A Ladder to the Sky - John Boyne

• Engelsk
• 23.-24. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

John Boyne er bestemt en forfatter, der skal udforskes nærmere! For mange år siden læste jeg The Absolutist med den gribende historie om den de to soldatervenner under 1. Verdenskrig, og for to år siden Cyril Averys hjerte om den grotesk tragisk uheldige Cyril. Det er svært at forstå, at det er to år siden - den sidder stadig dybt i mig, og jeg ville sagtens kunne læse den igen. Men nu manglede jeg noget, der kunne optage mig fuldt og helt - og efter en lang halv times søgen hos boghandleren fandt jeg denne. Det alene siger også meget om min læseenergi lige nu - jeg plejer at have svært ved at fravælge!

Men Boyne-navnet sad i mig; og hans nyeste romans plot tiltalte mig. En forsigtig start lørdag eftermiddag - og så fordøjede jeg med største appetit de sidste 350 sider i løbet af søndagen. Det var en absolut fryd at læse.

Bogen er opdelt i tre store dele med to intervaller. Den første del fortælles af den aldrende forfatter Erich Achermann, som i Berlin i 1988 møder den unge Maurice Swift. Erich er forfatter, men har først opnået succes lidt sent i livet og er nu 66 år gammel, og på turné for at fortælle om sin bog. Maurice er til gengæld knap tyve år gammel, og har to mål i livet. Han vil være forfatter og far!

Maurice får jobbet som Erichs assistent; den ældre bøsse håber naturligvis på langt mere - men Maurice manipulerer, forfører og leger med ham for at opnå sine mål - i hvert fald det at blive forfatter. 

I den anden store del er Maurice blevet ældre og gift; han har udgivet sin første roman med enorm succes; men siden da er det knebet gevaldigt med inspirationen og de efterfølgende udgivelser har solgt meget lidt eller er blevet afvist allerede i første stadie. Hans unge kone til gengæld har udgivet en roman med enorm succes, og underviser nu i litteratur. Nu skriver Edith på sin anden roman, og Maurice konfronteres dagligt med den nemhed, hvormed hun arbejder og skriver - mens han ser sig selv blive glemt.

Den tredje og sidste store del er syndefaldet for Maurice. Han er ved at gå i hundene i sin daglige turné på byens værtshuse da en ung mand skriver til ham for at skrive hans biografi. Det flatterer jo den gamle cirkushest - som altid i sit liv er der bagtanker for Maurice. Men muligvis har han her mødt sin overmand - for den unge forfatter er velforberedt.

Det er virkelig svært at beskrive mere uden at ødelægge glæden ved plottet; det er ganske enkelt eminent. Men det er jo samtidig en meget moralsk historie - den gamle historie om målet helliger midlet? Det gør det for Maurice - og omkostningerne bliver enorme for ham. Samtidig er der det underspillede spørgsmål om seksualiteten. Maurice siger selv, at sex ingen rolle spiller for ham. Alligevel ville han absolut være far og giftede sig derfor; men han brugte primært sin udstråling til at forføre mænd - uden at mene at være homoseksuel.

Det er selvfølgelig et gennemgående tema i Boynes romaner; han er selv homoseksuel - men derfor behøves han jo ikke at bruge det altid. Dog fungerer det glimrende for at illustrere, hvor tragisk det kan bruges - i det ene interval er der en eminent seance, hvor Maurice ender i Gore Vidals berømte italienske villa; og Gore Vidal ser direkte igennem ham og får sat ham på plads. En situation Maurice nok skal sørge for ikke sker igen!

Personnagen Maurice er så helt igennem forkastelig og foragtelig; men alligevel føler man lidt med ham; for han vil jo så gerne være berømt. Han har blot aldrig forstået, hvad der skal til for at blive forfatter - det er ikke nok at kunne skrive sætningerne; man skal også kunne komme på historierne.

Der er utroligt mange etiske spørgsmål på spil; der er interessante vinkler i historien, som fortælles af enten forfatteren Erich, husturen Edith eller Maurice selv. Der er pudsige navne på kapitlerne - det er hovedstæder, måneder eller pubnavne alt afhængig af historiens fortæller. Der er overraskende twists mod slutningen - og helt til sidste sætning.

Boyne mangler under alle omstændigheder ikke inspiration til historier; og det virker til, at han bliver stærkere og stærkere med alderen - men nu må jeg vist have fat i nogle flere af hans tidligere romaner.