Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

La vie heureuse - David Foenkinos

 

• Fransk
• 19.-21. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos skriver samfundsrelevante små finurlige romaner, som desværre ikke appellerer til et dansk publikum. De er som regel hurtigt læste og med lige dele melankoli og humor.

Således også her, hvor vi følger Éric Kherson, en mand i starten af fyrrerne, der arbejder i den franske regering med udenlandske investeringer i Frankrig. Han er fraskilt, og har kun sin søn hver anden weekend. Han har tidligere haft en god karriere i Décathlon (stor fransk kæde af sportsudstyr), men er nu blevet hentet til regeringen af Amélie - en skolekammerat, der fandt ham via en Facebook-gruppe.

De arbejder godt sammen, Han laver de finansielle analyser, og hun sælger koncepterne til kunderne. På en rejse til Sydkorea skal de overbevise Samsung om at investere i Frankrig, men det tager en uventet drejning, da Éric pludselig får et ildebefindende. Samme aften tilbringer de en hyggelig aften sammen, og begynder at lære hinanden at kende mere personligt, Næste dag går Éric en tur inden møderne, og falder over en butik, der tilbyder en simulation af begravelser. Han kan lægge sig i en kiste og opleve, hvordan det ville være at se en slutdato for sit liv. Det bliver en øjenåbner for ham, og han dukker ikke op til mødet. Amélie - ydmyget, vred og skuffet - fyrer ham, og han sendes retur til Paris.

I Paris begynder Éric under pandemien at åbne lignende forretninger, og ved at følge sine egne drømme får han et helt nyt liv. Et byt forhold til både sønnen og ekskonen. 

Der er en del humor men også skrøbelighed i Foenkinos' personer, som får læseren til at reflektere. Det samme gør sig gældende for Amélie, som konfronteres med den barske politiske virkelighed, og også må se sit liv omlagt. De to mødes endelig igen - til en falsk begravelse selvfølgelig.

Hans romaner er letlæste med dybde - det flyder hurtigt og fint hele vejen igennem, og man kan visuelt se det hele for sig. Stort set altid en garanteret succes med Foenkinos!

Flesh - David Szalay

 

• Engelsk
• 17.-18. februar
• 368 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne ungarske roman - muligvis blot fordi den vandt Booker Prize i 2025, for det var en forfatter, jeg ikke kendte.

Jeg blev til gengæld fanget af den fra første side trods den noget anderledes stil.

Istvan flytter som teenager til en lille ungarsk by sammen med sin mor; der er ingen far i familien. De er absolut ikke rige, og Ungarn er stadig i Østeuropa. Istvan kæmper med at få venner, og denne mangel på følelsesmæssig tilknytning kommer til at definere ham livet igennem. Vi følger ham nemlig til han som midaldrende mand har gennemlevet en hel del.

Istvan lader til at gå igennem livet ved at reagere på ting, og ikke proaktivt opsøge mulighederne. Han er tilskuer til det meste, og alligevel ændrer hans liv sig markant. Han kommer til penge, og lever et liv langt fra den østeuropæiske barndom, men han har ikke arbejdet for det. Han gør heller ikke meget for at fremtidssikre sig selv.

Hans eneste drift synes at være hans seksualitet, som fremprovokerer nogle af de største ændringer i hans livsbane. Men det er heller ikke et aktivt valg fra hans side. Så man kan godt blive lidt irriteret på ham som hovedperson. Få lyst til at ruske op i ham! Alligevel fornemmer man konstant, at noget vil ændre sig markant - og det gør det også. Selv denne ultimative katastrofe lader ikke til at ryste ham synderligt. 

Bogen er bygget op i ti kapitler, der springer frem igennem Istvans liv, så vi nogle gange selv må fylde hullerne ud - det er dog ikke et problem. Der er meget dialog, og her er det skåret helt ind til benet i modsætning til den svulstige titel. Istvan ynder at udtrykke sig med Yeah og It's okay - ikke e mand af mange ord, og tit er det personerne omkring ham, der åbner mere op. Derfor er den også meget hurtig at læse; men mest var jeg drevet af nysgerrigheden om, hvad der ville få det hele til at eksplodere og hvornår? 

Det ender jo trist, men Istvan er på en måde så apatisk, at han også overkommer dette - på sin facon. Der er ingen stor morale i hans liv - men som læser undrer man sig over, hvad der definerer ham. Er det kødets lyster, der skabte ham? Det er svært ikke at afsløre for meget, men jeg er sikker på, at den vil blive oversat til dansk, da der åbenbart allerede er intentioner om at filmatisere den. 

Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.

Un couple - Eliette Abécassis

 

• Fransk
• 15. februar
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En forfatter, jeg aldrig tidligere har læst, men som fangede mig i en boghandel i Belgien over nytåret.

Det er en lille intens roman, der virkelig gjorde indtryk på mig.

Alice er næsten 90 år gammel, da hun går tur i Luxembourg-haven i centrum af Paris. Hun sætter sig på en bænk - altid den samme bænk. For her har hun minder fra. Jules er lige så gammel som Alice, og finder hende på bænken. De taler lidt. Om fortiden og deres minder. Om deres ægtefæller, som de savner. Men de er ægtefæller. Jules kan bare ikke huske det.

Derfra rykkes vi i trin tilbage i deres historie. I små ryk først nogle år tilbage og så videre ned gennem et helt liv. Et ægteskab, der havde dets kriser. Utroskab, træthed, arbejde, skænderier. Men også troen på kærligheden, familien og lykken.

Ved at arbejde sig baglæns i deres historie skrælles lagene af stille og roligt. Der er overraskelser, som den dedikation i en bog, som Alice mener er fra en af Jules' elskerinder. Det viser sig at være til hende selv fra en kvinde i de hektiske tider omkring maj 1968-oprøret. 

Der refereres fra starten til et brev Jules skrev til hende efter deres første møde - på en bænk i Luxembourg-haven i 1955. Han vidste ikke, hvordan han skulle finde hende igen. Men dagen efter møder han hende - til sit eget bryllup. Derefter skriver han brevet, hvori han lover hende, at de skal elske hinanden, blive gift, men også opleve mindre lykkelige tider. Uoverensstemmelser over oprydning og børneopdragelse. Utroskab måske. Og med alderen sygdom og måske demens. Men at igennem alt det vil de have hinanden.

Det lyder lidt pladderromantisk, og det er det ikke. Det er måske bare billedet på et temmelig almindeligt forhold - men ét, hvor man står tingene igennem. På trods. Og som de sidder på bænken efter tres år sammen er det kærligheden, der har sejret i sidste ende.  

Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord. 

Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.

Minuit - Dan Franck

 

• Fransk
• 2.-7. februar
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tredje og sidste bind i trilogien om moderne kunst, som startede med perioden 1900-1930, hvor der trods en verdenskrig var optimisme, kreativitet og fest og farver over Paris. Andet bind dækker perioden 1931-1939 med den spanske borgerkrig, kommunismens fremstorm og optakten til 2. Verdenskrig.

Så nu er vi nået til krigens år - perioden 1940-1944 - hvor besættelse og censur dominerer kunsten som alt andet.

Paris var allerede fra midten af 1930'erne et yndet tilflugtssted for jødiske kunstnere, som ikke længere var velsete i deres hjemland. Naivt og optimistisk troede de, at Frankrig ville beskytte dem. Frankrig, som var kunstens hjemland og især Paris, som havde plads til alle slags skæve eksistenser.

Men Frankrig overgav sig, landet blev delt i to og Pétain dannede regering i Vichy, som samarbejdede med tyskerne. Nogle af vores protagonister fra andet bind fortsætter deres mere aktive roller - som Malraux, der stadig var ved fronten. Eller Saint-Exupéry, der sin alder til trods stadig ville flyve.

Manden, der efter at være strandet i den libyske ørken i 1935, og nu i New York, skrev Den Lille Prins for at indgyde en smule poesi og skønhed i en brutal verden. Saint-Exupéry, der trods sine 44 år insisterede på at flyve, og forsvandt over Middelhavet den 31. juli 1944 - blot nogle uger inden Frankrig blev befriet. Hans fly blev først fundet i 2000 og vi finder nok aldrig ud af årsagen til ulykken.

Malerkunsten havde ikke sin stærkeste periode i krigsårene i sammenligning med de tidligere årtier. Censuren var intens, og frygten stor - men kunstnere som Picasso, Dali og Matisse malede dog værker inspireret af krigens gru. 

Mest opsigtsvækkende er dog nazisternes destruktion af kunstværker og kampen for at redde dem. På den ene side eksporterede nazisterne kunstværker i stor stil til det museum, der skulle bygges i Linz eller til Görings private hjem, Carinhall. På den anden side brændte de utallige uerstattelige kunstværker efter at have udstillet dem som degenereret kunst. Der var enkeltpersoner, der gjorde en kæmpe indsats for at redde, hvad reddes kunne - som Rose Valland, hvis historie er veldokumenteret.

Men krigen blev dog det skrevne ords kamp. Kampen for at overvinde censuren, der ville overtage og arisere de mange forlag ejet af jøder. Kampen for at skrive sin utilfredshed med krigen, besættelsen og holocaust. Vi kommer i dette sidste bind langt tættere på forfatterne - som duoen Sartre/Beauvoir, der havde en enorm indflydelse, men ikke brugte den meget aktivt. Eller som Gide, der starter med at støtte Pétain for siden at trække sig helt tilbage.

Der var mange forfattere, jeg ikke kender særlig godt (eller overhovedet), fordi de ikke er relevante i dag - men som spillede en markant rolle i det stille oprør. Et par stykker stikker dog ud - Robert Desnos, som døde i en koncentrationslejr efter befrielsen efter at have været fange for modstandsarbejde. Eller Vercors, som under pseudonym skrev sine noveller om krigen.

Bogen slutter med den episke historie om Hemingways indtog i Paris i august 1944, hvor han indtager hotelbaren på Ritz og tømmer vinkælderen. En passende afslutning på en kraftpræstation af en trilogi.

Franck er nu i gang med en serie på fire bind, som skal dække perioden 1820-1885, hvoraf kun to er udkommet. Jeg vil vente til alle fire bind er der - men jeg kan næsten ikke vente!

Månen i min kuffert - Roxana Kia

 

• Dansk
• 31. januar - 1. februar
• 400 sider

Jeg var så heldig at få en bog i gave af nogle gæster - og jeg slugte den i weekenden, da den var umulig at lægge fra mig!

I sommeren 2022 opstod bevægelsen Kvinde! Liv! Frihed! i Iran efter drabet på den blot 22-årige Jina Amini, der nægtede at bære slør. Demonstrationer og protester bredte sig til store dele af verden - og hendes død blev desværre ikke den eneste. Nu er vi mere end tre år senere og muligvis på kanten af en ny konflikt, som kan vise sig at være afgørende for landets præstestyre.

Hver gang konflikter opstår i et land, man er flygtet fra, konfronteres de flygtede med den virkelighed igen. Således også Roxana Kia, som har boet i Danmark siden hun var 29 år. Men hun flygtede fra Iran efter shah-styrets fald i 1979, og boede i mange år i Sverige, hvor hendes mor stammer fra.

Nu sidder hun dér og ser og hører, hvad der foregår i Iran, og kæmper med at sove om natten. Hun finder en gammel kuffert frem, hvor nogle af familiens minder overlever. Hun ser tilbage på en barndom men også på forældrenes ungdom og første møde.

Vi springer rundt i tid og sted, men uden at det bliver forvirrende. Nedslag i hendes barndomsminder i et Iran, hvor hendes farfar var en af shahens tætteste rådgivere og familien tilhørte den absolutte overklasse i landet. Hendes far var endda udset til at blive gift med shahens søster, men han havde læst i Sverige og da han som ung vendte tilbage mødte han Amy, hendes mor. Hun blev gravid, og hurtigt måtte de gifte sig, og senere flyttede de til Teheran og ind hos svigerfamilien.

Det er også en historie om kulturchok for Amy. Både i forhold til, at flytningen til et så fremmed land i 1960'erne, men også den magt og rigdom, der er og som hun forventes at repræsentere sammen med Roxanas far, Freddy. En mand, som ligesom sin egen far, lever et dobbeltliv kvinderne forventes at acceptere. Der er utroskab - og halvsøskende - og spillegæld. Der er vold og jalousi. Men Amy bliver alligevel.

For den voksne Roxana er der også tvivlen og dualiteten i at være flygtning men repræsentere et styre, som muligvis har blod på hænderne. De fleste flygter jo fordi et nyt regime indebærer en politisk fare for dem fordi de var knyttet til det gamle. I dette tilfælde er hendes familie dog fra den absolutte top af dette tidligere regime, og kufferten bugner af fotos af bedsteforældrene sammen med præsidenter og statsledere. Roxana finder sammen med andre iranske kvinder i Danmark, og genopdager sine iranske rødder men hvor meget skal hun sige om sin egen familie?

Historien følger familien særligt fra forældrene mødes og til starten af 1980'erne, da de er flygtet. Det går lidt hurtigere med de efterfølgende år og hvorfor hun præcis landede i Danmark står ikke klart. Der mangler måske nogle detaljer, men historierne om den familie og deres liv i Iran er ganske fængslende.

Så hvorfor er det - igen - at danske forlag ikke kan gøre tingene helt korrekt? Der var mindst én grov faktuel fejl i årstal og en hel del sjuskefejl i korrekturen. Det skurrer virkelig, når man ellers nyder en virkelig god og stærk personlig fortælling. Ydermere når det er så åbenlyse fejl, at en hurtig gennemlæsning ville have været nok. 

Sprogligt er den ellers fantastisk poetisk med et islæt af mellemøstligt eventyr - med månen som ledetråd igennem historien, og som pejlemærke for den voksne Roxana, som skal slutte fred med en del familiedæmoner.

Libertad! - Dan Franck

 

• Fransk
• 26.-29. januar
• 446 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg første bind i trilogien om moderne kunst af den franske forfatter og historiker Dan Franck. Jeg havde fundet den på engelsk på biblioteket, men de følgende to bind er enten ikke oversat eller ikke tilgængelige i Danmark. Jeg købte derfor alle tre bind på fransk, så jeg efterfølgende har dem hjemme - for udover at læse dem en første gang, er det helt fantastiske bøger at bruge som inspiration.

Andet bind foregår i perioden 1931-39 - fra efterkrigsårene til årene før en ny krig. En periode, hvor surrealismen vinder frem i kunstmiljøet og kunstnere som Aragon, Breton, Gide, Malraux, Saint-Exupéry, Picasso, Dali og mange andre hælder til kommunismen, men også slås med deres ideologi i forhold til Stalins styre. Der er flere facetter af kommunismen - anarkismen, trotskismen og stalinismen, som flere ser på egen hånd på rejser til USSR. Nogle kommer desillusionerede hjem og Frankrig bliver eksil for mange russiske kunstnere, som ikke længere er i favør hos regimet. Det fører også til brudte venskaber og stærkt optrukne ideologiske linjer. Surrealismen og kommunismen kan ikke forenes!

Da den spanske borgerkrig bryder ud drager de sydpå for at hjælpe republikanerne i krigen mod Franco. Det er en konflikt, jeg ikke er så velbevandret i - og jeg finder den kompleks. Men jeg blev en hel del klogere på den her! En tid, hvor nye navne træder frem på scenen som fx Capa, hvis fotografi af den faldende soldat gjorde ham til en stjerne - om det så er iscenesat eller ej, som senere debatter hævder. Det blev starten på en helt ny profession - krigsreportere - og Hemingway var en ivrig deltager, som han senere skulle blive det i 2. Verdenskrig. Men selvfølgelig også en tid, der gav os Guernica af Picasso, som i vanlig stil først trådte ind på scenen, da han følte sig indigneret nok - for hurtigt efter at fortrække tilbage til sit liv i luksus. Han var bestemt ikke typen, der som Hemingway sov på jorden sammen med soldaterne!

Vi følger ligesom i første bind også deres privatliv, som ikke var kedeligt. Affærer på kryds og tværs af ægteskaber, en løssluppen seksualitet som nok kan ændre ens syn på perioden. Den var bestemt ikke kedelig omend kunstnerne næppe repræsenterer gennemsnitsbefolkningen.

Dybt fascinerende fortælling om en brydningstid på mange måder - kunstnerisk selvfølgelig; men det var jo blot en reaktion på geopolitiske spændinger. Tyskerne var stærkt involveret i den spanske borgerkrig, hvor de hjalp Franco og samtidig øvede sig militært - de forberedte det, der skulle komme nogle få år senere.

Der er overraskende elementer som fx den indgående fortælling om André Malraux - en fransk forfatter, nok mest kendt for sin roman Menneskets lod - men som i sin ungdom tog til Indokina for at stjæle statuer. Disse skulle han sælge i Paris for at tjene penge. Han var desuden særdeles aktiv i Spanien, men er i dag nok mest kendt for at have været Frankrigs kulturminister under de Gaulle. Han var en flamboyant personlighed, som inderligt brændte for sine idéer men samtidig var mytoman og umulig at leve sammen med.

Dan Franck får det hele flettet sammen i en fantastisk fortælling, hvor kunst og politik går op i en højere enhed.