Caravaggio - En rejse i tid og sted - Lis Nielsen

 

• Dansk
• 19. april
• 268 sider

I modsætning til forfatterens påstand om, at Caravaggio er meget lidt kendt i Danmark, så er han blandt mine absolut yndlingsmalere. Det er ikke uden grund jeg siger min interesse for kunst stopper i 1610 - et er nemlig året for hans død. Så kom barokken, rokoko, romantikken og alt muligt indtil jeg igen har et lille vindue åbent i perioden 1865-1930.

Så jeg kender altså Caravaggio med alle hans skavanker! Jeg har læst den franske historiker Dominique Fernandezs helt fantastiske roman om ham, men også flere faglitterære værker. Jeg har set hans malerier i Paris, Madrid, Milano, Firenze, Rom, Napoli, Wien og Malta er på rejselisten udelukkende for at kunne se hans malerier i Valletta.

Så jeg forventede jo ikke at lære noget nyt, men fandt det interessant, at en dansker havde skrevet en bog om ham. Forfatteren er åbenbart blevet kunstelsker i en sen alder, og startet på kunsthistoriestudiet som voksen netop på grund af opdagelsen af Caravaggio.

Den passion vil hun så gerne dele med os andre - og det er jo dejligt at være så begejstret. Men det gør desværre ikke én til forfatter.

Bogen er opbygget kronologisk far Caravaggio fødes i 1571 med fotos af de steder, han har boet eller har kunnet færdes. Noget forbliver jo gætteri for os alle med nogle hundrede års afstand.

Samtidig ser vi hans malerier med forfatterens kommentarer til fortolking, hvilket jo altid vil være subjektivt. Det er ikke sikkert jeg ser et angrende blik i en bøddels øjne, hvor andre gør det - men det er jo kunstens ret at vi hver især kan tolke den anderledes.

Det er selvfølgelig dejligt med en bog med stort set alle hans malerier samlet i en flot gengivelse. Men er der masser af andre bøger, der også tilbyder. Her var det desuden et par ting, er irriterede mig.

For det første måden vi belæres om fortiden på - det er tilsyneladende ikke skrevet for folk, der ved blot det mindste om tiden før det 21. århundrede - som fx når hun nævner"at dengang var det de voksne, der bestemte" i forbindelse med Caravaggios læreplads som maler. For det første er det en infantil formulering, for det andet forudsætter det, at læseren virkelig intet ved.

Men det næste punkt er for mig faktisk mere irriterende. Teknikken chiaroscuro opstod i Italien anført af fx da Vinci, men blev om noget Caravaggios kendetegn, da han skubbede grænserne længere end nogen andre før ham. Den franske oversættelse clair-obscur er senere oversat fra italiensk, men det er den, der bruges i bogen, hvor chiaroscuro jo for mig ville være det oplagte valg.

Så måske ved danskerne ikke meget om Caravaggio. Der er sikkert mange emner, vi ikke ved meget om. Men jeg håber ikke, at vi skal belæres om dem alle af selvudgivende entusiaster.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.

Nous traverserons des orages - Anne-Laure Bondoux

 

• Fransk
• 16.-18. april
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra Palermo, som jeg ikke forventede det helt store af - det virkede som lidt let litteratur. Men jeg blev så opslugt af den, at jeg slugte den på tre dage og blev overrasket til sidste side.

Bondoux har primært skrevet romaner for et yngre publikum - men her kaster hun sig ud i en saga, der dækker hele det 20. århundrede. Mere præcist 1914 til 2022.

Indledningsvis er der en fortæller, der taler til en person kaldet Saule (et fransk maskulint fornavn). Fortælleren siger, at familiens gård har set fire generationer af mænd komme og gå. Elske og dø. Leve. Men med deres dæmoner og successer i livet som vi jo alle har. Alle mændene bærer et traditionelt navn samt et fornavn, som er navnet på et træ - som Saule - og knytter dem til jorden og gården.

Så springer vi tilbage til 1914, hvor Anzème skal i krig og efterlade sin unge hustru hjemme. På gården er også hans lillebror, Marty, men da Anzème vender hjem nogle måneder senere såret er Marty væk og hans hustru endelig gravid efter flere års forsøg. Det er den første store hemmelighed, der følger dem i generationer.

Den næste søn, Charme, fødes i 1915 - så han kommer til at drage afsted til 2. Verdenskrig. Hans søn Aloès kommer til at kæmpe for Frankrig i Algeriet i starten af 1960'erne. 

Næste generation er fortælleren, Olivier, som ikke kommer i krig i traditionel forstand, men som bærer flere generationers byrde på sine skuldre. 

Der er temperamentet og volden. Der er alkoholisme. Der er også kærlighed - den forbudte, den skjulte, den farlige og den rigtige store kærlighed.

Indimellem familiens historie er der den store historie uden om familien - verdenshistorien og Frankrigs historie, der sætter tingene i perspektiv. Det aftager som vi bevæger os op mod nutiden, som Saule jo kender, men det giver en fantastisk scene for familiens lille plet i verden.

Vi begynder med en krig, og vi ender med 9/11 og til sidst Covid19-pandemien, som på mange måder blev vores generations krige.

Jeg blev overrasket lige til sidste side, som jeg vendte med vemod - for det var eminent skrevet og fortalt. Flere af Bondouxs ungdomsbøger er oversat til dansk - og man kan kun håbe, at denne også bliver det selvom det er til et lidt ældre publikum.

Belle Greene - Alexandra Lapierre

 

• Fransk
• 10.-15. april 
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg nåede hurtigt igennem min krimi i Palermo, og skulle også have læsning til hjemturen. Så da jeg fandt en boghandel med franske bøger faldt jeg over Alexandra Lapierre, som jeg ellers var blevet lidt træt af for snart otte år siden. Et hurtigt tjek online viste dog, at denne biografi havde fået virkelig gode anmeldelser - og min erfaring viste mig jo sidst, at de mere nutidige biografier fungerede godt.

Denne biografi i romanform var da også særdeles veldokumenteret og absolut fængslende.

Belle da Costa Greene, som hun kendes i offentligheden i dag, fødtes i 1879 som datter af en forkæmper for sortes rettigheder og den første sorte mand, der studerede ved Harvard. Men hverken forældrene eller Belles søskende så ud til at have afrikanske rødder. De nedstammede fra afrikanske slaver, men som det jo tit skete under slavetiden, var de genetisk blevet blandet mange gange i løbet af årene så de nu var lyse i huden og flere søskende med lyst hår og blå ojne. Det hjalp dog ikke i datidens USA, hvor deres personlige papirer stadig bar et C under race for Colored. Det skyldtes one-drop-reglen, hvor bare en enkelt forfader med afrikansk afstamning afgjorde ens race.

Da faderen efterlader familien til sig selv, tager de en drastisk beslutning - at ændre race. De opfinder nye forfædre med portugisiske adelige aner, hvilket forklarer Belles og hendes brors mørkere hud og farver, og får nye papirer. Nu kan de flytte ind i kvarterer beboet af hvide, studere og arbejde steder, som ellers ville være lukket land for dem. Til gengæld er de rædselsslagne for, at eventuelle børn kan blive født med mørkere hudfarve og træk, der vil afsløre deres gener. Så de laver en pagt om aldrig selv at få børn - det ville afsløre deres løgn og sætte alt på spil.

Belle bliver bibliotekar, og får arbejde på det fornemme Princeton bibliotek, hvor hun møder Junius Spencer Morgan - en rig amerikansk filantrop og bogelsker. Han lærer hende alt om sjældne bøger og introducerer hende til sin onkel, J. P. Morgan, som dengang var en af landets rigeste. Hun begynder at arbejde for ham i 1905. Hendes job er at organisere og katalogisere hans bibliotek, men hurtigt bliver hun hans højre hånd og repræsenterer ham ved auktioner, og gør Morgan Library berømt for dets samlinger.

Privat er livet dog mere besværligt på grund af den løgn, hun lever på. Hun bor sammen med sin mor og søskende for at have en moralsk præsentabel situation, men hun lever det vilde liv i New York. Hun gifter sig aldrig, men har en del elskere - ikke mindst den anerkendte kunsthistoriker Bernard Berenson.

De sås kun sporadisk men bibeholdt en livslang brevkorrespondance, der blandt andet har lagt bund til denne bog.

Belle Green blev en af de højst betalte arbejdende kvinder i USA på sin tid; hun arvede en stor sum penge fra J. P. Morgan, og forsatte med at arbejde for hans søn og senere som direktør for biblioteket, da denne overgav det til staten. På mange måder et succesfuldt liv - men altid baseret på en løgn. Hendes ene søster får faktisk to børn og Belle opdrager sin nevø som sin egen søn. Denne er udstationeret i England i 1943 som pilot, da han begår selvmord. Årsagen? Hans forlovedes familie har opdaget familiens hemmelighed, og afviser et ægteskab. Han efterlader et brev, der forbliver forseglet i mange år og Belle selv læser det aldrig. Hun dør i 1950 - officielt 56 år gammel selvom hun reelt er 71 år gammel - en del af løgnen var at ændre fødselsattesten, men derudover gjorde hun sig alligevel yngre og yngre. Måske af forfængelighed?

Hendes historie blev først rigtigt kendt mere end 50 år efter hendes død og det er jo en tragisk historie. At man måtte skjule så meget på graund af racelovene og afholde sig fra ægteskab og kontakt med familien, der kunne afsløre én. Belle Greene er senere blevet behørigt hædret af biblioteket, som hun gjorde til det, det er i dag - men prisen var høj!

Jeg var virkelig fascineret af denne historie, og Lapierre har her en masse materiale at arbejde med. Belle Greene brændte alle sine breve og dokumenter inden hun døde - men de breve hun havde sendt livet igennem fandtes stadig, og har været uvurderlige for forfatteren.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Leoparden - Giuseppe Tomasi di Lampedusa

 

• Dansk
• 4.-6. april
• 253 sider

Dette er måske min rekord i at gemme bøger - den havde stået i reolen siden 1999; men man skal aldrig smide ud eller give op! Nu skulle jeg en uge til Palermo, og hvis der er en roman, der definerer Palermo er det vel denne. Måske lige med undtagelse af Godfather - men det er jo mere Sicilien i sin helhed.

Måske er det den sædvanlige ærefrygt overfor de store klassikere, der har afholdt mig fra at gå i lag med den - men som så ofte før finder man ud af, at det er pjat! Leoparden er ikke mere eller mindre svær end andre bøger af nyere dato. 

Lampedusa skrev sin roman sent i livet, og den aristokratiske historie inspireret af hans egen familie passede ikke ind i tidens kommunistiske ånd i Italien. Han fik flere afslag på en udgivelse, og døde inden den endelig udkom i 1958.

Historien er centreret om den sicilianske adelsfamilie Salina, som er del af øens absolutte elite. De er landbesiddere af den gamle skole, og hele familier og landsbyer afhænger af dem. Men vinden er begyndt at vende i Italien, da den revolutionære Garibaldi er gået i land med sine tropper for at kæmpe for et samlet Italien under en ny konge. Fyrst Salina ser til mens den verden han kender ændrer sig - og der er en vis nostalgi at spore mens han erkender de nu berømte ord - "alting må forandres, så alting kan blive det samme".

Hans nevø, Tancredi, som han sætter højere end sine egne børn, går helhjertet ind for de nye tider og forelsker sig endog i en borgerlig pige. Adelen, der blander sig med det nyrige borgerskab. 

Historien følger familien primært i årene 1860-1862, hvor deres liv ændres samtidig med, at de stadig afholder baller og besøger deres paladser uden for Palermo. Vi springer til 1883, hvor den gamle fyrste - leoparden - dør; og endelig til 1910, hvor alt, der er tilbage er hans tre ugifte døtre som nu er gamle enlige kvinder, der holder fast i en levestil og traditioner, der ikke længere findes. 

Det er absolut ikke en svær bog at læse; men man skal uden tvivl kende en smule til italiensk historie for at kunne følge det politiske spil. Leoparden - den gamle fyrste - er symbolet på en tid, der svinder med ham og han ser til uden at kunne ændre noget. Der var selvfølgelig mange referencer til Palermo og steder i byen, som jeg så ved selvsyn nogle dage senere - helt perfekt timing!

Unruly - David Mitchell

 

• Engelsk
• 1.-3. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Mitchell er en engelsk komiker, som jeg absolut ikke kendte - heller ikke, at han var komiker. Men jeg tænkte, at lidt historie iblandet humor ikke kunne gå helt galt.

Det var for det meste også underholdende, men måske er det bare for meget at fortsætte 400 sider igennem med indskudte vittigheder og paralleller til vor tids problemer.

Præmissen er ellers glimrende - at gøre lidt tung og kedelig historie mere spiselig for et moderne publikum; for her er vi helt tilbage i kristendommens tidligste alder, og de første konger, der herskede over England.

Dengang var det jo ikke England, som vi kender det. Det var mindre dele, der skiftede hænder mange gange i de første århundreder og i dag kendetegnes for mange ved kong Arthur, som højst sandsynligt aldrig har eksisteret. Der var noget godt dansk blod iblandet med vikingernes ankomst i slutningen af det første årtusinde. Mitchell tager os frem til Elizabeth I's død i 1603, og når således også over den nok mest berømte af alle engelske konger - Henry VIII.

Men der er lige fokus på alle de andre mindre kendte. Dem med sindssyge navne som Aethelwulf, Aethelred og Aethelstan. De krigeriske som William Erobreren og alle de andre.

Det er meget forfriskende at gøre det lidt mere humoristisk; men indrømmet efter 300 sider var jeg kørt træt i vittigheder, og det var kun fordi regenternes biografier var mere velkendte for mig at jeg kom til vejs ende. Ikke desto mindre lærte jeg da noget om det første årtusindes konger!

L'enfant dans le taxi - Sylvain Prudhomme

 

• Fransk
• 30.-31. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Simon er i starten af fyrrerne, da hans bedstefar dør og han samtidig er gået fra sin partner gennem tyve år. Han kommer fra en stor solidt fasttømret familie, der holder årlige fester sammen og i det hele taget deler alt med hinanden. Troede han. Til morfaderens begravelse bliver han opsøgt af en onkel, der fortæller ham, at morfaderen har et barn. I Tyskland. Fra den tid, hvor han var ugift og udstationeret i Tyskland i slutningen af krigen. En søn.

Altså nu en særdeles voksen mand i 70'erne, som ikke var med til begravelsen. Det gør noget ved ham, og han vil vide mere. Måske er det den nye skrøbelige situation han er i, hvor samlivet med hans to drenge skal koordineres med deres mor. Måske er det tabet af morfaderen - det første dødsfald i familien. 

Han finder hurtigt flere informationer, og spørger også mormoderen, som dog ikke vil tale om det. De døde skal være i fred, og det hjælper ikke noget nu. Man kan jo også forestille sig, at det er prekært for hende at kende til denne kvinde og det barn, der var der før hun kom til.

Men med hjælp fra onklen finder Simon adressen, og ender med at rejse dertil med sine to sønner. Han har brugt timer på Google Streetview, og det bliver meget reelt. Indtil han står foran døren og det ikke er den mand. Men han finder ham til sidst; hvordan det går får læseren ikke at vide.

Til gengæld er vi med på hans rejse dertil og videre ud i hans eget nye liv. Han er forfatter og vi er meget inde i hans tanker, som konstant kredser om ting og skaber ord og billeder. Der er ingen direkte dialog men gengivelser af de dialoger han har. Så man forstår hvordan denne opdagelse rækker ind i alt det andet - smerten over bruddet, morfaderen osv.

I juli 2002 boede jeg i Bruxelles med min franske kæreste, da hans morfader døde. Han havde været tysk krigsfange i fem år og havde altså allerede en hustru derhjemme. Men ikke desto mindre lærte jeg også dér, at han havde et barn i Tyskland. En person som jo ville være tæt på 60 år. En person, der aldrig var blevet snakket om, men hvis eksistens var en slet skjult hemmelighed. Det gjorde et enormt indtryk på mig - denne tunge hemmelighed, der blev hvisket om i krogene. Der er ingen tvivl om, at disse børn har haft det svært uanset hvordan det hang sammen - en tysk soldat i Frankrig som besættelsesmagt eller en fransk soldat i Tyskland som befrielsesmagt. Eller de mange amerikanske soldater, der var og er i Tyskland; der efterlader spor i form af børn som man kigger lidt skævt til. Den slags foregår nok stadig rundt omkring i verden, hvor soldater udstationeres!

Selve historien om morfaderens møde med den unge tyske pige fortælles allerede i indledningen, og er igen resultatet af Simons fantasi. For han ved jo ikke, hvordan det reelt skete. Overraskelsesmomentet er dermed afsløret allerede der, men alligevel blev jeg så rørt over historien at jeg havde gåsehud flere gange mod slutningen.

Sylvain Prudhomme er stor i fransk litteratur, og alligevel er det den første roman jeg læser af ham. Men nok ikke den sidste!

Jeanne du Barry - Emmanuel de Waresquiel

 

• Fransk
• 24.-29. marts
• 706 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst flere biografier af franske kongers elskerinder - der er jo en del at tage af, da de fleste nåede igennem et par stykker af de mere officielle relationer udover det løse. Faktisk var det vel nok kun den sidste konge inden revolutionen, Ludvig XVI, der aldrig havde elskerinder. 

Henri IV var dybt forelsket i sin Gabrielle d' Estrées, som muligvis blev forgiftet af deres fjender. Solkongen Ludvig XIV havde et livslangt forhold til Madame de Maintenon selvom hun langt fra var den eneste af hans elskerinder. Hans oldebarn som jo blev den næste konge, Ludvig XV, havde et etableret forhold til Madame de Pompadour, som fortsatte efter deres elskovsaffære var slut og blev til et reelt partnerskab.

Men i 1764 dør Madame de Pompadour. Året efter dør tronarvingen, og i 1768 hans dronning. Det er en aldrende og ensom konge, der derefter får skubbet den purunge Jeanne i armene. Men de forelsker sig på trods, og hun bliver præsenteret ved hoffet som er blåstemplingen som officiel elskerinde.

Emmanuel de Waresquiels biografi handler dog meget lidt om deres intime forhold; der eksisterer faktisk ingen breve længere. Men han går i dybden med flere mysterier omkring elskerinden. Hun kom fra helt almindelige kår - men som alle andre må hun have en far, som forfatteren sætter sig for at finde og måske lykkes med. Han mener også at have opklaret, at en ung pige i hendes kreds faktisk er hendes datter.

Madame du Barry fik kun seks år med kongen inden denne dør. Vanen tro sendes hun væk, da det står klart, at enden er nær og kongen skal have sin sidste syndsforladelse. Hans barnebarn overtager tronen som Ludvig XVI, og hans dronning Marie-Antoinette hadede Madame du Barry af et godt hjerte.

Så hun bliver sat i husarrest i et kloster inden hun langt om længe kan trække sig tilbage til sit hus udenfor Paris.

Hun havde helt sikkert indflydelse på kongens beslutninger, men deres forhold til trods, fik hun ikke store slotte og domæner. Til gengæld elskede hun diamanter, men var også god til at bruge penge. Det bliver et problem, da hun nu skal stå på egne ben. Afhængig af hvilken "officiel" fødselsdato man forholder sig til, er hun kun knap tredive år gammel, da kongen dør. Så der er også et liv "efter".

Hun engagerer sig i kunst og musik, og får andre elskere. Men revolutionen kommer, og selvom hun er af den mest ydnyge borgerlige baggrund, så lever hun stadig som en adelig og var "tyrannens luder" som de så poetisk refererer til hendes og kongens forhold. Det virker som om hun slet ikke formår at estimere faren. Hun kunne være rejst ud af landet - i sikkerhed et andet sted i Europa. Men hun bliver, og det ender fatalt under guillotinen i december 1793.

Emmanuel de Waresquiel er en dygtig historiker, der formidler sit stof sagligt og veldokumenteret. Så kan man måske til tider savne det er lidt mere personligt, men Madame du Barry nåede også at brænde stort set alle breve, så han baserer sig på arkiver og den politiske aktualitet omkring hendes tid. Han har specialiseret sig i perioden omkring revolutionen, og det emne mestrer han. En tung men interessant biografi.

Min sidste tak - Glenn Vindfeldt

 

• Dansk
• 25. marts
• 104 sider

Jeg er i gang med en tung historisk bog, men så blev det min tur i køen på biblioteket til denne. Det er en meget lille bog, så den kunne læses på en time om aftenen som et lille afbræk i fransk historie.

At den er lille, gør den dog ikke ubetydningsfuld. Hvis man så programmerne i DR's serie Min sidste gave vil man genkende denne unge mand, der fik konstateret brystkræft som 29-årig. Det er uhyre sjældent mænd får brystkræft. Jeg har jo selv været igennem den sygdom, og erindrer tydeligt den nærmest chokbølge, der gik igennem venteværelset på Rigshospitalet, da en mand trådte ind blandt gruppen af skaldede kvinder. Ikke som pårørende - men som patient.

I dette tilfælde er det dog meget alvorligt, og opdages alt for sent. Det har spredt sig til lymfer, knogler, hud og senere hjerne. Det er et tragisk kort forløb for en alt for ung mand, der netop skulle til at starte et nyt stort kapitel i livet - parforholdet og fremtiden.

Bogen er skrevet som en refleksion over hans liv, der var langt mere barsk end man ser i tv-udsendelsen. Det er en tak til de mennesker, der betød noget og dem, der stod ved hans side i de få intense måneder han fik efter diagnosen.

Man kan nok vurdere om denne bog havde fået samme brede resonans uden tv-programmet og det offentlige kendskab. Men man skal også huske, at den er skrevet af en person, der ikke er forfatter og som var uhelbredeligt syg. Hans første præmis om at skrive bogen til sine nære og kære er smuk, og det er nok den, man skal huske på. Som tidligere kræftpatient eller blot som menneske kan det dog ikke undgå at røre ved noget i én.