Thursday, December 31, 2015

A Royal Passion - Katie Whitaker



























  • Engelsk
  • 29.-30. december
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Årets sidste bog i 2015 blev en historisk biografi - og dermed endte jeg på 92 læste bøger for det år.
Det er mindre end andre år og det totale side antal, jeg læste var også mindre - nemlig knap 37.000 sider i modsætning til næsten 40.000 i 2014. Det svarer meget passende til de 9 bøger færre, jeg fik læst. Jeg ved ikke, om der er en speciel årsag til det - jeg læser stadig praktisk talt hver dag. Men jeg har måske læst nogle lidt tungere nogle, som har taget mig mere tid. Men nu er det jo ikke en konkurrence - og der har været mange fantastiske bøger imellem; det er svært at udpege en favorit men Stillidsen gjorde stort indtryk på mig ligesom den meget lille men stærke bog af Gaudé og beskrivelsen af krigsfangerne i Siam. 2016 bliver et dejligt læseår er jeg sikker på; der står nemlig allerede en del godbidder i køen og venter!

Men jeg sluttede som sagt året med en biografi af den engelske konge Karl 1., hvis mor var den danske prinsesse Anna, datter af Frederik 2. Han blev engelsk konge i 1625, og umiddelbart derefter gift med den franske prinsesse Henriette Marie, som var datter af den legendariske konge Henrik IV og Marie af Medici. De to fik ikke en god start, da det var svært for den katolske franske prinsesse at finde sig til rette i det protestantiske England, hvor man ikke så med blide øjne på hendes udøvelse af en religion, som i England var blevet afskaffet af Henrik VIII.

Pudsigt nok havde Henriette Marie fader jo stået i det samme dilemma, da han måtte konvertere den anden vej - fra protestantisme til katolicisme - for at blive fransk konge; men Henriette Marie holder fast i sin tro. Efter et hårdt første år finder de dog sammen, og får tilsammen ni børn.

Men uroen lurer hele tiden, da kongen skal balancere mellem krige, finansproblemer og de mange afarter af Reformen, der ikke kunne beslutte sig for hvilken form for protestantisk religion man skulle føre i landet. Samtidig var han ligeledes konge af Irland og Skotland, og håbede at kunne finde hjælp hos de barske skotske krigere. Men disse overlod ham ganske enkelt i englændernes hænder.

Inden denne krise var Henriette Marie dog flygtet til Frankrig; hun var kort tilbage i England i 1643, hvor deres sidste barn blev undfanget - og siden så de aldrig hinanden igen, Kongen blev halshugget i 1649 og Henriette Marie levede sine sidste tyve år i eksil i Frankrig. Da hun døde havde hun blot tre overlevende børn, hvoraf den ene var endt på faderens trone som Karl 2. 

Det var en periode af den engelske historie, jeg ikke tidligere havde læst meget om. For England er jeg som regel stoppet med Tudor-tiden, og har koncentreret mig om den franske historie for årene fremover. Men som altid er de to historier jo tæt forbundet - og som også tit er det religion, der ødelægger det! En spændende bog, som faktisk også kom fra Vangsgaards Antikvariats udsalg - og til ingen penge!

Monday, December 28, 2015

Ser du månen, Daniel - Puk Damsgård



























  • Dansk
  • 27. december
  • 302 sider

Denne bog har uden tvivl ligget under mange juletræer i år; så overraskelsen var måske ikke stor, da jeg åbnede min pakke. Alligevel udbrød jeg med det samme, at jeg ikke vidste om jeg ville beholde den. Jeg ville såmænd gerne læse den - for omtale og anmeldelser har jo været positive, og emnet er om noget aktuelt for 2015. Men jeg synes stadig, at det er for mange penge at give for en bog på 300 sider, som jeg jo så læste på en dag. Det er desværre virkeligheden for mange danske bøger, og årsagen til, at jeg ikke tit får læst de danske romaner, jeg faktisk gerne vil læse. Eller jeg venter til de kommer på udsalg eller i en billigere udgave.

Men når det er sagt, så blev jeg jo helt opslugt - ellers havde jeg næppe brugt det meste af min søndag på at læse en bog om tortur og krig.

Jeg husker den debat, der var omkring Jeppe Nybroes fortælling om sine 28 dage som gidsel; og med det i tankerne var jeg lidt kritisk. Jeg var også lidt forbløffet over den naivitet, som Daniel udviser, ved at rejse til Syrien uden for meget kendskab til landet og med en guide, som er udskiftet i sidste sekund. Men som det nævnes i slutningen af bogen, så er det måske i dag svært at huske stemningen fra forsommeren 2013, hvor IS ikke var blevet hverdagskost i aftennyhederne.

Bogen er dog ikke skrevet af Daniel selv. men af journalisten, som jo har et dybere kendskab til fakta omkring IS og hvordan denne organisation forandrede sig i den periode Daniel sad fanget og efterfølgende. Ikke mindst kulminerende med den grumme halshugning af amerikaneren James Foley.

Derfor svinger bogen mellem de to fortællinger - eller måske tre i virkeligheden. Der er den nøgterne fortælling om IS og baggrunden for dens oprindelse med Irak-krigen og hele udviklingen i Mellemøster efter 9/11. Her savner jeg dog lidt mindre opremsning af fakta og navne - og lidt mere indblik i deres religiøse overbevisninger, og hvor disse adskiller sig så markant fra netop bevægelser som Al Qaeda eller blot islam i det hele taget i Mellemøsten.

Den anden fortælling er Daniels. Om tiden i de forskellige fængsler, om medfangerne, om torturen, om de personlige relationer og alle de kvaler, der fører med sygdom, sult, fysisk og psykisk smerte. Det er en barks historie, som ikke kan undgå at påvirke uagtet, at vi i dag har set og hørt flere hjemvendte gidsler fortælle deres historie indefra.

Og endelig er der historien om familien derhjemme, som kæmper for at få Daniel fri. På en måde fandt jeg faktisk denne del af historien den værste. For de står i et forfærdeligt dilemma, hvor de ikke kan snakke frit om det, da pressen ikke må få nys om kidnapningen. De er oppe mod en regering, der ikke vil betale løsesum ej heller hjælpe med andre midler. Og de skal konstant kæmpe med angsten.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at vurdere om den danske stat skal betale disse løsesummer, som Frankrig og Spanien for eksempel gør det. Det er penge, der igen bliver sat i kredsløb for at finansiere flere våben eller holde gidsler fanget i længere tid - eller dræbe lokale uskyldige civile.

På den anden side har en masse danskere været med til at finansiere de 22 millioner kroner, som Daniels liv var værd. Det er et tungt ansvar at stå med, når man er hjemme igen. At kende den pris for sit liv og ikke vide, hvor og hvem man skal takke. Det er tungt at vide, at nok er man fri men ens frihed giver samtidig mulighed for at dræbe andre. Jeg ved ikke, hvordan man lever med den viden?

Uanset hvem, der betaler så bekræfter det IS i, at metoden fungerer. Men jeg kan sagtens forstå Daniels medfange, Pierre Torres, som ikke er stolt af at stå som en folkehelt ved siden af François Hollande. Han har forstået, hvilken pris han og de andre gidsler har og altid vil betale for deres frihed.

Samlet set en glimrende fortælling - der var nogle sjuskefejl, som burde være fanget; men der var sikkert travlt med at få den klar til jul. Og så kunne jeg nok godt have ventet til den var ude til en en mere demokratisk pris; men det er jo ikke forfatterens problem!

Saturday, December 26, 2015

Colour Blind - Catherine Cookson


























  • Engelsk
  • 23.-26. december
  • 334 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har et par gange været forbi Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet i forbindelse med deres lukning - desværre - og så er det jo nemt at tage nogle billige bøger under armen. Det skete med denne (og faktisk endnu en af samme forfatter) til den latterlige sum af 25 kroner.

Da jeg kom hjem, og lige bladrede lidt i den, opdagede jeg, at jeg vist havde fået fat i en Cartland-wannabe - hun nåede at skrive næsten 100 bøger i sine 91 år, og blev temmelig populær i hjemlandet England. En del af hendes romaner er ligeledes filmatiseret som tv-miniserier. Så det er altså en anelse i den retning. Men nu var den der, så jeg læste den!

Samtidig fandt jeg det interessant at se, hvordan en roman skrevet i 1953 ville behandle netop emnet om racisme, som er omdrejningspunktet for historien.

Den unge Bridget vender i begyndelsen af 1. Verdenskrig hjem til familien i et fattigt kvarter i Tyneside i det nordlige England. Der er ikke mange penge i familien, hvor de bor mange sammen og slås for at få mad og penge til at slå til. Og nu står familiens håb der - med en ægtemand James, der oven i købet har købt et fint hus til hende. Problemet er bare, at han er sort - og hun er gravid.

Familien prøver at acceptere det - men for broderen Matt, som har et unaturligt dominerende forhold til søsteren, er det svært. Det bliver dog lidt bedre, da barnet - Rose Angela - fødes og "heldigvis" er mere hvid end sort. Men at acceptere den sorte mand i familien er alligevel svært, og en dag ender James og Matt i slagsmål. James flygter, da han tror, at Matt er død; og i de efterfølgende år lever Bridget alene og bliver alkoholiker - godt hjulpet på vej af broderen.

Rose Angela vokser op, og kæmper med sin identitet. Hun er ikke sort som sin far; men hun er heller ikke som de andre. Som ung kvinde bliver denne identitetskrise afgørende for hendes arbejdsforhold, da mændene vil udnytte hende seksuelt; og kærlighedslivet går det ikke meget bedre med.

Bogen ender med faderens hjemkomst, og den forventede konfrontation med Matt - og en lykkelig slutning på Rose Angelas kærlighedskvaler. En rigtig lyserød historie. Men der, hvor det bliver temmelig usmageligt og tydeligt viser tidens ånd, er da James ligger på sit dødsleje, og hans sidste tanker er, at det ikke er passende med ægteskaber mellem farvede og hvide. Det er unaturligt, at et barn ikke ligner sin far eller mor er hans sidste tanker. Jeg ved ikke om det skal have en speciel morale, at det er den farvede, der kommer til denne konklusion? Er det så mindre racistisk og en bedre lektion? Men når man tænker på, at i 1953 var der stadig segregation i mange lande, så er det en sørgelig morale.

Helheden var jo langt fra en litterær oplevelse; det bedste man kan sige er nok, at det gav et glimrende indblik i den moralske snæverhed, der prægede tiden. Det er jo uhyggeligt, at en forfatter under dække af ungpigeromaner får sine racistiske budskaber igennem.

Tuesday, December 22, 2015

Les derniers jours de nos pères - Joël Dicker



























  • Fransk
  • 20.-22. december
  • 450 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den schweiziske forfatter Joël Dicker blev for alvor berømt uden for sit eget land med murstensromanen om Harry Quebert i 2012; men faktisk havde han skrevet en roman i 2010, som først nu er blevet en større succes - og dermed forhåbentlig også bliver oversat til dansk.

Paul-Emile - med dæknavnet Pal - er 22 år gammel, da han i 1942 bliver udtaget til Churchills hemmelige tjeneste, SOE, som skal sende indfødte agenter tilbage til Frankrig for at samarbejde med modstandelsesbevægelsen. Ideen er at bruge indfødte, som nemmere kan skjule sig i landet og kender kulturen; men som samtidig er toptrænede agenter.

Pal må forlade sin far uden at kunne fortælle ham, hvad han præcis skal lave. Faderen og Pal bor alene i en lille lejlighed i det 11. arrondissement efter moderens død. De to mænd har et usædvanligt tæt bånd, og faderen er bekymret. Han lover derfor Pal, at han aldrig vil låse døren til lejligheden, så Pal altid kan komme ind, når han kommer hjem igen.

I England havner Pal i en gruppe med 15 andre - kun en enkelt pige er blandt dem, Laura - og alle skal de trænes til at være professionelle soldater, selvom de inden krigen havde ganske almindelige beskæftigelser. Træningen varer i flere måneder, og de knytter tætte bånd på kryds og tværs - men man opdager også deres forskelligheder, mens man læser om de forskellige personer som 'Fede', 'Frø' - og de andre kæle/kaldenavne, de går under krigen igennem.

I hele denne periode har Pal ingen kontakt til faderen, der trofast venter dag ud og dag ind på at høre nyt. Faderen, som hver morgen tjekker døren flere gange for nu at sikre sig, at han ikke er kommet til at låse den. Faderen, som bliver mere og mere melankolsk og som slet ikke forstår, hvorfor sønnen på den måde har skuffet ham.

Den anden del af historien handler om deres start på missionerne; deres møde med den rigtige krig og al dens gru. De kastes ned i Frankrig, udfører deres missioner, og hentes tilbage til London, hvor de hver gang håber at finde resten af gruppen. Selv dem, der ikke umiddelbart havde de store affiniteter, forstår, at krigen handler om at stå sammen. At krig er om Mennesker. At være et ordentligt Menneske selvom man må dræbe. Problematikken og poesien i bogen er centreret om denne problemstilling - men ud fra det maskuline synspunkt.

Hvor der har været skrevet meget om krigeres savn af den feminine skikkelse, tager Dicker kampen op med forholdet mellem far og søn. Hvordan disse mænd har lært af deres fædre at være mænd, og hvordan de nu skal være det på en måde, som deres egne fædre aldrig har prøvet det. Dicker gør det med en hjerteskærende ærlighed.

Og denne faderkærlighed bliver ulykken for Pal og derigennem for nogle af de andre. Han kan ikke holde løftet om ikke at kontakte faderen, og dermed bringer han sig selv og de andre i fare. Krigen tærer og nedbryder den hårdhed de skulle have som agenter; ligesom den nedbryder troen hos den naziofficer, som bliver en brik i spillet mellem far og søn.

Det var en fantastisk og enestående historie. En poetisk og barsk krigsroman om kærlighed, trofasthed, loyalitet, mod, bedrag ... alle de menneskelige gode og dårlige sider, som forstærkes under pres. En roman, som virkelig fortjener at blive oversat til dansk.

Monday, December 21, 2015

Historien om A. J. Fikrys liv - Gabrielle Zevin



























  • Engelsk
  • 17.-19. december
  • 243 sider
  • Originaltitel: The Storied Life of A.J. Fikry

Endnu en bog, hvor bøger spiller en stor rolle! Jeg synes, at den danske titel er lidt misvisende i forhold til den engelske - hvor A.J. Fikrys liv er en historie bygget op omkring bøger; for det er jo netop således det er. Hvert kapitel indledes med en lille anmeldelse af en kendt bog, som A.J. Fikry har skrevet noter om til dem, han efterlader. Det er den lidt mere triste bagende af historien om hans liv, som både er godt og skidt.

A.J. Fikry flyttede til den lille ø, Alice Island, mange år tidligere, da hans daværende kone, Nic, ønskede at flytte hjem. Der åbnede han en boghandel, som man som aficionado fornemmer er et rent paradis. Han værner om den som han værner om de bøger, han gerne vil sælge - og der er rigtigt mange han ikke ville sælge. Han har meget bestemte meninger om litteratur.

Hans kone dør i en tragisk trafikulykke, og han begynder at falde dybere og dybere ned i et hul af ensomhed, færdigretter og rødvin. Indtil to hændelser på samme tid bliver hans vej tilbage til et normalt liv.

Først får han stjålet sin yndlingsbog - ikke fordi den litterært er den bedste, han ejer - men fordi den er penge værd. Det er hans pensionsopsparing. Dernæst finder han en to-årig pige midt i boghandelen, og beholder hende.

Den lille Maya, hans venskab med øens karikerede politimand, forholdet til svigerinden og pludselig en dag kærligheden i form af en bogsælger får ham til at ændre kurs i sit liv. Det hele fortælles ud fra hans forhold til bøgerne i hans liv - ordene.

Det er en kort og letlæst lille roman, som på nogle punkter minder om Rachmans succesroman - i hvert fald i forholdet til bøger. Men den er ikke så god som Rachman; en hyggelig bog med lidt stof til eftertænksomhed, som jeg faktisk bare slugte.

Thursday, December 17, 2015

Le liseur du 6h27 - Jean-Paul Didierlaurent



























  • Fransk
  • 15.-16. december
  • 193 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Franske forfattere har i de senere år haft en forkærlighed for de 'små' i samfundet. Her tænker jeg selvfølgelig mest på Pindsvinets elegance, men også Ønskelisten - men måske slog det i virkeligheden først igennem på film med Amélie fra Montmartre?

I bøgerne, jeg nævner her, er det jo en portnerkone, der er intellektuel udover, hvad der ønskes og forventes af hende og i den anden er det en lille småhandlende i et halvtrist ægteskab, som vinder den store gevinst i lotteriet. Eller også startede det hele i virkeligheden med Cosette og Jean Valjean - Victor Hugo var jo især glad for de mere ukendte eksistenser!

Guylain Vignolles er bogens hovedperson - på fransk er hans navn desværre lidt nemt at gøre meget komisk; og han har da også lidt under det i det meste af sin 36-årige eksistens. Han bor alene i en lille lejlighed med en guldfisk som eneste ven. Hver morgen tager han RER'en (fransk S-tog) til arbejde på en fabrik, der destruerer bøger. Ja, det er jo et skrækkeligt scenarie at forestille sig - og derfor kan han ikke andet end at kalde den store maskine for Tingen. Men hver dag kravler han ind i Tingen for at rense den, og han gemmer de løsrevne sider, der ikke er blevet helt destruerede.

Disse løse sider, brudstykker af romaner, han aldrig ser begyndelsen eller enden på, tager han med i toget, og læser højt af. Han ender med at få sig en hel lille fanskare - blandt andet et par ældre damer, som kun tager toget for at høre ham. 

Det ender med, at han bliver oplæser på et plejehjem. At han får trukket den mystiske portvagt fra fabrikken ud fra sit bur, så han kan deklarere sine aleksandriner ... og hans ven, der har fået benene skåret af maskine liver op igen, da han kan hjælpe Guylain med at finde en mystisk ung pige.

Små helt almindelige menneskeskæbner beskrevet i et finurligt og dejligt fransk. Det var også dejligt at læse fransk efter de mange engelske bøger på det sidste - poesien er bare anderledes i mine ører.

En smuk lille roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk - og sandsynligvis glimrende filmmateriale til et fransk publikum, der bedre magter det helt stille.


Wednesday, December 16, 2015

Hende du forlod - Jojo Moyes



























  • Engelsk
  • 13.-14. december
  • 516 sider
  • Originaltitel: The Girl You Left Behind

Klog af skade bliver jeg åbenbart ikke!! Min tredje Jojo Moyes-bog - og nu tre bøger, jeg har måttet smide i skraldespanden efter endt læsning. Men nu har jeg lært lektien! Jeg troede dog, at denne ville være bedre end de andre chick-lits, da der var det historiske aspekt med et gammelt maleri - to ting, jeg jo godt kan lide.

Desværre har forfatteren slet ikke styr på sine egne facts!

Historien indledes i 1916 i Nordfrankrig, hvor en lille landsby er blevet overtaget af tyskerne. De to søstre, Sophie og Hélène, driver familiehotellet, mens deres mænd er ved fronten. Sophies mand er kunstner, og hun hænger hans portræt af hende synligt fremme i spisesalen, hvor alle kan se det. Det bekymrer søsteren, der advarer hende om tyskernes konfiskering af degenereret kunst.

Dette fænomen eksisterer dog slet ikke før 1937, hvor Hitler åbner en udstilling med primært jødisk beslaglagt kunst, og så er der selvfølgelig den store sag om kunstværkerne i saltminerne i Østrig, som der kan læses om her og her. Men det er altså en anden krig, og har intet at gøre i en historie om 1. Verdenskrig, som ikke fordømte eller beslaglagde kunstværker. Men det giver jo maleriet den særstatus, som forfatteren har behov for.

Parallelt med tilbageblikkene til 1916-17 møder vi den lettere neurotiske Liv, hvis arkitektmand er død nogle år forinden. Men her går det helt galt for forfatteren - de havde været gift i fire år, og han har været død i fire år. Ikke desto mindre skulle han have købt maleriet ti år tidligere, da de var på bryllupsrejse i Barcelona. Først kostede det 300 francs - selvom Spanien aldrig har haft den møntfod - men siden efter er det blevet til 200 Euros - og ingen vekselkurs mod en tidligere europæisk valuta kan passe på det. Forfærdeligt sjusk!

Men altså - nu dukker der nogle folk op, som vil have maleriet tilbage og dermed roder forfatteren sig ud i en parodi på de reelle sager om returnering af kunst; men som handler om 2. Verdenskrig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke blot henlagde sin historie til den tid?

De to kvinder - med 90 år interval - er selvfølgelig sjæleligt forbundne, og har samme karakterstyrke og vilje ... det er i hvert fald det, man som læser skal forstå. Og det hele ender godt - omend totalt utroværdigt og temmelig overdrevent sukkersødt. Men det værste er jo, at grundidéen ganske enkelt ikke holder fordi forfatteren ikke formår andet end at skrive lokumskærlighedshistorier.

Monday, December 14, 2015

En Syrie - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 12. december
  • 89 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne må da siges at være aktuel, selvom den er 90 år gammel!

Men Syrien er - eller var skal man måske sige - et af smukkeste lande i verden; med en helt fantastisk kulturarv, som til dels er ved at forsvinde helt og aldeles på grund af krigen. 

Så at læse om, hvor fascinerende dette land var for de store rejsende for mange år siden, er både lidt opløftende og lidt trist. Kessel var meget ung, da han kom til Syrien - det var en af hans første rejser, da han var blot 28 år gammel. Hans rygte er endnu ikke så veletableret, og han må kæmpe lidt mere for at få sine interviews. Men han har allerede den særegne måde at nærme sig opgaven på, som også kendetegnede Kapuscinski og langt senere Theroux. Rejsende, der lever sig ind i landets kultur og mennesker, og ikke blot betragter på afstand som nutidens charterrejsende.

Syrien var på det tidspunkt under fransk styre - hvor er det grotesk at tænke på, hvad der nu sker! Den dominerende klasse var derfor den hvide, europæiske eller lokale, men kristne minoritet. Muslimerne var de fattige, bønderne .... masserne. Men landet var påvirket af de utroligt mange små minoriteter, der skulle sameksistere - måske starter had og krig lige dér for at eksplodere senere? Et minde om overherredømme, der senere skal hævnes?

Der er selvfølgelig uendelige og kendte årsager til disse konflikter - men sørgeligt er det, at et lands kulturarv uanset, hvem der har skabt det, ødelægges på grund af ideologi. For netop disse lande i Mellemøsten med deres blanding af islam og kristendom havde en helt særlig skønhed, som nu er forvandlet til den grummeste grimhed.

Det gør lidt godt i sjælen at læse om storhedstiden. En anelse håb måske også?

Friday, December 11, 2015

Det forsvundne barn - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 7.-10. december
  • 474 sider
  • Engelsk titel: The Story of the Lost Child

Den sidste del af Elena Ferrantes serie om de to veninder gled til gengæld ned med rygende fart i modsætning til de tre tidligere. Jeg har næppe nogensinde læst en serie, hvor det hele først falder på plads og giver mening ved slutningen. Ikke som ved en krimi, hvor man overraskes til sidst - nej, den der dybe forståelse af hele historiens opbygning. Hvorfor forfatteren skrev som hun gjorde; hvorfor tingene tog den tid, de gjorde. Og med denne slutning ser man også de tre foregående bøger i et helt andet lys. Det er måske ikke godt for den utålmodige læser - men til den, der vil belønnes med en smuk læseoplevelse er det noget af det bedste!

Elena skriver jo hele historien som hendes personlige nedfældelse af hendes oplevelse af venskabet; det er ikke en parallel historie, hvor de to protagonister spiller en ligeværdig rolle. Den starter med et tilbageblik i første bind, og den slutter med den krølle på halen, der gør, at man forstå indledning men så sandelig også de knap 1.800 mellemliggende sider.

Elenas hele historie er en kamp med sig selv for at forstå hendes forhold til Lina/Lila igennem dennes handlinger imod andre og hende selv - og til dels mod sig selv. Det er en udrensning for at få Lila ud af sit system, fordi hun hele sit liv har fyldt alt, alt for meget. Hun har dikteret Elenas livsvalg direkte og indirekte. Hun har påvirket hendes karriere, hendes mænd og hendes børn og afholdt hende fra at være sin egen dommer.

Tidsmæssigt er det efter de begge er blevet mødre som 36-årige, og i modsætning til de tidligere års lidt afbrudte perioder i venskabet, nu nærmest lever i symbiose. Elena har forladt Nino, Linas tidligere elsker - og de flytter ind i samme ejendom i to lejligheder oven over hinanden.

Indtil den dag, hvor den ene af de to små piger forsvinder. Det bliver jo et nærmest metaforisk symbol på det bånd, der er mellem to veninder og som overføres til de to voksne kvinder.

Samtidig er det en voldelig periode med drab og opgør politisk; deres kreds af barndomsvenner indskrænkes ... og de kæmper for ikke at hade hinanden for meget i alle de beskyldninger, der flyver gennem luften.

Endelig da Elena flytter fra Napoli igen og de er mere end tres år gamle, da brydes båndene. Elena skriver en bog om venindens forsvundne - fordi hun nok aldrig har levet sit eget liv udelukkende, men altid lånt fra Lina. Det bliver måske dødsstødet og slutningen er faktisk barsk men smuk. Den eneste rigtige forløsning for dem begge. Men trist en forløsning og en binding, der skulle have været kappet mange år tidligere.

Tilbage står man så stadig og undrer sig over, hvor meget selvbiografi, der var i bogen - og hvor meget fiktion. Jeg hælder bestemt mest til det første - især slutningen taget i betragtning. En historie, der kunne skrives når visse ting var 'ordnet'.

Så uanset min skepsis undervejs, så blev jeg rigt belønnet for min tålmodighed.

Monday, December 7, 2015

Dem der flygter og dem der bliver - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 1.-6. december
  • 420 sider
  • Engelsk titel: Those Who Leave and Those Who Stay

Jeg må nok konkludere, at Elena Ferrantes bøger ikke just er let og hyggelig læsning. Jeg følger stort det samme mønster ved hvert bind i hendes serie; jeg starter meget langsomt, og når ikke mange sider i hverdagene i metro eller afbrudt af alle de andre ting, der også skal passes. Når jeg så når til weekenden, så har jeg tid til at glemme alt andet - og det er det, der skal til, for at jeg oprigtigt kan synke ned i hendes historie. 

Det bliver historien dog ikke mindre god af - men den kræver sin kvinde, og det er barske sager synes jeg.

I tredje bind er vi i tiden fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne. Det politiske klima er præget af kvindernes frigørelse men også den terrorisme, der fandt sted i landet som følge af politiske spændinger mellem de kristne demokrater og landets socialistiske parti. Elena kommer ind i de politiske diskussioner i starten af hendes ægteskab, uden dog at være en af de militante medlemmer. Men hele tidsånden præger hendes tilværelse - hendes eksistentielle krise som småbørnsmoder, der ikke længere kan passe en litterær karriere men i stedet skal passe hjem, mand og børn.

Lina bliver langt mere involveret og Elena frygter på et tidspunkt, at hun er involveret i drabene på flere personer - blandt andet en barndomsven til den mafia-relaterede Solara-familie fra deres barndoms kvarter. Elena tager sig af hende, mens hun er syg og meget nedbrudt - og det bliver til en mindre opblomstring i deres venskab. Men Lina flytter tilbage til Napoli og accepterer at arbejde for Solara-familien, som ansætter hende og hendes ven indenfor IT-branchen, som jo selvfølgelig er noget af det sidste nye. Nu er hun igen ved muffen og tjener penge; og det skal hun lige manifestere overfor den frustrerede Elena, hvis ægteskab går dårligere og dårligere.

Tredje bind er langt mere politisk, og hvis man ikke vidste meget om Italiens fascisme og anti-fascisme i disse år, så får man en god introduktion. Men den er også ret præget af Elenas selvkritik og melodrama, og derfor til tider lidt stillestående. Det er muligvis derfor, at jeg ikke kommer så nemt igennem dem. Mod slutningen af bogen kommer der dog lidt mere skub i tingene, da Elena forlader sin mand for at indlede en affære med Nino, som tidligere var Linas elsker. Så kommer der da nyt krudt i deres indbyrdes venindeforhold!

Men i langt størstedelen af den tidsperiode denne bog dækker, er de faktisk væk fra hinanden, og hører kun gennem tredjemand om den andens liv. De opsøger hinanden, når det er virkelig galt men ellers er det mere en kamp for Elena til at finde sig selv i sin voksne kvinderolle.

Jeg håber, at der kommer lidt mere tempo i den sidste roman, og selvom det er en interessant boglig oplevelse, så glæder jeg mig også til at komme videre til noget andet. Der er fordele og ulemper ved at læse en hel række uden stop. Med præcis denne serie, tror jeg bestemt, at jeg ville have mistet tråden, hvis jeg holdt pauser imellem.