Beyond the Door of No Return - David Diop

 

• Engelsk
• 22.-23. juli
• 256 sider
• Originaltitel: La Porte du voyage sans retour

Det er altid lidt svært at finde den rette bog, når men netop har været helt opslugt af en anden, der stadig sidder i én. Jeg har tidligere læst Diops debutroman indenfor fiktion, som var helt utrolig og gribende. Jeg ville jo have foretrukket at læse denne på originalsproget fransk, men nu fandtes den på biblioteket på engelsk.

Diop er fra Senegal, men bor i Frankrig, og hans romaner spreder sig derfor over begge lande.

Denne gang er vi længere tilbage i historien og følger et fiktivt kapitel i den særdeles reelle person Michel Adanson. Han var botaniker i det 18. århundrede, og rejste som helt ung til Senegal for at studere landets fauna og flora. Han tilbragte mere end fem år i landet, og så slavehandlen på nært hold; Frankrig forbød først slavehandel i 1794. Han arbejdede for at undgå brug af slaver i sine naturvidenskabelige projekter, og skrev blandt andet i sine erindringer: "Hvis [de sorte] er slaver, ved jeg udmærket godt, at det ikke er ved guddommelig dekret, men fordi det er passende at mene det for at fortsætte med at sælge dem uden anger."

Historien starter, da han dør i Paris i 1806, og efterlader sine ejendele til datteren. Hun finder en notesbog, hvori han fortæller historien om en oplevelse, der satte sig dybe spor i ham. Under sin rejse rundt i Senegal hører han om en ung kvinde, Maram, der blev taget til fange og sandsynligvis solgt til slavehandel. Men nu får de i hendes landsby besøg af en mand, der fortæller, at hun er vendt tilbage. Det er uhørt! Ingen vender tilbage tre år efter turen over Atlanten i bunden af et slaveskib.

Så Adanson beslutter sig for at finde denne kvinde. Han beguver sig ud på rejsen fra Saint Louis til landsbyen, hvor hun bor og han finder hende. Han forelsker sig i denne gudesmukke sorte kvinde, men først og fremmest lytter han til hendes historie. Det ender tragisk på Gorée-øen ud for Dakars kyst, hvorfra slaverne udskibes. Her findes den dør i guvernørens palads, hvorfra de skubbes ned i små joller, der sejler dem ud til slaveskibene. En dør, jeg selv har set, og som er blevet et pilgrimssted for mange. Især dem, der kan spore deres aner til kontinentet.

Jeg er dog lidt splittet i forhold til romanen. Jeg synes den er lidt for let. Selve indledningen med datteren tjener faktisk intet formål og afrundes ikke ved slutningen. Blot en undskyldning for at komme i gang! Dernæst er karakteren lidt for overfladisk til rigtig at træde frem selvom hans syn på den hvide mand præciseres ligesom hans mistro overfor den afrikanske animisme, som vel var typisk for tiden.

Der er en del elementer af den animisme, som Adanson hører i Marams historie - og som læser ved man jo heller ikke til sidst, hvor meget han reelt har oplevet. Dette er i og for sig irrelevant, da det under alle omstændigheder er fantasifuldt men som helhed balancerer historien ikke ordentligt i forhold til hovedtemaet desværre. Dog var det en god anledning til at mindes mine mange fantastiske rejser til Senegal selv med oplevelsen fra guvernørens palads i hukommelsen. 

"Fra denne dør til en rejse uden tilbagevenden gik de, deres øjne rettet mod lidelsens uendelighed."

 

Les téméraires - Bart Van Loo

 

• Fransk
• 17.-21. juli
• 928 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde bestilt en del bøger til sommerferien, som dog er mere end en måned væk - men så kunne jeg jo hygge mig med denne mursten i noget af tiden, tænkte jeg. Det gjorde jeg også - men jeg var så opslugt, at siderne fløj afsted og den blev læst på blot fem dage, hvilket ikke var meningen. Men den havde alle ingredienser for at fange mig - historie, biografier og kunst - og så foregår den i stor udstrækning i mit tidligere hjemland, Belgien.

Historien om hertugdømmet Burgund er nemlig ikke blot historien om nutidens Bourgogne, men også Benelux-landene inden disse blev opdelt i tre selvstændige stater. Besøger man Bruxelles, Ghent eller Bruges vandrer man rundt i deres gader med navne, der minder os om denne historie, der blandt andet gjorde disse byer til de rigeste i Europa i middelalderen og også lagde navn til den flamske renæssance.

Burgunderne er pudsigt nok oprindeligt forbundet med os danskere. I bronzealderen rejste folk fra Bornholm ned igennem Tyskland, hvor de omkring det 5. århundrede slår sig ned og senere inspirerer Nibelungens ring. Efter et par århundreder uden arvinger, begynder de igen at optræde i arkiverne som en feudal stat.

Alt dette ændrer sig endnu mere fra der 14. århundrede, hvor hertugdømmet opstår under den franske krone med Filip den Dristige som overhoved. Da han gifter sig med Margarete af Flandern udvider de deres territorier, og begynder stille og roligt at etablere det, der ender med at blive et helt dynasti.

Denne slægt hersker over området frem til 1477 - det vil sige en stor del af Hundredårskrigen - og deres hertugdømme overgår derefter til Habsburg-familien igennem ægteskab, og ved skæbnens pudsigheder ender disse med også at overtage det spanske imperie.

Det er selvfølgelig en fortælling om mange krige - Hundredårskrigen plagede Europa i 116 år og ærkefjenderne England og Frankrig sloges uendeligt med hinanden. Bourgogne-familien skulle konstant veje deres politiske fordele ved at hælde til den ene eller den anden side. Både af kommercielle hensyn men også for at undgå at blive angrebet. Som vassaler skulle de desuden stå til rådighed i de uendelige politiske og militære alliancer, som blev styrket ved ægteskaber.

Det er et farverigt portræt af middelalderen, hvor byer som netop Ghent, Bruges og Antwerp spillede en større rolle end London og Paris, der endnu ikke var megapoler. Det er en historie om hertuger, der vil være konger i eget navn, og agerer som mæcener for at fremme deres omdømme. Det er historier om ufattelige rigdomme og fester, mens befolkningen kæmpede sig igennem pestepidemier. Det er også historien om gale konger, tvister mellem fædre og sønner og overdimensionerede egoer, der konstant kriges. Udover at fokusere på de kendte hertuger i denne familie - Johan den Uforfærdede, Filip den Gode, Karl den Dristige osv. - er det historien om hele den politiske og territoriale magt i Europa i perioden.

Den franske titel henviser netop til tilnavnet til den sidste hertug - Karl den Dristige eller Charles le Téméraire; for i bund og grund var de det alle - de havde store ambitioner, men endte konstant med at måtte underkaste sig især naboen Frankrig.

Belgien er i dag stadig præget af denne historie, og præcis hvor meget og hvorfor forstår man endnu bedre efter at have læst denne bog. Hertugernes områder dækkede nemlig over disse mange forskellige bystater, hvor nogle var mere fransksindede og andre holdt fast i det flamske. Virker det bekendt?

Det er den opdeling, der i dag stadig skaber splid i Belgium - en politisk federal styring, der er kompleks og bureaukratisk; og et folk, der ikke deler samme sprog og værdier fra nord til syd. En temmelig stor del af den nutidge konflikt har sine rødder i de grænser, der blev trukket dengang af de dristige hertuger.

Det var en ren fornøjelse at læse en så omfattende og kompleks historie uden en eneste faktuel fejl; med en skøn blanding af krig og kærlighed (læs "politik"), kunst og kultur... alt det, der har skabt grundlaget for Belgien og dens smukke byer.  

Giovannis værelse - James Baldwin

 

• Engelsk
• 15.-16. juli
• 192 sider
• Originaltitel: Giovanni's Room

Da jeg i 2021 læste essaysamlingen af Baldwin var jeg ikke blæst bagover af begejstring; faktisk fandt jeg hans attitude både arrogant og nedladende. Men jeg vidste også, at jeg måtte kaste mig over hans romaner - ikke mindst Giovannis værelse, som jo var banebrydende i 1956.

Det chokerende ved denne roman var ikke Baldwin som forfatter - men emnet om homoseksualitet.

Hovedpersonen, David, er en hvid mand - den information får vi indirekte allerede på første side. Han er amerikaner, men bor nu i Paris. Han har en kæreste, Hella, som dog er rejst til Spanien for at tænke over deres forhold. Imens turer David rundt i Paris med forskellige bekendtskaber og det er her han møder Giovanni.

Giovanni er italiener og bartender på en bar, der frekventeres af homoseksuelle. I 1950'erne - selv i Paris - var dette små fordækte steder, hvor man ikke kom uden at være en del af miljøet. Politiet foretog jævnligt razziaer, og mange "etablerede borgere" var derfor bange for at blive afsløret.

David og Giovanni tiltrækkes øjeblikkeligt af hinanden, og da David ingen penge har flytter han ind hos Giovanni, som bor på et af de typiske parisiske værelser til tjenestepiger, Jeg kan se det for mig - jeg har selv boet i et par stykker af dem. David har som helt ung haft en homoseksuel oplevelse, som han siden har forsøgt at fortrænge og finde undskyldninger og forklaringer for. Nu konfronteres han af den følelse han har for Giovanni, som både er fysisk men også en absolut skræmmende forelskelse.

Værelset er mørkt som deres hemmelighed; det er der og kun der, de kan leve i den verden, de frygter og nægter at erkende udenfor værelsets mure, selvom Giovanni er langt mere realistisk omkring sin seksualitet. De er måske i virkeligheden biseksuelle, men uanset er den gængse homofobi for perioden en fare for deres forhold.

Da Hella vender tilbage til Paris frier David til hende; han beslutter sig for, at han må leve det heteronormative liv, der forventes af ham. Det bliver til gengæld dramatisk for Giovanni, der må kravle ydmyget tilbage til sin tidligere arbejdsgiver. Han var blevet fyret uden tvivl af jalousi over forholdet til David, men nu mangler han penge - og ender med at dræbe den ældre homoseksuelle barejer. I Frankrig i 1950'erne var der stadig dødsstraf og Giovanni ender i guillotinen. Imens sidder David forladt i et hus i Sydfrankrig og ruminerer deres historie og hans egen rolle i den.

Nu forstod jeg begejstringen for Baldwin! Nok skriver han ikke her som sort homoseksuel; David skal netop være en hvid mand, da tidens ånd stempler homoseksualitet som værende mørk - som den syditalienske Giovanni fx. Baldwins eget sorte publikum ville næppe have accepteret den sorte homoseksuelle historie, og den er som udgangspunkt ikke selvbiografisk selvom Baldwin selv boede i Paris. 

Det er en eksplosion af temaer i en kompakt roman - race, identitet, seksualitet, religion, fordomme, skyld. Listen er lang - og en genlæsning vil uden tvivl afdække endnu flere lag af især den komplekse David, der ikke imponerer ved sine valg, men er betinget af sin opdragelse og samtid. En absolut klassiker, der efterlader en trist fornemmelse af fortabte chancer.

De ufuldkomne - Tom Rachmann

 

• Engelsk
• 11.-12. juli
• 355 sider
• Originaltitel: The Imperfectionists

Nu har jeg faktisk læst stort set alle Rachmanns romaner pånær en enkelt; han har "kun" skrevet fem, så det er jo også relativt overskueligt.

De ufuldkomne er hans debutroman fra 2010, men man finder allerede her hans forkærlighed for emner som litteratur og kunst, som senere sniger sig ind i alle hans romaner.

Kulissen er en engelsksproget avis i Rom, som er grundlagt for mere end 50 år siden af en excentriker, hvis familie har holdt den oven vande trods dalende læsertal og stigende digitalisering. Tom Rachmann arbejdede selv i en årrække på en avisredaktion, og kender derfor glimrende de personlighedstyper man kan krydse i den verden. 

Historien bygges op af elleve individuelle historier fortalt af medarbejderne og en enkelt læser, men deres historier og liv væves ind i hinanden, som historien skrider frem.

Vi møder chefredaktøren, hvis åbne ægteskab begynder at blive sværere at acceptere, og derfor forsøger at generobre en ungdomsflirt blot for at opdage, at han er langt bedre til at fortælle hende om hendes svage sider. 

En af de mere groteske historier er om den unge Winston, der håber at få stillingen som korrespondent for Mellemøsten og rejser til Cairo. Her skal han mødes med en erfaren krigsjournalist, som udnytter ham på det groveste og personificerer alle træk af den blaserte bedrevidende verdensmand. Man genkender ham som det menneske man har mødt engang, der ved alt om alting og har været alle steder - men hvor det meste er ren opspind.

Imellem de forskellige skildringer er en kontinuerlig historie om avisens historie fra 1950'erne til nutiden, hvor stifterens efterfølger må beslutte at lukke den ned og fyre alle medarbejdere. Mange af dem lever især for den prestige det er at være i Rom, og de vil ikke vende hjem til USA med et nederlag i kufferten. De ville næppe kunne klare det på en anden redaktion og deres mikrokosmos er en verden i sig selv. 

Det er skarpe portrætter af mennesker, hvis hele liv afhænger af den identitet de får igennem arbejdet. Rachmann udviser ikke megen sympati for sine protagonister og slutningen er nærmest grotesk med den unge arving til avisen, der bekymrer sig mere om sun hund end de ansatte, han nu skal fyre.

Hvor realistisk historien er, er svært at sige - men i små lukkede kredse er der altid forskellige arketyper, og Rachmann rammer den alle på kornet i et satirisk og menneskeligt portræt. 

Veiller sur elle - Jean-Baptiste Andrea

 

• Fransk
• 8.-10. juli
• 580 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forsøger at læse alle vindere af den fornemme franske Goncourt-pris, som gives til årets bedste roman. Processen er relativt enkel - først deltager femten romaner, som skæres ned til otte og så til fire inden vinderen kåres i november måned. Vinderen modtager den ydmyge sum af 10 Euro, men prestigen ligger i det garanterede salg, som denne pris vil give. Dette løber tit op i 400.000 eksemplarer!

Kriterierne er også enkle - det skal være prosa, skrevet på fransk og udgivet på et fransk forlag. Desuden skal den fortælle en god historie; en god fantasi og selvfølgelig være udgivet i indeværende år.

Det betyder også, at de kan variere - sidste års vinder var en relativ lille roman, som faktisk var baseret på en reel historie, men forfatteren bruger fantasien til at forestille sig, hvad der kunne være sket. Hvad nu hvis...

Til sammenligning var 2021-vinderen langt mere kompleks, og krævede noget mere af sin læser. Man er dig altid garanteret en stor oplevelse - prisen kommer ikke uden grund.

Vinderen i 2023 fandt jeg heldigvis på biblioteket, og jeg er dem virkelig taknemmelig for at indkøbe franske værker på trods af et sikkert begrænset publikum. Jeg kunne ikke længere vente på paperback-udgaven.

Historien udspiller sig i Italien fra 1904 til 1986, hvor en mand ligger på sit dødsleje i et kloster i Norditalien. Han er ikke munk, men har opholdt sig der i næsten fyrre år. Munkene passer på ham, men de passer også på hans store værk, som omgives af en del mystik i starten af romanen.

Lag for lag springer vi tilbage i tiden, og manden - Mimo - tænker tilbage på sit liv, mens han venter på det ebber ud.

Han er født i Frankrig i 1904 af italienske forældre. Faderen var skulptør, men blev dræbt i 1. Verdenskrig, så moderen sender ham til Italien. Det særlige ved Mimo er først og fremmest, at hans rigtige navn er Michelangelo - der er store forventninger til ham! Mimo er også dværg og må derfor kæmpe med drillerier, mobning osv. Indtil han møder Viola, den unge adelige, som bor i Orsini-palæet tæt på det atelier, hvor han nu arbejder.

De to børn lover hinanden evigt troskab som venner; men de kommer fra to forskellige verdener.

Historien tager os med på ikke blot deres rejse, men flere andre.

Mimos rejse til at blive en anerkendt kunstner, hvis værker pryder både Vatikanet og Mussolinis bygninger i det fascistiske Italien. Det er samtidig en rejse i den italienske renæssance, da hans inspiration netop er hans navnebror Michelangelo og ikke mindst Pietà-statuen i Peterskirken.

Deter også en rejse igennem Italiens samfundslag fra han optræder som gøgler til han indtræder i det italienske kunstakademi, og endelig forkaster den politiske elite, der finansierer ham. Violas politiske standpunkter får ham endelig overbevist.

Det er selvfølgelig deres rejse - et forhold, som er kærlighed, der aldrig fuldbyrdes. De bærer hinanden gennem kriser og kampe. Viola er anderledes end andre kvinder i tiden. Hun vil ikke begrænses, men som adelig og kvinde er forventningerne meget præcise - få nogle børn og se smuk ud!

Mimo er den eneste, der formår at se ind i hende og han personificerer dette i hans ultimative værk. Det værk, som forstyrrer og skaber debat, indtil det låses inde i det kloster, hvor han nu ligger for døden. Blot fra beskrivelserne kan man levende forestille sig, hvordan det ser ud - godt hjulpet at ens indre billeder af den anden rigtige Pietà selvfølgelig; men det virker aldrig som en parodi på den "anden" Michelangelo.

Det er en lang roman; alligevel flyver man igennem mens man krydser fingre for de to vel vidende fra starten, at der ikke er en lykkelig slutning. Så kan man spekulere over, hvorfor den får prisen - på mange måder er det jo en historie om venskab og kærlighed. Men det er også om kunst, om Italien og dens dystre perioder, om den katolske kirke og meget andet. Det er dog en stor historie og utroligt velskrevet med humor og tragedie i lige dele.

Maleriet forbandelse - Anders Ravn Sørensen & Benjamin Asmussen

 

• Dansk
• 6.-7. juli
• 312 sider

I 2013 læste jeg Assoulines roman om portrættet af Betty Rothschild malet af Ingres. Den fortalte historien fra maleriets perspektiv - fra det blev malet i familiens parisiske overklassehjem til det endte konfiskeret af nazisterne og først kom tilbage til familien i 1946.

Det fik mig allerede dengang til at tænke over de historier - eller proveniens som det teknisk kaldes - der ligger bag de malerier, vi i dag beundrer på museer. Ikke mindst portrætterne, som jo er malet ud fra et ønske hos bestilleren om at forevige sig selv. Et lidt overdimensioneret ego, der mener man er vigtig nok til at pryde en væg. Tænkte disse mennesker over, hvor deres portrætter ville ende efter deres død? De troede måske, at arvinger ville beholde dem - eller også var de ligeglade så længe de havde dem i deres levetid?

Men de lever jo videre - ofte kender vi ikke hele historien, der er gået tabt i historiens tåger, eller deres bedrifter virker ikke som særligt imponerende hundreder af år senere.

De to historikere, der har skrevet denne dybdegravende bog om et Jens Juel-maleri, beslutter sig dog for at følge maleriets historie til dørs. Er der en sandhed i, at et maleri kan kaste en forbandelse over de mennesker, der ejer det - eller er det blot fordi de alle har det til fælles, at de var på samfundets top - og derfra er der jo højt at falde?

Christophe Battier er nærmest ukendt i dag for menigmand; dog var han en rig bogholder, der arbejdede for Asiatisk Kompagni og svindedle enorme summer inden han drog i landflygtighed og begik selvmord midt i Tuilerierne i Paris. Hans bo splittes ad, og maleriet kommer igen i hænderne på en rig bankmand i starten af det 20. århundrede, da den unge Emil Glückstadt køber det. Han lider også en tragisk skæbne - men måske ikke så tragisk som for de mange almindelige mennesker, der mistede alt de ejede, da den krakkede i 1922.

Det er en historisk undersøgelse, hvor vi som læsere tages med igennem maleriets rejse gennem tiden - hvert kapitel er en ejer, og vi får baggrundshistorien om ejeren og hvorfor maleriet ender med at komme videre ud i verden. Det er iblandet den nutidige fortælling om, hvordan de griber det an og det er en imponerende fortælling om mange rejser, arkiver, samtaler men også en fantastisk stædighed i deres fascination af et portræt af en mand ingen i dag husker.

Fra de palæer, der i 1700-tallet var de riges hjem, finder maleriet ad pudsige veje nogle gange næsten hjem igen men til andre rige familier, og vi følger dermed også en historie om Danmarks elite indenfor erhvervslivet. Nogle af disse bygninger kender vi stadig i dag - nu er de dog ikke længere private boliger men stadig legeplads for landets rige eller omdannet til ministerier.

Der var indtil flere familier og personer, jeg ikke kendte til, men med absolut fascinerende historier. Nogle anede ikke, hvem de havde hængende på væggen - andre købte maleriet netop fordi det var Battier eller fordi maleren var Jens Juel; eller ganske enkelt fordi de kunne lide det.

Men næppe nogle af dem ville have været i Battiers tanker, da han i slutningen af 1700-tallet fik det malet som forlovelsesportræt sammen med et tilsvarende, der desværre ligger i kælderen på Statens Museum for Kunst og ikke kan ses.

Jeg var fuldstændig grebet af historien og deres arbejde; jeg er fascineret af den vedholdenhed men mistænker dem bestemt også for at have nydt det hele. Det er der kommet en fantastisk bog ud af - og så er det lidt ærgerligt, at der er så relativt mange sjuskefejl i korrekturen desværre.

Water - John Boyne

 

• Engelsk
• 5. juli
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er et gennemgående tema i Boynes romaner - identitet!

I The Absolutist, som jeg læste i 2012, er det både de unge mænds identitet som soldater i en krig, de ikke selv ønsker, men også de to hovedpersoners romantiske forhold. Homoseksualitet er nemlig også et gennemgående tema hos Boyne.

I den helt fantastiske Cyril Averys hjerte er det Cyrils jagt på at finde sig selv, som han forfølger verden over og igennem årtier og ofte med tragisk udfald.

I A Ladder to the Sky kæmper den unge forfatter Maurice for at finde sin identitet som forfatter - og sit personlige ståsted i livet; og taber kampen mod sig selv.

A History of Loneliness er en hjerteskærende fortælling om den unge Odran, der mod sin vilje sendes på præsteseminar og i sin gerning konfronteres med den katolske kirkes misbrug af unge drenge. Det er lige så meget religionens som Odrans identitet, der bliver sat på spidsen.

Historien om den russiske prinsesse, Anastasia, der muligvis overlever drabene på den russiske tsar-familie er klassisk, og om noget en historie om identitet - falsk eller ægte som Boyne fortæller i The House of Special Purpose som dog er den af hans romaner, jeg har brud mig mindst om.

Historien om drengen i den stribede pyjamas blev filmatiseret som en ren tåreperser, og Boynes opfølgning om livet efter krigen for storesøsteren er en historie om at finde en ny identitet, når ens fader er naziforbryder.

I en af de nyere romaner - The Echo Chamber - bliver der gjort godt grin med vores alles identitet i en tidsalder, hvor vi lever vores liv offentligt på de sociale medier, og påtager os identiteter, der forbedrer og glorificerer os. 

Water er første del i en serie af fire bøger, der baserer sig på de fire elementer. Det opdagede jeg ved afslutningen, og det ærgrer mig altid en smule, da jeg så skal vente lang tid på de næste. Dog er det en overkommelig lille roman, så måske følger de hurtigt efter. Boyne er jo ret produktiv!

Vanessa Carlin er tæt på halvtreds, da hun ankommer til en øde irsk ø, hvor hun straks ændrer sit navn til sit mellemnavn og ungpigenavn - Willow Hale. Hun har lejet et lille hus, hvor hun håber at kunne finde fred og undgå at blive genkendt.

Stille og roligt åbner hun op for læseren gennem sin indre monolog om årsagen til dette eksil. En mand, der sidder fængslet for pædofili og hendes mistanke om, at deres egen datter var en af de misbrugte børn. Et svar hun ikke kan få, da datteren druknede i en selvmordsulykke.

Øen er stedet hun kan hele; men den er også omgivet af vand - og vand er farligt, ved hun nu. En af øens unge mænd frygtes på et tidspunkt druknet - også selvmord af årsager, der kan drive unge mennesker ud over kanten.

Vandet bliver både helingen, men det er også fareelementet, som hun skal overvinde. Hendes møde med de indfødte bliver også en konfrontation med alle de dæmoner, hun bærer på - hun både tilgiver og fordømmer i processen.

Det er kort roman med mange tunge emner, men Boyne formår både at fortælle dem og afrunde dem uden at noget bliver forhastet. Desuden har jeg på fornemmelsen, at Willow/Vanessa dukker op i den efterfølgeren, som er elementet jord, og allerede er udkommet. Nu venter jeg bare på, at den lander på biblioteket. 

Vi ses i august - Gabriel García Márquez

 

• Engelsk
• 4. juli
• 144 sider
• Engelsk titel: Until August

Gabriel García Márquez døde i 2014 og var da ramt af demens. Han forsøgte at arbejde, men dømmekraften har uden tvivl været påvirket, og han udtalte selv om dette manuskript, at det ikke duede. Det skulle blive i skuffen og ikke ende som den tiltænkte del af et værk med fem historier om kærlighed sent i livet. De andre historier blev ikke til noget, men denne arbejdede han på i perioder fra 2003 frem til sin død.

Nu er den blevet udgivet af hans to sønner - med den begrundelse, at den er for god til ikke at blive delt med verden. Det er sin sag at modsætte sig en afdød fars ønske - og der har uvægerligt været et økonomisk incitament udover den noble tanke om at ville dele med verden. 

Jeg har tidligere kun læst tre romaner af Gabriel García Márquez; hans to hovedværker selvfølgelig - hvoraf kun det ene gjorde et stort indtryk. Senere læste jeg Historien om et bebudet mord, som også var god men den var så kort desværre.

Vi er her i samme genre af en roman så kort, at det grænser til novelle-format. Ana Magdelena Bach rejser hvert år i august fra mand og børn med færge ud til en afsides ø for at lægge blomster på sin mors grav. Moderen havde insisteret på at blive begravet der og Ana tror det er for at hvile med udsigten ud over den caribiske lagune.

Da hun er 46 år gammel og på sin årlige rejse sker der dog noget uventet. Hun møder en mand, som hun har en enkelt nats affære med. Det ryster hende, da hun om morgenen opdager, at han har lagt penge til hende. Men de efterfølgende år planlægger hun denne tur med muligheden for et sidespring for øje.

Det er en ny mand - og nogle slet ingen; men det giver hende appetit på livet derhjemme.

Stilen er utvetydigt hans - vandet er der og spiller en central rolle ligesom vejret. Hvert år har hun en ny bog med, og man må formode, at det er bøger, han selv elskede og dermed anbefaler os som læsere. Det er også her man ser, at manuskriptet ikke var helt finpudset, da den samme bog optræder to år i træk.

Men ellers er det en sammenkogt magisk realisme med historier, der findes inde i blot en enkelt sætning - hans absolutte force! Der er flere fællestræk for læsere, der især holdt af Kærlighed i koleraens tid - ikke mindst i slutningen, hvor Ana opdager, hvorfor moderen ville begraves lige præcis her.

Om den skulle være blevet i skuffen eller ej, er for mig et mere privat anliggende i familien - det vil jeg ikke dømme. Historien er smuk og rørende og skønt fortalt af en af sidste århundredes største fortællere. Ganske enkelt! 

The Custom of the Country - Edith Wharton

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke se, at denne klassiker er oversat til dansk som andre af Whartons romaner. Men der er også nok et begrænset publikum til dette mere end hundrede år efter den udkom i 1913. Den har stået på min ventereol i mere end seksten år - og har dermed også været med hjem til Danmark fra en ventereol i Bruxelles.

Langt fra alle romaner ældes godt, og denne er om noget noget et tidsbillede fra Amerika under Gilded Age-perioden, og jeg havde ikke læst mange sider før jeg fik associationer til tv-serien af samme navn.

Undine Spragg er en forkælet ung kvinde, hvis forældre er flyttet til New York for at sikre hende en god fremtid - hvilket vil sige en mand fra de rigtige kredse. Men de modtages ikke med åbne arme som de nyrige de betragtes som. Da Ralph Marvell frier til hende, er hun overbevist om, at dette er vejen til anerkendelse. Det viser sig dog, at nok har Marvell-familien forbindelserne og prestigen - men som mange andre old money-familier har de ingen penge tilbage. Undines far opdager dette umiddelbart inden brylluppet, og foreslår at aflyse - men for Undine handler det mere om anerkendelse.

Det afholder dog ikke Undine fra at leve et luksusliv, da der heller ingen kærlighed er mellem de to. Da deres søn Paul fødes erkender de ydermere, at ingen af dem ønsker at være forældre. 

Undine er navngivet efter et hårprodukt faderen opfandt, me vandånden eller nymfen fra Paracelsus' historier, og er baseret på samme skikkelse som vores Den Lille Havfrue. Den oprindelige Undine ønskede at gifte sig med et menneske for at få en sjæl - i Whartons udgave har Undine ingen sjæl, og ægteskabet gør hende blot mere og mere overfladisk så hun nærmest ender med at fordampe som en ånd i vandet.

Hun jagter ustandseligt det hun mener er lykken, men i virkeligheden blot er titler og pyntefjer.

Efter flere ægteskaber og affærer ender hun med sin ungdoms kærlighed - en mand fra fortiden, som hun opgav og lod sig skille fra for at flytte tl New York. I årevis har hun været nervøs for, at den hemmelighed skulle ødelægge hendes chancer i det fine selskab; alligevel er det ham, hun er bedst sammen med - men til det sidste ærgrer hun sig over alle de titler hun aldrig vil kunne få fordi hun har giftet sig med én, hun elsker. Men han er "blot" en self-made rig mand!

Undine er et ganske rædsomt menneske; men hun er ligeledes et tidsbillede på et samfund med klasseopdeling og snobberi, hvor titler betød mere end evner. Hvis man elskede tv-serien, vil man kunne lide denne selvom den stilistisk nok er lidt tung til tider. Den er trods alt skrevet for 111 år siden.

Kvinden med de otte liv - Mirinae Lee

 

• Dansk
• 27.-30. juni
• 384 sider

Jeg læser meget sjældent asiatisk litteratur, så der er bestemt mulighed for at udforske dette mere.

Mirinae Lee er en ung sydkoreansk forfatter, hvis debutroman er baseret på historien om hendes egen grandtante, som var en af de ældste kvinder til nogensinde at være flygtet fra Nordkorea. Denne ældre dame led af Alzheimers, så den præcise historie var svær at stykke sammen. I stedet blev den inspiration til den fantasifulde historie om Mrs, Mook.

Fortælleren er en kvinde, der arbejder på et plejehjem, hvor hun tilbyder beboerne at skrive deres nekrologer ud fra devisen om at alle mennesker er unikke og har en historie og et aftryk at sætte.

Da hun møder Mrs. Mook begynder denne at fortælle hende historier fra sit liv - de otte liv, som omfatter fødslen i japansk besat Korea, Nordkorea og nu alderdommen i Sydkorea.

Mrs. Mook er skiftevis spion, morder, moder, terrorist og alt muligt andet. Er det sandt? Det ved vi ikke! Nogle gange er hun en dreng, andre gange en pige. 

Den engelske titel siger os lidt mere om, hvordan det skal forstås måske? 8 Lives of a Century-Old Trickster - trickster tales er et begreb som dækker over en historie om en protagonist, der kommer ud for en situation, der kræver listighed eller dumhed, og som ender med at tricksteren bruger sin listighed til at bøje normerne. Det er vel moderne fabler med en morale, som handler om at være et godt menneske.

Det er svært at beskrive disee otte historier mere i detaljer uden at røbe plottet i historien; men som læser får man et godt indsyn i historien om Korea, der blev splittet i to uden at man behøver kende de historiske fakta inden.