Den sidste retfærdige - André Schwarz-Bart

 

• Fransk
• 1.-3. maj
• 432 sider
• Originaltitel: Le dernier des Justes

Man skal nok være lidt heldig for at finde den danske udgave på et bibliotek - men den blev altså oversat og udgivet i 1960; et år efter den havde vundet den franske Prix Goncourt. Et af mine (mange) læseprojekter er jo at læse flere Goncourt-vindere, og det kræver til tider lidt mere indsats - men det er jo ikke uden grund de har vundet!

Begrebet 'retfærdig' i judaismen betegner en person, der handler retfærdigt og i overensstemmelse med Torahen. En person, der aktivt søger retfærdigheden med oprigtighed og integritet. Efter 2. Verdenskrig benyttes det også som en hædersbetegnelse til dem, der hjalp med at redde jøder fra Holocaust. Den jødiske tradition mener, at hver generation har 36 retfærdige blandt os som er særlige og med til at bevare balancen i verden.

Schwarz-Bart er fransk jøde født i 1928, og mister selv begge sine forældre samt flere søskende i lejrene, som han dog selv undgår ved at skjule sig i modstandsbevægelsen sin unge alder til trods.

I 1959 udgiver han sin roman om den sidste retfærdige og Lévy-slægten, hvor han repræsenterer de 36 som efterfølgere i samme familie. Vi starter i 1190 med rabbineren, der dør på bålet i York. Derfra går det relativt hurtigt over de første 33 generationer over de første få sider til vi rammer slutningen af det 19. århundrede og nummer 34. Fælles for dem alle er, at de ikke er specielt heroiske eller imponerende men de lever det liv, der kendetegner dem som retfærdige.

Den sidste retfærdige er Ernie, som fødes efter 1. verdenskrig, og langt størstedelen af historien starter med hans farfar Mardochée. Familien har i generationer holdt til i Polen, men pogromerne efter den russiske revolution får sønnen Benjamin til at søge mod Tyskland, hvor jøder kan leve i fred og behandles som tyskere. Han bringer forældrene dertil, og der lever de et stille liv uden opmærksomhed. Mardochée påtager sig familiens arv som retfærdige, men Benjamin vil ikke være udvalgt og forsøger at holde hemmeligt, at de er fra Lévy-slægten.

Hans søn, Ernie, er et akavet og skrøbeligt barn som dog påvirkes af bedstefaderens historier, og hurtigt ser sig selv som den næste retfærdige arvtager i familien. Men han kan ikke forstå, hvordan han skal udfylde rollen - han slås med drengene i skolegården, som er spirende Hitler Jugend-medlemmer. Han ender med at forsøge at tage livet af sig selv inden familien flygter til Paris, hvor det nu skulle være nemmere at leve i deres religion. Det er det - og de har en periode med lykke og fred. Så kommer krigen til Frankrig - og deportationerne. Ernie melder sig til hæren i et forsøg på at skærme familien og igen optræde korrekt i sin rolle. Men da den franske hær kapitulerer, og han vender hjem, er de borte.

Så opgiver han. Alt. Han beslutter sig for at leve skjult som kristen under et nyt navn og leve som en hund - det absolut ynkeligste han kan forestille sig. Indtil han igen konfronteres med sin skæbne og beslutter, at han ikke kan undgå den. Retur i Paris møder han de sidste jøder i byen og forelsker sig i Golda. Da hun deporteres til den franske udslusningslejr, Drancy, melder han sig selv og interneres. Der bliver han tortureret for endelig at blive sat i en togvogn med kurs mod Auschwitz, hvor han vælger den umiddelbare død sammen med Golda i gaskammeret i stedet for arbejdslejren. Han går døden i møde sammen med Golda og en flok børn, som han lover at de nu når det forjættede land.

Det er en utrolig kompleks historie på trods af, at historien jo i sig selv er kendt og "ligetil". Den er skrevet i et metaforisk kompliceret sprog med klare referencer til jødiske legender, Torahen, jiddisch kultur og Bibelen. Ernie er igennem flere overnaturlige oplevelser som barn og da han forsøger selvmord, hvor han ser hele omfanget af det jødiske folks lidelser og den tyngde, det lægger på ham. 

Mest poetisk er dog et afsnit, da han ligger på lasarettet efter sin tortur i Drancy. Her drømmer han, at han bliver gift med Golda. I drømmen ser han Lévy-slægten genforenet flere generationer tilbage men også andre personer, der har spillet en vigtig rolle i hans liv. Både døde og levende er sammen i en magisk verden med en violinspiller - og man er direkte transporteret ind i et maleri af Chagall, som jo brugte bryllupper som et tilbagevendende team og symbol på den jødiske kultur. Symbolet på kulturarven, sammenholdet, kontinuiteten og blandingen af glæde og sorg.

Men Ernie dør. Seks millioner gange. Som den retfærdige repræsentant for en kultur, der er udryddet med Holocaust. Bogen slutter med en form for kaddish - den jødiske mindebøn med den gennemgående sætning Lovet være [Herrens] navn. Men her har han i stedet indsat navnene på alle lejrene.

Lovet. Auschwitz, Være. Majdanek. Navn, Treblinka. Lovet. Buchenwald, Være. Mauthausen. Navn. Belzec. Lovet. Sobibor. Være. Chelmno. Navn. Ponary. Lovet. Theresienstadt. Være. Warszawa. Navn. Vilno. Lovet. Skaryzko. Være. Bergen-Belsen. Navn. Janow. Lovet. Dora. Være. Neuengamme. Navn. Pustkow. Lovet...

Man skal ikke læse denne historie for at få et indblik i det, der faktuelt skete - det er der skrevet tusindvis af bøger om. Dette er en sørgesang dybt fra hjertet, der illustrerer alt det, der gik tabt - kulturarven, minderne, legenderne, troen på det gode i mennesker. Den fik sin del kritik efter udgivelsen og med den nuværende geopolitiske situation er det da også stadig et komplekst emne. Det fjerner dog ikke, at Holocaust isoleret set var det mest uhyrlige verden måske nogensinde har set. At det skal tjene som påmindelse og advarsel.