En gud i ruiner - Kate Atkinson

• Engelsk
• 14.-17. maj
• 560 sider
• Originaltitel: A God in Ruins

Jeg læste Atkinsons vidunderlige roman Liv efter liv i 2014, som jo er en ret special historie med de forskellige spring i tidsperioderne. I den roman handlede det om, hvad man ville gøre, hvis man vidste, hvad fremtiden ville bringe. Hovedpersonen var Ursula, som vi følger frem til 1967.

I denne historie møder vi så Teddy - Ursulas bror; som er pilot i RAF under 2. Verdenskrig. Hans liv starter i bogen i 1925, og så springer den ellers rundt - i et ellers helt "almindeligt" liv. Men nu handler det mere om, hvad man gør med sit liv, når man faktisk ikke havde regnet med at overleve den krig. Hvad skal man med al den ekstra tid - og hvordan gør man sit liv godt, når man føler afmagt over stadig at være der?

Der springes ikke blot i tidsperioder; selv indenfor kapitlerne er der referencer til, at den og den ikke ved, at deres barn eller barnebarn vil ende i en given situation. Jeg fandt det faktisk virkelig irriterende. Jeg har intet imod romaner, der springer i tid - men her var det et kæmpe gætværk med alle de hints hele tiden. Hvert kapitel uanset tidsperiode refererer til fortid, nutid og fremtid - det er lidt voldsomt.

Romanen er jo en selvstændig pendant til Liv efter liv; og da der er gået fire år siden jeg læste den, kunne jeg sagtens adskille tingene - men jeg syntes bestemt, at den første var bedre.

Denne har vundet et utal af priser, og lovprises alle steder - så det er tydeligvis mig, der ikke forstår genialiteten i den!

Teddys liv efter krigen er heller ikke særligt lykkeligt; han gifter sig med sin barndomskæreste, Nancy, og de får en datter, Viola. Men der sker dramatiske ting i deres liv, og en frygtelig begivenhed skiller far og datter ad. Det bliver startskuddet til en kaotisk ungdom for Viola, som er totalt desillusioneret og med tiden tilmed destruerer forholdet til sine egne børn, Sunny og Bertie. De kommer til at bo sammen med bedstefaderen, og de tre får et harmonisk forhold.

I det sidste kapitel kommer vi tilbage til en eneste nutid; den, hvor Teddys skæbne virkelig blev afgjort. Her sidder man så som læser, og undrer sig over, hvad der var fiktion i fiktionen!

Det gav selvfølgelig mening til sidst; men vejen derhen var temmelig bulet, må jeg nok indrømme.

Det var et impulskøb - jeg har en stak fantastiske bøger liggende, som skal gemmes til sommerferien, som er lige om lidt. Så jeg skal jo holde den gående indtil da; det er så ikke altid med lige stor succes!