Sunday, May 24, 2020

A Ladder to the Sky - John Boyne



























  • Engelsk
  • 23.-24. maj
  • 448 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

John Boyne er bestemt en forfatter, der skal udforskes nærmere! For mange år siden læste jeg The Absolutist med den gribende historie om den de to soldatervenner under 1. Verdenskrig, og for to år siden Cyril Averys hjerte om den grotesk tragisk uheldige Cyril. Det er svært at forstå, at det er to år siden - den sidder stadig dybt i mig, og jeg ville sagtens kunne læse den igen. Men nu manglede jeg noget, der kunne optage mig fuldt og helt - og efter en lang halv times søgen hos boghandleren fandt jeg denne. Det alene siger også meget om min læseenergi lige nu - jeg plejer at have svært ved at fravælge!

Men Boyne-navnet sad i mig; og hans nyeste romans plot tiltalte mig. En forsigtig start lørdag eftermiddag - og så fordøjede jeg med største appetit de sidste 350 sider i løbet af søndagen. Det var en absolut fryd at læse.

Bogen er opdelt i tre store dele med to intervaller. Den første del fortælles af den aldrende forfatter Erich Achermann, som i Berlin i 1988 møder den unge Maurice Swift. Erich er forfatter, men har først opnået succes lidt sent i livet og er nu 66 år gammel, og på turné for at fortælle om sin bog. Maurice er til gengæld knap tyve år gammel, og har to mål i livet. Han vil være forfatter og far!
Maurice får jobbet som Erichs assistent; den ældre bøsse håber naturligvis på langt mere - men Maurice manipulerer, forfører og leger med ham for at opnå sine mål - i hvert fald det at blive forfatter. 

I den anden store del er Maurice blevet ældre og gift; han har udgivet sin første roman med enorm succes; men siden da er det knebet gevaldigt med inspirationen og de efterfølgende udgivelser har solgt meget lidt eller er blevet afvist allerede i første stadie. Hans unge kone til gengæld har udgivet en roman med enorm succes, og underviser nu i litteratur. Nu skriver Edith på sin anden roman, og Maurice konfronteres dagligt med den nemhed, hvormed hun arbejder og skriver - mens han ser sig selv blive glemt.

Den tredje og sidste store del er syndefaldet for Maurice. Han er ved at gå i hundene i sin daglige turné på byens værtshuse da en ung mand skriver til ham for at skrive hans biografi. Det flatterer jo den gamle cirkushest - som altid i sit liv er der bagtanker for Maurice. Men muligvis har han her mødt sin overmand - for den unge forfatter er velforberedt.

Det er virkelig svært at beskrive mere uden at ødelægge glæden ved plottet; det er ganske enkelt eminent. Men det er jo samtidig en meget moralsk historie - den gamle historie om målet helliger midlet? Det gør det for Maurice - og omkostningerne bliver enorme for ham. Samtidig er der det underspillede spørgsmål om seksualiteten. Maurice siger selv, at sex ingen rolle spiller for ham. Alligevel ville han absolut være far og giftede sig derfor; men han brugte primært sin udstråling til at forføre mænd - uden at mener at være homoseksuel.

Det er selvfølgelig et gennemgående tema i Boynes romaner; han er selv homoseksuel - men derfor behøves han jo ikke at bruge det altid. Dog fungerer det glimrende for at illustrere, hvor tragisk det kan bruges - i det ene interval er der en eminent seance, hvor Maurice ender i Gore Vidals berømte italienske villa; og Gore Vidal ser direkte igennem ham og får sat ham på plads. En situation Maurice nok skal sørge for ikke sker igen!

Personnagen Maurice er så helt igennem forkastelig og foragtelig; men alligevel føler man lidt med ham; for han vil jo så gerne være berømt. Han har blot aldrig forstået, hvad der skal til for at blive forfatter - det er ikke nok at kunne skrive sætningerne; man skal også kunne komme på historierne.

Der er utroligt mange etiske spørgsmål på spil; der er interessante vinkler i historien, som fortælles af enten forfatteren Erich, husturen Edith eller Maurice selv. Der er pudsige navne på kapitlerne - det er hovedstæder, måneder eller pubnavne alt afhængig af historiens fortæller. Der er overraskende twists mod slutningen - og helt til sidste sætning.

Boyne mangler under alle omstændigheder ikke inspiration til historier; og det virker til, at han bliver stærkere og stærkere med alderen - men nu må jeg vist have fat i nogle flere af hans tidligere romaner.

Friday, May 22, 2020

Hundrede år - Herbjørg Wassmo



























  • Dansk
  • 18.-22. maj
  • 441 sider

Corona-krisen har drevet mig ud i oprydning i reolerne; udover, at min læselyst er påvirket, så skal jeg virkelig også have noget, der fænger mig for at kunne holde interessen gående. Og da boghandlerne har været lukkede, så kastede jeg mig over de langt hengemte bøger. Denne har således ventet pænt i seks år - jeg var ellers tidligere så begejstret for Wassmo, at jeg har læst Dinas bog flere gange. Men det er mange år siden!

Hundrede år er biografisk; det er historien om forfatterens mor, Hjørdis, mormor, Elida, og oldemor Sara Susanne. Det starter i det nordligste Norge hundrede år inden forfatteren selv fødes; deraf titlen.

Som i Dinas bog er det en familie gjort af stærke kvinder; uden tvivl også inspirationen til historien om Dina, som jo er en absolut handlekraftig dame. De lever under barske vilkår deroppe i naturen, og med alt alt for mange barnefødsler. 

Hver del indledes med et glimt fra Wassmos egen barndon, hvor der er antydninger til den incest, hun blev udsat for af faderen. En far, der konsekvent omtales som ham. Og derfra dykker hun ned i de tre kvinder historier - oldemoderen, der gifter sig med den stille Johannes, der stammer og derfor foretrækker at kommunikere med sin lille notesblok. De får så mange børn og Sara bliver fristet af præsten, som maler hendes portræt og selv længes væk fra dette barske liv og miljø. Men det er også kvinder, som forstår betydningen af pligten overfor familien.

Eller måske gør mormoderen det mindre, da hun med ti børn sidder med en mand, der bliver delvist lammet efter en blodprop. Hun efterlader nemlig nogle af børnene hos familien i nord, da de drager mod hovedstaden i 1924 for at få hjælp. Det hjælper ikke og hun må flytte manden tilbage til moderens gård for at dø. Men hun havde drømmene om et andet liv - en drøm, der blev slukt af de mange børn og pligter.

Og Hjørdis - Wassmos mor - som var et af de børn, som blev efterladt i mange år, og pludselig blev hentet af en kvinde, som hun ikke længere så som sin mor. Var det afgørende for, hvordan hun selv blev mor - og hvorfor hun ikke så, hvad der skete mellem far og datter?

Det er til tider lidt springende og forvirrende; og det er jo selvfølgelig til dels opdigtet.

Det er stærke fortællinger om kvindeskæbner i en tid, hvor man knoklede, fødte børn, indordnede sig og ikke ytrede ønsker om et andet liv. Der var ikke andre måder at leve på - og slet ikke deroppe nordpå, hvor selve overlevelsen var vanskelig. Men det kunne også blive lidt for 'nordnorsk' til mig; jeg var langt mere tilpas i den gode lange saga om Dina, end her, hvor personerne måske er for tætte som familie til, at man kan tilegne dem virkelige personligheder?

Måske er det blot også det, at det er en roman, der ikke har ældet helt så godt - men nu er den læst, og reolen er lidt mere overskuelig.

Sunday, May 17, 2020

Où passe l'aiguille - Véronique Mougin



























  • Fransk
  • 10.-17. maj
  • 576 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Véronique Mougin har tidligere udgivet en roman, men er primært journalist. Hun kar skrevet flere værker om livet for de fattigste i Frankrig - enten som hjemløse eller med en mindsteløn, som knap giver til dagen og vejen. Den sociale uretfærdighed var også temaet for hendes første roman om livet som guvernante hos de rigeste familier i Frankrig.

Hendes anden roman er helt anderledes, og baseret på den sande historie om hendes ældre onkel Tomi.

I 1944 bor den 14-årige Tomi med sine forældre og lillebroren Gabyi en lille by i Ungarn; faderen er herreskrædder; en nobel profession, som familiens mænd har varetaget i generationer og som Tomi jo også skulle overtage. Men Tomi er en vred ung mand!
Under hans bar mitzvah i den lokale synagoge opdager han nemlig, at hans mor ikke er hans mor. Hun døde under fødslen, og senere giftede faderen sig med moderes søster, som nu er mor til hans (halv)bror. Tomi vil straffe både moderen ved ikke længere at kalde hende for mor; men også faderen ved at vende sig fra familiegerningen. 

Han er en besværlig teenager, der småstjæler og hustler sig igennem livet med fuld foragt for alle dem, han føler har svigtet ham.

Men så kommer nazisterne, og de bliver deporteret. Over Bergen-Belsen, hvor Tomi og faderen, Herman, skilles fra moderen og broderen. Videre til Auschwitz og endelig til Mittelbau-Dora, som ikke var en egentlig udryddelseslejr som så mange andre. Men det var stadig en lejr, og de var stadig jødiske fanger.

Tomi og faderen holder så vidt muligt sammen med den lille gruppe hjemmefra; Tomi fortsætter med at snyde sig igennem, hvor han kan. Hans livsmotto er, at så længe man ikke bliver opdaget, så er det fint nok.

Således også, da han opdager, at det fysiske arbejde udendørs er for hårdt. Han får et job i skrædderhuset, hvor man reparerer de usle stribede uniformer - men han kan jo ikke sy efter at have nægtet faderens vejledning hele sit liv. Men nu bliver det pludselig vitalt at kunne, og så lærer han sig selv at sy. 

Både Tomi og faderen klarer den igennem krigen; selvfølgelig ikke uden mentale ar - og da de efterfølgende vender hjem til Ungarn, opdager de, at man ikke kan tage hjem igen. Der er ikke noget hjem og Ungarn er nu USSR. I stedet flygter de til Paris, og Tomi begynder virkelig at lære at sy. Dog vil han ikke sy til mænd - som faderen - men udelukkende haute couture til kvinder. Det er hans måde at ære og erindre de kvinder, der for altid forsvandt fra hans liv. Han taler ikke om fortiden; men den gnaver konstant i ham.

Bogen er finurligt konstrueret så der efter hvert kapitel er et kapitel set fra en af protagonisternes øjne; deres måde at se Tomi på giver læseren mindst lige så meget indsigt i den person, han er. Alt det, der ikke kommer ud af ham - men brænder op indvendigt.

Historien fører os frem til 2017, da Tomi er 88 år gammel; dog er der en meget lang periode i 1974, hvor det handler meget om syning og tøj, og hvor jeg lidt mistede tråden til hans egen historie. I det afsluttende kapitel bliver noget af dette samlet igen - men den mistede desværre lidt pusten undervejs. Det er ellers en glimrende og rørende fortælling om, hvordan man også kan overleve krigen og lejrene. Ved at begrave det dybt inde i sig, og kompensere ved at gøre kvinderne smukke. Det er jo også tragisk, og man kan godt have ondt af det menneske, der i så mange år skal bære rundt på alt dette - men dem var der jo tusinder af. Skylden, der aldrig slap dem.

Friday, May 8, 2020

Øjet der ser - Jeffrey Archer



























  • Engelsk
  • 8.-.9. maj
  • 384 sider
  • Originaltitel: Nothing Ventured

Sidste sommer læste jeg for første gang noget af Jeffrey Archer; Clifton-krønikens syv bind og næsten 3.500 sider på lige knap tre uger. Det var dejligt at kunne tage dem alle i et langt stræk uden at skulle vente på næste bind.

Nu har Archer begået en lidt interessant spin-off af Clifton-krøniken; muligvis ikke litterært interresant - det må tiden vise - men i idéform er den. Det er nemlig ikke en person fra krøniken han giver sit eget liv; men derimod en fiktiv person (fra en fiktiv historie!). I Clifton-krøniken begynder Harry Clifton at skrive detektivromaner; og hans helt i dem er William Warwick. Selvsamme William Warwick er nu omdrejningspunktet i denne nye serie - som Archer selv skriver i indledningen er det nok mere et spørgsmål om han holder ved end, at læseren gør det. Han er lige fyldt 80 år - så hvor lang denne serie kan blive er jo uvist. Tilsyneladende er kontrakten på otte romaner, og de fire skulle allerede være godt undervejs.

William Warwick kommer fra en fin advokatfamilie; faderen håber selvfølgelig, at sønnen vil følge i hans fodspor - men den unge William beslutter i slutningen af 1970'erne, at han vil være detektiv.
Han starter fra bunden på politiskolen, og så som patruljerende gadebetjent inden han skal op til en ny eksamen for at blive detektiv.

Da han møder op til en samtale hos Scotland Yard bliver hans kunstinteresse pludselig afgørende, da han afslører et forfalsket maleri - som de ellers troede var den ægte vare, de endelig havde fundet.

Maleriet er Rembrandts store maleri af de seks hollandske formænd for skræddernes lag; som ellers hænger nok så fint på Rijksmuseum - hvor jeg så det for knap tre måneder siden. Archer har fået rykket det til London på Fitzmolean-museet. Det er selvfølgelig et fiktivt museum; og et tyveri af den kaliber er jo ekstremt sjældent.

Men da jeg jo er kunstaficionado var det en glimrende rammehistorie for mig! 

Warwick starter sin detektivkarriere hos Scotland Yard og møder samtidig Beth Rainsford, som arbejder på museet - og de bliver et par. Han arbejder på forskellige sager i  afdelingen for Arts & Antiques, som det hedder. Den ene er en sag om falske underskrifter i førstehåndsudgaver; så er der opkøbet af gammelt sølv til omsmeltning - og selvfølgelig maleriet. Og muligvis er det den samme bagmand, der styrer dette lille kartel af kunstkriminalitet - Miles Faulkner. 

Faulkner er en snu mand; og selvom de tror, at de får ham - så ender vi alligevel med en kæmpe cliffhanger, som nok skal gøre Archer-fans utålmodige for at se andet bind.

Som en lille anekdote opdager de undervejs et Rubens-maleri, som der gøres et lidt for stort nummer ud af! Det omtales som en sensation at finde et så stort værk af en maler som Rubens; og en absolut sjældenhed. Det kan man vist diskutere! Rubens var mindst lige så produktiv som Picasso - selv i dag kan man stadig finde op mod 1500 malerier, der er fra hans hånd. Dertil kommer de mange kopier udført i hans atelier af hans elever - så der er jo ikke et museum i verden, der ikke ejer et af hans malerier nærmest. Faktisk er det dem, jeg går udenom når jeg besøger museer - fordi det er variationer over det samme tema. Nøjagtig som det maleri i romanen - Jesus der tages ned af korset - som Rubens malede i diverse versioner. Men det ved en mindre kunstinteresseret person jo ikke - og det er jo altid dejligt, når forfattere bringer kunsthistorie ind i handlingen. Det giver mig håb om at folk vil opsøge kunsten noget mere!

Og jeg kunne sagtens være fortsat til andet bind (og videre), som jeg jo nu skal vente mange måneder på! Hardback-udgaven kommer først om et halvt år - så der går nok et år inden jeg kan finde den i paperback; alt andet er altså spild af penge, da det er meget nem læsning.

Wednesday, May 6, 2020

Au temps où la Joconde parlait - Jean Diwo



























  • Fransk
  • 1.-6. maj
  • 506 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg sidste sommer læste Diwos trilogi om et bestemt kvarter i Paris, havde jeg allerede denne stående. Jeg var ikke særligt begejstret for den trilogi på trods af nogle lyspunkter hist og her.
Jeg havde erindringerne om hans fremragende bog om Rubens i tankerne, og denne handlede jo også om malere - endog renæssancens store malere, som er mine absolutte idoler.

Bogen er næsten 30 år gammel - den udkom i 1993; og den strækker sig over et godt århundrede, hvor Diwo får flettet historierne om en del af tidens malere sammen. Det starter med Antonello, så introduceres da Vinci fra barnsben af - og vi møder Michelangelo og Raffaello for blot at nævne nogle af de mest centrale figurer.

I midten af det 15. århundrede malede man i Italien udelukkende fresco - men en dag kommer kongen i besiddelse af et lille oliemaleri af den flamske maler Jan van Eyck. Han menes at være den første, der mestrede den svære kunst at lave oliemaling, som ændrede kunsten totalt og for evigt.

I bogen hører vi om den unge Antonello, som ser dette maleri og rejser fra Napoli til Bruges - noget af en rejse i de tider - for at få hemmeligheden ud af van Eyck. Den historie er fortalt af Vasari, som fra 1550 udgav det omfattende værk Lives if the Most Excellent Painters, Sculptors and Architects. En bog jeg virkelig gerne vil eje! 

Dog er der nogle fundamentale problemer i denne historie - van Eyck døde nemlig i 1441, og Antonello menes at være født mellem 1429 og 1431! Han har altså næppe været ude på så lang en rejse alene - som ti-årig! 

Dermed ryger hele fundamentet for Diwos bog; og den er da også præget af konstante historiske fejl - dateringen skrider for ham hele tiden. Det undrer mig, at en så grundig historiker kan konstruere en historie blot for at få disse mennesker til at interagere, uden at have sine fakta i orden?

Det ødelægger jo læseglæden, hvis man reelt kender til baggrunden - men også uden, da visse fejl er så groteske at en fem-årig nok ville opdage dem.

Der er jo også bygget en historie op omkring det, og den er jo hyggelig, hvis man interesserer sig for livet på den tid; men det er ikke nok til at bære de andre fejl.

Der findes eminente - og korrekte - biografier af flere af disse malere; fx er Irving Stones biografi af Michelangelo noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Så dette var en skuffelse - men jeg trængte samtidig også til at læse på fransk igen - og om al den kunst, som jeg virkelig savner nu jeg ikke kan rejse. Pudsigt nok skulle jeg om nogle dage være rejst til Napoli - så det var nærmest en pinsel at læse om alle de malerier, der er der - og som må vente til efter corona!

Thursday, April 30, 2020

The Joy of Work - Bruce Daisley




























  • Engelsk
  • April
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det går stadig elendigt med læsemotivationen kombineret med en Covid-19-verden; det fungerer ikke for mig. Jeg mangler min transporttid, som er der, jeg får læst meget og ikke bliver distraheret af andre ting.

Men jeg kæmper videre...

I februar købte jeg denne businessbog i lufthavnen i Amsterdam; ikke fordi jeg ikke kan lide mit job - men vi kan alle have behov for at se tingene fra nye vinkler, eller lære nye teknikker. Det er i hvert fald i mit job noget vi bliver opmuntret til. Videreuddannelse er ikke kun via kurser - det er i høj grad også gennem læsning. Jeg læser typisk denne slags lidt af gangen; et kapitel hver aften så der også er tid til min anden litteratur.

Jeg arbejder ganske vist i Danmark (efter mange år i udlandet); men jeg har ingen kolleger fra mit eget team omkring mig. Vi sidder i nok ti forskellige lande, og som regel kun en person i hvert land. Lige nu har jeg en manager i Frankrig, som jeg jo af gode grunde ikke ser tit. Det er sket to gange det sidste år - og det er bestemt usædvanligt højt.

Mine arbejdsdage foregår derfor primært via telefonkonferencer; jeg arbejder typisk 9-10 timer om dagen, og et par timer i weekenden. Så en gennemsnitlig uge er på 50-55 timer, hvoraf min. 30 timer bruges i telefonkonferencer med kolleger i Europa eller i USA - deraf sene dage.
Det kræver noget helt andet end at arbejde med kolleger du ser hver dag, og kender på en helt anden måde. Visse folk i mit team har jeg aldrig mødt fysisk for eksempel.

Daisleys bog er meget fokuseret på, hvordan man kan optimere samarbejde, produktivitet, kreativitet etc. i teams, der sidder sammen eller mødes jævnligt. De har måske også den samme kulturelle baggrund, hvilket har en stor indflydelse på, hvordan vi kommunikerer. For det første om det er vores modersmål - men også fordi vi har de samme referencerammer..

Så jeg fik nok ikke helt det samme ud af bogen, som man vil kunne i et mere konventionelt arbejdsmiljø. Der er mange gode eksempler og case stories; men også en del meget klassiske ideer - såsom at slukke for sin telefon under møder; at bruge tid på at snakke om andet end arbejde. Det er bestemt ikke stor videnskab!

Et af de råd, jeg dog fandt meget nyttigt for mig - og som jeg var begyndt at forsøge mig med - er det forfatteren kalder for Monk Mode. Det går ganske enkelt ud på at blokere sin kalender et par timer fast hver uge - fx hver mandag formiddag. Der er det ikke muligt at arrangere møder, man lukker sin chat, mail, telefon ... og bruger tiden på at arbejde i dybden med et bestemt projekt. Det er faktisk den slags jeg typisk gør i weekenden netop fordi der så er fred og ro; men weekenden er jo også min egen tid.

Jeg forsøger mig med det; men har nu overvejet at introducere det mit team, så vi alle kan gøre det. Det behøves ikke at være samme dag; men det vil skabe en forståelse for, hvorfor man ikke er tilgængelig. Det er uden tvivl svært at søsætte - men ved konsekvens er jeg sikker på, at det er yderst produktivt for begge parter.

Så noget lærdom fik jeg selvom min arbejdssituation er helt anderledes; der synes jeg Erin Meyers bog er et noget bedre redskab til min situation. 

Friday, April 24, 2020

Time Was Soft There - Jeremy Mercer



























  • Engelsk
  • 20.-24. april
  • 260 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det går stadig virkelig skidt med læsninger i disse Corona-tider; jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan samle mig om det? Måske er det fordi det sædvanligvis er de øjeblikke, hvor man virkelig slapper af og forsvinder ind i en anden og mere stille verden? Men lige nu er alt bare stille, og når man alligevel er alene hjemme hele dagen, har man ikke det samme behov. Jeg arbejder også langt mere ved at arbejde hjemmefra - det bliver tit til 10-11 timers dage; og så forsvinder det, der tidligere var fritiden.

Men da jeg endelig lod mig fordybe var det en nærmest trist nostalgisk læsning; den var fantastisk - men historien om den lille boghandel ved Seinen tæt ved Notre Dame, mindede mig også om, at her var jeg for knap seks måneder siden. Og nu kan jeg ikke bare pakke mine ting og rejse!

Shakespeare & Co. er en institution i Paris - og med rette (og irritation) nævnt i alverdens turistguides. Den ligger på venstre Seine-bred i et lille indhug med et fantastisk udsyn til Notre Dame. Facaden er grøn og skæv, og indeni er det lige så kaotisk, som det ser ud udefra. Bøgerne hober sig op i et tilsyneladende manglende system - men det er der! 

Der er selvfølgelig mange turister, som udelukkende kommer for at tage et billede; men hvis man elsker bøger er det virkelig et paradis - og man får et særligt stempel i dem, man køber der. Det fik mig virkelig til at savne at kunne rejse - og især til mit elskede Paris.

Jeremy Mercer er en canadisk journalist, som i slutningen af 1999 havner i en lidt uheldig situation hjemme. Han er krimireporter, og benytter kilder i miljøet - men da han udgiver en artikel med navns nævnelse af sin kilde, begynder jorden at brænde under ham. Hans lejlighed får uventet besøg - og han beslutter sig for lidt luftforandring.

Han ender i Paris, men har ikke mange penge på lommen, da han en dag søger ly for regnen i Shakespeare & Co. Her bliver han inviteret på te - og inden han ved af det er han flyttet ind i boghandlen.

Historien om Shakespeare & Co. går langt tilbage - og den nuværende forretning har intet med den oprindelige at gøre. Der kom Hemingway, som omtaler den i A Moveable Feast, og James Joyce fik den oprindelige ejer til at udgive Ulysses her. Men den lukkede i 1941, da tyskerne kom til byen og efter krigen havde ejeren Sylvia Beach ikke kræfter til at starte forfra.

I 1951 åbnede den nye Shakespear & Co. et andet sted, da George Whitman havde fået tilladelse til at bruge navnet. Stemningen fortsatte og stjernestatus er bibevaret. Whitman er ikke mindre excentrisk end Beach var - og hans motto er, at forretningen skal være åben for trængende forfatterspirer - hvilket hurtigt kommer til at vise sig at skulle dække over lidt af hvert.

Da Mercer kommer dertil i 2000 er Whitman 86 år gammel, men i fuld vigør. Han dirigerer sit lille empirie med hård hånd og mange særheder. Alle nyankomne skal skrive en historie/biografi om dem selv inden de kan få lov at bo i butikken - typisk på en madras i et hjørne. Der er elendige toiletforhold og ingen bruser - det ordner de på de nærliggende caféer. De mangler alle penge, og arbejder for Whitman uden løn men får lidt mad - og selvfølgelig logi - til gengæld.

Nogle er blevet lidt for længe - som den mystiske Simon, der har boet der i 5 år, og ikke deltaget i fællesskabet. Nogle skriver på deres store roman - som man pudsigt nok aldrig har set udgivet; men de lever alle i et helt specielt fællesskab med lange aftener ved Seinen, hvor de fortæller historier. Der er krig og kærlighed, og man kan aldrig være sikker på at bevare Whitmans gunst.

Mercer bor der i en del måneder, og bliver en form for assistent for Whitman - men de når sandelig også at blive uvenner. Han rejser til London for at finde Whitmans datter, som ender med at overtage butikken, da Whitman dør 98 år gammel i 2011. 

Så stemningen er der stadig. Man kan stadig få en seng, hvis man er trængende. Og man kan selvfølgelig altid rode i hylderne og tage en særlig bog med hjem med deres stempel i; dem har jeg nogle stykker af heldigvis.

Det var næsten som at rejse - og det gav mig en viden om butikkens liv udenfor åbningstiderne, som jeg intet vidste om.


Saturday, April 18, 2020

La Baie des Anges - Max Gallo




























  • Fransk
  • 10.-18. april
  • 1136 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne mastodont af en roman er faktisk en samlet udgivelse af en trilogi. I 1970'erne udkom trilogien som tre romaner om den samme familie - de tre Revelli-brødre, som i 1888 rejser fra Piemonte til Nice for at finde arbejde.

De er fattige men stolte, de tre brødre, som netop har mistet deres mor. Der er Carlo på 28 år, som er anarkist og ikke vil arbejde for nogle som 'slave'. Der er Vincente på 20 år, som starter med alle sine fine principper, men erkender, at der skal mad på bordet og får plads som kusk hos den rige doktor. Og så er der den lille Luigi, som blot er ti år, da de ankommer til Nice. Han bliver stikirenddreng hos doktoren, og han mangler stabiliteten som en forælderskikkelse ville have givet ham.

Familiesagaen fortsætter i mere end 70 år - over to verdenskrige og igennem utallige politiske uroligheder. De tre brødre tager vidt forskellige retninger, og holder ikke sammen som brødre.
Det er samtidig historien om Nice, der rejser sig som de riges paradis i Sydfrankrig med casinoer og femstjernede hoteller; et sted hvor der om noget er forskel på rig og fattig.

Det udnytter de tre brødre - og deres efterkommere - på hver deres vis; som kriminelle, som entreprenører, .... og vi følger dem gennem tykt og tyndt i forsøget på at gøre lykken og samtidig blive ægte franskmænd.

Gallo har skrevet langt over hundrede romaner, biografier og historiebøger i sit 85-årige liv; det er et fransk litterært fyrtårn ganske enkelt. Han kunne godt lide historiske serier, og har skrevet om mange forskellige epoker lige fra Romerriget til den franske revolution til korsridderne.
Og så er der hans biografier af fx Victor Hugo, Napoléon, de Gaulle og et par franske konger.

Han har om nogen styr på sin franske historie; og Nice var hans hjemby - denne trilogi er en hyldest til hans egen by, og det mærker man måske især i de meget detaljerede beskrivelser af gader, pladser og steder. 

Det var ikke den samme gode skrivestil som i nogle af hans senere romaner, hvor han virkelig har fundet tonen - det var til tider lidt for overdrevent tungt og konstrueret; men man fascineres af de tre brødres klassekamp. Og så får man en solid dosis fransk politik fra dte tyvende århundrede.

Thursday, April 9, 2020

Kærlighedsbrevet - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 6.-9. april
  • 624 sider
  • Originaltitel: The Love Letter

Endnu en let ferielæsning fra Riley - netom som jeg principielt skulle være vendt hjem fra mine to ugers dasen under solen.

Denne roman er en nyudgivelse af en krimi, som Riley forsøgte sig med i 2000 - dengang havde den arbejdstitlen Seeing Double. Men den blev afvist alle steder; det var blot nogle få år efter Lady Dis død og England var ikke parat til en krimi, der omhandlede en fiktiv historie om et uægte kongeligt barn og efterretningstjenestens indblanding i at udrydde alle spor - selv når det kom til mord. Det kan man jo sagtens forstå, da der netop var en del konspirationsteorier om, hvor meget MI5 var involveret i den ulykke i Paris i 1997.

Og måske skulle den bare være blevet i skuffen! For krimigenren er ikke hendes force!

Der er den moderne historie om en ung journalist, der kæmper for at blive til noget og da hun skal dække en berømt skuespillers, Sir James Harrison, begravelse møder hun en gammel dame, der sender hende et brev med mystiske informationer. Da hun opsøger damen er denne død - og det ser mystisk ud; er hun blevet myrdet - og hvorfor?

Joanna beslutter sig for at grave i det; men hun ved ikke, at hendes barndomsven Simon er hemmelig agent i MI5 og samtidig får instrukser om at stoppe hende. Koste hvad det vil!

Hun møder Sir James barnebarn, Marcus, som er en notorisk skørtejæger og tilmed fordrukken. Hans søster Zoe er en mere talentfuld skuespiller, og har haft et forhold til et medlem af den engelske kongefamilie, som resulterede i et barn ti år tidligere. Han dukker pludselig op igen og de genoptager forholdet - og Joanna indleder et forhold til Marcus. Alt imens forsøger de at finde sandheden - nogle ved noget; nogle ved intet - men alle vil have det stoppet.

Historien kravler mange år tilbage til en ubegribelig historie om, at Dronning Elizabeths far skulle have haft en dobbeltgænger - Sir James - som så indledte et forhold til prinsessen. Således er Dronning Elizabeth ikke en ægte kongelig; og Sir James brugte den viden som afpresning. Brevet skulle restitueres til kongehuset efter hans død - men nu er det væk.

Simon foregiver at samarbejde med Joanna - de er jo bedste venner; men samtidig skal han rapportere alt til efterretningstjenesten, og han bliver selvfølgelig forelsket i Zoe, som han skal være bodyguard for.

Det er uendeligt rodet og uplausibelt; men det værste er nok slutningen, hvor både Joanna og Marcus "dræbes" så alle kan få fred. Men den "gode" Simon har ikke rigtig dræbt dem, og de mødes igen på en strand i Brasilien, hvor de kan leve videre under nye identiteter. Det virker totalt håbløst - de er jo principielt the good guys i historien; men skal forsvinde mens Simon gifter sig med Zoe, som aldrig ved, at hendes bror lever. Man kan ikke engang have sympati med den slutning - og det havde virkelig været bedst, hvis den ikke havde været udgivet i det hele taget.

Sunday, April 5, 2020

Sex, drugs and Rock 'n' Roll in the Dutch Golden Age - Benjamin B. Roberts



























  • Engelsk
  • 4.-5. april
  • 172 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I slutningen af februar - da man stadig kunne rejse - var jeg i Amsterdam for arbejdet. Jeg tog afsted om søndagen for lige at få tid til at komme omkring Rijksmuseum og se en fantastisk udstilling; og shoppe lidt i deres museumsboghandel.

Det blev blandt andet til denne beskrivelse af ungdommen i det 16. århundrede.

Det var storhedstiden i Holland; pengene flød og byen var den mest indflydelsesrige i Europa. Kunsten trivedes og byen tiltrak derfor rigmænd fra alle steder. Og så var der ungdommen - som var vovet, dristig, provokerende... alt det, som ungdom er og altid vil være.

Chokerende for den ældre generation, som ikke fatter deres opførsel - det er universelt.

Bogen er inddelt i forskellige temaer som fx alkohol, rygning, sex, tøjstil, ... alt det, der ændrer sig fra generation til generation, og som kan være svært at forstå for de ældre. Hvorfor skal de unge være så anderledes - klæde sig så spraglet, føjte rundt i gader og stræder og lave ballade.

Bogen er dokumenteret med uddrag fra politirapporter fra datiden, og det er primært fra den lidt mere velhavende del af befolkningen at vi ser tingenes tilstand. De andre var næppe interessante nok til, at man skrev om dem - og de havde jo heller ikke midlerne til at gå amok på samme måde.

Det var fantastisk underholdende og lærerigt; og så er det jo bare en påmindelse om, at vi nu sidder og ryster på hovedet over Millenium-generationen som de i 1600 rystede på hovedet over de unge, der nu ville gå med fjer i hatten, have langt hår og ryge tobak!