Den logerende - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.

Et år med magisk tænkning - Joan Didion

 

• Engelsk
• 7.-9. oktober
• 240 sider
• Originaltitel: The Year of Magical Thinking

Jeg har aldrig læst nogle bøger af Joan Didion, men denne meget personlige beretning er med rette anerkendt for sin beskrivelse af sorg.

Joan Didion var gift med John Dunne - også forfatter og manuskriptforfatter, og de to arbejdede tit sammen. Eller de arbejdede på hver deres projekt, men sammen i deres hus eller lejlighed. Et ægteskab, der i høj grad også var et partnerskab og meget fusionelt fornemmer man. I julen 2003 ligger deres datter, Quintana, i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og en blodforgiftning oveni. De besøger hende hver dag i denne juletid, der bliver så anderledes.

Således også den 30. december, hvorefter de tager hjem til deres lejlighed for at spise aftensmad. Og mens de får en drink inden maden, falder han pludselig om med et hjerteanfald.

“Life changes fast. Life changes in the instant.  

You sit down to dinner and life as you know it ends.”

Didion beskriver chokket ved den pludselige død midt på stuegulvet. Samtidig med, at hendes eneste barn ligger i koma. Hun må vente flere uger på at fortælle datteren, hvad der er sket. Der er heller ikke meget tid til at fokusere på sorgen, da der er nye komplikationer med datteren, som igen falder om i en lufthavn i Los Angelse i marts 2004.

Didion går til beskrivelsen af sorgen som en analyse af hendes tanker og handlingsmønstre. Hvorfor er døden nu mere tabu, hvor der før var ritualer og en langt større åbenhed omkring sorgen. Men hun lever også dette første år i den utopiske tanke - magiske tænkning - at han jo må komme tilbage. Hun skal blot forstå, hvad der skete og så kan det repareres!

Alle, der har mistet, ved at det første år er svært med alle de første gange. Højtider, fødselsdage, minder om hvad man foretog sig præcis et år tidligere. Og så pludselig det hele kan stoppe uden, at man havde et forvarsel. Dog forsøger hun at læse ind i ord og handlinger fra den sidste tid som en helt naturlig reaktion for at se, om hun havde overset nogle tegn. Måske læser hun også for meget ind i de tegn, hun ser?

Hun forsøger at komme igennem dette år samtidig med datterens sygdom, og den historie ender desværre heller ikke godt - en historie, hun fortalte i erindringer i 2011, som jeg jo må have fat i nu. Måske er hendes navn med til at give bogen den succes den fik - men uanset er det en rå og følsom beskrivelse af noget, vi alle kommer til at gennemgå i vores liv. Måske ikke så pludseligt, og måske ikke med det ekstra lag af kompleksitet som datterens sygdom giver - men sorg er vi jo ikke forskånet for. At livet, som vi kender det, slutter.

D'autres printemps - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5.-6. oktober
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sommerferien læste jeg én af Grimaldis tidlige romaner, og hef var mildest talt ikke begejstret. 

Det er pudsigt nok én af dem, der er oversat til dansk, hvorimod nogle af de absolut bedre romaner ikke er det. Måske gjorde man en fejl ved at udgive disse, som ikke fængede nok an til at fortsætte. Det er en skam for nogle af hendes romaner rører ved noget interessant og de er relaterbare med deres fortællinger om almindelige mennesker i helt almindelige liv.

Hendes seneste roman udkom i maj måned og var på biblioteket i sin franske form; og det er jo heldigvis uforpligtende og gratis. Jeg ville have ærgret mig, hvis der var givet penge for den!

Flora er en kvinde i fyrrerne, hvis mormor netop har haft et hjerteanfald. På hospitalet er den 90-årige omgivet af sine tre børn, men det er Flora hun beder om hjælp til at opfylde sin sidste drøm. Hun til til Toscana og ikke tilbage til plejehjemmet, hvor hun ellers bor. De to kvinder stikker af og i Floras bil begynder de køreturen mod Italien, mens mormoderen fortæller sin livshistorie.

Floras liv har ikke været uden problemer. Hun mistede sin mor som 12-årig og som voksen kvinde har hun kæmpet i årevis for at blive gravid med sin partner. En drøm, der nu er endegyldigt slukket. I stedet er hun åbenbart blevet en kynisk, bitter og ikke særlig empatisk kvinde - kun mormoderen kan prikke lidt til hende.

Mormoderen fortæller hende nu om sit liv, hvor hun som 12-årig også mistede sin mor, da faderen tog hende og søsteren med til Frankrig lige efter krigen. De besluttede at fortie deres fortid - hvilket absolut ingen mening giver - og nu skal de tilbage til den lille toscanske landsby, hvor hun vil besøge sin mors grav.

Så der er åbenlyse temaer som forholdet mellem generationer og hvordan vi skal lytte til vores ældres historier; ufrivillig barnløshed og hvordan man skaber sig et andet liv end det man forestillede sig. Der er historien om denne sidste rejse, som skal få Flora til at mildnes og give mormoderen fred i sindet.

Men det er proppet med stereotyper og klichéer. Flora som person er ganske uudholdelig og det er knap troværdigt, at den 90 år gamle Line et par dage efter et hjerteanfald hopper rundt på brostenene i en italiensk bjerglandsby! Jeg købte faktisk intet af denne historie.

I epilogen takker forfatteren sine læsere, som "hvert år" tager så godt imod hendes bøger - og det er måske kernen i problemet? For skriver man en roman om året, der skal ud med en form for kadence, så bliver det jo en form for bestillingsarbejde, der skal overstås. Jeg savner i allerhøjeste grad den kvalitet, der var i nogle af de tidligere romaner, og jeg skal nok blot holde mig fra hendes bøger fremover. For jeg ved jo, at der kommer en ny næste forår!

The Loves of My Life - Edmund White

 

• Engelsk
• 4. oktober
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er en del år siden jeg læste en af Edmund Whites bøger, selvom han har haft en yderst produktiv karriere og for mange står som en pater familias for queer-litteratur. Det er omdrejningspunktet i mage af hans romaner, hvoraf nogle er inspireret af hans eget liv - og så er der biografierne af berømte homoseksuelle som fx Rimbaud eller Genet. Men han har også skrevet en af de smukkeste bøger om Paris, som jeg læste for mange mange år siden.

White døde i sommeren 2025 i den høje ærværdige alder af 85 år og efter at have levet i fyrre år med HIV-virus. Hans sidste bog er disse erindringer - om hans sexliv! Når titlen indeholder loves skal man absolut ikke forstå som kærlighed af en romantisk karakter; det er udelukkende den fysiske kærlighed eller akten i sig selv, der er emnet. Så er man advaret!

Vi føres igennem en til tider kronologisk beskrivelse fra hans første seksuelle oplevelser i teenageårene til hans sidste relation med en halvtreds år yngre mand, som primært fortæller om sit sexliv over videoopkald, da White selv er for gammel og impotent. 

White siger selv, at han har haft sex med over 3.000 mænd; i tiden inden AIDS-epidemien var det i de saunaer og dunkle rum i New York eller hvor som helst det kunne lade sig gøre. Det er så eksplicit, at man hurtigt føler, at nu er det nok. Der er vel trods alt kun så mange faconer at gengive en seksuel akt på? Men White kommer omkring emnet på hundredvis af måder.

Det man dog savner er netop følelserne. For jeg sad til sidst med fornemmelse af en mand, der havde levet i sine instinkters vold uagtet, at der var AIDS og andre kønssygdomme eller blot andre menneskers følelser at tage hensyn til. Han levede de sidste mange år i et åbent forhold og ægteskab, men også her hører vi om scener, hvor manden kommer hjem og overrasker ham med en anden - eller flere andre.

Jeg er ikke sippet - synes jeg - men jeg har heller ikke behov for en udpensling i det detaljeniveau. Omvendt lyver undertitlen jo ikke, men jeg havde måske håbet, at der var nogle flere reflektioner over hvordan tingene udviklede og ændrede sig med netop AIDS-epidemien, men udover sporadisk at nævne et par elskere, der er døde, så omhandles det ikke. Det virker som om White distancerer sig totalt fra det faktum, at han selv blev ramt af den virus, og jo har måttet tage nogle forholdsregler. Tilsyneladende ændrede det ikke hans levevis synligt i form af hans enorme forbrug af mænd, og det efterlader et temmelig bittert aftryk af en overfladisk person, der aldrig elskede.

Grand Hotel Europa - Ilja Leonard Pfeijffer

 

• Dansk
• 28. september - 3. oktober
• 704 sider
• Originaltitel: Grand Hotel Europa

Dette er uden tvivl en af de mere komplekse bøger jeg har læst i lang tid, og det er virkelig svært at kondensere det ned i en kort beskrivelse for der er så mange forskellige historier og temaer.

Hovedpersonen, Ilja, som jo er forfatteren - men alligevel ikke er det - indlogerer sig på Grand Hotel Europa; et majestætisk hotel, der dog har mistet lidt af fordums glans, hvor det blev besøgt af kronede hoveder og berømtheder fra hele verden. Han har valgt det for at kunne fordybe sig i skrivningen af sin historie om Clio - hans italienske ekskæreste - og deres fallerede kærlighedshistorie.

Der er tilsyneladende mange elementer, der passer på forfatterens eget liv. Han har boet i Genova og Venedig; han er kunst- og historieinteresseret, men også meget optaget af europæisk identitet og politik. Men Clio er fiktiv ligesom det maleri, de leder efter. Men det giver en helt særlig oplevelse for læseren fordi han taler direkte til os, og fortæller i bogen om den bog, han skriver om Clios og hans forhold.

De to mødes i Genova, hvor han bor, og hun arbejder som kunsthistoriker. De flytter til Venedig, hvor hun får arbejde, og samtidig leder de efter det sidste maleri som Caravaggio skulle have malet i Valletta inden han drog mod Italien og som bekendt døde på en strand. Denne søgen er en intellektuel leg for dem begge, hvor de forsøger at opfinde årsager til, at maleriet skulle findes et bestemt sted. Og så drager de ud for at lede efter det! Det handler nok mere om legen og søgen end om maleriet selv - og det bliver et symbol på deres forholds dynamik.

I tiden for deres forhold arbejder Ilja også på en dokumentar om masseturisme, som han arbejder på med et hold fra hans hjemland Holland. I deres research møder de forskellige typer turister, og det bliver til små historier inden i den store historie.

Men hotellet er metaforen for det hele - navnet alene vidner om den storhed Europa havde, og som vi i Iljas øjne har tabt. Det bebos af en række personer, som lever i en forsvunden tid - en fransk digter, en græsk finansmand, mens det overses af den gamle majordomus og den unge piccolo, Abdul, som er bådflygtning fra Afrika. Ilja fortaber sig i de lange snørklede gange i jagten på den mystiske ejer af hotellet, der nu bor i et værelse han ikke kan finde.

Hotellet opkøbes af en kinesisk investor, hr. Wang, der erstatter gamle lysekroner med moderne bling-bling og gør det kinesiske værelse til en pseudo-engelsk pub. Hotellet er symbolet på Europa som en forlystelsespark for turister, der kommer for at se historie, og som i den større aktuelle kontekst er det kinesiske investorer, der kommer til vores redning. Globaliseringen har ændret magtbalancen, men vi er stadig ude af stand til at se og erkende det mener forfatteren.

Der er vitterligt mange historier, og mange synspunkter at forholde sig til. Der er uden tvivl en del af hans egne holdninger og synspunkter på Europas historie og kultur, som den udvikler sig nu og der er nogle interessante betragtninger, der rammer plet hos alle, der elsker at rejse. Han spidder vores opførsel som turister i en præcis satire - for der er også meget humor i al alvoren med hans beskrivelser af turister, der søger autenticitet men dermed ødelægger netop denne, og fremprovokerer en falsk autenticitet hos de lokale. Vi vil alle gerne se steder, hvor der ikke er mange turister - og dermed er vi med at til at åbne for turismen netop disse steder.

Som europæere mener vi jo, at vi har ret til at rejse hvor vi vil og besøge de lokale kulturer; men vi vil ikke lade hvem som helst besøge os i det indemurede Europa, hvor emigranter holdes ude som fx Abdul, hvis historie viser sig måske ikke at være helt som han fortæller den.

Der er en rød tråd igennem det hele; men den kan være svær at se og beskrive. Ilja ser tilbage på sin historie med Clio og jagten på Caravaggio-maleriet, mens han interagerer med gæsterne på hotellet, og fører lange samtaler om Europa som en døende civilisation. Alt imens kineserne indtager hotellet og invaderer vores kultur, og han reflekterer over turismen. Nogle anmeldelser anklager den derfor også for at være for lang og usammenhængende - som det ses her, er det da også umådeligt svært at give en konkret logisk beskrivelse af alle de temaer og historier. Men der er en finurlig krølle til sidst, som måske binder det hele sammen for hans egen historie. 

Det var en virkelig intens læseoplevelse, men jeg var fascineret af alle historierne i historien. Rejsen til Abu Dhabi, hvor de besøger det nye Louvre ude i ørkenen er endnu et glimrende eksempel på ironien. Europas historie er til salg for højestbydende, og hvad er konsekvensen for Europas tiltrækningskraft så som kulturelt nervecenter for hele verden? 

Man skal ikke læse den som en historie med mange twists og plots, men som et kritisk blik på Europa, dets historie og os selv som europæere.

Den perfekte søn - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 26.-27. september
• 320 sider
• Originaltitel: The Perfect Son

Erika er en hjemmegående mor med to teenagebørn og en succesfuld mand. Datteren, Hannah, er i den rebelske alder, hvor moderen er pinlig, irriterende og en forhindring for hendes personlige lykke. Drengen, Liam, er til gengæld dygtig i skolen, roser hendes madlavning og er den perfekte søn. Men Erika ved også, at noget ikke er som det skal være.

Siden Liam var lille, har der været episoder, hvor hans personlighed har chokeret hende. Hændelser, hvor han har gjort ting, der indikerer, at han er sociopat og ude af stand til at føle empati. Erika er konstant på vagt for at beskytte ham - men i lige så høj grad dem omkring ham. For Liam er nu seksten år gammel, og begynder at interessere sig for pigerne - og de skal beskyttes! 

Da en ung pige fra hans skole forsvinder, og Liam viser sig at være den sidste, der har set hende, er Erika derfor ikke i tvivl. Hun frygter absolut det værste og er slet ikke overrasket, da politiet dukker op hjemme hos dem.

Historien fortælles for det meste af Erika, men også i kapitler af den unge pige, der er fanget i et hul uden mad og drikke. Overlever hun? For hun kan fortælle, hvem der gjorde det!

Samtidig udsættes Erika og familien for chikane fra stort set alle i byen, som i årevis har ment, at hendes søn var afvigende og psykopatisk. Liam er dømt på forhånd af folkedomstolen, og Erika er jo tilbøjelig til at give dem ret.

Sandheden er selvfølgelig ikke så ligetil, og der er et twist hen mod slutningen af bogen - måske endda flere! Det kører efter den samme skabelon som flere af hendes andre krimier, og det fungerer ganke fint. Jeg synes dog, at der i denne historie manglede visse elementer af forklaring på Liams opførsel; men det er en af hendes tidligere krimier inden det store gennembrud med serien om hushjælpen.

Glimrende og meget let læst underholdning dog!

Det skulle jo nødigt blive kedeligt - Lene Beier

 

• Dansk
• 23.-24. september
• 208 sider 

Jeg har det lidt svært med denne anmeldelse, for jeg kan virkelig godt lide tv-værten Lene Beier, som jeg vel nok primært stiftede bekendtskab med i landmandsprogrammerne. Jeg synes hun er ægte, ovenud positiv, og virker som et skønt menneske. Jeg har som sikkert mange andre også set bidder af hendes andre programmer - blandt andet om renoveringen af deres hus i Danmark, og alpehotellet - og set opslag på Instagram.

Nu har hun så skrevet en bog om det liv, der har ført hende til Tyrol. Eller rettere, så er det fortalt til en journalist, der har omsat det til en fortælling i en del korte kapitler. Det er her svagheden indtræder for mig. Det bærer tydeligt præg af, at det er en journalist og ikke en forfatter, der står bag. Stilistisk er det mere refererende, og går stramt kronologisk frem med en passende appetizer i slutningen af hvert kapitel for at komme videre. Men jeg fornemmer slet ikke Lene Beiers stemme i fortællingen, og selvom der er tanker, der stikker lidt dybere så forbliver det en person, der har fortalt om sit liv til en anden person. Ganske små episoder kommer med, og fylder unødigt fordi det åbenbart passer ind i kronologien. Det virker som er hun blevet bedt om at fortælle, hvad der skete år for år i hendes liv - men ikke alting er relevant nok til at optræde i en bog. Slet ikke på bekostning af dybere refleksioner, og det er nok her den journalistiske tilgang overtager.

Hvis man så også har fulgt hendes tv-karriere og endog set med på sociale medier, er der ikke meget nyt under solen. Det ærgrer mig oprigtigt fordi jeg synes så godt om hende, og er sikker på, at der ville være langt mere at byde ind med. Men jeg tror absolut ikke metoden var den rigtige - desværre!

Sale gosse - Mathieu Palain

 

• Fransk
• 21.-22. september
• 349 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sale gosse  kan oversættes til noget i retning af møgunge - eller en skidt knægt. som man tidligere ville have sagt. Bogen vandt flere priser i 2019-2021. og især priser uddelt af gymnasieelever, som er en særskilt pris i Frankrig. 

Det kan jeg godt forstå og det gør mig faktisk også glad! For emnet er relevant for unge mennesker, og de kan uden tvivl spejle sig i både historien og sproget. 

Det er en historie om de unge, der vokser op i en ustabil eller ikke-eksisterende familiestruktur. Wilfrieds mor er teenager med problemer med stofmisbrug, da hun bliver gravid - og barnet tages fra hende, da han er otte måneder gammel. Wilfried kommer i en plejefamilie, og lever en relativ tryg barndom. Som 15-årig er han på en fodboldskole - han har talent, og drømmer om en professionel karriere. Men han er også vred! En masse uforløst vrede, der bobler over en dag og så smides han ud af fodboldskolen.

Tilbage i plejeforældrenes lejlighed i en slumforstad til Paris kommer han hurtigt i uføre og pludseliig beslutter hans biologiske mor sig for at de skal genoptage forholdet. Det er for sent - ligesom det er for sent for plejeforældrene at adoptere ham for at give den tryghed, han så desperat mangler.

Historien handler om Wilfrieds vej gennem systemet til han bliver myndig. En vej gennem socialforsorgen, hvor han møder andre unge med problemer, men også dem, der arbejder med de unge. Det er dog også det svage punkt - for alt for mange bipersoner kommer ind og ud, og beskrives for detaljeret i forhold til deres rolle i bogen. Det springer for meget rundt, og der kommer først en reel tråd i historien hen mod slutningen. 

Det bliver svært at skabe personerne, når man både vil beskrive de unges miljø og de voksne pædagoger - to forskellige verdener. Sprogligt er et interessant og her kan man se, hvordan det appellerer til et yngre publikum. Der er en del verlan, som jeg heldigvis sagtens forstår - men også en del ny slang, som jeg lige skulle lære.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig døjer med store problemer af denne slags - en stor befolkning af anden- eller tredjegenerationsindvandrere fra tidligere kolonier, som er rodløse og kæmper med uddannelse og jobsituation. Det skrives der sjældent bøger om, og i den forstand fylder denne bog et hul - men det kunne være gjort bedre!

Yesteryear - Caro Claire Burke

 

• Engelsk
• 19.-20. september
• 400 sider
• Originaltitel: Yesteryear

En debutroman, der med det samme strøg ind på diverse hitlister og skal filmatiseres. Men også en historie, hvor jeg kunne læse i omtalen, at der var to tidslinjer, hvor hovedpersonen vågner op i en anden tid. Den slags romaner er normalt ikke min kop te - jeg forsøgte at læse Outlander-serien, men gav op efter to bind. Dog var der andre emner, der pirrede mig ved denne, fx effekten af sociale medier, som jo er højaktuel og på mange måder skræmmende. Jeg blev heldigvis ikke skuffet over twistet til sidst, men det skal ikke afsløres her af hensyn til kommende læsere.

Yesteryear er navnet på den ranch ude i den amerikanske ødemark, hvor Natalie bor med sin mand, Caleb, og deres fem børn. Hun driver livet som en forretning primært igennem Instagram, som følger familiens "perfekte" liv i harmoni med naturen. De dyrker økologisk landbrug (hvis man ikke opdager alle sækkene med pesticider). Hun laver al mad fra bunden efter urgamle metoder (hvis man ikke opdager alle husholdningsapparaterne gemt væk bag skabene). Børnene er klædt i økologisk bomuld og bliver hjemmeskolet, og er perfekte, smilende børn, der aldrig bruger tid foran en skærm. Det perfekte harmoniske liv, hvor de er selvforsynende og fri ag hamsterhjulet (hvis man ikke ved, at de har to barnepiger og en masse hjælpere på gården).

Men det er også svært at være i for Natalie. Facaden skal holdes og paraderne er oppe, når hun en sjælden gang vover sig ud i fx et supermarked, hvor hendes indkøbsvogn kan inspiceres af nysgerrige fans. En sådan hændelse er måske katalysatoren for sammenbruddet.

For næste morgen vågner Natalie op til en helt anden verden. Huset er det samme, men slidt, og nu er husholdningsmaskinerne ikke længere gemt i skabene. Børnene er stort set de samme, men nu er der ingen barnepiger. Manden er den samme, men han har pludselig lidt mere karakter og forhindrer hende i at forlade ranchen. Nu er hun i 1855, hvor deres hus oprindeligt blev bygget.

Historien går tilbage til Natalies barndom og ungdom i en meget kristen familie, hvor kvindens rolle som husmoder er det ypperste man kan opnå. Natalie trives ikke på universitetet med dets løsslupne livsstil, så da hun møder Caleb, er hendes lykke gjort. Hun kan blive kvinden bag manden!

Problemet er blot, at Caleb absolut ingen ambitioner har og næppe evnerne heller. Så de køber ranchen med svigerfars penge, og da de slipper op, er sociale medier vejen til berømmelse - og penge. Dette emne fylder en del i den løgn Natalie konstruerer, og det bliver et troldspejl af deres liv. Det tager kontrollen over hendes liv på bekostning af familien og børnene. Flere af børnene er snarere kommet til verden som statister til hendes kulisse på Instagram - det gør sig godt, og passer til historien om den traditionelle familie med ægte amerikanske værdier.

Nok fylder dette liv på sociale medier en del - løgnene vi bliver serveret fra influencere dagligt - men det er også et kritisk syn på en livsstil, som nok findes visse steder i USA; de såkaldte red states, som Idaho, hvor historien foregår. Det er en historie om sektlignende forhold, misforstået kristendomsopfattelse og omsorgssvigt.

Som læser følger man Natalie i hendes kamp for at forstå huset i 1855-udgaven og hendes kamp for at komme væk derfra. Er det en psykose eller er det reelt en tidsfælde, hun er faldet igennem? Afsløringen viser sig at være langt mindre fantasifuld - men desto mere uhyggelig på det menneskelige plan. 

Jeg var skeptisk i forhold til netop denne idé om at falde igennem tiden; men jeg er glad for, at jeg læste den færdig. Ud over emnet om det perfekte liv i modsætning til virkeligheden rammer den også centrale emner som moderskabet, og kvinders rolle. 

Vi har næppe den samme tradwife-kultur i Danmark; men vi har bestemt de samme problemer med sociale medier og den forvridning af virkeligheden, vi bliver udsat for. For måske er det netop bogens mest interessante pointe: Det farlige er ikke nødvendigvis, at vi kan skabe en falsk virkelighed på sociale medier - men at vi efterhånden kan komme til selv at tro på den! 

L'homme de l'art - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 7.-18. september
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.