La maison vide - Laurent Mauvignier

 

• Fransk
• 21.-26. juli
• 752 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske Goncourt-pris uddeles hvert år i november, og så skal man jo som regel vente lidt længere på en paperback-udgave, da den får større succes. Det er det jeg plejer at gøre; jeg har læst størstedelen af vinderne fra dette århundrede og forsøger at læse nogle af de tidligere som fx denne fra 1959, som jeg læste i maj. Den tidligste, jeg har læst, er fra 1916 og er en barsk fortælling om 1. Verdenskrig og det er altid en interessant udfordring at kaste sig over de ældre vindere. Da denne vandt sidste år besluttede jeg mig dog for, at det ikke kunne vente til en paperback-udgave, som heller ikke er planlagt endnu - men så endte den alligevel på reolen i alt for lang tid. Nu er der ikke lang tid til en ny vinder skal findes, så det måtte være på tide at komme i gang.

Jeg havde læst en roman af Mauvignier i 2014, så jeg var bekendt med hans komplekse stil - og han skuffer bestemt heller ikke her.

Titlen - Det tomme hus - refererer til hans families hus på landet i det vestlige Frankrig. Et hus, der stod tomt i mange år indtil hans forældre besluttede at genåbne det i 1976, da han var ni år gammel. Det er kernen i hans families historie - en historie, der er fyldt med tragiske skæbner helt indtil hans far begår selvmord i 1983, da Mauvignier er 16 år. Et selvmord, han ikke forsøger at finde en årsag til men snarere mener stammer fra tidligere generationers traumer.

Han springer tilbage til tipoldeforældrene - Firmin og Jeanne-Marie; huset er på den tid en driftig gård med jorder, smedjer og andre små indtægtskilder. De er ikke borgerskab, men rige bønder, der giver kost og logi til mange i lokalområdet. Firmin er en hård mand, der ikke går af vejen for en håndfast behandling af hustruen - både fysisk og seksuel vold. En kendsgerning, som er fortalt videre i familien til Mauvignier selv som chokeret teenager hører om det.

De får to sønner og en datter, men sønnerne viser sig snart ikke at ville fortsætte på gården. Den ene bliver præst og den anden flytter til Paris (man fornemmer, at han er homoseksuel), så nu sættes alle håb til datteren, Marie-Ernestine, som er født i 1885. Hun kommer derfor i skole hos nonnerne, hvor hun lærer at spille klaver - og det bliver hendes livs bedste eller værste beslutning, for nu drømmer hun om at komme på konservatoriet og er mere end naturligt begejstret for sin klaverlærer - den elegante Florentin, som dog er gift.

Men familiens fremtid er vigtigere, og da hun jo "kun" er en kvinde, finder Firmin en solid arbejdsmand som hendes kommende ægtemand. Det afstedkommer det første drama i familien, da hun forsøger at begå selvmord - men overlever, og bliver tvunget ind i et ulykkeligt ægteskab, hvor kun klaveret bliver hendes frirum.

Et klaver, der stadig står i huset, og er langt mere end blot et objekt. Det er symbolet på Marie-Ernestines knuste drømme. Det er der, huset gemmer sine minder. Det er symbolet på den manglende moderkærlighed mellem Marie-Ernestine og hendes eneste datter, Marguerite, som får forbud mod at være i rummet, når moderen spiller. Klaveret, som får en uendelig tragisk hovedrolle i familiens opbrud i 1945.

Vi følger primært kvinderne i familien - Jeanne-Marie, Marie-Ernestine og Marguerite - i deres liv og deres forhold. Til hinanden, til deres ægtemænd og deres børn. Og til huset. Sidste led i historien er en mand - hans egen far - der fylder næsten ingenting i historien; men den tomhed er som det tomme hus. Den fylder alligevel alt!

Der er ingen dialoger i de tætpakkede sider, hvor de fleste sætninger fylder 10-20 linjer. Det er virkelig intenst, introspektivt og baseret på det implicitte i handlingen. I starten måtte jeg mange gange starte en sætning forfra ganske enkelt for at få hele meningen og alle nuancerne med. Jeg tænkte, at det ville blive et langt sejt træk at komme igennem mere end 700 sider i denne stil. Men så kommer man ind i rytmen, og historien fanger - man bevæger sig mod en uafvigelig afgrund, men det foregår i et uendeligt langsomt tempo med tid til hver en følelse. 

Marguerite, som jo er forfatterens farmor, sendes som 13-årig i tjeneste i en butik. Hun udsættes for seksuelle overgreb af ejeren, og al den kærlighed hun aldrig fik fra moderen søger hun nu i tilfældige mænds arme - og en enkelt kvinde. Men de mænd er desværre ikke altid hendes egen mand - og da denne tages til fange under 2. Verdenskrig er det pludselig en tysk mand, der formår at opfylde hendes behov for ømhed. Det kan kun ende galt og det gør det.

Er det så generationers forbandelse, der i sidste ende fører til faderens selvmord? Mauvignier graver ned i familiehusets historie; han finder gamle fotos i skuffer og skabe og han digter lidt omkring de fakta han kender for at genskabe situationer, som han forestiller sig, det er foregået. Der er faktuelle data, men selvfølgelig er følelser og omstændigheder fiktive netop fordi det hele foregår i lagene under personerne og ikke i deres dialoger. Men den teknik mestrer han eksemplarisk - når man først giver sig tid til at komme ind i en virkelig anderledes stil og rytme.