Une minute quarante-neuf secondes - Riss

 

• Fransk
• 15.-19. april
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For en del år siden læste jeg en teori om, hvor lang tid, der skal gå før man "bearbejde" store traumer i kunsten - film, romaner, etc. Det kan være krige, naturkatastrofer - men også voldsomme begivenheder som fx terrorangreb. Den periode er kortere og kortere; fordi vi i forvejen bombarderes med så meget information i reel tid, at vi allerede har fået de voldsomste indtryk. At læse om skyttegravskrigene under 1. Verdenskrig, når man aldrig havde set det live var langt mere problematisk, og det krævede, at sårene var helet. Efter 9/11 gik der også nogle år inden nogen "turde" skrive om det - men ikke så lang tid som tidligere.

Den franske forfatter Philippe Lançon skrev allerede i 2018 sin historie om vejen tilbage til livet efter angrebene på Charlie Hebdo i januar 2015. Han var en af de hårdest sårede, og det var voldsom læsning fordi de reelle nyhedsdækninger var så friske i erindringen - og ikke mindst fordi der var en vis sammensmeltning med angrebene senere samme år også i Paris.

I slutningen af 2019 udkom så en anden førstehåndsberetning fra den dag januardag i redaktionslokalet; denne gang skrevet af Riss, som i mange år havde arbejdet på Charlie Hebdo. Han var med til redaktionsmødet som aktionr og nøgleperson på redaktionen - men det var ikke ham, de primært var ude efter. Målet var Charb; chefredaktøren, som terroristerne specifikt sikrede sig var tilstede. Og død.

Riss kastede sig på gulvet, og ventede. I et minut og niogfyrre sekunder, som den franske titel siger. Han spillede død; og da det var ovre forsøgte han med hjælp at komme ud af lokalet uden at se sig omkring. Han var meget bevidst om, at de otte andre var døde og han besluttede med sig selv, at han ikke ville se på dem. Selv var han såret i skulderen af en kugle direkte igennem; og måtte igennem flere måneders hospitalsophold og genoptræning. 

Men han skulle også finde tilbage til en helt ny verden. Uden de mennesker, der havde været hans nærmeste venner i årevis. Med reduceret mobilitet i armen. Uden at kunne færdes frit længere - nu var det under konstant overvågning. Med interne stridigheder omkring genstarten af avisen, da nogle forsøgte at udnytte den bølge af velstand, der momentant fulgte i kølvandet på angrebet.

I bogen beskriver han til dels, hvad der skete - men ikke i modbydelige detaljer; men også hans tidligere møder med døden, som var begrænset og selvfølgelig langt mere fredelig. Der er et kapitel omhandlende hver af de kolleger, han mistede, som er vikrelig hjerteskærende.

Riss mener ikke selv, at han lider af PTSD i overdreven grad; alligevel er det tydeligt, hvor voldsomt dette har været. Han gentager datoen mange, mange gange - det er ikke nok at referere til 'angrebet' fx; nej, han har behov for at skrive det. 7. januar 2015. 7. januar 2015. 7. januar 2015. Han vil ikke glemme dagen, kollegerne, hadet, kampen, uretfærdigheden, ideologien....

Det var hård læsning; jeg måtte tage det i små bidder fordi det ganske enkelt gjorde ondt ned i maven at læse om det. Det er måske her tesen om, hvor lang tid, der skal gå, er relevant? På den anden side kan vi ikke fornægte det - og endelig så er jeg jo ikke berørt. Blot en læser, der ikke skal leve med det daglige mareridt at have overlevet.

Lançons bog udkommer snart på dansk; og måske med tiden kommer denne også. Jeg vil ikke sige den ene er bedre end den anden; for de to personer havde to vidt forskellige skader men var selvfølgelig også inden angrebet to vidt forskellige mennesker. De havde hver deres 7. januar 2015.