Når tiden går i stå - Matt Haig

• Engelsk
• 26.-31. januar
• 336 sider
• Originaltitel: How to Stop Time

Jeg skulle flyve til Madrid fredag eftermiddag - et par dages fritid og fornøjelser, og derefter tre dages arbejde. Så jeg besluttede mig for at shoppe lidt let underholdning i lufthavnen til flyveturen og de lange aftener på et hotel. Der var bare ikke så mange lange aftener - sightseeing i Madrid kan udmatte én temmelig grundigt; så jeg brugte i stedet tiden på at fordøje de mange indtryk af al den fantastiske kunst, jeg nåede at se.

Jeg vidste ikke mere om denne bog (eller forfatteren) end, hvad der stod på omslaget. Matt Haig skriver dog både fiction og non-fiction - og jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg vil købe nogle af hans marketingbøger. Men nu var det fiction - og hurtigt tænkte jeg, at det emne mindede mig en del om Audrey Niffeneggers "The Time Traveler's Wife", som senere blev filmatiseret.

Endnu mere minder den dog om Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", som er en af de bøger, jeg har læst flest gange - og som står for mig som en af de helt store klassikere. Jeg elsker den ganske enkelt, og føler med såvel grev Fosca som den unge narcissistiske Régine. Men de Beauvoir er oppe i en helt anden eksistentialistisk metafysisk liga end denne easy-read selvfølgelig. Det er også fint nok; der skal være plads til det hele - og Matt Haig leverer i det store hele en underholdende roman.

Tom Hazard er født i Frankrig i 1581; hans far er protestant og bliver dræbt i de franske religionskrige. Tom og moderen flygter til England, men da drengen vokser op indser de, at han ikke ældes. Dette bemærkes, og da han er 18 år gammel, anklages moderen for heksekraft. Hun dør druknedøden i forsøget på at bevise sin uskyld - det er beviset, at hun drukner; men belønningen er jo tvivlsom!

Tom flygter; han ender i London, og forelsker sig i en ung pige - de bliver gift og får en datter. Men Tom ser stadig ud som en teenager, og må forlade kone og barn for at redde dem. Han vender tilbage i 1623, da hans kone ligger for døden med pest - og her fortæller hun ham, at datteren Marion lider af samme 'sygdom', og også er flygtet.

300 år senere har Tom levet i adskillige lande med forskellige navne og professioner. Men i 1891 bliver han træt af det hele - altid at skulle flygte, når det bliver for mistænkeligt. Altid at skulle genopfinde sig selv. Han lever kun for at finde datteren derude et sted; men nu henvender han sig til en læge, der dog ikke tror ham. Da denne mange år senere endelig indser, at Tom ikke er bindegal, bliver han myrdet og Tom "kidnappes" af et medlem af Albatross-klubben. Det er en klub af mennesker med samme syndrom, og lederen Hendrich styrer det med hård hånd. Tom kan flytte rundt som han vil og leve i fred i 8 år; så skal han hjælpe klubben inden han igen kan få fred. Alt dette accepterer han fordi datteren er der et sted!

Det er skrevet i hurtige skift mellem nutiden og de mange tidsaldre og steder, hvor Tom har levet - historien om hans opvækst og ægteskab kommer kun gradvist, mens vi følger ham i kampen for at finde datteren, og selv finde mening med livet. Men nu - i nutiden - møder han en kvinde, som han forelsker sig i; men hvordan skal han forklare hende, at det er lidt kompliceret?

Det er ikke en lang - eller kompliceret - roman; den ender dog desværre lidt for Dan Brown/James Bond-agtigt - og så lige med en ordentlig gang sødsuppe til sidst. Det er her man ser den enorme forskel mellem Haig og en forfatter som de Beauvoir, som mestrer psykologien og symbolikken. Hendes roman er jo dybest set komplet pessimistisk; men den efterlader et evigt indtryk.

Så læs denne - eller se filmen, for den bliver jo selvfølgelig filmatiseret sikkert med endnu mere sødsuppe ... men læs så også de Beauvoir!

De omhandler jo begge det, der er menneskets største drøm - ikke at ældes. Det viser sig også (faktisk i begge romaner), at det også ville være vores største forbandelse!