Wednesday, December 16, 2015

Hende du forlod - Jojo Moyes



























  • Engelsk
  • 13.-14. december
  • 516 sider
  • Originaltitel: The Girl You Left Behind

Klog af skade bliver jeg åbenbart ikke!! Min tredje Jojo Moyes-bog - og nu tre bøger, jeg har måttet smide i skraldespanden efter endt læsning. Men nu har jeg lært lektien! Jeg troede dog, at denne ville være bedre end de andre chick-lits, da der var det historiske aspekt med et gammelt maleri - to ting, jeg jo godt kan lide.

Desværre har forfatteren slet ikke styr på sine egne facts!

Historien indledes i 1916 i Nordfrankrig, hvor en lille landsby er blevet overtaget af tyskerne. De to søstre, Sophie og Hélène, driver familiehotellet, mens deres mænd er ved fronten. Sophies mand er kunstner, og hun hænger hans portræt af hende synligt fremme i spisesalen, hvor alle kan se det. Det bekymrer søsteren, der advarer hende om tyskernes konfiskering af degenereret kunst.

Dette fænomen eksisterer dog slet ikke før 1937, hvor Hitler åbner en udstilling med primært jødisk beslaglagt kunst, og så er der selvfølgelig den store sag om kunstværkerne i saltminerne i Østrig, som der kan læses om her og her. Men det er altså en anden krig, og har intet at gøre i en historie om 1. Verdenskrig, som ikke fordømte eller beslaglagde kunstværker. Men det giver jo maleriet den særstatus, som forfatteren har behov for.

Parallelt med tilbageblikkene til 1916-17 møder vi den lettere neurotiske Liv, hvis arkitektmand er død nogle år forinden. Men her går det helt galt for forfatteren - de havde været gift i fire år, og han har været død i fire år. Ikke desto mindre skulle han have købt maleriet ti år tidligere, da de var på bryllupsrejse i Barcelona. Først kostede det 300 francs - selvom Spanien aldrig har haft den møntfod - men siden efter er det blevet til 200 Euros - og ingen vekselkurs mod en tidligere europæisk valuta kan passe på det. Forfærdeligt sjusk!

Men altså - nu dukker der nogle folk op, som vil have maleriet tilbage og dermed roder forfatteren sig ud i en parodi på de reelle sager om returnering af kunst; men som handler om 2. Verdenskrig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke blot henlagde sin historie til den tid?

De to kvinder - med 90 år interval - er selvfølgelig sjæleligt forbundne, og har samme karakterstyrke og vilje ... det er i hvert fald det, man som læser skal forstå. Og det hele ender godt - omend totalt utroværdigt og temmelig overdrevent sukkersødt. Men det værste er jo, at grundidéen ganske enkelt ikke holder fordi forfatteren ikke formår andet end at skrive lokumskærlighedshistorier.

4 comments:

Rasmine said...

Jeg må vist lige læse, hvad du har skrevet om de to andre :-)

Bachs Bøger said...

Åh, hvor er jeg glad for at jeg ikke har fået købt den endnu. Jeg har ellers været tæt på mange gange. Men det du nævner med nazisternes kunsttyverier henlagt til 1. verdenskrig ville også have generet mig.

Nille said...

Rasmine,

Jeg syntes helt du var forsvundet ... men jeg er vist også lidt!

Ja, somme tider må man være barsk, når det er påkrævet.

Nille said...

Bachs Bøger,

Jeg vil bestemt ikke anbefale at smide penge efter dem.

Principielt siger hun jo ikke, at det var nazister - blot, at tyskerne ikke ville kunne lide de underlige impressionistiske farver. Men det skete jo bare slet ikke under 1. Verdenskrig. Og da det senere kommer til retssagen i historien, er der jo selvfølgelig en forvirring med netop tyskernes ran 30 år senere.

Men hvorfor så ikke ganske enkelt rykke historien tidsmæssigt? Det giver jo ingen mening!!!

Og det er sjusk :-)