Konvertitten - Stefan Hertmans

 

• Engelsk
• 21.-24. januar
• 304 sider
• Originaltitel: The Convert

En ægte middelalderroman og endda baseret på en rigtig historie med et spændende twist - lige hvad jeg elsker! Det var selvfølgelig Petrus Christus' maleri af en ung pige, der først fangede mig; det er ikke hende historien handler om, og maleriet er desuden flere århundreder senere end der, hvor vi skal hen på en spændende rejse.

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, har i mange år haft et hus i en lillebitte landsby i Sydfrankrig; højt oppe i bjergene og ikke én af de overrendte turistbyer. Monieux hedder den i dag; men i middelalderen gik den under navnet Moniou.

For nogle år siden fik Stefan Hertmans noget information, der virkelig fik ham til at arbejde intenst på at opklare landsbyens mysterie, og senere ser han de papirer, der er fundet i synagogen i Cairo i 1864. Papirer, som er mange hundreder år gamle og giver detaljerne om de to mennesker, som han mener har boet i hans franske landsby.

Vigdis Adelais er en ung kristen pige født i 1070 i Rouen i Nordfrankrig; nedstammet af vikinger og med nordiske rødder. David Todros er søn af den indflydelsesrige rabbi i Narbonne i Sydfrankrig, men er i Rouen for at studere. De to mødes, bliver forelskede og stikker af sammen, da et giftemål jo vil være utænkeligt med deres to uforenelige religioner. Vigdis skifter navn til Hamoutal; men hun skal også lære alle reglerne i en ny ortodoks jødisk tilværelse.

Jorden begynder at brænde under dem i Narbonne; Vigdis' far har stadig en belønning ude for at "fange" hende, og der er et stigende antal soldater på vej i de første korstoge mode Jerusalem. Tiderne bliver dårlige, og høsten svigter. Sulteperioder opstår, og dyr fødes med skavanker. Der skal findes en syndebuk, og i 1096 udryddes hele byer flere steder i Europa primært for at udrydde jøderne. 

Det rammer også den lille landsby og Hamoutals mand bliver dræbt og hendes børn taget til fange.

Da hun er kommet sig over tragedien, rejser hun først til Narbonne og dernæst videre mod Jerusalem for at finde børnene - med sig har hun et brev, der skal fungere som pas og give hende husly i jødiske smafund undervejs. Det er det helt enestående brev, man finder i Cairo næsten 800 år senere.

Forfatteren er med i hele historien som en person, der observerer Hamoutal (Vigdis) og David fra sidelinjen, og nærmest kan se dem for sig. Det virker først lidt for konstrueret, men hurtigt giver det fuldstændig mening at vi er med på hans rejse i sporene på de to middelalderelskende. Han tager turen til Rouen, Narbonne, Clermont-Ferrand (stor fornøjelse for mig, da jeg har boet der) og videre til Cairo for at se steder, der stadig findes, som Hamoutal kan have færdes i. 

Selvfølgelig er der først og fremmest sporene hjemme i landsbyen, hvor han finder resterne af det rituelle badekar, som lå i synagogen. Der har været diskussioner om, hvor præcis Hamoutal og David boede - den datidige skrivemåde harmonerer ikke præcist med vores; men Hertmans giver god dokumentation for, at det skulle være i Monieux. Hjemme hos ham, hvor han føler dem så tæt på sig.

Det er dog en roman, og ikke en researchbog; fantastisk skrevet og fantastisk, at man kan levendegøre tusind år gamle skæbner.