Den logerende - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.

Den perfekte søn - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 26.-27. september
• 320 sider
• Originaltitel: The Perfect Son

Erika er en hjemmegående mor med to teenagebørn og en succesfuld mand. Datteren, Hannah, er i den rebelske alder, hvor moderen er pinlig, irriterende og en forhindring for hendes personlige lykke. Drengen, Liam, er til gengæld dygtig i skolen, roser hendes madlavning og er den perfekte søn. Men Erika ved også, at noget ikke er som det skal være.

Siden Liam var lille, har der været episoder, hvor hans personlighed har chokeret hende. Hændelser, hvor han har gjort ting, der indikerer, at han er sociopat og ude af stand til at føle empati. Erika er konstant på vagt for at beskytte ham - men i lige så høj grad dem omkring ham. For Liam er nu seksten år gammel, og begynder at interessere sig for pigerne - og de skal beskyttes! 

Da en ung pige fra hans skole forsvinder, og Liam viser sig at være den sidste, der har set hende, er Erika derfor ikke i tvivl. Hun frygter absolut det værste og er slet ikke overrasket, da politiet dukker op hjemme hos dem.

Historien fortælles for det meste af Erika, men også i kapitler af den unge pige, der er fanget i et hul uden mad og drikke. Overlever hun? For hun kan fortælle, hvem der gjorde det!

Samtidig udsættes Erika og familien for chikane fra stort set alle i byen, som i årevis har ment, at hendes søn var afvigende og psykopatisk. Liam er dømt på forhånd af folkedomstolen, og Erika er jo tilbøjelig til at give dem ret.

Sandheden er selvfølgelig ikke så ligetil, og der er et twist hen mod slutningen af bogen - måske endda flere! Det kører efter den samme skabelon som flere af hendes andre krimier, og det fungerer ganke fint. Jeg synes dog, at der i denne historie manglede visse elementer af forklaring på Liams opførsel; men det er en af hendes tidligere krimier inden det store gennembrud med serien om hushjælpen.

Glimrende og meget let læst underholdning dog!

L'énigme Modigliani - Éric Mercier

 

• Fransk
• 1. - 2. september
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde købt to krimier i serien om inspektør Vicaux og hans kunsthistorikerkæreste, Anne.

Ligesom i første krimi er krimihistorien nok mere en "undskyldning" for at placere kunsthistorien - men det fungerer fint som ferielæsning.

Historien begynder med et brutalt mord. En berømt kunstforfalsker, netop løsladt fra fængslet, bliver fundet hængt på en losseplads uden for Paris. Kort efter bliver liget af en Modigliani-specialist fundet i en flod. De to dødsfald ser umiddelbart ikke ud til at have noget med hinanden at gøre.

Men samtidig finder Anne et hidtil ukendt Modigliani-maleri, som muligvis er stjålet af nazisterne, og hun begynder jagten på dets ejere eller efterkommere. Det forestiller en ung kvinde, som muligvis hvde en affære med den notoriske skørtejæger Modigliani.

Herfra bevæger vi os frem og tilbage mellem nutidens politiarbejde og Paris i 1918-1919, hvor vi møder den unge Aliza og Modigliani. Det er her man fornemmer Merciers baggund som kunsthistoriker, og det fungerer fint. Samtidig er delen om Annes arbejde med at opspore stjålen kunst interessant fordi det stadig er relevant og der stadig findes indtil flere webportaler, hvor man kan søge efter kunst. Jeg synes selv det er spændende at kigge i fx denne - der er fascinerende historier at finde!

Selve krimimysteriet går ligesom i Van Gogh-krimien frem og tilbage med utallige mulige forbrydere - og her har vi endda flere mord. Pludselig opklares det hele på de sidste par sider - det er lidt brutalt og hurtigt lukket ned. Der er også et identitetsskifte i Auschwitz i 1945, som ikke virker pålideligt - men alt i alt er det underholdende og nem læsning. Især hvis man, som jeg, kan lide at få lidt kunsthistorie med i sin krimi.

Le roman de Marceau Miller - Marceau Miller

 

• Fransk
• 29. - 30. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En fransk ukendt forfatter, der udgiver sin første roman og sælger mere end 10.000 eksemplarer i de to første uger alene! Det er nok til at skabe et fænomen på det franske bogmarked, og det er godt hjulpet på vej af rygterne om, hvem forfatteren kan være. 

Bogen er udgivet under Marceau Miller som forfatternavn, men titlen hedder også Marceau Millers roman. Denne tvetydighed er jo ønsket, og dele af romanen er da også fortalt i første person. I prologen dør Marceau Miller nemlig - han hænger på en klippekant, da han bliver skubbet ud over den. Han ved, hvem der gør det g han ved, at han vil dø. Derfra springer vi til hans hustrus fortælling afbrudt af nogle kapitler fortalt af dennes bedste veninde. Marceaus hustru, Sarah, tror dog ikke på en klatreulykke, og slet ikke, da hans bankboks afslører eksistensen af et manuskript, der skal forklare det hele.

Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at få politiet til at forfølge sporene som en krimisag; men det viser sig ikke at være så let, da de anser hende for at være lettere hysterisk. Det synes man faktisk også som læser! Hun er temmelig irriterende og det bliver ikke bedre som hun nærmer sig et hysterisk sammenbrud hjulpet godt på vej af de mystiske hændelser omkring hende.

Det er en krimi; men det er også historien om manuskriptet, som gengives og fortæller en parallel historie om tidligere dramaer. Deriblandt Marceaus søsters død tyve år tidligere, som er uopklaret og uforklaret. Men problemet er, at visse ting gætter man meget hurtigt - og selve afsløringen af Marceaus skæbne hænger ikke logisk sammen med mysteriet i manuskriptet. Der var ingen årsag til, at han skulle myrdes på tidspunktet for manuskriptet - så der er en brik jeg slet ikke forstod (ligesom min rejsemakker i øvrigt).

Så det er selvfølgelig polemikken omkring forfatteren, der giver omtalen. Nogle mener, at det kan være Joël Dicker, som i forvejen er en anerkendt og succesfuld forfatter. Man ved, at vedkommende også udgiver under sit eget navn og stilen kan minde om Dickers. Men Dicker er schweizer, og andre indicier peger på en franskmand indenfor mediebranchen. 

Samme mysterie opstod omkring forfatteren bag Bourbon Kid-serien, hvis første bind udkom i 2006. Jeg læste den første i 2012, men stoppede efter tre krimier. Der er nu elleve i serien, og man ved stadig ikke, hvem det er. Der har været rygter om alt fra Tarantino til kong Charles - inklusive David Bowie (men med de seneste udgivelser er den jo udelukket!).

Ligesom for Marceau Miller er lektien nok, at det er bedst at bevare anonymiteten. Marceau Miller har udgivet en opfølgning til denne - men nu set fra en helt anden vinkel. Medierne finder den interessant som et element i jagten på forfatteren; men det er vist ikke nok til at få mig til at købe den.

Le secret de Van Gogh - Éric Mercier

 

• Fransk
• 22. - 23. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange krimier, men min rejsekammerat er stor fan. Da det oftest er mig, der medbringer en stak bøger sørger jeg derfor altid for at have nogle med. Da vi samtidig begge er store kunstfans, så er en blanding af krimi og kunst jo oplagt.

Den franske forfatter Éric Mercier er kunsthistoriker af profession, og har nu skrevet en mindre serie af krimier, hvor han bruger sin viden til at skabe disse intriger. Hans hovedperson er en politikommissæren Vicaux, hvis kæreste er kunsthistoriker.

I denne intrige findes en mand myrdet i sin seng med et øre skåret af; og et maleri af Van Gogh mangler. Men maleriet viser sig muligvis at være malet af både Van Gogh og Gauguin - i så fald er det helt unikt, og et minde om den sommer, de tilbragte sammen i Arles i 1888. De to blev bekendt rygende uvenner, og Gauguin rejste i vrede - og året efter begik Van Gogh selvmord.

Der er ingen tvivl om, at krimien på mange måder er "undskyldningen" for at iscenesætte intrigen. Merciers viden om kunstnerne og malerierne, der omtales er stor, og det fører nogle gange til nogle sideveje, som virker unødvendige for intrigen - men vigtige for ham. Personligt kunne jeg godt lide den del, da det interesserer mig mere end en mordhistorie - men der var mange cirkler inden vi kom til en overraskende slutning, som blev lidt hurtigt udført.

Maleriet findes ikke. De to malere har aldrig samarbejdet om et kunstværk, og det sætter jeg pris på. Jeg læste sidste år den virkelig omtalte roman om et maleri af Klimt, som findes og har været stjålet. Men forfatteren har her opdigtet en historie om, hvor det var henne inden det blev fundet igen. Det irriterede mig grænseløst indrømmer jeg gerne. Mercier bruger sin viden til at skabe et maleri, der kunne have været - men vi får også forklaringen på hvorfor det aldrig har fandtes.

Rugemoren - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 320 sider
• 26. juli
• Originaltitel: The Surrogate Mother

Efter en så intens læseoplevelse som den sidste bog var, skulle der noget andet til. Jeg ser jo sjældent (næsten aldrig) fjernsyn - så aftenen blev brugt på at læse denne lille krimi af Freida McFadden, og de tager aldrig lang tid. Det er sprogligt meget nemt, og det kører i et højt tempo med mange korte kapitler.

Abby arbejder på et reklamebureau og er midt i trediverne; hun er succesfuld og lykkeligt gift med Sam, der er matematikprofessor. De har prøvet at få et barn i årevis, men det lykkes ikke, og nu har de prøvet adoption. Men i sidste øjeblik beslutter den unge kommende mor selv at beholde barnet, og de står igen tilbage ved startpunktet.

Men så tilbyder Abbys personlige assistent, Monica, at hjælpe dem. Hun vil bære barnet, og de vil få det efter fødslen mod at hjælpe hende økonomisk til en videreuddannelse. Der er dog den hage, at det skal være Monicas æg befrugtet af Sam - en idé, der potentielt kan blive farlig, og en solid kontrakt er derfor nødvendig.

Men Abby finder hurtigt ud af, at kontrakten er det mindste problem hun har. Stille og roligt sniger Monica sig ind i deres liv og deres forhold, og man aner jo hurtigt, at noget ikke er som det skal være.

Som i hendes romaner om hushjælpen er der dog et mysterie om Sams rolle i det hele, og vi kommer igennem flere scenarier inden en dramatisk afslutning. Det er en krimi lige efter bogen med opbygning af spænding for at kulminere i et par hurtige twists og plots, der får læseren til at blive overrasket til en vis grad. Jeg kunne dog ikke helt forstå formålet med en relativ lang epilog, hvor jeg virkelig ventede på et sidste twist, der aldrig kom.

Men som sagt er det hurtigt og nemt læst - lidt som at have set en film. Eller måske to film for det er den tid, det tog mig at læse den. Jeg kan hurtigt blive træt af denne genre, men en gang imellem er det rart med lidt afveksling og noget totalt uforpligtende.  

How to Survive a Horror Story - Mallory Arnold

 

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er langt mellem krimierne, men nu troede jeg, at jeg havde fundet en klassisk whodunnit som er mere min stil. Der tog jeg grueligt fejl!

Dette er Mallroy Arnolds debutkrimi, og for fans af mere bloddryppende grafiske krimier er den uden tvivl perfekt; men jeg var virkelig ikke fan og kæmpedemig til sidste side.

Den berømte krimiforfatter Mortimer Queen er død, og syv personer inviteres til hans hus for at modtage en "gave". Der er seks krimiforfattere iblandt dem - og så den unge Melanie Brown, som falder lidt uden for resten af gruppen. Dette er tydeligt fra starten og netop derfor ved man også straks, at hun tildeles en særlig rolle. 

De tror alle de skal modtage en form for arv - men forstår ikke hvorfor. De har nemlig alle et komplekst forhold til Queen - en er udelukkende berømt fordi han har stjålet et manuskript fra ham. En anden har haft en affære med ham osv. 

Men nu får de at vide, at det er en leg - en for for escape room, hvor de skal løse en gåde for at komme videre til næste rum. Klarer de ikke gåden på en time vil en tilfældig person dø. Men klarer de den ud af huset, vil de arve hans formue.

Huset er levende, og hvert rum er fuld af underlige effekter, der kommer til live. Møbler og ting bevæger sig. Der er farlige gasudslip fra gulvet, som kan åbne sig og opsluge dem. Det bliver alt for urealistisk for mig - det er ganske enkelt ikke min genre.

Historien fortælles af de syv forskellige personer, som er både mænd og kvinder i forskellige aldre og med vidt forskellige baggrunde. Alligevel formår forfatteren ikke at give dem tilstrækkeligt personlighed hver især - så deres vinkel på historien virker fuldstændig ens. Iblandet deres forsøg på at løse gåderne er der historier, der forklarer personens relation til Mortimer Queen så vi som læsere forstår, hvorfor de er inviterede. Disse historier er personernes egne oplevelser af relationen, og det viser sig, at Mortimers hævntørst i flere tilfælde er ubegrundet. Men det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre.

Jeg havde forventet en mere elegant og snu opklaringshistorie i stil med Agatha Christies Der var ti, der var ni... som følger samme princip om den graduelle forsvinden, men med elegance. Her er det slibrige modbydelige overnaturlige dødsfald foretaget af et hus, der tager levende form. Det kan jeg ganske enkelt ikke forholde mig til, og det bliver den eneste krimi jeg skal læse af Mallory Arnold.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Magali - Caryl Férey

 

• Fransk
• 8.-9. januar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Året starter med en del franske bøger efter min heftige shopping under nytårsrejsen. En, der tiltrak mig var denne fra krimiforfatteren Caryl Férey, Hans krimier har ofte været meget voldsomme - til min smag - og jeg har det lidt blandet med dem. Den sidste var jeg ikke specielt begejstret for og det har generelt været lidt svingende med alle hans bøger. Denne er dog helt anderledes.

I efteråret 2020 forsvinder en ung kvinde fra sit hjem i en lille nordvestlig fransk landsby - faktisk den samme landsby forfatteren selv stammer fra. Da han hører denne nyhedshistorie i radioen er det netop derfor, det fanger ham. I en by med knap 7.000 indbyggere vækker den slags opsigt, og selvom han i dag bor og lever i Paris, er det underligt at forestille sig noget sådant foregå i ens hjemby, hvor alle vel nærmest kender alle. 

Meget hurtigt opdager man, at det er den fraskilte mand, der står bag mordet på Magali Blandin; skilsmissen var katalysatoren for denne mand, der havde udøvet vold mod hende i ægteskabet. Det var grunden til, at hun gik fra ham med deres tre børn. Manden forsøger først at få nogle georgiske lejere på hans grund til at gøre det; men da de nægter, gør han det selv. Han fører politiet til det sted hun er nedgravet - men begår selvmord i fængslet inden retssagen afsluttes. Ydermere kommer det frem, at hans forældre var informerede og hjalp til ved at være i mandens hus for at aktivere hans PC under mordet for at skaffe ham et alibi. De er selvfølgelig ældre mennesker, og de løslades mens man venter på, at retssagen mod dem skal starte - og så begår de også selvmord. Det er jo en helt igennem frygtelig historie, og Férey gør da heller ikke noget forsøg på at omskrive eller romantisere den.

Faktisk bliver det en blanding af hans barndomsminder fra byen og hans forsøg på at forstå, hvem denne unge kvinde var og hvordan det kunne ende så galt. Måske tænker han, at som forfatter kan man faktisk se virkeligheden overgå fantasien? Det er en lille bog, som er afledt af det ene faktum, at det foregik i hans barndoms by. Jeg kommer selv fra en lille landsby - og hvis der i dag skete noget lignende ville det nok chokere, selvom jeg ikke bor der længere. Det var i hvert fald interessant at se ham fra en anden vinkel.

King of Ashes - S. A. Cosby

 

• Engelsk
• 10.-13. december
• 353 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en bog fra Obamas Reading List for 2025, og denne gang er det en krimi. Det er jo en genre, jeg bedst kan lide lidt old school med detektivmysterier og helst ikke for meget blod og vold. Obama har så en lidt anden smag! Det er voldsomt, og jeg kæmpede bravt for at komme igennem må jeg indrømme.

De dybereliggende temaer er absolut universelle og interessante, men det er pakket ind i lag på lag på lag af rå vold.

Roman er en succesfuld investeringsrådgiver i Atlanta, og kommer sjældent hjem til sin barndomsby, Jefferson Run i Virginia, hvor faderen styrer et krematorium sammen med Romans søster, Neveah, og bror, Dante. Faktisk har han holdt sig væk det meste af de sidste nitten år siden moderen forsvandt. Men faderen har været udsat for en trafikulykke, og ligger i koma. Roman opdager dog hurtigt, at Dante er i gæld til en lokal narkobande - og de står bag faderens ulykke samt en del anden chikane mod familien. 

Roman mener at kunne tale fornuft til disse mennesker - eller i det mindste finde en afdragsordning med dem - men sådan arbejder de ikke. Roman opdager et helt system af udnyttelse af de lokale fattige sorte familier, og begynder selv at spille efter deres regler. Det fører selvfølgelig kun til hans egen moralske undergang - og mere vold og ulykke end han nogensinde havde forestillet sig.

Titlen King of Ashes refererer selvfølgelig til krematoriet, som nu bliver scenen til hans forsøg på at redde Dante og familien. 

Temaerne er mangfoldige - kan man gøre sig fri af fortiden? Hvor meget skal man ofre for familien? Uretfærdigheden i retssystemet - ikke mindst for minoriteter. Og ens eget moralske kompas - hvordan navigerer man efter det i en verden af vold?

Det var virkelig voldsomt. Jeg bryder mig ikke om den slags romaner, hvor det bliver så billedligt og jeg overvejede virkelig at stoppe for min nattesøvns skyld. Jeg kom igennem - men faktisk var det deprimerende fra start til slut, og levnede intet håb for nogen. Man skal kunne lide meget mørke for at kunne lide denne - jeg skal i hvert fald ikke læse flere af hans krimier. Jeg skal nok også lige revurdere Obamas 2025-liste; mine to foreløbige forsøg har været en blandet fornøjelse.

Hushjælpens skygge - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 14.-15. september
• 400 sider
• Originaltitel: The Housemad is Watching

Tredje og sikkert sidste del af serien om hushjælpen Millie - og det er helt fint! Gassen er gået af ballonen, kan man vist roligt sige.

Der er en del ting, der undrede mig her - vi er sytten år efter den første krimi. Millie er nu gift med den smukke italienske gartner, Enzo, og de har to børn på ni og elleve år. McFadden tidsplacerer ikke direkte de to første historier, men der er brug af diverse elektroniske hjælpemidler og det virker pudsigt, at vi pludselig har taget et kvantespring i tid. Det var tydeligvis ikke planen, da hun startede serien og det får nogle tekniske detaljer til at synes lidt pudsige.

Men nu er Millie socialarbejder, og har lagt karrieren som hushjælp bag sig. De har endelig besluttet at flytte udenfor byen, og køber et hus for enden af en blind vej. Naboerne til den ene side er et gift par uden børn og overfor er en enlig mor med en søn. Begge naboer er meget ivrige - den gifte nabokvinde er især begejstret for Enzo, mens den anden har frit udsyn til begge huse.

Strukturen minder meget om de to andre. Første del, hvor Millie fortæller om deres flytning og alle de lurende mistanker hun har om naboerne, hendes mand osv. Så tager datteren over, og fortæller sin version af flytningen og hvad, der førte til det mord, der nu skal opklares. Til sidst er der et lille twist på sagen, som skal skabe overraskelse hos læseren - men det fungerer slet ikke så godt her. Faktisk blev jeg lidt irriteret, da det har nogle store konsekvenser for især børnene.

Hovedelementet er Enzo - kan hun stole på ham? Flirter han med naboen? Har han fortalt sandheden om sin fortid? Det bliver repetitivt, og fyldt af floskler om den smukke italienske mand, der er en fantastisk far, partner.... uendeligt!

Det er blevet for meget skabelon nu - og alt for hurtigt at sejle igennem. Jeg glæder mig til en bog, hvor jeg bliver udfordret og kan fordybe mig lidt mere nu. Der har været for mange to-dagesbøger på det sidste. 

Hushjælpens hemmelighed - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. september
• 352 sider
• Originaltitel: The Housemaid's Secret

Jeg var ganske godt underholdt af første bind om hushjælpen Millie, der yder en lidt speciel service til sine kunder - især de kvindelige arbejdsgivere, der vil ud af et ægteskab. Men det er ikke bøger, jeg vil investere i - og heldigvis var de meget hurtigt tilgængelige på biblioteket.

Der er gået nogle år, og Millie har haft flere jobs som hushjælp, hvor hun har hjulpet kvinder ud af voldelige ægteskaber - ikke mindst ved hjælp af gartneren Enzo, som blev hendes kæreste. Men han tog tilbage til Italien, og nu dater hun en ung og succesfuld advokat, Brock.

Hendes seneste job er at gøre rent og lave lidt mad i Garrick-husholdningen. Et kæmpe penthouse i New York ejet af en techmilliardær, Douglas, og hans tilsyneladende syge hustru Wendy. Millie får strenge ordrer om ikke at nærme sig det lukkede rum, hvor den syge kvinde opholder sig. Men det er jo et rødt flag for en kvinde, der ikke kan udholde vold mod kvinder. Da hun endelig møder Wendy, og ser hendes forslåede ansigt er hun sikker på, at hun må handle. Problemet er bare, at hun denne gang er nøje udvalgt af kvinden af de helt forkerte årsager - og ender med at blive fanget i en fælde.

Der er ligesom i den første roman et godt twist - faktisk flere - men man kan også tydeligt se skabelonen. Vi starter med en dramatisk indledning, hvor nogen er ved at dø - det er uvist hvem. Dernæst følger den længste del, hvor handlingsforløbet op til dramaet foregår og er fortalt af Millie. Dernæst går vi tilbage i tiden, hvor den forsmåede kvinde fortæller sin version af historien og endelig flettes det hele sammen.

Det virker fint for de twists, der er - men det er også en præcis kopi af opbygningen i den første krimi. Jeg ved ikke, om det kan blive ved med at fungere uden at det bliver for trivielt. Der er endnu en krimi inden det ser ud til, at McFadden er vendt tilbage til andre protagonister og det er måske meget godt. Jeg har den dog liggende, og vil bestemt læse den.

Hushjælpen - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 5.-6. september
• 336 sider
• Originaltitel: The Housemaid

Pludselig flød bognettet over med lovprisninger af denne serie af den amerikanske krimiforfatter Freida McFadden, hvor der nu er tre romaner. Da læsebunken var opbrugt blev første bind derfor indkøbt i lufthavnen til hjemturen - perfekt læsning til et par timers flytur.

Jeg kan sagtens se, hvorfor det er en succes - især da jeg selv ikke bryder mig om ekstremt voldelige krimier. Her kører vi på den psykiske stille terror, der er svær at få øje på udefra. Derfor er hushjælpen Millie da også chokeret over sin nye arbejdsgiver Nina. En rig kvinde, der har det hele - en gudesmuk succesrig mand, et stort hus og et barn. Men Nina er hysterisk, rodet og med store humørudsving - Millie har dog virkelig brug for jobbet, og overhører advarslerne fra den kliché-agtige italienske gartner Enzo. Man kan allerede se en filmatisering for sig med de personer, der tegner sig.

Første del fortælles af Millie, og giver hendes version og syn på forløbet. Anden del fortælles af Nina og pludselig er der et godt twist i historien. Et virkelig overraskende element, der gør det svært at slippe bogen - som dog også er hurtig med mange små kapitler.

Det er svært at anmelde en krimi uden at afsløre for meget - men essensen for mig er, at jeg bliver overrasket og ikke kan forudse handlingen. Det lykkes her!

Det er som sagt en serie, og helt til sidste sætning bliver man overrasket og spændt på fortsættelsen - de skal dog lånes på biblioteket; men det ser ud til, at forfatteren har ramt noget her. Hun har udgivet en del krimier inden, men var helt ukendt for mig.

La dernière allumette - Marie Vareille

 

• Fransk
• 30.-31. august
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år på sommerferien læste jeg denne glimrende roman af den franske forfatter Marie Vareille, så det var oplagt at medbringe hendes seneste succes.

Abigaëlle er fortælleren, Hun kan ikke tale, og befinder sig i et kloster i Nordfrankrig. To gange om måneden får hun besøg af sin bror Gabriel. Hun ved alt om hans liv, og ser alt, der foregår - hvordan og hvorfor formår forfatteren at holde tæt til kroppen til næsten sidste side.

Abigaëlles historie er også Gabriels historie. En fortælling om en barndom med overgreb og huslig vold. En historie om en bror, der gør alt for at Abigaëlle skal have en normal barndom, og ikke lide under volden i hjemmet. 

Men Gabriel ved også, at børn af voldsramte familie har langt større risici for selv at udvikle voldelige tendenser. Især mænd. Så da Gabriel møder Zoé er Abigaëlle på vagt. Historien kører i to parallelle spor med Abigaëlles noter fra barndommen og nutidens kronologiske historie om Gabriel og Zoé - fortalt af Abigaëlle.

Vareille formår akkurat som i sin sidste roman at præsentere os for en række cliffhangers. Vi var to, der læste denne roman lige efter hinanden - og ingen af os havde gættet udfaldet før tid. Det er nem ferielæsning, men også en velskrevet psykologisk thriller! Romaner, der sagtens ville fungere til et dansk publikum. 

Le mystère Caravage - Peter Dempf

 

• Fransk
• 26.-29. august
• 672 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har vist sagt det tidligere - min kunstinteresse slutter nogenlunde omkring 1610, hvor Caravaggio dør. I hvert fald er der en lang pause frem til impressionisterne, og så er det endegyldigt slut omkring mellemkrigstiden. Men Caravaggio er en kontroversiel og fascinerende skikkelse - og selvfølgelig er hans malerier helt særlige med hans genopfindelse og brug af chiaroscuro. 

Den franske forfatter, Dominique Fernandez, har skrevet en romantiseret biografi af Caravaggio, som jeg læste i 2014. Fernandez beskriver ham som homoseksuel - men i hans øjne er alt og alle homoseksuelle, som jeg beskrev her. Hvorvidt det er rigtigt, får vi nok aldrig svar på - men nogle mener han muligvis var biseksuel. 

Peter Dempf er en tysk forfatter, der har skrevet en del historiske romaner blandt andet om Fugger-familien, der kommer fra hans hjemby Augsburg. Han har ligeledes skrevet to romaner om kunstnere - Caravaggio og Hieronymus Bosch, som med et mysterie i centrum tjener til at fortælle om disse kunstneres liv.

Mysteriet om Caravaggio foregår i de sidste skelsættende år, hvor han boede i Rom og havde opnået god anerkendelse for sine værker. Men han mødte jo også modstand ved at bruge fatigge, tiggere, prostituerede og ikke mindst lig som modeller - det passede ikke ind i den katolske kirkes billede af Jesus, Maria osv., som skulle afbildes efter præcise retningslinjer. 

Mysteriet bygges op om et af hans malerier, Salome med Johannes Døberens hoved - endnu et kontroversielt maleri, og i bogen en kopi af et tidligere maleri, der blev ødelagt angiveligt fordi de portrætterede personer var mennesker fra Caravaggios eget liv. Caravaggio havde søskende, men her stopper lighederne måske med bogen. 

Flere personer er interesseret i hans malerier. Hans bror, der er munk, fordi han er uenig med Caravaggios livsstil og ikke vil se sit ansigt på maleriet. Pavestolen, som var midt i en brydningstid mellem de spanske og de italienske paver, og kunstnerne var dybt afhængige af pavens støtte både økonomisk, men også for at "godkende" deres malerier. Caravaggio bliver ekskommunikeret af paven, og flygter til Malta, hvor han søger tilflugt hos tempelridderne. Derfor er der flere af hans malerier i Valletta, som jeg har planlagt at se om nogle måneder - en lille kunstnerisk pilgrimsrejse om man vil.

Men han ryger også uklar med dem, og tager retur til Italien. Han dør inden han modtager den benådning, der måske kunne have reddet ham.

I historien er der en kvinde, Maddalena, der følger ham og fungerer som hans elev. Forfatteren har gjort hende til hans niece, mens Mario Minniti som med høj sandsynlghed var hans elsker indtager en mindre rolle. Dog finder vi mange af de personer, man reelt ved havde relationer til Caravaggio - og resten er fiktionel frihed, der er med til at skabe rammen for hans mange rejser.

Der er ingen tvivl om at Caravaggio blev tvunget ud i eksil, og også gentagne gange kom i uføre og måtte flygte igen. Omstændighederne omkring hans død forbliver dog et mysterie - var det malaria? Eller et hævntogt fra enten tempelridderne eller stærke kræfter i Vatikanet? Det mysterie får vi aldrig opklaret - men romanen giver os et godt mysterie blandet med dejlige historier om hans malerier.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.

Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

Okavango - Caryl Férey

 

• Fransk
• 24.-27. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

Le roi des ombres (Sans Soleil II) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 13.-16. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.

Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.

Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.

Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.