Hundrede år - Herbjørg Wassmo

• Dansk
• 18.-22. maj
• 441 sider

Corona-krisen har drevet mig ud i oprydning i reolerne; udover, at min læselyst er påvirket, så skal jeg virkelig også have noget, der fænger mig for at kunne holde interessen gående. Og da boghandlerne har været lukkede, så kastede jeg mig over de langt hengemte bøger. Denne har således ventet pænt i seks år - jeg var ellers tidligere så begejstret for Wassmo, at jeg har læst Dinas bog flere gange. Men det er mange år siden!

Hundrede år er biografisk; det er historien om forfatterens mor, Hjørdis, mormor, Elida, og oldemor Sara Susanne. Det starter i det nordligste Norge hundrede år inden forfatteren selv fødes; deraf titlen.

Som i Dinas bog er det en familie gjort af stærke kvinder; uden tvivl også inspirationen til historien om Dina, som jo er en absolut handlekraftig dame. De lever under barske vilkår deroppe i naturen, og med alt alt for mange barnefødsler. 

Hver del indledes med et glimt fra Wassmos egen barndon, hvor der er antydninger til den incest, hun blev udsat for af faderen. En far, der konsekvent omtales som ham. Og derfra dykker hun ned i de tre kvinder historier - oldemoderen, der gifter sig med den stille Johannes, der stammer og derfor foretrækker at kommunikere med sin lille notesblok. De får så mange børn og Sara bliver fristet af præsten, som maler hendes portræt og selv længes væk fra dette barske liv og miljø. Men det er også kvinder, som forstår betydningen af pligten overfor familien.

Eller måske gør mormoderen det mindre, da hun med ti børn sidder med en mand, der bliver delvist lammet efter en blodprop. Hun efterlader nemlig nogle af børnene hos familien i nord, da de drager mod hovedstaden i 1924 for at få hjælp. Det hjælper ikke og hun må flytte manden tilbage til moderens gård for at dø. Men hun havde drømmene om et andet liv - en drøm, der blev slukt af de mange børn og pligter.

Og Hjørdis - Wassmos mor - som var et af de børn, som blev efterladt i mange år, og pludselig blev hentet af en kvinde, som hun ikke længere så som sin mor. Var det afgørende for, hvordan hun selv blev mor - og hvorfor hun ikke så, hvad der skete mellem far og datter?

Det er til tider lidt springende og forvirrende; og det er jo selvfølgelig til dels opdigtet.

Det er stærke fortællinger om kvindeskæbner i en tid, hvor man knoklede, fødte børn, indordnede sig og ikke ytrede ønsker om et andet liv. Der var ikke andre måder at leve på - og slet ikke deroppe nordpå, hvor selve overlevelsen var vanskelig. Men det kunne også blive lidt for 'nordnorsk' til mig; jeg var langt mere tilpas i den gode lange saga om Dina, end her, hvor personerne måske er for tætte som familie til, at man kan tilegne dem virkelige personligheder?

Måske er det blot også det, at det er en roman, der ikke har ældet helt så godt - men nu er den læst, og reolen er lidt mere overskuelig.