Les Justes - Albert Camus

• Fransk
• 15. juli
• 150 sider
• Dansk titel: De retfærdige
• Bogudfordringen 2011

Julis måneds bogudfordring var én af dem, jeg virkelig så som en udfordring - et skuespil! Jeg har vist ikke læste skuespil siden gymnasietiden, og der var det jo næppe af lyst. Af samme årsag var det nok heller ikke realistisk at kaste sig ud i et Shakespeare-værk på flere hundrede sider - udover, at jeg foretrækker at læse på originalsproget, og også her ville Shakespeare nok blive lidt for stor en udfordring. Men så faldt jeg tilfældigt over dette skuespil af Camus fra 1949; som grotesk nok stadig er usandsynligt aktuelt.

Historien er baseret på den sandfærdige historie om attentatet på den russiske zar Alexander den 2.'s søn Sergej i Moskva i 1905, hvor han var guvernør. Attentatet udføres af den 23-årige Kaliayev, og skuespillet udspilles i en lejlighed ikke langt derfra, hvor Kaliayev sammen med Dora, hans elskerinde og tre andre mænd planlægger angrebet. Det første forsøg bliver ikke til noget; Kaliayev kan ikke smide bomben, da han i sidste øjeblik ser to børn i kareten - en hændelse som fører til en ideologisk og passioneret diskussion mellem ham og Stepan - en anden revolutionær, som ikke stoler på Kaliayev.

Denne diskussion og ideologien, som adskiller de to mænd, skulle være Camus' svar på hans ven Sartres skuespil Urene hænder, som var sat op et år tidligere. Kaliayev er Camus selv, og Stepan er Sartre. Kaliayevs (eller Camus') synspunkt er, at alting er sort eller hvidt - han forsvarer det absolutte uden nogen form for lempelse, som da Kaliayev forklarer Dora, hvorfor han vil kaste bomben: "At dø for idéen er den eneste måde at være på højde med idéen. Det retfærdiggør den."

Kaliayev vil ikke ses som en morder, men som en mand, der har hævnet en uretfærdighed - Sergejs nedtrykkelse af det russiske folk. Sartres (eller Stepans) synspunkt er det ekstremistiske, hvor intet skal i vejen for at målet. Mens Kaliayev bliver skræmt af børnene, kan Stepan ikke se, hvorfor de ikke bare også kunne dø? Stepan ender med at forstå Kaliayevs motiver i en højere grad; det samme kunne ikke siges om Camus' og Sartres politiske uenigheder - deres venskab stoppede i 1952. De to skuespil var det offentlige regnskab, der skulle opgøres.

Men i skuespillet bliver attentatet en succes to dage senere, og Kaliayev bliver selvfølgelig straks arresteret. I fængslet får han besøg af en anden fange, Foka, som har lavet en aftale om at få nedsat sin straf på tyve år for mord; hver gang han udfører hængningen af en dødsdømt, får han nedsat straffen med et år. Igen et moralsk dilemma, som i Camus' øjne er forskellen mellem at være en kriminel, en morder - eller blot den, der udfører, hvad der skal gøres.

Fængselsinspektøren tilbyder ham at undgå dødsstraffen mod at udlevere sine medsammensvorne - og selve Sergejs enke vil gå i forbøn for ham. Men for Kaliayev var døden fra starten en del af akten - den er for ham også en nødvendig del af attentatet. Han nærede på intet tidspunkt ønsket eller håbet om at slippe fra det i live. Det er på mange måder skræmmende aktuelt med de selvmordsterrorister, som i dag går døden med oprejst pande - sikkert også fordi de ikke ser sig selv som mordere, men som aktører i en større retfærdig plan. For hundrede år siden var det socialismen eller kommunismen, i dag er det jihad. Men princippet er det samme!

Doras eneste ønske er derfor også selv at blive valgt til at smide den næste bombe - og helst hurtigt. For Kaliayev er henrette, og hvis hun hurtigt kan dø, kan hun følge ham - og det vil føles som om, at rebet strammedes samtidigt om deres to halse. Det bliver hendes ledetråd - et mål og et ideal at arbejde frem mod; bevidst at vælge døden.

Jeg frygtede at blive distraheret af angivelsen af navne, som det jo er kutyme i skuespil, men til gengæld opdagede jeg, hvor intens læsning det kan være, når det udelukkende er ordene. Ingen forklaring af tonefald, omgivelser, ansigtsudtryk - det hele skal læses igennem ordene. Man koncentrerer på en helt anden måde om selve historien og tolkningen af den, når alt andet er sorteret fra. Så selvom jeg nok aldrig får læst Shakespeare, så er der nu pludselig en del andre nyere skuespil, jeg gerne vil læse!