Rugemoren - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 320 sider
• 26. juli
• Originaltitel: The Surrogate Mother

Efter en så intens læseoplevelse som den sidste bog var, skulle der noget andet til. Jeg ser jo sjældent (næsten aldrig) fjernsyn - så aftenen blev brugt på at læse denne lille krimi af Freida McFadden, og de tager aldrig lang tid. Det er sprogligt meget nemt, og det kører i et højt tempo med mange korte kapitler.

Abby arbejder på et reklamebureau og er midt i trediverne; hun er succesfuld og lykkeligt gift med Sam, der er matematikprofessor. De har prøvet at få et barn i årevis, men det lykkes ikke, og nu har de prøvet adoption. Men i sidste øjeblik beslutter den unge kommende mor selv at beholde barnet, og de står igen tilbage ved startpunktet.

Men så tilbyder Abbys personlige assistent, Monica, at hjælpe dem. Hun vil bære barnet, og de vil få det efter fødslen mod at hjælpe hende økonomisk til en videreuddannelse. Der er dog den hage, at det skal være Monicas æg befrugtet af Sam - en idé, der potentielt kan blive farlig, og en solid kontrakt er derfor nødvendig.

Men Abby finder hurtigt ud af, at kontrakten er det mindste problem hun har. Stille og roligt sniger Monica sig ind i deres liv og deres forhold, og man aner jo hurtigt, at noget ikke er som det skal være.

Som i hendes romaner om hushjælpen er der dog et mysterie om Sams rolle i det hele, og vi kommer igennem flere scenarier inden en dramatisk afslutning. Det er en krimi lige efter bogen med opbygning af spænding for at kulminere i et par hurtige twists og plots, der får læseren til at blive overrasket til en vis grad. Jeg kunne dog ikke helt forstå formålet med en relativ lang epilog, hvor jeg virkelig ventede på et sidste twist, der aldrig kom.

Men som sagt er det hurtigt og nemt læst - lidt som at have set en film. Eller måske to film for det er den tid, det tog mig at læse den. Jeg kan hurtigt blive træt af denne genre, men en gang imellem er det rart med lidt afveksling og noget totalt uforpligtende.  

How to Survive a Horror Story - Mallory Arnold

 

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er langt mellem krimierne, men nu troede jeg, at jeg havde fundet en klassisk whodunnit som er mere min stil. Der tog jeg grueligt fejl!

Dette er Mallroy Arnolds debutkrimi, og for fans af mere bloddryppende grafiske krimier er den uden tvivl perfekt; men jeg var virkelig ikke fan og kæmpedemig til sidste side.

Den berømte krimiforfatter Mortimer Queen er død, og syv personer inviteres til hans hus for at modtage en "gave". Der er seks krimiforfattere iblandt dem - og så den unge Melanie Brown, som falder lidt uden for resten af gruppen. Dette er tydeligt fra starten og netop derfor ved man også straks, at hun tildeles en særlig rolle. 

De tror alle de skal modtage en form for arv - men forstår ikke hvorfor. De har nemlig alle et komplekst forhold til Queen - en er udelukkende berømt fordi han har stjålet et manuskript fra ham. En anden har haft en affære med ham osv. 

Men nu får de at vide, at det er en leg - en for for escape room, hvor de skal løse en gåde for at komme videre til næste rum. Klarer de ikke gåden på en time vil en tilfældig person dø. Men klarer de den ud af huset, vil de arve hans formue.

Huset er levende, og hvert rum er fuld af underlige effekter, der kommer til live. Møbler og ting bevæger sig. Der er farlige gasudslip fra gulvet, som kan åbne sig og opsluge dem. Det bliver alt for urealistisk for mig - det er ganske enkelt ikke min genre.

Historien fortælles af de syv forskellige personer, som er både mænd og kvinder i forskellige aldre og med vidt forskellige baggrunde. Alligevel formår forfatteren ikke at give dem tilstrækkeligt personlighed hver især - så deres vinkel på historien virker fuldstændig ens. Iblandet deres forsøg på at løse gåderne er der historier, der forklarer personens relation til Mortimer Queen så vi som læsere forstår, hvorfor de er inviterede. Disse historier er personernes egne oplevelser af relationen, og det viser sig, at Mortimers hævntørst i flere tilfælde er ubegrundet. Men det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre.

Jeg havde forventet en mere elegant og snu opklaringshistorie i stil med Agatha Christies Der var ti, der var ni... som følger samme princip om den graduelle forsvinden, men med elegance. Her er det slibrige modbydelige overnaturlige dødsfald foretaget af et hus, der tager levende form. Det kan jeg ganske enkelt ikke forholde mig til, og det bliver den eneste krimi jeg skal læse af Mallory Arnold.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Magali - Caryl Férey

 

• Fransk
• 8.-9. januar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Året starter med en del franske bøger efter min heftige shopping under nytårsrejsen. En, der tiltrak mig var denne fra krimiforfatteren Caryl Férey, Hans krimier har ofte været meget voldsomme - til min smag - og jeg har det lidt blandet med dem. Den sidste var jeg ikke specielt begejstret for og det har generelt været lidt svingende med alle hans bøger. Denne er dog helt anderledes.

I efteråret 2020 forsvinder en ung kvinde fra sit hjem i en lille nordvestlig fransk landsby - faktisk den samme landsby forfatteren selv stammer fra. Da han hører denne nyhedshistorie i radioen er det netop derfor, det fanger ham. I en by med knap 7.000 indbyggere vækker den slags opsigt, og selvom han i dag bor og lever i Paris, er det underligt at forestille sig noget sådant foregå i ens hjemby, hvor alle vel nærmest kender alle. 

Meget hurtigt opdager man, at det er den fraskilte mand, der står bag mordet på Magali Blandin; skilsmissen var katalysatoren for denne mand, der havde udøvet vold mod hende i ægteskabet. Det var grunden til, at hun gik fra ham med deres tre børn. Manden forsøger først at få nogle georgiske lejere på hans grund til at gøre det; men da de nægter, gør han det selv. Han fører politiet til det sted hun er nedgravet - men begår selvmord i fængslet inden retssagen afsluttes. Ydermere kommer det frem, at hans forældre var informerede og hjalp til ved at være i mandens hus for at aktivere hans PC under mordet for at skaffe ham et alibi. De er selvfølgelig ældre mennesker, og de løslades mens man venter på, at retssagen mod dem skal starte - og så begår de også selvmord. Det er jo en helt igennem frygtelig historie, og Férey gør da heller ikke noget forsøg på at omskrive eller romantisere den.

Faktisk bliver det en blanding af hans barndomsminder fra byen og hans forsøg på at forstå, hvem denne unge kvinde var og hvordan det kunne ende så galt. Måske tænker han, at som forfatter kan man faktisk se virkeligheden overgå fantasien? Det er en lille bog, som er afledt af det ene faktum, at det foregik i hans barndoms by. Jeg kommer selv fra en lille landsby - og hvis der i dag skete noget lignende ville det nok chokere, selvom jeg ikke bor der længere. Det var i hvert fald interessant at se ham fra en anden vinkel.

King of Ashes - S. A. Cosby

 

• Engelsk
• 10.-13. december
• 353 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en bog fra Obamas Reading List for 2025, og denne gang er det en krimi. Det er jo en genre, jeg bedst kan lide lidt old school med detektivmysterier og helst ikke for meget blod og vold. Obama har så en lidt anden smag! Det er voldsomt, og jeg kæmpede bravt for at komme igennem må jeg indrømme.

De dybereliggende temaer er absolut universelle og interessante, men det er pakket ind i lag på lag på lag af rå vold.

Roman er en succesfuld investeringsrådgiver i Atlanta, og kommer sjældent hjem til sin barndomsby, Jefferson Run i Virginia, hvor faderen styrer et krematorium sammen med Romans søster, Neveah, og bror, Dante. Faktisk har han holdt sig væk det meste af de sidste nitten år siden moderen forsvandt. Men faderen har været udsat for en trafikulykke, og ligger i koma. Roman opdager dog hurtigt, at Dante er i gæld til en lokal narkobande - og de står bag faderens ulykke samt en del anden chikane mod familien. 

Roman mener at kunne tale fornuft til disse mennesker - eller i det mindste finde en afdragsordning med dem - men sådan arbejder de ikke. Roman opdager et helt system af udnyttelse af de lokale fattige sorte familier, og begynder selv at spille efter deres regler. Det fører selvfølgelig kun til hans egen moralske undergang - og mere vold og ulykke end han nogensinde havde forestillet sig.

Titlen King of Ashes refererer selvfølgelig til krematoriet, som nu bliver scenen til hans forsøg på at redde Dante og familien. 

Temaerne er mangfoldige - kan man gøre sig fri af fortiden? Hvor meget skal man ofre for familien? Uretfærdigheden i retssystemet - ikke mindst for minoriteter. Og ens eget moralske kompas - hvordan navigerer man efter det i en verden af vold?

Det var virkelig voldsomt. Jeg bryder mig ikke om den slags romaner, hvor det bliver så billedligt og jeg overvejede virkelig at stoppe for min nattesøvns skyld. Jeg kom igennem - men faktisk var det deprimerende fra start til slut, og levnede intet håb for nogen. Man skal kunne lide meget mørke for at kunne lide denne - jeg skal i hvert fald ikke læse flere af hans krimier. Jeg skal nok også lige revurdere Obamas 2025-liste; mine to foreløbige forsøg har været en blandet fornøjelse.

Hushjælpens skygge - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 14.-15. september
• 400 sider
• Originaltitel: The Housemad is Watching

Tredje og sikkert sidste del af serien om hushjælpen Millie - og det er helt fint! Gassen er gået af ballonen, kan man vist roligt sige.

Der er en del ting, der undrede mig her - vi er sytten år efter den første krimi. Millie er nu gift med den smukke italienske gartner, Enzo, og de har to børn på ni og elleve år. McFadden tidsplacerer ikke direkte de to første historier, men der er brug af diverse elektroniske hjælpemidler og det virker pudsigt, at vi pludselig har taget et kvantespring i tid. Det var tydeligvis ikke planen, da hun startede serien og det får nogle tekniske detaljer til at synes lidt pudsige.

Men nu er Millie socialarbejder, og har lagt karrieren som hushjælp bag sig. De har endelig besluttet at flytte udenfor byen, og køber et hus for enden af en blind vej. Naboerne til den ene side er et gift par uden børn og overfor er en enlig mor med en søn. Begge naboer er meget ivrige - den gifte nabokvinde er især begejstret for Enzo, mens den anden har frit udsyn til begge huse.

Strukturen minder meget om de to andre. Første del, hvor Millie fortæller om deres flytning og alle de lurende mistanker hun har om naboerne, hendes mand osv. Så tager datteren over, og fortæller sin version af flytningen og hvad, der førte til det mord, der nu skal opklares. Til sidst er der et lille twist på sagen, som skal skabe overraskelse hos læseren - men det fungerer slet ikke så godt her. Faktisk blev jeg lidt irriteret, da det har nogle store konsekvenser for især børnene.

Hovedelementet er Enzo - kan hun stole på ham? Flirter han med naboen? Har han fortalt sandheden om sin fortid? Det bliver repetitivt, og fyldt af floskler om den smukke italienske mand, der er en fantastisk far, partner.... uendeligt!

Det er blevet for meget skabelon nu - og alt for hurtigt at sejle igennem. Jeg glæder mig til en bog, hvor jeg bliver udfordret og kan fordybe mig lidt mere nu. Der har været for mange to-dagesbøger på det sidste. 

Hushjælpens hemmelighed - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. september
• 352 sider
• Originaltitel: The Housemaid's Secret

Jeg var ganske godt underholdt af første bind om hushjælpen Millie, der yder en lidt speciel service til sine kunder - især de kvindelige arbejdsgivere, der vil ud af et ægteskab. Men det er ikke bøger, jeg vil investere i - og heldigvis var de meget hurtigt tilgængelige på biblioteket.

Der er gået nogle år, og Millie har haft flere jobs som hushjælp, hvor hun har hjulpet kvinder ud af voldelige ægteskaber - ikke mindst ved hjælp af gartneren Enzo, som blev hendes kæreste. Men han tog tilbage til Italien, og nu dater hun en ung og succesfuld advokat, Brock.

Hendes seneste job er at gøre rent og lave lidt mad i Garrick-husholdningen. Et kæmpe penthouse i New York ejet af en techmilliardær, Douglas, og hans tilsyneladende syge hustru Wendy. Millie får strenge ordrer om ikke at nærme sig det lukkede rum, hvor den syge kvinde opholder sig. Men det er jo et rødt flag for en kvinde, der ikke kan udholde vold mod kvinder. Da hun endelig møder Wendy, og ser hendes forslåede ansigt er hun sikker på, at hun må handle. Problemet er bare, at hun denne gang er nøje udvalgt af kvinden af de helt forkerte årsager - og ender med at blive fanget i en fælde.

Der er ligesom i den første roman et godt twist - faktisk flere - men man kan også tydeligt se skabelonen. Vi starter med en dramatisk indledning, hvor nogen er ved at dø - det er uvist hvem. Dernæst følger den længste del, hvor handlingsforløbet op til dramaet foregår og er fortalt af Millie. Dernæst går vi tilbage i tiden, hvor den forsmåede kvinde fortæller sin version af historien og endelig flettes det hele sammen.

Det virker fint for de twists, der er - men det er også en præcis kopi af opbygningen i den første krimi. Jeg ved ikke, om det kan blive ved med at fungere uden at det bliver for trivielt. Der er endnu en krimi inden det ser ud til, at McFadden er vendt tilbage til andre protagonister og det er måske meget godt. Jeg har den dog liggende, og vil bestemt læse den.

Hushjælpen - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 5.-6. september
• 336 sider
• Originaltitel: The Housemaid

Pludselig flød bognettet over med lovprisninger af denne serie af den amerikanske krimiforfatter Freida McFadden, hvor der nu er tre romaner. Da læsebunken var opbrugt blev første bind derfor indkøbt i lufthavnen til hjemturen - perfekt læsning til et par timers flytur.

Jeg kan sagtens se, hvorfor det er en succes - især da jeg selv ikke bryder mig om ekstremt voldelige krimier. Her kører vi på den psykiske stille terror, der er svær at få øje på udefra. Derfor er hushjælpen Millie da også chokeret over sin nye arbejdsgiver Nina. En rig kvinde, der har det hele - en gudesmuk succesrig mand, et stort hus og et barn. Men Nina er hysterisk, rodet og med store humørudsving - Millie har dog virkelig brug for jobbet, og overhører advarslerne fra den kliché-agtige italienske gartner Enzo. Man kan allerede se en filmatisering for sig med de personer, der tegner sig.

Første del fortælles af Millie, og giver hendes version og syn på forløbet. Anden del fortælles af Nina og pludselig er der et godt twist i historien. Et virkelig overraskende element, der gør det svært at slippe bogen - som dog også er hurtig med mange små kapitler.

Det er svært at anmelde en krimi uden at afsløre for meget - men essensen for mig er, at jeg bliver overrasket og ikke kan forudse handlingen. Det lykkes her!

Det er som sagt en serie, og helt til sidste sætning bliver man overrasket og spændt på fortsættelsen - de skal dog lånes på biblioteket; men det ser ud til, at forfatteren har ramt noget her. Hun har udgivet en del krimier inden, men var helt ukendt for mig.

La dernière allumette - Marie Vareille

 

• Fransk
• 30.-31. august
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år på sommerferien læste jeg denne glimrende roman af den franske forfatter Marie Vareille, så det var oplagt at medbringe hendes seneste succes.

Abigaëlle er fortælleren, Hun kan ikke tale, og befinder sig i et kloster i Nordfrankrig. To gange om måneden får hun besøg af sin bror Gabriel. Hun ved alt om hans liv, og ser alt, der foregår - hvordan og hvorfor formår forfatteren at holde tæt til kroppen til næsten sidste side.

Abigaëlles historie er også Gabriels historie. En fortælling om en barndom med overgreb og huslig vold. En historie om en bror, der gør alt for at Abigaëlle skal have en normal barndom, og ikke lide under volden i hjemmet. 

Men Gabriel ved også, at børn af voldsramte familie har langt større risici for selv at udvikle voldelige tendenser. Især mænd. Så da Gabriel møder Zoé er Abigaëlle på vagt. Historien kører i to parallelle spor med Abigaëlles noter fra barndommen og nutidens kronologiske historie om Gabriel og Zoé - fortalt af Abigaëlle.

Vareille formår akkurat som i sin sidste roman at præsentere os for en række cliffhangers. Vi var to, der læste denne roman lige efter hinanden - og ingen af os havde gættet udfaldet før tid. Det er nem ferielæsning, men også en velskrevet psykologisk thriller! Romaner, der sagtens ville fungere til et dansk publikum. 

Le mystère Caravage - Peter Dempf

 

• Fransk
• 26.-29. august
• 672 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har vist sagt det tidligere - min kunstinteresse slutter nogenlunde omkring 1610, hvor Caravaggio dør. I hvert fald er der en lang pause frem til impressionisterne, og så er det endegyldigt slut omkring mellemkrigstiden. Men Caravaggio er en kontroversiel og fascinerende skikkelse - og selvfølgelig er hans malerier helt særlige med hans genopfindelse og brug af chiaroscuro. 

Den franske forfatter, Dominique Fernandez, har skrevet en romantiseret biografi af Caravaggio, som jeg læste i 2014. Fernandez beskriver ham som homoseksuel - men i hans øjne er alt og alle homoseksuelle, som jeg beskrev her. Hvorvidt det er rigtigt, får vi nok aldrig svar på - men nogle mener han muligvis var biseksuel. 

Peter Dempf er en tysk forfatter, der har skrevet en del historiske romaner blandt andet om Fugger-familien, der kommer fra hans hjemby Augsburg. Han har ligeledes skrevet to romaner om kunstnere - Caravaggio og Hieronymus Bosch, som med et mysterie i centrum tjener til at fortælle om disse kunstneres liv.

Mysteriet om Caravaggio foregår i de sidste skelsættende år, hvor han boede i Rom og havde opnået god anerkendelse for sine værker. Men han mødte jo også modstand ved at bruge fatigge, tiggere, prostituerede og ikke mindst lig som modeller - det passede ikke ind i den katolske kirkes billede af Jesus, Maria osv., som skulle afbildes efter præcise retningslinjer. 

Mysteriet bygges op om et af hans malerier, Salome med Johannes Døberens hoved - endnu et kontroversielt maleri, og i bogen en kopi af et tidligere maleri, der blev ødelagt angiveligt fordi de portrætterede personer var mennesker fra Caravaggios eget liv. Caravaggio havde søskende, men her stopper lighederne måske med bogen. 

Flere personer er interesseret i hans malerier. Hans bror, der er munk, fordi han er uenig med Caravaggios livsstil og ikke vil se sit ansigt på maleriet. Pavestolen, som var midt i en brydningstid mellem de spanske og de italienske paver, og kunstnerne var dybt afhængige af pavens støtte både økonomisk, men også for at "godkende" deres malerier. Caravaggio bliver ekskommunikeret af paven, og flygter til Malta, hvor han søger tilflugt hos tempelridderne. Derfor er der flere af hans malerier i Valletta, som jeg har planlagt at se om nogle måneder - en lille kunstnerisk pilgrimsrejse om man vil.

Men han ryger også uklar med dem, og tager retur til Italien. Han dør inden han modtager den benådning, der måske kunne have reddet ham.

I historien er der en kvinde, Maddalena, der følger ham og fungerer som hans elev. Forfatteren har gjort hende til hans niece, mens Mario Minniti som med høj sandsynlghed var hans elsker indtager en mindre rolle. Dog finder vi mange af de personer, man reelt ved havde relationer til Caravaggio - og resten er fiktionel frihed, der er med til at skabe rammen for hans mange rejser.

Der er ingen tvivl om at Caravaggio blev tvunget ud i eksil, og også gentagne gange kom i uføre og måtte flygte igen. Omstændighederne omkring hans død forbliver dog et mysterie - var det malaria? Eller et hævntogt fra enten tempelridderne eller stærke kræfter i Vatikanet? Det mysterie får vi aldrig opklaret - men romanen giver os et godt mysterie blandet med dejlige historier om hans malerier.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.

Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

Okavango - Caryl Férey

 

• Fransk
• 24.-27. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

Le roi des ombres (Sans Soleil II) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 13.-16. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.

Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.

Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.

Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.

Disco Inferno (Sans Soleil I) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg sidst læste en krimi af Jean-Christophe Grangé. Jeg tror jeg var kørt lidt træt i dem, og de blev i stigende grad voldelige, blodige, grænseoverskridende - og lidt for fantasifulde i plottet for en amatørkrimilæser som mig. Det blev til for mange skjulte symboler og mystiske sammenhænge, og jeg stod lidt af i historierne. Så jeg stoppede med at læse hans nyudgivelser.

Denne miniserie på to krimier har dog været vidt omtalt i de franske medier, og efter at have læst blot lidt om plottet vidste jeg, at dem måtte jeg læse.

Vi er i Paris i 1982, og Mitterrand er nyvalgt fransk præsident. Han har afviklet de sidste love, der gjorde homoseksualitet strafbart, og nu fester hele det homoseksuelle miljø. Det er 1980'erne med de sidste toner af discomusik, og en løssluppenhed, der aldrig tidligere er set. Men der er også mørke skyer, der trækker op - man begynder at se tilfælde af en underlig sygdom, der rammer tilsyneladende unge og sunde mænd, og inden for få måneder er de døende. Sygdommen får hurtigt navnet gay cancer - inden amerikanerne omdøber den til AIDS, og inden man ved, at den ikke er så selektiv i sine ofre. Det ved man ikke med sikkerhed endnu, og det homoseksuelle miljø reagerer ved enten at ignorere det (fordi de endelig kan være åbne) eller ved blot at feste endnu vildere (fordi de så sandsynligvis allerede er smittede).

Federico er en ung mand, der har haft et ganske aktivt sexliv. Han færdedes på byens mest berømte natklubber - Palace og Les Bains Douches - sammen med sin veninde, Heidi. Han solgte sig selv for penge, og sammen udøvede de også pengeafpresning af mænd, der ikke åbenlyst stod ved deres seksualitet. Han er virkelig døden nær nu, og kun den idealistiske læge Daniel Ségur, der er specialiseret i kønssygdomme besøger ham stadig. Miljøet har forkastet ham. 

Patrick Swift er politimand; han er gudesmuk - og meget heteroseksuel; ligesom lægen - og nu bliver de to kastet ud i en jagt på en bestialsk morder, der hærger i homomiljøet. Federico findes nemlig myrdet, og snart bliver endnu en døende myrdet.

Det er en rejse ind i 1980'ernes totale fest, der nu pludselig trues af denne mystiske sygdom - og en morder. Jeg kom til Paris i 1987, og som mange andre, der boede der i den periode, havde jeg min gang i netop disse natklubber. Le Palace, Les Bains Douches men også Régine, Le Queen, La Locomotive - det var én lang fest (og en kamp for at træde ind i de hellige haller). Men vi levede også med frygten for AIDS, som ikke længere var kendt som en homoseksuel sygdom. Så jeg befandt mig pludselig tilbage i mine meget unge år - og Grangés beskrivelser af tiden fik mig også til at tænke på alt det, jeg aldrig tænkte over. Vi dansede, Vi festede. Selvfølgelig var vi heller ikke forfulgt af en morder!

Vi er langt fra det overnaturlige i nogle af de krimier, der fik mig til at lægge Grangé på hylden. Om andet bind trækker mere i den retning vil vise sig - første bind er ren fornøjelse og en tur ned af Memory Lane for mig personligt. Jeg kan slet ikke vente på andet bind står klar på biblioteket - og hatten af for, at danske biblioteker allerede har den på hylden på fransk!

Vi opklarer mord - Richard Osman

 

• Engelsk
• 2.-4. marts
• 464 sider
• Originaltitel: We Solve Murders

Efter de fire krimier om de pensionistdetektiverne bekendtgjorde Osman, at han ville give dem en pause og i stedet introducere en ny detektivkonstellation. Det er dem vi møder her - men det er vel snarere prologen til det, der skal blive til deres detektivbureau.

Amy Wheeler er privat bodyguard og er lige nu på en tropeø i Saint Lucia, hvor hun skal beskytte en berømt forfatter - den ældre Rosie D'Antonio. Denne er en farverig dame, der absolut er ældre end hun vil sige, men stadig nyder alkohol, mænd og narko i store mængder. Men hun er også truet på livet.

Desværre er Amy pludselig også truet på livet, da en temmelig indviklet affære involverer hende.

Der er temmelig mange karakterer at følge er; Amys chef, Jeff, som går under jorden. Hans tidligere partner og nu konkurrent, Henk og HR-chefen. Så er der den temmelig naive Felicity, som styrer et mediebureau, som pludselig og uventet tjener styrtende med penge efter det er blevet overtaget af nye ejere. Det eneste Felicity skal gøre er at videresende nogle emails. Det er her kernen i problemerne ligger.

Det er et skuffeselskab, som i realiteten hvidvasker penge gennem ukendte influencere. Folk, der drømmer om den helt store gevinst i livet, og blændes af idéen om en rejse til et eksotisk sted, hvor de skal reklamere for et ligegyldigt produkt. I virkeligheden bliver de myrdet, og Amy skal positioneres som morderen.

Den anden hovedperson er Amys svigerfar, Steve, som lever et stille liv i en stille engelsk landsby. Dagene går med at finde forsvundne katte, notere usædvanlig opførsel, gå på pubben og tale til den afdøde hustru Debbie. Amys mand hører man ikke meget til - han arbejder indenfor finans, og flyver også jorden rundt. Men nu får Amy svigerfar fløjet over i Rosies privatfly, og de skal sammen opklare sagen - selvfølgelig bliver det et komisk sammenstød mellem Steves stillesiddende nervøse natur og den absolut flamboyante Rosie.

Men, men, men - der er alt for mange personer, der i nogle tilfælde optræder periferisk. Der gøres godt grin med influencerverdenen, Dubai- millionærer etc. - men det er ikke helt nok i mine øjne.

Jeg manglede den dybde i personerne, som der var i de fire bind om pensionisterne. De udviklede sig dog også over tid - specielt det sidste bind gav mulighed for at stikke et lag dybere, fordi man havde haft tid til at bygge karaktererne op. Det kan også ske her, og det er nok for tidligt at vurdere - men jeg lagde dog mærke til, at han i takkeordet til sidst skriver, at der er gensyn med pensionistklubben om et år. Dem foretrækker jeg - og måske vil han skifte mellem de to sæt protagonister?

Den mystiske gæst - Nita Prose

 

• Engelsk
• 16.-17. oktober
• 336 sider
• Originaltitel: The Mystery Guest

Jeg læste den første krimi om stuepigen Molly sidste år og havde lånt den på biblioteket; det er nok en meget god idé da jeg synes 150 kroner for en bog, der holder to dage er lidt meget! Den er meget hurtigt læst og det er god og let underholdning; men ikke mere end det.

Molly er kommet sig oven på forskrækkelsen fire år tidligere, da hun blev anklaget for mordet på en hotelgæst. Hun har forbedret sine sociale færdigheder og er nu chef for stuepigerne. Hun har en ny stuepige i træning, Lily, som minder meget om de tavse forsigtige pige hun selv var. Hun har også fået en kæreste - så det hele går jo ret godt.

Indtil en gæst falder død om midt i hotellets restaurant, da han skal holde en tale. Det er en berømt forfatter, som vil komme med en afgørende afsløring - det når han desværre ikke; og det står ret hurtigt klar, at han er blevet forgiftet.

Molly kommer igen under luppen ligesom alle andre ansatte på hotellet; men nu opdager den kvindelige politibetjent, at Mollys særlige evner måske kan hjælpe dem med at opklare mysteriet. Det er absolut hyggekrimi - der er ingen vold, og plottet er mere Maigret og underfundighed end blodige historier. Det er også den parallelle historie om Molly og hendes lidt skæve vinkel på livet - og hvis der skal komme en opfølger kan man måske se Molly i en ny og anderledes rolle kunne jeg forestille mig.

Men jeg vil stadig argumentere, at det er bedre at tage den på biblioteket, hvis man læser i et godt almindeligt tempo. 

Now You See Her - Heidi Perks

 

• Engelsk
• 28.-30. august
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ingen ferie uden at låne lidt fra det lokale husbibliotek, hvis et sådan findes. Der var ikke meget i den villa, vi havde lejet i år - men en enkelt krimi blev det dog til. Det er typisk i ferierne, at jeg læser den slags.

Charlotte og Harriet er et lidt umage venindepar. Harriet er genert og indadvendt, og Charlotte er smart, mere velhavende og godt etableret i det lokalsamfundet. Harriet er især meget beskyttende overfor datteren Alice på fire år, som hun aldrig har ladt ude af syne. Så Charlotte er noget overrasket, da Harriet beder hende passe datteren en søndag eftermiddag. De tager til et arrangement på skolen - men den lille pige forsvinder i en hoppeborg.

Bogen skifter i tiden mellem hændelsen og nogle uger senere - i nutiden, hvor vi gradvist får optrævlet historien. Jeg var virkelig postivt overrasket over spændingsmomentet, som formåede at overraske mig stort set til det sidste.

Charlotte bliver hurtigt udskammet på de sociale medier for ikke at have kigget ordentligt efter den lille pige; hendes liv ødelægges selvom hun aldrig er mistænkt for at stå bag. Men den lille pige er og bliver væk. 

Harriet er selvfølgelig knust, men hendes mand tager det mere roligt - er han involveret i kidnapningen? Deres ægteskab viser sig at være præget af psykisk og fysisk vold og dominans; Harriets mand har efterhånden fået overbevist både Harriet og mange andre om, at hun er psykisk ustabil.

Men måske er hun slet ikke så svag, som man tænker?

En overraskende krimi, som var hurtigt læst men overraskede hele vejen igennem! 

Den tavse gæst - Clémence Michallon

 

• Engelsk
• 17.-18. maj
• 320 sider
• Originaltitel: The Quiet Tenant

Der går så lang tid mellem jeg læser moderne krimier, at jeg hver gang tror, at nu bliver jeg oprigtigt fanget af et mysterie - og så foretrækker jeg denne psykologiske genre fremfor alt for meget blodsudgydelse. Alligevel ender jeg tit med at være lit skuffet. Men jeg trængte til noget andet lige der.

Den tavse gæst er Rachel, som hendes kidnapper kalder hende. Det er det navn, han valgte, da han tog hende for fem år siden og anbragte hende i en lade tæt på det hus, hvor han selv bor med sin kone og datter. Hun hedder selvfølgelig noget andet, men det er hans fantasi og hvis hun vil overleve må hun spille med på det.

Hun ved godt, at hendes overlevelse afhænger af, at hun er medgørlig og giver ham det han vil have. Om dagen er hun fastlåst i håndjern og hver aften kommer han for at voldtage hende. Hun ved også, at hun ikke er den eneste - men hun er den heldigste. De andre kvinder bliver myrdet samme aften, som han indfanger dem - hun kan lugte og mærke det på ham, når han vender hjem efter en vellykket "jagt".

Men i den lille by er han også en vellidt borger, og da hans hustru dør af kræft stimler alle sammen for at hjælpe Aidan, som altid er parat til at hjælpe sine naboer. Byens bartender, Emily, er tilmed forelsket i ham - men med en nylig afdød hustru går hun forsigtigt frem.

Da Aidan bliver tvunget til at fraflytte huset, aner Rachel, at dette kan blive hendes død. Hun foreslår derfor at flytte med, og de finder på en plausibel historie, så hun nu bor i et rigtigt hus sammen med Aidan og teenagedatteren. Herfra må hun forsøge at finde en måde at flygte på.

Historien følger Rachels version af tidslinien på den ene side, og Emilys version på den anden; tiltider afbrudt af korte snapshots af de otte kvinder han indtil nu har dræbt. Det er højt tempo, og mange små kapitler - 84 kapitler til 320 sider. Derfor er det også meget hurtigt læst og jeg må desværre sige, at der manglede den helt store overraskelse til sidst. Jeg synes en psykologisk thriller skal have et moment af overraskelse, hvor noget endelig afsløres til sidst uden man selv har gennemskuet det. Spændingen her handlede mest om, hvorvidt Rachel ville overleve og slippe fri - om Aidan ville blive afsløret inden Emily også bliver et offer. Så god hurtig læsning men absolut uden overraskelser.