Mille jours à Venise - Marlena de Blasi

• Fransk
• 10. juli
• 293 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Originaltitel: A Thousand Days in Venice

Egentlig skulle jeg jo have læst den på engelsk; men det var en hurtig og totalt uovervejet indskydelse lørdag eftermiddag klokken 17 for at hjembringe lidt nyt læsestof. Det kan man så lære af! Da det er sommer og rejsetid, har boghandlerne en tendens til at opbygge disse rejseborde - og denne bog lå lige ved siden af Claude Gallays fantastiske men melankolske bog, som foregår i Venedig; og jeg faldt i fælden.

Historien er man kan ikke mere banal; den midaldrende amerikanske kok, Marlena (det er selvbiografisk, ja) kommer til Venedig første gang i 1989. Som så mange andre fascineres hun af den særprægede by på vandet, og vender tilbage flere gange. I 1993 er hun sammen med et vennepar, da en mystisk fremmed gør kur til hende - en ligeledes midaldrende italiensk bankmand, som bor på Lidoen på den anden side af vandet.

De mødes kort inden Marlena skal rejse videre; men han tager flyet til USA, og der beslutter de, uden nærmest at kende hinanden, at gifte sig. Dog skal dette selvfølgelig foregå i Venedig, og Marlena sælger i løbet af få måneder alt, hvad hun ejer i USA - sit nyrestaurerede hus og sin restaurant.

Bogens historie er deres historie - hendes indtryk af Venedig, og hendes problemer med at falde til; men som med andre af den slags bøger (kærlighedshistorie eller ej) er det jo voldsomt idylliseret. Godt nok er Venedig en smuk by, men med Marlenas ord, er det uspoleret idyl med madvarer, som ellers kun findes i Paradis og de typiske karikaturer af italienere, som man forestiller sig det fra en gammel film. Men ikke i slutningen af årtusindet. Det er samme karikatur, som Peter Mayle tjente en mindre formue på med sin serie om livet for en englænder, der flytter til Provence - og de Blasi har da også lugtet lunten, og senere udgivet en bog om de tusind dage, de efterfølgende tilbringer i Toscana. Tilsyneladende må de så på ny flytte efter tusind dage, da det skal passe til hendes koncept?

Det har sine underholdende sider, men muligvis kun fordi jeg læste den i et stræk - ellers ville jeg have haft svært ved at tage den op igen. Jeg synes, at det er dejligt, at folk mødes, bliver forelskede i hinanden, i en by, i den lokale vin - og hvis det er det hele på én gang, er det jo fantastisk. Men det sker altså hver dag - selvom de involverede parter jo selvfølgelig synes, at deres historie er unik. Det synes vi alle - men vi sætter os heldigvis ikke allesammen ned og skriver om det!!!

Det er OK flylæsning fx - og det genkalder dejlige minder fra Venedig (hvor jeg pudsigt nok også var med en italiener uden at skrive en bog om det); men jeg kommer ikke til at investere i hendes efterfølger.

Som en lille bonus er der til slut i bogen nogle skønne italienske madopskrifter, som godt kan få mundvandet til at løbe. Desværre tror jeg, at de er dårligt oversat fra fahrenheit til celsius, for tit skal tingene i en 400 grader varm ovn? Sjusk!!!