Den første drøm - Martin Møller Geertsen

 

• Dansk
• 31. maj
• 180 sider
• Anmeldereksemplar

I sidste uge læste jeg to noveller, og måtte igen forholde mig til mit forhold til denne genre. Det er komplekst. Hvis forfatteren formår at skabe et rum indenfor ganske få sider, som fremstår helstøbt og med en handling ag afslutning, der afrunder historien, så kan jeg overbevises. Når jeg kigger tilbage i anmeldelserne af novellesamlinger, jeg har skrevet, er det dog nærmest umuligt at begejstre mig.

De femten noveller i denne lille samling varierer fra fire sider til lidt mere end tyve sider, men gennemsnitligt er de på lidt mere end ti sider. Det er nok også den største forskel; for indholdsmæssigt er variationen langt mindre.

Der er en så tyk rød tråd igennem alle historierne, at jeg til sidst følte jeg læste den samme persons historie. Det er øl, whisky, cigaretter, dunkle værtshuse og deraf følgende triste menneskeskæbner. En hverdagsrealisme, der på omslaget beskrives som "mennesker, der er på vej gennem et liv, de ikke genkender". 

Det er historier om fraskilte mennesker, der ikke kan finde deres nye ståsted og drukner sorger og usikkerhed i spiritus. Det er historier om korte møder, der ikke fører nogen vegne. Og det gør novellerne heller ikke rigtig synes jeg. Der er sjældent en morale eller klar afslutning på de små historier, og når man har læst størstedelen af dem, bliver man lidt deprimeret ved tanken om, at resten fortsætter i samme spor. Det virker desværre alt for fastlåst i én fortælling set fra forskellige vinkler; hvor det ville have været en reel styrke, hvis forfatteren var i stand til at variere sine historier og perspektiver.

Det foregår i en tid - 1980'erne vil jeg sige - hvor alle ryger indenfor (og hele tiden), og alligevel er der en del anakronismer. Der er desværre også en del sjuskefejl i korrekturen. Man "tykker" ikke mad. Man holder sig ikke i "skinnet". Og man er ikke på"afvending". For blot at nævne nogle eksempler. Det er irritationsmomenter for mig desværre. Det, sammenholdt med den overordnede pessimistiske deprimerende stemning, der mangler variation i perspektiv og afslutning af novellerne overbeviste mig ikke. 

Le rêve du jaguar - Miguel Bonnefoy

 

• Fransk
• 29.-30. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ti år siden jeg sidst læste noget af Bonnefoy, og den er stadig ikke oversat til dansk ser det ud til. Jeg kan forstå det, da hans stil og univers er temmelig langt fra dansk - eller skandinavisk - litterær kultur. Denne roman fra 2024 har dog modtaget indtil flere franske priser, og jeg havde ventet i spænding på dens udgivelse i paperback-version.

Bonnefoys forældre er fra henholdsvis Chile og Venezuela; han er opvokset i blandt andet Portugal, men altid gået på franske skoler. Han bor i dag i Paris og skriver på fransk fremfor spansk eller portugisisk.

Men hans arv fornægter sig ikke! Som jeg skrev for ti år siden, er vi i det finurlige grænseland mellem virkelighed og poesi, som kendetegner meget sydamerikansk litteratur fra Allende til Marquez. 

Jaguarens drøm har ikke nogen fysisk jaguar i handlingen. En overtro siger dog, at hvert kuld kattekillinger har en jaguar iblandt sig. Denne unge vokser op udskudt fra flokken, men vokser op til at blive til noget helt særligt. Således sker det for den lille Antonio, der som spæd efterlades på kirketrappen og tages ind af den stumme Teresa, der ser ham som en mulighed for at tjene flere penge.

Antonio vokser op, og tjener penge som altmuligmand på et bordel, cigaretsælger og i havnen inden han finder frem til sin biologiske familie og kommer i skole i en sen alder. Her møder han Ana Maria, og de bliver begge læger - hun som den første kvindelige læge i Maracaibo, hvor de kommer fra.

De bliver gift, og starter deres virke som læger - og får datteren Venezuela, som de også udser til at blive læge. Men Venezuela vil til Paris, og her færdes hun i kredsene af andre eksilerede og får sønnen Cristobal.

Bogen er opdelt i de fire dele, som fokuserer på hver af disse personer - Antonio, Ana Maria, Venezuela og Cristobal - men vi følger hele slægtens gang undervejs. Der er referencer til historiske begivenheder som militærkup eller flystyrt - men de passer aldrig rigtigt sammen med protagonisternes alder. De ældes hurtig, langsomt - eller slet ikke. De tilbringer årevis i deres senge eller beslutter sig en dag for at dø for så at gøre det. Det er det magiske univers, Bonnefoy også brugte i sin tidligere roman og flere navne går da også igen. Ikke mindst Venezuela som symbolet på hans andet hjemland.

Det er svært at udpege en egentlig intrige for der er så mange enkeltstående pudsige historier og mindst lige så mange personnager. Der er uden tvivl noget af forfatteren selv i Cristobal, der er født i 1986 som han selv, og som ung mand kommer til Venezuela med en idé om, hvad Sydamerika er. Indtil han møder sin familie der, og rejser rundt i landet. Først der begynder han at forstå sjælen i kulturen, og kan begynde at skrive om sin kærlighed til dette land - præcis som Bonnefoy selv har gjort det.

Man ved ikke rigtigt, hvad man skal vente sig af næste side for alt kan ske i dette univers. Man får lyst til at genlæse Marquez - eller flere af Bonnefoys romaner, der cirkler rundt om den dualitet han bærer i sig og formidler på smukkeste vis.

El Greco maler storinkvisitoren & Vi er Utopia - Stefan Andres

 

• Dansk
• 27.-28. maj
• 148 sider

Nogle gange lader jeg mig nok rive med lidt for hurtigt uden at undersøge sagerne til bunds! Da jeg så en forside med El Grecos maleri af kardinal Guevara måtte jeg læse den. El Greco er uden tvivl én af mine yndlingsmalere, og jeg nåede slet ikke at tænke at det kunne handle om andet end ham. Det gjorde det jo også - men det viste sig at være to noveller af den tyske forfatter, der levede fra 1906 til 1970.

Den ene handlede således om situationen, hvor El Greco i Sevilla bliver bedt om at male portrættet af kardinalen, der var en stor fortaler for den spanske inkvisition. El Greco er langt mere humanistisk i sin filosofi, men man siger jo ikke nej til en kardinal - og slet ikke én, der kan bruge det imod én.

Det er en kort novelle på knap fyrre sider, og selvom vi tages med på rejsen i El Grecos overvejelser omkring maleriet, så var jeg ikke overbevist. Det var for overfladisk for mig - og hvor grundet i virkelighed er det reelt? Det handler selvfølgelig om dualiteten mellem magten, og set i lyset af novellens udgivelse i 1936 er det nemt at drage paralleller til den virkelighed han så i Tyskland. Ved at placere historien i en reel historisk kontekst har det været svært at censurere den - og det er nok i denne symbolik vi skal læse den i dag.

Den anden novelle - Vi er Utopia - er noget længere på knap hundrede sider, og foregår under den Spanske Borgerkrig. Den udkom i 1942 - altså midt under krigen - og da Andres boede i eksil i Italien med sin jødiske hustru.

I novellen følger vi Paco, der er tidligere munk, som blev sømand, da de spanske klostre blev lukket af Franco. Nu er han tilbage i klostret, som nu bruges som fængsel for krigsfanger som ham. Han beder om at få sin gamle munkecelle som fængselscelle - der havde han nemlig allerede forberedt en mulig flugt fra fængslet. Nu har han reelt den mulighed og kan samtidig redde alle de andre fanger.

Fangevogteren, Gutierrez, er en skruppelløs morder, der stod bag udryddelsen af klostrest munke. Men overfor den tidligere munk har han nu behov for at skrifte, og Paco bliver fanget i et moralsk dilemma. Skal han dræbe Gutierrez for at redde mange flere mennesker og dermed også handle mod sin kristne overbevisning - eller skal han give ham syndsforladelse fordi han blot er en soldat, der følger ordrer.

Hele handlingen foregår i et kompakt tidsrum, hvor tanker om skyld, tro, frihed og menneskets frie vilje tages op. Paco troede i sine unge dage på et Utopia, hvor alle levede lykkeligt og i harmoni; men hans gamle læremester sagde til ham, at verden ikke kan eksistere uden lidelse. 

Der er jo klare paralleller til det tyske regime, og pudsigt nok blev denne heller ikke censureret midt under krigen. Den er i dag et integreret del af tysk kultur og er genskabt på teater og i film. 

Jeg er ikke stor fan af noveller, men den sidste fungerede for mig, da den var længere og man nåede mere ned i personernes karakter. 

After I Do - Taylor Jenkins Reid

 

• Engelsk
• 25.-26. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min fejlvurdering af læsestof til min citytrip endte jeg med en del timers ventetid i Tallinn lufthavn - og ingen bog! Så jeg måtte finde en boghandler, og i netop denne lufthavn var der kun én med et nærmest ikke-eksisterende udvalg - og jeg endte med en virkelig chick-lit. Jeg vidste jo godt, at min seneste erfaring med denne forfatter ikke var endt så heldigt, og efter halvanden dags nem læsning (knap fem timer) kan jeg kun ærgre mig over de spildte penge.

Lauren og Ryan er i slutningen af tyverne, men har allerede været et par i elleve år. Nu skændes de om stort set alt fra indkøb til hvilken restaurant, de skal spise på. De er endt med at gå hinanden på nerverne over alt og intet, og beslutter at holde en pause. De skal være adskilt i et år, hvor de ingen kontakt må have.

Bogen følger Laurens perspektiv, men vi får Ryans tanker gennem de emails, han skriver til Lauren men aldrig sender. Begge parter har åbenbart adgang til den andens mailkonto, så de logger ind og læser den andens tanker. Det virker temmelig usandsynligt og konstrueret. 

Lauren bruger nu tiden på at være mere sammen med sin søster og vi drages ind i familiens historier - moderen og hendes nye kæreste; lillebroderen, der pludselig skal være far efter et one night stand i et fly og søsteren - den evindelige single. Så er der mormoderen, der er enke efter et langt og lykkeligt ægteskab og den homoseksuelle kollega, der brokker sig over manglen på intimitet efter der er kommet to børn til. Således fremvises flere facetter af moderne kærlighedsliv må have været tanken bag.

Men det er blot ulideligt naivt og det kammer helt over, da Lauren stifter bekendtskab med en brevkasse for livets store problemer. Så jeg skyndte mig igennem for at nå til den slutning, jeg jo vidste ville komme - og så røg den i skraldespanden knap tredive timer efter den var indkøbt.

Big Magic - Elizabeth Gilbert

 

• Engelsk
• 23.-24. maj
• 305 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var for optimistisk med min ferielæsning til en lang weekend i Tallinn, så jeg gik på jagt i reolerne i min lille lejede lejlighed. Jeg læste Elizabeth Gilberts succesroman i 2010, og har aldrig læst noget af hende senere. Jeg havde nok lidt svært ved at se hende som fiktionsforfatter, da hun havde skrevet en opfølgning til Spis, bed, elsk, som også handlede om hendes eget liv. Denne er da heller ikke fiktion - men handler om hendes livsvision om kreativitet kan man måske sige.

Det er igen skrevet med en humoristisk sans, som jeg virkelig værdsatte i Spis, bed, elsk og så med de små gode råd som vi alle kender indtil nogen skriver dem ned.

Her handler det primært om at kaste sig ud i sine drømme - mest de kunstneriske, og der er nok lidt mere fokus på at blive forfatter end kunstmaler. Men ifølge Gilbert er principperne de samme.

Bogen er opdelt i seks dele - mod, fortryllelse, tilladelse, vedholdenhed, tillid og guddommelighed. Det lyder lidt højtravende for nogle afsnit måske, men igen er det med humor i ordene.

Det er som med mange andre af den slags bøger - inklusive hendes egne - altid nemt at genkende, når først man ser det på skrift. Det er måske sværere at hive den slags peptalk til én selv op af hatten, hvis man sidder foran et blankt stykke papir og drømmer om at blive Hemingway eller Dickens. Ikke at det er i mine aspirationer overhovedet, men visse idéer gælder jo i mange af livets emner. Tag mod til dig, og gør det - hvis det er din største drøm.

Det er hurtigt og let læst og man får sig også et godt grin til tider. Endnu en perfekt læseoplevelse midt i en citytrip med nogle pauser i solen i en park.

Det var altid dig - Colleen Hoover

 

• Engelsk
• 21.-23. maj
• 381 sider
• Originaltitel: Regretting You

Colleen Hoover er i chick-lit genren - men i den bedre ende. Hun formår også at skrive romaner, der er nemt omsættelige til fjernsyn som fx Det ender med os, som blev til en fremragende film. Det var også en teaser for en kommende filmatisering af denne roman, der fik mig til at låne den til lidt let ferielæsning.

Vi starter tilbage da Morgan og Chris er helt unge og studerende - og nyforelskede. Morgans søster, Jenny, dater Chris' bedste ven Jonah og de fire nyder livet sammen. Indtil Morgan opdager hun er gravid, og de beslutter sig for at få barnet, gifte sig og dermed ændre alle Morgans fremtidsplaner.

Så springer vi sytten år frem i tiden. Morgan og Chris er stadig gift, og deres datter Clara er seksten år gammel. De har aldrig fået andre børn, og Morgan er hjemmegående husmor. Jenny er nybagt mor - og faderen er overraskende nok Jonah, som ellers forsvandt ud af deres liv og til en anden by sytten år tidligere. Men de mødtes igen til hans fars begravelse og et one-night-stand senere er han nu tilbage og de planlægger bryllup. Morgan er ikke vild med det hele - hun er mistroisk over for Jonah; eller der er i hvert fald noget, der forhindrer hende i helhjertet at være glad på søsterens vegne.

Men da Chris og Jenny kommer ud for en trafikulykke, og begge dør, ser tingene pludselig anderledes ud. For hvorfor var de sammen i hendes bil, som han kørte? Hvorfor stod Chris' bil parkeret ved et hotel? Hvem er egentlig far til Jonahs og Jennys søn Elijah?

Clara kæmper med sine egne problemer med teenagealderen, sorgen over tabet af faderen og forholdet til moderen. Desuden tror hun, at hun muligvis kan have forårsaget bilulykken. 

Vi følger de efterladte i en periode på knap et år efter ulykken, hvor de skal igennem chok, opdagelser om dem, de troede de kendte - og dem selv. Der er selvfølgelig et par twists tilbage til deres ungdom - og der er en happy ending. Det er forudsigeligt - selvfølgelig... det er denne slags bøger. Det er måske også lidt for meget til sidst, hvor man bare gerne vil den vejs ende, man ved kommer. Men det er glimrende ferielæsning og jeg kunne også sagtens finde på at se filmen en mørk vinteraften. 

How to Survive a Horror Story - Mallory Arnold

 

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er langt mellem krimierne, men nu troede jeg, at jeg havde fundet en klassisk whodunnit som er mere min stil. Der tog jeg grueligt fejl!

Dette er Mallroy Arnolds debutkrimi, og for fans af mere bloddryppende grafiske krimier er den uden tvivl perfekt; men jeg var virkelig ikke fan og kæmpedemig til sidste side.

Den berømte krimiforfatter Mortimer Queen er død, og syv personer inviteres til hans hus for at modtage en "gave". Der er seks krimiforfattere iblandt dem - og så den unge Melanie Brown, som falder lidt uden for resten af gruppen. Dette er tydeligt fra starten og netop derfor ved man også straks, at hun tildeles en særlig rolle. 

De tror alle de skal modtage en form for arv - men forstår ikke hvorfor. De har nemlig alle et komplekst forhold til Queen - en er udelukkende berømt fordi han har stjålet et manuskript fra ham. En anden har haft en affære med ham osv. 

Men nu får de at vide, at det er en leg - en for for escape room, hvor de skal løse en gåde for at komme videre til næste rum. Klarer de ikke gåden på en time vil en tilfældig person dø. Men klarer de den ud af huset, vil de arve hans formue.

Huset er levende, og hvert rum er fuld af underlige effekter, der kommer til live. Møbler og ting bevæger sig. Der er farlige gasudslip fra gulvet, som kan åbne sig og opsluge dem. Det bliver alt for urealistisk for mig - det er ganske enkelt ikke min genre.

Historien fortælles af de syv forskellige personer, som er både mænd og kvinder i forskellige aldre og med vidt forskellige baggrunde. Alligevel formår forfatteren ikke at give dem tilstrækkeligt personlighed hver især - så deres vinkel på historien virker fuldstændig ens. Iblandet deres forsøg på at løse gåderne er der historier, der forklarer personens relation til Mortimer Queen så vi som læsere forstår, hvorfor de er inviterede. Disse historier er personernes egne oplevelser af relationen, og det viser sig, at Mortimers hævntørst i flere tilfælde er ubegrundet. Men det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre.

Jeg havde forventet en mere elegant og snu opklaringshistorie i stil med Agatha Christies Der var ti, der var ni... som følger samme princip om den graduelle forsvinden, men med elegance. Her er det slibrige modbydelige overnaturlige dødsfald foretaget af et hus, der tager levende form. Det kan jeg ganske enkelt ikke forholde mig til, og det bliver den eneste krimi jeg skal læse af Mallory Arnold.

Engles brød - Patti Smith

 

• Engelsk
• 15.-17. maj
• 289 sider
• Originaltitel: Bread of Angels

Jeg har alle Patti Smiths andre bøger. og denne stod på min liste over fremtidige indkøb - men så lå den pludselig på biblioteket. Så selvom det er lidt ærgerligt ikke at have den komplette samling i reolen, er der vundet lidt på reolpladskontoen - og jeg måtte straks i gang med den.

Som tidligere nævnt er jeg hverken fan eller kender af hans musik, da jeg nok er en generation for sent på den. Men hendes person er så kompleks og fascinerende, at det intet betyder, at jeg ikke kender de sange, hun refererer til.

Hun har tidligere skrevet om sit liv som hun også gør det her. I Just Kids handler det om den tætte sjæleforbindelse hun havde til fotografen Robert Mapplethorpe. I M Train er det om livets bevægelser i både fysisk og psykisk forstand, mens Abens år dækker året 2016, hvor hun gennegik flere livsændrende begivenheder. Dagenes bog er snarere en fotodagbog - men igennem alle bøgerne uanset tema fornemmer man hendes kultur. Den dybe interesse for kunst, litteratur men også kristendom og andre religioner inklusive det overnaturlige til tider.

Denne bog er måske at betragte som hendes testamente, da hun nu snart er 80 år gammel. Hun fortæller om hele sit liv - om barndommen, starten på musikkarrieren, ægteskabet med musikeren Sam Smith, som døde alt for ung. Om tiden efter som ung enke. Om de mange, der er forsvundet - hun er rundet af en tid, der både bød på det hårde kunstnerliv med stoffer og alkohol; men også 1980'ernes AIDS-epidemi. Hun evner som få at sætte ord på sine minder, og man fornemmer, at de er værdifulde for hende. Hun er et nostalgisk og sentimentalt menneske, der bevarer mementos fra sine mennesker. Hun ærer og husker dem konstant ligesom hun også her dvæler over hendes egen skæbne og hvordan hun vil erindres.

Der er som altid også fotografier - i dette tilfælde dog få af hendes egne, men billeder af familien eller billeder andre har taget af hende. Det er et utroligt liv, som hun for første gang runder i en hel historie, der rummer så meget karisma, at jeg fik lyst til at dykke ned i hendes musik. Men den bliver jeg nok aldrig lige så meget fan af som jeg er af hende som menneske.

Resten af livet - Roberta Recchia

 

• Dansk
• 12.-14. maj
• 348 sider

Udråbt til at være en helt fantastisk debutroman på trods af forfatterens ikke helt unge alder, lod mig jeg friste til at låne den danske oversættelse fra italiensk.

Vi starter i Rom i 1950'erne, da Marisa forlades af sin forlovede netop som hun opdager, at hun er gravid. En skandale i datidens Italien og for hendes lille familie, der lever af en lille købmandsforretning i et beskedent kvarter af byen. Men hun finder en anden mand, Stelvio, og de bliver lykkelige. Men lykke har det med at ende pludseligt, som det gør for Marisa og Stelvio den august morgen deres 16-årige datter, Betta, findes voldtaget og død på stranden nedenfor deres sommerhus i 1980.

Familien går nærmest i stykker, og ingen tænker på at spørge Miriam, Bettas kusine, som var på ferie hos dem, hvad hun vidste. Miriams forældre er velhavende og kendte, og de vil gøre alt for at skærme datteren - og de to pigers mormor, der som den eneste, aner uråd, hun tier stille.

Marisa falder i en dyb depression, og ægteskabet bliver en parodi. Miriam udvikler udover en depression også anoreksi og stofmisbrug. Igen uden at nogen aner uråd.

Indtil Miriam en dag møder Leo; en smådealer med en transseksuel bror, som bliver hendes redning. Men Leo vil også til bunds i hendes problemer, så de kan få et "normalt" parforhold. Han sætter jagten ind på gerningsmændene og pludselig er det hele ude i det åbne. At Miriam faktisk var til stede på stranden den nat. At hun ved noget.

Det er lige del krimi og en historie om sorgen, der overvælder én. Men det er også en anelse for meget med alle de personnager, der ligesom skal fylde hele spektret - fra nonner til overklasse; fra narkohandlere til transvestitter. Det hele iblandet passager, som kunne være taget ud af en Cartland-roman, hvor følelserne skal udpensles i stedet for at insinuere. Visse steder bliver det direkte en karikatur med overdrevne metaforer eller blot banale beskrivelser af følelser. Der fornemmer man debutromanens svagheder. Dertil lægges at den danske oversættelse måske ikke er den stærkeste og at korrekturen visse steder har haltet så gevaldigt, at man flere gange bytter rundt på personernes navne. Der er for meget sjusk i forlagets arbejde desværre - men store dele af romanen fungerer glimrende, hvis forfatteren havde haft mere styr på sin struktur.

Afropean - Johny Pitts

 

• Engelsk
• 9.-11. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

African American - eller afrikansk-amerikanere, som det hedder på dansk - kender vi alle som begreb, der dækker over den etniske gruppe af amerikanere, der kan spore deres ophav til Afrika. Det er 15% af befolkningen og en stor politisk faktor, som senere års Black Lives Matter-bevægelser endnu engang har understreget.

I Europa har vi også en etnisk gruppe, der kommer fra tidligere kolonier ejet af lande som Frankrig, Storbritannien, Portugal, Tyskland osv. De er langt mindre i antal og andel - kun knap 2% af EU's befolkning, og koncentreret i visse lande som netop Frankrig og Storbritannien, men også Belgien. Desuden er de karakteriseret ved at være grupperet afhængig af oprindelsesland som tidligere koloni.

I Frankrig, hvor halvdelen af de knap 10 millioner bor, kommer naturligt nok fra oversøiske territorier i Caribien men også Vestafrika. I mit tidligere hjemland Belgien er det primært fra Congo og Rwanda, mens vi i Danmark har en helt anden historie og her er det primært flygtninge fra Østafrika.

Det er forskellige folkeslag fra forskellige kulture og med forskellig religion - så er der fællestræk? Og er der en fælles identitet? Det spørgsmål stillede forfatteren sig selv, da han begav sig ud på en rejse gennem Europa for at definere den afro-europæiske identitet hos dem, der har kulturelle eller etniske rødder i både Afrika og Europa.

Pitts er selv afropean - hans far er sort amerikaner og hans mor hvid englænder, og udover at skrive om dette emne er han fotograf og musiker - et multitalent!

I knap fem måneder rejser han igennem Europa på et lille budget og med Interrail til byer som Paris, Bruxelles, Berlin, Stockholm og Lissabon - men også så langt væk som Moskva, hvor afrikanske studerende i mange år kom til fra kommunistiske afrikanske lande som Mozambique og Angola.

Han besøger de lokale fællesskaber for at undersøge om der er en fælles identitet - og gå dybere i forholdet mellem hjemlandet og det nye land enten for nytilflyttere eller for dem, hvis familie kom for generationer siden.

Det giver selvsagt et broget billede, når han besøger alt fra "junglen" i Calais og Cova da Moura - en beboelse udenfor Lissabon, der minder om en brasiliansk favela - til højhuskvarterer udenfor Paris, der er præget af social ulighed for alle etniciteter med deraf følgende uroligheder.

Han væver det hele ind i sin personlige fortælling om at finde sin egen identitet men også med historier om berømte african-americans, der kom til især Frankrig for at finde kunstnerisk og personlig frihed. Han skaber forbindelse tilbage til den panafrikanske bevægelse i midten af det 20. århundrede, da Afrika blev fri af kolonimagterne og det netop blev en katalysator for immigration til Europa.

I visse kapitler kunne jeg godt savne han kom lidt mere i kontakt med de lokale befolkninger; men der er muligvis også et element af tilgængelighed? De grupper mennesker, han søger, er i nogle tilfælde ikke i landet lovligt og er ikke interesseret i at tale med ham - eller sproget er en barriere? Jeg ved det ikke selvfølgelig - men visse steder syntes jeg netop den amerikanske historie fyldte lidt for meget, når historien skulle være den afro-europæiske identitet.

Men det er stadig en dybt tankevækkende rejseskildring ud de steder man ikke ofte ser, når man rejser og i søgen på en identitet, som selvom denne gruppe er mindre end i USA og med flere forskellige komplekse historier fra fortiden, er og i stigende grad vil blive en magtfaktor i Europa.