Mit livs mottoer - Karen Blixen

 

• Dansk
• 5.-8. april
• 337 sider

Gode danske klassikere læser jeg ikke mange af - men det skulle der gøres noget ved, da jeg så denne meget smukke bog. Som undertitlen siger, er det ikke en roman - men en samling af essays fra en længere årrække, og omhandlende vidt forskellige emner.

De første essays er fra starten af 1920'erne - altså knap hundrede år gamle - og er en længere filosofisk betragtning over ægteskabet. Dette var jo blot nogle år efter, at Blixen var blevet gift med Bror Blixen, ar ankommet til Afrika og havde opdaget hans utroskab, hans syfilis etc. Hendes opfattelse af ægteskaber var ikke længere specielt positivt! Det mærkes tydeligt i teksterne.

Andre er fx betragtninger over forskellen mellem hvide og sorte; der har gennem tiden været diskussioner om Blixen vra racist i sin tid i Afrika; eller om hun behandlede de lokale som laverestående.

På den ene side er det jo bevist, at Blixen gjorde uendeligt meget for de folk, der arbejdede for hende. Hun oprettede skoler for dem og også deres børn; og behandlede dem uden tvivl langt bedre end mange andre hvide i perioden. På den anden side kan det ikke undgås, at hun var farvet af sin tid. Ligesom det ikke giver mening - i mine øjne - at omskrive Tintin i Congo; ligeledes må vi i dag acceptere at holdninger heldigvis ændrer sig. Men vi kan stadig læse de originale tekster, se de gamle malerier og lære af det i stedet for at forarges.

Denne del lærte mig tværtimod langt mere om hendes "moderne" holdning til kolonialismen; Blixen var klar over, at hun var gæst og at de hvide europæere tog fra de lokale og ødelagde deres land. Men at de også hjalp med at skaffe dem arbejde. Alt dette var jo ydermere årtier inden de blev frie - hvilket Blixen jo næppe kan kunne stå til ansvar for, at de ikke var.

Andre essays er radiotaler Blixen holdt til nationen; der er én fra London nogle år efter 2. Verdenskrig; en anden tale er en pudsig historie om hendes hjems Rungstedlundshistorie fra slutningen af 1950'erne. Her fortæller hun om sine planer om at oprette en fond og lave et fuglereservat så stedet kan bevares. Heldigvis findes huset jo i dag som museum; men dengang kunne hun næppe forestill sig, at hun skulle tiltrække turister fra hele verden. Til slut beder hun lytterne om at støtte med 1 krone hver - det var sandelig andre tider!

Den måske mest interessante del er hendes rejse til Tyskland i foråret 1940 som en del af en rejseplan til også London og Paris. Den blev ikke til mere, da Danmark blev invaderet i april 1940 - men hun nåede at være en måned i nazi-Tyskland med ledsagelse af Propagandaministeriet. Igen skal man jo huske på, at dette er skrevet mens tingene skete - og krigen var ung. Der var endnu ikke rygter om gaskamre osv. - og ikke mindst skal hun jo passe lidt på, hvad hun skriver som gæst i landet. Ogs hjemvendt til Danmark, som jo var besat og med censur; men der er nogle interessante - nærmest komiske - betragtninger over ligheden mellem islam og nazisme! Jeg er ikke sikker på, hvad Adolf ville have sgat til det!

Den er til tider særdeles kringlet i sproget; det er tiden - men man ser også en forskel i teksterne fra begyndelsen af 1920'erne til dem 40 år senere.

Men det er jo charmen ved at læse ældre litteratur.

Der, hvor det virkelig er beskæmmende er Gyldendals sdvanlige sjusk, som jo ikke kan undskyldes med alderen. Bogen er så utrolig lækker at have i hænderne; smuk forside og tryk i inderomslaget.

Men.... i starten er sidetallet trykt i den forkerte side; indholdsfortegnelsen er konsekvent forkert, da den er forrykket hele bogen igennem.

I slutningen af bogen finder man forklaringer på, hvorfra hvert kapitel stammer - det ville jo være mere belejligt at have i hvert kapitel! Det er relevant at vide, at det er en nedskrevet radiotale fx.

Det er så irriterende, at man altid skal ærgre sig over at investere i Gyldendals produkter; men tilsyneladende er kvalitet ikke del af deres strategi.