Maigret og mordet ved slusen (Maigret XLVII) - Georges Simenon

• Fransk
• 9. januar
• 191 sider
• Originaltitel: Maigret et le corps sans tête

2018 bliver vel nok året, hvor Maigret-serien afsluttes - men der er et stykke vej endnu. Hele otteogtyve krimier mangler jeg; men da jeg læste otteogtredive i 2017 er det nok et kvalificeret gæt. Forudsat, at jeg kan finde dem!

Nummer syvogfyrre her kunne jeg nemlig ikke finde ny nogle steder; jeg endte med at købe den brugt over nettet, og det er altid lidt russisk roulette desværre. Der stod, at den var i god stand - men der var revet noget af nogle sider, og den var virkelig ikke i god stand. Nok var den billig, men det ser bare ikke pænt ud i den efterhånden meget lange række i reolen.

Jeg troede umiddelbart, at vi var helt tilbage i Maigrets spæde start, da jeg begyndte at læse om sluser og både. Jeg måtte endda tjekke, at jeg var det rigtige sted i serien - men den var god nok. Det er bare meget lang tid siden, at Maigret promenerede sig ved sluserne - men de er dog ikke helt oppe i Nordfrankrig denne gang, men lige i udkanten af Paris. Et skummelt område dengang, som idag er blevet til bobo-området Canal Saint-Martin.

Da en båd skal gennem slusen en morgen er den lidt tungere end sædvanligt, og skraber bunden - men der er mere end mudder under; hurtigt finder man en arm - sandsynligvis fra en mand, hvilket undrer alle. Normalt er det kvinder, der skæres i stumper og stykker - og der er rigeligt med ofre i de prostituerede i området. 

En dykker sendes ned, og hurtigt finder man de andre dele - blot ikke hovedet. Imens leder Maigret efter en bar, hvor der er en telefon han kan bruge i fred og ro. Det bliver derfor en lidt afsides skummel bar, hvor der ikke er mange kunder - men til gengæld en fantastisk god hvidvin. Der sidder en enlig kvinde bag bardisken, som ikke er særlig snakkesalig eller det mindste interesseret i liget, man har fundet lige uden for hendes dør nærmest.

Det er et rent tilfælde, men Maigret fatter hurtigt mistanke til kvinden, hvis mand er bortrejst. Hun er lidt løs på tråden, og har ikke noget mod at give sig hen til kvarterets unge mænd. Men der er også en helt speciel mand, som er lidt mere end de andre. En, som muligvis kunne have reddet ud af det trøstesløse liv, hun har med manden og som har fået hende til at drikke. Hun er jo ikek alkoholiker som Maigret siger - hun tager bare en lille en hver halve eller hele time. Det er jo fantastisk at se, hvordan man opfattede den slags dengang. Maigret selv kan jo nærmest ikke arbejde uden at være lidt snaldret.

Maigret skal samarbejder med dommer Coméliau - som ikke er hans kop te; denne vil have konstante opdateringer i sagen, og Maigret hævner sig ved at sende alle mistænkte til ham. Imens fortsætter han støt og roligt med at optrevle barmutters historie, og det viser sig at hun er arving til et slot - som hun slet ikke vil have. Det opdagede manden ... og så har vi dramaet!

Man finder vist aldrig hovedet; men i en Maigret-historie er det irrelevant. Simenon kan faktisk bedst lide, at det ikke er så snorlige - for det er vigtigste er jo sagt.