Lyset vi mistede - Jill Santopolo

• Engelsk
• 12. - 13. maj
• 352 sider
• Originaltitel: the light we lost

Omslaget beskriver romanen som en værdig "efterfølger" til Jojo Moyes sødsupperoman Mig før dig; hvilket jo ikke er en anbefaling - den roman var en skændsel for papirindustrien. Men også med David Nicholls roman Samme dag næste år, som er den absolut bedste af Nicholls' romaner og i øvrigt glimrende filmatiseret, hvor tidsstemningen og musikken virkelig kommer til sin ret.

Jeg var overbevist om, at det var chick-lit - men jeg ændrede hurtigt mening. Jeg mente heller ikke, at jeg ville få brug for alle de Kleenex omslaget foreskrev - der ændrede jeg også mening!

Hele historien fortælles af Lucy - og er en lang monolog til Gabriel; hendes livs kærlighed. Vi ved ikke rigtigt, hvor han er og hvorfor hun skifter imellem fortid og nutid, når hun taler til ham. Men det er klart, at han ikke kan svare på hendes spørgsmål - og hun formulerer en lang række af sine overvejelser om dem som spørgsmål til sig selv. Vi ved heller ikke præcist, hvor vi er tidsmæssigt - men Lucy starter ved begyndelsen. Den dag hun mødte Gabe. Gabriel. 

Lucy og Gabriel mødes den skæbnesvangre morgen 11. september 2001 i et klasselokale på universitetet i New York til en forelæsning om Shakespeare. De tilbringer dagen sammen, og der er noget imellem dem. Men noget kommer i vejen, og deres veje skilles. De mødes igen, og denne gang er det den store alvorlige altomsluttende kærlighed. De flytter sammen, og er virkelig hinandens sjælevenner. De er også unge endnu - og skal stadig finde ud af, hvor livet skal føre dem hen.

De vil begge gerne gøre en forskel i verden; for Gabe betyder det en karriere som pressefotograf i verdens brændpunkter - men Lucy passer ikke ind i det puslespil. Igen skilles deres veje, og det er knusende for Lucy. 

Hun begynder at date igen. Det er ikke det samme; men hun vænner sig til, at et liv kan leves på en anden og mere stilfærdig måde. Men Gabe er der altid. I baghovedet. Eller på Facebook. Eller i medierne op igennem 00'erne, hvor Mellemøsten er omdrejningspunkt for vores nye verdensbillede med bin Laden, revolutioner og krige som modsvar på 9/11. Nogle gange rejser han gennem New York og de mødes. Eller de mailer eller snakker sammen sporadisk over årene.

Men han er altid målestokken i hendes liv. Hvad der ville være sket, hvis ....? Hvordan hendes børn ville have været, hvis ...? Eller hendes arbejde - eller hendes kærlighedsliv. 

Hun har en mand, der må kæmpe mod fantomet af denne ekskæreste, som står imellem dem. 

I hele hendes monolog fornemmer man fra starten, at der ikke er en happy ending. Jeg læste den med lyst til hele tiden at springe til næste side - men tog mig tiden. Jeg læste den med hjertet oppe i halsen, mens jeg ventede på, hvad den tragiske slutning ville være. Og jeg græd til sidst fordi det er så uretfærdigt, når folk nøjes. Og fordi jeg følte, at jeg var Lucy - så fænomenalt skrevet er den, at man bliver hende.

Niveauet er så utroligt højere end Moyes; jeg forstår slet ikke sammenligningen?

Der er jo også en åbenlys symbolik i parret. Lucy er Luce (latin for lys) eller Luz (spansk for lys). Gabriel er ærkeenglen. De er hinandens modpol og karma. 

Nicholls henlagde sin handling til London i 1990'erne, og vi fulgte Thatcher og popmusik op gennem Em og Dexters forhold. 

Lucy og Gabes tid er post-9/11 med en mere intellektuel tilgang til verden, der ikke længere er så uskyldig eller præget af hurtige penge. De reflekterer over deres liv, og der er mange referencer til litteratur men også fotografi i kraft af Gabes arbejde - og især med Steve McCurry blev jeg jo blødgjort.

Det er også en hurtig bog; men nok ikke mindst fordi jeg bare måtte have slutningen - selvom jeg forsøgte at strække læsenydelsen længst muligt. En smuk markant bog om den generations kvaler.