Orkidéens hemmelighed - Lucinda Riley

• Engelsk
• 22.-25. februar
• 592 sider
• Originaltitel: Hothouse Flowers

Mere ferielæsning. Mere chick-lit. Og mere Riley!

Det er virkelig perfekt til sol og strand - selv i de tilfælde, hvor det ikke kun er lutter lagkage i historierne. Sådan var det heller ikke her - men der er jo altid en kærlighedshistorie involveret. I denne var der faktisk indtil flere!

Først er der Julia, som er en berømt pianist og bor i Sydfrankrig. Men da historien starter er hun retur i England, hvor hun gemmer sig og kommer sig oven på tabet af mand og barn. Som læser går der lang tid inden man får historien om, hvad der skete - og det er helt fint.

Hendes søster får hende med til godset Wharton Park, hvor de kom som børn - deres morfar var gartner i godsets drivhuse, som især var kendte for deres orkidedyrkning. Her møder hun godsets nye arving, som er ved at sælge huset. 

Efter lidt forviklinger begynder de to selvfølgelig at tilbringe langt mere tid sammen, og forelske sig. Men fundet af en dagbog fører også til afsløringerne om familiens fortid.

Julias familie har arbejdet på godset i generationer; hendes morfar var ikke den første - men han var sammen med den unge godsejerarving i Asien under 2. Verdenskrig. Der var de begge taget til fange i flere år; og den del er fantastisk beskrevet. Ved løsladelsen er de ødelagte mennesker fysisk og psykisk, og det er ikke nemt at vende tilbage til en normal tilværelse.

Den unge godsejer møder desuden sin helt store kærlighed i Asien - og dermed kommer orkideerne til England. Men samtidig afslører det nogle dybt begravede familiehemmeligheder, som vender op og ned på den nuværende situation på godset. Og for at komplicere tingene yderligere dukker Julias afdøde mand op - knap så død selvfølgelig!

Der er fuld fart på - men samtidig en snert af Downton Abbey i historien, som jeg virkelig nød. Der var selvfølgelig lidt kærlighedsintriger hist og pist - men det var ikke for voldsomt. Jeg nød den rigtigt meget - og det er helt perfekt til ferielæsning.

The Ghosts of Happy Valley - Juliet Barnes

• Engelsk
• 18.-21. februar
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min vinterrejse gik i år til Kenya - og jeg havde vilde forestillinger om alt det, jeg skulle læse om landet - og i landet ikke mindst! Jeg havde købt ind af flere relevante biografier, som passede perfekt til lejligheden.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at min hjerne var helt overvældet af alle de indtryk man får på en safari - når jeg endelig læste skulle det bare være ren hyggelæsning. Dernæst var nogle af biografierne for komplicerede til hyggelæsning, da der skal slås op i fodnoter, referencer osv. Det er langt bedre at læse dem nu jeg er hjemme - og med minderne om en fantastisk rejse intakt.

Den ene jeg dog fik læst var denne non-fiktive journalistiske eftersøgning af Happy Valleys beboere og deres efterladte huse. Personligt kendte jeg ikke til denne historie og gruppe af mennesker - selvom jeg nok vidste, at der var en konskevent gruppe af hedonistiske livsnydere blandt de gamle koloniale beboere i landet. Men tilsyneladende var dette noget helt ud over det sædvanlige, og ikke mindst udødeliggjort pår grund af skandalerne. 

De levede vildt og voldsomt med utroskab på klryds og tværs af alle ægteskaber; det hele skyllet grundigt ned med sprut og tilsat en solid dosis kokain og heroin.

Det skulle jo ende galt! Ikke alene var de ildesete af de mere seriøse plantagefarmere, der bosatte sig i området - de var jo også selvdestruktive i deres livsstil.

Nogle døde af overdosis - eller skød sig selv; nogle blev ganske enkelt myrdet som Lord Erroll - som havde stjålet en anden mands kone. Men den dag i dag er morderen aldrig fundet.

Historien fortælles af journalisten Juliet Barnes, en hvid kvinde bosat i Kenya, sammen med hendes lokale guide Solomon, som primært er kendt for at kæmpe for overlevelsen af de truede colobus-aber.

De to rejser sammen rundt for at finde ruinerne af nogle af de notoriske huse, hvor festerne blev holdt - eller overlevende fra perioden. De finder nogle få, der var meget unge, da festen sluttede (så at sige) - men også tidligere tjenestefolk, da disse jo sædvanligvis startede med at arbejde som børn.

De fleste huse er kun ruiner; jordstykkerne blev ved landets frihed udloddet til kenyanerne og de store plantager ophørte med at eksistere. De er på sporet af en tabt verden - og desværre bliver de selv ret fortabte.

Selve ideen er glimrende; det lød spændende. Men det bliver alt for rodet, når man begynder at blande dyrebeskyttelse og 'skattejagt' sammen. Desuden er der alt for mange navne, der ikke giver meget mening - den tids engelske overklasse havde en tendens til at bruge de samme få fornavne; og det bliver ret uoverskueligt til tider. Jeg var lige dele irriteret og fascineret faktisk - hvilket er synd, for deres historie er jo virkelig interessant og et unikt tidsbillede. Men den slags kræver en langt mere stringent struktur i fortællingen end det var tilfældet.

Pigen på klippen - Lucinda Riley

• Engelsk
• 11.-17. februar
• 576 sider
• Originaltitel: The Girl on the Cliff

Jeg venter stadig på det femte bind i serien om de syv søstre; da jeg vil have det i samme format som de andre. Og der var en ferie forude, der lagde op til lidt nem ferielæsning til lange flyveture og strand. Derfor medbragte jeg et par Riley-romaner, som ikke handler om søstrene - dette viste sig ellers sidst ikke at være en ubetinget succes.

Denne roman er endog en tidligere end Engletræet, men den var dog langt bedre.

Det er som altid en rammefortælling; men med den kæmpe fordel, at "rammen" er bred! Indledningen starter med Grania, som vender hjem til familien for at slikke sårene efter en ufrivillig abort. Hjemme i den lille landsby møder hun en lille pige, som også har sine traumer. Hendes mor er død, og hun bor alene med sin far i byens "fine" hus. De to bliver venner, og pludselig er Grania blevet barnepige for den lille Aurora. Hun begynder endog at nære lidt varme følelser for faderen, som ellers er en distanceret og finurlig mand, der ofte er bortrejst.

Granias mor advarer hende mod at blande sig med familien, da historien har vist, at de to familier for ofte har været i konflikt - og så springer vi et århundrede tilbage. Da var Granias oldemor tjenestepige i det fine hus, og senere kommer hun til London under 1. Verdenskrig. Hun får et spædbarn i sin varetægt, og ender med at stjæle barnet med tilbage til Irland og selv opdrage det.

Familierne arbejder for hinanden; men der er altid den distance mellem upstairs and downstairs. Den fine familie er dog tit ramt af mentalt uligevægtige personer - som Auroras mor; men kommer alt dette fra det adopterede måske russiske barn?

Hele historien fortælles af Aurora, og til tider er det lidt utroværdigt med hendes livsklogskab - alderen taget i betragtning. Og så de uendelige afbrydelser i stedet for blot at lade handlingen flyde. Men den var meget bedre end Engletræet - og ikke en happy ending med lyserødt overalt. Det var helt perfekt til formålet!

De dør begge til sidst - Adam Silvera

• Engelsk
• 9.-10. februar
• 384 sider
• Originaltitel: They Both Die at the End

Jeg havde vist ikke læst beskrivelsen godt nok, da denne blev bestilt på nettet; det er en Young Adult-roman - og den målgruppe kan jeg næppe siges at tilhøre. Ydermere er der et strejf af Science Fiction, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Alligevel var jeg blæst bagover af denne bog, da jeg helligede mig søndagen til den.

Mateo er 18 år gammel, og bor alene med sin far - men lige nu ligger faderen i koma på hospitalet. Rufus er næsten 18 år gammel, og mistede sine forældre og sin søster fire måneder tidligere; så nu bor han på et børnehjem, hvor han har fået nye venner.

Tidsmæssigt er det i starten svært at vide, hvornår det foregår; dog virker det ret nutidigt - men verden er alligevel lidt anderledes end vi kender det. Der findes nemlig et Death Cast, en telefoncentral, der ringer til dig lige over midnat for at fortælle dig, at i dag er din sidste dag. Både Mateo og Rufus får det opkald midt om natten den 5. september 2017 - og dermed er der ingen overraskelser, hvad slutningen angår. Det kan man jo sige, at titlen heller ikke lagde op til - så hvordan skal en forfatter så skabe det momentum, der skal til?

Det sker netop ved de to fantastiske personer - Mateo og Rufus - og den grad af usikkerhed, der stadig er tilbage. De ved det bliver inden midnat... men der er mange timer endnu. Og hvordan tilbringer man så sin sidste dag? Mateo forsøger først at finde på påskud for at blive inden døre - dér kan der vel ikke ske noget? Rufus var midt i et slagsmål, da opkaldet kom - men nu vil han bare cykle byen rundt. 

De to mødes dog alligevel gennem en app, der hedder Last Friend; her kan de døende - Deckers som de hedder - få selskab på deres sidste dag. Det kan være af en rask person; men nu ender de to drenge sammen - og det bliver den bedste dag i deres liv. De to unge taler om døden - og de tab, de allerede har lidt. Døden fylder en del - naturligt nok - men det bliver en fantastisk livsbekræftende historie.

Vinklen skifter fra Mateo til Rufus til alle de andre mennesker, der omgiver dem eller som de blot krydser på deres vej denne dag. Hvert kapitel har klokkeslettet for det skæbnesvangre døgn, og det bliver spænding i sig selv. For man vil jo have, at de lever så meget af dagen som muligt! 

Hver især må de tage stilling til døden og hvad de vil nå denne dag. De er nervøse for at tage elevatoren eller krydse en vej - for ingen ved, hvordan de skal dø. Men samtidig oplever de en masse, og de mødes som mennesker. Forfatteren er selv homoseksuel og de to drenge når også at opleve den store kærlighed sammen - eller det som kunne være blevet til en stor kærlighed; netop beskrivelsen af dette er noget af det smukkeste i bogen. Ikke rosenrød pladderromantik - men reel ærlig erkendelse af det, der er og det, der aldrig når at blive.

SoMe fylder også en del; som forventeligt i en Young Adult-roman; med en sund portion skepsis og sarkasme til Instagram og Facebook - og måske en lille løftet pegefinger om, hvordan vi lever af og med de sociale medier. Rufus foreviger deres dag på Instagram - og mod slutningen får vi adressen: @rufusonpluto. Jeg skulle selvfølgelig se om nogen havde taget det pseudonym; men i stedet ser jeg, at de billeder, der omtales i bogen ligger der. Der er 24 poster - og de følger historien så præcist, at selv datoen er korrekt. I historien hører vi også om Rufus' ekskæreste Aimée, som forsøger at finde ham dagen igennem - og netop skriver til ham på IG. De kommentarer er der også - ligesom hendes profil.

Det er ret nytænkende brug af SoMe i forbindelse med en roman synes jeg; det åbner nogle helt nye muligheder - og især for et YA-publikum gør det måske læsning mere interaktivt og interessant?

Det var næsten lidt voldsomt at se de fotos bagefter; det gjorde dem så menneskelige og ægte - og uden at bruge en hel pakke Kleenex, vil jeg gerne indrømme, at der var lidt vådt i øjnene. Hele historien sidder i hvert fald godt fast i mig og kommer til det et stykke tid; så helt gammel er jeg åbenbart ikke endnu!

Motherland - William Nicholson

• Engelsk
• 2.-8. februar
• 616 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var på udkig efter lidt let ferielæsning, da denne kom med hjem - og så kastede jeg mig alligevel over den lidt tidligere end beregnet. Der var start på nyt job - og hovedet kunne bruge lidt let læsning; for det havde jeg konkluderet ud fra forsiden med ord som "love and loss". Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!

Der er den lidt irriterende indledende ramme, hvor en ung kvinde opdager, at hun har en farmor i Frankrig; som dog er engelsk - men som hun aldrig har mødt. Denne sekvens fylder nok ti sider i indledningen og blot et par enkelte sider i slutningen - så hvorfor skal forfattere altid have dem med? Man får intet indblik eller ingen dybde i disse personer, som kun er med for at lette overgangen til fortiden for en nutidig sart læser, skulle man tro?

Selve historien foregår i 1942, hvor Kitty er chauffør for soldater i Sussex, som forbereder sig på at invadere Frankrig, og møde tyskerne. Her møder hun de to soldater - den karismatiske smukke Ed med det tunge sind; og den leende glade Larry. De to er gamle venner, og har begge gået i katolsk skole sammen. Og nu forelsker de sig i den samme pige. Men Ed vinder og blot et par uger senere gifter de sig.

Det kunne jo nemt være blevet en klassisk boy-meets-girl historie - og sådan angreb min hjerne den også i starten. Indtil det pludselig blev lidt dystert.

De to soldater sendes over vandet i Jubilee-operationen - også kendt som slaget ved Dieppe - som blev en slags opvarmning til D-Day knap to år senere. Det blev i hvert fald en grum lektion i alt, der kan gå galt ved en landing fra kysten - og hele affæren var en katastrofe militært som humanitært med et utal dræbte og krigsfanger, samt et kolossalt materielt tab.

På denne franske strand viser sande karakterer sig; Larry bliver trods sin stærke katolske tro bange og gemmer sig bag en tank. Eds livssyn er sort og fatalistisk, og han bærer roligt sårede soldater tilbage til bådene uden at forhaste sig. Han venter kun på den ene kugle, der skal gøre det forbi. I stedet bliver han taget til fange.

Kitty føder deres barn, og Larry elsker hende på afstand mens de venter på krigens afslutning. Ed kommer retur - men er en ændret mand.

Meningen med livet og især krigens galskab spiller en fremtrædende rolle; men også religionen.

Larry finder til sidst en anden pige, og gifter sig - de har den katolske tro til fælles. Men hun viser sig at være så bornert, at ægteskabet aldrig bliver fuldbyrdet. Sex er den grimme og mørke del, som religionen har lært hende at frygte. Og således er der to ulykkelige ægteskaber fastholdt i tradition, religion, pligtfølelse - og meget lidt kærlighed.

Det endte med at blive en stærk roman med særdeles levende personer, der rørte mig. Beskrivelserne af slaget ved stranden er ligeledes gribende uden at blive overdramatiserede; men gruen er man ikke i tvivl om. Og de ar, som kommer til at præge dem alle i årevis efter.

Fletningen - Laetitia Colombani

• Fransk
• 31. januar - 1. februar
• 240 sider
• Originaltitel: La tresse

For at lave en fletning skal man bruge tre hårlokker; tre "tråde" skal flettes sammen til en helhed - og på samme måde bruger Colombani i denne lille roman treenigheden som symbol for de tre kvinder, hvis liv kommer til at berøre hinandens. Uden at de ved det. 

Smita er en ung mor på bunden af det indiske kastesystem; hendes job - som hendes mors før hende - er at samle andres afføring sammen.... med hænderne! Hun vil et bedre liv for sin datter; men da de sætter hende i skole, udsættes hun blot for mobning af læreren - en urørlig kan ikke slippe fri af sin status i Indien. Hendes mand er apatisk og accepterer deres skæbne; men Smita tager datteren og rejser væk. 

Giulia er ung kvinde på Sicilien, hvis familie i generationer har drevet et parykfabrik. Deres råvarer er det hår de indsamler fra øens beboere. Da hendes far får en blodprop er hun pludselig nødt til at tage ansvar for firmaet - og samtidig møder hun den unge sikh Kamal, som hun forelsker sig i.

I Canada er Sarah en hardcore singlemor advokat, der vil ofre alt for arbejdet - hendes tre børn fra to ægteskaber kommer efter; og hendes helbred kommer absolut til sidst. Så da hun får konstateret kræft handler det mest om at skjule det, og fortsætte som før.

De tre kvinders skæbner flettes sammen; og det er til dels ret forudsigeligt at se, hvor det bærer hen. Det gør ikke historien dårligere; selvom en så lille roman ikke kommer nok i dybden med personerne. Der kunne sagtens have været mere fylde i deres personer og deres liv - men historien handler primært om den fletning, der binder den sammen.

Bogen har haft enorm succes i Frankrig - og med rette! De tre kvinder mødes aldrig; de kommer aldrig til at vide, at det hår som den ene ofrede i et indisk tempel for at få spirituel hjælp til at blive til noget i verden, senere vil blive forarbejdet af en italiensk kvinde for at blive solgt som paryk til en canadisk kræftramt kvinde. Men det er måske netop her det poetiske ligger - i at vi tænker over, hvem der er med til at skabe den enorme kæde af sammenhæng, som udgør en verden, et samfund - og vore skæbner.

Vi får i små glimt at vide, hvordan det kommer til at gå - og det er fint; jeg manglede principielt ikke mere. En smuk lille roman, som kun kan anbefales, hvis den udkommer på dansk.