Thursday, December 31, 2015

A Royal Passion - Katie Whitaker



























  • Engelsk
  • 29.-30. december
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Årets sidste bog i 2015 blev en historisk biografi - og dermed endte jeg på 92 læste bøger for det år.
Det er mindre end andre år og det totale side antal, jeg læste var også mindre - nemlig knap 37.000 sider i modsætning til næsten 40.000 i 2014. Det svarer meget passende til de 9 bøger færre, jeg fik læst. Jeg ved ikke, om der er en speciel årsag til det - jeg læser stadig praktisk talt hver dag. Men jeg har måske læst nogle lidt tungere nogle, som har taget mig mere tid. Men nu er det jo ikke en konkurrence - og der har været mange fantastiske bøger imellem; det er svært at udpege en favorit men Stillidsen gjorde stort indtryk på mig ligesom den meget lille men stærke bog af Gaudé og beskrivelsen af krigsfangerne i Siam. 2016 bliver et dejligt læseår er jeg sikker på; der står nemlig allerede en del godbidder i køen og venter!

Men jeg sluttede som sagt året med en biografi af den engelske konge Karl 1., hvis mor var den danske prinsesse Anna, datter af Frederik 2. Han blev engelsk konge i 1625, og umiddelbart derefter gift med den franske prinsesse Henriette Marie, som var datter af den legendariske konge Henrik IV og Marie af Medici. De to fik ikke en god start, da det var svært for den katolske franske prinsesse at finde sig til rette i det protestantiske England, hvor man ikke så med blide øjne på hendes udøvelse af en religion, som i England var blevet afskaffet af Henrik VIII.

Pudsigt nok havde Henriette Marie fader jo stået i det samme dilemma, da han måtte konvertere den anden vej - fra protestantisme til katolicisme - for at blive fransk konge; men Henriette Marie holder fast i sin tro. Efter et hårdt første år finder de dog sammen, og får tilsammen ni børn.

Men uroen lurer hele tiden, da kongen skal balancere mellem krige, finansproblemer og de mange afarter af Reformen, der ikke kunne beslutte sig for hvilken form for protestantisk religion man skulle føre i landet. Samtidig var han ligeledes konge af Irland og Skotland, og håbede at kunne finde hjælp hos de barske skotske krigere. Men disse overlod ham ganske enkelt i englændernes hænder.

Inden denne krise var Henriette Marie dog flygtet til Frankrig; hun var kort tilbage i England i 1643, hvor deres sidste barn blev undfanget - og siden så de aldrig hinanden igen, Kongen blev halshugget i 1649 og Henriette Marie levede sine sidste tyve år i eksil i Frankrig. Da hun døde havde hun blot tre overlevende børn, hvoraf den ene var endt på faderens trone som Karl 2. 

Det var en periode af den engelske historie, jeg ikke tidligere havde læst meget om. For England er jeg som regel stoppet med Tudor-tiden, og har koncentreret mig om den franske historie for årene fremover. Men som altid er de to historier jo tæt forbundet - og som også tit er det religion, der ødelægger det! En spændende bog, som faktisk også kom fra Vangsgaards Antikvariats udsalg - og til ingen penge!

No comments: