Natriumchlorid - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 2.-6. januar
• 464 sider

Jussi Adler-Olsen er jo efterhånden garanteret øjeblikkelig succes, når et nyt bind i Afdeling Q-serien udkommer. Udover at indeholde et specifikt mysterium, der skal opløses er der jo altid de underliggende historier om afdelingens protagonister - Carl, Rose, Assad og nu efterhånden også den pudsige Gordon. Lidt længere ude i periferien er Carls makker fra gamle tider, som nu er lammet men altid er klar med et indspark til efterforskningen.

I ottende bind kommer vi dybt ned i Assads personlige historie, og samtidig er mysteriet højaktuelt med flygtningen, der tager turen over Middelhavet. Det var uden tvivl en af de bedre i serien, og jeg glædede mig til samme niveau.

Mysteriet i niende bind er dog lidt mere tyndt; historien om en minisekt af personer, der er ude på at gøre verden til et bedre sted. De er til dels religiøse, men primært drevet af en trang til at udrydde mennesker, der på den ene eller den anden måde har opført sig skidt.

Som et lille visitkort er der i forbindelse med mordene et par ritualer - de finder altid sted på berømte diktatorers fødselsdage og der er altid en forbindelse til salt (natriumchlorid). Men forseelsen kan være lille - og det er her, jeg ikke helt falder for den. Nogle gange er det blot et enkelt menneskes ulykke, der skal hævnes, men det er ofte ikke mange. Ligesom de nævenyttige aspiranter i sekten øver sig i at komme op i hierarkiet ved at stoppe paraplyer i cykelhjul i byens trafik. Det er virkelig banalt og uopfindsomt efter det langt mere finurlige og aktuelle plot i Offer 2117.

Der skal komme ti bind; og nu i det niende anklages Carl for kriminalitet - en tråd trækkes tilbage til den fortid, der har været nævnt siden starten. Så det bliver uden tvivl kulminationen i det tiende og sidste bind. Men så er det også nok - især for forfatteren selv, tror jeg.

Niende bind er langtrukkent - unødvendigt langt i forhold til indholdet; der er blandet lidt Covid19-frustrationer og aktualitet ind over; men helhedsindtrykket for mig er, at den mangler kød på benet.

Selvfølgelig læser jeg den sidste, når den kommer - men lad den nu ikke blive så kedelig!