Mrs. Hemingway - Naomi Wood

• Engelsk
• 10.-12. januar
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hemingway og myten omkring ham forsvinder nok aldrig; og jeg synes, at der har været en stigende popularitet i de senere år. Man skulle jo mene, at manden med al sin politisk ukorrekthed, ville være mere tabu nu end nogensinde før? Men måske har vi også behov for den slags badness - og så er det jo bekvemt med en mand, der har været død i snart tres år. Så er han jo ikke helt amoralsk, for sådan gjorde man jo dengang.

Der er også nu en interesse for kvinderne i hans liv - i hvert fald de officielle fire hustruer. For nogle år siden kom der en roman om hans første kone, Hadley - men i Naomi Woods lille roman tager hun ganske enkelt alle fire kvinder med i samme bog.

Det er der jo i for sig en vis logik i; for de overlappede hinanden temmelig meget. Hemingway gik ikke fra en kvinde uden at have den næste klar; og oftest var det vel heller ikke fordi han ikke elskede hende længere - blot, at der var noget derude, der havde vakt hans jagtinstinkt. Nyhedens interesse var det nok tit - for han var ret hengiven over for dem hele livet. Alle pånær én!

Der var som sagt fire kvinder: Hadley, Fife, Martha og Mary. Der var den helt unge forelskelse i de fattige år i Paris, hvor Hemingway dræbte duer i parkerne, så de kunne få aftensmad. Det var de første forfatterår, der første barn og det første bekendtskab med den mondæne verden.

Der var den unge, smukke og rige, som tog ham med til tyvernes vilde fester, og kendte alle de rigtige mennesker. Jetset-pigen, som ikke rigtigt egnede sig til at være mor og hustru.

Der var krigskorrespondenten, som var hans tapre følgesvend ud, hvor det var farligt. Det var den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig - men så viste det sig, at hun altså var en rigtig korrespondent, og ikke blot ville have lidt eventyr inden hun slog sig end som husmor.

Og der var den sidste, der holdt længst. Den, der måtte kæmpe mest med hans dæmoner. Den, der måtte indlægge ham og til sidst finde ham med en kugle gennem hovedet.

Hende, der skulle forvalte hans bo, og som endte med at udgive Der er ingen ende på Paris, og gav den dens engelske titel.

De fire kvinder fortæller selv hver deres version af historien i de fire hovedafsnit i bogen. De forbinder hvert af hans livsafsnit til det næste, da de hver især vidste, at der var en ny kvinde inde i billedet. Til tider måtte de endog hjælpe den nye kvinde til at forstå, hvordan en mand som Hemingway skulle 'styres'.

Det er en utrolig poetisk smuk bog, som giver en enestående fornemmelse af Hemingways tilstedeværelse og personlighed i al sin kompleksitet. Man fornemmer den samme stemme, som man kender fra Hemingways egne skriverier - om forfatteren bevidst har tilstræbt dette er jo svært at sige.

Men det er både sørgmodigt og fuld af op- og nedture, som tiden skrider frem, og Hemingway plages mere og mere af sine dæmoner.

Jeg kan ikke se, at den er oversat til dansk - men det er absolut smuk læsning. Jeg ærgrer mig nu blot endnu mere over, at vi ikke kunne besøge hans cubanske villa i oktober - vi stod lige uden for porten, og der var lukket efter orkanen i september. En stor del af bogen foregår jo der med hans anden og tredje hustru, og jeg ville så gerne have set det - men nu kommer jeg næppe tilbage til Havana.

Men jeg er vist til gengæld snart moden til nogle af hans tungere romaner end de småting, jeg hidtil har læst af ham. blandt andet her.