Monday, October 9, 2017

Maigret og manden på bænken (Maigret XLI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme du banc

Der er kun et par dage til jeg skal på den store efterårsrejse - 2½ uge til Cuba; og i dagene inden kan jeg aldrig bestemme mig til at gå i gang med en længere roman, som jeg skal slæbe med blot for at færdiggøre de sidste hundrede sider. Flylæsningen er klar - men inden da er det jo så praktisk med Maigrets romaner, som altid kan klares på en dag eller to. Jeg ville jo ikke gide slæbe 14-15 stykker med af dem til ferien! 

Simenon har benyttet samme finurlige opsætning tidligere; dog med et andet motiv. Men folk, der levede dobbeltliv fascinerede ham tydeligt.

Denne gang finder man en mand dræbt af et knivstik i ryggen; han er tilsyneladende en almindelig lagerchef med et hus i forstæderne, en rædselsfuld emsig madamme som kone, og en ung datter, der ikke plejer sin jomfruelighed, som det forventes.
Kedeligt og småborgerligt - bortset fra de farverige sko og det røde slips, som han bærer ved sin død?

For det viser sig jo, at firmaet var lukket tre år tidligere. Men Thouret tager stadig afsted med samme tog hver morgen - med madpakken under armen. Og der er stadig en løn, der bringes hjem hver måned. Endog er han pludselig efter 25 år blevet forfremmet hele to gange indenfor ganske kort tid, og der er langt flere penge!

Maigret sætter det helt store maskineri i gang; og finder ud af, at Thouret nok tjente penge, men også var ledig hele dagen. Han havde et lejet værelse i byen, hvor han opbevarede sine andre sko osv. Han havde en veninde - elskerinde var så grumt et ord for den slags. Og han havde en ven!

Vennen bliver nøglen til det hele; det er nemlig en gammel kending af politiet, som Thouret har mødt på en bænk. Man kan tit komme i snak med fremmede på en bænk i solen- og det var præcis, hvad Thouret gjorde; endda så godt, at de to mænd udtænkte en smart plan for at leve godt og udnytte hinandens styrker. Vennen er ikke morderen - og Maigret må igennem et par seje afhøringer af genstridige personer inden han skrinlægger sagen. Han lader den marinere inde i sit hoved lidt - sådan forestiller jeg mig det; og så pludselig falder tingene på plads!

Jeg kan dog slet ikke finde den anden roman nu, hvor en anden mand også havde et ekstra liv ... det er jo ulempen når man er nået til nummer enogfyrre i serien!

Saturday, October 7, 2017

Maigrets revolver (Maigret XL) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6.-7. oktober
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le revolver de Maigret

Maigret ringer hjem til fruen for at fortælle, hvornår han er hjemme til frokost. Det var tider dengang, hvor man gik hjem og spiste et solidt måltid og måske tog en lille lur! Men fru Maigret har besøg af en ung mand, der meget gerne vil se Maigret. Denne skal dog lige en tur omkring den lokale og have et glas... eller to eller tre.... så da han endelig er hjemme, er fuglen fløjet. Og han har stjålet Maigrets revolver, som er en speciel amerikansk model han fik,da han var over there.

Det viser sig, at den unge mand er søn af en aldrende og særdeles finansielt afdanket baron, som er patient hos en af Maigrets venner. Manden er nu pludselig meget svagelig - men ikke mere end, at han tilsyneladende har transporteret en stor kuffert ned i en taxa aftenen inden. Kufferten finder de i bagageopbevaringen på Gare du Nord - og der er selvfølgelig et lig i. Og det er en berømt politiker oven i købet.

Baronen lader nu pludselig som om, at han er bindegal og Maigret bliver temmelig irriteret! Til gengælder han mere blødsøden overfor sønnen, som han finder i London. Der er Maigret nemlig fløjet til - også dette er jo fantastisk. Han står op klokken 7.30 for at flyve en time senere ... det er selvfølgelig usædvanligt ikke blot at tage toget og skibet; men til gengæld slap han for køer og sikkerhedstjek. Det var sandelig tider dengang!

Det hele løser sig jo på bedste vis, og han slipper endda for at smide nogen i fængsel. Og han får til med tid til at møde sine dejlige engelske kolleger igen.

Wednesday, October 4, 2017

En anden gren - Jesper Wung Sung



























  • Dansk
  • 1.-4. oktober
  • 555 sider

Jeg øver mig virkelig i det med de danske bøger; jeg har læst ni bøger på dansk i år - ud af de 91, det er blevet til indtil videre. Godt nok var 3 af dem norske forfattere oversat til dansk, men det er fremskridt. Ydermere kastede jeg mig over en nyudgivelse, hvilket jo er endnumere sjældent - men jeg havde set omtalen i medierne, og emnet interesserer mig. Jeg har tidligere læst om menneskeudstillinger i Bruxelles, hvor de jo foregik helt til 1958, hvor der var Verdensudstilling. Det er ganske skræmmende at tænke over i dag jo - men dengang var det set som en mulighed for at få lidt eksotisme i hverdagen.

Jesper Wung Sung er oldebarn af bogens to hovedpersoner, San og Ingeborg. De mdes i 1902, hvor San er sejlet fra Kina til København for at blive udstillet i en kinesisk landsby. Deres første møde er ren magi og kærlighed ved første blik, selvom de ikke kan forstå hinanden. Men det er kendetegnende for hele bogen, synes jeg, at der er et lidt drømmeagtigt skær over det hele.

Ingeborg kommer fra en relativt fattig familie med mange børn, der alle bor i en lille lejlighed i Ravnsborggade. Børnene må hurtigt ud at arbejde og hjælpe til med at forsørge familien, og Ingeborg arbejder i et bageri oppe ad Strøget. Det er faktisk en fornøjelse i sig selv at læse om København for mere end hundrede år siden, og følge med på turene rundt i gader, hvor der i dag ser noget anderledes ud.

Men det hele handler jo om San og Ingeborg og deres håbløse kærlighed; familien er imod det, og Ingeborg betragtes som en halvkvinde fordi hun er sammen med en kineser. Man var bestemt ikke vant til fremmede mennesker dengang, og San bliver forfulgt i gaderne og slået og chikaneret. Det gør Ingeborg også, og at de lever sammen som ugifte hjælper ikke på det.

Deres liv bliver hårdt! Ingeborg må finde sig i ydmygelsen, da en anden kvinde kommer og afleverer et spædbarn, der tydeligvis er Sans. De lever meget fattigt, og de mister indtil flere børn. De flytter meget rundt, og endelig må hun opgive sit danske statsborgerskab, da de gifter sig. De flytter til Berlin i en årrække, men fryses også ud der, da 1. Verdenskrig giver problemer for befolkningen med at skaffe føde til dem selv.

Man skal altså virkelig være forelsket for at kunne gennemleve så meget; og det er her, jeg som læser undrede mig. For deres forhold virker meget fysisk? Oldebarnet har af gode grunde ikke nogle direkte beretninger fra deres mund, og tit virker det meget opdigtet og fantasiagtigt? Jeg tænker, at det må have været særdeles håndgribeligt barsk - og hvad holder så sammen på et forhold og en familie? Da det er fjernt, er det nødvendigt at digte en del, men det bliver til tider lidt for distanceret til min smag.

Jeg læste den - og jeg nød den også i høj grad; men jeg manglede en wow-faktor ... og det har vist noget at gøre med den specielle skrivestil, der er blevet meget dansk.

Der er dog ingen tvivl om, at det er en vigtig historie! Det er vigtigt at forstå, hvor lidt respekt man havde for det fremmede - og hvor lidt fremskridt vi i den henseende har gjort nogle gange. Historisk set er det et smukt tidsbillede og absolut relevant!

Saturday, September 30, 2017

Maigret, Lognon og gangsterne (Maigret XXXIX) - Georges Simenon























  • Fransk
  • 30. september
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret, Lognon et les gangsters

Maigret har en kollega, der aldrig er nået helt til Politigården; han arbejder som kommissær på en af byens stationer, og er bare uheldig. Hans kone er ulidelig, og de fleste af hans kolleger har lidt ondt af ham, men forstår også, at han bare er en mand, der altid vil være uheldig. Men nu ringer den forfærdelige kone, og siger, at han er væk.

Maigret finder ham, men det viser sig, at han har overværet et mord - og i stedet for at melde det, beslutter han sig for selv at klare sagen. Måske kan han så endelig få den ære og oprejsning, han selvmener at fortjene. Men liget forsvinder; forbryderne ser ham - og nu bryder de skruppelløst ind i hans hjem,og tager sig slet ikke af, at fruen er sengeliggende.

Det visersig hurtigt, at det er nogle amerikanske gangstere; Maigret tager fat i sine kolleger over there, og de råder ham faktisk til at holdesig væk. Samme svar får han, når han opsøger de par stambarer i byen, hvor amerikanerne plejer at mødes.

Det franske politi er godt nok vant til lidt af hvert; men de amerikanske gangstermetoder er noget for sig. Det er bare afslutningen på en mordsag i Saint Louis, hvor et vidne bliver så panikslagen, at han flygter helt til Paris. Men det afholder ikke håndlangerne fra at forfølge ham, og tage deres egne love med til Paris. Men det vil Maigret altså ikke finde sig i!!!!

Han finder selvfølgelig morderne; han får det hele opklaret, og glæder sig til at vise dem, at man ikke bare kan rende rundt i Paris og lege amerikansk gangster. Men der er stadig en ukendt mand i kabalen - desværre viser det sig at være en FBI-agent. Maigret må overlade resterne - og ikke mindst vidnerne - til ham; og nøjes med at vide, at han trods alt fik skovlen under dem.

Friday, September 29, 2017

The Culture Map - Erin Meyer



























  • Engelsk
  • 27.-29. september
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Erin Meyer er amerikaner, men bor i Paris. Hun har arbejdet over store dele af verden, og hendes faglige speciale nu er lige præcis, hvordan man begår sig blandt forskellige kulturer. Det gælder i høj grad ledere, der udstationeres i andre lande- og tit behøver det ikke at være langt væk hjemmefra.

Men i dag arbejder rigtig mange mennesker jo internationalt i et eller andet omfang. Selv taler jeg mere fransk og engelsk på arbejde end dansk; jeg skriver alle mails på engelsk - selv til mine danske kolleger; og dagen igennem er man på conference calls med folk fra andre kulturer.

Derfor er det både underholdende og lærerig viden man får i Meyers bog.

Hun arbejder med otte hovedakser - du kan se dem nærmere her; og også se, hvor vi i Danmark befinder os. Det virker måske ikke overraskende, når man læser eksemplerne- for vi ved jo godt, at vi godt kan lige at være punktlige; at Janteloven gør os mindre hierarkiske end andre lande - og at vi er noget mere åbenmundede end andre kulturer, hvor en chef er en gudefigur.

Alligevel synes jeg ikke, at jeg helt kunne genkende mig selv? Men måske er jeg heller ikke så dansk? Jeg har arbejdet i multinationale firmaer i 25 år - eller rettere sagt kun to af slagsen. Et fransk og et amerikanske - hvilket jo i sig selv giver to meget forskellige placeringer på de otte skalaer. Men ydermere har jeg arbejdet i Frankrig og 14 år i Belgien for det amerikanske selskab. Så altså under voldsom kulturel indflydelse fra Frankrig (da Belgien ikke optræder på skalaen). I øvrigt er det meget pudsigt, at jeg sammenligner min wallonsk-belgiske tid med Frankrig; mens jeg har belgiske kolleger, som tydeligt er at sammenligne med Tyskland og Holland (og dermed til en vis grad Danmark) på skalaen, fordi de er flamske. Derfor er det heller ikke muligt at putte Belgien på den skala.

Man kan tage testen selv her; og resultaterne viste da også, at jeg er ret langt fra mit danske gennemsnit på nogle skalaer - jeg scorer konsekvent til højre for normalen. Hvilket jo også er naturligt, når Danmark ligger så langt til venstre. Men resultaterne gav bestemt god mening formig;og faktisk hjælper det mig også til at forstå, hvordan jeg agerer med danskere, når jeg nu ikke selv er så dansk længere!

Det er en interessant bog med gode illustrerende eksempler og grafer; et godt værktøj til folk der af alle mulige grunde færdes blandt forskellige kulturer!

Wednesday, September 27, 2017

Le monde est mon langage - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 21.-26. september
  • 312 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alain Mabanckou er - som tidligere nævnt - en af mine store helte indenfor afrikansk litteratur.
Dog er det ikke altid til at vide, hvad han kan finde på, da han udover at skrive prosa også underviser i litteratur, og skriver non-fiction. Det gjorde han blandt andet i bogen om sin retur til Congo for at opsøge familien; men også i "Den sorte mands gråd" [min oversættelse], som denne bog nok kan siges at være en videreudvikling af. Tidligere beskrev han det dilemma og den offerrolle, som han ser Afrika holde sig selv fast i mange år efter, at den store bølge af uafhængighed skete i 1960'erne.

Han kom også ind på den kritik, der er af mange afrikanske forfattere, som skriver på fransk eller engelsk i stedet for deres eget sprog. Tit og ofte vil dette jo være begrænsende; ikke blot i deres egne lande, hvor der som regel findes flere hundrede stammedialekter - men også i forhold til en international karriere og publikum.

I denne bog kommer han endnu videre i den betragtning ved at arbejde med frankofonien som tema.
Der er jo mange lande i verden, som har fransk som officielt sprog. Mabanckou fra Congo skriver på fransk, og kan derfor diskutere fransk sprog og litteratur med en tunesisk forfatter til eksempel.

Bogen er opdelt i geografiske kapitler som fx Canada, Madagascar, Haiti, Cuba, Senegal, Gabon, Schweiz - og alle de andre steder, hvor fransk er en fællesnævner for befolkningen; og hjælper dem til at mødes verden over på tværs af grænser og kulturer.

Han gennemgår for hvert af de steder nogle af de største litterære talenter; det var pudsigt for mig at se, hvor mange af især den ældre afrikanske litteraturs klassikere, jeg faktisk har læst!
Camara Layes bog, som er obligatorisk pensum i afrikanske skoler; den guineanske forfatter Tierno Monénembo og flere andre. Jeg mangler stadig en del af de ældre klassikere - men nu har jeg da fået glimrende inspiration.

Han beskæftiger sig ikke så meget med de nyere forfattere som Marie NDiaye og Léonora Miano, og slet ikke med de moderne krimiforfattere som Moussa Konaté. Hans tilgang er netop at vise, at den afrikanske litteratur rent faktisk startede og rodfæstede sig for mange år siden lige såvel som litteratur fra Madagascar, Maghreb-landene og andre som måtte sætte sig ud over en kolonitid i historien.

Det er interessant fordi han er så intelligent og analytisk; han har et fantastisk bredt spektrum i sin litteraturkendskab og kan sagtens sammenligne med Victor Hugo eller Rimbaud. Det er jo nærmest lidt blasfemisk i nogles øjne -men Mabanckou gør det!

Min læseliste er blevet endnu længere nu;og jeg tilgav sagtens Mabanckou, at han holdt sig væk fra prosaen i denne omgang!

Friday, September 22, 2017

Maigret og det lange siv (Maigret XXXVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. september
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret et la Grande Perche


En hurtig lille Maigret inden weekenden er jo altid godt!

Denne var virkelig underholdende, synes jeg... og igen en original vinkel til at starte historien.

En dame henvender sig til Maigret; hun er velkendt i "systemet" fra sin tid på fliserne i Paris. Men i sine ældre år har hun slået sig til ro, og er nu gift med en anden kending, Triste Alfred. Han arbejdede i mange år for et firma, der producerede bankbokse og installerede dem i offentlige kontorer som i private hjem. Men nu ernærer han sig ved at bryde ind i de selvsamme bokse, og drømmer konstant om den store gevinst, der skal give parret en rolig alderdom. En dag bryder han ind i et hjem, hvor han dog støder på et lig! Han skynder sig væk og tager toget langt væk; inden ringer han dog til konen, som gik under navnet Det lange siv i sin tidligere 'karriere'.

Maigret kan dog ikke umiddelbart finde nogle lig eller anmeldte indbrud. De finder dog en tandlæge, som benægter indbrud - men hans kone er forsvundet samme aften. Hun er hollænder, og efter 2½ års ægteskab vil hun hjem - situationen med den midaldrende mand, der lever sammen med sin strenge mor er ulidelig. Men tog hun toget hjem til Amsterdam - eller blev hun myrdet?

Maigret opfatter hurtigt dette som en form for hanekamp mellem to giganter; tandlægen er lige så stor og dyster som Maigret kan være. Og han gider sig bestemt ikke nemt! Det er en udmattelseskamp mellem de to, som ender med en memorabel nat på Politigården, hvor fru Maigret også er tilstede.

Det er dejligt, at hun er lidt tilbage på scenen, synes jeg. Hendes kommentarer til, hvad der foregår er vidunderligt naive og tørre på samme tid!

I sidste ende vinder Maigret over giganten, udmattelsen - men ikke mindst den uskyldige lille enke, som faktisk står bag ikke kun dette mord. Tandlægen havde en kone tidligere - og der var jo også en far og ægtemand; alle døde - men det viser sig nu, at det ikke var så naturligt.

Indbrudstyven og den pensionerede prostituerede slipper fri for alle anklager .... men selvfølgelig uden at have skydt den store økonomiske papegøje.