Afropean - Johny Pitts

 

• Engelsk
• 9.-11. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

African American - eller afrikansk-amerikanere, som det hedder på dansk - kender vi alle som begreb, der dækker over den etniske gruppe af amerikanere, der kan spore deres ophav til Afrika. Det er 15% af befolkningen og en stor politisk faktor, som senere års Black Lives Matter-bevægelser endnu engang har understreget.

I Europa har vi også en etnisk gruppe, der kommer fra tidligere kolonier ejet af lande som Frankrig, Storbritannien, Portugal, Tyskland osv. De er langt mindre i antal og andel - kun knap 2% af EU's befolkning, og koncentreret i visse lande som netop Frankrig og Storbritannien, men også Belgien. Desuden er de karakteriseret ved at være grupperet afhængig af oprindelsesland som tidligere koloni.

I Frankrig, hvor halvdelen af de knap 10 millioner bor, kommer naturligt nok fra oversøiske territorier i Caribien men også Vestafrika. I mit tidligere hjemland Belgien er det primært fra Congo og Rwanda, mens vi i Danmark har en helt anden historie og her er det primært flygtninge fra Østafrika.

Det er forskellige folkeslag fra forskellige kulture og med forskellig religion - så er der fællestræk? Og er der en fælles identitet? Det spørgsmål stillede forfatteren sig selv, da han begav sig ud på en rejse gennem Europa for at definere den afro-europæiske identitet hos dem, der har kulturelle eller etniske rødder i både Afrika og Europa.

Pitts er selv afropean - hans far er sort amerikaner og hans mor hvid englænder, og udover at skrive om dette emne er han fotograf og musiker - et multitalent!

I knap fem måneder rejser han igennem Europa på et lille budget og med Interrail til byer som Paris, Bruxelles, Berlin, Stockholm og Lissabon - men også så langt væk som Moskva, hvor afrikanske studerende i mange år kom til fra kommunistiske afrikanske lande som Mozambique og Angola.

Han besøger de lokale fællesskaber for at undersøge om der er en fælles identitet - og gå dybere i forholdet mellem hjemlandet og det nye land enten for nytilflyttere eller for dem, hvis familie kom for generationer siden.

Det giver selvsagt et broget billede, når han besøger alt fra "junglen" i Calais og Cova da Moura - en beboelse udenfor Lissabon, der minder om en brasiliansk favela - til højhuskvarterer udenfor Paris, der er præget af social ulighed for alle etniciteter med deraf følgende uroligheder.

Han væver det hele ind i sin personlige fortælling om at finde sin egen identitet men også med historier om berømte african-americans, der kom til især Frankrig for at finde kunstnerisk og personlig frihed. Han skaber forbindelse tilbage til den panafrikanske bevægelse i midten af det 20. århundrede, da Afrika blev fri af kolonimagterne og det netop blev en katalysator for immigration til Europa.

I visse kapitler kunne jeg godt savne han kom lidt mere i kontakt med de lokale befolkninger; men der er muligvis også et element af tilgængelighed? De grupper mennesker, han søger, er i nogle tilfælde ikke i landet lovligt og er ikke interesseret i at tale med ham - eller sproget er en barriere? Jeg ved det ikke selvfølgelig - men visse steder syntes jeg netop den amerikanske historie fyldte lidt for meget, når historien skulle være den afro-europæiske identitet.

Men det er stadig en dybt tankevækkende rejseskildring ud de steder man ikke ofte ser, når man rejser og i søgen på en identitet, som selvom denne gruppe er mindre end i USA og med flere forskellige komplekse historier fra fortiden, er og i stigende grad vil blive en magtfaktor i Europa.

Le sel de tous les oublis - Yasmina Khadra

 

• Fransk
• 6.-8. maj
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Yasmina Khadra har fået flere romaner oversat til dansk - hans trilogi om terrorisme hvoraf jeg dog kun har læst to bind. Hans eminente roman Som dag følger nat kan jeg kun anbefale; men en del er ikke oversat til dansk. Jeg har også altid haft et svingende forhold til hans romaner - fra helt sublime til mere middelmådige (i mine øjne vel at mærke).

Den kryptiske titel Alle glemslers salt refererer til det salt, der er tilbage når vores tårer er tørret ud og her er det hovedpersonen Adems tårer. Vi er i 1963 og Algeriet er blevet uafhængigt og frit. Adem er skolelærer og da hans kone forlader ham, bryder hans verden sammen. Hun har fundet en anden, hvilket jo ikke er almindeligt i hans verden - så han aner ikke, hvad han skal stille op med den situation.

Han drager ud i landet - til den by, hvor de først mødtes og drikker sig fra sans og samling. Han rejser på kryds og tværs af Algeriet, og møder en hel række finurlige personer - som dværgen, der er profet eller den blinde musiker. Han arbejder til tider men mest strejfer han rundt i sin bitterhed og ensomhed.

Men han er usympatisk som person, og som læser opnår man ingen medlidenhed med hans skæbne. Han nægter at tage imod det andre forsøger at lære ham, og ender i fængsel. Det er selvfølgelig en rejse for at bearbejde sorgen og tabet af hustruen; men jeg blev irriteret på"helten" og savnede det magiske jeg fandt i fx Som dag følger nat. Han ender med at indse, at hans skæbne nu er at være alene og ensom - og det er i det hele taget en sortseende historie.

Afdelingen for magisk tænkning - Morten Münster

 

• Dansk
• 4.-5. maj
• 352 sider

Morten Münster havde enorm succes med sine to bøger om Jytte i marketing, der udkom i 2017 og 2020. De var - og er - både lærerige og skrevet med humor og eksempler vi alle kan relatere til. Man tænker ofte med denne slags bøger, at det er logik for perlehøns - men nogen skal konkretisere det.

Således er det jo også med denne bog om kunsten at være middelmådig.

Det lyder decideret taberagtigt og usympatisk, ikke? Vi omgives af budskaber om at skulle være "hurtigere, højere og stærkere" uanset om det er på arbejdspladsen, i vores sociale relationer eller vores fysiske præstationer. Der er ikke noget sexet i bare at være leverpostej!

Det vil Münster modbevise. Og han gør det med en række gode - og til tider skræmmende - eksempler.

Et stort tema er sundhedsvæsenet og her er det ikke for sarte sjæle. Et eksempel er overbehandlingen i det danske sygehusvæsen, som potentielt forkorter levetiden for terminale patienter og forringer livskvaliteten. Det var ambivalent for mig at læse om som tidligere kræftpatient, hvor jeg selv har oplevet en behandling blive forkortet i antal behandlinger. For man tænker jo, at det er for at spare penge og man vil jo bare gerne have de sidste to behandlinger for nu at være"helt sikker". Men hvis der nu er evidens for at "helt sikker" er opnået med to behandlinger mindre - skal jeg så ikke stole på det, og værdsætte at det frigiver ressourcer til andre opgaver - og mennesker? Samtidig har jeg også fravalgt behandling af egen vilje, fordi det ikke harmonerede med min livskvalitet.

Et andet nok endnu mere skræmmende eksempel er sagen om supersygehusene, som jeg ærligt må indrømme ikke at kende omfanget af. Måske også fordi der gøres en aktiv indsats for at neddysse skandalen! Men i al sin essens går det jo ud på, at de byggerier skulle have brugt andre byggerier som reference (blandt en del andre eklatante fejl). Det giver jo mening - og det forklarer middelmådigheden.

Den skal ikke forstås som et afslag i ambitioner. Det er snarere en gevinst ved at genbruge eller gå efter laveste fællesnævner måske? At erkende at det ikke er en fiasko ikke at være unik, men i stedet værdsætte at man kan genbruge fra andre. 

Det samme gælder for vore egne ambitioner. Vi stiller urimelige krav til fx sport - hvis vi vil løbe hver dag, og allerede om tirsdagen ikke får gjort det (life happens!), så sætter vi en ny startdato til mandagen efter og æder og drikker resten af ugen. I stedet for at finde pyt-knappen frem, og løbe om onsdagen. Lidt mere middelmådigt men så meget bedre end alternativet.

Så ja - der er mange indlysende eksempler, som vi alle godt ved findes. Vi relaterer bare mere til toppræstationerne og de uopnåelige mål. Jeg ved jeg er blevet meget bedre til "godt nok er mere end nok" i nogle sammenhænge - jeg orker ikke længere at arbejde 60 timer om uger for et resultat Preston-kurven jo viser mig ikke giver noget. Det er ikke fordi jeg er uambitiøs synes jeg; jeg vil blot have et balanceret liv, hvor der er tid til alt det andet.

Det er som altid skrevet med humoristiske eksempler; i starten synes jeg måske der var lidt for meget stand-up komik men seriøsiteten fylder præcis som den skal. Det er en hurtig læst bog - der er trods alt en del blanke sider imellem, og man flyver igennem fanget af emnet. Man lukker den med stof til eftertanke! 

Den sidste retfærdige - André Schwarz-Bart

 

• Fransk
• 1.-3. maj
• 432 sider
• Originaltitel: Le dernier des Justes

Man skal nok være lidt heldig for at finde den danske udgave på et bibliotek - men den blev altså oversat og udgivet i 1960; et år efter den havde vundet den franske Prix Goncourt. Et af mine (mange) læseprojekter er jo at læse flere Goncourt-vindere, og det kræver til tider lidt mere indsats - men det er jo ikke uden grund de har vundet!

Begrebet 'retfærdig' i judaismen betegner en person, der handler retfærdigt og i overensstemmelse med Torahen. En person, der aktivt søger retfærdigheden med oprigtighed og integritet. Efter 2. Verdenskrig benyttes det også som en hædersbetegnelse til dem, der hjalp med at redde jøder fra Holocaust. Den jødiske tradition mener, at hver generation har 36 retfærdige blandt os som er særlige og med til at bevare balancen i verden.

Schwarz-Bart er fransk jøde født i 1928, og mister selv begge sine forældre samt flere søskende i lejrene, som han dog selv undgår ved at skjule sig i modstandsbevægelsen sin unge alder til trods.

I 1959 udgiver han sin roman om den sidste retfærdige og Lévy-slægten, hvor han repræsenterer de 36 som efterfølgere i samme familie. Vi starter i 1190 med rabbineren, der dør på bålet i York. Derfra går det relativt hurtigt over de første 33 generationer over de første få sider til vi rammer slutningen af det 19. århundrede og nummer 34. Fælles for dem alle er, at de ikke er specielt heroiske eller imponerende men de lever det liv, der kendetegner dem som retfærdige.

Den sidste retfærdige er Ernie, som fødes efter 1. verdenskrig, og langt størstedelen af historien starter med hans farfar Mardochée. Familien har i generationer holdt til i Polen, men pogromerne efter den russiske revolution får sønnen Benjamin til at søge mod Tyskland, hvor jøder kan leve i fred og behandles som tyskere. Han bringer forældrene dertil, og der lever de et stille liv uden opmærksomhed. Mardochée påtager sig familiens arv som retfærdige, men Benjamin vil ikke være udvalgt og forsøger at holde hemmeligt, at de er fra Lévy-slægten.

Hans søn, Ernie, er et akavet og skrøbeligt barn som dog påvirkes af bedstefaderens historier, og hurtigt ser sig selv som den næste retfærdige arvtager i familien. Men han kan ikke forstå, hvordan han skal udfylde rollen - han slås med drengene i skolegården, som er spirende Hitler Jugend-medlemmer. Han ender med at forsøge at tage livet af sig selv inden familien flygter til Paris, hvor det nu skulle være nemmere at leve i deres religion. Det er det - og de har en periode med lykke og fred. Så kommer krigen til Frankrig - og deportationerne. Ernie melder sig til hæren i et forsøg på at skærme familien og igen optræde korrekt i sin rolle. Men da den franske hær kapitulerer, og han vender hjem, er de borte.

Så opgiver han. Alt. Han beslutter sig for at leve skjult som kristen under et nyt navn og leve som en hund - det absolut ynkeligste han kan forestille sig. Indtil han igen konfronteres med sin skæbne og beslutter, at han ikke kan undgå den. Retur i Paris møder han de sidste jøder i byen og forelsker sig i Golda. Da hun deporteres til den franske udslusningslejr, Drancy, melder han sig selv og interneres. Der bliver han tortureret for endelig at blive sat i en togvogn med kurs mod Auschwitz, hvor han vælger den umiddelbare død sammen med Golda i gaskammeret i stedet for arbejdslejren. Han går døden i møde sammen med Golda og en flok børn, som han lover at de nu når det forjættede land.

Det er en utrolig kompleks historie på trods af, at historien jo i sig selv er kendt og "ligetil". Den er skrevet i et metaforisk kompliceret sprog med klare referencer til jødiske legender, Torahen, jiddisch kultur og Bibelen. Ernie er igennem flere overnaturlige oplevelser som barn og da han forsøger selvmord, hvor han ser hele omfanget af det jødiske folks lidelser og den tyngde, det lægger på ham. 

Mest poetisk er dog et afsnit, da han ligger på lasarettet efter sin tortur i Drancy. Her drømmer han, at han bliver gift med Golda. I drømmen ser han Lévy-slægten genforenet flere generationer tilbage men også andre personer, der har spillet en vigtig rolle i hans liv. Både døde og levende er sammen i en magisk verden med en violinspiller - og man er direkte transporteret ind i et maleri af Chagall, som jo brugte bryllupper som et tilbagevendende team og symbol på den jødiske kultur. Symbolet på kulturarven, sammenholdet, kontinuiteten og blandingen af glæde og sorg.

Men Ernie dør. Seks millioner gange. Som den retfærdige repræsentant for en kultur, der er udryddet med Holocaust. Bogen slutter med en form for kaddish - den jødiske mindebøn med den gennemgående sætning Lovet være [Herrens] navn. Men her har han i stedet indsat navnene på alle lejrene.

Lovet. Auschwitz, Være. Majdanek. Navn, Treblinka. Lovet. Buchenwald, Være. Mauthausen. Navn. Belzec. Lovet. Sobibor. Være. Chelmno. Navn. Ponary. Lovet. Theresienstadt. Være. Warszawa. Navn. Vilno. Lovet. Skaryzko. Være. Bergen-Belsen. Navn. Janow. Lovet. Dora. Være. Neuengamme. Navn. Pustkow. Lovet...

Man skal ikke læse denne historie for at få et indblik i det, der faktuelt skete - det er der skrevet tusindvis af bøger om. Dette er en sørgesang dybt fra hjertet, der illustrerer alt det, der gik tabt - kulturarven, minderne, legenderne, troen på det gode i mennesker. Den fik sin del kritik efter udgivelsen og med den nuværende geopolitiske situation er det da også stadig et komplekst emne. Det fjerner dog ikke, at Holocaust isoleret set var det mest uhyrlige verden måske nogensinde har set. At det skal tjene som påmindelse og advarsel.

The Upstairs Wife - Rafia Zakaria

 

• Engelsk
• 28.-30. april
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om denne fortælling om kvinders vilkår i Pakistan. Det er jo en vigtig historie, men jeg føler ikke, at den fungerede i denne opbygning.

Rafia Zakaria er en pakistansk journalist, som har baseret sin fortælling om Pakistans kvinder til dels på sin egen familie (især tanten Amina) og til dels på landets politiske historie og Benazir Bhutto, der som kvindelig politisk leder blev dræbt.

Historien følger tre forskellige spor. Vi starter med forfatterens oplevelse som barn af tantens retur til forældrenes hjem, hvor hun også selv bor med flere generationer under samme tag. Men gifte kvinder flytter ikke tilbage uden grund. Aminas mand har besluttet at tage sig en hustru nummer to, da Amina efter ti års ægteskab ikke har givet ham nogle børn. Hun protesterer - men i længden giver hun op, og flytter tilbage til det nye arrangement. Hun flytter ind i en lejlighed på første sal, og den nye hustru i underetagen, og så deles de om manden en uge ad gangen.

Derfra rykker vi tilbage til bedstemoderens historie som fortæller om den arkaiske rolle kvinder havde i tiden inden delingen af Indien og Pakistan, og livet som flygtning til et nyt land, hvor de kunne leve med deres religion men frataget alt de kendte til. 

Og så fortælles en del af Pakistans historie gennem politiske og sociologiske hændelser som Bhutto-familiens vej til magten i et land præget af etniske uroligheder. 

Det bliver til temmelig mange overlappende historier, som fortælles af en tredjepart. Især i forholdet til tanten og hendes ægteskab præger det historien til Aminas fordel, for vi får aldrig mandens perspektiv eller endog blot hele Aminas synes jeg.

Khaled Hosseini beskrev denne leveform virkelig gribende i Under en strålende sol - og endda skrevet af en mand. Her forsøger man måske at gabe over for meget og for mange historier til at en enkelt står stærkt nok frem.

Af læsningens historie - Alberto Manguel

 

• Fransk
• April
• 528 sider
• Fransk titel: Une histoire de la lecture

I 2022 læste jeg den fascinerende bog af Alberto Manguel om biblioteker - primært personlige bogsamlinger, men også berømte offentlige biblioteker gennem historien. En bog, der varmt kan anbefales til alle bogelskere. Under nytårsferien i Belgien fandt jeg så denne brugt men i fornem stand til 3 Euro - det kunne jeg ikke stå for. Til gengæld læste jeg den lidt spredt mellem andre bøger i april måned, da den krævede at man fordybede sig i hans oprulning af læsningens historie, som er langt mere kompleks end man umiddelbart tror.

Vi starter helt fra de første skriflige overleveringer fra før vor tidsregning over opfindelsen af trykkunsten til vores moderne paperbacks - det hele krydret med Manguels egne erfaringer som læser.

I århundreder var læsning ikke en enlig beskæftigelse - man læste højt for andre. For hvis man læste alene og indenad var det måske suspekt - hvad læste man egentlig? Manguel arbejdede som ung for den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, netop som højtlæser da denne var blevet blind. Fordi denne ikke kunne leve uden at læse selvom det nu blev på en anden måde.

Det er denne kærlighed til bogen og ordet, som præger Manguels bog. Han analyserer litteraturens magt, som den er blevet udøvet gennem årtusinder. Man afholdt kvinder fra at læse fordi det var magt. Man afholdt sorte slaver fra at lære at læse - lige så farligt synes man. Man har lavet lister over censurerede bøger flere gange gennem historien - læsning kan være farligt, hvis man vil bevare sin magt over andre.

Der er også pudsige historier om bogtyve. Der er livsbekræftende historier om mennesker, der i de sværeste situationer alligevel kæmper for deres ret til bøger. Han citerer utroligt mange forfattere - en del fra oldtiden, som nok ikke er så bekendte for de fleste. Det valgte jeg blot at læse uden at bruge for meget tid på at søge oplysninger andre steder. Men også nyere forfattere som Kafka, Hemingway, Rilke osv. En guldgrube af information om læsningens historie, som jeg aldrig havde forestillet mig så interessant.

Som i hans bog om biblioteker er der illustrationer, der krydrer det hele - og selvom det ikke er særlig nem læsning, er det spændende og tankevækkende.

The Glass Maker - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 21.-26. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var slet ikke begejstret for den sidste roman jeg læste af Tracy Chevalier; jeg følte jeg var ved at tage en uddannelse som æbledyrker og det fyldte alt for meget.

For mange år siden læste jeg en anden af hendes romaner, hvor en teknik også fyldte en del men med kunsten og den historiske periode som omdrejningspunkt, og jeg var vild med den.

Denne roman har glaskunst og historie som centrum, så det burde have været en vinder. Men vi var igen ovre i alt for meget teknik omkring kunsten at blæse glas, eller lave glasperler. Den historiske periode var mildest talt også lidt anderledes.

Vi starter i 1486 i Venedig, hvor tiden beskrives som værende anderledes og ikke bevæger sig på samme lineære facon som på fastlandet, som dengang virkelig var en anden verden for beboerne ude i lagunen. Faktisk er det snarere på øen Murano, som jo er kendt for sin glaskunst, at vi befinder os.

Den unge Orsola er datter af en glasmager og på denne tid holdt man sig til sin læst. Den ældste søn overtog værkstedet og deres varer blev solgt gennem en tysk handelsmand, der havde kontorer i Venedig. Men da faderen dør, begynder hun at producere glasperler for at hjælpe familien økonomisk. Det er ellers ikke et job for kvinder, og hun må især holde det skjult for broderen, Bruno. Samtidig forelsker hun sig i fiskersønnen, Antonio, som har fået arbejde hos dem - på trods af, at han er fra Venedig og ikke af en glasmagerfamilie. 

Så kommer vi til det interessante eller i hvert fald anderledes i romanen; for tiden springer frem så vi pludselig er i 1574, men vores glasfamilie er kun blevet et par få år ældre. Nu kommer pesten til byen, og flere dør. Antonio ender med at forlade Murano, da Orsolas bror vil have hende gift med en ægte glasmager. Han rejser til Prag, hvor glasindustrien nu begynder at blomstre og hvorfra han gennem årene sender små glasdelfiner til hende. Eller er det ham?

Fra 1574 rykker vi os i hvert af kapitler op igennem Venedigs og Orsolas historie til 1631, 1755 (hvor Venedig endegyldigt har mistet sin plads på verdenskortet), 1797 (med Napoleons indtog), 1915 (1. Verdenskrig), 2019 (og Covid-pandemien) og endelig nutiden, hvor Orsola endelig er i slutningen af tresserne.

Det giver selvfølgelig muligheden for at beskrive udviklingen i Venedigs historie men også den udvikling, der præger glaskunsten frem til industriel fremstilling af souvenirs fra Kina, som nu sælges i byens forretninger. Men Rosso-familien lever stadig af at lave glas, og de ældes langsomt i modsætning til dem udenfor øen og Venedig.

Det er måske en poetisk måde at illustrere den tidløshed man jo sagtens kan forbinde med en by, der stadig forundrer ved at være bygget på pæle midt i vandet. Springet frem til pandemien giver igen et billeder af Venedig som den så ud inden masseturismen, og minder os om de billeder vi så af delfiner, der vendte tilbage til lagunen. De delfiner, som Orsola har modtaget i mere end femhundrede år - og her bliver symbolikken måske lidt for søgt til min smag!

Generelt synes jeg glaskunsten og teknikken fyldte for meget ligesom konstruktionen af tid, der konstant skal forklares for, at Chevalier føler læseren er med hende. Hvis det er nødvendigt er det fordi historien ikke står stærkt nok i sig selv, føler jeg. Under overfladen er der så hendes historie med Antonio (og delfinerne), som heller ikke virker troværdig til sidst. I middelalderen kunne hun jo ikke finde ham - men vi ender i 2022, hvor at finde Antonio eller hans familie i Prag ville være nemt. Men Orsola virker fastlåst i 1486 ikke kun i tid men også i mentalitet, og så virker præmissen desværre ikke.

Caravaggio - En rejse i tid og sted - Lis Nielsen

 

• Dansk
• 19. april
• 268 sider

I modsætning til forfatterens påstand om, at Caravaggio er meget lidt kendt i Danmark, så er han blandt mine absolut yndlingsmalere. Det er ikke uden grund jeg siger min interesse for kunst stopper i 1610 - et er nemlig året for hans død. Så kom barokken, rokoko, romantikken og alt muligt indtil jeg igen har et lille vindue åbent i perioden 1865-1930.

Så jeg kender altså Caravaggio med alle hans skavanker! Jeg har læst den franske historiker Dominique Fernandezs helt fantastiske roman om ham, men også flere faglitterære værker. Jeg har set hans malerier i Paris, Madrid, Milano, Firenze, Rom, Napoli, Wien og Malta er på rejselisten udelukkende for at kunne se hans malerier i Valletta.

Så jeg forventede jo ikke at lære noget nyt, men fandt det interessant, at en dansker havde skrevet en bog om ham. Forfatteren er åbenbart blevet kunstelsker i en sen alder, og startet på kunsthistoriestudiet som voksen netop på grund af opdagelsen af Caravaggio.

Den passion vil hun så gerne dele med os andre - og det er jo dejligt at være så begejstret. Men det gør desværre ikke én til forfatter.

Bogen er opbygget kronologisk far Caravaggio fødes i 1571 med fotos af de steder, han har boet eller har kunnet færdes. Noget forbliver jo gætteri for os alle med nogle hundrede års afstand.

Samtidig ser vi hans malerier med forfatterens kommentarer til fortolking, hvilket jo altid vil være subjektivt. Det er ikke sikkert jeg ser et angrende blik i en bøddels øjne, hvor andre gør det - men det er jo kunstens ret at vi hver især kan tolke den anderledes.

Det er selvfølgelig dejligt med en bog med stort set alle hans malerier samlet i en flot gengivelse. Men er der masser af andre bøger, der også tilbyder. Her var det desuden et par ting, er irriterede mig.

For det første måden vi belæres om fortiden på - det er tilsyneladende ikke skrevet for folk, der ved blot det mindste om tiden før det 21. århundrede - som fx når hun nævner"at dengang var det de voksne, der bestemte" i forbindelse med Caravaggios læreplads som maler. For det første er det en infantil formulering, for det andet forudsætter det, at læseren virkelig intet ved.

Men det næste punkt er for mig faktisk mere irriterende. Teknikken chiaroscuro opstod i Italien anført af fx da Vinci, men blev om noget Caravaggios kendetegn, da han skubbede grænserne længere end nogen andre før ham. Den franske oversættelse clair-obscur er senere oversat fra italiensk, men det er den, der bruges i bogen, hvor chiaroscuro jo for mig ville være det oplagte valg.

Så måske ved danskerne ikke meget om Caravaggio. Der er sikkert mange emner, vi ikke ved meget om. Men jeg håber ikke, at vi skal belæres om dem alle af selvudgivende entusiaster.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.

Nous traverserons des orages - Anne-Laure Bondoux

 

• Fransk
• 16.-18. april
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra Palermo, som jeg ikke forventede det helt store af - det virkede som lidt let litteratur. Men jeg blev så opslugt af den, at jeg slugte den på tre dage og blev overrasket til sidste side.

Bondoux har primært skrevet romaner for et yngre publikum - men her kaster hun sig ud i en saga, der dækker hele det 20. århundrede. Mere præcist 1914 til 2022.

Indledningsvis er der en fortæller, der taler til en person kaldet Saule (et fransk maskulint fornavn). Fortælleren siger, at familiens gård har set fire generationer af mænd komme og gå. Elske og dø. Leve. Men med deres dæmoner og successer i livet som vi jo alle har. Alle mændene bærer et traditionelt navn samt et fornavn, som er navnet på et træ - som Saule - og knytter dem til jorden og gården.

Så springer vi tilbage til 1914, hvor Anzème skal i krig og efterlade sin unge hustru hjemme. På gården er også hans lillebror, Marty, men da Anzème vender hjem nogle måneder senere såret er Marty væk og hans hustru endelig gravid efter flere års forsøg. Det er den første store hemmelighed, der følger dem i generationer.

Den næste søn, Charme, fødes i 1915 - så han kommer til at drage afsted til 2. Verdenskrig. Hans søn Aloès kommer til at kæmpe for Frankrig i Algeriet i starten af 1960'erne. 

Næste generation er fortælleren, Olivier, som ikke kommer i krig i traditionel forstand, men som bærer flere generationers byrde på sine skuldre. 

Der er temperamentet og volden. Der er alkoholisme. Der er også kærlighed - den forbudte, den skjulte, den farlige og den rigtige store kærlighed.

Indimellem familiens historie er der den store historie uden om familien - verdenshistorien og Frankrigs historie, der sætter tingene i perspektiv. Det aftager som vi bevæger os op mod nutiden, som Saule jo kender, men det giver en fantastisk scene for familiens lille plet i verden.

Vi begynder med en krig, og vi ender med 9/11 og til sidst Covid19-pandemien, som på mange måder blev vores generations krige.

Jeg blev overrasket lige til sidste side, som jeg vendte med vemod - for det var eminent skrevet og fortalt. Flere af Bondouxs ungdomsbøger er oversat til dansk - og man kan kun håbe, at denne også bliver det selvom det er til et lidt ældre publikum.