Engletræet - Lucinda Riley

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 637 sider
• Originaltitel: The Angel Tree

Jeg forsøger at trække tiden indtil jeg skal rejse - og de dejlige specielt indkøbte bøger endelig kan åbnes.

Derfor investerede jeg i en af Lucinda Rileys tidligere romaner; altså inden hun gav sig i kast med serien om de syv søstre. Det er nok typisk den slags, jeg aldrig ville have købt - men med søstrene i mente, gav jeg det et forsøg.

Det er som med så mange af den slags forfattere en historie med en rammefortælling. Mener man, at lige præcis hendes målgruppe bedre kan håndtere historiske fortællinger, hvis de er camoufleret? Det undrer mig! Denne er skrevet i 1995, og derefter omskrevet i 2015, hvor den blev genudgivet for at ride lidt med på bølgen af søster-successen må man formode.

Vi starter i 1985 med Greta, som 58 år gammel vender tilbage til hvor hun levede som ung og nygift. Men hun erindrer intet og har ikke gjort det i 24 år efter en trafikulykke. Så det er jo intet mindre end mirakuløst, da hun under et døgn efter ankomsten nærme4st har genvundet hele sin hukommelse. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor ingen "tvang" hende med lidt tidligere?

Derefter optreveles historien om Greta, der som ung bliver gravid og får hjælp af David - vennen, der er håbløst forelsket i hende; men bruger (spilder) sit liv på at vente på hende. Hun gifter sig nemlig med hans onkel, der er ejeren af det store hus - og her føder hun sine tvillinger af en anden far. Drengen især er mandens stotlhed; men han dør som 3-årig. Den lille pige er ret traumatiseret - og da moderen gør hende til barnestjerne kickstarter det blot en underlæggende psykisk lidelse.

Med spring frem og tilbage fra 1985 til fortiden får vi fortællingen om datteren, Cheska, der er virkelig syg. Hun formår at destruere temmelig meget - inden det hele selvfølgelig ender, så englene synger.

Jeg synes, at den vat ubegribeligt utroværdig desværre. Det hænger ikke sammen, at man lever i 24 år med amnesi for at knipse med fingrene og huske det hele. Det hænger ikke sammen, at datteren er så psykisk uligevægtig uden, at nogen reagerer. Så det var præcis den slags historie, jeg havde forventet - let at læse; ingen store oplevelser - og heldigvis kan den glide ned i min litterære amnesi uden behov for at blive genopfrisket!