Petit pays - Gaël Faye

• Fransk
• 22.-25. januar
• 221 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda i 1994; set fra mange forskellige vinkler.

• Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
• Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
• Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
• Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.

Og nu har den unge franske rapper Gaël Faye skrevet sin delvist selvbiografiske version af barndommen i Bujumbura - Burundis hovedstad. Hans far var franskmand, og hans mor fra Rwanda - som mange andre tutsier var dele af familien allerede flygtet til Burundi, grundet de stigende spændinger mellem de to etniske grupper. 

Hans barndom er relativt ubekymret, indtil forældrene går fra hinanden. Moderen er i stigende grad irriteret over faderens hvide synspunkt på Afrika; den overlegenhed europæerne udviser, når de samtidig ikke rigtigt forstår nuancerne i kulturen. Gaby, som drengen i bogen hedder, bliver boende i Bujumbura sammen med faderen og lillesøsteren Ana.

Han har en gruppe venner, som er tutsier som ham selv - af blandede ægteskaber eller ej; de morer sig som drenge på 10-12 år gør - spiller bold, stjæler mangoer fra naboernes træer og har deres gemmesteder. Men så kommer der valg i Burundi i 1993, som udløser racekriser, og det bliver sværere og sværere at være tutsi. Da de rejser til et familiebryllup i Rwanda, udsættes de for ydmygende oplevelser - det var hér Gaby første gang hørte betegnelsen 'kakerlak', som senere blev hutuernes signal til at starte massakren.

Faderen mener ikke, at børn skal blande sig i politik - det bliver dog svært, da de hører om nedskydningen af præsidentens fly i Rwanda. Moderen tager tilbage for at finde sin familie - og finder dem alle myrdede på den mest bestialske måde. Da en ven finder hende vandrende på landevejene, er hun blevet sindssyg af alt det, hun har set. Hun vender tilbage til familien - men lever i et evigt tilbagevendende mareridt, hvor hun igen og igen ser familien for sig.

Da det hele bryder løs forsvinder moderen; kammeraternes forældre bliver dræbt og Gaby bliver tvunget til at dræbe en hutu som hævnakt. Han ser familiens tjenestefolk vælge side afhængig af deres racetilhørsforhold - og verdens grusommelige virkelighed går virkelig op for ham. Endelig evakueres han med søsteren, og kommer til Frankrig, Faderen bliver dræbt nogle dage senere, og moderen er væk.

Mange år senere får han et telefonopkald, der får ham til at vende tilbage. Han mødes med den eneste tilbageværende ven; de sidder og får et par øl i den gamle beværtning i deres nabolag. Og der hører han moderens stemme. Der igen og igen fortæller den samme historie om de myrdede familiemedlemmer, hun fandt. Om blodet hun aldrig kunne få vasket af gulvet. Om deres kroppe hun ikke kunne løfte, fordi de faldt fra hinanden.

Det tog mig faktisk lidt tid at tage mod til mig. Til at sætte mig ned, og læse den voldsomste del af historien efter den indledende sorgfrie barndom. Det er måske mange bøger at læse om det emne; men det er stadig så uhyrlig og uforståelig en ting. En skamplet på Europa og verdenssamfundet, og en situation, der potentielt kan genopstå - i Rwanda eller andre steder, hvor folk af forskellig oprindelse er tvunget til at leve sammen, da nogle har trukket nogle grænser ved et skrivebord i Europe. Se blot Sudan - eller Nigeria!

Bogen har i Frankrig vundet ungdoms-Goncourt-prisen, og det er virkelig fuldt ud fortjent. Man ville nok ikke forestille sig et så smukt og poetisk sprog af en rapper. Ikke desto mindre er det hjerteskærende gribende at læse.