Familien Thibault I - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 19.-25. juni
• 875 sider
• Originaltitel: Les Thibault I

Denne franske mammutserie har stået på min læseliste i nogle år, men jeg var også i tvivl om den stadig var tidssvarende. 

Den udkom oprindeligt i otte bind over en årrække fra 1922 til 1940, og forfatteren fik tildelt Nobels litteraturpris i 1937, da syv bind var udkommet. I den moderne franske version er de otte bind samlet i tre bind, så første del indeholder de første fem bind: Le cahier gris (1922) - Det grå stilehæfte; Le Pénitencier (1922) - Straffeanstalten; La Belle Saison (1923) - Den smukke årstid; La Consultation (1928) - Konsultationen og La Sorellina (1928) - Sorellina. 

Vi følger - som titlen siger - Thibault-familien; en fransk katolsk familie bestående af faderen, den strenge industrimand, der er enkemand og familiens despot. Han forventer store ting af de to sønner - en god uddannelse, et retskaffent liv og ikke mindst lydighed overfor hans vilje. Den ældste søn, Antoine, er født i 1881 og læser medicin. Han opfylder fint faderens forventninger. Den yngste søn, Jacques, er født i 1880 og moderen døde i barselsseng. Han er rebellen, der som 14-årig stikker af hjemmefra for at undvige faderens strenge husorden og de krav, der stilles til ham.

Ikke mindst er han oprørt over faderens modstand mod hans venskab med Daniel de Fontanin - en jævnaldrende skolekammerat, hvis familie har den store fejl at være protestanter. Hos Thibault-familien bor også en ældre guvernante, kaldet Mademoiselle, og hendes forældreløse niece Gise. I Fontanin-familien har Daniel en søster, Jenny, mens forældrene lever adskilt. Moderen Thérèse indser undervejs langt om længe, at hun ikke kan leve med mandens eskapader.

Rundt om disse to familier er der selvfølgelig en række mindre væsentlige personer. Antoine og Jacques er unge, og har nogle romantiske eventyr helt i tidens ånd. Bekendtskaber med letlevende kvinder inden de slår sig til ro i et godt kristent ægteskab, hvilket ikke sker i første bind - og flirts med korrekte unge kvinder, som foregår som det gjorde dengang. Det er med overdrevne hjertesuk hos kvinderne, og svedige håndflader og lignende hos mændene.

De første tre bind er noget tunge at komme igennem, da stilen er så anderledes fra moderne litteratur. Vi er ikke tilbage i Victor Hugo-stilen, som er overraskende tidssvarende men snarere hos Balzac, Zola eller Tolstoi. Der er en vis form for realisme men også uendeligt meget introspektion, hvor deres moralske indre kampe kan virke lidt for dramatiske for vores tankegang.

Fra tredje bind, der er skrevet i 1928, sker der dog en ændring i stilen, som bliver mere handlekraftig med flere dialoger. Men der er stadig intet hastværk for at komme videre i historien. Hele fjerde bind - Konsultationen - som fylder knap 150 sider er således en beskrivelse af en dag i Antoines liv som læge. Det er beskrivelser af hans patientbesøg, som jo giver en indsigt i tidens dårligdomme. Romanen starter i 1904, og i dette bind er vi omkring 1910 - så det er inden penicillinen, hvor en mellemørebetændelse kunne slå én ihjel. Det giver gode øjebliksbilleder af et Paris i starten af århundredet, men mange hovedpersoner mangler fra dette bind.

Der er selvfølgelig også udvikling i familien omend meget ubalanceret. Fontanin-familien går ind og ud af hsitorien, mens de to Thibault-brødre kæmper med kærligheden og karrieren. Jacques flygter endnu engang fra faderen, og i sidste bind rejser Antoine til Schweiz for at finde ham, og bringe ham hjem til faderens dødsleje. Så efter 875 sider ender vi med en reel cliffhanger!

Jeg var lige ved at give op efter 100-200 sider må jeg indrømme. Men det vokser på én, og nu vi er i 1913, ved jeg jo, at der venter store ting forude med 1. Verdenskrig. Jeg kan dog også sagtens forstå, hvorfor den er blevet så berømt på sin tid, for uanset hvordan vi i dag betragter det, så har det været banebrydende for 100 år siden med emner som familieoprør, religionsfrihed, seksualitet og slutningen på en verdensorden. 

Vous parler de mon fils - Philippe Besson

 

• Fransk
• 17.-18. juni
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så fik jeg afsluttet min Besson-serie, som jo ikke er en serie - men jeg havde tømt biblioteket for hans bøger. Denne fra 2025 stod faktisk på min liste til sommerferielæsning i paperback, men fra biblioteket er det endnu bedre. Især da den som alle hans bøger er relativt kort.

Læsningen var dog lidt sværere, og jeg måtte lægge den fra mig og tage den over to dage, da den virkelig går lige i én.

Historien fortælles af Vincent; en far til to drenge på 9 og 14 år og gift med Juliette. Men Hugo, den ældste dreng, er død og familien er ved at gøre sig klar til en hvid march i deres hjemby for at mindes drengen, og protestere mod den mobning han var udsat for.

Så vi ved hurtigt, at Hugo er død. Men hvordan? Og hvordan kom det dertil?

Historien er Vincents indre dialog om forløbet op til denne march. Om Hugo, der ikke ville fortælle sine forældre, at han blev mobbet i skolen. Om slagene. Om tekstbeskederne. Om ydmygelserne. Om presset. Men også om angsten for at fortælle det til de voksne, fordi en konfrontation kun ville gøre det værre.

Og det er det Vincent og Juliette gør. De kontakter skolen, de mødes med mobbernes forældre. De opsøger en psykolog. Hugo får det værre og for at undgå yderligere eskalering, siger han, at det er blevet bedre. Men de tvivler, og fortsætter deres kamp for sønnen. Indtil han tager sit liv.

Ligesom i en af sine tidligere romaner bearbejder Besson her et af de traumer, vi læser og hører om i medierne. Mobning af børn er desværre udbredt, og har nok altid eksisteret. Jeg blev drillet meget som barn indtil jeg skiftede skole, og det har uden tvivl præget mig. Men i dag er tonen langt hårdere ligesom metoderne er mere veludviklede og langtrækkende med sociale medier som en modbydelig katalysator for børns ondskab. En ondskab, som i sidste ende er en refleksion af den opførsel de ser fra voksne. 

Vincents fortælling skrider stille frem i al sin gru mens de forbereder sig til marchen, og kommer igennem dem. Fordi de skal, og fordi der er en lillebror og et liv, der skal gå videre. Men man rammes hårdt igennem læsningen netop på graund af den dystre stille fortælling, der skræller lag efter lag af historien om magtesløshed hos forældrene. 

Desværre kommer der jo heller ingen forklaring eller forløsning - andet end at skrive om det måske kan opfordre til debat og oplysning. En bog, som jo ville være glimrende til en skoledebat, selvom den undervisningsmetode ikke er typisk i det franske skolesystem. 

Besson mestrer dog som altid kunsten at få en stor historie ind i et kompakt format.

Nu er det dog tid til noget andet, og nogle mursten af bøger som jeg endelig har fået hjem.

De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.

Lázár - Nelio Biedermann

 

• Dansk
• 14.-15. juni
• 360 sider

Det er måske farligt at blive udråbt som et geni som blot 23-årig; ikke desto mindre er det, hvad der er sket for den unge schweiziske forfatter Nelio Biedermann med hans internationale debutroman Lazar.  

Det starter i en udefinerbar tid på et slot langt ude i en skov. Her fødes Lajos von Lázár som søn af baronen og baronessen, og er et underligt gennemsigtigt barn. Slottet ligger i det østrig-ungarske rige, så vi ved, at vi er inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Baronen mistænker barnet for ikke at være hans eget, og baronessen lever i sin egen verden. Det gør baronens bror også - eller rettere han lever i en bogs verden lukket inde i et tårnværelse på slottet for ikke at bringe skam over familien.

Skoven omkring slottet både beskytter dem og opsluger dem; som Lajos' søster Ilona, der forsvinder derud den dag hun får sin menstruation og vender forandret tilbage. Hele stemningen er gotisk og magisk, og sætningerne konstrueret med uendelige indskudte sætninger, så man flere gange må læse forfra for at følge med i dens oprindelige hensigt. Her fornemmer man måske mest tydeligt, at det er oversat fra tysk og man kan glimrende forestille sig den virkelig komplekse tyske sætningskonstruktion. Det giver frygtelige minder fra skoletiden, hvis man ikke var begejstret for det sprog!

Som historien skrider frem bliver den dog mere konkret og tidsbestemt. Der er 1. Verdenskrig med opløsningen af imperiet og fødslen af den ungarske stat. Fascisterne kommer, og baronen må deltage i udryddelsen af jøderne, som Ungarn var særdeles effektiv og brutal i. Ethvert besøg til Budapest vidner om de rædsler regeringen og befolkningen sanktionerede under krigen. 

Efter krigen bliver Ungarn en del af det russiske kommunistiske styre indtil de skæbnesvangre dage i efteråret 1956, hvor oprøret sender Lajos' børn Pista og Eva på flugt til Schweiz. Så der har vi forbindelsen til Neilo Biedermann, der selv stammer fra en adelig ungarsk familie, der flygtede i samme periode.

Mændene i familien - Lajos, hans far Sandor og onklen Imre - er ikke stærke nok til at klare den omvæltning historien byder dem. De bliver sindssyge; de drikker; de er utro. Kvinderne, Lajos' mor Maria og hans hustru Lilly, er indbegrebet af adelig ynde, der ikke helt synes det er rimeligt, at verdenshistorien sådan skal gribe ind i deres privilegerede liv. Men Pista og Eva formår at forstå den nye verdensorden, acceptere nederlaget og komme væk.

Rundt om familien er der en skare af skæve skikkelser, der også er med til at illustrere, hvad der skete i Ungarn i de år. En katolsk præst, der kritiserer Hitler. Pistas ungdomskærlighed, Matilda, som han slet ikke havde forstået var jøde. Diverse elskere og elskerinder, tjenestefolk, huslærere og endog Stalin.

Jeg troede i starten, at det ville blive en kompleks læsning på grund af de lange komplicerede sætningskonstruktioner. Men så kom jeg ind i universet, og flød igennem uden at kunne stoppe. Den ændrede dog mærkbart karakter i slutningen, hvor det blev langt mere konkret, og magien forsvandt desværre en anelse. Desuden synes jeg han forlader et par vigtige personer - Lajos, Lilly og Imre - lidt brat og uafklaret.

Men ingen tvivl om, at det er en storslået roman, hvor man tages med til et univers, der minder om Allende men sat i en østeuropæisk kontekst. Det bliver spændende at se, hvad han kan blive til! 

Hold op med at lyve - Philippe Besson

 

• Fransk
• 13.-14. juni
• 198 sider
• Originaltitel: Arrête avec tes mensonges

Jeg har endelig fået øjnene op for Philippe Besson, og selvom jeg netop havde læst en af hans sidste romaner, så fandt jeg straks tre andre på biblioteket. De er alle relativt korte, og jeg læste denne i nærmest et stræk - ikke mindst fordi den var hjertegribende fængslende.

Jeg er faktisk glad for, at jeg læste den umiddelbart efter historien om Bessons morfars livshistorie - for her får vi en anden version af samme problematik. Evnen og viljen til at leve sit eget liv, som man føler det er rigtigt.

I sommeren 1984 er Besson sytten år gammel, og han er endnu ikke kommet ud, men er ikke i tvivl om sin identitet som homoseksuel. Det er ikke nemt i en lille by i Sydvestfrankrig, hvor alle kender alle. Så han kaster kun skjulte blikke efter Thomas, som fascinerer og tiltrækker ham. De har aldrig talt sammen indtil den dag Thomas opsøger ham, og siger de skal mødes på en café i byens udkant.

Det indleder et forhold, der varer til skoleåret er omme. Et forhold, der præges af intense elskovsscener, men mindre ømhed og slet ingen offentlig fremtræden. Besson forstår instinktivt, at Thomas ikke er klar til at stå ved sig selv, og accepterer spillereglerne. Men han er forelsket, og da sommeren kommer og de hver især rejser på sommerferie, er han knust af ulykkelig kærlighed. Han fortsætter sine studier i Bordeaux efter sommeren, og hører aldrig mere fra Thomas.

Indtil han i 2007 pludselig møder en ung mand, der ligner Thomas. Det er hans søn. Så Thomas har giftet sig, og lever nu et liv efter de normer, samfundet og hans familie satte for ham. Den unge mand hedder Lucas. Besson fortæller, at han selvfølgelig flere gange i sine romaner har brugt navnet Thomas til en af sine personer; men mere urovækkende er det, at han ofte også har brugt navnene Lucas/Luca. Uden at kende til Thomas' søn. Nu får han Thomas' telefonnummer, men vælger ikke at kontakte ham, da han har en fast partner, og ikke mener det nytter at åbne gamle sår.

Den sidste del foregår i 2016, da Lucas kontakter ham med henblik på at mødes. Det bliver til den triste slutning på en fortælling om en mand, der aldrig turde stå ved sig selv. Han har forsøgt - ironisk nok i nogenlunde samme alder som Bessons morfar, og i en tid, hvor samfundet havde ændret sig markant fra 1964 i den italienske historie. I sidste ende svigter modet ham.

Det er en smuk, men sørgelig historie. Besson valgte at skrive om den. Han dedikerer bogen til Thomas med fuldt navn og hans fødselsår og dødsår. Forsiden prydes af et foto af Thomas. Der er ingen hemmeligheder længere. Men Lucas havde allerede i 2007 forstået sammenhængen og giver implicit sin tilladelse til at Besson skriver om det. Hvad ville Thomas have tænkt om det? Det ved vi ikke, men kan jo gætte - og er det modigt eller overmodigt at udlevere ham? Måske er det en form for oprejsning for Lucas, som endelig kan forstå den far, han aldrig syntes at kunne nå?

Besson skriver tit om temaet om tilfældigheder, der ændrer liv. Det er temaet i fire af de fem romaner, jeg har læst af ham. Han mestrer det, så læseren gribes af historien - og som regel kniber jeg en tåre til sidst. Men mange af hans romaner har været fiktion, indtil hans mor sagde til ham, at han skulle holde op med at lyve (!) og skrive om sit eget liv. De historier er kommet i flere romaner, og viser blot, at virkeligheden absolut ikke står tilbage for fiktionen. Desværre kan man sige.

Oliva Denaro - Viola Ardone

 

• Dansk
• 12.-13. juni
• 308 sider

Jeg havde set denne flere gange på biblioteket, men normalt læser jeg helst italienske romaner i fransk oversættelse. Sproget er tættere på og oversættelserne derfor tit mere melodiøse synes jeg. Men anmeldelsen på Peters Verden overbeviste mig, og det fortrød jeg ikke - så meget desto mere som jeg jo var på Sicilien i april.

Oliva er seksten år i 1960 i en lille siciliansk landsby, der stadig lever efter århundreders gamle regler om kvinders og pigers opførsel. Hun kender alle reglerne - og hun er smerteligt bevidst om, at de adskiller sig fra de regler, der gælder for hendes tvillingebror Cosimino. Oliva elsker at løbe, hun elsker at samle snegle og frøer sammen med faderen, som de sælger på markedet sammen med den indtægt de får fra det, de dyrker på jorden. Men nu er hun ved at blive voksen, og pludselig ændrer reglerne sig.

Olivas far er fåmælt og moderen brokker sig konstant over hans apati. I virkeligheden er han feminist før sin tid, og respekterer hendes selvstændighed. 

Da Oliva får en beundrer i bagerens søn, Paternò, er hun først flatteret - moderen har aldrig syntes hun er en køn pige. Men nu står Paternò og fløjter udenfor deres hus hver aften. Oliva ved hun skal overholde reglerne, selvom hendes kommunistiske veninde Liliana fortæller hende, at kvinder kan blive politikere og i det hele taget andet end blot at gifte sig, føde børn og blive hjemme i huset. Da hun en dag møder Paternò på gaden, giver han hende en appelsin, som hun tager imod. Vi er på Sicilien - så det er ikke et æble; men betydningen er den samme. Det er syndefaldet, som det senere udlægges af folkedomstolen i landsbyen.

Historien er baseret på en virkelig historie fra perioden, hvor begrebet fuitina - den lille flugt - var en accepteret skik på Sicilien. Det var unge, der stak af fra familien og fuldbyrdede deres forhold for at opnå retten til at gifte sig. Men det var også unge mænd, der bortførte unge piger, voldtog dem - og måtte gifte sig med dem for at genoprette pigens ære og selv slippe for straf. En straf, der ansås for at være hypotetisk i folks øjne - for det var som regel pigens skyld. Hun havde nok ikke overholdt reglerne!

Olivas liv og fremtidsmuligheder ændres på et øjeblik, men hun nægter at give efter. Hun kæmper mod traditionerne og kvindens lod. I sin kamp viser faderen sig pludselig at træde i karakter og stå ved hendes side, og selv den traditionsbundne mor overgiver sig. Men det har fatale konsekvenser for hele familien og deres liv i det lille samfund.

Anden del af historien foregår tyve år senere, hvor kapitlerne fortælles på skift af Oliva og faderen. Vi får et tilbageblik på, hvad der skete i årene efter og hvordan det formede familien lige til brorens livsvalg. 

Det er en stærk feministisk roman om traditioner og personlig frihed. Det er Olivas kamp for at blive fri for traditionerne, og skabe sit eget liv på trods af omkostningerne for alle omkring hende. Men det er også et stykke kulturhistorie om den praksis, der først i 1981 ophørte med at fritage voldtægtsmanden for straf ved giftermål. Det virker absurd i vores verden - ikke desto mindre er det kort tid siden i en kultur, der nok var præget af mafiametoder, men alligevel i et moderne civiliseret samfund ... på papiret.

Une pension en Italie - Philippe Besson

 

• Fransk
• 10.-11. juni
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg har kendt til Philippe Besson i årevis, er det først for et par år siden jeg er begyndt at læse hans romaner. De er desuden altid at finde på fransk på biblioteket, hvilket jo vidner om hans popularitet - og nogle få er endog oversat til dansk som En sommeraften.

Ligesom den roman er også denne en historie fra hans eget liv og hans egen familie.

Besson har altid vidst, at familien skjulte på en hemmelighed om morfaderen, men det var et tabu ingen kom i nærheden af. Da hans mor i 2013 er syg og døende, går han hende dog på klingen og får den ene version af historien. Den anden må han selv finde for at forstå hele pusplespillet.

I 1964 er Bessons mor 18 år, da familien rejser på bilferie til Firenze fra Nice. Faren, Paul, den 44 år gamle italiensklærer; moderen, Gaby, der arbejder i postvæsenet og de to døtre - Suzanne, 18 år, og Colette, 10 år. De indlogerer sig på en B&B i en lille pittoresk landsby, hvorfra de hver dag tager på udflugt efter faderens stramt tilrettelagte program. Pensionen drives af en ældre kvinde hjulpet af stuepigen, Graziella, og kokken, Sandro.

Gæsterne spiser sammen hver aften omkring langbordet, og Sandro serverer maden mens han kigger intenst på Paul. Suzanne bemærker det - men forstår ikke hvorfor. Nogle dage senere får Paul solstik og solskoldninger, og må holde sig hjemme i ro. Så sker "katastrofen"... Sandro kommer med mad til ham; og de to mænd er alene. Det er de i de næste tre dage, mens det går op for Paul, at hans liv har været en løgn. Det får store konsekvenser for den lille familie - især da Gaby vender hjem med sin version af sandheden. De to døtre ser aldrig deres far igen, og forestiller sig, at stuepigen er årsagen - selvom Suzanne undrer sig.

Med denne forklaring drager Besson til Italien. Faderen ved de er død, men han finder Sandro - og får endelig hele historien. Hvad der skete i de tre dage - og i de fyrre år, der gik derefter til faderen døde. 

Det er en bittersød historie for Besson, som jo lever åbent og frit som homoseksuel, og behandler emnet i mange af sine romaner. Men det forklarer den omerta, der har hvilet over morfaderens navn hele hans liv. Det forklarer andre pudsigheder - som hvorfor Colette er så meget yngre end sin storesøster. Det fortæller den sociale stigma og byrde det var at komme ud i en tid, hvor homoseksualitet var så tabubelagt.

Bessons romaner er altid relativt korte, men så meget desto mere intense. Han lever sig ind i stemningen i den rejse til Italien, så man føler sig som en flue på væggen. Stilen er flydende, hurtig og med den rette dosis følelser. Det er delikat og elegant, selvom handlingerne var så fatale og voldsomme for alle implicerede. Besson er virkelig poppet op på min hitliste nu!

Lavendelhaven - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 7.-9. juni
• 544 sider
• Originaltitel: The Light Behind the Window

Jeg synes jeg trængte til noget meget let fordøjeligt - selvom jeg havnede tilbage i historien om 2. Verdenskrig. Jeg har læst stort set alle Lucinda Rileys romaner, tror jeg. Hendes helt store gennembrud kom jo med serien om de syv søstre, men mens jeg ventede på næste bind i serien, læste jeg nogle af de andre romaner, som udkom inden eller parallelt med søster-serien. 

Denne roman er fra 2012, og følger den skabelon, hun har brugt mange gange med en rammefortælling, hvor nutid og fortid bindes sammen af historien.

I 1999 mister Émilie de la Martinières sin mor, og er nu arving til familiens slot i Sydfrankrig. Hun havde et komplekst forhold til moderen, efter at have mistet sin far som teenager, og har gjort alt for at distancere sig fra sin velhavende baggrund. Alene i det store hus er der hurtigt problemer, men som en ridder på den hvide hest dukker den engelske Sebastian helt tilfældigt op og hjælper hende.

Som læser kan man jo med det samme gennemskue, at han er skurken. Samtidig virker Émilie håbløst naiv, som hun kaster sig i armene på ham uden at undersøge hans baggrund. Men han fortæller hende, at hans mormor havde opholdt sig på slottet under krigen. Da hun er død, ved han desværre ikke meget om detaljerne. Men slottets vinbonde, Jacques, er en gammel mand, der kender hele historien.

Bogen springer mellem den fortælling fra 1943-44, hvor Constance (Sebastians mormor) hyres af SOE, og sendes til Frankrig som hemmelig agent til Émilie og Sebastians hurtigt eskalerende forhold.

Historien om Constance er af en helt anden karakter. En viljefast velbeskrevet protagonist i modsætning til Émilie, som irriterer ved sin naivitet. 

Der er mange åbenlyse arketyper i historien; og mange paralleller. Der er de to hold brødre - en fra hver periode - som i begge tilfælde hader hinanden. Under krigen er der Émilies tante, som er blind og i nutiden Sebastians bror, der sidder i kørestol. Der er de gode og de onde - nazister, der tror (eller ej) på ideologien. Tjenestefolkene før og nu, der er trofaste støtter, der vil gå i døden for deres arbejdsgivere... og der er selvfølgelig kærlighed og konflikter.

Dog vil jeg sige, at der var flere overraskelser helt til slutningen. Som altid med denne slags bøger, når man jo at regne slutningen ud, men Riley formåede alligevel at overraske mig en smule.

Det er virkelig let læsning - men det skal jo også til!

Aryennes d'honneur - Damien Roger

 

• Fransk
• 6.-7. juni
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet et par år nu på, at denne skulle udkomme i paperback-udgave, men det ser ikke ud til at ske og til sidst lod jeg mig rive med af den "dyre" udgave. Jeg læste den i et stræk i weekenden - endnu et argument for udelukkende at købe paperback. Men historien var fascinerende, og selvom det er romantiseret, er det baseret på personer og hændelser, der har fundet sted.

I slutningen af det 19. århundrede var der en større gruppe aristokratiske og rige jødiske familier i Frankrig - især i Paris. Det kan man læse om i fx bogen om Camondo-familien eller historien om portrættet af Betty Rothschild. Det var et liv i en anden verden med enorme rigdomme, og meget lukkede cirkler, hvor man var en del af begrebet "De 200 familier", som betegnede den elite, der styrede Frankrigs industri, finans og handel - og dermed også kulturen og den selskabelige elite. Disse familier var ikke kun jødiske - det var adelen og borgerskabet, der havde den største indflydelse og magt i samfundet.

Derfor handlede det også om dynastiske alliancer og det skete, at døtrene i de jødiske familier blev gift med katolske mænd. Det modsatte skete sjældent, da det var vigtigt, at de jødiske mænd giftede sig indenfor religionen, da en jødisk mor jo er nødvendig for at bibeholde den genetiske arvelinje. 

Bogen følger tre af disse kvinder. Søstrene Marie-Louise og Lucie Stern fødes i 1879 og 1882, og bliver i begyndelsen af det nye århundrede gift med franke adelige. Det samme gør deres kusine Suzanne Stern, som er lidt yngre. De bliver markiser og konverterer til katolicismen i forbindelse med deres bryllupper. Deres børn opdrages og døbes i den katolske tro, og mødrenes oprindelse er irrelevant. Godt nok ses der nogle gange lidt skævt til dem - en blanding af "nye penge" og efterdønningerne af Dreyfus-affæren spiller en rolle.

Men da krigen bryder ud, ændrer alt sig. Pludselig er de igen jøder i henhold til Nürnberg-lovene, der statuerede, at personer med tre jødiske bedsteforældre var jøde. Deres mænd og børn er jo ikke omfattet af disse blodsbåndregler, og deres børn var ofte slet ikke klar over familiehistorien.

Især Marie-Louise (nu Chasseloup-Laubat) er tæt veninde med marskal Pétains hustru - lederen af den franske Vichy-regering, som arbejdede tæt sammen med den besættelsesmagten. I krigens første år lever de som alle andre med frygten for krigen, men også for deres personlige situation. Da loven om at bære en gul stjerne indføres i 1942 er de dog berørte. Marie-Louise sættes i fængsel, men familierne bruger deres bindeled til Pétain, som trods sin antisemitiske holdninger, skaffer dem den æresbetegnelse, som har givet bogen dens titel: Æresariere. Det er skræmmende i dag, og det må have været skrækkeligt for disse kvinder.

De rejser rundt mellem deres slotte eller fra den frie til den besatte zone indtil det også ophører. Lucie er dog enke, og måske mindre beskyttet end de to andre kvinder, og tages til fange i 1944. Familien gør alt for at få hende ud, men breve krydser hinanden, og da det opdages er hun allerede på et tog til Auschwitz, hvor hun kommer direkte i gaskammeret på grund af sin alder (61 år) og dårlige helbred.

Det er et helt særligt kapitel i fransk historie, hvor disse familier måtte bruge deres forbindelser til at overleve på trods af moralske skrupler. Det sætter spor i ægteskaberne, hvor mænd pludselig skal forholde sig til en etiket på deres hustruer, de slet ikke tænkte over. Der fortælles ligeledes en del om Pétains politik, som stadig er en skamplet på den periode. 

Der er ingen skæbner, der er mere forfærdelige end andre i nazismens uhyrligheder. Disse kvinder giftede sig ikke for at fjerne et stigma fra deres person; det er blot en barsk fortælling set fra en anden vinkel end mange af de andre forfærdelige skæbner.

How I Stopped Being a Jew - Shlomo Sand

 

• Engelsk
• 5. juni
• 102 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En provokerende titel - og en bog, som jeg gladeligt læste alene derhjemme og næppe ville have taget med i metroen. Desværre er det jo sådan og med eksisterende geopolitiske kriser endnu mere relevant.

Shlomo Sand er en israelsk historiker, født i Østrig af jødiske forældre flygtet fra Polen. Han har boet og arbejdet i Paris, men siden undervist ved universitetet i Tel Aviv. Dette essay er fra 2014, og det giver jo et andet perspektiv end det ville have gjort i dag - skrevet i dag ville den have set meget anderledes ud.

Sand definerer sig selv som sekulær israeler, og altså ikke som jøde. Han anerkender sin families historie, men anfægter den status som jøde, der automatisk følger med israelsk statsborgerskab. Israelske statsborgere defineres ud fra en religion, hvilket ifølge Sand ikke har nogen mening i et demokratisk samfund. En stat eller en nation er ikke en race. Det er ikke en religiøs etiket.

Han kommer med flere eksempler på den forskelsbehandling, der foregår ligesom han beskriver, hvorfor og hvordan denne etnocentriske kultur opstod på baggrund af historien og ikke mindst Holocaust.

Jeg læste den primært fordi jeg synes det er vigtigt at anskue disse emner fra flere sider; præcis som da jeg læste fortællingen om den palæstinensiske konvertit og spion. Vi bombarderes med informationer i nyhederne; men de er præsenteret af vestlige journalister med et livssyn, der er præget af vores arv og kultur. Det er vigtigt at supplere dette med andre synspunkter. Det gør mig ikke partisan for det ene eller det andet, men det hjælper mig til at forstå verden en anelse bedre!