Les oubliés du dimanche - Valérie Perrin

• Fransk
• 29. oktober - 3. november
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Valérie Perrins anden roman, blev det en indædt kamp om at opdrive den første, da jeg lige var en hurtig weekend i Bruxelles for et par uger siden.

Den er i høj kurs, og det krævede et par boghandlere før den var i hus.

Den er lidt mindre end den anden, som når op på  næsten 700 sider; men den er bestemt ikke dårligere.

Der er visse fællestræk synes jeg; det lidt naive blandet med en dyb familiehemmelighed - og så temaet om de døde.

Denne gang er de dog ikke alle døde endnu. 

Justine er 21 år gammel, bor sammen med sine bedsteforældre og sin fætter og arbejder på et alderdomshjem. Hun elsker at være sammen med den ældre, og især at lytte til deres historier. Hendes favorit er den 96-årige Hélène Hel, som lever i en parallel verden, hvor hun konstant er ved stranden og venter på sit livs store kærlighed Lucien. Hélène har en måge, som våger over hende. Den sidder på plejehjemmets tag; og så længe den er der, er alt godt.

Justine nedskriver Hélènes historie for at få lidt smukt i hendes eget liv. Hendes forældre døde i en trafikulykke, da hun var 4 år gammel; hendes far havde en tvillingebror, som sammen med sin unge smukke svenske kone også døde i ulykken. De var forældre til Jules - hendes fætter.

Og nu bor de hos bedsteforældrene, som er gået helt i stå efter den dag; de taler dårligt sammen og kærlighed og omsorg er ikke-eksisterende i deres verden.

Alt det får Justine til gengæld gennem Hélènes historie om den store kærlighed med Lucien; om deres første møde, hvor Hélène blev betragtet som landsbyens tosse, fordi hun ikke kunne læse. Om deres ikke-ægteskab og livet i den lille café, de ejede. Om krigen, hvor de gemte jøden Simon, som blev fundet og dræbt og Lucien sendt i arbejdslejr. 

Da krigen er ovre, kan Lucien intet huske og det tager mange år at komme tilbage til Hélène og den lille café. Men de finder sammen, og lever den helt store kærlighed sammen, selvom de aldrig forlader caféen. Men de rejser på deres måde!

Samtidig opdager Justine, at forældrenes trafikulykke måske ikke er som den fremstod i aviserne; var der nogen, der ønskede dem døde?

Og ligesom i den anden roman viser det sig, at de grusomste sandheder ligger i familierelationerne.

Det kan selvfølgelig blive en faldgrube for en forfatter at bruge et specielt koncept flere gange; det fungerer rigtigt godt her i den første roman - og den anden er en mere kompleks viderebearbejdning af de koncepter. Men selvfølgelig ville det skulle ændre sig over tid for ikke at blive for ensformigt.

Men hun forstår at holde spændingen, og samtidig skabe troværdige og facetterede personer.