Les derniers jours des reines - Jean-Christophe Buisson / Jean Sévillia

• Fransk
• 25.-30. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kunne mærke, at det ikke blev til meget mere tung læsning i november - og så må man jo erkende sit nederlag!

I min uge i Paris besøgte jeg kapellet, der er bygget, hvor ligene af Ludvig XVI og Marie-Antoinette blev smidt efter de blev halshugget. De blev senere gravet op og overført til Saint Denis-katedralen, hvor andre franske kongelige ligger begravet. På stedet blev der i stedet opført et forsoningskapel til minde om dem.

I den lille butik i museet købte jeg denne bog om dronningers sidste dage og en tilsvarende om kongernes. For kongerne handler det udelukkende om de franske; men for dronninger strækker det over Kleopatra til den unge svenske prinsesse Astrid, der blev belgisk dronning og døde i en trafikulykke i 1935 - og deriblandt Victoria af England, Marie-Antoinette, Aliénor af Frankrig.

Der er tyve historier, som primært tager udgangspunkt i deres livs sidste dage - men med et tilbageblik for nogle for at forklare, hvorfor de er endt, hvor de er - eksilerede, dræbte, sindssyge, .... mange havde ikke et nemt liv trods pomp og pragt.

Langt de fleste historier var kendte for mig; men måske ikke den så detaljerede udgave af deres endeligt. Og der var et par stykker, der var helt nye - som den serbiske dronning Draga, der brutalt blev myrdet i sit soveværelse i 1903 - og på en måde var det startskuddet til de konflikter, der kulminerede med et andet mord i Sarajevo elleve år senere; og en verdenskrig.

Det var informativt, men samtidig tilpas opbrudt til at at man kan tage et par historier om dagen. Særdeles nyttigt, når man er inde i en så voldsom læseblokade, som jeg er med al det sygdom, der udmatter mig.

Retour à Séfarad - Pierre Assouline

• Fransk
• 4.-24. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var en sølle november måned, hvad læsning angik!

Jeg kastede mig ud i Pierre Assoulines nyeste roman, og emnet virkede jo umiddelbart som noget, der skulle optage mig. Det gjorde det for så vidt også - men jeg formåede at rage århundredets forkølelse til mig, der varede i tre uger. Samtidig var jeg en uge i Paris - syg - og med en travl agenda, så det faktisk kun var i flyet, jeg fik læst en anelse.

Historien om, hvordan de katolske monarker i Spanien - Ferdinand og Isabella - i 1492 er velkendt.

Jøderne havde valget mellem at konvertere til katolicismen eller forlade landet indenfor 30 dage. Deres ejendele fik de ikke med; og de priser de fik for dem stod på ingen måde i forhold til tingenes reelle værdi.

Mange flygtede til Portugal eller Nordafrika, og samlet set betegnes de som de sefardiske jøder i modsætning til ashkenaze-jøderne fra Østeuropa. Det er en historie, jeg har læst en del om både som fact og fiction.

I de kolonier, de udvandrede jøder stiftede, fastholdt man på mange måder den spanske kultur og sproget; Pierre Assoulines familie nedstammer fra Marokko, men de har altid vidst, at de oprindelig kom fra Spanien.

I 2014 sker det utrolige! Den spanske regering vedtager en lov, der giver jøder mulighed for at vende tilbage. Mere end 500 år senere kan de genvinde den spanske nationalitet, hvis de nedstammer fra de familier, der forlod landet i 1492. Pierre Assouline beslutter sig straks for, at det vil han! Flere af hans tidligere bøger er jo i øvrigt baseret på relaterede temaer omkring berømte jøder; det er bestemt en integral del af hans person.

Men hvordan bevise, at man reelt har haft rødder i Spanien? Der er sprogprøve og en kulturel test, hvor man også skal påvise, at man har et bånd til landet og kulturen.

Hele bogen handler derfor om den rejse - også i overført forstand - som Assouline begiver sig ud på. Han indleder med at forklare konteksten bag; og han rejser til Spanien for at genopsøge nogle af de steder, hvor jøderne har sat deres spor. Ikke, at der er meget tilbage - hver en synagoge og hvert et monument blev behørligt udryddet - og Spanien er på mystisk vis måske det land i Europa, hvor der stort set ingen levn findes.

Han betegner selv sin rejse som Don Quichotte, og som læser følte jeg mig lidt hensat til dengang jeg netop læste den roman. Jeg mangler stadig andet bind af historien om de spanske vindmøller - netop fordi jeg havde det lidt svært med de mange stikveje Cervantes tog.

Assouline er virkelig sin helt tro; i bedste franske intellektuelle stil farer han ud af en tangent, og implicerer os i bihistorier, som ingen tilknytning eller relevans har for hovedtemaet. Det er fransk, når det er bedst! Men hvor kan det være frustrerende som læser; og især hvis man ikke lige er i det humør. Og det var jeg ikke med al den sygdom og rejse. Så det tog sin tid, men der var bestemt interessante passager imellem.

Les oubliés du dimanche - Valérie Perrin

• Fransk
• 29. oktober - 3. november
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Valérie Perrins anden roman, blev det en indædt kamp om at opdrive den første, da jeg lige var en hurtig weekend i Bruxelles for et par uger siden.

Den er i høj kurs, og det krævede et par boghandlere før den var i hus.

Den er lidt mindre end den anden, som når op på  næsten 700 sider; men den er bestemt ikke dårligere.

Der er visse fællestræk synes jeg; det lidt naive blandet med en dyb familiehemmelighed - og så temaet om de døde.

Denne gang er de dog ikke alle døde endnu. 

Justine er 21 år gammel, bor sammen med sine bedsteforældre og sin fætter og arbejder på et alderdomshjem. Hun elsker at være sammen med den ældre, og især at lytte til deres historier. Hendes favorit er den 96-årige Hélène Hel, som lever i en parallel verden, hvor hun konstant er ved stranden og venter på sit livs store kærlighed Lucien. Hélène har en måge, som våger over hende. Den sidder på plejehjemmets tag; og så længe den er der, er alt godt.

Justine nedskriver Hélènes historie for at få lidt smukt i hendes eget liv. Hendes forældre døde i en trafikulykke, da hun var 4 år gammel; hendes far havde en tvillingebror, som sammen med sin unge smukke svenske kone også døde i ulykken. De var forældre til Jules - hendes fætter.

Og nu bor de hos bedsteforældrene, som er gået helt i stå efter den dag; de taler dårligt sammen og kærlighed og omsorg er ikke-eksisterende i deres verden.

Alt det får Justine til gengæld gennem Hélènes historie om den store kærlighed med Lucien; om deres første møde, hvor Hélène blev betragtet som landsbyens tosse, fordi hun ikke kunne læse. Om deres ikke-ægteskab og livet i den lille café, de ejede. Om krigen, hvor de gemte jøden Simon, som blev fundet og dræbt og Lucien sendt i arbejdslejr. 

Da krigen er ovre, kan Lucien intet huske og det tager mange år at komme tilbage til Hélène og den lille café. Men de finder sammen, og lever den helt store kærlighed sammen, selvom de aldrig forlader caféen. Men de rejser på deres måde!

Samtidig opdager Justine, at forældrenes trafikulykke måske ikke er som den fremstod i aviserne; var der nogen, der ønskede dem døde?

Og ligesom i den anden roman viser det sig, at de grusomste sandheder ligger i familierelationerne.

Det kan selvfølgelig blive en faldgrube for en forfatter at bruge et specielt koncept flere gange; det fungerer rigtigt godt her i den første roman - og den anden er en mere kompleks viderebearbejdning af de koncepter. Men selvfølgelig ville det skulle ændre sig over tid for ikke at blive for ensformigt.

Men hun forstår at holde spændingen, og samtidig skabe troværdige og facetterede personer.