Une ascension - Stefan Hertmans

 

• Fransk
• 14.-17. marts
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, finder inspiration i pudsige opdagelser, der forbinder ham til fortiden. I Konvertitten er det hans sydfranske hus, der skaber historien om den franske pige, der konverterer til judaismen og lever i bjerglandsbyen i det 11. århundrede.

I Min bedstefars himmel er det hans morfars dagbøger fra 1. Verdenskrig og hans liv, der fik ham til at dykke ned i historien og nærme sig morfaderen derigennem.

Nu er det et endnu et hus - i Ghent i Flandern - som Hertmans købte i 1979, da han var 28 år gammel. Huset var forladt og forfaldent og kæmpe stort. Han sælger senere huset uden at kende dets historie, men lærer den i en bog skrevet i 2000. Der opdager han, at det hus han ejede, tidligere tilhørte en berømt flamsk fascist og kollaboratør under 2. Verdenskrig.

På samme måde som i hans to andre bøger, bliver det en rejse tilbage i tiden blandet sammen med hans egne fortællinger. Huset var ejet af Willem Verhulst, som var proflamsk og antifransk - det proflamske er ikke chokerende i Flandern og specielt Ghent. Men Verhulst går ind for en adskillelse af Belgien i to dele - og engagerer sig tidligt i fascistiske bevægelser. Han gifter sig med en hollandsk protestantisk kvinde, og de flytter til Ghent. 

Da krigen bryder ud ser han sin chance og bevæger sig helt ind i de nazistiske cirkler. Han bliver SS-officer, og er en af drivkræfterne bag de lister, der sender byens befolkning til lejrene. Hans hustru kender ikke omfanget af hans arbejde, men ved, at det strider imod hendes humane principper. Udover, at manden samtidig er notorisk utro og behandler hende virkelig skidt.

Mod krigens slutning flygter han med sin elskerinde til Tyskland i en naiv og vanvittig tro på Tusindårs-riget, men tages til fange og tilbringer otte år i fængsel.

Ægteskabet led selvfølgelig under det, og hans hustru skal leve med skammen hver gang hun færdes ude, men formår at distancere sig fra hans navn. Han fortsætter dog til sin sidste dag i 1975 med at hylde Hitler og nazismen.

Hertmans har interviewet hans overlevende - men temmelig gamle - børn, og fået breve og dagbøger som dokumentation. Derudover tager han os tilbage til sin egen første opdagelse af huset, og han tager ligesom i sine tidligere bøger tilbage til de steder, hvor hans protagonister har færdes.

Jeg var dybt opslugt af historien, der fløj afsted - hans tilgang er engagerende og gør historien virkelig nærværende og levende. Det er nok også grunden til, at hans bøger oversættes til dansk.