Mais ce qui persiste en moi est ce fragment d'inhumanité - Joël Schuermans

• Fransk
• 30.-31. juli
• 292 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For mange år siden læste jeg American Psycho, og jeg husker stadig fornemmelsen ved visse passager af maven, der vendte sig og en fysisk kvalme. Men det var fiktion! Samme fornemmelse havde jeg, da jeg læste denne bog. Der var tider, hvor jeg troede, at jeg ville blive syg - og viden om, at dette ikke var helt fiktion gjorde det kun endnu mere kvalmende.

Joël Schuermans er en belgisk forfatter; som 23-årig var han FN-soldat, og en del af de berømte belgiske styrker i Rwanda. Han var kommet til landet som fredsbevarende styrke knap to måneder, inden folkedrabene på tutsierne udbrød med nedskydningen af hutu-præsidentens fly. Det er en uendelig sort side i den belgiske historiebog; det er politisk fejhed, da Belgien trækker soldaterne ud af landet og dermed giver grønt lys for, at hundreder af tusinder af tutsier bliver dræbt på den mest bestialske måde. Det er selvsagt ikke udelukkende Belgiens skyld - det internationale samfund var lige så hurtige til at stikke halen mellem benene, og vende det døve øre til en konflikt i et ligegyldigt afrikansk land uden olieressourcer eller anden rigdom, der kunne interessere os. Der er uendeligt meget skyld - og der er uendeligt meget at forklare, som muligvis aldrig kommer frem. Men Schuermans bog kaster en lille smule lys over, hvad der reelt foregik i Kigali i de aprildage i 1994.

Historien er til dels fiktion - historien om den unge belgiske soldat, Simon, som er bleve forladt af sin mor ved fødslen; opvokset i en plejefamilie og generelt manglet opmærksomhed og kærlighed. Han mangler selvtillid, og hæren har uden tvivl været en kærkommen lejlighed til at finde nogle rammer. Men som for så mange andre, der bruger militæret som en udvej, er det langt fra løsningen på hans emotionelle problemer, som især omhandler kvinder. Han forelsker sig håbløst og voldsomt, og et uskyldigt kys bliver for ham tegn på et troskabsløfte om evig kærlighed.

Således er der den unge sorte Fortunée, som er tutsi - men også den italienske UNICEF-medarbejder Chiara; han vil have dem begge - og svinger mellem nogle tydeligt ustabile reaktionsmønstre. Inden det hele bryder løs fornemmer man bristen i hans karakter. Men han var ung, og kunne have 'vokset sig fra det'.

Det er der ikke tid til, da helvedet bryder løs. Hvor den første del af romanen er meget fikseret på hans erotiske fantasier, og fascination af de to kvinder, så handler den midterste del om selve folkemordene. Her bliver skrivestilen noget bedre - men også mere informerende detaljeret. Denne del er uden tvivl en utroligt detaljeret genfortælling af Schuermans' egne oplevelser derfra - og selvom man har set Hotel Rwanda eller andre film eller dokumentarfilm om tragedien, så er de ikke mindre stærke sat i ord. Hans udpenslende beskrivelser af mordmetoderne er det grusomste, jeg nogensinde har læst og jeg måtte vælge mellem at lægge den fra mig i afsky eller fortsætte og forsøge at lægge mine billeder lidt fra mig.

Bogens Simon vender som de andre soldater hjem to uger efter, at mareridtet er startet - men for ham starter det også blot. Han stopper som soldat, og ender i en selvdestruktiv spiral af alkohol og stoffer iblandet et voldeligt parforhold. Endelig møder han den kedelige småborgerlige Charlotte, som han ikke elsker, men som er symbolet på hans redning. De bliver sammen i ti år til hun en dag fortæller ham, at det er slut og hun har en anden.

Det slår klik for Simon - han dræber hende, og tager et fly til Rwanda for at genfinde Fortunée - hun skal redde ham og elske ham. I hans tankegang kan han slet ikke forestille sig, at tiden er gået... tretten år. At hvis hun stadig er i live, så er hun måske gift med en masse børn. Men han finder blot hendes grav, og i desperation tager han til Italien for at finde Chiara. Hun er til gengæld (alt for) lykkeligt gift, og igen ser han det som en hån af hans kærlighed. Han dræber også hende, og ender i fængsel for de to mord.

Denne del er jo ikke Schuermans egen historie; men at han har svært ved at vende tilbage fra Kigali er sikkert. Han forsøgte sig i nogle år med diverse løsjobs, inden han tog konsekvensen og i dag lever på landevejene. Dette er hans anden roman, og det kan også mærkes i skrivestilen. Han har sværere ved at skabe personerne udover Simon, hvis følelser han kan drage på fra sine egne oplevelser. Ligesom historien om de faktuelle hændelser er bedre skrevet end starten og historien om livet efter Rwanda. Men for sin historiske beretning er den desværre grufuldtvækkende rammende og rørende.

Den rejser vigtige spørgsmål ikke kun om verdenssamfundets rolle og samvittighed i forbindelse med massemordene - eller kollaborationen mellem Hutu-morderne og fransk militær, som i denne sommer er blevet understreget af anklagen om voldtægter af såvel kvinder som mænd af franske soldater. Det er også dilemmaet om, hvordan vi håndterer de soldater, der vender hjem efter den slags tjeneste - som har set eller gjort voldsomme ting? Eller hvor meget man ved, om disse mænds psykiske stabilitet - når man sender en knap 23-årig dreng afsted skal man være sikker på, at han kan klare presset!

Jeg har tidligere læst en roman skrevet af en overlevende tutsi; jeg har en bekendt, som slap væk mens hele hans familie blev udryddet - og jeg har set hans overkrop arret af machetear og skudhuller. Det er deres - meget vigtige - side af historien. Men det er også vigtigt at se denne side, hvor vores ansvar debatteres - både som en ikke-agerende aktør midt på scenen, men også ved at ødelægge andre liv på andre måder.

Som bogens titel resumerer det... Men det som bliver tilbage i mig, er denne rest af umenneskelighed...