. Det er afgørende år i verden, og man rives med og vil videre; og man vil vide, hvem den mystiske stemme fra indledningen tilhører - den optræder dog ikke mere her inden vi slutter i 1950.

Allerede halvvejs i bogen måtte jeg skynde mig ned og sikre mig de to næste bind - jeg skal sandelig ikke gå i stå midt i denne historie!

Notre quelque part - Nii Ayikwei Parkes

• Fransk
• 21.-26. juli
• 275 sider
• Originaltitel: Tail of the Blue Bird

Selvom denne er udgivet på engelsk, så fandt jeg den altså på fransk; nok fordi afrikansk litteratur er mere populært i franske udgivelser. Da fransk tillige er et andet sprog i mange afrikanske lande, bliver det oftest til meget vellykkede oversættelser - hvis de da ikke er skrevet direkte på fransk; hvilket jeg fejlagtigt troede, at denne var. Det gjorde nu ikke spor for læseglæden!

Opanyin Poku er jæger i en lille landsby, Sonokrom, i Ghana - langt fra hovedstaden Accra. Han lever sit stille liv i den lille landsby med tolv hytter, som er del af et "distrikt" med femten lignende landsbyer, som tilsammen styres af en "chef". Han går på jagt og om aftenen mødes han med vennerne på den lokale, hvor de drikker palmevin og fortæller historier.

En dag stopper en bil dog uventet op, og ud løber en ung kvinde - hun har set en smuk blå fugl, som hun nu forfølger helt ind i en hytte. Men inde i hytten ser hun en uformelig rød organisme, der "bevæger". Bestyrtet tager hun tilbage til Accra, og alarmerer hendes elsker - landets transportminister.

Nu er gode råd dyre - for ministeren vil ikke tabe ansigt; og beslutter sig for at gøre en prestigesag ud af det. Sagen overdrages til politiinspektør Donkor; og han ser en mulighed for at fremme egne interesser og karriere. 

De arresterer derfor den unge Kayo Odamtten - under påskud af at udgøre en national trussel; men han er uddannet retsmediciner - oven i købet i England, som jo er målestokken for alt moderne og fantastisk. Donkor gør ham det helt klart, at han vil have en rapport som han har set det i fjernsynet i serier som CSI Experts.

Kayo tager derfor til Sonokrom sammen med betjent Garba for at undersøge det organiske materiale og efterforske sagen. De fnder dog hurtigt ud af, at storbyens metoder ikke fungerer herude. Og at de må finde sig i landsbyboernes måde at "vidne" på.

Det bliver til lange aftener omkring skålene med palmevin, mens de ældre i landsbyen fortæller dem en historie om en mand, hans kone, hans datter, ånderne i skoven og alt derimellem.

Det er ikke en videnskabelig undersøgelse, og dog får Kayo til sidst skrevet den rapport, som alle i landsbyen er blevet enige om. Men det er ikke historien, som de lokale opfatter den. Det er tydeligt en historie om en mand, der udfordrede ånderne og blev straffet - men det går ikke længere at sige i et samfund, der er i brydning mellem gamle og nye traditioner. 

Der er masser af lokale ord og vendinger, som man skal beslutte sig for om man vil undersøge eller blot lade være en del af koloritten. Den franske oversættelse har tilmed tilpasset det franske sprog, så man fornemmer forskellen mellem de lokale, for hvem det nationale sprog ikke er deres dialekt. Det er de ghanesiske traditioner og folketro, der bliver baggrund for en moderne historie. En smuk fortælling, som dog er noget mystisk og forvirrende, hvis man forventer en klassisk krimi!

Elskede - Toni Morrison

• Engelsk
• 17.-20. juli
• 352 sider
• Originaltitel: Beloved

Toni Morrisons havde skrevet fem romaner inden hendes mesterværk Beloved udkom i 1987; alle romaner, der var skrevet mens hun arbejdede og forfatterskabet var lidt sekundært i hendes liv.

Hendes stærke afroamerikanske stemme fik hende dog til endelig at opgive arbejdet for at hellige sig skriveriet; og seks år efter udgivelsen modtog hun Nobels Litteraturpris som den første farvede kvinde nogensinde. Obama var en af de mest prominente personer til at tale ved hendes begravelse sidste år, da hun døde 88 år gammel - og med et hav af priser og værker som arv.

Hendes historier er stærke vidnesbyrd om afroamerikanernes historie; og de er vel alle en form for klassikere nu. Dog er det først nu, at jeg læser hende - og jeg må indrømme, at det ikke var helt nemt!

Elskede foregår lige efter den Amerikanske Borgerkrig; i 1873 i en lille by i Ohio. Der bor Sethe, en tidligere slave, sammen med sin datter, Denver, i huset, som kaldes 124 efter husnummeret. De lokale undgår så vidt muligt huset, da de alle mener, at det er hjemsøgt af et spøgelse. Til tider bliver spøgelset gal, og møbler og ting flyver frem og tilbage. Sethe og datteren mener, at det er spøgelset af den datter, hun dræbte da denne var to år gammel. 

Hendes to sønner er flygtet fra hjemmet som teenagere; og bedstemoderen, som kaldes Baby Suggs, er nu også død. Så kommer Paul D. - en mand, der også var slave på den samme plantage som Sethe (og Baby Suggs). Sethes mand, Halle, er hun blevet adskilt fra under flugten fra plantagen - og Paul D. havde et godt øje til hende allerede, da hun var ung.

Ind i denne allerede komplicerede verden, hvor grænserne mellem de døde og de levende er flydende, kommer så Beloved. En dag sidder den unge pige blot foran huset, og Sethe er overbevist om, at det er reinkarnationen af den lille datter hun dræbte for at undgå at hun skulle leve som slave. 

Beloved var samtidig det eneste ord hun kunne få datterens gravsten, da hvert bogstav kostede sex med graveren - hun magtede ikke mere end de syv bogstaver!

Beloved bliver et symbol på Sethes smerte og psykologiske eftervirkninger af tiden som slave. Sethe bruger alle sine penge på mad til hende, og hun vokser sig lige så stor som Sethe skrumper ind. Det hele er jo selvfølgelig samtidig meget metaforisk; og det er ikke nemt at komme helt ind i denne verden, hvor alt er så diffust mellem levende, døde og spøgelser. En verden, som også nærmer sig de animistiske pricipper om, at alt er levende - uanset død. 

Men det er også en grusom smuk fortælling om de ar, det efterlod på de frie slaver. De var ikke frie overhovedet! Deres børn levede under forældrenes traumer. De havde ikke normale forhold med ægteskab og samliv; ofte var deres børn resultatet af mange forhold - og en altid fraværende fader og mand. Deres selvrespekt er ødelagt for altid - og når man sammenligner med det moderne USA 150 år efter krigen - og slaveriets - afslutning, så er det jo åbenlyst, at der er nogle kollektive ar, som er blevet en nærmest integreret del af den afroamerikanske kultur desværre.

Derfor er Beloved så vigtig en bog; som resten af hendes forfatterskab uden tvivl er det. BelovedI er en del af en trilogi om afroamerikansk historie; og jeg skal læse mere af hende. Men som et første bekendtskab må jeg også sige, at det er tungt at komme igang med. Og smerten hele vejen igennem er også stor; men smukt skrevet er det.

Neige rouge - Simone van der Vlugt

• Fransk
• 11.-16. juli
• 552 sider
• Oversat fra hollandsk

Hvis man har besøgt Amsterdam, har man måske besøgt et temmelig unikt sted i byen - nemlig det hemmelig katolske kapel Our Lord in the Attic. Det er et fantastisk sted med en helt speciel atmosfære. og historien bag er jo også utrolig - især når man tænker på, hvordan religion stadig i dag fører til uoverensstemmelser. Men man forestiller sig jo sjældent, at katolikker må praktisere i skjul. Ikke desto mindre var det virkeligheden i det 17. århundrede, hvor protestantismen endelig havde vundet i Holland efter firs års krig.

For snart to år siden købte jeg en senere roman af den hollandske forfatter i lufthavnen i Amsterdam; og siden har jeg ventet i spænding på at denne tidligere roman udkom i en oversættelse i paperback. Det var bestemt ventetiden værd!

Vi er i Holland i 1552, hvor landet jo var en del af det habsburgske imperie og kongen var den tysk-romerske kejser Karl V.  Det var et strengt katolsk regime, og det spanske hof især var kendt for deres stringente holdning til religion, som jo også var markeret ved udryddelsen af jøder fra landet i 1492 af regentparret Ferdinand og Isabella, hvis titler var Katolske monarker.

I den mindre by Leyde bor den unge Lideweij sammen med sin far; en tekstilhandler. De er en del af byens bedre borgerskab, og selvfølgelig katolske. Men dette er jo i tiden, hvor Nordeuropa begynder at trække i den protestantiske retning, og i Holland er flere og flere ved at få interesse for den nye doktrin.

Da Lideweijs far bliver alvorligt syg, tilkalder hun lægen Andries Griffioen, som netop er "Skabsprotestant". De forelsker sig; men da faderen ikke vil tillade det, rejser hun med ham til Breda. Her bliver Andries livlæge for prins Vilhelm af Oranien, som virkelig er faderen til det moderne Holland og ikke mindst årsagen til, at orange stadig er hollændernes farve. Dermed vikles den reelle samtidig historie ind i historien om Lideweij og Andries og deres familie.

I 1556 bliver Filip 2. konge af Spanien og dermed Nederlænderne - og han bringer Inkvisitionen til landet. Der skal slås hårdt ned på protestanterne; og hele byer udryddes på de mest grufulde måder. Således flygter Lideweij og Andries med deres tre piger til Naarden, som i 1572 er åstedet for en grusom massakre. 

Historien skifter mellem Vilhelms perspektiv og krigens udvikling; en krig der først skulle ende i 1648 - og familien, som til dels udryddes. Den eneste overlevende er den ældste datter, som vender tilbage til Leyde, hvor morfaderen stadig lever, men er dybt dement. Han slgo hånden af sin datter årtier inden på grund af religionen og nu er det for sent at nå ind til ham.

Det er en fantastisk historisk beskrivelse af en speciel del af den hollandske historie. Da protestanterne endelig fik deres religionsfrihed, begyndte de selv at forfølge katolikkerne. Dette er jo desværre et ikke sjældent syn i historien; lige så pint og plaget et folk kan være, så vinder hævntørsten lige så hurtigt, når vinden vender. Holland var protestantisk i flere århundreder, og den lille kirke under loftet blev et hemmeligt tilholdssted for katolikkerne; indtil lige efter 1. Verdenskrig, hvor den katolske kirke igen vandt frem og idag er hele spørgsmålet om religionsfrihed og tilhørsforhold jo heldigvis en privat sag.

Simone ven der Vlugt skriver glimrende om landets historie og samtlige - virkelig samtlige - historiske fakta var helt korrekte; det er jo virkelig en fornøjelse!

Girl, Woman, Other - Bernardine Evaristo

• Engelsk
• 5.-8. juli
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste sensommer læste jeg den meget smukke historie om det aldrende caribiske homoseksuelle par Barrington og Morris. Jeg lovede mig selv at kigge efter flere romaner fra denne engelske forfatter med afrikanske rødder fra en nigeriansk far.

Nu har hun udgivet en ny roman, som vandt Booker Prize sidste år (som den første kvindelige sorte forfatter) - og er i en smuk paperback-udgave. Titlen er intrigant og efter læsningen forstår man den til fulde. Det er også en roman, der rammer plet i disse #blacklivesmatters-tider - men det vidste hun jo ikke, da hun udgav den.

Men der er ingen tvivl om, at Evaristo er en stærk fortaler for inklusionen af sorte, og samtidig er hun overbevist feminist. 

Disse to strømninger går gennem hele romanen, som er opdelt i fire hovedkapitler, som hver fortæller historien om tre kvinder, som hat noget til fælles - familie, venner, kolleger.

De tolv kvinder, vi møder, har alle en forbindelse til en afrikansk historie; der er kvinder med nigeriansk, gambiansk, caribisk - men også hvid - baggrund.

Et andet gennemgående tema er seksualitet; således er hovedpersonen i den første hovedhistorie, Amma, en lesbisk sort kvinde, som endelig får succes som teaterinstruktør. Hendes livskamp har fokuseret på principper om at være tro mod sine rødder - og premieren på teaterstykket er på nogle måder den røde tråd, der binder alle kvinderne sammen.

De er vidt forskellige; men har alle en problemstilling at forholde sig til. Carole, som får en stor karriere i bankverdenen og på mange måder fornægter sine afrikanske rødder - hendes mor derimod holder fast i madkulturen og føler sig svigtet af datteren. Megan er en ung pige, som bliver til Morgan og skal forstå den kringlede verden af trans - i alle dets former.

Alle kvinderne bærer på en historie om undertrykkelse i en eller anden form; den kan komme af deres race, religion, seksualitet, sociale status... men for alle fordi de er kvinder.

Hele bogen er skrevet i korte brudte sætninger, som man lige skal vænne sig til. Der er ingen punktummer og alt er med små bogstaver. Men når man først er inde i det, giver det et meget effektfuldt nærmest lyrisk flow til historierne.

Det er svært at sige for meget uden at ødelægge hele spændingen her; men det er absolut en stærk roman, som virkelig kan anbefales - og nu skal jeg investere i hendes tidligere romaner.

Man kan kun håbe, at de bliver oversat til dansk! 

Ildmesteren og Ærkemestertårnet - Søren Jønsson

• ANMELDEREKSEMPLARER
• Dansk
• 1. juli
• 94 / 124 sider

Jeg skal være den første til at kæmpe for, at børn og unge får en reel glæde ved at læse bøger - og ikke mindst i godt gammeldags papirformat! Jeg synes det er synd, at der i dag stort set kun undervises på tablets og skærme - og mange børn vil sandsynligvis aldrig komme til at holde en roman i hænderne som voksne. De vil ikke opleve den glæde og ro ved at kunne fordybe sig i en god historie og glemme alt andet. Det har Søren Jønsson forsøgt at rette op på med skrivingen og udviklingen af Smart Book-konceptet.

Det er jo lidt uden for min normale læsesfære; så jeg allierede mig med min 11-årige niece. Hun fik første bind og jeg gik i gang med andet bind i serien. Inden man starter skal man downloade en gratis app, som er det nok mest bærende element i oplevelsen.

Idéen er, at du som læser er helten i bogen - du er hovedpersonen, og som sådan kan du bestemme hvilken udvikling historien skal tage. Men du du skal også løse den opgave, som er i app'en og for at komme videre i handlingen skal disse opgaver løses ordentligt.

Der er ikke meget tekst i hvert kapitel, og som sådan kan det fint læses af børn i målgruppen, som er 8-13 år. Under hvert kapitel står der så hvilket kapitel man skal springe videre til. Visse kapitler indeholder så en opgave som skal løses i app'en. Det gøres ved at scanne tegningen på siden, og i det øjeblik telefonen holdes over siden kommer der et 3D-billede, som er animeret i Augmented Reality - det er ikke helt Virtual Reality, hvor man jo er helt inde i en anden verden. Men det er en imponerende effekt når fx tårnet pludselig vokser ud af siden. 

Fungerer det så? 

Testet af både et barn (med voksenhjælp) og en voksen er konklusionen lidt blandet.

• Den visuelle effekt i app'en fungerer virkelig godt; det er imponerende grafik og minder meget om de spil, som børn er vant til at spille.
  
• Opgaverne er desværre ikke alle lige til at forstå. Vi måtte begge ty til hjælpeknappen for at komme videre. Til sidst endte jeg dog i en total blindgyde og kørte i ring. Jeg havde tydeligvis ikke løst en opgave korrekt - men her fungerede hverken Hint eller Giv op. Resultatet var, at eg jeg blev smidt frem og tilbage i de samme kapitler uden at vide, hvad der var galt. Jeg måtte til sidst give op. Det samme oplevede min niece, og det skal altså fungere for børn, hvis de skal bevare interessen og entusiasmen.
  
• Man kan vel sige, at der er tre elementer i Smart Book-konceptet: Selve historien i den skrevne tekst; spillet i app'en og det "administrative" - altså bladren frem og tilbage i kapitlerne, skifte til telefonen osv. Den praktiske del kommer til at fylde virkelig meget - og den bliver især et irritationsmoment, når man er gået i stå. Hvis man er bladret frem til et kapitel, har man som regel glemt, hvor man kom fra - og så er det koncentrationen om selve historien står af. Jeg endte med til sidst desperat at scanne hist og her for at forsøge at komme på rette spor - men jeg fokuserede mindre og mindre på handlingen, fordi jeg var frustreret over at køre i ring. Ingen af os fik jo løsningen og kom til vejs ende; måske kunne man holde det mere lineært så man ikke skal bladre hele tiden, og så man nemmere kan finde tilbage til, hvor det kan være gået galt?

• Det er historier om onde trolde, søde dværge osv. - det er magi og alt det der; men min niece, som læste Ildmesteren synes, at det var en drengehistorie. Hun savnede nogle hekse. Dem er der lidt flere af i Ærkemestertårnet - så måske er det allerede tilrette fra første til andet bind. Jeg synes der var en god balance i andet bind - og absolut figurer, der burde appellere til piger.
  
• Et lille øv over kvaliteten af bøgerne også; begge bøger var ved modtagelse gået helt op i limningen i ryggen. Med tanke på, at man konstant skal bladre frem og tilbage kræver det jo, at bogen kan holde til det. 

Det er derfor ikke den helt store begejstring her; jeg ville ønske, at opgaverne var gået nemmere - så vi havde kunnet nyde historierne og få en succesoplevelse ud af det. Men jeg afinstallerede app'en i ren frustration til sidst. 

Ideen overordnet har dog bestemt potentiale - for børn og unge skal kunne nyde bøger; her var det desværre bogen, der led under problemerne med app'en.