
- Engelsk
- 19.-21. juni
- 480 sider
- Originaltitel: The Women
Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere,
Wild fra 2006 og
Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i
De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman.
Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.
Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.
Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.
Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet.
Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.
Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!
No comments:
Post a Comment