Wednesday, January 31, 2018

Når tiden går i stå - Matt Haig



























  • Engelsk
  • 26.-31. januar
  • 336 sider
  • Originaltitel: How to Stop Time

Jeg skulle flyve til Madrid fredag eftermiddag - et par dages fritid og fornøjelser, og derefter tre dages arbejde. Så jeg besluttede mig for at shoppe lidt let underholdning i lufthavnen til flyveturen og de lange aftener på et hotel. Der var bare ikke så mange lange aftener - sightseeing i Madrid kan udmatte én temmelig grundigt; så jeg brugte i stedet tiden på at fordøje de mange indtryk af al den fantastiske kunst, jeg nåede at se.

Jeg vidste ikke mere om denne bog (eller forfatteren) end, hvad der stod på omslaget. Matt Haig skriver dog både fiction og non-fiction - og jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg vil købe nogle af hans marketingbøger. Men nu var det fiction - og hurtigt tænkte jeg, at det emne mindede mig en del om Audrey Niffeneggers "The Time Traveler's Wife", som senere blev filmatiseret.

Endnu mere minder den dog om Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", som er en af de bøger, jeg har læst flest gange - og som står for mig som en af de helt store klassikere. Jeg elsker den ganske enkelt, og føler med såvel grev Fosca som den unge narcissistiske Régine. Men de Beauvoir er oppe i en helt anden eksistentialistisk metafysisk liga end denne easy-read selvfølgelig. Det er også fint nok; der skal være plads til det hele - og Matt Haig leverer i det store hele en underholdende roman.

Tom Hazard er født i Frankrig i 1581; hans far er protestant og bliver dræbt i de franske religionskrige. Tom og moderen flygter til England, men da drengen vokser op indser de, at han ikke ældes. Dette bemærkes, og da han er 18 år gammel, anklages moderen for heksekraft. Hun dør druknedøden i forsøget på at bevise sin uskyld - det er beviset, at hun drukner; men belønningen er jo tvivlsom!

Tom flygter; han ender i London, og forelsker sig i en ung pige - de bliver gift og får en datter. Men Tom ser stadig ud som en teenager, og må forlade kone og barn for at redde dem. Han vender tilbage i 1623, da hans kone ligger for døden med pest - og her fortæller hun ham, at datteren Marion lider af samme 'sygdom', og også er flygtet.

300 år senere har Tom levet i adskillige lande med forskellige navne og professioner. Men i 1891 bliver han træt af det hele - altid at skulle flygte, når det bliver for mistænkeligt. Altid at skulle genopfinde sig selv. Han lever kun for at finde datteren derude et sted; men nu henvender han sig til en læge, der dog ikke tror ham. Da denne mange år senere endelig indser, at Tom ikke er bindegal, bliver han myrdet og Tom "kidnappes" af et medlem af Albatross-klubben. Det er en klub af mennesker med samme syndrom, og lederen Hendrich styrer det med hård hånd. Tom kan flytte rundt som han vil og leve i fred i 8 år; så skal han hjælpe klubben inden han igen kan få fred. Alt dette accepterer han fordi datteren er der et sted!

Det er skrevet i hurtige skift mellem nutiden og de mange tidsaldre og steder, hvor Tom har levet - historien om hans opvækst og ægteskab kommer kun gradvist, mens vi følger ham i kampen for at finde datteren, og selv finde mening med livet. Men nu - i nutiden - møder han en kvinde, som han forelsker sig i; men hvordan skal han forklare hende, at det er lidt kompliceret?

Det er ikke en lang - eller kompliceret - roman; den ender dog desværre lidt for Dan Brown/James Bond-agtigt - og så lige med en ordentlig gang sødsuppe til sidst. Det er her man ser den enorme forskel mellem Haig og en forfatter som de Beauvoir, som mestrer psykologien og symbolikken. Hendes roman er jo dybest set komplet pessimistisk; men den efterlader et evigt indtryk.

Så læs denne - eller se filmen, for den bliver jo selvfølgelig filmatiseret sikkert med endnu mere sødsuppe ... men læs så også de Beauvoir!

De omhandler jo begge det, der er menneskets største drøm - ikke at ældes. Det viser sig også (faktisk i begge romaner), at det også ville være vores største forbandelse!

Friday, January 26, 2018

Petit pays - Gaël Faye



























  • Fransk
  • 22.-25. januar
  • 221 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda i 1994; set fra mange forskellige vinkler.

  • Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
  • Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
  • Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
  • Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.

Og nu har den unge franske rapper Gaël Faye skrevet sin delvist selvbiografiske version af barndommen i Bujumbura - Burundis hovedstad. Hans far var franskmand, og hans mor fra Rwanda - som mange andre tutsier var dele af familien allerede flygtet til Burundi, grundet de stigende spændinger mellem de to etniske grupper. 

Hans barndom er relativt ubekymret, indtil forældrene går fra hinanden. Moderen er i stigende grad irriteret over faderens hvide synspunkt på Afrika; den overlegenhed europæerne udviser, når de samtidig ikke rigtigt forstår nuancerne i kulturen. Gaby, som drengen i bogen hedder, bliver boende i Bujumbura sammen med faderen og lillesøsteren Ana.

Han har en gruppe venner, som er tutsier som ham selv - af blandede ægteskaber eller ej; de morer sig som drenge på 10-12 år gør - spiller bold, stjæler mangoer fra naboernes træer og har deres gemmesteder. Men så kommer der valg i Burundi i 1993, som udløser racekriser, og det bliver sværere og sværere at være tutsi. Da de rejser til et familiebryllup i Rwanda, udsættes de for ydmygende oplevelser - det var hér Gaby første gang hørte betegnelsen 'kakerlak', som senere blev hutuernes signal til at starte massakren.

Faderen mener ikke, at børn skal blande sig i politik - det bliver dog svært, da de hører om nedskydningen af præsidentens fly i Rwanda. Moderen tager tilbage for at finde sin familie - og finder dem alle myrdede på den mest bestialske måde. Da en ven finder hende vandrende på landevejene, er hun blevet sindssyg af alt det, hun har set. Hun vender tilbage til familien - men lever i et evigt tilbagevendende mareridt, hvor hun igen og igen ser familien for sig.

Da det hele bryder løs forsvinder moderen; kammeraternes forældre bliver dræbt og Gaby bliver tvunget til at dræbe en hutu som hævnakt. Han ser familiens tjenestefolk vælge side afhængig af deres racetilhørsforhold - og verdens grusommelige virkelighed går virkelig op for ham. Endelig evakueres han med søsteren, og kommer til Frankrig, Faderen bliver dræbt nogle dage senere, og moderen er væk.

Mange år senere får han et telefonopkald, der får ham til at vende tilbage. Han mødes med den eneste tilbageværende ven; de sidder og får et par øl i den gamle beværtning i deres nabolag. Og der hører han moderens stemme. Der igen og igen fortæller den samme historie om de myrdede familiemedlemmer, hun fandt. Om blodet hun aldrig kunne få vasket af gulvet. Om deres kroppe hun ikke kunne løfte, fordi de faldt fra hinanden.

Det tog mig faktisk lidt tid at tage mod til mig. Til at sætte mig ned, og læse den voldsomste del af historien efter den indledende sorgfrie barndom. Det er måske mange bøger at læse om det emne; men det er stadig så uhyrlig og uforståelig en ting. En skamplet på Europa og verdenssamfundet, og en situation, der potentielt kan genopstå - i Rwanda eller andre steder, hvor folk af forskellig oprindelse er tvunget til at leve sammen, da nogle har trukket nogle grænser ved et skrivebord i Europe. Se blot Sudan - eller Nigeria!

Bogen har i Frankrig vundet ungdoms-Goncourt-prisen, og det er virkelig fuldt ud fortjent. Man ville nok ikke forestille sig et så smukt og poetisk sprog af en rapper. Ikke desto mindre er det hjerteskærende gribende at læse.

Sunday, January 21, 2018

Med rov i rollatoren - Catharina Ingelman-Sundberg



























  • Dansk
  • 21. januar
  • 348 sider

Forrige søndag gik med denne lette svenske humoristiske krimi; og så brugte jeg søndagen i går på andet bind - nu havde jeg jo fået købt begge samtidig. Ellers havde jeg nok ikke investeret i endnu en af disse historier.

Men den gamle røverbande er retur - eller rettere sagt så flygtede de jo til Las Vegas efter deres sidste eventyr; men nu vil de gerne hjem til Sverige igen. Især da de uheldigt nok bliver ejerne af byttet fra et stort diamantkup - som de slet ikke var involveret i. Men nu står de med diamanterne.

Hjem kommer de, og de installerer sig i en stor herskabsvilla uden for Stockholm. Udsigt over vandet, fred og ro og idyl til deres gamle dage ... og en rockerborg som nærmeste naboer.

Pengene fra Las Vegas skal bruges til at forsøde tilværelsen for samfundets ældre; men da de begynder at overføre pengene, forsvinder de ud i det store sorte internethul. Lidet aner de, at det faktisk er en politikommissær, der er ved at malke deres konto - samtidig med, at han arbejder på at opklare de sager, de er involveret i.

Så dem må på den igen - og denne gang stjæler de landets guldskatte, som de dog også vil returnere mod en løsesum på 500 millioner. Men staten reagerer ikke rigtigt på deres anonyme breve, og de beslutter sig for at stjæle deres penge tilbage fra politimanden, som ved hjælp af et advokatfirma har fået omsat dem til yachter, sportsbiler og diverse andre luksusgoder. Der kommer rockerne ind i billedet - og de ender med at måtte tage turen i fængslet i stedet for de gamle.

De er i stedet smuttet til en ødegård i Småland, hvor de nu sidder og afventer næste træk.

Dermed opdagede jeg, at det faktisk er en trilogi (mindst) - men tredje bind var nu (heldigvis) ikke på udsalg. Så vidt jeg kan se er det ikke udgivet på dansk - og det er måske ganske fint.

Det begynder virkelig at køre for meget i ring; personerne træder aldrig rigtigt i karakter, og det forbliver lidt overfladisk efter så mange sider. Der er for mange gentagelser af baggrundsinformation og bagateller fra første bind; muligvis for at sikre, at den kan læses enkeltstående - men det er virkelig trættende i længden. Jeg læste den igen på en enkelt søndag; og glædede mig til, at det var ovre. Havde jeg givet fuld pris, som muligvis har været de obligatoriske 299 DKK, så havde jeg været ærgerlig. Man skal stoppe mens legen er god - og nu kan forfatteren vist ikke hive flere løjer ud af den røverbande.

Saturday, January 20, 2018

The Richest Man Who Ever Lived - Greg Steinmetz



























  • Engelsk
  • 15.-20. januar
  • 313 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En god renæssancebiografi kan man aldrig få nok; desværre findes de jo i begrænsede mængder - så de nydes dcesto mere, når jeg finder en ny.

"Den rigeste mand, der nogensinde levede"er jo lidt af en påstand i vores moderne tider med Gates, Bezos, russiske oligarker og alt muligt andet! Den ypperste elite af rigmænd i vores moderne verden er magtfulde - 1% ejer halvdelen af jordens rigdomme. Og vi er mange mennesker! Så den ene procent er jo ikke mange.

I renæssancen var der langt færre mennesker - blot 'sølle' 500 millioner regner man med. Og en enkelt mand skilte sig virkelig ud; han var ved sin død så rig, at han betragtes som den rigeste person, der nogensinde har levet. Vel at mærke relativt set! I moderne penge ville han have været 400 millilarder dollars værd - det er jo alligevel knap 4 gange mere end Bezos, som lever af at sælge mig bøger.

Han var rigere end dem, vi normalt bruger som referencerammer - Rockerfellers, Vanderbilts, Medicis, diverse konger og kejsere. Men det er 500 år siden, så det regner man jo ikke rigtigt for noget. Ikke desto mindre satte det Jacob Fugger i en position, hvor Europas politik, krige og alliancer kunne skifte kurs, hvis han ønskede det.

Som søn af en handelsfamilie med mange børn, skulle han være endt i kirken. Men moderen ændrede mening, da nogle af de seks ældre brødre døde. Det vsiet sig at være en glimrende idé, for den unge mand havde talent for forretninger.
Især da han begyndte at stille penge til rådighed - det var jo ikke rigtige lån, for det forbød den katolske kirke jo. Men til gengæld fik han råderetten over nogle sølv- og kobberminer i Tyrol. De viste sig at være langt mere givtige end den gæld, han ventede på. Så han producerede penge, som han igen kunne stille til rådighed for krigeriske fyrster. Nogle gange lånte han velvidende, at de penge aldrig ville komme igen. Det var hans marketingpåfund - og det virkede!

Da han kom i kontakt med Habsburgerne var de endnu relativt små; deres vej til tinderne gik gennem ægteskabelige alliancer - men i særdeleshed også via Fuggers pung. De var nemlig aldrig gode krigere, de Habsburgere. Men Fugger lånte dem gladeligt penge, hvis han kunne se en interesse idet.

Tiden var nemlig samtidig brydningen mellem katolicismen og protestantismen i Tyskland, og der kom hans penge også til gavn. Det samme galdt i 1519, da Karl V blev valgt som ny tysk-romersk kejser. Fugger var selv ved at være gammel, og havde aldrig mødt den unge mand. Men bedstefaderen var en af hans gode kunder, og Fugger regnede med at kunne beholde familien i kundekartoteket. Samme loyale følelser havde den unge Karl nu ikke - og pludselig var både Henrik VIII i England, og François I i Frankrig også interesseret i "stillingen". Det passede dog ikke Fugger - og han endte med at måtte smide en del penge efter de 7 stemmer, der skulle til for at blive valgt - enstemmigt!

Det er en ganske fantastisk historie om en mand, der vides så lidt om i dag - man kender måske Dürers portræt af ham, og tænker ikke videre over det. Men dengang var han frygtet på lige fod af sine underbetalte minearbejdere som af de største fyrster i Europa.

Der er ikke mange meget personlige oplysninger om Fugger; man ved, at han var gift med en lang yngre kone men aldrig fik børn. Familien består dog stadig med en adelig titel, som Fugger fik dengang men nægtede at bruge. Han var mere interesseret i at arbejde for sine penge end i fester. Men han byggede fattigboliger, som den dag i dag stadig er i brug i hans hjemby Augsburg. De heldige lejere, der får en bolig der, kommer til at sidde med en årlig husleje på ca. 0.88 EUR, da fonden som han stiftede i 1521 stadig er ansvarlig for driften. Det er da en imponerende historie!

Sunday, January 14, 2018

Med kup og kaffelikør - Catharina Ingelman-Sundberg



























  • Dansk
  • 13.-14. januar
  • 381 sider

Da jeg faldt over bogudsalget for lidt over en uge siden, var der lokkende tilbud med tre bøger for hundrede kroner! Det resulterede i, at jeg gjorde den utilgivelige fatale fejl at købe den horrible Pariser-roman - men heldigvis også den smukke roman om Hemingways hustruer. Og så tog jeg to svenske romaner, som var helt ukendte for mig - men til den pris!

Svenskerne har åbenbart gjort det til en niche at skrive enten (elendige) krimier eller humoristiske romaner, som Fredrik Backman gør det eller Mikael Bergstrand og Jonas Jonasson. Strindberg og Lagerlöf må vende sig i deres grave - eller måske er der rent faktisk andet og bedre litteratur i Sverige; men så bliver det i Sverige?

Jeg vil nu ikke sige, at denne roman var dårlig - men det er absolut meget meget let underholdning; jeg læste den på omkring fire timer, og så er prisen jo fin nok - men ellers havde jeg da ærgret mig.

Humlen i historien er de fem venner, der bor sammen på plejecenteret Diamanten - med andre ord et plejehjem; men de får dårlig mad, kaffe og kage rationeres, og de må ikke komme udenfor eller gå i seng, når de vil. Det er Märtha på 79 år lidt træt af, og hun får lokket hendes tilbeder, Geniet, med på idéen om, at de skal gøre noget ved sagen.

Da hun en dag ser en dokumentar om svenske fængsler ser hun, at de får hjemmelavet mad og i det hele taget har det lidt mere frit end de selv har. Så hvis de nu kunne sørge for at komme i fængsel?

Det skal jo ikke være mord eller noget andet grimt - bare lige nok til, at de får et par år med god mad og pleje på statens regning. De to får lokket de tre andre venner med på idéen, og så stikker de af fra plejehjemmet. De indlogerer sig på Stockholms fineste hotel, og røver bankboksen - men der er bare ikke nok til at give en god straf.

Dernæst stjæler de to uvurderlige malerier fra Nationalmuseet; men det er faktisk kun en kidnapning - de vil såmænd levere dem tilbage igen. 

Det hele er lidt en kombination af Olsen-Banden og Støvsugerbanden - og til sidst synes man måske, at det bliver en anelse for meget. Det tager lidt lang tid at få de sidste ender lukket, og komme til slutningen - men de ender dog med at få deres store kup og forlade landet.

Der er en opfølger til denne - og den købte jeg selvfølgelig; jeg ved ikke, om det var en enestående idé - da jeg godt kan fornemme, at man muligvis kører lidt træt i denne type romaner. Men en søndag i sofaen er det jo fin nok underholdning.


Friday, January 12, 2018

Mrs. Hemingway - Naomi Wood



























  • Engelsk
  • 10.-12. januar
  • 336 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Hemingway og myten omkring ham forsvinder nok aldrig; og jeg synes, at der har været en stigende popularitet i de senere år. Man skulle jo mene, at manden med al sin politisk ukorrekthed, ville være mere tabu nu end nogensinde før? Men måske har vi også behov for den slags badness - og så er det jo bekvemt med en mand, der har været død i snart tres år. Så er han jo ikke helt amoralsk, for sådan gjorde man jo dengang.

Der er også nu en interesse for kvinderne i hans liv - i hvert fald de officielle fire hustruer. For nogle år siden kom der en roman om hans første kone, Hadley - men i Naomi Woods lille roman tager hun ganske enkelt alle fire kvinder med i samme bog.

Det er der jo i for sig en vis logik i; for de overlappede hinanden temmelig meget. Hemingway gik ikke fra en kvinde uden at have den næste klar; og oftest var det vel heller ikke fordi han ikke elskede hende længere - blot, at der var noget derude, der havde vakt hans jagtinstinkt. Nyhedens interesse var det nok tit - for han var ret hengiven over for dem hele livet. Alle pånær én!

Der var som sagt fire kvinder: Hadley, Fife, Martha og Mary. Der var den helt unge forelskelse i de fattige år i Paris, hvor Hemingway dræbte duer i parkerne, så de kunne få aftensmad. Det var de første forfatterår, der første barn og det første bekendtskab med den mondæne verden.

Der var den unge, smukke og rige, som tog ham med til tyvernes vilde fester, og kendte alle de rigtige mennesker. Jetset-pigen, som ikke rigtigt egnede sig til at være mor og hustru.

Der var krigskorrespondenten, som var hans tapre følgesvend ud, hvor det var farligt. Det var den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig - men så viste det sig, at hun altså var en rigtig korrespondent, og ikke blot ville have lidt eventyr inden hun slog sig end som husmor.

Og der var den sidste, der holdt længst. Den, der måtte kæmpe mest med hans dæmoner. Den, der måtte indlægge ham og til sidst finde ham med en kugle gennem hovedet.
Hende, der skulle forvalte hans bo, og som endte med at udgive Der er ingen ende på Paris, og gav den dens engelske titel.

De fire kvinder fortæller selv hver deres version af historien i de fire hovedafsnit i bogen. De forbinder hvert af hans livsafsnit til det næste, da de hver især vidste, at der var en ny kvinde inde i billedet. Til tider måtte de endog hjælpe den nye kvinde til at forstå, hvordan en mand som Hemingway skulle 'styres'.

Det er en utrolig poetisk smuk bog, som giver en enestående fornemmelse af Hemingways tilstedeværelse og personlighed i al sin kompleksitet. Man fornemmer den samme stemme, som man kender fra Hemingways egne skriverier - om forfatteren bevidst har tilstræbt dette er jo svært at sige.
Men det er både sørgmodigt og fuld af op- og nedture, som tiden skrider frem, og Hemingway plages mere og mere af sine dæmoner.

Jeg kan ikke se, at den er oversat til dansk - men det er absolut smuk læsning. Jeg ærgrer mig nu blot endnu mere over, at vi ikke kunne besøge hans cubanske villa i oktober - vi stod lige uden for porten, og der var lukket efter orkanen i september. En stor del af bogen foregår jo der med hans anden og tredje hustru, og jeg ville så gerne have set det - men nu kommer jeg næppe tilbage til Havana.

Men jeg er vist til gengæld snart moden til nogle af hans tungere romaner end de småting, jeg hidtil har læst af ham. blandt andet her.

Tuesday, January 9, 2018

Maigret og mordet ved slusen (Maigret XLVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. januar
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et le corps sans tête

2018 bliver vel nok året, hvor Maigret-serien afsluttes - men der er et stykke vej endnu. Hele otteogtyve krimier mangler jeg; men da jeg læste otteogtredive i 2017 er det nok et kvalificeret gæt. Forudsat, at jeg kan finde dem!

Nummer syvogfyrre her kunne jeg nemlig ikke finde ny nogle steder; jeg endte med at købe den brugt over nettet, og det er altid lidt russisk roulette desværre. Der stod, at den var i god stand - men der var revet noget af nogle sider, og den var virkelig ikke i god stand. Nok var den billig, men det ser bare ikke pænt ud i den efterhånden meget lange række i reolen.

Jeg troede umiddelbart, at vi var helt tilbage i Maigrets spæde start, da jeg begyndte at læse om sluser og både. Jeg måtte endda tjekke, at jeg var det rigtige sted i serien - men den var god nok. Det er bare meget lang tid siden, at Maigret promenerede sig ved sluserne - men de er dog ikke helt oppe i Nordfrankrig denne gang, men lige i udkanten af Paris. Et skummelt område dengang, som idag er blevet til bobo-området Canal Saint-Martin.

Da en båd skal gennem slusen en morgen er den lidt tungere end sædvanligt, og skraber bunden - men der er mere end mudder under; hurtigt finder man en arm - sandsynligvis fra en mand, hvilket undrer alle. Normalt er det kvinder, der skæres i stumper og stykker - og der er rigeligt med ofre i de prostituerede i området. 

En dykker sendes ned, og hurtigt finder man de andre dele - blot ikke hovedet. Imens leder Maigret efter en bar, hvor der er en telefon han kan bruge i fred og ro. Det bliver derfor en lidt afsides skummel bar, hvor der ikke er mange kunder - men til gengæld en fantastisk god hvidvin. Der sidder en enlig kvinde bag bardisken, som ikke er særlig snakkesalig eller det mindste interesseret i liget, man har fundet lige uden for hendes dør nærmest.

Det er et rent tilfælde, men Maigret fatter hurtigt mistanke til kvinden, hvis mand er bortrejst. Hun er lidt løs på tråden, og har ikke noget mod at give sig hen til kvarterets unge mænd. Men der er også en helt speciel mand, som er lidt mere end de andre. En, som muligvis kunne have reddet ud af det trøstesløse liv, hun har med manden og som har fået hende til at drikke. Hun er jo ikek alkoholiker som Maigret siger - hun tager bare en lille en hver halve eller hele time. Det er jo fantastisk at se, hvordan man opfattede den slags dengang. Maigret selv kan jo nærmest ikke arbejde uden at være lidt snaldret.

Maigret skal samarbejder med dommer Coméliau - som ikke er hans kop te; denne vil have konstante opdateringer i sagen, og Maigret hævner sig ved at sende alle mistænkte til ham. Imens fortsætter han støt og roligt med at optrevle barmutters historie, og det viser sig at hun er arving til et slot - som hun slet ikke vil have. Det opdagede manden ... og så har vi dramaet!

Man finder vist aldrig hovedet; men i en Maigret-historie er det irrelevant. Simenon kan faktisk bedst lide, at det ikke er så snorlige - for det er vigtigste er jo sagt.

Monday, January 8, 2018

The Loveliest Chocolate Shop in Paris - Jenny Colgan


























  • Engelsk
  • 7.-8. januar
  • 464 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

.... og den værste bog, jeg muligvis har læst! 

I lørdags var jeg forbi bogudsalget, og i en 3-for-100DKK-handel kom jeg af vanvare til at tage denne bog under armen. Jeg skulle opereres i ørerne og vidste, at mandagen ville være relativ rolig hjemme på sofaen. Samtidig savner jeg altså Paris; det er snart to år siden jeg sidst var der - det er aldrig sket i mit voksne liv, hvor jeg snarere er kommet 4-5 gange om året. 

Det er bare lutter dårlige undskyldninger; for der er intet, der kan bortforklare, hvordan jeg kan komme så galt afsted! Omslaget - og titlen - burde jo have advaret mig! 

Jenny Colgan har åbenbart specialiseret sig i romaner, der er romantiske med happy end (selvfølgelig) og samtidig har med mad at gøre (helst søde sager). De er allesammen skåret over samme læst: Ung kvinde er utilfreds med sit nuværende lidt kedelige liv, hvor der aldrig er sket noget spændende eller eksotisk. Hun får en mulighed for at ændre det ved at åbne en ny forretning/rejse til udlandet/.... og her ændrer alt sig - hendes personlighed, hendes udseende, hendes kærlighedsliv etc.

Det er så banalt, at man  får det fysisk skidt af at læse det! Men denne version var så hensat til Paris, og med visse sætninger på fransk - eller det skulle det vist havde været. Der var vist ikke et eneste fransk ord, der var stavet korrekt. 

Jeg tror heller ikke, at forfatteren har sat sine ben i Paris? For som læser, der rent faktisk har været i Paris (OK - mere end en gang, og jeg har boet der - men alligevel....) så er den så spækket med fatale fejl, at jeg udelukkende læste den færdig, fordi det morede mig at spotte dem. Her blot en lille samling af de bedste (værste) guldkorn:

  1. Man tager på tur i Tuileries-haverne (som ligger foran Louvre), for der er så hyggeligt i skyggen af Eiffel-tårnet. Nu ligger Eiffel-tårnet på den modsatte Seine-bred 3 km derfra. Mit kendskab til astronomi gør mig desværre ikke i stand til at regne ud, om der på noget tidspunkt af året kan være et sammentræf som gør, at solen står således - men min logiske sans tvivler temmelig meget!
  2. Hun banaliserer Paris og gør det til en stereotyp fremstilling af byen, som den muligvis var for 50 år siden. Fx da hun taler om duften fra bagerierne, der er i gang hele døgnet. Det er de ikke. Lige så vel som de ikke bager brød i København døgnet rundt i de gamle bagerier (hvis vi altså havde nogle tilbage). I Paris kommer man tit sidst på dagen, og må gå derfra uden sit baguette. Så kan man gå til en fast food-kæde, der bager dårligt brød døgnet rundt - lidt ligesom 7Eleven herhjemme. Men det har da aldrig været indbegrebet af parisisk charme!
  3. Folk, der sidder ude i de lange sommeraftener ved fortovsrestauranterne på Concorde-pladsen??? Nu er Concorde-pladsen muligvis et af de steder i Paris, hvor der er længst til en fortovsrestaurant; for slet ikke at tale om, at der ikke er en eneste på selve pladsen. Man skal et godt stykke ned i Rue de Rivoli og til alle dens turistfælder eller op ad Champs-Elysées for at finde dem. Men på selve pladsen - nej, der er ikke en eneste, som enhver turist ved.
  4. På et tidspunkt kører de hjem fra Montmartre (nordpå - 18ème arrondissement) for at skulle til Ile de la Cité, som jo ligger midt i Seinen. De kommer ned ad Champs-Elysées - imponerende, da man skulle mene, at man aldrig kommer nær den, hvis man bare kører stik syd. Men de kommer sandelig også forbi Place des Vosges, som ligger langt østligere end den rute ville tage dem. Det virker som én af de elendige amerikanske film i Paris eller Rom, hvor de kommer forbi samtlige monumenter men i helt forkert rækkefølge.
  5. Så er de berømte kærlighedshængelåse, som nu hænger på Pont Neuf! Inden de blev permanent fjernet og forbudt i 2015 hang de nu ellers altid på Pont des Arts, som jo er en gangbro, hvorimod Pont Neuf er åben for biler. Det var måske derfor, at man valgte Pont des Arts? Blot en tanke!
  6. Da livets prøvelser er størst for vores uheldige heltinde vil hun ind i Notre Dame - men hun kan ikke komme hen til rækkerne for at bede, da hun ikke har penge til en adgangsbillet. Notre Dame - som alle kirker i Frankrig - har gratis adgang; men man skal betale for at komme op i tårnet. Men sandelig ikke for at komme til at bede i et katolsk land!
  7. En morgen står vores heltinde op for at tage på arbejde; hun overvejer at ringe til en veninde i London, hvor klokken så er 5 om morgenen - derfor må den jo være 6 i Paris. Men da hun nyder sin smukke udsigt, ser hun skolebørn, der står i kø for at komme med Bâteaux Mouches ud på Seinen! Det var godt nok meget, meget tidligt for franske forældre at have taget deres unger op, sendt dem i skole og allerede være på udflugt? Jeg siger ikke, at det ikke kan være sandt - men det virker jo lidt dumt, når jeg kan finde åbningstiderne på internettet på 3 sekunder - fra klokken 10 om formiddagen. Det er altså rigtig lang tid at lade børn vente!
  8. Endelig er alle forelskede og glade, og de spiser en superromantisk middag på en italiensk restaurant på Ile de la Cité; oppe på tagterrassen, som er på et udhæng, der dermed er ude ovre selve Seinen! Der er ikke et eneste hus på Ile de la Cité - eller i resten af Paris for den sags skyld, der ligger direkte ud til Seinen. Vi er jo ikke i Venedig! Der er altid en vej foran som første parket til floden. Og dermed ikke en eneste superromantisk tagterrasse, hvor man spejler sine kys i vandet... det ville da være hyggeligt, men ...

Jeg synes, at det er imponerende, at man kan begå så mange faktuelle fejl; en del af dem uden overhovedet at have behov for at tage til Paris for at undersøge sagen. Det er hårrejsende - men det var da det eneste morsomme aspekt ved bogen. Nu ligger den i bunden af skraldespanden!

Sunday, January 7, 2018

Le bonheur conjugal - Tahar Ben Jelloun




























  • Fransk
  • 3.-7. januar
  • 368 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har tidligere læst tre romaner af Ben Jelloun, som er en yderst produktiv forfatter - der er stadig mange at tage af. Denne købte jeg, da jeg sidst var i Belgien og den fik æren af at blive årets første bog.

Historien er opdelt i to store dele - mandens og kvindens synspunkt på et ægteskab; og titlen 'Den ægteskabelige lykke' skal bestemt tages lidt ironisk.

Den midaldrende Foulane (som muligvis slet ikke er hans navn - i hans egen version omtales han som Maleren og kun i tredje person) får et hjerteanfald, og er derefter bundet til sit hjem, til en kørestol, til hjælpere døgnet rundt - og hans kone holder sig langt væk i den anden ende af huset.

De giftede sig, da Maleren var en halvmoden mand, og hun stadig blot en ung kvinde, som var imponeret af hans renommé, formue og levestil. Ægteskabet faldt ikke i nogle af familiernes smag; for hans familie var der tale om bønder, som ikke var deres søn værdig - og for hendes om snobber, der ikke ville hjælpe hendes familie økonomisk, som det er tradition i Marokko.

Han er en verdensberømt maler; han er også en indædt skørtejæger, der gennem årene konsekvent er sin kone utro. Han synes, at hun er irriterende, grisk, ukærlig over for ham osv. Han vil derfor skilles, men hun holder krampagtigt fast i ham - ifølge ham selv for at tage alle hans penge.

Konen finder de notater, han har gjort sig om deres liv sammen, og hun vil forsvare sig. Derfor giver hun sin version af historien, som ikke overraskende er noget anderledes. Den fortæller om en mand, der vil holde hende fanget til hjemmet mens han rejser verden rundt. Om en far, der ikke tager sig af sine børn, og dårligt vil give hende penge til at klæde dem på og give dem mad.... mens han selv rejser på første klasse.

Konen indrømmer blankt, at hun er hård, ufølsom og vil have sin del af kagen efter at have fundet sig i ham og hans utroskab i årevis. Han skal ikke lade sig skille nu, hvor han er syg. Hun bliver lidt dæmonisk, da hun afslører sin plan om at optræde som den perfekte hustru, der vil passe og pleje ham, så ingen fatter mistanke. Som læser ved man knap om det betyder, at hun vil forsøge at forgive ham langsomt?

Slutningen er derfor temmelig åben; og det passer glimrende egentligt. For det er lige så svært at spå om som et parforhold er det, hvis man anskuer det fra begge parters sider.

Hvad skal man som læser tro? Hvem er den gode og hvem den onde i denne historie? Eller er det bare ganske simpelt menneskeligt, at de begge har deres fejl og er skyld i det kuldsejlede ægteskab?

Det er en interessant betragtning, for i alle forhold er der jo to sider af sagen - og her er der ingen dommer til at fortælle os, hvad udfaldet er. Det må være læserens vurdering om man har mere sympati for den ene part. Et interessant eksperiment!