Sunday, October 31, 2021

The Heart of a Woman - Maya Angelou

 


  • Engelsk
  • 27.-31.oktober
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I 1981 udkom det fjerde bind af Angelous erindringer, som dækker årene 1957-62; da er hun lige blevet 30 år gammel, og Angelou bor i starten af bogen i California. Her møder hun Billie Holiday, som besøger hendes hjem flere gange og chokerer Angelous teenagesøn med sit grimme sprog, og generelle opførsel. Det giver et noget andet billede af den store sangerinde, end jeg havde - men det har jeg jo kun fra musikken. Holiday siger til Angelou, at hun vil blive berømt en dag - men at det ikke bliver for at synge.

Det er selvfølgelig nemt at skrive så lang tid efter, og når Holiday ikke længere er der til at bestride hendes udsagn. Men måske så Holiday den spirende interesse for civiles rettigheder, som jo blev kodeordet for 1960'ernes USA. Angelou flytter nemlig til New York, og beslutter at dagene som entertainer er ovre. Hun vil fokusere mere på politisk arbejde, og får arbejde hos SCLC, som er en afro-amerikansk organisation, der arbejder for sortes rettigheder og ikke mindst var Martin Luther King præsident for den. Her kommer hun i kontakt med de centrale skikkelser i periodens kamp - men også udenfor med mødet med Malcolm X.

Parallelt arbejder hun for en sammenslutning af afro-amerikanske forfattere, og begynder så småt at skrive selv. Her møder hun også James Baldwin, som bliver hendes mentor.

Da hun i 1961 møder den sydafrikanske frihedskæmper Vusumzi Make er hun ellers forlovet og på nippet til at blive gift med en respektabel med virkelig kedelig mand; hendes eventyrlyst tager endnu en gang over, og i stedet dropper hun alt for at rejse med Make til først London, og siden Cairo, som er epicentret på det afrikanske kontinent for de politiske ledere, der kæmper for uafhængighed.

Make er intelligent, og hun er intellektuelt stimuleret - men arbejde kan der ikke blive tale om; hans kønsrollemodel er den arkaiske afrikanske, hvor kvinden bliver hjemme og også finder sig i elskerinder. Det holder selvfølgelig ikke i længden, og da de i 1962 bryder op, vil hun til Liberia for at arbejde. Sønnen Guy skal dog inden da placeres på universitetet i Accra, Ghana - men blot et par dage efter ankomsten kommer han alvorligt til skade i en bilulykke.

Endnu engang slutter Angelou med en ægte cliff-hanger, som man ikke kunne have skabt bedre i fiktion. Hendes liv er en konstant længsel efter spænding, men paradoksalt nok også den stabilitet hun ikke finder hos de mænd, hun møder. Men det virker jo også uopnåeligt at ville forene de to ting - den stille husmoder og den store rettighedsforkæmper. 

Fjerde bind er nok det mest interessante indtil videre; og det mest velskrevne i mine øjne. 

Tuesday, October 26, 2021

Singin' & Swingin' & Gettin' Merry Like Christmas - Maya Angelou

 


  • Engelsk
  • 320 sider
  • 23.-26. oktober
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nu er jeg virkelig godt i gang med serien af erindringer af Angelou; dog stadig kun den første, der er oversat til dansk - og det er måske fint nok; for hvordan ville man oversætte denne vanvittige titel?

I det trejde bind følger vi Maya Angelou i årene 1949-1955; hun er da 21 år ved bogens start, og stadig kæmper for at finde et godt arbejde, der kan give hende og sønnen mad på bordet. Da hun tilbydes et job i en pladebutik, er hendes umiddelbare reaktion bange anelser - for hvorfor vil en hvid kvinde tilbyde hende arbejder, hvis ikke for at anse hende for at være tyende... en slave! Hun vil ikke gøre rent for hvide mennesker, som hun er notorisk mistroisk overfor; men det viser sig her, at der ingen skumle hensigter er. Men da hun opvartes af en stamkunde i pladebutikken, bliver det pludselig en anden snak, da hun gifter sig med ham - han er nemlig græker... og hvid! Mayas mor ser ikke med milde øjne på det forhold.

Maya bliver hjemmegående husmor; men ægteskabet holder ikke - og igen er det racespørgsmålene og deres forskellige kulturelle baggrund, der kommer op til overfladen. Han vil ikke have hun går i kirke; og pludselig er for mange kompromisser - ikke mindst for sønnen, der er "raceforvirret" nu.

Da de skilles, skal Maya igen på arbejdsmarkedet - og efter et par trængsler som sangerinde i mindre og obskure natklubber, ses hun af et hold talentspejdere. Det bliver chancen for at komme med i truppen bag Porgy & Bess, som jo udelukkende bestod af sorte sangere. Det betyder, at hun må forlade sønnen endnu en gang - men hun får endelig opfyldt sit ønske om at se verden.

På trods af sin mangelfulde uddannelse er Angelou meget belæst; og på rejsen, som går til Canada, Italien, Frankrig, Egypten, Israel, Grækenland og Jugoslavien, beslutter hun sig for at lære sproget i hvert land. Hun opsøger de lokale - hvilket er en udfordring i østlandene bag jerntæppet; men hun fascineres af det absurde i situationen. Alle disse mennesker, som lever i en form for fængsel - og de fleste har aldrig set et sort menneske før. Men der er paralleller til den mangel på frihed, som sorte amerikanere føler.

Da de når Egypten er det noget helt andet; de står nu overfor folk af deres egen race - og de har intet tilfælles udover anerne. Men Maya vil se noget andet, større og symbolsk i mødet med Afrika; men oplever for det meste blot, at det stadig er de hvide, der har topstillingerne - og de sortes rettigheder her på deres eget kontinent er ikke meget bedre end hjemme i USA.

Maya er nu en voksen kvinde; og observationerne og tankerne om civile rettigheder for sorte begynder at fylde mere og mere; det bliver også klart for hende, at hun må hjem og passe sin søn - og så er det gode job med Porgy & Bess ovre.

Denne bog udkom i 1976; og det mærkes, at skrivestilen udvikler sig. Det er mere flydende, men også både mere humoristisk og mere dybt. Hun forstår at fremhæve det absurde i rejserne på en tid, hvor hvermand jo absolut ikke rejste rundt i verden - og slet ikke sorte amerikanere. Det er også i en politisk koldkrigstid med de begrænsninger, det havde. Man når til vejs ende lidt forpustet af alle de svingture hendes liv tager - men også nysgerrig på, hvad der nu sker!

Friday, October 22, 2021

Gather Together in My Name - Maya Angelou

 


  • Engelsk
  • 20.-22. oktober
  • 224 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke se, at de følgende bind af Maya Angelous erindringer er oversat til dansk; første bind er - men nu hvor jeg er i gang med hele serien, kan jeg da ærgre mig for dem, der ville læse dem alle.

Jeg havde udsat denne læseoplevelse længe - mest fordi det ærgrede mig at starte helt forfra (grundet min egen fejl); men nu kan jeg se, at det var godt, at jeg gjorde det. Angelou kommer med små referencer til første bind, som omhandler hendes barndom op til hun som 16-årig føder sin søn som enlig mor. Men man skal ikke regne med en dybere udpensling af historien; og netop derfor er det dejligt at have alle bind indenfor rækkevidde.

I andet bind følger vi Angelou fra hun er 17 til 19 år gammel; og som enlig mor uden en uddannelse må hun forsøge hvad som helst for at forsørge sit barn. Det betyder servitrice i skolens kantine - men også den dansekarriere som hun igen og igen vender tilbage til. 

Hun bor oftest hos moderen, som driver et pensionat i San Francisco og har mange forskellige mænd i sit liv - ikke uden drama. Netop mændene og forelskelsen bliver et problem for den unge Angelou. Hun forelsker sig meget tit i de forkerte mænd; enten den forlovede, som er helt åben omkring det og selvfølgelig ender med at forlade hende. Men værst går det dog, da hun forelsker sig i den lidt ældre gifte mand, som serverer hende alle de klassiske historier om en syg og uuholdelig kone, som han vil skilles fra. Det hele er højst sandsynligt blot et plot for at få hende til at arbejde som prostitueret for ham - hvilket hun gør i en uge. Inden da har hun dog selv tidligere lejet et hus, hvis to lesbiske beboere brugte det som bordel - og da det går galt må hun lige gå lidt under jorden.

Hun lægger ikke skjul på sine egne mangler; hun flirter med narko og bebrejder sig selv for ikke at kunne tage vare på sønnen. Da hun i et forsøg på at gemme sig flygter hjem til mormoderen langt ude på landet, mener hun dog at være en anden - og bedre - slags afroamerikaner end de lokale. Hun har jo set verden! Men den slags nonsens accepterer mormoderen ikke - og slet ikke, da det bliver til fare for familien at rage uklar med områdets KKK-tilhængere.

Det er en bundærlig indsigt i efterkrigstidens raceadskilte USA; og måske er den ikke så teoretisk som første bind. Jeg tror ikke første bind var tiltænkt som mere end det - og nu bliver det til en reel serie af erindringer. Dermed er der selvfølgelig mere eller mindre interessante passager; og her er det mere lavpraktisk - men ikke mindre interessant i mine øjne. Gennem hendes oplevelser og desperate forsøg på at skabe sig et liv, får man indsigt i hvor hårdt livet var for sorte amerikanere i særdeleshed. 

Så man skal læse de syv bind som en helhed og en dannelsesrejse frem mod den karriere som menneskerettighedsforkæmper, som hun fik i senere år. Hele serien er skrevet over mere end fyrre år, og dermed vil stilen i bøgerne jo også forandre sig. Andet bind er skrevet i 1974 - fem år efter første bind.

Tuesday, October 19, 2021

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur - Maya Angelou

 


  • Engelsk
  • 17.-19. oktober
  • 309 sider
  • Dansk

Det her er jo lidt fjollet egentlig; det er anden gang, jeg læser denne bog - men jeg kom allerede inden da helt galt i gang med Angelou. I 2012 læste jeg en bog af hende - på fransk oven i købet - som jeg først til sidst opdagede var femte bind af hendes erindringer. Så besluttede jeg mig for at gøre tingene ordentligt, og startede nogle måneder senere i den rette orden - med første bind. Men uden at have købt de andre bind; og dertil nåede jeg først sidste vinter!

Så jeg besluttede mig for, at de skulle læses i rækkefølge og uafbrudt af andre bøger - og det er så planen for de næste uger. Derfor startede jeg lige med at læse starten igen; og det var slet ikke skidt - blot bedre at have kronologien og holde momentum.

Men nedenstående er fra min 2013-post:

Angelou er født i 1928 i en fattig sort familie, hvor hun vokser op hos farmoderen, Momma, sammen med broderen Bailey. Man får ikke meget at vide om forældrenes forhold andet end, at de er skilt. Momma har en lille forretning, hvor hun sælger fornødenheder til byens sorte befolkning, når de udmattede vender hjem fra markerne, hvor de har plukket bomuld hele dagen. Det er stadig en tid med enorm segregation mellem sorte og hvide; og som lille pige betragter Angelou de hvide som nærmest ikke-eksisterende eller så urealistiske som mænd fra Mars.

Det er et relativt simpelt liv, hvor højdepunkterne er den ugentlige kirkegang - det er de sortes trøst, at der en Gud, der passer på dem. Måske endda lidt mere end på de hvide, for hvorfor skal de ellers lide sådan, hvis ikke der er en mening med det i livet efter døden?

Men en dag dukker faderen op, og tager børnene med til moderen, hvor de skal bo. Moderen er en farverig affære - med lidt halvdunkle jobs, og en kæreste, som hurtigt fatter interesse for den 8-årige pige. Først misforstår hun det som faderlig ømhed - men da hun bliver udsat for en fuldbyrdet voldtægt går alvoren op for hende. Der følger en retssag, og manden bliver lynchet til døde - en handling, der til gengæld forbigås i tavshed. Den slags ordner man selv i det lille samfund. Og så kommer de retur til Momma.

Nogle år senere kommer de dog tilbage til moderen i San Francisco, hvor de tilbringer teenageårene. Angelou beskriver sin skolegang og generelle små hverdagsoplevelser med den indsigt i livet som sort i et hvidt samfund, som hun senere har. Hun beskriver sin kamp for under 2. Verdenskrig at blive byens første sorte sporvognskontrollør, og angsten og bekymringen for ikke at blive til en kvinde.

Hun er lang og ranglet; og en dag tager hun sagerne i egen hånd og tilbyder sig til en af gadens drenge. En enkelt temmelig trist episode, der ender med en graviditet som 16-årig. Dermed slutter den første del af erindringerne - og selvom der var nogle lidt stille dele af bogen, som jeg ikke var helt vild med, så vil jeg bestemt læse de fire mellemliggende. Hun har uden tvivl haft et spændende liv, men jeg tror ikke, at barndommen er det mest interessante i hendes livshistorie. Men den skal med for at forstå personen selvfølgelig.

Saturday, October 16, 2021

The Invisible Life of Addie LaRue - V.E. Schwab












  • Engelsk
  • 10.-16. oktober
  • 560 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En kæmpe publikumssucces fra 2020, som jeg lod mig friste af på biblioteket - en monumental fejl skulle det vise sig! 

Der er skrevet mange bøger over temaet udødelighed, og hvordan det mennesket drømmer så meget om, viser sig at være en forbandelse. Den klassiske udødelighedsroman er uden tvivl de Beauvoirs; og den er og bliver den bedste i mine øjne.

Denne gang starter vi i en lille fransk landsby i 1714; den 23-årige Adeline Larue skal giftes med en ældre enkemand - og det vil hun ikke. I stedet beder hun til de gamle guder i naturen om at hjælpe hende, og lige inden brylluppet lykkes det endelig. Men prisen er høj!

Hun bliver pludselig "usynlig" for alle i den forstand, at de glemmer at have set hende blot nogle sekunder inden. Hendes familie kan ikke genkende hende, og hun søger mod Paris for at kunne leve mere anonymt. Hun kan derfor heller ikke få en fast bopæl eller et arbejde - og må lære at stjæle mad, selvom hun principielt kan leve uden. Hun kan heller ikke sige sit eget navn og kan ikke fortælle nogen, hvad der er sket med hende. Her er historien jo fundamentalt forskellig fra de Beauvoir, hvor eksistentialismen gennemsyrer det hele på den smukkest tænkelige måde.

Historien kører parallelt med 2014 - næsten 300 år på dagen for hendes forsvinden; der er hun i New York og møder endelig én, der kan huske hende!

I de 300 år mellemliggende år har hun været vidne til en del store historiske begivenheder; men hun forbliver en passiv og ligegyldig person. Jeg kedede mig igennem århundreder med en person, som en gang om året har muligheden for at omstøde "dommen". Men hun gør det ikke! Hun brokker sig igennem 300 år og det bliver temmelig repetitivt at høre på; det var en lettelse, da det var ovre.

Desuden er det så uopfindsomt at kalde hovedpersonen Adeline (hurtigt forkortet til Addie) - i 2015 var der en amerikansk film kaldet The Age of Adaline, som handlede om en kvinde, der i 1937 stopper med at ældes. En glimrende og smuk film, som jo også berører samme emne. Kan man så ikke finde et andet navn til sin hovedperson?

Jeg kæmpede mig virkelig gennem alle de sider; men selv til sidst forstod jeg ikke, hvorfor så mange er så begejstrede!

Saturday, October 9, 2021

Det ender med os - Colleen Hoover

 

  • Engelsk
  • 1.-9. oktober
  • 384 sider
  • Originaltitel: It Ends With Us

Efter sin fars begravelse flygter Lily op på et tag på en ejendom i Boston for at få luft - i bogstavelig og overført forstand. Heroppe møder hun den lækre hjernekirurg Ryle, som også skal af med nogle aggressioner. De falder i snak, og udveklser nogle nøgne sandheder om dem selv. En af dem, Lily deler, er historien om hendes opvækst med en voldelig far - kun overfor moderen; men Lilys verdensbillede blev præget af det, og det er én ting, hun ikke vil gå på kompromis med i et forhold. Ryle på sin side er slet ikke til forhold - men han vil gerne tilbringe natten med hende. Men Lily leder måske ubevidst stadig efter sin ungdomskærlighed Atlas. 

Nu er hun kun 23 år - så det er jo relativt; men Atlas var hendes første kærlighed som 15-årig. Han kom selv fra et hjem med problemer, og boede i et tomt hus bag hendes som eneste mulighed. Og som hjemløs. De bliver forelskede, men han må til sidst rejse til Boston, hvor han kan få et sted at bo hos familie.

Nu er Lily selv i Boston, og måneder senere, da hun skal til at åbne sin egen blomsterforretning møder hun igen Ryle. Han er søster til hendes eneste ansatte, som samtidig bliver hendes bedste veninde.

Ryle og Lily bliver til et forhold; men hun opdager også hurtigt den mørke side af ham - volden og alt det, hun kendte fra forældrenes forhold. Det gætter man jo som læser ret hurtigt, at det er der, det vil bære hen. Men Hoovers vinkel er baseret på ting fra hendes eget liv, og hvordan hun ser det mere nuanceret. Det er nemt at fordømme andre, der er udsat for den slags og være uforstående over, hvorfor de ikke bare forlader den voldelige part. Men det er slet ikke så nemt, når man elsker, og den anden angrer og lover.... og starter forfra. Det beskrives ganke fint et sted med grænser, der rykkes! 

Da Atlas pludselig dukker op i hendes liv igen, blusser Ryles jalousi også op - med fatale følger.

Der er lige dele amerikansk pladderromantik og virkelig alvorlighed, når emnet falder på volden i forholdet. Det var svært for mig, da jeg selv har været udsat for det. Kun en enkelt gang. Det var nok for mig efter en slem episode, hvor jeg måtte løbe ud af min lejlighed midt om natten og ringe efter politiet. Det kunne aldrig være faldet mig ind at acceptere det - selvom der var hundredevis af opkald, beskeder, løfter - og så trusler. Det var uendelig tidligt i forholdet, og det var nemt for mig at lukke den der. Men jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært - nogle står måske også i en anden situation med børn, økonomi, .... man skal passe på med at dømme!

På trods af den til tider lidt for lyserøde verden - og de uendelige sexbeskrivelser - så var det en relevant og spændende bog. Men barske ting, der sætter tankerne i gang.

Wednesday, September 29, 2021

Hamnet - Maggie O'Farrell

 


  • Engelsk
  • 22.-29. september
  • 384 sider
  • Originaltitel: Hamnet
Og så sluttede ferien og september måned med den absolut skønneste bog; faktisk så meget, at jeg henlagde den de sidste dage i Spanien for at læse den færdig hjemme i Danmark i ro og mag i sofaen. Det passede nemlig langt bedre til bogen stemning.

I 1596 render en lille dreng rundt for at lede efter sin mor, sin søster, sin farmor, sin farfar, tjenestepigen - hvem som helst! For hans tvillingesøster Judith er pludselig blevet syg, og hvor han ikke først var bekymret, så bliver han det virkelig, da han ser de sorte pestbylder på hendes krop. 

Den lille dreng er Hamnet - Shakespeares 11-årige søn; og huset er barndomshjemmet i Stratford, hvor Shakespeare voksede op og levede periodisk som voksen afbrudt af de lange perioder ved teatret i London.

Hamnets mor er Agnes (eller Anne som moderne historikere til tider kalder hende); og da hun endelig vender hjem, er Judith langt mere syg og ingen regner med, at hun overlever. Agnes er ældre end Shakespeare, og i tilbageglimt fortælles deres historie - Agnes regnedes for at være lidt af en heks; i hvert fald en spøjs kvinde, der kunne kurere sygdomme og måske også se ind i folks sjæl. Det var midten af det 16. århundrede og heksejagt var stadig en ting.

Agnes har altid set sin egen fremtid; og der stod to mennesker ved hendes dødsleje - ergo skal hun have to børn. Så hun forstår det ikke, da tvillingerne kommer efter den første datter Susanna.
Men nu ved hun hvorfor - Judith skal dø. Det giver mening nu.

Tvillingerne får dog vendt op og ned på skæbnen; det kan man jo ikke - men som tviliinger er de tætte. De skifter tøj og lægger sig tæt sammen i sengen; og som de tror de kan snyde Døden, så er det jo blot et tilfælde af virkelig tæt kontakt af bakterier. Pesten slipper Judith, men tager Hamnet.

Hele beskrivelsen af forløbet op til døden er nærmest i slow motion; med alle de tanker om, hvad der ville være sket hvos farmoderen havde kigget bedre på sønnen; hvis moderen var kommet tidligere hjem fra bistaderne. Det er så smukt beskrevet; og man føler virkelig det er urimeligt, at det skal ske - selvom det jo fra første side vides, at Hamnet vil dø.

Man tænker måske ikke umiddelbart, at et dødt barn var så stor en sorg i den tid. Ikke desto mindre er begge forældre ødelagte; men som forældre, mennesker og individer håndterer man sorg forskelligt.
Skrev Shakespeare senere sit stykke Hamlet med spøgelset som en sorgbearbejdelse og til ære for sønnen? Det er Maggie O'Farrells opfattelse; mens andre mener, at Hamlet udelukkende er knyttet til legenden om Amleth, som beskrevet af Saxo i hans krønike fra middelalderen.

Det er jo umuligt at vide i dag; og den ene forklaring kan være lige så god som den anden. Faktum er, at navnet Hamnet og Hamlet i det 16. århundrede var et og det samme - som vi i dag vel bruger Michael og Mikael; eller Jacob og Jakob.

O'Farrell bruger derfor idéen til at beskrive hele tiden efter døden, som fylder knap den anden halvdel af romanen; kampen for forældrene til at forstå deres tab men også finde hinanden igen. Shakespeare - i O'Farrells ord - holder sig langt væk i London. Det er for smertefuldt at komme hjem. Rent lavpraktisk var det dog også i London, at pengene skulle tjenes - og Anne flyttede aldrig med ham dertil.

Så som med alle historiske romaner, må der være en anden fortolkning mulig for forfatteren. Det gør ikke hendes historie mindre rørende og universelt relevant for alle, som har mistet - men især forældre, der har mistet et barn. Den er intens, smuk og stemningsfyldt - varm anbefaling til at læse den (helst på engelsk!)

Monday, September 20, 2021

Friend Request - Laura Marshall

 

  • Engelsk
  • 18.-20. september
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er relativt langt mellem krimierne hos mig; og så er det mere den gammeldags stil med en whodunnit end thrillers. Men denne fandt jeg i det hus, vi havde lejet - og krimier er jo som regel god ferielæsning.

Louise er fraskilt og deler sønnen med eksmanden. Hun er selvstændig og lever et stille liv; hun har altid forsøgt at holde sin sti ren og en lav profil. Nu er hun i starten af 40'erne, og bedst som hun trives i dette forudsigelige liv får hun en venneanmodning på Facebook. Problemet er blot, at den person, der har sendt den, efter alt at dømme er død for 25 år siden.

Louise begynder nu at kontakte andre fra den skoletid, hun helst ikke vil tænke tilbage på. Efter en lidt nørdet barndom skiftede hun nemlig pludselig omgangskreds som teenager, og vendte ryggen til de gamle venner. Men hun var heller ikke den valgte leder i den den anden af pigegrupperne; og for at blive accepteret går hun med til nogle ting, hun faktisk ikke har det godt med. Blandt andet at mobbe den nye pige i klassen, Maria, og putte stoffer i hendes sodavand ved et skolebal. Efter den nat så ingen Maria og alle antager, at hun faldt ud over en klippe og døde. 

Men nu vil hun være venner med Louise!

Louise får kontakt til flere af dem fra skoletiden; dem, der er enige om, at det stadig skal holdes hemmeligt - de har dækket over hinanden i 25 år. Og dem, som var venner med Maria og også blev mobbet. Det tvinger Louise til at anerkende den rolle hun havde i mobningen - ikke nemt nu, hvor hun selv er mor og sårbar. 

Samtidig fortsætter beskederne på Facebook, som tiden nærmer sig jubilæet, hvor "Maria" vil dukke op.

Men Louises karakter står ikke helt stærkt nok, eftersom forfatteren ønsker en løftet pegefinger i forhold til mobning. Hun vil gerne forbedre sig - men kun, hvis det ikke sætter hende i fokus. Det er for nemt! Hun tager aldrig noget ansvar som menneske. Det er måske også for meget forlangt af en thriller; men man kan jo stadig godt bygge gode personer op?

Plottet er langt mere banalt end man regner med; og mod slutningen har man for længst regnet det ud - hvilket er årsagen til, at jeg læser så få thrillers.

Friday, September 17, 2021

Mit år med ro og hvile - Ottessa Moshfegh

 

  • Engelsk
  • 13.-17. september
  • 304 sider
  • Originaltitel: My Year of Rest and Relaxation

"Bogen alle taler om" - sådan hed det både i anmeldelser og i diverse boghandlere forrige år. Måske derfor købte jeg den ikke med det samme; måske fordi forsiden forekom mig lidt for poppet morsom.
Men et par dage inden ferien startede, tænkte jeg, at den måske var perfekt til min måned med ro og hvile - jeg havde otte dage helt alene til at starte med, og der bestilte jeg ikke andet end at slappe af og læse.

Men de to sidste uger var jeg ikke alene, og det ses tydeligt af min læseaktivitet - men en anden faktor var, at jeg ikke på samme måde blev fænget af denne roman.

Hovedpersonen fottæller historien i første person, og vi får aldrig hendes navn at vide. Ud fra hendes egne ord - og fra "veninden" Revas ved vi dog, at hun er ung, smuk, åleslank men måske ikke superintelligent. Eller også er hun bare doven!

Hun er i hvert fald på kanten af en kæmpe depression, da hun ender med at opsige sit job i et kunstgalleri for at sove tiden væk. Inden da har hun allerede en lang historie af medicinmisbrug, og den måske morsomste del af det hele er netop møderne med psykologen. Man kan blive i tvivl om denne psykolog har en licens; i hvert fald udskriver hun alverdens medicin uden at hævet et bryn, og erindrer intet om sine patienter. Vores hovedperson lyver konsekvent for hende, og får blot mere medicin.

Veninden Reva er heller ikke særligt psykisk stabil, men prøver dog at hive hende ud af lejligheden og bekymrer sig for denne udvikling. Men vores hovedperson opfører sig ganske egoistisk overfor hende; næppe en ven ville jeg mene. Hun er i det hele taget et frastødende menneske; selvom man nok skal tolke det hele som et tidsbillede for slut-1990'ernes yuppiedekadence.

Jeg kom godt i gang, og kunne godt lide satiren - men så kører det rundt i det samme og det samme, og der sker ikke noget med hverken personer eller historie. Det hele afsluttes med, at hovedpersonen efter at have været i en komatøs medicinrus i flere måneder, vågner op, stopper al medicin - og så sker 11. september. Men hun har det nu helt fint!

Det er for det første urealistisk; for det andet siger det igen usigeligt meget om personen, som ikke lader sig påvirke af 9/11, hvor blandt andet veninden dør - udover at en sådan kold tyrker slet ikke kan fungere.

Igen - jeg tager det nok for bogstaveligt; men jeg forstår slet ikke, hvor al hysteriet kommer fra.

Monday, September 13, 2021

Et la vie reprit son cours - Catherine Bardon

 

  • Fransk
  • 12.-13. september
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde ikkr først tænkt mig at læse videre i det, der blev til en familiesaga efter første bind; så da jeg alligevel købte andet bind i sommer i Bruxelles var tredje bind allerede udkommet i paperback. Det var oplagt til ferien og jeg læste de tilsammen knap tusind sider på fire dage!

I tredje bind er Ruth vendt hejm fra USA for at bo og arbejde på familiens finca - eller gård. Hendes bror er mere konservativ og sat, og det giver til tider lidt spændinger i familien. Ikke mindst da Ruth er blevet enlig mor, og vender hjem med datteren Gaia.
Der er også stadig ungdomsvennen Arturo, som endelig begynder at leve mere roligt med sin homoseksualitet - stadig ikke nemt her i starten af 1970'erne. Således fortsætter historien både i de små detaljer med de protagonister, vi kender, men også med den omkringliggende samfundsaktuelle kontekst.

Det er tiden for hippier, Carter, Castro, Golda Meir - en historie, der præger alle i klanen i USA, Israel og hjemme i Den Dominikanske Republik. Og der er ungdomsveninden Lizzie, som vender hjem efter en periode som højtflyvende hippie og med et stort narkomisbrug.

Tempoet er stadig højt som i andet bind med mange meget korte kapitler; hvilket nogle gange giver lidt manglende dybde i forhold til det helt fantastiske første bind. Det virker som om, at Bardon nu vil trække denne saga helt frem til i dag og på relativt få sider i stedet for at skrive ti bind. Det er både lidt ærgerligt, men vi kender jo også historien og har ikke behov for en minutiøs gennemgang. 

Vil man inddrage så meget samfundshistorie vil det jo tage noget fra personernes følelsesliv - men som sommerferielæsning ved poolen var det helt perfekt. Der er nu et fjerde bind, som jeg selvfølgelig slet ikke kan vente på - men den kommer nok ikke i paperback før næste sommer. Næste strandferie måske?