Saturday, December 2, 2017

Une histoire symbolique du Moyen Age occidental



























  • Fransk
  • 28. november - 2. december
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endelig blev det tid til lidt lærdom! Den har ellers ventet i reolen i et par år; og det er jo heller ikke det mest lystige og lette, man kan læse. Men til gengæld er det skønt at lære nyt, og udvide sin viden til brug i anden læsning - eller på mine kunstrejser.

Middelalderen i Midteuropa er nok lidt anderledes end herhjemme; vi var lidt mere barbariske - og det, der lignede landene længere sydpå er i høj grad forsvundet efter Reformationen. Alle afbildninger af helgener og deslige blev jo bandlyst, og er erstattet af kirkernes hvidkalkede vægge.

Men jeg er jo besat af netop denne form for religiøse kunst; og den kan virke fjern og uforståelig for os i dag. I virkeligheden er det jo såre simpelt; for der findes en "facitbog" i form af afkodning af de symboler, der bruges. Det gælder alt fra dyr, blomster, træer, madvarer til de attributter, man malede personerne med. Var de gode eller onde? Hvilke særlige egenskaber besad de?

Pastoureau er historiker med speciale i symboltydning; og det mærkes da også tydeligt, at det ikke er mainstream-litteratur. Han skriver snarere som var det en universitær afhandling, men hans viden er enorm, hvis man tillader sig selv at blive opslugt af den lidt tørre tilgang til tingene.

Bogen er opdelt i afsnit efter dyreriget, planteriget, fabler, farver - men også ikonografien omkring Judas og lidt mere "nutidige" figurer som Ivanhoe og Kong Arthur.  Der ligger årtiers forskning bag hans værk, som man selvfølgelig kan bruge seneresom en form for opslagsværk.

Jeg har indtil flere af den slags, som er reelle opslagsbøger med korte beskrivelser af symbolikken indenfor forskellige områder. Jeg bruger dem, når jeg læser mine kunstbøger eller studerer malerier. Men denne går jo lidt mere i dybden i teksten, og det er bestemt også lærerigt.

Tuesday, November 28, 2017

Là oû rêvent les étoiles - Eric Marchal



























  • Fransk
  • 1088 sider - jeg stoppede efter 294!
  • 20.-27. november
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er virkelig sjældent, at jeg gør, som det skete her - efter en uges kamp og knap trehundrede sider gav jeg op. Den røg i skraldespanden; for når man har det således, så tror jeg heller ikke på, at det går bedre en anden gang.

Det var ellers lovende- en historie om de store byggere i det 19. århundrede- ikke mindst Eiffel. Mest kendt for sit tårn i Paris, som vel nok er noget af det mest imponerende. Men manden byggede jo faktisk 27 broer; og satte helt nye standarder for netop viaduktbygning. 

Historien skulle fortælle hans livshistorie parallelt med en opdigtet familie, der levede indenfor murene i Alhambra i Granada. Som Washington Irving beskriver det i sin fantastiske samling af eventyr og anekdoter fra 1832, så var det stadig praksis på den tid, inden det var fuldt restaureret og blev til museum.

Men det fungerede simpelthen ikke. Det var jo en mursten af rang, og man fornemmedefra starten, at forfatteren ikke havde fat i den lange ende. Det var langtrukkent med beskrivelser af samtligesøm og skruer,der skulle bruges i byggeriprojekterne - også skiftede det brat og pludseligt til Alhambra og en rørende familiefortælling. Men tråden var der slet slet ikke, og jeg blev ved med at anspore mig selv til bare et par sider mere i håbet om forbedring. Jeg synes faktisk selv, at jeg gav den en mere end retfærdig chance - men jeg kunne ikke se nogen reelglæde ved historien.

Det ærgrer mig grænseløst, for jeg er overbevist om, at de sidste 3-400 sider var meget interessante. Men hvordan skulle jeg nå derhen?

Nej!

Monday, November 27, 2017

Under bjælken - Jens Andersen



























  • Dansk
  • 380 sider
  • 26. november

Jeg var jo i gang med en tung fransk sag - men det glider bare slet ikke, og så fik jeg denne i fødselsdagsgave .... jeg var nem at lokke til at lade mig distrahere.

Der har vist været skrevet en del om denne biografi af vores Kronprins; og det er da nemt at argumentere for, at der intet ny er under solen. Men de selvsamme medier, der brokker sig over dette, er jo de samme, som stalker kongefamilien døgnet rundt. Så selvfølgelig ved vi mange af de ting, der står om Kronprinsens liv. Men vi har hidtil fået netop pressens version og udlægning af sagen.

Bogen er opdelt i otte kapitler med hans livs hovedtemaer:
- Dreng, Teenager, Akademiker, Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og Konge.

Dreng og Teenager handler jo meget om barndommen; så bevæger vi os over i studietiden - og starten på pressens hårdhændede behandling efter en spirituskørsel nytårsaften, som også bliver udslaget i at løbe det første marathon og bevise, at man altså KAN noget.

Frømands-delen handler om de skelsættende år, hvor Kronprinsen virkelig imponerede danskerne -men man får virkelig et indblik i, hvor vanvittigt hårdt det var. Og hvordan mange i hans omgangskreds forsøgte at tale ham fra det! Risici ved at fejle var enorme - langt værre end for nogen anden; netop fordi man kun ventede på et nederlag.

Erobrer handler om Sirius-patruljerejsen men også detaljeret om mødet med Mary, og alle de komplikationer, der var i starten. Her måtte jeg altså tørre en tår - det indrømmer jeg.

Afsnittet om Sportsmennesket handler i høj grad om problematikken omkring IOC; der boede jeg jo ikke i Danmark, og fulgte det derfor kun perifært. Her lærte jeg virkelig mange nye ting!

I det hele taget lærte jeg et menneske at kende; en person, som nok har været udsat for sin del af berettiget eller uberettiget kritik- for forfatteren og de personer, der udtaler sig forsøger på ingen måde at nedgøre problemet med offentlig optræden. Aftenen inden jeg læste bogen, så jeg netop Kronprinsen holde en tale - og det er altså ikke behageligt at overvære. Jeg får lidt ondt af ham -for han virker så ubekvem, og samtidig kan man se, at ordene er der.

Når man læser Kronprinsens udtalelser i bogen, ser man jo, at det er et følsomt, intelligent og særdeles velformuleret menneske, der gemmer sig bag den hakken og stammen, vi kender. Man serlidt af den sproglige finurlighed, vi kender fra Dronningen. Det var en stor og yderst positiv overraskelse for mig, og det er jo virkelig synd, at det ikke kommer ordentligt til udtryk. Hvis nu alle danskere læste denne bog, ville de få et meget anderledes indtryk af vores kommende konge.

Samtidig ser man en person, som virkelig vil gå sine egne veje. Et menneske, der virkelig kæmper for de ting, han står inde for - og derfor når det er nødvendigt, er i stand til at lade kritikken prelle af.

Jeg synes, at det var en meget modig og interessant biografi. Jeg var vild med formatet, hvor der skiftes mellem objektiv beskrivelse og input fra nogle af dem, der står Kronprinsen nærmest.
Ikke at forglemme den skønne detalje med hans yndlingssange, der figurerer nederst på hver side med en enkelt linie. Jeg er jo ret samtidig med Kronprinsen, så i hvert fald i de yngre år, havde jeg meget nemt ved at følge den. Senere bliver hans musiksmagret så avanceret - endnu et overraskende træk!

Absolut interessant læsning!

Sunday, November 19, 2017

Maigrets styrkeprøve (Maigret XLV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 19. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et la jeune morte

Maigret har netop overstået et maratonforhør på tredive timer, og sendt de skyldige videre i retssystemet, da en ung kvinde findes myrdet på åben gade. Hun har en lidt slidt festkjole på - og ingen dokumenter, der kan identificere hende. 

Samtidig er det slet ikke i Maigrets område, men tværtimod hos den meget uheldige Lognon, som vi fik et indgående kendskab til i roman nummer niogtredive. Endnu engang håber Lognon, at han kan opklare sagen og få den anerkendelse han higer efter. Maigret vil ikke nødvendigvis stjæle æren fra ham - men de to mænd har vidt forskellige arbejdsmetoder.

De samarbejder dog perifært, og finder gennem forviklinger frem til pigens identitet. En lidt stakkels pige, der rejser til Paris for at finde lykken - penge, arbejde og måske en rig mand. I toget påvejen har hun mødt en anden ung pige, og de to flytter sammen. Det viser sig dog hurtigt, at Louise ikke er nær så heldig som veninden Jeanine - og heller ikke besidder den samme drivkraft. Hun er omklamrende og blot en stakkel, og Jeanine vil af med hende.

Jeanine myrder hende selvfølgelig ikke; hun har fundet en rig mand og bliver gift. Men Louise får pludselig en kontakt fra fortiden, da hendes far sender en kammerat til Paris for at indikere, hvor han har efterladt hende en større sum penge - som bestemt ikke er tjent på lovlig vis.

Maigret og Lognon ender stort set samme sted på samme tidspunkt; men Lognon besidder ikke de psykologiske evner Maigret gør, og farer ud af et vildspor. Og endnu engang må han se sig slået af en stille og rolig Maigret, som løser mysteriet ved at tænke over det hele med en drink eller en fadøl i hånden!

Saturday, November 18, 2017

Si la lune éclaire nos pas - Nadia Hashimi



























  • Fransk
  • 12.-18. november
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste i starten af året den mest fantastiske roman af Nadia Hashimi, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Men hvis man har mod på den engelske udgave hedder den The Pearl that Broke Its Shell.

Det medførte jo så, at jeg købte endnu en roman - og forventningerne var høje. Lidt ligesom da jeg skulle læse den anden roman af Khaled Hosseini! Der holdt begejstringen dog igennem alle tre bøger.

Vi er stadig i Afghanistan - i hvert fald i starten af romanen, hvor hovedpersonen Fereiba fortæller om sin barndom. Hendes mor døde under fødslen, og det medførte en del rygter om barnets mørke kræfter. Faderen giftede sig igen, og fik flere børn - men dette første barn er og bliver lidt den onde steddatter i alles øjne. Det er hende, der ikke kommer i skole; det er hende, der bliver hjemme og laver mad og gør rent. Det er ren Askepot.

Hun bliver dog til sidst gift, og det er faktisk et meget lykkeligt ægteskab; et ligeværdigt og åbent ægteskab mellem to moderne mennesker - indtil talibanerne tager magten i landet. Fereiba kan ikke længere undervise, og skal gemme sig bag en burqa. En dag kommer nogle mænd og fjerner hendes mand, og langt senere får hun at vide, at han er død.

Vilkårene som enlig kvinde med tre børn i en krigshærget by er umulige, og Fereiba beslutter sig da også for at flygte fra Kabul - målet er at komme til England, hvor blandt andet søsteren bor.
Og dette er essensen i historien; flugten op gennem Europa - som vi jo desværre kender den alt for godt fra nyhedshistorierne med grusomme billeder af druknede flygtninge.

Det er også en meget svær historie at læse, synes jeg. Det er uhyre svært at skille tingene ad i det nyhedsbillede vi ser med flygtninge, der reelt har været i fare og dem, som flygter for komfort. Jeg har selv snakket med så mange afrikanere under mine rejser i Senegal, som oprigtigt tror på historierne om guld i gaderne - og slet ikke vil anerkende den triste virkelighed, som rent faktisk venter dem. Dem, som ikke vil indse, at selv Europa ikke kan rumme så mange mennesker, når vi jo faktisk har vores egne problemer.

Det er svært at sympatisere med alle i denne historie. De flygter, men må jo klare sig ved at lyve og stjæle. De bliver behandlet hårdhændet af fx lastbilchauffører, der er trætte af at blive udnyttet som transportmiddel, hvorved deres arbejde bliver sværere og de konstant udsættes for kontroller.

Fereiba og hendes børn rejser gennem Tyrkiet til Grækenland, hvor de skilles ad og den ældste søn sendes retur til Tyrkiet. Fereiba når langt om længe frem, og finder sin søster. Sønnen prøver endnu engang rejsen, og det sidste man hører er om hans ophold i flygtningezonen ved Calais. Der stopper historien.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal synes om den. Det var til tider utroligt langsommeligt, og så ender man alligevel med følelsen af at mangle en afslutning? Desuden er der det med sympatien .... skal jeg som læser have ondt af flygtningene og se alle europæere som onde personer, der ikke vil hjælpe og ikke vil tage mod flygtninge? Så enkelt er det jo desværre ikke!

Uagtet den politiske holdning så var jeg ikke ovenud begejstret, og det var lidt en kamp at nå til vejs ende. Den er desværre langt fra så god som hendes første roman.

Sunday, November 12, 2017

Skyggesøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 7.-11. november
  • 704 sider
  • Originaltitel: The Shadow Sister

Da det tredje bind om de syv søstre var udkommet, var det svært at holde fingrene væk!

Især fordi Riley nu er nået til de to ret enigmatiske søstre, Star og CeCe, som er jævnaldrende, og nærmest er opdraget som tvillinger. De har levet i total symbiose, men måske stærkt ansporet af CeCe, som er den stærke i forholdet. Star følger efter, og indretter hele sin tilværelse efter CeCes behov og ønsker. 

Derfor måtte hendes historie jo blive én om at slippe fri og flyve selv!

Hendes historie fører hende ikke langt væk; sikkert ret sigende - for så var hun aldrig kommet af sted. I stedet er det "blot" til en fin lille boghandel i det centrale London, som ejes af en absolut excentrisk herre, Orlando. Sporene fører også til børnebogsforfatteren Beatrix Potter, og den royale elskerind, Alice Keppel - og således fortsættes stilen med at blande fiktive og reelle personer og historiske begivenheder.

Historien starter i 1909, og fortæller om de to grene af familien, der på pudsig og tragikomisk vis deles. Det er de stadig i dag, men familien er da på talefod, og Star bliver hurtigt draget ind i det engelske landliv. Udover Orlando er der hans bror, Mouse, og kusinen Marguerite med det døve barn Rory. 

Star lander midt i en lidt prekær situation i familien; og gennem familiens forfædre begynder hun at forstå sammenhængen og forbindelsen til sig selv. Det handler igen om kærlighed selvfølgelig - jeg havde faktisk først troet, at Riley ville tage den i en lidt mindre konventionel retning. Men i sidste ende forblev det meget traditionelt rosenrødt - måske en anelse for meget?

Jeg håber ikke, at successen får Riley til at forhaste sig med de resterende bind? Jeg så en snert af lidt for meget melodrama her - og jeg behøves virkelig ikke, at man skriver en hel masse nøgleord i kursiv for at forstå. hvor følelserne er større, lykkeligere, etc. Det irriterer mig til gengæld når en forfatter anser sine læsere for så dumme.

Det er meget chick-lit - rent effektivt kan den jo læses på to dage; og så ville det have været rart, at hele serien var tilgængelig. Men det er jo min egen fejl! Fjerde bind er netop udkommet, men vil man have den i samme format som de tre foregående skal man vente til maj 2018. Det gør jeg så ....

Monday, November 6, 2017

Maigret i skolen (Maigret XLIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret à l'école

Endnu engang sidder der en stakkels person og venter på Maigret ude i venteværelset på Politigården. Denne gang er det en skolelærer, der frygter at blive anholdt for mordet på en gammel dame.

Konen er landsbyens sorte får; sur, gammel og snager i alles privatliv for at bruge det imod dem - ikke just et tab for nogen. Men nogen skal jo have skylden, og så er det bedre, at det er skolelæreren fra Paris end en af de lokale i den lille landsby med knap trehundrede indbyggere.

Maigret får pludselig visioner af østers og hvidvin, da han hører, hvor landsbyen ligger - og vups tager han skolelæreren med tilbage for at grave lidt i mordhistorien - og spise østers. Man forstår vel at nyde livet, mens man arbejder.

Men der er ingen østers i denne sæson, og i stedet konfronteres Maigret med en flok usympatiske landsbyboere, der beskytter hinanden og bruger børnene som vidner i historien. En dreng påstår nemlig at have set læreren det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så Maigret må ned i børnehøjde, og pludselig erindrer han sin egen barndom, hvor de andre børn ikke ville lege med ham på grund af hans fars overlegne position. Han foretrak også at være i kirken eller holde sig til sig selv, og det kommer ham nu til gavn.

Det er et pudsigt indblik i denne lukkede verden, hvor man trods lukker sammen mod det fremmede selvom alle principielt ville af med den gamle harpe. Det kræver lidt tålmodighed, som ikke er Maigrets stærke side - han afhjælper det ved nogle gode morgenmadshvidvine i mangel af østers. Og stille og roligt kommer han frem til, hvilket barn, der besidder nøglen til mysteriet.