Nini - Mulâtresse du Sénégal - Abdoulaye Sadji

• Fransk
• 14.-15. juli
• 252 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den sidste bog, jeg fik indkøbt i Senegal, da den medbragte litteratur var løbet tør, viste sig igen at være én af landets helt store klassikere. Ikke kun i Senegal, men også i fransk kultur, da négritude-bevægelsen tager fat i 1930'erne. Da er Sadji ung, og efter skolegang i Rufisque (en forstad til Dakar) bliver han skoleinspektør i forskellige senegalesiske provinser - en post, som normalt var forbeholdt de hvide kolonialister.

Hans store kæphest er tilknytningen til den afrikanske kultur selvfølgelig; og han knytter sig til Senghor - landets absolutte store mand, som blev den første præsident efter frigørelsen i 1960, og som hjalp Sadji med den grammatiske finpudsning af hans værker.

Nini - mulatpigen fra Senegal, som den danske titel ville være, er derfor et klassisk eksempel på de hjertesager, der stod både Sadji og Senghor nær... forkastelsen af de afrikanere, der frasiger sig deres kultur. Romanen, der udkom i 1954, foregår i Saint-Louis, som er et helt særligt kapitel i den senegalesiske historie. Byen er på alle måder anderledes, som jeg selv kunne konstatere, da jeg var der i oktober 2010 - det var landets hovedstad indtil 1960, og et kulturelt og politisk nervecentrum i Afrika.

Byen havde mange hvide beboere, og med dem kom blandingen med de lokale og en mulatbefolkning, som man ikke ser andre steder i landet. Kvinderne, som nedstammede fra blandingen med de portugisiske mænd, blev kaldt for signare af det portugisiske senhoras; og de var hierarkisk højere stillet end de lokale sorte.

De var kendt for deres skønhed, og selv i dag er der stadig en årlig fest, der fejrer disse kvinder som en kulturel arv selvom de tidligere ikke altid var velsete af de lokale. De kunne komme ind i klubber, hvor de hvide kom - i selskab med disse dog - og nød i det hele taget godt af en social rang, som også fik dem til at føle sig bedre end de sorte.

Gå en tur i Saint-Louis' gader i dag, og du vil stadig se kvinder som denne, som er en anelse lysere i huden - og med en udstråling, der siger alt!

Sadjis roman handler om en sådan ung kvinde, Nini. Hun er 22 år gammel, og hele hendes liv handler udelukkende om at blive set i de hvide klubber med hvide mænd, og det ultimative mål er selvfølgelig at blive gift med en franskmand og flytte til Europa. De fleste af disse hvide mænd er hendes elskere, og de bliver hurtigt udskiftet - men nu er der en ung mand, Jean Martineau, som hun har set i længere tid - og på trods af hans manglende ægteskabsløfter, sætter hun alt på spil. Det er hendes største ydmygelse, da hun en dag modtager en kærlighedserklæring fra en sort - og hele byen indigneres og griner af den stakkels mand, der har vovet at overskride den usynlige sociale grænse mellem deres to verdener.

Sadjis fortælling er grotesk nedladende og barsk i sin beskrivelse af Nini og hendes ligesindede; deres åbenlyse racisme og snobben opad er en torn i øjet på ham, og hans egen indledning til bogen lyder da også:

"Nini er det evige moralske portræt af mulatten, om hun er fra Senegal, Antillerne eller Amerika. Det er portrættet af det fysiske og moralske hybride menneske, som i uvidenheden af sine spontane reaktioner, altid søger at hæve sig over den plads, der er hende tiltænkt; det vil sige over en menneskelighed, som hun antager for at være hende underlegen men til hvis skæbne hun for evigt er knyttet."

Nini og hendes veninder bruger tiden på at nedgøre de sorte, men alligevel opsøger hendes mulatbedstemor en lokal marabout (troldmand) for at forhekse Martineau, så han gifter sig med Nini. De snakker om Paris, som kendte de byen ud og ind, selvom de aldrig har - og næppe aldrig kommer til - forladt deres eget land. De unge franskmænd på den anden side er der for at udleve eventyret om det sorte Afrika; de er faktisk mere tiltrukket af de meget sorte kvinder, men disse kan de ikke tage med i klubberne - og da de sjældent taler andet end wolof er samtale også begrænset.

Så de hænger lige så meget fast i rollespillet som Nini, som ikke forstår, at hun kun er et stykke midlertidigt legetøj, og at hendes foragt for sine landsmænd faktisk kun avler foragt for hende hos de hvide. Det er en tragisk spiral uden ende, og nederlaget bliver totalt, da Martineau rejser hjem - kun for at vende tilbage ed en fransk hustru. Nini sælger da alt, hvad hun har, for at forlade landet - hun kan ganske enkelt ikke klare den offentlige ydmygelse efter at have promeneret sit hovne

Sadji fortæller os ikke, hvad der sker med Nini i Frankrig. Det er ikke interessant for hans historie; man kan forestille sig, at hendes overlegenhed bliver vendt til et endnu mere øredøvende nederlag i et land, hvor hun pludselig bliver underdog og det behøves ikke at være slutningen. Sadji har på fornemste vis fået sit budskab igennem, og selvom bogen er mere end halvtreds år gammel, så fortæller den en universel og stadig yderst aktuel sandhed om racisme selv inden for samme race.