Conjure Women - Afia Atakora

• Engelsk
• 25.-31. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ved ikke, hvor min fascination af historien om den sorte befolkning som slaver stammer? Måske fra da jeg som barn læste Onkel Toms hytte - eller da jeg som ung første gang så Borte med blæsten, som selvfølgelig allerede var en meget gammel film; men den kan stadig et eller andet helt specielt synes jeg! Men måske er det også efter alle mine rejser i Afrika - en gang endog i fodsporene på Alex Haleys egen familie (men mistænkte det mere for et turiststunt); men i hvert fald ser jeg, hvordan den animisme, som jeg elsker ved Afrika, overlever i den afro-amerikanske kultur.

Afia Atakora er født i England, men opvokset i USA, og dette er hendes debutroman - noget af et brag at starte med, må man sige. Og et mærkværdigt tidspunkt at læse den på, nu hvor medier svømmer over med den tragiske historie om George Floyd, og de uroligheder der endnu en gang for mange blusser op i USA. Det er som om den historie aldrig bliver lukket, og de tidligere slavers efterkommere ses som ligeværdige. Det er så trist og tragisk! 

En Conjure Woman er lidt den lokale heksedoktor i plantagerne, som helbredte både slaver og hvide ved hjælp af naturmedicin - og måske lidt voodoo og andet sjov indimellem. I ental er det også en af de tidligste romaner om slaveriets forhold af den meget hvide forfatter Charles Chesnutt - som havde 1/8 afro-amerikansk blod. Det er en smuk lige linie tilbage til gamle historier og en hyldest til forfatteren.

Historien her foregår på en plantagen i syden og fortælles i to tempi; tiden lige optil den amerikanske borgerkrig (1861-1865) og tiden efter op til 1872. Rue er en teenager, da krigen bryder ud; hun hjælper sin mor May Belle med at forberede medicinen - og efter moderens død overtager hun hendes rolle som Conjure Woman for de nu frigivne slaver, som dog er blevet boende i hytterne ved den nedbrændte plantage. Kapitlerne er opdelt i Slaverytime og Freedomtime - på skift; for det er den eneste tid, der giver nogen mening for dem.

En dag fødes en lille dreng med usædvanligt sorte øjne, og man mener Rue står bag en forbandelse; dette gøres ikke nemmere af det specielle bånd, der hurtigt viser sig mellem den lille dreng, Bean, og Rue. Da en masse spædbørn pludselig bliver syge og dør, men Bean stortrives, forstærkes denne mistanke. Rue må gøre noget for at få Bean til at virke mere menneskelig, og for at undgå en regulær lynchning.

Den kommer muligvis gennem den omrejsende præst, Bruh Abel, som skal redde hende.

Men i virkeligheden kæmper de alle med spøgelserne af den gamle verden; plantagen brændte soldaterne - men Rue nåede at redde den hvide plantagedatter i sikkerhed, og hun lever i uvished og skjul i en nedlagt kirke. Er det Rues hævn for slavetiden - eller er det fordi de nu er isolerede på jorderne, og i bund og grund ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med al den frihed? Skal de rejse? Skal hele landsbystrukturen ændres? Det er generationers traditioner der stilles spørgsmål ved - og derved også ved den uskrevne magt som en Conjure Woman havde.

Det er en gribende fortælling om deres traumer, om roller, der skal ændres og chancer, der skal tages for at blive en del af en ny verden. Men det er også historien om de årsager der ligger bag deres traumer; om magtforholdet mellem plantageejer og slaver - og den rige hvide pige og Rue. Om moderens forhold til faderen; og en frygtelig slutning.

Der er en anelse af håb i en epilog, der foregår i 1927 - altså da Rue er 80 år gammel. Men nu er vi i 2020 - og det meste af tiden indser man, at der heller ikke er sket betydelige fremgang i de sidste 90 år og 150 år efter, at slaverne blev sat frie. Det er George Floyd desværre blot et bevis på; og derfor er denne slags romaner så uendeligt vigtige. 

A Ladder to the Sky - John Boyne

• Engelsk
• 23.-24. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

John Boyne er bestemt en forfatter, der skal udforskes nærmere! For mange år siden læste jeg The Absolutist med den gribende historie om den de to soldatervenner under 1. Verdenskrig, og for to år siden Cyril Averys hjerte om den grotesk tragisk uheldige Cyril. Det er svært at forstå, at det er to år siden - den sidder stadig dybt i mig, og jeg ville sagtens kunne læse den igen. Men nu manglede jeg noget, der kunne optage mig fuldt og helt - og efter en lang halv times søgen hos boghandleren fandt jeg denne. Det alene siger også meget om min læseenergi lige nu - jeg plejer at have svært ved at fravælge!

Men Boyne-navnet sad i mig; og hans nyeste romans plot tiltalte mig. En forsigtig start lørdag eftermiddag - og så fordøjede jeg med største appetit de sidste 350 sider i løbet af søndagen. Det var en absolut fryd at læse.

Bogen er opdelt i tre store dele med to intervaller. Den første del fortælles af den aldrende forfatter Erich Achermann, som i Berlin i 1988 møder den unge Maurice Swift. Erich er forfatter, men har først opnået succes lidt sent i livet og er nu 66 år gammel, og på turné for at fortælle om sin bog. Maurice er til gengæld knap tyve år gammel, og har to mål i livet. Han vil være forfatter og far!

Maurice får jobbet som Erichs assistent; den ældre bøsse håber naturligvis på langt mere - men Maurice manipulerer, forfører og leger med ham for at opnå sine mål - i hvert fald det at blive forfatter. 

I den anden store del er Maurice blevet ældre og gift; han har udgivet sin første roman med enorm succes; men siden da er det knebet gevaldigt med inspirationen og de efterfølgende udgivelser har solgt meget lidt eller er blevet afvist allerede i første stadie. Hans unge kone til gengæld har udgivet en roman med enorm succes, og underviser nu i litteratur. Nu skriver Edith på sin anden roman, og Maurice konfronteres dagligt med den nemhed, hvormed hun arbejder og skriver - mens han ser sig selv blive glemt.

Den tredje og sidste store del er syndefaldet for Maurice. Han er ved at gå i hundene i sin daglige turné på byens værtshuse da en ung mand skriver til ham for at skrive hans biografi. Det flatterer jo den gamle cirkushest - som altid i sit liv er der bagtanker for Maurice. Men muligvis har han her mødt sin overmand - for den unge forfatter er velforberedt.

Det er virkelig svært at beskrive mere uden at ødelægge glæden ved plottet; det er ganske enkelt eminent. Men det er jo samtidig en meget moralsk historie - den gamle historie om målet helliger midlet? Det gør det for Maurice - og omkostningerne bliver enorme for ham. Samtidig er der det underspillede spørgsmål om seksualiteten. Maurice siger selv, at sex ingen rolle spiller for ham. Alligevel ville han absolut være far og giftede sig derfor; men han brugte primært sin udstråling til at forføre mænd - uden at mene at være homoseksuel.

Det er selvfølgelig et gennemgående tema i Boynes romaner; han er selv homoseksuel - men derfor behøves han jo ikke at bruge det altid. Dog fungerer det glimrende for at illustrere, hvor tragisk det kan bruges - i det ene interval er der en eminent seance, hvor Maurice ender i Gore Vidals berømte italienske villa; og Gore Vidal ser direkte igennem ham og får sat ham på plads. En situation Maurice nok skal sørge for ikke sker igen!

Personnagen Maurice er så helt igennem forkastelig og foragtelig; men alligevel føler man lidt med ham; for han vil jo så gerne være berømt. Han har blot aldrig forstået, hvad der skal til for at blive forfatter - det er ikke nok at kunne skrive sætningerne; man skal også kunne komme på historierne.

Der er utroligt mange etiske spørgsmål på spil; der er interessante vinkler i historien, som fortælles af enten forfatteren Erich, husturen Edith eller Maurice selv. Der er pudsige navne på kapitlerne - det er hovedstæder, måneder eller pubnavne alt afhængig af historiens fortæller. Der er overraskende twists mod slutningen - og helt til sidste sætning.

Boyne mangler under alle omstændigheder ikke inspiration til historier; og det virker til, at han bliver stærkere og stærkere med alderen - men nu må jeg vist have fat i nogle flere af hans tidligere romaner.

Hundrede år - Herbjørg Wassmo

• Dansk
• 18.-22. maj
• 441 sider

Corona-krisen har drevet mig ud i oprydning i reolerne; udover, at min læselyst er påvirket, så skal jeg virkelig også have noget, der fænger mig for at kunne holde interessen gående. Og da boghandlerne har været lukkede, så kastede jeg mig over de langt hengemte bøger. Denne har således ventet pænt i seks år - jeg var ellers tidligere så begejstret for Wassmo, at jeg har læst Dinas bog flere gange. Men det er mange år siden!

Hundrede år er biografisk; det er historien om forfatterens mor, Hjørdis, mormor, Elida, og oldemor Sara Susanne. Det starter i det nordligste Norge hundrede år inden forfatteren selv fødes; deraf titlen.

Som i Dinas bog er det en familie gjort af stærke kvinder; uden tvivl også inspirationen til historien om Dina, som jo er en absolut handlekraftig dame. De lever under barske vilkår deroppe i naturen, og med alt alt for mange barnefødsler. 

Hver del indledes med et glimt fra Wassmos egen barndon, hvor der er antydninger til den incest, hun blev udsat for af faderen. En far, der konsekvent omtales som ham. Og derfra dykker hun ned i de tre kvinder historier - oldemoderen, der gifter sig med den stille Johannes, der stammer og derfor foretrækker at kommunikere med sin lille notesblok. De får så mange børn og Sara bliver fristet af præsten, som maler hendes portræt og selv længes væk fra dette barske liv og miljø. Men det er også kvinder, som forstår betydningen af pligten overfor familien.

Eller måske gør mormoderen det mindre, da hun med ti børn sidder med en mand, der bliver delvist lammet efter en blodprop. Hun efterlader nemlig nogle af børnene hos familien i nord, da de drager mod hovedstaden i 1924 for at få hjælp. Det hjælper ikke og hun må flytte manden tilbage til moderens gård for at dø. Men hun havde drømmene om et andet liv - en drøm, der blev slukt af de mange børn og pligter.

Og Hjørdis - Wassmos mor - som var et af de børn, som blev efterladt i mange år, og pludselig blev hentet af en kvinde, som hun ikke længere så som sin mor. Var det afgørende for, hvordan hun selv blev mor - og hvorfor hun ikke så, hvad der skete mellem far og datter?

Det er til tider lidt springende og forvirrende; og det er jo selvfølgelig til dels opdigtet.

Det er stærke fortællinger om kvindeskæbner i en tid, hvor man knoklede, fødte børn, indordnede sig og ikke ytrede ønsker om et andet liv. Der var ikke andre måder at leve på - og slet ikke deroppe nordpå, hvor selve overlevelsen var vanskelig. Men det kunne også blive lidt for 'nordnorsk' til mig; jeg var langt mere tilpas i den gode lange saga om Dina, end her, hvor personerne måske er for tætte som familie til, at man kan tilegne dem virkelige personligheder?

Måske er det blot også det, at det er en roman, der ikke har ældet helt så godt - men nu er den læst, og reolen er lidt mere overskuelig.

Où passe l'aiguille - Véronique Mougin

• Fransk
• 10.-17. maj
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Véronique Mougin har tidligere udgivet en roman, men er primært journalist. Hun kar skrevet flere værker om livet for de fattigste i Frankrig - enten som hjemløse eller med en mindsteløn, som knap giver til dagen og vejen. Den sociale uretfærdighed var også temaet for hendes første roman om livet som guvernante hos de rigeste familier i Frankrig.

Hendes anden roman er helt anderledes, og baseret på den sande historie om hendes ældre onkel Tomi.

I 1944 bor den 14-årige Tomi med sine forældre og lillebroren Gabyi en lille by i Ungarn; faderen er herreskrædder; en nobel profession, som familiens mænd har varetaget i generationer og som Tomi jo også skulle overtage. Men Tomi er en vred ung mand!

Under hans bar mitzvah i den lokale synagoge opdager han nemlig, at hans mor ikke er hans mor. Hun døde under fødslen, og senere giftede faderen sig med moderes søster, som nu er mor til hans (halv)bror. Tomi vil straffe både moderen ved ikke længere at kalde hende for mor; men også faderen ved at vende sig fra familiegerningen. 

Han er en besværlig teenager, der småstjæler og hustler sig igennem livet med fuld foragt for alle dem, han føler har svigtet ham.

Men så kommer nazisterne, og de bliver deporteret. Over Bergen-Belsen, hvor Tomi og faderen, Herman, skilles fra moderen og broderen. Videre til Auschwitz og endelig til Mittelbau-Dora, som ikke var en egentlig udryddelseslejr som så mange andre. Men det var stadig en lejr, og de var stadig jødiske fanger.

Tomi og faderen holder så vidt muligt sammen med den lille gruppe hjemmefra; Tomi fortsætter med at snyde sig igennem, hvor han kan. Hans livsmotto er, at så længe man ikke bliver opdaget, så er det fint nok.

Således også, da han opdager, at det fysiske arbejde udendørs er for hårdt. Han får et job i skrædderhuset, hvor man reparerer de usle stribede uniformer - men han kan jo ikke sy efter at have nægtet faderens vejledning hele sit liv. Men nu bliver det pludselig vitalt at kunne, og så lærer han sig selv at sy. 

Både Tomi og faderen klarer den igennem krigen; selvfølgelig ikke uden mentale ar - og da de efterfølgende vender hjem til Ungarn, opdager de, at man ikke kan tage hjem igen. Der er ikke noget hjem og Ungarn er nu USSR. I stedet flygter de til Paris, og Tomi begynder virkelig at lære at sy. Dog vil han ikke sy til mænd - som faderen - men udelukkende haute couture til kvinder. Det er hans måde at ære og erindre de kvinder, der for altid forsvandt fra hans liv. Han taler ikke om fortiden; men den gnaver konstant i ham.

Bogen er finurligt konstrueret så der efter hvert kapitel er et kapitel set fra en af protagonisternes øjne; deres måde at se Tomi på giver læseren mindst lige så meget indsigt i den person, han er. Alt det, der ikke kommer ud af ham - men brænder op indvendigt.

Historien fører os frem til 2017, da Tomi er 88 år gammel; dog er der en meget lang periode i 1974, hvor det handler meget om syning og tøj, og hvor jeg lidt mistede tråden til hans egen historie. I det afsluttende kapitel bliver noget af dette samlet igen - men den mistede desværre lidt pusten undervejs. Det er ellers en glimrende og rørende fortælling om, hvordan man også kan overleve krigen og lejrene. Ved at begrave det dybt inde i sig, og kompensere ved at gøre kvinderne smukke. Det er jo også tragisk, og man kan godt have ondt af det menneske, der i så mange år skal bære rundt på alt dette - men dem var der jo tusinder af. Skylden, der aldrig slap dem.

Øjet der ser - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 8.-.9. maj
• 384 sider
• Originaltitel: Nothing Ventured

Sidste sommer læste jeg for første gang noget af Jeffrey Archer; Clifton-krønikens syv bind og næsten 3.500 sider på lige knap tre uger. Det var dejligt at kunne tage dem alle i et langt stræk uden at skulle vente på næste bind.

Nu har Archer begået en lidt interessant spin-off af Clifton-krøniken; muligvis ikke litterært interresant - det må tiden vise - men i idéform er den. Det er nemlig ikke en person fra krøniken han giver sit eget liv; men derimod en fiktiv person (fra en fiktiv historie!). I Clifton-krøniken begynder Harry Clifton at skrive detektivromaner; og hans helt i dem er William Warwick. Selvsamme William Warwick er nu omdrejningspunktet i denne nye serie - som Archer selv skriver i indledningen er det nok mere et spørgsmål om han holder ved end, at læseren gør det. Han er lige fyldt 80 år - så hvor lang denne serie kan blive er jo uvist. Tilsyneladende er kontrakten på otte romaner, og de fire skulle allerede være godt undervejs.

William Warwick kommer fra en fin advokatfamilie; faderen håber selvfølgelig, at sønnen vil følge i hans fodspor - men den unge William beslutter i slutningen af 1970'erne, at han vil være detektiv.

Han starter fra bunden på politiskolen, og så som patruljerende gadebetjent inden han skal op til en ny eksamen for at blive detektiv.

Da han møder op til en samtale hos Scotland Yard bliver hans kunstinteresse pludselig afgørende, da han afslører et forfalsket maleri - som de ellers troede var den ægte vare, de endelig havde fundet.

Maleriet er Rembrandts store maleri af de seks hollandske formænd for skræddernes lag; som ellers hænger nok så fint på Rijksmuseum - hvor jeg så det for knap tre måneder siden. Archer har fået rykket det til London på Fitzmolean-museet. Det er selvfølgelig et fiktivt museum; og et tyveri af den kaliber er jo ekstremt sjældent.

Men da jeg jo er kunstaficionado var det en glimrende rammehistorie for mig! 

Warwick starter sin detektivkarriere hos Scotland Yard og møder samtidig Beth Rainsford, som arbejder på museet - og de bliver et par. Han arbejder på forskellige sager i  afdelingen for Arts & Antiques, som det hedder. Den ene er en sag om falske underskrifter i førstehåndsudgaver; så er der opkøbet af gammelt sølv til omsmeltning - og selvfølgelig maleriet. Og muligvis er det den samme bagmand, der styrer dette lille kartel af kunstkriminalitet - Miles Faulkner. 

Faulkner er en snu mand; og selvom de tror, at de får ham - så ender vi alligevel med en kæmpe cliffhanger, som nok skal gøre Archer-fans utålmodige for at se andet bind.

Som en lille anekdote opdager de undervejs et Rubens-maleri, som der gøres et lidt for stort nummer ud af! Det omtales som en sensation at finde et så stort værk af en maler som Rubens; og en absolut sjældenhed. Det kan man vist diskutere! Rubens var mindst lige så produktiv som Picasso - selv i dag kan man stadig finde op mod 1500 malerier, der er fra hans hånd. Dertil kommer de mange kopier udført i hans atelier af hans elever - så der er jo ikke et museum i verden, der ikke ejer et af hans malerier nærmest. Faktisk er det dem, jeg går udenom når jeg besøger museer - fordi det er variationer over det samme tema. Nøjagtig som det maleri i romanen - Jesus der tages ned af korset - som Rubens malede i diverse versioner. Men det ved en mindre kunstinteresseret person jo ikke - og det er jo altid dejligt, når forfattere bringer kunsthistorie ind i handlingen. Det giver mig håb om at folk vil opsøge kunsten noget mere!

Og jeg kunne sagtens være fortsat til andet bind (og videre), som jeg jo nu skal vente mange måneder på! Hardback-udgaven kommer først om et halvt år - så der går nok et år inden jeg kan finde den i paperback; alt andet er altså spild af penge, da det er meget nem læsning.

Au temps où la Joconde parlait - Jean Diwo

• Fransk
• 1.-6. maj
• 506 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg sidste sommer læste Diwos trilogi om et bestemt kvarter i Paris, havde jeg allerede denne stående. Jeg var ikke særligt begejstret for den trilogi på trods af nogle lyspunkter hist og her.

Jeg havde erindringerne om hans fremragende bog om Rubens i tankerne, og denne handlede jo også om malere - endog renæssancens store malere, som er mine absolutte idoler.

Bogen er næsten 30 år gammel - den udkom i 1993; og den strækker sig over et godt århundrede, hvor Diwo får flettet historierne om en del af tidens malere sammen. Det starter med Antonello, så introduceres da Vinci fra barnsben af - og vi møder Michelangelo og Raffaello for blot at nævne nogle af de mest centrale figurer.

I midten af det 15. århundrede malede man i Italien udelukkende fresco - men en dag kommer kongen i besiddelse af et lille oliemaleri af den flamske maler Jan van Eyck. Han menes at være den første, der mestrede den svære kunst at lave oliemaling, som ændrede kunsten totalt og for evigt.

I bogen hører vi om den unge Antonello, som ser dette maleri og rejser fra Napoli til Bruges - noget af en rejse i de tider - for at få hemmeligheden ud af van Eyck. Den historie er fortalt af Vasari, som fra 1550 udgav det omfattende værk Lives if the Most Excellent Painters, Sculptors and Architects. En bog jeg virkelig gerne vil eje! 

Dog er der nogle fundamentale problemer i denne historie - van Eyck døde nemlig i 1441, og Antonello menes at være født mellem 1429 og 1431! Han har altså næppe været ude på så lang en rejse alene - som ti-årig! 

Dermed ryger hele fundamentet for Diwos bog; og den er da også præget af konstante historiske fejl - dateringen skrider for ham hele tiden. Det undrer mig, at en så grundig historiker kan konstruere en historie blot for at få disse mennesker til at interagere, uden at have sine fakta i orden?

Det ødelægger jo læseglæden, hvis man reelt kender til baggrunden - men også uden, da visse fejl er så groteske at en fem-årig nok ville opdage dem.

Der er jo også bygget en historie op omkring det, og den er jo hyggelig, hvis man interesserer sig for livet på den tid; men det er ikke nok til at bære de andre fejl.

Der findes eminente - og korrekte - biografier af flere af disse malere; fx er Irving Stones biografi af Michelangelo noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Så dette var en skuffelse - men jeg trængte samtidig også til at læse på fransk igen - og om al den kunst, som jeg virkelig savner nu jeg ikke kan rejse. Pudsigt nok skulle jeg om nogle dage være rejst til Napoli - så det var nærmest en pinsel at læse om alle de malerier, der er der - og som må vente til efter corona!