Les derniers jours de nos pères - Joël Dicker

• Fransk
• 20.-22. december
• 450 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den schweiziske forfatter Joël Dicker blev for alvor berømt uden for sit eget land med murstensromanen om Harry Quebert i 2012; men faktisk havde han skrevet en roman i 2010, som først nu er blevet en større succes - og dermed forhåbentlig også bliver oversat til dansk.

Paul-Emile - med dæknavnet Pal - er 22 år gammel, da han i 1942 bliver udtaget til Churchills hemmelige tjeneste, SOE, som skal sende indfødte agenter tilbage til Frankrig for at samarbejde med modstandelsesbevægelsen. Ideen er at bruge indfødte, som nemmere kan skjule sig i landet og kender kulturen; men som samtidig er toptrænede agenter.

Pal må forlade sin far uden at kunne fortælle ham, hvad han præcis skal lave. Faderen og Pal bor alene i en lille lejlighed i det 11. arrondissement efter moderens død. De to mænd har et usædvanligt tæt bånd, og faderen er bekymret. Han lover derfor Pal, at han aldrig vil låse døren til lejligheden, så Pal altid kan komme ind, når han kommer hjem igen.

I England havner Pal i en gruppe med 15 andre - kun en enkelt pige er blandt dem, Laura - og alle skal de trænes til at være professionelle soldater, selvom de inden krigen havde ganske almindelige beskæftigelser. Træningen varer i flere måneder, og de knytter tætte bånd på kryds og tværs - men man opdager også deres forskelligheder, mens man læser om de forskellige personer som 'Fede', 'Frø' - og de andre kæle/kaldenavne, de går under krigen igennem.

I hele denne periode har Pal ingen kontakt til faderen, der trofast venter dag ud og dag ind på at høre nyt. Faderen, som hver morgen tjekker døren flere gange for nu at sikre sig, at han ikke er kommet til at låse den. Faderen, som bliver mere og mere melankolsk og som slet ikke forstår, hvorfor sønnen på den måde har skuffet ham.

Den anden del af historien handler om deres start på missionerne; deres møde med den rigtige krig og al dens gru. De kastes ned i Frankrig, udfører deres missioner, og hentes tilbage til London, hvor de hver gang håber at finde resten af gruppen. Selv dem, der ikke umiddelbart havde de store affiniteter, forstår, at krigen handler om at stå sammen. At krig er om Mennesker. At være et ordentligt Menneske selvom man må dræbe. Problematikken og poesien i bogen er centreret om denne problemstilling - men ud fra det maskuline synspunkt.

Hvor der har været skrevet meget om krigeres savn af den feminine skikkelse, tager Dicker kampen op med forholdet mellem far og søn. Hvordan disse mænd har lært af deres fædre at være mænd, og hvordan de nu skal være det på en måde, som deres egne fædre aldrig har prøvet det. Dicker gør det med en hjerteskærende ærlighed.

Og denne faderkærlighed bliver ulykken for Pal og derigennem for nogle af de andre. Han kan ikke holde løftet om ikke at kontakte faderen, og dermed bringer han sig selv og de andre i fare. Krigen tærer og nedbryder den hårdhed de skulle have som agenter; ligesom den nedbryder troen hos den naziofficer, som bliver en brik i spillet mellem far og søn.

Det var en fantastisk og enestående historie. En poetisk og barsk krigsroman om kærlighed, trofasthed, loyalitet, mod, bedrag ... alle de menneskelige gode og dårlige sider, som forstærkes under pres. En roman, som virkelig fortjener at blive oversat til dansk.