No et moi - Delphine de Vigan

• Fransk
• 26. juli
• 250 sider
• Dansk titel: No og mig

Det er ikke tit man møder hjemløse i litteraturen - og dog har de meget at sige. Der er altid en historie bag deres skæbner, selvom den sjældent er særlig positiv og til tider måske også temmelig repetitiv. Men alligevel er det et spændende tema, den franske forfatter tager op i denne roman, som af nogle er blevet betegnet som en ungdomsroman. Men det er jo ikke fordi den er skrevet med et barns øjne, at den ikke kan læses af voksne. Personligt var det en bog, der rørte mig meget dybt!

No er omdrejningspunktet som i romanens titel, hvor hun sættes før Lou - som er bogens fortæller. Lou er 13 år gammel, intellektuelt meget længere fremme end sine skolekammerater, men har til gengæld svært ved at finde venner og holder sig til sig selv med sine bøger og eksperimenter i alle genrer. Hendes hjem er ikke ligefrem en oase af fred - siden den længe ventede lillesøsters vuggedød nogle år tidligere, er moderen i en dyb depression. Hun sidder dagen lang i en lænestol, og faderen forsøger på bedste beskub at sørge for Lou.

Lous største skræk er at skulle stille sig op foran klassen; så da hun en dag skal informere læreren om sit emne til en fremlægning flyver det ud af munden på hende, at hun vil interviewe en hjemløs kvinde i Paris. De hjemløse er der nok af - og desværre også de unge kvinder; så mødet med No blev blot et tilfældigt blandt de mange, det kunne have været. Men No har noget specielt, og Lou vil, på trods af sin generthed og en lille smule angst for det ukendte, hjælpe hende.

Møderne med No giver stille og roligt Lou mere mod; hendes fremlægning går godt, hun tør sige sin mening og møder endelig lidt respekt fra sine klassekammerater og ikke mindst Lucas, som hun er lidt forelsket i.. men han er fire år ældre og klassens bad boy! Så hun finder også modet til at spørge forældrene, om No må bo hos dem; og de accepterer.

Det nye bofællesskab bliver en opvågning for moderen; hun blomstrer op og bliver næsten sit gamle selv. Faderen begynder at slappe mere af - selvom han dog overvåger No; og Lou oplever glæden ved at have en søster - for de to har lovet hinanden ikke at give slip! Men mens No ubevidst hjælper Lous familie ud af deres traume, så er de måske ikke i stand til at hjælpe hende med de sår, der fik hende ud på gaden?

Selvfølgelig går det ikke i længden; No begynder igen at tage stoffer og drikke - og hendes natarbejde på et hotel er vist heller ikke hele sandheden. Lous far tager konsekvensen og smider hende ud - og selvom No stadig har brug for Lou, så er det måske et nederlag for meget for hende? Hele sit liv er hun blevet svigtet af voksne.

Hver gang jeg ser hjemløse, der sover i gaden, så gør jeg ubevidst en lille forskel - der er alkoholikerne, der er aggressive og grænsende til det voldelige. Der er dem, man fornemmer, netop er ankommet - der er de unge, de gamle og hærdede - kvinderne og mændene. Men til at starte med er deres historier næppe særligt forskellige! Til nogle giver man; og nogle rører ved noget i én, så man får tanken, at man kan tage dem med hjem, give dem et bad og noget mad - og en ren og varm seng. Men ligesom det tager tid og overskud at hente en efterladt hund fra et internat, så trænger disse mennesker jo til meget andet end blot mad og varme. De er ødelagte i sjælen på en måde, der er så barsk, at de bliver nødt til at distancere sig fra den normale verden. Det retter en varm frikadelle desværre ikke op på!

Derfor er No og mig faktisk en meget tragisk og sørgelig bog for No. Bedst som man tror, at det er Lous teenagehistorie opdager man, at dette handler om Nos fallerede forhåbninger og drømme, da de to piger mødes. Om endnu et svigt og på trods af det en blidhed og søsterlig kærlighed til Lou.

Den er letlæselig, men ikke mindst så var jeg så grebet af historien, at alt andet måtte vente den dag! Jeg kan kun varmt anbefale denne roman, som for mig vil ændre mit syn på de hjemløse, jeg møder hver dag!