- Engelsk
- 28.-30. april
- 264 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om denne fortælling om kvinders vilkår i Pakistan. Det er jo en vigtig historie, men jeg føler ikke, at den fungerede i denne opbygning.
Rafia Zakaria er en pakistansk journalist, som har baseret sin fortælling om Pakistans kvinder til dels på sin egen familie (især tanten Amina) og til dels på landets politiske historie og Benazir Bhutto, der som kvindelig politisk leder blev dræbt.
Historien følger tre forskellige spor. Vi starter med forfatterens oplevelse som barn af tantens retur til forældrenes hjem, hvor hun også selv bor med flere generationer under samme tag. Men gifte kvinder flytter ikke tilbage uden grund. Aminas mand har besluttet at tage sig en hustru nummer to, da Amina efter ti års ægteskab ikke har givet ham nogle børn. Hun protesterer - men i længden giver hun op, og flytter tilbage til det nye arrangement. Hun flytter ind i en lejlighed på første sal, og den nye hustru i underetagen, og så deles de om manden en uge ad gangen.
Derfra rykker vi tilbage til bedstemoderens historie som fortæller om den arkaiske rolle kvinder havde i tiden inden delingen af Indien og Pakistan, og livet som flygtning til et nyt land, hvor de kunne leve med deres religion men frataget alt de kendte til.
Og så fortælles en del af Pakistans historie gennem politiske og sociologiske hændelser som Bhutto-familiens vej til magten i et land præget af etniske uroligheder.
Det bliver til temmelig mange overlappende historier, som fortælles af en tredjepart. Især i forholdet til tanten og hendes ægteskab præger det historien til Aminas fordel, for vi får aldrig mandens perspektiv eller endog blot hele Aminas synes jeg.
Khaled Hosseini beskrev denne leveform virkelig gribende i Under en strålende sol - og endda skrevet af en mand. Her forsøger man måske at gabe over for meget og for mange historier til at en enkelt står stærkt nok frem.
No comments:
Post a Comment