Monday, December 7, 2015

Dem der flygter og dem der bliver - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 1.-6. december
  • 420 sider
  • Engelsk titel: Those Who Leave and Those Who Stay

Jeg må nok konkludere, at Elena Ferrantes bøger ikke just er let og hyggelig læsning. Jeg følger stort det samme mønster ved hvert bind i hendes serie; jeg starter meget langsomt, og når ikke mange sider i hverdagene i metro eller afbrudt af alle de andre ting, der også skal passes. Når jeg så når til weekenden, så har jeg tid til at glemme alt andet - og det er det, der skal til, for at jeg oprigtigt kan synke ned i hendes historie. 

Det bliver historien dog ikke mindre god af - men den kræver sin kvinde, og det er barske sager synes jeg.

I tredje bind er vi i tiden fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne. Det politiske klima er præget af kvindernes frigørelse men også den terrorisme, der fandt sted i landet som følge af politiske spændinger mellem de kristne demokrater og landets socialistiske parti. Elena kommer ind i de politiske diskussioner i starten af hendes ægteskab, uden dog at være en af de militante medlemmer. Men hele tidsånden præger hendes tilværelse - hendes eksistentielle krise som småbørnsmoder, der ikke længere kan passe en litterær karriere men i stedet skal passe hjem, mand og børn.

Lina bliver langt mere involveret og Elena frygter på et tidspunkt, at hun er involveret i drabene på flere personer - blandt andet en barndomsven til den mafia-relaterede Solara-familie fra deres barndoms kvarter. Elena tager sig af hende, mens hun er syg og meget nedbrudt - og det bliver til en mindre opblomstring i deres venskab. Men Lina flytter tilbage til Napoli og accepterer at arbejde for Solara-familien, som ansætter hende og hendes ven indenfor IT-branchen, som jo selvfølgelig er noget af det sidste nye. Nu er hun igen ved muffen og tjener penge; og det skal hun lige manifestere overfor den frustrerede Elena, hvis ægteskab går dårligere og dårligere.

Tredje bind er langt mere politisk, og hvis man ikke vidste meget om Italiens fascisme og anti-fascisme i disse år, så får man en god introduktion. Men den er også ret præget af Elenas selvkritik og melodrama, og derfor til tider lidt stillestående. Det er muligvis derfor, at jeg ikke kommer så nemt igennem dem. Mod slutningen af bogen kommer der dog lidt mere skub i tingene, da Elena forlader sin mand for at indlede en affære med Nino, som tidligere var Linas elsker. Så kommer der da nyt krudt i deres indbyrdes venindeforhold!

Men i langt størstedelen af den tidsperiode denne bog dækker, er de faktisk væk fra hinanden, og hører kun gennem tredjemand om den andens liv. De opsøger hinanden, når det er virkelig galt men ellers er det mere en kamp for Elena til at finde sig selv i sin voksne kvinderolle.

Jeg håber, at der kommer lidt mere tempo i den sidste roman, og selvom det er en interessant boglig oplevelse, så glæder jeg mig også til at komme videre til noget andet. Der er fordele og ulemper ved at læse en hel række uden stop. Med præcis denne serie, tror jeg bestemt, at jeg ville have mistet tråden, hvis jeg holdt pauser imellem.

No comments: