Navnene - Florence Knapp

 

• Engelsk
• 16. november
• 352 sider
• Originaltitel: The Names

Er vi vores navn? Mange har nok hørt nybagte forældre sige, at de lige skal finde ud af navnet til deres barn - ligner det en Sofus eller en Jørgen? Er det mere en Emma end en Grethe? Udstråler navnet de egenskaber vi ønsker for vores barn eller kan det blive en hæmsko?

Jeg ved, at mine forældre - nok mest min mor - havde et andet navn i spil til mig. I dag ville jeg slet ikke kunne forestille mig, at hedde det. Det "passer" ikke til mig synes jeg. Men det er jo nemt at være bagklog.

Cora er også nybagt mor - for anden gang. Hun er gift med Gordon, som er en succesrig læge afholdt og respekteret af alle. De har den ni-årige datter Maia og nu en lille søn. Der er tradition for, at sønner skal hedde Gordon. Som faderen. Som bedstefaderen. Og det forventer Gordon også, at Cora vil melde til myndighederne, når han nu har overladt det til hende at gå derned alene. For han har ikke meget tiltro til, at Cora kan klare ret meget. Cora er undertrykt og udsat for hustruvold, og den lille Maia ved godt, at faderen er én, man skal passe på med.

Så da mor og datter går med barnevognen ned for at registrere navnet, taler de om det navn, der er valgt. Cora selv kan godt lide Julian, men Maia synes Bear er et rigtig fint navn. 

Indledningen i 1987 har således tre versioner. Den version, hvor Maia vinder og barnet får navnet Bear - det mest uortodokse valg for den dominerende Gordon. Den version, hvor Coras valg af Julian måske er mindre kontroversielt men stadig imod hans ordrer. Og endelig den version, som ville være det naturlige skridt i historien, og barnet bliver Gordon.

Over 35 år følger vi de tre versioner i spring på syv år - 1994, 2001, 2008, 2015 og 2022. Man kan jo regne ud, at med en så voldelig og dominerende mand som Gordon vil det uvægerligt skabe problemer med de to første versioner af navnet. Der er desværre ingen mulige lykkelige udfald på historien for dem alle. Men der er meget forskellige baner i livet for Cora og børnene afhængigt af om de bliver i livet med far Gordon eller ej.

Det er disse livsbaner vi følger og nok er det måske ikke deres navn i sig selv, der er afgørende men det valg Cora tog eller ej den dag. Et liv med eller uden en far eller en mor.

Jeg kunne godt lide, at livsbanerne ikke var kopier i tid og sted. Således at man i en version hører om faderen senere i livet men ikke i alle. Den ene beslutning får nemlig vidtrækkende konsekvenser, men der er stadig små hilsener til de andre livshistorier i form af personer, der krydses. Det er finurligt lavet.

Det er sent at debutere som forfatter som 48-årig, men Florence Knapp gør det med en fængende roman. Den udgave jeg havde, var med temmelig stor skrift, og med tre kapitler per syv-årig periode går det hurtigt. Jeg læste den på en hyggelig søndag morgen og aften - spændt på at se, hvor det hele endte for dem alle. Lad mig sige, at det ikke nødvendigvis er navnet, der i sidste ende bestemmer om vores liv er lykkeligt! Der var en god del spænding undervejs nemlig.

Hvor ilden brænder - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. november
• 366 sider

Det er nogenlunde et år siden jeg læste første bind af Jesper Bugge Kolds fortælling om de danskere, der rejste til Amerika i det 19. århundrede. Det er vist tænkt at skulle være en trilogi - og som altid ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at vente til hele serien var der. Visse detaljer fra første bind var nemlig ikke helt knivskarpe i erindringen længere.

I andet bind starter vi i 1883, hvor Johanne og Jens trives på deres gård i Nebraska sammen med den gamle enarmede soldat Valdemar, og de mange børn. Men ulykken rammer, og Jens dør en dag ude på marken. Nu er Johanne alene om at sørge for afgrøder og pasning af familie og dyr - nok klarer de sig, men det kræver, at hver sæson går godt. Der skal lægges forråd til side til vinteren, og høsten skal ikke ødelægges af storme, hede, tørke og alle de andre lunefuldheder naturen har at byde på. 

Samtidig er Johanne nu et oplagt mål for egnens ugifte eller enkemænd. Det ses nok helst, at hun gifter sig igen og det er jo smartest med en mand i huset. Hun bliver hurtigt ombejlet på både den gode men især den mindre gode måde, men hun står fast.

Deres liv på prærien præges også af de gennemrejsende; således forsøger hun at hjælpe en norsk familie og kommer selv ud på flere rejser på tværs af landet. Der er endda en tur hjem til Danmark, som viser sig at blive et bittersødt møde med fortiden. 

Det er i bund og grund ikke mange generationer siden. Det er vel på mine oldeforældres tid - og alligevel er det nok svært for os i dag at forstå den fattigdom, der var grundvilkåret for mange danskere. Da Johanne rejser hjem ser hun den fattigdom, som er afhængig af ens arbejde for herremanden. I det mindste har hun fod under eget bord! 

Der sker en del for Johanne som enke - der er virkelig både cowboys og indianere i dette bind. Hvis man som barn har set eller læst Det lille hus på prærien kan man levende sætte billeder på beskrivelserne. Jeg glæder mig til sidste bind - selvom der nok går et år igen. 

Det kunne måske også give forlaget tid til at nærlæse korrekturen inden den går i tryk. Det hedder stadig ikke, at "man har reddet en hest" og hvis man taler om en hests muskler er det ikke scener muskulaturen. Det lugter af en computerkorrektur, da ordene eksisterer - blot ikke i den kontekst.

The Taming of the Queen - Philippa Gregory

 

• Engelsk
• 10.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er flere forfattere specialiseret i Tudor-England - én af dem er Alison Weir, hvis portrætter af Henry VIII's seks hustruer er virkelig fantastisk historielæsning. Philippa Gregory er en anden, hvis bøger, jeg aldrig har læst. Hun har dog skrevet en virkelig lang serie om hele den engelske historie, men det er langt mere romantiseret end Alison Weirs.

Denne bog er en af de senere i serien, og handler om kongens sidste hustru, Katharine Parr, og foregår udelukkende i de fire år fra kongen besluttede sig for at hun var den næste i rækken og frem til hans død i 1547. Dermed får man et langt mindre nuanceret billede af hende end i Weirs biografi.

Det handler meget om religion - England var i en brydningstid mellem katolicismen og protestantismen. Kongen var gammel, syg og kolerisk. Han var let at indflyde, forvirre og manipulere med sit berømte temperament, og der var ikke langt fra mistro til mishandling. Men det kommer til at fylde lidt for meget synes jeg, og bliver for ensidigt en skildring som den her er fortalt i første person af Katharine selv.

Gregory kører den romantiske stil med sukken og hjertebæven, hver gang Parr møder Thomas Seymour - den mand, hun i virkeligheden er forelsket i, og gifter sig med efter kongens død. Jeg foretrækker så absolut den mere historisk korrekte version - ikke, at der faktuelt er noget galt, men det bliver for meget opspind, og kun at dække de fire år over så mange sider, betyder, at der dvæles alt for meget ved tingene.

Jeg tror ikke Gregorys bøger vil bringe nyt lys til disse personer - og vil langt hellere anbefale Weir, hvis man interesserer sig for denne periode. 

Død - Anders Agger / Mingo

 

• Dansk
• 9. november
• 283 sider

Død er vel nærmest en opfølger til Aggers bog om kærlighed - det er i hvert fald uløseligt forbundet. For når vi elsker, gør tabet ondt. Vi skal alle dø - og forhåbentlig har vi alle nogen, der kommer til at mangle os. Savne os.

Døden kan komme på mange måder. Uventet og brutalt eller med en varsel, som giver os tid til at forberede os og planlægge vores afsked. Eller den kan strejfe os og beslutte sig for at vente lidt endnu - som den unge pige, der var i Fields under skyderierne eller den frivillige ved fronten i Ukraine. Den kan også være selvvalgt - og der er chokket og skyldfølelsen nok den største hos de efterladte, som ikke forstår, at de ikke så det.

Ligesom i Kærlighed er historierne fyldigt illustreret. Det er måske ikke halvt-halvt men ikke langt fra og de meget smukke fotos ledsager historien på den smukkeste vis. Sammenholdt med Aggers ord, der altid rammer én dybt. Nogle historier fortælles udelukkende af den pågældende person, andre er dialoger med Agger og endelig er der hans egen historie om forholdet til forældrene, der er oppe i årene og hvor døden nu er et vilkår, der skal tages alvorligt.

Det er stadig en bog, der ligesom Kærlighed kan læses på en dag - og det er også fint. Man synker nemlig helt ned i ordene og billederne. Den styrke og skrøbelighed Agger besidder er helt unik, og man synes der kunne være mange flere historier. Tit er de ægte og virkelige historier mere rammende end de bedste fiktive fortællinger. Sådan er det her!

Grænsen - Erika Fatland

 

• Dansk
• 6.-8. november
• 638 sider

Jeg måtte have fat i andre af antropologen Erika Fatlands bøger efter at have læst den mageløse fortælling om de tidligere portugisiske kolonier. Det bar måske lidt hurtigt - men emnet var et helt andet, selvom bogen var mindst lige så fantastisk.

Grænsen er en tidligere bog fra 2017, og handler om hendes rejse langs den russiske grænse. Hun har stort set ikke inde i Rusland - bortset fra for at kunne krydse grænser - men tager turen fra øst i Nordkorea til vest i det nordligste Norge. Det bringer hende til 14 lande og territorier - som fx Donetsk i Ukraine, som jo nu har en helt anden betydning end for blot otte år siden.

Hendes mission er at undersøge historien og forholdet til den kæmpe og skræmmende nabo. Mange af de lande, der grænser op til Rusland i dag har jo på et eller flere tidspunkter været en del af det enorme land, Under zartiden eller under kommunisnem - indtil mange begyndte at løsrive sig i starten af 1990'erne.

Fatland formår at fortælle disse historier, så man føler man læser en spændingsroman - og mange steder er indholdet da også tæt på at være således. Der er spioner og krige i fuld flor! Jeg har ikke besøgt mage af de lande, hun besøger - faktisk kun Norge, Finland, Letland, Litauen og Polen. Så en beskrivelse indefra Nordkorea men også den komplekse historie, der binder Kaukasus til Rusland var dybt fascinerende.

Fatland kombinerer gode historier med geopolitik, historie, socialantropologi og humor ikke mindst! Hun rejser alene og frygtløst rundt på steder og med metoder de fleste af os ville være meget bange for, tror jeg. Det er det, der gør rejseskildringer så fascinerende, når de er gode.

Det er en lang bog, men man er så opslugt, at man ikke kan slippe den. Men måske har den også været lidt for lang at korrekturlæse. Der er i hvert fald betydeligt flere fejl her, end i Søfareren. Jeg kan måske godt klare en stavefejl eller to - men i mindst to tilfælde var historien ændret med 100 år. En gang var der trukket 100 år fra - 1845 og 2. Verdenskrig - og en anden gang var de lagt til et forkert sted. Det er virkelig sjusk fra forlagets side.

Men derudover er det interessant. Ikke mindst set i lyset af den nuværende politiske situation. Man forstår måske krigen i Ukraine bedre set i det historiske perspektiv, men man forstår især også russernes behov for ekspansion - det har til alle tider været deres drivkraft! Det retfærdiggør intet - men det forklarer hvorfor et land, der er så stort åbenbart altid vil være større. Det forklarer deres politik med kontrol af ydergrænserne - de tidligere sovjetrepublikker - og modstanden mod NATO.

Rusland er i bund og grund stadig imperialistisk i opførsel - alle kommunistiske doktriner til trods.

Fatland er eminent i at formidle disse historier, og der er lagt flere års rejse og arbejde i hver bog. Så desværre er der heller ikke mange af dem - men til gengæld er kvaliteten af fortællingen i orden. 

Bella Ciao - Raffaella Romagnolo

 

• Fransk
• 3.-5. november
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts 1946 ankommer Giulia Masca til den lille by Borgo di Dentro i Norditalien. Hun var der sidst i 1901 lige inden hun flygtede til Amerika. 

Giulia kom af en fattig familie. En far, der drak sig ihjel. En mor, der knoklede sig ihjel på en fabrik, hvor Giulia også arbejder allerede fra teenageårene sammen med sin bedste veninde Anita Leone.

Anitas familie bor på en gård uden for byen, og de er mere familie for Giulia end hendes egen mor. Men en dag ser Giulia sin forlovede, Pietro, i armene på Anita - og hun samler hurtigt sine få opsparinger og tager båden til Amerika. Da hun ankommer opdager hun, at hun er gravid.

Nu vender hun tilbage som en velhavende midaldrende kvinde - sammen med sin søn, som ikke aner, at hans far ikke er den mand, Giulia hurtigt giftede sig med i New York. Hvad får hende til at rejse tilbage nu? Efter så mange år og to verdenskrige. 

I tilbageblik følger vi både Giulias skæbne og livet som det udfoldede sig for dem, der gennemlevede begyndelsen af det 20. århundrede i det fattige Italien. Anita gifter sig med Pietro, og de får en søn. Men der kommer først én verdenskrig, så Mussolinis fascister og senere endnu en verdenskrig. Anitas familie betaler en høj pris, og der er hverken mange eller meget tilbage, da Giulia ankommer.

Bogen veksler mellem disse fortællinger men ikke i en rammefortælling - snarere i tilbageblik kastet lidt hulter til bulter ind i nutiden, så der springes i tid. De to skæbner kører ikke parallelt, og der er mere fokus på Italien. Men det fungerer glimrende, og er en skildring af en svær tid i italiensk historie. Den fattigdom, de mange udvandrere forsøgte at flygte fra endnu inden de anede, at krigene ville komme. 

Vi kommer vidt omkring fascismen og dens høje pris for befolkningen, og vi kommer til at føle med og kende forfatterens protagonister.

Jeg strøg igennem den præcis som med Elena Ferrantes historie om de to veninder, som starter i Napoli omtrent, hvor vi tidsmæssigt slipper Norditalien her.

Malta Hanina - Daniel Rondeau

 

• Fransk
• 1.-2. november
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle være rejst til Malta søndag - men en mindre intervention i knæet satte stopper for rejseplanerne. Når jeg rejser kan jeg godt lide at læse om stedet - fiktivt eller ej. Det giver mig en fornemmelse for kulturen i landet, og denne bog var planlagt til flyturen og opholdet i Valletta. I stedet måtte jeg rejse hjemme fra sofaen med benet hvilende oppe.

Daniel Rondeau er en fransk forfatter og journalist, og så var han ambassadør i Malta fra 2008 til 2011 inden han blev UNESCO-ambassadør for Frankrig.

Hans lille bog er ikke en rejseguide - den havde jeg også - men en stemningsbog om øen med dens vanvittig rige historie. Malta har været befolket og belejret af stort set alle magter i Middelhavet. Kulturen er en smeltedigel af øst og vest med samtlige monoteistiske religioner inde over, og der er virkelig mange spor af denne kulturarv.

Rondeau tager os med rundt på øen, som han besøgeri kraft af sit job men også som privatperson. Han fortæller i bidder om historien gennem de levn, han ser i dag. Der er også en del fokus på fransk tilstedeværelse på øen selvfølgelig - tempelridderne havde stærke bånd til Frankrig.

Men vi får også en fornemmelse af stemningen, lugtene, farverne, musikken... en smuk lille bog, der blot gav mig endnu mere blod på tanden til at komme dertil - en anden gang!

Bournville - Jonathan Coe

 

• Engelsk
• 29.-31. oktober
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts 2020 er Lorna netop landet i Wien, hvor hun skal indlede en miniturné rundt på fastlandet. Men nyhederne taler om epidemien fra Wuhan, og hun ved ikke, om de når at færdiggøre deres turné eller må rejse hjem til England. Desuden er hun bekymret for sin farmor, der er 86 år gammel og bor alene. Hvordan vil hun klare en nedlukning?

Coes roman er stærkt inspireret af hans egen mors person, selvom personerne og handlingerne omkring hende er fiktive. Det er hendes personlighed og karakter han hylder med denne bog, der fungerer som nedslag i et langt liv.

Moderen er ligesom Mary Lamb i romanen født i 1934, og romanens syv dele følger hendes liv igennem store begivenheder i historien: Befrielsen i 1945; Dronning Elizabeths kroning i 1953; VM-finalen mellem England og Tyskland i 1966; kronprins Charles' indsættelse i 1969; Charles' og Dianas bryllup i 1981; Dianas begravelse i 1997 og endelig 75-års fejringen af befrielsen i maj 2020.

Det lyder jo meget royalistisk med al den fokus på kongefamilien, men det er ikke dem, der er i fokus - og dog...

For mens Mary Lamb vokser op, bliver forelsket og gift, får børn, bliver bedstemor og enke så er det hele tiden med verdensbegivenheder som pejlepunkter. Hvor var vi den dag noget skete? Hvem var vi sammen med? Hvordan oplevede vi det?

Den fornemmelse kender vi nok allesammen, og Coe tager os med ind i et liv, hvor vi pludselig springer mange år frem og finder de samme personer blot lidt ældre. Mary får tre sønner, og de repræsenterer alle sider af det britiske samfund politisk - hvilket disse begivenheder hjælper til at belyse. De lever også deres liv med partnere, forhold og børn (eller ej), og Mary må slibe nogle kanter for at følge med tiden og familien op igennem det 20. århundrede.

Det fungerede faktisk ret godt. Det viser os, hvor stort vores liv er i det små - arbejdet, børnene, familien - men også hvor små vi er i det store - alle de begivenheder, der går over i historiebøgerne. Englnds historie har været rig på forandringer - både leveret af kongefamilien men også politisk fra indtrædelsen i EU til Brexit.

Mary dør i foråret 2020, da nedlukningen er i fuld sving. I efterordet skriver han selv om sit sidste besøg hos moderen, som foregik udenfor med behørig afstand og uden at give hende et kram. Næste morgen døde hun alene inde i huset, mens hans to brødre så til udefra mens redningsfolk i fuld beskyttelsesdragt var derinde. Det er også en del af vores historie nu. Vi har nok hurtigt glemt, hvor voldsomt det var i de måneder - men i historiebøgerne vil de eksistere. Som triste episoder, hvor liv afsluttedes på den ensomste vis.

Søfareren - Erika Fatland

 

• Dansk
• 25.-28. oktober
• 743 sider

Rejseskildringer er der længere og længere imellem synes jeg, og dog er det nogle af mine yndlingsbøger. Min favorit er muligvis Ryszard Kapuściński, som jo er af ældre dato men ikke desto mindre fantastiske historier fra dengang man kunne rejse udenfor alfar vej - lidt ligesom Wilfred Thesiger, som rejste rundt i Mellemøsten i 1940'erne og 1950'erne.

I den mere moderne ende af skalaen er Paul Theroux, hvoraf jeg især har læst hans skildringer fra den mindre civiliserede verden. Men det er vist en stil, der desværre forsvinder efterhånden som rejser banaliseres og vi bare kan flyve hvor vi vil. Indtil jeg opdagede den norske forfatter Erika Fatland!

Erika Fatland er antropolog, og i 2024 blev denne bog den mest solgte i Norge og hun modtog en pris for den. Fuldt fortjent!

Det er en stor sag at give sig i kast med, men allerede nogle få sider inde, var jeg klar over, at min weekend ville ende fordybet i hendes mageløse fortælling om det tidligere portugisiske imperie.

Portugal har en lang historie som søfarere - de var blandt de første, der rejste ud fra deres lille land på den atlantiske forblæste kyst for at søge efter nyt land og nye rigdomme. De var også ansvarlige for en enorm del af den transatlantiske slavehandel og havde kolonier over hele kloden. I dag er det som for de fleste tidligere imperier en saga blot - med Madeira og Azorerne som de eneste rester. Men sporene er der endnu - fra Brasilien som det eneste land i Sydamerika med portugisisk som officielt sprog til lande og egne i Afrika og Asien, der stadig bærer præg af kulturen.

Erika Fatlands bog tager os med på en rejse til alle disse lande; hun besøger tyve lande over en periode på knap to år (ikke mindst under pandemien), og foretager en stor del af rejsen ombord på et moderne containerskib, der fragter biler. Dermed får vi fortællingen om de tidligere søfarere sat i perspektiv til den rolle skibsfart stadig spiller for verdenshandlen. Hun lever ombord på de to skibe, hun benytter, i tæt kontakt med søfolkene præcis som de gjorde det for femhundrede år siden - med en noget anden komfort selvfølgelig.

Imellem kapitlerne om de lande, hun besøger, hører vi således historien om, hvordan Portugal blev til det imperie, det gjorde - og hvordan de mistede det. I landene besøger hun byer og mindesmærker, der stadig står som levn fra den tid og taler med de lokale. Folk, som håndhæver kulturarven og forsøger at beskytte de uddøende traditioner bundet til Portugal i form af sprog, mad, musik, litteratur osv. 

Flere af de tidligere kolonier blev jo kommunistiske efter deres frigørelse fra Portugal - som Angola og Mozambique - og det er jo interessant at se, at nogle nok ville have foretrukket at forblive portugisiske. Alternativet viste sig for mange - især afrikanske lande - at blive blodigt og diktatorisk, og medføre en levestandard, der er milevidt fra den, de oplevede med en europæisk stats ressourcer. Frihed viser sig måske ikke altid at være den bedste løsning. 

Især kapitlerne om Angola, Mozambique, Sao Tome og Østtimor var virkelig interessante, da det er lande, jeg kender mindre til. Sao Tome står samtidig ret højt på listen over steder, jeg altid har haft lyst til at besøge. Andre lande vakte minder fra egne rejser - som Sri Lanka og Kap Verde.

Kombinationen af historie og nutid fungerer fantastisk, og hun fortæller med humor og varme om de mennesker hun møder undervejs.

Kvaliteten af oversættelsen var virkelig god - måske er det nemmere fra norsk; men danske bogforlag kæmper desværre altid med korrekturlæsning. Der var nogle småfejl - stavefejl, slåfejl eller hvad man vil kalde det; men jeg undrede mig også over påstanden om, at det tog lang tid at tanke fragtskibet op med 1.100 liter brændstof - det virker som meget for lidt til et kæmpe containerskib, og der skulle nok have stået tons.

Jeg kendte intet til denne forfatter inden - så jeg er blæst helt bagover, og jublede, da jeg opdagede, at hun har udgivet flere andre rejseskildringer. De er straks kommet på listen over bøger, der skal nydes over vinteren.

En varm varm anbefaling til en læseoplevelse, der nok er faglitterær men føles som den vildeste roman fuld ad eventyr og spænding.

Kaddish for et ufødt barn - Imre Kertész

 

• Fransk
• 23.-24. oktober
• 144 sider
• Fransk titel: Kaddish pour l'enfant qui ne naîtra pas

Det er ikke alle bøger, der viser sig at være så fantastiske som man forventer - og her var jeg i hvert fald alt for meget ude af min komfortzone.

Imre Kertész er en ungarsk forfatter, der vandt Nobels litteraturpris i 2002 for sit samlede værk. Det værk er meget filosofisk og handler om menneskets skrøbelighed overfor livets store udfordringer - en erfaring han selv gjorde sig, da han som 14-årig blev sendt til Auschwitz. Han overlevede, men faderen var død. Ikke underligt satte det sig store spor i den unge dreng han var, og det blev afgørende for resten af hans liv.

Kaddish er den jødiske bøn for de afdøde og siges traditionelt i sørgeperioden på 30 dage efter tabet af et tæt familiemedlem. Kertész har skrevet sin bog som en lang bøn - en kaddish - over det barn (eller de børn) han aldrig fik. Efter krigen besluttede han ikke at sætte børn i en verden, der var i stand til at bekrige hinanden og udrydde hele folkeslag. 

Teksten indledes med ordet NEJ - som går igen gennem hele teksten, som er skrevet i et langt stræk uden pauser. Præcis som hvis Kertész fremsagde sin bøn. De 144 sider er en lang tekst, og Kertész behandler alle de emner, som andre holocaustoverlevere også kæmpede med - skyldfølelse og PTSD - men også en dybdt forankret mistro til menneskeheden. 

Han har bevidst struktureret historien på denne måde, så vi skal mærke den kvælende fornemmelse, han havde i lejren. Men det gør det ikke nemt for læseren. Der er ingen kapitler, der er sætninger på hele sider og der er ingen kronologisk struktur i hans tanker. Essensen i at han ikke ønsker børn drukner for mig til tider lidt i tankestrømmen - men for ham er dette valg en konsekvens af krigen og hans traumer. Hans bog er hans barn og han siger selv, at hans liv stoppede i Auschwitz - et brutalt udsagn for en mand, der levede i 70 år yderligere.

Jeg havde måske forventet en mere rolig tekst som en prædiken eller en bøn, og selvom der er nogle stærke citater iblandt, så var det overordnede indtryk ret kaotisk og voldsomt. Men det var hans liv jo uden tvivl også.