Tuesday, April 13, 2021

Offer 2117 - Jussi Adler-Olsen

 

  • Dansk
  • 11.-13. april
  • 488 sider

Ottende bind om Afdeling Q - som vist udkom for lidt tid siden; men først kom på min radar nu. Det er jo typisk garanti for god og underholdende spænding, selvom man måske kunne ønske en lidt højere kadence. Ikke mindst for at følge baggrundshistorierne om Rose, Carl og Assad lidt bedre. 

Dette bind var ingen undtagelse fra reglen; faktisk synes jeg næsten det er den absolut bedste i hele serien. De første bind var lidt mere famlende; Specielt Fasandræberne var virkelig ikke vellykket med dens imitation af reelle personer. 

Senere har Adler-Olsen bevæget sig mere mod højaktuelle emner, og i dette niende bind er det virkelig relevant og dermed også interessant. Ligesom ottende bind fokuserede mere på Roses liv og historie, så er det her - endelig - mysteriet om Assad, der opklares. Det er en barsk historie om krig, Abu Ghraib-fængslet (eller et anneks deraf) og flygtninge.

Dem, som hver dag skyller op på strande i Sydeuropa - og offer 2117 er netop en kvinde med en forbindelse til Assads fortid. Denne kvinde bliver for to andre protagonister et symbol - den ene er den lidt patetiske spanske journalist Joan, som leder efter sit store gennembrud. Den anden er den unge Alexander, som lever i en fiktiv gamer-verden. De to sætter sig mål for at offer 2117 ikke forbliver et nummer i statistikken; og Assad, Carl og Rose skal finde den danske dreng - mens hele Europa pludselig fanges i jagten på Joan.

Journalisten er nemlig uforvarende kommet i meget forkerte hænder på nogle terrorister, som planlægger angreb i større europæiske byer. Den slags aktioner, som vi har set i de senere år med selvmordsbomber i folkemængder - og som jo også rejser spørgsmålet om, hvem der kommer over grænserne. For de er ikke alle nødvendigvis blot flygtninge!

Assads historie er gribende og voldsom; mod slutningen kan man så spekulere over, om han kommer tilbage i det, der lader til at skulle være to afsluttende bind? Det virker som en god plan for Adler-Olsen - to bind mere vil strække sig nogle år ud i fremtiden; og så har Afdelign Q fyldt meget. Man kan sagtens forstå, at han vil lukke den ned nu.

Jeg kunne sagtens læse de to bind lige nu; for dette var virkelig en sjælden fornøjelse i en genre, jeg gør mig mindre i!

No comments: