I venlig erindring - Françoise Sagan

• Fransk
• 2.-3. marts
• 215 sider
• Originaltitel: Avec mon meilleur souvenir

Jeg synes, at den danske titel er temmelig misvisende og lidt for underspillet og flad - den rigtige oversættelse skulle være Med min bedste erindring. Den titel forstår jeg anderledes, når man kender til Sagan og hendes omtumlede liv. Jeg læser imellem linierne et forsvar - et svar på tiltale af alle de ting, der blev sagt og skrevet om hende i fransk presse i årtier. Og her tager hun til genmæle! Hun kunne også have kaldt den Med min bedste overbevisning.

Det er ikke i ordets strengeste forstand hendes erindringer; hun skrev bogen i 1984, da hun var knap 50 år gammel - men hun døde først tyve år senere; i dyb armod og ødelagt af druk og stoffer. Men i denne bog tager hun fat på forskellige emner, som uden tvivl står hende nært men som også definerer hende - Fart (hun blev beskyldt for at være lidt af bisse på vejene); Spil (det er almindeligt kendt, at hun brugte formuer på casinoer og endog lod sig forbyde adgang); Saint Tropez (stedet, hvor de unge, de smukke og de rige mødtes i 1960'erne); Teater (om hendes successer og fadæser) og ikke mindst bøger, som selvsagt betød meget for hende allerede som teenager.

Der er også et par kapitler om bestemte personer - Billie Holiday, Orson Welles, Rudolf Nureyev og Jean-Paul Sartre. Personer, hun havde et særligt forhold til og som hun især beundrede. Det er et rørende afsnit om hendes møder med den gamle Sartre, der er blevet blind og ikke længere kan skrive. Hun tager ham med på restaurant en gang om ugen, og hvor andre af hans venner væmmes ved at se ham have svært ved at spise ordentligt - så skærer hun hans mad i små stykker som til et spædbarn. Han dør og hun er i dyb sorg, og skriver, at selvom han var 30 år ældre end hende, så håbede hun at dø før ham. Hun understreger, at hun i hvert fald ikke håber at leve 30 år til - og der fik hun jo heldigvis ret. Det blev kun til 24 år mere end Sartre.

Sagan havde et fatalistisk og til tider meget sort livssyn. Hun fortrød 'den gamle verden', som i hendes øjne var teenagetiden og den totalt ubekymrede periode i slutningen af 1950'erne, hvor hun havde penge, var ung, smuk og feteret - og hvor Saint Tropez endnu var en idyllisk lille fiskerlandsby - i hastig udvikling mod den rædsel, man besøger i dag. Jeg var der selv i sommers, og fra det sekund vi ankom til byen, tænkte jeg blot på at komme væk igen.  

Hun gider vel faktisk ikke den verden, hun ser komme, og meget pudsigt skriver hun et sted - min oversættelse:

"Vi er i 1980, og jeg ved ikke om vi når til år 2000 uden at et eller andet stædigt fly med en besætninge, der er døv overfor opråb [....] styrer imod os med vores øjeblikkelige askedækkede død i vingerne."

Det virker jo lidt profetisk! Men det er nok snarere et udtryk for hendes afsky for al det moderne. Hun elskede farten - og syntes ikke om den nye motorveje og alle kontrollerne. Hun elskede at spille og gamble - og muligvis også snyde lidt. Hun elskede at feste - og drikke - og gerne i forbindelse med de to ovennævnte beskæftigelser. Alt i alt en dårlig kombination i vore mere moderne tider.

Hun skriver til gengæld ikke et ord om sine mænd. Hun skriver om alle de mænd, hun beundrede men ikke elskede eller havde et forhold til. Men ikke et ord om de to ægtemænd - eller endnu vigtigere hendes elskerinder. Hun vælger at forsvare sig på de punkter, hun kan og med sin endegyldige ret at beholde sit privatliv for sig selv. Og det er vel en fin selvbiografi - vel vidende, at andre nok skal sørge for at fortælle deres version af din historie.

Farlig sommerleg - Françoise Sagan

• Fransk
• 2. marts
• 154 sider
• Originaltitel: Bonjour tristesse

Forleden dag fandt jeg to bøger i reolen, som jeg pudsigt nok aldrig har læst - af den franske skandaleombruste forfatter Françoise Sagan. Den ene er hendes erindringer, men så tænkte jeg, at jeg måske inden lige skulle genlæse hendes debutroman. Det er en hurtig lille sag, som jeg nød med morgenmaden, kaffen og mens husets maskiner kørte, som de gør på en søndag formiddag.

Sagan er - var - en kontroversiel person; hun led af misbrug under flere former; hun havde et anstrengt forhold til penge, og døde i den dybeste armod; hun var gift to gange men levede sine største kærlighedsforhold med kvinder og ligger i dag begravet mellem sin afdøde elskerinde og eksmand. Absolut ikke en kedelig dame!

Denne, hendes debutroman, udkom i 1953, da Sagan var 18 år gammel - og udover hendes unge alder, var det også temaet, der skabte røre.

Cécile er en ung pige - på Sagans egen alder - hvis mor er død ung. Hun har tilbragt det meste af sin barndom på kostskole, men da hun skal i gymnasiet flytter hun hjem til faderen, der er lidt af en skørtejæger og færdes i det parisiske natteliv med en umådelig appetit på morskab og yngre kvinder. Han slæber Cécile med til det hele på trods af hendes unge alder. Denne sommer har de lejet et hus i Sydfrankrig og faderen har slæbt sin seneste erobring med - en ung kvinde på 26 år. 

Cécile morer sig med naboens søn, som også er 26 år, og håbløst forelsket i hende, og alt ånder almindelig ferieidyl. Men de får besøg af Anne, en af moderens ungdomsveninder, og hurtigt ender faderen i hendes seng og den unge elskerinde forsvinder. Men Anne er en moden kvinde, der ikke vil have en skørtejæger, og i øvrigt synes, at opdragelsen af Cécile er useriøs. Hun vil giftes, hun vil presse Cécile til at studere mere og more sig meget mindre. Nabosønnen bliver forbudt territorie og hun tvinges til at læse op til eksamen.

Cécile ser med det samme, at hendes ubekymrede idyl med faderen er i fare, og hun udtænker en diabolsk plan, som kun en forvirret teenagepige kan gøre det. Nabosønnen skal lade sig se med den forsmåede elskerinde, og vække faderens jalousi - det er at ramme han lige midt i hans ego. Cécile skifter konstant mellem at fortryde og hade Anne endnu mere. Hun tyer til havet som til den manglende moder, og ser solen som symbolet på den altomfavnende, morsomme men totalt uansvarlige fader - og hendes manipulation får ret grusomme konsekvenser.

Det er i sig selv en smuk men barsk historie; men hvad der uden tvivl har rystet borgerskabet i 1953 er, at en så ung pige kan have kendskab til de ting. Sagan var allerede der anderledes end sine jævnaldrende, og den dualitet Cécile besidder, er i store træk den samme som Sagan kæmper mod hele sit liv.

Romanen sætter de to typer op mod hinanden - de egoistiske som Cécile og faderen, der blot bruger deres omgivelser og den seriøse velmenende Anne, som kunne have skabt den stabilitet, der så tydeligt mangler i deres liv. Men som de inderst inde slet ikke er modne til.

Det er en af de bøger, man genlæser med glæde og for dem, der ikke kender Sagan er det et stormende første møde, der venter!